Et vidnesbyrd om Frederiksborgs nye betydning er den interesse, som guldalderens malere udviste for det gamle slot. Motivet emmede af dyb meningsfuldhed. Nogle af dem fik lov til at bo på slottet, mens de arbejdede med deres skitser, blandt andre P.C. Skovgaard. J.C. Dahl skildrede Frederiksborg i måneskin, Købke malede bygningerne, tagene og spirene, og Jørgen Roed vandt ligefrem en præmie i konkurrencen om at skildre en offentlig plads eller bygning i Danmark, da han i 1835 malede Karruselpladsen. Men det var ikke kun malerne, der rykkede ind. Digterne fremmanede Christian IVs genfærd, der endnu hægede om sit gamle slot – således Christian Winther i digtet Sjelland: Naar Nattens Maane glider Over Himlens dybe Blaa, Og Frederiks-Borgens Taarne Som tause Kjæmper staae, Og Vinden kjærligt hvidsker I Bøgens Løv og Green, Da sætter den gamle Konge Sig paa sin hugne Steen.
Gevinstfortegnelse fra 2. trækning 1861. Spændvidden i gevinsterne var stor og rummede alt fra klaverer til frugtknive. Den lille engel med passer og lineal øverst var lotteriets logo. Frederiksborgmuseet.
Frederik VII, der var stærkt optaget af Christian IVs eksempel, gik så vidt som til at genindrette en kongebolig på stedet. Det førte til den katastrofale brand. Men forinden havde brygger J.C. Jacobsen oplevet Frederiksborgs forførende kraft, og den havde gjort ham villig til at ofre næsten hvad som helst for stedet – som han selv fortalte Meldahl, var det ”hin sommer, da jeg fra Jægerbakken som ung første gang i den stille nattetime hørte slottets klokkers klang ud over søen, som har fængslet mig til stedet og fyldt mig med stemning for det slot i hele mit liv.” Mange andre havde, når de var på Frederiksborg, når de læste om slottet, eller når de så billeder af det, fået en intuitiv indvielse i Christian IV-tidens historie. Denne indvielse virkede givetvis stærkere på individer og deres oplevelse af at være en del af et større fællesskab end de tykkeste historiske afhandlinger. Et indre Frederiksborg blev opført i sjælen, og det var dette Frederiksborg, der kunne og måtte genopføres efter branden. Ikke det Frederiksborg, der var blevet ombygget og genindrettet af 1700-tallets konger og Frederik VII, ikke et hus til den del af den kongelige portrætsamling, der blev reddet under branden – den kunne for så vidt huses andetsteds, som Høyen havde været inde på i sine skriverier imod en genopførelse – men forestillingen om Christian IVs slot og Christian IV-tidens Danmark. Det lå i forlængelse af disse drømme at skabe et nationalhistorisk museum på stedet – og hele museets indretning efter interiørprincippet og med de fabulerende historiemalerier var i og for sig et ekko af de stemninger, Frederiksborg havde vakt hos guldalderens borgerskab. Det var 1800-årenes drøm om 1600-årene, der var ledetråden i genopførelsen og til dels også i indretningen af museet – ikke et forsøg på at skabe en nøjagtig kopi. Derfor var det naturligt, da man havde genskabt de rum fra Christian IVs tid, der havde stået relativt intakte før branden – Bedekammeret, Rosen og Rid-
100