12
Fagbladet CO-Søfart - februar 2013 - nummer 1
Henrik Linkhusen er indehaver af den sjældne jobbetegnelse: donkeymand. I godt fem år har han været på isbryderen 'Danbjørn' og holder af arbejdet som maskinmand på det gamle skib. Et job, der er gået i blodet. Men om lidt er det forbi. Isbryderne er udfaset og han har fået et varsel om, at han sidst i februar får sin opsigelse.
Isbryderne
- en unik
arbejdsplads
TEKST & FOTO Hanne Hansen
- Jeg nåede aldrig at komme ud og bryde is med skibet. Det ærgrer mig godt nok, bemærker Henrik Linkhusen. Uden for står termometeret på minus otte denne januardag og der er udsigt til kulderekord den kommende nat og dagen efter. Vandet i havnen på Flådestation Frederikshavn, hvor de tre statsisbrydere ligger i hi, har også fået skorpe i løbet af vinteren. Isen er ganske vist ikke mange millimeter tyk, men den er der. Og ugen før mente meteorologerne, at vi kunne stå over for isvinter med tilfrosne farvande, hvis frostgraderne fortsatte. Endegyldigt slut Som status er, gør det imidlertid hverken fra eller til for isbryderne. Statens isbrydere er sendt på aftægt efter den politiske beslutning om, at isbrydning i danske farvande skal løses af private udbydere. Formelt blev vejen banet for beslutningen allerede for et par år siden. Men nu er den endelig. Så hvis donkeymanden skal opleve at bryde is, bliver det i andet regi end Søværnet. Isbryderne er endegyldigt lagt på is - sådan i overført betydning - og de vil inden længe blive sat til salg, forlyder det fra Søværnet.
-Jeg håber, at der er nogen, der kan se værdien i de her skibe, siger Henrik Linkhusen, mens han hjemmevant viser rundt i 'Danbjørn's indre kringelkroge. 'Danbjørn' er sammen med 'Isbjørn' alderspræsidenter fra midt i tresserne. Begge er de bygget på Odense Staalskibsværft med 'Danbjørn' som den første i 1965 og 'Isbjørn' i 1966. Den tredje isbryder, 'Thorbjørn', er lillebroderen - målt i deplacement - og kan vel også kaldes efternøleren, idet den blev bygget 1980. Nye - 47 år gamle reservedele Henrik Linkhusen lægger ikke skjul på, at hans forkærlighed er de to gamle isbrydere. De har sjæl og emmer af historie.
Forseglede reservedele står på hylderne i maskinrummet. De er uberørt af menneskehånd i 47 år.
Interiøret om bord på 'Danbjørn' står, som da skibet for godt 47 år siden forlod værftet. Om det så er den meget lavteknologiske lydforbindelse mellem broen og hovedgærdet ved kaptajnens køje, er den intakt: prop, tragt og slange er på plads og klar til brug. Velbevaret og urørt af menneskehånd i snart et halvt århundrede er også reservedelene i maskinrummet. Livsvigtige dele til det enorme dieselelektriske fremdrivningssystem står forseglet og fastsurret på hylder. Alle dele nummererede og opmærkede, så et enkelt opslag i de gulnede papirer kan vise vej til den rigtige pakke om nødvendigt. -Den første gang jeg så de sølvfarvede pakker, vidste jeg ikke, hvad det var, smiler Henrik Linkhusen.