Min Far - En Guttermand by BørgeMikkelsen

Min Far En Guttermand Af BĂ¸rge Mikkelsen

Foruden min manglende evne, til at være systematisk, er jeg ikke “Den store Ørn“ til Dansk Grammatik! Men i beretningen er det med fuld overlæg, at omtalen af min Far og Mor og deres forældre, konsekvent er skrevet med stort begyndelsesbogstav. Jeg synes det er så fattigt, at skrive Far og Mor med små bogstaver f.eks. i forbindelse med andre familienavne.

Min Far - En Guttermand

KOMMENTAR

Til: Lene Kjeldsen, Bergner og Wagner Frederiksen, tak til Jer for det korrekturmæssige. Tak til Krestine Mougaard, for opsætning og layout af bogen. God læselyst Børge Mikkelsen

af Børge Mikkelsen

Min Far - En Guttermand BĂ¸rge Mikkelsen

Min Far - En Guttermand af Børge Mikkelsen

1. udgave, 1. opslag, november 2009 Grafisk tilrettelæggelse og layout: Krestine Mougaard Omslag: Krestine Mougaard Forside foto: Axel Mikkelsen (forfatterens Far) som bademester på Kastrup Søbad i 1930-1934 Forfatter: Børge Mikkelsen Tryk: Scandinavian Digital Printing A/S Tjennemarkevej 34-36 4952 Stokkemarke Email: info@sdp.dk Printet i Danmark 2009 Gengivelse af denne bog eller dele heraf er tilladt

Til minde om min Far

Indholdsfortegnelse Forord

Frede Kjeldsen

Frede Kjeldsen Data Min Far -En Guttermand Julen 1942 Min Fars barndomstid, søskende og læreplads Min Farfars familie Fredensbo 2008

2 4 7 8 9 10 12

Min fars “Aner” - Farfar - Farmor (Bedste)

Lyshøj Mølle i Havndal Min Farfar og Farmor: Ingvard og Ane Onkel Holger -Min Fars bror Fra Hjem til Skole 150m Sportsmanden Min Mor ”Dana” Aage Mikkelsen Åge Mikkelsen -Søn af min Fars fætter Julius Soldatertiden Kontante svar fra Farfar - Det var arveligt! Isenkræmmer -Kunsthandler

14 16 17 20 22 24 27 28 30 32 33

Min mors “Aner” - Kastrup - Århus En varm familie! Gulduret! Fufars begravelse Fars og Søns sidste samtale! -Malernes Udstilling A/S Fuldmagt -tilbagekaldes? Tiden i Kastrup, Bademester mv. 1930-1934 Søvænget nr. 18, Kastrup Lorte Arne -”Lord Arne” Min Søster ”Ruth” Grundlæggende forskelle på min far og mor! Flytning fra Kastrup til Århus i 1936/1937 Heibergsgade 1a -Hjemmet, jeg betragter som mit barndomshjem De fleste ulykker sker i hjemmet!

36 36 40 42 43 46 47 52 54 56 57 57 60 61

Forretningen, Vennerne, Sejlsport

En dato jeg aldrig glemmer: 9. april 1940 Præstens båd fra Tunø Indirekte tvangsudskrivning af arbejdskraft til Tyskland Fars evne til at skabe kontakter Vagn og Ragnhild Kirkegaard og Old Boys vennerne Skiltet ”Kommer Straks Kunstmaler Carl F. Høyrup Høyrup og sejlsport Staden Københavns Ærespræmie i 1946 Richard Florentin Svend Norup Søren Mikkelsen

62 64 64 65 66 68 71 73 74 80 84 85

Mørklægning Hesteejer Frede Kjeldsens ansættelse i Malernes Udstilling i 1951 Sejlsport i Randers i 1944 Alfred Mikkelsen Kaj Hansen W båden ”Ann”-W6 Kapsejlads paa Randers Fjord med fine sejltider Randers ophold Årsskiftet 1944-1945. Samsø Den 4/5. Maj 1945 -En dato jeg aldrig glemmer! Pengeombytning Sejlsporten kom igen i gang i 1945 Den tyske Natkikkert Gamle Nicolaj Sejladsen blev i Danmark givet fri den 1. september 1945

85 86 88 89 92 92 92 94 96 98 100 102 103 106 108 110

Sejlsport - Vennerne. 1940erne - 1950erne

111

Den første fællestur efter Krigen 1945/ ASK var kapsejladsklubben Over 100 År med uro! Formanden: Hans Dreyer/ Århus Yachtklub Optiker J. H. Nisted. Aarhus Maskinfabrik: Niels Bunde Petersen Begyndelsen på Sejlklubben Varna Formand Alfred Westergaard Hansen Amatør Holle, Hans Dreyer Sejlsporten 1940 -1950 -6mR både Finn Jollen D9 Chr. Enevold Hansen (Storken), Kong Christian X, Prinsesse Sørensen Sejlsporten 1946: Jyllandsugen

