1 minute read

Hvad ved vi allerede nu, 2023 byder på?

Social effektinvestering på 6,3 mio. kr. til en ny start på jobmarkedet. I 2023 igangsættes et nyt projekt, der skal styrke arbejdsmarkedetstilknytningen for beboerne. I indsatsen får 80 beboere, der er bosiddende i Jennumparken og Glarbjergvej-området , intensiv hjælp og støtte til at komme i arbejde. Desuden får deres familier også hjælp til bl.a. at mestre hverdagen og komme i trivsel. Den Sociale Kapitalfond investerer 4,4 mio. kr. og Landsbyggefonden 1,915 mio. kr.. Dette projekt, der løber fra februar 2023 til juni 2025, er et tæt samarbejde mellem Bysekretariatet, Social og arbejdsmarkedsforvaltningen i Randers Kommune. Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence & Viden - leverer indsatsen i form af en personlig jobrådgiver, der følger den enkelte i hele perioden. Landsbyggefonden bidrager også med midler til at evaluere projektet og indsatserne. Dette for at få større indsigt i, hvad der virker særlig godt i forhold til at hjælpe ledige i job og styrke trivsel og muligheder for hele familien. Det ønskes også belyst, hvilken betydning det har for borgeren, at der er et tæt samspil mellem Marselisborg, Randers Kommune og Bysekretariatet. Evalueringen bliver foretaget af SUS - Socialt Udviklingscenter, som er en et socialt projekt- og videnshus. Randers Kommune vil følge evalueringen nøje, fordi det kan bidrage til udvikling af nye tiltag i Jobcenteret. Som en del af projektet skal Bysekretariatet understøtte de 80 borgere og deres familier ved bygge bro til foreningsliv, sundhedssamtaler og et godt skole-hjemsamarbejde. Ligesom der vil være familieforløb, forældreforløb, børnegruppeforløb og teenageforløb med fokus på positive fællesskaber.

Målgruppen for projektet

Der er tre målgrupper i projektet: Borgere der modtager A-dagpenge, enlige forsørgere som er på kontanthjælp eller i ressourceforløb og familier, hvor begge forældre enten er på kontanthjælp eller i et ressourceforløb.

Læringscamps

I Bysekretariatet bygger flere af indsatserne på ferieaktiviteter, da det netop er i ferieperioderne, hvor vi kan skabe relationer, gennemføre læring og lave oplevelser med boligområdernes børn, unge og familier. Aktiviteterne spænder vidt. Her kan blandt andet nævnes Eventyrcamps, hvor børn og unge i et tæt samarbejde mellem Bysekretariatet og Randers Bibliotek får mulighed for at deltage i en camp, hvor de lærer at skrive eventyr, og hvor fællesskabet dyrkes. Sportscamps, hvor børn og unge får mulighed for at afprøve forskellige sportsgrene og besøge forskellige foreninger med det formål, at de finder en fritidsaktivitet, som passer til dem.

I 2023 vil Bysekretariatet udvide ferieaktiviteterne med sjove læringscamps med fokus på faglig læring og sociale relationer. Mange af boligområdernes børn og unge har behov for et fagligt løft. Derfor vil vi afprøve om læringscamps med et efterfølgende forløb kan styrke børnenes skolegang, trivsel og fremtidige uddannelse.

This article is from: