CP INDBLIK 5 - 2020

Page 11

Det meste af bestyrelsen var samlet på Jonstrupvang-Bebyggelsen for at hylde Frank Dalhoff, der er blevet hædret som CP Danmarks blot andet æresmedlem.

Frank Dalhoff hyldet som æresmedlem Han er god til at charmere sine omgivelser, hans livsenergi og -vilje er helt fantastisk, og så er han et levende bevis på, at selv uden noget verbalt sprog kan man godt have temperament. AF FRANDS HAVALESCHKA

Det var nogle af de karakteristiske træk i de små taler om og for Frank Dalhoff, da han en lun sommeraften i august blev fejret af Kreds Nordsjællands bestyrelse. Anledningen var, at han den 20. juni af hovedbestyrelsen var udnævnt som æresmedlem af CP Danmark. En hæder som tidligere kun er overgået en enkelt person, nu afdøde K.V. Larsen fra Fredericia, der blev hædret i 2011.

Engageret indsats i mange år

Det var Kreds Nordsjælland, der havde indstillet ham som æresmedlem for hans enestående indsats i over 30 år for foreningen og for mennesker uden verbalt sprog. Sammen med rosende ord var der diplom og blomster fra foreningen og en flot Damaskdug fra kredsen, som blev overrakt til Frank ved det lille festarrangement, hvor der også blev serveret lidt god mad og drikke. Selv kunne han ikke skjule sin store glæde over hæderen. I sin lille takketale, som hans hjælper læste op for ham, sagde han blandt andet: - Det var med tårer i øjnene, at jeg erfarede, at I havde indstillet mig som æresmedlem. Jeg har lært meget af arbejdet

i CP Danmark, og som alle ved, har jeg måske været lidt hård en gang imellem. Diplomat bliver jeg aldrig.

Altid til rådighed

Frank har gennem en menneskealder altid stået til rådighed for foreningen. Uanset om det har været i planlægningsgruppen til et landsmøde, et ekstra lille støttebidrag eller et kunstværk til Hjerneugen, så har han bidraget og været en god garant for mennesker uden verbalt sprog. Det gælder også hans arbejde i foreningen VIKOM og i ISAAC – både i Danmark og internationalt – hvor Frank i mange år satte sit præg på arbejdet til gavn for mennesker uden verbalt – eller kun ringe sprog. Frank Dalhoff, der for nylig fyldte 67 år, har nu besluttet at drosle sit foreningsarbejde ned og i stedet koncentrere sig om at male og skrive digte, som han også er god til og har vist på flere udstillinger og udgivelser. - Men selv om jeg nu er sovende suppleant i kredsen, så kan jeg godt vækkes, understregede han med et smil på læben, inden der blev skålet for hædersgæsten. 5. 2020 CP II INDBLIK 11


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
CP INDBLIK 5 - 2020 by CP Danmark - Issuu