2 minute read

Den politiske dagsorden

I ’Den politiske dagsorden’ kan du følge med i foreningens handicappolitiske arbejde, der foregår på mange niveauer og fronter – lige fra mødelokalerne på Christiansborg til direktørens Twitter-profi l.

Skuff ende resultat af økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL

Advertisement

Forventningerne var store – og skuffelsen tilsvarende dyb - da det blev kendt, at økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen var endt med et stort rundt nul til handicapområdet. Massiv pressedækning af dårlige sager, folketingsdebatten om borgerforslaget fra #enmillionstemmer, en stribe samråd og forespørgselsdebatter og et udspil fra KL på 5,5 mia. til handicapområdet havde givet mange den oplevelse, at det nu endelig var handicapområdets tur. Men nej. Resultatet blev det, formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, kaldte ”en fuckfinger til handicapområdet”. Måske ikke videre poetisk, men fint dækkende for den frustration mange oplevede.

- Vi er selvfølgelig dybt skuffede over, at der ikke er afsat penge til et generelt løft af handicapområdet eller i det mindste midler til et løft af f.eks. retssikkerheden eller BPA. Men der er ikke en øre. Til gengæld har vi fået en aftaletekst, som i sin retorik og måde at italesætte handicapområdet på, gør mig utrolig vred og ked af det. Igen skal vi se handicapområdet udleveret som sådan et altopslugende udgiftsmonster, som æder pengene fra børnene og de ældre. Det er simpelthen ikke en acceptabel måde at spille forskellige gruppers behov ud mod hinanden på, siger CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt, og fortsætter:

- KL har tilsyneladende vekslet deres krav på 5,5 mia. til en håndfæstning fra regeringen, hvor regeringen giver kommunerne frit lejde til at spare på handicapområdet - bare de gør det lovligt. Det er første og eneste gang, jeg har set en aftale, hvor man går så hårdt til stålet, at man ligefrem finder det nødvendigt at skrive ind i aftalen, at besparelserne og nedskæringerne på handicapområdet selvfølgelig skal holde sig inden for loven. Det er helt uhørt, konkluderer Mogens Wiederholt.

Økonomiforhandlingerne er slut. Men heldigvis ender alt ikke der. Næste åbning er de forestående forhandlinger om finansloven, som for alvor ruller efter sommerferien.

- Vi skal selvfølgelig bruge den anledning til at sige til både regeringen og dens støttepartier, at der nu skal leveres. Hvor er socialdemokraternes valgløfter på handicapområdet forsvundet hen – og hvornår mener støttepartierne nok er nok og insisterer på, at der leveres på forståelsespapiret? Jeg håber, vi vil se en finanslov, som prioriterer handicapområdet og afsætter et stort beløb i de kommende år til at implementere den igangværende evaluering, slutter Mogens Wiederholt.

Du kan læse mere om økonomiaftalen på: www.cpdanmark.dk/nyheder

This article is from: