De var underlagt begrænsningerne inden for de tyske fyrstedømmers små regioner og oplevede dette som voldsomt snærende. Det faktum, at Thorvaldsen omgikkes disse tyske kunstnere lige fra sin ankomst til Rom i 1797, kan om muligt have motiveret ham yderligere til at tage det store spring og forblive i Rom, da de første seks år var gået, og det var planlagt, at han skulle rejse tilbage til Danmark. Når Stefano Grandesso bruger formuleringen ”moderne”, bunder det i en anden faglig tradition end vores. Der er dog ingen tvivl om, at kunstmarkedet tager en helt ny drejning på Thorvaldsens tid. Og det er især denne ændring og de konsekvenser, der følger med, der gemmer sig bag Grandessos brug af begrebet.
Thorvaldsen udfordret af Antonio Canova
Dengang som nu vil en italiener dog altid se Thorvaldsen i lyset af den lidt ældre, men samtidige og ligeså dygtige, velhavende og berømte venetianske billedhugger Antonio Canova (17571822). Igennem 25 år havde de begge deres værksted i Rom, og begge blev udnævnt til professor på kunstakademiet, Accademia di San Luca. De var hinandens kolleger såvel som hinandens skarpeste udfordrere og konkurrenter. Begge billedhuggere havde en meget stor produktion, mange medarbejdere samt et omfattende klientel. En af de største udfordringer har derfor til enhver tid været at opbygge tilstrækkelig
Ditlev Martens, Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini i Rom, 18. oktober 1826, 1830, maleri på langtidslån i Thorvaldsens Museum fra Statens Museum for Kunst. Foto: Thorvaldsens Museum
viden om begge kunstnere. Dette har medvirket til, at man igennem de seneste ca. 200 år har taget parti for den ene billedhugger på den andens bekostning for derved at plædere for, hvem af de to der var den dygtigste. Stefano Grandesso skiller sig dog ud fra mængden ved at have et stort kendskab til dem begge. Da man i samtidens København beskrev, hvilke kvaliteter man så i Thorvaldsens skulpturer, henviste man gerne til Thorvaldsens danskhed for at forklare disse. Denne stolte, nationalhistoriske forståelse af Thorvaldsen hænger på sin vis stadig ved. I Rom derimod, blev Thorvaldsens danske baggrund gerne flettet ind i argumenterne hos dem, der pegede på træk ved Thorvaldsens skulpturer, som de mente gjorde dem ringere end det, de så hos Canova. Canovas klientel bestod for en stor del af italienske adelige, der var tæt knyttet til den katolske kirke. Allerede som 26-
63