At få en diagnose

I år er det 10 år siden, 22­årige Mathilde Lusty Sørensen fik sine diagnoser – her fortæller hun om, hvad det betød for hende – og hvad der kunne have hjulpet til at gøre omvæltningen noget nemmere at overskue.

// Af Mathilde Lusty Sørensen

Som 12-årig uden den mindste viden om hvad autisme var, fik jeg diagnosen. Man kan sige, at det som sådan ikke kom som en overraskelse, fordi min familie vidste jo allerede, at der var noget, der gjorde, at jeg adskilte mig fra mine jævnaldrende. Og dog kom det alligevel lidt som en overraskelse. Ingen andre i min familie havde nogle diagnoser, og jeg havde aldrig selv hørt om nogen, der havde en autismediagnose.

Ud over autisme blev jeg også diagnosticeret med ADHD og OCD. For et menneske, som ikke er sønderligt vild med forandringer, var det noget af en mundfuld at skulle sluge. Og jeg kan da også sige, at jeg ikke just var begejstret for hele det her diagnose-halløj. Jeg var flov, bange og nervøs for, hvad andre tænkte, hvordan fremtiden ville blive, og hvad der ville ændre sig. Min 12-årige hjerne var slet ikke rustet til at skulle forholde sig til alt det med

ER DU MELLEM 15 OG 35 ÅR?

OG LEDER DU EFTER ET BO- ELLER DAGTILBUD?

Bliv en del af et fantastisk fællesskab hos Det Gamle Mejeri!

Prøv værksteder som: IT & Medier, Køkkenværkstedet, Multiværkstedet og De Grønne Pedeller diagnoser og alt det, som fulgte med. Så selvom min største bekymring burde have været, om jeg fik den nyeste Barbie i julegave, så blev det i stedet bekymringer om det liv, jeg nu ville få, der kom til at fylde.

Mulighed for STU og beskyttet beskæftigelse – skræddersyet til dig, dine færdigheder og overskud.

Du kan bo i enten enkeltværelse, lejlighed eller fælleslejlighed.

Vi tilbyder altid 14 dages praktikforløb, så du kan afprøve om, vi er det rigtige for dig.

Jeg kan tydeligt huske, jeg fik at vide, at grunden til at det blandt andet var svært for mig at gå i skole var, at jeg havde autisme - jeg kan også tydeligt huske, at jeg benægtede. De måtte have lavet en fejl, de måtte have

Det Gamle Mejeri

dgm@dgm.nu www.dgm.nu taget fejl, byttet rundt på papirerne - det kunne ikke passe. I lang tid skød jeg det ned, hver gang snakken faldt på autismediagnosen. Jeg svor, at fandt mine venner ud af det, så ønskede jeg ikke at være på jorden længere. Voldsomme ord fra en lille pige, men det var min virkelighed. Jeg kunne ikke overskue, at folk vidste det.

Den dag i dag - 10 år efter - ja så ved jeg, at frygten skyldtes min uvidenhed. Jeg så på autisme som værende en enkel ting. Forstil dig en kasse. På kassens låg står der autisme, og når du åbner den, ligger der en lille fin folder, som beskriver autisme - og vel og mærket den eneste måde, at have autisme på. Nu skal du så læse folderen og leve dit liv, præcis som det står beskrevet i folderen. Det var mere eller mindre sådan, jeg forestillede mig det. Jeg troede, at når jeg fik diagnosen, så ændrede mit liv sig. Jeg blev en anden Mathilde. En Mathilde, som ikke kunne alle de ting, som jeg indtil nu havde gjort. En Mathilde som alle andre nu ville kigge på med en helt ny brille. Det var jo heldigvis ikke sandheden. Men det tog tid for mig at indse. År hvor jeg benægtede og ikke ønskede at tale om det, fordi jeg var bange og ikke kunne genkende mig selv i den ’autismefolder’, som jeg pludselig syntes, folk mødte mig med.

At få en diagnose var en stor omvæltning i mit liv. Jeg vidste jo godt, at noget var særligt i mit liv og ved mig som menneske, men nu var der titel på. Det at få en diagnose gav mig (da jeg havde sluttet fred med den efter små 3 år) en forståelse for, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Hvorfor tingene kan være svære, og hvorfor jeg reagerer kraftigt på særlige ting. Men at få en diagnose var og er ikke en løsning på de udfordringer, jeg oplevede, men det blev en forklaring. Nu var jeg ikke mere ”bare” et uopdragent barn, nu var jeg faktisk et barn, som reagerede ’sundt’ på et miljø, der ikke fungerede for mig.