Speciale: Flødeskum eller nødvendighed by CFDP Center For Digital Pædagogik

- en pædagogisk-antropologisk undersøgelse af forskellige rationaler i den kommunale frivillighed

Kandidatuddannelsen i Pædagogisk Antropologi Aarhus Universitet September 2013 Skriftligt speciale udarbejdet af: Marianne Binger Jessen Årskortnummer: 20111797 Vejleder: Gritt Nielsen Omfangskrav: 192.000-240.000 anslag Specialets omfang: 208.299 anslag

Indholdsfortegnelse 1.INDLEDNING........................................................................................................... 4 1.1 PROJEKT SOLVANG ................................................................................................. 5 1.2 PROBLEMFELT ......................................................................................................... 6 1.3 TEORETISKE PERSPEKTIVER ................................................................................... 7 1.3.1 DE STORE FORTÆLLINGER ...................................................................................... 8 1.3.2 DE SMÅ FORTÆLLINGER ....................................................................................... 10 1.4 SPECIALETS OPBYGNING ....................................................................................... 14 2. METODISKE OVERVEJELSER ........................................................................ 16 2.1 ADGANG TIL FELTEN ............................................................................................. 17 2.1.1 AFGRÆNSNING AF MIT EMPIRISKE OBJEKT ........................................................... 17 2.2 FELTARBEJDENDE FRIVILLIG - MIN ROLLE I FELTEN ........................................... 18 2.3 INTERVIEW SOM FORSKNINGSMETODE ................................................................. 20 2.3.1 INTERVIEWANALYSE ............................................................................................ 22 2.4 ANONYMISERING SOM EN ETISK OVERVEJELSE.................................................... 23 3. HISTORISK BLIK PÅ FRIVILLIGHED ........................................................... 25 3.1 IDEEN OM MEDBORGERSKABSDELTAGELSE ......................................................... 25 3.2 RETTEN TIL AT DANNE FRIVILLIGE FORENINGER ................................................. 26 3.3 ET VELFÆRDSSAMFUND SKABES ........................................................................... 28 3.4 FRIVILLIGHED I UDLANDET ................................................................................... 31 3.4.1 NONPROFIT SEKTOR ............................................................................................. 31 3.4.2 ASSOCIATIV DEMOKRATI...................................................................................... 32 3.5 OPSAMLING ............................................................................................................ 34 4. DEN FRIVILLIGE INDSATS I DAG ................................................................. 36 4.1 FRIVILLIGHED I KOMMUNALT REGI ...................................................................... 38 4.1.1 FRIVILLIGPOLITIK................................................................................................. 40 4.1.2 ET KRITISK BLIK PÅ KOMMUNAL FRIVILLIGHED .................................................... 41 4.2 PROJEKT SOLVANG - ET FRIVILLIGT INITIATIV I KOMMUNEN ............................. 44 4.3 OPSAMLING ............................................................................................................ 47 5. FRIVILLIGHED I PRAKSIS PÅ SOLVANG.................................................... 50 5.1 VEJEN IND I SOLVANG ........................................................................................... 50 5.2 DET FYSISKE RUM OG DETS EKSKLUSION.............................................................. 52 5.3 SAMARBEJDE MED DE ANSATTE ............................................................................ 56 5.4 DEN FRIVILLIGE HJÆLP ......................................................................................... 60

5.5 NÅR EN FREMMED SKAL VÆRE EN VEN ................................................................. 64 5.6 EKSKLUSION SOM KONSEKVENS AF FRIVILLIGHED .............................................. 66 5.7 OPSAMLING ............................................................................................................ 68 6. MOTIVATIONER FOR FRIVILLIGT ARBEJDE ........................................... 70 6.1 AT GØRE EN FORSKEL FOR ANDRE. OG SIG SELV. ................................................ 72 6.2 CV OG ARBEJDSERFARING STÅR IKKE ALENE ...................................................... 74 6.2.1 NÅR NPM BLIVER EN DEL AF DET FRIVILLIGE ARBEJDE ....................................... 77 6.3 PASSENDE FORPLIGTELSE ..................................................................................... 79 6.3.1 FRIHED UDEN EN ORGANISATION .......................................................................... 81 6.4 LYSTBASEREDE RELATIONER ................................................................................ 83 6.5 OPSAMLING ............................................................................................................ 85 7. KONKLUSION ...................................................................................................... 87 8. LITTERATURLISTE ........................................................................................... 92 9. ABSTRACT ............................................................................................................ 96

1.Indledning I starten af dette århundrede er interessen for frivillighed større end nogensinde og det forklares af forskellige samfundskritikere ved den økonomiske krise, den store ældregeneration, manglende sammenhængskraft og ikke mindst et større fokus på CV (Korsgaard, 1997) (Habermann, 2007) (Aarup, 2010). Der eksisterer et politisk rationale om, at der ikke er penge eller mennesker nok til, at velfærdsstaten kan fortsætte som hidtil. Hvormed det frivillige arbejde bliver beskrevet som en mulighed for at sikre en fortsat stigning i velfærdsydelser. Både den tidligere VK-regering og den nuværende SRSF-regering, har været enige om, at frivillige kan være med til, at sikre Danmarks fremtid og demokrati (Socialministeriet, 2010) (Frivilligrådets Frivilligcharter, 2013). Frivillighed får i den offentlige debat meget opmærksomhed. I en tilfældig uge sommeren 2013 registrerede jeg to radioprogrammer, et tv-program, tre artikler og en frokostpause-diskussion om frivilligt arbejde, mens Infomedia understøtter interessen med 5.362 artikler om emnet (Infomedia , 2013). Frivilligt arbejde er blevet aktualiseret og det vidner tal fra Frivilligrapport 2012 også om. I dag arbejder mere end 40 procent af danskerne frivilligt (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2013). Den traditionelle forståelse af frivillighed, hvor individet gør det for den gode sag og for at styrke fællesskabet, og hvor det frivillige arbejde sker inden for organisationer, er ved at ændre og udvikle sig til en ny og anden forståelse af frivillighed. Der er flere og flere områder i samfundet, der har brug for frivillige til at løse sociale opgaver, ikke blot som et supplement, men mere som et reelt behov. Denne kommunalt initierede frivillighed er interessant, fordi den umiddelbart står i modsætning til den traditionelle frivillighed, der finder sted i foreningerne. Det frivillige område har ofte været med til, at vise alternative og nye veje for velfærden, og har inspireret samfundet både politisk, økonomisk og socialt (Korsgaard, 1997). Det opfattes modsat med kommunalt styret frivilligt arbejde, da kommunalt styret, også er politisk styret. Det vil sige, at tiltag i kommunalt regi bliver udført med en bagvedliggende politisk strategi og derved vil en frivillig indsats, have rødder i politiske tanker. Det kan betyde, at de frivillige der arbejder i kommunen, kan blive involveret i en bestemt

politisk linje og rationale, uden nødvendigvis at vide eller ville det. De frivillige der arbejder for kommunen har ingen tilknytning til en forening, som ellers ofte fungerer som rammesættende og værdistyrende for det frivillige arbejde der udføres. Professor Lars Skov Henriksen argumenterer for, at de frivillige i kommunen derved bliver mere selvstyrende og det har betydning for deres måde at involvere og engagere sig på (Henriksen, 2011). Der er skrevet meget om frivillighed i Danmark; undersøgelser, rapporter, specialer, bøger og politiske dokumenter (Boje, Fridberg, & Ibsen, 2006) (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2013) (Frivilligrådets Frivilligcharter, 2013) (Henriksen, 2011) (Korsgaard, 1997). Dermed kunne der argumenteres for, at dette speciale falder lige ned i en stor samling af viden, der allerede belyser emnet frivillighed på fineste vis. Mit speciale adskiller sig dog fra disse andre undersøgelser, da der ikke findes mange pædagogisk antropologiske feltstudier der omhandler netop den kommunale frivillighed. Der er primært skrevet litteratur om frivilligt arbejde i samarbejde med kommunen, for eksempel Anders La Cours ph.d. om Ældre Sagens besøgstjeneste (La Cour, 2002), men ikke meget om den frivillighed som starter i kommunen og som derfor ingen forbindelse har til de frivillige foreninger. Min interesse ligger altså i det frivillige arbejde, hvor det alene er en af kommunens velfærdsinstitutioner, der står for at implementere og organisere de frivillige.

1.1 Projekt Solvang Projekt Solvang foregår på plejecenteret Solvang, som i tre måneder i efteråret 2012 blev rammen for mit feltarbejde og forskningsfelt. Solvang er et hjem for 60 ældre borgere og da plejecenteret er nyetableret, havde de fleste ældre kun boet der i et år, da jeg startede mit feltarbejde. Projekt Solvang startede i forbindelse med åbningen af plejecenter Solvang i efteråret 2011 og løber i første omgang frem til efteråret 2013. Udgangspunktet er, at projektet skal fortsætte efter 2013. Projekt Solvang foregår i en større dansk kommune og er et nyt tiltag, der ifølge projektbeskrivelsen, har til hensigt at effektivisere, forbedre og udvikle ældreområdet. Det har kommunen blandt andet valgt at gøre ved, at lade frivillige være en stor del af de ældres hverdag. Dette frivillige initiativ er ny i sin slags, da det i stedet for at fungere igennem en forening er kommunen selv, der står for den frivillige indsats. Jeg

valgte netop Projekt Solvang, efter at have læst stedets projektbeskrivelse, der beskriver hvordan frivillige bliver et behov i de ældres hverdagsliv. ”Plejeboligerne får ikke længere tildelt ressourcer til at gøre noget ekstra for og sammen med beboerne, hvilket betyder, at beboerne i fremtiden er mere afhængige af frivillige og pårørende, mht. at få opfyldt behov for fysiske og sociale aktiviteter, som har stor betydning for deres sundhed og trivsel” (Projektbeskrivelse). De frivillige skal på Solvang udfylde et reelt behov for omsorg og sociale aktiviteter, blandt andet på grund af personalebesparelse, men også som en del af en større strategi for at give de ældre et alsidigt og socialt ældreliv. Meget af den sociale kontakt de ældre får, er gennem frivillige, da der ikke er personale eller tid nok til at udføre omsorgsopgaverne. De frivillige står for omsorg, sociale aktiviteter, gåture, holden i hånd og selskab til måltider og det var i denne frivillige indsats, at mit feltarbejde udfoldede sig.

1.2 Problemfelt Jeg vil i dette speciale have fokus på såvel de store samfundsmæssige fortællinger om frivilligt socialt arbejde, samt de små fortællinger i det frivillige arbejde jeg har undersøgt på Solvang. Der er forskellige fortællinger, alt efter hvilket rationale der er fremtrædende og på hvilket niveau begrebet undersøges. Jeg vil undersøge det kommunalpolitiske plan, ved at analysere på policydokumenter, såsom Charter for frivilligt socialt arbejde, frivilligpolitikker og Solvangs projekbeskrivelse. Det individuelle plan vil jeg undersøge ved, at analysere mit empiriske materiale, som primært består af interviews og hverdagssamtaler med frivillige, ældre og ansatte, samt min egen deltagelse som frivillig på Solvang. Jeg er interesseret i det frivillige arbejde som er blomstret op i kommunalt regi, de frivilliges rationaler omkring dette arbejde og de større samfundsmæssige fortællinger og rationaler omkring emnet. Denne interesse har mundet ud i følgende fokus for specialet: Jeg vil undersøge hvad der sker i mødet mellem den kommunalpolitiske forståelse af frivillighed og de frivilliges egen forståelse og ageren som frivillig. Samt hvilken betydning disse forståelser har for de implicerede; de ældre, de ansatte og de frivillige på plejecenter Solvang.

1.3 Teoretiske perspektiver I dette speciale har det været relevant for mig, at benytte en diskurs- og policyanalytisk ramme til, at belyse mit emne frivillighed i kommunalt regi med, da jeg mener, at dette teoretiske fundament kan bidrage til at forstå de processer og tendenser mit empiriske materiale fremskriver. Mit fokus ligger på hvordan frivillighed bliver indlejret i en statslig struktur og derved hvordan ideen om et samfund og borgeren rykker sig. Der sker en konstant bevægelse mellem individet og fællesskabet, og på ét niveau opfattes frivillighed som en måde at løse nogle problemer i samfundet, mens der i praksis udfolder sig nogle andre rationaler. Policy er et diffust begreb og alt efter teoretiker har det forskellig betydning. Jeg har valgt at benytte mig af især Cris Shore og Susan Wright, da de opererer med en forståelse af policy, som kobler samfundets forskellige rationaler sammen med ideer om individet (Shore & Wright, 2011). Frivillighed i Projekt Solvang er både en kommunal indsats, samt en udført praksis. Der figurerer særlige rationaler på det samfundsmæssige plan, som har betydning for hvordan frivillighed udføres på Solvang. Jeg mener derfor, at dette projekt kan opfattes som en policyproces, da policyprocesser ifølge Shore & Wright, har flere lag og aspekter med hver deres betydning, og at policy både foregår gennem politiske dokumenter og i den praktiserede hverdag blandt borgere. Policy ikke kun skaber, men reflekterer også det felt der undersøges og heri bliver det muligt, at fremskrive de rationaler der får betydning for den udførte praksis (Shore & Wright, 2011). Der kan være stor forskel på hvad der er hensigten med et tiltag og hvad der rent praktisk sker, hvilket er mit fokus i dette speciale. Policy kan ifølge Shore & Wright både opfattes som en diskurs og som praktiseret, og dermed bliver interaktionerne mellem de to ting interessante at undersøge i et antropologisk perspektiv (Shore & Wright, 2011). Der findes en bredere ide om hvad frivillighed er i samfundet, hvilket kan fremanalyseres gennem analyser af politiske dokumenter, samt ved at se på hvilke rationaler andre forskere beskriver. Kirsten Hastrup skriver, at ”antropologiens vidensprojekt er at redegøre for gensidigheden og dynamikken mellem det enkelte handlende menneske og det komplekse sociale fællesskab” (Hastrup K. , 2003, s. 9). Dette dobbeltfokus i antropologien, samt forskellige niveauer og rationaler omkring frivillighed, har jeg valgt at beskrive som

de store fortællinger og de små fortællinger. Jeg er bevidst om, at der findes flere fortællinger og at de konstant relaterer sig til hinanden, men jeg mener at inddelingen kan bidrage til en forståelse og nuancering af at policy, foregår på mange niveauer, heri fremskrevet som et overordnet politisk plan og det der sker i praksis blandt individer. Inddelingen af to fortællinger sker som et led i en analytisk forsimpling, med en erkendelse af at der sker mange fortælliger på mange niveauer. De store fortællinger fremanalyserer jeg på baggrund af dokumentanalyse, altså det som i Shore & Wrights termenologi er policies og diskurser overordnet i samfundet, hvor de små fortællinger er udsnit af praksis- og hverdagsbeskrivelser fra de frivillige på Solvang. De store fortællinger kan være med til, at skabe de små fortællinger og nogle gange opstår der en modsætning mellem politiske idealer og den udførte praksis. De små fortællinger bliver i særlig grad en analyse af, hvad de frivilliges udsagn indeholder af rationaler og hvordan de agerer på og udfra de tiltag, der beskrives i politiske dokumenter og projektbeskrivelsen.

1.3.1 De store fortællinger De store fortællinger vil i dette speciale repræsentere de overordnede politiske og samfundsmæssige rationaler i forhold til frivillighed. Jeg vil undersøge hvordan forskellige rationaler bliver italesat i forskellige dokumenter, og hvordan det knytter an til langt større diskussioner om velfærdsstaten og velfærdsinstituioner. Det er dermed ikke kun en interesse for, hvordan de frivillige gør og hvordan de ældre har det, men hvordan nye rationaler om frivillighed, har betydning det danske samfund. Dette gør jeg, ved at lave en historisk introduktion samt sætte frivillighedsbegrebet ind i udenlandske tænkninger og teorier om emnet. Jeg har været interesseret i, at belyse udviklingen i det frivillige arbejde, og ved at gennemlæse dokumenter i forhold til det frivillige arbejde tidligere og i dag, bliver det tydeligt, at der er sket en udvikling og at en ny frivillighed er på vej eller eksisterer allerede. Udover at se på historiske og udenlanske tekster, vil jeg desuden analysere dokumenter fra Projekt Solvang og kommunalpolitikker. Dokumentanalyse kan, som Kennet Lynggard anfører, bruges til at have fokus på de forandringer der sker over tid inden for et specifikt felt, i mit tilfælde frivillighed. Et dokument er et sprog, der er fikseret i tekst og tid (Lynggaard, 2010, s. 138). Selvom tekst er fanget i tiden, kan der ske en 8

forandring, ved for eksempel opdateringer og udviklinger af teksten. Det vil blandt andet vise sig i de skiftende Charters for frivilligt arbejde som forskellige regeringer har skrevet. Her fremskrives store forskelle fra det Charter der blev skrevet i 2001 til det, der er skrevet i 2013. Det samme gør sig gældende for frivilligrapporten fra 2010 til den der udkom i juni 2013, hvor der dels er forskellige fokuspunkter og ikke mindst stigning og fald i procent, i forhold til den tidligere rapport. Shore & Wright argumenterer for, at ved at analysere på policyprocesser er det er muligt at observere på hvordan nye tendenser og udviklinger sker i samfundet og hvad det medfører og skaber af forandringer (Shore & Wright, 2011, s. 2). Policydokumenter kan reflektere, hvilke rationaler der ligger i tiden og ved at se på disse dokumenter, er det muligt at få et glimt af, hvad der er relevant eller vigtigt inden for dette specifikke emne. Selvom meget viser sig i disse dokumenter, er det især hvordan de fortolkes og udføres, der har betydning. For en ting er det skrevne ord, et andet er fortolkningen blandt de frivillige (Shore & Wright, 2011, s. 3). Jeg benytter mig både af at analysere primære og sekundære dokumenter. Lynggard beskriver, at de primære dokumenter refererer til et dokument, hvor kun en relativ lukket gruppe af mennesker har adgang til dokumentet, som for eksempel projekbeskrivelsen for Solvang. De sekundære dokumenter er tilgængelig for alle og har derfor en relativ større skare af læsere, for eksempel online kommunale tekster (Lynggaard, 2010, s. 139). Det er særligt de dokumenter med en politisk afsender, jeg har fundet interessant, da det relaterer sig til mit problemfelt, som er den frivillighed der sker i samarbejde med og i kommunen. Ifølge Louise Phillips, organiseres måden der tales på i diskurser, hvilket skaber repræsentationer af virkeligheden, som ikke blot er spejlinger, men som er med til at skabe virkelighed, viden og identiteter (Phillips, 2010, s. 265). Når frivillighed beskrives, rammesættes og italesættes på en bestemt måde i politiske dokumenter, er det med til at skabe den frivillighed, der får betydning og relevans i samfundet. Skrevne dokumenter skal ifølge Phillips, ikke opfattes som et objektivt billede af virkeligheden, men som medskaber af virkeligheden. Når frivillighed, i denne undersøgelse, sættes i forbindelse med kommunale udtryk og rationaler, vil det sandsynligvis påvirke den frivillighed der praktiseres. 9

Indenfor den diskursanalytiske tradition, er praksis med til systematisk at forme det objekt som italesættes (Bacchi, 2000, s. 52). Det handler altså ikke om at identificere et bestemt objekt, da det er italesættelsen der skaber objektet. Som observatør, deltager eller kritiker er jeg altså med i den proces, der skaber et bestemt syn på et objekt, for eksempel frivillighed. Det interessante fra et antropologisk perspektiv er ikke blot hvad der står om frivillighed, men lige så meget hvad mennesker tænker om det og hvordan de handler ud fra det (Shore & Wright, 2011, s. 8).

1.3.2 De små fortællinger De små fortællinger indbefatter de frivilliges egne rationaler omkring frivillighed og det frivillige arbejde, samt den hverdagspraksis der sker på Solvang. De store fortællinger om det frivillige arbejde, kan ikke forstås uden de små fortællinger, til at uddybe og eksemplificere og eventuelt udfordre i en ny retning. Der er ikke altid sammenfald mellem hvad der bliver skrevet, dels overordnet om frivillighed samt om projektet, og det der gøres og siges. Der er forskel på hvad mennesker gør og hvad mennesker siger. Derfor har jeg både benyttet mig af deltagerobservation og interviews, da jeg har forsøgt at indfange mere end det de frivillige italesætter, som ofte afspejler idealer og efterrationaliseringer. Jeg opererer i dette speciale med flere bærende begreber til at analysere mit empirske materiale fra praksis med, hvilke er; motivation, moods, gavegivning og reciprocitet. Disse begreber har jeg valgt at benytte, da de kan være med til at udfolde de små fortællinger om det frivillige arbejde og hjælpe til, at forstå de frivilliges rationaler omkring det frivillige arbejde. Motivationer for frivilligt arbejde bliver værd at undersøge, fordi der findes en generel og ofte gennemtrængende både offentlig, politisk og befolkningsmæssig fokus på det 'rigtige' motiv, som ikke altid stemmer overens med virkelighedens frivillighed. Jeg har valgt at benytte Ulla Habermann til, at uddybe de frivilliges rationaler omkring motivationer. Habermann har med baggrund i en undersøgelse af frivilliges motivationer, skrevet bogen "En postmoderne helgen" i 2006. Habermann er professor

og har primært brugt interview og spørgeskemaer, til at underbygge hendes tese om frivilliges motiver. Med udgangspunkt i den generelle definition, hvor motiver beskrives som en "indre bevæggrund til en bestemt handling" (Habermann, 2007, s. 47), uddyber Habermann med sin egen, mere uddybende definition at "motiver er de frivilliges intersubjektive tolkninger af deres egen situation og af deres deraf følgende udsagn og handlinger. Motiver er ord, dvs., at de er subjektive og bevidste, og det er denne refleksive og verbalt udtrykte side af de frivilliges adfærd og tolkninger af egne valg, der gøres til genstand for analyse" (Habermann, 2007, s. 54). Denne definition beskriver, at motiver er udtryk for individets holdninger og værdier, og at udsagn derfor er mulige at analysere. Når Habermann vælger netop denne definition af motiver, er det med til at understrege, at hendes empiri primært er fra interview og spørgeskemaer. Det er derfor vigtigt at tydeliggøre, at hendes definition er med udgangspunkt i hendes specifikke materiale, hvor det ikke har været muligt at få en stor grad af de ubevidste og utalte motivationer frem. Hendes informanters udsagn er fra specifikke spørgsmål om motiver for det frivillige arbejde og hendes konklusioner er resultater af motiver som talte ord. Habermann vurderer dermed, at hendes informanter er bevidste og reflekterende individer, som formår at fremstille de reelle motivationer for deres arbejde. Habermanns undersøgelse og den måde hun har lavet sit studie på, har givet hende nogle specifikke svar og bragt hendes analyse et specifikt sted hen. Habermann argumenterer for, at hun som forsker kan spørge til motivation og derved få den frivilliges indre bevæggrund for arbejdet. Jeg har valgt at belyse de frivilliges motivation, ved både deltagerobservation og interview, da jeg mener, at det giver et større og bredere analytisk fundament samt fordi jeg mener, at der kan sættes spørgsmålstegn ved om motiver overhovedet er målbare. Modsat Habermann, har jeg ikke foretaget mange interviews, blot fire, men har til gengæld lavet deltagerobservation blandt frivillige og ansatte, og har feltnoter fra tre måneders feltarbejde. Dermed har jeg haft mulighed for at benytte mig af både de verbale udsagn samt de nonverbale handlinger, når jeg analyserer de frivilliges italesatte frivillighed og aktive ageren som frivillig. Det har stor betydning for materialets værdi, at jeg kan binde ordets magt til handlingens kraft, da det kan indeholde både modsætninger og sammenfald. Ved at sammenkoble de frivilliges ageren og italesatte motivation, har jeg fået en bredere forståelse for de kompleksiteter og udfordringer, 11

der findes i det frivillige arbejde. De frivillige beskrev ofte deres arbejde som anderledes end hvordan de udførte det. Jeg har derved fået en udvidet forståelse af, at der er mange rationaler på spil, når der tales om motivation. Det kan handle om både en indre bevæggrund og en ydre omstændighed. Habermann argumenterer for, at hendes materiale viser, at de frivillige stadig arbejder mere for ’sagen’ end for sig selv. Det mener jeg ikke er en konklusion der kan drages på baggrund af interview, da mit empiriske materiale fremskriver en langt større kompleksitet, som ikke kun handler om ’sagen’ eller sig selv, men viser mange andre variationer og nuancer. Motivation for det frivillige arbejde er en kompleks størrelse at spørge til og jeg vil derfor argumentere for, at jeg ved hjælp af Clifford Geertz’ teori om moods and motivations, vil kunne nuancere og uddybe Habermanns diskussion om motivationer (Geertz, 1993). Moods er stemninger og følelser, der ifølge Geertz er skalare. Det vil sige at de ingen retning eller hensigt har, men er stemninger der konstant varierer i intensitet. Motivations er derimod vektorale, det vil sige at de har en retning eller et mål. Denne teori kan udfolde og udbygge motivationstankegangen, til ikke kun at handle om intentioner, men også om stemning. Den frivillige kan blive fanget, når en forsker spørger til motivationer, fordi de skal kunne fortælle om den ’rigtige’ måde at være motiveret på. Men i stedet for at tale om enten eller, så er der snarere tale om en bevægelse frem og tilbage mellem moods and motivations. Frivilligt arbejde kan dermed både beskrives som indre stemning og følelse, og som en handling med et mål, for eksempel CV. Stemninger er en stor del af menneskers erfaring, men da de ikke har en retning eller mål, kan de være svære at fange. Min rolle som antropolog er netop at indfange og udtrykke disse socialt vigtige fænomener, også uden for sproget (Hastrup K. , 2003, s. 26). Det er dog ikke kun moods and motivations, der kan bidrage til forståelsen af de små fortællinger, og de frivilliges rationale omkring frivillighed. Det kan også gavegivning og reciprocitetsbegrebet. Marcel Mauss satte med sin bog "The Gift" fra 1925 fokus på, at udveksling af gaver ikke bare har økonomisk værdi, men også betydning socialt og kulturelt (Mauss, 2001). Gaven er et socialt grundvilkår blandt mennesker og heri består pligten til at give, modtage og returnere gaven. Gaveudveksling er ikke overstået, når gaven er givet eller modtaget, den er konstant under afvikling. Mauss kalder (gave)udveksling for et 'totalt socialt fænomen', fordi det omhandler flere ting, for 12

eksempel det sociale (magt), det materielle (økonomiske), det juridiske (pligter og ejendomsforhold), det religiøse, samt slægtskab (hvem man udveksler med). Han beskriver ting som besjælede, da den, der giver, også giver noget af sig selv og dermed skal gaven i en eller anden version tilbage til giveren (Mauss, 2001). Gennem opfyldelsen af gaveudvekslingens pligter skabes og konstrueres sociale relationer. Ved at tilbyde en gave giver individet en rettighed, mens individet ved at tage imod en gave bliver forpligtet. Giveren vil ofte være modtageren overlegen og i en magtposition og gengælder modtageren ikke gaven, lever man på kredit og er i risici for at miste sin ære. Derudover kan en manglende accept af en gave være tegn på over- eller underlegenhed samt være både en afvisning og en udfordring de to individer i mellem. “The Principle of Reciprocity” er skrevet af den franske antropolog Claude LéviStrauss i 1949 (Lévi- Strauss, 1949). Lévi-Strauss var stærkt inspireret af Marcel Mauss’ studier om gaveudveksling, men hvor Mauss tager udgangspunkt i primitive samfund, placerer Lévi-Strauss reciprocitetsprincippet i en mere moderne kontekst. Lévi-Strauss tager gaveudvekslingen et stykke videre og mener at reciprocitet, det vil sige gensidighed, mellem mennesker er afgørende for sociale relationer og interaktioner. Derudover argumenterer han for, at det ikke kun er materielle ting der kan være gaver, men at også kvinden kan opfattes som en gave (Lévi- Strauss, 1949). Reciprokke gaver er sociale og bundet op på relationer mellem mennesker. Som tidligere beskrevet er det udvekslingen mere end det der udveksles, der har betydning og det er gensidigheden i gaveudvekslingen der har relevans (Lévi- Strauss, 1949). Gavegivning og reciprocitet er begge begreber som hænger sammen med de frivilliges motivationer, men også de samfundsmæssige rationaler om frivillighed. Frivillighed er ofte italesat som filantropi og de frivillige som individer der udfører filantropiske gerninger. Gaveudvekslingen, at give noget til andre og få noget igen, er ofte en måde at beskrive det frivillige arbejde på i for eksempel frivilligpolitikker. Men som Mauss beskriver, så er gavegivning en kompleks størrelse, der også handler om pligten til at give og pligten til at returnere, om at stå i gæld til og at give den rigtige gave tilbage på det rigtige tidspunkt. Ved at beskrive det frivillige arbejde som en gave, kommer frivillighed til at handle om ikke blot at give, men også om at modtage. Dette rationale har forbindelse til de overordnede store fortællinger. Jeg kalder det frivillige

arbejde for gaver, fordi der ikke finder nogen betaling sted for det de frivillige, ansatte og ældre giver hinanden, og fordi der ikke er aftaler om en bestemt modydelse.

1.4 Specialets opbygning Specialet er delt op i seks kapitler og en konklusion. Kapitel tre og fire vil i særlig grad analyse de store fortællinger i samfundet, hvor de små fortællinger primært finder sted i kapitel fem og seks. I kapitel to beskrives de metodiske overvejelser, begrænsninger og udfordringer der blev skabt i mødet med mit felt på Solvang. Jeg vil komme ind på hvordan den antropologiske metode, skaber en ramme for feltarbejdet, men hvordan feltarbejdet på mange måder har sin egen virkelighed, som løbende influerer på det empiriske materiale og det overordnede fokus. Kapitel tre sætter frivillighedsbegrebet ind i en historisk sammenhæng. Gennem en beskrivelse af medborgerskabstankegangen, retten til at danne filantropiske foreninger og borgernes interesse for aktiv deltagelse, skabes en forståelse for udviklingen af frivillighed i Danmark. Dette er med til at skabe forståelse for de rationaler, der eksisterer omkring frivillighed og som jeg her fremskriver som det filantropiske rationale og det neoliberalistiske rationale. I kapitel fire beskrives, hvordan frivillighed defineres i dag af Det Nationale Forskningcenter for Velfærd (SFI) og hvordan der er ved at blomstre nye typer frivillige op, for eksempel i kommunalt regi. Jeg beskriver her hvilke rationaler der er fremtrædende omkring frivillighed, igennem dokumentanalyse af for eksempel frivilligpolitikker og projektbeskrivelsen for Solvang. I kapitel fem rettes fokus mod de små fortælllinger og på hvordan frivillighed praktiseres på Solvang samt hvilken betydning denne praksis har for de ældre og de ansatte. Der eksisterer en ambivalens i det frivillige arbejde, når de frivillige skal udføre deres indsats i samarbejde med ansatte og det vil fremgå, at de forskellige rationaler har indflydelse for hverdagen på Solvang, Kapitel seks handler om hvordan frivillighed italesættes af de frivillige og heri hvilke moods and motivations, de beskriver i det frivillige arbejde. De frivillige benytter både stemninger og intentioner, når deres frivilllige indsats på Solvang forklares og dermed eksisterer der for dem ikke en stærk opdeling.

Jeg har valgt, at beskrive informanterne i felten udfra deres egne definitioner og når jeg beskriver dem som ’de frivillige’, ’de ansatte’ eller ’de ældre’, er det for at skabe forståelse og lethed i teksten. Således vil ’de frivillige’ henvise til de frivillige på plejecenter Solvang. ’De ansatte’ vil henvise til det personale der arbejder på Solvang og ’de ældre’ vil henvise til de beboere der bor på Solvang. De frivillige jeg beskriver i dette speciale er Lene, Veronica, Marie og Nanna. De var alle kvinder og derfor vil jeg i de følgende kapitler referere til den frivillige som ’hun’.

2. Metodiske overvejelser Jeg vil i dette afsnit redegøre for den antropologiske metode, der ligger til grund for indsamlingen af mit empiriske materiale. Det gør jeg for at skabe en gennemsigtighed i, hvordan jeg er kommet frem til de analyser jeg i senere afsnit vil udfolde og for at tydeliggøre, at undersøgelsen har været en konstant vekslen mellem feltens præmisser og undersøgelsens interesse. Antropolog Kirsten Hastrup skriver at "antropologien er en videnskab om mennesker og deres sociale og kulturelle forskelle og fællesskaber" (Hastrup K. , 2003, s. 9). Det er ikke det enkelte menneske som opmærksomheden rettes mod, men nærmere det sociale fællesskab det tilhører og ikke mindst sammenspillet mellem individet og fællesskabet. I mit feltarbejde var det de frivillige på plejecenter Solvang jeg fulgte. Jeg fulgte dem rundt på deres frivillige arbejdsplads, hvor det sociale fællesskab udfoldede sig og blev skabt. Antropologien er kendetegnet ved dets praksisnære metode, hvor forskeren benytter sig af blandt andet feltarbejde og deltagerobservation for at erkende og forstå de fællesskaber der undersøges. Antropologen undersøger de selvfølgeligheder som individet og fællesskabet tager for givet, og som derfor kan fortælle noget om hvad 'almindelige' handlinger betyder (Hastrup K. , 2003, s. 21). Det er i skæringsfeltet mellem empiri og teori, at antropologien har sit fokus, med en opmærksomhed på, at viden er under konstant opståen og at forskeren med sin væren i felten, er en del af den viden og de fællesskaber der skabes. Jeg indtrådte mit felt, et stykke tid inden jeg var der fysisk. Det gjorde jeg ved at læse mig ind på emnet, gennem politiske artikler og projektbeskrivelsen for Solvang. Allerede her læste jeg mig ind på felten og dannede derudfra bestemte forståelser, som jeg uundgåeligt mødte Solvang og dets frivillige med. Netop fordi jeg som feltarbejder var en stor del af den empiri der blev indsamlet og dermed var en stor del af den viden der blev skabt, er det vigtigt at tydeliggøre enkeltdelene i metoden. "I antropologien er det et spørgsmål om, hvordan man kommer 'til' verden, og hvordan man sikrer sig, at den videnskabelige forståelse, man fremlægger, faktisk har noget med verden at gøre og ikke er et frit i luften svævende digt" (Hastrup K. , 2003, s. 29). For at sikre validiteten og tydeliggøre hvor min viden kommer fra, vil jeg i det følgende redegøre for mine metodiske valg og ikke mindst fravalg, her-

iblandt min adgang til felten, min rolle i felten og ikke mindst de etiske udfordringer, der opstår i mødet med andre mennesker.

2.1 Adgang til felten Jeg var fra starten meget opmærksom på min adgang og indgang til Solvang. I det antropologiske feltarbejde er det væsentligt at reflektere over den måde man i starten præsenterer sig selv på, orienterer om sit projekt og måden hvorpå man kommer ind i felten (Gulløv & Højlund, 2003). Efter et enkelt opkald kom jeg i kontakt med en frivilligkoordinator fra en større dansk kommune, Eva. Hun blev min gatekeeper og som gatekeeper var det også hende, der var særlig interesseret i, hvordan det gik med mit feltarbejde og hvad jeg ville finde ud af (Hammersley & Atkinson, 2007). Hun viste en interesse for, om ikke at kontrollere, så i hvert fald at sikre sig at hende og de frivillige ville blive fremstillet i et godt lys. Jeg fortalte ofte, at det ikke var min hensigt at evaluere deres projekt, men blot at forstå det. Det viste sig dog kun som en problemstilling de første uger, da jeg derefter blev overladt til mig selv i huset. Som tiden gik, viste Eva sig mere som min gateopener end min gatekeeper. De der for alvor formåede at hjælpe mig med at lade felten fortsat stå åben for min undersøgelse og deltagelse, var de mennesker jeg til daglig interagerede med; de frivillige, de ansatte og de ældre.

2.1.1 Afgrænsning af mit empiriske objekt Jeg brugte meget af min første tid på, at vandre rundt mellem husene og etagerne for at finde frivillige, aktiviteter og et felt at undersøge. Det gik op for mig, at jeg var nødt til at vælge ét hus for hele feltarbejdet, men at jeg fra gang til gang kunne vælge hvilken etage jeg ville være på. Det var svært at skabe relationer, når jeg ikke lærte nogen at kende. For mit feltarbejde betød det, at jeg gennem den første lange periode konstant skulle forklare, forhandle og udvikle min tilstedeværelse. Men samtidig var det netop denne tid, der var med til at indsnævre mit forskningsfelt på Solvang, da jeg hele tiden var opmærksom på hvad der skete, hvad der blev sagt og gjort. Jeg valgte et af husene, Hus A og etagen valgte jeg fra gang til gang, alt efter hvor de frivillige befandt sig eller hvor der var aktiviteter. Hastrup skriver, at det fysiske rum 17

sætter spor i det sociale fællesskab, og i mit tilfælde blev plejeboligen som rum, en aktiv del af fællesskabet og på de frivilliges færden i huset (Hastrup K. , 2003). Huset og dets etager både begrænsede, udfordrede og skabte et bestemt rum, hvilket fik en betydning, som ikke kunne adskilles fra mit forskningsfelt (Baarts, 2003). Jeg fandt ud af, at den formelle adgang jeg havde skabt gennem Eva, ikke var nok. De mennesker der kendte til mig og mit feltarbejde, de frivillige og Eva, var ofte ikke til stede og jeg fornemmede hurtigt, at en reel adgang var mere vigtig (Hammersley & Atkinson, 2007). Jeg havde brug for, at de ansatte, de ældre og de pårørende kendte til mig. Det var trods alt dem, der oftest kom til at møde mig. Det første stykke tid, tænkte jeg meget over hvordan jeg skulle få skabt en reel og tillidsfuld relation til mit felt, og hvilken rolle det ville kræve. Kirsten Hastrup skriver: ”i felten må man finde den plads, der er åben for antropologen” (Hastrup K. , 2004, s. 29). Jeg kunne ikke være ansat, heller ikke borger eller pårørende på Solvang. Ved at være studerende, ville jeg komme til at skille sig så meget ud, at jeg aldrig ville blive en del af felten. Jeg påtog mig selv den rolle, som jeg ofte blev bedt om at udfylde og som var ledig. Jeg besluttede mig for at blive ’frivillig'. Ved at afgrænse mig selv i det fysiske rum og via min rolle, begyndte jeg at kunne agere deltagende i felten.

2.2 Feltarbejdende frivillig - min rolle i felten Som forsker i felten, stødte jeg ofte på mange forskellige forståelser af min tilstedeværelse på Solvang. Jeg mødte mange der undrede sig over min interesse for frivillighed og som, igennem min deltagelse som antropologistuderende, havde forventninger eller bekymringer om mine intentioner. Var jeg kritiker, ekspert eller blot uvidende og hvilken betydning kunne de forskellige roller få for dem. Jeg var derfor meget opmærksom på ikke at blive for deltagende, for at opretholde en balance mellem at være tæt på og langt væk. Det tog lang tid for mig at finde og få tilbudt en passende rolle, og jeg er stadig usikker på, om det lykkedes helt. I hvert fald blev det ikke den rolle jeg havde forventet. Jeg blev ikke betegnet som ansat, og hver-

ken beboer eller pårørende var en mulig rolle. Derudover kom der konstant nye, og forskellige mennesker ind og ud af dørene i plejeboligen. Det betød at både de ældre og ansatte mange gange dagligt så nye ansigter, og de hæftede sig ikke ved dem alle. Jeg var et af de ansigter i starten, som ikke kunne genkendes eller placeres. Det viste sig dog, at netop denne adgang til felten ikke kun havde en negativ betydning. Jeg startede mit feltarbejde og min ankomst til plejeboligen, på lige præcis den måde nye frivillige kom ind i huset på. Jeg observerede flere frivillige, der startede i løbet af mit feltarbejde, og de beskrev lignende følelser, som dem jeg havde i starten, hvor ingen ved hvem den frivillige er. De ansatte hilste altid, men havde travlt, og manglede derfor overskud til at tage imod nye. Nogle gav hånd og tilbød man sin hjælp, blev den taget imod. Jeg besluttede mig for at indtage rollen som en ’slags’ frivillig. Ved at indtage en bestemt rolle, åbnedes muligheder for observationer, erfaringer og viden ud fra et perspektiv, men det udelukkede dermed også andre perspektiver (Gulløv & Højlund, 2003). Havde jeg i stedet ageret ’ansat’, havde min tilegnede viden sandsynligvis været anderledes, da jeg havde skabt relationer med andre mennesker. Ved at blive frivillig, kunne jeg nemmere komme tæt på det felt jeg undersøgte, og som 'nybegynderfrivillig' fandt jeg ud af, hvad der var på spil for de forskellige involverede. Da jeg begyndte at bruge mig selv og tilbyde min hjælp, fik jeg en rolle og en både kropslig og feltnær erfaring og erkendelse (Okely, 2007). Udover alle de italesatte beretninger og udtalelser, giver kropslige erfaringer og fornemmelser en anden type ikke italesat viden. Det kan føles i kroppen om det man gør er rigtigt eller forkert, ud fra en blanding af empati, dømmekraft og følelser og ved at bruge sig selv som metode for viden, vil kroppen uundgåelig være en del af den viden. Ved at bruge mig selv så konkret i felten, har jeg kunnet bruge håndgribelige kropslige oplevelser. Jeg har trukket mig tilbage, gået en anden retning, sagt mere eller mindre, ageret på en særlig måde, ud fra den reaktion jeg har fået fra andre, ofte gennem ikke italesatte reaktioner (Bundgaard, 2003). Antropologen kan ikke blot stå på sidelinjen, men må i stedet tage felten på sig for at blive til (Hastrup K. , 2003). Ved at agere frivillig, blev jeg selv til dem jeg undersøg19

te. Dermed blev min egen rolle en stor del af mit empiri fra feltarbejdet. Da jeg via min rolle som frivillig, begyndte at indtræde mit felt på en ny måde, åbnedes der op for en anden type viden. Jeg var tættere på og de fleste glemte at jeg var feltarbejder, og placerede mig nærmere i ’en af os’ kassen. Det betød at jeg blev givet konkrete opgaver og dermed mærkede hvordan det var at være frivillig på Solvang. Jeg lærte hurtigt de gangbare ruter at kende i felten og hvordan og ikke mindst hvornår, de blev benyttet (Hastrup K. , 2010, s. 60).

2.3 Interview som forskningsmetode Forskningsinterviewet som håndværk, er ikke kun båret af metode, teori og teknik, men også af intuition og godt håndværk (Kvale & Brinkmann, 2009). Dermed er der ikke nødvendigvis så stor forskel på deltagerobservation og interview, hvis man er opmærksom på konteksten og det relationelles betydning for det data der indsamles (Hammersley & Atkinson, 2007). I et interview, som med feltarbejdet generelt, skabes data mellem informant og interviewer. Interviewmaterialet kan altså ikke nødvendigvis vægtes højere end feltnoter, det er blot en anden version af den frivilliges perspektiv. Interviewmaterialet er udtryk for den frivilliges tanker og følelser omkring det frivillige arbejde, hvor mine feltnoter mere er udtryk for det der blev gjort (Larsen, 2003). Interview i kvalitativ forskning er ikke kun de formelt opsatte møder, men også de spontane og uformelle samtaler der løbende sker i feltarbejdet (Hammersley & Atkinson, 2007). Jeg havde mange af disse uformelle samtaler, som var tilstede hver feltarbejdsdag, men det var de frivillige ikke altid. Når jeg var på Solvang sammen med de frivillige, var der ofte ikke tid til at kunne snakke meget sammen. Det var mest de ældre jeg koncentrerede mig om, så et interview blev en mulighed for mig, til at få de frivillige til at uddybe og fortælle om det frivillige arbejde på Solvang. ”Interviewet er en samtale blandt andre samtaler, hvor det handler om at få det implicitte ud i et fælles, ryddet område” (Rubow, 2003, s. 234). Jeg benyttede mig af det semistrukturerede interview, hvor jeg havde et overordnet emne og enkelte spørgsmål, men hvor der var plads til interviewpersonernes forskellige retninger og interesser. Da jeg har et indgående kenskab til emnet og har læst mig 20

ind i projektet, havde jeg et godt fundament at spørge ud fra og ind til. I stedet for at udforme specifikke spørgsmål, havde jeg tematikker jeg gerne ville berøre omkring frivillighed. Jeg spurgte til de frivilliges tanker omkring at blive frivillig, deres motivation for at starte og fortsætte. Jeg spurgte til hvad deres forventninger var, hvordan de var blevet taget imod og hvad det gav dem at være frivillig. Jeg gjorde meget ud af at følge de spor de lagde frem samt spørge ind til uddybende forklaringer. Min tanke var, at disse meget åbne spørgsmål skulle give plads til de frivilliges individuelle fortællinger og perspektiver og åbne op for nye indsigter som jeg kunne udforske med dem (Tanggaard & Brinkmann, 2010). Derudover håbede jeg på at kunne skabe et frit forum, hvor det ikke kun var mig der ledede interviewet i en retning, men ligeså meget dem. Det lykkedes med de fleste af mine interviews at gå eksplorativt til værks, men det krævede, at jeg inden havde fået skabt en både tillidsfuld og ærlig ramme. Mit valg af interviewpersoner var baseret på ideen om, at ville afdække forskellige perspektiver, via alder, uddannelse og ageren i felten. Det lykkedes dog ikke helt at imødekomme, da kun fire frivillige meldte tilbage at de ville deltage i interviewet. Tilfældigvis var tre ud af disse fire frivillige, unge kvindelige studerende under 30 år og det har uden tvivl haft betydning for mit materiale. Det viste sig nemlig at de unge frivillige havde en anden tilgang til arbejdet på Solvang end den ene ældre frivillige jeg interviewede. Den ældre frivillige relaterede ikke på noget tidspunkt det frivillige arbejde til CV eller kompetenceudvikling som de unge gjorde, men derimod til at kunne udfylde fritiden med et værdifuldt arbejde. Jeg valgte at placere mine interviews til sidst i mit feltarbejde, efter at have mødt og arbejdet sammen med alle frivillige flere gange. På den måde vidste de hvem jeg var og kunne have en større grad af tillid til, at jeg ville have respekt for dem i interviewsituationen og samtidig vidste jeg hvad jeg ville spørge om (Rubow, 2003). Jeg skrev til deltagerne først, hvor jeg beskrev projektet og hvad jeg ville snakke med dem om og vi mødtes efterfølgende i plejeboligen. Hvert interview varede mellem 20 og 40 minutter, og sluttede når både de og jeg fornemmede, at der ikke var mere at snakke om. Mit materiale bærer præg af, at jeg har fire interviews og at de alle er med frivillige. Jeg er bevidst om, at mit empiri havde haft en anden og muligvis større dybde, hvis jeg havde valgt at interviewe flere forskellige mennesker på Solvang, blandt andet ansatte og de ældre. Når det ikke er sket, er det til dels fordi mit fokus har været 21

på de frivillige. Desuden havde jeg gennem mit feltarbejde en del samtaler med både ansatte og de ældre, som på nogle områder kompenserer for de manglende interviews. Det viste sig derudover, at mange af de ældre var demente og derfor ville et interview både blive utrygt og ubrugbart, for dem som for mig. I stedet har jeg valgt at benytte mig af mine feltnoter, hvor snakke med ældre og ansatte i trygge rammer, har skabt en anden type materiale. Min empiri er altså, til trods for at jeg har både feltnoter og interviews, stadig et relativt lille udsnit af hvad felten rummede. Når jeg alligevel mener, at mit empiriske materiale kan benyttes til at belyse min undersøgelse med, skyldes det flere ting. Heriblandt længden af feltarbejdet, og de dermed indarbejdede rutiner og mønstre, de mange uformelle snakke og min intuition og fornemmelser for betydningsfulde episoder i felten. Derudover benytter jeg mit empiriske materiale som praksisfortællinger der kan være med til at belyse, sammenligne og diskutere politiske dokumenter. Dermed er det ikke nødvendigvis massen, men de enkelte fortællinger der har betydning.

2.3.1 Interviewanalyse Jeg har fokus på hvordan forskellige rationaler udspiller sig i fortællinger på forskellige niveauer og har derfor valgt, at benytte mig af diskursanalyse. Diskursanalyse fokuserer på hvordan viden og sandhed skabes inden for særlige diskurser og hvordan sproget er med til at iscenesætte bestemte aktiviteter og identiteter (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 176). Gennem diskursanalyse har jeg forsøgt, at finde ud af hvordan særlige ideer om frivillighed skabes og fungerer i praksis. Enhver oplevelse, dokument, radioprogram, tv-udsendelse, artikel eller hjemmeside, kan analyseres som et stykke kulturel tekst (Shore & Wright, 2011, s. 15). Det betyder, at de dokumenter jeg har udvalgt til analyse, er et lille udsnit af den samlede mængde af materiale og at de store fortællinger jeg fremskriver, er en af mange store fortællinger, der kunne fortælles. Fra et diskursanalytisk perspektiv er et interview og de heri udtrykte ord og beskrivelser ikke sandheden. Det er nærmere holdninger om et specifikt emne, som er et resultat af handlinger i sociale sammenspil (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 252). I mine interviews har jeg spurgt til frivillighed og i min analyse har jeg fokuseret på hvordan 22

særlige rationaler omkring frivillighed fremføres af de frivillige. Jeg har ledt efter nøglebetydninger og beskrivelser, som kunne give et billede af de frivilliges forståelse af deres frivilige arbejde. Denne analyseform har jeg benyttet i forhold til politiske dokumenter, hvor jeg ligeledes har ledt efter rationaler omkring frivillighed. Ifølge Kvale & Brinkmann, kan en tekst analyseres ud fra følgende spørgsmål: hvorfor er teksten interessant? Hvad ved vi om det materiale, den er konstrueret ud fra? Hvilke virkninger har forskellige læsninger af teksten? Hvordan er teksten relateret til magtstrukturer? (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 253). Mine analyser af interviews og dokumenter, fremskrev en række forskellige rationaler omkring frivilligt arbejde. Det frivillige arbejde bliver ofte nævnt som en gave til de ældre og til de ansatte, hvor den frivillige giver tid og nærvær. Samtidig handler det frivillige arbejde for den frivillige om CV, kompetenceudvikling og en passende forpligtelse. Gavegivning, reciprocitet og motivation har jeg fra dette udgangspunkt valgt som bærende begreber.

2.4 Anonymisering som en etisk overvejelse Hastrup siger, at feltarbejdet som metode er ’et direkte engagement i verden’ og derfor afgøres den etiske praksis, fra situation til situation (Hastrup K. , 2009). Det er uden tvivl nødvendigt, at gøre sig etiske overvejelser inden man drager ud i felten, men hvad der møder en er uklart og derfor svært at gøre sig klar til. Jeg har haft mange etiske overvejelser i mit feltarbejde, både før, under og efter. Nogle har fulgt mig konstant, mens andre lige så stille er trådt i baggrunden, afløst af nye spørgsmål, dilemmaer og overvejelser. Det var især de ældre jeg var meget bevidst om at have en respektfuld og ydmyg forhold til. Jeg kom i deres hjem, men det var ikke dem, der havde skaffet mig adgang til stedet. Det var frivilligkoordinatoren, der gav mig adgang og samtykke til at lave mit feltarbejde på Solvang, men som Hammersley og Atkinson skriver, er det ikke muligt at få informeret samtykke fra alle informanter i felten, da man ikke kender til alle aspekter af sit feltarbejde fra starten, for eksempel hvem man undersøger, hvad og hvordan det gribes det an (Hammersley & Atkinson, 2007).

Det er især de ældres demens, der fik mig til at beslutte at anonymisere mit feltarbejde. Jeg har ikke kunnet få deres samtykke til, at bruge den viden jeg tilegner mig gennem dem, på samme måde som med de andre informanter. Jeg har derfor valgt at anonymisere det meste af mit feltarbejde. Jeg ser ingen grund til at nævne plejecenterets placering eller rigtige navn, da mit feltarbejde kunne have foregået i en hvilken som helst kommune i Danmark. Det har altså ingen indflydelse på mine resultater og analyse, om stedet er kendt eller ukendt, og derfor, med respekt for især de ældre der bor der på plejecenteret, har jeg valgt at undlade at nævne det. Desuden er de frivilliges, de ansattes og de ældres navne og alt andet der vil kunne føre en læser direkte til plejecenteret og de mennesker der optrådte der under mit feltarbejde, anonymiseret. Navne der optræder er altså nogle jeg frit har fundet på og uden nogen forbindelse til oprindelsen.

3. Historisk blik på frivillighed For at kunne forstå og nuancere frivilligt arbejde i dag, er det relevant i første omgang at gå tilbage i tiden og se på, hvilke politiske og samfundsstrukturelle tendenser dansk frivillighed er udsprunget af og har udviklet sig indenfor. Historisk set har forskellige præmisser i samfundet, skabt bestemte rationaler for frivilligt arbejde. Jeg vil i dette kapitel komme ind på og uddybe, hvordan der gennem tiden har været forskelligt fokus samt at det frivillige arbejde er blevet opfattet forskelligt, ud fra hvilket fokus der har været. Det kan være en udfordring, at finde sammenhængende og konkret materiale, der beskriver det frivillige arbejde før 1900-tallet. Det er det blandt andet fordi frivillighed som begreb, først begyndte at blive anvendt i slutningen af 1900-tallet og at frivilligt arbejde har haft andre betegnelser, såsom filantropi, medborgerskabsdeltagelse eller barmhjertighedsgerninger. Disse forskellige forståelser, trækker tråde til nutidens forståelse af frivilligt arbejde og det er derfor disse tidligere forståelser, jeg i det følgende vil beskrive.

3.1 Ideen om medborgerskabsdeltagelse Før 1800-tallet kom frivillighed især til udtryk mellem borgere i Danmark, der stod hinanden nært, for eksempel familier eller naboer. Borgere hjalp hinanden uden at det var systematiseret i foreninger og organisationer og der blev arbejdet både frivilligt og ulønnet, fordi det var et reelt behov for at få det enkelte familieliv til at hænge sammen, mere end et bevidst valg (Korsgaard, 1997). I dansk sammenhæng har professor Ove Korsgaard forsket i og skrevet om medborgerskab, som han argumenterer for har været med til at skabe grundlaget for den danske frivillighed. Han beskriver, at det ’danske samfundssind’ og de frivillige foreninger, skal forstås i sammenhæng med og i relation til medborgerskab, da det som førnævnt var nødvendigt for borgerne at indgå i fællesskaber. I hans beskrivelse af medborgerskabsbegrebet går han tilbage til før Kristi fødsel samt uden for landets grænser. Allerede i det antikke Grækenland beskrev filosoffen Aristoteles den moralske forpligtelse til, at deltage aktivt i bystyrets politiske liv. Pligterne var ikke baseret på love, men mere på en indirekte mulighed

for at opnå respekt ved at tjene bystyret (Korsgaard, 2004). Det kan være svært, at drage direkte paralleller fra Grækenland omkring år nul, til den danske forståelse og udvikling af samfundssind og medborgerskab. Det viser dog at der allerede i den tid var tanker om aktiv deltagelse i samfundet, som ikke kun handlede om retslige love, men mere om de forpligtelser den enkelte havde over for andre. Et styre kan skabe rammer for demokrati, men det er borgerne i et land, der har ansvar for og pligt til at passe på hinanden. Før 1700-tallet hjælper borgerne i Danmark hinanden som medmennesker, men fungerer stadig under en adelsmand, der bestemmer hvad folk skal gøre og hvordan de skal opføre sig. Men det ændrer sig da Danmark i 1776, under Kong Christian d. 7. indfører indfødsret og der skabes en national forståelse af hvad god opførsel er. Fællesskabet bliver langsomt mere og mere systematiseret. Ove Malling skrev i forbindelse med etableringen af indfødsretten en bog om, hvordan man skulle være borger i Danmark. Bogen var en historiebog til latinskolerne og deri var beskrevet, hvilke dyder og hvilken medborgeridentitet eleverne skulle undervises i. Dyderne var baseret på kristendommen og loyalitet over for den enevældige konge (Korsgaard, 2004). Deri indgår også ideen om ’et land, et folk’ og beskrivelser over hvad der gør, at en borger hører til i netop Danmark. Derudover betyder indfødsretten, at der begynder at blive skelnet mellem det identitetsmæssige fællesskab og det mere politiske og juridiske fællesskab (Korsgaard, 2004). Man kan være medborger i Danmark uden at være statsborger, og modsat kan man være statsborger uden at være medborger. Ove Korsgaard argumenterer for, at medborgerskabstanken har skabt den danske borgerforståelse. Individerne er ikke blot borgere af et land men medborgere, der i fællesskab skaber det land de er en del af. Dermed får borgeren magten til at forandre og udvikle landet, ud fra forskellige ideer om hjælpsomhed, fællesskab og demokrati.

3.2 Retten til at danne frivillige foreninger 1800-tallet er et vigtigt århundrede for det frivillige arbejde, da der sker et skift fra enevælde til demokrati. I 1849 fik Danmark juni-grundloven og den bidrog til en demokratisering af landet (Aarup, 2010, s. 17). Dermed bliver foreninger en grundlovs-

sikret ret at danne og det bliver begyndelsen til de mange frivillige foreninger, der herefter opstår. De frivillig-baserede foreninger, havde stor betydning i den grundtvigianske bevægelse. Højskoler skabte rammerne for frivillighedsideologien, som politisk syntes at være altafgørende for det demokratiske samfund, hvor de danske borgere skulle være med til at løfte og udvikle samfundet (Korsgaard, 1997, s. 59). Frivilligt og ulønnet arbejde havde dermed stor betydning i opbyggelsen af det danske fællesskab og som det senere vil blive beskrevet, også velfærdsstaten. Inden grundloven blev vedtaget, argumenterer N.F.S. Grundtvig i 1832 for, at alle er anstændige borgere og at det ikke kun er den kristne tro, der styrer moral og dyder, hvilket betyder at den gode medborger ikke nødvendigvis er kristen. Grundtvig gør derved op med ideen om, at kirke og stat skal høre sammen. Han er af den opfattelse, at tro og politik skal være adskilt og at skolen skal indeholde en ’folkelig-national oplysning’ i stedet for kun en kristen oplysning. Da samfundet indeholder mange forskellige trosretninger, skal skolen ikke kun undervise i kristendom, men også i mere demokratisk og almenvigtig viden (Korsgaard, 2004). Grundtvig sætter gang i en nytænkning af skolens rolle som dannende og opdragende i en mere generel forstand. Grundtvigs udvikling af folkehøjskolen, skaber ringe i vandet, som spreder sig til gymnasiet og skaber fag på universitetet. Det er i skolen, at de danske borgere tillærer sig viden om samfundet, demokrati, rettigheder og pligter. Længe inden grundloven sikrede retten til de frivillige foreninger, opstod foreningsformen blandt folket. Den tog udgangspunkt især i den kristne velgørenhed, men blev efterhånden mere og mere organiseret. Det skete i begyndelsen af 1800-tallet, da samfundet er under forandring og borgerne får behov for, at kunne samles i fællesskab om værdier og ideologier på tværs af familier, køn, alder og social status. De frivillige filantropiske foreninger er i starten af 1800-tallet kendetegnet ved, at der er nedskrevne regler og rammer og at disse sker indenfor en demokratisk beslutningsstruktur. Indsatsen er ydet af frivillige, det er et relativt afgrænset fællesskab og dette fællesskab er åbent for alle (Korsgaard, 1997). De frivillige der samles i disse foreninger, er beskrevet som filantropiske borgere, der med udgangspunkt i den kristne næstekærlighed samles omkring den privat organise27

rede velgørenhed. Grundet den voksende ulighed i samfundet, bliver disse barmhjertighedstjenester rammesat og den mere velhavende del af befolkningen begynder at tage del i ansvaret for de svageste. Filantropien havde forskellige udformninger i 1800-tallet. Det var dels den individuelle hjælp som borgere ydede over for dets medmennesker, for eksempel naboen og så var der den mere organiserede form, hvor borgere hjalp og talte de svages sag i samfundet. Men udover at tænke på de enkelte individer, er filantropi også relevant for hele samfundet, på grund af dets orienteren mod samfundets svageste. Til trods for at de filantropiske handlinger ofte var forbundet med penge, fik individerne erfaringer med noget og nogen uden for sig selv, som kunne være langt fra deres hverdag og det gavner samfundet, argumenterer Ulla Habermann for (Habermann, 2007, s. 105). Det var dog primært i storbyerne, at de velstillede bidrog til denne type velgørenhed, enten ved at give penge eller sin tid (Habermann, 2007, s. 108). Med tiden skabte disse velgørenhedsforeninger institutioner for særligt udsatte grupper i samfundet og fik støtte fra staten, som med årene helt overtog disse ydelser. Det der startede som de velhavendes overskud og behov for at udøve velgørenhed for at vise hvor gode kristne de var, var med til at udvikle samfundet i en ny retning.

3.3 Et velfærdssamfund skabes Det velfærdssamfund vi kender i dag, er som beskrevet, udviklet og udbygget over de sidste hundrede år, og mange af de velfærdsydelser staten står for, er skabt med inspiration fra de frivillige sociale foreninger. Med reference til medborgerskabstanken, skriver Socialdemokratiet i deres partiprogram i 1945, at demokratiet ikke kun giver rettigheder, men at den enkelte borger har ansvar og en forpligtelse over for samfundet, hvis demokratiet fortsat skal fungere (Aarup, 2010, s. 18). Samtidig får skolen en rolle som demokratisk opdragende, hvilket indebærer at kunne opøve elevernes evne til samarbejde samt skabe tolerance over for mennesker med forskellig social baggrund (Korsgaard, 2004, p. 28). Det politiske fokus på forskellige borgers rettigheder og forpligtelser gør, at staten overtager flere og flere af de opgaver som de frivillige foreninger tidligere tog sig af. I udviklingen af en stat der tager sig af de fleste sociale opgaver, bliver de frivillige sociale foreninger overflødiggjort og mange lukker ned (Habermann, 2007). Da bi28

standsloven i 1975 bliver vedtaget, er de frivillige foreninger som dengang tog sig af forskellige velfærdsopgaver, så godt som væk (Korsgaard, 1997, s. 10). I 1980’erne får flere og flere danskere mulighed for, at modtage offentlige ydelser, som der betales til via skatten og der er ikke brug for samme velgørende indsats. Det ændrer oliekrisen i 1980’erne dog hurtigt ved. Staten oplever at midlerne slipper op og det får stor betydning for opfattelsen af hvornår en borger har fortjent velfærdsydelser (Christensen, 2013, s. 18). New Public Management (NPM) systemet kom til Danmark i 1980’erne med et direkte link til Englands tidligere premiereminister Margaret Thatchers neoliberale ledelse (Rose, 1992). Thatcher italesætter en kontrast mellem den aktive forbruger og den passive borger, og dermed er NPM med til at ændre på forståelsen af samfundsborgere. NPM tager udgangspunkt i en kritik af den offentlige sektor, hvor borgerne benytter samfundsydelser uden at betale tilbage, men hvor den aktive forbruger modsat er mere ansvarlig. Den offentlige sektor skal i stedet efterstræbe, at serviceydelser sker eller i hvert fald hentes som inspiration fra den private sektor. Kritikken i forhold til den offentlige sektor lyder på, at den er for bureaukratisk, fordi den er for stor, ineffektiv, dårlig ledet og burde begrænses til overordnede retningslinjer (Aarup, 2010, s. 57). Det betød, at markedsorienterede begreber og vendinger var til inspiration for dansk politik og at decentralisering, konkurrenceevne, markedsstyring, effektivitet og service, blev integreret i dansk politik. Professor i statskundskab Knud Aarup argumenterer i sin bog "Frivillighedens Velfærdssamfund" for, at velfærdssamfundet i 1980’erne havde behov for et skift, men er kritisk over for, at det netop blev NPM der stod for forandringen. Han skriver, at den managementkultur som NPM tager udgangspunkt i, har fået stor betydning og konsekvens for velfærdssamfundet, som det ser ud i dag. Det øgede fokus på, at gøre individerne selvstyrende og selvforvaltende, kan betyde at staten får behov for at kunne kontrollere individerne for at sikre, at de gør hvad de skal og har ansvar for (Aarup, 2010, s. 58). Men det kan være svært at kontrollere, hvilket betyder at en NPM styring nødvendiggør afrapporteringer, effektmålinger og så videre. I takt med at en ny og mere liberalistisk politik vinder frem, begynder samfundet at finde interesse for de frivillige, lokale foreninger, fællesskaber, netværk og organisationer. Ifølge Korsgaard fik NPM systemets øgede fokus på individualisme og mar29

kedsliggørelse den betydning, at borgerne til gengæld skulle have en større forpligtelse og ansvarlighed over for hinanden (Korsgaard, 1997, s. 10). Samtidig begynder staten, at få øjnene op for det frivillige sociale arbejdes muligheder og potentialer og etablerer forskellige råd og foreninger. I 1983 blev der således oprettet et formelt samarbejdsorgan mellem staten og de frivillige foreninger, kaldet 'Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde', i dag 'Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde', som skulle være med til at styrke de frivillige foreninger (Boje, Fridberg, & Ibsen, 2006, s. 92). I slutningen af 1980’erne optrådte filantropien atter på den politiske arena. Borgerens filantropiske samfundssind, med lyst til at arbejde frivilligt og gøre noget for andre, hænger godt sammen med NPM systemet, hvor individerne har ansvar og er forpligtet over for samfundet og ikke mindst hinanden. De frivillige foreninger får mulighed for, at få tilskud og søge midler fra det offentlige og det betyder, at de atter kan finde en plads i det danske velfærdssamfund (Habermann, 2007, s. 129). Samtidig vokser den statslige støtte fra tips- og lottomidlerne og særlige puljer til frivilligt socialt arbejde. Staten kan se en umiddelbar gevinst ved frivilligt arbejde og bruger derfor ressourcer på at få det udviklet og etableret. I midten af 1990’erne bliver det frivillige område belyst i et større udvalgsarbejde i Socialministeriet og da sociallovgivningen efterfølgende bliver revideret, kommer der en bestemmelse i Serviceloven om, at kommunerne er forpligtet til at støtte frivilligt socialt arbejde (Boje, Fridberg, & Ibsen, 2006, s. 92). I 1988 gennemførte Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) den første undersøgelse af frivilligt arbejde i Danmark som viste, at hver fjerde dansker arbejdede frivilligt på det tidspunkt (Boje, Fridberg, & Ibsen, 2006). Siden da er der jævnligt blevet gennemført undersøgelser af det frivillige arbejde og tendensen er tydelig. Antallet af danskere der arbejder frivilligt stiger fra undersøgelse til undersøgelse, især indenfor det sociale område (Habermann, 2007, s. 33). I udlandet, særligt i USA og England, har frivillighed en anden historie. Her har frivilligt socialt arbejde været en del af velfærdsstaten fra starten og der eksisterer derfor en anden og udvidet forståelse, erfaring og viden. Det virker til, at Danmark går mere og mere i retning af disse landes måde at føre velfærdsstat på og derfor er det relevant, at se udover landets grænser. 30

3.4 Frivillighed i udlandet Den politiske interesse for frivillighed har eksisteret i flere år i lande som USA og England end i Danmark. Frivillighed i Danmark, måske især som den ser ud i dag, er inspirereret af den frivillighed der findes i disse lande. Det kan være svært direkte at oversætte andre landes erfaringer med frivillighed til det danske velfærdssystem, da de forskellige politiske systemer er komplekse størrelser, med hver deres forståelse og udgangspunkt. Jeg vil dog alligevel forsøge med hjælp fra Professor Lester M. Salamon og Sociolog Paul Hirst, som med hver deres fokus på frivillighed, kan være med til at sætte emnet ind i et større perspektiv.

3.4.1 Nonprofit sektor Lester M. Salamon er leder for Institut for Policy Studies på Johns Hopkins University i USA. Han undersøgte i 1980’erne samarbejdet mellem de amerikanske nonprofitorganisationer og den amerikanske stat og hvad dette indebar af både udfordringer og ressourcer. Når jeg vælger at inddrage Salamon, er det fordi han allerede for 30 år siden kom frem til, at der er en række udfordringer og begrænsninger i en minimeret velfærdsstat, hvor borgeren til gengæld har mere magt (Salamon, 1995, s. 41). Dette sat i forbindelse med udviklingen i dansk politik og den deri neoliberale forståelse af individet, kan være med til at belyse den udvikling, som frivillighed i Danmak måske er på vej mod. Ifølge Salamon er der især tre grunde til, at samarbejdet mellem nonprofitorganisationer og staten kan være udfordrende. For det første bliver organisationernes uafhængighed truet, da staten mere eller mindre tydeligt, bliver en del af organisationen ved at bidrage med økonomisk støtte. For det andet kommer organisationerne til at stå i gæld til eller skal udføre et arbejde, de ikke finder relevant eller interessant, for at få den støtte de kan overleve på. For det tredje gør et samarbejde med staten det frivillige arbejde mere bureaukratisk og professionaliseret, da der bliver behov for at kunne effektmåle og systematisere det frivillige arbejde (Salamon, 1995, s. 104). Salamon beskriver desuden fire begrænsninger i det frivillige arbejde i forhold til, at skulle varetage specifikke opgaver for staten, som kan være svære at styre. En frivillig

organisation kan ikke garantere, at der generes penge til et overskud. Derudover er det ikke er sikkert, at organisationerne har egenkapital nok til, at kunne udføre arbejdet og det betyder, at bestemte områder kommer til at lide. De store organisationer får mere magt og kan være med til at minimere de mindre. En manglende mangfoldighed i organisationerne kan gøre at de bliver for ensrettede, så nogle mennesker for eksempel kun kan få hjælp af bestemte religiøse organisationer. Der er altså en interessekonflikt mellem den offentlige priotering, der altid vil have til formål at demokratisere, i forhold til de organisationer med flest midler, som ikke nødvendigvis har denne priotering (Salamon, 1995, s. 112). Mange af disse udfordringer i den frivillige sektor og samarbejdet mellem stat og organisation, som Salamon beskrev i 1980’erne, er tendenser der beskrives i Danmark i dag. På den måde kan den amerikanske viden bruges til at se på dansk frivillighed og dens udvikling. Ifølge Salamon, er det en udfordring for de frivillige organisationer fortsat at være alsidige, mangfoldige og økonomisk stabile, hvis de skal samarbejde med andre politiske interessegrupper. Det vil ofte være de større organisationer der vinder frem, mens de små lukker ned og derved bliver udbudet begrænset til, at kunne blive brugt af nogle mennesker, mens andre udelukkes fra denne mulighed.

3.4.2 Associativ demokrati Paul Hirst var britisk sociolog og samfundsteoretiker og arbejdede med alternative politiske modeller for styring. Han var på nogle områder inspireret af den amerikanske model, hvor organisationer får mere magt, for til gengæld at decentralisere staten. Paul Hirst’ teori om den associative demokrati er meget specifik, konkret og praktisk, da han beskrev hvordan økonomien skal hænge sammen og hvilke opgaver forskellige borgere har. Det interessante er ikke enkeltdelene i hans teori, men den overordnede tanke om, at staten kan decentraliseres for til gengæld at benytte sig af frivillige organisationer. Han mente ikke, at samfundet skal inddeles i forskellige sektorer, men nærmere at de forskellige sektorer skal kombineres. Med hans teori om den associative demokrati, ville han kombinere det bedste fra den kollektivistiske og den liberalistiske model, ved at binde liberalismens frie valg sammen med kollektivismens brede udbud af offentlige tilbud (Hirst, 1997, s. 134). Teo32

rien argumenterer for en decentralisering af magt- og styringsfunktioner, ved en styrkelse af det civile samfund (Hirst, 1997, s. 9). Det skal ske ved at lade frivillige, men statsstøttede organisationer, tage sig af de velfærdsopgaver, som tidligere blev udført af offentligt ansatte. Derved mister staten magten, for til gengæld at lade de frivillige organisationer overtage. Hirst mente, at et samfund dermed kan være med til at reducere de bureaukratiske og hierarkiske beslutningsgange, for til gengæld at fremme ansvarlighed og demokrati i organisationerne (Hirst, 1997). ”Associationalismen er hverken kapitalistisk eller kollektivistisk. Den bygger på samarbejde og markedsøkonomi. Målet er en reguleret økonomisk udvikling, der tilstræber at realisere sociale mål gennem samarbejde mellem økonomiske aktører og offentlige organer” (Hirst, 1997, s. 140). Hirst argumenterer for, at der er flere fordele ved selvstyrende frivillige organisationer. Den første fordel er, at de ansatte vil blive mere engagerede, da de vælger at arbejde for en organisation de kan stå inde for og aktivt har valgt at være en del af. For det andet skal medlemmerne stå til ansvar internt i organisationen, hvilket betyder at staten ikke skal gribe ind for kontrol. Derved undgås de store bureaukratiske beslutningsgange (Hirst, 1997, s. 147). Samarbejdet mellem de organisationer der udfører velfærdsopgaver og dem der modtager hjælpen, bliver ifølge Hirst forstærket, da individet bliver valgt og selv vælger. Da enhver organisation kan oprette skoler, hospitaler og børnehaver, skabes den konkurrenceevne, som Hirst mente var vigtig. I et byområde kommer der mange forskellige tilbud, som individerne kan vælge imellem, på samme måde som det sker i dag. Forskellen er dog, at i stedet for at det er staten der udbyder opgaverne, er det organisationer (Hirst, 1997, s. 153). Alle velfærdsopgaver skal løses og kontrolleres på det laveste plan og den højere myndighed, staten, skal begrænse sine opgaver til få og specifikke fokusområder. Hirst argumenterede for, at det civile samfund skal gøres privat og at de frivillige foreninger skal tage sig af velfærdsopgaver (Korsgaard, 1997, s. 43). På den måde mente han, at skellet mellem det offentlige og det private kunne mindskes og der bliver skabt et samfund, hvor producenter og brugere i fællesskab bestemmer. Det associative demokrati indebærer, at de frivillige foreninger bliver redskab for politik og demokrati.

Både Hirst og Salamon kommer fra andre traditioner inden for det frivilige sociale arbejde, end den danske. Hvor Salamon med baggrund i en kritik på samarbejdet mellem stat og organisation, ser Hirst netop organisationer som muligheden for at skabe et bæredygtigt samfund. De er begge enige om, at det centrale og væsentlige ved frivillige foreninger er, at opfatte dem som medskaber af demokrati og samhørighed i et samfund, hvis det altså gøres rigtigt. Men at gøre det rigtigt er en udfordring, fordi der er så mange forskellige interesser, alt efter om perspektivet er staten, organisationen eller borgeren. Det kan være svært at forene disse forskellige perspektiver på det frivillige arbejde, uden at der opstår interessekonflikter og det vil i sidste ende gå ud over den nederste gruppe; borgerne og dem der modtager den frivillige hjælp.

3.5 Opsamling Det frivillige område har i Danmark undergået mange forandringer gennem tiden og den stærke foreningstradition har relevans for samfundet i dag. Gennem tiden har det frivillige arbejde haft svingende betydning og har været centrum for, og medskaber af, mange af de gennemgribende ændringer i velfærdssamfundets tilblivelse. I nogle perioder har de frivillige foreninger stået ved siden af den offentlige sektor, som et supplement og i andre perioder har interessen for området været ikke-eksisterende, som i 1970'erne. I starten af dette århundrede er interessen for frivillighed større end nogensinde og det forklares af blandt andet Korsgaard og Aarup, ved den økonomiske krise, den store ældregeneration, manglende sammenhængskraft og ikke mindst et større fokus på CV. De frivillige foreninger startede som et behov blandt borgerne for at hjælpe de svage i samfundet og til at samle deres kræfter omkring en fælles sag. Det filantropiske samfundssind skabte grundlag for samarbejde, udvikling og samskabelse af det danske samfund. I dag beskrives og italesættes den frivillige, i nogle sammenhænge, stadig som en filantropisk borger, der med baggrund i barmhjertighed, fællesskab og velgørenhed, skaber forandring i samfundet. Jeg vil derfor med baggrund i dette kapitel udlede et filantropisk-rationale blandt de frivillige, der også eksisterer i dag og som jeg vil benytte i de kommende kapitler.

I USA og England er tankerne om en større 'magt' til borgerne og en decentralisering af staten, i mange år blevet diskuteret. Frivillighed i udlandet sættes i forbindelse med ikke kun samfundssind og filantropi, men også med et reelt behov for at borgeren tager ansvar og er selvledende. En New Public Management styring findes mere og mere i den danske forståelse af frivillighed i forlængelse af, at individet bliver selvforvaltende, selvstyrende og professionaliseret. Frivillige har fået et større fokus på CV og hvad de får igen for deres arbejde. Krav om frihed og aspekter af selvrealisering, bliver centrale på en ny måde i dag, fordi individet i NPM termer selv har ansvaret for at blive den de vil være. Sideløbende med et filantropisk-rationale, har jeg derfor fremskrevet et neoliberalistisk-rationale. De to rationaler vil jeg i det følgende belyse, fra både et overordnet samfundsperspektiv og blandt de frivilliges beskrivelser og forståelser.

4. Den frivillige indsats i dag Det frivillige arbejde har som beskrevet en lang historie bag sig og det er denne historiske baggrund, der er med til at placere frivillighed, hvor det er i dag. Fra at være et uorganisereret socialt fænomen, er det i dag et område med både råd, udvalg og politikker. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), kan frivilligt arbejde i dag defineres ud fra følgende fem punkter (Boje, Fridberg, & Ibsen, 2006, s. 164): 1) Det er ulønnet, med mulighed for kompensation for udgifter. 2) Det er frivilligt og ikke i forbindelse med for eksempel aktivering eller løntilskudsjob. 3) Det skal udføres i en organisatorisk sammenhæng, som godt kan være offentlig. 4) Det skal være til gavn for andre end en selv og den nærmeste familie. 5) Den frivillige skal være aktiv, hvilket vil sige at medlemsskab af en organisation ikke er nok i sig selv. Denne definition er temmelig bred, men den indrammer dog meget tydeligt, hvad frivilligt arbejde er i dag. For at være frivillig, skal man være ulønnet, aktiv, være en del af en større organisation og gøre det for andre end sig selv. Det er udgangspunktet, men som det vil vise sig i mine analyser i senere kapitler, kan flere af punkterne diskuteres. Løn er ikke altid en økonomisk udbetaling, en frivillig kan være aktiv på mange niveauer og om den frivillige arbejder for sig selv eller andre, er ikke altid målbart. Den overstående definition er med til at skabe den store overordnede ramme og forståelse for den frivillige indsats, men som med de fleste rammer, skal indholdet fortolkes og det gøres den på mange måder. Danskernes lyst til at arbejde frivilligt og virke som aktive medborgere, er steget de sidste mange år. Den seneste rapport fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde bekræfter den stigende interesse for det frivillige arbejde. Undersøgelsen viser, at 40 procent af danskerne eller mere end 1,8 millioner mennesker, har arbejdet frivilligt inden for forskellige sociale, politiske og kulturelle områder i løbet af 2012. Det betyder, at flere danskere end nogensinde, udfører frivilligt arbejde (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2013).

I 2012 er de 1,8 millioner frivillige fortsat mest aktive på kultur-, idræts- og fritidsområdet, mens den største stigning findes på det sociale område. Den store stigning her, betyder dog ikke flere medlemmer i foreninger. Kun halvdelen af de frivillige på det sociale område er aktive i en forening, modsat de andre kategorier hvor 80 procent er del af en forening (Møller & Larsen, 2011, s. 464). De mennesker der vælger at være frivillige inden for det sociale område, har dermed ikke samme behov for tilknytning til en forening. Det kan der være mange grunde til, blandt andet har mange af dem der er frivillige på dette område, en grundlæggende interesse for det sociale, enten via deres uddannelse eller arbejdserfaring og har derfor ikke samme grundlag for at være medlem af en forening. De kan udføre det sociale arbejde med viden fra deres profession og behøver ikke i samme grad en forenings værdigrundlag eller fællesskab, til at kunne arbejde frivilligt. Tidligere undersøgelser har vist, at det er de veluddannede, som er mest engageret i frivilligt arbejde. Dette bekræftes igen i Frivilligrapport 2012, hvor danskere med en videregående uddannelse eller universitetsuddannelse i højere grad udfører frivilligt arbejde (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2013). Der kan være flere grunde til, at uddannelse disponerer for frivilligt arbejde. Lars Skov Henriksen argumenterer for, at en uddannelse kan bidrage til, at individerne får et større pespektiv på verden omkring dem og de dertilhørende problemstillinger (Henriksen, 2011). Ifølge Henriksen kan det også handle om, at de via en uddannelse får de kompetencer der er behov for i et frivilligt arbejde og som gør, at de nemmere kan se sig selv udføre de frivillige opgaver. Disse tal fra Frivilligrapport 2012 viser et billede af et område med stor tilstrømning til det frivillige arbejde og at for eksempel krise, højere uddannelser og alder, ikke er en hindring for at engagere sig, tværtimod. Undersøgelsen viser, at flere og flere ikke er en del af organisationer og at de dermed er frivillige for sig selv, i velfærdsinstitutioner eller frivilligcentre (Henriksen, 2011). Organisationen har ikke samme relevans for den frivillige som tidligere, da der i dag er et større fokus på aktiviteten eller projektet, om den så finder sted på et kommunalt plejecenter eller i den lokale fodboldklub.

4.1 Frivillighed i kommunalt regi Jeg vil i dette afsnit se mere specifikt på den frivillighed der sker i kommunerne, både når foreninger og organisationer samarbejder med kommunen, men især når kommunen selv står for det frivillige arbejde. Den stigende interesse for frivilligt arbejde i kommunerne er, alt efter perspektiv, et udtryk for nødvendighed og behov, som af lyst og idealisme. Dermed er både et neoliberalistisk-rationale og et filantropisk-rationale på spil, hvilket betyder, at borgere tænker barmhjertighed og udfører filantropiske handlinger og velgørenhed, men at frivilligt arbejde også kan beskrives som en menneskelig gevinst, for at bruge NPM termer (Habermann, 2007, s. 130). Flere forskere, blandt andet Aarup, Korsgaard og forfatterne bag SFI’s undersøgelse, beskriver at forholdet mellem marked, stat, civilsamfund og familie er under omstrukturering i de europæiske lande, på grund af den finansielle krise og velfærdsstatens institutionelle og økonomiske problemer. Den sociale sammenhængskraft beskrives som værende under pres og derfor kan kommuner blandt andet bruge den frivillige indsats til at etablere en form for sammenhæng i samfundet igen. Det frivillige arbejde kan, ifølge Korsgaard, blive en modvægt til individualisme og ikke mindst eller især som løsning på velfærdsydelser, som det har været tilfældet i USA og England i flere år (Korsgaard, 1997). Et af de politiske tiltag, der er etableret inden for de seneste år, er Frivilligrådet. Det er et ”politikudviklende organ, der rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats i forhold til sociale udfordringer” (Frivilligrådet.dk, 2013). Rådets tolv medlemmer udpeges af Social- og Integrationsministeren, på baggrund af deres indsigt i og interesse for frivillighed. Frivilligrådet kom i 2010 med et reformoplæg kaldet ”Et stærkt velfærdssamfund skabes sammen med borgerne” (Frivilligrådet, 2010) og i 2012 med strategiplanen ”Sammen om bedre velfærd” (Frivilligrådet, 2012). Titlerne på disse dokumenter fremskriver borgeren som medskaber af velfærd og dermed pointerer dokumenterne, at det ikke blot er staten der står for velfærd, men alle borgere i Danmark. Borgeren skal ikke kun have ret til velfærd, men ret til at deltage og sammen skabe velfærd. Reformoplægget fra 2010 beskriver, at der er behov for, at den offentlige sektor åbner dørene op for civilsamfundet, så medborgerskab kan udfolde sig. Disse døre skal åbnes på grund af den økonomiske

krise og reformoplægget beskriver, at det velfærdssamfund hvor alle får en lige stor del af velfærdsydelserne er under opløsning og som under 1980'ernes oliekrise, bliver det en mindre gruppe, der kan få hjælp fra staten. Frivilligrådet opfatter civilsamfundets ressourcer som en mulighed for at skabe ny velfærd (Frivilligrådet, 2012). Frivilligrådets dokumenter, gør brug af neoliberale termer, hvilket er med til at skabe en bestemt forståelse af frivillighed, hvor det er borgerens pligt at deltage, fordi velfærdsstaten ikke har råd til at forære velfærd væk. Når et politisk tiltag som Frivilligrådet udgiver dokumenter som de ovenstående, er de implicit med til at skabe en retning, hvor ansvaret gives tilbage til borgeren. En borger i Danmark er altså frivillig, inddragende og selvledende. Dette ligger sig op af det neoliberalistiske-rationale, som jeg tidligere har beskrevet. I juni 2013 udkom en ny udgave af "Charter for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige", som afløste charteret fra 2001. Dette frivilligcharter har som Frivilligrådets andre dokumenter, til formål at skabe rammer for og styrke det aktive medborgerskab gennem frivilligt arbejde. Charteret er regeringens, foreningernes og kommunernes råd og vejledning til, hvordan der skabes mere aktiv samarbejde, demokrati og engagerede frivillige. Det fremgår i Charteret, at der er et behov for at flere borgere arbejder frivilligt ud fra ideen om, at 'vi alle skal bidrage'. Charteret har ændret sig fra i 2001, at hedde 'foreningsdanmark', til i dag at hedde 'den frivillige verden'. Det er dermed ikke blot foreningsdanmark, men hele den frivillige verden, der er fokus på i det nye Charter. Det er både et retorisk skridt væk fra den lille gruppe til en mere global verden, men det udvider også den frivillige indsats fra primært at rumme foreninger til at forsøge at rumme mange flere frivillige initiativer, for eksempel dem i kommunalt regi, som Projekt Solvang. Det nye Charter har fokus på tillid mellem sektorerne, gensidighed og samarbejde og skal fremover danne grobund for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige lokalt rundt om i Danmark. Der skal være plads til alle og som det beskrives, så udfolder frivillighed sig bedst, hvis den gives vide rammer. Der er altså fokus på mængden, mangfoldigheden og at ansvaret gives til borgeren (Frivilligrådets Frivilligcharter, 2013).

4.1.1 Frivilligpolitik Udover de overordnede retningslinjer for frivilligt arbejde, har flere og flere kommuner en såkaldt frivilligpolitik, der er med til at rammesætte den lokale frivillige indsats. I 2010 lavede Center for Frivilligt Socialt Arbejde en rundspørge i de danske kommuner omhandlende frivilligt arbejde. Ud af de 77 kommuner der svarede, havde 58 kommuner en frivilligpolitik (Center for frivilligt socialt arbejde, 2011). Kommunerne havde forskellige bevæggrunde for, at udarbejde en frivilligpolitik. For 79 procent af kommunerne har frivilligpolitikken den funktion, at den er retningsgivende eller opstiller kriterier for uddelingen af § 18-midlerne1. I 71 procent af kommunerne opfattes frivilligpolitikken, som en overordnet hensigtserklæring om samarbejde. I 48 procent af kommunerne danner den ramme for opgave- og rollefordelingen mellem kommunen og foreningerne. I 41 procent af kommunerne har frivilligpolitikken den funktion, at den udvikler visionerne for det frivillige sociale arbejde i fremtiden (Center for frivilligt socialt arbejde, 2011, s. 45). Frivilligpolitikker bliver brugt både som overordnet guide til de forskellige foreninger samt som et konkret værktøj, når der skal etableres nye samarbejdskonstellationer. De lokale politiske tiltag skabes udfra de overordnede politiske retningslinjer, der for eksempel ekspliciteres i Charteret. Når der i det nye Charter, rettes fokus mod hele den frivillige verden, rummer det muligheder for at inddrage nye og bredere vinkler på frivillighed. I stedet for blot at fokusere på foreninger, får kommunerne mulighed for at brede frivillighedsbegrebet ud, som det for eksempel beskrives i næste citat fra Aarhus Kommune. I januar 2013 udsendte Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard en pressemeddelelse, på baggrund af et nyt indgået partnerskab mellem kommunen og den civile sektor. ”Vi skal væk fra, at det offentlige har monopol på velfærdsløsninger. Udviklingen af vores velfærd vil ofte kræve flere ressourcer – men de skal ikke nødvendigvis være offentlige. Vi skal i langt højere grad prøve nye samarbejdsformer af for at skabe de rigtige velfærdsløsninger og ha’ øje for, hvad de frivillige kan bidrage med” (Aarhus Kommune, 2013). Dette citat beskriver de tanker Aarhus Kommune gør sig om, at inkludere den frivillige sektor endnu mere i fremtidige politikker. Det er ikke længere et spørgsmål om, at lade den frivillige sektor supplere de offentlige indsatser, de skal 1

En økonomiske pulje som alle kommuner er forpligtet til at støtte den frivillige indsats med.

varetage specifikke opgaver, hvis udviklingen af velfærdsløsninger fortsat skal stige. Det er de færreste borgere, der er interesseret i at lade samfundet gå tilbage i velfærd, så ved at beskrive det på denne måde, er det svært at være uenig. Aarhus’ borgmester beskriver her et ‘vi’ ved at skrive vores velfærd. Det er ikke kommunen, der skal skabe forandringer og en bedre økonomi, det er alle borgernes ansvar. Desuden beskrives det, at der skal afprøves nye samarbejdsformer i den frivillige verden, som understreger den ændring der sker i at tænke frivillighed og kommune som et, i stedet for som adskilte sektorer. Ifølge Salamon kan et samarbejde mellem stat og civilsamfund, have nogle udfordringer, hvis der ikke bliver taget højde for de forskellige grundlag for samarbejdet. Denne pressemeddelse beskriver Aarhus Kommunes rationaler omkring et samarbejde hvor frivillige skal bidrage, hvilket kan få indflydelse på både kommende kommunale projekter og for de individer der er inkluderet i disse. I Skanderborg Kommune beskrives ligeledes vigtigheden i, at borgeren selv indgår i de frivillige fællesskaber. "I Skanderborgs tilfælde er vi ikke kun en organisation med 5.000 medarbejdere, vi er et lokalsamfund, som består af 60.000 borgere. Vi ser hverken borgeren som undersåt eller kunde. Vi ser borgeren som en aktiv og engageret samfundsborger, der kan selv og vil selv, og som er interesseret i at gå ind i fællesskaber" (Christensen, 2013, s. 29). Skanderborg Kommune tager afstand fra kunderelationen og rettighedstankegangen, for derimod at have fokus at genetablere ansvar og pligt til danskernes samfundssind. Kommunen er alle mands eje, og ved at bruge vendinger som ‘kan selv, vil selv’, skabes et helt særligt rationale, som nærmere er i børnehøjde, end i øjenhøjde. Der skabes en distance til neoliberale termer, ved at gøre borgeren til et socialengageret individ, mere end et marketingsorienteret individ.

4.1.2 Et kritisk blik på kommunal frivillighed Knud Aarup skrev i 2010 "Frivillighedens velfærdssamfund", som et modsvar til den store modstand mod at udvide den frivillige sektor. Han støtter op om det politiske rationale der indikerer, at frivillige og de civile kræfter, skal varetage flere af de velfærdsydelser der udbydes i Danmark, fordi der ifølge ham, ikke er hænder og penge nok til, at det kun er ansatte der gør det (Aarup, 2010, s. 12). Aarup er fortaler for frivillighed i kommunalt regi, men denne type frivillighed har også fået en del kritik.

Kritikken lyder på, at de frivillige bruges som en ressource, som sættes direkte ind i stedet for fyrede kommunalansatte medarbejdere. I forhold til min konkrete undersøgelse på Solvang, har det relevans at inddrage en undersøgelse fra FOA2, som kan være med til at underbygge nogle af ovenstående tendenser. Flere af de ansatte påpeger dels, at der er en stigende tendens til at benytte frivillige på plejecentre, men også at der tages opgaver fra ansatte og gives til frivillige. Undersøgelsen fra 2012 viser, at frivillige på plejecentre, er ved at være hverdag for mange ansatte og ældre inden for dette område. Af de ansatte i undersøgelsen svarer 77 procent ja til, at der bliver udført frivilligt arbejde på deres arbejdsplads (FOA, 2012). 24 procent svarer, at de frivillige løser opgaver, som burde løses af ansatte og det er de ikke tilfredse med. Flere medlemmer pointerer, at de og deres kolleger ikke har tid til at være sociale sammen med beboerne (FOA, 2012). De ansatte ønsker, at have socialt samvær med borgerne, da det giver dem værdifulde informationer og et helhedssyn på borgerne. Opgaver som at ledsage borgere til for eksempel læge, indkøb af tøj og gaver med videre, bør ifølge medlemmerne også varetages af de ansatte. Lægebesøg kan give de ansatte vigtig information til deres arbejde med borgerne, og borgere kan være utrygge ved at have skiftende frivillige med til lægekonsultationer. Praktiske opgaver som rengøring, køkken- og havearbejde er også opgaver, som ifølge flere medlemmer bør varetages af ansatte i stedet for frivillige, da det tager arbejde fra nogle personalegrupper. Det er ikke kun de ansatte der ikke nødvendigvis er begejstrede for frivillige. En undersøgelse foretaget i 2010 for Ældre Sagen, viser at langt de fleste ældre foretrækker at modtage hjælp fra kommunalansatte, fremfor både privatansatte, familie og frivillige. Under 5 procent ønsker, at frivillige skal løse de opgaver, som ansatte i dag løser (Hastrup B. , 2011). Sociolog Anders La Cour er i sin Ph.d.-afhandling fra 2002, kritisk overfor den kommunale frivillighed. Hans afhandling tager udgangspunkt i en undersøgelse af frivillige besøgstjenester i København. Han havde fokus på hvordan politiske forventninger til frivilligt socialt arbejde ofte overvurderes for dets potentialer og under2

’Fag og Arbejde’ er Danmarks tredjestørste fagforbund med ca. 193.000 medlemmer (FOA, 2013).

vurderes for dets begrænsninger (La Cour, 2002). Han mener, at de frivilliges udgangspunkt for at udføre frivilligt arbejde er frihed, engagement og selvstyren og at det umiddelbart er et dårlig miks med velfærd, fordi de frivillige kræfter ikke kan styres (Hastrup B. , 2011). Som tidligere beskrevet er frivilligt arbejde ved at ændre sig. I kommunalt regi bliver frivilligt arbejde nogle gange beskrevet på samme måde som et lønnet arbejde. Dette har betydning for udformningen og udviklingen af det frivillige sociale arbejde. Succeskriteriet for det frivillige arbejde kommer til at læne sig op af succeskriterierne for det offentlige system og ifølge La Cour er det farligt, da de to ikke kan sidestilles. Implicit i det frivillige arbejde findes lyst, engagement og mulighed for individuel styring. La Cour mener derfor, at de frivillige selv skal gives muligheden for, at rammesætte hvordan det frivillige arbejde skal udformes. La Cour’s undersøgelse viser, at hvis den frivillige får for meget ansvar eller ikke bliver lyttet til, træder de hurtigt tilbage. Det er problematisk hvis en frivillig der yder velfærdsopgaver stopper, da ydelsen muligvis ikke kan udføres uden hjælp fra den frivillige og modtageren af ydelsen dermed bliver svigtet. Lars Skov Henriksen fremfører i sin artikel "Restruktuering af frivilligheden?" også konsekvensen af, at frivillighed bliver fritstillet (Henriksen, 2011). Når alle kan tage del i og benytte sig af de frivillige og ubetalte borgere, kommer det til at skabe konkurrence. I en økonomisk trængt kommune, kommer frivillighed hurtigt til at handle om flere hænder, frem for værdien i det frivillige arbejde. Henriksen argumenterer for, at frivillige kan blive de offentlig ansattes forlængede arm, når de er en del af staten. Kvalitet kan derfor hurtigt kan blive vendt til kvantitative opgaver. Det ovenstående afsnit har fremvist, at der er forskellige synspunkter på hvor meget den frivillige indsats skal fylde i velfærdsopgaverne. Ud fra de politiske dokumenter og forskellige undersøgelser, fremvises at den kommunale frivillighed er stærkt stigende. Der er mange forskellige projekter rundt omkring i kommunerne som benytter sig af frivillige. Et af dem er Projekt Solvang, hvis projektbeskrivelse i det følgende vil blive uddybet og analyseret.

4.2 Projekt Solvang - et frivilligt initiativ i kommunen Jeg vil med udgangspunkt i Solvangs projektbeskrivelse, som er udarbejdet af en større dansk kommune, eksemplificere hvordan den kommunale frivillighed, i et mindre udsnit, bliver beskrevet. Et policydokument som denne projektbeskrivelse, ikke kun skaber, men afspejler også de rationaler, som projektet finder relevant. Ifølge lektor Louise Phillips, organiseres måden der tales på i særlige rationaler, hvilket skaber repræsentationer af virkeligheden, som er med til at skabe virkelighed, viden og identiteter (Phillips, 2010). Projekt Solvang er derved både et udtryk for de overordnede fortællinger og rationaler omkring frivillighed i kommunalt regi, samtidig med at det er med til at skabe den frivillighed, som de frivillige udfører med baggrund i projektbeskrivelsen. Projekt Solvang har opstart i sommeren 2011, i forbindelse med åbningen af en ny plejeboligenhed. Det særlige ved denne åbning er, at stedet skal implementere en række nye tiltag i forhold til arbejdet med de ældre. Disse tiltag er bærende for stedets eksistens, på grund af en ny økonomisk styring af personaleressourcer. Projekt Solvang skal således udvikle og afprøve nye muligheder, med hensigten at skabe det gode hverdagsliv for de ældre beboere, så de fortsat har mulighed for, at være ”ekspert i eget liv” og få en ”oplevelse af ansvar og medbestemmelse”. Projektet har ifølge projektbeskrivelsen”fokus på innovation af kerneydelsen”. Det betyder, at ”projektets formål er at skabe højere effektivitet og forenkling i plejeboligerne samtidig med, at der sikres kontinuitet og tryghed for borgeren” (Projektbeskrivelse). De ældre skal fortsat have ansvar og medbestemmelse over eget liv, trods den økonomiske nedjustering. Der skal skabes innovation af kerneydelser på Solvang, hvilket indbefatter effektivitet og forenkling, uden at det skal gå ud over borgerens tryghed, som findes og skabes ved kontinuitet. Denne innovation, skal opnås gennem projektets fire fokusområder, hvilket er økonomi og organisering, teknologi og dokumentation, hverdagsrehabilitering og til sidst frivillige og pårørende. Disse fire fokusområder skal foruden at spare personaleressourcer og skabe økonomisk gevinst, også tilføre borgeren et bedre liv.

”Det helt særlige ved Projekt Solvang er den økonomiske model, en fast normering, som er reduceret i sammenligning med normeringen før overgangen til VIP-systemet. Det betyder at Projekt Solvang også er et effektiviseringsprojekt, som samtidig har tryghed for borgeren, høj faglig kvalitet og arbejdsglæde i fokus” (Projektbeskrivelse). Den økonomiske model tilbyder altså en fast tildeling, i stedet for en aktivitetsbaseret afregning, men den faste tildeling er budgetteret til at være mindre end den tidligere VIP-økonomistyring3. Det betyder, at den besparelse i personaleressourcer som denne model lægger op til, skal findes andre steder, blandt andet gennem et frivilligt samarbejde. ”Samarbejdet med og organisering af frivillige (…) skal endvidere supplere personalet i opgaveløsningen” (Projektbeskrivelse). Frivillige skal være med til at supplere de ansatte, da plejeboligerne ikke længere får tildelt ressourcer til, at gøre noget ekstra sammen med beboerne. Det betyder at beboerne bliver afhængige af, at der er en veletableret frivillig indsats på Solvang, hvis de fortsat skal have sociale aktiviteter i deres hverdag. ”I fremtiden er beboerne mere afhængige af frivillige og pårørende, mht. at få opfyldt behov for fysiske og sociale aktiviteter, som har stor betydning for deres sundhed og trivsel” (Projektbeskrivelse). De ældres sundhed og trivsel skal skabes i samarbejde mellem ansatte og frivillige på Solvang. Det vil sige, at dette samarbejde er afgørende for, om de ældre får den sociale kontakt de har behov for. Ifølge projektbeskrivelsen bliver de frivilliges hjælpsomhed og lyst til at gøre en forskel, bærende for de ældres hverdagsliv. Desuden beskrives Projekt Solvang som et ’effektiviseringsprojekt’, hvor de fire fokusområder skal skabe besparelse og en mere effektiv måde at have et plejecenter på. Effektivitet indebærer, i ordets forstand, at der opnås mere for de samme ressourcer eller der opnås det samme for færre ressourcer (Ordbogen.com). Det betyder altså, at dette projekt skal være med til at skabe et plejecenter hvor tanken er, at de ældre får det samme, men for færre penge.

En økonomisk model der giver penge til et plejecenter ud fra et visitationssystem, hvor pengene tildeles på baggrund af en funktionsvurdering af hver enkelt beboer.

Et begreb som effektivitet hænger sammen med neoliberale rationaler. Det er et ord der kan være svær, at have noget i mod, da det har en positiv klang, især over for modbegrebet ineffektivitet. Solvang gøres til et effektiviseringsprojekt og kobles sammen med markedsorienterede termer. Det neoliberalistiske-rationale sammenblandes med et filantropisk-rationale, hvor det ene rationale skaber muligheder for det andet. De to rationaler kan ikke adskilles, men bliver derimod hinandens forudsætninger. For at skabe et effektivt plejecenter, skal der som beskrevet benyttes frivillige. Det særlige ved dette projekt er dog, at de frivillige ikke kommer fra en organisation. Det er altså ikke et samarbejde mellem kommunen og en frivillig organisation, men frivillige som kommunen selv rekrutterer til projektet. Om dette står der i projektbeskrivelsen, at det er ”(…)nødvendigt, at samarbejdet med frivillige og pårørende organiseres på en ny måde og at frivillige og pårørende, i højere grad end det er tilfældet i dag, forpligter sig til fælles indsatser fx omkring aktiviteter, sundhed, et godt hverdagsliv for borgerne mv” (Projektbeskrivelse). Det forventes, at de frivillige forpligter sig til de sociale aktiviteter og at den frivillige indsats organiseres. Det beskrives som en forpligtelse, da de frivillige er et bærende element i Projek Solvang. Uden de frivillige, får de ældre ikke omsorg og sociale aktiviteter, da det er skåret ud af budgettet, i et forsøg på at spare og effektivisere. I en delevaluering konkluderes det, at det i Projekt Solvang ikke har været muligt at etablere denne forpligtelse blandt de frivilige. Der efterlyses blandt de ansatte et behov for mere struktur i den frivillige indsats og derfor foreslås faste dage for indsatsen. Som det beskrives blev ideen ikke implementeret, ”da de fleste af de frivillige ønsker at være fritstillet med hensyn til, hvornår de kommer” samt ”at de unge frivillige hellere ville komme forbi spontant”. Der beskrives her en modsætning mellem behovet blandt de ældre og de ansatte, og de frivilliges rationaler. De frivillige beskriver, at fritstillelse og spontanitet er vigtigt for dem, hvor det for de ansatte har betydning, at der er struktur. Dette modsætningsforhold mellem de ansattes og de frivilliges forventninger, gjorde at Projekt Solvang i efteråret 2012 begyndte at overveje muligheden for at samarbejde med Røde Kors’ besøgsordning. "Samarbejdet med Røde Kors kan være med til at 46

skabe kontinuitet for beboerne, da Røde Kors stiller krav til deres frivillige om, at de forpligter sig på den pågældende aftale; krav som plejeboligerne ikke kan stille til deres egne frivillige” (Projektbeskrivelse). Dette citat fra delevalueringen beskriver, at der ikke kan stilles krav til de frivillige som plejecenteret selv har rekrutteret, modsat frivillige fra en organisation. Det er interessant, at et projekt der har så stort et behov for frivillige og hvor det er en del af projektbeskrivelsen, ikke mener at der kan forventes kontinuitet og ansvarlighed blandt frivillige, uden for en organisation. Det er en tanke som flere deler i forhold til frivillige. La Cour nævner, at en frivillig indsats 'dør af pligt' og at der ofte er uoverensstemmelse mellem forskellige systemers syn på frivillighed. Lars Skov Henriksen beskriver ligeledes at et skift fra en kollektiv orienteret frivillighed, til en refleksiv form for frivillighed har ændret tilgangen til den forpligtende frivillighed. Den frivillige føler ikke nødvendigvis tilknytning til det frivillige arbejde, men mere til hvad der bidrager til indhold for den enkelte frivillige (Henriksen, 2011, s. 7).

4.3 Opsamling Grundlaget for at deltage i frivilligt arbejde er komplekst, da der er mange forskellige grunde til, at folk arbejder frivilligt. Ifølge SFI, er hovedmotiverne tid i overskud, fællesskabet, pårørendes situation og en grundlæggende interesse for området, hvilket især fremskriver ‘sagens’ betydning som vigtig. Kritikere mener, at de frivillige overordnet har sig selv, sit CV, lyst og frihed som motiv. Projektbeskrivelsen for Solvang, fremviser et miks af rationaler, alt efter om det er de ansattes, de frivilliges eller de ældres rationaler der beskrives. De mange udbud af frivilligråd, frivilligpolitikker og kommunale frivilligprojekter, viser den politiske og kommunale interesse for frivilligt arbejde. Samarbejdet og organiseringen af frivilligt arbejde i kommunernes velfærdsinstitutioner, er en relativ ny type frivillighed og sker ofte uden, at en organisation er involveret. Blandt andet Aarup og Frivilligrådet argumenterer for, at frivillige foreninger og frivillighed generelt, kan være med til at skabe en sammenhængskraft i samfundet. Korsgaard beskrev i tidligere afsnit, at de frivillige foreninger har dybe rødder i demokrati, 47

medborgerskab og foreningsfællesskaber, og de menes derfor, at kunne være opskriften på sammenhængskraften, som nogle mener er truet af flydende grænser og individualisme. La Cour mener, at for at frivilligt arbejde kan få en reel demokratisk betydning, skal der være en række vilkår tilstede, blandt andet skal borgeren have mulighed for selv at være del af beslutninger, arbejdet skal være drevet af engagement og lyst og arbejdet skal være selvorganiseret. Kommunal frivillighed finder primært sted inden for ældreområdet, eksempelvis på plejecentre, dagcentre, aktivitetscentre (Center for frivilligt socialt arbejde, 2011). Det vil sige, at de frivillige har en social opgave og ansvar for ældre menneskers omsorg, pleje og hverdagsliv. I Projekt Solvangs projektbeskrivelse er beskrevet, at de frivillige skal tage sig af helt specifikke opgaver i forhold til både ansatte og de ældre på plejecenteret. De skal supplere de ansatte i opgaveløsningen samt give de ældre et bedre hverdagsliv og det skal sikres ved, at de frivillige skal forpligte sig til arbejdet, hvilket på nogle måder er modsat La Cours tanker om den frivillige som engageret og selvorganiseret. I projektbeskrivelsen sammenkobles de store fortællinger til de små fortællinger, og hermed også de forskellige rationaler der er på spil på forskellige niveauer. Det filantropiske rationale, beskriver borgerens pligt til deltagelse. Dette sker gennem barmhjertighed, hjælpsomhed og næstekærlighed, med ’sagen’, i dette tilfælde Solvang, i fokus. Frivillige på Solvang skal skabe det gode hverdagsliv for de ældre gennem tryghed og kontinuitet. Men Projekt Solvang handler også om effektivitet, innovation og forandring. Begreber der ligger sig op af neoliberale rationaler, hvor det politiske system anvender markedsorienterede begreber. Projekt Solvang handler ikke om enten eller, men om både og. Frivillige er en del af projektets mulige succes, hvor der både skal spares og skabes nye måder at etablere et godt hverdagsliv for de ældre. Delevalueringen for Solvang, beskriver dog problematikker, for eksempel de frivilliges manglende kontinuitet og struktur. Det kan være svært for frivillige der kommer sporadisk, på eget initiativ og udfra egen lyst, at opfylde og udfylde et reelt behov for omsorg og pleje.

De følgende kapitler vil vise, at der kan være langt fra en projektbeskrivelse med et ideal og mål om at skabe og ændre frivillighed i en ny retning, til hvordan det implementeres, gøres og fortælles.

5. Frivillighed i praksis på Solvang I de to tidligere kapitler har mit udgangspunkt været, at beskrive hvilke rationaler der findes overordnet politisk i samfundet. De næste to kapitler vil gå tættere på den praksis der udføres på plejecenter Solvang. Det er altså et skifte fra de store fortællinger med deres overordnede rationaler, til de små fortællinger om hvordan frivillighed gøres og italesættes af de frivillige på Solvang og hvilke rationaler der kan udledes deraf. Dette kapitel vil tage udgangspunkt i hvordan de frivillige agerer og gør frivillig, men også hvilken betydning det har for de ældre og ansatte de interagerer med. Jeg vil benytte mig af Ulla Habermanns undersøgelse af frivilliges motivationer og Clifford Geertz’ begreber moods and motivations i min analyse. Jeg vil desuden benytte mig af Marcel Mauss' teori om gavegivning, samt Lévi-Strauss’ begreb reciprocitet, for at prøve at forstå, hvordan rationaler om gengældelse og gavegivning giver betydning til det frivillige arbejde. For at få en forståelse af hvordan frivillighed praktiseres på Solvang, vil jeg starte med en beskrivelse af hvordan de frivillige kommer ind i huset samt hvilke dilemmaer, konflikter og refleksioner, de frivillige møder i den første tid. Med afsæt i mit empiriske materiale, vil jeg diskutere og analysere, hvilken betydning den frivillige indsats har for Solvang, de ældre, de ansatte og ikke mindst for de frivillige selv.

5.1 Vejen ind i Solvang Når en ny frivillig starter på Solvang, er det efter en indledende samtale og en introduktion til Solvang. Samtalen foregår med frivilligkoordinator Eva, på hendes kontor i en af plejeboligerne. Det varer cirka en time, hvor den frivillige fortæller hvem de er, hvad de har lyst til at lave og hvad de forventer sig af det frivillige arbejde. Derudover fortæller Eva hvad hun tænker, at de kan bidrage med og hvad der forventes af dem. Det er dog primært den frivillige der får lov at bestemme opgaver, da Eva ikke slår specifikke opgaver op, når hun søger frivillige og er derfor som udgangspunkt interesseret i den frivillige, uanset hvad personen har lyst til at bidrage med på Solvang.

Eva har lavet to foldere om det frivillige arbejde, som hun går ud fra til samtalen og som den frivillige tager med hjem bagefter. Den ene hedder "Vil du være frivillig!" og handler om, hvad frivillige kan få ud af at være på Solvang. Denne folder bliver primært brugt til at hverve nye frivillige, men tydeliggør også nogle af de elementer, som Eva mener er vigtigt i det frivillige arbejde. Der står blandt andet beskrevet, at den frivillige selv bestemmer hvad de vil hjælpe med og hvor ofte, og at de aldrig er mere forpligtet end aftalt. Det er denne folder som den frivillige læser inden hun starter på Solvang og som interessen er startet ud fra. Den anden folder hedder "Råd og vejledning til frivillige ved XXX (kommune slettet) lokalcentre" og indeholder mere konkrete råd til, hvordan de frivillige skal og kan agere på Solvang. Denne folder beskriver dels, hvordan de frivillige skal være over for de ældre og hvilke rettigheder de selv har. Når Eva har gennemgået disse foldere og snakket med den frivillige om pligter, rettigheder og rollen som frivillig, finder de sammen ud af hvad den frivillige skal lave på Solvang. Det kan både være specifikke opgaver, som at stå for motion eller sangaftener, eller det kan være mere ustruktureret og løst, som at besøge forskellige ældre et par gange i måneden. Eva godkender næsten alle der opsøger hende, både fordi der ikke er en øvre grænse for, hvor mange frivillige der kan være på Solvang og fordi de fleste der opsøger hende for at være frivillig, som udgangspunkt gerne vil arbejde som frivillig. Hun sætter opslag op på forskellige uddannelsers intranet og får dermed henvendelser fra unge studerende, fra for eksempel sygeplejerske-, fysioterapi- eller pædagoguddannelsen. Samtidig prøver hun også at nå de ældre frivillige ved, at lave opslag i den lokale avis og hænge opslag op på forskellige aktivitetscentre i byen. Hun fortæller mig, at hun kun har prøvet at afvise to det sidste år, fordi de ikke ville kunne fungere som frivillige, da de enten var psykisk- eller fysisk syge. Det er altså langt de fleste, der får mulighed for at være frivillig på Solvang, ud fra tanken at har de først opsøgt Eva, så er det fordi de har lyst og engagement. Den frivillige bliver introduceret til Solvang af Eva, når hun er blevet godkendt. Det varer ofte to til tre timer og starter med en snak om plejeboligerne, de ældre og de ansatte. Efterfølgende går den nye frivillige og Eva rundt i huset. Mit første møde med Solvang skete en måned før mit feltarbejde skulle starte og foregik sammen med både Eva og en frivillig, som jeg skulle have en følgevagt med. Jeg deltog efterfølgende i 51

andre frivilliges introduktion og fik en mere generel opfattelse af hvordan introduktionen blev udført. Både til min egen og andres introduktion, blev der lagt meget vægt på, at den frivillige skulle kunne agere selvstændigt og i samarbejde med de ansatte. Eva gør meget ud af at beskrive hvilke muligheder den frivillige har i sit arbejde på Solvang. Det er disse muligheder der fra hendes perspektiv er med til at fastholde de frivillige på Solvang, da de frivillige på den måde får noget ud af at arbejde frivilligt. Dermed bliver de frie opgaver en form for gave eller tilbagebetaling, som Eva giver til de frivillige, for at udføre det frivillige arbejde. Fra det første møde med Eva er der lagt op til, at den frivillige selv kan vælge hvad de vil og har lyst til at bidrage med. Eva beskriver, at de frivillige kommer med hver deres individuelle motivation for at arbejde frivilligt og at det ikke indebærer forpligtelser. Eva har derfor ikke krav og forventninger til de frivillige og det er med til at skabe en særlig type selvstyrende frivillighed. I projekbeskrivelsen uddybes dog en anden forståelse. Heri beskrives hvordan den frivillige skal tage initiativ og forpligte sig til opgaver for, at Projekt Solvang skal kunne lykkes. Efter det første møde med både plejeboligen og de mennesker der er tilstede, er det mere eller mindre op til den frivillige selv at arrangere og engagere sig. Hvis de til den første samtale med Eva har indikeret, at de er interesseret i noget specifikt, bliver de koblet på det arrangement med enten de frivillige eller ansatte der står for det. Hvis de gerne vil starte noget nyt op eller blot komme og snakke med de ældre, er det det de gør. Jeg selv havde to vagter sammen med en anden frivillig og var derefter alene som frivillig. Jeg mødte ind alene og blev mødt af ansatte, der ofte ikke kendte mig, i hvert fald ikke de første måneder. Det føltes ofte utrygt og fremmed. En af grundene til, at det især blev en udfordring i starten, viste sig at være de fysiske rum. Det kan være svært at være ny, når bygningen ikke i sig selv ligger op til møder på tværs.

5.2 Det fysiske rum og dets eksklusion Når en frivillig første gang kommer til Solvang, får hun muligheden for at være både i Hus A og Hus B. Det er to identiske huse som ligger en smule fra hinanden og hvor man skal udenfor for at komme fra det ene hus til det andet. Den eneste reelle forskel, er de ældre der bor i husene. De fleste frivillige vælger for overskuelighedens skyld et 52

af husene. Det gjorde jeg selv, da ét hus i sig selv føltes som en udfordring, primært på grund af mængden af ældre, ansatte og ikke mindst etager. Solvang er bygget i tre etager, med hver ti beboere. På Solvang har man ingen visuel eller auditiv forbindelse mellem etagerne. Så selvom hele bygningen hedder Hus A, så transporterer trappen eller elevatoren individet ind i et helt andet rum og fællesskab. Når jeg mødte ind til en frivilligvagt var det som at træde ind i forskellige verdener, alt efter hvilken etage jeg valgte at være på. Der kunne være helt stille, ingen ældre eller ansatte i stueetagen, på 1. sal kunne der sidde en enkelt dement kvinde, råbende efter hendes afdøde mand og på 2. sal, kunne der være både musik og tv i gang på samme tid, samt både ældre, ansatte og pårørende i fællesrummet. Andre dage kunne det være helt modsat. Tre etager betyder også tre fællesrum, tre køkkener og tre grupper af ældre. Bygningen ligger i sig selv ikke op til at hverken ældre, frivillige eller ansatte benytter sig af de forskellige etager, fordi der på hver etage er alt det der skal bruges, for at få hverdagen til at fungere. Der er ikke et reelt behov for at gå fra etage til etage, det er noget den frivillige aktivt skal vælge til. Huset får dermed en stor betydning for det sociale sammenspil, da de fysiske grænser enten lukker eller åbner de ældres verden og ikke mindst sætter rammerne for det frivillige arbejde. Kirsten Hastrup skriver at ”den fysiske materialitet befordrer eller begrænser visse bevægelser (Hastrup K. , 2003, s. 16). Fra det allerførste møde med Solvang, til specifikke arrangementer eller besøg, har det fysiske rum en betydning for, hvordan de frivillige agerer. Det fysiske rum skaber særlige strukturelle betingelser for frivillighed på Solvang. Den frivillige skal tage stilling til rummet og jeg erfarede, at både jeg selv og andre frivillige valgte og fravalgte bestemte etager, fra gang til gang, eller altid var på den samme etage, fordi det var der de aktive ældre var. Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, Ida Winther skriver, at "stedet og rummet sætter sig kropsligt og danner tilsammen hverdagslivets selvfølgeligheder" (Winther, 2006, s. 29). Blandt mange selvfølgeligheder på Solvang, bliver et af rummets selvfølgeligheder, at den frivillige holder sig til én etage og én gruppe ældre af gangen, i en blanding af nødvendighed, lyst og behov. Hver etage har hver sin gruppe af ældre, der på grund af tilfældigheder er mere eller mindre velfungerende. De velfungerende ældre kan den frivillige nemt have samtaler med, da de

kan fortælle om deres liv og er interesserede i kontakt og fællesskaber. De deltager i arrangementer og har ofte mange pårørende og frivillige der kommer på besøg. De mindre velfungerende ældre er ofte demente eller syge, de holder sig meget for sig selv og udviser ikke umiddelbart et stort socialt behov. På Solvang var der en etage hvor mange af de ældre var demente eller syge og der var en hel anden stemning og et mindre socialt fællesskab. En ansat fortæller mig på et tidspunkt, at der i begge huse er "etager hvor de ældre er mere ude, end på andre. De ældre her på 2.sal (i Hus A) er lidt tungere og er derfor ikke ude i opholdsstuen" (Feltdagbog 03.10.12). Den ansatte siger her, at der er forskellige sammensætninger af ældre på forskellige etager og at det i Hus A tilfældigvis er blevet 2. sal som er 'lidt tungere', på grund af demente eller plejekrævende ældre. Både mine feltnoter og interviews beskriver ligeledes, at de frivillige ofte ikke er på 2. sal, men at de i stedet befinder sig på 1. sal eller i stueetagen. Jeg snakker med to frivillige der fortæller, at de bedst kan lide at være på 1. sal, fordi de ældre der er mere åbne, velfungerende og mindre demente, modsat de andre etager. Det er både de ansatte og de frivillige, der har en opfattelse af, at nogle ældre er tungere end andre, og derfor ikke bliver tilbudt samme grad af socialitet. I citatet ovenfor fortæller den ansatte også, at det primært er de velfungerende ældre der bruger fællesarealerne, som for eksempel køkkenalrummet. Dette samlingspunkt er dog for det meste af tiden tomt og bliver udover måltiderne, kun brugt af de ansatte eller til de arrangementer som de frivillige står for. Køkkenalrummet er der hvor de frivillige kan komme i kontakt med de ældre og rummet bliver på den måde centrum for de frivilliges aktiviteter. Winther skriver, at "rum skaber betingelser for samvær ved at være indrettet i forhold til bestemte opgaver, aktiviter og møder, og vi vil pege på, hvordan indretning også udtrykker klassification, hierakisk opdeling og værdisætninger af handlinger og aktører. Den rumlige tilrettelæggelse har således betydning for de aktiviteter, der finder sted" (Winther, 2006, s. 22). De der benytter sig af køkkenalrummet på Solvang, til andet end måltider, er ældre der har lyst til sociale aktiviteter. Det er dog langt fra alle der har lyst eller overskud til det. Køkkenalrummet bliver dermed brugt af velfungerende ældre og af de frivillige, hvilket indebærer at en stor gruppe af de ældre ikke får kontakt til de frivilliges aktiviteter, med mindre de frivillige sørger for at komme ind til dem i lejlighederne. 54

Ifølge Winther, kan rum skabe hierarki. Dette ses på Solvang ved, at der er ældre der ikke kommer til arrangementerne i fællesrummet eller bliver besøgt i lejligheden og dermed ikke deltager i de frivilliges sociale aktiviteter. For de frivillige betyder etagerne, at de skal tage stilling til, hvilke grupper af ældre de vælger, fra det øjeblik de træder ind af døren. Jeg selv oplevede ofte at vandre rundt mellem etagerne for overhovedet at finde ældre at snakke med. Når jeg kom, ligegyldigt hvilket tidspunkt på dagen, var huset meget stille og tomt og jeg valgte at være der, hvor der var nogle ældre i køkkenalrummet, at være sammen med. Derudover ville jeg ikke være det samme sted som andre frivillige eller ansatte, men sørgede for at de etager og ældre, der ellers ikke fik opmærksomhed, i det mindste fik det fra mig. I første omgang var det et valg jeg traf for at forstå mit feltarbejde mere indgående, ved at agere mest mulig frivillig ud fra den praksis der foregår omkring frivillighed på Solvang. Som frivillig på Solvang var man ofte alene med de ældre og samarbejdede kun sjældent med andre frivillige. Men foruden et valg for at få mest mulig ’autentisk’ ud af mit feltarbejde, blev det med tiden også et både personligt og etisk valg. Jeg havde svært ved at se nogle ældre blive fravalgt eller aldrig få opmærksomhed, og min forpligtelse som medmenneske, overtog i nogle tilfælde rollen som feltarbejder. Alle frivillige, jeg selv inklusiv, havde forskellige motivationer for at være frivillig på Solvang og brugte derfor rummene forskelligt. Jeg endte med at vælge rum ud fra, at ville minimere eksklusionen af bestemte ældre, andre valgte rum ud fra et bestemt aktivitetsniveau eller interesseområde, andre igen ud fra allerede etablerede relationer til nogle ældre. Der var nogle, der havde hele huset og alle ældre for øje, mens andre havde fokus på enkelte ældre. Få frivillige kom for at lave specifikke aktiviteter, som for eksempel musik som altid foregik på samme etage og andre fravalgte helt bygningerne ved at tage de ældre med på tur. Når jeg snakkede med de frivillige om deres motivationer i forhold til de ældre, fortalte de, at de var der som frivillige og derfor ikke var pålagt et ansvar og overblik over de ældre. Dette var på en eller anden måde accepteret, da der var en klar forventning om, at det var de ansatte der havde ansvar for helheden, både i gruppen af ældre og huset generelt. Disse forskellige forventninger til relationerne til de ældre, henleder mig til Geertz’ moods and motivations. Når de frivillige beskrev deres bevægelser i rummene og bevæggrunde for at være sam-

men med de ældre, var det ofte med baggrund i følelser og lyst, mere end hensigt og mål.

5.3 Samarbejde med de ansatte Samarbejdet og især grænserne mellem de frivillige og ansatte, er noget jeg konstant er blevet konfronteret med. Både under mit feltarbejde, men også inden og efterfølgende, via medier, fagforeninger, organisationer og kommuner. Der er flere der er bevidste om forskellige udfordringer ved, at lade frivillige indgå på arbejdspladser i kommunen. Social- og Integrationsministeriet fik i 2012 lavet et "Barriere- og løsningskatalog for frivilligområdet", hvilket blandt andet indebar en undersøgelse af samarbejdet mellem frivillige og ansatte (Social- og Integrationsministeriet, 2012). Rapporten peger på, at der er en barriere mellem ansatte og frivillige i kommunalt regi, når der tales om frivilligt arbejde frem for eksempelvis frivillig indsats. Ved at tale om arbejde argumenterer rapporten for, at der skabes afstand til, at den frivillige indsats også udføres for den frivilliges egen skyld. Ifølge rapporten beskriver ‘en indsats’ tydeligere at frivillighed er gensidigt, hvilket fremhæves som vigtigt i forhold til samarbejde og barrierer mellem frivillige og ansatte. Rapporten kommer desuden frem til, at anvendelsen af begrebet arbejde, kan betyde modstand fra fagprofessionelle, fordi det er med til at tydeliggøre den potentielle konkurrence der findes mellem frivillige og fagprofessionelle på offentlige arbejdspladser (Social- og Integrationsministeriet, 2012). Men som de følgende sider vil vise, er langt de fleste frivillige slet ikke interesserede i at tage de ansattes arbejde, som primært består af praktiske- og plejeopgaver. De frivillige på Solvang arbejder med det de er mest motiveret for, hvilket er social- og omsorgsopgaverne. Selvom de frivillige ikke umiddelbart er interesserede i at tage de ansattes arbejde, er det dog en flydende og lettere utydelig grænse, der ikke helt indikerer hvornår det sker og jeg vil argumentere for, at de to gruppers arbejde ikke kan adskilles, men at de konstant griber ind i hinandens områder. Det sker både når den frivillige er afhængig af, at de ældre er klar til at tage på tur på et bestemt tidspunkt og dermed har brug for, at de ansatte hjælper til. Det kan være en filmaften, som slutter sent og hvor den ansatte har brug for at den frivillige sidder og snakker med de ældre, for at kunne få de andre i seng. Det opleves som en stor hjælp for de ansatte, at frivillige hjælper med at rydde 56

op efter morgenmad, så de kan holde morgenmøde og dermed undgå at komme bagud med resten af dagens opgaver. Der er bestemte arrangementer ude af huset eller for eksempel tandlægebesøg, der på Solvang kun kan ske med hjælp fra pårørende og frivillige. Der er en gensidig forpligtelse, hvor de ansatte hjælper de frivillige med at skabe rum for frivillige aktiviteter. Samtidig hjælper de frivillige de ansatte med at skabe bedre arbejdsforhold, mindre stress og mulighed for at få andre arbejdsopgaver. Gensidigheden i den frivillige indsats er beskrevet, både i brochurer, projektbeskrivelsen og blandt de ansatte, de frivillige og de ældre. Ifølge Mauss eksisterer udveksling i enhver social relation og da aktørerne er i en konstant forpligtelse over for hinanden på Solvang, i forhold til at returnere de ’gaver’ de modtager i form af for eksempel tid, opmærksomhed og anerkendelse, vil grænserne muligvis forblive flydende. Det er ofte først når det frivillige arbejde udføres, at den frivillige fornemmer at grænserne er overtrådt og at den deri udefinerbare ramme tydeliggøres. Derfor er det især i grænsesætningen, at frivillighed på Solvang defineres og gøres tydelig, for det er her det for alvor mærkes hvad henholdsvis ansatte, de ældre og den frivillige selv kan og vil stå inde for. Det beskrives som svært for både frivillige og ansatte, at vide hvor grænserne går for det frivillige arbejde. Når det omhandler mennesker og sociale relationer, kommer det meget an på det enkelte individ. Nogle frivillige kan og har lyst til at stå for mere end andre frivillige, og nogle ansatte har det bedre end andre, med at uddelegere opgaver. Den føromtalte 'konkurrence' mellem ansatte og frivillige, som Social- og Integrationsministeriets rapport beskrev, er ikke direkte udtalt på Solvang, men den findes i de grænser der italesættes af især de frivillige. Nogle frivillige beskriver, at den hjælp de tilbyder Solvang, ikke er direkte arbejde, men mere en hjælp. En af de allerførste dage bliver der på et møde sagt af en frivillig: "Vi skal jo ikke tage de ansattes arbejde, men vi kan da gøre det lidt nemmere for dem og hjælpe dem" (Feltdagbog 17.09.12). Denne tanke om at ville hjælpe og supplere, men ikke tage de ansattes arbejde er noget jeg ofte hørte de frivillige nævne. Hjælp og supplement er en gave, som de frivillige giver de ansatte, for at tillade dem at være på Solvang. De frivillige vil ikke bryde grænserne for hvad de må og kan samtidig næsten ikke kunne undgå at bryde dem. Ofte kender hverken ansatte eller frivillige til hvornår grænserne brydes, fordi stedets

frivillighed ikke er defineret og derfor kommer det til at handle om hvornår hver enkelt individs grænse overtrædes. "Jeg synes, at det er rigtig fedt at personalet tillader os der ikke er uddannede inden for deres felt at lave frivilligt arbejde, for de er jo trods alt de faglærte. Selvfølgelig overtager vi ikke deres gøremål, men vi går ind og supplerer og er med til at lave nogle andre aktiviteter, som de ansatte ikke har ressourcer til at sætte i gang" (Lene 17.11.12). Den frivillige nævner her, at hun er glad for, at de ansatte tillader hende at udføre frivilligt arbejde, til trods for at hun ikke er uddannet inden for området. Dermed siger hun, at de ansatte har en magt via deres faglige viden og kompetencer, til at definere hvad det frivillige arbejde skal indeholde og om de frivillige må hjælpe med opgaver på Solvang. Lene beskriver det frivillige arbejde som noget hun får lov til at udføre af de ansatte. Det bliver en gave som de ansatte kan vælge at give de frivillige. Men selvom det er en gave de frivillige får, kan de nogengange blive skuffede, når gaven tages dårligt imod. "Vi bliver spurgt, om vi kan deltage i arrangementer og være med til at få dem afviklet, for ellers sker det ikke. De ansatte kan jo ikke afvikle for eksempel sangaftener, hvis ikke vi er her til at rydde lidt op og hente en beboer i seng eller ned i sin lejlighed" (Marie 30.11.12). De frivillige er både vigtige inden, under og efter et arrangement. Marie fortæller her, at hendes hjælp under en sangaften gør, at det er muligt at arrangere, da de ansatte ikke har mulighed for selv at afvikle et arrangement som en sangaften. Men det er ikke altid, at de frivillige oplever at de ansatte er tilfredse efterfølgende. Det kan komme til at kræve en ekstra indsats i de ansattes travle arbejdsdag, de dage hvor der er arrangeret noget for de ældre. "Der er noget af personalet der syntes, at det er for bøvlet med de her sangaftener og synes, at det fylder lidt for meget. Det bliver man skuffet over som frivillig, at mærke sådan en stemning. Vi kommer her og lægger noget tid og de ansatte får jo løn for

det. Efter sidste arrangement, får jeg efterfølgende at vide at det nok er ved at være slut med de her sangaftenener" (Marie 30.11.12). Den frivillige føler sig skuffet over, at de ansatte synes, at det kræver for meget af dem med arrangementer. Hun argumenterer for, at hun er frivillig og ved at bruge sin tid på Solvang, burde få en form for anerkendelse fra de ansatte. De ansatte får, modsat hende, løn for arbejdet og får dermed også løn når et arrangement afvikles. Marie kommer i sin fritid og når hun ikke får løn udbetalt i kroner, er der en forventning om at modtage løn på en anden måde. Hun er bevidst om at værdsættelsen ikke skal eller kan indeholde penge, men glæden ved at stå for et arrangement og hjælpe både de ældre og ansatte, viser sig ikke at være nok. Som jeg tidligere skrev har de ansatte en legitim magt, da de er faguddannede og har dermed en status til at kunne beslutte hvad de mener at både huset og de ældre har godt af. Hvis et arrangement som en sangaften, kræver for meget af dem, kan de beslutte, at der ikke skal være flere af sådanne arrangementer. Samtidig kan frivillige beslutte, at de ikke vil komme og deltage, supplere og hjælpe både i hverdagen og til de større arrangementer. På den måde bliver de gensidig afhængige af at gøre hinanden mere eller mindre tilfredse. Den frivillige giver sit engagement og sin tid og har en forventning om at modtage anerkendelse i retur som løn for det frivillige arbejde. Mauss beskriver, hvordan relationer kan brydes hvis ikke gensidigheden opretholdes. Udvekslingens pligt til at returnere bliver vigtig for Solvang, da der uden udveksling, ingen frivillighed ville kunne eksistere. De frivillige ville stoppe uden at få anerkendelse og de ansatte ville stoppe den frivillige indsats, hvis ikke hjælpen passer til deres behov. Under mit feltarbejde mærker jeg ofte, at stemningen ændrer sig op til de forskellige arrangementer. De ansatte har mere travlt for at kunne nå at gøre de ældre klar. Når jeg møder ind om eftermiddagen, hvor der om aftenen skal være et arrangement, bliver jeg ofte overladt på en etage alene. For at nå at tage både de ældre op fra middagslur, give dem kaffe og senere lidt for tidlig aftensmad, er der brug for ekstra hænder. Flere af de ansatte nævner, at mange af arrangementerne kan være et direkte stressmoment for dem. De ansatte vil gerne have arrangementer, men er tydelige omkring, at det påvirker deres arbejdsdag efterfølgende. En ansat fortæller her:

"Arrangementer som for eksempel sangaftener kræver lidt mere arbejde af os. For når det er slut så skal alle i seng på samme tid, og så har vi travlt" (Feltdagbog 25.10.12). Et arrangement har betydning for de ansattes arbejdsdag. Når en sangaften er færdig klokken ni, skal de op til tredive beboere, der har deltaget i arrangementet i seng og der er ofte kun tre ansatte på arbejde. De frivillige hjælper gerne til med det praktiske til disse arrangementer, men igen er det begrænset hvor meget de kan og vil gøre. De kan hente de ældre og bringe dem tilbage i deres lejligheder, men det reelle arbejde med at lægge dem i seng og hjælpe dem på toilet, er det kun de ansatte der står for. De frivillige er kun et supplement, som det står beskrevet i både brochurer og projektbeskrivelsen, men ikke et supplement til de plejende opgaver. De frivilliges hjælp kan altså både være en aflastning og en belastning for de ansatte. Mauss beskriver, at gaven indeholder mange aspekter af forpligtelser og hvis individet ikke lever op til disse forpligtelser i gavegivningen, skaber det ubalance. Giveren vil ofte være modtageren overlegen og i en magtposition og gengælder modtageren ikke gaven, lever man på kredit og er i risici for at miste sin ære (Mauss, 2001). Hvis der er uoverensstemmelser i gavegivningen, kan der ske både en afvisning og en udfordring de to individer i mellem. Gaven kan dermed blive en belastning, som hjælpen på Solvang kan.

