2 minute read

Hjælp til et godt uddannelsesforløb

Hjælp og bedre overblik skal bane vejen for et godt uddannelsesforløb

Mere viden om 47 fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, blandt andet cerebral parese, indgår i nyt vejledningsmateriale, der skal hjælpe studerende med handicap gennem en videregående uddannelse.

Advertisement

AF FRANDS HAVALESCHKA

CP Danmark har længe skubbet på for at få gjort uddannelsesmulighederne bedre for mennesker med handicap. En af de vigtigste forudsætninger er, at der er klarhed over mulighederne – både for de studerende, men også for det administrative personale, vejledere og undervisere på uddannelsesinstitutionerne.

Derfor hilser vi i CP Danmark det netop publicerede vejledningsmateriale til videregående uddannelser for studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser særdeles velkommen. Det er udarbejdet af DCUM, der står for Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Vejledningerne udmærker sig ved at indeholde viden om 47 fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, og de udfordringer og behov funktionsnedsættelserne kan medføre i studierelateret sammenhæng. Et af de områder, der beskrives, er cerebral parese. Det er materiale, som CP Danmarks psykolog Klaus Christensen og pædagog og sociolog Mads Wiberg har været med til at udarbejde, hvilket DCUM har været glade for.

- Det har virkelig været en fin mulighed for at få italesat nogle af de udfordringer, som mange med cerebral parese bliver konfronteret med under et studieforløb, fortæller Klaus Christensen, der håber, at vejledere og undervisere fremover bliver klædt bedre på til at støtte denne gruppe af studerende i uddannelsen.

Vejledningen til de ansatte indeholder nemlig anbefalinger til, hvordan man med fordel kan støtte studerende med funktionsnedsættelser. Vejledningen er blevet sendt i en trykt version til alle videregående uddannelsesinstitutioner sammen med informationspjecer målrettet både studerende og ansatte.

CP Danmarks psykolog, Klaus Christensen, anbefaler at bruge det nye vejledningsmateriale.

Digital platform

Derimod er vejledningen til studerende blevet integreret på den digitale platform www.minstudieplan.dk. Det er et planlægningsværktøj, i første omgang lanceret som en forsøgsordning, til studerende på videregående uddannelser. Platformen giver de studerende et godt overblik over deres uddannelsesforløb, ligesom det samtidig er muligt at indhente viden om støttemuligheder og få indsigt i forskellige funktionsnedsættelser.

Når du som studerende har oprettet dig som gratis bruger, kan du dele studieplanen med en vejleder, en støtteperson eller med andre personer. Derved får alle de samme notifikationer om vigtige datoer og har mulighed for at samle relevante dokumenter.

Alt på ét sted

Formålet med den digitale platform er at samle alt på ét sted og skabe et bedre visuelt overblik. Dermed er den endelige gevinst at få et langt bedre og mere sammenhængende uddannelsesforløb.

Den digitale platform har yderligere den positive funktion, at den kan fungere som et fælles visuel mødested for vejledere og andre ansatte, f.eks. i forbindelse med vejledningssamtaler om den studerendes fremtidige dispensations- og støttebehov.

Et besøg på www.minstudieplan.dk – vil give et godt overblik over mulighederne.

This article is from: