
1 minute read
Nyt fra CP Ung/Årsmøde
from CP INDBLIK 2 - 2022
by CP Danmark
AF FREDERIK WALTER OLSEN, FORMAND FOR CP UNG

Advertisement

Årsmøde i CP Ung
Vi har netop afholdt årsmøde/generalforsamling i CP Ung. Det foregik på Musholm Ferie- og Konferencecenter i Korsør med lækker mad og godt selskab. På selve den organisatoriske del af årsmødet, hvor foreningens direktør Mogens Wiederholt var dirigent, blev det et farvel til bestyrelsen for Victor og Emilie - Victor fortsætter dog som suppleant.
Til gengæld blev det et goddag, og velkommen, til både Jonas og Fie, som blev valgt ind som henholdsvis bestyrelsesmedlem og suppleant, og dem er vi rigtig glade for at få med ombord på den spændende rejse med den nye bestyrelse. Fælles for bestyrelsesmedlemmerne, nye som gamle, er, at vi alle glæder os til at trække i arbejdstøjet og lave foreningen endnu federe med godt sammenhold og nye spændende arrangementer.
Konkret havde vi til generalforsamlingen talt om hvilke slags arrangementer, som medlemmerne gerne ville have. Her blev der blandt andet nævnt madklubber, biografture, brætspilsaftener, bowlingarrangementer og hyggeaftener på tværs af landet. Så det er vi nu i fuld gang med at planlægge.

Tips og Tricks
Til generalforsamlingen i Korsør blev der snakket om mange spændende ting. Blandt andet talte vi også om, hvad de unge syntes manglede i foreningens medlemsmagasin CP INDBLIK. Flere gode ideer kom frem. Blandt andet forskellige emner til temaer, tips og tricks, vittigheder og interviews med unge med CP.
Dertil siger redaktøren et rungende: Kombardo!
Det er formanden Frederik og næstformanden Nynne, der repræsentere CP Ung i CP Danmarks hovedbestyrelse. Frederik er desuden medlem af CP Danmarks forretningsudvalg.

CP Ungs nye bestyrelse
Følgende blev valgt til CP Ungs bestyrelse: Formand: Frederik Walter Olsen. Næstformand: Nynne Friis Kristensen. Kasserer: Jakob Hessellund. Sekretær: Peter Græsbøl Holm. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Jonas Dreiøe, Bertram Rumle Sander Hvalsøe og Jonas Brodersen. Suppleanter: Victor Knudsen og Fie Beneke. Frederik og Nynne blev desuden valgt til at repræsentere CP Ung i CP Danmarks hovedbestyrelse, mens Jonas er valgt som suppleant til posten.