Page 1

Christian Stadil big business og god energi 6 Congo krig mod kvinderne 14

Smagsdommerne uddeler fisk til klimakogebog 20

5 09

Magasinet

nr. 54 august 2009 FolkekirkensNødhjælp Nødhjælp nr. Maj 2009 Folkekirkens

r e t a t s e g i l e b ø r sk


5 09 Redaktion

Linda Nordahl Jakobsen (ansv.), Marianne Lemvig, Lene Ejg Jarbøl, Linda Østergaard Grafisk Design

Kit Halding/Anne Mousten Tryk

KLS Grafisk Hus A/S Miljøcertificeret: FSC- og Svanemærket Forsidegrafik

Kit Halding Oplag 78.100 ISSN 1903-8623 Magasinet sendes til alle, der indbetaler bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Adresseændringer eller afmelding

mail@dca.dk eller tlf. 3315 2800 Udkommer næste gang 1. oktober 2009 Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Folkekirkens Nødhjælps holdning. Folkekirkens Nødhjælp

Nørregade 15 1165 København K Tlf 3315 2800 Fax 3318 7816 Giro 540 0023 Giro gavebrev 627 2800 mail@dca.dk www.noedhjaelp.dk Folkekirkens Nødhjælp i Odense

Skt. Knuds Kirkestræde 11 5000 Odense C Tlf 6250 2800 Folkekirkens Nødhjælp i Århus

Klostertorv 6 3.sal 8000 Århus C Tlf 8739 1660 Folkekirkens Nødhjælp i Aalborg

Østerågade 4 3.tv 9000 Ålborg Tlf 9630 0272 Folkekirkens Nødhjælp i Esbjerg

Kongensgade 53, 4 th. 6700 Esbjerg Tlf 2550 2116 Flere oplysninger om Folkekirkens Nødhjælp og kontaktinfo på ansatte finder du på www.noedhjaelp.dk

Krig, konflikt og kaos

Begrebet “skrøbelige stater” blev for alvor kendt i mange vestlige lande efter den 11. september 2001 med terrorangrebene mod USA. Ord som krig, konflikt, krise, korruption og kaos kendetegner de skrøbelige stater. Det er lande, hvor staten ikke fungerer - eller kun eksisterer i sin mest undertrykkende og brutale form. Efter 11. september viste verden de skrøbelige stater meget mere opmærksomhed. Først af frygt for, at fattigdommen og de svage statsapparater ville avle flere terrorister. Siden af hensyn til befolkningens kummerlige levevilkår. Folkekirkens Nødhjælps katastrofechef skriver i dette tema om skrøbelige stater: ”I bund og grund rammer udtryk som fejlslagne eller skrøbelige stater helt ved siden af i forhold til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Vores arbejde er styret af det humanitære imperativ, der betyder, at ethvert menneske, der er nødlidende, har ret til hjælp – ­uanset nationalitet, religion, race, køn eller politisk overbevisning.” Folkekirkens Nødhjælp arbejder i mange af disse skrøbelige stater, selvom de er dømt uden for det gode selskab af vestlige donorer og deres sikkerhedspolitiske dagsorden. Men det humanitære imperativ er desværre ikke styrende for den globale strøm af donorpenge til verdens fattige lande. OECDs seneste rapport om global bistand viser, at den største strøm af globale donorpenge går til Irak, Afghanistan og Indonesien, hvor terrorbekæmpelse, olie og naturressourcer er i højsædet. Lande som Mali, Laos, Somalia og Congo er nærmest sat uden for døren, når det drejer sig om større donorbistand. For det er en tålmodighedstest af de store at gøre en forskel i lande, som er præget af konflikt, korruption og sammenbrudte samfundsstrukturer. ”Hvis begrebet skrøbelige stater overhovedet skal give mening, må det matches med begrebet vedholdende donorer”, skriver vores seniorrådgiver i dette temanummer. Magasinet tager de humanitære briller på i forhold til dette tema om skrøbelige stater, hvor du kan læse om den langsommelige fredsproces i Sudan, det kaotiske Congo, hvor voldtægt af kvinder er sat i system og om Zimbabwes ny premierministers syn på sit eget land. Velkommen til et indblik i skrøbelige stater. Marianne Lemvig & Linda Nordahl Jakobsen Redaktører magasinet@dca.dk

5/09 2


indhold

Krig, konflikt, krise, kaos og korruption – sådan ser forholdene ud i såkaldte skrøbelige stater som Sudan, Congo, Zimbabwe og Burma. Folkekirkens Nødhjælp arbejder i mange af disse lande, også selv om de er ”dømt uden for det gode selskab” af vestlige donorer og deres sikkerhedspolitiske dagsorden.

side 10

Topkarakter til tsunami-hjælpen

Kvinders og kasteløses rettigheder er styrket efter fire års tsunami-indsats i Sydasien, viser evaluering af Folkekirkens Nødhjælps indsats.

side 4 Godgørenhedens gulddreng

Få et kig ind i den filosofiske forretningsmand Christian Stadils krogede hjerne og hør, hvordan han kobler velgørenhed og profit sammen.

side 6 Krig mod kvinderne

I Congo klemmes indbyggerne imellem kaos, korruption og konflikt, og voldtægt af kvinder er sat i system af væbnede militser.

side 14 Smagsdommerne

Kokken, klimamanden og eksperten i fødevaresikkerhed giver anmelderfisk til klimarigtig kogebog uden kød; ”Det kærlige køkken – grøn mad til en sårbar planet”.

side 20 3 5/09


magasinet/nyt Netop nu tager 20 unge danskere hul på fire måneders oplevelser som volontører. Én af de unge, der skal af sted, er 19-årige Peter Worm fra Horsens. ”Jeg har valgt at blive volontør, fordi jeg vil opleve tingene tættere på. Jeg vil ikke bare være en passiv turist med rygsækken bagpå. Det er svært at forberede sig psykisk på, hvad der venter mig. Men jeg er sikker på, at det bliver oplevelser, som rører ved sjælen,” siger Peter Worm. I fire måneder skal de unge bo hos lokale familier i Uganda, Malawi og Zambia og være tilknyttet Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere. Hos værtsfamilierne skal volontørerne tage del i dagligdagens gøremål og arbejde i marken, hente vand ved brønden og lave mad. Læs volontø­ rernes beretninger på www.noedhjaelp.dk/volontoer

n e d r e v å p t æ t Unge foto simon stagis

Tryk på knappen i Åbyhøj

Vidste du at...

kvinderne i Malawi tog et parlamentarisk kvantespring ved valget i maj, da knapt en fjerdedel af de 192 parlamentspladser gik til kvinder, og landet fik sin første kvindelige vicepræsident. Læs om kvinderne i Malawi på www.noedhjaelp.dk/malawi

Fortællinger efter tsunamien

Danmarks reneste festival 184 frivillige pantsamlere fra Folke­ kirkens Nødhjælps ung­doms­netværk har ryddet Danmarks smuk­keste og nu måske ­reneste festival for værdifuld pant. I år går pengene til Folkekirkens Nødhjælps fattigdomsbekæmpelse. Sidste år ­indsamlede de frivillige pant på Skanderborg Festival for 130.000 kroner til støtte for menneskerettighedsarbejdet i Guatemala.

5/09 4

Tsunami-evalueringen er udarbejdet efter metoden ”Most Significant Change” (MSC), hvor de mennesker, der er blevet hjulpet, spørges direkte, om hvordan hjælpen har indvirket på deres liv. Rapporten suppleres af bogen ”Tsunami Tales” - 23 fortællinger fra Sri Lanka og Sydindien. Bogen og evalueringsrapporten kan downloades gratis på www.noedhjaelp.dk eller bestilles i Folkekirkens Nødhjælp på telefon 3315 2800.

Tsunamien gav Folkekirkens Nødhjælps indsats efter tsunamien i Sydasien er til UG med kryds og slange. Hjælpen har især styrket kvinders og kasteløses rettigheder, viser ny evaluering Indsatsen efter tsunamien i 2004 er blandt andet gået til at støtte flere virksomheder, der giver tsunami-ofrene en indkomst, og den har fået gang i kvindernes fiskesalg på de lokale markeder. Flere af fiskerkonerne fortæller, at de nu har fået en ”stemme”, og at de er blevet aktive deltagere i landsbyens liv. Deres position og status er blevet styrket. ”Folkekirkens Nødhjælps samarbejds­ partnere har gjort det rigtigt godt med at oplyse folk om deres rettigheder. Især kvinder og kasteløse har lært at kræve, hvad de har ret til,” siger Cecilie Winther, rådgiver for katastrofearbejde i Folkekirkens Nødhjælp og selv til stede i Sri Lanka under og efter tsunamien.


foto miklas njor

Kunderne hos Kvickly Åbyhøj ved Århus er vilde med velgørenhedsknappen, der med et enkelt tryk på flaskeautomaten forvandler tomme flasker til nødhjælp. Kunderne i Åbyhøj donerede i alt 20.289 kroner i årets første fem måneder, hvilket gør butikken til topscorer på landsplan. Hos Kvickly i Åbyhøj er varehuschefen begejstret over den elektroniske indsamlingsbøsse. ”Velgørenhedsknappen har fra starten været en succes. Det skyldes, at vi har et stort segment af samfundsbevidste kunder, der køber mange økologiske varer og støtter velgørende formål.” Danskerne har doneret over 2 mio. kr. til Folkekirkens Nødhjælp, siden den alternative pantknap blev instal­ leret i september 2008 som et samarbejde mellem Coop, Folkekirkens Nødhjælp og Unicef. Du kan donere dine pantpenge i 1.200 Coop-butikker landet over. Se hvor på www.noedhjaelp.dk under ”erhverv og fonde”.

GI’ ET MÅL GI’ EN SEJR

foto POUL madsen

OPLEV ET FODBOLDannonce HOLD DER FIGHTER FOR 85X253 AFRIKA 1 6 SUPERLIGA-PROFILER HAR

kvinderne magt Ifølge Cecilie Winther er det dog ikke uproblematisk at styrke kvinderne og deres rettigheder, og evalueringen giver gode erfaringer at bygge videre på i det fremtidige arbejde med katastrofehjælp. “Da kvinderne begyndte at tjene deres egne penge, gav det uheldigvis nogle mænd anledning til at beholde deres optjente penge til sig selv. Nogle gange bruger mændene pengene på alkohol i stedet for på familiens bedste. Så vi skal forbedre vores arbejde med også at få mændene til at forstå kvindernes rettigheder.” Evalueringen er lavet af et uafhængigt hollandsk konsulentfirma efter afslutningen af tsunamiindsatsen, som blev Folkekirkens Nødhjælps hidtil største katastrofeindsats med 98 mio. kr., indsamlet og doneret fra den danske befolkning, erhvervsvirksomheder, EU og Danida. ”Evalueringen er en vigtig brik i Folkekirkens Nødhjælps arbejde, for vi bruger den slags evalueringer, så vi kan lære at gøre det bedre næste gang,” siger Cecilie Winther. ”

SAMMEN MED FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP DANNET FC SAVANNA FØLG DIN YNDLINGSSPILLER OG STØT HAM MED ET BELØB, HVER GANG HAN SCORER ET MÅL

WWW.FCSAVANNA.DK

bold for en bedre verden

5 5/09


magasinet/portræt

Buddhistisk businessman og professionel velgører Han donerer høns til afrikanske kvinder og sponsorerer fodboldtrøjer til et af verdens fattigste lande: Hummel-ejer Christian Stadil hjælper gerne verdens fattige – især hvis der er forretning i det. For det ene udelukker ikke det andet

Tekst Linda østergaard Foto ulrik jantzen

Big business, god energi og godgørenhed hænger sammen for den 37-årige forretningsmand Christian Stadil. Han er ikke arketypen på en erhvervsmand med verdenssucces. Op og ned ad armene er asiatiske skrifttegn foreviget. Han render rundt med kronraget isse og i en løs lilla T-shirt, grå chinos og et par snea­ kers fra Hummel. Han kalder ikke sig selv buddhist, men bruger løs af religionens værktøjskasse. Han mediterer, bestiger bjerge, dyrker kampsport og afslutter sine sms’er med ”God energi fra Christian”. Han dyrker kontraster. Indadvendt over for udadvendt. Larm over for ro. Business over for godgørenhed. ”Jeg tror godt, at man kan lave en masse fede ting, gøre folk glade og samtidig tjene penge. Man skal ikke være så bange for, at vi virksomheder også tjener penge på at hjælpe. Hummel har for eksempel ikke råd til at sponsorere Real Madrid. Derfor vælger vi det komplet modsatte og sponsorerer fodboldtrøjer til det tidligere krigshærgede Sierra Leone, hvor en del af trøjesalget går til velgørenhed i landet. Projektet er både god markedsføring for os og direkte hjælp.” Selvom Christian Stadil er bevidst om, hvilke slags initiativer der giver ”positiv pr”, er der også meget andet velgørenhedsarbejde han laver, som ikke afføder reklame og er ren hjælp. I Hummel-regi startede han for 10-12 år siden med at sponsorere fodboldskoler i Afrika. Siden

5/09 6 4/09

har han blandt andet været ambassadør for Red Barnet, Røde Kors, oprettet hønsefarme i Malawi sammen med Folkekirkens Nødhjælp og deltaget i årets Danmarksindsamling. ”Jeg tror på, at jo mere godt, man gør her i verden, jo bedre kommer tingene tilbage til én. Det er ligesom Dalai Lama, der siger: Hellere give af et urent hjerte end slet ikke at give. Og med det mener han, at når man først begynder at give, så bliver man grebet af det. Jeg får noget tilbage på et ubevidst plan, når jeg giver. Jeg får det godt, og så bliver jeg ved.”

Drop den dårlige samvittighed Christian Stadil er enebarn. Faren er advokat og forretningsmand og moren tidligere model og fotograf. Opvæksten var i Rungsted i Nordsjælland, indtil han som 14-årig flyttede hjemmefra. I 1999 startede han Hummel som et fashion brand og flyttede mærkets image væk fra fodboldbanerne og økonomisk ruin til en guldmine inden for modeverdenen. I dag driver han sammen med sin far en milliard-koncern, der beskæftiger sig med fødevarer, shipping, ejendomme, IT og tøj. Christian Stadil lægger ikke skjul på, at han lever et privilegeret liv. Herskabslejligheden på Østerbro minder om kulisserne fra Aladdins hule. Tykke, kongeblå gardiner og mørkerøde vægge sætter stemningen. Silkepuder i alle regnbuens farver overdynger sofaen. På hylden i stuen sidder en hær af guldfarvede buddhaer, der er omringet af stearinlys og røgelsespinde. I loftet glimter lysekronerne, der kaster lys over kunstmalerier og danske designmøbler. Udenfor holder hans Mercedes, og på håndleddet sidder et Rolex-ur. Men han skammer sig ikke. ”Jeg tror ikke på at have dårlig samvittighed over, hvor mange mennesker, der har det dårligt. Men det sætter selvfølgelig tingene i relief. For hold kæft, hvor har jeg det godt. Jeg tager aldrig mit gode liv for givet. Virkelig-virkelig”, siger han og de store øjne bliver seriøse bag de brune briller. Han sætter sig frem i stolen og fortsætter. ”Dårlig samvittighed i traditionel forstand kan ikke bruges til


7 5/09


Jeg tager aldrig mit gode liv for givet. Virkelig-virkelig.

blå bog

Christian Stadil er født 1971 student fra Herlufsholm kostskole. Bedst kendt som direktør for sports- og modefirmaet Hummel, som han i dag er bestyrelsesformand for. Aktiv i adskillige bestyrelser, tænketanke og hjælpeorganisationer og holder foredrag og rådgiver internationale firmaer over hele verden om strategi, ledelse og anderledes markedsføring. Ambassadør for Folkekirkens Nødhjælps klimakampagne og underskriftsindsamling Countdown to Copenhagen

særlig meget, da det er negativt ladet. Hvis jeg vil hjælpe og gøre en forskel på mit niveau, er det ikke på grund af dårlig samvittighed. Jeg tror på positiv momentum, hvis det skal være noget langvarigt, og noget man gør til en del af sit liv. Det skal altså baseres på noget ægte, og noget der kommer indefra.”

Bevidst nutidsmenneske I entreen i lejligheden står tre Louis Vuitton rejsetasker klar. Christian Stadil er hjemme cirka 12 dage om måneden. En normal arbejdsdag hedder 8-20. Plus det løse. Dertil kommer rejserne herhjemme og i udlandet. På mange af sine ture har han set fattigdommens konsekvenser. Det har gjort indtryk og efterladt aftryk. ”Man behøver ikke at tage til Afrika for at se mennesker, der har det dårligt. I Indien skal man bare køre en tur for at se døde mennesker, der ligger rundt omkring på jorden. Men det er ikke engang det værste. Det er, når jeg ser børn uden arme og ben, der bor på gaden. Det er ikke fordi, at det skal være en turisttur, hvor man rejser ud og ser, hvor dårligt andre mennesker har det. Det er bestemt ikke behageligt, men sådan er det bare.” Han hæver stemmen. Han holder ingen pauser, når han snakker og bruger ivrigt håndbevægelser. ”Man kan prøve at ændre nogle ting, men man kan ikke ændre alt. I stedet kan vi bruge det til at lære at værdsætte, hvor godt vi har det og tvinge os til være i nuet.” Og dér er Christian Stadil. Lige her, lige nu. En af de vigtigste lærdomme, han har taget til sig fra buddhismen, er den

5/09 8

om at være til stede i nuet og ikke have tankerne på de 120 ulæste mails, der er tikket ind i mailbakken i løbet af dagen. ”Jeg er ikke helt sikker på, hvad mønstret i mit liv har været. Men der er flere og flere ting, der begynder at give mening. Jeg begynder i hvert fald at kunne se mig selv blive gammel. Det har jeg aldrig kunne før.” Han holder en lille pause og læner sig tilbage i stolen. Han løfter armene og fletter dem sammen bag nakken. Han er ikke bare tilfreds med nuet. Christian Stadil er tilfreds med facetterne i sit liv. ”Selv den tid hvor jeg var ung og ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv, vil jeg ikke være foruden i dag. Uvished og ”bad times” har i høj grad været med til at forme mig som menneske. Og sådan er det med alting. Jeg er et produkt af gode og dårlige oplevelser samt de mennesker, jeg har været sammen med. ”

Trendsættende klima-kendis Kameraets linse zoomer ind på Christian Stadil. Han står med hænderne nede i bukserne på ægte cowboy-maner. ”Er det godt det her?,” spørger han ud til fotografen og stylisten. Han er bevidst om, hvordan han vil fremstå. ”Bare jeg ikke kommer til at ligne en 80’er-bodybuilder,” siger han og griner. Ærmet på blusen er rullet op, og den nøgne overarm afslører en gammeldags sømandstatovering med et rødt hjerte, der indkapsler ordet ”tro”. Det er ikke tilfældigt. Christian Stadil tror på klima. Tatove­ ringen er tegnet med en tusch i dagens anledning. Den er en del af en kampagne for Folkekirkens Nødhjælp, der skal opfodre folk til at skrive under for en fair aftale ved den kommende klimakonference i København. ”Det er vigtigt ikke at være alt for klima-hellig og tro, at man kan redde hele verden på egen hånd. Det kender jeg fra mig selv. Det er lidt ligesom at holde sig i form. Hvis man er alt for ambitiøs, så får man det aldrig gjort. Men hvis du starter i det små, så er det pludseligt til at håndtere. Det kan være affaldssortering, sparepærer, at tage cyklen i stedet for bilen eller vaske tøj ved lavere grader. ” For den flippede forretningsmand handler det ikke kun om at skifte til sparepærer. Hans engagement involverer alt lige fra at være dommer ved klima-DM til at investere store summer penge i CO2-venligt græs på tagene af sine ejendomme. I sin bog Company Karma beskriver han sammen med professor Steen Hildebrandt sin forretningsfilosofi og opfordrer til, at virksomheder altid handler positivt og tager ansvar for deres omgivelser. Christian Stadil har selv arbejdet med klima i mange år. I dag er han delejer af et firma, hvor de blandt andet laver miljø- og klimaløsninger som spildevandsrensning. Han er dygtig til at spotte trends og tendenser, og han har fundet sig til rette i en tid, hvor man både kan støtte et godt formål og samtidig tjene penge på det. ”Det er bestemt ikke bare cool business det hele. Jeg tænker meget over, at det har en konsekvens, hvis vi ikke opfører os ordentligt. Jeg tror, det er vigtigt at arbejde på at have en god karma – både professionelt og privat.”


magasinet/verdensvarer

Hvem pukler for kamelerne? tekst Marianne Lemvig

Det gør børn i Kirgistan. Gadebørn mellem 6-16 år i den tidligere sovjetrepublik syr kamelerne i filt. Børnene har lært at sy på et herberg, som Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner CPC, Center for the Protection of Children driver. Her undervises børnene i basale færdigheder som sundhed og kommunikation og i læsning og regning, så de kan komme tilbage til skolen. De fleste af børnene lever på gaden, fordi forældrene ikke er i stand til at tage sig af dem på grund af alkoholisme og fattigdom. Socialarbejdere fra CPC kontakter børnene de steder, hvor de overnatter; ved varmerør, i tomme bygninger og på gaderne, og tilbyder dem skolehjælp og et sted at bo. Børnene sælger kamelerne og andre filtsager som dukker og tasker på det lokale marked Osh Bazar i Bishkek. En del af fortjenesten går direkte til barnet, der har syet kamelen. Filtkameler fra Kirgistan 125 kroner pr. stk

Find flere varer på noedhjaelp.dk/netbutik eller køb dem i receptionen hos Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Åbent mandag-torsdag 9-16 og fredag 9-15

9 5/09


tema/skrøbelige stater

Hvis begrebet ”skrøbelige stater” overhovedet skal give mening, må det matches med begrebet ” vedholdende donorer.” For det er en tålmodighedstest af de store at gøre en forskel i lande præget af konflikt og sammenbrudte samfundsstrukturer. Det viser erfaringerne fra blandt andet Sudan, hvor Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet igennem mange år

Skrøbelige... hva’for noget? Tekst Nils Carstensen seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp

For en del år siden blev en ung tjener på et lille jysk spisested bedt om at forklare en fransk familie, hvad “sprængt svinekam” var. Tjeneren talte lidt tysk og engelsk, franskmændene talte selvfølgelig kun... fransk. “BUM, BUM... øf, øf” forklarede tjeneren højrøstet og begejstret og hjalp det hele på vej med store armbevægelser. Afslutningsvis hev han en kam op af baglommen og kørte den igennem sit korte hår. Gæsterne forstod selvfølgelig ikke en lyd, men de blev så begejstrede for det lille skuespil, at alle bestilte “BUM, BUM... øf, øf.” For millioner af burmesere eller sudanesere må udtrykket “skrøbelig stat” være nogenlunde lige så meningsløst som ovennævnte oversættelse af sprængt svinekam. For de lever med en konstant og ofte brutal tilstedeværende af politi, militær, militser og et morads af sikkerhedstjenester og blev ikke spurgt til råds, da udtrykket skrøbelige stater blev opfundet til at beskrive bl.a. deres virkelighed.

Et solidt kursskifte Debatten om de såkaldte skrøbelige stater tog for alvor fart efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001. Dengang blev begrebet “fejlslagne stater” ofte brugt som en fællesbetegnelse. Det udtryk blev senere omskrevet til det misvisende, men lidt pænere udtryk skrøbelige stater. Hvad man end synes om begrebet, så markerer det et solidt

5/09 10

udenrigs- og også bistandspolitisk kursskifte i Danmark og de fleste andre vestlige lande. Kursskiftet var til at tage og føle på, da denne artikels forfatter i august 2001 kom hjem fra en reportagerejse gennem store dele af Afghanistan. Mange år med tørke, Taleban-styre og borgerkrig havde efterladt ca. seks millioner mennesker i bitter, bitter nød. Alligevel faldt vores appeller om flere penge til nødhjælpsarbejde på totalt gold jord. Blot en måned senere ragede det os pludselig voldsomt meget, da det blev klart at Osama Bin Ladens Al Qaeida-netværk fra baser i Afghanistan havde planlagt angrebet den 11. september. Over ganske få måneder blev de penge, der var til rådighed for nødhjælpsarbejde i Afghanistan for nogenlunde det samme antal mennesker, firedoblet. Afghanistan var med et slag rykket fra den støvede hylde med “håbløse humanitære kriser” ind på de øverste beslutningstageres blankpolerede skriveborde, på den plads, der holdes fri til “akutte sikkerhedspolitiske anliggender”. I de kommende måneder og år blev det klart, at mens Bushadministrationen valgte at gribe hårdt og militært ind i Afghanistan og senere Irak, så valgte man en anderledes blød fremgangsmåde over for en anden skrøbelige stat, nemlig Sudan. Her valgte USA med sine allierede at satse på politisk engagement, slet skjulte militære trusler og store økonomiske løfter for at opnå to mål; 1) at neutralisere den sikkerhedspolitiske trussel som Sudan udgjorde, og 2) at få afsluttet et par årtiers udmarvende borgerkrig med kolossale civile ofre til følge.


Politisk benarbejde Vestlige nationers indsats i Sudan siden 2001 rummer en række forskellige initiativer og tiltag. Fra 2001 og frem var fokus på at få skabt en fredsaftale mellem Nord- og Sydsudan. Det tog fire nødvendige år, før aftalen endelig var forhandlet på plads og underskrevet i 2005. Aftalen var et stykke ad vejen sudanesernes egen — men den var ikke kommet i stand uden en vedholdende og robust teknisk og politisk fødselshjælp udefra. Fra 2005 skiftede de store donorlande fokus til en storstilet genopbygningsfase specielt i de tidligere konfliktområder i det centrale og sydlige Sudan. I den proces har donorlandene lagt meget vægt på at opbygge stats- og delstatsinstitutioner, koordinering mellem donorerne samt at støtte en meget stor og dyr FN tilstedeværelse. Den kontante støtte til faktiske projekter lod af mange forskellige grunde vente længe på sig, og det har ført til en situation med

nistrationer og uafhængige organisationer — og ikke kun støtte centraladministrationen og eksisterende magtgrupperinger. Men vigtigst af alt må de store donorer sammen med bl.a. FN blive bedre til at fastholde et krævende og vanskeligt politisk engagement med væsentlige politiske og folkelige aktører i en skrøbelig stat over mange år. Den slags engagement er afgørende for et lands fortsatte stabilitet. De sudanesiske lederes egne svagheder og kolossale fejl er en anden historie, men den er der ikke plads til her.

Skrøbeligheden kræver vedholdende donorer Folkekirkens Nødhjælp har i et par årtier arbejdet sammen med sudanesiske kirker og andre partnere med to formål for øje: At hjælpe de værst stillede mennesker med basal nødhjælp, fødevaresikkerhed og beskyttelse og at arbejde for en retfærdig og holdbar fred i Sudan.

Udtrykket “skrøbelige stater” bruges i dag i Vesten som en slags fællesnævner for lande som Somalia, Congo, Sudan, Burma, Zimbabwe og Afghanistan. Det er lande, hvor staten ikke fungerer – eller kun eksisterer i sin mest undertrykkende og brutale form.

foto mike kollÖffel

udbredt mistillid og utilfredshed med de lokale myndighed­ers langsomhed og korruption samt med donorer, hjælpeorganisationer og FN blandt almindelige mennesker i Sudan. Den bølge af konflikter og generel usikkerhed, der skyller ind over det sydlige Sudan, kunne i et vist omfang være dæmpet, hvis folk havde set flere konkrete forbedringer i det daglige med for eksempel skoler, klinikker, veje og bedre forhold for landbrug/kvæghold. Mens det egentlig ikke har skortet på penge til genopbygning, har udlandets engagement i Sudan siden fredsaftalen i 2005 lidt af en afgørende svaghed: Et svigtende politisk engagement i forholdet mellem de tidligere konfliktpartere i nord og syd. Delvist distraheret af den voldsomme konflikt i det vestlige Sudans Darfur-region har forholdet mellem de vigtigste politiske aktører i Nord- og Sydsudan fået lov til at falde fra hinanden i en grad, så fredsaftalen mellem nord og syd nu hænger i en meget tynd tråd.

Blandede bolsjer Skal man i dag gøre status over indsatsen i den skrøbelige stat Sudan, står man tilbage med nogle særdeles blandede bolsjer. Fredaftalen mellem Nord og Syd er, hvis den holder, en kæmpe gevinst for både Sudan, regionen og resten af verden. Den fortsatte konflikt i Darfur er en ligeså stor skamplet for alle. Genopbygningsbistanden har ført til forbedringer for nogle almindelige mennesker, men det har været for lidt og for langsomt. Skal det lykkes at stabilisere og genopbygge et samfund som det sudanesiske, må kræfter udefra blive bedre til at sikre hurtige konkrete resultater, fokusere på opbygning af små lokale admi-

Indsatsen har primært været drevet af de enorme humanitære behov, og sådan vil det det fortsætte, så længe behovene er der. Arbejdet for fred og retfærdighed begyndte tilbage i 1980’erne under borgerkrigen mellem nord og syd, og det fortsætter den dag i dag. Sigtet med dette arbejde er at støtte de lokale kirker og organisationers evner til at fremme fred og retfærdighed. Den slags civilsamfundsdeltagelse var en afgørende forudsætning for den fredsaftale, der blev underskrevet i 2005. Lokale kirker og aktivisters medvirken vil nu være væsentlig for at redde fredsaftalen i de næste måneder og år. I syden er biskopperne f.eks. nogle af de eneste, der kan bruge deres moralske styrke til at tale de politiske ledere imod. I det nordlige og overvejende muslimske Sudan vedbliver små grupper af menneskerettighedsaktivister og mere demokratisk­ sindede politikere at arbejde til trods for en stigende undertrykkelse i samfundet. Arbejdet med disse lokale grupper vil også fortsætte i årene fremover — og det vil fortsætte, uanset om fredsaftalen mellem nord og syd holder eller bryder sammen, og uanset om konflikten i Darfur fortsætter eller finder en fredelig udgang. At gøre en forskel i et land som Sudan er en tålmodighedstest af de store. Fredsaftaler, valg, folkeafstemninger o.s.v. er blot mindre milepæle på en meget, meget lang vej. Hvis begrebet skrøbelige stater overhovedet skal give mening, må det matches med begrebet vedholdende donorer. Donorer og NGO’er må fastholde deres engagement i disse lande i årtier. I medgang og i modgang. Med tålmod og vedholdenhed. NB Sprængt svinekam er et stykke svinekam, der skal ligge i en saltlage 3 – 4 døgn og siden koges.

11 5/09


tema/skrøbelige stater

Det er lidt af en skrøne at udviklingsbistanden fra verdens rigeste lande primært går til verdens fattigste og mest nødlidende lande og befolkningsgrupper

Donorernes udvalgte Tekst Morten Emil Hansen politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp

Siden den 11. september 2001 er terrorbekæmpelse blevet en helt afgørende faktor, når der skal fordeles bistandsmidler. Lande som Irak, Afghanistan og Indonesien topper i dag listen over hovedmodtagere af global udviklingsbistand, det viser OECDs årsrapport Development Co-operation Report 2009. Men også efterspørgslen efter olie og andre naturressourcer har donorernes store interesse. Derfor modtager lande som Nigeria og Sudan store mængder udviklingsbistand. Den resterende globale udviklingsbistand koncentreres omkring en lille gruppe relativt velfungerende lande, de såkaldte ”donor darlings”, som i de senere år har øget deres institutionelle kapacitet til at bekæmpe fattigdom. Det er fredelige og relativt demokratiske lande som f.eks. Tanzania og Ghana. Som et resultat af øget udviklingsbistand oplever disse lande en stor stigning i antallet af brugere i det

lokale sundhedsvæsen eller antallet af skolesøgende børn. For en europæisk udviklingsminister er kombinationen af stærke institutioner og store investeringer i sociale sektorer i et udviklingsland en gave, fordi det skaber hurtige og synlige resultater. Derfor koncentreres de rige landes udviklingsbistand hovedsageligt i et begrænset antal hovedsamarbejdslande, som alle har relativt velfungerende og stabile statsapparater. Problemet er imidlertid, at de rige lande dermed udelukker en gruppe af lande, nogle af de såkaldte svage og skrøbelige stater, der bliver en slags ”aid orphans.” Det er lande, som rummer en stor og udbredt fattigdom, og hvor staten ikke fungerer pga. væbnede konflikter og voldelige sammenstød eller tværtom har alt for stærke regeringsapparater, som undertrykker befolkningen og de demokratiske kræfter, der ønsker forandring.

Med venlig hilsen

COuNtDOwN tO Co2peNhageN

Klimahåb

for verdens fattigste

Kære Statsminister Husk på dine løfter til verdens fattigste, når du i december 2009 er vært for forhandlingerne om en ny international klimaaftale. Verdens fattigste mennesker er mindst ansvarlige for klimaforandringerne, men det er dem, der rammes hårdest af tørke, oversvømmelser og orkaner. Det er afgørende, at vi får en aftale, der bidrager til 2015 målene om at halvere sulten og fattigdommen i verden. Danmark og de andre rige lande har både historisk medansvar for problemerne og de økonomiske og teknologiske ressourcer til at løse dem. Danmark bør kæmpe for en ambitiøs klimaaftale der:

• nedsætter den globale CO2-udledning med 80 % inden 2050

NavN: adreSSe: e-mail: Jeg vil gerne kontaktes igen i forbindelse med kampagnen

Med venlig hilsen NavN: adreSSe: e-mail: Jeg vil gerne kontaktes igen i forbindelse med kampagnen

Med venlig hilsen NavN: adreSSe: e-mail: Jeg vil gerne kontaktes igen i forbindelse med kampagnen

• inkluderer markant øget finansiering til verdens fattigste lande, så de kan tilpasse sig klimaforandringerne

• giver verdens fattige lande lettere adgang til ny og bæredygtig teknologi Jeg går ind for en retfærdig aftale, der giver verdens fattigste et klimahåb!

