2 minute read

Forord

I seniorbofællesskabet i Bogense Boligforening mødes beboerne ofte til et spil 500 og en kop kaffe.

En ny tid er på vej

Med denne beretning ser vi tilbage på et år, der har budt på både store glæder og spændende nybrud, men også voldsomme og sørgelige begivenheder. Netop da vi var ved at træde ud af skyggerne fra den pandemi, der har styret vores liv i næsten to år, sænkede der sig et nyt mørke over verden. Den 24. februar blev Ukraine angrebet, og der udbrød krig i Europa. Krigen har forårsaget en krise, der berører os alle, og dagligt konfronteres vi med den desperation og fortvivlelse, der har ramt uskyldige mennesker. Det er frygtelige billeder at forholde sig til, og det er vores store håb, at vi som nation og som medmennesker vil hjælpe de mange skæbner, der har søgt mod vores land for tryghed og ly.

Ligesom under corona-nedlukningen af samfundet har vi i den almene sektor derfor nu igen mulighed for at spille en vigtig rolle – i en tid, hvor fællesskab, hjælpsomhed og hjerterum, sammen med et tilbud om tag over hovedet, kan være med til at sikre de ukrainske flygtninge et lille helle i den store katastrofe, der har ramt dem.

Heldigvis er der også sket gode ting i året, der er gået, og vi vil gerne vie resten af pladsen i dette forord til at sætte et par ord på det direktørskifte, der venter Boligkontoret Danmark lige om hjørnet. Michael Demsitz takker af som Boligkontoret Danmarks administrerende direktør gennem 27 år – og som formand og administrerende direktør vil vi begge først og fremmest gerne kvittere for et stærkt og inspirerende samarbejde gennem de sidste fire år. Det er en stærk og sund organisation, der nu overlades i hænderne på nuværende forvaltningsdirektør Lars Lehmann, og vi er glade og stolte over, at Boligkontoret Danmark også fremover vil blive drevet af en kompetent og erfaren leder, der allerede har nået at sætte mange tydelige spor i Boligkontoret Danmarks DNA i løbet af de sidste 10 år. Derfor skal der fra os begge lyde et kæmpe tillykke til Lars Lehmann – og til alle Boligkontoret Danmarks medlemmer – med dette vigtige generationsskifte, som er så afgørende for, at vi også med udviklingen ind i fremtiden kan bevare vores identitet og nærvær. Det er Lars Lehmann den helt rigtige til at stå i spidsen for.

Dette bliver derfor vores sidste årsberetning sammen. Vi håber, I vil læse den med nysgerrighed og interesse. Her kommer et tilbageblik på aktiviteter og aktuelle temaer fra 2021/2022.

Rigtig god læselyst!

Klaus Bentzen, formand

Foto: Ricky John Molloy

Michael Demsitz, adm. direktør