1 minute read

Skarpe3 TIL ICEHORSE FESTIVAL DELTAGER METTE RIO

1. Hvordan træner du for at bevare en glad hest?

Mine heste ude i en lille flok året rundt på en meget kuperet grund med skov og om sommeren med mark og eng. Så de bliver mentalt stimuleret og bruger deres led og sener døgnet rundt.

Og så træner jeg både i skov og på bane hver eneste uge. Så omgivelserne for træningen bliver så varierede som muligt. Jeg cykler med hest, går hesteture og rider med håndhest jævnligt.

Derudover forsøger jeg at sætte vores træning op, så det bliver enkelt for hesten at gennemskue og at løse opgaven og dermed få succes, så der altid er noget at rose for.

2. Hvor tit holder dine stævneheste pause?

Min femgænger Óskar på bare 7 år fik pause på folden to gange én måned sidste år og får nok en månedstid i år og måske en uge hist og her efter behov. Han bliver mentalt ret træt efter store stævner.

Min T2 hest Próður er 15 år og altså rigtig voksen, og han får bare en enkel uges pause på folden to eller tre gange om året. Derudover har de begge to fridage om ugen. Men intensiteten og varigheden af træningen varierer meget i løbet af året.

-Jeg kan også sagtens finde på at give hestene en kortere pause indimellem, hvis det mærkes tiltrængt. Ofte føler jeg, hestene får fornyet energi og overskud, efter de har fået tid til at restituere og hvile over et par dage. Især heste som er i krævende træning og har en god "grund" form og kondition.

3. Hvad er dit mål for 2023?

At kunne stå til efteråret og sige: "Wauw! - Vi har rykket os i denne sæson, og hele ekvipagen har haft det godt og været glade".

Selvom der ikke er tvivl om, at jeg har masser af ambitioner og mange drømme, så vil jeg ikke gå på kompromis med, at vejen derhen skal være rar og tryg for hestene.