5/09 12

Klip ud og send til: Statsministeren c/o Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K


tema/3 skarpe

TOP 10

over lande der modtager størst donorbistand fra OECD-landene Morgan Tsvangiral Premierminister i Zimbabwe

En stærk stat TANZANIA                    

VIETNAM  

SUDAN

INDIEN  

CAMEROON

INDONESIEN  

KINA          

afghanistan     

NIGERIA

IRAK              

men en skrøbelig regering

Kilde OECD/DAC-rapport, marts 2009 www.oecd.org [Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling]

Zimbabwe er blandt de lande, der betegnes som skrøbelige stater. Men landets ny premierminister Morgan Tsvangirai har på en rundrejse i Vesten fået tilsagn om millionstøtte. Danmark har lovet at sende over 100 mio. kr. til Zimbabwe i 2009. Her svarer Morgan Tsvangirai på tre skarpe om Zimbabwes fremtid

Ethvert menneske har ret til hjælp Tekst Lisa Henry katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp

I bund og grund rammer udtryk som fejlslagne eller skrøbelige stater helt ved siden af i forhold til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Vores arbejde er styret af det humanitære imperativ, der betyder, at ethvert menneske, der er nødlidende, har ret til hjælp — uanset nationalitet, religion, race, køn eller politisk overbevisning. Og at enhver har ret til at hjælpe. Folkekirkens Nødhjælps mandat forpligter os til at hjælpe mennesker i nød — uden for Danmark. Folkekirkens Nødhjælp kan ikke være til stede alle steder i verden, hvor der er behov for hjælp. Der er ganske enkelt for mange katastrofer og for mange brændpunkter i verden. Men som del af ACT, kirkernes internationale katastrofenetværk, er Folkekirkens Nødhjælp med til at yde en effektiv indsats i de regioner og lande, som vi kender, og hvor vi har lokale samarbejdspartnere og netværk, mens søsterorganisationer i ACT fokuserer deres indsats i konfliktramte lande som f.eks. Somalia eller Afghanistan. Vores arbejde foregår i et tæt samarbejde med og igennem vores lokale samarbejdspartnere i lande som Sudan, Congo, Zimbabwe, Etiopien og Gaza. Det er lande præget af politisk eller væbnet konflikt, hvor samfundsstrukturerne er skrøbelige, hvor staten måske er brudt sammen, eller hvor staten undertrykker sine egne borgere. Det fælles træk for disse lande er, at de humanitære behov er enorme, og at Folkekirkens Nødhjælp her kan være med til at gøre en forskel.

Tekst Magasinet@dca.dk og Ritzaus Bureau Foto Scanpix

Hvordan er forholdet til præsident Robert Mugabe? Legendarisk, præget af had og bitterhed og en polarisering mellem os to som individer. Vi er uenige, men vi er uenige på en respektfuld måde. Hvis en af os trækker os, så har vi ikke længere en samlingsregering. Punktum. Det er helt ekstraordinært, at vi har fundet fælles fodslag om at arbejde sammen til landets bedste.

Er Zimbabwe en skrøbelig stat? Nej, Zimbabwe er en stærk stat med en koalitionsregering på plads. Men vi er et land på vej ud af en dyb politisk konflikt og økonomisk nedsmeltning. Vi har med koalitionsregeringen (mellem Tsvangirais MDC-parti og præsident Mugabes Zanu-FP-parti, red.) sat en uafvendelig kurs mod en demokratisk udvikling, hvor vi siger nej til vold,…we believe in the ballot, not the bullit.

Har Zimbabwe brug for større økonomisk støtte fra bl.a. Danmark? Vi er glade for al økonomisk og humanitær hjælp. Vi har en lang vej at gå for at kunne sætte nogle milepæle, og hvis barnet overfodres, så risikerer det at blive kvalt. Vi har så mange behov, og der er jo aldrig noget, som hedder nok. Men vi arbejder på at få udviklet gode og langsigtede relationer mellem donorlandene og Zimbabwe.

13 5/09


tema/skrøbelige stater

Krig

mod kvinderne I Congo er millioner af indbyggere klemt mellem kaos, korruption og konflikt. Staten er reelt brudt sammen, enhver orden er ophørt med at eksistere, og voldtægt af kvinder er sat i system af forskellige væbnede militser

Tekst og Foto Peter Høvring

Lige nu opholder Margaret sig i et såkaldt sikkert hus i udkanten af Bukavu, Der er ingen afslørende skilte, huset ligner alle andre i denne noget forslidte del af Bukavu, der engang var en perle i det østlige Congo. Der virker fredeligt omkring det sikre hus, og risikoen for, at Margarets tidligere plageånder skal finde hende, er minimal. Margaret, hvis navn er opdigtet af sikkerhedsmæssige grunde, er endnu ikke fyldt 18. På hendes skød sidder lille Ingrid, opkaldt efter en af sygeplejerskerne på Panzi-hospitalet, som den svenske mission engang oprettede i Bukavu. Den lille baby er frugten af de mange voldtægter, som Margaret igennem fem måneder blev udsat for, mens hun var sexslave hos en gruppe hutu-militser i skovene uden for Bukavu. Fjendens frugt, ”et slangebarn,” som man siger i Congo. Hun nusser det lille barn ømt. Passer på det. Barnet er alt, hvad hun har tilbage, efter at søsteren og det meste af hendes familie blev hakket ned og brændt ihjel for øjnene af hende, fordi de modsatte sig voldtægt. Voldtægt er et omfattende problem i det østlige Congo. Gennem fem års borgerkrig har ikke bare myrderier, men også systematiske voldtægter og mishandlinger af kvinder været en del af regeringshærens og de mange militsers krigsførelse mod civilbefolkningen.

Overlevere frygter gentagelse Margaret har ligesom flere andre kvinder, der har været udsat for mishandling og overgreb, forsøgt at begå selvmord, fordi hun ikke kunne overskue tilværelsen. Men hun blev reddet og hjulpet igennem på Panzi-hospitalet og siden af FSH, en lille lokal hjælpeorganisation, der hjælper mishandlede kvinder på fode igen. På Panzi-hospitalet, der ligger i udkanten af Bukavu, passes godt på de kvinder, som er indlagt på de særlige afdelinger for voldtægtsofre. Der er hegn om området, man kan kun komme ind, hvis en svær hængelås bliver åbnet.

5/09 14

Fotografering er strengt forbudt, for hospitalet ønsker ikke, at kvinderne skal føle sig som i en zoologisk have. De har eksempler på, at kvinder, der er stået frem og har fortalt om, hvad de har været igennem, er blevet identificeret af militserne og voldtaget igen som straf. Frygten for gentagelse af overgrebene ligger som en traumatisk understrøm. De ansatte på hospitalet er specialiseret i at behandle og hjælpe kvinder, hvor voldtægter og bestialsk mishandling har sat sig voldsomme spor i deres kroppe og givet psykiske mén. Margaret og FSH bruger ikke ordet offer i behandlingsforløbet. De taler om at være ”en survivor”, en overlever, for udgangspunktet er, at en overlever er stærk og ikke et knækket menneske Og lige præcis sådan virker Margaret. Fremtiden er for hende ret enkel: Hun vil tilbage til hovedstaden Kinshasa langt vestpå, hvor hendes familie oprindelig kommer fra. Og så vil hun forsøge at finde sin mor og hjælpe hende. For der er ikke så mange andre til at gøre det.

Penge og våben bestemmer De mænd, som voldtog Margaret, bliver sandsynligvis aldrig retsforfulgt. For i Congo er der nok lov, men der er ingen orden og slet ingen til at håndhæve lov og orden.


Folkekirkens Nødhjælp i CONGO

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i DR Congo siden 2003. Arbejdet er koncentreret i den østlige del af landet og omfatter bl.a. hjælp til kvinder, der udsættes for seksuelle overgreb. Desuden arbejdes med minerydning, fødevaresikkerhed og katastrofehjælp

Tværtimod. Mange alvorlige forbrydelser begås af politifolk eller soldater. I det omfang soldaterne får løn, er den alt for lille. Og med våben i hånd skaffer de sig så det, de har brug for. Der er langt til domstolene, og hvis man endeligt får bragt noget for en domstol, er både dommere og advokater i reglen korrupte. Så det er penge og ikke loven, der afgør udfaldet af en retssag. I praksis er der straffrihed for alt, bare man kan betale – eller har våben. Men der er også eksempler på, at kræfter i civilsamfundet trækker i den rigtige retning. Et af dem findes i et lille beskedent hus bag en høj mur i byen Bukavu. Her bor organisationen Heritiers de la Justice, som arbejder med retshjælp og med at udbrede kendskabet til landets love og borgernes rettigheder og har flere advokater ansat. Huset summer af livlig aktivitet, der er fyldt godt op med små, klodsede skriveborde og gamle computere. På reolerne står ringbind og rapporter og bøger tæt. De seneste udgivelser er et optryk af landets forfatning i lommestørrelse – og et uddrag af de bestemmelser i forfatningen, der særligt understreger kvinders rettigheder. I det bageste lille indeklemte kontor finder vi organisationens leder Maurice Namwira omgivet af høje bunker papir. ”Congos ulykke ligger i undergrunden,” fastslår han.

”Mineraler som guld, diamanter, olie og coltan er så rigt forekommende, at landet og befolkningen burde være rige. Men sådan er det ikke. Grådighed har forarmet befolkningen.” Han sigter bl.a. til de mange små private hære og militsgrupper, der stadig kontrollerer dele af det store og mineralrige land. Forskellige private mineselskaber har fået koncession til udnyttelse af mineralerne af forskellige krigsherrer, hvis hære bliver finansieret af minedriften. Nabolandene Uganda og Rwanda har også store aktier i udplyndringen, mens Zimbabwe og Angola tidligere har været aktive i udplyndringen af Congo.

Ny forfatning – men lang vej igen Selv om landet har potentiale til at kunne brødføde det meste af det afrikanske kontinent, så kan rigdommene i jorden også i et historisk snit ses som Congos ulykke og forbandelse; siden reporteren Henry Stanley, Belgiens kong Leopold og et større antal danske flodkaptajner i 1800-tallet var medvirkende til at sætte den første store udplyndring af det enorme land i gang og frem til Congo blev selvstændigt 1960, er udplyndringerne fortsat. Siden 1994 er fem millioner mennesker blevet dræbt i Congo i det, som congoleserne selv kalder Afrikas verdenskrig. Selv nu fem år efter krigens officielle afslutning er der stadig en million internt fordrevne i den østlige del af landet. Dertil kommer en total mangel på infrastruktur, basal sundhed og uddannelse. I sit lille hjørne af de mange problemer er Maurice Namwira beundringsværdigt optimistisk, idet han også sammenligner med tidligere tiders tilstand. ”Der er lang vej igen, men det skal nok lykkes. Selv om de dygtigste forlader landet, er vi på vej. Mange bliver her, fordi de ønsker fred, så de kan udvikle landet. Vi – og Congos venner – kan gøre en forskel. Vedtagelsen af en demokratisk forfatning i 2006 var starten,” siger Maurice Namwira.

Voldtægt Der findes ingen samlede statistikker over antallet af voldtægter i Congo, men alene i Syd Kivu-provinsen blev der rapporteret 16.600 tilfælde i 2007 ifølge FN. Mange kvinder anmelder ikke voldtægt af angst for at blive udstødt af familie og lokalsamfund.

15 5/09


vi cykler mod sult

ps jæl . ødh rden N e t ens til v ære n kirk ad r v lke rer m lt ha tione o F a e n i bolis af su ganis e k r Fis o sym else or o f log æmp sag Bek kerne 2. en n 192 e sid

annonce 173X253

september 2009

Det er sundt, det er sjovt, det er hyggeligt – og til gavn for verdens fattigste.

Vi cykler mod sult er en række sponsorcykelløb til fordel for Folkekirkens Nødhjælp. Meld jer til, find en sponsor og kør med for en verden uden sult. Se hvor I kan cykle på vIcyklermodSult.dk

5/09 16


magasinet/klumme af Elisabeth Bojsen Træden Larsen/ volontør i Malawi for Folkekirkens Nødhjælp

Ged i toilettet ”Det er sidste gang! Sidste gang, sidste gang..!” messer jeg glad for mig selv på min sidste aften i Malawi. ”Slut med krampe i benene, holden for næsen og halvvåde fødder”, tænker jeg, imens jeg roder i min rygsæk for at finde en rulle toiletpapir – klar til mit allersidste besøg i den lille, stråtækte toilethytte. Med rullen i hånden og retning mod toilethytten falder mine tanker tilbage på mit første toiletbesøg i Malawi. Det var aften, næsten bælgravende mørkt og kun oplyst af en halv måne, da jeg trækker det lasede forhæng fra indgangen til toilethytten fra og pludselig står ansigt til ansigt med et halvstort dyr. Der går et par sekunder, før jeg indser, at det ikke er et malawisk uhyre, der vil æde mig. Det er bare familiens ged, som de har fået af Folkekirkens Nødhjælp. Den lader sig åbenbart ikke skræmme af en hvid splejset pige, som står og vifter febrilsk med armene, så jeg lader ged være ged og sætter mig i stedet til rette ved hullet.

Et fast ritual Dette første møde med geden udvikler sig til et fast toiletritual. Jeg passer mit, og geden passer sit. Derfor er jeg en anelse skuffet, da jeg ikke kan øjne geden i toilethytten her på min sidste aften i Malawi. Men den har også været sløj på det sidste. I samme øjeblik går det dog op for mig, at min gamle ’toiletged’ hverken har været sløj eller spor syg men med kid, for i hjørnet af toilethytten står en lille, ny ’toiletged’. Det lille gedekid har tydeligvis ikke lært spillereglerne endnu, for da jeg fjerner toiletdækslet, bliver den grebet af panik og styrter mod udgangen. I farten ryger dens bagben ned i det ti meter dybe hul. Jeg når at kaste dækslet fra mig og gribe gedens forkrop, inden den forsvinder ned i den underjordiske mødding. Panikken griber mig, da jeg indser, at jeg står over-

skrævs på et ti meter dybt toilethul med et halvt forsvundet brægende gedekid i mine hænder, og kiddets klov har sat sig fast, så mine små hiv kan ikke få den fri.

Ged som livsforsikring Den lille nye ged syner måske ikke af meget, men den er utrolig værdifuld for min fattige, afrikanske værtsfamilie. Ged­ en er en livsvigtig forsikring, der giver mælk, kød, gødning, nye gedekid og mulighed for at sælge geden og købe majsmel til den traditionelle majsgrød nsima i de hårde sultperioder. ”Help, help!” Ingen i min værtsfamilie kan engelsk, men den desperate klang i min stemme leder min værtsfar hen til hytten. Han forstår hurtigt situationen og får med et snuptag hevet den lille ged fri. Katastrofen er afværget. På vej over gårdpladsen forbi familien får jeg et par skæve smil og lidt latter med på vejen. Godt jeg ikke fik skyllet familiens nye ged ud i toilettet…

Den lille nye ged syner måske ikke af meget, men den er utrolig værdifuld for min fattige, afrikanske værtsfamilie

17 2/10


magasinet/Uganda

Et øje på myndighederne I mange ugandiske landsbyer glimrer sundhedsklinikken ved sin mangel på medicin og skolelæreren ved sit fravær. Men i landsbyen Acowa er det anderledes. Her indberetter Vincent Amodoi straks mangler til myndighederne. Tekst Anne Mette Futtrup foto mikkel østergaard

Der virker affolket i landsbyen Acowa i det nordlige Uganda denne fredag ved middagstid. De smalle sandede stier mellem bygningerne er øde, og den jordvej, der begynder i distriktets hovedby Soroti og ender her i landsbyen, er mennesketom. I middagsheden slapper børn og voksne af under landsbyens store mangotræer eller sidder i de bræmmer af skygge, som stråtagene kaster i striber ned foran lerhytterne. Men i det åbne forsamlingshus midt i landsbyen er der liv og snak. Her sidder 45-årige Vincent Amadoi og ni andre landsbybeboere og udveksler historier og erfaringer. Landsbyens råd har valgt de tre kvinder og syv mænd til at være såkaldte ’frivillige monitorer’, en slags observatører, der går på inspektion på skolen, i sundhedsklinikken, ved landsbyens brønd, ved nyanlagte veje og offentlige kontorer for så at indberette til myndighederne, når de offentlige services ikke fungerer efter loven og hensigten. Og de indberetter ofte. For Uganda, der gennem mange år var plaget af krig, konflikter, fattigdom og korruption, er stadig i dag som republik med en demokratisk valgt præsident besværet af de nævnte problemer.

Kun panodiler på klinikken ”Vi bliver kaldt ’detektiver’ af naboerne,” siger Vincent Amodoi og bliver mødt af latter fra kollegerne, der trods øgenavnet ved, at landsbyen sætter stor pris på observatørernes arbejde. For selvom Ugandas befolkning i teorien har ret til blandt andet skolegang og lægehjælp, er virkeligheden ofte en anden – også her i Acowa, viser observatørernes erfaringer: Tidligere var panodiler ofte den eneste medicin på sundheds­ klinikken, og når aids-medicin endelig var til rådighed, blev den

5/09 18

delt ud i alt for små doser for at strække til flere. På skolen måtte eleverne ofte undvære en lærer i ugevis. ”Ingen lærere kan jo blive ved med at arbejde, hvis de hverken får løn eller et sted at bo. Her i Acowa var læreren nødt til at sove i klasselokalet og ofte fik skolelærerne ikke løn,” fortæller Vincent Amodoi og forklarer, at penge til lønninger, som kommer direkte fra regeringen, godt kan forsvinde undervejs gennem alle led fra ministerium og ud til den enkelte skolelærer. På samme måde risikerer en sundhedsklinik som sidste led i kæden, at den medicin, som sundhedsmyndighederne skal sende ud, bliver fordelt til andre. ”For nyligt besøgte vi et sundhedscenter, som en NGO har bygget. Af en eller anden årsag er der ingen indmad i bygningen, ingen stole, borde og ingen undersøgelsesrum. Det er aldrig blevet færdigt. Vi har kontaktet myndighederne for at fortælle om det tomme sundhedscenter. Nu vil myndighederne undersøge, hvem der har ansvaret for bygningen, og hvordan vi kan få et sundhedscenter ud af det,” siger han.

