
6 minute read
Hilsen fra bestyrelsen
Af: Stig Højmark Jensen, bestyrelsesformand
Endnu et skoleår præget af corona har nået sin afslutning og hvor sidste skoleår sluttede i skyggen af restriktioner, så blev det i år hele skoleåret, der blev præget af begrænsninger, forandringer, op- og nedlukninger.
D. 15. juni afholdt vi vores udsatte årsmøde og jeg var glad for at kunne aflægge min tredje formandsberetning på torvet foran de fremmødte. Det er sådan, det skal være … levende ord på en levende friskole.
Sidste år kom den som en nødløsning på skrift, men i år var det heldigvis muligt at holde et årsmøde på skolen inden sommerferien. Og endda med fællessang som man godt kunne mærke var savnet... så meget endda, at stemningen var til at tage en ekstra sang efter den planlagte afslutningssang.
Til næste år håber vi i bestyrelsen på at kunne gøre arrangementet endnu mere festligt, så vi kan komme tilbage til, at årsmødet er en festaften med deltagelse af rigtig mange forældre. • Marlene Hedelund Porsgaard, valgt af
Odense Valgmenighed, Mor til Emilie i 7.a. • Lisbet Foged, Næstformand og mor til
Agnes i 8.a • Stig Højmark Jensen, Formand og far Vigga i 7.a • Nina Nørgaard, suppleant og mor til Simon i 5.b
Herudover består bestyrelsen af Thomas, Thomas og Tommy, skolens ledelse, samt Morten, der er rådsformand. Sidsel, der er tillidsmand for lærerne
På Odense Friskole betragter vi alle de her nævnte som bestyrelsen og der er altså ikke tale om, at bestyrelsen består af en gruppe forældre, der holder møde med ledelsen.
Vi siger det sådan fordi vi ikke ønsker, hverken til bestyrelsesmøder, eller i andre sammenhænge på skolen, at der skal være en “dem og os” kultur, men derimod, at vi agerer som et samlet fællesskab i alle henseender.
Bestyrelse for det kommende år ser således ud:
• Anders Qvistgaard Sørensen, Far til Caroline i 1.b og Molly i 0.b • Thomas Wilrodt, Far til Thit i 5.b • Anders Majland, Far til Amalie i 8.a • Ann-Louise Lauridsen, mor til Cecilie i 9.b og Tobias i 7.b I dagligdagen fylder vi som bestyrelse ikke meget på skolen. Den daglige drift, den pædagogiske ledelse mv. varetages af vores to skoleledere og det er i virkeligheden dem, der, sammen med personalet, driver skole her og ikke bestyrelsen.
Groft sagt er bestyrelsens primære rolle at sikre, at ledelsen og skolen i det hele taget har de rigtige rammer og kan føle at de arbejder med opbakning fra hele skolen. Vi deltager ved ansættelse af fast pædagogisk personale, og vi bidrager, fra hver vores baggrund, med en forældrevinkel på de emner, der tages op på bestyrelsesmøderne.
Vi kan konstatere, at skolen igennem mange år har kørt med en sund økonomi. Vores forgængere har sikret os, at vi ikke, som mange andre friskoler, er nødt til at forholde os til en usikker økonomi. Vi kan med tilfredshed konstatere at også vores nuværende ledelse sikrer, at skolen hvert år har et lille overskud, og at skolens økonomi er sådan, at der kan drives skole her i mange år med overskud til at træffe de rigtige beslutninger, når der er brug for dem.
Som eksempelvis de ombygninger af blandt andet pigeomklædningen, der kommer til at foregå hen over sommeren.
Emnet Corona har fyldt det meste af vores bestyrelsesmøder, som vi med få undtagelser har holdt på Teams.
Vi kan konstatere med tilfredshed, at vores skoles ledelse har formået at drive skole gennem op- og nedlukninger, restriktioner og konstante justeringer af hvad der er muligt.
Det er ikke alle, der har været enige i beslutningerne. Det skal der være plads til, og jeg håber, at de forældre, der har henvendt sig til mig eller ledelsen, føler, at de er blevet taget ordenligt imod, og at deres bekymringer er blevet taget alvorligt.
I referaterne, der ligger på hjemmesiden, kan man læse om de orienteringer, vi løbende har fået omkring restriktioner og tiltag. Og også om de input fra forældreperspektiv, som vi forældre har bidraget med undervejs.
Der har været svære vilkår at lave skole under. Især når man som friskole får taget alle de ting væk, som vægtes allerhøjest; Fællesskabet, samværet, fortællingen, sangen. Bestyrelsen har flere gange udtrykt stor ros til både ledelse og personale for deres håndtering af disse meget svære vilkår, og den ros vil jeg gerne gentage her.
Kigger vi ind i fremtiden, så kan jeg jo i virkeligheden bare gentage to ting fra sidste års beretning:
Det ene, at jeg ønsker, tror og håber på, at vi nu kigger ind i et skoleår uden restriktioner, så vi igen kan nyde at være en del af alt det gode, der gør Odense Friskole til Odense Friskole. Et sted hvor der ikke alene uddannes fagligt, men i lige så høj grad dannes til livet.
Og så måske med den tilføjelse, at der måske endda er nogle ting, man har gjort af nød her under corona, som kan bruges fortsat.
Jeg har hørt eksempler på ting, som er opstået af nød, som bestemt kan bruges, efter restriktionerne er væk. Det kunne eksempelvis være: • Podcast og gåtur • Håndhygiejne • Undervisning i mindre hold
Og den anden ting bestyrelsen lige netop nåede sidste år at tage fat i at kigge på er, hvordan vi kan være med til at gøre skolens drift mere bæredygtig.
Der ligger et samfundsproblem i forbruget af ressourcer, som vi som dannelsesinstitution og holdningsskole skal og bør være med til og måske endda ekstra fremme i skoene på.
Det arbejde har vi taget op igen, og vi har nedsat et underudvalg, der arbejder sammen med ledelsen. Resultatet af dette arbejde vil komme drypvis over de kommende år i takt med at der gennemføres forbedringer.
Jeg vil afslutte med en opfordring til alle jer forældre, der læser med her.
Vi kommer ikke alle fra samme sted. Vi har alle vores forskellige grunde til at have valgt netop Odense Friskole til vores børn.
Vi har naturligt nok forskellige forventninger til, hvad en god skole er, og hvad man kan forvente, når man har valgt en friskole. Enkelte har måske slet ikke overvejet, at der kunne være forskel på skoler.
Vores børn har siddet alene hjemme i måneder i træk. Når de har været i skole, har det været med restriktioner på, hvem de måtte være sammen med.
Og der har hos nogle været et ensidigt fokus på om den faglige læring har været god nok. Om der ville være et fagligt efterslæb.
Så lad os vise hinanden i det og de kommende skoleår, at vi valgte friskolen af en grund. Lad os rose, hylde og tiljuble alle de ting og initiativer, der nu kommer til at ske igen, også selvom det egentlig bare er en tilbagevenden til det, vi forventer os af skolen: • Forpligtende fællesskab • Samlinger • Sociale arrangementer (også for forældre alene) • Fortællingen • Alt der der gør at vores børn trives og først og fremmest får lyst til at lære.
Jeg vil ønske jer alle en rigtig god sommer, og fra min side en stor tak for året, der er gået, til alle, der (igen) har deres daglige gang på Odense Friskole. Det er en fornøjelse og et privilegie at få lov at være sammen med jer.