3 minute read

Youtuberen som blev grøn iværksætter

”Som lille var jeg glad for at lave teater. Det var fedt at træde ud på en scene og underholde. Jeg havde en lille drøm om at blive skuespiller – men jeg havde også en drøm om at skabe mit eget. Jeg havde en overgang også en lille webshop, da jeg gik i foleskole. Det var en sjov måde at lave noget godt for andre, levere en god service og kommunikere med mennesker. I slutningen af 9. klasse eksperimenterede en veninde og jeg med at lave videoer til Youtube. Mine klassekammerater synes, det var ret kikset, at vi sad hjemme på værelset og lavede videoer med os selv. Men det skulle ikke gå mig på. Jeg synes, det var sjovt – og det lå meget i tråd med at stå på en scene,” siger Louise Bjerre.

”Fra mine år med amatørteater havde jeg lært at træde ud af mængden, og det rørte mig derfor ikke så meget, hvad andre sagde eller mente om mig. Min veninde og jeg fulgte med i, hvad de nye danske youtubere foretog sig. Efter afgangseksamen skulle vi i hver vores retning – hun i 10. klasse og jeg i 1.g. I sommerferien op til starten på innovationsstudieretningen på Køge Handelsgymnasium, oprettede jeg LouLiving på Youtube og lavede de første videoer, som mindede meget om det, som alle andre piger gjorde på platformen dengang – det var perfekte morgenrutiner, tips til makeup og tøj. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var mig – særligt det med makeuppen. Jeg kiggede på, hvad drengene lavede. Jeg oplevede, at de godt måtte eksperimentere og underholde – det var meget sjovere. Jeg valgte derfor at lave en video, hvor jeg annoncerede, at jeg ville stoppe med at lave videoer – om beauty, og så lavede jeg en parodi på en morgenrutine, hvor alt gik galt. Det blev et vendepunkt. Meget hurtigt mangedoblede antallet af følgere på kanalen og jeg blev nomineret i flere priskategorier til Guldtuben. På et kort øjeblik var jeg gået fra at være fan af youtubere til selv at være blandt de største. Og det, mine folkeskolekammerater før havde fortalt mig var kikset at lave, blev pludseligt meget sejt, og jeg blev populær på en helt ualmindelige måde. Den generation af youtubere, jeg nu tilhørte, kunne pludselig også tjene penge, mens vi havde det sjovt med at lave og udvikle videoer til vores kanaler. Jeg var nu både youtuber og gymnasieelev. Jeg var glad for at gå på handelsgymnasiet og fik en masse med mig, jeg kunne bruge til de mere kommercielle dele af LouLiving, men jeg var ikke bare ”Louise” mere.

Gennem de seneste ti år har Louise Bjerre været at finde på Youtube under navnet LouLiving med stor succes. Hun har forsøgt sig frem og fundet sin stil – og siden skabt en levevej som influencer og iværksætter med bæredygtighed for øje med virksomheden IGEN.

Det mærkede jeg tydeligt, når jeg var ude blandt andre mennesker,” siger Louise Bjerre.

En ny karrierevej

”Mine forældre havde insisteret på, jeg tog min uddannelse færdig. Jeg ville ellers gerne have været droppet ud i 1.g. ligesom mange af mine youtuberkollegaer gjorde. Og nok var jeg sur over det, men i bakspejlet er jeg utrolig glad for, jeg fortsatte og blev student. Det gjorde jeg i 2017 og derefter gik jeg ”all in” med LouLiving i det, der skulle være mit sabbatår. I halvandet år var jeg youtuber på fuldtid – jeg brugte al min tid på at optage, klippe og redigere – holde mange møder, forhandle annonceaftaler og partnerskaber,” siger Louise Bjerre.

”Jeg lavede på et tidspunkt en serie omkring fænomenet ”Klimatosse”, som dukkede op efter valget i 2019. Jeg tog begrebet på mig og undersøgte i en række videoer forskellige måder at være bæredygtig på fx rejse klimavenligt med tog, vegansk kost, genbrug, madspild etc. Jeg opdagede, at det appellede til mig. Det gav så god mening – selvfølgelig kan vi ikke blive ved med at forbruge som før. Vi vil jo gerne undgå at gå på kompromis med vores levemåde, så jeg vil gerne være med til at sætte skub på bevidst forbrug, at genanvende tekstiler og at skabe produkter af spild fra fx tøjproduktion og plantefibre. Det forsøger jeg via IGEN, hvor vi sælger forskellige slags produkter, tøj og tilbehør, som går mod ”fast fashion” og tanker om sæson uden at være apotekteragtigt eller sterilt. Personlig æstetik tæller stadig – og tankesættet bag IGEN møder stor opbakning,” siger Louise Bjerre.

”I dag bruger jeg meget tid på at researche materialers og processers bæredygtighed, og jeg indgår samarbejder med mennesker og producenter, som går op i bæredygtighed på alle måder. Også som influencer finder jeg det langt mere bæredygtigt – og troværdigt – at indgå langvarige relationer omkring produkter, som jeg ærligt kan sige, jeg bruger eller ser mening i. Det ville uærligt af mig at foregive over for mine følgere, at jeg kunne blåstemple 30 forskellige slags cremer eller købe store mængder nyt tøj hele tiden – den forventning og det pres skal mine følgere ikke sidde tilbage med. Og det kan vores klode heller ikke holde til,” siger Louise Bjerre.

Karriere Guidens Digitale Makker