
2 minute read
Kurser: Velkommen til den digitale verden
from CP INDBLIK 3 - 2021
by CP Danmark
Velkommen til den digitale tidsalder
Webinarer er en nem og effektiv måde at få ny viden på – i din egen stue. Det fortsætter vi med, men satser også på at tilbyde fysiske kurser og netværk, når mulighederne igen byder sig.
Advertisement
AF TRINE KAMP LARSEN, KURSUSKONSULENT
’Virkelig god og ny viden’. ’Det var let at bruge’. ’Dejligt at vi også kunne være med på Færøerne’. Tilbagemeldingerne er ikke til at tage fejl af, og konklusionen er klar: CP Danmarks medlemmer har i dén grad taget webinarer og øvrige digitale tilbud til sig, siden corona for første gang lukkede Danmark ned i marts 2020. En situation, der har tvunget os til at tænke anderledes.
Men selvom digitale tilbud ikke kan erstatte fysiske møder, er det alligevel lykkedes at levere en masse god viden til vores medlemmer, og det vil vi fortsætte med, på den ene eller anden måde.
En ny virkelighed
Foråret har budt på tre webinarer: ’Lær at leve med smerter’ havde fokus på smertens psykologi og redskaber til at håndtere den. ’Kom godt i gang med skolen’ stillede skarpt på den gode og vellykkede skolestart med særlig interesse for indlæring, udfordringer med en kognitiv hjerneskade og strategier for at hjælpe barnet i gang med skolen. Endelig hørte vi nyt fra forskningens verden, da vi holdt webinaret om forskning inden for træthed blandt mennesker med CP.
De tre webinarer havde tilsammen over 200 tilmeldte, og det betød, at vi kom ud til mange flere deltagere end normalt. Kunne man ikke være med på dagen, har man mulighed for at se webinaret på YouTube. Det betyder, at viden ikke går tabt. Rammen for webinarerne er skåret ned til kun en times varighed i modsætning til en normal kursusdag, og gennemgangen af stoffet bliver derfor tilsvarende beskåret. Der er heller ikke de samme muligheder for at stille spørgsmål eller netværke blandt andre i samme situation. Så det er to meget forskellige måder at få ny viden på, men som supplerer hinanden godt.
Til efteråret er vi tilbage – måske
Vi håber på et fysisk gensyn med jer alle sammen til efteråret. Blandt tilbuddene er: ’Tre generationer’, der handler om, hvordan man som familie støtter hinanden i den opgave, der opstår, når der kommer et barn med cerebral parese.
Vi har også kurser om udtrætning og stress, og har man brug for viden om diagnosen cerebral parese, står vi også klar med et dagskursus, der gennemgår diagnosen fra et kognitivt, fysisk og socialfagligt udgangspunkt.
At vi, såfremt restriktionerne tillader det, er tilbage fysisk, betyder naturligvis ikke, at vi helt undlader at holde webinarer og tilbyder andre digitale tilbud. Det vil fortsat være en del af ’kursuspakken’ i det omfang, det er relevant. For begge dele gælder en opfordring om at holde sig orienteret på vores hjemmeside cpdanmark.dk, på Facebook og i nyhedsbrevet, hvor vi løbende opdaterer information om CP Danmarks forskellige tilbud. På gensyn!