Sammen om EPX by Dafolo

Sammen om epx

Perspektiver og refleksioner

Jonas Sprogøe

Sammen om epx

Perspektiver og refleksioner

1. udgave, 1. oplag, 2026

Forlagsredaktion: Sophie Hill

Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander

Grafisk produktion: JYPA, Frederikshavn

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition:

Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8343

ISBN 978-87-7234-511-6

FORORD

Af Stefan Hermann, adm. direktør i LIFE Fonden, medlem af ekspertgruppen til epx og tidligere rektor ved Københavns

Professionshøjskole

Aldrig har der været talt og skrevet, diskuteret og teoretiseret så meget over praksis og praksisfaglighed. De sidste 10 år har vi set stribevis af politiske initiativer fra grundskole til universitet og tilsvarende omfavnelser af hånden og dens værdiskabende arbejde. Ofte i et polemisk spændingsfelt, hvor hånden og praksis positioneres over for teori og analyse, gøren over for kritik, folkelighed over for snobberi, land over for by, frihedssøgende symbolanalytikere over for pligtopfyldende og stedbundne faglærte.

Den praktiske vending i dansk skole og uddannelse har været tydelig og politisk mærkbar. Pædagogisk set har den desuden resulteret i en omfattende række af pædagogiske og didaktiske antologier og bøger, der forsøger at begrebsliggøre praksis og praksisfaglighed og den veritable sværm af beslægtede begreber og tendenser, som forbinder sig hermed.

Jonas Sprogøes Sammen om epx – Perspektiver og refleksioner er en af bøgerne i rækken. Men modsat mange af de mere historiske eller teoretisk orienterede bøger og antologier om den praktiske vending tager Sprogøes bog imidlertid et mere håndfast udgangspunkt i den politiske aftale om epx og epx-ekspertgruppens arbejde og anbefalinger, idet den samtidig støtter sig til forfatterens erfaringer med og systematiske iagttagelser i arbejdet med blandt andet den forberedende grunduddannelse (fgu) og tidligere

forskningsbaseret arbejde i dette landskab. Sammenstillingen med fgu’en har sin egen selvstændige pointe, idet fgu’en med en vis rimelighed på en række dimensioner udtrykker den selvsamme praktiske vending som epx’en: nemlig mødet mellem en almen dannelse forankret i folkeoplysning og gymnasiale traditioner på den ene side og værksteds- og erhvervsbaserede læreprocesser på den anden. Epx’en er den største nydannelse i ungdomsuddannelserne siden etableringen af HF i 1967. Det er muligvis også den mest betydningsfulde. Kun tiden vil vise om epx’en fuldendes som et møde mellem værkstedet, gymnasiet og højskolen. Mellem Kerschensteiner og Dewey, Madvig og Grundtvig.

Sammen om epx er ikke en vidtløftig samtidsdiagnostisk, ide- eller uddannelseshistorisk dissektion af epx’ens univers, men snarere en bredspektret og nøgtern kortlægning af nøglebegreber, didaktiske forhold, professionsidentitet og ledelsesproblematikker. Man suges ikke dybt ind i de mange komplicerede sammenhænge omkring epx’ens struktur med stamme og grene, faglige niveauer og nydannelser, elevsammensætning etc., men man ledes på vej i et struktureret forløb, der tillader fokus, uden at kompleksiteten slører orienteringssans og overblik. Jonas Sprogøes begreber og analytiske distinktioner er klart optegnede, og bogen giver derfor læseren et robust vejgreb, når de mange og sammenfiltrede emner og problemstillinger skal forstås. Her gives ingen nemme svar, men der stilles heller ikke unødigt gedulgte spørgsmål. Ruten er afstukket, og Sprogøe tager sin læser i hånden uden at diktere tankerne. Tonen er sval, og tempoet afstemt.

Bogen bør anbefales til en bred målgruppe af såvel lærere og vejledere, ledere og embedsmænd samt de mange lag af interessenter, der årle og silde med vekslende kyndighed i svangeromsorgen vil bistå epx’en i dens fødsel.

1 INDLEDNING

Denne bog er blevet til midt i en omfattende reform af det uddannelsesmæssige landskab i Danmark, nemlig indførelsen af en ny toårig gymnasial uddannelse, epx – erhvervs- og professionsrettet eksamen.

Målet med epx’en er at åbne dørene til gymnasiet for flere unge og sikre flere faglærte i fremtiden. Med epx’en etableres et gymnasietilbud, hvor unge kan prøve kræfter med både deres praktiske og boglige interesser, som der står i Børne- og Undervisningsministeriets rapport Forberedt på fremtiden V (Regeringen, 2024d).

