Bibliotekspressen 17

Page 32

Afsender: Bibliotekspressen, Lindevangs Allé 2, 2000 Frederiksberg Redaktion: Bibliotekspressen@bf.dk. Abonnement: Abonnement@bf.dk Uregelmæssigheder i leveringen meddeles det lokale postkontor. Magasinpost UMM ID-nr. 42385

FrIIs

Bibliotekarerne vil ikke være chefer. Så er det jo godt, at andre gerne vil...

redaktørens spalte

Bibliotekschef, men ikke bibliotekar Bibliotekarer vil ikke være chefer. Mange vil i hvert fald ikke. Hårdt trukket op er det konklusionen på den seneste mellemlederundersøgelse, som Bibliotekarforbundet har gennemført. Og rigtig mange, der søger et job som chef, gør det, fordi de er blevet opfodret til det. Eller de venter på at blive opfordret. Skulle man sætte musik til mellemlederundersøgelsen, kunne den afsynges på melodien fra operetten Pinafore – med omkvædet: stå ej til søs, lad de andre stå. I dette nummer af Bibliotekspressen sætter vi fokus på ledelse ud fra den vinkel, at tendensen går mod, at flere chefer ikke er bibliotekarer. Det er eksempelvis tankevækkende, at bibliotekschefen på Hjørring Bibliotekerne ikke er bibliotekar. At der ikke er ansat et »fagligt fyrtårn« på et bibliotek, som i den grad har tiltrukket sig opmærksomhed og megen ros også internationalt for indretning og funktionalitet. Stillingen

blev slået op flere gange, men fokus blev lagt på de ledelsesmæssige kompetencer frem for de faglige. For selv om man som bibliotekar er fagligt dygtig er man vel ikke nødvendigvis en god chef eller automatisk et »ledelsesmæssigt fyrtårn«? Og medarbejderne i Hjørring er generelt glade for deres chef, som ikke er bibliotekar, for de har en bibliotekschef, der kan lede. Og skal man koge ledelse ned til noget meget enkelt, så handler god ledelse om at få det bedste frem i andre. At lede er at skabe resultater gennem andre. Selv om loven længe har givet mulighed for det, er der ikke mange bibliotekschefer uden bibliotekarisk baggrund i væsenet. Men flere vil givet komme, når basisbibliotekarer ikke ønsker at forlade gulvet for at sætte sig i chefstolen. Når der i de kommende år er rigtig mange mellemledere på vej på pension, så mangler der et rekrutteringsgrundlag. Set fra et snævert fag-

foreningssynspunkt vil frygten gå på, at der så ansættes ledere uden bibliotekarisk baggrund, som så igen vil ansætte andre faggrupper på bibliotekerne end bibliotekarer, informationsspecialister og kulturformidlere. Det skal dog fremhæves, at netop i Hjørring er »magten« delt mellem flere, så den bibliotekariske faglighed også er repræsenteret i ledelsen. Til gengæld er der ingen mellemledere, og det er måske en udvikling, der er kommet for at blive. Bibliotekarforbundet vil sætte en række initiativer i gang for at få flere bibliotekarer til at gå ledelsesvejen. Mere uddannelse i ledelse er en af vejene. Undersøgelsen blandt mellemlederne viser nemlig, at der kun var fem, der havde en lederuddannelse i form af en MBA. Så der er behov for flere, der vil arbejde med at få det bedste frem i andre. Henrik Hermann hermann@bf.dk


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.