111 112 115 117 118 120 120 121 122 126 130 131

Ejnar Christensen Max Jepsen/Erik Laursen Århus Bådejernes Efterårskapsejlads 1946 Vådeskudsulykke i 1947 Lystfartøjsmuseet i Hobro Blikdåsen med krydderfedt, spegepølse og rugbrød Malernes Udstilling 1. sal ”Greven” -Marius Christensen Lummer Maler Andersen Holger Rohde og Den Pæne Rohde Bankdirektør Sørensen Entreprenør Arne Jensen Lille Børge Valeur Norddahl Faderskabs sag: Søren Mikkelsen/ Valeur Norddahl Mogens Vantore/Nanna Vantore Richard Florentin -Mogens Vantore Ejner Johansen Willy Dannerfjord Corell Ejner Løndal, Krøjs Kunsthandlere fra København Poul Wentzel Poul Monies Fra Heibergsgade til Clemenstorv Henry Jensen ”Sidegadekøbmand” Clemenstorv/Sølvbryllup Far og Mors sølvbryllup 21. februar 1956 Frede Kjeldsen/Børge Mikkelsen Restaurant Søsporten Poul Cadovius Bruno Clausen/Sejler/Kunsthandler Bytning af de to 6mR både La Cour

132 134 136 137 137 153 157 157 160 160 161 163 163 164 166 170 171 173 174 174 175 176 178 178 179 180 181 182 182 185 186 188 192 194 195

Fra Oslo til Århus. (ex. Norna lV) La Cour/Billard OL Helsingsfors 1952/Udtagelsessejladser Poul Cadovius, Poul Ohff Dan Christoffersen Poul Jensen/Far

Mandeturene i Zyra - Sommerferie i Zyra Børge Lassen Kaj og Erik Andersen, Svend Andersen Claus Fup Min Fars sygdom, Onkel Holgers begravelse, restaurant Søsporten! Vagn Knudsen og Selmer Jensen Arne Rasmussen!/Lagkage Morderen Snøfte, Maskinmesteren Henry Nielsen Snøblerne. Havne Arne Otto Gabel Spritkørsel/Fars oplevelser i Vester Alle arrest Pastor Berggren Ti gode år på Tunø Huset på Tunø? 26 m2 Utzon Spidsgatter ”GÆA” Folkebåden ”Anntony.” Motorbåden ”Zyra” Sejltur med kolleger ”Mande-Turene” Sommerferietur 1964 246 Turen på Øresund med Farmor Anholt Skattemæssige problemer vedr. Zyra Kortklubbens årlige udflugt til Hamburg En ”Taber” måtte findes! Sympati!

197 198 200 204 204

206 206 208 209 211 212 217 217 221 226 228 229 230 230 232 233 239 240 244 247 248 248 250 251 251

Sagitta 26 - Min søster og Svoger

252

Sagitta 26 En god tid sammen med Far (Fantastiske oplevelser havde vi sammen) Umuligt at forklare min Mor! ”Aftalen med Far.” Brombærplukning Vennerne på Tunø -Samværet med Far Huset på Tunø efter min Fars død! Skifteretten Spørgsmålet var; hvordan ville reaktionen blive hos Mor efter min Fars død? Min søsters og svogers pres på min Mor

252

Farmors arv - Rejser til Spanien 1965 - 1966 - 1968

264

Rejser til Spanien. Den første rejse for Farmors arv i 1965/1966 Den næste rejse i 1966 Spanien med Jytte, Else, Sigge, Far og Mor (1968)

Afslutning

256 258 258 259 260 261 262 263

264 266 267

270

Afslutning Det rene vås! Endelig kom der en god afslutning på beretningen!

270 272

Vigtige personer i Fars familie Navneregister - alfabetisk

276 277

274

Forord Under og efter skrivningen af ”Min Far -En Guttermand,” dukker der stadig mange oplevelser frem i min erindring. Men min målsætning, at beskrive min Far på ca. 100 A4 sider har jeg langt overskredet. Ved gennemlæsningen af beretningen, må jeg erkende, at den er noget rodet med hensyn til tidsperioderne. Men med min manglende egenskab, til at være systematisk bliver resultatet ikke bedre. Til at lette læsningen er der skabt et navneregister, og et forsimplet stamtræ, beskrivende min fars familie, de findes bagerst i bogen. Årsagen til, at jeg er gået i gang med beretningen fremgår, på næste side i forbindelse med omtalen af Frede Kjeldsen. Jeg begyndte at skrive på beretningen i 2005. På dette tidspunkt følte jeg, at forholdet til min søsters familie ikke var så alvorligt, som det desværre viste sig at være de sidste par måneder, inden min Mor døde i 2007. Det skrevne på siderne 270 og første del af side 271 ville jeg gerne have været foruden, og i stedet, have skrevet noget mere positivt. Min søster bor i dag på plejehjem. En hård skæbne har ramt hende. Som hun engang sagde til mig, ”Jeg er et menneske, der for hvert trin, jeg tager op ad stigen, glider jeg kort tid efter to tilbage.” Desværre er det nok rigtigt! Det er for mig uforståeligt, når jeg tænker tilbage på min søster som en lovende frisk udspringer i AGF’s svømmeafdeling, og den tilværelse hun i dag er havnet i. På bagsiden af bogen afsluttes beretningen med to fotos af min Mor og Far, fra deres glansperiode i 1954. Beretningen påbegyndte jeg på i 2005 og afsluttede den i sommeren 2009. Børge Mikkelsen

Frede Kjeldsen Nogle kalder ham fodboldspilleren fra AGF´s storhedstid, for nogle var det ”Frede” og for ”mange” andre var det kunsthandleren på Bruunsbro. Lige meget hvilken betegnelse man bruger, er ”Frede” en ven af familien. Mange har endog troet, at Frede var min Fars søn. Jeg besøger ofte Frede i hans nuværende butik på Baunes Plads i Århus. Der går ikke lang tid, før vi mindes min Far ”Guttermanden” Ved sådan en lejlighed kom ideen og beslutningen om at nedfælde de utallige beretninger, der er om min Far. I hvert fald nogle af dem. Skulle jeg have alt med, som Frede og jeg har talt om vedrørende min Far, ville den fylde mindst 500 sider. Mit mål er, at skrive en beretning på et par hundrede sider med illustrationer i form af gamle fotos og pressemeddelelser. Mine bestræbelser går også ud på at lave et objektivt billede af min Far.

Som det gamle ordsprog lyder: Sig mig hvem du omgås, så skal jeg fortælle dig hvem du er. Jeg har derfor valgt at beskrive de personer far havde kontakt med, som også jeg husker. Som tidligere nævnt er Frede Kjeldsen og selvfølgelig min Mor, en væsentlig kilde til oplysninger og bekræftelse af det jeg har skrevet. Desuden har Tonny Jensen, der har været en meget god ven af familien i mange år, været til stor hjælp. Tonnys mand Poul Jensen døde for flere år siden, men senere i bogen vil læserne ofte støde på Tonnys mand.

BILLEDE 1

Frede i sit rette element på Bruunsbro 2002, umiddelbart før bygningerne blev jævnet med jorden for at give plads til et nyt byggeri.

Data Min Mor er født (1910), Tonny er født (1919), Frede er født (1926), jeg er født (1931), og min kone Else er født (1932). Disse er personer, som alle havde en tæt tilknytning til Far og hans fortrolighed, er derfor i stand til at fortælle, hvordan de oplevede ”Guttermanden”. Frede Kjeldsen kan berette fra sidst i 1940erne. Frede var dengang ansat i Aarhus Hallen A/S, hvor den navnkundige Alfred Westergaard Hansen var direktør. Else og jeg har begge gået i Elise Smidt Skole, de fleste af årene i samme klasse, og vi forlod skolen i 1949 med det man dengang kaldte ”Realeksamen”. Else begyndte at komme i mit barndomshjem i Heibergsgade fra sidst i 1940erne. Som Else senere udtrykte det! ”Det var et kulturchok i forhold til hendes hjem på Østboulevarden”. For mit vedkommende var det et modsat kulturchok i hendes hjem, hvis jeg kan udtrykke det på den måde. Alt hos Hr. og Fru Petersen var under kontrol. ”De” var tiltaleformen i 1940erne og 1950erne. Deres fornavne var Jacob og Ingeborg, men det var helt naturligt, at først nogle få år før Else og jeg blev gift i 1957 blev vi Dus. Et par rigtigt varme svigerforældre, som jeg savner utroligt meget. Efterhånden som jeg kommer med beretningerne om min Fars levnedsforløb, dukker der hele tiden nye navne op, og måske nye kilder? Min søster Ruth, der er født i 1933, vil forhåbentlig også komme med bidrag.

BILLEDE 2

Else, Mor, Tony fotograferet i 1950. Poul og jeg i baggrunden.

BILLEDE 3

Familien Mikkelsen og Stilling p책 sejltur 1945. Fra venstre: Far, mig og Mor. Billedet er taget af Oscar Stilling med hans kone Lilly ved roret.

Det er også mit håb, at min Mors og Fars oldebørn i alt 6 stk. en dag vil blive nysgerrige og ønske at vide noget om deres Oldefar, som ingen af dem har kendt. Aarhus Hallen var et stort udstillingscenter midt i Århus by tæt ved Sct. Knuds Kirke. I Aarhus Hallen blev der arrangeret 6 dages løb. Der var besøg af internationale kunstnere, operasangeren Benjamino Gigli, den dejlige Josephine Baker, der optrådte næsten nøgen, kun dækket af et par bananblade, dengang var det utroligt dristigt. Carl Brisson, Osvald Helmuth blot for at nævne nogle af de kunstnere der har optrådt på Aarhus Hallens scene . Hallen stod færdig i 1938 for beklageligvis at ophøre som ustillingscenter, koncerthus, 6 dages indendørsløb løb internationale boksestævner mv. i 1960erne, . Aarhus Hallen er nu ombygget til forskellige aktiviteter, biografer, supermarked. (Desværre) Men som med så meget andet her i livet går tingene i ring. Århus Å blev overdækket i 1938, med en motorvejslignende forbindelse, Åboulevarden. Det samme år Aarhus Hallen blev færdigbygget og åbnede. Århus Å er igen blevet frilagt, og byens vise mænd diskuterer nu i 2005 meget, hvor en ny Kongres og Udstillingshal skal ligge. Århus mangler en erstatning for den gamle Aarhus Hal. Byen har sovet på dette område de sidste 40-50 år.

BILLEDE 4

Håndværkerne i færd med opbygning af 6 dages indendørs bane i 1950erne. Herning Hallerne har i dag overtaget alle de førnævnte store arrangementer.

BILLEDE 6 BILLEDE 5

Billede 5: Århus Å 1937. Billede 6: Århus Å, der igen er blevet frilagt i 2005.

Min Far -En Guttermand Lad os først begynde med at beskrive Min Far.” Han sagde ofte om sig selv, at han var: KUNSTHANDLER AF GUDS NÅDE, Jeg tror ikke han var særligt religiøs, men det er helt sikkert: Far levede bevidst eller ubevidst efter de 10 bud fra Det gamle Testamente, Dog med små afstikkere af og til. Det bliver ikke nogen kronologisk rækkefølge om, hvad han har bedrevet i sit korte liv (62 år). Jeg har efter bedste evne skrevet om de oplevelser, jeg havde med ham og om relationer mellem min Far og personer, som jeg kan begynde at huske fra mit 3. og 4. leveår. Far døde den 29. marts 1970 af cancer og blev begravet på Vorup Kirkegaard i forældrenes gravsted. Gravstedet er nu sløjfet. Efter 25 år, hvor min Mor eller min søster ikke interesserede sig for gravstedet, besluttede Else og jeg at sløjfe det.

Julen 1942 Jeg vil begynde med, hvad der måske har noget med det religiøse at gøre. Far havde i julen 1942 inviteret sin mor på besøg i Århus. I den forbindelse overværede vi gudstjenesten juleaften i Sct. Pauls kirke. Dengang, som i dag, oplevede man på denne aften, midt under anden verdenskrig, en fyldt kirke med for få siddepladser. Jeg husker, hvordan vi i god tid var kommet til kirken og havde fået placeret os, så Farmor kunne både høre og se. Præsten kan jeg desværre ikke i dag, over 60 år efter, huske navnet på. Der gik mange historier om en hr. pastor Sølling, og ikke mindst hans børn, men i dag er jeg usikker på, om det var ham, der på dette tidspunkt var præst ved St. Pauls kirke. Der var mange mennesker, og til sidst kun ståpladser tilbage. Det fik præsten til fra prædikestolen at udtale følgende: ”De, der ikke kommer i kirken så ofte, må rejse sig og give plads til de sognebørn, der kommer til daglig.” Det var for stærkt for min Far. Jeg husker ikke, om jeg blev taget med på råd, jeg tror det nu ikke, men jeg husker tydeligt, at min Far meget højt talte til mig, så alle tilstedeværende kunne høre hans mening om præstens bemærkning, og forlod derefter kirken omgående og bad mig samtidigt, at sørge for, at hans Mor efter gudstjenesten kom hjem til gåsestegen i Heibergsgade. Under arbejdet med at skrive om min Far, har jeg gjort mig store anstrengelser for at være så objektiv som muligt med det formål, at læserne kan få en god fornemmelse af, hvordan og hvem min Far var som menneske. Jeg vil begynde med at beskrive min Far med få ord sådan, som jeg oplevede ham:

1. Konsekvent 2. Meget tolerant 3. Aftaler skal holdes 4. Meget let til tårer Det konsekvente oplevede jeg tidligt i livet. Min Far havde den vane at gemme småpengene i sine jakkelommer. Da han sov længere end jeg om morgenen, kunne jeg nå at stikke hånden ned og nuppe et par mønter, inden jeg gik i skole. Det blev opdaget, og straffen var, hver dag de kommende 8 dage efter skoletid at gå på hovedet i seng. Jeg har ikke stjålet noget siden. De fire punkter, jeg her har ridset op, dækker over en person, der kunne være streng og samtidig et utroligt godt menneske. Men også et menneske, der kunne forenkle ting, så man

meget hurtigt forstod hvad han mente. Han var helt bevidst om de fejl, han selv havde, derfor sagde han ofte til mig: ”Gør ikke som jeg gør, men gør som jeg siger.” En anden ting han ofte sagde: ”Kan du ikke sige noget positivt om et andet menneske, så kan du i hvert fald holde din mund.” Den bløde side kom tydeligt frem juleaften! Med familien siddende omkring bordet og lige i det øjeblik hvor far begyndte at skære gåsestegen for, kom familiefølelsen op i ham, han græd så tårerne løb ned ad kinderne. På sejlture med Far har jeg også ofte bemærket den bløde side. Specielt elskede han at sejle om natten, hvor vi sammen har oplevet mange skønne danske sommernætter. På disse ture har jeg mange gange mærket hans arm bevæge sig om mine skuldre til et kram, efterfulgt af bemærkningen, ”Har vi det ikke godt?”