5.4 Den frivillige hjælp Flere frivillige nævner, at manglende ’ressourcer’ er en af grundene til, at der er plads til de frivillige på Solvang. De ansatte har ikke ressourcer til at sætte aktiviteter i gang med de ældre, men ressourcer beskriver også tid, økonomi, overskud og personalebemanding. Mange af de frivillige benytter ordet ressource, til at beskrive de manglende økonomiske midler på Solvang, men også til at forklare deres værd og berettigelse som frivillig. I det følgende citat benyttes ressource til at beskrive den frivilliges særlige egenskab, som bliver markeret som anderledes end ansattes ressourcer. "Der er meget der generelt ligger på frivillige, for eksempel med ture og sådan noget, fordi vi har andre ressourcer end de ansatte. Jeg synes, at det skal være lidt en kombination, for jeg synes det er vigtigt at personalet også er med til nogle af de sjove

opgaver. Så hvis det måske er en kombination af noget personale der har tid og overskud og at der så er nogle frivillige der er med for at hjælpe og supplere. Sådan tror jeg mere det skal være. Jeg tror ikke det alt sammen skal ligge hos de frivillige. Jeg tror det er vigtigt, at personalet er med til at lave noget som der er lidt sjovere og lidt anderledes end det de render og gør hele tiden" (Lene 17.11.12). Frivillige kan ifølge Lene, give både de ældre og de ansatte noget ekstra og anderledes. De ældre får tid, overskud og energi af de frivillige, mens de ansatte får hjælp. Lene fortæller, at hun mener det er vigtigt, at de ansatte får sjove og lidt anderledes opgaver, end dem de normalt arbejder med i hverdagen og at de frivillige kan være med til at skabe mulighederne for dette. De frivillige kan for eksempel skabe rammerne for, at både de ældre og ansatte kan være med til sangaften, i stedet for at de tog alene på tur med de ældre. Ressourcebegrebet vil jeg foreslå kan hænge sammen med det neoliberalistiske rationale, hvor individet gennem effektivitet og selvforvaltning, kan skabe ’vækst’. I dette tilfælde vækst i form af mere tid, flere aktiviteter og ekstra overskud. De ansatte er ifølge Lene, afhængige af den frivilliges ’ressource-gave’, for at komme til at lave noget andet end det de normalt laver. Ressourcebegrebet bliver både anvendt i projektbeskrivelsen for Solvang samt blandt de forskellige aktører på Solvang. Det er et begreb der er med til, at beskrive individet med et neoliberalistisk rationale, hvor det ikke blot er en hjælp, men et effektivt og professionelt individ. Mange af de frivillige fortæller, at de kan bidrage med noget ekstra, fordi de ikke er på Solvang særlig ofte. Dette beskriver de også under flere af mine interviews i forhold til deres motiver for at blive frivillig. Det beskrives af de frivillige som en ressource, at de er anderledes end det faste personale og at de ikke er på Solvang ofte. Det der gør det frivillige arbejde anderledes, er ifølge de frivillige deres lyst til både at gøre en forskel og til at være på Solvang i deres fritid. De frivillige har selv valgt, at være der og det gør, at mange af de frivillige mener, at deres selskab kan karakteriseres som anderledes end de ansattes samvær med de ældre. Samværet bliver på mange måder italesat som en gave fra de frivillige til både de ældre og de ansatte, for til gengæld at kunne komme når de vil og kan. Mauss beskriver, at alle gaver indebærer en pligt for tilbagebetaling og måden de ældre og ansatte kan betale de frivillige tilbage for samværet, er blandt andet ved at anerkende et accepteret fravær. Den frivillige giver sin tid, for til gengæld at komme når hun vil, uden at få dårlig samvittighed. 61

Til trods for den særlige status som ressourceperson, er de frivillige bevidste om den ambivalens der findes i at tage de sjove opgaver, for kun at overlade det praktiske arbejde til de ansatte. Som frivillig får de ofte lov til at sidde og snakke, høre om gamle dage, hjælpe de ældre på tur og komme ud af huset. Ofte når jeg talte med de ældre, var det med en snert af dårlig samvittighed. For hvordan kunne jeg egentligt tillade mig at sidde der og snakke, når de ansatte løb stressede rundt omkring mig. En frivillig nævner i det følgende, hvordan hun kan have det svært ved at være 'flødeskum'. "Jeg har haft det svært med at være flødeskummet. Personalet skal bare skifte ble, eller have alt bøvlet, og så kommer vi bare og sidder der pænt på vores stol og kan bare sidde og snakke om alt det gode. Det er da sådan meget ambivalent at være her på den måde" (Marie 30.11.12). Det kan ifølge Marie være ambivalent, at træde ind som ’flødeskum’ et sted hvor de ansatte har travlt. Nogle frivillige mener derfor, at de skal være der for netop at skabe et frirum, hvor de ansatte får mulighed for at lave andre aktiviteter end plejeopgaverne. La Cour skriver, at det ikke som tidligere, kun er det sociale område som de frivillige holder sig til. Flere og flere er begyndt at gå ind i andre sfærer af ældreplejen, for eksempel praktisk hjælp (La Cour, 2002, s. 220). På Solvang giver de frivillige både social omsorg og praktisk hjælp, fordi det kan være svært at adskille de to områder fra hinanden og fordi det er opgaver, som relativt nemt kan løses af frivillige. Til gengæld oplevede jeg aldrig, at frivillige gik ind og tog sig af plejeopgaver, men det er måske lige indtil de kommer til at stå i en situation hvor det bliver uundgåeligt at hjælpe til. Hvis de er på tur og en af de ældre skal på toilet og der ingen ansatte er med, vil mange frivillige føle sig forpligtede til at tage den opgave på sig, siger en af de frivillige en dag under en snak. "Vi frivillige skal ikke belaste de ansatte med projekter, hvis de ikke kan gennemføres uden vores hjælp. Samtidig er det svært hvis vi skal på tur og der er en af de ældre der skal på toilet og vi ikke må hjælpe" (Feltdagbog 30.08.12). Det ovenstående citat illustrerer, at til trods for, at både frivilligkoordinator og kommunen laver rammer og regler for hvordan det frivillige arbejde skal udføres, vil der 62

altid ske undtagelser. De frivillige kan have svært ved, at holde sig inden for de sociale aktiviteter, da disse ofte indeholder meget andet. Grænserne bliver flydende og til trods for at projektbeskrivelsen for Solvang ligger op til, at den frivillige ikke skal udføre de ansattes arbejde, er det svært at undgå. Både fordi grænserne ikke er definerede og fordi de måske slet ikke kan adskilles. En frivillig nævner her, hvorfor hun mener, at det kan være en dårlig ide, hvis de frivillige begynder at udføre det praktiske arbejde. "Jeg vil nok sige at gå sådan decideret ind i plejen, for eksempel toiletbesøg og sådan noget, altså, det ville jeg ikke have noget imod, men jeg ville ikke synes det var mig der skulle gøre det. Nu har jeg så prøvet det, så det rør mig ikke, kan man sige vel, men man skal tage hensyn til beboerne og borgeren og derfor vil jeg ikke mene, at det er frivilliges arbejde og pligt at gøre. Det frivillige arbejde ligger op til, at vi skal gøre det, som vi synes vi kan stå inde for og hvad vi har lyst til at gøre" (Lene 17.11.12). Denne citat indeholder flere interessante perspektiver i forhold til arbejdet som frivillig i samarbejde med de ansatte. Lene fortæller, at hun gerne vil hjælpe til og supplere de ansatte med opgaver, men er fanget mellem pligt og medmenneskelig omsorg og den lystbaserede frivillige ramme. En ting er at kunne udføre en opgave, noget andet er om man skal. Den frivillige i dette eksempel vil som udgangspunkt ikke have noget imod at tage de mere plejende opgaver til sig, men mener alligevel ikke, at det er hendes opgave at varetage. Hun fremhæver især hensynet til den ældre, som værende udslagsgivende for, at det ville være en for stor opgave at påtage sig. Ved at indgå i de plejende opgaver, som for eksempel toiletbesøg, vil den frivillige komme tæt på en borger i en intim situation og med en borger hun ikke nødvendigvis kender godt. Ifølge denne frivillige, er toiletbesøg og andre plejende opgaver altså uden for den frivillige opgaveløsning. Det kan være svært at skelne imellem hvornår den frivillige er ’flødeskum’ og hvornår de er et reelt behov. De frivillige skelner ikke altid selv, da det ofte handler mere om lyst og følelser, altså moods, end ydre omstændigheder. En passende forpligtelse, er dermed individuel og kommer an på den enkelte frivillige. Som frivillig bliver der nogle gange givet et stort ansvar og det er ikke altid tydeligt, hvad ansvaret indebærer

eller hvornår ansvaret slutter. I en sådan situation er den frivillige ikke længere blot flødeskum, men arbejdskraft.

5.5 Når en fremmed skal være en ven I mit feltarbejde viste det sig, at de frivillige ikke nødvendigvis havde behov for at skabe kontinuerlige, dybe og emotionelle relationer til de ældre. De var ofte frivillige for hele husets ældregruppe og ikke blot for en, og dermed var der en grad af shoppen rundt mellem de ældre. Mange frivillige valgte fra gang til gang hvem de ville snakke med, ud fra hvilke ældre der var mest friske og nogle gange mere efter egne præmisser, end efter den ældres. Ifølge Mauss er en del af gavegivningen, at der er en forventning om en eller anden form for tilbagebetaling. Ikke nødvendigvis i samme udgave eller form, faktisk sjældent, men for at regnestykket går op, skal individet have noget igen for den gave der gives. Den frivillige giver sin tid og engagement og har til gengæld rettigheden til at vælge hvilke ældre de vil interagere med, hvornår og hvordan. De ældre skal tilbagebetale den tid og relation, som de frivillige tilbyder dem, med for eksempel taknemmelighed. Selvom de frivillige er fremmede over for de ældre på Solvang i lang tid, betyder det samtidig, at der aldrig er en direkte forventning om andet. De ældre er ikke afhængige af en bestemt frivillig, fordi de frivillige ikke skaber de relationer til dem, der gør at de ældre knyttes eller forventer deres hjælp. Ifølge Simmel er interessen for den fremmede altid stor, fordi engagementet er mere tydelig end ved de velkendte andre (Simmel, 1998, s. 98). Det giver den fremmede en særlig status, til trods for, at det ofte er korte perioder de er engagerede i, før de drager videre. Den fremmede vil jeg argumentere for i dette speciale kan være den frivillige, da mit feltarbejde, viser at den frivillige ofte beskrives som et engageret menneske, men også et menneske som deltager sporadisk og ukontinuerligt. Simmel karakteriserer den fremmede ikke blot ved engagement og afstand, men også ved ligegyldighed og manglende deltagelse, når en ’handel’ er afsluttet (Simmel, 1998, s. 97). Hvis det skal sættes i sammenhæng med de ældre og de frivillige, vil relationen altid være præget af at den frivillige er på vej videre, når de har fået det ud af relationen som de kunne. Som tidligere beskrevet, er det ikke altid entydigt hvad de frivillige vil have ud af relationen. Det kan både være en her og nu følelse af samhørighed med et andet menneske, med en reference til Geertz’ 64

moods, men det kan også være en ønske om at udbygge CV’et for at få ønskejobbet i fremtiden, og dermed et fokus på motivations. Det er ikke nødvendigvis enten eller, men nærmere både og. Ved at beskrive den frivillige gave som en handel, får det frivillige arbejde en anden betydning. Ifølge Mauss er gavegivning, også selvom det handler om handel af relationer, en tredelt forpligtelse, som indeholder at give, at modtage og pligten til at returnere. Den fremmede giver sit engagement som gave, men drager altså videre når engagementet er opbrugt. Engagementet eller stemningen for den enkelte omkring det frivillige arbejde, er en her og nu følelse, uden en særlig hensigt, hvilket ikke betyder at gaven er mindre ægte, blot at det frivillige arbejde, kan opfatttes både som stemning og intention. Moods kan altså eksistere sideløbende med motivations og den deri indlejrede hensigt og mål. En frivillig nævner på et tidspunkt for mig, at de ældres demens kommer hende til gode, fordi det betyder, at hun ikke nødvendigvis skal kunne huske navne og livshistorie, når hun kun kommer hver anden uge. Hun kan have en let tilgang og ikke mindst udgang, til det frivillige arbejde, når de to forbliver fremmede over for hinanden. "Det spændende ved det her er, at man godt kan sætte sig ned og snakke med et ældre menneske, fordi de kan måske alligevel ikke rigtig husker én. Selvom man har snakket med dem tre gange før, så ved de stadigvæk ikke rigtig hvem man er. Men de er så åbne og snakker bare og man kan spørge dem om alt. Det der med at deres hukommelse svigter, kan godt komme mig lidt til gode nogen gange fordi jeg også kommer lidt sjældnere. De synes stadigvæk, at det er dejligt at man er her og man kan mærke at bare det, at der er en der gider at sætte sig ned og holde en lidt i hånden og snakke lidt med en, det kan give dem rigtig meget" (Nanna 04.12.12). Nanna forbliver den fremmede over for de ældre og det har hun intet imod. Denne type midlertidige relation matcher hendes forventning til rollen som frivillig. Mange af de frivillige jeg snakkede med, havde ikke en forventning om at skabe dybe relationer til de ældre, men var i stedet frivillige for dem alle i for eksempel Hus A. Jeg selv erfarede, at det kunne være en udfordring og gjorde det svært at være frivillig, da der ikke altid kunne skabes dybe relationer med de ældre. Mit virke som frivillig kom nogle gange til at bære mere præg af tilfældighed, end af lyst og interesse for omsorg. De kortsigtede og midlertidige relationer, kan give en form for selvtilfredsstillelse for 65

en periode og det kan gøre de ældres dag eller måske blot en enkelt time bedre, men de får ikke umiddelbart den langsigtede effekt med et aktivt og rigt ældreliv, som kommunen beskriver som mål i projektbeskrivelsen for Solvang.

5.6 Eksklusion som konsekvens af frivillighed De overstående eksempler fra de frivilliges interageren på Solvang, viser en grad af selektion i det frivillige arbejde. Netop fordi arbejdet er frivilligt, og som jeg har beskrevet tidligere, at de frivillige er drevet primært af lyst, er det ikke alle ældre der får noget ud af de frivillige. Det er der mange årsager til. Blandt andet har det noget at gøre med det helt konkrete fysiske rum og at de frivillige ikke kan nå rundt til dem alle i bygningen. Derudover er der få frivillige i forhold til ældre og de frivillige vælger, at bruge tid på de ældre de har en 'god kemi' med, altså ældre de selv får noget ud af, at være sammen med. Med reference til Mauss, bliver den gode kemi til den gave, de frivillige vil have igen for deres samvær. Det betyder dermed, at de ældre der skaber ’dårlig kemi’, ikke bliver en del af de frivilliges arbejde. Ofte er der dog en tilbøjelighed til, at det er de samme ældre som de frivillige har denne kemi med og derfor de samme ældre der får opmærksomhed og omsorg. Men ikke kun de frivillige er selektive, det er de ansatte også på de frivilliges vegne. Under mit feltarbejde spørger jeg de ansatte på de forskellige etager, hvem de synes jeg skal snakke med af de ældre. "Jeg vil gerne vide hvem jeg kan interviewe og 'få noget ud af'. Der er jo mange af de ældre der er demente, uden at jeg lige med det samme opdager det. Men da jeg begynder at spørge de ansatte, finder jeg ud af, at de ansatte favoriserer og synes at nogen bestemte af de ældre er bedre at snakke med end andre. Det er ofte de åbne og umiddelbart 'søde', jeg bliver henvist til. Jeg tænker om det samme sker med andre frivillige og at det derfor altid er de samme ældre, der får kontakt" (Feltdagbog 01.11.12). De ansatte fortæller mig, at de ikke vil overbelaste de frivillige ved at henvise dem til de svage og svære ældre. Der er nogle af de ældre som ikke har lyst til besøg af de frivillige, men der er også nogle som ikke vil invitere alle ind i deres liv og som stadig har kapaciteten til at være selektive i deres relationer. Det kan betyde, at de frivillige 66

får en dårlig oplevelse ved at besøge dem og det tager de ansatte på en eller anden måde ansvar for. Det betyder dog at de ansatte ofte skærmer bestemte ældre fra de frivillige og ofte når jeg besøgte disse såkaldt 'svære' ældre viste det sig, at de blot skulle have lidt tid. De ansatte har for det meste et særligt fokus på dem der ikke får besøg, men ind i mellem sidder der ældre, som ingen besøger og fordi de er selvhjulpne, heller ikke har brug for de ansattes hjælp. De er ikke umiddelbart åbne personer, der inviterer til samvær og derfor er de heller ikke mål for de frivilliges omsorg. De frivillige hjælper altså ikke nødvendigvis dem der har det største behov, men dem de kan og har lyst til at hjælpe. Det frivillige arbejde er dermed betinget og skal kunne give de frivillige noget igen, en følelse eller en intensitet, hvilket handler om moods, mere end om motivations. Ældre der har svært ved at åbne sig eller har brug for tryghed og tillid i relationer, kan ikke altid på to timer give de frivillige deres samvær og livsfortælling til gengæld for at blive besøgt og snakket med. La Cour skriver, at frivillige ikke nødvendigvis opererer ud fra lige behandling til alle, men nærmere ud fra hvem de passer med (La Cour, 2002, s. 219). Det er et sats om de frivillige netop har de svage ældre for øje eller hvordan de tackler mennesker, der har det svært. La Cour beskriver, at der blandt de frivillige findes en autonomi, der giver hjælpen et vilkårligt præg, fordi de ikke lader sig diktere eller bestemme over (La Cour, 2002, s. 247). Nanna beskriver i det følgende, hvordan hun sætter pris på at hun kan ’dumpe forbi’ til uforpligtende møder. "Det har egentligt passet rigtig fint at være her hver anden torsdag. Og så har jeg nogen gange bare lige dumpet forbi, fordi jeg lige synes jeg havde en halv time eller en time, hvor jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle lave. Så har jeg fundet en eller anden der havde brug for at snakke lidt eller vise nogle billeder eller et eller andet. Det har egentligt været sådan meget uforpligtende at være her" (Nanna 04.12.12). Denne frivillige kan lide det uforpligtende og tilfældige møde med de ældre. Det vilkårlige præg, som La Cour beskriver det, er tydeligt igennem hele mit feltarbejde. Men til trods for at den uforpligtende tilgang umiddelbart harmonerer med de frivilliges lystbaserede indsats, så kan det få konsekvenser for de ældre og i udpræget grad de ældre, der ikke spørger om hjælp. La Cour beskriver denne eksklusion, som en del af frivillighedens pris. Han konkluderer, at der er ældre, der vil blive ekskluderet, idet 67

de hverken er inkluderet i det offentlige eller i det frivillige omsorgsarbejde (La Cour, 2002, s. 217). Når det offentlige system vælger at give det praktiske arbejde til de ansatte og give de frivillige ansvar for den sociale omsorg, risikerer en stor gruppe af ældre at blive overset. I La Cour's undersøgelse viste det sig desuden, at der ikke var nok besøgsvenner i forhold til de ældre der var interesserede i at modtage besøg, så selvom det frivillige område valgte at påtage sig ansvaret, ville det aldrig kunne udføre det. På Solvang er der 10 frivillige tilknyttet 30 beboere og da de hver især kommer hver anden eller hver tredje uge, er det i forhold til målsætningen og ambitionen i projektbeskrivelsen, ikke nok ud fra hvordan den frivillige indsats er organiseret i dag. La Cour skriver desuden om ’eksklusionens privatisering’ og refererer her til den privatisering, der sker af kommunens velfærdsydelser, som frivillige skal tage sig af (La Cour, 2002). Ifølge ham har det offentlige ikke samme mulighed for, at undersøge og se om midler bliver brugt som de skal og derved er der større risici for eksklusion. Der kan være ældre der ikke modtager den hjælp de reelt har brug for. Samtidig kan kommunen ikke i samme grad som med ansatte, opstille kriterier for hvem, hvorledes og hvor meget hjælp der skal gives til den enkelte, eller hvem der udfører arbejdet (La Cour, 2002, s. 247).

5.7 Opsamling I dette kapitel blev frivillighed i praksis, og dets betydning, konsekvenser og rationaler belyst. Den frivillighed der gøres og udføres på Solvang, defineres allerede fra første møde med frivilligkoordinator Eva. De frivillige får en kort introduktion og bliver derefter overladt til sig selv og til de ældre. I foldere beskrives indsatsen, ved at den aldrig er mere forpligtende end aftalt. Rammerne er løse og definerede som frie og omformelige. De frivillige får ansvar for selv, at udfylde det frivillige arbejde og som vist, er det gjort ud fra en løs struktur, hvor det især er de frivilliges egen lyst og engagement, der har været bærende. Den løse struktur og frihed som rammesættende, får betydning for det frivillige arbejde, men især for de ældre og de ansatte. Dette kapitel understreger, at de frivilliges engagement og lyst er båret af frihed til at vælge til og fra. Grænserne for det frivillige arbejde er flydende og ikke definerede,

og derfor går de ind og ud af opgaver. Nogle gange har de frivillige en bærende rolle, ofte i forhold til aktiviteter og andre gange skal de være i baggrunden. Samarbejdet og gensidigheden mellem de frivillige og de ansatte, har stor betydning for den frivillige indsats på Solvang. Frivillige forventer anerkendelse fra de ansatte, mens de ansatte vil have passende, ikke-forstyrrende hjælp fra de frivillige. Der beskrives arrangementer som giver de ansatte stress og hvor hjælpen derfor bliver mere en forstyrrelse og en belastning, end aflastning. De frivillige beskriver en ambivalens i dette forhold, hvor de dels er flødeskum og har uforpligtende relationer og samtidig er et reelt behov. I projektbeskrivelsen står beskrevet at det er de frivillige, der primært står for de sociale aktiviteter på Solvang og at de derfor er forpligtet i deres indsats. De ansatte er reduceret til plejeopgaver, og det levner ikke meget tid for dem til samtaler med de ældre. Det er de frivillige der står for de sociale aktiviteter og det bliver italesat som en stor ressource, især af de frivillige. De kommer med tid, energi og overskud, som forklares som en modsætning til de ansatte. Samtidig kan den frivillige beskrives som en fremmed, der har engagement, men samtidig også en ligegyldighed, manglende deltagelse og afstand i det frivillige arbejde. Både rummet og de frivilliges valg af ældre, er med til at ekskludere bestemte ældre, fra aktiviteter og socialt samvær. Etagerne gør at de frivillige ofte kun vælger én etage at være frivillig på, og ofte bliver det den samme etage der vælges. Det er ofte her de ekstra åbne, raske og friske ældre er. Det betyder at de samme ældre, får meget omsorg og opmærksomhed, men at en stor gruppe af ældre, ikke får det. Den gode hensigt ved at give frivillige indflydelse over det sociale i Projekt Solvang, får den konsekvens at kun et fåtal får det som alle ifølge projekbeskrivelsen skulle have.

6. Motivationer for frivilligt arbejde I dette kapitel vil jeg især fokusere på mine interviews, da de italesatte motivationer fra de frivillige, siger meget om hvordan de frivillige gerne vil fremstå og hvad de ser som det 'rigtige'. Som beskrevet i tidligere kapitler, findes der overordnede samfundsmæssige rationaler, omkring hvad frivillighed er og kan være for en størrelse. Der findes i både historiske og politiske dokumenter rationaler omkring den frivillige som delvis en filantropisk borger, der bruger sin fritid på barmhjertige handlinger. Samtidig beskrives en pligt til deltagelse, ud fra tanker om selvledelse og selvbranding, fra den neoliberale tankegang. Den italesatte frivillighed har jeg valgt at koble sammen med teorier om moods, motivationer, gavegivning og reciprocitet. Med disse begreber vil jeg forsøge at eksplicitere, hvilke rationaler de frivillige ikke kun handler ud fra, men også hvilke fortællinger, der viser sig som fremtrædende. Undervejs i mit feltarbejde blev det tydeligt, at de frivillige ikke kun arbejdede for 'sagen’, men at der var mange andre motivationer bag det frivillige arbejde. Derfor besluttede jeg mig for at interviewe nogle af de frivilige, for at kunne spørge mere ind til de motivationer der lå bag, at de lige netop var frivillige på Solvang. Da jeg efterfølgende analyserede de fire interviews blev det tydeligt, at der var en stor grad af ambivalens, når motiverne skulle beskrives for mig. Alle de frivillige nævnte de ældre og ’sagen’ som motivation, men de nævnte også sig selv, CV'et og andre folks bemærkninger omkring deres arbejde. Som det vil fremgå i det følgende er der mange elementer fra Mauss' og Lévi-Strauss' teori om gavegivning og reciprocitet, der kan kobles på motiver for det frivillige arbejde. De frivillige giver ikke blot en gave, de forventer også noget igen og dermed forpligtes både de ansatte, de ældre og måske endda kommunen, til at returnere. Dette fremgår i særlig grad, når den frivillige har behov for at vise det frivillige arbejde til omverdenen, i form af udtalelser, anbefalinger, beviser, CV eller diplomer. Udvekslingen af gaver er præget af forpligtelser og det kan umiddelbart lyde som en modsætning til frivillighedsbegrebet. Men som det vil fremgå findes der i gavegivningen, som i det frivillige arbejde, en dobbelthed, hvor individet giver sin tid, for til gengæld at modtage samvær og et bedre CV.

Når jeg læser mit empiriske materiale igennem, både mine feltnoter fra deltagerobservation og de fire interviews, så er de frivilliges forventninger og motivationer for det frivillige arbejde aldrig entydigt. Der er mange forskellige forventninger og motivationer for, at udføre det frivillige arbejde. Der er ofte sammenhæng mellem motivationerne, hvor det ene motiv suppleres af andre, fungerer sideløbende med andre og andre gange ikke hænger sammen. Der er et væld af nuancer og i stedet for, at forklare de frivilliges motivationer som enten eller, vil jeg nærmere beskrive dem som både og. En frivillig vælger ofte både at være frivillig for sig selv og for andre, men også for at kunne vise det frem i et CV eller til en jobsamtale. Habermann kalder dette for et motiv-miks, hvilket indbefatter det miks af motiver som de frivillige benytter sig af, når de skal forklare det frivillige arbejde. Min empiri fremviser, at der er bestemte motiver der er mere anerkendte eller accepterede at have end andre. Det er ofte svært for de frivillige at uddybe de motiver, de helst ikke vil kendes ved, for eksempel når det omhandler personens egeninteresse eller CV. Derimod er det mere accepteret at arbejde frivilligt, når det er for at hjælpe andre, i forhold til et filantropisk rationale. Habermann kalder dette for et motivhierarki og henviser til det hierarki, hun mener findes blandt de frivilliges motiver, hvor ’kaldet’ og ’sagen’ er øverst og CV'et nederst (Habermann, 2007, s. 63). Det rene engagement kommer til at stå i kontrast til, at den frivillige gerne selv vil have noget ud af arbejdet. Dette skel bliver især tydeligt i en interviewsituation, hvor jeg som forsker, spørger til motivationer. Den frivillige kan føle et behov for at skulle vælge det ene motiv frem for det andet, men som det skal vise sig, findes der mange forskellige slags motivationer i det samme frivillige arbejde. Geertz teori om moods and motivations, kan være med til at beskrive denne dobbelthed i det frivillige arbejde (Geertz, 1993). Det hierarki som Habermann beskriver, er med til at fremvise, at der findes et politisk korrekt motiv. Geertz beskriver en konflikt i denne måde at beskrive motivationer på, da han mener, at der er forskel på moods and motivations. Når den frivillige bliver spurgt til det frivillige arbejde, udelukkende ud fra en tanke om motivation, bliver den frivillige samtidig sat i en situation, hvor det frivillige arbejde skal forklares ud fra en hierakisk tankegang. Ved hjælp af Geertz’ teori kan det frivillige arbejde både indeholde moods (stemninger) og motivations (intentioner). Jeg vil med hjælp fra Geertz udfordre Habermanns hierakiske fokus på motivationer, og i stedet analysere de frivilliges udtalelser som både udtryk for indre bevæggrunde og stem71

ninger, og ydre omstændigheder og intentioner. I stedet for at tale om enten eller, er der snarere tale om en bevægelse mellem moods and motivations. Frivillighed kan dermed både være en følelse der går op og ned og have en retning.

