LEDER Året er ved at være gået og med det går vi også ud af et godt brugt årtusinde og ind i et nyt. Noget som kun ca. hver 500 generation prøver at opleve. For tusind år siden var danerne frygtet overalt i den kendte verden, som de vilde vikinger, der hærgede, plyndrede, voldtog og drak sig igennem andres lande. I dag er danskerne mest kendt som beboerne i et af verdens fredelige smørhuller. Et land hvor alle kan få en gratis uddannelse, sygehjælp og en pension. Ting som vi betragter som en selvfølge. men som ikke er en selvfølge de fleste steder i verden, selv ikke i verdens sidste stormagt og vel det rigeste land af alle, - er dette noget man selv må klare. Lidt har vi dog beholdt af de gamle gener. Vi kan stadig lide at rejse, få en øl eller ti, og søge det modsatte køns gunst. Dog har vi vænnet os til at betale for øllet og snakke os til gunsten. Alle har ønsker op imod jul og nytår. Man drømmer om mange gode ting som man gerne vil have, og sender håbefuldt i god tid en ønskeseddel til den rige onkel. En fagforeningsformand drømmer også op til jul og nytår, men desværre ved han at den rige onkel er lige så gavmild som Joachim von And. Og han ved at mange af hans sirligt skrevne ønsker på sedlen, ikke engang vil blive læst. Han håber dog at onklen er i så godt humør, at der falder lidt gaver af, selv om han ved at han skal passe på gaverne fra de tidligere år, da onklen før har hugget af dem, mens han distraherede med løftet om en stor gave, som han glemte at give bagefter. Jeg vil gerne ønske alle medlemmer og venner af Dansk SøRestaurations Forening en rigtig glædelig jul og et godt årtusinde til os alle. AOP
3