Kender ikke egne rettigheder Problemerne skyldes i nogen grad, at folk – særligt i landområder langt fra hovedstaden Kampala – ikke ved, hvem der har ansvaret for, at de offentlige instanser fungerer, og at der er sat penge af på landets finanslov til netop deres skole og sundhedsklinik. ”I mange landsbyer aner man ikke, om det er en NGO eller rege­ ringen, der driver den lokale klinik eller anlægger en vej. Sådan var det også her i Acowa tidligere,” fortæller Vincent Amodoi. For netop at styrke borgernes bevidsthed om deres rettighe­


der og for at sikre befolkningen offentlige ydelser lancerede Folkekirkens Nødhjælps partner, Church of Uganda, sidste år et treårigt projekt med fokus på ”lokalbaseret overvågning af offentlige ydelser”. Da Church of Uganda arbejder tæt sammen med de ugandiske myndigheder i forbindelse med projektet, bliver risikoen for korruption mindre, mener Vincent Amodoi. Samarbejdet er med til at sikre gennemsigtighed i systemerne, så borgerne kan se, om pengene fra regeringen nu også når helt ud til de landsbyer, som pengene er afsat til.

Undervisning til observatører De frivillige observatører er omdrejningspunkt i projektet og er blevet undervist i relevante lovsamlinger, regelsæt og teknikker til monitorering. I Acowa har arbejdet allerede givet resultat, siger Vincent Amodoi: ”Efter at vi har rapporteret til de lokale myndigheder, er der bygget en bolig til skolens lærer. Klinikken har løbende fået medicin, så der er nok til patienterne, og der er også ansat en jordemoder.” Observatørerne har også lært at undervise landsbyens børn og voksne i rettigheder. ”Børnene løber hen til mig, hvis læreren ikke er i skole, eller hvis de udendørs latriner er gået i stykker. Det er et vigtigt signal for mig, fordi det fortæller, at den næste generation har lært, at de har visse rettigheder, og at de selv kan gøre noget. For mange her i landsbyen er projektet en øjenåbner, og jeg vil gerne fortsat være med i den proces,” siger Vincent Amodoi, der er stolt af det ærefulde hverv og mener, at projektet er det bedste udgangspunkt for en god udvikling i landet.

For nyligt besøgte vi et sundhedscenter, som en NGO har bygget. Af en eller anden årsag er der ingen indmad i bygningen, ingen stole, borde og ingen undersøgelsesrum. Det er aldrig blevet færdigt. Vi har kontaktet myndighederne for at fortælle om det tomme sundhedscenter. Nu vil myndighederne undersøge, hvem der har ansvaret for bygningen, og hvordan vi kan få et sundhedscenter ud af det. Vincent Amodoi frivillig observatør, Uganda

19 5/09


magasinet/smagsdommerne maj09/smagsdommerne

En kok, en klimamand og en ekspert i fødevaresikkerhed uddeler anmelderfisk til Kirsten Skaarups klimarigtige kogebog; ”Det kærlige køkken – grøn mad til en sårbar planet.” Kogebogen indeholder masser af vegetarretter og gode grunde til, hvorfor vi skal skære ned på vores kødforbrug, og hvordan vi kommer til at spise med hoved, hjerte og holdning.

Nikolaj Kirk

Kogemand og gastronomisk opdagelsesrejsende

Pisse sej

Steen Gade

Folketingsmedlem for SF

Påtrængende alvorlig

Hvis vi skal være helt ærlige, så spiser vi nok næsten alle En dejlig bog, som min voksne datter straks ville have sammen for meget kød herhjemme. Kød er let at forstå fingrene i, da jeg sad og læste i den. Sådan tror jeg, den rent smagsmæssigt og har et godt bid. Og så er det fra at virker på mange. Kærlig er jo et nyt ord, når det gælder en være lidt en luksusting blevet nemt tilgængeligt. Vi skal jo uendelig række af udgivelser om mad. De findes jo i alle ikke længere ud og slagte en ko eller skyde en abe med puudgaver; orientalske, erotiske, personlige m.m. Men det er sterør, men køber bare en rød bøf i en plastikbakke i superden første kærlige, jeg har set. markedet. Man kan se, at når en befolkning bliver rigere, Et rigtigt ordvalg fra forfatteren. Kærlighed til kloden, til så stiger deres indtag af protein – som findes i kød. din næste og dig selv. Alt det forener hun blidt, forstående Men grønsager er både sundere og kan laves rigtig spænog med masser af facts om miljø, klima, etik og global sodende. Og heldigvis er vi jo ovre den fase, hvor folk i 70’erne lidaritet med mad. Og madlavning. buhede af vegetarer. Grønsagsretter vinder stille og roligt Hun er påtrængende alvorlig, når hun påpeger, at vi alle indpas. Og jo mere, der bliver sagt om emnet, jo mere kan sammen kunne opføre os mere kærligt overfor klodens resman overbevise de folk, der bare skal have sourcer og hinanden i vokød fem gange om dagen om, at det ikke er res madforbrug. Mindre og så smart for klimaet med alt det kød. mindre kød af hensyn til Derfor er denne bogs vigtigste budskab, at klimaet og ressourcerne. man kan gøre rigtig meget for verden ved at Det er forfriskende, når nogen tør sige, Økologisk af hensyn til tænke over, hvad man spiser. Og at det er vig- at noget er bedre end noget andet biodiversitet og sundhed. tigt at bruge lokale råvarer. Der er ingen grund Mette Lund Sørensen Og uden smid væk kultur. til at spise sydamerikanske kartofler, dem laVi behøver ikke at vente ver vi bedre selv. på, at politikere tager sig Men samtidig får vi også mere med, end bogen lover. Der sammen. Vi kan begynde med os selv. Og vi vil oven i købet er meget at hente om de forskellige råvarer – hvor stamfå det både bedre og opleve mere, hvis vi lader os forføre lidt mer de fra, hvad bruger vi dem til. Kirsten Skaarup er memed ind i hendes spændende opskrifter fra fjern og nær. get vidende og har rejst vidt omkring, derfor er retterne Det kunne lyde, som om bogen er missionerende, men den også så varierede. Rent grafisk taler bogen nok mest til opleves som let, hyggelig og inspirerende. Den vil være kvinder med lilla og pink farver og små pussenusse-ting en god øjenåbner for mange. Men først og fremmest loksat ind. Men forfatteren er pisse sej, og derfor er der fem ker den os til at ændre madvaner. Den kommer bestemt store fisk fra mig. øverst i sommerferietasken i år, og da jeg elsker rødbeder, vil jeg i gang med det forslag i kogebogen, der indeholder rødbeder – og som jeg ikke har prøvet endnu.

5/09 20


Bliv klimaig frivill giv verdens emme i fattigste en st dlingerne klimaforhan

Mette Lund Sørensen Folkekirkens Nødhjælp ekspert i fødevaresikkerhed

Genial idé En vegetarisk klimakogebog er en genial idé, da 1/5 af drivhusgasserne stammer fra dyreproduktion, og det at spise vegetarisk derfor kan gøre en reel forskel. At få mennesker til at ændre adfærd er ikke så let, men forfatterens argumentation holder vand, når hun fortæller om, hvordan det du putter i munden kan påvirke klimaet og helbredet. Det GØR en forskel, om du spiser en rød oksebøf eller laver en kikærtepuré, og bogens forfatter tør godt sige højt, at nogle valg er bedre end andre, samtidigt med at smag og kvalitet skal være i højsædet. Nogle steder i bogen kan det godt blive lidt småhelligt. Men fagligt er indholdet godt funderet. Forfatteren fortæller godt om klima-omkostningerne ved transport og kunstgødning, om ernæring, god smag og nydelse og har også tredjeverdens-perspektivet med. Som kogebog fungerer den rigtigt godt. Der er nogle fantastiske billeder, et godt register og ikke så mange detaljer. Der er forslag om at erstatte nogle ingredienser med andre, så du får mere lyst til at prøve retterne og eksperimentere selv. Jeg prøvede f.eks. at lave fyldte svampe, og de blev rigtigt gode. Jeg ser primært målgruppen for kogebogen som midaldrende akademikere og unge, der gerne vil gøre noget godt for klimaet og leve sundt. Men konceptet kunne bestemt godt bredes ud – og blandt andet også målrettes middelklassen i mange u-lande hvor holdningen ofte er: ”Jeg spiser ikke grøn mad, tror du, jeg er en ged?” Men overdreven kødspisning er jo et globalt fænomen blandt dem, der har råd til det. Vi i den rige del af verden kan i den grad påvirke klimaændringer ved at skære ned på kødforbruget, og her kan klimakogebogen bestemt hjælpe os kærligt og klimavenligt på vej.