Epx skriver sig ind i en uddannelsespolitisk praksisvending med fokus på ”kloge hænder”, praksisrettet undervisning og en tættere didaktisk kobling mellem teori og praksis. Denne praksisvending har været i gang i en årrække, ikke mindst ansporet af undervisningsminister Mattias Tesfayes debatbog fra 2013, der netop bar titlen Kloge hænder (Tesfaye, 2013). Debatten fik ekstra politisk styrke, da statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol i 2021 udtalte: ”Jeg tror, vi er nødt til at tage hul på en mere grundlæggende diskussion af vores uddannelser. For nogle børn er vores skole blevet for akademisk. Alt for teoretisk” (Frederiksen, 2021). Statsministeren lod forstå, at balancen mellem en boglig og en praktisk skole var tippet. At teori var blevet frakoblet praksis. Og at mere grundlæggende reformer er nødvendige for at rette op på skævhederne i skolesystemet.

Denne vending er som sådan ikke ny. I folkeskolen har man altid diskuteret forholdet mellem det boglige og det praktiske (Knudsen, 2018), men primært fra et didaktisk og pædagogisk udgangspunkt. Forholdet mellem teori og praksis er også kommet til udtryk på forskellig vis i skiftende bekendtgørelser og formålsparagraffer gennem tiden (Dahlbæk et al., 2020). Statsministerens tale og etableringen af epx’en lægger sig således i forlængelse af en række politiske aftaler, der på den ene eller anden måde har haft til formål at understøtte en mere praksisbaseret eller praksisrettet skole, heriblandt aftaler som ”Praksisfaglighed i folkeskolen” (Regeringen & Aftalepartierne, 2018) og oprettelsen af den forberedende grunduddannelse (fgu) i 2019 (Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) et al., 2017). Derudover kan der også trækkes tråde til arbejdet med fagfornyelsen i folkeskolen fra 2025, hvor fokus blandt andet er på at skabe en mere praksisorienteret folkeskole (Regeringen, 2024a, 2025).

Efter planen går epx’en i luften i 2030, men allerede nu tegnes konturerne af et nyt landskab med ændrede grænsedragninger, potentielle kampe om retning, fokus, finansiering etc. Og der udråbes allerede potentielle vindere og tabere i kampen om de unge. For nogle skaber epx’en nye muligheder, for andre betyder det, at ens uddannelse og uddannelsesinstitution står over for markante ændringer, måske endda lukning.

Det skaber selvsagt usikkerhed, men også et mulighedsrum med plads til at gentænke institutionelle og sektorielle koblinger, organiseringer, pædagogiske grundsyn, kompetence og faglighed – alt sammen naturligvis med henblik på at skabe bedre muligheder og adgang til uddannelse for flere unge.

Denne bog kan dermed også siges at være et eksperiment, fordi den tager livtag med nogle af de udfordringer, som følger med sådanne reformer – uden at vi dog kender den endelige udformning af epx’en, dens rammer og vilkår, pædagogik og organisering. Etableringen af

en helt ny uddannelse er krævende. Politiske ambitioner møder institutionelle begrænsninger, centrale begreber bliver lost in translation, og fagligheder omdefineres eller skal udvikles på ny.

Bogen taler derfor ind i et flydende og foranderligt felt, hvor skiftende politiske meldinger og endnu ikke definerede rammer og vilkår er de eneste pejlemærker, de uddannelsespolitiske aktører, ledere og undervisere kan navigere efter. Det betyder, at der er en risiko for, at bogen på visse punkter måske vil være forældet allerede på udgivelsesdagen. Men omvendt er processerne omkring epx’en komplekse, der er mange ubekendte faktorer, og der kan være behov for at skabe overblik, hjælp til ”oversættelse” og inspiration til nye refleksioner. Og her har en bog som denne sin berettigelse.

Bogen hedder Sammen om epx – Perspektiver og refleksioner. Målet har været at skrive en dialogisk bog med fokus på nogle centrale pointer og spørgsmål, som de forskellige parter, der arbejder med udvikling og implementering af epx’en, med fordel kan have for øje. Hensigten er at bidrage med perspektiver på nogle af de sammenhænge, som epx’en indgår i, samt give begrebsafklaringer og belyse evt. faldgruber, der kan være vigtige at forholde sig til. Derudover er sigtet at sætte refleksioner i gang, der kan bidrage til mere nuancerede og konstruktive organiseringsprocesser frem mod og på den anden side af 2030.

Bogens opbygning

Efter denne indledning følger kapitel 2, hvori jeg skitserer det politiske bagtæppe og den politiske målsætning med epx’en, nemlig et tydeligt ønske om mere praksis og praksisfaglighed i uddannelsessystemet. Kapitlet kommer omkring konteksten for reformen og nogle af de dønninger, man allerede nu har kunnet spore i debatten. Ligeledes beskrives nogle af de dobbeltheder, der findes i ekspertgruppens anbefalinger.

