BYGNINGSDELE

Helt frem til slutningen af 1900-tallet kunne stort set alle almindelige bygninger overordnet set beskrives som bestående af 5 primære bygningsdele: Fundament, yder- og indervægge, etageadskillelse og tag. I den store del af den almen byggetekniske litteratur og delvis i bygningslovgivningen er det også denne opdeling der har været anvendt i tiden frem til midten af 1900-tallet. Herefter begyndte så småt andre betegnelser at forekomme, såsom: Bærende konstruktion, klimaskærm, kompletterende bygningsdele og aptering. Men uanset nye benævnelser i byggeriet mere generelt, som i en vis udstrækning er nødvendiggjort af nye bygningsformer- og konstruktioner, kan langt den overvejende del af etageboligbyggeriet stadig opdeles i og beskrives som tidligere.

Fundament For B Rende Hovedskillev G

Illustration: Jesper Engelmark Ved byggeri er viden om den påtænkte bygnings vægt og kendskab til den aktuelle grunds bæreevne gensidigt afhængige, og valg af funderingsmetode dermed bestemt af kendskab til dem begge. Det traditionelt murede byggeri med forholdsvis små spænd og dermed mange bærende vægge er nok tungt, men med facadernes stigende tykkelse nedefter vokser også det tværsnit vægten er fordelt over, og der er på det nærmeste tale om et konstant forhold mellem belastning og bærende vederlag uanset antallet af etager. Tykkelsen af gavle/ende- og bagmure og indvendige bærende vægge er derimod (stort set) den samme uanset bygningshøjde, og her vil et stigende antal af etager dermed give en større vægt pr. arealenhed i nederste tværsnit. I facader er vægten ca. 3 kg. pr. kvadratcentimeter ved overgangen til fundamentet – i de andre tilfælde op mod det dobbelte ved 5-6 etages bygninger. Ved byggeri i områder uden tidligere bebyggelse og med rimelig kendskab til lokale jordbundsforhold har man således i almindelighed haft den nødvendige viden til erfaringsmæssig bestemmelse af fundamenters udformning.