6.1 At gøre en forskel for andre. Og sig selv. Den overordnede tematik i både mine feltnoter, men især i de fire interviews er sammenfaldet mellem at gøre en forskel for andre og samtidig gøre noget for sig selv. Det er en konstant bevægelse mellem at give og at modtage. Det kan der være mange grunde til og når det især er tydeligt i mine interviews, kan det handle om, at jeg netop her spørger direkte til motiver og at de frivillige dermed bliver fanget i en ’kald kontra pligt’ diskussion. Når ’sagen’, som Habermann kalder det, er fremtrædende og det umiddelbare motiv, kan det skyldes mange ting. De fleste der arbejder frivilligt inden for det sociale område som for eksempel ungdomsklubber, børnelejre, skoler og plejecentre, gør det fordi de på en eller anden måde har interesse for området. De frivillige jeg har stiftet bekendtskab med i mit feltarbejde, er under uddannelse til sygeplejerske, pædagog eller anden sundhedsfaglig uddannelse eller har arbejdet indenfor området tidligere og drages via deres fag til dette specifikke område inden for frivilligt arbejde. Der er nogle få af de frivillige der stikker ud, men som ofte har erfaringer med ældre, ved for eksempel at være pårørende til de ældre på et plejecenter. ’Sagen’ er omdrejnings- og udgangspunktet for det frivillige arbejde, men der er mange forskellige underfaktorer og motivationer, der indikerer, at der er mange nuancer og bevægelser i det frivillige arbejde. Nanna beskriver i det følgende citat, at det frivillige arbejde både er en mulighed for, at få mere viden i forhold til hendes uddannelse og samtidig gøre en forskel med noget hun kan lide at lave; at snakke med forskellige mennesker. "Grundlaget for, at jeg valgte at blive frivillig var fordi, at jeg synes jeg manglede et eller andet som sådan kunne give lidt den anden vinkel af hvordan det er, at blive ældre og være lidt svækket. I forhold til mit studie, er det især kontakten til mennesker, som jeg kan lide og den kunne jeg få på en hel uformel måde ved at komme her og være frivillig og lære nogle mennesker at kende og give dem noget. Jeg kan måske 72

gøre en forskel i deres liv, ved ting som jeg også synes er dejlige, altså at sidde og snakke og hygge og spille og sådan nogle ting" (Nanna 04.12.12). Nanna er sygeplejerskestuderende og har valgt at være frivillig på Solvang, for at få et andet perspektiv på, hvordan det er at blive ældre samt have uformelle relationer, der er anderledes end de relationer hun skaber som fagperson. For Nanna er det vigtigt at kunne gøre en forskel, med noget hun kan lide at lave. Det har betydning, at det frivillige arbejde finder sted inden for hendes interesseområde, personligt som professionelt. Koblingen mellem privatperson og fagperson synes vigtig, da det frivillige arbejde på den måde både bliver en del af hendes uddannelse og fritidsinteresser. Der forefindes en intention i hendes arbejde, om for eksempel at få mere viden, som kan gavne hende fremefter. Samtidig er hun frivillig for at give de ældre noget gennem samtaler. Dette motivmiks er gennemgående i det frivillige arbejde på Solvang og kan uddybes ved hjælp af Lévi-Strauss’ begreb reciprocitet. Nanna giver noget og får noget, men da de frivillige og de ældre ofte ikke er gensidige i udvekslingen kan det være svært at opretholde den balance som gensidigheden ellers består af. Motivmikset betyder, at de frivillige både kan arbejde for dem selv og for andre, fordi de både giver noget og tager noget i det frivillige arbejde. Det frivillige arbejde, som ofte bliver italesat som en gave, bliver mere en ’noget for noget’ byttehandel, hvor kun de frivillige er bevidste om denne handlen og hvor de ældre ikke er en bevidst del af gavegivningen. En anden frivillig, Lene, fortæller også at det er i forbindelse med hendes studie, at hun opdagede det frivillige arbejde. Hun har tidligere arbejdet inden for plejeområdet og fortæller, at det er naturligt for hende, at vælge netop dette område, at være frivillig inden for. "Jeg har egentligt tænkt over det siden jeg startede på mit studie, så det har jeg haft lyst til i et stykke tid. Jeg har tidligere arbejdet på et plejecenter, så det falder mig meget naturligt at have kontakt på den måde, som man får kontakt med folk på som frivillig. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker og så det er en god måde at sprede glæde på" (Lene 17.11.12). Lene vil gerne være sammen med andre mennesker og sprede glæde. Dette sociale 73

aspekt synes vigtigt for de fire frivillige jeg interviewede. De vil gerne møde nye mennesker, have uformelle relationer og bruge tid på mennesker som har brug for dem. Når de frivillige vælger at blive frivillige, er det ofte med baggrund i deres egen lyst og en tidligere erfaring med området. De er interesserede i at tilføre deres eget liv nye uformelle relationer og derigennem give andre mennesker noget. Lene fortæller, at det falder hende naturligt at have kontakt med de ældre og beskriver senere i interviwet, at hun gerne vil skabe hyggelige møder, hvor hun kan grine med de ældre og hvor de altid kan sige fra. Disse møder, skal ifølge Lene, være mindre forpligtende, for både hende og de ældre. Det frivillige arbejde skal ikke være for svært at udføre. Det skal være tilpas udfordrende og det er måske netop derfor, at de fleste frivillige allerede studerer eller arbejder inden for det sociale område. De kender til det sociale og plejende arbejde, og ved at benytte sig af deres erfaring med mennesker, kan det frivillige arbejde blive mere attraktivt for dem. Derudover kan de frivillige ved at få erhvervserfaring inden for deres fagområde, få udvidet deres CV og eventuelle jobmuligheder, men også dette indeholder en ambivalens, i forhold til at benytte det frivillige arbejde, til andet end blot lyst.

6.2 CV og arbejdserfaring står ikke alene Til trods for at aldersfordelingen for de frivillige på Solvang er ligeligt fordelt mellem ældre over 50 år og yngre under 30 år, er tre ud af fire interviewpersoner tilfældigvis unge studerende. Det kan betyde, at CV og studierelateret arbejdserfaring, potentielt har mere fokus i mit empiriske materiale end hvis jeg kun havde talt med de ældre frivillige. Det interessante i snakken om CV er, at de unge giver udtryk for, at det ikke er helt legitimt, at tænke på dem selv og deres karriere, men at det samtidig konstant bliver refereret til. Habermann nævner at karriere er nederst i hendes motivhieraki, men alligevel nævner tre af de frivillige, at de har skrevet det frivillige arbejde på deres CV og at de ser det som et træk i deres fremtidige karriere. De frivillige benytter sig i høj grad af det frivillige arbejde, som en del af deres kompetenceudvikling og karriere, men ofte sideløbende med beskrivelser af moods. Denne dobbelthed ved at benytte 74

sig af det frivillige arbejde i forhold til karriere, men samtidig skulle legitimere det, er interessant, da det i den brede offentlighed, og ikke mindst politisk, er fuldt accepteret at tænke på sit CV. I de følgende citater, fortæller to frivillige, at det frivillige arbejde er dokumenteret, via deres CV, men at de ikke mener, at det har en reel betydning, udover hvad det viser andre. "Det står på mit CV, det gør det, men jeg tror nu det er minimalt hvad det betyder. Det føles bare godt for mig, at jeg ligesom kan dokumentere, at jeg rent faktisk tænker på andre end mig selv, giver noget ekstra og er lidt overskudsagtig" (Veronica 04.12.12). Ved at have det frivillige arbejde på CV'et, får Veronica mulighed for, at vise at hun tænker på andre og dette ser hun som en værdi, ikke kun i sit arbejde, men også i sin fritid. Det har en særlig værdi og status, at kunne fortælle, at hun er frivillig, da det viser omverdenen, at hun har overskud. Veronica beskriver, at det bare føles godt og ifølge Geertz er det lige præcis sådan moods kan beskrives (Geertz, 1993). Det er en stemning som ingen retning har, men som handler om en indre følelse. Det knytter an til den filantropiske diskussion, hvor det på en eller anden måde opfattes som forbudt at have en hensigt som rækker ud over selve det, at være der som frivillig. Kernen i den rene frivillighed bliver nærvær og intensitet, hvor motivationer som ligger udover den rene intensitet, er forkert. CV’et bliver i dette citat til en motivation, som i følge Geertz har retning og intentioner. Lene fortæller i det følgende citat om lignende tanker omkring, at kunne skrive det frivillige arbejde på CV'et. Det viser, at hun følger sin interesse og ikke kun går efter penge. Det er udfra et særligt rationale, at penge bliver modsat den rene interesse. Det slår igen an til diskussionen om det filantropiske rationale, der handler om følelser og at yde hjælp til andre. Samtidig er der sammenhæng mellem neoliberalistiske rationaler og denne bevidshed om, at skulle vise sin barmhjertighed på et CV. Hvis individet selv har ansvar for sin fremtidige karriere, kan det frivillige arbejde blive en vigtig brik i, at få det til at lykkes. "Jeg har da helt sikkert tænkt på, at det er fedt at kunne få noget på CV’et, hvor der står, at man ikke bare har været ude og tjene de fede penge, men at man faktisk har 75

gjort noget, fordi det interesserer en. Selvfølgelig er det også med den tanke at frivilligt arbejde på CV’et er en bonus, men det er ikke grunden til at jeg valgte det. Det var, at det kunne være hyggeligt at komme ud og lave noget frivilligt og nu har jeg overskuddet til det, så det er bare med at gøre det og så er det jo bare en ekstra bonus, at der kommer til at stå, at jeg har været frivillig på mit CV" (Lene 17.11.12). De frivillige forsøger at legitimere, at det frivillige arbejde står på deres CV ved at forklare, at det primært er for deres egen skyld og at det ikke betyder noget, når de søger arbejde. Når det alligevel er skrevet på CV'et er det for at vise, at den frivillige tænker på andre end sig selv og at de har fulgt en interesse, fremfor økonomien. Der kan her fremskrives, at der findes en indre motivation som handler om interesse, kald og dedikation, hvilket står overfor en ydre motivation, som omhandler CV og penge. På den måde bliver det en diskussion om interesse versus penge, hvor den indre rene motivation står i kontrast til den ydre urene motivation. CV'et er med til at skabe et bestemt idealbillede af de frivillige over for kommende arbejdsgivere og her har frivilligt arbejde en særlig status, da det handler om følelser, medmenneskelighed og villighed til at føje sig selv for at hjælpe andre. I lysten til at kunne dokumentere, at de frivillige tænker på andre end sig selv, sker der en sammenkobling af både de indre moods og de ydre motivationer. Der forefindes en kompleksitet i, at skrive ’sagen’ på CV’et, da de to ting ofte modstilles, for eksempel i Habermanns motivhieraki. Ved hjælp af Geertz’ begreber moods and motivations, bliver dette ikke modsatrettet, men nærmere et udtryk for at mennesket oftest handler nuanceret og i forskellige retninger, mere end sort og hvid. Når der eksisterer et behov blandt de frivillige for at skulle bevise deres filantropiske gerninger, handler det nærmere om de samfundsmæssige rationaler, der har særlig betydning i disse år og som referer til de neoliberalistiske rationaler, end om de enkelte individers motivationer. De frivillige udfører ikke kun frivilligt arbejde for, at give noget til de ældre eller til sig selv, det har også betydning, at andre ser det. Når de skriver det på deres CV, er det som dokumentation eller bevismateriale. Det er vigtigt at vise, at de tager et socialt ansvar, og måske især i tiden, hvor der bliver talt meget om medborgerskab og den aktive samfundsborger (Frivilligrådets Frivilligcharter, 2013). Mange af de unge, der efter endt uddannelse skal ud og søge arbejde, ved godt, 76

at der er mange konkurrenter. Det virker til, at de unge frivillige tænker at de er at foretrække i bunken af ansøgere, fordi de har lavet andet end at studere. Et studie og et eksamensbevis er altså ikke direkte adgangsgivende, det er til gengæld de mange ekstra tiltag og erfaringer, som for eksempel et frivilligt arbejde. Der findes adskillige hjemmesider, der formidler kontakt mellem unge og frivillige organisationer, og her beskrives ofte hvilken relevans det har at have det frivillige arbejde skrevet på CV'et. Hjemmesiden heltfrivilligt.dk's slogan lyder som følgende "Skyd genvej til succes. Det er helt frivilligt." Frivilligt arbejde er lig med succes og ønskejobbet, i hvert fald i følge heltfriviligt.dk. Der står følgende om CV'ets betydning: "Måske opfatter du ikke dit frivillige arbejde som relevant for dit CV. Men faktisk kan det være den afgørende faktor for, om du får ønskejobbet" (Helt Frivilligt, 2013). Derudover kan unge som led i deres uddannelsesforløb, på for eksempel gymnasiet, modtage et frivilligbevis for at have arbejdet frivilligt i 20 timer, hvilket kommer til at ligge sammen med eksamensbeviset. De unge kan selv være afgørende aktør i deres fremtidige ønskejob, især hvis de benytter sig af frivilligt arbejde. Der er en større og større accept af, at udføre frivilligt arbejde for at booste sit CV. Så selvom det hos Solvangs frivillige måske ikke er helt accepteret at fortælle, at de arbejder frivilligt for deres karrieres skyld, så er der altså flere og flere der bliver opdraget til denne tankegang. De store fortællinger og deres rationaler som jeg tidligere beskrev, får her direkte betydning for hvordan unge og kommende frivillige opfatter deres frivillige indsats. Igennem hjemmesider som heltfrivilligt.dk og andre tiltag, kommer frivillighed til at stå i endnu tættere forbindelse med neoliberale og markedsbaserede rationaler.

6.2.1 Når NPM bliver en del af det frivillige arbejde Jeg beskrev tidligere at New Public Management (NPM) kom til Danmark i 1980'erne og skabte et nyt fokus på individerne. Dette fokus, mener jeg står godt i sammenspil med de udsagn fra de frivillige, hvor det især er dokumentationen af arbejdet der er attraktivt. Inden for NPM bliver individet krediteret for at være mere selvledende, da succes på arbejdsmarkedet kommer an på hvor god individet er til at investere i sig selv. Økonom Gary S. Becker er fortaler for og ophavsmand til human capital tænk77

ningen, mens sociolog Nikolas Rose analyserer neoliberalismen kritisk. De beskriver hvordan individets succes handler om konstant at skabe og udvikle nye og mere effektive kompetencer for at være konkurrencedygtig i samfundet. Becker skriver at “human capital refers to the knowledge, information, ideas, skills, and health of individuals. This is the ‘age of human capital’... the economic success of individuals, and also whole economies, depends on how extensively and effectively people invest in themselves” (Becker, 2006, s. 292). Kapitalen måles ud fra succes på mange forskellige områder og her har det frivillige arbejde en tydelig værdi, fordi det ikke blot er foræret til individet, men derimod opsøgt. Det frivillige arbejde bliver til kapital i henhold til tidligere diskussion om CV og indre motivationer, fordi individet benytter det frivillige arbejde som en måde at investere i sig selv på. Denne nye form for identitet kalder Rose for ’the enterprising self’ eller på dansk ’det entreprenante selv’. Det entreprenante selv vælger konstant til og fra samt skaber og udvikler selv sine relationer, arbejdsliv og personlighed. Det er et individ der er aktiv, fleksibel og beregnende. Det holder regnskab og administrerer sit eget liv, både privat og i arbejdslivet. Dette individ ser sig selv som ansvarlig for at forbedre og udvikle sin livssituation, ved at evaluere og forandre det, der ikke er optimalt. Det er altså ikke kun staten der regulerer og regerer individet, individet regulerer også sig selv (Masschelein & Simons, 2002). Når de frivillige beskriver, at det frivillige arbejde på Solvang står på deres CV, er det altså både for at forbedre deres jobmuligheder i fremtiden, men der er også andet på spil. Et fyldt CV viser omverdenen, at de er aktive, sociale og ikke egoistiske og samtidig kan det give dem selv en indre følelse af tilfredshed. Der er mange motivationer i spil på samme tid og det kan indebære en ambivalens, at skulle forholde sig både til lyst og pligt eller ydre og indre bevæggrunde. Mine informanter bliver, med Rose’s begreber, til selvledende og selvpromoverende individer, der skal vise omverdenen, hvad de gør og at det ikke har reel værdi, medmindre det er blevet vist frem, på CV'et såvel som på for eksempel Facebook. Den frivillige skal kunne bevise sit værd og modtage anerkendelse for sine valg. Det frivillige arbejde handler altså om meget mere end om ‘sagen’ og måske især om individernes lyst som omdrejningspunkt.

6.3 Passende forpligtelse Frihed til at vælge hvordan det frivillige arbejde skal udformes og gennemføres, betyder meget for alle de frivillige jeg har interviewet eller snakket med under mit feltarbejde. De vil ikke have for faste rammer eller for mange regler for hvad de må og ikke må. De kommer i deres fritid og bruger deres tid på Solvang, og det giver dem særlige rettigheder som frivillig. De nævner alle, at forpligtelse er styrende for, om de har lyst til at arbejde som frivillig eller ej. Der er dog tale om en passende forpligtelse, for det handler tilsyneladende om at være forpligtet, men med selvdefinerede opgaver, uden at det bliver for meget. Ifølge Rose er denne frihed til selv at vælge, en del af den neoliberale identitet, hvor individet har fokus på egne præstationer og hvordan det kan være med til at forbedre eller udvikle dets livssituation. I det følgende citat, beskriver Nanna hvordan det frivillige arbejde ikke skal rammesættes for markant for hende og at det netop er fordi arbejdet er løst struktureret, at hun fortsat er frivillig på Solvang. "Jeg tror, at der hvor jeg ville begynde at trække mig ud af det, var hvis der var faste rammer for, hvad det var man skulle lave, når man var her eller at der var regler for, hvad man må sige eller ikke sige. På den måde bliver det mere arbejde i anførselstegn, når der er nogle regler man skal holde sig indenfor. Jeg tror, at hvis der bliver for mange opsatte regler for, hvad man skal når man her, så ville det være for træls og man mister den frihed der er i det nu, som jeg synes er rigtig godt" (Nanna 04.12.12). Nanna fortæller, at regler og rammer for, hvad det frivillige arbejde skal indeholde, vil få det frivillige aspekt til at forsvinde, for kun at efterlade arbejdsaspektet. Friheden og de manglende regler, er det der gør arbejdet frivilligt og ikke blot til et traditionelt lønnet arbejde. Derudover er det også friheden der gør, at Nanna har lyst til at fortsætte som frivillig, for er der for mange regler, stopper hun som frivillig. Det giver de frivillige en vis magt, at kunne vælge Solvang til og fra ud fra deres eget perspektiv på, hvad frivillighed er for dem. Den relation de skaber til de ældre, er dermed baseret på hvad deres egne normer og regler er, for hvor meget de skal give for at være tilpas forpligtet. Det skaber ubalance i relationen mellem den frivillige og den ældre, og skaber sociale møder, hvor intet er rammesat og det meste tilfældigt.

De frivillige siger flere gange undervejs i mine interviews, at de ikke vil være frivillige, hvis det er for forpligtende. Den løse organisering og tilknytning, er ikke nødvendigvis et udtryk for hvordan frivilligt arbejde udføres på et generelt plan. Det er ikke nødvendigvis, fordi det er frivilligt arbejde at relationerne er tilfældige og flygtige. I foreninger, for eksempel i en fodboldklub, ville en fodboldtræner blive fyret, hvis de kun kom, når de havde lyst. Som frivillig fodboldtræner bliver de nødt til at komme hver uge, for ellers får børnene ikke undervisning. Det handler dermed om den frivillighed der er formet på Solvang, hvor flygtige og tilfældige møder er accepterede, fordi arbejdet fungerer ud fra den frivilliges perspektiv og lyst til forpligtelse. Flygtige relationer skabes både på grund af rammerne, tidsperspektivet og fordi mange af de ældre er demente. Der kan være fordele og ulemper ved flygtige relationer. Flere af de frivillige nævner, at de er mere tilstede, når de kommer sjældent og for de ældre kan det have en værdi, at have intense samtaler. Derudover betyder det, at de ansatte ikke skal forholde sig til konkrete frivillige, men mere til frivilighed som en overordnet indsats på Solvang. En anden frivillig føler sig mere forpligtet i forhold til en opgave end først ventet. Hun blev rekrutteret til at skulle varetage en bestemt ugentlig aktivitet, i samarbejde med en anden. Men kort tid efter stopper en koordinator og den anden frivillige, hvorefter hun skal stå for aktiviteten alene. Det har fået hende til at tvivle på, om hun fortsat har lyst til det frivillige arbejde på Solvang, når der er konkrete forventninger til hende. "Det blev lidt mere forpligtende end jeg måske lige havde tænkt mig i starten. Jeg havde bare tænkt, at så kan man komme sådan lidt, du ved, når det lige passer ind i ens tid, men nu er det blevet sådan en fast ting fordi folk forventer at man kommer, men det er selvfølgelig stadigvæk mit eget valg" (Veronica 04.12.12). Dette citat indikerer, at andres forventninger til den frivillige og forestillingen om at det frivillige arbejde er blevet 'fast', gør arbejdet mere forpligtende for Veronica end forventet. Det bliver sværere for hende, at melde sig ud af aktiviteten eller stoppe, fordi de ældre forventer og glæder sig til at hun kommer. Mauss beskriver, at når en gave først er givet, vil den konstant være under afvikling og at gavegivning derfor ikke kan afsluttes. Det er netop denne udveksling mellem giver og modtager, der skaber 80

og konstruerer relationer, og det der potentielt vil gøre Veronica mere forpligtet, da det bliver sværere for hende at træde ud af relationen. En aktivitet skal ifølge de frivillige være opbygget, så den frivillige har mulighed for at træde til og fra, efter hvad deres hverdag byder på af andre aktiviteter. Det frivillige arbejde virker til at være mest attraktiv for de frivillige, hvis det er rammesat ud fra deres lyst og engagement, fremfor de ældres behov eller relationens forpligtelse. Lene fortæller ligeledes, at hun bliver ved så længe hun har lyst og forsvinder lysten, stopper hun. "Så længe jeg har overskud til det, så bliver jeg da ved og så længe jeg har lyst, for jeg tror også at når lysten forsvinder, så skal man ikke gøre det. Så bliver det en sur pligt og så bliver det negativt og så stopper jeg" (Lene 17.11.12). Lene sætter her lyst og overskud over for pligt og negativitet. Hun beskriver det som modsætninger og indikerer, at det frivillige arbejde ikke kan indeholde lyst og pligt på samme tid. Umiddelbart synes den passende forpligtelse mest af alt at minde om et fravær af forpligtelse overhovedet. Flere frivillige fortæller, at de vil stoppe som frivillig, hvis det tager for meget tid eller de føler sig for pressede i det frivillige arbejde. På den måde har de altid en mulighed for at trække sig, hvis opgaver bliver for mange eller for krævende. Det udgør en sikkerhed for de frivillige, men samtidig en usikkerhed for de ansatte og for de ældre. Den relation som netop de frivillige gerne vil skabe, som er fri og nærværende, kan potentielt være sværere for de ældre at indgå i, da de ikke har sikkerhed for samværets kontinuitet og engagement. Gensidigheden og gaven i relationen, er dermed baseret på de frivilliges interesse for det frivillige arbejde. De giver en gave, så længe de har lyst, men får de ikke en gave igen, i form af frihed og værdsættelse, stopper gavegivningen.

6.3.1 Frihed uden en organisation Udover at friheden har stor betydning for de frivillige, har både de fysiske og organisatoriske rammer det også. Flere af de frivillige nævner, at det giver dem frihed, at de ikke er frivillige gennem en organisation, der kan have bestemte regler, rammer og værdier, som de skal agere indenfor. Ved at være frivillig i kommunen, bliver det frivillige arbejde mere løst og udefineret og de kan selv være med til at skabe den frivillighed, som Solvang skal byde på. 81

"Jeg synes, at det er rigtig godt og rart ikke sådan at være ansat igennem en organisation, fordi jeg har kunnet forme min egen frivillighed. I en organisation ville jeg skulle have et vist antal timer eller sådan og det virker lidt mere forpligtende på en eller anden måde" (Nanna 04.12.12). Når en frivillig skal arbejde på en kommunal arbejdsplads, så kommer de til at indgå i et fællesskab, der allerede er etableret både fysisk og socialt. Nanna siger ovenfor, at en organisation virker mere forpligtende, fordi det automatisk vil betyde mere kontrol med de frivillige opgaver, såsom antal arbejdstimer per uge. Flere af de frivillige nævner det som en fordel at være frivillig i kommunen, fordi det giver dem mulighed for i større grad at komme og deltage, uden særlig meget forarbejde, som der kan være i en organisation. "Det er rart at det er lidt mere struktureret, fordi jeg skal jo egentligt ikke gøre så meget, jeg skal bare være der og hygge. Jeg kan godt lide, at alle de faste rammer er i orden" (Veronica 04.12.12). Der er en dobbelthed i disse rammer. Nogle rammer må gerne være faste og strukturerede, for eksempel de fysiske i form af Solvangs faste placering og indretning, eller den struktur de ansatte sørger for i hverdagen, ved at stå for den nødvendige pleje. Modsat skal rammerne for den frivillige indsats være løs. De allerede etablerede fysiske rammer, kan være en fordel for de frivillige, da de ikke skal være med til at skabe dem. Det er modsat frivilligt arbejde i mange foreninger, hvor en stor del af fællesskabet etableres ved sammen, at definere hvordan rammerne for det frivillige arbejde skal udformes. Rummet på Solvang er allerede skabt og defineret, hvilket betyder at de frivillige ikke behøver at forholde sig til om der er kopper, kaffe, træningsudstyr, saks og papir, om der er nok brugere til deres aktiviteter, om der bliver betalt kontingent eller om der er nok frivillige på vagt. De skal bare komme. Da de frivillige befinder sig i en kommunal-styret 'institution' med ansatte, er rammerne allerede etableret, mens indholdet af den udførte frivillighed er udefineret. Ved at indholdet er udefineret, har de frivillige fået mulighed for at bestemme hvordan deres rolle som frivillig skal udformes og det virker til at gøre de frivillige tilfredse. Det kan umiddelbart virke som om, at de bevidst har valgt at være frivillig gennem kom82

munen, i stedet for gennem en etableret organisation, men det er ikke tilfældet. Næsten alle de frivillige jeg snakker med, er ikke bevidst om hverken Projekt Solvang eller tankerne bag projektet. De har ikke forholdt sig til det politiske aspekt, men er blevet frivillig på Solvang, fordi de reagerede på et opslag på internettet. Dermed bliver de, som nævnt i indledningen, ubevidst en del af en særlig politisk tænkning omkring frivillighed. Det har været tydeligt for dem, at der ikke er klare retningslinjer i forhold til, hvordan man er frivillig, fordi de alle er blevet 'sluppet løs', efter et kort intromøde. De har fået at vide, at de kan være frivillige på lige præcis den måde de har lyst og det har de taget til sig. Der er ingen der udfører pligtrelaterede opgaver eller har andet ansvar end blot at komme en gang i mellem. De har defineret indholdet som lystbaseret og frit.

