2 minute read

EUD & EUX DYK NED I DIN UDDANNELSE

LÆR MED HÆNDER OG HOVED. TEORI OG PRAKSIS

Med en erhvervsuddannelse går du den direkte vej til din fremtid. Og du kan altid bygge mere viden på, hvis du får lyst. På EUC Nord kan du vælge mellem rigtig mange forskellige fag på både EUD og EUX. Du opnår skills, som der er brug for i Danmark og jobmulighederne er supergode i disse år. Tager du en EUX kan du vælge og vrage om du skal gå fagvejen eller starte på en videregående uddannelse.

Jeanette Høyer og Mads Lauritsen læser begge til skibsmontør på EUD Teknisk på EUC Nord i Frederikshavn. Og så er de begge lærlinge hos VMS Group, hvor de prøver alt det af, de har læst om og arbejdet med på skolen.

Jeanette

Jeg er voksenlærling og har været her på VMS i snart to år. Jeg har været noget rundt, først tog jeg grundforløbet, så en uddannelse som landmand, hvor jeg arbejdede med mink. Da det eventyr så endte, fik jeg merit for mit tidligere skolearbejde og begyndte her.

Mads

Jeg har altid været vild med teknik og mekanik. Jeg skruede på alt, jeg kunne komme i nærheden af; knallerter, biler osv.

Jeg arbejdede som fejedreng hos Toyota, og tænkte, at automekaniker måske var noget for mig. Men så talte jeg med nogen, som var i lære som skibsmontører – og det lød vildt spændende det der med de mega store maskiner.

Jeanette

Jeg skilte også altid ting ad, og samlede dem igen. Knallerter, biler alt muligt – sammen med mine brødre derhjemme. Engang var jeg med min far på job, som arbejdede på en af de store færger, hvor jeg hjalp ham med at skille en generator ad. Det var stort.

Jeg vidste tidligt, at jeg ville arbejde med mine hænder. I folkeskolen kedede jeg mig, det var de samme lærere igen og igen – og jeg var nok skoletræt.

Det ændrede sig total, da jeg kom på EUC Nord, hvor vi miksede teori og praksis. Så kunne jeg pludselig se en mening med det hele. Og der kom lys i mine øjne.

Lærerne brænder for det, de underviser i, de kender til tingene fra virkeligheden. Og de har selv prøvet det, de snakker om. Det smitter af på os elever.

Mads

Jeg vidste også, at man som skibsmontør fik mulighed for at arbejde i hele verden. Tag nu en virksomhed som VMS her, de servicerer skibe over hele kloden. Så jeg har været lidt ude at rejse de sidste par år; Mexico, Afrika, Canada, Polen, Portugal og mere – det er vildt spændende.

Man bliver spurgt, om man vil afsted i en 3-4 ugers tid, så tjekker man sin kalender, flyver ud til skibet, går ombord, finder sin plads – og kommer i gang med at løse det problem, der skal arbejdes med.

Samtidig er der tid til at lære det sted at kende, man er kommet til. Jeg har fx været på safari, mødt mange forskellige kulturer og mennesker. Jeg lærer, oplever og tjener gode penge på samme tid.

Jeanette

På skolen bliver man god til at være fleksibel. Vi arbejder sammen, og vi hygger os sammen. Løser opgaver, hvor oplægget er vildt stramt og vi skal følge en tegning.

Andre gange er det mere frit og kræver større opfindsomhed, mere kreativitet. Så er det rart at kunne tænke ud af boksen, og selv finde frem til det, der virker.

Både på skolen og her, hvor vi er i lære, bruger vi fejl og succeser til at blive dygtigere. Man må godt grine ad hinanden og have det sjovt, for vi er her for at udvikle os og blive bedre – både som mennesker og som håndværkere.