LIBRO SECUNDO

Oversat af Lene Waage Petersen

“Son morta”, disse la mia cara vita

E, chiedendomi aíta, Con un sospir d’Amore

Il suo vital calore

In questa bocca dolcemente estinse,

E così a me si strinse

Che col suo morire

Viver l’anima mia.

La mia cruda Brunetta

Se n’ va quando mi vede Quasi lieve cervetta Che veltro al fianco crede.

Ah sì! Che veltro io sono e fer’a lei: Ma non d’altro, sono di labbra e di seno Dolci paschi d’Amore, Ché se lei fera ed a me veltro il core.

”Jeg dør”, sagde mit dyrebare liv Og bad mig om hjælp; Med et elskovssuk Sin varme livsglød Blidt hun slukkede i denne mund.

Hun klyngede sig så tæt til mig, At hun i døden gav Min sjæl fornyet liv.

Min grusomme Brunetta, Hun flygter, når hun ser mig, Som en letfodet hind, Der tror hunden ganske nær.

Og ja! Jeg er jo hunden der jager hende grumt, Men byttet er kun hendes bryst og læber, Elskovs søde græsgange, Og hvis hun er det jagende vilddyr, er byttet mit hjerte.

Ardo, sospiro e piango

E sempre piû languisco, Ché come nieve al foco Mi vo sempre struggendo a poco.

Il grave mio languire

É il mio interno martire.

Jeg brænder, sukker, klager og stadig mer jeg længes: som sneen tæt ved ildens glød jeg smelter langsomt, langsomt hen.

Min tunge, dybe længsel Udgør min indre pine.

Non garir, Augellino, Ché mentr’io spiego le mie voci al canto Sono note dolenti, Non come i tuoi lieti e giocosi accenti. Sono lamenti del core, Sospir dall’alma, e di quest’occhi pianto A madonna, per me, messi d’amore:

Spirti di duol, duol di piaghe amorose, Ché sol sanar le puon due vive rose.

Du lille fugl, syng ikke! For når jeg løfter min stemme til sang Er det triste toner, Ikke som dine glade, muntre melodier. Det er hjertets klage, Sjælens sukken, og disse øjnes gråd, Budbringere til min Frue om kærlighed:

Genfærd af smerte, smerte fra Amors sår, De kan kun helbredes af to røde roser.

Importun Augellino, Perché col tuo garire Perturbi, ohimè, il mio gioire? Pareami hor ch’io dormia, Haver per mano la bella donna mia.

E son un freddo sasso, Hor che col tuo garir mi svegli. Lasso, Mentre io mi chino per baciarle il volto, Quanto godea, tutto m’hai tolto.

Irriterende lille fugl, Hvorfor skal din kvidren

Forstyrre mig midt i min lykke?

Det forekom mig, nu mens jeg sov, At jeg holdt min elskede i hånden.

Nu er jeg iskold som sten, Nu hvor din kvidren vækker mig. Ak!

Mens jeg bøjer mig for at kysse hendes ansigt, Berøver du mig al min lykke, alt.

S’ancor tu amante sei, Perché dai tanta noia Col garir a chi dorme e non s’annoia?

Taci, Augellin, deh taci! Ancora tu cerca i baci

E non siano interrotte le gioie altrui Con le tue dolci note.

E se d’Amor tu dolce cantar vuoi, Canta sí ai canti tuoi.

Hvis du stadig elsker, Hvorfor generer du så

Med din kvidren den der sover og ikke keder sig?

Ti, lille fugl, ti stille!

Søg selv efter kys

Og forstyr ikke andres glæder

Med dine søde toner.

Og hvis du vil synge sødt om elskov, Så syng for dig selv i dine sange.