LILLE STUTTERI MED STORE

Ambitioner

Desuden er vi forholdsvis nye i forhold til avlsarbejdet, som er langsommeligt og tålmodighedskrævende. Det tager mange år, før man får bygget det op og kan se resultaterne.

RasmusogStineKeppborpå EnggaardiSvinningeiVestsjælland ogavlerhestefraKepp.

Rasmus er selvstændig tømrer, og Stine er skolelærer, så hestene og avl af disse er deres fritidsprojekt, som de går op i med liv og sjæl.

- Vi får 1 til 2 føl om året, så det er stadig et meget lille stutteri. Hvis det var i hundeverdenen, ville jeg kalde det “stueopdræt”, fortæller Stine og tilføjer:

-Men vi har planer om at udvide antallet af avlshopper. Vi har bare et princip om, at vi vil avle på godt kårede hopper, og sådan nogle kan være svære og bekostelige at få fat i.

Lige nu har vi to, vi avler på, og så har vi flere unge talenter på vej. Vi tilrider og træner selv vores heste frem mod kåring. Både fordi vi synes, det er sjovt, men også for at kende det materiale, vi sender af sted til en professionel rytter.

Hvordan kom I i gang med at avle?

Rasmus: Vi flyttede sammen i 2016 og havde inden da haft islændere hver for sig, men med forskelligt fokus.

-Jeg købte min første hest i 2004. En hoppe, som skulle bruges som ridehest. Én hest blev hurtigt til tre, og da jeg købte den 3. hoppe, blev jeg introduceret til WorldFengur af sælger. Det system tændte interessen for avl, og jeg brugte rigtig meget tid på at studere afstamninger.

På det tidspunkt virkede det på den måde, at man som medlem af DI kunne logge på WorldFengur 100 gange om året.

-Men da der var gået et halvt år, måtte jeg ringe til stambogskontoret og bede om flere logins mod et mindre vederlag, forklarer Rasmus.

-Jeg fandt hurtigt ud af, at de heste, jeg havde købt - og var begyndt at avle på - ikke havde den mest spændende afstamning i verden.

-Derfor begyndte jeg at kigge efter hopper på Island. Gennem en underviser, som havde arbejdet på Þúfu í Landeyjum, fik jeg kontakt til dette stutteri, som gerne ville sælge mig en hoppe på halvandet år med en god afstamning.

-Da WorldFengur ikke var ramt at GDPR på dette tidspunkt, kunne jeg se alle de heste, som Guðni Þór Guðmundsson på Þúfu ejede.

-Jeg udpegede fire forskellige heste og spurgte, om han ville sælge én af disse med i en slags pakke.

Jeg kunne få lov til at købe den ene. “Men hun er lille”, sagde han. De tre andre, ville han ikke af med.

Det “ekstra-tilkøb” var hoppen Smá frá Þúfu í Landeyjum, som på dette tidspunkt kun var et halvt år gammel, men hun skulle vise sig at være et godt køb.

Begge hopper blev på Island, hvor de voksede op og siden blev trænet mod kåring.

-Jeg havde erfaret, at det kan være en bekostelig affære at have en hoppe i professionel træning og få den kåret i Danmark. På Island var omkostningerne ved dette projekt noget lavere, derfor var planen, at de skulle kåres, inden de skulle hjem, forklarer Rasmus.

Da Smá blev kåret, kvalificerede hun sig til VM i Østrig i 2011 i klassen for 5-års hopper i avlen.

Rasmus Kepp havde på dette tidspunkt kun set videoer af hoppen, så sommerferieplanerne blev hurtigt lavet om, og turen gik mod Østrig. Smá vandt klassen.

-Jeg stod nu med en hoppe, som komtil at betyde alt for min avl samt avlsmål. Jeg solgte de hopper, jeg var startet ud med, samt deres afkom.

- Jeg ville avle verdensmestre fra nu af! Det lyder måske som et skørt avlsmålog jeg har ofte mødt folk, som synes, at det er noget mærkeligt noget at sige. Men jeg synes ikke, at det er forkert at have høje ambitioner. Sådan har jeg nok altid været, uanset hvad jeg er gået op i, lyder det fra Rasmus Kepp.

Stine havde ikke så meget fokus på avl, inden hun flyttede sammen med Rasmus.

-Jeg havde boet på Island i 10 år, hvor jeg arbejdede med heste på forskellige gårde og i stalde i Reykjavik, samtidig med at jeg læste på universitet og arbejdede som lærer.

-Jeg havde avlet lidt heste til eget brug, og det var primært stævneridning, som jeg syntes var sjovt. Der var meget fokus på gædingakeppni på Island, og det koncept passer mig fint. Der er mere frihed og fart over feltet. Det minder lidt om den måde, man rider til en kåring.

-Jeg kastede mig da også ud i at kåre min egen hoppe på et tidspunkt, for det havde jeg ikke prøvet før, så det kunne jeg nok godt finde ud af!

-Det gik rigtig dårligt. Den startede med at kaste mig af i opvarmningen, lige hvor dommerne kunne se det, og jeg havde lidt svært ved at styre noget som helst inde på banen. Men så var jeg den erfaring rigere, beretter Stine med et grin.

Da hun lærte Rasmus at kende, blev hun hurtigt mere interesseret i avlsarbejdet, afstamninger og arbejdet med kåringstræningen.

-Det er svært ikke at blive smittet af hans entusiasme omkring det, erkender hun.

Hvad er højdepunktet for jer som avlere indtil videre?

Rasmus: Det første afkom efter Smá var en hoppe, som jeg døbte Kátina fra Kepp.

-Jeg havde brugt Ísar frá Keldudal som hingst. Vi havde tidligt store forventninger til hende. Hun var godt skruet sammen, havde et godt sind, var nem at tilride og meget villig.

-Så vi besluttede, at hun skulle kåres som 4-års. Da vi sendte hende i kåringstræning i foråret, kendte jeg hende rigtig godt, fordi jeg selv havde tilredet og gangsat hende.

-Jeg var sikker på, at hun ville gå i første klasse. Men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at kåringen blev så god, som den blev. Hun fik 8.61 for byg og 8.45 for rid, altså 8.51 i total og kun 0.03 fra at slå rekorden som verden højest kårede 4-års hoppe nogensinde på det tidspunkt.

-Hun fik DI’s avlerpris som årets 4-års hoppe og årets hoppe i 2018. Dette må siges at være højdepunktet indtil videre.

Hvorfor kan I godt lide at avle?

Rasmus: Det er jagten på det perfekte og på at få succes med de heste, vi avler. Det er glæden i de stunder, hvor det går virkelig godt. -De stunder skal kunne bære alle de nedture og skuffelser, som også følger med, når man har høje forventninger. Vi er flere gange kørt hjem fra Herning eller andre steder, hvor vejen har været rigtig lang, og humøret meget lavt. Det følger også med.

Stine: Jeg elsker glæden ved at have fulgt hesten fra start, se den vokse op, træne den og så få en eller anden succesoplevelse med den. Det er følelsen af at have skabt sin egen lykke.

Hvad er jeres drømme for fremtiden?

-Det er jo at lave den verdensmester i avl og gerne med et rigtig godt sind. -Vi havde chancen med Kátina, men hun blev desværre skadet, da hun skulle vises igen som 5-års, og så syntes vi, at det var for længe at vente til næste VM, da vi gerne ville i gang med at avle på hende.

-Hendes afkom ser også meget lovende ud, så håbet lever endnu.

Sådan lyder det fra det lille stutteri med store ambitioner og en succes, der meget vel kan føre til drømmen om at avle en verdensmester.