6.4 Lystbaserede relationer Lyst, glæde, overskud, ærlighed, hygge og nærvær er blot nogle af de ord, som de frivillige sætter i forbindelse med de relationer de har og skaber til de ældre på Solvang. Flere af de frivillige fortæller, at de relationer de har som frivillig til de ældre, er i modsætning til de arbejdsrelaterede relationer, som de ansatte har til de ældre. De frivillige er bevidste om, at de kan tilbyde noget andet end de ansatte, men at de ikke skal eller kan erstattes. "Jeg kommer som person og jeg kan fortælle lige hvad jeg har lyst til omkring mit liv. Altså jeg kan åbne op, hvor man som fagperson har en fagidentitet som man også skal være lidt tro overfor, for ikke at komme i nogle konflikter både med sig selv, men også med borgeren sådan på længere sigt. Jeg kan vælge at sige, jamen jeg kommer hver fjortenes dag og jeg er sådan set ligeglad med om de ved stort set alt om min familiesituation, fordi det gør måske relationen stærkere. Jeg har kun gode oplevelser med dem, hvor personalet også kan være dem der er trælse og sure og ikke har tid og svigter og sådan. Jeg er meget den der er tro og jeg kommer og jeg er glad og jeg har overskud når jeg er her, fordi, ja ellers ville jeg jo ikke komme" (Nanna 04.12.12). Dette citat indeholder mange aspekter af Nanna's perspektiv på hvilke værdier der er i, at arbejde som frivillig i forhold til at arbejde som ansat. Den rene, umiddelbart lette og ikke mindst stærke relation er vigtig og den opstår ved, at hun som privatperson 83

kan give noget af sig selv, uden at have sin fagidentitet som barriere. Hun beskriver det som vigtigt, at kunne fortælle om sit liv og sig selv, uden at skulle stå til regnskab for det. Det har værdi at have mulighed for, at kunne komme som sig selv, som en privatperson og kun give gode oplevelser til de ældre, med overskud og kun når hun har lyst og tid. Nanna beskriver her, at hun er tro mod de ældre og relationen, hvilket står i modsætning til den tidligere beskrivelse af relationen som flygtig. Relationen beskrives som mere ærlig og åben, når hun kommer som frivillig, fordi hun ikke har begrænsninger for relationens omdrejningspunkt. Hun konflikter ikke med burdeopgaverne, fordi hun kan tillade sig kun at have lyst-aktiviteterne, som de ældre for det meste forbinder med noget positivt og sjovt. Nanna synes at finde en modsætning i både at kunne være tro over for sin fagidentitet og de ældre på samme tid. Det betyder blandt andet, at en ansat skal kunne tage potentielle konflikter og har ansvar for dagligdagens gøremål, for eksempel at den ældre kommer i bad lige netop i dag, fordi det er i dag der er tid. Den konflikt får en frivillig aldrig med de ældre, da de ikke træder ind over disse pligt og burde-aktiviteter. Nanna beskriver i citatet, at hendes privatperson er kontra hendes professionsperson og at privatpersonen indenfor det frivillige segment, har andre eller bedre muligheder for at skabe stærke relationer. Det er en motivation for hende i det frivillige arbejde, at kunne være ærlig og åben, modsat hvad i hendes øjne er muligt som fagperson. I næste citat uddyber Nanna tidsaspektet, hvor hun beskriver, at nærvær ikke kan gøres op i tid. Som frivillig skal man komme når man har lyst, tid og overskud til relationen, ellers er det bedre ikke at komme. "Det at man kommer her og er så nærværende i de to-tre timer, betyder at det ikke gør så meget hvis der går fjorten dage i mellem at man så er her, fordi når man så er her, så er man også 100% tilstede. Man kommer med en glæde og en energi som gør noget nyt ved de her borgere, fordi de ikke kommer så meget ud" (Nanna 04.12.12). Nanna siger, at hun som frivillig giver sig selv hundrede procent når hun er på Solvang og det giver de ældre noget nyt og godt i relationen, som de ikke kan få ellers. Når hun skriver at hun er tilstede 100 procent, fremstår det som en modsætning til de ansatte. En modsætning, hvor den ansatte ikke giver sig selv hen lige så meget som hende, trods det at hun kun er frivillig to til tre timer hver anden uge. Tiden er altså ikke i sig selv vigtig, det er indholdet i tiden. Hvis den frivillige formår at give to ti84

mers kvalitetstid med sjove og nærværende samtaler, så gør det det op for de mellemliggende dage uden besøg. De ansatte havde ikke udtalte konflikter i forhold til, at de frivillige kom og var ’de sjove’ som skabte tidsbestemte, men dog positive relationer til de ældre. Det undrede mig ofte, at der ikke var mere negativ orientering mod de frivillige, når de nu var med til at skabe en skarp opdeling mellem ansat og hverdagstrivialiteter i forhold til de frivilliges aktiviteter. Men i sig selv var det ikke en bekymring, at de frivillige ikke kom ofte nok til at blive en del af hverdagen, for dermed blev de heller aldrig en reel konkurrence for de ansatte. De ansatte er på mange måder dem som de ældre har den største samhørighed med og de andre, de frivillige, er jokerne, der kommer og går. De er de fremmede, der altid er på vej videre, som Simmel beskriver det (Simmel, 1998). Der var mange af de ældre og ansatte, der aldrig rigtig forholdt sig til de frivillige, fordi det kunne være svært at vide hvornår de var der og hvornår de var væk igen. For alle involverede parter, blev der udtrykt tilfredshed med den frivillige indsats, men der var samtidig heller ikke et grundlag for at kunne drage andre konkusioner. Fremmede gæster er som regel værdsatte, da der ingen gensidige forventninger er, hverken til gæsten eller fra gæsten. På den måde vil relationen altid være båret af lyst, for de frivillige er ikke på Solvang, hvis de ikke har lyst. Den relation de frivillige har til de ældre, er blandt andet båret af lyst, overskud og nærvær og ifølge nogle af de frivillige kan det gøre op for den manglende tid de er sammen med de ældre. De beskriver alle, at det er bedre at være helt tilstede i kort tid end fraværende hele tiden. Den lystbaserede relation fungerer altså, ifølge de frivillige, måske især fordi den ikke nødvendigvis er kontinuerlig og konstant, men fordi den er fri. Da de kommer sjældendt er overskuddet større, virker logikken til at være.

6.5 Opsamling Dette kapitel tog udgangspunkt i den italesatte frivillighed, især med fokus på de frivilliges udtalte motiver. De frivilliges udsagn viser, at motiverne for det frivillige arbejde er alsidigt og præget af en blanding af lyst, behov, pligt og indre stemninger. Der er ikke tvivl om, at ’sagen’ og lysten til at gøre en forskel, er vigtigt for alle de frivillige. De er der fordi de har lyst og fordi de har et engagement for lige præcis 85

denne gruppe mennesker. Men motivationerne for frivillighed er en kompleks størrelse. Ved ensidigt at benytte motivationer til at beskrive de frivilliges hensigt, kan det være svært at vise de mange nuancer, som det frivillige arbejde indebærer. Ved hjælp af Geertz har jeg forsøgt at forstå de frivilliges rationaler, både ud fra moods and motivations. Moods, altså stemninger, er den måde, de frivillige reagerer på og føler om verden. Motiver er de ting, de frivillige stræber efter, ud fra de værdier de har. Mange af de frivillige beskriver, at de ’bare føler sig godt tilpas med arbejdet’. Det handler derfor ikke altid om de italesatte motivationer, men lige så meget om følelser og stemninger, altså moods, som ikke kan måles og som ingen retning har. Når CV, karriere og arbejdserfaring alligevel er så fremtrædende i meget af det empiriske materiale, handler det om at de frivillige bliver spurgt til motivationer. Motivationer har modsat moods retning og en hensigt, og bliver dermed en måde at beskrive det frivillige arbejde på. De frivillige har fokus på både moods and motivations på Solvang. Det handler om sagen og om relationer til de ældre, og det handler om CV. De frivillige beskriver tiden og at de kommer som privatperson, som bærende elementer i deres relationer til de ældre. Mauss beskriver ligeledes, at ingen gaver er frie, og dermed heller ikke de frivilliges kortvarige relation til en ældre. De frivillige giver deres tid og samvær til de ældre, men har samtidig en forventning om at få noget i retur for det frivillige arbejde. Dermed bliver forpligtelsen til at skulle returnere gaven, på et tidspunkt de ældres ansvar. Det kan altså diskuteres hvem der er giver og hvem der er modtager. Jeg vil mene at det konstant skifter. Det starter oftest ud med at være de frivillige som giver og de ældre som modtager, men netop fordi mange af de frivillige er bevidste om at 'få noget igen', bliver de selv modtagere og de ældre givere. De ældre kan dog vælge ikke at komme til aktiviteter eller gå ind i deres lejligheder og dermed vælge ikke at returnere de frivilliges tid med samvær.

7. Konklusion Hensigten med dette speciale har været, at undersøge hvad der sker, i mødet mellem den kommunalpolitiske forståelse af frivillighed og de frivilliges egen forståelse og ageren ud fra dette, med fokus på hvilken betydning det får for de ansatte og de ældre på Solvang. Der er forskellige rationaler omkring frivillighed, alt efter perspektiv og på hvilket niveau begrebet undersøges. Jeg har derfor valgt, at benytte mig af policyanalyse til at belyse hvilke rationaler, der har betydning for de involverede. Policyprocesser finder, ifølge Shore & Wright, både sted i politiske dokumenter og i praksis. Jeg har derfor valgt at belyse mit emne, ved at analysere kommunale dokumenter, projektbeskrivelser og politikker samt gennem praksiserfaringer fra deltagerobservation og interview. Med reference til, at policy både sker i dokumenter og i praksis, valgte jeg at belyse mit emne, gennem de store fortællinger og de små fortællinger. Jeg har undersøgt hvordan policydokumenter på det formelle niveau og de rationaler der bliver udstukket fra politisk side, hænger sammen med det, der sker i hverdagspraksis på Solvang. Min hensigt har været, at de overordnede samfundsmæssige fortællinger skulle eksemplificeres gennem et historisk afsnit samt i projektbeskrivelsen for Solvang, hvilket kapitel tre og fire tager udgangspunkt i. De små fortællinger skulle derimod eksemplificeres i beskrivelser af hverdagspraksis på Solvang, både for de frivillige, de ansatte og de ældre. Dette beskrives i kapitel fem og seks. Undervejs i specialet har denne skelnen mellem de store og de små fortællinger dog til tider vist sig som problematisk. De forskellige fortællinger kan i praksis ikke adskilles. Der er snarere tale om forskellige rationaler der går på tværs af det praktiserede liv på Solvang og det politiske liv i en mere generel forstand. De forskellige rationaler hører ikke kun til i én fortælling, men under de mange forskellige fortællinger om frivillighed. Den analytiske adskillelse har dog tjent at tydegøre netop denne gensidige påvirkning ud fra ofte forskellige rationaler. Jeg har benyttet mig af forskellige bærede begreber til at belyse og udbrede mit emne, deriblandt Habermann og Geertz’ forskellige perspektiv på motivation, Mauss’ teori om gavegivning og Lévi-Strauss’ teori om reciprocitet. Disse begreber har fungeret

som analysefundament på tværs af rationaler og har bidraget til en forståelse af, hvornår og hvordan forskellige rationaler harmonerer eller er i konflikt. Begreberne er udledt på baggrund af mit empiriske materiale, som både er policydokumenter og feltnoter fra deltagerobservation og interview. Det er begreber jeg har brugt til at underbygge feltens beskrivelser og for at skabe sammenhæng mellem de forskellige dele af analysen. Historisk set har forskellige rationaler haft en betydning i forskellige perioder. Som beskrevet havde filantropi og deri ’sagen’, velgørenhed og næstekærlighed et særligt fokus op til midten af 1900-tallet. Frivillige foreninger skabte rammer for filantropi og var med til at skabe og etablere ideen om velfærdsinstitutioner. Fra 1980’erne var New Public Management og det neoliberale system, med til at ændre opfattelsen af individet og deri også rationaler om frivillighed. Den frivillige indsats blev derved både et spørgsmål om indre lyst og ydre omstændigheder. Dette speciale har påvist, at der er forskellige rationaler på spil og at de eksisterer sideløbende med hinanden. Jeg har fremskrevet et filantropisk-rationale og et neoliberalistisk-rationale, hvor begreberne motivation og gavegivning har bidraget til en diskussion af, hvordan disse rationaler både er hinandens modsætninger og forudsætninger. I de politiske dokumenter samt hos de frivillige er der fokus på både professionalitet, CV, sammenhængskraft, demokrati, medborgerskab og management, og på ’sagen’, fællesskab, hjælpsomhed og værdien i det frivillige arbejde. Jeg har fremskrevet, at frivillighed i kommunen kan være drevet af at ville have noget ud af det frivillige arbejde og at motivationen derfor har en særlig betydning. Ikke kun for de frivillige her og nu, men også fremover. Samtidig har de frivillige en opmærksomhed rettet mod de ældre, de ansatte og deres egen indre lyst, hvilket får det frivillige arbejde til at handle om mere end en karriere i fremtiden. De frivillige er fokuserede på ’sagen’, på at hjælpe både de ansatte og de ældre, og på at gøre en forskel. Det ’rene’ filantropiske engagement står altså ikke nødvendigvis i kontrast til, at den frivillige også selv vil have noget ud af det frivillige arbejde. For de frivillige indeholder deres engagement begge dele. Det frivillige arbejde indeholder ikke kun mange forskellige motivations, men også moods på forskellige tidspunkter. Den frivillige refererer ikke kun til hensigt og mål, når det frivillige arbejde beskrives, men også til følelser. Habermann beskriver et hierarki inden for motivationer, men dette speciale har påvist, at det frivillige arbejde 88

handler om både moods and motivations. Når de frivillige beskriver at ’det føles godt’ eller taler om nærvær, knytter det an til den filantropiske diskussion om ’sagen’ og velgørenhed. Det føles ifølge de frivillige forkert, at have en hensigt som rækker ud over selve det, at være på Solvang. De beskriver derved et skel mellem et filantropiskrationale og et neoliberalistisk-rationale. Kernen i det rene engagement, er nærvær og intensitet og står i kontrast til de målbare motivationer. Der er dermed en bevidsthed om, at frivillighed indeholder flere elementer men, at der er noget der er bedre end andet. De frivillige på Solvang har både en motivation og en retning, som knytter an til noget eksternt, for eksempel CV og karriere samt en følelse og en stemning, som knytter an til en indre lyst. Tidsaspektet i det frivillige arbejde har stor betydning i forhold til, hvor og hvornår de frivillige forventer at få noget igen. De frivillige kan både få noget igen her og nu, i form af for eksempel anerkendelse og samtaler, men det udelukker ikke at den frivillige på længere sigt også får noget igen, for eksempel et bedre CV. Derfor har det ikke relevans, at beskrive det frivillige arbejde som et hierarkisk system, men mere som en konstant bevægelse mellem moods and motivations. Den frivillige kan have forskellige moods and motivations på forskellige tidspunkter, da intet er konstant eller statisk. I policydokumenterne er der ikke et skarpt skel mellem et filantropisk-rationale og et neoliberalistisk-rationale. De to smelter sammen. Det gode for individet, bliver også det gode for samfundet. Ifølge projektbeskrivelsen bliver det frivillige arbejde på Solvang en gave til de frivillige, til de ældre og til samfundet. De frivillige får mulighed for at bidrage og få et bevis for det. De ældre får et bedre og mere aktivt ældreliv og de ansatte får kompensation for den nedjusterede økonomi og travle hverdag med manglende ansatte. Men som min undersøgelse har vist, er denne ukomplicerede og udelukkende positive fremstilling af det frivillige arvejde, ikke altid tilfældet på Solvang. Rammerne for frivillighed konstrueres på Solvang allerede inden de frivillige starter. Det sker når de læser pjecer, på hjemmesiden og har en samtale med frivilligkoordinator Eva. Det bliver fra starten italesat at den frivillige selv må bestemme hvor ofte de vil komme, hvilke aktiviteter de vil stå for eller deltage i, hvem af de ældre de vil snakke med og så videre. Rammerne for det frivillige arbejde bliver derved vide og indholdet udefineret. Der er ifølge Eva ingen forventninger, krav eller forpligtelser forbundet med deres arbejde. Det er nok at de har lyst til at være frivillige. Der bliver fokuseret på moods, når frivilligkoordinator Eva beskriver fordelene ved at arbejde 89

frivilligt på Solvang. Den indre følelse og stemning bliver den gave som de frivillige kan mærke her og nu. Passende forpligtelse skaber den frivillighed, som gør at både Eva og de frivillige får noget ud af det frivillige arbejde. Bliver arbejdet for krævende og upassende forpligtende, er der ifølge de frivillige tale om tvang og ulyst. De frivillige på Solvang beskriver især denne kompleksitet og ambivalens i mødet med de ansatte. De frivillige vil gerne hjælpe og støtte, give de ansatte en gave i form af tid og overskud, men hvis de ansatte forventer det eller ikke sætter pris på hjælpen, trækker de frivillige sig. Flere frivillige beskriver, at Solvang skal være hyggeligt, rart og sjovt for at de vil være frivillige der og begynder det at blive det modsatte, kan de vælge at stoppe. Forpligtelse bliver på de frivilliges præmisser, som beskrevet af Eva i introduktionsfasen. Der er mindre ambivalens, når de frivillige beskriver deres møder med de ældre. Det beskrives som en ukompliceret relation, hvor den frivillige giver sin tid og midlertidige forpligtelse som en ren gave, der indebærer stemning, nærvær og intensitet. Der viser sig dog alligevel, at være løbende forstyrrelser og klingende rationaler, der forandrer opfattelsen af relationen. De frivillige beskriver, at de flere gange har prøvet at være i situationer, hvor de ældre har haft et reelt behov for dem eller hvor de har haft ansvar for ældre, de ikke havde en umiddelbar ’kemi’ med. Den gode relation handler ifølge de frivillige om ligeværd og nærvær, men det er ikke alle ældre, der kan bidrage til dette. Nogle ældre har ikke mulighed for at give de frivillige noget igen for deres indsats. De sjove, søde, åbne og lette ældre får meget opmærksomhed fra frivillige, som fra ansatte og ofte også pårørende. Men der sidder en relativ stor gruppe tilbage, der ikke får de personlige snakke, ikke deltager i fællesaktiviteterne og ofte heller ikke har pårørende. Når en frivillig arbejder frivilligt, både for at opnå en følelse eller en særlig stemning og for at få noget til CV’et, stiller det særlige krav til det frivillige arbejde. Solvang og de ældre skal kunne give de frivillige disse særlige følelser, men det er ikke altid muligt. En af konsekvenserne ved dette er, at nogle ældre bliver ekskluderet fra de sociale arrangementer, hvis de ikke kan bidrage med god stemning, nærvær og samtale. De ældre skal give en gave tilbage for det de frivillige giver dem, men formår de ikke at opfylde denne forpligtelse i relationen, kommer relationen i ubalance. Projekt Solvang beskriver, at det sociale primært skal komme fra den frivillige indsats, men med baggrund i de frivilliges rationale omkring deres ar-

bejde betyder det, at der kan ske en skævvridning i hvem der får hjælp og hvem der ikke får hjælp. Der er flere samfundskritikere og teoretikere, blandt andet La Cour og Aarup, der mener, at frivillige ikke skal styres, da det vil ødelægge kerneværdien i frivilligt arbejde. Min undersøgelse har dog påvist, at manglende styring og et fokus på frie rammer og uforpligtende møder, kan få den konsekvens, at nogle ældre bliver ekskluderet fra det gode og aktive ældreliv, kommunen beskriver som mål for den frivillige indsats. Jeg mener, at der er behov for styring, hvis alle ældre fortsat skal have et interessant hverdagsliv støttet af frivillige. Derudover har en manglende styring af de frivillige også en stor betydning for de ansattes arbejdsliv på Solvang. De frivillige kommer og laver arrangementer, men både inden og efter har de ansatte mere travlt end normalt, da alle de ældre for eksempel skal i seng på samme tid og der kan frivillige ikke hjælpe. Manglende styring viser sig som en udfordring for de frivillige, for de ansatte og for de ældre. Der er behov for ledelse og styring i det frivillige arbejde, især når de frivillige skal varetage så vigtig en opgave som de skal på Solvang. Er frivillige flødeskum eller nødvendighed, filantropister eller entreprenører? De frivillige på Solvang skelner ikke, men indeholder det hele. De er både flødeskum, en nødvendighed, de agerer både som filantropister og som entreprenører. Men et er hvad frivillige er i stand til at være og gøre, noget andet er hvad de har lyst til og skal.

8. Litteraturliste Aarup, K. (2010). Frivillighedens velfærdssamfund. København: Frydenlund. Aarhus Kommune. (2013, 23.01). Pressemeddelse . Aarhus Kommune og Frivilligrådet indgår partnerskabsaftale. Bacchi, C. (2000). Policy as discource: what does it mean? Where does it get us? Discourse: Studies in the Cultural Politics of Education. Volume 21. Issue 1. Baarts, C. (2003). Håndværket. I K. Hastrup, Ind i verden (s. 35-50). København: Hans Reitzels Forlag. Bundgaard, H. (2003). Lærlingen. I K. Hastrup, Ind i verden (s. 51-70). København: Hans Reitzels Forlag. Becker, G. (2006). The age of human capital. I H. Lauder, P. Brown, J. A. Dillabough, & A. H. Halsey, Education, Globalization and Social Change. Oxford: Oxford University Press. Boje, T. P., Fridberg, T., & Ibsen, B. (2006). Den frivillige sektor i Danmark. Omfang og betydning. København: Socialforskningsinstitutet. Center for Frivilligt Socialt Arbejde. (2013). Den frivillige sociale indsats. København: Social- og Integrationsministeriet. Center for Frivilligt Socialt Arbejde. (2011). Den frivillige sociale indsats. Årsrapport 2010. København: Socialministeriet. Christensen, A. L. (2013). Veje til ressourcedanmark. Et mere socialt og økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund. København: Mandag Morgen. FOA. (2012). Det siger medlemmer af FOA om frivilligt arbejde . København: FOA Kampagne og Analyse. FOA. (2013, 30.07). FOA. Fra: http://www.foa.dk/Forbund/Om-FOA

Frivilligrådet. (2012). En velfærdsstafet fra Frivilligrådet 2008-2012 - tanker om velfærd sammen med borgerne . København: Frivilligrådet. Frivilligrådet. (2010). Frivilligrådet. 01.08.2013, fra Frivilligrådet: http://www.frivilligraadet.dk/sites/default/files/udgivelser/reformoplaeg_0.pdf Frivilligrådet. (2012). Sammen om bedre velfærd. København: Frivilligrådet. Frivilligrådet.dk. (2013, 29.03). Frivilligrådet. Fra Frivilligrådet: http://www.frivilligraadet.dk/om-frivilligraadet Frivilligrådets Frivilligcharter. (2013, 27.07). Frivilligcharter. Fra Frivilligcharter: http://www.frivilligcharter.dk/sites/default/files/attachments/Frivillighedscharter.pdf Gulløv, E., & Højlund, S. (2003). Konteksten. I K. Hastrup, Ind i verden (s. 343-364). København: Hans Reitzels Forlag. Geertz, C. (1993). Religion as a cultural system. I C. Geertz, The interpretation of cultures: selected essays (s. 87-125). Fontana Press. Infomedia . (2013, 27.07). Infomedia. Fra Infomedia: http://apps.infomedia.dk/Ms3E/Search2.aspx Habermann, U. (2007). En postmoderne helgen? Om motiver til frivillighed. København: Museum Tusculanums Forlag. Hammersley, M., & Atkinson, P. (2007). Ethnography. Principles in practice. Oxon: Routledge. Hastrup, B. (2011). Vel fair? Et debatoplæg om velfærd og frivillige. København: Ældre Sagen. Hastrup, K. (2009). Videnskabelig praksis. Det etiske felt i antropologien . I K. Hastrup, Mellem mennesker (s. 9-29). København: Hans Reitzels Forlag. Hastrup, K. (2010). Feltarbejde. I S. Brinkmann, & L. Tanggaard, Kvalitative metoder (s. 55-80). København: Hans Reitzels Forlag.

Hastrup, K. (2003). Introduktion. I K. Hastrup, Ind i verden (s. 9-34). København: Hans Reitzels Forlag. Hastrup, K. (2004). Introduktion. Antropologiens vendinger. I K. Hastrup, Viden om verden (s. 9-29). København: Hans Reitzels Forlag. Helt Frivilligt. (2013, 01.07). Helt Frivilligt. Fra Helt Frivilligt: http://heltfrivilligt.dk/karriere-og-frivilligt-arbejde/super-cv/ Henriksen, L. S. (2011). Restrukturering af frivillighed? Uden for nummer (s. 4-13). Hirst, P. (1997). Globalisering, demokrati og det civile samfund. København: Hans Reitzels Forlag. Kvale, S., & Brinkmann, S. (2009). Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag. Korsgaard, O. (1997). Antologi om den frivillige sektor. København: DGI Forskning. Korsgaard, O. (2004). Statsborgerskab, medborgerskab og identitet. I O. Korsgaard, Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse (s. 11-30). København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. La Cour, A. (2002). Frivillighedens pris. En undersøgelse af Niklas Luhmanns teori om sociale systemer og dens anvendelse på området for frivilligt socialt arbejde. København: Sociologisk Institut. Lynggaard, K. (2010). Dokumentanalyse. I S. Brinkmann, & L. Tanggaard, Kvalitative metoder. En grundbog. (s. 137-152). København: Hans Reitzels Forlag. Lévi-Strauss, C. (1949). The Principle of Reciprocity. I C. Lévi-Strauss, The elementary Structures of Kinship (s. 52-68). Boston: Beacon Press. Mauss, M. (2001). Gaven: gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund. København: Spektrum. Masschelein, J. &. Simons, M (2002). An adequate Education in a Globalised world? A note on immunisation against being-together. Journal of Philosphy of Education. 94

Møller, I. H., & Larsen, J. E. (2011). Socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag. Okely, J. (2007). Fieldwork Embodied. I C. Shilling, Embodying Sociology: Retrospect, Progress and Prospects (s. 65-79). Malden: Blackwell. Ordbogen.com. (2013.23.08.). Ordbogen. Fra Orbogen: http://www.ordbogen.com/opslag.php?word=effektivisering&dict=ddbo Phillips, L. (2010). Diskursanalyse. I S. Brinkmann, & L. Tanggard, Kvalitative metoder. En grundbog. (s. 263-286). København: Hans Reitzels Forlag. Salamon, L. M. (1995). Partners in Public Service. Government-Nonprofit relations in the modern welfare state . Baltimore: The Johns Hopkins University Press. Simmel, G. (1998). Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske skrifter. København: Gyldendal. Shore, C., & Wright, S. (2011). Conceptualisering Policy: Technologies of Governance and the Politics of Visibility. I C. Shore, S. Wright, & D. Pero, Policy Worlds: Anthropology and the Anatomy of Contemporary Power (s. 1-25). Oxford: EASA Series. Social- og Integrationsministeriet. (2012). Barriere- og løsningskatalog for frivilligområdet. København: Deloitte. Socialministeriet. (2010). Civilsamfundsstrategi. København: Socialministeriet. Rubow, C. (2003). Samtalen. I K. Hastrup, Ind i verden (s. 227-246). København: Hans Reitzels Forlag. Rose, N. (1992). The values of enterprise culture I N. Rose, Governing the enterprising self (s. 141-163). London: Routledge. Tanggaard, L., & Brinkmann, S. (2010). Interviewet: samtalen som forskningsmetode. I S. Brinkmann, & L. Tanggaard, Kvalitative metoder (s. 29-54). København: Hans Reitzels Forlag.

Winther, I. W. (2006). Hjemlighed. Kulturfænomenologiske studier. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Forsiden er illustreret af Signe Kjær.

9. Abstract ”Whipped cream or necessity, philanthropist or entrepreneur? - an educational-anthropological study of the different rationales of voluntariness in the municipality” The main point of this thesis is to investigate how particular theories in anthropology can contribute with an insight, knowledge and understanding of the dimensions of voluntary work. My focus is to unfold and analysize the political og societal understandings of voluntariness, with a policy theoretical frame. Policy is in this thesis both understod as found in documents as in practice, and therefore I will also show how voluntarism is understood and acted in practice, by the volunteers and the people engaged. In Denmark voluntarism has historically played an central role in developing the welfare system. Today voluntarism is both based on philanthropy, but also neoliberal rationales. Voluntarism is often descibed with many different perspectives and rationales, depending on if it is the societal or the individual perspective and understanding that is in focus. Methodologically the focus of my work is to gather information about voluntarism, from political documents and by the volunteers them self. The empiric material is primarily gathered during the conduction of a field study in a nursing home for elderly people called Solvang, in a larger municipality in Denmark, in the autumn of 2012. I spent three months in the field, being a volunteer and interviewing volunteers. Theoretically I have based the frame of my thesis on policy and this is analyzed with Ulla Habermanns perspective on motivations, and Clifford Geertz theory on moods and motivations. I have further used Marcel Mauss’ theory about the gift and LéviStrauss’ theory about reciprocity. The analysis will therefor be of both documents, policies and from practical experience.

This thesis will conclude that the societal view on voluntarism have an effect on the volunteers understanding of their work and not at least an impact on the people involved. Volunteers describe their work as a gift, both for them self, for the elders and the employees. It is a gift that gives themself both a good feeling inside and give them a note on their CV (Curriculum Vitae) and therefor the voluntary work on Solvang combines both the philantropist and the neoliberalistic rationales. The voluntary work has both an overall motivation, with direction and intention, but also a feeling or mood to it.