2 minute read

En hånd med i verdens store forandringer

Lucas Jaqué Kjærulff på 18 år og Harald Gotved Weine på 19 år er i fuld gang med deres uddannelse til industritekniker. De begyndte samtidig på deres erhvervsuddannelse på NEXT Uddannelse, og nu er de begge lærlinge hos MAN Energy Solutions på Teglholmen i Københavns Sydhavn.

Tilegnelse af faglige kompetencer, fascination af metal og den grønne omstilling fylder deres hverdag.

Lucas Kjærulff og Harald Weine er stolte af deres fag, og de er stolte af MAN Energy Solutions, hvor de er lærlinge og lige over halvvejs i deres uddannelsesforløb til industritekniker.

”Metal er et vildt materiale – man kan forme det fra en brun klump til alverdens brugbare og blanke dele. Jeg synes, det er fascinerende, at vi arbejder og udformer bestanddele, som er med til at forme og bevæge verden,” siger Lucas Kjæruff. Og han har en pointe. MAN Energy Solutions er en af verdens førende producenter af motorer til skibe og kraftværker – og henved 85 pct. af motorer, verdenen over, rummer dele, som kommer fra en af MAN Energy Solutions produktionshaller.

Med stor udbredelse følger stort ansvar – også klimamæssigt, og det er både Lucas Kjærulff og Harald Weine fuldt bevidste om. Behovet for grøn omstilling har præget hele deres uddannelsesforløb, og det fylder også på deres læreplads.

”Klima er noget, som vi alle går op i – og det er spændende at følge med i, hvordan vi i MAN Energy arbejder på at minimere belastning på klima i alle slags løsninger, og vi ser på, hvordan vi kan blive bedre til at genanvende materialer i produktionen. Der er ingen vej uden om,” siger Harald Weine, og han fortsætter:

”Blandt alle slags transportformer er vandvejen den mest skånsomme, for der kan fyldes mere gods på et skib ad gangen end med fx fly, godstog eller lastbiler – men der er stadigvæk masser at optimere i motorerne og med fremtidens grønne brændstoffer. Det er fedt at vide, at vi er med til at gøre en positiv forskel i verden.”

Forskellige veje ind og ud

”Jeg har altid vidst, at jeg ville have en håndværksmæssig uddannelse. Jeg egner mig ikke til at sidde stille med bøger – jeg vil gerne være i gang fysisk. I 8. klasse var jeg på besøg til Skills Stafet hos NEXT Uddannelse, og det var her, jeg talte med en lærer på industritekniker og fik viden om faget, og siden da har jeg gået efter det. Jeg var i praktik hos MAN, og jeg søgte straks en læreplads herude og fik den. Det er et godt sted. De har et godt lærlingeprogram, hvor vi har en lærlingeansvarlig tilknyttet, og vi har en lærlingeklub, som arrangerer sociale arrangementer,” siger Lucas Kjæruff og fortsætter: ”Det betyder, vi har et godt sammenhold på tværs af alle lærlinge.

"Vi er 1200 mennesker, som har fast gang på Teglholmen, og heraf er vi 18 lærlinge, så det er rart at kende de andre lærlinge og have et godt fællesskab på tværs. Men vi har også godt forhold til svendene. De er gode til at lære fra sig, og de tager del i ansvaret for, at vi lærer mest muligt,” siger Lucas Kjærluff, som også drømmer om at få fast kontrakt hos MAN efter endt uddannelse.

”Det er en styrke, at her er mange forskellige slags fagligheder samlet her. Folk kommer med vidt forskellige baggrunde og erfaringer, og det giver en rigtig god dynamik på arbejdspladsen,” supplerer Harald Weine, og han fortsætter: ”Jeg har altid vidst, jeg ville være industritekniker. Min far har arbejdet i MAN, så jeg har været med og har altid fundet faget spændende. Min far var i øvrigt udstationeret med MAN i Kina, da jeg var helt lille, så arbejdspladsen har også fyldt meget privat."

"Når jeg er færdigudlært, vil jeg gerne videreuddanne mig som maskinmester, og jeg overvejer at gøre det gennem Forsvaret. Den vej åbner for arbejde både til lands og til havs – samtidig får man mulighed for at arbejde med ledelse, men stadigvæk være hands on med maskinerne og med håndværket. Den kombination vil jeg gerne have med mig videre,” siger Harald Weine.