Min Fars barndomstid, søskende og læreplads Min Far blev født i Vorup ved Randers, den 4. september 1907. Min Farmor Ane blev 92 år og døde i 1965, og min Farfar Ingvard døde 66 år gammel i 1933. Der er ingen tvivl om, at hvis der var noget religiøst ved min Far, så var det et gen fra hans Far. Min Mor besøgte allerede som 17-årig sine kommende svigerforældre. Mor fortæller, at Farfar var en meget retskaffen og religiøs person, der hver søndag gik i kirke. Der er for mig ingen tvivl om, at min Fars bestræbelse for at leve efter de 10 bud stammer fra ovennævnte gen. (Dog med små afstikkere). Det 4. bud fik jeg ofte gentaget: Du skal ære din far og mor! Det var som regel, når jeg stak næsen for langt frem.

Min Farfars familie Min Farfars familie samt hans brødre og søskende er interessante at fortælle om. Det var en søskendeflok på otte stykker, fire drenge og fire piger. De tre af drengene var uddannede møllebyggere, Jens Peter, Jens Christian, og min Farfar Ingvard som den yngste. Den fjerde dreng Clemmen Mikkelsen uddannede sig i gartnerierhvervet.

BILLEDE 7

Ingvards og Anes Sølvbryllup 1920 -”Fredensbo” i Randers. Hjørnet af Fredensgade og Skansegade. Forreste række fra venstre: De første tre er søskende til Ingvard (Farfar), Ann Mari, derefter Trine og Birthe Kathrine. Derefter Farmors mor Enge Marie. Min fars yngste søster Grethe, derefter Ane (Farmor) og Ingvard (Farfar). Derefter Ingvards søstre og brødre: Mette Marie, Jens Christian, Clemmen Mikkelsen. Foran: Ida, siddende på knæet af sin Far. Helt til højre, Axel (Min Far). Til venstre for far, to kusiner til min Far, døtre af Trine, Onkel Holger og Tante Elise, som er Fars ældre bror og søster samt hendes mand Niels. Derefter de to søskende Anna og hendes yngre søster Ingrid. Derefter følger: Johanne og hendes mor Krestine Mougaard, der er søster til Farmor. Bagest til venstre har jeg ikke navnet.

Fredensbo 2008 BILLEDE 8

Den moderne arkitektur med udskiftning af vinduer, tag mv. har efter min mening fuldstændigt ødelagt det oprindelige hus. Fredensbo 2008. Hjørnet af Skansegade og Fredensgade. Th. i bygningen lå min Farfars værksted.

Bag den asymmetriske placering af døren er der stadig vaskehus.

Beboeren oplyste ved mit besøg, at huset skal nedrives i 2011. ”Heldigvis”

Med vennerne på cykeltur til Hjerl Hede og omegn i 2008. Min Farmors fødested, Hedegården fra Kvosted. Genopført på Hjerl Hede i 1939. På billedet Inger, Børge, Erling, Else og Åse. (Charlotte, Arne, Gitte, og Søren er indenfor. BILLEDE 9

Lyshøj Mølle i Havndal For bedre at forstå min Fars mange evner og egenskaber vil jeg nævne hans Far, Ingvard Mikkelsen født i 1866, som sammen med sin broder Jens Christian har efterladt sig et varigt minde om deres håndværk som møllebyggere. I byen Havndal ca. 10 km syd for Hadsund ligger Lyshøj Mølle fredet, restaureret og indrettet som museum. Ved indgangen er møllens historie beskrevet. Jens Christian og Ingvards navnetræk er her foreviget. Det var en af de sidste ”hollandske” vindmøller, der blev bygget i Danmark. Driften af Møllen blev Jens Christian ansvarlig for de første år efter færdiggørelsen. Jens Christian begyndte senere sin egen virksomhed som møllestensfabrikant i 1900. Fabrikken lå i Strømmen, en forstad syd for Randers.

BILLEDE 10

Lyshøj Mølle er i dag museum, den ligger ca. 10 km syd for Hadsund. Møllen blev bygget af de to brødre Jens Christian og Ingvard.

BILLEDE 11

Annonce fra et udstillingskatalog i 1935.

MĂ¸llefabrikken ENGSKO, som er grundlagt Aar 1900 og omdannet til aktieselskab Aar 1933 af dets Stifter og Formand, MĂ¸llebygger J. C. Mikkelsen.

Min Farfar og Farmor: Ingvard og Ane Min Farfar Ingvard, fortsatte som møllebygger som selvstændig med værksted i Strømmen i Vorup kommune, som ligger i den sydlige del af Randers. Fra mine første besøg i Vorup hos ”Bedste” som jeg kaldte hende, kan jeg huske der lå færdiglavede møllevinger i haven. Men ved nærmere eftertanke, har det sikkert været møllevinger lavet af Ingvards svende, der førte virksomheden videre efter min Farfars død i 1933. Min Farmor stammede fra Kvols ved Skive. Hendes fødehjem Kvostedgården en typisk hedegård er i dag udstillet på Hjerl Hede. For nylig har vi været på besøg på Frilandsmuseet Hjerl Hede og afleveret en Rok, der meget sandsynligt, har stået i dette hus. Rokken har stået i Elses og mit hjem siden 1965, hvor vi dengang fik den foræret af Fars ældre søster Elise. Jeg passerer ofte havnen i Århus, der blandt andet benyttes af Vindmøllefabrikken Vestas til udskibning af møller. Herfra går tankerne altid til ”Fredensbo” i Randers. Vi danskere har arvet noget godt fra de gamle håndværkere, der allerede for flere hundrede år siden forstod at udnytte vindenergien. Byggeri af møller var et stort håndværk i 1850-1940. Min Far var nr. 5 i en søskendeflok på 6, hvor den ældste Elise var 10 år ældre, og broderen Holger 8 år ældre. De to søskende var flyttet til København og havde stiftet familie og etableret sig. Søsteren som farvehandler og storebroderen som kunsthandler. Min Far så meget op til sin bror, det var hans bedste kammerat igennem hele livet. Især i sine unge år fik Far megen rådgivning og hjælp fra ham.

BILLEDE 12

Vorup Kirke har bevaret og indrettet, et areal for bevaringsværdige Gravstene fra sløjfede Grave Et varigt minde, må man sige, om min Farfar og Farmor.

Onkel Holger -Min Fars bror Onkel Holger, som jeg kaldte ham, blev udlært som kobbersmed på maskinfabrikken Strømmen i Randers. I 1920erne etablerede Holger sig som malerihandler/kunsthandler i Trommesalen i København, der bestod af en række forskellige lokaler. I dag har Dansk Arbejdsgiverforening til huse på adressen. Udtrykket Trommesalsmalerier stammer fra den tid i 1920 og 1930erne, hvor motivet med skovsøen og kronhjorten var meget foretrukken. I Danmarks radios arkiver findes gamle filmstrimler om disse forretninger. Her ser man tydeligt de forskellige maleriforretninger og specielt navnet på en af forretningerne ”Malernes Udstilling.” . Når jeg benævner førnævnte Holger med følgende titler, malerihandler/ kunsthandler skyldes det, at Holger dyrkede medlemmerne af Tolvmandsforeningen der består af godsejere. Der er ingen tvivl om, at her var han ”Kunsthandleren.” I Trommesalen og senere i ”Kælderen” var han Malerihandleren eller Skilderihandleren. Den omtalte kælder var underetagen i bygningen som i 1934 blev erstattet af Rich Huset. Desværre er alle Fars søskende efterhånden døde, de har alle fortalt mig meget om Fars barndoms og ungdomstid. Nogle enkelte med en smule forargelse! Men de fleste med beundring og stor kærlighed til ham. De følgende kopier af breve fra to af hans nevøer fortæller meget rammende hvordan han var. Den store respekt og beundring som jeg havde for min Far er en af årsagerne til, at jeg gik i gang med at beskrive episoder i hans Fars liv. På et tidspunkt er Else og jeg væk, og alt bliver glemt. De følgende udsnit af breve, viser mine to fætres beundring for far og hans bror Holger

BILLEDE 13

Brev fra mine to fætre: Bergner og Wagner.

BILLEDE 14

Brev fra mine to fĂŚtre: Bergner og Wagner.

Brev fra mine to fĂŚtre: Bergner og Wagner. BILLEDE 15

Fra Hjem til Skole 150m Min Fars skolegang har ikke været udfordrende. Som nr. 5, af en søskendeflok på 6, fik han ikke megen hjælp hjemmefra til lektier, men med de gode evner han havde i regning og dansk, kom han let igennem de første klasser. For at nå rettidigt i skole har han har vist mig den genvej til Vorup skole igennem haven fra sit hjem, som han benyttede hver morgen. Mit indtryk er, at det ikke altid lykkedes at komme til tiden. Afstanden igennem haven til skolen er ca. 150 m. Skolen blev afsluttet med en 7. Klasse, for derefter at begynde 5 år i Isenkræmmerlære. Far viste mig for mange år siden forretningen i Randers, desværre er jeg i dag, ikke i stand til i dag at fortælle, hvor den lå i byen. Hans Mor skaffede ham lærepladsen ved umiddelbart efter konfirmationen at tage ham ved hånden og besøge forskellige forretninger i byen. På den måde fandt de en læreplads hos en isenkræmmer. Historien gentog sig i 1949, en tid hvor det også var svært at finde lærepladser. Far tog mig ved hånden og i løbet af et par dage fandt vi en læreplads hos Aarhus Motor Compagni A/S (FORD) i Århus. I princippet den samme handelsuddannelse som min far, der blev uddannet som isenkræmmer og jeg inden for autoreservedele. Jeg havde selv i løbet af en uge besøgt samtlige optikere i Århus, for at finde en læreplads. Mit største ønske var at blive optiker, men desværre var det ikke muligt at finde en læreplads. Fars beretninger fra sin læretid var, at de to lærlinge i forretningen hurtigt fandt ud af, hvordan de kunne skiftes til at få sig en lur i løbet af dagen i de forskellige kældre og lofter i forretningen. De mange kroballer og forsamlingshusaktiviteter efter arbejdstid tog hårdt på kræfterne.

BILLEDE 16

Vorup Skole er i dag Bibliotek.

Sportsmanden Far var den udadvendte, aktive type, og jeg tror ikke, han kunne koncentrere sig om det boglige, selv om evnerne var der. Spejdersport og svømning dyrkede han med stor energi. Svømmesporten var ikke som i dag. På dette tidspunkt i 1920erne var der ingen svømmehaller i Danmark. Frederiksberg Svømmehal i København blev bygget omkring 1930. Jeg gætter på, at den næste i rækken var Østerbro og så Århus Svømmehal fra omkring 1934-1936. I Randers fjord foregik svømmetræningen omkring, hvor Randers Regnskov i dag er placeret. Her blev der i 1922 holdt Jysk mesterskab i svømning. Far deltog i 100 m brystsvømning og blev jysk mester. Den bedste og største oplevelse var, da præmien blev overrakt af selveste Kong Christian den Tiende. Det var en stor oplevelse for en 15årig dreng. Spejderbevægelsen havde hans store interesse, som han dyrkede samtidig med svømningen. Påvirket af sin læreplads og handelsskole, blev han optaget i spejdertroppen der blev kaldt ”Handelstroppen Merkur.” Det var begyndelsen til det, der senere kom til at hedde ”Det danske Spejderkorps”. De gule Spejdere. Hans vennekreds var stor; det var ikke alene kammeraterne i svømmeklubben og i spejderbevægelsen, der optog ham. Han havde, hvad der i dag kaldes et stort netværk. Jeg har senere i livet truffet utroligt mange personer i forskellige sammenhænge, som Far havde haft kontakt med. Mange pigehjerter flammede meget i disse år. Jeg har det indtryk, at de to fætre Far og Alfred Mikkelsen, søn af Jens Chr. Mikkelsen, Fars onkel, havde en aftale om at skulle nå at kende alle pigerne i Randers, inden de var fyldt 18 år. Jeg er sikker på, det lykkedes for dem!

BILLEDE 17

1. Præmien for 100m brystsvømning til De Jyske Mesterskaber i 1922.

BILLEDE 18

Spejder i Handelstroppen ”Merkur”.

Min Mor ”Dana”

Min Far og Mor lærte hinanden at kende i en tidlig alder. Nogle af hans første rejser fra Randers, i 14-15 års alderen, gik til fars storesøster Elise, der var gift og boede i kvarteret Roldsvej og Adilsvej i København, hvor også min mor og hendes fire søskende boede. Det var i forbindelse med disse ophold hos sin søster Elise, de lærte hinanden at kende. På rejserne havde han ofte en eller flere venner med fra Randers. Min Mor og hendes lillesøster Lilly var ofte barnepiger for fars storsøster Elises datter Ingerlise, (familiens førstefødte barnebarn.) Mon ikke det var ved børnepasningen, at de fandt interesse for hinanden? For at de evt. efterfølgende generationer skal forstå familiesammenhængene uden at lave et større stamtræ vil jeg her tilføje, at Ingerlise senere blev gift med Gunnar Mikkelsen (et halvt fætter/kusine forhold). Ingerlise var datter af Fars ældste søster Elise. Gunnar var søn af Fars fætter Julius. Aage Mikkelsen, en ældre bror til Gunnar Mikkelsen, har været bosat i London siden 1948. Begge brødre boede hos os i et par lejede værelser, oven over lejligheden i Heibergsgade i årerne 1940-42, hvor de læste på Den Jydske Handelshøjskole, som den dengang hed.

BILLEDE 19

Mor med barnevogn 1932.

BILLEDE 20

Far og en af hans venner ”Peder Vorherre” på besøg i København.

Aage Mikkelsen

BILLEDE 21

24 siders hæfte med titlen ”Af de Hesselbjerg Bønders Saga” Copyright A.K. Mikkelsen indgår som et tillæg til beretningen.

Åge Mikkelsen -Søn af min Fars fætter Julius

Jeg har kendt Aage og hans familie så langt jeg kan huske tilbage. Hans to brødre Gunner og Niels Erik har jeg omtalt på siderne(24 og 96). Det er for Else og mig en stor glæde, at vi stadig har forbindelse med hinanden. De sidste tyve år har Aage et par gange om året besøgt os. Vi havde også fornøjelsen, at hans kone Ilse af og til var med. Aage havde mødt sin kone under sit ophold ved de amerikanske tropper i Tyskland efter krigen i 1945, hvor de begge tjente i den amerikanske militærregering. De var ansatte som tysk/engelsk translatører. Ilse døde i 2002 og hendes urne er, efter en højtidelighed i London hvor jeg deltog, nedsat i deres familiegravsted på Vorup Kirkegaard i Randers. Aage har som tidligere nævnt meget detaljeret beskrevet sin Farfars slægt og derved også min Fars slægt. Efter tilladelse fra Aage har jeg fået lov til i forbindelse med beretningen ”Min Far -En Guttermand,” at vedlægge eksemplarer af Aages og dermed også min Fars slægtshistorie. I forbindelse med et besøg på Hjerl Hede i efteråret 2008, hvor jeg havde en samtale med museumsinspektøren vedr. udstillingshuset ”Kvostedhuset” hvor min Farmor er født, afleverede jeg et eksemplar af Sagaen. Det var mit indtryk, at museet satte stor pris på at få denne beretning fra egnen deroppe. I forbindelse med besøget på Hjerl Hede cyklede Else og jeg rundt i området og besøgte landsbyerne, der er nævnt i Sagaen. De to byer Sevel og Sahl var stederne, vi koncentrerede om. Vi havde oplevet at være på stedet, hvor det hele begyndte med min Farmors og Farfars rødder og dermed også min Fars.. I Sevel by var jeg langt tilbage i tiden. I Aages hæfte på side 27 omtales min Farfar, der dengang var 7 år gammel. Jeg fik den fornemmelse i kroppen, at jeg var tilbage til den tid. Jeg syntes, at jeg kunne se ham for mig i byen Sevel.