I kapitel 3 uddybes forskellige centrale begreber fra aftaleteksten, herunder hvad man kan forstå ved erhvervs- og professionsrettethed, helhedsorientering samt forholdet mellem teori og praksis. Derudover perspektiveres der i kapitlet til det beslægtede begreb praksisfaglighed

Kapitel 4 bygger videre på det overblik, der gives i de to forudgående kapitler, og forsøger at svare på, hvordan man tilrettelægger arbejdsformer, der kombinerer teori med praksis, som det lyder i aftaleteksten for epx. Kapitlet kommer omkring internt og eksternt rettet didaktik og tilbyder en praksispædagogisk forståelsesramme, der kan kvalificere arbejdet med at udvikle en egentlig epx-didaktik.

Kapitel 5 handler om professionsidentitet i lyset af epx’ens kerneopgave og bærer derfor også denne titel. Aftaleteksten inviterer til at blande to typer fagligheder: en traditionelt almenfaglig og ”akademisk” faglighed og en praktisk, ”håndværksmæssig” faglighed. Det er forbundet med en række udfordringer og muligheder, ikke mindst i forhold til at forstå og omsætte kerneopgaven til konkret undervisningspraksis.

Kapitel 6 tager livtag med de områder, ledelsen med fordel kan have fokus på i opbygningen af epx’en. Kapitlet tilbyder perspektiver på, hvordan man kan arbejde med uddannelsesudvikling og forankring i en kompleks uddannelsesvirkelighed. I kapitlet deles nogle metaforer, som kan åbne for nye samtaler om ledelsesopgaven, samt et konkret værktøj i form af en didaktisk ledelsesmodel, der kan bruges i planlægning og evaluering af forandringstiltag.

I kapitel 7, der er det sidste, afrundende kapitel, samles op på bogens centrale pointer, og jeg kommer med mit bud på, hvilke temaer man bør være nysgerrig på og drøfte grundigt med sig selv, sine medarbejdere eller kolleger, sin ledergruppe, politiske aktører eller andre, der er, bliver eller skal involveres i etableringen af epx’en.

For at understøtte dialogen, refleksionerne og perspektiverne har jeg efter hvert kapitel indsat refleksionsspørgsmål, man med fordel kan vende med sig selv eller de aktører, man samarbejder med.

Om forfatteren

Mange af bogens pointer kommer fra mine erfaringer som organisationskonsulent og -forsker og ekstern lektor igennem en årrække. Særligt trækker jeg på indsigter og erfaringer fra arbejdet med elever, medarbejdere, ledere og organisationer i etableringen af den forberedende grunduddannelse (fgu). Som konsulent har jeg fulgt fgu’ens tilblivelse siden 2018, hvor jeg holdt oplæg for de daværende produktionsskoleledere om alt det nye, de stod overfor, og hvor usikkerheden omkring fremtiden var på sit højeste. Efterfølgende har jeg været tæt involveret i fgu’ens udvikling som både projektleder og konsulent på adskillige organisationsudviklingsprojekter hos en række forskellige fgu-institutioner. Endelig har jeg fået indblik i det politiske og strategiske ”maskinrum” ved at sidde med i en følgegruppe under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der udvikler en fgu-pædagogisk uddannelse. Sideløbende har jeg lavet en række mindre forskningsprojekter og udgivet artikler om det didaktiske og pædagogiske fundament i fgu’en.

Jeg er i mit virke optaget af at forstå forholdet mellem teori og praksis. Boglig og praktisk viden er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod. De er hinandens forudsætninger. Men det er to forskellige vidensformer, der historisk og traditionelt har stået i et asymmetrisk forhold til hinanden, og derfor er det ekstra interessant med skoleformer, der forsøger at samtænke dem på ny. Ambitionen er god, men det er også svært. Både på et overordnet, abstrakt-teoretisk plan og på et lokalt, konkret og praktisk plan.

Jeg håber, at denne bog kan bidrage til at kvalificere de mange forskellige diskussioner og processer i og omkring udviklingen og

implementeringen af den nye skoleform. Det er ikke let at udvikle nye uddannelsesformater. Det kræver nye kulturer, nye organiseringsformer og udvikling af nye didaktikker. Og det kommer til at påvirke professionsidentiteter og faglige selvforståelser. Men vi skylder de kommende generationer at gøre os umage med at udvikle nogle gode uddannelsesformater, der understøtter elevernes motivation, dannelse, faglige og personlige udvikling – og her er epx’en et kvalificeret bud.

God læselyst.