Aarsskrift 2011 web by Carlsbergfondet

c a r l s b e r g f o n d e t

1 ·

å r s s k r i f t

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

å r s s k r i f t 2 0 1 1

carlsbergfondet · årsskrift 2011 © carlsbergfondet 2011 redaktør: gunver kyhn tilrettelægning: michael jensen tryk: narayana press isbn: 978-87-988774-9-3

carlsbergfondet h.c. andersens boulevard 35 · 1553 københavn v telefon 33 43 53 63 · telefax 33 43 53 64 mail: carlsbergfondet @ carlsbergfondet.dk www.carlsbergfondet.dk direktion: professor, professor, professor, professor, professor,

dr. dr. dr. dr. dr.

povl krogsgaard-larsen, formand flemming besenbacher niels kærgård lars stemmerik per øhrgaard

kontorchef gunver kyhn regnskabschef anders garrigues kvæstor jens otto veile

carlsberg laboratorium gamle carlsberg vej 10 · 2500 valby telefon 33 27 33 27 mail: carlslab @ crc.dk www.carlsberglab.dk bestyrelse: professor, dr. flemming besenbacher, formand professor, dr. lars stemmerik professor, dr. povl krogsgaard-larsen tilforordnede: koncerndirektør, cfo jørn p. jensen senior vice president kasper madsen professor klaus bock koordinerende leder: professor jens duus

frederiksborgmuseet frederiksborg slot · 3400 hillerød telefon 48 26 04 39 · telefax 48 24 09 66 mail: frbmus @ frbmus.dk www.frederiksborgmuseet.dk bestyrelse: kabinetssekretær, dr. niels eilschou holm, formand professor, dr. povl krogsgaard-larsen direktør per kristian madsen direktør: cand.mag. mette skougaard

ny carlsbergfondet brolæggerstræde 5 · 1211 københavn k telefon 33 11 37 65 · telefax 33 14 36 46 mail: sekretariatet @ nycarlsbergfondet.dk www.ny-carlsbergfondet.dk direktion: direktør, mag.art. hans edvard nørregård-nielsen, formand lektor, dr. maria fabricius hansen professor, dr. morten kyndrup

på omslaget: j.c. jacobsen, 1811-1887, marmorbuste, hugget af h.w. bissen 1865. h. 90 cm. carlsbergfondet. foto: ole haupt.

c a r l s b e r g f o n d e t

t i l e g n e t b ry g g e r j. c . ja c o b s e n i a n l e d n i n g a f 2 0 0 - å rs da g e n for hans fødsel 2. september 2011

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

1 ·

å r s s k r i f t

indhold

at gribe tiden

j.c. jacobsen â&#x20AC;&#x201C; en praktisk patriot

j.c. jacobsen og naturvidenskaberne

h a n s e dva r d n Ă¸ r r e g ĂĽ r d - n i e l s e n

k n u d j . v. j e s p e r s e n

helge kragh

carlsbergs forskning

i en globaliseret verden

birgitte skadhauge og jens duus

anderledes â&#x20AC;&#x201C; og tak for det

peder olesen larsen

o g t h o m as ly n g b y

b ry g g e r j. c . jac o b s e n

som museumsmand

kongens bedekammer

mette skougaard

kirsten nannestad

108

de gyldne ord og moderne

de grønne sider:

steen thomsen

g ov e r n a n c e p r i n c i p p e r

postkort 1888. etiketter fra carlsberg og alliance

118

j.c. jacobsens dilemma:

ta p p e r i o g m i n e r a lva n d s fa b r i k . o p r e t t e t

forskning for folket eller

i 1870 af j.c. jacobsens kompagnon

for virksomheden?

e r h a r d ko g s b ø l l e o g c a n d . fa r m . e dva r d

niels kærgård og nina smith

1855-1887. alliance var gl. carlsbergs

b l a d . e f t e r 1 8 8 0 b ry g g e d e a l l i a n c e 128

10.

jeg en fond mig bygge vil

da k a l dt ” p o r t e r b ry g g e r i e t ” .

138

11.

frimærke 1975.

bevillinger 2010

herunder regnskab

hans chr. johansen

carlsbergfondet

øltøndemærkat 1880.

150

12.

beretning for året 2010

herunder regnskab

carlsberg laboratorium

158

13.

beretning for året 2010

herunder regnskab

frederiksborgmuseet

174

14.

beretning for året 2010

herunder regnskab

ny carlsbergfondet

c a r l s b e r g f o n d e t

lagerøl, pilsner og porter, og blev

2 0 1 1

carlsbergfondet Brygger J.C. Jacobsen. Daguerreotypi, 1846.

Carlsbergfondet blev stiftet i 1876 af brygger J.C. Jacobsen. I 1882 overdrog han sit bryggeri, Gamle Carlsberg, til fondet. Jacobsens ønske var at skabe et fond med faste videnskabelige forpligtelser og direkte ansvar over for en erhvervsvirksomhed. Carlsbergfondet har til formål at bidrage til dansk grundforskning og skal til enhver tid besidde aktiemajoriteten i Carlsberg A/S. Fondet ledes af en direktion på fem medlemmer, udpeget af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab blandt Selskabets medlemmer. Årsskriftet er tilegnet J.C. Jacobsen i anledning af hans 200-års dag den 2. september 2011.

ny carlsbergfondet

I 1878 stiftede J.C. Jacobsen Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot som en afdeling under Carlsbergfondet. Det rummer i dag landets betydeligste samling af malerier, tegninger, skulpturer, møbler og kunstindustri med tilknytning til Danmarks historie helt op til vor tid. Museet er tillige hjemsted for landets historiske portrætgalleri, der i de seneste år er blevet suppleret med portrætfotografier. Samlingerne, der er opstillet i slottets sale, er tilgængelige for publikum alle årets dage. Museet ledes af en bestyrelse på tre medlemmer. Den daglige ledelse forestås af en videnskabelig uddannet museumsdirektør.

30% af aktierne i carlsberg a/s

ny carlsbergfondet n y c a r l s b e r g g ly p to t e k

frederiksborgmuseet

carlsbergfondet

f r i e f o rs k n i n g s m i d l e r frederiksborgmuseet c a r l s b e r g l a b o r ato r i u m tuborgfondet

I 1902-03 overdrog J.C. Jacobsens søn, brygger Carl Jacobsen, sit bryggeri, Ny Carlsberg, til Carlsbergfondet, og en selvstændig afdeling, Ny Carlsberg fondet, føjedes til Carlsbergfondet. Foruden at yde støtte til kunst og kunstvidenskab driver Ny Carlsbergfondet i fællesskab med Staten Ny Carlsberg Glyptotek, der rummer en af Europas fineste antiksamlinger samt betydelige samlinger inden for nyere dansk og fransk kunst. Ny Carlsbergfondet ledes af en direktion på tre medlemmer.

carlsberg a/s

Ved oprettelsen overtog Carlsbergfondet det året forinden oprettede forsk ningslaboratorium, Carlsberg Laboratorium. Carlsberg Laboratorium er i dag en selvstændig enhed af Forskningscentret ved Carlsberg A/S. Det ledes af en bestyrelse på tre medlemmer og to tilforordnede. De tre medlemmer er tillige medlemmer af Carlsbergfondets direktion. Carlsberg Laboratorium omfatter flere forskningsgrupper. Laboratoriets aktiviteter ledes af en koordinator på professorniveau. Laboratoriets hovedopgave er at tilvejebringe et så fuldstændigt videnskabeligt grundlag som muligt for maltnings-, brygnings- og gæringsprocesserne.

c a r l s b e r g s m i n d e l e g at f o r b ry g g e r j. c . jac o b s e n

carlsberg laboratorium

tuborgfondet I 1991 blev Tuborgfondet, oprettet i 1931, en afdeling af Carlsbergfondet. Tuborgfondet ledes af en bestyrelse og skal virke for samfundsgavnlige formål og særligt støtte dansk erhvervsliv. Tuborgfondet udgiver sin egen årsberetning og er derfor ikke omfattet af nærværende årsskrift.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

carlsberg breweries

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

at gribe tiden j. c . ja c o b s e n 2 0 0 å r

a f h a n s e dva r d n ø r r e g å r d - n i e l s e n ny carlsbergfondet

J.C. Jacobsen i Borgerbevæbningens uniform, 1848. Illustration af Preben Kannik, 1945

J.C. Jacobsen blev født i København i 1811. Det gav ham en barndom og nogle tidlige ungdomsår i en af de mest depraverede og nedslående perioder, hovedstaden havde oplevet. Rækken af ulykker sved ikke mindst, fordi de næsten uden varsel afløste en lang velhavende periode, der er blevet husket som den florissante. Tvillingeriget DanmarkNorge med tilliggende hertugdømmer var en betydelig magtfaktor i Europa, man lukrerede på indbringende kolonier, og den danske handelsflåde nåede vidt omkring. Folk blev, som man kan se det på Jens Juels malerier, ligefrem pæne af bare trivsel, og rigeligheden nåede i aftagende strømme også nedad i samfundet. Landbruget var under en energisk omordning, ”så smukke og glade de bønder vi se”, skrev Adam Oehlenschläger på vejen ud til Sølyst, og det gamle middelalderlige Danmark blev opdyrket og drænet, så det efter et par generationer ikke var til at kende igen. De danske ulykker begyndte, da England i 1793 trådte ind i krigen mod Frankrig, og efter forgodtbefindende opbragte de danske handelsskibe. I 1794 brændte landets stolthed, det storslåede Christiansborg, men man trøstede sig med, at det især berørte den mand i landet, som bedst havde råd til at bygge sig et nyt hus. Alligevel indgik slottet i landets selvbevidsthed, og hertil kom, at København i 1795 blev ramt af en brand, der på tværs af byen ødelagde hen ved 1000 huse. Der blev overalt strittet mod ødelæggelserne med nybygninger efter tidens formåen, og det resulterede mere i det nette end i det prangende. Samtidig var der, som det klassiske København stadig fastholder i store og sammenhængende partier, en kultiveret forbindelse mellem de selvbevidste manifestationer og de mere jævne etageejendomme, der tilsammen skulle sætte et eget fornemt aftryk på hoved- og residensstaden. Forsøgene på en genrejsning blev brat sat i stå, da en engelsk flåde på 53 krigsskibe under admiralerne Parker og Nelson angreb København den 2. april 1801. Datoen har mejslet sig ind mellem de danske mærkedage, fordi den på trods af en sønderskudt by og et afmægtigt had til den overlegne fjende skulle markere begyndelsen på en ny nationalbevidsthed. Medens brandene havde været en hændelig ulykke, var det engelske angreb et overfald, som mobiliserede en fællesfølelse, og derfor blev nederlaget trods mængden af forsmædeligheder overgået af en dansk selvfølelse over det tapre og selvopofrende forsvar fra Kongedybet. Man var stolte af hinanden; forsvaret var

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

især blevet leveret fra aftaklede skibe og af folk, der aldrig før havde fyret en kanon af, medens modstanderne var professionelle krigsfolk med flere års erfaring bag sig. Englænderne vendte tilbage i 1807, hvor de i september begyndte et bombardement af byen, der efterlod mere end 900 ødelagte huse samt førte til fjendens beslaglæggelse af den danske flåde. Men der var igen blevet ydet en tapper modstand mod de krigstrænede elitestyrker. Så selv om nederlaget var entydigt og lammende, mødtes københavnerne igen i en følelse af som nation at have udrettet en dåd, der udgik fra folkets midte. Det forhindrede ikke, at nationen som sådan havde fået et ulivssår. Landets store handelshuse gik fallit på stribe, medens korruptionen og en demoraliserende spillegalskab greb om sig som en del af den såkaldte kaperånd. En række forvovne unge mennesker kastede sig fra deres små skibe ud i en kaperkrig mod de rigtlastede engelske konvojer på vej gennem danske farvande, og det havde både eventyret, muligheden for vældige gevinster og en udflugt fra en mere og mere gråmeleret hverdag i sig. Den efterfølgende krigssituation med England varede i adskillige år, den rev os med ind i Frankrigs fald, og truede en overgang under fredskonferencen i Wien med at udslette landet som en selvstændig nation. Det blev med samtidens udtryk en ”blod- og dådløs” periode , men den endte med at koste Danmark hen ved fem sjettedele af sit tidligere territorium. Hertil kom en uundgåelig statsbankerot, og som Søren Kierkegaard bemærkede om sin opvækst på Amagertorv: ”1813 blev jeg født i det gale Pengeaar, da saa mangen anden gal Seddel blev sat i Cirkulation”. Slaget var demoraliserende og langvarigt; J.C. Jacobsens liv skulle for en stor dels vedkommende falde fra denne nederlagsperiode og frem til 1864, der med tabet af hertugdømmerne SlesvigHolsten igen greb så dybt ind i landets fortsatte beståen, at det kun ved hjælp af hedeopdyrkningen og de store landindvindinger langs kysterne lykkedes at reetablere et tilstrækkeligt areal til landets selvstændige opretholdelse. Alt udvikledes i de første forvildede år på bedste beskub. Uhæderligheden og dobbeltmoralen i de øverste kredse var til at tage og føle på, men der begyndte fra ruinerne at spire en ny ånd, der med en række demokratiske idealer også vendte sig med en fornyet utilfredshed mod den hensygnende enevælde. Denne klædte sig samtidig arkitektonisk på, som var det med henblik på evigheden. Harsdorffs solmodne stil blev afløst af C.F. Hansens tungere inspiration fra årene i Rom. Det nye slot, Københavns domhus og den senere domkirke rejste sig som myndighedspersoner mellem den mængde af andre nybyggede huse, der stadig udmærker og fastholder det borgerlige København. J.C. Jacobsens barndomshjem på hjørnet af Brolæggerstræde og Knabrostræde hørte med i den første række af de energisk nybyggede huse, der efter 1795 rejste sig i brandens spor. Man koncentrerede sig i første omgang om bryggeriet for igen at sikre en indtægt, og senere rejstes forhuset og sidebygningerne i en skikkelse, der i det store og hele er passeret uændret gennem tiden. Man kan stadig se det København, som i J.C. Jacobsens barndom opstod uden for barndomshjemmets vinduer, nydelig over enhver kritik og ikke mindst som del af en ny og gennemtænkt byplan. Således var gadehjørnerne skåret af, så det i påkommende tilfælde var lettere at komme frem med sprøjterne. Mængden af rensede genbrugssten gjorde det mange steder nødvendigt at arbejde med pudsede facader, der blev sparet, hvor det var muligt, men derfor er der også en ekstra fylde og tyngde i de dekorative indslag i sandsten, der flere steder løfter helheden. J.C. Jacobsen var bestemt til at blive brygger, fremtiden tegnede sig for ham som forældrenes eneste barn både sikker og ligetil, og efter faderens tidlige død forestod han på sin moders vegne bryggeriet. Det udgjorde en lille lukket og i sig selv hvilende verden inden for sine egne mure. Man fremstillede efter skik og brug undergæret øl til især husholdningsbrug, men Jacobsen hav-

de fået så meget forærende gennem sin opvækst, at han tidligt begyndte at interessere sig for den bedre, men også teknisk mere krævende, overgærede øl, man ellers i dyre domme importerede fra Tyskland. Hele den voksende personlighed træder frem i den unge bryggers ensomme og sammenbidte kamp for at nå sit mål som repræsentant for en ung og selvbevidst borgerklasse. Han begyndte i takt med, hvad det daglige arbejde tillod ham, at orientere sig i hele det opbrud, der fra alle sider gjorde sig gældende og fra begyndelsen anbragte ham mellem sit fag og den vældige vækst i tiden. Bl.a. familieforhold førte ham tøvende ind på livet af en række af tidens vordende videnskabsmænd, der skulle forblive hans venner og støtter gennem livet. København kom igennem alle sine prøvelser, og det har siden været det store spørgsmål, hvordan der på baggrund af så megen elendighed kunne rejse sig en generation, der har efterladt os guldalderen. Lad det være en slags forklaring, at man lukkede øjnene for det uafvendelige, men vendte et observerende blik mod alt det små. Eller som Kierkegaard skriver fra den ruindynge, han selv voksede op i: ”Faderen havde lært ham at see det Store i det Smaa. Tæt ved det Huus, hvor de boede, var der en Jord-Forhøining, paa hvilken der voxede frodigt Græs. Han var netop saa høi, at han, naar han stod paa den flade Jord, kunde skue derind. Det havde Faderen ofte viist ham. Græsset var da en uhyre Skov, et lille Dyr der løb om derinde, han selv blev saa lille, at han saae sig selv gaae derinde.”

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Udsigt fra J.C. Jacobsens barndomshjem i Brolæggerstræde i København. Foto: Janne Klerk.

Carl Bloch, Peters fornægtelse, 1865-1879. Bedekammeret, Frederiksborg Slotskirke.

Kierkegaard formåede i en anden og senere sammenhæng at løfte blikket sådan op over sine omgivelser, at han så to flokke af vildgæs hvælve sig som et par øjenbryn, hvorunder han så videre ud i fantasiens land. København blev en by, hvor det store med en udsøgt balance mødte det mindre, gadebillede efter gadebillede omgiver vandreren med en dulmende ro, der ikke mindst breder sig gennem en stille aften med sne. Guldalderens hovedpersoner udgik fra disse gader, og adskillige strækninger ligger tilbage som et smukt eksempel på, at når mennesker dør, bliver deres omgivelser tilbage. Stringensen og nydeligheden mødtes i den svale og disciplinerede form, som skulle komme til at præge så meget af periodens kunst. J.C. Jacobsen greb ud i samtiden og valgte tre husguder. Det var med H.C.Ørsted den blændende og vidtfavnende naturvidenskabsmand, hvis forelæsninger Jacobsen gerne fulgte, men som selvbevist borger og demokrat beundrede han desuden lederen af den københavnske opposition mod enevælden, N.L. Hvidt, samt som et koryfæ i tiden billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der ved egne kræfter havde været i stand til at skabe et navn ude i Europa. Alle tre var repræsenteret i det vidunderlige lysthus, Pompeji, som J.C. Jacobsen skabte omkring sig selv i forbindelse med det domicil, han lod opføre til familien efter udflytningen til Carlsberg. Det er et åndeligt frirum, og ikke mindst i forbindelse med den statelige, men knastørre hovedbygning, han lod opføre efter især sine egne tegninger. Bygningen fremstår stivbenet, kold og umusikalsk, men med sine paraderum, relieffer og søjler og således nydeligt over enhver kritik, for bryggeren var en dreven dilettant, men efterhånden selvhjulpen nok til ikke i et og alt at ville lade sig belære. J.C. Jacobsen havde tilsyneladende ikke nogen passion for den billedkunst og litteratur, der løftede guldalderen, men han hørte hjemme i den flok, der med den samme kraft banede vejen for en ny driftighed i industri og handel. Han fulgte fra sin københavnske position den samtidige Louis Pasteur i Paris, hele den europæiske scene var ham fortrolig, men han havde ikke nogen ambition om at træde ind på den på anden måde end ved i København at drive en af periodens mest respekterede bryggerier. Han ønskede kun at fremtræde under den titel som kaptajn, han havde erhvervet som medlem af borgerbevæbningen. Den lille ranke skikkelse optrådte med en ubøjelig disciplin i forhold til sig selv, og han glemte aldrig sin ungdoms klare tro på, at det ikke er et spørgsmål, hvad dit fædreland kan gøre for dig, men hvad du kan gøre dit fædreland. Hele det frie fald, som havde omgivet J.C. Jacobsens tidlige år, var nedefra blevet løftet tilbage i en ny samfundsorden af en bred og ansvarlig kreds af borgere. Hver føjede sit bidrag til genrejsningen af København, og man samledes trods den voksende uvilje om en treenighed som gud, konge og fædreland. Danmark levede og var, båret af en ung og sprudlende nationalisme, kommet på benene igen. Demokratiet fungerede trods forskrækkende trusler udefra, men så gik det pludselig grueligt galt igen. Udviklingen i hertugdømmerne udløste som noget næsten uundgåeligt nederlaget i 1864, og dermed igen en situation, der nær havde kostet kongeriget Danmark livet. Jacobsen følte sig som patriark skyldig, krigen burde have været undgået, men det lykkedes som nævnt at rekonstruere et nyt grundlag ved hjælp af opdyrkningen af den jyske hede og vådområderne langs især Limfjorden. En hær af nøjsomme slidere rykkede ud, medens alle ansvarlige kræfter i vores adsplittede ørige rykkede tættere sammen i en fællesskabsfølelse, der i sit udgangspunkt var båret af nederlagsånden. Det skulle blive J.C. Jacobsens store indsats for fædrelandet, at han med hele sin energi og handlekraft var med til at skabe et nyt åndeligt grundlag, der fra Vesterhavet til Øresund greb nogle

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

kræfter i tiden, som endda skulle overleve nogenlunde usvækket i de følgende 100 år. For medens en tidligere tids fortrædeligheder alene havde angået København, var hele landet nu ramt, så det gjaldt om at etablere en ny fællesskabsfølelse. Danmark var trods det adskilte båret af en fælles historie og en kristendom, der undertiden lå en smule i dvale, men ligesom Holger Danske er der, når behovet banker på. Guderne må vide, hvad Jacobsen selv havde troet og håbet, alt hos bryggeren var præget af en storborgerlig og selvhjulpen svalhed, men man hører måske ikke hans hjerte slå varmere, end da han med en enorm generøsitet gav den historiske bevidsthed og kristendommen et hjemsted gennem først genopbygningen af det nedbrændte Frederiksborg Slot og i forlængelse heraf den samling af kunstværker, der skulle blive et monument over det tilknappede menneske. Der lå en jernvilje bag tanken og det udvalg af kunstnere, som helt frem til de nyeste tider ikke bare har lært danskerne bibelhistorie og fædrelandshistorie, men desuden gjort helheden til et hjerteanliggende for mange. Enhver kender Otto Baches fremstilling af de fredløse, der rider fra den brændende Finderup Lade. Der er selve beretningen om det fjerne kongemord, drabsmændene og som en lille medrivende detalje i bonden, der skjult i baggrunden, har situationen under observation. Man kunne med egne øjne orientere sig i alt det, der var dronning Dagmar samt se vores forulempede lands historie afspejlet i karakteristikken af den fængslede Christian II. J.C . Jacobsen bestilte og dirigerede med kunstnerne, og derfor malede Lauritz Tuxen senere Arkonas Indtagelse og Svantevits fald, så vi er nogle, der takker maleriet for vores indgang til kunsten. Heldet ville, at J.C. Jacobsen kunne disponere over en lang række gennemprofessionelle folk, der alle var farvet af nationens deroute, men desuden ikke betænkte sig på at arbejde i overensstemmelse med deres mæcens ønske om selv at afgøre motiverne. Det skulle gøre de tidligere kongesale til hele nationens ejendom; enhver var inviteret for indenfor selv at orientere sig i vores historie. Det gjaldt kunstens slagkraft i historiens tjeneste, ramme og indhold forenedes, så der siden ikke er set magen. Det skabte en sammenhængende kæde gennem nationens skæbnestunder, der her var lagt frem som illustrationer, og dermed som en anden slags virkeliggørelse af det fortalte. Den voksende indremission blev bl.a. båret frem af den serie malerier, som J.C. Jacobsen i perioden 1865 – 79 lod Carl Bloch udføre til Bedekammeret i Frederiksborg Slotskirke. De skulle på stedet og siden gennem de glansbilleder, søndagsskolerne belønnede sine elever med, nå langt ud i kirkens anskueliggørelse af især Kristi lidelseshistorie, ligesom adskillige kopier af Blochs malerier fandt anvendelse som altertavler. Her lå det fjerne Israel med ørken og palmetræer, men på fascinerende vis befolket med alt det, man ellers kun havde anet for sit indre blik. Her lå ypperstepræstens gård, Peter står og varmer sig mod morgenkulden ved et bål, og medens hanen galer fornægter han for tredje gang Kristus, der imedens bliver ført forbi på pladsen ovenfor. Det var som den samaritanske kvinde eller Kristus i Getsemane Have steder man kendte, som om de lå i sognet, men kun i overensstemmelse med sin egen sørgelige forestillingsevne. Hos Bloch blev de løftet, det var af oliens glans på kobberet, men desuden så man på en ny måde syntes, at man havde set ham som barn med det solrige øje. Blochs inderliggørelse af det kristne skulle som et grundtvigiansk modspil afføde Joakim Skovgaards storladne udsmykning, der fra 1897–1906 gav Viborg Domkirke en ny fylde. Begge måtte som hovedværker fra deres tid fremkalde en eftertids store og undertiden overdrevne skepsis, og jeg skulle selv blive en halvgammel kunsthistoriker, før jeg, også inde i mig selv, turde vedgå en glæde over dem begge. Frederiksborg har formet den sammenhængende generation af danskere, som nu er ved at dø ud, men lad os se, om stedet ikke vil bevare bryggerens navn imellem os.

Otto Bache, De sammensvorne rider fra Finderup efter drabet pĂĽ Erik Glipping i 1286, 1882. Frederiksborg Slot.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

j. c . jac o b s e n o g a . g . m o l t k e

j. c . ja c o b s e n – e n p r a k t i s k pa t r i o t

af professor, dr.phil. k n u d j . v. j e s p e r s e n institut for historie, kultur og samfundsbeskrivelse, syddansk universitet

J.C. Jacobsen. Foto 1850.

Som Adam Gottlob Moltke kan siges i kraft af sin position og mæcenvirksomhed at personificere 1700-tallet og enevælden på dens middagshøjde, tegnede Brygger J.C. Jacobsen i mange henseender på samme måde 1800-tallet og det borgerlige samfunds gennembrud. Jacob Christian Jacobsen blev født i 1811 som søn af en beskeden københavnsk hvidtølsbrygger, Christen Jacobsen, søn af en fæstebonde fra Thy. Han kom til verden midt under Englandskrigen 1807-14, der berøvede landet dets vigtigste aktiv, orlogsflåden, og endte med at forvandle det florissante Danmark til det, der med Poul Martin Møllers ord fra 1820 blev ”et lidet, fattigt Land”. Han tilbragte sin barndom og ungdom under Frederik VI’s landsfaderlige enevælde – som paradoksalt nok, i betragtning af alle ulykkerne, kulturhistorisk set også betegnes guldalderen – var siden hen aktiv ved omvæltningerne i 1848, stirrede ned i den nationale afgrund efter nederlaget i 1864 og døde i 1887 midt under de forbitrede provisoriekampe, som bragte Danmark så tæt på revolutionære tilstande, som landet nogen sinde har været. Som tro fyrstetjener gjorde A.G. Moltke tilsvarende hele 1700-tallets bevægede historie med fra Den store nordiske Krig til Den franske Revolution. J.C. Jacobsen var på sin side en politisk engageret borger. Han tog aktivt del i de afgørende store begivenheder i 1800-tallet, som forvandlede Danmark fra et enevældigt landbrugssamfund til et borgerligt demokrati med en begyndende industri. Begge blev de ved deres virksomhed og foretagsomhed overordentlig velstående, og begge blev de mæcener for kunst og videnskab i en grad, som hverken før eller siden er set i danmarkshistorien. Men dermed hører ligheden mellem de to også op. Moltkes mæcenvirksomhed udfoldede sig i hovedsagen på grundlag af midler fra kongens kasse, hvorimod Jacobsen udelukkende trak på overskud genereret af hans egen succesrige erhvervsvirksomhed. De levede og virkede med andre ord i to vidt forskellige tidsaldre med den borgerlige franske revolution som den afgørende skillelinje. Moltke var godsejeren og fyrstetjeneren, som ønskede at tjene sin konge; Jacobsen var den borgerlige erhvervsmand og politiker, der så det som sin pligt at tjene sit land, den gryende nationalstat Danmark. Jacobsens samfundsvendte – eller, om man vil, patriotiske – virke faldt i to temmelig klart adskilte hovedafsnit, nemlig for det første en lang periode fra 1843 til 1871, hvor

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

han i forskellige roller virkede som aktiv politiker og i denne egenskab søgte at fremme borgerskabets interesser og sikre dets ledende rolle i det nye demokrati. Denne fase faldt tidsmæssigt nogenlunde sammen med opbygningen af hans nye industrielle bryggerivirksomhed ude på Valby Bakke. For det andet hans storstilede mæcenvirksomhed, efter at det franske nederlag i Den fransk-tyske Krig 1870-71 havde fuldbyrdet katastrofen i 1864 ved at gøre det klart, at tabet af hertugdømmerne var permanent. Denne fase varede frem til hans død i 1887 og indebar, at hans livsværk, Carlsberg, i realiteten blev stillet til fuld rådighed for den store nationale genrejsning, som han i lighed med mange andre ledende skikkelser anså for uomgængelig nødvendig efter det traumatiske nederlag i 1864. Denne sidste del af virksomheden udfoldede han uden nogen formel politisk platform. Der var snarere tale om et personligt projekt med nationalt sigte, som han på eget ansvar var i stand til at realisere i kraft af den rigdom, som hans livsværk havde kastet af sig. Denne sidste fase repræsenterede på sin vis en beskikkelse af den patriotiske bryggers bo til fællesskabets bedste, således som han opfattede det. jac o b s e n o g å n d e n f r a ’ 4 8

Den første fase – den aktivt politiske – tog sin begyndelse i 1843, da den dengang 32-årige Jacobsen blev indvalgt i Københavns borgerrepræsentation. Her forblev han som medlem, indtil han i 1857 udtrådte efter eget ønske i protest mod en ny kommunalordning, der efter hans mening gav regeringen alt for stor indflydelse på byens styre – et skridt, der kan tages som klart udtryk for bryggerens selvbevidste borgerlige indstilling. Den frie, foretagsomme borgerstand skulle efter hans mening ikke lade sig hundse med af en emsig statsmagt. Samme år som Jacobsen indtrådte i borgerrepræsentationen, optrådte han som medstifter af Skandinavisk Selskab. Denne sammenslutnings mærkesag var øget skandinavisk samforståelse og i sidste instans en forening af de skandinaviske lande i en samlet pan-skandinavisk statsdannelse under borgerlig-liberal ledelse i lighed med de liberalt inspirerede samlingsbestræbelser, som på samme tid var under udvikling i Tyskland og Italien. Både dér og gennem arbejdet i borgerrepræsentationen kom han på tæt hold af nationalliberale koryfæer som Orla Lehmann, D.G. Monrad, L.N. Hvidt og J.F. Schou, som senere kom til at spille fremtrædende roller ved enevældens fald i 1848. Han identificerede sig helt med disse oppositionslederes liberale grundsynspunkter og også med den ejderdanskhed, som sammen med det liberale kom til at udgøre kernen i den nationalliberale bevægelses program. I disse politiske kampår, hvor det gamle enevældige regime kæmpede med ryggen mod muren mod de nye borgerlige frihedstanker, sprang Brygger Jacobsen med andre ord ud som fuldblods nationalliberal. Og som sådan agerede han da også politisk både i borgerrepræsentationen og i sin korte tid som stænderdeputeret ved Roskilde Stænderforsamling fra 1846, og indtil institutionen opløstes i forbindelse med regeringsforandringen i 1848. Bryggeren stod ved sidstnævnte valg øverst på den nationalliberale liste over mulige kandidater og fik i øvrigt i den forbindelse opbakning fra uventet hold, nemlig fra det satiriske ugeblad Corsaren, der anbefalede hans kandidatur med ordene ”den Jacobsen, der brygger det fortrinlige bayerske øl … kan sg’u også være deputeret, det er klart.” – En fin tillidserklæring både til hans evner som brygger og som politiker. I forbindelse med de berømte martsbegivenheder i 1848, som førte til enevældens fald, var Jacobsen ivrig fortaler for anvendelse af rabiate midler, såfremt kongen skulle ende med at afvise de nationalliberale krav om en fri forfatning, og han tilsluttede sig helhjertet Orla Lehmanns truende ord om i givet fald at gribe til ”fortvivlelsens selvhjælp” for at gennemtvinge et systemskifte. Som følge af Frederik VII’s smidige optræden i de kritiske dage omkring 22. marts 1848 viste dette sig til alt held unødvendigt, og den danske revolution forløb – i modsætning til revolutionerne i Frankrig, Østrig og Tyskland – i en fredsommelig, næsten jovial atmosfære. Men bryggeren havde med sine klare holdninger og krigeriske

udtalelser vist, hvor langt han sammen med andre på den nationalliberale venstrefløj ville have været rede til at gå for at tvinge det i hans øjne uduelige regime bort til fordel for det borgerlig-liberale styre, som i hans øjne var den eneste redning for den danske nationalstat i den aktuelle kritiske situation. Og kritisk var situationen. Det slesvig-holstenske oprør støttet af stærke tyske kræfter truede den gamle oldenborgske helstat på livet og – i kraft af kravet om Slesvigs forening med Holsten – også den danske nationalstat til Ejderen, som Brygger Jacobsen og de ledende nationalliberale så som deres politiske ønskemål. I Danmark og især i hovedstaden, kom de nationale følelser i kog, og ”ånden fra ’48” satte derefter den politiske dagsorden. I tusindvis meldte unge mennesker sig under fanerne for med våben i hånd at bekæmpe den forhadte slesvig-holstenske oprørsbevægelse. En vældig patriotisk bølge fejede hen over landet. Bryggeren, som på dette tidspunkt var en moden mand i nærheden af de fyrre og en veletableret erhvervsdrivende, var for gammel til selv direkte at melde sig under fanerne og dermed personligt yde en aktiv indsats i de blodige kampe, der udspillede sig i Sønderjylland. Han kompenserede imidlertid ved i krigsperioden at gøre aktiv tjeneste i Københavns borgerværn. Borgerværnet var en gammel borgermilits, som han i en årrække havde været mere eller mindre aktivt medlem af, og som nu – under de regulære troppers fravær – fik som hovedopgave at opretholde ro og orden i hovedstaden. Det var en tjeneste, som han satte stor ære i aktivt at bestride, og han avancerede i løbet af disse år til kaptajn i borgerværnet – en titel, som han også siden hen gerne lod sig tiltale med og ofte også benyttede om sig selv. ”Kaptajnen” blev i hans hus en almindelig omtaleform af ham – i modsætning til den æresdoktortitel, som Københavns Universitet tildelte ham i forbindelse med universitetsjubilæet i 1879. Denne titel følte han som lidt for artsfremmed i modsætning til kaptajnstitlen, der lå langt bedre for hans borgerlige, københavnske naturel. f r a l i b e r a l t i l n at i o n a l

Egentlig aktiv i politik på nationalt plan blev Jacobsen dog først i 1854, da konseilspræsident A.S. Ørsted – en gammel helstatsmand og kongetjener – mod de nationalliberales vilje gennemtvang en rigsrådsforfatning, der skulle gælde for hele riget inklusive hertugdømmerne. Dermed søgte konseilspræsidenten at imødekomme stormagtskravet om, at 1849-grundloven kun skulle gælde nord for Kongeåen, mens resten af Helstaten skulle regeres efter en fællesforfatning, der for hertugdømmernes vedkommende førte tilstandene tilbage mod enevælden. Dette skridt, som i Ørsteds optik var dikteret af ”den europæiske nødvendighed”, medførte kraftige protester. I Folketingets debatter føg det med ord som ”statskup” og ”grundlovsbrud”, og J.C. Jacobsen var selv aktiv i protestbevægelsen. Han blev således en af pionererne i den såkaldte ”Grundlovsværneforening”, der stiftedes samme år med det formål at sikre den liberale grundlovs gyldighed i dens fulde udstrækning. Og ved valget den 2. august 1854 lod han sig opstille til Folketinget som ”en trofast ven af vor lovlige frihed”, dvs. på 1849-grundlovens grund. Han indvalgtes i Folketinget ved kåring og indledte dermed en landspolitisk karriere, der med afbrydelse varede indtil 1871, hvor han nedlagde sit mandat som kongevalgt landstingsmand og dermed satte endegyldigt punktum for sin landspolitiske karriere. I sin første valgperiode 1854-58 forfægtede han ivrigt de nationalliberale synspunkter uden derfor at kunne betegnes som en egentlig partigænger, og nogen fremtrædende rolle i den nationalliberale gruppe fik han heller ikke. Med sit udgangspunkt som selvhjulpen storborger var han ikke indstillet på at underkaste sig nogen form for partidisciplin – og ved valget i 1858 genopstillede han ikke. Det gjorde han til gengæld i 1861, hvor han i sit valgprogram præsenterede sig som en uafhængig kandidat, der nærede en varm hengivenhed for Grundloven og den frie valgret. I 7. kreds blev han derefter valgt på dette program. Jacobsens valggrundlag svarede i realiteten nøje til de Nationalliberales oprin-

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

delige standpunkter, som han forblev tro imod helt frem til katastrofen i 1864. Dog med den væsentlige tilføjelse, at det liberale fra begyndelsen af 1860’erne hos ham trådte mere og mere i baggrunden til fordel for det nationale, nærmere betegnet i skikkelse af et stærkere og stærkere udtalt ønske om det overvejende danske Slesvigs fuldstændige forening med kongeriget og det tyske Holstens udskillelse af det nationale fællesskab. Under indtryk af de tilbagevendende vanskeligheder med at nå til enighed med Det tyske Forbund om en tilfredsstillende ordning af hertugdømmernes forhold udviklede den patriotiske Jacobsen med andre ord en stærk ejderdanskhed, dvs. et politisk program, som gik ud på en fuldstændig indlemmelse af Slesvig i Danmark og omvendt udskillelse af Holsten af statslegemet. Han lå dermed på linje med sit beundrede forbillede Orla Lehmann og tilsluttede sig også helhjertet ”Dannevirke-Foreningen”, der med Lehmann som drivkraft blev stiftet på samme tid. Da Lehmann i september 1861 indtrådte som minister i regeringen Hall, fik denne bevægelse oven i købet mund og mæle på højeste politiske plan. I sin valgtale ved folketingsvalget samme år erklærede Jacobsen med karakteristisk ligefremhed, at han ønskede at arbejde for, at Danmark fik, hvad Danmarks var – nemlig Slesvig – og Holsten, hvad Holstens var – nemlig udskillelse af riget. Og betegnende for tidens opskruede nationale retorik tilføjede han, at han klart foretrak en krig på spørgsmålet frem for en svag eftergivenhed over for tyskheden, der blot ville udstille Danmarks svaghed og skam og gøre folket til trælle. Jacobsens bombastiske ord afspejlede nøje den Lehmann’ske ejderdanskheds voldsomme politiske sprogbrug. Det blev den, som kom til at sætte ord på den nu nærmest uafvendelige kurs frem mod Novemberforfatningen 1863 og den påfølgende militære og nationale katastrofe i 1864. Da disse begivenheder indtraf, sad Jacobsen imidlertid ikke mere i Folketinget. I 1863 blev han nemlig udpeget som kongevalgt landstingsmedlem af Rigsrådet, dvs. fællesorganet for kongeriget og hertugdømmerne. I denne position sad han ikke alene i første parket, men virkede også aktivt med i de beslutninger, der førte frem til krigen – den krig, som Jacobsen jo allerede i 1861 havde erklæret sig rede til at tage for at få gennemført det nationale program, han da gik til valg på. Den 28. september 1863 fremsatte den nationalliberale regering sit længe bebudede forslag om en fælles samlet grundlov for kongeriget Danmarks og hertugdømmet Slesvigs fællesanliggender, der kom til at gå over i historien som Novemberforfatningen. Forslaget blev fremsat på trods af heftige protester fra Tyskland og indtrængende advarsler fra Storbritannien og Frankrig om, at det repræsenterede et åbenlyst brud på Londontraktaten af 1852, der med stormagtsgarantier sikrede Helstatens fortsatte beståen efter Treårskrigen. På dette tidspunkt var løbet imidlertid kørt. Folkestemningen i Danmark var nu så oppisket, at man – med Jacobsens ord – foretrak krig frem for eftergivenhed over for Det tyske Forbund. For regeringen var der derfor ikke noget alternativ til forslaget, selv om mange klart indså de farer, dets gennemførelse indebar. Jacobsen virkede i denne fase energisk for dets vedtagelse. Søndag den 1. november samlede han således sine nye rigsrådskolleger til en større middag i sit hjem ude på Carlsberg, hvorunder der vanen tro blev holdt en mængde taler – alle med varm støtte til grundlovsforslaget – og Jacobsen selv udbragte skåler for kongen, for slesvigerne, for ministeriet og for fædrelandet. Det egentlige formål med denne sammenkomst i bryggerens imponerende residens var klart nok at sikre forslagets vedtagelse og styrke de svage i troen. Ved den endelige afstemning den 13. november 1863 var Jacobsen naturligvis blandt det flertal, der stemte for grundlovsforslagets vedtagelse. To dage senere døde Frederik VII imidlertid pludselig uden at have nået at stadfæste den nye forfatning. Denne tunge pligt tilfaldt hans efterfølger, Christian IX. Den nye konge var i hjertet overbevist helstatsmand og indså tillige klart, hvilke farer en stadfæstelse ville indebære. Han nølede derfor tre lange dage med at sætte sit navnetræk under det skæbnesvangre dokument.

Men presset til det yderste af regeringen og folkestemningen gjorde han det endelig den 18. november 1863. Som han havde frygtet, viste den efterfølgende krig, at han dermed samtidig havde underskrevet Helstatens fald. Tilsvarende bekymringer nagede tilsyneladende ikke Jacobsen og hans meningsfæller i Rigsrådet. Så snart nyheden om Kongens underskrivelse blev kendt, enedes de om et forslag til en adresse til Kongen, hvori de formulerede en varm tak til Majestæten, for at han – på trods af stormagtsadvarslerne – havde fulgt folkeviljen og ejderdanskhedens program. Adressen blev dog aldrig overrakt til Kongen. Kort efter kom krigen, og meget udviklede sig derefter helt anderledes, end de på forhånd havde ventet og håbet. I bagklogskabens lys kan man meget vel mene, at Jacobsen og hans meningsfæller i denne sag optrådte politisk naivt og med deres stillingtagen og handlinger aktivt bidrog til at skubbe Danmark ud over afgrundens rand. På den anden side bør man imidlertid ikke undervurdere det enorme pres, som hele folkestemningen lagde på tidens politikere, og samtidig huske på, at Jacobsen i det stykke ikke adskilte sig fra landets førende beslutningstagere, som stort set alle uden undtagelse med åbne øjne beredte vejen til katastrofen. politiske tømmermænd

I modsætning til katastrofens ledende arkitekter – D.G. Monrad gik efterfølgende i midlertidigt frivilligt eksil på New Zealand, og Orla Lehmann trak sig siden tilbage til en beskeden amtmandspost i Jylland – gjorde Jacobsen intet for at fralægge sig sit personlige ansvar for det skete. Tværtimod erkendte han åbent de fejlgreb, som han og hans meningsfæller havde begået, og virkede under krigen og fredsforhandlingerne aktivt for at få det bedste ud af den umulige situation. Som velstående forretningsmand støttede han således personligt krigsførelsen med store summer, og politisk støttede han undervejs Kongens forslag om en deling af Slesvig langs Slien-Dannevirke-linjen som pris for en tålelig fred og Danmarks fortsatte beståen som selvstændig nation. Efter at tabet af hertugdømmerne var en kendsgerning, satte han derefter alle sine kræfter ind på at redde og styrke, hvad der nu var tilbage af Danmark. I en vis forstand kan man hævde, at resten af hans liv var viet til på forskellige måder at rette op på den ulykke, som han selv havde været med til at forvolde. Denne virksomhed kom kun i beskedent omfang til at udspille sig på den politiske arena. I stedet blev den omfattende mæcenvirksomhed efterhånden hans allervæsentligste bidrag til genrejsningsarbejdet. Politisk set betød nederlaget i 1864, at Jacobsens sympatier flyttede sig fra venstre til højre i dansk politik. Allerede under forhandlingerne om Novemberforfatningen havde han knyttet forbindelse med godsejerpartiets leder, lensgreve C.E. Frijs-Frijsenborg, og i den tumultariske tid derefter forstærkedes hans forbindelser med det godsejerdominerede Højre, der efterhånden i hans optik kom til at stå som selve redningsplanken for landet. Da han i forbindelse med oprydningen efter katastrofen overgik fra at være kongevalgt landstingsmand for Rigsrådet til at blive det samme for Rigsdagen, tilsluttede han sig således helhjertet godsejerpartiet under grev Frijs’s ledelse og gik som denne stærkt ind for de konservative garantier i den såkaldte ”gennemsete Grundlov” af 1866 med dens mere konservative Landsting og generelle styrkelse af kongemagtens indflydelse. Under indtryk af 1864-katastrofen udviklede han sig kort sagt til en ægte konservativ. Til en af sine medarbejdere skrev han således i 1879 – just da provisorierne var under opsejling: ”Det er min overbevisning, som med min stigende livserfaring er blevet bestandig stærkere, at intet samfund og ingen institution kan drives, ja næppe nok bestå, dersom man for ofte og for let rokker ved det fundamentale grundlag, hvorpå det er bygget. Jeg tilstår, at man efter min formening ikke har været konservativ nok i den her omhandlede retning.” Drevet af udviklingen havnede Jacobsen med andre ord helhjertet på den nye højreleder J.B.S. Estrups side i den indædte forfatningskamp, der kom til at udspille sig gennem de sidste tre årtier af 1800-tallet.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Og lige så helhjertet støttede han denne i kampen om forsvarssagen og Københavns befæstning, der for ham var én og samme sag og samtidig et middel til at styrke kongemagtens stilling over for det, som han betragtede som Venstres tiltagende pøbelvælde og ansvarsløse omgang med statens sande interesser. På sine ældre dage udviklede han sig kort sagt til en højremand af estrupsk aftapning, og man gætter næppe heller helt forkert, hvis man antager, at han ville have græmmet sig såre, hvis det var blevet ham forundt at opleve systemskiftet i 1901. Det blev han dog forskånet for. Han døde i 1887, netop som provisoriekampen var på sit højeste, og intet endnu var afgjort. I disse voldsomme politiske kampe kom Jacobsen dog kun til at spille en beskeden direkte rolle. Han valgte som nævnt at trække sig ud af aktiv politik i 1871, da det efter Frankrigs overraskende nederlag i Den fransk-tyske Krig stod klart, at Danmark i en uvis fremtid nu var overladt til sin egen skæbne i det forenede Tysklands skygge. I stedet trådte han efterhånden for alvor i karakter som landets ledende mæcen, der i kraft af sine storslåede donationer ydede sin store skærv til nationens genrejsning efter katastrofen i 1864. jac o b s e n o g g e n r e j s n i n g e n

Jacobsens væsentligste og mest varige bidrag i så henseende var oprettelsen af Carlsbergfondet den 25. september 1876 – samme dag som J.A. Jerichaus smukke statue af bryggerens videnskabelige idol, H.C. Ørsted, blev afsløret i Ørstedsparken – en fondsdannelse, som har haft afgørende indflydelse på udviklingen af dansk videnskab og kunst og siden hen har givet anledning til det muntre udsagn om, at dansk kulturliv i virkeligheden er baseret på øl. På det private plan var oprettelsen af Carlsbergfondet nok til dels udsprunget af en strid mellem den gamle brygger Jacobsen og sønnen Carl, som faderen mente, skulle lære at stå på egne ben. Men selve formålet med fondsdannelsen, hvori efterhånden indgik hele den store bryggerivirksomhed, som han egenhændigt havde opbygget, var i høj grad ideelt og sigtede samlet set imod at genrejse Danmark kulturelt efter nederlaget i 1864. Carlsbergfondet, hvortil bryggeren testamenterede hele sin faste og rørlige formue – og den var efter tidens forhold umådelig stor – var fra begyndelsen trefløjet, hvilket også er situationen den dag i dag. Den første fløj var driften af Carlsberg Laboratorium – et videnskabeligt laboratorium grundlagt af Jacobsen, som ifølge hans bestemmelse ikke kun skulle tjene ølproduktionen, men også drive selvstændig videnskabelig grundforskning i kemiske og fysiologiske discipliner. Som konkret udtryk for Jacobsens ønske om i bredere forstand at bidrage til det danske samfunds genrejsning og vækst bestemte han, at laboratoriets forskningsresultater ikke måtte hemmeligholdes, kun til gavn for bryggerivirksomheden, men løbende i form af artikler og andre publikationer gøres tilgængelig for videnskaben som helhed. Sådan er det stadig, og det må siges at være et usædvanligt skridt i en forretningsverden, som ellers vågede nidkært over sine hemmeligheder, men på den anden side fint i tråd med Jacobsens grundopfattelse om, at videnskabens resultater skulle være fælleseje, uanset hvem der havde bekostet arbejdet. Denne åbenhed har bevirket, at Carlsberg Laboratorium endnu den dag i dag er en vigtig del af det samlede naturvidenskabelige forskningsmiljø. Den anden fløj var fremme af åndsvidenskaberne i bred forstand i form af stipendier og rejsemidler. Atter ser man her Jacobsens optagethed af at bringe sit forpjuskede fædreland kulturelt på fode igen efter det lammende slag i 1864 ved helhjertet at kaste sine egne midler ind i genrejsningsprojektet. Efter hans opfattelse kunne genrejsningen kun lykkes, hvis landets borgere tog sagen i egen hånd og ikke blot passivt afventede initiativer fra staten eller andre myndigheder. Det var i øvrigt den samme selvhjælpstanke, som man på nogenlunde samme tid så udfolde sig i landbruget i skikkelse af den gryende andelsbevægelse. Den selvhjulpne borgerånd, der besjælede Jacobsen, bevirkede, at det ikke på noget tidspunkt

