2 minute read

Kurser: Velkommen tilbage

Velkommen tilbage!

Covid-19 er på hastigt tilbagetog, og det betyder, at CP Danmark atter udbyder kurser med fysisk fremmøde. Vi glæder os til at se jer igen.

Advertisement

AF KURSUSKONSULENT TRINE KAMP LARSEN

Det meste af sommeren er bag os, og når vi er trætte af is, strandture og feriestemning er det tid til at kigge på CP Danmarks kursustilbud, som vi ruller ud i den kommende tid.

Den svære pårørenderolle

Hvordan hjælper man bedst hinanden på tværs af generationer, når et barn med cerebral parese bliver en del af familien? Det er noget af det, der belyses på kurset ’Tre generationer’: Sinne fik trillinger, hvoraf den ene har CP. Hun fik god brug for sin mors hjælp, der samtidig skulle lære at støtte Sinne på en måde, der gav mening for hende og familien.

Henning og Aase er bedsteforældre til Malte på fem år. De balancerer mellem at være ganske almindelige bedsteforældre, der også skal hjælpe deres egne børn med at få det bedst mulige familieliv med et barn med en diagnose, og samtidig fordele sol og vind lige i forhold til deres øvrige børn og børnebørn.

Den tredje oplægsholder på kurset er Olivia Dahl. Hun er sociolog og fortæller om synet på børn med handicap i familien og samfundet og deler ud af sine egne erfaringer fra et liv med CP. Kurset er primært rettet mod bedsteforældre, der søger inspiration til at håndtere at være der både for deres egne børn og samtidig være ganske almindelige bedsteforældre. Kurset afholdes den 2. oktober i Odense.

Den stressede hjerne

Hjernen er i konstant undtagelsestilstand, når den har en skade, og det kan stresse at leve en ganske almindelig hverdag med venner, skole og arbejde, fordi man ustandseligt bruger flere kræfter på almindelige ting end andre uden en hjerneskade.

Kurset ’Den stressede hjerne’ giver en gennemgang af hjernens funktioner, forklarer hvilke dele af hjernen der påvirkes, når man har en skade, og ikke mindst, hvordan man kan kompensere, så man undgår at smelte sammen. Med den rette viden og støtte kan man tilpasse hverdagen, så man får mest muligt ud af kræfterne. Det er psykolog ved Center for Hjerneskade, Marianne Vesterager Martinus, og CP Danmarks psykolog, Klaus Christensen, der underviser. Kurset afholdes den 30. oktober i København.

Viden, viden og mere viden!

Hvad siger forskningen om magnesiumsulfat og nedsat risiko for en hjerneskade hos for tidligt fødte børn? Det fortæller læge og Ph.d. Hanne Trap Wolf om, når hun holder webinar om sin egen forskning. Hun vil i oplægget bl.a. komme ind på: Hvordan idéen, om at magnesiumsulfat kan beskytte det ufødte barns hjerne, opstod? Hvordan og hvorfor magnesiumsulfat virker, og hvor meget det nedsætter risikoen for cerebral parese?

Hvem der får medicinen tilbudt, hvordan den gives og om der er risici forbundet ved brugen er andre områder, der vil blive belyst, inden Hanne Trap Wolf ser på fremtidsperspektiverne for forskningen – og om der overhovedet er noget, der hedder medfødte hjerneskader om 20 år? Holdes som webinar på Zoom den 26. august.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte kursuskonsulent Trine Kamp Larsen på tkl@cpdanmark.dk hvis du har spørgsmål. Du kan læse mere om kurserne på: www.cpdanmark.dk – hvor al tilmelding foregår. Vi følger naturligvis de officielle retningslinjer for COVID-19, og skulle kurserne mod forventning blive aflyst, får du deltagergebyret retur.

This article is from: