Vidste du,...

At det kun er en dommer, der kan dømme ”fejl”. Du kan ikke dømme, at modstanderen ramte nettet med ketsjeren, eller lavede overhåndsserv el.lign. Du skal altid spille en duel færdig, og duellen afgøres altid ved, at bolden dømmes inde eller ude eller ikke kommer over nettet.

At være FAIR handler om at opføre sig ordentligt, ærligt og retfærdigt, samt ikke virke stødende med sin adfærd, både i forhold til dem, der spilles med og imod.

• FAIRPLAY er at overholde reglerne og respektere sin modstander og handle på en måde, der sikrer retfærdighed og en god afvikling af konkurrencesituationen.

• FAIRPLAY er at være ærlig og retfærdig, også selvom det ikke er til ens egen fordel. Det betyder, at du skal være villig til at ofre din egen succes til fordel for et retfærdigt udfald.

• FAIRPLAY handler om spillet på banen, men også om, hvad der sker udenfor stregerne på tilskuerpladserne, så det gælder både spillere, trænere og forældre.

Gensidig respekt og FAIR PLAY overfor hinanden giver de bedste forudsætninger for gode oplevelser for alle.

At du som forbillede altid kan stoppe dit eget barn i at fortsætte en kamp og trække dit barn ud, hvis dit barn er gået over stregen for FAIRPLAY.

At du altid kan henvende dig ved hallens dommerbord, hvis du som forbillede oplever en meget problemfyldt kamp, som du ikke føler, spillerne selv kan håndtere. Dommerbordet kan tage stilling til, om det vil hjælpe med en neutral observatør (som afgør uenigheder) resten af kampen.

At en badmintonkamp starter, når spillerne er trådt ind på baneområdet, og slutter når de er trådt ud. Spillerne må IKKE forlade banen, før kampen er spillet færdig.

Ingen må gå på banen, heller ikke forbilleder med vanddunk eller et sidste godt råd, når spillerne er gået på banen.

- Jeg er blevet klogere på mig selv

For et år siden vandt Freja Ravn VICTOR DM for første gang.

I år må hun nøjes med at se på, da hun fortsat genoptræner efter den korsbåndsskade, hun pådrog sig tilbage i maj.

Tidspunktet for et comeback er endnu uvist.

- Du er langt nu, så i dag smider jeg fløjlshandskerne og bliver lidt hård ved dig.

Ordene fra Team Danmark-fysioterapeuten Michael Ries er rettet mod Freja Ravn, som netop har færdiggjort første omgang benpres.

- Jeg synes da allerede, det er hårdt, svarer 22-årige Ravn med et smil.

Inden hun satte sig til rette, gættede hun på, at hun kunne presse 70 kilo med hvert ben. I den sidste omgang med benpres, som hun klarer i fuld kontrol, hænger der vægtskiver på i alt 95 kilo.

- I starten af min skadesperiode var jeg meget påpasselig, og det skyldtes, at jeg var bange for mit knæ og følte, at jeg ikke kunne. Så er det godt, at Ries kan presse mig. Men de første tre-fire måneder var det virkelig grænseoverskridende, for der gjorde det stadig lidt ondt. Ries har dog haft styr på det hele vejen igennem.

Et stort chok

Det er otte måneder siden, hun rev forreste korsbånd over i sit venstre knæ, og samtidigt beskadigede hun menisken og ledbånd. Hun var netop kommet hjem fra et EM med sin første bronzemedalje, men dagen inden afrejse til Uber Cup –VM for damehold – gik det galt.

- Jeg har egentlig prøvet at fortrænge det lidt. Men jeg ved, at en af grundene til min skade var, at jeg kompenserede, fordi jeg havde haft problemer med min hofte op til. Da det skete, var det et virkelig stort chok, mindes Freja Ravn, som på klubniveau tørner ud for Team SkælskørSlagelse.

Samme dag fik hun foretaget en MRscanning, og den efterfølgende fredag var hun allerede under kniven. Fysisk var hun i smerter efter operationen. Mentalt havde hun ikke ondt, selvom hun fra sengen kunne se sine landsholdskammerater spille VM uden hende på holdet.

- Jeg havde selvfølgelig glædet mig til, jeg skulle af sted, men det var jo fysisk umuligt for mig at tage af sted, når jeg lå med skinne. Jeg tror, det havde været mere op ad bakke, hvis der var taget et valg om, jeg ikke skulle med. Så det var faktisk bare rart at se med i tv.

Flyttede hjem til forældre - Kom så, én mere. Og lige én ekstra. Jeg ved, du kan. Ellers ville jeg ikke presse dig til det. >>

Igennem den fysiske træningstime har Michael Ries udover benpres blandt andet dirigeret Freja Ravn igennem øvelser som leg curls, hip thrust, bulgarian single leg squat og box jumps. Han vil have hende ud af hendes comfortzone. Specielt med de sidste øvelser, hvor Ravn fra højere og højere kasser skal hoppe ned og lande på forfoden. Øvelser, der var helt utænkelig tilbage i maj sidste år. Dengang skulle hun have helt strakt ben de første to uger efter operationen. Og en af øvelserne var, at hun skulle spænde i sit venstre lår. Hvilket hun havde svært ved. Eller for den sags skyld bare at løfte sit venstre ben.

De svære forudsætninger gjorde, at hun flyttede hjem til sine forældre, som kunne hjælpe hende. Når de ikke var hjemme, måtte hun ty til sine nye bedste venner – krykkerne.

- Jeg kunne nærmest ikke stå uden krykker. Og det var så besværligt, når jeg skulle i bad eller på toilet. Selv det at sove havde jeg svært ved. Det var virkelig hårdt i de seks uger, jeg havde skinne på.

Manglede et afbræk

Selv iført skinne kiggede hun alligevel forbi landsholdstræningen i Brøndby Hallen og øvede lidt teknik. Hun havde svært ved at forene sig med en uge, som ikke udelukkende var bygget op omkring badminton. Så hun prøvede at lave endnu mere, end der var forventet af hende i genoptræningen. For eksempel teknisk træning.

- Særligt i efteråret havde jeg tre måneder, hvor jeg følte, det kun handlede om skole eller genoptræning hver dag. Jeg havde brug for et afbræk, ligesom når vi rejser af sted til turneringer i udlandet. Men det kom ikke på samme måde. Det skulle jeg vænne mig til. Nogle perioder har været vildt hårde, men jeg har også haft perioder, hvor jeg har været rigtig motiveret. Det har været meget op og ned.

Forældrene brugte hun særlig meget i den periode til at snakke med om de ting, hun tumlede med. Ligesom hun også havde samtaler med en psykolog hos Team Danmark, landstræner Jesper Hovgaard og sin gode veninde og doublemakker, Amalie Magelund, som hun vandt VICTOR DM med i 2022.

- Dem har jeg været fortrolige med og kunne fortælle, hvad jeg rent faktisk følte. Det har været meget rart at få sat ord på tingene i stedet for at gå med alle de tanker selv.

Mere tid med venner

Efter sin fysiske træning med Michael Ries slår hun et smut forbi Brøndby Hallen. Med Amalie Magelund i oplæggerens rolle bliver Freja Ravn i nogle minutter sendt rundt på den grønstribede badmintonbane, hun kender indgående, siden hun for en håndfuld år siden begyndte på landsholdstræningen.

Selvom hun løbende prøver at komme forbi træningen for ikke at glemme fornemmelsen, har hun i løbet af sin genoptræningsperiode også valgt at prioritere andre ting.

De færre rejsedage og knap så tætpakkede hverdage har gjort plads til mere social tid med venner fra gymnasiet eller folkeskolen. Personer, hun ikke havde tid til at se tidligere.

- Det har været mega vigtigt for mig at se flere af mine venner. Det var jeg dårlig til at prioritere i starten, fordi jeg var så fokuseret på min genoptræning. Men de seneste måneder har jeg gjort det, og det har været mega nice. Nogle gange har det været rart at snakke om alt muligt andet end elitesport eller genoptræning.

Udover tiden med veninder har Freja Ravn også haft godt at se til med sit jurastudie, som hun læser ved siden af badmintonkarrieren. Allerede en måned efter sin operation var der en eksamen, hun skulle fokusere på. Hun har desuden brugt fritiden til at fordybe sig endnu mere i det store læsemateriale, der er på studiet.

- Tomrummet var bare utroligt stort, og hvis jeg ikke havde haft mit studie at tænke på, tror jeg nærmest, jeg havde søgt et fuldtidsjob for at få tiden til at gå. Det havde været hårdt kun at skulle genoptræne og ikke give sig til noget andet.

Genoptræningsperioden har ifølge Freja Ravn forløbet problemfrit, hvis man ser bort fra den periode, hvor hun overbelastede sit knæ en smule, fordi hun virkelig udnyttede at få grønt lys til at lave aktiviteter med høj puls.

Det er endnu for tidligt at sætte kryds i kalenderen for, hvornår Freja Ravn kan ses på banen igen i en turnering. Tommelfingerreglen ved korsbåndsskader siger et år uden for konkurrence. Mere præcist kan og vil hun ikke selv sige om sit comeback. Men når hun vender tilbage, bliver det en mere reflekteret udgave af hende som spiller, end hun var inden sin skade.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har brugt meget tid til at reflektere over tingene. Jeg har hele tiden haft det udgangspunkt, at jeg ville komme tilbage på det niveau, jeg var før og måske bedre. Men så kommer tvivlstankerne, om jeg nu kan det, hvad hvis jeg bliver skadet igen, og har jeg så overhovedet lyst til at prøve?

- Jeg synes helt klart, jeg er blevet klogere på mig selv og fundet mere ro og en bedre balance i mange ting. Jeg har nok lært at være mere til stede i tingene, og det vil jeg nok tage med mig, når jeg er på banen igen. Nogle gange kunne jeg måske godt have nogle træninger, hvor det blev lidt halvt, hvor jeg fremover nok vil tænke, nu er jeg der 100 procent og have fokus på kvaliteten i træning. Der er min tilgang til tingene nok blevet endnu mere skærpet.