Organisk delirium blandt ældre over 65 år er en udfordring for sygeplejen

Susanne Kristiansen, specialist- og projektsygeplejerske.

Organisk delirium blandt ældre over 65 år er en udfordring for sygeplejen

Organisk delirium er en hyppig og potentielt dødelig tilstand, der typisk rammer ældre over 65 år i forbindelse med somatisk sygdom eller svækkelse. Da delirium er en farlig tilstand, er sygeplejerskernes tilgang til patienten derfor vigtig. Gennem interviews med sygeplejersker fandt vi, at både patientsamarbejdet, deres faglige viden og deres forhold til patienten var udfordret. Sygeplejerskerne oplevede, at de havde manglende viden om kommunikation med delirium-patienter, hvilket medfører en mangel på personcentreret pleje og viden om patientens almentilstand og baggrund. Patientens begyndende delirium blev derved ikke opdaget.

Organisk delirium er en hyppig og potentielt dødelig tilstand, der typisk rammer ældre over 65 år i forbindelse med somatisk sygdom eller svækkelse. 1-3 Tilstanden er kendetegnet ved akut debut. Patienten bliver forvirret, desorienteret og hukommelsen forringes. Patientens opmærksomhed, tankegang og bevidsthed påvirkes, og hallucinationer forekommer hyppigt. Patientens døgnrytme ses ændret, og nattesøvnen påvirkes ofte. 2

Delirium kan være hypoaktiv eller hyperaktiv, og nogle patienter viser tegn på begge typer samtidig. Patienten med det hyperaktive delirium kan have symptomer som øget ophidselse, psykomotorisk uro og agitation, mens patienten med det hypoaktive delirium kan virke sløve, søvnige og apatiske. Det hypoaktive og blandede delirium kan være vanskeligt at identificere. 4

Et systematisk review har vist en bred variation (7-50%) i forekomsten af delirium hos indlagte medicinske patienter. Denne variation relateres til, hvor hyppigt delirium diagnosticeres i forskellige kliniske sammenhænge. Forekomsten af delirium efter et par dages indlæggelse stiger kraftigt (10-82%). 5 Både patienter og deres pårørende oplever delirium som en smertefuld og stressende situation. 6,7

Undersøgelser har vist, at pleje er afgørende for forebyggelse og behandling af delirium. 8,9 Identifikation af risikofaktorer (se figur 1) kombineret med non-farmakologiske, sygeplejefaglige indsatser (se figur 2) kan minimere antallet af deliriumtilfælde. 1,3,8

Sygeplejerskens tilgang til patienten med delirium er derfor vigtig. For at undersøge sygeplejerskens oplevelser og erfaringer med den ældre patient med delirium iværksatte vi derfor en interviewundersøgelse.

Metode Vi gennemførte et kvalitativt, explorativt studie, hvor vi afholdt fokusgruppeinterviews inspireret af Halkier. 10 Interviewene blev gennemført med i alt 14 sygeplejersker fra en neurologisk afdeling, og deres erfaringer med den ældre delirium-patient blev foldet ud under de i alt tre fokusgruppeinterviews, der blev afholdt. Interviewene blev efterfølgende transskriberet og analyseret ved hjælp af tematisk analyse. 11 Yderligere information kan findes i artiklen af Kristiansen et al. 2019. 12

Fund Der blev identificeret i alt tre temaer. Sygeplejerskerne fandt, at følgende var udfordret: • Relationen til patienten. • Egen faglighed. • Samarbejdet omkring patienten.

Relationen til patienten Sygeplejerskerne oplevede, at de havde svært ved at kommunikere med patienten. En sygeplejerske udtalte: ”… de forstår ikke, hvad søren de laver her og kan ikke se sammenhængene og misforstår vores hensigt, og nogle gange bliver de så provokerede, at de jo skubber til noget eller slår ud efter os…”.

De oplevede, at de havde svært ved at lære patienten at kende på grund af det store tidsog arbejdspres, og at de ofte så sig selv give ansvaret videre til en fast vagt. Dette gjorde, at sygeplejersken mistede fornemmelsen af patientens sygdomsbillede og dermed også deliriumsymptomerne.

Endelig oplevede sygeplejerskerne sig personligt udfordrede, da egne reaktioner såsom manglende tålmodighed og irritabilitet var

Figur 1 - Risikofaktorer ved delerium

Akut sygdom. Demens eller nedsatte kognitive evner. Høj alder. Nedsat funktionsniveau. Nedsat syn og hørelse. Øget komorbiditet.

kendetegnende for sygeplejersken, når hun blev presset på opgaver og tid samtidigt med, at patienten havde brug for et roligt tempo.

Dette er i tråd med andre studier, som har vist, at sygeplejersker har svært ved at forholde sig til og kommunikere med den ældre patient med delirium på grund af patientens adfærd.

”Sygeplejerskerne oplevede, at samarbejdet med patienten med delirium var udfordrende. Den fælles planlægning af dagen blev oplevet mangelfuld. Man var utrygge ved hinanden, når patienten krævede en-til-en kontakt.”

