Lavere skat paa arbejde

Page 160

Skattekommissionens rapport

Bilag 2. Om varige provenuvirkninger Skattekommissionens reformforslag er som nævnt fuldt finansieret opgjort i såkaldte varige virkninger, men før indregning af afledte provenuvirkninger af ændret adfærd. Den varige provenuvirkning af en skatteændring adskiller sig fra den umiddelbare virkning, som opgør skatteændringens aktuelle nettovirkning på det primære offentlige budget for uændret adfærd. Den varige virkning – også benævnt den finanspolitiske holdbarhedsvirkning – angiver derimod den umiddelbare provenuvirkning år for år omregnet til en hypotetisk fast årlig merindtægt (eller -udgift) i pct. af BNP fra og med i dag og i al fremtid (dvs. en såkaldt annuitet). Den varige virkning tager højde for, at effekten på det primære budget af reformforslagene kan variere over tid, og at den tidsmæssige profil for saldovirkningen har betydning for udviklingen i den offentlige sektors nettotilgodehavende og dermed renteindtægterne (eller -udgifterne). Fuld finansiering opgjort i varige virkninger er således ikke ensbetydende med et krav om, at provenugevinster og -tab fra enkeltelementerne i reformforslaget samlet set balancerer år for år. Eksempelvis er en midlertidig underfinansiering ikke i modstrid med en fuldt finansieret reform opgjort i varige virkninger, såfremt reformelementerne på længere sigt indebærer et merprovenu, der modsvarer det midlertidige provenutab og rentevirkningerne heraf på den offentlige nettogæld. Det vurderes, at reformforslaget ikke i nævneværdigt omfang påvirker det primære offentlige budget over tid. Forslagets provenuvirkninger balancerer med andre ord nogenlunde år for år. Det dækker imidlertid over modsatrettede bevægelser i provenuvirkningen af en række enkeltelementer, idet størrelsen af de tilhørende skatte- og afgiftsbaser med stor sikkerhed ændres på længere sigt. På finansieringssiden gælder det navnlig forslagene om højere energiafgifter og lavere skatteværdi af negativ kapitalindkomst. Forslaget om højere energiafgifter skønnes at indebære et umiddelbart merprovenu på ca. 1,5 mia. kr. (2009-niveau) ved det nuværende energiforbrug. I takt med, at den teknologiske udvikling også fremover gør det muligt at nedbringe energiintensiteten i økonomien, kan på længere sigt forventes et gradvist fald i energiforbruget (opgjort i pct. af BNP) på linje med de historiske erfaringer. Dertil kommer de energibesparelser i husholdningerne og erhvervene som følge af initiativerne i energi- og klimastrategierne. Udhulingen af baserne for energiafgifter reducerer gradvist det årlige merprovenu fra afgiftsforhøjelserne, hvilket afspejles i et varigt merprovenu, der er knap 0,8 mia. kr. lavere end det umiddelbare merprovenu.

158


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.