
2 minute read
Nyt fra CP Ung
from CP INDBLIK 3 - 2021
by CP Danmark

Advertisement

Selv om de seneste mange måneders aktiviteter i CP Ung alle har været forbeholdt online-arrangementer, så er såvel bestyrelse som medlemmer nu så småt ved at komme ud af corona-boblen - med tanke på hvad der skal ske i fremtiden.
- Fredagsbarerne har kørt godt, beretter CP Ung-formand Frederik Walter Olsen, og blandt andet er ’cook along’ en succes med mange glade unge, som følger den kreative kok. - Men vi vil gerne tilbyde meget mere. Derfor har en af de seneste vigtige aktiviteter været en afstemning, der kan styrke de forebyggende fællesskaber, hvortil vi har fået bevilget penge til at afholde en række arrangementer forskellige steder i landet. Det er kun fantasien, og rimeligheden i eventen, der sætter grænser. Alt lige fra brætspilscafé til madklubber er oppe at vende.
I øjeblikket afventer bestyrelsen svar og ønsker fra de unge. Og har du ikke budt ind med et par gode ideer til en hyggelig aktivitet – aften som weekend – så er det bare om at gøre det. Ungdomsformandens mail: frederikwalterolsen@gmail.com er altid åben.
Hvis ellers vaccinationsplanen og de øvrige omstændigheder omkring corona-udfordringerne falder så meget på plads, at landet åbner igen på en betryggende måde, vil CP Ung starte op med fysiske aktiviteter fra august måned.
- Og vi glæder os, understreger CP Ung-formanden, der samtidig benytter lejligheden til at ønske alle en rigtig god sommer. I bestyrelsen er vi så optimistiske, at vi håber at kunne afholde et sensommerfest-arrangement. FH
Fra ungdomsformandens pen: Politisk indsats
Rent politisk er vi i gang med en række tiltag. Vi sørger for, at unge med CPs stemme bliver tydeligere i debatter rundt omkring, blandt andet når det gælder uddannelse og arbejdsmarked. Vi er spændt på den nye aftale om indsats for elever og studerende med handicap, som lige er blevet indgået blandt Folketingets partier – og ikke mindst hvad aftalen kommer til at betyde. I CP Ung vil vi fortsat kæmpe for, at det skal være muligt for alle med CP, at kunne tage en uddannelse, uanset deres grad af CP.

Kom med på Instagram
Har du en god idé til CP Ungs Instagramprofil, eller vil du gerne poste noget om dig selv, f.eks. dine ferieplaner, fritidsinteresser, uddannelse, job eller andet, så kontakt Emilie Ghali via Instagram.