Jens Adolph Jerichaus statue af H.C. Ørsted. Ørstedsparken, København. Opstillet 1876. Foto: Martin N. Henningsen.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

faldt ham ind at henvende sig til statslige myndigheder i forbindelse med etableringen af sin fond. I stedet bad han det uafhængige og højt ansete Videnskabernes Selskab om at påtage sig den samlede ledelse af fondets betydelige midler til almennyttige kulturelle og videnskabelige formål, hvilket Selskabet accepterede. Dette er baggrunden for, at Videnskabernes Selskab endnu den dag i dag står som den egentlige ejer af Carlsbergfondet og den underliggende bryggerivirksomhed, og at fondets bestyrelse udpeges af og blandt Selskabets medlemmer. Den tredje fløj i fondsbygningen var driften af Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Dette virkefelt kom til i kølvandet på en anden national katastrofe i disse skæbnesvangre år, nemlig slottets brand den 17. december 1859, der stort set lagde det gamle renæssanceslot øde og berøvede det næsten alt indbo. I den krisestemning, der på dette tidspunkt rådede i Danmark under indtryk af de stadige konflikter med Det tyske Forbund, oplevede mange branden som noget nær en national ulykke og endnu et varsel om, at den gamle danske kulturnation stod for snarligt fald. Der blev derfor hurtigt efter branden iværksat en landsindsamling – hvortil Jacobsen naturligvis bidrog – til finansiering af slottets genrejsning som kongeligt slot. Indsamlingen indbragte dog langt fra de nødvendige midler, og samtidig rejste der sig politisk modstand imod selve tanken om, at det demokratiske Danmark skulle bekoste genopførelse af et kongeslot, selve symbolet på den styreform, som man mente at have lagt bag sig. Så kom krigen i 1864, som gav folk andet at tænke på, og hele genopbygningsprojektet lå derfor delvis underdrejet, indtil Brygger Jacobsen med sin nyoprettede Carlsbergfond i ryggen tilbød at gå ind i projektet med fuld styrke under forudsætning af, at slottet i genopført stand ikke skulle tjene som kongebolig, men indrettes som et nationalhistorisk museum for det danske folk, og at Carlsbergfondet overtog det fulde ansvar for driften og opbygning af samlingerne. Sådan blev det, og i efteråret 1878 satte Kongen sin underskrift under det nye museums statut, der gjorde museet til en del af Carlsbergfondets virksomhed, således som det fortsat er tilfældet. Gennem den sidste halve snes år af sin levetid lagde Jacobsen personligt mange kræfter i opbygningen af det nye museum, der på sin vis blev hans sidste hjertebarn. Hans engagement i denne sag hang ikke blot sammen med hans egne bredt funderede kulturelle interesser, men skyldtes især, at han så projektet som et vigtigt led i den nationale genopbygning og et redskab i folkeopdragelsen til at være bevidst borger i den tilbageværende lille sluttede danske nationalstat. Selv formulerede han det således, at det danske folk i museet skulle kunne leve sig sammen med sine store historiske minder indfattet i en ædel kunstnerisk ramme og derved hente kraft til at genoprette tabene og lægge grunden til ny stordåd. Med museet som medium skulle folket med hans egne ord ”bringes til erkendelse af de pligter, som arven fra forfædrene pålagde de nulevende og kommende slægter”. Oprettelsen af Carlsbergfondet og alt, hvad det kom til at stå for, var ikke kun et monument over en driftig og selvbevidst storborger. Fondet og dets virksomhed var også – og nok især – udtryk for Jacobsens personlige ønske om at tilbagebetale den gæld til fædrelandet, som han mente at have pådraget sig ved sit politiske medansvar for 1864-katastrofen. Den storslåede gestus skal dog næppe forstås som en egentlig undskyldning for fortidens fejltagelser, men var snarere en pligthandling, som han mente at skylde sit land, og hvorigennem han ved sin indsats mente at kunne gøre størst nytte efter at have trukket sig tilbage fra aktiv politik. Nu mere end hundrede år senere må man nok erkende, at Jacobsen i det stykke så rigtigt. Hvor mange af hans samtidige i det politiske miljø og i borgerskabets rækker kun har efterladt sig svage spor i dansk kulturliv, står Jacobsens værk stadig som en kulturbærende institution og en væsentlig faktor i udviklingen af det moderne Danmark, der langsomt tonede frem af ruinhoben efter 1864. Carlsbergfondet fremstår på denne måde som et eksempel på praktisk patriotisme udøvet med fremsyn og uegennytte.

p o l i t i s k f r i t æ n k e r o g b o r g e r l i g pat r i o t

Det er ikke nemt at sætte J.C. Jacobsen i bås politisk set. Som det vil være fremgået, foretog han i løbet af sit liv en gevaldig politisk rutsjetur fra i sine yngre år at have været nærmest revolutionær venstreliberal til på sine ældre dage efter 1864 nærmest at ligge på linje med J.B.S. Estrup og Højre i sit syn på folkestyre og forsvarssag. En nærliggende forklaring på denne glidning er naturligvis de store omvæltninger, som Danmark i hans levetid kom ud for. De ændrede undervejs i høj grad præmisserne for politisk stillingtagen hos de fleste, derunder også hos Jacobsen. Men den egentlige nøgle til forståelse af hans skiftende synspunkter og handlinger skal sikkert findes i hans opfattelse af sig selv som en fri og selvstændig borger, der var stolt af sit borgerskab og de ting, han havde udrettet i sit liv. Jacobsen fremstår gennem sit virke som en fribåren mand, der ikke var indstillet på at lade sig pådutte meninger og holdninger af andre, men samtidig havde et vågent blik for helheden og samfundets tarv. Et menneske af en sådan støbning lader sig ikke binde af partiforskrifter, men er først og fremmest loyal over for det, som han finder rigtigt i situationen ud fra en grundfæstet personlig livsholdning. En sådan havde Jacobsen, dybt forankret som han var i det solide og ansvarsbevidste borgerskab, han var rundet af. Et par år før sin død skrev han den 8. juni 1885 et længere brev til digteren Holger Drachmann, som interessant nok var blevet hans allierede i forsvarssagen. Deri sammenfattede den gamle brygger sin opfattelse af, hvad ansvarlighed i politik var og ikke var. Han bemærkede i brevet til digteren blandt andet: ”Da De ved at omtale de politiske modsætninger benytter de gængse udtryk ”Højre” og ”Venstre”, kan jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at disse navne er højst vildledende for mange, som tror, at venstremændene er demokrater og højremændene det modsatte. Intet er dog falskere, thi kampen drejer sig fra Venstres side aldeles ikke om gennemførelsen af demokratiske principper, men kun om at nogle magtlystne lykkeriddere vil være ministre og derfor udbreder tågede forestillinger om de herligheder, som de, når de kom til magten, vil skaffe deres tilhængere og hjælpere. Og det såkaldte ”Højre” har kun som modsætning til ”Venstre” antaget dette navn. Det er nemlig ikke noget parti i sædvanlig forstand, da det ikke stræber efter noget for sig selv, men kun som samfundsborgere træder i skranken for at værne hele folket mod et overvældigt herredømme af de egoistiske førere fra Venstre. Den store flerhed af ”Højre” har, som vor lovgivning siden 1849 viser, heller aldrig modsat sig, men tværtimod understøttet meget demokratiske forslag, hvorimod det – dog langt fra tilstrækkeligt – har modsat sig egoistiske forslag til bedste for et enkelt parti.” Selv om Jacobsen her i sin iver efter at overbevise den let venstresnoede digter utvivlsomt kom til at tegne et noget forvrænget billede af Venstres motiver i den pågående forfatningskamp, fik han samtidig redegjort for, hvorfor han selv efter et langt tilløb havde fundet et hjemsted hos Højre. Dets særlige attraktion var efter hans udlægning, at det slet ikke var noget parti, men en sammenslutning af selvstændige og ansvarlige samfundsborgere, der handlede til bedste for samfundet uden at stræbe efter noget for sig selv. Man kan godt fristes til at kalde en sådan udlægning for et udtryk for politisk naivitet; men – rigtig eller forkert – er karakteristikken under alle omstændigheder et udtryk for Jacobsens egen opfattelse af, hvad politik og samfundsgavnlig virksomhed burde handle om. Og i modsætning til mange andre efterlevede han det også på det personlige plan. Nok blev Jacobsen aldrig nogen stor politiker – ovenstående citat siger næsten hvorfor – men han opførte sig livet igennem som en praktisk tænkende patriot og opnåede på både kort og langt sigt i denne rolle at yde langt mere til almenvellet og samfundets trivsel end de fleste af de politikere, som han omgikkes gennem et langt liv. Jacobsens liv og virke er én lang anskueliggørelse af den nye borgerlige selvbevidsthed, der i hans levetid omskabte den enevældige oldenborgstat til en demokratisk nationalstat.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

j. c . ja c o b s e n o g n a t u rv i d e n s k a b e r n e

af professor, dr.phil. helge kragh aarhus universitet

I midten af 1800-tallet var Danmark et land i forvandling, såvel politisk, økonomisk som teknologisk. Den nye tid markerede sig blandt andet ved et stigende antal fabrikker og en øget brug af dampkraft til industrielle formål. I 1847, samme år som det store Carlsberg-bryggeri i Valby stod færdigt, blev landets første jernbaneforbindelse (mellem København og Roskilde) indviet. Det var i øvrigt også året, hvor næsten 500 læger og naturforskere samledes til det femte Skandinaviske Naturforskermøde i København og Roskilde, og hvor man højtideligt priste såvel naturvidenskaben som skandinavismen. I 1853 kunne man i Odense levere gas fra det første gasværk, og året efter var den første danske telegraflinje, hele vejen fra Helsingør til Altona, en realitet. På det videnskabelige område mistede de hidtil dominerende humanistiske, juridiske og teologiske studier terræn til de medicinske og naturvidenskabelige fagområder. I 1850 fik Københavns Universitet efter lang tids diskussion et selvstændigt Naturvidenskabeligt Fakultet, sådan at naturforskningen nu også formelt var anerkendt som ligeværdig med de traditionelle universitetsfag. J.C. Jacobsen voksede op og skabte sin karriere i denne brydningstid, som han både var påvirket af og en repræsentant for. Hans bryggeri var et vartegn for de nye tider og ikke mindst for den videnskabelig-tekniske tilgang til erhverslivet. Men for Jacobsen var naturvidenskaben ikke blot et middel til at producere bedre varer og øge indtjeningen, den havde i høj grad en værdi i sig selv. Selv om han ikke selv havde en videnskabelig uddannelse, nærede han en stærk interesse for naturvidenskaben og havde tætte forbindelser til naturforskere og tekniske eksperter i både Danmark og udlandet. Denne interesse gav sig først og fremmest udslag i hans donationer til videnskabelige formål, hvoraf den vigtigste var oprettelsen af Carlsbergfondet, der i særlig grad skulle fremme naturvidenskabelige formål. a rv e n f r a ø rs t e d

J.C. Jacobsen. Foto 1850.

Blandt mange borgere i den voksende danske middelstand var der i 1800-tallet en optimistisk (og måske noget naiv) tro på, at naturvidenskab og teknologi ville føre til et bedre, rigere og mere retfærdigt samfund. Den berømte fysiker og kemiker H.C. Ørsted, opdageren af elektromagnetismen, var en tidlig og ledende repræsentant for denne tankegang, der i 1824 fik ham til stifte Selskabet

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Oxford University Museum havde planlagt, at Ørsted-statuen skulle hugges i marmor af A. Monro og betales af dronning Victoria ligesom alle de øvrige, men billedhuggeren måtte opgive, da han ikke havde noget forlæg og ikke kunne få fat på Ørsteds dødsmaske. Det var ikke så besynderligt, for rekvisitionen var sendt til Sverige! Monro havde imidlertid allerede fået udbetalt et forskud, så kontrakten med ham fra 1859 førte til langvarig strid, og først efter stor ståhej blev statuen opstillet i 1885. Iflg. museets arkivalier er Ørsted-statuen modelleret af en vis K. Jobhen, hvilket imidlertid er en skødesløs britisk læsning af danske gotiske bogstaver. Statuen skyldes J.A. Jerichau (1816-1883), som fik til opgave at modellere og støbe bronzestatuen til opstilling i Ørstedparken, hvor den blev afsløret i 1876. Da brygger J.C. Jacobsen i 1885 blev opmærksom på problemet med at forfærdige en Ørsted-statue til universitetsmuseet i Oxford, sørgede han for, at et ikke benyttet udkast i ler blev købt fra Jerichaus dødsbo og sendt til Oxford. Foto: Oxford University Museum.

for Naturlærens Udbredelse og fem år senere Polyteknisk Læreanstalt. Blandt de ret få erhversdrivende, der var betalende medlemmer af Selskabet for Naturlærens Udbredelse, var den københavnske brygger Christen Jacobsen, der formedelst 10 sølvrigsdaler blev medlem i 1825. Han lyttede med stor interesse til de populære foredrag i selskabet, især dem der blev givet af Ørsted og geologen og kemikeren Johan Georg Forchhammer. Desuden abonnererede han – usædvanligt for en mand af hans stand – på det Maanedsskrift for Litteratur, som på Ørsteds initiativ var blevet grundlagt i 1828. Også enkelte forelæsninger i Polyteknisk Læreanstalt overværede han. Interessen for naturvidenskaben og dens tekniske anvendelser videregav Christen Jacobsen til sin søn, Jacob Christian, hvem han anbefalede at følge Ørsteds forelæsninger i kemi. I overensstemmelse med faderens råd fulgte den unge Jacobsen adskillige forelæsninger i selskabet, ikke blot af Ørsted, men også af Forchhammer og kemikeren William Zeise. Senere fulgte han også forelæsninger ved Polyteknisk Læreanstalt. Ørsted i særdeleshed, og mødet med naturvidenskaben i almindelighed, gjorde et stort indtryk på J.C. Jacobsen, der ved mange senere lejligheder direkte eller indirekte henviste til den store fysikers betydning for ham. Et eksempel herpå er det gavebrev, han udfærdigede i efteråret 1876, og som førte til overdragelsen af det nye Carlsberg Laboratorium til Videnskabernes Selskab. Gavebrevet var ledsaget af en skrivelse, der var stilet til selskabets præsident, filologen og politikeren Johan Nicolai Madvig, og hvori Jacobsen fremhævede den inspiration, han havde modtaget fra Ørsted. Det var netop hans ønske, at det nye laboratorium skulle udvikle sig efter de tanker om en nær forbindelse mellem ren og anvendt naturforskning, han i sin ungdom havde hørt fra Ørsteds mund. Oprettelsen af Carlsbergfondet skete ”i levende Erkjendelse af, hvor meget jeg skylder H.C. Ørsteds Lære og vækkende Indflydelse, og som et Vidnesbyrd om taknemmelig Paaskjønnelse af hans Virksomhed for at udbrede Kundskabens Lys i videre kredse.” I et tilbageskuende foredrag fra 1884, hvori han gennemgik fremskridt i bryggerivirksomheden, dvælede han ved det samme tema. Han fremhævede især naturvidenskabernes praktiske betydning for den progressive manufaktur og industri. Succesen for hans eget bryggeri kunne kun bekræfte ham i troen på, at industriel vækst hang uløseligt sammen med fremskridt i naturvidenskaben: ”Det var først, da naturvidenskaberne blev gjort tilgængelige for alle ved populære forelæsninger – blandt hvilke vor berømte Ørsteds fortrinlige foredrag over fysik og kemi udmærkede sig ved den i høj grad vækkende indflydelse, de udøvede på hans tilhørere – at det begyndte at dages, idet de industridrivende fik øjet op for den store betydning, som indsigt i naturens love har for dem, og samtidig med at trangen til en sådan indsigt vågnede hos disse, voksede også naturforskernes interesse for dyberegående studier i de specielle retninger, og navnlig blev undersøgelsen af de organiske stoffer nu drevet med forøget iver og grundighed.” Året efter at Jacobsen holdt dette foredrag, sørgede han for, at der blev rejst en statue af Ørsted i universitetsmuseet i Oxford. Statuen var udfærdiget af billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, der også havde lavet statuen i Ørstedparken. Den blev afsløret den 25. september 1876, netop samme dag, som han udstedte sit gavebrev til Videnskabernes Selskab. Det var naturligvis ikke et tilfælde, hvilket han eksplicit gjorde opmærksom på i den nævnte skrivelse til Madvig. Det var endnu et udtryk for den store beundring, bryggeren nærede for Ørsted og dennes ”vækkende indflydelse”.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

n at u rv i d e n s k a b e l i g e f o r b i n d e l s e r

Ved Ørsteds død, var Jacobsen 40 år gammel og hans nye Carlsberg-bryggeri en realitet. Som nævnt nærede han en næsten ubegrænset beundring for Ørsted, og beundringen blev kun stærkere med årene. Mens de to ikke havde forbindelser af en professionel art, relateret til forskningen og dens industrielle anvendelser, sørgede Jacobsen for at knytte forbindelser til den yngre generation af danske naturforskere. Hans interesse heri var i væsentlig grad at gøre brug af deres tekniske og videnskabelige ekspertise i produktionen af øl, men med tiden blev den stedse stærkere filantropisk motiveret. Han ville ikke blot bruge naturvidenskaben, han ville også støtte den og bidrage til dens fortsatte vækst. Som en fremgangsrig erhvervsmand havde Jacobsen sin naturlige plads i tidens blomstrende foreningsliv, hvilket han gjorde brug af. I nogle af disse foreninger samledes mange af den nye tids førende mænd, herunder mange naturforskere og teknisk orienterede industrifolk. Ikke blot var Jacobsen medlem af Selskabet for Naturlærens Udbredelse, han var også medlem af Landhusholdningsselskabet, der var stiftet i 1769 og stadig spillede en væsentlig rolle i bestræbelserne på at modernisere dansk landbrug og erhversliv. Endvidere var han, som en af de få ikke-akademikere, et aktivt medlem af Industriforeningen, der var oprettet i 1838 som et forum for liberale og progressive kræfter i samfundet. Denne indflydelsesrige organisation havde ikke blot medlemskab af liberale politikere og industriog erhversfolk, men også af fremtrædende naturforskere som Ørsted, Forchhammer og botanikeren Joachim Frederik Schouw, der især var kendt for sine vigtige plantegeografiske undersøgelser. I modsætning til flere af Industriforeningens medlemmer, herunder politikeren Anton Frederik Tscherning, argumenterede Jacobsen for den afgørende rolle, videnskabelig indsigt ville have for det fremtidige erhversliv og for landets økonomiske udvikling. Da det nye Carlsberg-bryggeri i Valby skulle bygges, skete det efter indgående tekniske overvejelser og gennem konsultationer med tidens videnskabelige autoriteter. Således var forsyningen med rigeligt og rent vand en kritisk faktor i fabrikationen af øl, hvorfor Jacobsen ved placeringen af det nye bryggeri måtte tage særligt hensyn til grundvandets kvantitet og kvalitet. Dette gjorde han karakteristisk nok ved at trække på naturvidenskabelig ekspertise, idet han lod en af landets mest kompetente kemikere, Christian Thomsen Barfoed, analysere en række vandprøver. Barfoed var dengang docent i kemi og fysik ved Veterinærskolen, og han blev i 1865 indvalgt i Videnskabernes Selskab. Senere fik han tildelt en æresdoktorgrad af Uppsala Universitet og udgav en omfattende lærebog i kvalitativ organisk analyse. Jacobsen kendte ham både fra Landhusholdningsselskabet og fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Også senere i sin karriere brugte han Barfoed som rådgiver i videnskabelige anliggender. I 1850’erne, da produktionen af øl var stærkt stigende, og man havde brug for nye forsyninger af vand, iværksatte man af denne grund en række artesiske prøveboringer. Dette skete igen på et videnskabeligt grundlag, i dette tilfælde med teoretisk og praktisk bistand fra Johan Georg Forchhammer, landets første professor i geologi. I almindelige videnskabelige spørgsmål, for så vidt de ikke vedrørte bryggeritekniske forhold, forlod Jacobsen sig især på zoologen Japetus Steenstrup som rådgiver og diskussionspartner. Steenstrup, der var to år yngre end Jacobsen, var en ambitiøs og karismatisk forsker, der tilhørte den akademiske magtelite og hurtigt fik tilkæmpet sig en position som Danmarks førende naturhistoriker. Han var som ung blevet protegeret af Forchhammer, lige som denne var blevet protegeret af Ørsted. Som professor i zoologi siden 1845 og som sekretær i Videnskabernes Selskab fra 1866 til 1878 var han en magtfuld og til tider kontroversiel skikkelse i det danske akademiske liv. Jacobsen havde tillid til en mand af Steenstrups format og lyttede gerne til hans råd. De oprindelige statutter til Carlsbergfondet havde Jacobsen udarbejdet i samarbejde med Barfoed og Steenstrup. Det har formentlig bidraget til det ret nære forhold mellem Jacobsen og Steenstrup, at der var familiemæssige bånd mellem dem: bryggerens hustru, Laura, var kusine til Steenstrup.

Christian Thomsen Barfoed. Maleri af Poul Jerndorff, 1929. Carlsbergfondet.

Da Carlsbergfondet i 1876 skulle have sin første bestyrelse, var det helt naturligt, ja nærmest uundgåeligt, at Videnskabernes Selskab valgte zoologiprofessoren og selskabets sekretær til at indtræde i direktionen. De øvrige medlemmer var Madvig, Barfoed, medicineren Peter Ludvig Panum og historikeren Peter Edward Holm. Lige så naturligt var det, at Steenstrup sørgede for, at Jacobsen i 1870 blev indvalgt i den havekomite, der skulle forestå anlægget af den nye Botanisk Have. Komiteen bestod i øvrigt af universitetsfolk, herunder botanikprofessoren Anders Sandøe Ørsted, der var en nevø af den berømte H.C. Ørsted (og ikke må forveksles med Ørsteds broder, juristen og politikeren af samme navn). Den daglige ledelse af det dyre og omfattende haveprojekt blev snart lagt i hænderne på Jacobsen, der tog opgaven meget alvorligt. Han havde erfaring med store byggeprojekter og kunne undgå at tage stilling til de evindelige stridigheder, der var mellem de københavnske botanikere. Det pompøse vækst- eller palmehus, der kom til at pryde den nye botaniske have, skyldtes i væsentlig grad Jacobsen. Han opfattede den store glasbygning som et værdigt monument over de botaniske videnskaber og den tekniske byggekunsts formåen.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

e t i n n ovat i v t b ry g g e r i

I en fortale til et skrift om ølbrygning fra 1828 havde Ørsted pointeret sit synspunkt om en symbiotisk relation mellem videnskabelig indsigt og teknisk-økonomisk praksis. Det var af afgørende betydning, skrev han, at ”Skrifter over Kunster og Næringsbrug ikke blot bør være blotte Anviisninger eller Forskrifter, men tillige indeholde Grundene, hvorpaa disse beroe.” Kun ved at have ”Indsigt i Sagens Beskaffenhed” kunne man undgå uforudsete vanskeligheder og forbedre produktionen på rationel vis. Jacobsen har formentlig været bekendt med Ørsteds skrift, hvis synspunkter under alle omstændigheder svarede godt til hans egne. Man måtte være på forkant med den tekniske udvikling, og hertil krævedes en vis portion videnskabelig viden om de stoffer og processer, der indgik i produktionen. I et brev fra 1855 til sønnen Carl udtrykte J.C. Jacobsen bekymring for, at hans bryggeri ikke ville klare sig i konkurrencen med de udenlandske bryggerier, der i højere grad forstod at drage fordel af videnskabelig forskning. ”Den, der besidder de grundigste Kundskaber i Kemi og Hjælpevidenskaber i Forbindelse med den fornødne praktiske Færdighed og Indsigt, han vil være Europas førende Brygger i den kommende Generation,” skrev han. Brevet til den dengang blot 13-årige Carl skal ses i forbindelse med faderens planer om at spore ham ind på en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Efter at have fået sin studentereksamen i 1861 gik Carl da også pligtskyldigt i gang med studier i kemi og fysik på Landbohøjskolen og Den Polytekniske Læreanstalt, men uden at der kom noget ud af det. Han havde hverken interesse eller talent for naturvidenskab.

Et møde i Videnskabernes Selskab. Maleri af P.S. Krøyer, 1897. Videnskabernes Selskab.

Jacobsens praksis på bryggeriet fulgte i vid udstrækning den filosofi, han selv mente at have arvet fra Ørsted, idet han tilstræbte et højt teknisk niveau og en produktion, der for så vidt muligt var baseret på relevant videnskabelig viden. Den bayerske øl som det nye Carlsberg-bryggeri lancerede i 1848, var blevet til efter langvarige forsøg og nødvendiggjorde en modernisering af produktionsfaciliteterne, en gennemgribende omlægning fra håndværksmæssig til industriel ølbrygning. Blandt de tekniske innovationer i de første årtier af bryggeriets historie var en omfattende brug af dampmaskiner, der ikke blot leverede mekanisk kraft, men også blev brugt til maltning og mæskning. Desuden krævede gæring og lagring af det bayerske øl lave temperaturer (omkring 3 °C), hvilket fik Jacobsen til at gøre brug af mekaniske kuldemaskiner. Den første danske kuldemaskine af den avancerede type, der skyldtes den tyske fysiker og ingeniør Carl von Linde, blev installeret på bryggeriet i 1879 og benyttet til afkøling af gæren. Det er også værd at nævne, at den bayerske øl stimulerede en satsning på og forbedring af dansk pro-

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Emil Chr. Hansen, 1888. Celler af saccharomyces cerevisiae saccharomyces apitulatus (Hanseniospora valbyenses).

duktion af byg. Jacobsens påpegning af nødvendigheden af en forbedret dansk byg var medvirkende til, at Landhusholdningsselskabet i 1883 nedsatte et særligt udvalg til at fremme maltbyg af høj kvalitet, sådan som bryggerierne efterspurgte. Carlsberg-bryggeriet var efter danske forhold en progressiv virksomhed, når det gjaldt teknisk modernisering. Men bryggeriet i Valby var næppe innovativt i et internationalt perspektiv. De tekniske forbedringer blev alle indført fra og modelleret efter de tyske og andre udenlandske virksomheder, som Jacobsen ofte besøgte. De var resultatet af en international orientering snarere end selvstændig innovativ foretagsomhed. Anderledes forholdt det sig med de kemiske og plantefysiologiske aspekter af ølbrygningen, hvor de ansatte på Carlsberg ydede væsentlige selvstændige bidrag, der var værdifulde i både videnskabelige og kommerciele sammenhænge.

Pasteur i laboratoriet. Maleri af Albert Edelfelt, 1885. Musée d’Orsay, Paris. Foto: RMN.

videnskabeligt øl

Allerede i 1871 havde Jacobsen oprettet et slags driftlaboratorium, hvilket på den tid var usædvanligt i dansk industri. Efter anbefaling fra Barfoed ansatte han kemikeren og farmaceuten C.S. Faye til at varetage laboratoriets arbejde, men han blev der kun kort tid. Det lille laboratorium var specifikt rettet mod produktionen af øl og kontrol af produktet, mens det ikke omfattede forskningsmæssige opgaver. Det i 1875 etablerede Carlsberg Laboratorium var anderledes og langt mere ambitiøst, for her skulle drives videnskabelig forskning inden for de kemisk-biologiske områder i en bred forstand, der ikke var begrænset til kommerciel anvendelse. Relevansen for ølbrygningen var ikke uvæsentlig, men der blev også lagt vægt på ”irrelevant” forskning af en mere grundvidenskabelig art. Fra starten blev laboratoriet opdelt i to afdelinger, hvoraf den ene fokuserede på de kemiske og den anden på de fysiologiske eller biologiske videnskaber. Det for bryggeriet umiddelbart mest betydningsfulde resultat blev opnået på grundlag af forskning gjort på den fysiologiske afdeling.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Den første leder af Carlsberg-laboratoriets fysiologiske laboatorium var plantefysiologen Rasmus Pedersen, der senere blev professor ved universitetet, og som havde nære forbindelser til Landhusholdningsselskabet og det praktiske landbrug. Hverken videnskabeligt eller organisatorisk var han dog synderlig kompetent, så allerede i 1877 blev han afskediget som leder af laboratoriet. Som erstatning for ham besluttede Jacobsen at ansætte den 36-årige botaniker og plantefysiolog Emil Christian Hansen, der videnskabeligt set var et noget ubeskrevet blad, men i 1876 dog havde fået tildelt universitetets guldmedalje for en afhandling om gødningssvampe. Hansen havde hverken en magistergrad eller en doktorgrad, men sidstnævnte erhvervede han dog kort tid efter sin ansættelse på Carlsberg-laboratoriet. Disputatsens titel – ”Om Organismer i Øl og Ølurt” – afspejlede hans tilknytning til bryggeriet og også hans ekspertise i gæringsfysiologi. I øvrigt overværede Jacobsen med interesse Hansens forsvar af disputatsen. Hvis Ørsted var Jacobsens videnskabelige helt fra ungdommens dage, var Louis Pasteur hans videnskabelige helt i hans senere karriere. Han nærede en næsegrus beundring for den berømte franske læge, kemiker og fysiolog, som han betragtede som personificeringen af den videnskabelige metode og dens brug i praksis. Det er ikke noget tilfælde, at han var blandt de første til at varmebehandle øl efter den metode, Pasteur oprindeligt havde udviklet for vins vedkommende. Ej heller er det et tilfælde, at han udstyrede det nye Carlsberg-laboratorium med en buste, af Paul Dubois, af den store franske videnskabsmand. I 1876 udgav Pasteur det grundlæggende værk Études sur la bière, der for Jacobsen og flere andre bryggere havde autoritativ status – bogen blev kendt som ”bryggernes bibel”. Emil Chr. Hansen anerkendte Pasteurs geni, men delte ikke Jacobsens noget kritikløse beundring. Tværtimod, han havde kun begrænset respekt for Pasteurs forståelse af gæringsprocessen, der ikke stemte overens med hans egne undersøgelser. Ifølge Hansen skyldtes de ”sygdomme”, der med mellemrum plagede ølindustrien, ikke skadelige bakterier i gæren, sådan som hævdet af Pasteur. Nej, de skyldtes, at gæringen ikke var baseret på absolut rene og ensartede gærkulturer. Det lykkedes Hansen at udvikle en metode til fremstilling af en helt ren gærkultur ud fra en enkelt celle, hvilket han beskrev i en afhandling fra 1883. Afhandlingen udkom i det tidsskrift, der var tilknyttet laboratoriet, Meddelelser fra Carlsberg Laboratorium eller, i den franske version, Comptes Rendus des Travaux du Laboratoire Carlsberg. Der var netop på den tid problemer med kvaliteten af øllet på Gamle Carlsberg, og da Hansens laboratorieforsøg med renkulturer baseret på Carlsbergs almindelige gær resulterede i klart og godt øl, var det oplagt at lave en prøvebrygning med hans rendyrkede gær. ”Kaptajnen”, som Hansen yndede at betegne Jacobsen, var oprindeligt noget modstræbende, da han vanskeligt kunne forestille sig, at den guddommelige Pasteur havde taget fejl. Han blev dog overtalt af Hansens argumenter og eksperimentelle evidens. Den første brygning baseret på den nye metode fandt sted den 12. november 1883 og gav så overbevisende resultater, at den afgjorde meningsforskellen. Dog insisterede Jacobsen på, at når nyheden skulle introduceres, måtte den ikke kaste skygge over Pasteurs autoritet, men formuleres sådan, at den var i overensstemmelse med dennes teorier. Prøvebrygningen fra efteråret 1883 blev starten på en større omlægning af produktionsmetoden på Gamle Carlsberg og senere også på andre bryggerier både i Danmark og i udlandet. Efter Jacobsens død blev den anvendte stamgær nøje undersøgt og beskrevet af Hansen, der gav gærsvampen det systematiske navn Saccharomyces carlsbergensis. Den nævnte episode i ølbrygningens udvikling har en prominent plads i dansk videnskabshistorie. For både Jacobsen og Hansen var den en slagkraftig bekræftelse på deres overbevisning om den praktiske og økonomiske værdi, der lå i videnskabelige undersøgelser og mere generelt i en videnskabelig tilgang til industriel udvikling. Den bekræftede Jacobsen i en opfattelse, han havde haft siden sin ungdom. I denne henseende var Hansen ikke uenig, for han delte sin arbejdsgivers tro på den videnskabelige metodes velsignelser. Som han udtrykte det nogle år senere, så kunne spørgsmålet om den dårlige gær ”ikke erholdes gjennem en Diskussion paa Grundlag af spredte Iagttagelser, men kun gjennem en planmæssig gjennemført experimentel Undersøgelse.”

m æ c e n f o r n at u rv i d e n s k a b e n

Jacobsens forhold til naturvidenskaben var entydigt positivt. Han opfattede den som en væsentlig kilde til hans erhvervsmæssige succes og hele livssyn, som den havde været med til at forme. Hans tid var rig på nye videnskabelige teorier og gennembrud – blandt de vigtigste var energisætningen, Darwins udviklingsteori og det periodiske system – men det var ikke disse, der optog ham. Det var i stedet naturvidenskabens metoder og almene budskab om at kunne forstå og kontrollere verden gennem et samspil af rationel tænkning og empiriske undersøgelser. Han selv havde ingen videnskabelig uddannelse, og hans interesse i naturvidenskaben indebar ikke stor videnskabelig indsigt, men det forhindrede ham ikke i at opfatte den som en åbenbaring, ja næsten som et religiøst budskab. Den var fremskridtets motor, og Jacobsen var fremskridtets mand. Indførelsen af flere videnskabelige metoder i fabrikationen af øl havde vist sig at ære en succes, og den befæstede hans tro på en snæver forbindelse mellem sådanne metoder og industriel fremgang. I et dansk videnskabshistorisk perspektiv er Jacobsens bidrag til videnskabens rammer og muligheder dog af langt større betydning end Carlsberg-bryggeriets industrielle brug af naturvidenskabelige metoder og indsigter. Disse bidrag havde ikke form af ny viden, men var resultater af en udstrakt mæcenvirksomhed på kulturelle og videnskabelige områder. Som han udtrykte det ved flere lejligheder, så var han optaget af at betale sin gæld tilbage. Det vigtigste resultat at Jacobsens mæcenvirksomhed, for så vidt den vedrørte de naturvidenskabelige områder, var naturligvis Carlsbergfondet og dets tilhørende laboratorium. I sin skrivelse til Videnskabernes Selskab af 25. September 1876 redegjorde han for de tanker, der lå bag Carlsberg-laboratoriets oprettelse: ”Da et saadant for Specialstudier beregnet Institut imidlertid kun kan trives, naar det bæres af den Aand og gjennemtrænges af det Lys, som udgaaer fra Videnskaberne i det Hele, og da dette Lys for mig har været en Kilde til Lykke og Velvære, ligger det mig paa Hjerte, som et afdrag paa min Gjæld, ogsaa at yde et Bidrag til Videnskabernes Fremme i Almindelighed, navnlig i de Retninger, hvori det forekommer mig, at Staten ikke hidtil har anvendt og til hvilke den vel heller ikke i Fremtiden vil kunne afsee alle de fornødne Midler.” Carlsberg Laboratorium var ved dets oprettelse en enestående institution i dansk videnskab og dets position fortsatte med at blive udbygget i årene efter Jacobsens død. For den fysiologiske afdelings vedkommende stod Hansens innovative arbejder med gærkulturer som den første og største succes. Ikke mindre vigtig, men nok mindre kendt, var det betydningsfulde arbejde der foregik på den kemiske afdeling i årene omkring århundredskiftet. De to første ledere af afdelingen, Johan G.C. Kjeldahl og Søren P. L. Sørensen, hører begge til kemiens store navne. Kjeldahl blev internationalt kendt for en eksperimentel metode til at måle det totale kvælstofindhold i kemiske forbindelser, mens Sørensens tilsvarende status i kemikersamfundet især skyldtes han indførelse af pH-begrebet som et mål for surhedsgraden. For begges vedkommende gjaldt, at de også lavede vigtig forskning inden for protein- og enzymkemi, hvilket var af mere umiddelbar relevans for den videnskabelige ølbrygning. Havde Jacobsen fra sin himmel kunnet iagttage forskningen på Carlsberg-laboratoriet, som den udfoldede sig omkring første verdenskrig, ville han have glædet sig. Han ville have set udviklingen som en bekræftelse af hans tro på videnskaben som det progressive samfunds motor. Og han ville med taknemlighed have ladet tankerne gå tilbage til Ørsted.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g s f o rs k n i n g i en globaliseret verden

af birgitte skadhauge og jens duus carlsberg laboratorium

J.C. Jacobsen. Foto 1861.

”Den, der besidder de grundigste Kendskaber i Kemi og Hjælpevidenskaber, i Forbindelse med den fornødne praktiske Færdighed og Indsigt, han vil være Europas førende Brygger i den kommende Generation. Dette maa være dit Maal ...”. sådan skrev J.C. Jacobsen i et brev til sin søn Carl i juni 1865. Til implementering af ovenstående vision oprettede J.C. Jacobsen i 1875 Carlsberg Laboratorium, hvortil fremragende forskere siden blev knyttet. Blandt de mest kendte var professor Emil Chr. Hansen (1879-1909), som konstruerede verdens første rendyrkningsapparat for gær. Lige så berømt blev Johan Kjeldahl (1879-1909), som fandt en ny metode til bestemmelse af kvælstof i organiske stoffer, og S.P.L. Sørensen (1876-1900), som udviklede pH-skalaen. J.C. Jacobsens målsætning gælder stadigvæk i dag, dog steg ambitionsniveauet fra førende i Europa til førende i verden. I 2008 blev kimen dannet til den nuværende forskningsstruktur, da Carlsberg gennem købet af hovedparten af Scottish & Newcastle-koncernen overtog store dele af dens portefølje af bryggeriforretninger i både Vest- og Østeuropa samt i Asien. Dermed begyndte nye globale initiativer med fokus på kapacitetsforøgelse samt vækstmuligheder, og allerede året efter fulgte en række organisatoriske ændringer. Heri indgik en samlet redefinering af Carlsberggruppens forsknings- og udviklingsaktiviteter og dermed en tilpasning af Carlsberg Forskningscenters rolle i den nye struktur. Carlsbergs traditionelle fokus på forskning, koblet med en stærk ambition om at sælge øl af høj kvalitet og samtidig lade koncernen vokse på en ansvarlig måde, blev i 2008 tydeliggjort med en ny strategisk tilgang til Carlsberggruppens sociale ansvar [Corporate Social Responsibility (CSR)]. I den sammenhæng ønskes en generel indsats om at udvikle nye brygmetoder med henblik på reduktion af CO2-belastning, vandforbrug og råvaremængde i produktionsprocessen. Carlsbergs forskning skal dermed være involveret i strategiske projekter for at klarlægge, hvorledes sociale og miljømæssige påvirkninger kan forbedres i alle dele af bryggeriets værdikæde – lige fra samarbejdet med leverandører, over produktionsprocessen, til det færdige produkt. Blandt nye initiativer kan nævnes udvikling af alternative, mere miljøvenlige engangsemballager til øl. Der forskes også i muligheder for at genbruge mask, et biprodukt fra ølbrygning, til produktion af biogas, olie eller til direkte forbrænding.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Carlsberggruppens udviklingsaktiviteter inden for øl- og råvareområdet har en speciel plads i historien om bryggerirelateret forskning – i dag hovedsageligt udført af Group Research & Development (Group R&D), som organisatorisk hører under Group Sales, Marketing and Innovation (GSMI). Group R&D beskæftiger i dag omkring 150 ansatte i tre afdelinger, nemlig Carlsberg Laboratorium, Applied Research og Group Development. I det følgende beskrives rationalet bag den nye anvendelsesorienterede forskningsstruktur samt nogle af de opnåede resultater i relation til forskningsstrategien. o r g a n i sat i o n e n

Med dannelsen af Carlsberg Group R&D i 2008 styrkedes samarbejdet mellem Carlsberg Laboratorium, Applied Research og Group Development. Visionen er at være førende i udvikling af innovative og profitable forsknings- og udviklingsløsninger til såvel bryggeriindustrien som forbrugerne, for dermed at bidrage til Carlsberggruppens globale ambition om at opbygge den hurtigst voksende globale bryggerivirksomhed i verden. Group R&D’s ledelse fokuserer på tværfaglig vidensdeling for at opnå og udnytte synnergieffekter relateret til f.eks. ”know-how” og ”best practice” for ølbrygning. Tiltagene – som er helt i Bryggerens ånd om at opretholde og løbende forbedre kvaliteten af virksomhedens produkter – udføres af højt kvalificerede, internationale medarbejdere på alle organisationens niveauer. Begge Group Research-afdelinger, Carlsberg Laboratorium og Applied Research, har til huse på Carlsberg Forskningscenter i København, hvor alle aktiviteter kan henføres til et eller flere af følgende fire forskningsområder: byg, gær, ingredienser, bryggeriteknologi og -kvalitet (organisationsstrukturen for Group R&D er vist i figur 1). Group Development – med afdelinger i København og Strasbourg, Frankrig – udvikler innovations- og teknologidrevne projekter, f.eks. produktudvikling af pakkematerialer, fadølssystemer, flasker, dåser og implementering af nye teknologier og koncepter i ølfremstillingsprocessen. Group R&D deltager i forskellige tværfaglige samarbejder og er i daglig kontakt med adskillige af Carlsbergs øvrige afdelinger, herunder Group Supply Chain, Group Innovation, Group Procurement og Group Legal. Desuden samarbejdes med en række nationale og internationale virksomheder og offentlige institutter. c a r l s b e r g l a b o r ato r i u m 2 0 1 1

Bestyrelsen for Carlsberg Laboratorium besluttede i september 2008 at øge tilpasningen af forskningen til strategiske bryggerirelevante forskningsprojekter, der samtidig fremmer aktiviteter i Applied Research. Uberørt af ændringerne vil Carlsberg Laboratorium til stadighed opretholde et højt forskningsniveau – og samtidig understøtte Carlsbergs overordnede vækststrategi. Den del af forskningen, der rent statutmæssigt ligger i Carlsberg Laboratorium, er også organiseret anderledes end i bryggerens oprindelige laboratorium. Hvor bryggeren oprindelig ansatte to forstandere hver i sin afdeling, er Carlsberg Laboratorium ikke længere opdelt i afdelinger. Laboratoriet er i dag organiseret i seks grupper, der hver ledes af en professor. Overordnet ledes Laboratoriet af en ”Director”, som også er en af de pt. seks professorer. De forskningsfelter, som bryggeren beskrev, er stadig meget relevante, og de ansatte professorer

f i g u r 1. Organisationsstrukturen for Group Research & Development.

dækker da også i dag gærbiologi, bygbiologi, enzymkemi og mere generel kemi. Alle projekter foregår i tæt samarbejde med Applied Research og inden for de fire fokusområder. Carlsberg Laboratoriet kan generelt siges at varetage den mere langsigtede del af forskningen. I praksis betyder dette, at grupperne arbejder f.eks. med opbygning af teknologiplatforme af relevans for Carlsberg og identifikation af nye biologiske mål for Applied Research. Inden for gærforskningen arbejdes med både bryggerigær og laboratoriestammer for at forstå mekanismer i gærfysiologi. Målene rettes både mod mere robuste og hurtigere fermenterende gærstammer og mod helt nye typer af gær og andre mikroorganismer til brug i bryggeriet. Som eksempel på metoderne kan nævnes sekventering af det fulde genom for bryggerigær som basis for bedre gærstammer. Bygforskningen har en central placering i Carlsberg Laboratoriet i dag med en egentlig bygbiologi gruppe, der bygger på den lange tradition for bygforskning i Skandinavien og specifikt på Carlsberg. Forskningsgruppen arbejder bredt på nye agronomiske egenskaber af bygplanten med brug af de nyeste metoder inden for robotter og genteknologi, bl.a. inden for stress, hvilket kan overføres direkte til den anvendte forskning som nye mål for forædlingen. Det ligger fast, at der ikke anvendes genmodificerede mikroorganismer eller planter i produktionsprocesserne. Endvidere arbejdes biokemisk på forståelsen af vigtige enzymer i bygplanten med bestemmelse af den tredimensionelle struktur af disse. Inden for bygforskningen arbejdes der endvidere på stivelses nedbrydende enzymer, såsom limit-dextrinase, der kløver forgreningspunkterne i stivelsen. Parallelt forskes der med enzymerne (glucosyltransferaser), der opbygger stivelsen i bygplanten. Begge områder er af stor betydning både for både maltning og brygning samt for den generelle forståelse af korns vækst og anvendelse f.eks. til fødevarer til mennesker og dyr.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Den kemiske forskning, der har lange traditioner på Carlsberg Laboratorium, understøtter de ovennævnte forskningsområder med hovedfokus på kulhydrater og peptider. Her arbejdes der med nye metoder til karakterisering og analyse af kulhydrater af betydning for brygningen og til udvikling af nye drikkevarer. Karakterisering af kulhydrater og andre naturstoffer med Kerne Magnetisk Resonans (NMR) understøtter bredt forskningen inden for planter og gær. Som i de tidlige dage er en stor del af laboratoriets forskere (pt. ca. 45 medarbejdere i alt) ansat på tidsbegrænsede kontrakter (postdoc’er og ph.d.-studerende), hvilket er med til at give dynamik og løbende tilføre nye ideer og kompetencer. Samtidig er dette balanceret med en del fastansatte teknikere/laboranter og erfarne fastansatte forskere med ph.d.-grader. Dette giver både en kontinuitet og muligheder for at arbejde med projekter, der ikke umiddelbart leder til publikationer. Det er dog klart, at som i laboratoriets tidlige dage bidrager Carlsbergs forskning indirekte til uddannelse af frontforskere. a p p l i e d r e s e a rc h 2 0 1 1

Afdelingens ca. 40 medarbejdere er tilknyttet projekter med kort eller mellemlang tidshorisont inden for et eller flere af de ovenfor nævnte forskningsområder, dvs. med fokus på byg, gær, ingredienser eller bryggeriteknologi og -kvalitet. I samarbejde med Carlsberg Laboratorium er den anvendte forsknings hovedopgaver at bidrage med nye teknologier og forskningsresultater ved hjælp af discipliner som kemi, biokemi, molekylærbiologi, genetik (herunder byg- og gærforædling), mikrobiologi, bioteknologi og procesteknologi. Inden for Carlsbergs bygforskning er målet at opnå indgående kendskab til de i bryggeriindustrien anvendte råmaterialer, herunder anvendelsen af disse til nye typer af drikkevarer, for dernæst at omsætte opnået viden til fremstilling af nye innovative kvalitetsprodukter – naturligvis forudsat implementering af effektiv og bæredygtig produktion. Afdelingen bidrager endvidere med ideer og løsninger i forbindelse med Carlsberggruppens omkostningsreduktion- og vækstinitiativer. Efter mange års målrettede forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for byg- og maltkvalitetsområdet har Carlsberg nu et af verdens mest lovende maltbygforædlingsprogrammer. En række nye egenskaber er under udvikling og forædling, med forventet markedsføring inden for de kommende 5-10 år. En sådan forædlings-pipeline er kun mulig som følge af en balanceret forskningsstrategi med bidrag fra både strategiske og anvendelsesorienterede projekter. Senere i dette kapitel følger en detaljeret beskrivelse af bygprojektet benævnt Null-LOX. Gærgruppen udvikler løbende forbedrede gærstammer til produktion af øl. Hvor det overordnede mål naturligvis stedse er at kunne producere øl med ensartet og høj kvalitet, så forskes også i proces- og omkostningseffektive fermenteringsløsninger – både til ølproduktion og udvikling af andre kornbaserede drikkevarer. Et andet projekt fokuserer på forædling af gærstammer, der danner diverse typer af aromastoffer. Parallelt hermed udvikles gærstammer med forbedret stresstolerance under fermentering. Gærgruppen er endvidere ansvarlig for vedligeholdelse og produktion af en bred vifte af rene gærstammer, som rekvireres af Carlsbergs bryggerier. Forskningsindsatsen under ingredients-området påbegyndtes i 2008. Denne gruppe blev etableret med det formål at forske i, og levere, nye produktformuleringer af ingredienser til produktion af kornbaserede drikkevarer. Der studeres ingredienser til fremme af sundhed og velvære i forbindelse med sunde alternativer til f.eks. sukkerholdige eller alkoholiske drikke.

Gruppen med fokus på bryggeriteknologi medvirker i forskningsprojekter, der kombinerer praktisk viden om råmaterialer, brygning og gæring til udvikling og optimering af nye teknologier. Der forskes også mod etablering af nye omkostningseffektive og bæredygtige metoder til brygning af produkter med endnu mere ensartet og høj kvalitet. Disse aktiviteter komplementerer initiativer relateret til smagsstabilitet og identificering af molekylære komponenter med indflydelse på smagsoplevelsen. Sideløbende med obligatorisk smagstest af Carlsberg-øl produceret af licensbryggerier forestår afdelingen såkaldte ekspertsmagninger af nye produkter udviklet i Group R&D’s forskningsprojekter. Lige siden J.C. Jacobsen etablerede Carlsberg, har en høj og ensartet kvalitet af bryggeriets produkter altid været sat i højsædet. I dag er Group Quality centralt placeret i organisationen. Gruppen er ansvarlig for at overvåge og evaluere produktkvaliteten af alle produkter, som produceres i Carlsberggruppen på verdensplan. En anden vigtig funktion, som Group Quality varetager, er at definere alle specifikationer, procedurer, standarder og sikkerhedsforskrifter, som bryggerier, malterier og leverandører skal følge og leve op til. Disse krav sættes for at sikre en høj og god kvalitet af de råmaterialer, ingredienser og pakkematerialer, som anvendes i fremstilling af øl og andre drikkevarer, men også for at sikre, at alle produkter, som produceres, leveres og sælges, er af høj kvalitet. ” t h at c a l l s f o r a c a r l s b e r g ”

Den nye verdensomspændende lancering af Carlsberg fokuserer i endnu højere grad på kvaliteten af Carlsberg øl, og Carlsberg præsenterede den nye slogan ”That calls for a Carlsberg” den 5. april 2011. Resultater af forsknings- og udviklingsarbejde af Group R&D i form af en ny gær (234-gæren) og en maltbyg med forbedrede produktegenskaber (Null-LOX maltbyggen) indgår som hoved ingredienserne i Carlsberg øl i dag. Carlsberg Laboratorium med professor Øjvind Winge var pioner tilbage i 1930’erne med henblik på udvikling af de første ”maltbygsorter”. Senere fulgte mange års dedikeret byg- og gærforædling under ledelse af professor Diter von Wettstein og professor Morten Kielland-Brandt, herunder deltagelse i samarbejdet om DNA-sekventering af gærens totale genom. Også grundforskningsindsatsen omkring byggens fedtstoffer bør nævnes, for den akkumulerede viden dannede senere grundlaget for design af nye procedurer i planteforædling. Mange års intensiv forskning er nyligt videreudviklet til banebrydende bryg-relevante forskningsresultater, som nu gør det muligt at realisere anselige kvalitetsløft samt omkostningsbesparelser for produktion af Carlsberg-øl, nemlig den nye Carlsberg-gær og Null-LOX maltbyg. den nye gær 234

I fortsættelsen af Carlsberg Laboratoriums lange tradition i gærfysiologi, forædling og metoder til gærhåndtering blev der fornylig frembragt det nyeste skud på stammen, den nye Carlsberg-gær, også benævnt 234-gæren. Dette var resultatet af 5 års intensiv forædlingsarbejde, udviklet af gærgruppen i Applied Research. Den nye gær bidrager til markante kvalitetsforbedringer af det færdige øl, og den er mere effektiv under gæringsproces. Gæren nedstammer fra den oprindelige Carlsberg-gær, Saccharomyces carlsbergensis, som det lykkedes professor Emil Chr. Hansen at rendyrke i 1883. Den nye robuste Carlsberg-gær blev frembragt ved traditionel gærforædling, selektion, og den blev nøje udvalgt efter at være testet i brygforsøg i forskellige bryggerier. 234-gæren bidrager med en kortere fermenteringstid, en forbedret smag og en øget friskhed af øllet. Den nye gær anvendes i dag globalt til al produktion af Carlsberg Pilsner.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

n u l l - l ox b y g f i g u r 2. Null-LOX markforsøg i 2011 organiseret af Southern Seed Technology, Irwell tæt på Christchurch, New Zealand. modstående side: f i g u r 3. Eksempel på ny Carlsberg-reklame med fokus på den høje kvalitet af maltbyggen, som anvendes til Carlsberg-øl.

Smagen af et friskt produkt er en central parameter, når kunden vurderer en øl. Og i den sammenhæng er øl ikke forskellig fra mange andre fremstillede produkter eller drikkevarer: frisk øl smager bedst. Desangående eksemplificeres her udviklingen af en helt ny generation maltbyg, benævnt Null-LOX. Den er udviklet ved hjælp af klassisk, traditionel forædling af byggruppen under Applied Research, og hjælper med til at forlænge en øls friske smag. Den første Null-LOX byglinje – navngivet efter det gen, der udtrykker et non-funktionelt lipoxygenase-1 enzym – blev identificeret i 2001. I byg dannes lipoxygenase-1 normalt i embryoet, hvor enzymet deltager i nedbrydning af fedtsyrer under dannelse af flygtige, meget smagsaktive aldehyder. Lignende enzymatiske reaktioner vil under maltningsprocessen danne uønskede forbindelser, der bidrager til ældningssmag i øl lagret over længere tid eller ved høj temperatur. Udviklingen af de uønskede smagskomponenter kan minimeres signifikant, hvis øl brygges på Null-LOX malt. At egenskaben er patenteret i relevante lande anses som medvirkende til Null-LOX byggens kommercielle succes. Egenskaben Null-LOX i sig selv var ikke altafgørende for succes; den måtte også krydses ind i en passende genetisk baggrund for at være agronomisk bæredygtig. Siden 2001, da der kun fandtes 10 bygkerner af Null-LOX lin-

jen, har Carlsberg derfor haft fuld fart på forædling og produktion af den nye maltbyg. Allerede i dag er NullLOX byggen fuldt konkurrencedygtig med andre moderne maltbygsorter på markedet, både med hensyn til udbytte, maltkvalitet og plantesygdomme, og der kan forventes en høst på ca. 200.000 ton Null-LOX byg på verdensplan i år (2011). Den hurtige forædling af Null-LOX sorter var mulig gennem et dedikeret udviklingsprogram i Applied Research. Der anvendtes moderne forædlingsteknikker, herunder pollenkultur, og selektion ved hjælp af molekylære DNA markører – foruden høst to gange på et enkelt år ved at fragte nyhøstet korn fra Danmark til vinterdyrkning på New Zealand. Implementering af hurtigmetoderne betød, at tidsrummet fra første bestøvning (krydsning) til myndighedernes sortsgodkendelse kunne begrænses til 4-5 år; straks derefter begyndte kommerciel kornproduktion. Og med analyser af genetiske DNA-markører kunne planteforædleren udvælge de mest egnede sorter at krydse med hverandre, blandt fagfolk kaldt ”arrangerede ægteskaber”. For igen at understrege, at en ny bygsorts succes afhænger af mange forskellige parametre, så var analyser og resultater fra byg-, malt-, urt- og ølanalyser vigtige redskaber, som anvendes i stor udstrækning til test af nye NullLOX linjer. Den kontinuerlige forædling af Null-LOX maltbygsorter har en høj prioritet. Der krydses målrettet for at udvikle bæredygtige sorter, der kan dyrkes i forskellige egne og under varierende klimabetingelser. Sorterne Charmay, Cha Cha og Chiraz dyrkes primært i Danmark, Sverige, Finland og Polen, mens Chill, Cheers, Chapeau og Cha Cha foretrækkes i England, Portugal og Frankrig. Carlsbergs bygforædling er ikke blot international i forbindelse med afsætning af sorter, men også i selve forædlingen, idet der opformeres vårbyglinjer på New Zealand (figur 2 viser forsøgsmark på New Zealand (Southern Seed Technology), som også lavede et levende

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Carlsberg logo af byg). Faktisk fragtes omkring 3000 forskellige linjer hvert år frem og tilbage til den sydlige halvkugle for, som nævnt ovenfor, at opnå to høstsæsoner pr. år og dermed accelerere forædlingsprogrammet. Foreløbig har Carlsberg udviklet mere en 10 forskellige null-LOX sorter, som alle er optaget på de danske og europæiske sortslister. Kommerciel dyrkning begyndte så småt i 2007, og arealet med Null-LOX er siden da allerede forøget markant. Langt hovedparten dyrkes konventionelt, mens en lille del dyrkes økologisk. Null-LOX er nu en integreret del af Carlsbergs agro-projekter og produktionssystemer i Europa (Danmark, Sverige, Finland, England, Frankrig, Tyskland, Portugal, Grækenland, Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovenien, Østrig, Serbien, Kasakhstan, Ukraine, Rusland), men dyrkning foregår også i Australien og på New Zealand. Indtil videre er den nye maltbyg forbeholdt ølproduktion af Carlsberg-mærket, men sideløbende med større og større dyrkningsareal udvides produktionen til andre mærker i Carlsberggruppen. I 2013 forventes al Carlsberg øl at blive brygget på Null-LOX malt. I dag arbejdes sammen med flere forædlere i Europa og i Australien om den videre udvikling af Null-LOX byg, og byggruppen under Group R&D er allerede et trin videre: udvikling af nye, lovende egenskaber til yderligere forbedring af øllets kvalitet. Null-LOX maltbyggens unikke egenskaber, i kombination med den nye Carlsberggær, rykker Carlsberg kvalitetsmæssigt op i en højere liga end konkurrenterne. Resultatet er en øl med såvel bedre skum som en friskere smag, der bevares over en længere periode. Udviklingen af nye typer af maltbyg med nye unikke egenskaber stopper ikke ved Null-LOX byggen. Der arbejdes ihærdigt med næste NextGen Null-LOX, nye spændende bryg-relaterede egenskaber som senere kan kombineres med Null-LOX egenskaben. I tæt samarbejde med Carlsberg Laboratorium arbejdes der i dag bl.a.

f i g u r 4. ”De Gyldne Ord” kaldes ordene fra J.C. Jacobsens testamente, der fastlægger, efter hvilke retningslinjer han ønsker sit bryggeri drevet. Carl Jacobsen gjorde dem også til sine og satte dem på dobbeltporten ”Dipylon”.

med udvikling af maltbygsorter, som er mindre afhængige af daglængde, hvorved der kan sikres bred global adaptation af sorterne fra nord til syd. Der stilles store krav til fremtidens landbrugsafgrøder på grund af de ekstreme vejrbetingelser. Klimaeksperter forudser flere hedebølger, længere tørkeperioder og voldsommere regnskyl som en direkte konsekvens af den globale opvarmning. Derfor arbejdes der i dag intensivt med forædling af maltbygsorter for på trods af vejrforhold som tørke, frost og varmestress stadig at opretholde en fortsat god produktivitet. Samlet set kan Carlsberg Forskning i dag ses som en forening af Bryggerens ambition om altid stræbe efter at lave bedre øl og samtidig bidrage til at sikre Carlsbergs konkurrenceevne langt ind i fremtiden, også globalt set. Dette gælder f.eks. for Carlsberg-øl brygget på 234-gæren og Null-LOX maltbyg, hvilket må anses at være i helt i ånden af J.C. Jacobsens ”GYLDNE ORD” (figur 4): ”Ved Carlsberg bryggeriernes drift skal det stadige formaal uden hensyn til øjeblikkelig fordel, at udvikle fabrikationen til den størst mulige fuldkommenhed, saaledes at disse bryggerier og deres produkter altid kan staa som et mønster og ved deres eksempel virke til, at ølbryggeriet her i landet holdes paa et højt og hæderligt standpunkt.”

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

anderledes – og tak for det

carlsberg laboratoriums f ø rs t e m a n g e å r , e n i k k e h e l t almindelig historie af professor, dr.phil. peder olesen larsen

J.C. Jacobsen med bygningstegning af Carlsberg Laboratorium. Maleri af August Jerndorff, 1900. Carlsberg A/S. Foto: Ole Haupt.

Carlsberg Laboratoriums 100-års dag blev med god grund fejret i 1976. Ved den lejlighed sagde en af de mange amerikanske gæster (citeret efter min hukommelse): In the 1930es the American biochemist Joseph Fruton said: A biochemist has not much standing in biochemistry if he has not been at the Carlsberg Laboratory. Nu bliver der sagt mange flotte ting ved en 100-års dag. Der er mange danskere, som er verdensberømte i Danmark, og kun i Danmark. Men alligevel. Carlsberg Laboratoriet nåede i løbet af de første 50 år frem til en international placering i naturvidenskab, som kun kan sammenlignes med den, som Københavns Universitets Institut for teoretisk Fysik nåede frem til i 1920erne. Hvordan kunne det gå til? Det er ikke nok at sige, at der kom en mand med en stor pose penge, brygger J.C. Jacobsen, som ansatte nogle gode forskere og gav dem frie hænder. Der er slet ikke tale om en frygtelig masse penge; det første års budget var på 11.400 kr. Der er tale om penge givet godt ud. Der er tale om en række personer, som kunne og ville. Blandt disse må først og fremmest nævnes J.C. Jacobsen selv, Johan Kjeldahl, Emil Chr. Hansen og S.P.L. Sørensen. i n t e t c a r l s b e r g l a b o r ato r i u m u d e n j. c . jac o b s e n

Uden J.C. Jacobsen var der ikke kommet noget Carlsberg Laboratorium. Hvad var hans forudsætninger for at løse opgaven? Han havde succes som brygger og tjente mange penge. Han stillede høje kvalitetskrav, og det var en af forudsætningerne for hans succes. Jacobsen var interesseret i naturvidenskab, hørte som ung forelæsninger af H.C. Ørsted, hørte til Selskabet til Naturlærens Udbredelse og havde også forbindelse med Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. Han kendte fremtrædende naturvidenskabsmænd og havde zoologen Japetus Steenstrup som en nær ven fra ungdomsårene. Han havde et stort netværk. Det danske naturvidenskabelige miljø var den gang meget lille, alle kendte alle, og Jacobsen var en af dem, der kendte allerflest. J.C. Jacobsen havde også et internationalt netværk. Han var på talrige rejser blandt andet til Belgien, England, Frankrig, Tyskland og Østrig. Han kendte og havde personlige forbindelser med de førende bryggerier i hele Europa.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Udsnit af foto fra 1885 af J.C. Jacobsen med sin stab. Fra venstre J. Kjeldahl, Emil Chr. Hansen, S.A. van der Aa Kühle, J.C. Jacobsen.

J.C. Jacobsens idol var Louis Pasteur. Pasteurs ”Études sur La Bière” fra 1876 var et vendepunkt i ølbrygningens historie. Endnu en forudsætning var, at J.C. Jacobsen var eksperimentelt anlagt og tidligt begyndte at lave forsøg. Han troede derfor på, at videnskabelige undersøgelser ville være vejen til at løse alle ølbrygningens problemer, først og fremmest til at få styr på kvaliteten. Hvorfor ville J.C. Jacobsen have et laboratorium? Der var en slags driftslaboratorium på Carlsberg Bryggeriet, men de anvendte metoder var begrænsede. Der var temperaturmålinger, målinger af sukkerindhold (på et tidspunkt, hvor strukturerne af glukose, saccharose [almindelig sukker, rørsukker, roesukker], maltose med flere ikke var kendte) og måling af alkoholindhold, men de grundlæggende spørgsmål var dårligt nok formulerede. Jacobsen ville videre. f e m n ys k a b e l s e r

Der var fem nyskabelser ved oprettelsen af Carlsbergfondet og Carlsberg Laboratorium: Det målrettede arbejde mod de grundlæggende problemer, adskillelse mellem bryggeriets driftslaboratorium og det nye laboratorium, laboratoriets uafhængighed, at alle resultater skulle offentliggøres og være til rådighed for hele verden og en privat fond, som skulle støtte videnskab. Der var mange tekniske problemer ved brygning af øl, og der var en hurtig teknologisk udvikling, herunder indførelse af dampmaskiner og kølemaskiner. Den teknologiske udvikling kunne J.C. Jacobsen og hans medarbejdere klare selv; det var ikke her, kvalitetsproblemerne var uoverskuelige. Men teknologi alene kunne ikke løse de uforudsigelige problemer med dårlig smag eller holdbarhed. Jacobsen så klart, at det var nødvendigt at finde ud af, hvad det egentlig var, der foregik under gæringen. Derfor var arbejdet på Carlsberg Laboratorium fra starten målrettet mod kemi og biologi. Der var en adskillelse mellem driftslaboratorium og forskningslaboratorium. Forskerne skulle have arbejdsro og ikke tilkaldevagt i bryggeriet. Forskerne skulle ikke tage sig af pludseligt opståede vanskeligheder, men have mulighed for at arbejde systematisk og langsigtet. J.C. Jacobsen startede sit forskningslaboratorium i 1875. Men han ønskede at sikre dets uafhængighed og fremtid. Derfor overførte han i 1876 laboratoriet til det nyoprettede Carlsbergfond. Fondet havde i starten som hovedopgave at stå for Carlsberg Laboratorium. Hvor fik J.C. Jacobsen ideen til sit laboratorium fra? Der var ingen industrielle forskningslaboratorier i Danmark i 1875. Der var i dansk industri kun enkelte driftslaboratorier, omend der var omfattende teknologisk udvikling. Polyteknisk Læreanstalt (nu Danmarks Tekniske Universitet) blev oprettet i 1829, men hovedvægten lå på uddannelse, ikke på forskning, slet ikke på forskning rettet mod erhvervslivets eller enkelte virksomheders behov eller ønsker. Først i 1867 blev der undervist i teknisk kemi. Der var kemi på Københavns Universitet med det første professorat i 1822. Heller ikke her var der forskning rettet mod erhvervslivet. På landbrugsområdet var situationen en anden. Det er ikke overraskende; landbruget var Danmarks hovederhverv langt ind i det 20. århundrede. Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab blev oprettet i 1769, veterinærskolen på Christianshavn i 1773, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (Landbohøjskolen) i 1858 og Landøkonomisk Forsøgslaboratorium i 1881. På Landbohøjskolen var der kemi fra starten. Heller ikke i udlandet var der megen inspiration at hente. De første egentlige industrielle forskningslaboratorier blev først oprettet i 1870erne i den tyske farveindustri, og her var der sandelig ikke tale om, at resultaterne skulle være til rådighed for hvem som helst.

De store bryggerier fik driftslaboratorier, men først sent egentlige forskningslaboratorier. J.C. Jacobsen har naturligvis haft rådgivere. Blandt disse var C.T. Barfoed, den første professor i kemi på Landbohøjskolen, og zoologen Japetus Steenstrup, en ven fra ungdomsårene, begge medlemmer af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Forslag til ”Statuter for Carlsberg Fondet” omfattende Carlsberg Laboratorium blev sendt fra J.C. Jacobsen til Videnskabernes Selskab den 25.9.1876. I følgeskrivelsen takker Jacobsen C.T. Barfoed og J. Steenstrup for hjælp ved udformningen af statutterne. Det er uvist, hvem der har ført pennen, men det er en rimelig antagelse, at Jacobsen selv har skrevet det udførlige følgebrev. Heri står blandt andet: Da det imidlertid ikke kan fordres eller ventes af de ved de offentlige Læreanstalter ansatte Videnskabsmænd, at de i videre Omfang kunne eller skulle fordybe sig i Undersøgelser af de mangfoldige Enkeltheder, hvorom de forskjellige Industrigrene, hver for sit vedkommende, ønske Oplysning, har man i den senere Tid i flere Lande begyndt at oprette særegne Laboratorier eller saakaldte Forsøgsstationer, beregnede paa at forskaffe den vedkommende Industri fyldigere Kundskaber. Disse Instituter have ganske vist, ogsaa for Bryggeriets Vedkommende, gjort ikke liden Nytte; men de lade dog i Regelen meget tilbage at ønske. De lide næsten alle af den Mangel, at deres Tilværelse er usikker og kun kan betragtes som noget Forbigaaende, hvilket medfører hyppig Vexlen af de derved

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

beskjæftigede Videnskabsmænd, hvorved disse forberedende Studier og Arbejder gaa tabte, før de have kunnet bære Frugt. Som oftest er slige Instituters Opgave desuden stillet altfor begrænset, saa at de ikke give Lejlighed til yderligere at udvikle, ja neppe til at bevare den almindelige, videnskabelige Dygtighed, som udfordres til deres Ledelse, og, omvendt, omfatter Opgaven undertiden formeget andet, f. Ex. en meget elementær Undervisning … der ikke lader Tid og Ro tilovers til sand videnskabelig Forskning, ej at tale om et hyppigt Paahæng af rent industriel Virksomhed med Analyser efter Bestilling, Attesters udstedelse o. desl. … Ledet af foranførte Betragtninger har jeg i Forbindelse med mit Bryggeri Carlsberg oprettet et Laboratorium, bestemt til chemiske og physiologiske Undersøgelser i de Retninger af Naturvidenskaberne, som have særlig Betydning for Maltnings-, Brygnings- og Gjærings-Processerne, med det Formaal ikke alene at give Bryggeri-Techniken det daglige Brød, men tillige at give de der beskjæftigede Videnskabsdyrkere Anledning og Midler til at uddanne sig og virke som Specialister i de Retninger, hvortil Bryggeri-Operationerne og de Phænomener, som disse frembyde, give særlig Lejlighed og Opfordring. … Med dette … udvidede Formaal for Øje har jeg i dag stiftet et Fond – under Navn af ”CarlsbergFondet” … For at en saadan Stiftelse imidlertid skal kunne virke efter sin Bestemmelse i Nutid og Fremtid, maa der sikres den en vedvarende Bestyrelse af Mænd med videnskabelig Indsigt og Dygtighed, i hvilken Henseende Tanken med Nødvendighed maa fæste sig paa det Samfund, hvori den danske Videnskabelighed hidtil har fundet og sikkert altid vil finde sine ypperste Repræsentanter, og som hos os er den eneste Institution, der er saa heldig at staae uafhængig af alle fremmede, uvidenskabelige Hensyn og Indflydelser, nemlig det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Der må have været forhåndskontakt mellem J.C. Jacobsen og præsidenten for Videnskabernes Selskab, J.N. Madvig, for Selskabet godkendte allerede den 29. september de fremsendte statutter. Om laboratoriets opgaver står heri: Carlsberg-Laboratoriets Opgave skal være ved selvstændige Undersøgelser at prøve de Lærdomme, som Videnskaben allerede har tilvejebragt, og at udvikle dem ved fortsatte Studier til et muligst fuldstændigt videnskabeligt Grundlag for Maltnings-, Brygnings- og Gjærings-Operationerne. Ved Ansættelse af Assistenter bør der virkes for, at der efterhaanden kan uddannes flere Forskere i de herhen hørende Grene af Chemien og Physiologien. Der gives derefter en udførlig beskrivelse af de problemer, der skal tages fat på. Der er en række andre væsentlige bestemmelser i denne visionære fundats: De vundne Resultater offentliggøres i inden- og udenlandske Tidsskrifter eller paa anden Maade … Intet Resultat af Institutets Virksomhed, som har Betydning i teoretisk eller praktisk Henseende, maa hemmeligholdes. Det maa betragtes som en Selvfølge, at de Mænd, som forestaar Laboratoriet, ved Siden af deres Arbejder i Institutets specielle Retning maa stræbe at bevare og udvikle deres videnskabelige Dygtighed i Almindelighed ved andre Studier og Undersøgelser, dog saaledes at Institutets Hovedopgave ikke tilsidesættes eller tabes af Sigte.

Forsaavidt de disponible Midler strækker til, og Bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, bør der fra Tid til anden gives Forstanderne Lejlighed til ved Rejser at knytte personlig Forbindelse med Naturforskere i andre Lande, som virker i lignende Retning, og at gøre sig bekendte med tilsvarende Instituter i Udlandet og deres Arbejder. Disse dele af statutterne har været slidstærke og er ikke ændret ved revisionerne i 1916 og 1926. Men overførslen af selve Carlsberg Bryggeriet til Fondet og de stadigt stigende indtægter har givet fonden mulighed for i stadigt større omfang at styrke dansk videnskab, blandt andet ved bevillinger til universitetsforskere. Endelig var oprettelsen af Carlsberg Fondet en enestående begivenhed. På daværende tidspunkt fandtes der intetsteds i verden en tilsvarende fond. Carlsbergfondet styres af en bestyrelse på fem medlemmer, alle udpeget af og medlemmer af Videnskabernes Selskab og de tre af disse naturkyndige. Disse tre udgør sammen med to tilforordnede laboratoriets bestyrelse. Den første bestyrelsesformand var C.T. Barfoed. Den ene af de to tilforordnede var fra starten J.C. Jacobsen selv, den anden Erhard Kogsbølle, direktør på Carlsberg Bryggeriet. h vo r da n g r e b b e s t y r e l s e n d e t a n ?

Den vigtigste opgave for bestyrelsen (som for enhver bestyrelse) var at finde de rette medarbejdere. Her havde J.C. Jacobsen imidlertid selv taget de første beslutninger. Johan Kjeldahl var ansat af Jacobsen i 1875 og havde arbejdsplads på Carlsberg Laboratorium fra starten. Rasmus Pedersen var ligeledes ansat af Jacobsen før laboratoriets oprettelse. På det første bestyrelsesmøde den 30. november 1876 blev det vedtaget at tilbyde Kjeldahl og Pedersen ansættelse som forstandere for henholdsvis den kemiske og den fysiologiske afdeling. Valget af Rasmus Pedersen var nu ikke heldigt. Allerede ved et møde den 20. februar 1877 mellem bestyrelsen og forstanderne blev disses opmærksomhed henledt på nødvendigheden af journalføring: Dhrr. Laboratoriumsforstandernes Opmærksomhed henledes paa – som for øvrigt ogsaa ved andre Lejligheder er berørt ved Samtale i Laboratoriet -, hvor uheldigt det ville være, om Iagttagelse og Erfaringer, som vare gjorde i Laboratoriet, gik tabte, fordi de ikke vare optegnede, og at det derfor maatte anses for ønskeligt, at der i Laboratoriet blev ført Arbejdsjournaler, som skulle forblive Laboratoriets Ejendom. Den 23. juli 1877 søgte Rasmus Pedersen sin afsked, antagelig kom han enten bestyrelsen eller J.C. Jacobsen i forkøbet, eller han fik et tilbud om at forlade laboratoriet uden formelt at være afskediget. Hvordan det end er, var Rasmus Pedersen ikke indstillet på eksperimentelt arbejde på de i statutterne angivne områder. Det fremgår af hans afskedsansøgning, hvori han skriver: [Jeg maatte] erkjende, at de Undersøgelser, som for Brygggerioperationernes Skyld alene baade kunde ønskes og maaske ønskedes, fordrede et større Maal af Tid og Kræfter og næppe vilde give den mere uforstyrrede Ro, jeg havde haabet, til videnskabelige Undersøgelsesrækker, der for min fremtidige Uddannelse vilde have en særlig Betydning.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Johan Kjeldahl i sit laboratorium på Carlsberg. Maleri af Otto Haslund 1897. modstående side: Emil Chr. Hansen i sit laboratorium på Carlsberg. Maleri af Otto Haslund 1897.

Rasmus Pedersen fik i øvrigt en løbebane som docent, senere professor i plantefysiologi ved Københavns Universitet, det andet professorat i verden i plantefysiologi. Her arbejdede han med undervisning og litteraturstudier, ikke med forskning. Den nye forstander for den fysiologiske afdeling blev Emil Christian Hansen. På bestyrelsesmøde den 17.12.1878 blev det besluttet at konstituere ECH som forstander fra 1.januar 1879, men at vente med den endelige udnævnelse, til ECH’s disputats var færdigskrevet og forsvaret. ECH blev endelig udnævnt til forstander med virkning fra 1.10.1879. I 1901 blev S.P.L. Sørensen valgt som forstander for den kemiske afdeling som afløser for den afdøde Johan Kjeldahl. I 1910 blev Johannes Schmidt valgt som forstander for den fysiologiske afdeling som afløser for den afdøde ECH. I 1933 blev Øjvind Winge valgt som forstander for den fysiologiske afdeling som afløser for den afdøde Johannes Schmidt. Ved alle ansættelser af forstandere trak bestyrelsen på sit netværk inden for den danske forskningsverden. Kjeldahl blev anbefalet af C.T. Barfoed, Emil Chr. Hansen af P.L. Panum og Japetus Steenstrup, S.P.L. Sørensen af S.M. Jørgensen, og Johannes Schmidt af Eugenius Warming. Bestyrelsesreferaterne fortæller ikke noget om den diskussion, der må have været forud for beslutningerne. Kun i ét tilfælde,

ved ansættelsen af Øjvind Winge, kan man læse, at der var tre navne på bordet. Winge fik første prioritet, men der blev også givet en anden prioritet. Det var antagelig fordi, der var tvivl om, hvorvidt Winge ville forlade sit professorat ved Københavns Universitet. Bestyrelsesprotokollen fortæller dog noget interessant om ansættelsen af Johannes Schmidt. Det var nødvendigt at tage hensyn til fortsættelsen af arbejdet fra Emil Chr. Hansens tid. Efter hans død blev hans nærmeste medarbejder, Albert Klöcker, konstitueret forstander. I bestyrelsesprotokollen står om det møde, hvor Johannes Schmidt blev valgt: Samtidig besluttede man, at da Dr. Hansens mangeaarige Assistent Klöcker ikke kunde ventes at ville vedblive som Assistent under den nye, langt yngre Forstander, skulde han paa anden Maade knyttes til Laboratoriet i en mere selvstændig Stilling med samme Løn som den han oppebar som konstitueret Laboratorieforstander, og hvori han først skulde ordne, udgive og eventuelt fuldende Hansens efterladte Arbejder og derefter arbejde videre paa de af Hansen anviste Veje. Heri ligger en erkendelse af, at Johannes Schmidts kvalifikationer og forskningsinteresser ikke var i fuld overensstemmelse med målsætningen (og dermed statutterne) for den fysiologiske afdeling.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Bestyrelsen havde andre opgaver end at ansætte forstandere. I de første år var der to eller tre bestyrelsesmøder om året, men fra slutningen af 1990erne var der kun ét årligt møde, hvis ikke der var noget særligt på færde. Ved det faste årlige møde blev budgettet for det kommende år vedtaget. Budgettet byggede på forslag fra og forhandlinger med forstanderne. Budgettet var meget detaljeret, og der var derfor ikke tale om rammebevillinger med stor dispositionsfrihed for forskerne. Bestyrelsen godkendte ansættelse af assistenter. Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste ansættelser var tidsbegrænsede, oftest af et eller to års varighed. Der var mulighed for forlængelse, men der var faste rammer herfor. Bestyrelsen godkendte de årlige beretninger fra forstanderne uden bemærkninger i bestyrelsesprotokollen. Det er uklart, i hvor høj grad bestyrelsen eller de enkelte bestyrelsesmedlemmer gik ind i en faglig diskussion med forskerne. J.C. Jacobsen kom meget ofte på laboratoriet for at få at vide og kommentere, hvad der foregik. Han kom så ofte, at det for Emil Chr. Hansen var alt for meget. De tilforordnede medlemmer af bestyrelsen havde den tilstrækkelige indsigt til at kunne gå ind i en faglig diskussion. Det gjaldt også mange af de ordinære bestyrelsesmedlemmer. Gennem årene var der imidlertid i bestyrelsen tre botanikere, én fysiker, to matematikere og to zoologer. De har ikke alle haft den nødvendige faglige kompetence til at kunne diskutere og bedømme forskningen. En vigtig sag for bestyrelsen var laboratoriebygningerne. Bestyrelsen havde ansvaret for og arbejdet med opførelsen af den nye bygning for Carlsberg Laboratorium, som blev indviet i 1897. Det var et fremsynet byggeri. Først i 1976 blev der gennemført væsentlige udvidelser og ændringer. Hvad gjorde bestyrelsen så mere? Opfølgning af bevillinger er en af de mest forsømte opgaver i forskningsstyring. Opfølgning er nødvendig for bevillingsgiverne, for at de kan lære, hvad deres beslutninger fører til, og for at de kan lære af deres fejl. Opfølgning er nødvendig for modtagerne for, at de kan lære noget om bevillingsgiverne ønsker og overvejelser. De fleste forskere vil også gerne lære deres bevillingsgivere at kende. Opfølgning er eller skal ikke være kontrol. Opfølgning er derimod et led i forskningsledelse. Der kan i dag ikke drages en færdig konklusion om, hvor meget og hvor god opfølgning bestyrelsen af Carlsberg Laboratorium stod for. Men der var i hvert fald mere og bedre opfølgning end fra stort set alle andre bevillingsgivere i det danske forskningssystem. l a b o r ato r i e t s s k e l s æ t t e n d e f o rs k n i n g

Der kan ikke siges noget på én gang kort og dækkende om forskningen på Carlsberg Laboratorium gennem mange årtier. Det er bedre at sige noget om de forskere, hvis navne er blevet kendt i hele den videnskabelige verden, og om de resultater, som har ført til deres berømmelse. Johan Kjeldahl var den først ansatte forstander. I dag er han udelukkende kendt for sin analysemetode for nitrogen (kvælstof), Kjeldahlanalysen. Det var et meget væsentligt fremskridt i forhold til tidligere metoder, herunder Dumasmetoden og Will og Varrentrapp’s metode. Kjeldahls metode var hurtigere og gav bedre resultater, og den kunne uden problemer anvendes til analyse af opløsninger og ikke blot faste stoffer. Metoden blev offentliggjort i Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet i 1883 og en forbedret udgave få år efter. Det er disse to artikler, som ville have opnået meget høje citationstal, hvis citationsmålinger gik så langt tilbage. Metoden er blevet en så fast bestanddel af analytisk kemi, at verbet ”to kjeldahlize” indgår i det engelske sprog. Der ydes dog ikke Kjeldahl fuld retfærdighed, når han i dag alene huskes for sin analysemetode. Hans analysemetode var en del af et systematisk arbejde for at skabe et analytisk grundlag for bryggerindustrien. Kjeldahls første artikler fra 1878 og 1879 giver meget tidligt en klar og korrekt beskrivelse af katalyse og fermenter, på et tidspunkt, hvor der endnu var megen mystik på området. Ordet enzym blev først sat i stedet for ferment i 1878.

Kjeldahl arbejdede ud fra Galileis princip: Mål alt, hvad måleligt er, og gør det måleligt, som ikke er det (en dansk fortolkning af Galilei, ikke et ordret citat, se Vogel-Jørgensens bevingede ord) og efter William Thomsons (Lord Kelvins) recept: Når du kan måle det, du taler om, og når du kan udtrykke det i tal, ved du noget om det; hvis ikke du kan måle det, hvis ikke du kan udtrykke det i tal, er din viden spinkel og utilfredsstillende: Den kan være begyndelsen til viden, men du er næppe i dine tanker nået til videnskab. Kjeldahl var et meget beskedent menneske og blev i løbet af årene en ret indesluttet person, flere gange ramt af depression. Originaliteten og omfanget af forskningen aftog også med tiden. Men han efterlod en veludrustet kemisk afdeling med vægt på kvalitet og præcision, med vægt på pålidelige målinger af de kemiske forbindelser og faktorer, som var vigtige i ølbrygningen – og i biokemien, den gang endnu en disciplin i børneårene, ja måske i vuggen. Kjeldahl er eneforfatter til alle sine afhandlinger, men der var gennem årene en række assistenter på den kemiske afdeling. Der er ikke meget materiale, som fortæller om hans indsats som forskningsleder. I nekrologen i Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet 1900, skrevet af Wilhelm Johansen, står imidlertid: Fordringsløs og paa den elskværdigste Maade formløs, som han var, blev Tonen mellem Kjeldahl og hans Asistenter uvilkaarlig fri og aaben; man havde Fortrolighed til ham, som til en ældre velvillig Kammerat. Emil Chr. Hansen arbejdede sig vej fra fattige kår, blev først i en alder af 28 år student og fik dermed adgang til Københavns Universitet. Inden da havde han gennemgået en læreruddannelse og en treårig uddannelse på Polyteknisk Læreanstalt. Han afsluttede aldrig en kandidatuddannelse, men fik tilladelse til at indsende en doktorafhandling alligevel. Han erhvervede doktorgraden som 36-årig. Lige fra den første dag i Carlsberg Laboratorium forskede Emil Chr. Hansen på livet løs. Hans vigtigste resultat var at finde frem til, at det var forurening med vildgær og ikke bakterieinfektioner, som kunne give øllet dårlig smag. Det førte til rendyrkning af gærstammer ud fra en enkelt gærcelle. Den rene gær blev i november 1883 brugt første gang til ølbrygning i stort omfang og var umiddelbart en succes. ECH’s påvisning af, at problemet i ølbrygning skyldtes forurening med vildgær, ikke bakterier, var imod Pasteurs opfattelse. Derfor blev resultatet da også mødt med skepsis af J.C. Jacobsen. Men efter kort tid erkendte både Pasteur og Jacobsen, at ECH havde ret. I 1885 byggede Emil Chr. Hansen sammen med direktøren for Carlsberg Bryggeriet, S.A. van der Kühle, et apparat til produktion af ren gær i stor målestok. Derefter var vejen åben for, at ECH’s rendyrkningsmetode og rengær blev spredt til bryggerier verden over. Emil Chr. Hansen fortsatte med stor energi sin forskning, til han døde i 1909 i en alder af 67 år. I dag huskes han for rendyrkningen af gær, men hans forskning havde langt større perspektiv. Den gjorde op med uklare teorier og løse spekulationer. I stedet satte han klare eksempler og kendsgerninger. Han sørgede for, at der kom en moderne systematik for gær med præcise artsbeskrivelser. Han gik også i gang med undersøgelser over variationer inden for rene stammer eller arter og var på vej til at arbejde med mutationer. Hvordan var Emil Chr. Hansen som forskningsleder? Som Kjeldahl var han eneforfatter til alle sine publikationer. Men hans ledelsesstil var en helt anden. I Albert Klöckers nekrolog fra 1911 står:

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Han befandt sig vistnok bedst, naar han mente, at han uden at tabe noget af sin Prestige kunde være munter. Men efter hans Mening kunne det ikke gaa an til daglig; det passede sig ikke for en Videnskabsmand at være gemytlig uden ved ganske specielle Lejligheder. I Aarenes Løb svandt dog en Del af dette i Virkeligheden paatagne barske Væsen, som i øvrigt for en stor Del skyldes en ganske aparte Opfattelse, han havde. Han gik nemlig ud fra, som han selv har sagt, at naar man ikke var ubehagelig og barsk, saa kom man ikke gennem Verden paa rette Maade. Dette at være ubehagelig gav Respekt, Folk blev bange for En. Hermed stod ogsaa i Samklang, at han som Regel aldrig roste noget Arbejde, idet han gik ud fra, at vedkommende blev mere ægget og anstrængte sig mere næste gang, naar der ikke var tildelt Ros den forrige. Søren Peter Laurits Sørensen var bondesøn, som på grund af sit gode hoved og gode lærere kom videre fra landsbyskolen og blev magister i kemi fra Københavns Universitet. Fra 1894 var han militærkemisk konsulent for Orlogsværftet. Sørensen indledte sin forskerløbebane som assistent hos S.M. Jørgensen, en af de to professorer i kemi ved Københavns Universitet. Her gik han i gang med opgaver i analytisk og præparativ kemi, som var vigtig for udviklingen af analytisk kemi. Han lagde vægt på, at de forbindelser, som blev brugt som standarder i analytisk kemi, var rene, og at renheden kunne angives, for eksempel ved maksimalgrænser for urenheder eller ved renhedsprøver. Han viste i disse første arbejdsår sin dygtighed i planlægning og omhyggelig udførelse af forsøg og store krav til præcision. Da S.P.L. Sørensen i 1901 tiltrådte stillingen på Carlsberg Laboratorium, lagde han sin forskning om i overensstemmelse med Statutterne for Laboratoriet. Indsatsen gennem de 37 år som forstander var meget omfattende og af afgørende betydning for udviklingen af vor viden om proteiner og enzymer. Jeg vil her kun nævne tre bidrag. Formoltitreringen blev offentliggjort i 1907. Det var en metode til måling af mængden af frie aminogrupper i aminosyrer og proteiner. Da aminosyrer og dermed aminogrupper frigøres ved hydrolyse (nedbrydning) af proteiner, var der hermed givet en metode til at følge nedbrydningen af proteiner. Af endnu større betydning var S.P.L. Sørensens arbejde over målingen og betydningen af hydrogenionkoncentrationen ved enzymatiske processer, som blev offentliggjort i 1909. Sørensen beskrev fremstillingen af stødpudeopløsninger med veldefinerede hydrogenionkoncentrationer. Sørensen beskrev målingen af hydrogenionkoncentrationen både ved elektrometriske målinger og ved brug af indikatorer (kolorimetriske målinger). Kronen på værket var den grafiske fremstilling af enzymaktivitet som funktion af hydrogenionkoncentrationen. Her valgte Sørensen at bruge den negative logaritmeværdi af koncentrationen. Brugen af logaritmefunktionen havde sin baggrund i datidens fysiske kemi, først og fremmest Nernst’s elektrokemiske arbejder. Sørensen indførte pH (eller rettere pH·, men eftertiden har flyttet H op på linien og fjernet prikken): Brintionkoncentrationens Størrelse udtrykkes altsaa ved Opløsningens Normalitetsfaktor med Hensyn til Brintioner, og denne Faktor anføres i Form af e n n e g a t i v P o t e n s a f 1 0 . Idet jeg i øvrigt henviser til et følgende Afsnit …, skal jeg her blot nævne, at jeg for d e n n u m e r i s k e V æ r d i a f P o t e n s e x p o n e n t e n benytter Navnet Brinti o n ex p o n en t en o g B et egn el sen p H· I de tre nævnte Eksempler bliver pH· derefter henholdsvis 2, 12.14 og 7.07. Ingen har været i tvivl om, at H stod for hydrogen, men der har gennem årene været en lærd diskussion om, hvorfra p-et er hentet. Det er nu svært at læse Sørensens oprindelige publikation anderledes end, at p kommer fra potensexponent. Sørensen skriver også, at brugen af den logaritmiske funktion på x-aksen ved afbildninger af stødpudefunktioner, enzymers pH-optima med mere er nødvendig, da brug af selve hydrogenionkoncentrationen til x-aksen ville give en helt uoverskuelig situation.

I afhandlingen fremhæver Sørensen, at hydrogenionkoncentrationens betydning rækker langt ud over den egentlige enzymologi, og at pH’s størrelse er en faktor, der må regnes med ved alle biologiske processer. Tiden har givet ham ret i et omfang, ingen havde forestillet sig. Det må desværre bemærkes, at den logaritmiske fremstilling i dag er et problem, måske mere end den gang. Uden viden om logaritmefunktionen er det ikke muligt at forstå og dermed korrekt anvende pH-begrebet. I dag, hvor en logaritme blot er et tal, der opnås ved at trykke på logaritmefunktionen på en lommeregner, er der desværre mange, der opfatter pH-skalaen som en lineær skala svarende til for eksempel en temperaturskala. Efter at de grundlæggende analytiske problemer var løst, gik Sørensen i gang med proteinundersøgelser. På daværende tidspunkt var der megen diskussion og kun lidt viden om proteiners opbygning. Der var enighed om, at proteiner var opbygget af aminosyrer, som var hægtet sammen med peptidbindinger. Der var derimod uenighed om, hvor store proteinmolekylerne var. De fleste mente, at proteinstofferne ikke bestod af stabile molekyler, men at deres molekyler var opbygget af et større eller mindre antal grupper eller komponenter, som ikke var fastere sammenbundet, end at grupperne under forhold, hvor der endnu ikke fandt en denaturering sted, kunne udveksles og også i nogen grad kunne være i fri form. Sørensen betegnede derfor proteinstofferne som reversibelt dissociable komponentsystemer. Men samtidig gennemførte Sørensen undersøgelser over det osmotiske tryk i opløsninger af ægalbumin (det af Sørensen oprensede og krystalliserede standardprotein) og fandt derved i 1917 frem til en molekylvægt for dette protein på 34.000. Det var første gang, så store molekylvægte kom på banen for polymere forbindelser, ikke blot for proteiner, og det vakte modstand. Molekylvægten på 34.000 viste, at Sørensens og andres opfattelse af de dissociable komponentsystemer var forkert. Der blev sat punktum for diskussionen med den svenske forsker The Svedbergs brug af ultracentrifugen i 1920erne. Med lidt god vilje kan man dog sige, at Sørensen på daværende tidspunkt forudsagde, at proteiner kunne have en kvaternær struktur som overbygning på de af K.U. Linderstrøm-Lang i slutningen af 1940erne indførte begreber om proteiners primære, sekundære og tertiære struktur. S.P.L. Sørensen havde talrige assistenter og elever, af hvilke hans efterfølger, K.U. Linderstrøm-Lang, må nævnes. Sørensen selv fik stadig flere opgaver uden for Carlsberg Laboratoriet, men slap dog aldrig helt selv det eksperimentelle arbejde. Og han fulgte med i alt, hvad der foregik. Linderstrøm-Lang skrev i 1939, at da han startede i laboratoriet i 1920, gav Sørensen hver morgen skriftlige instruktioner til hver enkelt assistent om dagens arbejde. Senere, da han fik mere travlt udadtil, og da han mente, at assistenterne var blevet opdraget nok, gik han over til blot at tale med dem. S.P.L. Sørensen var eneforfatter til talrige publikationer, herunder den store om pH fra 1909. Men allerede i 1905 kom den første publikation med en medforfatter, og siden var der flere forfattere til langt de fleste af Sørensens publikationer. Gruppearbejdet var for alvor kommet til Carlsberg Laboratoriet. S.P.L. Sørensen blev i 1915 medlem af Bestyrelsen for de danske Spritfabrikker og i 1918 for Dansk Gærings-Industri. Han var medlem af eller formand for talrige udvalg. Fra 1928 var han formand i forstanderskabet for den skandinaviske Bryggerhøjskole i København. Hvordan forholdt alle disse aktiviteter sig til Statutternes bestemmelse? Saalænge de [forstanderne] ere i Laboratoriets Tjeneste, maa de ikke paatage sig at være Konsulenter for andre og ei heller befatte sig med anden Virksomhed for egen Regning eller for Private. Uden Bestyrelsens Samtykke maa de heller ikke paatage sig nogen offentlig Virksomhed, og dersom Bestyrelsen maatte finde en saadan ønskelig og forenelig med Laboratoriets Tarv, kan Bestyrelsen betinge Samtykket af en forholdsmæssig Afkortning i den aarlige Gage. Det melder Bestyrelsens forhandlingsprotokol ikke noget om.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Johannes Schmidt har en særlig, måske lidt overraskende, placering som en af forstanderne på Carlsberg Laboratoriet i den første del af 1900-tallet. Da han tiltrådte i 1910, havde han en magistergrad i botanik fra 1898 bag sig, men var skiftet over til fiskeri- og havbiologi. Havbiologien fortsatte med at være hans hovedinteresse- og arbejdsområde, men han optog studier over humle på sit program, da han begyndte på Carlsberg Laboratoriet. Det var dog begrænset, hvor store resultater der blev opnået (enten med almindelig videnskabelig betydning eller med interesse for Carlsberg Bryggeriet). Schmidt fik en stærk international stilling inden for havbiologi og gennemførte talrige ekspeditioner. Disse ekspeditioner blev i stort omfang gennemført med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet, altså ikke inden for Carlsberg Laboratoriets budget. De var imidlertid med til at gøre Carlsbergfondet, Carlsberg Laboratoriet og Carlsberg verdenskendte. Carlsberg er det eneste bryggeri, ja den eneste private virksomhed, som har fået en bjergkæde opkaldt efter sig. Det handler om The Carlsberg Ridge, en undersøisk bjergkæde i Det Indiske Ocean. Det problematiske i Schmidts forskning i forhold til Statutterne for Carlsberg Laboratorium afspejles i udnævnelsen af Albert Klöcker som forstander. Det afspejles også af de beslutninger, Laboratoriets bestyrelse på møde den 17.3.1933 tog om fortsættelsen af arbejdet på de forskellige forskningsområder efter Johannes Schmidts død i 1933: Den igangværende forskning blev opdelt på tre hovedområder. Bestyrelsen konkluderede, at eventuel videreførelse på de to områder måtte være Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, henholdsvis Carlsbergfondets problem. Det tredje område blev opdelt i fem underområder. Det blev besluttet øjeblikkeligt at standse forskning på fire af disse. Det femte vedrørte arbejde med humle. Det blev besluttet at overlade beslutning om eventuel videreførelse til den nye forstander. Efter et par år blev også humleforsøgene bragt til ophør. f o rs k n i n g s l e d e l s e

Nekrologerne over Johannes Kjeldahl, Emil Chr. Hansen og S.P.L. Sørensen giver alle rosende ord om deres forskningsledelse, deres uddannelse og hjælp til de mange medarbejdere. Men at Emil Chr. Hansen var en noget reserveret person, som var optaget af sin egen position og af ikke at tabe ansigt, skinner dog igennem. S.P.L. Sørensen bestemte meget om, hvad der skulle ske i laboratoriet, hvad enten det var i form af direkte ordrer eller i form af samtaler, men hvor det var givet, hvem der til syvende og sidst bestemte. Var der derfor tale om et gammeldags professorvælde? Det vil være forkert at svare ja til dette spørgsmål og dermed hæve en pegefinger mod den tids forskningsledelse. Den gang var det hierarkiske system det naturlige; ungdomsoprøret lå langt ude i fremtiden. Vi må tværtimod svare, at systemet virkede, og at de ældre arbejdede samvittighedsfuldt på den tids betingelser. Og tilføje, at S.P.L. Sørensen gennem årene gav stadig større ansvar og frihed til de medarbejdere, som viste, at de kunne leve op dertil. Det må også bemærkes, at assistenterne allerede fra 1884 publicerede i eget navn, i de første år først og fremmest som eneforfattere, senere i samarbejde med forstandere og andre. grænsefladen til omverdenen

Hvis vi vil forstå Carlsberg Laboratoriums særegenhed og nationale og internationale placering i den første del af 1900-tallet, er det ikke nok at vide, at der blev udført fremragende forskning, at denne forskning blev anerkendt i den videnskabelige verden, og at forskningsresultaterne blev brugt også uden for videnskaben selv. Det er nødvendigt også at vide noget om de mange grænseflader mellem Carlsberg Laboratorium og omgivelserne.

Grænsefladen til Carlsberg Bryggeri måtte naturligvis være i orden. Statutterne understregede dette. Det blev sikret gennem de to tilforordnede i laboratoriets bestyrelse. Det blev også sikret ved at alle nye assistenter i de første mange år skulle være i praktik i tre måneder i bryggeriet, inden de begyndte deres arbejde i Laboratoriet. Brugbare resultater fra Laboratoriet, som for eksempel den rendyrkede gær, blev omgående taget i brug i bryggeriet. Der gik også spørgsmål, og forslag den anden vej. Selv om Laboratoriet med dets bestyrelse udpeget af Videnskabernes Selskab havde uafhængighed, var der ikke vandtætte skodder. I universitetsverdenen er sammenhæng mellem forskning og uddannelse (forhåbentlig) et grundlæggende vilkår. Hvordan var det på Carlsberg Laboratoriet? J.C. Jacobsen ønskede ikke, at hans forskere skulle ”drukne” (eller skjule) sig i undervisning. Det blev forhindret af bestemmelsen om, at forstanderne ikke måtte befatte sig med anden virksomhed for egen regning eller for private. Det blev også forhindret i følgende bestemmelse i Statutterne: Instituttet maa ikke paatage sig at virke som en ”Bryggerskole” for Elever uden videnskabelig Fordannelse, … Men selvfølgelig blev assistenterne uddannede på stedet. Det var meningen:

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Johan Kjeldahl med sine to medarbejdere N. Hjelte Claussen og H. Jessen Hansen i Carlsberg Laboratorium. 1897.

Ved Ansættelse af Assistenter bør der virkes for, at der efterhaanden kan uddannes flere Forskere i de herhen hørende Grene af Chemien og Physiologien. De tidsbegrænsede ansættelser sikrede mobilitet. De mange assistenters senere løbebane viser, at Carlsberg Laboratorium udfyldte en vigtig funktion ved at uddanne unge forskere, som derefter kom til at gøre gavn mange steder i samfundet. Det kan næsten siges, at Carlsberg Laboratorium havde en forskerskole, længe før dette begreb blev indført i diskussionen om forskningen. Der blev også givet egentlige kurser i de første år. Emil Chr. Hansen startede i 1882 med et kursus for kemikere og botanikere. Der blev hurtigt givet kurser til deltagere fra nær og fjern. I 1884 blev det første kursus med fokus på den rendyrkede gær givet til bryggeridirektører fra en række store bryggerier i Europa. Men måske blev Emil Chr. Hansen og /eller Jacobsen træt af det. I hvert fald blev kursusvirksomheden overtaget af Alfred Jørgensen i dennes laboratorium. Placeringen i den danske forskningsverden var i orden fra starten. Den gang var den danske forskningsverden identisk med den københavnske forskningsverden (Aarhus Universitet kom først til i 1928, og der kom først et naturvidenskabeligt fakultet i 1954). Laboratoriets tilknytning til Videnskabernes Selskab var også medvirkende til, at de to forstandere kom til at høre til ”inderkredsen”. Gennem årene arbejdede mange danske gæster på laboratoriet i kortere eller længere perioder. Placeringen i den internationale forskningsverden var også i orden næsten fra starten. Rendyrkningen af gær og Kjeldahlanalysen var resultater, der på kort tid blev kendt verden over. Laboratoriets resultater blev offentliggjort på et af hovedsprogene (fransk, tysk, engelsk), og forstanderne, og efterhånden også assistenterne, deltog i internationale kongresser. Der kom mange gæster fra udlandet til laboratoriet, i 1920erne og 1930erne næsten en strid strøm. Det er svært at få et præcist overblik over antallet af gæster. Årsberetningerne omtaler kun gæster, som har arbejdet i længere tid på laboratoriet, ikke gæster, som blot har været på visit. Det er overraskende, hvor globaliseret verden var allerede den gang. Der var ikke blot gæster på arbejdsophold fra de nordiske lande og fra de store forskningslande, England, Frankrig, Tyskland og U.S.A. Der var også gæster fra Australien, Argentina, Belgien, Böhmen (nu Tjekkiet), Galicien (nu Polen eller Ukraine), Holland, Indien, Irland, Japan, Letland, Rusland, Ceylon (nu Sri Lanka), Ungarn og Østrig. På ét punkt var internationaliseringen dog begrænset. Der blev i de første mange år kun ansat danske i assistentstillinger. I Statutterne var angivet, at alle resultater skulle offentliggøres. Dette er blevet fulgt til punkt og prikke. Allerede i 1878 udkom det først hefte af Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet med det tilhørende Comptes Rendue du la Laboratoire Carlsberg. I Comptes Rendue var sproget til at begynde med fransk. Fra omkring 1900 blev mere og mere skrevet på tysk. I 1913 kom den første publikation på engelsk. Fransk gled ud efter 1. Verdenskrig. Fra 1930erne var engelsk dominerende, men tysk forsvandt først efter 2. Verdenskrig. Det blev også mere og mere almindeligt at komme med parallelpublikationer i engelsk- og tysksprogede tidsskrifter. Der blev sørget for udbredelse i hele verden. Der blev fra starten sendt 250 frieksemplarer ud til biblioteker, institutioner, bryggerier og forskere i indland og udland. I vore dage ville man rynke på næsen af et laboratoriums eget tidsskrift uden fagfællebedømmelse (peer review), måske ikke medtaget i Science Citation Index og i hvert fald med lav impact factor. Men det var ikke aktuelt i 1880erne og blev det dårligt nok før i sidste halvdel af 1900-tallet. Så længe kvaliteten var i orden, skulle der nok blive læst. Siden da er de allerfleste ”hustidsskrifter” gået ind, og der lægges vægt på at publicere i de førende internationale tidsskrifter. Men systemet er måske ved at få en renæssance. I en tid, hvor fri adgang til at læse alle tidsskrifter på nettet griber om sig, er der førende forskere og forskningsinstitutioner, som simpelthen sætter deres publikationer på deres hjemmesider i sikker forventning om, at de nok skal blive læst, og at de nok skal blive fundet med moderne søgesystemer. Så slipper forskerne for at bruge tid på den slet ikke ufejlbarlige fagfællebedømmelses, og de opnår meget hurtig publikation.

J.C. Jacobsen ville ikke tjene penge på laboratoriets resultater. Han var vokset op i en tidsalder, hvor bryggerierne hjalp hinanden. J.C. Jacobsen havde selv fra Gabriel Sedlmayr i München fået den undergær, som blev brugt til produktionen af lagerøl. Jacobsen forsynede generøst andre bryggerier, herunder Tuborg og Heineken i Holland, med sin rendyrkede gær. En sådan godgørenhed er nok lidt overraskende set med vore øjne. Men det spillede måske en rolle, at der dengang var meget begrænset konkurrence på tværs af landegrænser, og at Jacobsen i Danmark kunne sælge alt det øl, som han var i stand til at producere. Det hører også med til historien, at J.C. Jacobsen og Emil Chr. Hansen begge rådgav Tuborg bryggeriet, når der var produktionsvanskeligheder dér. Emil Chr. Hansen ønskede, at Carlsberg Bryggeriet skulle skaffe sig indtægter på grundlag af hans resultater og foreslog derfor Jacobsen, at der skulle oprettes en fabrik, som skulle producere rendyrket gær i stort format og dermed forsyne bryggerier i hele verden med gær. Det ville Jacobsen ikke; han var virkelig generøs. I stedet blev nogle af mulighederne taget op af Alfred Jørgensen. Jørgensen, en mangeårig ven af Emil Chr. Hansen, oprettede i 1881 sit eget laboratorium for mikroskopisk-botanisk undersøgelse af levnedsmidler. Laboratoriet blev hurtigt til et laboratorium for teknisk mikrobiologi, navnlig gæringsteknik. Jacobsens fastholdelse af, at intet resultat måtte hemmeligholdes, og at Carlsberg Laboratoriet ikke måtte bruge sin tid på at fungere som bryggerskole, gav Jørgensens laboratorium en enestående chance for at blive det formidlende led til bryggerier verden over. Jævnsides med laboratoriearbejdet begyndte Jørgensen og medarbejdere at undervise i gæringsfysiologi, og dette gav hurtigt hans laboratorium internationalt ry. De mange elever, 1500 i Jørgensens levetid, skaffede efterhånden Jørgensens renkulturer og metoder indpas i bryggerier verden over. I vore dags sprogbrug ville man måske betegne Alfred Jørgensens Gæringsfysiologiske Laboratorium som en ”spin off” virksomhed. Der var ikke nogen gevinst for Carlsberg Laboratorium og Carlsberg Bryggeriet – med mindre det kan regnes som en gevinst ved at styrke Danmarks og Københavns position som førende i ølbrygning. Dansk Gærings Industri A/S blev oprettet i 1918 med det primære formål at drive laboratorium og være konsulent for De Danske Spritfabrikkers teknisk-industrielle virksomhed men det stod også for en betydelig produktion af gær, herunder bagerigær. Hvad enten det var en spin off virksomhed eller ej, var det i hvert fald også en af de mange virksomheder, der som forudsætning havde Emil Chr. Hansens arbejde. (Senere er dansk Gæringsindustri blevet en del af DANISCO.) Rendyrkningen af gær havde også andre afsmittende effekter på dansk erhvervsliv. Brugen af rene gærstammer er grundlag af al produktion, som bygger på gæring. Det gælder, hvad enten det drejer sig om produktion af øl, vin, eddike, ost, enzymer, antibiotika eller andre lægemidler. Det drejer sig derfor om områder, hvor Danmark har kunnet hævde sig indtil i dag. Endnu et eksempel på, at forskningen på Carlsberg Laboratorium har ført til en udvikling i dansk industri, kan findes i Radiometer. Radiometer blev i 1935 grundlagt med måleudstyr til radioindustrien på programmet. Men i 1937 begyndte Radiometer efter forslag fra Carlsberg Laboratoriet at producere apparater til måling af pH i opløsning. Det har gennem årene ført til en omfattende produktion af medicoteknisk udstyr. At pH-målinger i de sidste 100 år har været en del af dagligdagen i vores lægemiddelindustri, bioteknologiske industri, og levnedsmiddel forskning og –kontrol og på alle hospitalslaboratorier er velkendt. h vo r f o r g i k d e t g o dt ?

Kan vi drage på drage en konklusion, som passer ind i vor tids opfattelse af forskningens vilkår, nytte og væsen? Carlsberg Laboratoriet var en succes, og der kan med god grund tales om en guldalder for laboratoriet, som startede med rendyrkningen af gæren og varede til begyndelsen af 2. verdenskrig. Hvorfor gik det godt?

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Var der tale om fire genier, J.C. Jacobsen, Johan Kjeldahl, Emil Chr. Hansen og S.P.L. Sørensen? Var der nogle væsentlige problemer, og blev de taget op på det tidspunkt, hvor den videnskabelige udvikling gjorde det muligt? Var der store ressourcer til rådighed? Var der god forskningsledelse? Var der god arbejdsdisciplin? Var der gode nationale og internationale netværk? Var der velfungerende og stimulerende omgivelser (det er svært at blive bedre end omgivelserne)? Svaret er antagelig, at der var tale om en lykkelig kombination. Det var dog nogle urovækkende træk, specielt omkring ansættelsen af Johannes Schmidt, men det blev der rettet op på med efterfølgeren, Øjvind Winge. Den oprindelige fundats angav ret snævre rammer for laboratoriets arbejdsområde. De blev ikke ændrede ved to revisioner af statutterne, den seneste 1926. Der er intet, som viser, at denne del af statutterne blev diskuteret før ændringerne. Var de oprindelige problemer løst? Var der derefter i bryggerierne kun brug for teknologisk udvikling? Var det på tide, at laboratoriet fik helt frie hænder indenfor fagene kemi og biokemi ( herunder indhold i og kvalitet af råvarer) og fysiologi (mikrobiologi, og plantedyrkning)? Jeg vil ikke forsøge at besvare disse spørgsmål her, men de er ikke uinteressante. Hvordan ser Carlsberg Laboratorium i storhedstiden ud, hvis vi forsøger at se på det med den nutidens begrebsverden? I dag taler næsten alle om grundforskning, anvendt forskning og udvikling. Det troede Pasteur i hvert fald ikke på: “Non, mille fois non, il n’existe pas une catégorie de sciences auxquelles on puisse donne le nom de sciences appliqués. Il y a la science et les applications de la science, liées entre elles comme le fruit a l’arbre qui l’a porté.” [nej, tusinde gange nej, der findes ikke en del af forskningen, til hvilken man kan give navnet anvendt forskning. Der er forskning og anvendelser af forskningen, sammenknyttede ligesom frugten til det træ, som bærer den.] I Stokes’s banebrydende bog ”Pasteur’s Quadrant” fra 1997 bliver Pasteur brugt som rollemodel for den forskning, som på en gang er anvendelsesorienteret og samtidig begrundet i et ønske om at bidrage til grundlæggende viden. Mange tror på den lineære model, som angiver, at resultaterne kommer i grundforskningen uden indblanding udefra, og at de derfra går videre gennem anvendt forskning til udvikling og til slut produktion. Forskningen på Carlsberg Laboratorium er et fremragende bevis på, at denne model er forkert. Der gik talrige impulser, ideer og problemer fra bryggerivirksomheden til forskerne. Var der tale om strategisk forskning, målforskning eller fri forskning? Det er heller ikke let at passe Carlsberg Laboratoriets forskning ind under en eller et par af disse betegnelser. Var der forskningsfrihed? Forskningsfriheden har tre led. Det første led er friheden til at drage de slutninger, som forskernes forsøg, iagttagelser, metoder og viden fører frem til. Den frihed var der vel, men J.C. Jacobsen var nu ikke helt tilfreds med, at Emil Chr. Hansen nåede frem til konklusioner om gær, som var i modstrid med Pasteurs opfattelse. Det andet led er friheden til at offentliggøre resultaterne. Den frihed var der vel temmelig meget af. Og dog. I 1884 havde Emil Chr. Hansen skrevet en af J.C. Jacobsen gennemlæst og -rettet ar-

tikel til det østrigske ”Allgemeine Zeitschrift für Brauerei” om den rendyrkede gær. Artiklen blev med tak modtaget af redaktionen og sendt til trykkeriet (ikke nogen fagfællebedømmelse den gang). Men J.C. Jacobsen tvang under et besøg i Wien redaktøren til at sende manuskriptet retur til København med besked om, at det ikke kunne offentliggøres. I Wien skrev Jacobsen sin egen version af arbejdet, som blev bragt i et særnummer af tidsskriftet, udgivet i anledning af en bryggerikongres. Emil Chr. Hansen var naturligvis ikke tilfreds og sendte den afviste artikel til et andet tidsskrift, ”Zeitschrift für das gesamte Brauerwesen”, hvor den straks blev offentliggjort. Det tredje led er friheden til selv at vælge opgaver. Ifølge fundatsens ordlyd var denne frihed begrænset, men der var vel nogen frihed. Men når vi taler om forskningsfrihed, må vi også spørge om forskningsfrihed for hvem? Var der forskningsfrihed både for forstanderne og assistenterne? Der var i hvert fald forskel på, hvor megen frihed der var, alt efter hvor man var placeret i hierarkiet.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

S.P.L. Sørensen med sin stab i Carlsberg Laboratorium. 1936.

I dag taler vi meget om forskningsledelse. Mange er for, mange er meget imod, ikke så mange overvejer, hvad god og dårlig forskningsledelse er. God forskningsledelse er en nødvendighed. Afgørende er, at de, der leder, ved noget om forskning, og at der er en vekselvirkning mellem lederne og forskerne. Der var forskningsledelse på Carlsberg Laboratoriet af den gode slags. I dag ønsker vi, at forskningen skal bidrage til uddannelse, herunder forskeruddannelse. Her har laboratoriet gennem alle årene levet op til ønskerne, både fra bryggeriet og fra samfundet. Der er krav til forskningen om, at den skal kaste noget af sig, skabe profit i både den private og offentlige sektor. Det krav har laboratoriet opfyldt med glans, om end det er svært (eller rettere sagt umuligt) at beregne udbyttet i kroner og øre. Det bliver ikke lettere at regne på, fordi J.C. Jacobsen ikke ønskede, at der skulle tjenes penge på laboratoriets arbejde. Derfor skulle der heller ikke patenteres. Laboratoriet kunne derfor slet ikke leve op til nutidens krav om patenter. Var der et pres for, at laboratoriet skulle publicere? Var der en ”publish or perish” situation? Det er der intet, der tyder på. Derimod var der naturligvis en forventning om, at der kom resultater ud af laboratoriets forskning. Det var en selvfølge og angivet i statutterne, at disse resultater skulle offentliggøres. Laboratoriet kunne sagtens have stået sig, hvis der den gang var gennemført publikations- og citationsmålinger. Ved Carlsberg Laboratoriums 100-års dag blev der udgivet et jubilæumsværk. I dette skrev Poul Brandt Rehberg, den daværende formand for Carlsbergfondets direktion: It is amazing to find as early as in 1876 an understanding so conscious of this point of view, for which we have to fight even to-day, namely that the basis for all industrial or other applied research is free basic research. Men er Carlsberg Laboratorium i sin storhedstid snarere et eksempel på, at den nutidige diskussion om forskningspolitik og forskningsvilkår og den nutidige forståelse af forskningens væsen er lidt virkelighedsfjern? Hvis der er en konklusion, er det snarere, at Carlsberg Laboratorium var noget enestående, som ikke kan analyseres ind i færdige kasser. Hvis nogen skal roses for resultatet, er det J.C. Jacobsen. Han fik noget til at ske, som ellers ikke ville være sket. Tak for det.

Carlsberg Laboratorium set fra Gl. Carlsbergvej, 2010. Foto: Anders Sune Berg.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Tidligt på året 1877 tog det store arbejde med at genskabe og genindrette det brændte Frederiksborg et kvantespring. Som så ofte var det i en samtale mellem brygger J.C. Jacobsen og genopbygningens arkitekt, professor Ferdinand Mel dahl, at det slog gnister, og hele projektet kom ind i en ny gænge: Under et besøg i Meldahls embedsbolig på Charlottenborg præsenterede bryggeren sin dristige plan om at indrette slottet til museum. Dette for Frederiksborg så afgørende øjeblik har arkitekten skildret i sine optegnelser:

b ry g g e r j. c . ja c o b s e n som museumsmand

nationalhistoriske museer i e u ro pa o g d e r e s b e t y d n i n g for frederiksborg af direktør mette skougaard og museumsinspektør t h o m as ly n g b y frederiksborgmuseet

Brygger J.C. Jacobsen stående i vinterhaven i sin bolig på Carlsberg. Mikroskopet, kolberne og bøgerne på bordet refererer til den videnskabeligt funderede ølbrygning. Malet af August Jerndorff i 1886. Olie på lærred. 164 x 111 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 2644. Foto: Ole Haupt.

”Jacobsen … satte sig henne i Kakkelovnskrogen i min lille Stue og sagde: ”Hør, jeg har en Tanke, hvad siger De dertil? Jeg kunde have Lyst at give Midlerne til Kongefløiens indre Istandsættelse. Hvor meget koster det?” Jeg henkastede da: ”Et Par Hundrede Tusend”. ”Nei, det er ikke muligt!” men jeg fastholdt det. Han udviklede nu for mig sit Projekt, at han vilde søge Kongens Tilladelse til at gjøre Frederiksborg Slot til et Nationalmuseum af saadan Art, at enhver Dansk, der betraadte det, ved det, han der fik at se, og det, han blev mindet om, skulde gaa derfra med styrket national Følelse. Vi skulde derfor søge at samle Gjendstande, som kunde minde os om Fortiden, og ved Kunstens Hjælp se i Maleri og Plastik at faa Fremstillinger af berømmelige Begivenheder og Personer, som kunde føre Folket til at lære og mindes sin Historie.” Frederiksborgs brand lå godt og vel 17 år tilbage. De kobberdækkede tage og spir spejlede sig atter i Slotssøens vand, og når man trådte ind i den indre slotsgård, bød Marmorgalleriets gudebilleder på ny festligt velkommen – de genskabte statuer og relieffer var ganske vist støbt i zink, men de var med til at give slottet dets velkendte ydre tilbage. Indenfor var man også i gang. Slotskirken var for længst blevet genindviet, nemlig den 28. august 1864. Af de øvrige pragtrum fra Christian IVs tid var Kongens Bedekammer allerede genopstået, og Rosen og Riddersalen godt på vej. Frederiksborgsagen havde mobiliseret indbyggere i hele landet, hvis støtte var blevet kanaliseret til Genopførelseskomiteen via indsamlinger og overskuddet fra det såkaldte Kunstflidslotteri, som fremtrædende kunsthåndværkere udformede gevinster til. En ganske særlig rolle spillede brygger Jacobsen med ideer og generøse donationer. Fra begyndelsen havde han været optaget af, hvordan man skulle genindrette slottet indvendig. Allerede i 1860 havde bryggeren taget initiativ til en konkurrence om, hvordan

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Riddersalen på Frederiksborg, malet af Heinrich Hansen i 1858, året før slotsbranden. Kunstneren har på lærredet rekonstrueret Trompeterstolen, der var fjernet, da billedet blev udført. Heinrich Hansens og F.C. Lunds malerier, udført umiddelbart før branden, fik stor betydning for den efterfølgende rekonstruktion af Christian IV-interiørerne i Kongens Bedekammer, Riddersalen og Rosen. Olie på lærred. 36,5 x 55,5 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 478. Foto Kit Weiss.

Bedekammeret bedst kunne rekonstrueres. Og han havde også selv grebet direkte ind i genskabelsen ved i 1863 at sætte Carl Bloch i gang med at parafrasere det gamle rums malerier af Jesu livshistorie i en ny billedserie. Meldahl tegnede de første år efter branden planskitser til en ny kongebolig på slottet. Men da Frederik VII døde, og kongehusets interesse for engang i fremtiden atter at bruge Frederiksborg som residens syntes mindre, blev endemålet mere diffust. Det satte imidlertid ikke aktiviteterne i stå. Og indtil videre var der nok at tage fat på med genskabelsen af de tidligere nævnte Christian IV-interiører. Det hændte, at dødvande truede, men så stod konstellationen mellem Meldahl og Jacobsen parat og fik atter bragt arbejdet i fremdrift. Under et middagsselskab i efteråret 1874 spurgte Jacobsen pludselig Meldahl, hvad det ville koste at restaurere Riddersalen. Da Meldahl svarede 100.000 rd., og at Kunstflidslotteriet kunne dække det halve, tilbød Jacobsen på stedet at give den anden halvdel – og siden hen, da lotteriet endnu ikke havde tilvejebragt tilstrækkelige midler til at svare sin del, lagde Jacobsen også ud for resten. Rekonstruktionen af Rosen, der havde været en langvarig proces, blev ligeledes revitaliseret i 1876, da bryggeren donerede 20.000 kr. Der hele kan virke impulsivt – den løftede stemning ved et middagsselskab etc. – men det var bestemt ikke tilfældigt. Bryggeren havde sans for det afgørende øjeblik, dér hvor mulighederne åbnede sig, og han med størst effekt

kunne dreje udviklingen i den retning, han drømte om. Momentets moment. Når han lod sine ideer springe som champagne, lå der års gærende overvejelser bag. I det følgende skal vi grave et spadestik dybere og se på nogle af de oplevelser, der havde modnet bryggerens store plan, ikke mindst på hans rejser i Europa, hvor han var en flittig gæst på udstillinger og museer. Bryggeren interesserede sig ikke kun for danmarkshistorien, men var optaget af alle de europæiske landes historie, og hvordan nationalhistorien kunne knytte sig til bygninger og genstande. gripsholm

På sin 75-års fødselsdag, den 2. september 1886, lod bryggeren champagne springe i bogstaveligste forstand. Ikke ved noget stort selskab, men ganske alene på et hotel i den lille svenske by Mariefred, ca. 60 km vest for Stockholm. Han var sejlet hertil om formiddagen med skib over Mälaren fra Stockholm – en smuk sejltur, men også lidt lang og trættende, skrev han i et brev til sin hustru, Laura Jacobsen. Derfor var han gået til hotellet og havde bestilt et tre-retters måltid med dessert. Dertil nød han en

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Gripsholm Slot ved Mälaren. Malet af Olof Hermelin i 1875. Olie på lærred. 63 x 86 cm. Nationalmuseum, Stockholm.

Hertug Karls Kammer på Gripsholm. Malet af Hanna Winge i 1883. Olie på lærred. 39 x 60 cm. Nationalmuseum, Stockholm. modstående side: Rum i kongefløjens stueetage efter indretningen af Det Nationalhistoriske Museum. Meldahl havde sendt C.N. Overgaard på studietur til Gripsholm, hvor Hertug Karls Kammer synes at have inspireret kunstneren. Gengivelse af foto fra bogen Denkmaeler der Renaissance in Daenemark, udgivet af Ernst Wasmuths forlag i Berlin, 1888.

halv flaske champagne, mens han skålede og tænkte på familie og venner i Danmark – vel vidende, at det blev gengældt hjemmefra her på fødselsdagen. Efter middagen gjaldt det udflugtens egentlige mål: et besøg på Gripsholm Slot. Jacobsen skriver således i sit brev til Laura: ”Jeg var ... ypperligt oplagt til at nyde Besøget paa og Studiet af det herlige Slot, hvor jeg, som altid, mindedes vort første Besøg der for nogle og tyve Aar siden kort efter Frederiksborgs Brand, hvor den Tanke først opstod hos mig, som jeg udtalte, at et saadant National-historisk Museum som dette, kunde og burde Frederiksborg maaske engang i Tiden blive for Danmark. Men dengang var dette kun et fromt Ønske, thi da levede endnu Frederik d. 7de, som vilde boe paa Slottet med Grevinden, naar det blev gjenopført. At denne Hindring saa hurtigt skulde forsvinde, kunde man jo ikke ane, og endnu mindre kunde jeg ane, at min borgerlige Virksomhed skulde udvikle sig i en saadan Grad, at jeg skulde kunne blive Redskabet til hin patriotiske Tankes Virkeliggjørelse!”

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Rigssalen på Gripsholm. Malet af Axel Malmgren i 1879. Olie på lærred. 41 x 64 cm. Nationalmuseum, Stockholm.

Drabantsalen på Gripsholm. Malet af Johan Robert Nilsson i 1881. Olie på lærred. 33,5 x 24,5 cm. Nationalmuseum, Stockholm.

Allerede i de tidlige 1860ere drømte bryggeren således om et nationalhistorisk museum på Frederiksborg. Et vidnesbyrd fra det afgørende besøg på Gripsholm findes i slottets gæstebog, hvor man under sommeren 1863 finder hans sirlige signatur: ”J.C. Jacobsen. Brygger fra Kjøbenhavn”. Gripsholm Slot er som et prisme for Sveriges historie. Helt tilbage fra middelalderen har generationer af svenske konger, dronninger og andre centrale skikkelser indrettet sig og levet på slottet, så deres spor endnu opleves, når man går fra rum til rum og ser samlingerne af møbler, malerier, gobeliner med videre. Historierne om slottet og dets beboere var kort før bryggerens første besøg blevet samlet af Octavia Carlén i en handy guidebog, der også indeholdt et katalog over portrætsamlingen. Som forfatter til flere historiske romaner og rejsebeskrivelser forstod hun at levendegøre historien og forbinde den til stedet. Mon ikke bryggeren, der altid satte sig systematisk ind i de steder, han besøgte, havde erhvervet og læst bogen? Ellers har han givetvis kendt historierne andetsteds fra eller fået dem fortalt på stedet.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Fra Galerie des Croisades på Versailles. LouisPhilippe i billedets midte med de sorte benklæder viser sit nye museum frem for sin svigersøn, Leopold I af Belgien, og den kongelige familie i juli 1844. Malet af Prosper Lafaye. Olie på lærred. 60 x 85 cm. Foto: RMN (Château de Versailles).

Den mægtige drost, Bo Jonsson Grip, færdiggjorde i 1383 sit borganlæg, hvor han blandt andet modtog sin konge, Albrecht af Mecklenburg. Blandt middelalderens ejere kan også nævnes den nordiske unionsdronning Margrete og rigsforstander Sten Sture d.æ., der søgte at løsrive Sverige fra de danske kongers overhøjhed. Da Gripsholm kom i Gustav Vasas eje, rev han den gamle herreborg ned og erstattede den med et slot. En af hans sønner, hertug Karl, den senere Karl IX, ændrede slottets middelalderpræg til renæssance. Bryggeren har utvivlsomt set det bevarede kammer fra hertug Karls tid. Rummets lofter er bemalede med blomstermotiver ligesom fyrretræspanelerne med nagelfaste bænke og en indbygget alkove. Hertug Karls Kammer gav siden hen inspiration til udsmykningen af en af Frederiksborgs museumsstuer. Et andet stemningsfuldt og inspirerende rum udgjorde Rigssalen med de indfældede portrætter af Gustav Vasa og hans samtids europæiske regenter. Tilsvarende blev Riddersalen på Frederiksborg ved museets åbning udsmykket med portrætter af Christian IV, hans søn, den udvalgte prins Christian, og andre europæiske regenter fra 1600-årene. Men Gripsholms historie ophørte ikke med renæssancen. Karl X Gustavs enkedronning, Hedvig Eleonora, lod arkitekten Nicodemus Tessin d.y. indrette en del af Gripsholm i barokstil, og siden fulgte under Gustav III arkitekterne Erik Palmstedt og Jean Eric Rehns rumsuiter i deres karakteristiske overgangsstil mellem rokoko og nyklassicisme. Førstnævnte stod bag det elegante hofteater, som Jacobsen givetvis også så på sine besøg. Men det er ikke kun byggeaktiviteterne, der spænder over århundreders historie. Rummene har været scene for dramatiske og skelsættende begivenheder i Sveriges historie. Gustav Vasas sønner, Erik XIV og Johan III, holdt på skift hinanden i fangenskab på slottet, mens de selv regerede. Fra Gripsholm flygtede Gustav II Adolfs enke, dronning Maria Eleonora, i 1636 til Danmark; senere var det Gustav IV Adolf, der var interneret, og det var i slottets Konseilsal, at han december 1809 underskrev erklæringen om, at han abdicerede. Foruden disse og mange andre fortællinger, som bryggeren kunne rekapitulere, når han gik gennem kongernes og dronningernes møblerede værelser, var der alle de mange andre svenske mænd og kvinder, som var nærværende på de mange portrætter fra den kongelige malerisamling. Portrætterne var siden 1700-årene blevet magasineret på Gripsholm, når de ikke længere var aktuelle at have hængende på Drottningholm og andre kongelige slotte – en parallel til den funktion, som Frederiksborg fik ved overgangen mellem 17- og 1800-årene. I 1866 kom portrætsamlingen på Gripsholm under det svenske Nationalmuseums overopsyn, men slottet var og er stadig en kongelig residens med sine møbler og mange andre genstande. Sammenhængen mellem historiske interiører, skelsættende nationale begivenheder og en portrætsamling, som fandtes på Gripsholm, var et udgangspunkt for bryggerens længe nærede drøm om museet på Frederiksborg. Derfor gik han massivt ind i rekonstruktionen af Christian IV-interiørerne. De var væsentlige for at forbinde slot og museum til en helhed à la Gripsholms. Hvad der endnu manglede på Frederiksborg, var en nationalhistorisk samling af malerier, møbler og andre genstande. Kort efter lanceringen af sin dristige tanke skrev bryggeren således i et brev til Meldahl: ”Jeg tænker nærmest paa Gripsholm som Forbillede, men for at tilveiebringe et Indtryk, der ligner det, som Gripsholm gjør, kommer det først og fremmest an paa, om der kan tilveiebringes et tilstrækkeligt Antal af passende Museumsgjenstande, der have historisk Interesse og Betydning.”

v e rsa i l l e s

I drøftelserne om det nye museum på Frederiksborg refereredes også tit til et andet prægnant, musealiseret kongeslot: det franske Versailles, der under enevælden havde været det mest overdådige slot i Europa. Efter Julirevolutionen i 1830 havde den nye, borgerligt orienterede konge, Louis-Philippe, besluttet, at det nu ikke kun skulle være kongerne, der blev glorificeret på slottet, men alle franske, og i 1837 åbnede Les Galleries Historiques i en nyindrettet del af slottet. På sine rejser besøgte bryggeren Versailles – første gang i 1855, hvorfra han skrev hjem om museet, ”hvori hele Frankrigs Historie saa at sige kan læses i Malerier og Billedverker. – Enhver mærkelig Begivenhed, enhver berømt Personlighed finder man her afbildet” – og han fortsatte ”Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse paa Folket. – Ludvig Philip, som har skabt dette Galleri fortjener Tak derfor”. Bryggeren glædede sig også over, at fontæner og springvand i det storslåede haveanlæg sprang netop denne dag. Det nuværende Versailles blev bygget af Solkongen, Ludvig XIV. Kongen havde som barn opholdt sig en del på et ældre jagtslot, der lå her, og var blevet knyttet til stedet. Da han ledte efter den ideelle placering for et nyt, stort prestigeslot, faldt valget på Versailles, hvor det nye anlæg opførtes. Denne historie er nærmest parallel med Christian IVs forhold til det gamle Frederiksborg og hans opførelse af det nye.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Versailles var en symbiose mellem et kongeslot og et nationalhistorisk museum. De største og mest storslåede repræsentative gemakker og kongelige suiter stod tilbage som et minde om slottets historie, mens nogle af de rum, hvor prinser og ledende hoffolk havde boet, var blevet indrettet til det nye museum. Louis-Philippe havde ladet franske slotte gå igennem for malerier, statuer, buster og relieffer, der fremstillede centrale personer og begivenheder – og da de indsamlede værker ikke var tilstrækkelige til at vise alle aspekter af det franske folks historie, blev de suppleret med nye bestillinger. Der blev udført kopier af monumenter af nationalhistorisk betydning, eksempelvis gipsafstøbninger af de kongelige grave i Saint-Denis-katedralen. Sådanne kopigenstande skulle siden hen også blive et islæt i Jacobsens museum. Det første, man mødte, når man på bryggerens tid trådte ind på Frederiksborgmuseet, var afstøbninger af de to jellingestene, og der blev efterhånden også bestilt flere andre kopier af middelalderlige gravmæler. I Versailles’ nygotisk udsmykkede Salles des Croisades kunne bryggeren opleve korstogenes vigtigste begivenheder på store, nye historiemalerier, som Louis-Philippe havde ladet bestille. Korsridderne var repræsenteret med en frise, der viste deres våbenskjolde. Blandt de spektakulære genstande var også porten til Johannes-riddernes hospital på Rhodos, som Louis-Philippe havde fået som en gave fra sultan Mahmoud II. I det 120 meter lange Galerie des Batailles fandtes historiemalerier af de vigtigste slag i Frankrigs historie side om side med buster af de store feltherrer. Her var alt fra den frankiske kong Chlodovechs sejr over alemannerne ved Tolbiac i 496 til en række af Napoleonskrigenes skelsættende slag. Louis-Philippes museumskoncept havde afgørende betydning for bryggerens og Meldahls ideer. På sin første skitse til museet skrev arkitekten, at den var et bud på ”hvorledes man kunde indrette og istandsætte en Del af Frederiksborg Slots Kongefløis Lokaler, saaledes at de, alt imedens de stilledes til Hs. Maj. Kongens Raadighed, samtidig kunde danne et historisk Galleri-Museum, der kunde give et Billed af Danmarks ældre og nyere Historie, og som i kommende Tider kunde udvides, hvorved der saaledes vilde skabes et Slags dansk Versailles.” Og det var ikke kun ved udstillingsprincipperne, at Frederiksborg kunne spejle sig i Versailles. LouisPhilippes museum havde været med til at give den franske historie et nationalt perspektiv, der skulle samle folket i nutiden og forbinde det med fortidens bedrifter, så det i fællesskab kunne skabe sin egen glorværdige fremtid. Denne nationalromantiske idé var bundfældet i bryggerens bevidsthed, og den lyser ud af alle hans drømme om, hvad Frederiksborg var og kunne blive til – lige fra de første vage forestillinger, som han må have drøftet med Laura på Gripsholm, over lanceringen i kakkelovnskrogen hos Meldahl til den endelige programmatiske formulering af museets formål: ”Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter, og en saadan Bevidsthed og Erkjendelse vil ikke undlade at styrke Folkets Selvfølelse og moralske Kraft, hvortil et lille Folk som vort i høj Grad trænger.” Til denne historiske vækkelse var den systematiske brug af fabulerende og billeddannende historiemalerier et afgørende værktøj. Bryggeren havde oplevet det på Versailles og arbejdede omkring Frederiksborgmuseets oprettelse utrætteligt på lister over, hvordan en total billedfremstilling af danmarkshistorien skulle skæres. Disse lister dannede udgangspunkt for en række af museets tidlige bestillinger af historiemalerier. Man må begræde, at snæversynede historikere efter bryggerens død satte en delvis stopper for realiseringen af dette projekt, der i dag ville have været et enestående monument over 1800-årenes brug af historien til at opbygge fællesskabsfølelse i den nye danske nationalstat.

frederiksborg

Frederiksborg er som Gripsholm et prisme for den nationale historie. Med rødder tilbage i middelalderen og nogle af dens fornemste adelsslægter, så som Hvide, Brok, Ulfeldt og Gøye, var herregården Hillerødsholm i 1560 kommet i kong Frederik IIs eje og blevet et slot med det nye navn Frederiksborg. Christian IV havde revet det meste af det gamle slot ned for at gøre plads til sit eget, som skulle blive Nordens største renæssanceanlæg. Senere konger havde også bidraget, eksempelvis Christian V med sin audienssal i barokstil. Slotskirken havde under enevælden dannet ramme om den nye kroningsceremoni, de såkaldte salvinger, og i 1693 blev Ridderordenskapellet indrettet. Hen imod 1700-årenes slutning blev de kongelige besøg på slottet mere sjældne, og som på Gripsholm magasineredes en del af den kongelige portrætsamling på stedet. Kongerne vendte dog tilbage i 1800-årenes midte – Christian VIII med regelmæssige jagtselskaber, og Frederik VII gjorde atter Frederiksborg til en kongelig residens indtil den ulykkelige brand i 1859.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Guldalderens kunstnere yndede at give Frederiksborg et idyllisk eller dramatisk skær. Her har J.C. Dahl omkring 1814 skitseret en solnedgang over slottet med en rytter i forgrunden. Olie på pap. 16 x 23 cm. Frederiksborgmuseet. inv.nr. A 4575. Foto: Lennart Larsen.

I krydshuset i kongefløjens stueetage samlede man i begyndelsen af 1900-årene flere af museets middel alderlige kopigravmæler. På gulvet står Frederik Is gravmæle udført efter originalen fra Slesvig Domkirke, til venstre op ad væggen er en afstøbning af Knud Gyldenstierne og Jytte Podebusks gravsten fra Aarhus Domkirke. Før stuen i 1957 blev indrettet til billetsalg, fjernedes gravmælerne. Malet af Jacob Hansen. Olie på træ. 28,5 x 19 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 9398. Foto: Kit Weiss.

Frederiksborg har dannet ramme om skelsættende begivenheder i danmarkshistorien. Foruden spektakulære kongelige ritualer, først og fremmest salvingerne, dannede Frederiksborg eksempelvis ramme om Frederik IIIs storladne fest for Karl X Gustav umiddelbart efter den for Danmark så skæbnesvangre fred i Roskilde i 1658. I 1716, da Peter den Store under Den Store Nordiske Krig kom til Danmark for at forhandle om en dansk-russisk alliance, inviterede Frederik IV zaren til Frederiksborg, og i 1720 blev den fredsaftale, der afsluttede krigen for Danmarks vedkommende, underskrevet på slottet. Frederiksborg passede perfekt til den nationalromantiske forestilling om, at historie, sted og folk var organisk forbundne størrelser. Frederiksborg blev et symbol på danmarkshistorien, navnlig Christian IVs æra, der i Danmark næsten fik samme betydning som middelalderen i andre lande. Perlerækken af bevarede bygningsværker, som kongen havde ladet opføre, hans mange initiativer inden for krig, handel, kunst og kultur – denne foretagsomhed og stræben efter det ypperste, der ofte førte til tilsvarende store nederlag, var medrivende og let at identificere sig med i en tid, hvor danskerne følte, at deres nation var større end dens aktuelle geografiske omfang efter tabet af Norge i 1814 og hertugdømmerne i 1864. Guldalderens store malere og forfattere – Johan Christian Dahl, Christen Købke, Christian Winter, Johan Ludvig Heiberg og mange flere – genfortryllede slottet med deres kunst. Stimuleret af billeder, der blev masseproduceret som litografier, og digte blev Frederiksborg et udflugtsmål både i tankerne og i virkeligheden. Her var smukt med mulighed for at rekreere og få dejlige oplevelser, som man siden kunne tænke tilbage på. Herved blev man forbundet med de danmarkshistoriske begivenheder og personer, som man blev mindet om, når man gik rundt ved og på slottet. Den nære subjektive verden og det personlige smeltede sammen med den fælles og mere imaginære nation – ”jeg” og ”vi” kunne opleves som meningsfuldt forbundne aspekter af samme identitet. J.C. Jacobsen gæstede livet igennem Frederiksborg ved jævnlige besøg. Allerede som barn havde hans forældre vist ham slottet. Hans far, Chresten Jacobsen, elskede sit fædreland. Som ung mand havde han den 2. april 1801 været om bord på et af de danske fartøjer, der under slaget på Reden søgte at forsvare hovedstaden mod den overmægtige engelske flåde. Det var således allerede i de tidlige år, at bryggerens særlige forhold til Frederiksborg blev grundlagt. Han fortalte senere til Meldahl, at han for altid var blevet knyttet til slottet, da han en stille sommernat i sin ungdom havde hørt slottets klokker klinge ud over søen. Og Jacobsen havde haft mange af den slags romantiske oplevelser på udflugter til Frederiksborg. Juli 1868 underholdt han eksempelvis sin søn, Carl Jacobsen, om en glødende solnedgang over slottet, som han havde oplevet fra Jægerbakken sammen med Laura og nogle venner. Når Jacobsen på sine rejser så slotte, der var indrettet som nationalhistoriske museer, var Frederiksborg den oplagte hjemlige sammenligning. Slottets brand, tronskiftet i 1863 og hans voksende formue fik langsomt brikkerne til at falde på plads, så at han på det helt rette tidspunkt kunne lancere den dristige plan om et nationalhistorisk museum. Dette øjeblik var kommet i 1877.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

d e t n at i o n a l h i s to r i s k e m u s e u m

Meldahl og Jacobsen arbejdede hurtigt. Allerede april 1877 forelå de første skitser fra arkitekten. Kongen og ministrene var positivt stemt. Men der var dog en mistelten, der måtte tages i ed: direktøren for Rosenborgsamlingen og Det Oldnordiske Museum, Jens Jacob Asmussen Worsaae. Han vogtede over sit museumsimperium og fremførte, at det nye museum ville kollidere med de københavnske, der ifølge ham selv allerede dækkede det område, som det nye museum skulle befatte sig med. Jacobsen søgte at imødekomme Worsaae ved at gøre ham til en del af sit eget projekt. Bryggeren foreslog, at museumsdirektøren ved landets andre samlinger skulle være formand for det nye museum og modtage et fast vederlag, og der blev i det hele taget lagt pres på Worsaae. Under en diskussion mellem Meldahl og Worsaae blandede fabrikant Laurids Peter Holmblad sig og sagde direkte til Worsaae: ”De og vi alle kunne ikke forsvare ikke at hjælpe med til at modtage en saa høihjertet patriotisk Gave.” Worsaae gav sig, men han forblev en noget vrangvillig deltager i arbejdet med at etablere det nye museum. Lettere var det som nævnt at få tingene til at falde på plads i forhold til kongen og staten. Kabinetssekretær Jens Peter Trap blev mellemmand til kong Christian IX og Indenrigsministeriet og kunne 25. juni meddele, at man fra denne side var indstillet på at tage imod bryggerens tilbud. Kravene var, at Kongefløjen fortsat kunne anvendes ved store højtideligheder i kongehuset, at staten ikke fik økonomiske udgifter til museet, og at Meldahl udarbejdede bygningsplanerne. Den 5. april 1878 blev museet oprettet ved et kongeligt reskript. Arbejdet med at indrette slottet til museum og erhverve passende museumsgenstande blev drevet fremad af bryggerens gentagne ønske om at se det hele færdigt før sin død. Det rasende tempo fik dog ikke ambitionsniveauet til at dale, tværtimod. I 1880 blev også Prinsessefløjen inddraget i museet og samtidig udvidedes tidsrammen, så museet ikke kun skulle omfatte tiden fra kristendommens indførelse til 1660, men gå helt op til den nyeste tid. Museet påbegyndte traditionen med at bestille portrætter af nulevende personer. Selv den øverste etage, tredje sal, begyndte bryggeren og Meldahl så småt at lægge planer for i 1883. Et besøg på Frederiksborg skulle være en totaloplevelse. Her var et slot med rod i middelalderen, hvor bygninger og begivenheder mindede den besøgende om en række af danmarkshistoriens centrale personer og epoker. Indenfor fandtes Slotskirken næsten intakt fra Christian IVs tid, og Rosen, Bedekammeret og Riddersalen var genskabt i samme stil. Dertil kom de nye museumsstuer, hvoraf de fleste blev skabt i historiserende renæssancestil, enkelte i ældre stilimitationer, der passede til den historiefortælling om middelalderen, de dannede ramme om. Historiemalerier fortalte om de vigtige begivenheder, portrætter viste danmarkshistoriens centrale skikkelser. Og de typer af genstande, man indsamlede, spændte vidt. I museets statutter fra 7. oktober 1878 tales der om ”Møbler, Dragter, Rustninger, Vaaben og lignende, baade for de forskjellige Tiders Stil og for berømte Personligheder betegnende Gjenstande.” Inspireret af Gripsholm, men ikke mindst de store udstillinger, for eksempel en række historiske opstillinger på den københavnske Kunst- og Industriudstilling i 1879, skulle det nye museums genstande ar-

rangeres som interiører. Når portrætter, historiemalerier og tidstypiske møbler og genstande således blev opstillet funktionelt, fik besøgende en umiddelbar fornemmelse af fortiden – modsat den effekt, som en systematisk opstilling efter genstandstyper giver. Interiørprincippet passede perfekt til det nye museums bestræbelse på at vække den historiske sans. Den 17. december 1884 – på 25-års dagen for branden – åbnede museet officielt. Bryggeren nåede således at se sit museum færdigt. Og små to år senere kunne han på hotellet i Mariefred ved Gripsholm, hvor alle drømmene begyndte, sammenfatte sit værk og sit håb for fremtiden i brevet til Laura: ”I det korte Spand af Tid, som jeg kan have tilbage, tør jeg ikke gjøre Regning paa at udrette synderligt mere, men jeg kan trøste mig med, at der er gjort alt, hvad min egen og mine udmærkede Raadgiveres Forstand og Indsigt har for meent, for i kommende Tider at sikkre Bevarelsen og Udviklingen af det, jeg har grundlagt, saa at dette ikke vil døe med mig, men med Guds Hjelp ogsaa vil bære Frugt i Fremtiden.”

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Museumsinteriør på Frederiksborgmuseet, stue 31, med portrætter, historiemalerier og genstande, der illustrerer Christian IVs tid. Malet af Sophus Vermehren i 1910. Olie på pap. 28,5 x 39 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 9196. Foto: Ole Haupt.

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

kongens bedekammer

af kirsten nannestad f h v. m u s e u m s r e g i s t r a t o r frederiksborgmuseet

J.C. Jacobsen, 1811-1887, marmorbuste, hugget af Vilh. Bissen 1866 efter H.W. Bissens original 1865. h. 72,5 cm. Carlsberg Akademi.