s mødes verden Til december nå nhavn for at ledere i Købe al n io at ny intern frem til en g in dn or bety le der har st ta af en – ed rm klimaaftale lerede nu leve igste, som al tt fa s en d er rne. for v orandringe ne af klimaf konsekvenser s ansvar erne om vore ik lit po de in m rnavær med til at del af en inte ttigste. Bliv fa s en rd im ve fair kl aafoverfor mpagne for en ka al on ti na underskrift tional og – fra lokale er lp æ hj ag tale. Alle bidr ents. ger til store ev sindsamlin KAmpAgnen læs mere om en og To CopenhAg CounTdown Age på lT de rne for AT mulighede

hjaelp.dk

www.noed

AKT eller KonT hedehus lm griTT ho

ghh@dca.dk

21 5/09


foto rune hansen

magasinet/kalender

august/09 14 - 19/8

”Africa Now” i Århus Afrikanske dage med musik, marked og mode. www.dialog09.dk

22 - 23/8

29 - 31/8

Film, mad, musik og debat. Arrangør Mellemfolkeligt Samvirke

26/8

Ben Okri på Møn

100 dage til klimatopmødet i København. Frivillige fra kampagnen ”Countdown to Copenhagen” sætter gang i nedtællingen til klimatopmødet med underskriftsindsamling og forskellige events. Se på www.noedhjaelp.dk

Den nigerianske, prisbelønnede forfatter Ben Okri gæster litteraturfestivalen på Møn. www.verdenslitteratur.dk

31/8

Fair Fælled Festival i Fælledparken

26/8

Ungdomsnetværket i Århus holder møde Kl. 18.00, Folkekirkens Nødhjælp, Klostertorv 6, 3. sal, Århus C

FOTO Morten Lasskogen

siden sidst

Klima-superhelte Roskilde Festival 2009 stod i klimaets tegn. Folkekirkens Nødhjælp rykkede ind på Dyrskuepladsen med kampagnen Green Footsteps og den humanitære pantindsamling. Rekordmange frivillige stod bag arbejdet på festivalen bl.a. med det største antal frivillige pantsamlere nogensinde. Over 1.100 myreflittige frivillige var i marken før, under og efter festivalen, og støvsugede pladsen for tomme flasker, dåser og krus. De frivilliges indsats ventes at indbringe en million kroner til klimaforebyggende indsatser i Bengalen. Et andet sted hvor frivillige puklede var med underskriftsindsamlingen, som var kernen i kampagnen. Ambitionen var at indsamle 10.000 underskrifter for en fair klimaaftale til klimatopmødet i december. Men de hårdtarbejdende kampagnefolk endte med over 17.000 signaturer. Det skal sende et klart signal til politikerne om en ny klimaaftale, der tilgodeser de mennesker, som lige nu oplever konsekvenser af klimaforandringerne. De 17.000 underskrifter blev overrakt til klimaminister Connie Hedegaard og er den hidtil største folkelige manifestation i forbindelse med det kommende klimatopmøde. De frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp var synlige overalt på fes­ tivalen. Underskriftsindsamlerne nåede ud til de fjerneste afkroge af pladsen, og de turkis-klædte pantsamlere var ikke til at komme udenom. De frivillige klima-superhelte har vist et stort engagement i kampen for et bedre klima og en fair klimaaftale.

5/09 22

Countdown to Copenhagen

Bryd tavsheden Kl. 17.00-19.00 - Politikens Læserarrangement om de israelske militærnægtere i organisationen ”Breaking the Silence”. ­Øksnehallen, Halmtorvet 11, København V

Kæmp Lars Løkke – kæmp! 2.500 danskere har nu skrevet under på, at Lars Løkke Rasmussen skal kæmpe for en retfærdig klimaaftale for verdens fattigste. Kampagnen Countdown2Copenhagen har været i gang siden efteråret, men blev for alvor synlig i de københavnske gader den 20. maj, hvor de frivillige fra ungdomsnetværket i Folkekirkens Nødhjælp markerede, at det med kun 200 dage til klimatopmødet i København er tid til et ”wake-up-call.” Klædt i nattøj sponsoreret af Solidary People marcherede cirka 150 frivillige til Rådhuspladsen, hvor de fik hjælp af trommende elever fra Midtsjællands Efterskole og to Allstars-kor til at synge og spille morgensange. Politikerne skal ”ud af fjerene”, hvis de skal nå at få en god klimaaftale forhandlet på plads, lød budskabet. De frivillige samlede 500 underskrifter ind på dagen. Skriv under på www.noedhjaelp.dk/countdowntocopenhagen

5,5 mio. kr. til ”Minewolf” A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal har doneret 5,5 mio. kr. til Folkekirkens Nødhjælp til indkøb af en minerydningsmaskine, en såkaldt ”Minewolf”, som i første omgang sættes ind i minerydningsprogrammet i Angola. En Minewolf pisker jorden op foran sig og får minerne til at eksplodere, hvilket hjælper de manuelle mineryddere med at identificere minefelterne. Læs mere på www.noedhjaelp.dk/minerydning

Landsholdstrøjer til Budapest Et hold unge fodbolddrenge løber rundt på banerne i Budapest i det danske landsholds træningsdragter. Arla har via Folkekirkens Nødhjælp doneret landsholdets overskud af fodboldtøj til den kirkelige hjælpeorganisation Hungarian Interchurch Aid, som hjælper socialt udsatte unge i Ungarn. 380 kasser med fodboldtøj røg af sted.


september/09 30/8 - 27/9

12 - 30/9

Kirker i Danmark samler ind til Folkekirkens Nødhjælp og støtter bekæmpelsen af sult forårsaget af klimaforandringer

Træd i pedalerne og vær med i Folkekirkens Nødhjælps landsdækkende cykelløb til fordel for verdens fattigste. Tilmeld dig på www.vicyklermodsult.dk

Høstkollekt

3/9

Koncert med Tue West i Aalborg Kl. 20.00 - koncert med Tue West i Huset, Hasserisgade 10, Aalborg. Billetindtægterne går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med sult og klimaforandringer.

3/9

Bryd tavsheden Kl 16.30-18.00 - Gå-hjem møde for givere og andre interes­ serede om ”Breaking the Silence” i Øksnehallen, Halmtorvet 11, København V

Vi cykler mod sult

21 - 28/9

Lej en spejder Hyr en spejder til at slå græs, vaske bilen eller fjerne skraldet. Du støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde med unge i Sudan. Læs mere på www.spejderhjaelpen.dk

30/9

Ungdomsnetværket i Århus holder møde Kl. 18.00, Folkekirkens Nødhjælp, Klostertorv 6, 3. sal, Århus C

Y’s Men støtter i Centralasien

Job til unge i Ungarn

På under et år har Y’s Men i Danmark samlet mere end en halv million kroner ind. Pengene går til kirkers sociale arbejde i Centralasien. Sammen med Folkekirkens Nødhjælp arbejder disse kirker blandt de fattigste i regionen og iværksætter selvhjælpsgrupper, der både styrker de fattiges økonomi, netværk og selvværd. ”Klubberne i Danmark har været rigtig gode til at bidrage til projektet,” konstaterer en tilfreds regionsleder Paul Erik Didriksen. Ved genbrugsarbejde, salg af julemærker, julekalendere, juletræer og loppemarkeder har klubberne i Y’s Men siden sommeren 2008 samlet 600.000 kroner ind.

Ungarske unge, der har svært ved at få et arbejde efter omvæltningerne i Østeuropa, får en hjælpende hånd fra Velux Fondene, der har doneret fire mio. kr. til Folkekirkens Nødhjælp samarbejdspartner Hungarian Interchurch Aid. 450 unge i alderen 18-24 år i et af de fattigste kvarterer i det sydøstlige Budapest får gavn af projektet. De unge er typisk vokset op på institutioner eller kommer fra familier med voldsomme sociale problemer. Målet er at give de unge faglige kurser og hjælp til jobsøgning. Samtidig bliver de støttet gennem gruppearbejde og individuelle samtaler i at genopbygge deres tabte selvværd.

Ved du, hVordan unge leVer i Verdens fattigste lande? u-landsfrekvens.dk folkekirkens nødhjælps skolesite for eleVer i 7.-10. klasse


Skrøbelige stater

Der er brug for et langt sejt træk for at støtte de svageste og mest udsatte befolkningsgrupper i lande som Congo, Sudan, Zimbabwe og Burma. Støt Folkekirkens Nødhjælps arbejde

bidrag5 09

Brug girokortet

Tryk på knappen

Send din flaskepant til verdens fattige. Brug knappen på flaskeautomaterne i Coops butikker

Tramp i pedalerne

Hop på cyklen til fordel for verdens fattigste. Meld dig til cykelløbet på

vicyklermodsult.dk

afrives inden indbetaling

Overførsel fra kontonummer

GIRO INDBETALING 8

Sorteret Magasinpost 41030

7

PP

Meddelelser til Folkekirkens Nødhjælp kan ikke skrives på dette girokort. Tilmelding til BetalingsService kan ske på telefon 3315 2800. Hvis du vil øremærke dit bidrag til hjælpearbejdet, skal du ringe på 3315 2800 og få tilsendt et andet girokort.

Modtager

Indbetaler

Øre

.

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitterings­ tryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Afsender 540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800

110908

Kroner

.

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

KVITTERING

Afsender 540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X

4030S (07-09) DB 485-026704

.

.

Øre

,

NØD august  

Skrøbelige stater

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you