Figur 2 - Eksempler på non-farmakologiske, sygeplejefaglige indsatser

• Enkel, rolig og anerkendende omgang med patienten. • God nattesøvn (undgå støj, give varm te eller mælk, afslapningsmusik, massage). • Opmuntre til væske- og ernæringsindtag. • Sikre mave/tarm- og blærefunktion, eventuelt seponere blærekateter. • Mobilisering. • Kontinuitet i plejen, genkendelig døgnrytme. • Rolige og veloplyste omgivelser. • Reducere forstyrrende stimuli, for eksempel TV/radio, mange besøgende. • Ur og kalender på stuen. • Personlige, velkendte ting omkring patienten. • Sikre, at briller/ høreapparater fungerer og anvendes.

Sygeplejerskerne finder plejen af patienten generelt tidskrævende, hvilket tager tiden fra plejen af de øvrige patienter i en sengeafdeling. Der kræves et langsomt tempo i de direkte plejesituationer, samt ekstra overvågning af patienten for at forhindre, at patienten kommer til skade. 13-15

Egen faglighed Sygeplejerskerne oplevede, at de manglede basal viden om delirium. De efterspurgte mere viden om, hvilke risikofaktorer de skulle holde øje med, og hvad de skulle gøre for at forebygge og behandle delirium. De var enige om, at patientens symptomer på delirium ofte blev overset, dokumentationen var mangelfuld, og sygdomsbilledet derfor ikke blev samlet.

En sygeplejerske satte ord på det sådan her: ”Det er ikke et ord, vi bruger ret meget…. Man har kaldt barnet ved et helt andet navn…... konfusions tilstand eller uro eller psykose…. Men ikke det der ”delir”… det er meget pudsigt… så vi mangler et begreb... altså hvad er det egentligt, vi taler om?”

Samtidig var der en usikkerhed blandt sygeplejerskerne om, hvilke symptomer, der skulle tolkes som begyndende delirium, og hvilke symptomer, der skyldtes patientens hovedårsag til indlæggelse. Samtlige sygeplejersker udtrykte ønske om generel uddannelse i håndtering af patienter med delirium, og de efterspurgte værktøjer til at forbedre sygeplejen til og kommunikation med patienten med delirium.

Der er positiv sammenhæng mellem patientindlæggelsestid og aktiv intervention med et uddannelsesprogram om delirium for sundhedspersonale. 16 Der er et generelt organisatorisk behov for at forbedre screeningen for og identifikationen af delirium, og ledelsesstøtte er derfor vigtig for opretholdelse af et fokus på vigtigheden af kommunikation og uddannelse af sundhedsfagfolk. 17,18

Samarbejdet med delirium-patienten Sygeplejerskerne oplevede, at samarbejdet med patienten med delirium var udfordrende. Den fælles planlægning af dagen blev oplevet mangelfuld. Man var utrygge ved hinanden, når patienten krævede en-til-en kontakt.

Som en sygeplejerske sagde: ”Jeg tror stadig, at det er vigtigt, at man italesætter, hvad man har tænkt sig at gøre… for ellers så er der nogle, der tænker: Hvorfor skal du sidde derinde og snakke og hygge?” Det tværfaglige samarbejde med lægerne oplevedes utilstrækkeligt, hvilket sygeplejerskerne til dels tog på egen kappe, da deres dokumentation var insufficient og dermed problematisk for, at lægen kunne agere med eventuelle ordinationer.

Overordnet for alle tre temaer var desuden, at oplevelsen af højt tempo og stort arbejdspres ifølge sygeplejerskerne var en væsentlig faktor for kvaliteten af sygeplejen til patienten med delirium.

De oplevede manglende tid til: • At få læst den kliniske retningslinje. • Planlægning. • Dokumentation. • At holde patienten i hånden/ give ro. • At involvere de pårørende.

Konklusion Denne undersøgelse identificerede, at sygeplejerskerne oplevede, at deres forhold til patienter med delirium var påvirket af manglende viden om kommunikation med sådanne patienter. Dette resulterede i en mangel på personcentreret pleje og dermed manglende viden om patientens sædvanlige tilstand og livshistorie, hvilket gjorde, at sygeplejerskerne ikke opdagede patientens begyndende delirium.

Utilstrækkelig og ustruktureret dokumentation var resultatet af manglende viden om delirium. Dette gjorde, at sygeplejeindsatsen blev indledt sent, og resultatet deraf var et delirium, der allerede var i udvikling. Usikkerhed og mangel på tillid hos den enkelte sygeplejerske forårsagede manglende dialog mellem sygeplejerskerne, hvilket påvirkede samarbejdet med patienten.

Et højt tempo og en stor arbejdsbyrde i afdelingen påvirkede relationen til patienten, vidensniveauet, dokumentationen og samarbejdet. Den personcentrerede tilgang til patienten blev således udfordret, hvilket vanskeliggjorde den professionelle sygepleje. <<

Denne artikel bidrager med viden om sygepleje til patienter med delirium ved at understrege, at:

Det er vigtigt at fremhæve relevansen af specialiserede kommunikationsevner i forholdet mellem sygeplejersker og patienter med delirium for at opdage patientens delirium og yde personcentreret pleje. Faktuel viden om delirium er nødvendig for at sikre relevant dokumentation til fordel for den tværfaglige indsats i forhold til patienter med delirium Det er vigtigt at afsætte tid og ressourcer til kontinuerlig træning og uddannelse indenfor kommunikation og viden om delirium.