Den store brand på Frederiksborg i december 1859, der efterlod størstedelen af slottet i ruiner, opstod, kort tid efter Frederik VII og grevinde Danner havde taget ophold på slottet for vinteren. Det gamle slot tålte ikke kraftig opvarmning, og da der en dag blev fyret for voldsomt op i kaminerne, tog ilden fat i omgivelserne, og flammerne bred te sig med lynets hast. Da branden omsider var slukket, opstod der diskussion, om man skulle lade ruinerne ligge eller foretage en genopbygning. Kunsthistorikeren, professor N.L. Høyen mente, man skulle undlade at bygge, men den overvejende stemning blandt befolkningen var for, og i løbet af forbløffende kort tid var en indsamling sat i gang. Kongen følte sig efter eget udsagn ansvarlig for branden og gav de første 100.000 rdl. I november 1860, knap et år efter branden, oprettedes det såkaldte Kunstflidslotteri med værdifulde præmier, som lokkede mange til at deltage. Dertil kom, at danskerne følte, at de havde mistet et nationalt klenodie; det måtte der rådes bod på. Brygger Jacobsen havde et ægte nationalt sindelag, – han var bidragyder fra genopbygningens første dag, men snart blev hans indsats af en anden art. Efter rejsegildet den 6. oktober 1861, kongens fødselsdag, kom turen til genopbygning og nyindretning af interiørerne. Det var oplagt at begynde med kirken. Her var ikke alt totalt ødelagt; i den sydlige ende var der spor at gå efter, og da tilmed Hillerød købstad og Frederiksborg slotssogn i så lang tid havde været uden kirke, var det også nyttigt at tage fat her. Men byg geriet tog tid. Først den 28. august 1864 stod kirken færdig til indvielse. I tilslutning til kirken, og med nem adgang til kongefamiliens bolig i Kongefløjen, lå de totalt ødelagte bedekamre; dronningens (også kaldet kavallerstuen) mod øst og kongens mod vest. Efter indvielsen af kirken tog man fat på rekonstruktion og udsmykning af Kongens Bedekammer. Som forlæg kunne man bruge det maleri af rummet, som maleren Heinrich Hansen havde udført året før branden. Han gengiver rummet, som han havde opfattet det ved selvsyn, og det svarer til den begejstrede beskrivelse Johan Peter Rasbech gav af slottet 1832: ”Herfra [fra kirken] kommer man videre til tribunen eller den kongelige kirkestol, der i pragt og skønhed uden lige, og som noget af det, hvorpå der næst alteret og prædikestolen er anvendt mest flid og bekostning i denne kirke, fortjener så meget mere at beundres, som man her i et så yderst lille og indskrænket rum finder mere end rigeligt stof til underholdning i de mange

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Carl Bloch, 1834-1890, gipsbuste, modelleret af Carl Chr. Peters 1867. h. 70 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 540. Foto: Kit Weiss. modstående side: Kongens Bedekammer inden branden. Malet af Heinrich Hansen 1858. Olie på lærred. 34,5 x 47 cm. Frederiksborgmuseet inv.nr. A 477. Foto: Kit Weiss.

seværdige genstande, samme indeholder, og man til dels her i en hast snart ikke ved, hvormed man først skal begynde eller ende.” Dernæst følger en beskrivelse af vinduets glasmalerier, intarsiaudsmykningen af loft og vægge og: ”En fortrinlig, i sit slags sjælden og mærkværdig samling af bibelske stykker, malede på ligestore, firkantede kobberplader, tre og tyve i tallet, samtlige, på det første nær, efter tilsyneladende forfærdigede i årene 1619-1620, senere med kendelig flid restaurerede i anledning af den sidste kroning [salving], pryder og bedækker her væggene og de sirlige trætavl, som derved næsten aldeles blive skjulte.” Denne malende beskrivelse og især Heinrich Hansens maleri gav retningslinier for udsmykningen af det genopbyggede bedekammer. I første omgang blev vægge og loft dækket af smukt intarsia. Omkostningerne hertil kunne dækkes af det hidtil indsamlede beløb. Og nu kunne brygger Jacobsen realisere en plan, han havde haft i længere tid. Han trådte for første gang frem som mæcen på Frederiksborg. På eget initiativ og for egen regning bestilte han hos maleren Carl Bloch 22 malerier med scener fra Det nye Testamente til opsætning i de tomme felter, intarsiaen dannede rammer om. Antallet af billeder har varieret. Christian IV lod maleren Pieter Isaacsz skaffe 24 kobberplader, som han skulle lade bemale i Nederlandene. Følgende kunstnere udførte arbejdet: Adrian van Neulandt, Peter Lastmann,Wernner v. Valkert og Jan Penay. Pieter Isaacsz stod selv for et af malerierne. Værket Danmarks Kirker gengiver en plan over identificerbare kunstnere og titler. Jacobsen ønskede 22. I dag findes 23, svarende til de tomme felter – alle malet af Carl Bloch. Bryggerens valg af Carl Bloch var ikke tilfældigt. Bloch var søn af grosserer, silkehandler Jørgen Peter Bloch og Ida Emilie Ulrikke Henriette Weitzmann. Han var uddannet på Kunstakademiet i København som elev af Wilhelm Marstrand, og tilhørte en agtet og aktiv familie. Blandt hans søskende, der voksede op i hjemmet nær Nikolaj Plads, fandtes brødrene Emil, født 1836, senere direktør for Statens Museum for Kunst, William, født 1845, senere sceneinstruktør ved Det Kongelige Teater, og Oscar, født 1847, senere en meget anerkendt kirurg. Blochs kunstneriske evner, som bryggeren i stadig højere grad kom til at sætte pris på, fulgte han på de årlige forårsudstillinger på Charlottenborg. I begyndelsen af 1860erne var, blandt mange andre, værket ”Jairi datter” udstillet og kæmpebilledet ”Prometheus’ befrielse”, bestilt af den nylig tiltrådte kong Georg af Grækenland (født Vilhelm, prins af Danmark) til ophængning på Athen Slot. Værket blev malet i 1864 og udstillet i Rom, før det blev sendt til Danmark og udstillet på Charlottenborg 1865, for så endelig at blive fragtet til slottet i Athen.

100

Fra 1859, hvor Carl Bloch blev tildelt Akademiets rejselegat, havde han haft fast ophold i Rom, men i sommermånederne 1865 var han hjemme, måske var han allerede kommet, da forårsudstillingen åbnede i april. I så fald oplevede han den begejstring, hans ”Prometheus’ befrielse” vakte hos københavnerne. En del af denne rus skyldtes naturligvis, at man havde nederlaget ved Dybbøl 1864 så tæt på, men sikkert også, at billedet kunne opfattes som symbol på alle de gode ønsker, man sendte med prins Vilhelm, der som sit mål havde at skaffe grækerne frihed og ordnede forhold efter mange urolige år. Netop i de måneder Bloch var hjemme, var Jacobsen på en af sine mange rejser – på stadig jagt efter perfektionering i brygningens teori og praksis. Han træffer derfor ikke Bloch, mens denne er i København, men Blochs arbejde og bryggerens store interesse for sit projekt kan følges gennem mange bevarede breve mellem bryggeren og hjemmet, og breve fra Bloch (dog kun få bevarede), som oftest stilet til Jacobsens hustru, Laura. I et brev fra Paris den 19. maj 1865 skriver bryggeren til sønnen hjemme, at han er spændt på at høre Blochs tanker, men at han nok må vente, til han kan få dem mundtligt: ”da Bloch – som rimeligt – ikke hører til de skrivelystne”. Lidt senere, i samme brev, står: ”Jeg håber, at han [Bloch] ikke har tabt lysten til at udføre billederne til Chr IVs bedekammer, skønt de jo er af temmelig små dimensioner, men så udgør den hele cyclus af over 20 billeder på den anden side en så betydelig opgave og giver kunstneren en så rig lejlighed til at udvikle sin compositions-evne at jeg dog må tro, at dette foretagende vil tiltale ham. I hvert fald har han lovet mig eet billede af denne cyclus og dette løfte forlanger jeg opfyldt. – han angav – foreløbigt – prisen derfor til 500 rdl.,

101

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Kongens Bedekammer, set mod vest og nord, og (modstående side) mod nord og øst 2011. Alteret, der blev udført til Christian IV i begyndelsen af 1600-tallet i Augsburg, var ikke på slottet, da branden brød ud. Foto: Kit Weiss.

hvortil jeg svarede, at jeg var belavet på en noget højere pris. Hvis han går ind på foretagendet, er jeg fra min side villig til at modtage og betale omtrent 4 billeder årlig, uden at han dog skal være forpligtet til at udføre dette tal årligt”. Bloch havde ikke tabt lysten. Selv om han sideløbende arbejdede med mange andre emner, optog opgaven for bryggeren meget af hans tid, og en løbende indtægt var i sigte! Slutbeløbet blev 600 rdl. pr. stk., i 2011 kroner en meget høj sum. Endnu et brev fra far til søn, dateret, Arles 23. juli 1865, slutter således: ”Hvis Bloch ikke er rejst, når dette brev kommer til København, tak ham da for hans brev og sig ham, at jeg ikke nærer den mindste tvivl om et for ham hæderligt og for mig glædeligt udfald af hans virksomhed for Frederiksborg. Når jeg kommer hjem skal jeg drive på af al kraft for at han snarest muligt kan få de nøjagtige mål.” Bloch var endnu ikke rejst, da brevet kom til København. Det gjorde han først 11. august. Aftenen før skrev han til fru Laura: ”Kære fru Jacobsen, Jeg kan ikke forlade vort lille kære Danmark uden at ønske Dem et ret hjerteligt farvel, og tillige gøre Dem bekendt med hvorvidt vort arbejde i Frederiksborg er fremskredet. Jeg har nemlig af Heinrich Hansen modtaget de nøjagtige mål på de to første malerier, tillige har jeg fået tilladelse af ministeriet til at benytte de kobberplader der står i Frederiksborg, jeg har været derude og se dem, de er rigtignok i en ynkelig tilstand og vil jeg derfor hellere nu med det første maleri købe en plade i Paris, thi det ville koste vel lige så meget at

102

få en af de gamle i stand og sendt til Rom: senere når jeg f. exp. maler herhjemme kan det jo blive en anden sag. Jeg vil begynde med begyndelsen Maria Bebudelse, og er også for så vidt færdig med compositionen, så jeg kan tage fat når jeg kommer til Rom, til foråret med Guds hjælp håber jeg at kunne sende et eller to? helst det sidste. Og så endnu engang farvel det ønsker Deres hengivne Carl Bloch.” Da Bloch havde været i Rom godt en måned, skrev han igen: ”Kære fru Jacobsen, Jeg skriver Dem så tit til fordi jeg gerne vil have De skal følge gangen i mit arbejde ved Bedestolen; Rom kan jo være en meget god by, men der skal altid være vanskeligheder når man har det mindste med administrationen at bestille, sådan havde jeg nu bestilt en kobberplade i Paris og ventede den hertil, jeg ventede med så mere utålmodighed, da jeg alt havde tegnet cartonen til Bebudelsen; men får nu i går brev fra Paris at pladen ligger i Marseilles og kan ikke komme hertil førend Coleraen er forbi, og Gud ved hvor længe det kan vare! Alt samkvem med varer er stoppet fra Marseilles til Rom, nu at sende den over land til Rom, vil fordyre den meget og det synes jeg ikke er værd. Jeg har derfor i sinde snart at rejse hjem og der tage fat, bliver jeg derimod i Rom her i vinter vil jeg tegne cartoner til andre af bedestolens billeder og på den måde dog komme frem med foretagendet, jeg kan nemlig ikke lide at der ikke sker noget, og jeg frygter for at De kunne tabe tålmodigheden. Her i Rom kunne jeg muligvis nok få en kobberplade, men jeg er bange for at de snyder mig og ikke præparerer den rigtig så den bagefter slår sig, og gør ulykker. Jeg har nu ikke mere at fortælle Dem, måske vi snart ses i Danmark, thi jeg er ked af at leve i Rom og nu til, da

103

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Kig ind i kirken fra Kongens Bedekammer 2011. Foto: Kit Weiss.

jeg får et udmærket atelier hjemme, der skal rigtig arbejdes jeg længes efter hjemmet, det er dog der en maler skal virke, man sige så hvad man vil. Især kommer noget i hans billeder som ikke så let fås andre steder fra. Jeg forbliver Deres hengivne Carl Bloch.” ’Det udmærkede atelier’, Bloch omtaler i brevet, fik han takket være det venskab, han havde fået i Rom med billedhuggeren Lauritz Prior, søn af skibsreder H.P. Prior. Skibsrederen boede Norgesgade 33 (i dag Bredgade 33, hvor Bruun Rasmussen Auktioner har adresse), og han lod i årene 1865-66 opføre et smukt hus i sin have med gode atelierer til sønnen og hans venner, i første række Carl Bloch; men hvis Bloch havde håbet at få blot en del af huset at se over jorden, da han var hjemme, blev han skuffet. Endnu fandtes kun en tegning. Der gik både vinter og vår med byggeriet. Så da man nåede februar måned, skrev bryggeren et brev til indenrigsminister Estrup, hvori han grundigt gjorde rede for sin plan med bedekammeret og anmodede om tilladelse til at få Blochs malerier opbevaret i den kongelige malerisamling på Christiansborg, efterhånden som de blev færdige. På dette tidspunkt var Carl Bloch taget fra Rom til Florenz. Der gjorde han sit arbejde med ”Maria Bebudelse” færdigt og søgte inspiration til fortsættelsen. Brygger Jacobsen gjorde sig naturligvis sine tanker om den stil, han ønskede, malerierne skulle udføres i. Han sagde det ikke højt; han søgte ikke at påvirke, men han udtrykte sin begejstring, da Carl Bloch berettede om sine studier af italiensk renæssance og var særlig tilfreds med Blochs interesse for Raphael. Efter Carl Blochs hjemkomst og indflytning i ’det udmærkede atelier’ i juni 1866, kunne bryggeren følge arbejdet på nært hold, og det gjorde han. Hver gang et billede var færdigt, kom der kommentarer. Helt op i vore dage har intarsia-arbejdet i Kongens Bedekammeret altid vakt berettiget beundring; anderledes er det gået med scenerne fra Det ny Testamente. De er ikke altid blevet betrag-

104

Aftenselskab på Ny Carlsberg 1888. Olie på lærred. 144 x 172 cm. Malet af P.S. Krøyer 1888. Carl Bloch i midten af selskabet med ryggen til. Krøyer og Bloch havde en årrække atelierer ved siden af hinanden. Det ser ud til, at brygger J.C. og Krøyer har haft samme opfattelse af Bloch: En ener i mængden. Carlsberg Museum. Foto: Ole Haupt.

tet positivt. Samtidens dom var blandet. I et brev fra far til søn 16. april 1868, hvor Carl er på rejse, fortæller bryggeren: ”Professor Høyen er blevet meget vred på Bloch, fordi denne ikke vil rette sig efter hans ideer og river nu ned på Bloch og på alt hvad han gør, men Høyens kritik er heldigvis så overdreven, at den ikke gør Bloch nogen skade hos folk, der selv har nogen forstand på kunst. Derimod gør det mig ondt, at den gamle 70-årige Høyen kan forløbe sig i den grad, som han har gjort.” Høyens aktuelle kritik drejede sig sandsynligvis om de tre billeder: ”Hyrdernes tilbedelse”, ”Kristus fristes af Satan” og ”Barnemordet i Bethlehem”, der netop var udstillet på forårsudstillingen, men var nok mere udtryk for skuffelse end vrede. Bloch havde i sin ungdom rettet sig efter Høyen – han tilbragte den første sommer efter akademitiden på landet i Nordvestsjælland og gav os følsomme billeder af naturen, som Høyen ønskede det, men efter årene i Italien var han i stand til at omstille sig. Han fornemmede Jacobsens rimelige ønske om at give slotskirkens bedekammer en konservativ religiøs udsmykning. Og Jacobsen var en vidende mand på kunstens og kulturens område. Han forlod ikke en by på sine rejser uden at have besøgt museet og stedets kirke – og være kommet med sin egen bedømmelse. Gennem årene har man i frustration fundet andre kritikpunkter frem: kompositionerne, farverne, lyset – alt er blevet kritiseret. Kun én ting giver forståelse af kritikken: selve rummet er for dunkelt til at give det rette indtryk af detaljerne – men besøger man Kongens Bedekammer en lys vinterdag, hvor solen står lavt ind gennem vinduerne, afsløres, hvilket mageløst kunstværk, brygger Jacobsen skænkede Frederiksborg. Men indrømmes skal det: En lysekrone, som den, der omtales af Johan Peter Rasbech i hans bekrivelse af Frederiksborg 1832: ”Under loftet hang fordums en lysekrone af sølv med zirater og lignende, støbte figurer, som tjente til arme. I samme fandtes et rigsæble foroven, med en stor og kostbar rubin i midten, samt derhos en knap, hvor et slagur med skive og tvende klokker.” En sådan lysekrone kan vi kun drømme om, men mindre kunne måske også gøre det? Citater er, med få undtagelser, gengivet i moderne retskrivning.

105

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

106

107

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

de gyldne ord og moderne g ov e r n a n c e p r i n c i p p e r

af professor steen thomsen copenhagen business school

J.C. Jacobsen. Foto ca. 1870.

På dobbeltporten ved indgangen til Ny Carlsberg Bryggeriet fra Vesterbro står de følgende ”gyldne ord”: ”Ved bryggeriets drift skal det være det stadige formaal uden hensyn til den øjeblikkelige fordel at udvikle fabrikationen til den størst mulige fuldkommenhed saaledes at dette bryggeri og dets produkter altid kunne staa som et mønster og ved deres exempel virke til at ølbryggeriet her i landet holdes paa et højt og hæderligt standpunkt.” Ordene stammer fra J.C. Jacobsens testamente. Med nutidens sprogbrug kunne man kalde dem et udtryk for ”social ansvarlighed”. Formålet er ikke kortsigtet profitmaksimering, ”den øjeblikkelige fordel”, men at udvikle produktionen til fuldkommenhed. Spørgsmålet er hvilken værdi, man skal tillægge sådanne udtalelser. Det er en rygmarvsreaktion blandt både akademikere og praktikere at være skeptiske over for luftige principper. Det bagvedliggende motiv er nok i virkeligheden profit, tænker de. Den, der mestrer produktionen, kan bruge det til at tjene penge. Så det hele drejer sig i virkeligheden om at tjene penge. Her kan vi næsten høre de kyniske kræmmersjæle velfornøjet gnide deres hænder. e g e n n y t t e e l l e r sy m pat i ?

Et af de mest citerede forsvar for egennytten findes hos Adam Smith (1976): “It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we can expect our dinner, but from their regard to their own interest” (Adam Smith, 1776). Citatet stammer fra hovedværket “Wealth of Nations”. Bryggeren brygger altså øl, ikke for vores skyld, men for sin egen skyld, for at tjene penge. Derigennem gavner hans selviske adfærd alligevel almenvellet. Smith var dog ikke blind for, at der findes uselvisk adfærd. Han havde undersøgt drivkræfterne for den i sin foregående bog, ”The Theory of Moral Sentiments”. Men han konkluderede, at drivkræfterne for sympatisk adfærd var for svage til, at samfundet kunne forlade sig på dem. Siden er ideen om selvisk adfærd gået sin sejrsgang i økonomisk teori. Husholdningerne maksimerer deres (egen)nytte, hedder det. Deres behov er umættelige: mere er altid bedre end mindre. Virksomhederne maksimerer profitten. Hvorfor? Jo, de er ejet af husholdningerne, og husholdningerne vil altid have mere. Med et moderne ord hedder det ”shareholder value”. Virksomhederne bør indrette sig så de skaber størst mulig værdi til aktionærerne. Det gør de ved at tilstræbe det størst mulige afkast på den investerede

108

109

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

kapital fraregnet, hvad man kunne have opnået i bedste alternative investering. For at kunne svare sig skal en aktieinvestering eksempelvis gerne dække kapitalomkostningerne – altså obligationsrenten (et nogenlunde risikofrit afkast) plus et tillæg, der opvejer risikoen ved at investere i aktien. Og hvad mere er, virksomheden bør indrette sine egne investeringer og øvrige adfærd på samme måde: altså kun investere, hvis der er sandsynlighed for at afkastet overstiger kapitalomkostningerne, og i øvrigt have det stadige formål at forøge indtjeningen. Erhvervslivet har opbygget et helt arsenal af virkemidler til at føre disse tanker ud i livet: ledelserne motiveres gennem resultataflønning, regnskaberne afspejler aktivernes handelsværdi, rentabiliteten i de enkelte aktiviteter beregnes og så fremdeles. Drives logikken helt ud i sin yderste konsekvens, er en virksomhed intet andet end en pengemaskine. Den er altid til salg til højeste bud. Før vi afskriver tankegangen som kold og kynisk, må vi anerkende dens fordele. Det er ikke fuldstændig forkert, at forbrugerne ejer virksomhederne, eksempelvis gennem pensionskasser. Og vi er vel interesserede i den største mulige pension? Det er f.eks. den største danske pensionskasse ATPs erklærede formål. Samfundsøkonomisk er det heller ikke helt irrelevant at anvende midlerne, hvor de har den størst mulige effekt. Man kan sagtens forestille sig, at ølproduktionen udvikles til et fantastisk højt stade. Men hvad hvis nu, ingen drikker øl mere? Eller bare færre og færre, som tilfældet jo er. Skal man så fortsætte med at udvikle ølproduktionen. Er det urimeligt at tænke på, at pengene måske var bedre anvendt i vindmøller, lægemiddelforskning eller containerskibe? Endelig er der det helt fundamentale argument, at Adam Smiths principper formentlig har været hovedårsagen til, at klodens befolkning gradvis har kunnet hæve sig ud af fattigdommen. Det var ikke munkenes velgørenhed og selvopofrelse, der gjorde forskellen, men købmænd og kapitalister. Det gjaldt den industrielle revolution i Vesten, men også i moderne tid i Kina og Indien, hvor det private initiativ er den væsentligste drivkraft bag udviklingen. Er de gyldne ord altså romantik, som ikke hører til i en moderne virkelighed? e t i k i e r h v e rv s l i v e t

Det er faktisk muligt at give et økonomisk rationale for, at virksomheder sætter sig andre etiske mål andet end at maksimere profitten (Thomsen, 2001).

Et eksempel er en forbruger, der overvejer at købe et langvarigt forbrugsgode – en computer, et kamera eller en bil. Hvis producenten vælger at nedlægge produktion og service den dag, den ikke længere kan svare sig, står forbrugeren med håret i postkassen. Hun vil altså tænke sig om to gange, før hun køber ind. Men hvis en af producenterne forpligter sig til at vedblive at servicere varen – også selv om det ikke kan betale sig, vil hun være mere tilbøjelig til købe hos den producent. Den virksomhed, der vil forpligte sig til at servicere sine kunder uden hensyn til den øjeblikkelige fordel vil altså have en fordel og kan måske ende med at sælge flere varer og tjene flere penge, end den der i udgangspunktet kun tænker på indtjening. Det samme gælder i en række andre forhold. Hvem vil man helst ansættes hos? En virksomhed, der fyrer en, lige så snart det kan svare sig? Eller en der forsøger at holde på medarbejderne, så længe den kan? Hvem vil man helst have som forretningsforbindelse? Som nabo? Hvem vil man helst investere i? En der hele tiden tænker på at mele sin egen kage, eller en der også lægger vægt på almindelig anstændighed? Den samme type argument er i øvrigt også blevet brugt på individniveau i evolutionær psykologi. Hvorfor er mennesker udstyret med følelser? Hvorfor ligger der den slags i vores gener? Følelser er jo ofte irrationelle, og man skulle tro, at irrationel adfærd var dårligt for overlevelsen. Men de fungerer som en slags garanti for, at vi ikke bare vil forlade vores kæreste og børn eller lade os tyrannisere af en, der er stærkere, når det er opportunt. Og derfor vil flere ønske at være kærester med os, og de stærkere tøve lidt mere med at angribe os. Men følelser er naturligvis heller ikke uproblematiske. Hvem vil man helst ro over Atlanten med? En iskold rationalist eller en hjertevarm romantiker. Måske helst lidt af en blanding? e j e rs k a b e t s o m e t i k k e n s f u n da m e n t

Vi kan altså se, at der er et rationale for etisk virksomhedsadfærd. Men er det robust? En virksomhed, der altid er til salg, vil have vanskeligt ved at overholde sine løfter, når det ikke er rentabelt. En kapitalist vil kunne tjene penge på at købe virksomheden op og bryde aftalerne. Det vil fornuftige forbrugere gennemskue og derfor ikke stole på løfter afgivet af børsnoterede virksomheder med spredt ejerskab, der jo netop er til salg til højest bydende. Etikken må forankres i et stabilt ejerskab, hvis den skal være troværdig.

110

Der er flere muligheder. Familier spiller i nogle tilfælde en rolle som bærere af en tradition i gastronomi, kunsthåndværk eller avisudgivelse. Der er også muligt, at etiske præferencer hos pensionskasserne kan have en vis betydning. I Danmark har vi som noget af et særkende mange erhvervsdrivende fonde – altså velgørende fonde som Carlsbergfondet, der ejer hovedparten af en erhvervsvirksomhed. Fondene er godt skikket til at bære principper som netop de gyldne ord, fordi stifter kan skrive dem ind i fondenes vedtægter og i øvrigt pålægge fonden at fortsætte ejerskabet så længe som muligt. Fondene er langsigtede ejere. Deres virksomheder er normalt ikke til salg. De undgår også mange af de problemer, der opstår i familievirksomheder, når nye – måske knap så dygtige og knap så moralske – generationer arver virksomheden. De er heller ikke som offentligt ejede virksomheder underlagt omskiftelserne i det politiske liv. Men forudsætningen er nogle ualmindeligt etiske stiftere, der donerer deres aktier til en fond frem for at sælge ud og bruge pengene eller testamentere dem til deres efterkommere. Der synes heldigvis at være en vis tendens til, at mennesker, der bliver tilstrækkeligt rige – som Bill Gates eller Warren Buffet i USA, der er verdens rigeste og næstrigeste mand – begynder at interesserere sig for velgørenhed. I USA sælger de normalt aktierne og giver pengene væk. Men i Danmark har de ofte valgt at give aktierne til en fond, som så kunne dele ud af dividenderne fra virksomheden. Fondsmodellen er dog nu er blevet vanskeligere, fordi stifterne skal svare arveafgift, når de overlader deres formue til fonden. e n u n d e rs ø g e l s e a f v e dt æ g t e r n e i da n s k e f o n d e

De erhvervsdrivende fonde er et interessant studieobjekt, fordi de driver Danmarks vigtigste virksomheder, men også fordi de giver mulighed for at studere, hvilken praktisk betydning principper som de gyldne ord har for virksomhederne. Vedtægterne er jo juridisk bindende dokumenter, som fondsbestyrelserne er forpligtet til at efterleve under et vist, mildt tilsyn fra civilretsdirektoratet og erhvervs- og selskabsstyrelsen. Det er væsensforskelligt fra mange andre af erhvervslivets hensigtserklæringer, der kan skiftes ud som vindene blæser – og som netop af samme grund ikke har den store troværdighed. Det er selvfølgelig ikke sådan, at direktionen i Carlsbergfondet bliver kastet i fængsel, hvis øllet overskummer, eller

111

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

at civilretsdirektoratet foretager prøvesmagninger for at sikre, at brygningen er på et højt og hæderligt standpunkt. Dertil er der nok for meget elastik i de gyldne ord. Det er i det hele taget spørgsmålet, hvor strengt bindende fundatserne er. Med professor Bernhard Gomards ord: ”Juristerne finder en udvej!”. Men det er alligevel i mange tilfælde sådan, at bestyrelsen søger at udføre din opgave i overensstemmelse med fundatsen og den stifterånd, som udtrykkes i fundatsen og anes mellem linjerne. Og på punkter ,hvor vedtægten er konkret, vil det være vanskeligere at opnå fondsmyndighedernes tilladelse til at omgå den. Jeg har netop gennemført et studie af vedtægterne i 119 erhvervsdrivende fonde (Hansmann & Thomsen, 2010), som giver mulighed for at kaste lys over nogle af disse spørgsmål. Jeg har klassificeret bestemmelser i fondenes vedtægter i hovedtyper, så man kan se, hvor hyppigt bestemmelserne bruges. Jeg har endvidere undersøgt, om der er sammenhæng mellem vedtægtsbestemmelserne og de fondsejede virksomheders resultater – altså med andre ord om deres ”gyldne ord” i almindelighed udviser nogen sammenhæng med, hvad der faktisk sker i virksomhederne. Undersøgelsen er et led i et samarbejde med professor Henry Hansman fra Yale Law School i USA, hvor vi interesserer os for fondsejede virksomheders økonomiske resultater, og hvorvidt de er påvirket af fondenes selskabsledelse. En særlig vigtig hypotese er, at en vis, passende afstand mellem fond og virksomhed – eksempelvis ikke for stort sammenfald mellem fondens og virksomhedens bestyrelse, vil føre til bedre resultater i virksomhederne, fordi fonden i så tilfælde bedre kan træde i karakter som ejer. Vi finder, at fondsejede virksomheder klarer sig udmærket sammenlignet med børsnoterede, og at afstand mellem fond og virksomheder fører til bedre økonomiske resultater i virksomhederne. Nogle foreløbige hovedresultater af vedtægtsundersøgelsen vises i tabel 1. Det er naturligvis en svært omfattende tabel, men jeg kan berolige læseren med, at det bliver den eneste tabel i denne artikel. Derudover kan man med fordel koncentrere sig om de tal, som er fremhævet med stjerner. De er nemlig statistisk signifikante. Før vi går i gang med at tolke tabellens resultater, er der dog grund til at tage nogle metodiske forbehold. Først og fremmest er der jo en vis usikkerhed, når skal opgøre, om en vedtægt indeholder en bestemmelse eller ej. I undersøgelsen har vi holdt os til, om den pågældende bestemmelse er nævnt eller ej – ikke om hvor stærk bindingen er. I nogle

tilfælde nævner man f.eks. at fonden bør have en direktør, i andre at der kan ansættes en direktør. Vi har klassificeret vedtægterne ved at læse dem igennem, og det indebærer også en vis subjektivitet. Vi kan ikke udelukke, at andre ville komme til et andet resultat. Desværre er det noget af et arbejde at klassificere så mange vedtægter, så vi kan næppe tillade os at bede et panel af uafhængige eksperter om at verificere resultaterne, selv om det ville være metodisk mest korrekt. Dernæst er der også usikkerhed og måleproblemer i de regnskabstal, vi indsamler for de fondsejede selskaber. Der er betydelig støj i regnskabstal, som dels afspejler konjunkturer og tilfældigheder, dels opgørelsesproblemer og målefejl, og dels andre strukturelle forskelle mellem virksomheder end lige netop fondenes vedtægter. Der et utal af sådanne strukturelle forhold, som påvirker virksomhedernes resultater, og som vi ikke alle kan tage højde for. Det er forhold som branche, markedsandel, patenter, varemærkefordele m.v. Vi må leve med den usikkerhed og tage højde for den, når vi fortolker materialet. Realistisk set må man sige, at der nok er andre faktorer, der har større betydning for virksomhedernes udvikling end fundatsbestemmelserne. Den relativt store usikkerhed i materialet skulle tendere til at give svage, statistisk insignifikante resultater. En tredje komplikation er årsagssammenhængen. Vi har indsamlet regnskabstal for 2004-2008 og sammenholder dem med fondenes vedtægter i 2009. Vi forventer, at vedtægterne er ret stabile over tid, så tidsforsinkelsen er måske ikke det store problem, men giver alligevel anledning til spørgsmålet om omvendt kausalitet. Kan det tænkes, at vedtægterne ændres i takt med de fondsejede virksomheders resultater? Man kunne måske tænke sig, at virksomheder, der klarer sig dårligt, vil forsøge at få deres vedtægter ændret, så de fik flere frihedsgrader. Vi ved, at det ikke er helt ualmindeligt at gennemføre vedtægtsændringer – faktisk har halvdelen af vores stikprøve gennemført vedtægtsændringer i løbet af perioden 1983-1988 – men det kræver myndighedernes godkendelse, og konsensus er, at det er vanskeligt at få godkendt substantielle forandringer i formålsbestemmelser o.l.. Derimod er det lettere at gennemføre adresseændringer og andre mere formelle opdateringer, og vi antager indtil videre, at langt hovedparten af vedtægtsændringerne har haft denne karakter. v e dt æ g t e r n e s i n d h o l d

Vender vi os til vedtægternes indhold, kan vi se, at hovedparten af de erhvervsdrivende fonde har både et forretningsmæssigt (64%) og et velgørende (73%) formål. Det vil konkret sige, at de i deres vedtægter har nedfældet et hensyn til at drive virksomheden som et af formålene, men at de fleste også tilsigter uddelinger til almen velgørenhed. Det er meget muligt, at hensynet til virksomheden også er vigtigt i de øvrige erhvervsdrivende fonde, men det er altså ikke formelt nedfældet i vedtægterne. Hensynet til virksomheden er udtryk for det ”Selbstzweck”, som jurister ivrigt diskuterer. For hvad vil det egentlig sige? Er formålet opfyldt, uanset hvad virksomheden gør? Så er det jo indholdsløst. Nogle få (7%) skriver direkte, at fond og virksomhed skal drives som et hele, altså at fond og virksomhed har samme formål. 43% nævner, at fonden om nødvendigt kan støtte virksomheden. 42% nævner, at fonden kan støtte virksomhedens medarbejdere, hvilket af nogle måske vil blive opfattet som et slags subsidie. Nogle få (15%) finder modsætningsvis grund til at fremhæve, at virksomheden skal drives med indtjening for øje. Mange (58%) nævner, at fonden godt kan engagere sig i anden virksomhed, som den finder fordelagtig. I op mod en tredjedel af fundatserne er båndet mellem fond og virksomhed så stærkt, at virksomheden ikke kan sælges (31%), mens 28% anfører, at virksomheden kan sælges, og 11% anfører, at den kan sælges i en krisesituation. Sammenfald mellem fond og virksomhed viser sig også i vedtægter, der foreskriver, at nogle bestyrelsesmedlemmer samtidig skal sidde i virksomhedens bestyrelse (25%). Kun et meget lille mindretal af vedtægterne (3%) finder grund til at adskille de to bestyrelser. Vender vi os til fondenes ledelse, er en meget udbredt bestemmelse, at fondene ledes af mere eller mindre selvsupplerende bestyrelser (81%) til forskel fra Carlsbergfondet, hvis ”direktion” (i praksis fondets bestyrelse) jo udpeges af Videnskabernes Selskab. 28% har som Carlsberg A/S bestyrelsesmedlemmer udpeget udefra. De fleste

112

Afkast (gns)

Vækst (gns)

Soliditet

Størrelse

Bestemmelse

Uden Med Uden Med Uden Med Uden Med best. best. best. best. best. best. best. best. Forretningsmæssigt formål

10.6

10.9

7.0

4.3

49.6

51.6

1.2

6.5**

Støtte virksomheden

9.5

12.6*

5.4

5.0

50.4

51.5

1.7

8.5**

Støtte medarbejdere

11.4

9.8

5.6

4.7

50.4

51.4

6.7

1.6***

Støtte stifterfamilien

11.0

10.4

5.5

4.8

50.4

51.7

6.3

1.8**

Ikke støtte stifterfamilien

10.8

10.9

5.1

8.2

50.4

61.4**

4.6

4.3

Samme formål i fond og virksomhed

9.8

21.6**

4.9

9.9

50.3

57.9**

4.2

8.7*

Almen velgørenhed

9.3

11.3

3.3

6.0

50.7

51.0

1.4

5.7**

Indtjeningsformål

10.4

13.0

4.3

10.7**

51.2

49.0

3.2

12.8

Risikoaversion

10.1

9.2

4.8

6.8

51.7

48.0

3.1

9.6

Sekretariat i fonden

9.0

15.4***

4.2

7.9*

51.3

49.8

3.7

6.9

Direktør i fonden

10.4

11.5

6.0

3.9

49.7

53.1*

2.5

8.4*

Samme adresse som virksomheden

10.8

5.4**

5.3

0.9*

50.9

53.8*

4.6

0.1*

Virksomheden kan afhændes

11.8

8.0*

5.4

4.7

52.0

47.9**

5.5

2.2**

Virksomheden kan afhændes i en krise

10.7

10.8

4.7

10.4**

51.3

46.9*

4.7

3.4

Virksomheden kan ikke afhændes

8.0

17.1***

4.6

6.9

52.0

48.4**

1.2

12.2***

Anden virksomhed

10.1

11.2

5.6

5.0

51.4

50.4

2.6

6.1*

Akkumulation

10.9

10.3

5.8

3.6

50.5

51.9

5.4

2.0**

Selvsupplering i fondsbestyrelsen

7.1

11.6**

3.4

5.7

54.0

50.1

14.1

2.4**

Obligatorisk bestyrelsessammenfald

10.9

10.4

5.7

3.8

50.8

51.0

4.6

4.5

Obligatorisk bestyrelsesadskillelse

10.4

21.3***

5.0

13.6

50.8

51.8

4.5

6.1

Familiemedlemmer i bestyrelsen

9.7

12.9*

3.8

8.0**

50.9

3.0

7.7

Aldersgrænse

9.3

11.8

5.9

4.8

50.0

51.4

5.1

4.2

Bestyrelsesmedlemmer udpeget udefra

12.2

7.0**

6.4

2.4*

50.6

51.5

5.1

3.1

Uafhængighed af stifterfamilien

9.6

16.2***

4.3

10.0**

51.2

49.3

5.0

2.6*

Tabel 1. Vedtægter i 119 erhvervsdrivende danske fonde sammenholdt med resultaterne i fondenes virksomheder. Anmærkninger. Tabellen angiver, hvor mange fonde (%), der har den pågældende bestemmelse i deres vedtægter, og forskelle mellem selskaberne alt efter om fonden har eller ikke har bestemmelsen. Vedtægtsoplysningerne er baseret på vedtægterne anno 2009. Selskabsoplysningerne er 5 års gennemsnit 2004-2008, eller i virksomheder med skævt regnskabsår 2003-2007. Noter. % : Procent af 119 undersøgte fonde. Afkast: Overskud efter skat/ Egenkapital (5). Vækst: Årlig Vækst i aktiver (%). Soliditet: Egenkapital/Aktiver (%). Størrelse: Aktiver mia kr. En, to eller tre stjerner angiver signifikante forskelle på 1% (*), 5% (**) og 10% (***) signifikansniveau (t-test med forskellig varians).

113

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

(61%) har en aldersgrænse, som indebærer, at bestyrelsesmedlemmer må forlade bestyrelsen, når de når en bestemt alder. Kun et mindretal nævner, at fonden kan have sin egen direktør (36%) eller sit eget sekretariat (27%). Det er helt almindeligt, at fonden har til huse hos virksomheden, men kun 1% har fundet grund til anføre dette i fundatsen. Et andet vigtigt spørgsmål er relationen til stifterfamilien. Her deler fondene sig. 37% har gjort støtte til stifterfamilien til et selvstændigt formål, mens et klart mindretal (5%) anfører, at en sådan støtte ikke kan komme på tale. 34% foreskriver, at der skal være familiemedlemmer i bestyrelsen, mens 19% anfører, at fondsbestyrelsen skal være uafhængig af stifterfamilien. Som for de fleste andre sondringer i denne undersøgelse er der grund til at gøre opmærksom på, at de to kategorier ikke gensigt udelukker hinanden. Det er således muligt, at vedtægterne i samme fond foreskriver, at der både skal være familiemedlemmer og ikke-familiemedlemmer repræsenteret i bestyrelsen. s t ø r r e l s e s f o rs k e l l e

Der er, som man måske kunne forvente, stor forskel på fondenes vedtægter, alt efter om fondene ejer store eller små virksomheder. De små virksomheder finder hyppigere grund til at støtte virksomheden og medarbejderne. De trækker ikke noget skarpt skel mellem fond og virksomhed. De betjener sig hyppigere af selvsupplering i bestyrelsen, men anerkender, at de måske kan blive nødvendigt at afhænde virksomheden. Man kan genkende træk fra familieejede virksomheder, men overraskende nok betoner de også i højere grad, at fonden skal være uafhængig af stifterfamilien. Fonde, der ejer store virksomheder, kombinerer derimod ofte ligesom Carlsberg et alment velgørende formål med et hensyn til virksomheden. Det er en vigtig principiel diskussion, hvilket hensyn der skal veje tungest, men der er næppe tvivl om, at hensynet til virksomheden i de fleste tilfælde vejer tungest. Det er også karakteristisk, at vedtægterne i disse fonde oftere forbyder fondene at afhænde virksomheden. Dette afspejler måske en forventning, om at virksomheden har nået en størrelse, der gør det muligt for den at fortsætte som uafhængig. r e n ta b i l i t e t

Vender vi os til rentabiliteten forstået som afkastet på selskabernes egenkapital, ser vi kun få signifikante sammen-

hænge. Hertil kommer, at der i nogle tilfælde er så få observationer, at de let kan være præget af tilfældigheder. Blandt de mere interessante forskelle kan dog nævnes et højere afkast i selskaberne, hvis vedtægterne foreskriver, at fonden har mulighed for at hjælpe selskabet, at fonden kan have sit eget sekretariat, at der er forbud mod at afhænde virksomheden, at bestyrelsen er selvsupplerende og i øvrigt er helt eller delvis uafhængig af stifterfamilien. Angående hjælp til selskabet ved vi ikke, hvilken form denne kan tage, om fondene rent faktisk hjælper selskaberne i nogen større udstrækning. Man kunne tænke sig lån på favorable vilkår, billig husleje på fondens ejendomme eller lignende. Dette ville i givet fald kunne medvirke til et højere afkast, men det er altså uklart, om den mulighed, der er i vedtægterne, bliver udnyttet i noget videre omfang i praksis. Et fondssekretariat er nok mest noget, der overvejes, når indtjeningen er på et vist niveau, men det er også muligt, at fonden qua et eget sekretariat kan stille større krav til selskabet. Dette kan i givet fald siges at være et blandt flere udtryk for afstand mellem fond og virksomhed, idet fonde med et eget sekretariat måske i højere grad træder i karakter som selvstændige subjekter. Et højere afkast med selvsupplerende bestyrelser er overraskende, idet ekstern udpegning kunne give mulighed for at udskifte en dårligt fungerende bestyrelse. Det er også overraskende, at afkastet er højere, hvis virksomheden ikke må sælges. Man kunne have tænkt sig, at virksomheder, der kunne sælges, i højere grad måtte gøre sig umage for at præstere resultater. Vi kan på nuværende tidspunkt kun spekulere over sammenhængene. Måske identificerer en selvsupplerende bestyrelse sig i højere grad med selskabet? Og måske er der fordele ved, at selskabet kan forlade sig på et mere langsigtet ejerskab? Det er også muligt, at selskaber, der ikke kan tiltrække egenkapital udefra, i højere grad tvinges til at skabe overskud for at finansiere deres vækst. Angående stifterfamiliens rolle er der ikke belæg for at sige, at det er et problem, at vedtægterne sikrer den plads i bestyrelsen. Faktisk er det omvendt sådan, at selskaberne klarer sig lidt bedre, hvis det er tilfældet. Man kan tænke sig, at stifterfamilierne identificerer sig med fonden og særligt nidkært våger over dens virke. Men det synes at være vigtigt, at der også en vis uafhængighed af stifterfamilien, således at den ikke fylder det hele, men at dens engagement suppleres med dygtige kræfter udefra. Noget af det mest overraskende i forbindelse med diskussionen om de gyldne ord er måske ”the dog that did not

114

bark”, altså de sammenhænge, vi mod forventning ikke observerer. Vi kan for eksempel ikke se tegn på lavere indtjening i virksomheder ejet af fonde med et velgørende formål eller højere indtjening i virksomheder, hvor hensynet til indtjening eller forretning er nævnt i fundatserne. vækst

Selskabets vækst kan være en interessant målestok fra en samfundsøkonomisk betragtning. Vækst skaber måske arbejdspladser, og hvis indtjeningsmarginalerne er positive, skaber væksten også et større overskud at dele ud af. Vækst kan imidlertid også være et risikomål, fordi der er større risiko for at sætte egenkapitalen over styr i virksomheder, der vokser hurtigt. Vi ser større vækst i virksomheder, hvor fondenes fundatser har virksomhedens indtjening som et selvstændigt formål, og hvor virksomheden kan afhændes i en krise. I begge tilfælde kan resultatet tolkes som udtryk for en større risikovilje. Angående stifterfamiliens rolle ser vi tegn på større vækst i virksomheder, hvor der både er plads til stifterfamilien og uafhængige repræsentanter i bestyrelsen, hvilket stemmer overens med, hvad vi fandt for så vidt angår rentabilitet. soliditet

Soliditet (egenkapitalandel) kan opfattes som et (omvendt) risikomål: jo større soliditet jo mindre risiko er der for, at virksomheden går fallit eller bliver økonomisk trængt. Vi ser større soliditet i virksomheder ejet af fonde, som ikke angiver at understøtte stifterfamilien, måske fordi pengene så i højere grad kan blive i virksomheden. Vi ser måske af samme grund også større soliditet i fonde, som angiver, at fond og virksomhed har samme formål. Herudover ser vi noget overraskende og inkonsistent, at både virksomheder, der kan afhændes, og de, der ikke kan afhændes, har signifikant højere soliditet. Man kunne tro, at virksomheder der har mulighed for at hente kapital udefra gennem f. eks. en børsnotering, ville kunne klare sig med en mindre soliditet end hvis de er helt henvist til egne midler. Omvendt har virksomheder, der ikke kan sælges, måske i højere grad mulighed for at trække på fondenes reserver. De to hensyn synes at stride mod hinanden, hvis da ikke usikkerhed om forholdet mellem fond og virksomhed i sig selv gør det naturligt for virksomhederne at holde en højere so-

115

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

liditet. Dette må altså være et af de punkter, hvor der er ”behov for yderligere forskning”. diskussion

Det samlede billede er, at der er betydelig variation i fundatserne, og at de samvarierer på en systematisk måde både med selskabets vilkår (eks størrelse) og deres adfærd og resultater (eksempelvis soliditet, vækst og rentabilitet). Sådanne ”gyldne ord” synes altså ikke at være helt ligegyldige. Der er dog ikke nogen direkte sammenhæng mellem fundatserne og virksomhedens rentabilitet. Det er eksempelvis ikke sådan, at selskaber ejet af fonde med et velgørende formål (som eks. Carlsberg) tjener under gennemsnittet, mens virksomheder ejet af fonde med et indtjeningsformål tjener mere end gennemsnittet. Der er altså ikke belæg for at sige, at gyldne ord som Jacobsens hæmmer selskabernes forretningsmæssige udvikling. Dette er som indledningsvis nævnt ikke så vanskeligt at forstå, idet der også for virksomhederne kan være fordele ved ikke at have et alt for stærkt fokus på den kortsigtede indtjening. Da dette er den første systematiske undersøgelse af fondenes vedtægter, siger det dog sig selv, at der er nok at gøre for fremtidig forskning. Det gælder eksempelvis korrektion og validering af vedtægtsbindingerne, analyser af vedtægtsændringer og en bedre forståelse af hvordan (gennem hvilke mekanismer) vedtægterne faktisk påvirker virksomhederne.

Jeg er taknemmelig for hjælp fra Jytte Heje Mikkelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, i forbindelse med den vedtægtsundersøgelse, jeg redegør for i denne artikel. Jeg skylder også Filip Kolassa og Martin Pedersen tak for forskningsassistance. De 121 fonde er udvalgt efter størrelse og omfatter alle fonde, der ejer mere end 50% af en større erhvervsvirksomhed med aktiver på mere end 50 millioner kroner. Dette for at undgå sømandshjem, børnehaver og andre lignende institutioner. I to tilfælde er ejerfondene mere end en virksomhed, så de 119 fonde ejer 121 virksomheder. Dem tæller vi som uafhængige observationer. litteratur Hansmann, Henry and Thomsen, Steen. The Governance of Industrial Foundations. Paper Presented to the Conference on Empirical Research i Law and Economics (CEL), Yale Law School. 5-6 November 2010. Thomsen, Steen. Ethical Codes as Corporate Governance. The European Journal of Law and Economics. 12 (2), 2001.

116

117

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

j. c . ja c o b s e n s d i l e m m a : f o rs k n i n g f o r f o l k e t eller for virksomheden?

a f p ro f e s s o r , d r . p o l i t. n i e l s k æ r g å r d f ø d e va r e ø ko n o m i s k i n s t i t u t, k ø b e n h av n s u n i v e rs i t e t og professor, cand.oceon. nina smith institut for økonomi, aarhus universttet

J.C. Jacobsen. Foto 1886.

Forskning kan dyrkes ud fra mange motiver. Den kan dyrkes af ren nysgerrighed uden tanke på brugbarhed eller anvendelsesmuligheder, den kan dyrkes for på den ene eller anden måde at forbedre verden, eller den kan dyrkes for at skabe innovationer, der kan resultere i konkurrencefordele og profit. Selv om alle motiver i en uklar blanding har været til stede hele tiden, så har den dominerende holdning skiftet meget fra periode til periode; i perioder endda formuleret slagkraftigt og ekstremt. I 1970’erne var slagordet “Forskning for folket, ikke for profitten” et symbol på de studerendes og yngre forskeres skepsis over for erhvervslivet. Videnskabsminister Helge Sanders periode blev tilsvarende karakteriseret af mottoet “Fra tanke til faktura”. Patenter blev et mål for også den offentlige forskning på lige fod med videnskabelige publikationer. Selv gamle klassiske universiteter fik innovations- og entreprenørstrategier, techtrans-enheder og patentkontorer. Historisk set må holdningerne både i 1970’erne og 2000’erne nok betegnes som ret ekstreme. I lange perioder har de tre forskningsmotiver trivedes frugtbart side om side i nogenlunde balance. Det var også det, J.C. Jacobsen meget markant stod for. Han var ikke blind for videnskabens betydning for den moderne virksomheds konkurrencekraft. Kendt er hans brev fra 1855 til sønnen Carl: “Den der besidder de grundigste Kundskaber i Kemi og Hjælpevidenskaberne i Forbindelse med den fornødne praktiske Færdighed og Indsigt, han vil være Europas førende Brygger i den kommende Generation”. Parallelt hermed oprettede han i 1875 Carlsberg Laboratorium for at tilvejebringe “et muligt fuldstændigt videnskabeligt Grundlag for Maltnings-, Brygnings- og Gæringsoperationer”. Men J.C. Jacobsen var også forkæmper for den mindre målrettede grundvidenskab. Hans store idol var H.C. Ørsted; han oprettede Carlsbergfondet “i levende Erkjendelse af, hvor meget jeg skylder H.C. Ørsteds Lære og vækkende Indflydelse” og brugte også vendingen “til Gavn for Videnskaben og til Ære for Danmark”. Indhugget i marmor over hovedtrappen i Carlsberg Laboratorium står også retningslinjerne for laboratoriets virke, som de er formuleret i statutten: “Intet Resultat af Institutets Virksomhed som har betydning i theoretisk eller praktisk Henseende maa hemmeligholdes”. Det er velkendt, hvorledes Emil Chr. Hansen fra Carlsberg Laboratorium ville grundlægge “en Rendyrkningsanstalt”, hvorfra bryggerier, bagerier, spiritus- drue- og frugtvinsdestillerier m.v. kunne forsyne sig med rene gærprodukter. Men det modsatte Jacobsen sig,

118

119

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

for “gær skulle man ikke drive handel med, den skulle stilles til rådighed for trængende uden godtgørelse”. Det er klart, at hvor altruistisk, man kan tillade sig at være, i høj grad afhænger af situationen. Som konkurrenterne allerede dengang sagde til Jacobsen, så kunne han tillade sig at uddele gær og være hjælpsom, men det havde de ikke selv økonomi til. I den henseende er der selvfølgelig stor forskel på, hvad man kunne tillade sig på Jacobsens tid med patriarkalsk ledede enkeltmandsejede virksomheder, der opererede i en national økonomi, og hvad der i dag er muligt for en stor international virksomhed i skarp konkurrence med andre internationale virksomheder. Der kan ikke desto mindre være god grund til at overveje, hvad moderne økonomisk og samfundsvidenskabelig teori kan sige om virksomhedernes interesser, patenter og innovationer i forhold til samfundshensynene. Forskning er jo for et moderne videnssamfund helt afgørende både for den økonomiske vækst, for borgerens sundhed, for miljøet og for kulturen. Grundlaget for mange økonomiske analyser af forskning er, at en stor del af “produktionen” har karakter af at være et “offentligt gode” i økonomisk forstand. Den store internationale evaluering af de danske forskeruddannelser, der kom i 2006, hed simpelthen “A Public Good”. Et offentligt gode er ifølge økonomisk teori et gode, hvor forbruget ikke er konkurrerende og ikke ekskluderbart. Ved konkurrerende forbrug forstås, at den enes forbrug udelukker andres forbrug. For “normale” goder, som f.eks. fødevarer, kan kun én forbruger udnytte godet. Sådan er det ikke med alle goder. Hvis en radiostation har sendt en udsendelse, så generer det ikke ens forbrug, at naboen også lytter. Den anden egenskab, der karakteriserer offentlige goder, er den manglende ekskluderbarhed. Når radioudsendelsen er sendt, kan man ikke uden videre forhindre nogen i at lytte til udsendelsen; man kan være plankeværkslytter. Markedet og prismekanismen er velegnede til regulering af forbruget og produktionen af de fleste ikke-offentlige goder, men uegnede til allokeringen af offentlige goder som eksempelvis forsknings- og vidensproduktion. Når det drejer sig om offentlige goder er det nemlig vanskeligt at få alle til at betale for det, de forbruger. Virksomheden, der forsker, løber en risiko for, at andre virksomheder imiterer resultaterne og sender tilsvarende produkter på markedet. Det er ikke altid, at forskning fører til brugbare resultater for virksomheden. Jo mere forskningen har karakter af grundforskning, jo større risiko er der for, at investeringen ikke ender med resultater, der kan give et privatøkonomisk afkast. Investeringen kan være tabt. Markedet vil således producere for lidt forskning i forhold til, hvad der er samfundsmæssigt optimalt. Derfor finansieres og udføres en stor del af forskningen af det offentlige. Et andet argument for den offentlige forskning er, at der ikke altid vil være et privat økonomisk afkast af forskningen. Hvis det f.eks. dokumenteres, at frugt er sundt, så kan alle forbrugere udnytte denne viden, men bortset fra frugtavlere er der ingen producenter, der får gavn af det. Mange forskningsresultater vedrørende f.eks. bedre undervisningsmetoder, mere præcis økonomisk styring, øget kendskab til vælgernes adfærd eller forebyggelsen af sygdom og kriminalitet retter sig ikke mod bestemte betalingsvillige grupper, men kan ikke desto mindre være meget samfundsnyttige. Det er derfor naturligt, at en betydelig del af forskningen er offentligt finansieret på ikkekommercielle vilkår, for der er ikke nogen specifik bruger til at betale. Men det offentlige

120

kan ikke overkomme at finansiere al den forskning, der er nødvendig for at udvikle et videnssamfund. De private virksomheders forskning er derfor helt afgørende for samfundets udvikling. Man må altså gøre noget for at komme uden om forskningens karakter af offentligt gode og ikke-ekskluderbarheden ved at have et system, der beskytter immaterielle rettigheder for en vis minimumsperiode, dvs. indtil investeringen er tjent ‘rimeligt’ hjem igen for virksomheden – altså muligheden for at udtage patenter. Man kan altid diskutere den optimale længde af patenter; men netop for at råde bod på denne problemstilling findes der eksempler på, at konkurrencehensyn har vejet tungere end beskyttelseshensynet (patentet), således at konkurrenter har fået adgang til at bruge den viden, der er omfattet af patentet (tvangslicensering). Patenter er et helt nødvendigt led i at udvikle en moderne økonomi, fordi det er via mulighederne for at udtage patenter og sikre et afkast af forskningsinvesteringen, at virksomhederne får incitamenter til at udvikle ny viden og skabe innovation. Men de er ikke uden omkostninger. I modsætning til andre “publikationsformer” er patenters hovedformål at hindre andre end opfinderen i at udnytte opfindelsen. Derved skabes monopolmagt, hvilket ifølge den klassiske mikroøkonomiske teori kan skade samfundsøkonomien, fordi en monopolist holder udbuddet nede og priserne oppe, og derved sikrer sig en overnormal profit. Dette er begrundelsen for, at næsten alle lande har monopoltilsyn og konkurrencemyndigheder. Hvor skadelige monopoler er, er der ikke enighed om blandt økonomer. Allerede i 1940’erne gjorde økonomen Joseph Schumpeter op med det kritiske syn på monopoler og patenter. Schumpeter kritiserede andre økonomer for at tage fejl, når de helt unuanceret antog, at et marked med fuldkommen konkurrence altid var den bedste markedsstruktur for vækst og velstand, og at patenter derfor var samfundsøkonomisk skadelige. Oligopoler og monopoler har stor betydning for den økonomiske vækst via deres bedre muligheder for forskning. Patenter kan give grundlaget for, at virksomheder får monopolstatus og kan vokse sig store i kraft af, at de kan udnytte patentet. Store virksomheder har de bedste muligheder for succesfuld forskning og dermed innovation, idet de via deres økonomiske formåen bedre kan foretage langsigtet forskning, tage risikoen ved forskning og i øvrigt risikosprede på forskellige forskningsprojekter. I det omfang, der er stordriftsfordele i forskningsprocessen, er store virksomheder mere effektive. Der vil altid opstå nye ideer og metoder uden for patentet, som andre virksomheder finder på. De nye ideer er de gamle overlegne og skaber ‘creative destruction’. På den måde skabes nye effektive produkter og virksomheder, der konkurrerer de gamle ud af markedet. Patenter er således en nødvendighed for at få tilstrækkeligt store forsknings- og udviklingsinvesteringer i private firmaer og tilstrækkelig samfundsmæssig innovationsevne. Man prøver at begrænse de negative skadevirkninger af patenter f.eks. ved at tidsbegrænse patenterne og sikre genoprettelsen af konkurrencen så hurtigt som muligt derefter og i øvrigt regulere markederne via konkurrencelovgivningen. Det er altså vigtigt at finde en balance, hvor patenter er attraktive nok til at sikre forskning og innovationer i den private sektor, men ikke så attraktive, at de resulterer i urimeligt høje profitter i en for lang årrække til de monopoler, der er sikret mod konkurrence via patenterne. Hvor der er gode argumenter for nødvendigheden af patenter i den private sektor, så er argumenterne for at patentere offentlig betalt forskning mere komplicerede. Patenter til offentlige institutioner kan selvfølgelig principielt begrundes med finansieringsproblemer i den offentlige sektor eller en bekymring for, at dele af den strategiske offentlige forsk-

121

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

ning ender som selektiv erhvervsstøtte til de firmaer, der ender med at udnytte den. Man kan også frygte, at opfindelser finansieret af nationale offentlige forskningsmidler kan anvendes af udenlandske virksomheder fra lande, hvor man måske er mere effektive til at patentere. Disse grunde er selvfølgelig reelle nok. Falder en offentlig ansat forsker over et resultat, det er attraktivt at patentere, bør det selvfølgelig gøres. Men spørgsmålet er, om det i så fald skal være et universitets opgave selv at vurdere, om patentet er økonomisk rentabelt og selv forestå det praktiske arbejde med at udtage patentet? Og om det er en god ide bl.a. at måle universitetets succes på, hvor mange patenter det hvert år udtager? Hvis universiteterne målbevidst satser på patenterbare resultater, kan man let komme ud på et sidespor i forhold til, hvad der er formålet med offentlig forskning. Den offentligt finansierede forskning har i høj grad som formål at understøtte den forskningsbaserede uddannelse og sikre, at højt uddannede kandidater spreder den forskningsbaserede viden, de har erhvervet på universiter. Det er derimod ikke universiteternes spidskompetence og den offentlige forsknings hovedopgave selv at udtage patenter. Et yderligere argument mod at benytte antal patenter som succesparameter for universiteter er, at man let kan komme i en situation, hvor det skader samarbejdet mellem universitet og erhvervsliv, fordi der ikke længere er en klar arbejdsdeling mellem universiteterne og virksomhederne. De begynder i værste fald at opfatte hinanden som konkurrenter. Under alle omstændigheder har forhandlinger om patentrettigheder givet anledning til store udfordringer i mange potentielle samarbejdsprojekter mellem universiteter og private virksomheder i de senere år, hvor antallet af patenter er blevet en vigtig succesparameter for danske universiteter. Opfindelser og patenter er derfor en problematisk finansieringskilde, hvis man mangler ressourcer til offentlig forskning. En meget selektiv satsning på forskning, hvor der kan udskrives store fakturaer, er i konflikt med hele grundlaget for, hvorfor man har offentlig forskning. På den anden side kan det offentlige ofte få besvær med at opretholde en tilstrækkelig stor skattefinansieret grundforskning. Det var netop en problemstilling, som J.C. Jacobsen var opmærksom på. I forbindelse med oprettelse af Carlsbergfondet skrev han i 1876 i et brev til Videnskabernes Selskab, at det ligger ham på hjerte “som et Afdrag paa min Gjæld, (til videnskaben) også at yde et Bidrag til Videnskabernes fremme i Almindelighed, navnlig i de Retninger, hvori det forekommer mig, at Staten ikke hidtil har anvendt og til hvilke den vel hel-

122

S.P.L. SĂ¸rensen, professor pĂĽ Carlsberg Laboratorium (1900-1939), omgivet af medarbejdere. Malet af Niels Vinding Dorph 1923.

123

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

ler ikke i Fremtiden vil kunne afse alle de fornødne Midler”. Det er en interessant og fremsynet betragtning, det er værd at tage frem igen i disse år, hvor finansiering af fremtidens universiteter udgør en større politisk udfordring end nogensinde. I J.C. Jacobsens virke kan hentes argumenter for, at hans store interesse for og satsning på forskning, f.eks. i forbindelse med Carlsberg Laboratorium, både var en fremtidssikring af bryggeriet, altså forskning for profitten, og en indsats for fædrelandet, altså forskning for folket. Som tidligere nævnt var han meget bevidst om, at fremtiden for europæiske bryggerier lå i kendskabet til kemi og andre videnskaber. På den anden side var han også, som Knud J.V. Jespersen anfører andetsteds i dette skrift, en stor patriot, og skabelsen af Carlsbergfondet var også en altruistisk satsning på grundvidenskaberne i bred almindelighed. Men den konflikt mellem den grundvidenskabelige og den anvendelsesorienterede forskning, der er skitseret i indledningen til denne artikel, så J.C. Jacobsen måske overhovedet ikke. Hans store idol var Louis Pasteur. Dennes buste i marmor står i Carlsberg Laboratoriets forhal. Og Pasteur står også i dag som symbol på kombinationen af grundforskning og det anvendelsesorienterede. Siden Donald E. Stokes’ bog “Pasteur’s Quadrant – Basic Science and Technological Innovation” fra 1997 har Pasteurs kvadrant spillet en central rolle i den forskningspolitiske debat. Heri opdeles forskning og udviklingsarbejde (se figur), efter om forskningen er anvendelsesorienteret eller ej, og efter om den søger en mere fundamental forståelse eller ej. J.C. Jacobsens forestillingsverden var koncentreret om Pasteurs celle i kvadranten, og konflikten mellem Bohrs og Edisons celler har formodentlig forekommet ham kunstig. Der er ikke inden for dette verdensbillede nogen konflikt mellem fundamental forståelse og nyttig anvendelse. Som Pasteur siger: “No, a thousand times no. There does not exist a category of science to which one can give the name applied science. There are science and the applications of science, bound together as the fruit to the tree which bears it”. Havde J.C. Jacobsen levet 25 år længere, havde han fået konflikten tættere ind på livet på sit eget laboratorium. Johannes Schmidt blev i 1910 forstander for Carlsberg Laboratoriums fysiologiske afdeling, og han skabte ny marinbiologisk viden, men på et område, der var helt uden betydning for bryggeriet. Han blev en internationalt højt estimeret forsker

Pasteurs kvadrant. Kilde: Stokes (1997).

Anvendelsesorienteret sigte?

Nej Ja Søger fundamental Ja Grundforskning forståelse [ Niels Bohr ]

Anvendelsesinspirerret forskning [ Louis Pasteur ]

Nej Udvikling [ Thomas Edison ]

124

inden for havforskning og oceanografi, og løste bl.a. gåden om den europæiske åls vandring. Dermed “pressedes statuttens bestemmelse til det yderste”, som der står i Dansk Naturvidenskabs Historie. Mange ville nok sige det endnu stærkere. J.C. Jacobsen ville formentlig have været stærkt skeptisk over for et sådant spring over i den for ham fremmede Bohrs celle i kvadranten. På den anden side tænkte han nok også mere langsigtet og mere orienteret mod samfundet og fædrelandet end mange moderne udviklingsdirektører og forskningspolitikere. Han tænkte ikke kun på den kortsigtede faktura og profit, men på de langsigtede udviklingsmuligheder, så en bevægelse over i Edisons celle ville uden tvivl også have været ham imod. Det er forpligtelsen for dem, der forvalter arven efter J.C. Jacobsen, at prøve at holde denne balance mellem den langsigtede vidensopbygning og de konkrete anvendelsesmuligheder, og det er opløftende, at hans fremsynede visioner har vist overlevelseskraft og stadig står som grundlaget for en af de store succeshistorier i dansk erhvervsliv.

125

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Buste af Louis Pasteur udført af Paul Dubois i 1880, placeret i Carlsberg Laboratoriums forhal.

126

127

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

jeg en fond mig bygge vil

af professor, dr.oceon. hans chr. johansen institut for historie, kultur og samfundshistorie, syddansk universitet

I dagens Danmark findes der et stort antal erhvervsdrivende fonde, det vil sige fonde, der enten direkte selv driver erhvervsvirksomhed, eller som – f.eks. gennem aktiebesiddelse – har en bestemmende indflydelse over en eller flere erhvervsvirksomheder. Blandt disse fonde er en række svær vægtere inden for dansk erhvervsliv, som f.eks. Oticon fon den, Knud Højgaards fond, Egmont fonden, Augustinus fonden, Bitten og Mads Clausens fond, Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden, A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond til almene formål og Rockwoolfonden. Fondseje er med disse oprettelser blevet en langt mere udbredt virksomhedsform i Danmark end i andre lande. Baggrunden for oprettelsen af de mange fonde har i de fleste tilfælde været en virksomhed, der er blevet grundlagt af en enkelt person eller har været ejet af en snæver familiekreds. Man har da i forbindelse med et forventet generationsskifte ønsket at sikre sig mod, at der kunne ske en spredning af ejendomsretten, som eventuelt kunne føre til en fremmed eller ligefrem fjendtlig overtagelse af virksomheden, og det har bedst kunnet ske ved at samle magten over virksomheden i en fond, hvis rettigheder og forpligtelser blev fastlagt i en offentlig godkendt fundats. Skattemæssige hensyn har også kunnet spille en rolle ved oprettelsen af en fond, særlig forud for at der i slutningen af 1980’erne blev indført en særlig form for beskatning af de erhvervsdrivende fonde. Hyppigt har der desuden i en fonds fundatser været bestemmelser om, at en del af fondens opgaver skulle være at foretage uddelinger til almennyttige formål, f.eks. af social karakter eller som støtte til forskning, undervisning eller kulturelle foranstaltninger. Denne del af fondenes virksomhed har formodentlig været den, der har været bedst kendt i en større offentlighed, mens kendskabet til erhvervssiden ikke har været knyttet til fonden, men derimod til den producerende erhvervsvirksomhed. f i r e t i d l i g e e r h v e rv s d r i v e n d e f o n d e

J.C. Jacobsen, malet af August Jerndorff 1888, Olie på lærred, 115 x 85 cm. Carlsberg Museum. Foto: Frederiksborgmuseet.

Det er især efter Anden Verdenskrig, at fondseje er blevet udbredt i det danske erhvervsliv og efterhånden har fundet en bestemt form for organisation, hvor den oprindelige erhvervsvirksomhed har fået form af et aktieselskab, og således at en dominerende aktiepost er blevet henlagt til den erhvervsdrivende fond. Det er desuden karakteristisk, at

128

129

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

fondsbestyrelsen i de nyere fonde ofte består af en blanding af familiemedlemmer og udefra kommende med erhvervserfaring. Denne organisation har man først fundet frem til i en senere periode, og såfremt en virksomhedsejer i dag ønsker at oprette en fond, er der således mange forbilleder for, hvorledes det kan gøres, men det var ikke tilfældet, da de første større fondsdannelser fandt sted, men en gennemgang af nogle af disse tidlige eksempler kan vise, hvilke overvejelser der da har ligget bag oprettelserne. carlsbergfondet

Det tidligste eksempel er brygger J.C. Jacobsens oprettelse af Carlsbergfondet. Det var ikke blot i Danmark men formodentlig også internationalt, det første eksempel på en erhvervsdrivende fond, og det kan måske være med til at forklare, hvorfor denne fond fik en indretning, der på mange områder blev forskellig fra den typiske i en senere tid. Medvirkende var muligvis også, at fondet blev oprettet i flere tempi. Første fase kom til i 1876, da der blev oprettet ”en Stiftelse til Fremme af videnskabelige Formaal”, der dels skulle stå for det af bryggeren oprettede Carlsberg Laboratorium, dels yde støtte til en bred vifte af videnskaber. Der var på dette tidspunkt ikke tale om en erhvervsdrivende fond, men midlerne skulle komme fra renterne af en grundkapital, som han skænkede Fondet. Med denne indretning var det naturligt, at det blev en gruppe videnskabsmænd, der kom til at bestyre midlerne. Fundatsen bestemte, at det skulle ske ved en direktion på fem medlemmer valgt af Videnskabernes Selskab blandt dettes medlemmer. Anden fase fulgte i 1878, da Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg blev oprettet som en ny afdeling af fondet på grundlag af en ny gave fra brygger Jacobsen. Heller ikke det gjorde imidlertid fondet til en erhvervsdrivende fond. Det skete først nogle år senere, hvor J.C. Jacobsen i sit testamente af 1882 havde bestemt, at den omfattende bryggerivirksomhed, som han havde opbygget, ved hans død skulle skænkes til Carlsbergfondet. Jacobsen døde i 1887, og efter et fundatstillæg kunne Fondet i 1888 overtage arven og blev derved en erhvervsdrivende fond. Mens den valgte sammensætning af direktionen var naturlig i den første fase, kunne man ikke regne med, at der blandt Videnskabernes Selskabs medlemmer altid ville være personer med en indsigt i at drive en erhvervsvirksomhed, og direktionens første formand, professor J.N. Madvig, var da også noget tøvende over for at skulle stå som virksomhedsejer. Brygger Jacobsen, der ikke ønskede, at hans søn, Carl Jacobsen, skulle overtage bryggerivirksomheden, så imidlertid ikke noget problem i den valgte konstruktion, men fandt tværtimod, at en omdannelse til et aktieselskab med en større aktionærkreds ville betyde, at der kun blev taget kortsigtede profithensyn, mens Fondet ville kunne drive en langsigtet politik, der tilgodeså en videnskabelig funderet produktudvikling. I praksis var de erhvervsmæssige udfordringer, som direktionen kom til at stå overfor i de første år måske heller ikke så store, men på lidt længere sigt blev behovet for større erhvervsmæssig indsigt i ledelsen mere udtalt, og det blev løst ved, at der i 1922 blev etableret et organ kaldet Bryggeriraadet, bestående af to medlemmer af direktionen og tre af denne valgte ”forretningskyndige” mænd. Rådet bistod ved løsningen af de mere erhvervsbetonede opgaver. Direktionssammensætningen og det forhold, at Fondet kom til at stå som eneejer af virksomheden og ikke som flertalsaktionær, gav i mange år Carlsbergfondet et særpræg i forhold til de fleste af de senere tilkommende fonde og var formodentlig medvirkende til, at Fondet i mange år blev den største private uddeler af midler til videnskabelige formål og gav støtte til en bredere vifte af videnskaber end senere oprettede fonde.

130

Carlsbergfondet, H.C. Andersens Boulevard, København. Carlsbergfondet, H.C. Andersens Boulevard, København. Foto: Simone Aaberg Kærn. Foto: Simone Aaberg Kærn.

131 131

c a r l s b e r g f o n d e t c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1 2 0 1 1

e g m o n t h . p e t e rs e n s f o n d

Den næste større fondsdannelse fandt sted i 1920 og kom til verden under noget specielle omstændigheder. Egmont H. Petersen havde begyndt sin trykkerivirksomhed i København under meget beskedne forhold i 1878. Han blev hurtigt en foregangsmand i branchen med anskaffelse af moderne maskineri og supplerede senere trykkerivirksomheden med udgivervirksomhed, hvor ikke mindst ugeblade efterhånden blev et væsentligt led i virksomhedens aktiviteter. Firmaet hørte efter 1900 til blandt branchens betydeligste. Der var her – som ved Carlsbergbryggerierne – tale om en enkeltmandsejet virksomhed. Egmont H. Petersen døde i 1914, og nogle måneder forinden havde han og hustruen oprettet et testamente. I det hed det, at virksomheden skulle holdes sammen og fortsætte i samme spor, og at det kunne ske i form af et familieaktieselskab, et familieinteressentskab eller noget lignende. Af formuen skulle halvdelen tilfalde enken og den anden halvdel deles ligeligt mellem parrets fem børn. Af virksomhedens fremtidige overskud efter henlæggelser til et reservefond skulle halvdelen tilfalde enken og børnene, mens den anden halvdel skulle uddeles til filantropiske og lignende formål. Der var således ikke nævnt noget om fondsdannelse i testamentet. Boopgørelsen varede i 5½ år, men umiddelbart efter udlodningen til arvingerne afhændede de i 1920 af ikke kendte årsager virksomheden til den nyoprettede Egmont H. Petersens Fond. Overdragelsen skete på vilkår, der var særdeles fordelagtige for fonden. Ifølge fondens fundats skulle den videreføre erhvervsvirksomheden og blev således fra starten direkte erhvervsdrivende. Af overskuddet skulle der årligt udredes beløb til enken og børnene, så længe de levede, foretages henlæggelser og uddeles et beløb på mindst 4% af kapitalen til en række sociale formål, hvoraf hjælp til enligtstillede mødre blev nævnt som det første og i en del år blev en hovedopgave for fonden. Senere kom også beløb til uddannelsesformål til at spille en væsentlig rolle for fondens almennyttige virke. Den første fondsbestyrelse blev sammensat af familiemedlemmer og aktive erhvervsfolk. Om sammensætningen på langt sigt er der ikke nævnt andet, end at bestyrelsen skulle supplere sig selv. Der har i lange perioder været et eller to familiemedlemmer i bestyrelsen, men familiepræget synes dog i denne fond at have været svagere end i mange af en senere tids fonde. t h o m as b . t h r i g e s f o n d

Næste skud på stammen af større erhvervsdrivende fonde kom til i 1933. Thomas B. Thrige grundlagde sin virksomhed i 1894 i Odense, og produktion af elektromotorer og andet elektromekanisk udstyr blev hurtigt virksomhedens speciale. Grundlæggelsen skete på et tidspunkt, hvor elektrificeringen af Danmark tog fart, og Thriges produkter vandt hurtigt udbredelse, så han til stadighed kunne udvide virksomheden, der blev en af dansk industris sværvægtere. Mens virksomheden forblev enkeltmandsejet, blev et datterselskab, De forenede Automobilfabrikker, organiseret som aktieselskab, og i 1930 opkøbte Thrige aktierne i jerbanevognfabrikken Scandia i Randers. Da Thrige blev ældre, nåede han frem til, at hverken hans søn eller svigersønner var egnede til at overtage virksomhedskomplekset, og han besluttede derfor at oprette en erhvervsdrivende fond, hvortil han overdrog fabrikkerne og andre aktiver. Det skete med en fundats fra 1933. Fonden skulle fortsætte driften af virksomhederne og ”holde deres økonomiske og tekniske standard højt”. Overskuddet af virksomhederne skulle efter beløb til familien og efter henlæggelser og opbygning af en reservefond anvendes til ”gavn for dansk håndværk og industri” ved støtte til videnskabelige formål eller til institutioner, foretagender eller enkeltpersoner, der kunne falde ind under dette overordnede formål. I praksis er omkring halvdelen af de uddelte midler gået til forskning og undervisning.

132

Fondsbestyrelsen skulle bestå af fem personer, hvoraf mindst en havde indsigt i industrielle forhold og en var jurist. Thrige var fra begyndelsen medlem, men der har derefter ikke været familiemedlemmer i fondsbestyrelsen, der er selvsupplerende. o t to m ø n s t e d s f o n d

Kun et år senere oprettedes den næste store erhvervsdrivende fond. Otto Mønsted havde i 1883 grundlagt Danmarks første margarinefabrik i Århus. Denne virksomhed ekspanderede hurtigt og blev udvidet med fabrikker i England og interesser i andre virksomheder. I 1909 blev firmaet omdannet til et aktieselskab med Mønsted som hovedaktionær. Hans ægteskab med Anna Sophie Broge, datter af storkøbmanden Hans Broge, var barnløst, og i et testamente havde ægteparret bestemt, at efter den længstlevendes død skulle en væsentlig del af parrets formue og herunder den bestemmende aktiepost i Otto Mønsted A/S overgå til en fond, der dermed blev erhvervsdrivende. Mønsted døde i 1916 og enken i 1933, hvorefter fonden kom til at virke fra 1934. I fundatsen hed det, at en tiendedel af de årlige indtægter skulle henlægges til fondens kapital, men at dens formål i øvrigt var at bidrage til ”udvikling af Danmarks handel og industri”, blandt andet gennem uddeling af midler til uddannelse af unge handelsmænd og polytekniske studerende og kandidater samt til lærere ved disse uddannelser. Fondsbestyrelsen skulle bestå af tre medlemmer, der blev udpeget af henholdsvis Grosserersocietetets Komité, Industrirådet og Polyteknisk Læreanstalt. Det synes ikke på noget tidspunkt at have indgået i Mønsteds planer, at fjernere slægtninge af Mønsted- eller Brogefamilien skulle spille en rolle i fondens virksomhed. Disse fire tidlige fonde viser mange af de typiske former for den organisation, der karakteriserer de danske erhvervsdrivende fonde. Sammenligner man dem med de mange nye fonde, der er kommet til siden, er der dog den forskel, at i mange af de nyere har grundlæggerfamilien, som nævnt, spillet en langt større rolle i fondsbestyrelserne. Når det ikke har været tilfældet i de fire nævnte, viser gennemgangen, at der i hvert fald i nogle tilfælde har været et direkte ønske om at holde familie ude. u d f o r d r i n g e r f o r d e e r h v e rv s d r i v e n d e f o n d e

De ønsker, der har været i fondsgrundlæggernes tanker om at sikre deres livsværks fortsættelse, har ikke altid været lette at realisere for fondsbestyrelserne. Ved siden af de almindelige konjunkturbestemte opog nedgange for de virksomheder, som fondene har drevet, har der også været nogle mere specifikke forhold, der været en udfordring for fondene. e k s pa n s i o n s p ro b l e m e r

Et væsentligt problem har således været at sikre en tilstrækkelig stor egenkapital i den eller de virksomheder, som fonden har ejet eller kontrolleret. Såfremt de virksomheder, der er blevet drevet af de erhvervsdrivende fonde, har skullet være i stand til at ekspandere, har det nemlig for dem, der ikke har været organiseret som aktieselskaber, kun kunnet ske gennem henlæggelser fra virksomhedens overskud eller ved lånoptagelse. Mulighederne for lånoptagelse vil der være grænser for, så længe der ikke er en betydelig egenkapital bag, og hvis der af økonomiske årsager ikke har kunnet foretages tilstrækkelige henlæggelser, har det derfor kunnet virke som en hæmsko for ekspansionen.

133

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

De virksomheder, der har været organiseret som aktieselskaber, har stået i en lidt mere gunstig situation, idet det da har været muligt at rejse egenkapital ved nyudstedelse af aktier, så længe det ikke har truet fondens aktiebesiddelse af den bestemmende indflydelse over virksomheden. Der er derfor adskillige eksempler på, at fondsejede virksomheder, der ikke ved fondsgrundlæggelsen var aktieselskaber, er overgået til aktieselskabsformen i forbindelse med ekspansion. Det var således tilfældet for Carlsbergbryggerierne i forbindelse med fusionen med De forenede Bryggerier i 1970. I et tillæg til fundatsen hed det nu, at Carlsbergfondet fremtidig skulle være ejer af mindst 51% af aktiekapitalen i den fusionerede bryggerivirksomhed i stedet for det eneejede af Carlsbergbryggerierne, der hidtil havde været tilfældet. En lignende situation opstod for Thomas B. Thriges Fond, da virksomheden blev slået sammen med A/S Titan i 1965, og løsningen blev her den samme. Ved yderligere vækst i erhvervsvirksomhederne har selv muligheden for at have mindretalsaktionærer ikke været tilstrækkeligt til at sikre den fornødne aktiekapital, og et næste skridt har da været at opdele aktiekapitalen i to klasser, hvoraf den ene – såkaldte fondsaktier eller A-aktier – blev tildelt en større stemmevægt end de øvrige almindelige eller B-aktier. Typisk har stemmeforholdet været som 10 til 1. Fonden har da ved at besidde A-aktierne i det selskab, som de stod for, kunnet fastholde den bestemmende indflydelse samtidig med en betydeligt større andel af egenkapitalen, der var ejet af andre. Sådanne arrangementer kendes f.eks. i A.P. Møller – Mærsk A/S og Rockwool A/S samt i Carlsberg A/S, hvor fundatsreglerne er blevet ændret til, at Carlsbergfonden skal eje mere end 50% af stemmerettighederne og mere end 25% af aktiekapitalen. Yderligere en mulighed for at øge egenkapitalen kan opnås ved at skyde et holdingselskab ind mellem fonden og dens virksomheder. Fonden fastholder den bestemmende indflydelse i holdingselskabet, der igen kontrollerer erhvervsvirksomhederne. Som et eksempel på denne konstruktion er i figuren på side 7 vist organisationen i Carlsbergkoncernen, som den har set ud i de seneste år. d e e r h v e rv s d r i v e n d e f o n d e o g m y n d i g h e d e r n e

Da de tidligste erhvervsdrivende fonde blev oprettet, fandtes der ikke nogen speciel lovgivning på dette område, og den eneste måde, hvorved fondene kom i kontakt med myndighederne på anden måde end andre erhvervsdrivende, var, at fondsstifteren normalt søgte kongelig konfirmation på fondsfundatsen. Det betød et offentligt tilsyn med, om fondenes fremtidige virke ville være i overensstemmelse med grundlæggerens ønsker og blive udført på forsvarlig vis. Desuden kræver fundatsændringer efter kongelig konfirmation en ministeriel godkendelse, og den kan normalt kun forventes, såfremt ændrede samfundsforhold har gjort de oprindelige bestemmelser uhensigtsmæssige, mens der vogtes over, at der ikke brydes med de oprindelige formålsbestemmelser for fondens virksomhed. En mere direkte offentlig interesse for fondenes virke opstod først i 1970’erne, dels på grund af de mange nyoprettelser, dels som et led i en mere kritisk holdning til erhvervslivet. Debatten samlede sig især om, hvorvidt en erhvervsdrivende fond var en hensigtsmæssig organisation ud fra vækstmæssige og fordelingsmæssige hensyn, og om der var en særlig skattemæssig fordel for de familieejede virksomheder ved at overgå til fondseje. Efter udvalgsarbejde og en længerevarende politisk debat mundede denne offentlige interesse ud i lovgivning i midten af 1980’erne, der bl.a. indeholdt en registrering af de erhvervsdrivende fonde, der desuden skulle indsende årsberetning og årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, en bestemmelse om, at fondsgrundlæggere og deres familie ikke uden særlig godkendelse måtte udgøre et flertal i bestyrelsen, og at uddelingerne til almennyttige formål ikke måtte stå i et klart misforhold til fondens midler. I skattemæssig henseende blev fondene ifølge denne lovgivning i hovedreglen beskattet på linie med aktieselskaber, men der blev indført fuld fradragsret for de uddelinger, der falder ind under fundatsens

134

formål, og der kan skattefrit henlægges beløb på indtil 25% af årets uddelinger til almennyttige formål. Den sidste bestemmelse må ses som en indrømmelse af problemerne med at skaffe tilstrækkelig egenkapital til fortsat at kunne opfylde formålet med en bestemmende indflydelse på fondens virksomheder. Efter Danmarks indtræden i EU er yderligere et emne kommet op i den offentlige diskussion. I det europæiske fællesskab har der til stadighed været planer om at harmonisere medlemslandenes selskabslovgivning for derved at fremme ligelige konkurrencevilkår på det indre marked. Det har i den forbindelse været diskuteret, om opdelingen i aktieklasser kunne virke hæmmende på effektivitetsforanstaltninger, fordi det gjorde det vanskeligt for udenforstående at kunne overtage et selskab, der blev drevet ineffektivt af en lille aktionærkreds, der kunne fastholde magten takket være besiddelsen af A-aktier med stor stemmevægt eller andre bestemmelser, der greb ind i en ligelig indflydelse for aktionærerne. Der har dog hidtil ikke inden for Fællesskabet kunnet opnås enighed om regler, der har grebet ind i den bestående danske retstilstand på dette område. d e e r h v e rv s d r i v e n d e f o n d e s a l m e n n y t t i g e v i r k e

De efterhånden mange erhvervsdrivende fonde har gennem årene ydet meget betydelige bidrag til sociale, videnskabelige, undervisningsmæssige og kulturelle formål. Beløbene har dog kunnet svinge noget fra år til år, alt efter de økonomiske resultater i de virksomheder, der ejes af fondene. Selv om der i de fleste fundatser er faste regler for, hvordan beløbet til de årlige uddelinger skal fastsættes, vil der alligevel være et betydeligt skønsmæssigt element tilbage for fondsdirektionerne. Det skyldes dels beslutninger om størrelsen af virksomhedernes afskrivninger, dels at der i mange fundatser er bestemmelser om henlæggelser til reservefonde, som kan være mindre præcise. For en fondsbestyrelse, der som ovenfor omtalt har et behov for at øge egenkapitalen i forbindelse med en virksomheds vækst, kan der derfor opstå et ønske om at fastholde så meget af overskuddet som muligt i fonden. Alligevel er det store beløb, der uddeles. Deres størrelse kan illustreres ved den følgende liste over uddelingernes størrelse i 2009 fra en række af de største danske erhvervsdrivende fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal: 585 mio.kr. Lundbeckfonden: 340 mio. kr. Novo Nordisk Fonden: 191 mio.kr. Carlsbergfondet: 156 mio.kr. Augustinus Fonden: 132 mio.kr. Det Obelske Familiefond: 50 mio.kr. Oticon Fonden: 49 mio.kr. Egmont H. Petersens Fond: 45 mio.kr Knud Højgaards Fond: 31 mio.kr. Beløbene er gået til en bred vifte af formål inden for kultur, videnskab og undervisning samt til sociale foranstaltninger og har været et værdifuldt supplement til de offentlige ydelser på disse områder. Det er dog ikke kun gennem omdannelse af ejerskabet til en erhvervsdrivende fond, at store virksomheder har foretaget sådanne uddelinger til almennyttige formål. En del erhvervsvirksomheder har i stedet valgt at fastholde den traditionelle struktur med en aktionærkreds, og det almennyttige virke er da i stedet sket ved oprettelse af en fond, der kun har fået tildelt en mindre aktiepost og/eller årlige beløb fra virksomhedens overskud. Eksempler på sådanne fonde er: Rockwoolfonden og Veluxfonden.

135

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

136

137

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Adjunkt, ph.d. Bjørn Schiermer Andersen 482.861 kr. Kant, Nykantianismen og den klassiske sociologi: Kantianske impulser hos Simmel, Durkheim og Weber. Kunsthistoriker, cand.phil. Troels Andersen 116.000 kr. Publicering af 650 tegninger, malerier og en oversigt over manuskripter i forbindelse med projektet K.S. Malevich. Leporskaja-arkivet. Tegninger, malerier, manuskripter. Lektor, dr.phil. Torben Andersen 836.802 kr. Beskrivelse af burunsprogene, en truet sproggruppe i Sudan. Professor, dr.scient. Lars Henrik Andersen 1.500.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet UV-bestråling af molekylære ioner ved ASTRID2.

carlsbergfondet

bevillinger 2010

Lektor, ph.d. Åsa Andersson 500.000 kr. Anskaffelse af flow cytometer til Det Farmaceutiske Fakultet (FARMA), Københavns Universitet. Lektor, ph.d. Jan Arlt 200.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet: Reaktioner i kvantedegenererede molekylære gasser. Lektor, dr.phil. Agnes Arnorsdottir 50.000 kr. Lov, ret og ægteskab i middelalderen og tidlig moderne tid. Direktør, komponist, cand.phil. Erik Bach 700.000 kr. Den moderne klassiske musik i globalisering og forbrugersamfund med særligt henblik på musikken i Italien og Danmark. Lektor, ph.d. Anders Sánchez Barfod 83.000 kr. Karakterudvikling indenfor palmerne (Arecaceae). Forskningsstipendiat, ph.d. Andreas Basse-O’Connor 520.161 kr. Stokastisk integration for stationære processer. Professor, dr. theol.habil. Eve-Marie Becker 50.000 kr. Monografiprojekt: Historieskrivning på nytestamentlig tid (1. og 2. årh. e.Kr.), for: The Anchor Yale Bible Reference Library Series. Forskningsstipendiat, cand.mag. Christian Beenfeldt 1.093.262 kr. Er humanistisk indsigt videnskabeligt relevant? Førstepersonsperspektivet som en kilde til humanvidenskabelig viden. Forskningsstipendiat, ph.d. Poul Martin Bendix 350.000 kr. Små guldstrukturer fungerer som nano-skala antenner drevet af laserlys. Lektor, ph.d. Thomas Bentin 150.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Global analyse af fejltranslationsinduceret protein-misfoldning. Professor, dr. John Bergsagel 34.277 kr. Støtte til musikforskning. Adjunkt, ph.d. Victoria Birkedal 175.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet: Studier af DNA nanostrukturer ved tidsopløst fluorescerende resonans energi-overførsel. Lektor, ph.d. Lars Bisgaard 50.000 kr. Klosterkultur i det lange 1200-tal i Nordeuropa, 1150-1350. Fhv. museumsdirektør, mag.art. Mette Bligaard 1.140.487 kr. Arkitekternes fotografier 1839-1900.

138

Professor, dr.scient. Mikael Bols 200.000 kr. Indkøb af Benchtop IR-spektrometer med elektrokemisk celle til forskning inden for Bioorganisk kemi og Molekylær Elektronik.

Forskningsstipendiat, ph.d. Frederik Diness 1.096.438 kr. Subtype selektive GABA(A) receptor ligander baseret på nye carboxylsyre bioisostere.

Direktør, ph.d. Rasmus Alenius Boserup 1.287.551 kr. Arabisk islamisme i globaliseringens tid.

Forskningsstipendiat, ph.d. Marie Djernæs 350.000 kr. Hvad er søstergruppen til Cryptocercidae + termitter? En kombineret molekylær og morfologisk fylogeni af Dictyoptera.

Forskningsstipendiat, ph.d. Jonatan Bohr Brask 350.000 kr. Kvanteinformation i Netværk. Professor, ph.d. Hans Brix 250.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Hvorfor og hvordan udkonkurrerer invasive planter andre arter?

Forskningsstipendiat, ph.d. Daniel Miotto Dupont 1.096.438 kr. Belysning af fundamentale principper inden for RNA-biblioteks screeninger og aptamer-protein interaktioner.

Doctor, ph.d. Karsten Brogaard 350.000 kr. Synergier med for mørkelsesvariable for aldersbestemmelse af stjerner.

Professor, ph.d. Jens Øllgaard Duus 1.700.000 kr. Opgradering af NMR konsol og probe af gruppens NMR instrument til brug ved projektet Ikke-destruktive NMR studier af biokemiske reaktions netværk og lagerkulhydrater i intakte celler.

Forskningsstipendiat, ph.d. Lotte Buch 1.496.367 kr. Psykiatrisk lidelse, intimitet og strukturel vold i de besatte palæstinensiske områder.

Forskningsstipendiat, ph.d. Mette Ebbesen 1.060.438 kr. Vigtig heden af de 4 principper inden for biomedicinsk etik – et empirisk og filosofisk studie.

Forskningsstipendiat, ph.d. Lars Buchhave 1.621.466 kr. Opdagelse og Karakterisering af Formørkende Exoplaneter.

Professor, ph.d. Jan Johannes Enghild 350.000 kr. Indkøb af nanoHPLC inlet til electrospray tandem massespektrometer.

Lektor, ph.d. Lennart Bunch 611.479 kr. Opdagelse af Nye Subtype Selektive Ligander til det Glutamaterge Neurotransmittersystem og nye Fremspirende Targets i Hjernen.

Professor, dr.scient. Ole Farver 200.000 kr. Internationalt Sym posium i Proteinkemi: Proteiner, fra skabelse til destruktion og hvad der ligger ind imellem.

Dr.phil., mag.art. Lise Busk-Jensen 1.712.645 kr. Det 20. århundredes kvindelige dannelsesroman.

Professor, dr.med. Bente Finsen 200.000 kr. Mikrogliacelle dynamik i hjernens hos patienter med Alzheimers sygdom.

Lektor, fil.dr. Tomas Cedhagen 48.000 kr. Barcoding af Foraminifera og anden fauna i Andamanerhavet.

Forskningsstipendiat, ph.d. Anja Fjorback 525.027 kr. Etablering af live-cell mikroskopi til undersøgelse Vps10p proteiners bevægelser i cellen.

Forskningsstipendiat, ph.d. Lise Christensen 1.096.438 kr. Galakser i det tidlige Univers set gennem gravitationslinser. Lektor, civilingeniør, ph.d. Hans Erik Mølager Christensen 100.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Proteinkrystallisation under oxygenfri betingelser. MSO professor, ph.d. Søren Brøgger Christensen 400.000 kr. NMR-udstyr til lægemiddelforskning. Lektor, ph.d. Jørn Bolstad Christensen 50.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Mod bedre transfektionssystemer – at forstå vekselvirkningen mellem polyaminer og DNA/RNA. Lektor, dr.phil. Dan Ch. Christensen 370.000 kr. Udgivelse af Natures Mindreader – A Biography of Hans Christian Ørsted – Engelsk version af DCC: Naturens Tankelæser – En biografi om H.C. Ørsted. Forskningsstipendiat, ph.d. Jacob Flyvholm Cramer 525.027 kr. Strukturelle studier af Invariant kæde – MHC II komplekser. Lektor, Gilles Cuny 130.000 kr. Udvikling af fossile ferskvands økosystemer i Thailand. Forskningsstipendiat, cand.scient. Søren Degn 842.180 kr. Den indre fjende: mønstergenkendende molekyler i interaktionen med mitokondrielle endosymbionter.

139

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Forskningsstipendiat, ph.d. Janne Karina Flora 350.000 kr. Ensomhed og Social Forandring i Grønland. Lektor, mag.art. Paul John Frandsen 176.700 kr. Udgivelse af bogen ’A Historical Geography of Anatolia in the Assyrian Colony Period’ af Gojko Barjamovic. Direktør, ph.d. Rune Frederiksen 1.408.410 kr. Zea Harbour Project – de græsk-danske undersøgelser af havnene i Piræus, Grækenland. Professor, dr.scient. Robert Frei 470.000 kr. En ICP-OES mass spektrometer til analyser af hoved og spore grundstoffer af geologiske bjergarter med specielt fokus på Phanerozoiske klima rekonstruk tioner. Lektor, dr.rer.nat. Walter Ludwig Friedrich 50.000 kr. Kulstof-14 datering af det Minoiske Udbrud på Santorini. Lektor, ph.d. Niels-Ulrik Frigaard 350.000 kr. HPLC system til analyse af biologiske komponenter og næringsstoffer i marine systemer. Professor, dr.scient. & fil.dr. Ib Friis 135.000 kr. Vedplanteflora og -vegetation på Afrikas Horn. Forskningsstipendiat, ph.d. Christian Frøkjær-Jensen 350.000 kr. Genekspression: Effekter af genomisk placering.

Forskningsstipendiat, ph.d. Andrea Beata Fäh 482.861 kr. Lægemidler som en menneskerettighed? Tilpasning af lovgivningen for at stimulere innovation af lægemidler med henblik på at forbedre velfærd og økonomisk effektivitet. Professor, dr.phil. Vincent Gabrielsen 4.968.468 kr. Private foreninger i den antikke verden. Seniorforsker, dr.scient. Adam Andreas Garde 90.000 kr. Supple rende feltarbejde med skib, Jordens ældste meteoritkrater ved Maniitsoq i Vestgrønland. Forskningsstipendiat, ph.d. Anders Garm 652.817 kr. Sansesystemer og informationsbehandling i simple organismer. Lektor, cand.mag. Ivar Gjørup 500.000 kr. PLATON – Hans liv, tid og by. Forskningsstipendiat, ph.d. David Gloriam 1.194.732 kr. Kemogenomisk identificering af farmakologiske værktøjs-stoffer til orphan receptorer.

Lektor, centerleder, ph.d. Peter Juel Henrichsen 1.462.184 kr. Byggestene i Dansk Talesprog – leksikalsk og kognitivt. Lektor, cand.polit. Ingrid Henriksen 576.325 kr. Danske andels foretagenders historie i internationalt perspectiv. Lektor, dr.habil. Matthias Ulrich Heymann 5.500.000 kr. Udforskning og udenrigspolitik: Dansk-amerikanske forskningssamarbejder i Grønland under den kolde krig 1945-1989. Professor, ph.d. Ole Hindsgaul 581.571 kr. En Biosensor for små molekyler. Lektor, lic.scient. Paul Martin Holm 300.000 kr. Det geokemiske fingeraftryk af de dybe kappeprocesser: En model for materialetransporten til asthenosfæren under den dybe subduktion af oceanbund. Forskningsstipendiat, ph.d. Alexander Huck 1.096.438 kr. Kontrol af emission af en enkelt urenhed i en diamant. Forskningsstipendiat, ph.d. Mattias Häger 1.143.368 kr. Betydningen af miR-130a og miR-126 under granulocytmodningen.

Professor, dr.jur. Bernhard Gomard 40.000 kr. Forskningsstøtte. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 4.700.000 kr. Tilskud til KDVS 2011. Lektor, ph.d. Haraldur P. Gunnlaugsson 50.000 kr. Afholdelse af Nordisk Halvledermøde 2011. Forskningsstipendiat, ph.d. M. Kristoffer Haldrup 350.000 kr. Real-time studier af kemi in action med en ny kombination af tidsopløste røntgenteknikker. Arkitekt Erik Hansen 66.250 kr. Reproduktion af de tegnede illustrationer til publikationen Le temple de Léto au Létôon de Xanthos. Etude architecturale. Lektor, ph.d. Anita Berit Hansen 80.000 kr. Forskningsrejser i forbindelse med projektet Udtaleændringer i pariserfransk: interne/ eksterne forandringsmekanismer og nye normer for god udtale.

Professor, dr.scient. Bo Brummerstedt Iversen 375.000 kr. Add-on synkrotron pulverrøntgendiffraktometer med ultra lav baggrund til studier af molekylære krystaller. Docent, ph.d. Claus Schelde Jacobsen 80.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Skade og reparation af DNA ved bestråling med elektromagnetiske millimeter bølger. Udgravningsleder, ph.d. Jan Kindberg Jacobsen 100.000 kr. Udgivelse af den videnskabelige publikation: Excavations on the Timpone della Motta 2008-2010. Temple VI. The 6th Century BC votive deposits. Forskningsstipendiat, ph.d. Lasse Jakobsen 1.131.438 kr. Direktionalitet af biosonarsignaler hos flagermus: Dynamisk kontrol af lydstrålen. Lektor, ph.d. Hanne Jansen 50.000 kr. Afholdelse af arrangement med Claudio Magris.

Forskningsstipendiat, ph.d. Bjarne Gram Hansen 525.027 kr. Undersøgelse af udviklingen af resistensmekanismer i skimmel svampe.

Professor, dr.phil. Minna Skafte Jensen 12.400 kr. Deltagelse i Parry-Lord conference på Harvard Universitet, 3.-5.12.2010.

Forskningsstipendiat, ph.d. Per Lunnemann Hansen 350.000 kr. Lasing og foton opsamling med nanoantenner.

Direktør, mag.art. Elisabeth Møller Jensen 55.000 kr. Også andre hensyn. Dansk ligestillingshistorie 1849-1915.

Forskningsstipendiat, ph.d. Peter Ibsen Hansen 565.027 kr. nSTARCH: Fra grunlæggende principper til den selvorganiserende mekanisme bag stivelsesbaseret bio-energi.

Lektor, ph.d. Henning S. Jensen 150.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Fosfors biogeokemi i akvatiske økosystemer – prøvenedbrydning vha. mikroovn.

Professor, dr.scient. Harald S. Hansen 400.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Lipider i signalering fra tarm til hjerne.

Adjunkt, ph.d. Robert W. Jensen-Rix 50.000 kr. Konference: Clickon-Knowledge: Viden på nettet og humanistisk videnskab i dag.

Forskningsstipendiat, ph.d. Sara Fasmer Hansen 350.000 kr. Structure function relations of glycosyltransferases involved in plant cell wall biosynthesis II. Professor, D.Sc. David A.T. Harper 500.000 kr. Phanerozoiske økosystemers opståen: En økologisk dimension til den Kambriske Eksplosion.

Forskningsstipendiat, ph.d. Thomas Sand Jespersen 525.027 kr. Observation af Majorana Partikler. På jagt efter nye partikler i faste stoffer. Lektor, ph.d. Thomas Jespersen 200.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet: In vivo shRNA medieret nedregulering af kardielle ion kanaler med adeno-associerede virus vektorer – en ny teknologisk platform.

140

Professor, dr.scient.adm. Jesper Jespersen 50.000 kr. Usikkerhed i perspektiv af makroøkonomisk analyse. Professor, dr.scient. Carsten Juel 300.000 kr. Indkøb af KODAK Image Station 4000MM Pro. Lektor, ph.d. Anna Katharina Jäger 168.289 kr. Etnobotaniske studier i Vakhan-korridoren: Den tredje danske Pamir-ekspedition. Forskningslektor, ph.d. Aslak Jørgensen 646.914 kr. Mitokondriel evolution og fylogenomiske undersøgelser af Tardigrada (Bjørnedyr) og Gastropoda (Snegle). Arkivar, cand.mag. Jesper Jørgensen 522.913 kr. Hjemtagelse af personsager fra Kominternarkivet i Moskva. Forskningsstipendiat, ph.d. Louise Nyholm Kallestrup 1.076.438 kr. Mellem trolddom, magi og religion. Kampen om den folkelige forestillingsverden i det efter-reformatoriske Danmark. Lektor, ph.d. Klemens Kappel 2.650.000 kr. Videnskabens særlige rolle i liberalt demokrati. Professor, erhvervsforsker Jette Sandholm Kastrup 525.027 kr. Strukturel basis for binding af ligander i plante glutamatreceptor homologer. Forskningsstipendiat, ph.d. Jakob Kløve Keiding 350.000 kr. Composition and melting conditions of primary mantle magmas in the Etendeka igneous province, NW Namibia.

Forskningsprofessor, cand.mag. Niels Krabbe 500.000 kr. Udgivelse af J.P.E. Hartmann, Udvalgte værker, Serie III, bind 1-2, værker for klaver. Forskningsstipendiat, ph.d. Thomas Kragh 350.000 kr. Floer-homologi som et spektrum. Forskningsstipendiat, cand.scient. Thorbjørn Krejsgaard 1.008.925 kr. B-lymphoid kinase: karakterisering af et nyt onkogen. Lektor, ph.d. Anders S. Kristensen 175.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Biofysisk analyse af den strukturelle virkningsmekanisme for lægemiddelstoffer på glutamat receptorer. Forskningsstipendiat, ph.d. Mads Darø Kristensen 350.000 kr. Energieffektiv IT via cyber foraging: værktøjer og metoder til udvikling, analyse og simulation af energieffektive applikationer. Lektor, ph.d. Uffe Kristiansen 100.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Atypiske GABA-receptorers rolle i epilepsi. Professor, institutleder, cand.scient. Karsten Kristiansen 250.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Molekylær regulering af omdannelsen af hvidt til brunt fedt. Forskningsstipendiat, ph.d. Carsten Hjort Lange 350.000 kr. Den romerske republikanske triumf: et studium af ritualiseret romersk politik. Lektor, ph.d. Miguel Vazquez Larruscain 553.914 kr. Bro over Sundet: Aandelav og Tonelag.

Forskningsstipendiat, ph.d. Jakob Kibsgaard 1.096.438 kr. In-situ atomar afbildning af elektrokatalysatorer i aktion: Identificering af aktive centre for energikonverteringsreaktioner.

Forskningsstipendiat, ph.d. Anders Peter Larsen 350.000 kr. Arytmiske høj-risiko-zoner i hjertet.

Professor, dr.scient. Thomas Kiørboe 350.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Hydrodynamiske signaler i plankton.

Arkivar og forsker, ph.d. Christian Larsen 320.603 kr. Aktstykker til oplysninger om rigsrådets og stændermødernes historie i Frederik 3.s tid.

Forskningsstipendiat, ph.d. Rikke Schmidt Kjærgaard 1.095.080 kr. Visualisering af biologiske data: Videnskabelige billedteknologier og datadesign.

Professor, dr.phil. et scient. Peder Olesen Larsen 84.000 kr. udgivelse af bogen Stadier på Forskningens Vej. Dansk Forskningspolitik før, nu, ...

Forskningsstipendiat, ph.d. Mikkel Baun Kjærgaard 350.000 kr. Robust og skalerbar genkendelse af folkemængders adfærd.

Lektor, dr.phil. Mogens Trolle Larsen 1.110.865 kr. Det oldassyriske tekstprojekt.

Seniorforsker, dr.phil. Lutz Klassen 1.242.932 kr. Djursland som rituelt landskab i yngre stenalder.

Forskningsstipendiat, ph.d. Henrike Semmler Le 946.989 kr. Neuronal og mesodermal udvikling i de parasitære Acanthocephala.

Forskningsstipendiat, ph.d. Henrik Knudsen 110.000 kr. Publikationsstøtte til værket Pater familias – en bog om fysiologen, formidleren og aktivisten Poul Brandt Rehberg.

Professor, dr.phil. Henning Lehmann 100.000 kr. Udgivelse af Hvad sir de i Århus hos teologerne? Teologrevyer i 70 år (1939-2009).

Forskningsstipendiat, ph.d. Ulla Kokfelt 1.096.438 kr. SOLEX: Solens indflydelse på klima og økosystemer – en undersøgelse af årsager og effekter fra nord til syd. Professor mso, ph.d. Hans Christian Kongsted 75.000 kr. Rejser og materialer i forbindelse med projektet Eksperimentelle og observations-baserede forskningsdesigns i formaliserede forskningsoversigter.

141

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Dr., ph.d. Georgios Leloudas 571.411 kr. Opdagelsen af supernovaer og måling af accelerationen af den kosmiske ekspansion med galaksesurveyet UltraVista. Lektor, ph.d. Michael Lisby 500.000 kr. Indkøb af enhed til op gradering af Center for Advanced Bioimaging’s instrument til high throughput konfokalt mikroskopi til brug ved projektet High throughput tilgang til identificering af den molekylære mekanisme for ALG-2/Ca2+-baseret protein transport.

Professor, dr.rer.nat.habil. Volker Loeschcke 300.000 kr. Identifi cering af SNP variation som er associeret med stressresistens og livslængde i replikerede selektionslinier af Drosophila melanogaster.

Ekstern lektor, dr.phil. Anders Monrad Møller 100.000 kr. Tilskud til udgivelse af Kong Christian VIII.s Breve 1801-1839 til Frederik VI i 2 bind.

Direktør, ph.d. Bjørn Lovén 350.000 kr. Zea Harbour Project – de græsk-danske undersøgelser af havnene i Piræus, Grækenland.

Lektor, ph.d. Steen Brøndsted Nielsen 275.000 kr. Kollisionel elektronoverførsel fra Rydberg-atomer til nøgne og solvatiserede peptid-ioner.

Direktør, cand.mag. Jørn Lund 5.580.000 kr. Ordnet.dk – fase 2: konsolidering og udvikling. Docent, dr.phil. Hans Peter Lund 12.000 kr. Rejseaktiviteter i forbindelse med projektet Chateaubriand, litterat og politiker. Direktør, cand.mag. Jørn Lund 4.394.060 kr. Diplomatarium Danicum, 5. række dækkende årene 1413-1450. Direktør, cand.mag. Jørn Lund 75.000 kr. Dr.phil. Lis Jacobsens liv og værk. En forskningsbaseret biografi. Produktionsstøtte. Direktør, cand.mag. Jørn Lund 1.543.617 kr. Dansk Sproghistorie. Beskrivelse af det danske sprogs historie og af sprogets historie i Danmark. Forskningsstipendiat, ph.d. Marie Braad Lund 350.000 kr. Ammoniak-oxiderende archaea: indsigt i nye genomer ved brug af enkelt-celle baserede metoder. Lektor, ph.d. Lars Chresten Lund-Hansen 400.000 kr. Udvikling af ny Imaging-PAM baseret metode til bestemmelse af havisalgers primærproduktion. Lektor, ph.d. Nina Lundholm 250.000 kr. Indkøb af forsknings mikroskop til mikroalger. Forskningsstipendiat, ph.d. Gitte Lønstrup 350.000 kr. Teodosisk arkitektur – konstruktionen af kulturel erindring i det kristne Romerrige. Lektor, ph.d. Anders Østergaard Madsen 200.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Undersøgelser af chirale, magnetiske og polymorfe krystaller – ultra-kold krystallografi kommer til undsætning. Museumsdirektør, cand.mag. Per Kristian Madsen 796.000 kr. Danmarks Kirker. Professor mso, ph.d. Peter Teglberg Madsen 475.000 kr. Miniature målepakker til studier af marine rovdyrs økologi og stofomsætning i felten. Forskningsstipendiat, Ph.d. Charlotte Marie Madsen 350.000 kr. Tensid-drevet grøn kemi: udvikling af organiske reaktioner i vand med fysisk kemi forståelse. Lektor, ph.d. Anders Michelsen 300.000 kr. Indkøb af analytisk udstyr (GC-MS) til forskning i fysiologisk økologi. Adjungeret professor, mag.art. Peder Mortensen 45.500 kr. Forberedelse af det sidste bind i serien Publications of the Carlsberg Expedition to Phoenicia. Forskningsstipendiat, ph.d. Nibal Muhesen 507.027 kr. Syriske segl i Anatolian, Kültepe-Kanesh.

Forskningsstipendiat, cand.mag. Mads Møller Nielsen 350.000 kr. Zea Harbour Project – de græsk-danske undersøgelser af havnene i Piræus, Grækenland. Overinspektør, mag.art. Poul Otto Nielsen 390.555 kr. Fundene fra den ældre bronzealder. Professor, ph.d. John Nielsen 250.000 kr. Indkøb af mikrobølgeinstrument til brug ved projektet Hurtig-syntese i jagten på nye lægemidler og forståelse af grundlæggende biologiske problemstillinger. Professor, dr.phil. Erik A. Nielsen 100.000 kr. Udgivelsesstøtte til BILLED-SPROG bind 2, Kingo. Barok, enevælde, kristendom. Seniorforsker, mag.art. Svend Nielsen 117.500 kr. Lydrestaurering og publicering af lydoptagelser indspillet på fonograf af Dansk Folkemindesamling i perioden 1907-1949. Professor, dr.scient. Torkel Gissel Nielsen 300.000 kr. Forår i Diskobugten. Lektor, ph.d. Carsten Uhd Nielsen 300.000 kr. Elektrofysiologiske undersøgelser af proton-koblede aminosyre- og peptidtransportører. Adjunkt, ph.d. Kent Albin Nielsen 200.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet: Undersøgelse af selvsamlende kunstige systemer. Forskningsstipendiat, ph.d. Mads Eggert Nielsen 350.000 kr. Deciphering the intricate processes of vesicle trafficking during innate immunity in plants. Forskningsstipendiat, ph.d. Anne Ersbak Bang Nielsen 350.000 kr. Udforskning af kvantemangelegemesystemer ved brug af konform feltteori. Professor, Dr. Habil. Physiol. Ivana Novak 500.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet ATP frigivelse – i sundhed og sygdom. Lektor, centerleder, ph.d. Jesper Nygård 2.500.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til Kvante-målelaboratorium. Arkivar, bibliotekar Ulla Nymand 1.051.637 kr. Digitalisering af Brygger Jacobsens Familiearkiv. Adjunkt, ph.d. Rikke Nørregaard 350.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Identifikation of cellulære signal veje, som er ansvarlig for reguleringen af cyclooxygenasetype 2 (COX-2) i komplekse nyresygdomme. Forskningsstipendiat, ph.d. Daniel Oblak 175.000 kr. Faststof kvante-grænseflade mellem lys og atomer. Lektor, ph.d. Jørgen Olesen 82.000 kr. Udgivelse af Atlas over krebsdyrlarver (bog).

142

Lektor, ph.d. Anders Olsen 50.000 kr. Indkøb af apparatur til brug ved projektet Checkpoint proteiner, aldring og aldersrelaterede sygdomme.

Lektor, ph.d. Morten Rasmussen 1.195.204 kr. En europæisk juridisk revolution – En analyse af skabelsen af den forfatnings retlige praksis i Europa, 1952-1970.

Professor, dr. Birger Munk Olsen 15.000 kr. Studiet af de klassiske latinske forfattere i det 11. og 12. århundrede, bd. IV, 2. Receptionen af den klassiske litteratur: tekster og håndskrifter.

Lektor, dr.scient.adm. Jacob Dahl Rendtorff 50.000 kr. Moralsk blindhed og organisationsetik: Implikationer af Hannah Arendts politiske filosofi for administration, management og ledelse. Et forskningsophold ved Bard College, New York 15/9-15/12 2011.

Professor, ph.d. Karen Fog Olwig 100.000 kr. Kvinders migrationserfaringer: Uddannelse, familie og social mobilitet blandt caribiske sygeplejersker. Forskningsstipendiat, ph.d. Johannes Overgaard 300.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Kuldetolerance i insekter: Interaktion mellem ion-balance, muskel eksitabilitet og fitness. Forsker, ph.d. Mark Payne 350.000 kr. Overensstemmelse og Uoverensstemmelse i Havet. Lektor, ph.d. Henrik Ærenlund Pedersen 50.000 kr. Udgivelse af Flora of Thailand 12(1) indeholdende første del af orkidéfamilien. Professor, dr.phil. & lic.oecon. Jørn Henrik Petersen 300.000 kr. Tilskud til publicering af Dansk Velfærdshistorie, bind 2. Mellem skøn og ret. Forskningsstipendiat, ph.d. Michael Åxman Petersen 408.333 kr. Ændringer af overflader – kontrol af overfladeegenskaber ved hjælp af lys. Forskningsstipendiat, ph.d. Christian Poulsen 350.000 kr. Undersøgelse af gp120 epitoper involveret i bred neutralisering af HIV-1. Professor, ph.d. Flemming Martin Poulsen 1.000.000 kr. Indkøb af ny konsol til 750 MHz NMR spektrometer. Junior group leader, ph.d. Hanne Poulsen 250.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Elektrofysiologisk karak terisering af ionpumper. Forskningsstipendiat, M.Sc. Nønne Prisle 262.500 kr. Organiske aerosoler: en bro fra observationer i omgivelserne til atmosfære modeller. Forskningsstipendiat, ph.d. Christine Svinth-Værge Põder 553.411 kr. Den negative visheds transformationer: Luthers Romerbrevs forelæsning i det 20. århundredes reformatoriske teologi. Projektmedarbejder, ph.d. Mikael Bøgh Rasmussen 350.000 kr. Tilskud til udgivelse af doktordisputatsafhandlingen Billedets blik. En teoretisk basis for portrætanalysen med eksempelanalyser af værker af Hans Holbein d.y., Melchior Lorck og Pieter Isaacsz. Projektmedarbejder, ph.d. Mikael Bøgh Rasmussen 11.645 kr. Deltagelse med paper i Renaissance Society of Americas konference Christian-Muslim Relations in the Literature and Visual Arts of Early Modern Europe, Montreal marts 2011. Forskningsstipendiat, ph.d. Morten Grud Rasmussen 507.027 kr. Modellering og optimering af overgangen til et energisystem fuldt baseret på vedvarende energikilder -- set fra et matematisk fysik perspektiv.

143

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Lektor, ph.d. Tenna Riis 250.000 kr. Biodiversitet og økologisk funktion i vandløb. Professor, lic.scient. Søren Rosendahl 250.000 kr. Primær succession og indvandring af arbuskulære mykorrhizasvampe på Peberholm. Forskningsstipendiat, ph.d. Thomas Rosenørn 525.027 kr. Sekundær organisk aerosol egenskaber fra levende plante emissioner: Miljømæssige konsekvenser af klimaændringsinduceret plantestress. Forskningsstipendiat, ph.d. Amit Roy 1.096.438 kr. Enkelt-molekyle detektion af human topoisomerase I-afhængige reaktioner i enkeltceller: Belysning af celle-til-celle variation. Adjunkt, ph.d. Caroline Schaffalitzky de Muckadell 30.000 kr. Udgivelse af antologi: At kortlægge religion. Grundlags-diskussioner i religionsforskningen. Lektor, ph.d. Nikolaj Scharff 220.550 kr. Monofyli og fylogenetisk placering af edderkoppeslægten Stemonyphantes Menge, 1866 (Linyphiidae, Araneae) og dets implikationer for linyphiidernes overordnede fylogeni. Lektor, ph.d. Nikolaj Scharff 100.000 kr. Forskningsrejser i forbindelse med projektet Edderkoppefamilien Malkaridae (Araneae): Fylogeni, Biogeografi og Artsrigdom. Forskningsstipendiat, MSc Anna Mosegaard Schmidt 350.000 kr. Værts-parasit interaktioner: svampe manipulerer myrer. Seniorforsker, adj. prof., dr.scient. Jørgen Schou 50.000 kr. Støtte til inviterede foredragsholdere ved Konferencen ICPEPA 7 Inter national Conference om foto excitations processer og deres anvendelser – 15. -19. august 2009, København. Ekstern lektor, ph.d. Laust Schouenborg 350.000 kr. Internationale institutioner i verdenshistorien. Professor, dr.phil. Lene Schøsler 50.000 kr. Internationalt seminar om pronominer og deiksis i de romanske sprog. Professor, dr.scient. Ole Seberg 100.000 kr. Så ens og dog så forskellige solsikketræer på Galapagos-øerne. Forskningsstipendiat, ph.d. Rune Kirk Seidler-Egdal 350.000 kr. Aniongenkendelse og selektiv arsenat binding. Adjunkt, ph.d. Jacob Friis Sherson 600.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Kvantekontrol: manipulation og interface af udvalgte atomer i optiske gitre med lys. Professor, dr.rer.nat. Peter Sigmund 165.000 kr. Partikelstrålings vekselvirkning med stof.

Forskningsstipendiat, ph.d. Jens Bæk Simonsen 350.000 kr. Nanodisk, et unikt drug delivery system for siRNA. Forskningsstipendiat, ph.d. Jesper Sjolte 428.180 kr. Regional modellering af stabile vandisotoper i nedbør over Grønland for den nuværende og forrige mellemistid. Forskningsstipendiat, ph.d. Bjørn Okholm Skaarup 350.000 kr. Anvendt videnskab i renæssancens kunstakademier, 1563-1607. R&D biologist, ph.d. Mette Elena Skindersø 525.027 kr. Betydning af mikromiljøet for dendritiske cellers differentiering og modning. Museumsdirektør, cand.mag. Mette Skougaard 1.627.466 kr. Dansk-russiske forbindelser fra 1600 til 1900: Kulturmøde og kortlægning af Rusland – før og nu. Professor, cand.oecon. Nina Smith 1.017.327 kr. Vejen til direktionsgangen? Forskelle i forfremmelseschancer og aflønning mellem kvinder og mænd i danske virksomheder. Professor, dr.scient. h.c. Birte Svensson 1.346.438 kr. Fra 2D pletter til 3D strukturer. Proteom-baseret profilering af bygfrø og struktur/ funktion-analyse af centrale proteiner med tilknytning til kulhydratnedbrydning og redox-reaktioner. Lektor, ph.d. Bent Meier Sørensen 50.000 kr. Afholdelse af Skabelse, Krise, Kritik – Fjerde Internationale Deleuze Studies Konference. Professor, dr.jur. et phil. Ditlev Tamm 100.000 kr. International tilgængelighed af middelalderens retshistorie:Engelsk udgivelse af de danske landskabslove. Lektor msk, ph.d. Christian Tegner 90.500 kr. Magmakammer processer i Skaergaard intrusionen, Grønland – supplement for 2011 feltarbejde.

Lektor, ph.d. Thomas Ulrich 250.000 kr. Indkøb af ansøgt apparatur til brug ved projektet Proposal for a fluid and melt inclusion microthermometry laboratory at Aarhus University. Forskningsstipendiat, ph.d. Christian Bjerggaard Vægter 576.391 kr. Sortilins funktion i den molekylære regulering af sensorisk neuron signalering. Adjunkt, ph.d. Jacob Lund Weinreich 50.000 kr. Afholdelse af konference med titlen Æstetik og politik 26.-29. maj 2011 på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Lektor, ph.d. Petrine Wellendorph 300.000 kr. Indkøb af udstyr til molekylærfarmakologiske studier af gamma-aminobutyrat (GABA) receptorer. Professor, Dr. Jürgen Wendland 400.000 kr. Genomsekventering af hele Saccharomyces carlsbergensis genome. Forskningsstipendiat, ph.d. Philip Grabow Westergaard 465.266 kr. Kvante studier af kolde magnesiumatomer. Forskningsstipendiat, cand.scient. Erik Digman Wiklund 175.000 kr. Sammenhæng mellem epigenetisk deregulering af microRNA udtryk i oral cancer og udvikling af invaderende cancer stamceller. Lektor, ph.d. Martin Willemoës 300.000 kr. Indkøb af Isotermt titreringskalorimeter til undersøgelser over enzymkinetik, proteininteraktion og betemmelse af in situ kompleksitetskonstanter. Kunsthistoriker, ph.d. Matthias Wivel 1.060.438 kr. Tegnekunst i Renæssancens Venedig. Lektor, ph.d. Katrine Worsaae 300.000 kr. Adaptationer til et liv mellem sandkorn.

Adjunkt, ph.d. Nicolas Thibault 75.000 kr. Klimatiske og oceanografiske variationer i det boreale område i Sen Kridt.

Arkæolog, mag.art. Margit von Mehren 123.000 kr. Udgivelse af Analecta Romana Instituti Danici – Supplementum LXII. Orientalizing and Lucanian Tombs from loc. De Santis I, Pontecagnano.

Doctor, ph.d. in Biological Sciences Timothy Topper 1.060.438 kr. Uncovering the true diversity of brachiopods directly prior to the Great Ordovician Biodiversification Event.

Lektor, ph.d. Niels Ørtenblad 166.616 kr. Forskningsrejse i forbindelse med projektet: Glykolysens rolle for normal muskelfunktion og muskelcellens ion-regulering.

Lektor, ph.d. Christian Troelsgård 37.000 kr. Tilskud til udgivelse af Byzantine neumes, A new introduction to the Middle Byzantine musical notation, Monumenta Musicae Byzantinae, Subsidia IX.

Forskningsinspektør, mag.art. Jan Stubbe Østergaard 2.152.419 kr. På sporet af farven: Polykromi i Ny Carlsberg Glyptoteks samling af græsk og romersk skulptur.

Forskningsstipendiat, ph.d. Eva Uhre 350.000 kr. Fra holomorf dynamik til konform geometri.

Forskningsstipendiat, ph.d. Olga Østrup 1.194.732 kr. Celles permissiv tilstand.

Trapperummet i Carlsbergfondets hus. Foto: J.H., 1900.

144

145

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

resultatopgørelse for året 1. januar – 31. december 2010 2009 2 0 1 0 1.000 kr. 1.000 kr. Indtægter Udbytte af kapitalandele i dattervirksomheder 120.534 123.207 Drift af naboejendomme, inkl. afskrivninger 1.187 1.335 121.721 124.542 Omkostninger Personaleomkostninger –7.333 –7.208 Andre eksterne omkostninger –811 Afskrivninger –15.352

–7.176 –5.830 –376 –13.382

Resultat før finansielle poster 106.369

111.160

Finansielle poster Finansielle indtægter

60.394

102.124

Årets resultat før skat 166.763

213.284

Skat

Årets resultat

166.763 213.284

Resultatdisponering Årets resultat Bevillinger

166.763 –167.353

213.284 –156.152

Årets resultat til fundatsmæssige henlæggelser

–590

57.132

der foreslås henlagt således: 33.353 42.657 Grund- og bryggerifondet 0 0 Ekstra reservefond a 8.338 10.664 Ekstra reservefond b 8.338 10.664 Almindeligt reservefond –50.619 –6.853 Særligt reservefond 1977 –590 57.132

Carlsbergfondet / Resultatopgørelse og balance 2010. Hele årsrapporten kan ses på Carlsbergfondets hjemmeside www.carlsbergfondet.dk CVR-nr. 60 22 35 13

146

balance pr. 31. december 2010 2009 2010 1.000 kr. 1.000 kr.

aktiver

Anlægsaktiver Materielle anlægsaktiver 41.824 Grunde og bygninger 788 Driftsmateriel og inventar 42.612 Finansielle anlægsaktiver Kapitalandele i dattervirksomheder 27.010.371 Andre værdipapirer 1.290.666 Indestående i Grundejernes Investeringsfond § 18 b 76 28.301.113 Anlægsaktiver i alt 28.343.725

25.794 413 26.207

18.387.264 1.305.244 0 19.692.508 19.718.715

Omsætningsaktiver Tilgodehavender 17.504 Andre tilgodehavender 608 Periodeafgrænsningsposter 18.112

17.743 604 18.347

5.229

7.368

23.341 Omsætningsaktiver i alt

25.715

Likvide beholdninger

aktiver i alt

28.367.066 19.744.430

passiver Egenkapital 2.572.924 Grund- og bryggerifond 20.280.471 Opskrivningshenlæggelser, kapitalandele Ekstra reservefond a 0 108.416 Ekstra reservefond b Almindeligt reservefond 334,420 4.790.431 Særligt reservefond 1977 Egenkapital i alt

2.539.572 11.933-078 0 100.078 326.082 4.569.322

28.086.663 19.468.132

Gældsforpligtelser Langfristede gældsforpligtelser Ikke udbetalte bevillinger

31.825

27.931

Kortfristede gældsforpligtelser Ikke udbetalte bevillinger 210.188 201.323 Tuborgfondets dispositionskonto 34.541 43.932 Anden gæld 2.645 2.752 Periodeafgrænsningsposter 1.204 360 Kortfristede gældsforpligtelser i alt 248.578

248.367

Gældsforpligtelser i alt 280.403

276.298

passiver i alt

147

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

28.367.066 19.744.430

148

149

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

til carlsberg laboratorium har i 2010 været knyttet følgende videnskabelige medarbejdere, gæster og studerende: Professor Jens Duus er koordinerende leder (pr. 1. august 2007) NMR Teknologi Professor Jens Duus Dr. Sebastian Meier, NMR teknologi

carlsberg laboratorium

beretning for året 2010

Plantebiologi Professor Mats Hansson Dr. Ilka Braumann, bygmutanter Dr. Christoph Dockter, bygmutanter Dr. Simon Gough, byg bioinformatik Dr. Joakim Lundquist, magnesium kelatase Ph.d.-studerende André Müller, bygmutanter Ph.d.-studerende Ragna Peterson Wulff, cyklaser Stud. Gudrun Rutsdottir, byg thioredoxin reduktase C Stud.scient. Lizette M. Schneider, bygmutanter Seniorforsker Dr. Shakhira Zakhrabekova, bygmutanter Proteinkemi Professor Anette Henriksen Ph.d.-studerende Caspar Elo Christensen, peroxisomal b-oxidation Ph.d.-studerende Petr Efler, mikrobielle thioredoxiner Ph.d.-studerende Marie Møller, limit dextrinase Stud. Gudrun Rutsdottir, byg thioredoxin reduktase C Dr. Lyann Sim, byg hydrolaser, limit dextrinase Dr. Michael Skovbo Windahl, byg hydrolaser, limit dextrinase Kulhydratkemi Professor Ole Hindsgaul Dr. Marie Bøjstrup, polysakkarid analyse M.Sc. Anders Holmgaard Hansen, fastfase oligosakkarid mærkning Dr. Sine Johannesen, polysakkarid analyse Dr. Malene R. Jørgensen, fastfase oligosakkarid mærkning Stud. Cedric Lentz, kulhydrat syntese Dr. Karin Mannerstedt, glykolipid metabolisme Dr. Anita Jansson Mathiesen, kulhydrat sensorer Dr. Hidenori Tanaka, fluorescerende glykolipider Ph.d.-studerende Yayoi Yoshimura, glykopeptider Molekylær Genkendelse Professor Morten Meldal Dr. Ernst Meinjohanns, CAMP-in vivo prober til mammale proteaser Dr. Manat Renil, cellulose-baserede polymerer Dr. Boqian Wu, cellulært fast fase GPCR assay Enzymologi Professor Monica Palcic Dr. Dietlind Adlercreutz, enzymatisk glykolipid syntese Dr. René Jørgensen, glykosyltransferaser, struktur og funktion M.Sc. Tone Glarborg Larsen, enzymoprensning Dr. Morten Munch Nielsen, stivelses syntese Dr. José Seijo, stivelses syntese Dr. Birgit Groth Storgaard, glykosid hydrolaser Gærbiologi Professor Jürgen Wendland Dr. Richard Baerends, stress i gær Ph.d.-studerende Anke Grünler, flokkulering Ph.d.-studerende Sigyn Jorde, genfunktionsanalyse Dr. Klaus Lengeler, gærbiologi

150

Stud. Katie Lin, svampebiologi Ph.d.-studerende Elisabeth Olsson, svampebiologi Ph.d.-studerende Theresa Oskarsson, svampebiologi Ph.d.-studerende Patrick Reijnst, genfunktionsanalyse Dr. Natalia Solodovnikova, gærbiologi Seniorforsker Dr. Andrea Walther, stress-response

følgende arbejder er publiceret indtil udgangen af 2010: Adlercreutz, D., J.T. Weadge, B.O. Petersen, J.Ø.Duus, N.J. Dovichi, and M.M. Palcic: Enzymatic synthesis of Gb3 and iGb3 ceramides. Carbohyd. Res. 345, 1384-1388, 2010. Arent, S., C.E. Christensen, V.E. Pye, A. Nørgaard, and A. Henriksen: The multifunctional protein in peroxisomal β-oxidation. J. Biol. Chem. 285, 24066-24077, 2010. Bek, A.S., J. Sauer, M.B. Thygesen, J.Ø. Duus, B.O. Petersen, S. Thirup, E. James, K.J. Jensen, J. Stougaard, and S. Radutoiu: Improved characterization of nod factors and genetically based variation in LysM receptor domains identify amino acids expendable for nod factor recognition in Lotus spp. Mol. Plant Microbe Interact. 23, 58-66, 2010. Bertram, H.C., M.R. Weisbjerg, C.S. Jensen, M.G. Pedersen, T. Didion, B.O. Petersen, J.Ø. Duus, M.K. Larsen, and J.H. Nielsen: Seasonal changes in the metabolic fingerprint of 21 grass and legume cultivars studied by nuclear magnetic resonance-based metabolomics. J. Agric. Food Chem. 58, 4336-4341, 2010. Borth, N., A. Walther, P. Reijnst, S. Jorde, Y. Schaub, and J. Wendland: Candida albicans Vrp1 is required for polarized morphogenesis and interacts with Wal1 and Myo5. Microbiol. 156, 2962-2969, 2010. Dietvorst, J. and A. Brandt: Histone modifying proteins Gcn5 and Hda1 affect flocculation in Saccharomyces cerevisiae during highgravity fermentation. Curr. Genet. 56, 75-85, 2010. Dietvorst, J., K. Karhumaa, M.C. Kielland-Brandt, and A. Brandt: Amino acid residues involved in ligand preference of the Snf3 transporter-like sensor in Saccharomyces cerevisiae. Yeast 27, 131-138, 2010. Diness, F. and M. Meldal: Amino acid derived 1,4-dialkyl substituted imidazolones. Peptide Science 94, 236-241, 2010. Epp, E., A. Walther, G. Lépine, Z. Leon, A. Mullick, M. Raymond, J. Wendland, and M. Whiteway: Forward genetics in Candida albicans that reveals the Arp2/3 complex is required for hyphal formation, but not endocytosis. Mol. Microbiol. 75, 1182-1198, 2010. Essaka, D.C., J. White, P. Rathod, C.D. Whitmore, O. Hindsgaul, M.M. Palcic, and N.J. Dovichi: Monitoring the uptake of glycosphingolipids in plasmodium falciparum-infected erythrocytes using both fluorescence microscopy and capillary electrophoresis with laser-induced fluorescene detection. Anal. Chem. 82, 9955-9958, 2010. Grünler, A., A. Walther, J. Lämmel, and J. Wendland: Analysis of flocculins in Ashbya gossypii reveals FIG2 regulation by TEC1. Fungal Gen. Biol. 47, 619-628, 2010.

151

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Hult, A.K., M.H. Yazer, R. Jørgensen, Å. Hellberg, H. Hustinx, T. Peyrard, M.M. Palcic, and M.L. Olsson: Weak A phenotypes associated with novel ABO alleles carrying the A2-related 1061C deletion and various missense substitutions. Transfusion 50, 14711486, 2010. Karhumaa, K., B. Wu, and M.C. Kielland-Brandt: Conditions with high intracellular glucose inhibit sensing through glucose sensor Snf3 in Saccharomyces cerevisiae. J. Cell. Biochem. 110, 920-925, 2010. Karlsson, M., P.R. Jensen, R. in ’t Zandt, A. Gisselsson, G. Hansson, J.Ø. Duus, S. Meier, and M.H. Lerche: Imaging of branched chain amino acid metabolism in tumors with hyperpolarized 13C ketoisocaproate. Int. J. Cancer 127, 729-736, 2010. Le Quement, S.T., R. Petersen, M. Meldal, and T.E. Nielsen: N-acyliminium intermediates in solid-phase synthesis. Peptide Science 94, 242-256, 2010. Lerche, M.H., S. Meier, P.R. Jensen, H. Baumann, B.O. Petersen, M. Karlsson, J.Ø. Duus, and J.H. Ardenkjær-Larsen: Study of molecular interactions with 13C DNP-NMR. J. Mag. Res. 203, 52-56, 2010. Lundqvist, J., H. Elmlund, R.P. Wulff, L. Berglund, D. Elmlund, C. Emanuelsson, H. Hebert, R.D. Willows, M. Hansson, M. Lindahl, and S. Al-Karadaghi: ATP-induced conformational dynamics in the AAA+ motor unit of magnesium chelatase. Structure 18, 354-365, 2010. Mannerstedt, K., A.M. Jansson, J. Weadge, and O. Hindsgaul: Small-molecule sensing: A direct enzyme-linked immunosorbent assay for the monosaccharide Kdo. Angew. Chem. Int. Ed. 49, 81738176, 2010. Meldal, M., C.W. Tornøe, T.E. Nielsen, F. Diness, S.T. Le Quement, C.A. Christensen, J.F. Jensen, K. Worm-Leonhard, T. Groth, L. Bouakaz, B. Wu, G. Hagel, and L. Keinicke: Ralph F. Hirschmann Award Address 2009: Merger of organic chemistry with peptide diversity. Peptide Science 94, 161-182, 2010. Pesnot, T., M.M. Palcic, and G.K. Wagner: A novel fluorescent probe for retaining galactosyltransferases. Chem. Bio. Chem. 11, 1392-1398, 2010. Pesnot, T., R. Jørgensen, M.M. Palcic, and G.K. Wagner: Structural and mechanistic basis for a new mode of glycosyltransferase inhibition. Nat. Chem. Biol. 6, 321-323, 2010. Pye, V.E., C.E. Christensen, J.H. Dyer, S. Arent, and A. Henriksen: Peroxisomal plant 3-ketoacyl-CoA thiolase structure and activity are regulated by a sensitive redox switch. J. Biol. Chem. 285, 24078-24088, 2010. Rademacher, C., J. Landström, N. Sindhuwinata, M.M. Palcic, G. Widmalm, and T. Peters: NMR-based exploration of the acceptor binding site of human blood group B galactosyltransferase with molecular fragments. Glycoconj. J. 27, 349-358, 2010.

Rasmussen, J.E, C.B. Schiødt, S.F. Christensen, L. NørskovLauritsen, M. Meldal, P.M. St. Hilaire, and K.J. Jensen: Small-molecule affinity ligands for protein purification: Combined computational enrichment and automated in-line screening of an optically encoded library. Angew. Chem. Int. Ed. 49, 3477-3480, 2010. Reijnst, P., A. Walther, and J. Wendland: Functional analysis of Candida albicans genes encoding SH3-domain-containing proteins. FEMS Yeast Res. 10, 452-461, 2010. Reijnst, P., S. Jorde, and J. Wendland: Candida albicans SH3-domain proteins involved in hyphal growth, cytokinesis, and vacuolar morphology. Curr. Genet. 56, 309-319, 2010. Schuman, B., M. Persson, R.C. Landry, R. Polakowski, J.T. Weadge, N.O.L. Seto, S.N. Borisova, M.M. Palcic, and S.V. Evans: Cysteineto-serine mutants dramatically reorder the active site of human ABO(H) blood group B glycosyltransferase without affecting activity: structural insights into cooperative substrate binding. J. Mol. Biol. 402, 399-411, 2010. Sindhuwinata, N., E. Munoz, F.J. Munoz, M.M. Palcic, H. Peters, and T. Peters: Binding of an acceptor substrate analog enhances the enzymatic activity of human blood group B galactosyltransferase. Glycobiology 20, 718-723, 2010. Straadt, I.K., J.F. Young, B.O. Petersen, J.Ø. Duus, N. Gregersen, P. Bross, N. Oksbjerg, P.K. Theil, and H.C. Bertram: Oxidative stress-induced metabolic changes in mouse C2C12 myotubes studied with high-resolution 13C, 1H, and 31P NMR spectroscopy. J. Agric. Food Chem. 58, 1918-1926, 2010. Straadt, I.K., J.F. Young, B.O. Petersen, J.Ø. Duus, N. Gregersen, P. Bross, N. Oksbjerg, and H.C. Bertram: Metabolic profiling of heat or anoxic stress in mouse C2C12 myotubes using multinuclear magnetic resonance spectroscopy. Metabolism Clinical and Experimantal 59, 814-823, 2010. Thygesen, M.B., H. Munch, J. Sauer, E. Cló, M.R. Jørgensen, O. Hindsgaul, and K.J. Jensen: Nucleophilic catalysis of carbohydrate oxime formation by anilines. J. Org. Chem. 75, 1752-1755, 2010. Vester-Christensen, M.B, M.A. Hachem, B. Svensson, and A. Henriksen: Crystal structure of an essential enzyme in seed starch degradation: barley limit dextrinase in complex with cyclodextrins. J. Mol. Biol. 403, 739-750, 2010. Weadge, J.T. and M.M. Palcic: Chemistry of Glycosyltransferases. In: T.P. Begley (Ed.) Wiley Encyclopedia of Chemical Biology Vol. 2, Wiley, New York, 2009, pp. 198-211. Whitmore, C.D., J. Prendergast, D. Essaka, O. Hindsgaul, M.M. Palcic, R.L. Schnaar, and N.J. Dovichi: Metabolic cytometry – the study of glycosphingolipid metabolism in single primary cells of the dorsal root ganglia. In: C. Lu (Ed.) Chemical Cytometry, Ultrasensitive Analysis of Single Cells, Wiley-VCH, 2010, pp. 21-29. Zidorn, C., B.O. Petersen, V. Sareedenchai, E.P. Ellmerer, and J.Ø. Duus: Tragoponol, a dimeric dihydroisocoumarin from Tragopogon porrifolius L. Tetrah. Lett. 51, 1390-1393, 2010.

ph.d. og kandidatafhandlinger: Christensen, C.E.: Molecular interactions in Arabidopsis β-oxidation. Ph.D.-afhandling, Københavns Universitet, juli 2010. Grünler, A.: Molecular biological analysis of cell adhesion in Ashbya gossypii. Ph.D.-afhandling, Friedrich-Schiller-Universität, Jena, marts 2010. Jensen, J.M.: Exploring aspects of the barley limit dextrinase and its endogenous inhibitor. M.Sc.-afhandling, Danmarks Tekniske Universitet, oktober 2010. Reijnst, P.: Functional analysis of Candida albicans genes encoding SH3-domain containing proteins. Ph.D.-afhandling, Københavns Universitet, 2010. Rútsdóttir, G.: Structural and functional characterization of barley (Hordeum vulgare L.). NADPH-dependent thioredoxin reductase C (NTRC). M.Sc.-afhandling, Lund Universitet, juni 2010. Vester-Christensen, M.B: Production, purification and structural characterisation of recombinant barley limit dextrinase and characterisation of its interaction with the endogenous limit dextrinase inhibitor. Ph.D.-afhandling, Danmarks Tekniske Universitet, november 2009.

abstracts ved konferencer: Adlercreutz, D., K. Mannerstedt, W. Wakarchuk, N. Dovichi, O. Hindsgaul, and M.M. Palcic: UDP-5’-thio galactose: a valuable tool for mechanistic studies on glycosyltransferases. Abstr. #209, Glycobiology 20, p. 1517, 2010. Christensen, C.E., V.E. Pye, and A. Henriksen: The flexibility of a loop determines substrate specificity in Arabidopsis MFPs. Abstr. #16, Protein. DTU, 4th Workshop, Copenhagen, Nov. 12, 2010. Christensen, C.E., V.E. Pye, S. Arent, and A. Henriksen: Dynamics in the binding pockets of the Arabidopsis MFPs determine substrate specificity. Abstr. 19th CoLuAa Conf., Copenhagen, Nov. 4-5, 2010. Finnie, C,. B.C. Bønsager, A. Shahpiri, K.G. Kirkensgaard, N. Navrot, P. Hägglund, A. Henriksen, and B. Svensson: Analysis of redox-related proteins in barley seed proteomes. Abstr. #IL-7, 3rd Iranian Proteomics Congress, Tehran, 26-27 May, 2010, p. 27. Finnie, C., B.C. Bønsager, A. Shahpiri, K.G. Kirkensgaard, N. Navrot, P. Hägglund, A. Henriksen, and B. Svensson: Analysis of redox-related proteins in barley seed proteomes. Abstr. # 3.13, 5th IPA Ann. Nat. Conf., Firenze, 9-12 June, 2010. Henriksen, A., C.E. Christensen, and V.E. Pye: Redox regulation and substrate specificity in plant peroxisomal β-oxidation. Abstr. #FA1-MS10-T04, 26th Eur. Crystallographic Meeting, Acta Cryst. A66, p. 29, 2010. Hindsgaul, O., M. Jørgensen, A. Hansen, A. Jansson, J. Weadge, and K. Mannerstedt: New tools for glycobiology: glycan tips and Kdo-sensors. Int. Symp. of Glycosciences, # L09, Taipei, Taiwan, 29-30 July, 2010, p. 20.

152

Jørgensen, R., T. Pesnot, M.M. Palcic, and G.K. Wagner: Structural basis for a new mode of glycosyltransferase inhibition. Abstr. Poster Presentation MS11-P02. 26th Eur. Crystallographic Meeting, D-Darmstadt, 29 Aug. – 2. Sep. 2010. Kirkensgaard, K.G., P. Hägglund, C. Finnie, B. Svensson, and A. Henriksen: Reaction mechanism of barley thioredoxin reductase. Abstr. 19th CoLuAa Conf., Copenhagen, Nov. 4-5, 2010. Kirkensgaard, K.G., P. Hägglund, C. Finnie, B. Svensson, and A. Henriksen: Structure of NADPH-dependent thioredoxin reductase from barley. Abstr. #21, Protein.DTU, 4th Workshop, Copenhagen, Nov. 12, 2010. Kirkensgaard, K.G., P. Hägglund, C. Finnie, B. Svensson, and A. Henriksen: Reaction mechanism of barley thioredoxin reductase. Abstr. #P69, 13th Int. Conf. on the Crystallization of Biological Macromolecules, Dublin, 12-16 September, 2010, p. 176. Meinjohanns, E.: Profiling and “in-vivo” imaging of proteases by activity based probes: methods and applications. Novabiochem Seminar, DK-Copenhagen, 28 January, 2010. Meloncelli, P.J., M.M. Palcic, and T.L. Lowary: Synthesis of H type I-VI histo-blood group antigens to probe GTA1 and GTA2 enzyme kinetics. 25th Int. Carbohydrate Symp., # C-P5-108, Tokyo, Japan, 1-6 August, 2010, p. 553. Navrot, N., K.G. Kirkensgaard, F. Yang, B.C. Bønsager, A. Shahpiri, P. Hägglund, C. Finnie, A. Henriksen, and B. Svensson: Barley proteomics. Redox proteins, seed germination, and fusarium infection. Abstr. Int. Conf. on Proteomics in Plants, Microorganisms and Environment, Luxembourg, 18-20 October, 2010, p. 42. Palcic, M.: Mechanistic insights from natural and unnatural glycosyltransferase mutants. Int. Symp. of Glycosciences, # L16, Taipei, Taiwan, 29-30 July, 2010, p. 27. Palcic, M.: Single cell enzymology and metabolism of oligosaccharides. Abstr. 7th Münster Conf. on Single Cell and Molecule Analysis, D-Münster, Nov. 3-4, 2010, p. 12.

153

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Palcic, M.M.: Structure, function and evolution of glycosyltrans ferases. 25th Int. Carbohydrate Symp., # PL-004, Tokyo, Japan, 1-6 August, 2010, p. 14. Pye, V.E. and A. Henriksen: The anaerobic crystallisation of a plant oxidase (ACX1) in complex with its substrate. Abstr. #P59, 13th Int. Conf. on the Crystallization of Biological Macromolecules, Dublin, 12-16 September, 2010, p. 171. Svensson, B., J.M. Jensen, M.B. Vester-Christensen, P. Hägglund, A. Henriksen, and M. Abou-Hachem: Crystal structure, carbohydrate- and protein-protein interactions of barley limit dextrinase, limit dextrinase inhibitor and thioredoxin. Abstr. AACC Int. Ann. Meeting, Savannah, 24-27 October, 2010. Svensson, B., M.B. Vester-Christensen, J.M. Jensen, A. Henriksen, J.M. Andersen, M.S. Møller, and M.A. Hachem: Production, purification, characterisation and protein-protein interaction measurements of barley limit dextrinase and barley limit dextrinase inhibitor. Abstr. #K-12, J. Appl. Glycoscience 57, 26, 2010. Svensson, B., N. Navrot, F. Yang, K.G. Kirkensgaard, B.C. Bønsager, A. Shahpiri, O. Björnberg, P. Hägglund, A. Henriksen, and C. Finnie: Proteomics of BarleySeeds: Germination; NADPH-Thioredoxin Reductase – Thioredoxin System; Fusarium Infection. Abstr. 2nd Int. Symp. on Frontier in Agriculture Proteome Research. Tsukuba, Japan, 18-19 November, 2010, p. S-15. Vester-Christensen, M.B., M.A. Hachem, B. Svensson, and A. Henriksen: Barley limit dextrinase structure and its implications for enzyme activity. Abstr. #P-36, J. Appl. Glycoscience 57, 53, 2010. Vester-Christensen, M.B., M.A. Hachem, B. Svensson, and A. Henriksen: Structural studies of barley limit dextrinase. Synchroton Radiation, MAX-lab Activity Report 2009, National Laboratory, S-Lund, p. 380. Wilkens, C., D. Cockburn, M.M. Hachem, M.B. Vester-Christensen, A. Henriksen, and B. Svensson: Surface binding sites in amylolytic enzymes. Abstr. #17, Protein.DTU, 4th Workshop, Copenhagen, Nov. 12, 2010.

r e g n s k a b 1 . ja n ua r – 3 1 . d e c e m b e r 2 0 1 0 i h ov e dta l Indtægter: 2010 2009 i 1.000 kr. Carlsbergfondet Carlsbergfondet ekstraordinær bevilling Carlsbergfondet regulering vedr. tidligere år EU forskningsprogrammer Statens Forskningsråd m.v. Øvrige indtægter

12.000 12.000 449 0 274 1.771 2.981 1.486 2.028 2.669 3.065 2.596

20.797 20.522 Anvendt til udstyr 0 0 7.052 7.540 Carlsberg A/S 1 27.849 28.062 Omkostninger: 21.408 21.526 Gager og honorarer Laboratoriematerialer og prøver 2.876 2.630 Anskaffelser og vedligehold m.m. 2.700 2.823 Rejser og repræsentation 519 460 Ph.d-afgift 65 299 Personaleomkostninger (gæster m.m.) 70 191 Øvrige omkostninger 211 133 27.849 28.062

Omkostninger fordelt på afdelinger: 1.426 1.437 Carlsberg Laboratorium – fælles Carlsberg Laboratorium 26.423 26.625 27.849 28.062

1 Hertil kommer indirekte omkostninger på skønsmæssigt 10.2 mio. kr. og 11.7 mio. kr. for 2009.

Johan Kjeldahls apparat til kvælstofbestemmelse. Carlsberg Laboratorium 1883.

154

155

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

156

157

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

erhvervelser køb: Christian IV besøger Niels Kaas på dødslejet. Olie på lærred. Udført af D.C. Blunck, 1824. 120 x 88. A 9470. Fire danske søhelte: Christian IV, Niels Juel, Peter Tordenskiold, en fisker. Olie på lærred. Udført af Harald Slott-Møller, 1912. 67,5 x 182,5. A 9471. Anne Prebensdatter Brahe, 1654-1715, adelsdame. Olie på lærred. Ubekendt kunstner, udateret. 79,5 x 63,5. A 9479. Parafrase over valgplakat fra 1920. Olie på lærred. Udført af Claus Carstensen, 2007. 130 x 90. A 9501.

frederiksborgmuseet

beretning for året 2010

Elisabeth Marie de Abbestée, 1677-1752, gift med Herman Fabritius. Olie på lærred. Udført af Gustav Pilo, udateret. 74 x 55,5. A 9502. En samling af 13 historiske skildringer fra kredsen omkring Kamma og Knud Lyne Rahbek, Bakkehuset på Frederiksberg. Lavering på papir. Udført af Carl Thomsen, 1896-1900. 27 x 23. A 9503-A 9515. Christian VIII, 1786-1848. Pastel. Tilskrevet F.C. Gröger, udateret. 53,5 x 45,5. A 9519. Martin Andersen Nexø, 1869-1954, forfatter. Olie på lærred. Udført af Johannes Nielsen, 1945. 95,5 x 75,5. A 9520. Margrethe II, f. 1940, ved Skarre Klit. Fotografi. Udført af Jacob Jørgensen, 2007. 98 x 120,5. F 644. Margrethe II, f. 1940, i Havesalen på Fredensborg Slot. Fotografi. Udført af Jacob Jørgensen, 2007. 89,5 x 120. F 645. Carl-Henning Pedersen, 1913-2007, maler. Fotografi. Udført af Jacob Jørgensen, 2007. 118 x 93. F 646. Henning Larsen, f. 1925, arkitekt. Fotografi. Udført af Jacob Jørgensen, 2007. 97 x 118. F 647. Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis folketingsgruppe 2004. Fotografi. Udført af Per Morten Abrahamsen, 2004. 43,5 x 39. F 648. Erik Mørk, 1925-1993, skuespiller. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 38,5 x 50,5. F 649. Erik Mortensen, 1926-1998, modeskaber. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 60 x 35. F 650. Jette Gemzøe, f. 1942, væver. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 58 x 41,5. F 651.

Christian IV besøger Niels Kaas på dødslejet. Malet af D.C. Blunck i 1824. Olie på lærred. 120 x 88 cm.

158

159

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Fire søhelte: Christian IV, Niels Juel, Peter Tordenskiold, en fisker. Malet af Harald Slott-Møller i 1912. Olie på lærred. Samlet mål 67,5 x 182,5 cm.

Hans Sølvhøj, 1919-1989, politiker, hofmarskal. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 24,5 x 29,3. F 652. Jean Voigt, 1940-1996, modeskaber. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 59,5 x 39,5. F 653. Preben Dich, f. 1933, journalist og forfatter. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 58 x 38,5. F 654. Carl Th. Dreyer, 1889-1968, filminstruktør. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 60 x 40. F 655. Elsa Gress, 1919-1988, forfatter. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 30 x 41. F 656. Svend Heinild, 1907-1994, børnelæge. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 33 x 29. F 657. Franka Rasmussen, 1907-1994, væver. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 45 x 30. F 658. Sigurd Wechselmann, 1904-1990, jurist. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 45 x 42. F 659.

160

Lilian Bolvinkel, f. 1935, fotograf. Fotografi. Udført af Thorvald Weg, udateret. 58 x 40. F 660.

Christian Kampmann, 1939-1988, forfatter. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 40 x 28. F 668.

Carl Bang, 1926-1998, forfatter. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 49 x 37,5. F 661.

Gudmund Schack, 1898-1988, formand for DIF. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 37,5 x 30. F 669.

Bodil Bødtker-Næss, 1942-1988, tekstilkunstner. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 42 x 38,5. F 662.

Eivind Larsen, 1898-1971, Københavns politidirektør. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 55 x 40. F 670.

Stephan Hurwitz, 1901-1981, jurist, ombudsmand. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 57,5 x 48. F 663. Jens Arentzen, f. 1958, skuespiller. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 56 x 39. F 664.

Aage Jansen, 1905-1974, generalmajor, Københavns kommandant. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 58 x 38. F 671.

Willy Brauer, 1916-2004, typograf, borgmester. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 41 x 58. F 665. J.C. Thygesen, 1901-1995, direktør. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 46 x 56. F 666. Erling Bløndal Bengtsson, f. 1932, cellist. Fotografi. Udført af Lilian Bolvinkel, udateret. 60,5 x 46,5. F 667.

161

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

B.S. Ingemanns guldhorn. Guld, sølv, brillanter, smaragder og rubiner. Udført af A.N. Dragsted, 1859, efter tegning af C.C. Peters. B 1067. Dele af spisestel. Udført til Kunstflidslotteriet af Den kongelige Porcelainsfabrik. Porcelæn, ca. 1860. B 4623-40.

FilminstruktĂ¸r Carl Th. Dreyer, 1889-1968. Fotograferet af Lilian Bolvinkel. 60 x 40 cm. modstĂĽende side: Kunstner Ejler Bille, 1910-2004. Fotograferet af Jiro Mochizuki i 1980. 28 x 36 cm.

162

163

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

g av e r : Vilhelm Pedersen, 1820-1859, kunstner. Blyant på papir. Selvportræt, 1852. 20,5 x 13,5. A 9472. Sophus Stein, 1797-1868, professor, dr. med. Bronzestatuette. Udført af Theobald Stein, 1897. 34 x 8 x 7,5. A 9473. Niels Bohr, 1885-1962, professor, fysiker. Kul på papir. Udført af Otto Christensen, 1955. 29,5 x 21,5. A 9474. Bertel Thorvaldsen, 1770-1844, billedhugger. Tusch på papir. Udført af J.V. Gertner, 1839. 23 x 28. A 9475. Martinus Rørbye, 1803-1848, maler. Olie på lærred. Udført af Adam Müller, udateret. 26 x 20,5. A 9476. Klaus Høeck, f. 1938, forfatter. Olie på lærred. Udført af Jørgen Bispelund Knudsen, 1979. 73 x 54,5. A 9477. Anne-Marie Mai, f. 1953, professor. Olie på masonit. Udført af Knud Steffen Nielsen, udateret. 38 x 33. A 9478. William Millinge, 1853-1921, direktør. Olie på lærred. Udført af Ellen Hofman-Bang, 1920. 99,5 x 76,5. A 9480. Peter Heering Sr., f. 1934, fabrikant, bestyrelsesformand. Olie på lærred. Udført af Svend Engelund, 1972. 120,5 x 86. A 9481. Niels Arnth-Jensen, 1909-1990, direktør og bestyrelsesformand. Olie på lærred. Udført af Jørn Glob, 1976. 100 x 76,5. A 9482. Henning Brüniche-Olsen, 1921-1989, direktør. Olie på krydsfinér. Udført af Niels Winkel, 1986. 140,5 x 106,5. A 9483. Knud Overø, f. 1922, direktør. Olie på masonit. Udført af Niels Winkel, 1988. 109 x 84,5. A 9484. Torben Grut, 1865-1952, bestyrelsesformand, kammerherre. Olie på lærred. Udført af Hans Henningsen, udateret. 100 x 81. A 9485. Carl Gammeltoft, 1855-1934, direktør. Olie på masonit. Udført af Herman Vedel, udateret. 94 x 84. A 9486. Niels Arnth-Jensen, 1909-1990, direktør og bestyrelsesformand. Olie på lærred. Udført af Svend Engelund, 1972. 120 x 85,5. A 9487. C.F. Tietgen, 1829-1901, industrimand, bankdirektør. Olie på lærred. Ubekendt kunstner, udateret. 79 x 62. A 9488. Paul Wonsild, 1886-1963, bestyrelsesformand. Olie på lærred. Udført af Stefan Viggo Pedersen, 1959. 100 x 75,5. A 9489.

Niels Bjerrum, 1879-1958, professor, bestyrelsesformand. Olie på lærred. Udført af H.C. Bärenholdt, 1955. 94 x 80. A 9490. Ubekendt mand, medarbejder i De Danske Sukkerfabrikker. Olie på lærred. Ubekendt kunstner, 1943. 104 x 82,5. A 9491. Christian H. Olesen, 1885-1960, direktør. Olie på lærred. Udført af August Tørsleff, udateret. 94,5 x 90,5. A 9492. Christian F. Jørgensen, 1888-1951, direktør. Olie på lærred. Udført af August Tørsleff, 1947. 94,5 x 90,5. A 9493. Anthon Brøndum, 1809-1873, brændevinsbrænder. Olie på lærred. Udført af Carl Bloch, 1867. 69,5 x 54,5. A 9494. Christen Brøndum, 1777-1846, brændevinsbrænder. Olie på lærred. Kopi udført af I.P. Pedersen Mynderup efter maleri af David Monies, udateret. 69 x 55,5. A 9495. Matthias Reinholt von Jessen, 1780-1853, stiftamtmand. Olie på lærred. Udført af F.C. Gröger, udateret. 62 x 52. A 9496. Marie Sophie Ammitzbøll, 1788-1824, gift med Matthias Reinholt von Jessen. Olie på lærred. Udført af F.C. Gröger, 1814. 62 x 52. A 9497. Juliane Marie Jessen, 1760-1832, forfatterinde. Olie på lærred. Ubekendt maler, udateret. 69 x 51,5. A 9498. Ulrica Antoinette von Bohrien, gift med Johan Frederik von Jessen. Tusch på papir. Ubekendt kunstner, udateret. 14 x 9,5. A 9499. Aage Gitz-Johansen, 1897-1977, kunstner. Olie på lærred. Selvportræt, 1965. 50 x 43. A 9500. Diter von Wettstein, f. 1929, professor, fil.dr., dr.rer.nat. Kalkkasein og pigment på lærred. Udført af Katrine Wettstein, 2010. 80 x 64,5. A 9516. Karen Blixen, 1885-1962, forfatterinde. Fotografi. Udført af Peter Beard, 1961. F 643. Erik Heide, f. 1934, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 672. Mogens Andersen, 1916-2003, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 673. Grethe Risbjerg Thomsen, 1925-2009, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 674. Erik Nordgreen, 1921-1986, scenograf. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 675. Wilhelm Freddie, 1909-1995, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 676.

Kunstner Aage Gitz-Johansen, 1897-1977. Selvportræt, 1965. Olie på lærred. 50 x 43 cm.

164

165

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Kunstner Richard Winther, 1926-2007. Fotograferet af Jiro Mochizuki i 1980. 28 x 36 cm.

Erling Frederiksen, 1910-1994, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 677. Karl Bovin, 1907-1985, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 678. Søren Hjorth Nielsen, 1901-1983, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 679. Erik Clemmesen, 1905-1984, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 680. Poul Bjørklund, 1909-1984, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 681. Halfdan Rasmussen, 1915-2002, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 682. Erik Knudsen, 1922-2007, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 683. Harald Leth, 1899-1986, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 684.

166

Herman D. Koppel, 1908-1998, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 685. Sonja Ferlov Mancoba, 1911-1984, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 686. Povl Søndergaard, 1905-1986, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 687. Ulf Rasmussen, 1913-1997, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 688. Finn Høffding, 1899-1997, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 689. Niels Lergaard, 1893-1982, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 690. Johannes Wulff, 1902-1980, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 691. Jørgen Sonne, f. 1925, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 692. Henry Luckow-Nielsen, 1902-1992, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 693. Erik Thommesen, 1916-2008, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 694. Vagn Holmboe, 1909-1996, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 695. Gunnar Westman, 1915-1985, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 696. Bent Sørensen, 1923-2008, billedhugger og Sigrid Lütken, 1915-2008, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 697. Sigrid Lütken, 1915-2008, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 698. Inger Thing, f. 1924, keramiker. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 699. Ubekendt kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 700. Per Lange, 1901-1991, digter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 701. Egill Jacobsen, 1910-1998, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 702. Henry Heerup, 1907-1993, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 703. Jane Muus, 1919-2007, tegner, grafiker. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 704. Finn Juhl, 1912-1989, arkitekt. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 705.

167

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Parafrase over valgplakat fra 1920. Udført af Claus Carstensen i 2007. Olie på lærred. 130 x 90 cm.

Jörgen Jersild, 1913-2004, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 706. Willy-August Linnemann, 1914-1985, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 707. Flemming Weis, 1898-1981, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 708. Carl Erik Soya, 1896-1983, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 709. Palle Lauring, 1909-1996, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 710. Christian Poulsen, 1911-1991, keramiker. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 711. Palle Nielsen, 1920-2000, grafiker. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 712. Mogens Koch, 1898-1992, arkitekt, professor. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 713. Knud Nellemose, 1908-1997, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 714. Hans W. Larsen, 1886-1984, billedhugger. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 715. Helge Refn, 1908-1985, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 716.

Professor Diter von Wettstein, født 1929. Udført af Katrine Wettstein i 2010. Kalkkasein og pigment på lærred. 80 x 64,5 cm.

Mogens Linck, 1912-1988, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 717. Hans Hartvig Seedorff, 1892-1986, digter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 718. Karl Bjarnhof, 1898-1980, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 719. Finn Methling, 1917-2010, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 720. Leif Thybo, 1922-2001, komponist. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 721. Ubekendt kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 722. Grethe Heltberg, 1911-1996, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 723. Carl-Henning Pedersen, 1913-2007, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 724. Hans Jørgen Lembourn, 1923-1997, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 725. Ejler Bille, 1910-2004, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 726.

168

Steen Eiler Rasmussen, 1898-1990, arkitekt. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 727. Frede Christoffersen, 1919-1987, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 728. Svend Wiig Hansen, 1922-1997, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 729. Jeppe Vontillius, 1915-1994, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 730. Willy-August Linnemann, 1914-1985, forfatter. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 731. Richard Winther, 1926-2007, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 732. Ole Kielberg, 1911-1985, kunstner. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 733. Anna Thommesen, 1908-2004, væver. Fotografi. Udført af Jiro Mochizuki, 1980. 28 x 36. F 734.

169

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Kunstner Henry Heerup, 1907-1993. Fotograferet af Jiro Mochizuki i 1980. 28 x 36 cm.

resultatopgørelse for året 1. januar – 31. december 2010 2010 2009 1.000 kr. Indtægter 14.850.000 14.350 Rådighedssum fra Carlsbergfondet Særbevilling fra Carlsbergfondet 1.500.000 1.500 Gaver fra andre fonde 136.000 1.350 Entreindtægter 7.565.022 6.849 Andre salgsindtægter m.m. 2.841.927 2.594 Indtægter i alt Omkostninger Personaleomkostninger: Lønninger Pensioner Andre omkostninger til social sikring Andre eksterne omkostninger Forbrug af særbevillinger, Carlsbergfondet Forbrug af gaver fra andre fonde Omkostninger i alt Resultat før renter Renteindtægter Renteomkostninger Årets resultat

68.345 –4.691

26.892.949

26.643

–13.650.200 –962.783 –205.798 –14.818.781

–13.895 –990 –188 –15.073

–10.581.204 –1.500.000 0

–10.192 –1.500 –1.350

–26.899.985

–28.115

–7.036

–1.472

63.654 241 56.618

–1.231

Årets resultat overføres til museets egenkapital.

CVR-nr. 12 93 51 10

170

balance pr. 31. december 2010 2010 2009 1.000 kr.

aktiver

Anlægsaktiver Finansielle anlægsaktiver Værdipapirer 61.855 59 Anlægsaktiver i alt

61.855 59

Omsætningsaktiver Varebeholdninger Handelsvarer

849.819 882

Tilgodehavender Tilgodehavende hos Carlsbergfondet 202.427 202 Andre tilgodehavender 1.182.382 1.612 Periodeafgrænsningsposter 327.393 196 Tilgodehavender i alt Likvide beholdninger

1.712.202 2.010

Omsætningsaktiver i alt

6.777.170 7.960

aktiver i alt

6.839.025

8.019

Egenkapital Kapital 3.843.458

3.786

4.215.149

5.068

passiver

Egenkapital i alt

3.843.458 3.786

Gældsforpligtelser Kortfristede gældsforpligtelser 890.316 830 Bevilling til særlige projekter Anden gæld 1.990.321 3.287 Deposita 114.930 115 Gældsforpligtelser i alt

2.995.567 4.232

passiver i alt

6.839.025

171

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

8.019

172

173

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

indkøb og uddeling af kunstværker o g u d s m y k n i n g e r – k ø b e n h av n Frederiksborgmuseet Jiro Mochizuki: En serie fotografiske portrætter – 63 stk. – af danske kunstnere. 1980. Fotografi. Kunstindustrimuseet Kasia Gasparski: Moulin Rouge. Halssmykke. 2010. Sterling sølv, 14, 18 og 24 kt. guld, onyx, italiensk koral, karneol, rhodolit, røgkvarts, rosakvarts, citrin, beryl, granat. Torben Hardenberg: Captivated. 2008. Sølv og bjergkrystal. Ordrupgaard Camille Pissarro: Rytter på æsel på en vej. Ca. 1856. Olie på karton. Samme: Uden titel. 1854. Blyant og blæk på papir.

ny carlsbergfondet

beretning for året 2010

Statens Museum for Kunst Cornelis de Vos, Tilskrevet: Dommedag. Omkring år 1600. Olie på træ. Jesper Just: Sirens of Chrome. 2010. RED HD Video, m. lyd.

indkøb og uddeling af kunstværker o g u d s m y k n i n g e r – p rov i n s e n Aarhus. ARoS Aarhus Kunstmuseum Julie Nord: Ghost. 2010. Filtpen, poscapen og tusch på papir. Samme: Homecoming Queen, 2010. Filtpen, poscapen og tusch på papir. Samme: The Smoke from the Chimney. 2010. Filtpen, poscapen og tusch på papir. Frederikshavn Kunstmuseum Karl Bovin: Landskab. 1957. Olie på papir monteret på lærred. Tilskud. Glasmuseet Ebeltoft Tróndur Patursson: Kosmisk Rum. 2010. Glas og oliemaling. Gudhjem. Oluf Høst Museet Oluf Høst: Rødt silderøgeri. 1931. Olie på lærred. Tilskud. HEART – Herning Museum of Contemporary Art Poul Gernes: Sort/hvid. 1987-88. Olie på masonit. Holstebro Kunstmuseum Tal R: Elefantastic. 2009. Harelim, pigment og kridt på lærred. Kerteminde. Johannes Larsen Museet Johannes Larsen: Åkander. 1922. Olie på lærred. Lemvig. Museet for Religiøs Kunst Peter Callesen: Min Gud, min Gud. 2008. Papirklip. Samme: På den anden Side. 2008. Papirklip.

Kaspar Bonnén: Standing alone, working in bed, 2010. Olie på lærred. Foto: Anders Sune Berg.

174

175

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Cai-Ulrich v. Platen: Fra udstillingen ”Tal til mig”, 2009. Akvarel. Foto: Anders Sune Berg.

Odense Bys Museer J.A. Jerichau: Susanna for det tænkte råd. 1914-15. Olie på papir opklæbet på karton. Tilskud. Ribe Kunstmuseum Sonia Brandes: Illustrationer til bogen ’Dansen den går’. 33 illustrationer og 11 mindre vignetter. 2009. Papirklip. L.A. Ring: To småpiger ved Stranden. 1890. Olie på lærred. Roskilde. Museet for Samtidskunst Larissa Sansour: Soup over Bethlehem. 2006. Mono video og DVD. Silkeborg. Museum Jorn Richard Winther: En samling på ca. 450 fotografier fra 1940’erne til 1980’erne. Skive Kunstmuseum Ib Monrad Hansen: Tusch. Og de er som vilde dyr. 2009. Tusch. Hans Smidth: Flokke af gæs drives gennem Ry, 1879. Olie på lærred. Stockholm. Nationalmuseum Louise Hindsgavl: Paying the price. 2008. Porcelæn. Thisted. Museet for Thy og Vester Hanherred Jens Søndergard: Landskab (Hundborg, Thy). 1948-52. Olie på lærred. Tønder. Sønderjyllands Kunstmuseum En samling af dragtsmykker fra Föhr bestående af 102 dele, både brystsmykker, pragtknapper til Föhr-dragter, forklædespænder, kåbespænder, sjalsmåle, ørelokker og knapper. Mogens Andersen: Juni. 1989. Olie på lærred. Ejler Bille: Mange figurer, Bali. 1978. Olie på lærred. Ejler Bille: Fabeldyr. 1989. Olie på lærred.

176

Olav Christopher Jenssen: Maintain. 2005-06. Akryl på lærred. Per Kirkeby: Ludvigsbakke. 2010. Olie på lærred. Erland Knudssøn Madsen: Blomst – Aske. 2006. Granit. Lisbeth Nielsen: Emma. 2009. Bronze. Bent Sørensen. Stele. 2002. Blå Rønne granit. Viborg. Skovgaard Museet P.C. Skovgaard: Stille sommeraften ved en Indsø. Bondedammen i Hellebæk, unge mødre vasker tøj. U. å. Olie på lærred.

udsmykninger Fredericia Gymnasium. Deponering Jesper Christiansen: Out here in there. 2008-09. Akryl på lærred. Fredericia. Sct. Michaelis Kirke. Deponering Jesper Christiansen: Krænket rum (tirsdag 11. januar). 2007. Akryl på lærred. Anette Harboe Flensburg: De mange veje. 2009. Olie på lærred. Bodil Manz: Spor. 2009. Keramik. 6 værker. Ian McKeever. Sentinel. 2005. 5 litografier. Poul Skov Sørensen: Kalk. 2009. Koldnålsradering og akvarel. 11 værker. Ikast Brande Gymnasium Lars Ravn: Gårdprojekt bestående af 10 glasruder indmuret i 15 stk. buede læmure à 4 meter af varierende højder. Indvendig er monteret bænke. Vandbassin i midten. Udført i samarbejde med Per Hebsgaard i 2010. København. Bordings Friskole Lone Høyer Hansen: Udsmykning af Bording Friskole. Frise af farvede glasmosaikstifter omkring gymnastiksalen. Frise over indgang til skolebygningen. Lyskunst på den gamle skolebygning. Rækværk isat bronzestykker, nyt anlæg og beplantning foran gymnastiksalen.

177

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

København. Bygherreforeningen. Deponering Thomas Bang: Fra sted til sted. 1993. Kulblyant. Samme: Stille samler. 1985. Kulblyant. Samme: Uden titel. 1981. Grafit-pulver. Krass Clement: Triptykon – Paris. 2005. Foto. Rasmus Eckhardt: Uden titel (Rum/”Europa”). 2002. UV-print på weather weave. Steffen Jørgensen: Pascalfigur 1, 2, 3 på kubikkurve. 2007. Akryl på lærred. 3 arbejder. Leif Kath: Uden titel. 2009. Akryl på lærred. 2 arbejder. Peter Martensen: Uden titel. 1998. Litografi. Palle Nielsen: Fra ’Den fortryllede by’. 1972-80. Ætsning. Samme: Uden titel. 1969. Radering. Lis Nogel: Halvmåne. 2008. Blyant på akvarelpapir. Samme: Månen til højre for Mars. 2007-08. Blyant på akvarelpapir. Samme: Som ved havet. 2009. Blyant på akvarelpapir. John Olsen: Treenighed. 2006. Pigment på kobbertrykspapir. København. Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Deponering Seppo Mattinen: Nittenhundredeoghvidkål. 2010. Olie på lærred. Bjørn Nørgaard: I wear a mask for you. 2009. Støbejern og metal. Mette Winckelmann: Solen er en stjerne. 2009. Akryl på lærred. København. Kunstforeningen GL STRAND Erik A. Frandsen: Udsmykning af Kunstforeningen GL. STRANDs nye festsal. Værket består af seks stålbilleder med indridsede blomstermotiver. 2010. Tilskud. Københavns universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Deponering Per Bak Jensen: Spor. 2005. C-print / Diasec. Jesper Christiansen: Bagsideannoncering. 2007. Akryl på lærred. Mads Gamdrup: Monocrome Colornoise. 2009. Inkjetprint opsat på aluminium. 3 arbejder.

Jytte Høy: Alphabet News; I became completely radioactive. 2009. Værket består af 18 indramninger. Cai-Ulrich v. Platen: Tal til mig. 2009. Blandteknik på pap. Værket består af 7 indramninger. Mette Winckelmann: Let’s Talk About Sex. 2009. Tekstil collage. Samme: Push it. 2009. Akryl på lærred. Lemvig. Bovbjerg Fyr. Deponering Erik Heide: Stenkalv. 2006. Støbejern. Lemvig Gymnasium. Deponering Jens Søndergaard: Parti fra Bovbjerg. 1938. Olie på lærred. Lyngby. DTU Danmarks Tekniske Universitet. Deponering Mogens Andersen: Uden titel. 1978. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. 1979. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. U. å. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. U. å. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. 1982. Akvarel og tusch. Samme. Uden titel. 1982. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. 1992. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. 1992. Akvarel og tusch. Samme: Uden titel. 1982. Akvarel. Samme: Uden titel. 1995. Akvarel. Samme: Uden titel. U. å. Akvarel. Jens Birkemose: Uden titel. 2008-09. Mixed media på lærred. Måløv. Hospice Søndergård. Deponering Janne Klerk: Fynshoved. 2008. Pigmenttryk. Samme: Greve Strand. 2006. Pigmenttryk. Samme: Heerup. 2005. Pigmenttryk. Samme: Helligdommen. 2003. Pigmenttryk. Samme: Hestestenene. 2005. Pigmenttryk. Samme: Råbjerg Mile. 2008. Pigmenttryk. Samme: Svanninge Bakker. 2009.Pigmenttryk. Lisbeth Nielsen: Kvinde i bevægelse. 2007. Bronze. Samme: Sammenkrøben kikker op. 2010. Bronze. Samme: Sammenkrøben. 2010. Bronze. Ringkøbing. Vestjyllands Højskole. Deponering Mogens Bøggild: Daniel i løvekulen. Ca. 1970. Bronze. Torben Ebbesen: Dyr der forsøger at flyve. 2007. Polyrethan, messing og olie. Erik A. Frandsen: Pige med fugl. 2009. Glasmosaik. Henrik Have: Han kommer springende over bjergene. 2009. Akryl på lærred. Sigrid Lütken: Mand og kvinde. 1990 Trærelief. Samme: I solen. U. å. Stentøj. Samme: Mand og fugl. U. å. Stentøj. Samme: Uden titel. U. å. Stentøj. Bent Sørensen: Landskab. U.å. Bronze. Anders Åberg: Marlows hus. 1999. Bemalet træ. Roskilde Stift Peter Brandes: Udsmykning af Roskilde Domkirke. Kongeporten. 2010. Bronze. Skagen. Klitgården Refugium Puk Lippmann: 16 håndvævede unika billed-tæpper. 2010. Uld. Samme: 2 håndvævede unika billed-tæpper. 2010. Papir. Samme: 14-20 throws. 2010. Silke og uld.

SvanekeGaarden Ole Christensen: Sri Lanka. 1982. Granit. Samme: Vækst. 1997. Granit. Tarm. Vestjysk Gymnasium og HF-kursus Ane Henriksen: Vævninger. 2008-09. Silke, bomuld og opklippet slingredug. 2 arbejder. Vejen. Østerbyskolen Tine Hecht-Pedersen: Bord Huse Fugle. 2009. Granit og bronze. Vordingborg Gymnasium og HF. Deponering Knud Hvidberg: 7-9-13 Niner star rouge et noir. Lykkehjul. 1981 Akryl og plexiglas på træ. Samme: Sundance. Lykkehjul. 1981. Akryl og guld på træ. Kirsten Lockenwitz: Hamsa. 2006. Diabas. Samme: Momument relief. 1988. Neon, kobber, argon. Århus. Sankt Markus Kirke Morten Stræde: Fuld af stjerner. 2010. Basalt, stål, beton og bladguld. Århus Universitetshospital Stig Brøgger: Uden titel. 2008. Olie og stof på finér. Samme: Uden titel. 2008. Akryl på finér. Samme: Uden titel. 2008. Olie på finér. Samme: Uden titel. 2008. Akryl på finér. Samme: Uden titel. 2008. Akryl med glimmer på finér. Jesper Christiansen: Boss in the Gant shop. 2006. Akryl på lærred.

andre kunstindkøb Lars Abrahamsen: Konklop. 2010. Bemalet limtræ. Lene Adler Petersen: Parbillede. 1975. Udklip, akvarel, silketryk på masonit. Samme: Parbillede. 1975. Udklip, akvarel, silketryk på masonit. Samme: Sætning 1-13. 1974, Papir med blysats. Mette Augustinus Poulsen: Flaske. 2008. Hårdtbrændt lertøj, sort jernglasur. Samme: Keglestub. 2010. Hårdtbrændt lertøj, sort jernglasur. Samme: Slank leddelt krukke. 2008. Hårdtbrændt lertøj, sort jernglasur. Samme: Stor skål. 2009. Hårdtbrændt lertøj, sort jernglasur. Per Bak Jensen: Brændende mark. 2008. C-print / Diasec. Kaspar Bonnén: The Spaces in You Are Building Towers. 2009. Olie på lærred. Peter Bonnén: Skulptur stillet på 3 måder. 2009. Corteen stål. Ole Broager: Cairo. 1991. Træsnit ET. Samme: Danserindebrønden. Træsnit til tegner. 1991. Træsnit ET. Stig Brøgger: Uden titel. 2008. Olie og stof på finér. Samme: Uden titel. 2008. Pap og olie på finer. Samme: Uden titel. 2008. Akryl på lærred. Samme: Uden titel. 2008. Akryl på lærred. Maria Buras: Mit lille teater. 2003. Papir og akryl på lærred. Samme: Mit lille teater. 2003. Papir og akryl på lærred. Samme: Mit lille teater. 2003. Papir og akryl på lærred. Samme: Mit lille teater. 2004. Papir og akryl på lærred. Samme: Mit lille teater. 2004. Papir og akryl på lærred. Samme: Selvportræt. 1980. Bearbejdet fotografi. Samme: Uden titel. 1975. Litografi. Samme: Uden titel. 1975. Litografi. Samme: Uden titel. 1975. Litografi. Samme: Uden titel. 1975. Litografi.

178

Claude Monet: Inondation à Giverny, 1896. Olie på lærred. Foto: Pernille Klemp.

179

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Jesper Christiansen: Landing. 2010. Akryl på lærred. Samme: Søndag ved Sidinge Fjord. 2010. Akryl på lærred. Iben Dalgaard: Fa Kin Su Pah (fucking super). 2010. Træramme, teaterlærred, akrylmaling, broderigarn. Samme: Sum ting wong (something’s wrong). 2010. Træramme, teaterlærred, akrylmaling, broderigarn. Samme: Wai so dim (why so dim). 2010. Træramme, teaterlærred, akrylmaling, broderigarn. Maja Lisa Engelhardt: Liljen på marken og fuglen under himlen. 2009. 18 stk. monotypier. Helle Frøsig: Uden titel. 2006. Blyantstegning på transparant papir med håndmalet underpapir, blå. Samme: Uden titel. 2006. Blyantstegning på transparant papir med håndmalet underpapir, gul. Mogens Gissel: Wu Tao-tzu II. 2009. Olie på lærred. Samme: Wu Tao-tzu III. 2009. Olie på lærred. Samme: Wu Tao-tzu IV. 2009. Olie på lærred. Samme: Wu Tao-tzu V. 2009. Olie på lærred. Samme: Wu Tao-tzu VI. 2009. Olie på lærred. Samme: Wu Tao-tzu VII. 2009. Olie på lærred. Jørgen Haugen Sørensen: Sort kat på blodrød sokkel. 2009. Keramik. Samme: Kagefad til en nation i krig. 2010. Stentøj. Kirsten Justesen: Offentlige kropsbilleder. 1975. Silketryk. Samme: Omstændigheder. 1971. Silketryk. Samme: The baby. 1975. Silketryk. Leif Kath: Farver uden titel, 2009, Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Samme: Farver uden titel. 2009. Farveblyant på papir. Eva Kock: Rejsefotografi. 2010. Video / DVD. Puk Lipmann: Ghita Nørby. 2008. Papirgarn og silke – vævet på hør.

Kehnet Nielsen: Motives II. Landscapes. 2010. Olie på lærred. John Olsen: Dybet. 2010. Pigment og tusch på kobbertrykpapir. Samme: Dybet. 2010. Pigment og tusch på kobbertrykpapir. Samme: Ramme med 15 tegninger. 2009. Sepia tusch og farve pigment. Samme: Vinter. 2005. Pigment på kobbertrykspapir. Samme: Vinter. 2005. Pigment på kobbertrykspapir. Bjørn Poulsen: Brændende stol. 2010. Stentøj. Samme: Grothesque. 2010. Stentøj. Samme: Hus. 2010. Stentøj. Lars Ravn: Bonny called Amanda. 2009. Bemalet bronze. Samme: Bullseye. 2009. Bemalet bronze. Samme: Bærbar kærlighed. 2009. Bemalet bronze. Samme: Bål. 2009. Bemalet bronze. Samme: Campfire. 2009. Bemalet bronze. Samme: Dialog. 2009. Bemalet bronze. Samme: Feuer. 2009. Bemalet bronze. Samme: Guitarspilleren. 2009. Bemalet bronze. Samme: Guldklumpen. 2009. Bemalet bronze. Samme: Ikke høre – kinesisk ordsprog. 2009. Bemalet bronze. Samme: Ikke se – kinesisk ordsprog. 2009. Bemalet bronze. Samme: Ikke tale – kinesisk ordsprog. 2009. Bemalet bronze. Samme: Kanin med kranie. 2009. Bemalet bronze. Samme: Kanin med og som Schollerrock. 2009. Bemalet bronze. Samme: Kanindreng. 2009. Bemalet bronze. Samme: Memento mori i sort. 2009. Bemalet bronze. Samme: Mors sorte får. 2009. Bemalet bronze. Samme: Push up Rabbit. 2009. Bemalet bronze. Samme: Rød blomst. 2009. Bemalet bronze. Samme: White Rabbit. 2009. Bemalet bronze. Henrik Saxgren: Færgeleje med bro. Knudshoved. 2009. C-print / Diasec. Samme: Rundkørsel ved Horn, vinter, 2010.2009. C-print / Diasec. Troels Wörsel: Uden titel. 2010. Træsnit. Samme: Uden titel. 2010. Træsnit. Samme: Uden titel. 2010. Træsnit.

180

publikationer – bøger Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 2010. Else Alfelt: Tomhedens æstetik. 2010. I anledning af 100-året for Else Alfelts fødsel. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Forord af Hanne Lundgren Nielsen. 2010. Carsten Bach-Nielsen: Sømanden og døden. En ikonografisk skitse om de druknede og de reddede i nordisk kirkekunst. Forlaget Hikuin. 2009. Lise Bek: Arkitektur som synlig tale. Ikaros Press. 2010. Thomas Birket-Smith (Red.): INDUSTRI – arkitektur. Foto: Helene Høyer Mikkelsen. 2010. Mikkel Bolt og Jacob Wamberg (red.): Totalitarian Art and Modernity. Aarhus University Press. 2010. Jens Bruun og Sissel F. Plathe: Danmarks Middelalderlige Alter tavler. Syddansk Universitetsforlag. 2010. Maria Buras: Selvportræt med sort te. Clausens Kunsthandel. 2010. Krass Clement: PARIS. Carnet de Recherche. Gyldendal. 2010.

181

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Troels Wörsel: Uden titel, 2010. Træsnit. Foto: Juan Cruz Ibañez. modstående side: Helle Frøsig: Uden titel, 2006. Blyant på papir. Foto: Anders Sune Berg.

182

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse: Forskønnelsens kort over KØBENHAVN & Omegn 2010. 125 års jubilæumspublikation. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse 1885-2010. Solveig Gade: Intervention & Kunst. Socialt og politisk engagement i samtidskunsten. Rævens Sorte Bibliotek. 2010. Mirjam Gelfer-Jørgensen: Furniture With Meaning. Danish Furniture 1840-1920. Volume II. the Danish Architectural Press. 2009. Andrea Geyer og Katya Sander: Meaning Is What Hides the Instability of One’s Position. Esbjerg Kunstmuseum. 2010.

Nationalmuseet: Masters, Meanings & Models. Studies in the Art and Architecture of the Renaissance in Denmark. Essays published in Honour of Hugo Johannsen. National Museum of Denmark. 2010. Steen Neergaard: ...blaae som Paafuglens Bryst. Johan Friderich Bergsøes rejsedagbog 1867-69. Books on Demand GmbH, København. 2010. Teresa Nielsen (red.): Risebye + Kiærskou. Vejen Kunstmuseum og Museet for Religiøs Kunst. 2009. Mogens Nykjær: Venezia. Byhistorie og kunst. Gyldendal. 2010.

Grethe Grathwol: Livstykker og Parallelhistorier – Hovedperson Willy Ørskov. Forlaget Spring. 2010. Erik Hallager og Dominique Mulliez (red.): The French connection – 100 years with Danish architects at l’École française d’Athènes. Monographs of the Danish Institute at Athens. Volume 13. 2010. Malene Hauxner: Fra naturlig natur til Supernatur: Europæisk landskabsarkitektur 1967-2007 set fra Danmark. Ikaros Press. 2010.

Kirsten Nørregaard Pedersen: Pompejanske rumudsmykninger i 1800-tallets Danmark. Bind I, II og III. Rhodos. 2010. Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand (red.): P.C. Skovgaard. Aarhus Universitetsforlag. Skovgaard Museet og Fuglsang Kunst museum. 2010. Ann Katrin Pihl Atmer, Brita Carlens, Fredrik Lång: Till Rom. Carlssons Forlag. Stockholm. 2010.

Hein Heinsen: Trinitetsmaskinen. Gyldendal. 2010. Øystein Hjort: Poul Isbak Billedhugger. Forlaget Galeri. 2009. Øystein Hjort (Red.): Arven fra Byzans. Tidsskriftet Sfinx. 2010. Ebba Holm, Torben Zenth (red.): Ny Dansk Kunst 10. Kopenhagen Art Institute. 2010.

Jørgen A. Pontoppidan: Constantinsborg. Østjysk Hjemstavns forening. Hornslet. 2010. Erland Porsmose: Fritz Syberg. Kunsten, naturen og kærligheden. Gyldendal. 2010. Bente Scavenius: Liselund – Den fortryllede have på Møn. Foto: Pernille Klemp og Ole Woldbye. Gyldendal. 2010.

Knud J.V. Jespersen, Carsten Porskrog Rasmussen, Hanne Raabyemagle og Poul Holstein: Moltke. Rigets mægtigste mand. Gads Forlag. 2010.

Peter Schmidt Hansen: Skagensmaleren Carl Locher. Biografi og Værkfortegnelse. Eget Forlag. 2010.

Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. Bind I og II. Nationalmuseet. 2010.

Ole Strandgaard: Museumsbogen. Praktisk museologi. Forlaget Hikuin. 2010.

Kirsten Klein: Mellem lyset og mørket. Gyldendal. 2010.

Ludvig Stubbe-Teglbjærg: Romanske Stenarbejder. Forlaget Hikuin. 2009.

Karin Kryger og Ole Nørlyng: Gudsfrygt, bøn og omvendelse. Billedsproget i københavnske alterpartier fra 1700-tallet. Forlaget Falcon. 2010.

Trine Søndergaard og Nicolai Howalt: How to hunt. Gyldendal. 2010

Louise C. Larsen og Amalie Foss: Folkets kærlighed vores styrke eller hvorfor bladtegning er kunst. Poul Kristensens Forlag. 2010.

Margrete Sørensen, Eva Pohl: Margrete Sørensen. Forlaget Sohn. København. 2009.

Henning Lehmann: LEGENDA. Kunst, arkitektur og fortællinger. Fotograf Torben Eskerod. Red.: Mads Møller. Aarhus Universitetsforlag. 2010.

Lisbeth Tolstrup: Textile udtryk – en introduktion. Forlaget FiberFeber. 2010.

Suzanne Ludvigsen (tekst): De fortryllede træer. Møder med træerne i Palle Nielsens grafiske værk. Clausens Kunsthandel. 2010.

Torben Weirup: Dobbeltportræt. En fortælling om Pia Schutzmann. Gyldendal. 2010. Henrik Wivel: Slægtskaber. Forlaget Spring. 2010.

Museet for fotokunst: Herfra hvor vi står. Projektet Danmark under forvandling. Et fotografisk øjebliksbillede. Bind 1, 2 og 3. 2010.

Iben Dalgaard: Wai so dim (why so dim), 2010. Mixed media. Foto: Anders Sune Berg.

183

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

Troels Wörsel: Tekster om billeder udgivet som Festskrift i anledning af Henrik B. Andersens ni år som professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Dansk og engelsk version. 2010.

publikationer – tidsskrifter

n y c a r l s b e r g g ly p to t e k

Nationalmuseet Tilsynsrådet for Danmarks Kirker. Støtte til den fortsatte udgivelse af værket ”Danmarks Kirker” for året 2010.

Andel i driftsunderskud 1/1 – 31/12 2010.

Periskop Tidsskriftet Periskop. Nr. 14. Københavns Universitet. 2010.

Udgifter ved Helge Jacobsens koncerter på Ny Carlsberg Glyptotek i 2010. Udgifter i forbindelse med bygnings- og installationsvedligeholdelse.

Selskabet for Arkitekturhistorie Selskabet for Arkitekturhistorie. ARCHITECTURA 32 og ARCHITECTURA 33. Arkitektens Forlag. 2010.

Genoptryk af bogen om Jesuskirken.

studierejser

andre fundatsmæssige formål

Jens Bruun: Til Venedig for studier af motiver i den danske middelalderkunst og tidligere italienske renæssancekunst.

Pia Arke Selskabet: Tilskud til research m.v. til udstillingen Tupilakosaurus: Pia Arkes kunstneriske projekt i retrospekt.

Else Marie Bukdahl: Støtte til rejseudgifter i forbindelse med forelæsninger på College of Arts and Letters i Florida Atlantic University.

Per Arnoldi: Reetablering af bassisten og komponisten Oscar Pettifords gravsted på Frederiksberg Kirkegård.

Det Danske Institut i Athen: Støtte til ophold for danske kunstnere og videnskabsmænd i 2010. Det Danske Institut i Damaskus: Støtte til ophold for danske kunstnere og videnskabsmænd i 2010.

Claude Monet: Inondation à Giverny. 1896. Olie.

EXPO 2010 – Shanghai: Støtte til kunstneriske bidrag på EXPO 2010 af Jeppe Hein, Martin de Thurah og Peter Funch. Støtte til opsætning af Ai Weiweis installation på Langelinie til erstatning af Den Lille Havfrue. Faaborg Museum: Museumsfilm og filmpakke om museets historie ”Mads Rasmussen og Faaborg Museum”. 2010.

Lars Ebbensgaard: Til studieophold på Kreta og i San Cataldo. Det Fynske Kunstakademi: Støtte til elevernes studierejser i 2010. Mirjam Gelfer-Jørgensen: Til deltagelse i designkonferencen ICDHS i Bruxelles, september 2010. Merete Pryds Helle: Til studierejse til Japan.

HEART – Herning Kunstmuseum: Køb af rettighederne på Ole Baggers kunstfotografier af Piero Manzoni i Herning i 1960 og 1961. Carl Jacobsens Museumsmandslegat 2010: Museumsmandslegat i anledning af Brygger Carl Jacobsens fødselsdag 2. marts uddelt til: Museumsdirektør Jens Erik Sørensen, ARoS, Aarhus Kunstmuseum. Hæderslegat.

Det Jyske Kunstakademi: Støtte til elevernes studierejser i 2010. Søren Kaspersen: Til deltagelse i The Copenhagen Neuroaesthetics Conference ved Institut for Kunstvidenskab september 2010. Det Kgl. Danske Kunstakademi: Støtte til elevernes studierejser 2010. Helge Krarup: Til rejseudgifter ved deltagelse i lyskunstsymposium i Pécs, Ungarn. Torben Melander: Til studieophold i Paris. Lisbet Tarp: Til Firenze i forbindelse med konferencen ”The Aesthetics of Marble: From Late Antiquity to the Present”.

JJ Film ApS: Kunstnerportrætter af Kaspar Bonnén, Anette Harboe Flensborg, Kathrine Ærtebjerg. JJ Film ApS. 2010. Det Kongelige Teater: Støtte til konservering af værker tilhørende Det kgl. Kapel. Kunstnersammenslutningen Jylland: Filmproduktion over 19 besøg hos sammenslutningens medlemmer. 2010. Ny Carlsbergfondets Rejselegat 2011: Rejselegater i anledning af Brygger Carl Jacobsens fødselsdag den 2. marts uddelt til: Glarmester Per Sten Hebsgaard og Forlægger Søren Møller Christensen.

Villads Villadsen: Til studieophold i Paris.

Ib Monrad Hansen: Og de er som vilde dyr, 2009. Tusch på papir. Foto: Anders Sune Berg.

184

185

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

resultatopgørelse for året 1. januar – 31. december 2010 2009 2010 1.000 kr. 1.000 kr. Omkostninger Personaleomkostninger –3.312 –3.315 Andre eksterne omkostninger –2.951 –3.076 –60 –1.215 Drift af ejendomme, netto Resultat før finansielle poster –6.323 –7.606 Finansielle poster Finansielle poster, netto

73.459

86.971

Årets resultat før skat 67.136 Skat af årets resultat 0

79.365 0

Årets resultat

67.136 79.365

Overskudsdisponering Årets resultat 67.136 79.365 –96.185 –45.957 Bevillinger Årets resultat til fundatsmæssige henlæggelser

–29.049

33.408

Der henlægges således: 6.236 6.456 Grundfonden, fundatsmæssig henlæggelse 4.130 14.849 Kursgevinster og -tab af bundne værdipapirer –2.129 Skattemæssige kursgevinster, der anvendes til uddeling i 2010 26 10.392 19.176 –39.441 14.232 Reservefond 1978 –29.049

33.408

Ny Carlsbergfondet / Resultatopgørelse og balance 2010. Hele årsrapporten kan ses på Carlsbergfondets hjemmeside www.carlsbergfondet.dk CVR-nr. 54 06 54 18

186

b a l a n c e p r . 3 1 . d e c e m b e r 2 0 1 0 2010 2009 1.000 kr. 1.000 kr. aktiver Bundne aktiver Grunde og bygninger 7.329 7.152 Installationer 8 9 Værdipapirer 397.333 418.767 Andre tilgodehavender 0 0 Bundne aktiver i alt

404.670

425.928

Disponible aktiver Grunde og bygninger 2.445 2.453 Installationer 27 32 Værdipapirer 10.433 18.636 14.992 6.367 Andre tilgodehavender Periodeafgrænsningsposter 347 323 5.414 5.441 Likvide beholdninger Disponible aktiver i alt

33.658

33.252

aktiver i alt 438.328 459.180

passiver Egenkapital Bunden egenkapital Grundfondet (heraf grundkapital 130 mio. kr.) 341.448 331.056 13.104 13.104 Fundatsmæssig reserve Bunden egenkapital i alt

354.552

344.160

Fri egenkapital Reservefond 1978 52,662 92.103 Egenkapital i alt

407.214 436.263

Langfristede gældsforpligtelser Prioritetsgæld 235 277 Kortfristede gældsforpligtelser Kortfristet del af lang gæld 60 50 331 312 Forudbetalt husleje og deposita 26.815 21.105 Ikke udbetalte bevillinger Anden gæld 3.673 1.173 Kortfristede gældsforpligtelser i alt 30.879 22.640 Gældsforpligtelser i alt

31.114

22.917

passiver i alt 438.328 459.180

187

c a r l s b e r g f o n d e t

2 0 1 1

188