
5 minute read
En hilsen fra Thomas
Lidt om året der gik, og året, der kommer...
Af: Thomas Allesø, skoleleder
Vi har haft en dejlig afslutning på skoleåret, hvor vi både fik afholdt Mellerdag, afgangsprøver, dimission og sidste skoledag med feriesang og dans.
Disse dage har været ekstra betydningsfulde i år, hvor vi ellers har måtte aflyse mange af de gode fællesaktiviteter, vi normalt holder så meget af.
Nødundervisningen har været den dominerende tilstand på alle landets grundskoler i det forløbne skoleår. Vi lærte mange ting i den sidste halvdel af forrige skoleår og har også tilpasset os og er blevet dygtigere til at lave skole under nødundervisningens vilkår, men den har naturligvis alligevel haft store konsekvenser. Både for vores familier og vores skoledrift. Igen i år har det bl.a. betydet lange perioder med hjemsendte klasser og deraf fjernundervisning via Teams.
Ingen forældre på skolen. Forkortede skoledage og skolefag, som ikke har kunnet blive læst. Ingen morgensange. Delvist aflyste afgangsprøver og deraf delvist aflyst læseferie for vores ældste elever.
Af andre større konsekvenser har vi haft perioder med reducerede åbningstider i vores sfo. Vi har været nødt at lukke vores klubtilbud for 4. og 5. årgang. Vi har været nødt til at lukke vores skolebod. Vi har måtte aflyse skolerejser, udflugter, klasse- og sfo-arrangementer. Derudover har vi i en periode, i vores bestræbelser på at kunne afvikle fysisk undervisning, forflyttet en del af vores undervisning til Odense Vandrerhjem.
Det har været i et dynamisk krydsfelt mellem mangeartede forventninger til os, at vi det seneste år har skullet lave tryg og meningsfuld skole. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store tillid og opbakning, som vi har oplevet for vores måde at gribe denne meget specielle periode an på. Dette gælder fra både vores elever, vores familier og vores medarbejdere. Jeg er fuld af beundring over alles vilje og evne til at håndtere og imødegå det vi har stået i.
Det betyder ikke, at alle har været lige enige i alle beslutninger der er truffet i perioden med corona. Vi valgte f.eks. at begrænse indskolingselevernes brug af Teams i den periode, hvor de var sendt hjem. Dette bl.a. på grund af de meget forskellige vilkår i vores familier ift. både at skulle passe eget arbejde og samtidigt styre/støtte sit barn gennem en skoledag på Teams. Det var vores afsæt, at vores familier skulle have mulighed for at indrette deres dage individuelt i hjemmene. Vi har løbende været i kontakt med både forældre og elever, som har haft indsigelser, forslag eller kritiske spørgsmål til vores håndtering af nødundervisningen. Også tak for disse input. Noget er blevet direkte implementeret, mens andet ikke er blevet til noget. Først og fremmest har tilbagemeldingerne og de samtaler, jeg har haft med forældre, hjulpet til med at nuancere de beslutninger som er blevet truffet, og det har bekræftet mig i, at vi har en engageret og løsningsorienteret skolekreds.
Til næste skoleår glæder vi os til vores fælleslejr. Selvom det først er helt til sidst på skoleåret vi tager afsted, kommer vores tur ekstra belejligt denne gang. Udover uforglemmelige fælles oplevelser, håber jeg, den kommer til at stå som en stor flot finale på et skoleår, hvor vi har arbejdet intenst på at få samlet vores skole igen efter den lange periode med hjemsendelser, klasseadskillelser og forældre, som nærmest ikke har kunne komme på skolen.
Som sidst går turen til den store spejderlejr Stevninghus i Sønderjylland, hvor vi skal lege, have det sjovt, synge, opdage, skabe og opleve. Både sammen med dem vi kender bedst, men også med en masse andre på vores skole, som vi ikke kender så godt – endnu. Vi begynder på planlægningen straks i det nye skoleår. Som det var tilfældet ved vores seneste tur i 2017, håber jeg igen, at mange af vores forældre har tid, lyst og overskud til at være aktive deltagere på turen.
I det kommende skoleår vil vi i samarbejde med Institut for Kulturvidenskab på SDU sætte fokus på filosofi i undervisningen. Det handler ikke om, at vi skal have et nyt fag på skoleskemaet, men at vi sammen bliver klogere og mere bevidste om energien og værdien af en filosofisk tilgang til vores undervisning og opdragelse af vores elever.
I vores skoleverden handler filosofi ikke om svært forståelige filosoffers udlægning af teksten, men i langt højere grad om mødet mellem mennesker og vores opfattelse og forståelse af den verden, vi lever i. Det handler bl.a. om opmærksomhed, undren, nysgerrighed og forestillingsevne. Jeg håber dette tiltag danner grobund og yderligere inspiration for os alle i vores løbende arbejde med den kritiske og moralske dannelse af os voksne og vores elever.
Vi har igennem de seneste mange år, ved forskellige lejligheder, drøftet Odense Friskoles profil ift. bæredygtighed. Drøftelserne har hidtil været præget af forholdsvis løse og umiddelbare betragtninger om, hvorfor og hvordan det kunne blive mere nærværende i vores hverdag. Med nedsættelsen af et bæredygtighedsudvalg i bestyrelsen ønsker vi nu at intensivere arbejdet med dette. Det er ønsket, at vores skole kan bidrage bevidst og ansvarligt til en bæredygtig udvikling – både lokalt, nationalt og globalt. I vores fagplaner indgår arbejdet med bæredygtighed allerede på forskellig vis, så vi er her til en start primært optaget af at se nærmere på skolens drift og bygningsmasse. Vi er nu i gang med at få udarbejdet en miljø-screening af hele huset, som skal bidrage med primært to ting.
1. En meget detaljeret tilstandsrapport over vores meget forskelligartede bygningsmasse. 2. Afsæt for en langsigtet strategi for udvikling og vedligeholdelse af vores skole.
Derudover arbejder udvalget med en model/ en huskeliste som skal understøtte skolens bestræbelser på at træffe bæredygtige valg i den daglige drift og ved nybyggeri og renoveringer.
Jeg må ærligt indrømme, at da vi gik på sommerferie sidste år, troede jeg, at vi ville vende tilbage til mere normale tilstande. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi kort inde i det nye skoleår igen ville blive lukket ned, have hjemsendte klasser og til tider meget begrænsende og snærende restriktioner og anbefalinger i vores hverdag.
Det har ikke været et nemt eller særligt sjovt skoleår for nogen af os. Hverken for vores familier, elever eller medarbejdere. Nu glæder jeg mig til næste skoleår og jeg går igen på sommerferie med et stort håb om, at vi næste år kan holde fokus på at lave den skole, vi holder allermest af og finder glæde i.