BILLEDE 22

Åge er en praktisk person. Åge lever i bedste velgående, da billedet blev taget i 2008.

Soldatertiden Efter læretiden blev Far indkaldt som soldat i Odense. Han blev det, man dengang kaldte en rigtig fodtudse. I 1952 kørte jeg min far til 25 års soldater jubilæum i Odense. Jeg havde netop erhvervet kørekort og tilmed var det min Fars første bil. Biler var det dengang ikke alle beskåret at have råd til, og hvad der var endnu sværere, det var at skaffe og få tilladelse fra myndighederne til at købe en bil. Det var stort set kun erhvervsdrivende, der fik en tilladelse og det var årsagen til, at Far fik en indkøbstilladelse Verden var efter Anden Verdenskrig endnu ikke kommet i fulde omdrejninger. Det var først i 50erne, hvor Marshall planen bragte Europa på fode igen, og samtidig var det starten på OECD. Desværre var det også starten på den kolde krig. Rusland ville ikke med i den foreslåede økonomiske hjælp fra USA. De var bange for, at USA fik for stor magt. Det lykkedes Far at handle med kreaturhandler Thygesen med adresse på Pustervig i Århus. Han havde indset at det var tiden til at skifte fra kreatur til bilhandel. Bilen var en EMW en østtysk udgave af BMW. Bilen blev produceret i Eisennach i det tidligere DDR på et tidligere BMW produktionssted. EMW mærket på køleren var nøjagtig det samme design, som kendes fra BMW, men den blå farve var erstattet med en rød kommunistfarve. Efterhånden som EMW mærkerne blev pudset, kom den originale blå farve frem fra de overmalede BMW mærker. Det var et 25 års soldaterjubilæum, der blev fejret med en fantastisk stemning. Jeg deltog selvfølgelig ikke i festen, men jeg så, hvordan de gamle soldaterkammerater blev glade for at se hinanden. Her oplevede jeg Guttermandens popularitet blandt hans tidligere soldaterkammerater. En episode, der gjorde et stort indtryk på mig, var da en af kammeraterne kom og afleverede en check til far. Jeg husker den var på over 100 kr. (1952 kr.) Med tak for lån. Det var penge dvs. 5 kr. + renter., Far havde lånt til ham under soldatertiden. Det var noget der kendetegnede Far: han var aldrig bange for at hjælpe med f.eks. lån eller gøre andre tjenester i det hele taget. Men han er også blevet snydt mange gange! Hans indstilling var, hvis der ikke var villighed til betale tilbage eller aflevere f.eks. lånte ting, så var der ikke meget at gøre ved det. Jeg tror nok, at han huskede det et stykke tid, men det var, som han efter nogen tid sagde: Vi må videre, glem det. Far markerede sig stærkt i Århus bybilledet, når han kom kørende med sin lyseblå (EMW-BMW) med navnet malet på siderne, ”Malernes Udstilling” Bruunsbro, han var den eneste i byen med denne model. På

dette tidspunkt var der endnu så få biler, at jeg kendte mange af ejerne eller vidste, hvem de tilhørte. Mit kendskab stammede fra min læretid hos Aarhus Motor Compagni. I 1953 kom Ford i Århus med de første V8 varevogne importeret fra USA (Dollargrin). Far skiftede resolut til denne model og var også den eneste i byen det næste par år. Bilen var lysegrøn og igen reklamerende for Malernes Udstilling malet med bogstaver i bladguld. Den noget større Amerikaner ”Dollargrin” vogn kunne rumme nogle flere malerier og samtidig gav det ham en bevægelsesfrihed til at kunne komme til andre byer i landet og arrangere større udstillinger.

BILLEDE 23

Fra venstre: Carlsen en ven af min mors familie, Mor, Far, Fufar, Ketty samt hendes mand Onkel Willy.

Kontante svar fra Farfar Det var arveligt! Min Farfar Ingvard, som er beskrevet tidligere, var en mand, der ikke sagde meget, men iflg. min Far vejede hans ord altid tungt. Far benyttede lejligheden ved sit første motorcykelbesøg 1928, 21 år gammel i Randers, til at spørge sin Far: (Vil Du låne mig 50 kr.?) Svaret kom meget hurtigt NEJ” samtidig med at Farfar meget grundigt betragtede motorcyklen, uden at kommentere den på nogen måde, men Far var ikke i tvivl om, hvad han tænkte: Har man råd til at købe en motorcykel, må man også have råd til at køre på den! Frede Kjeldsen har, som jeg selv, også oplevet min Fars skarpe kontante svar på spørgsmål, som han absolut ikke synes var relevante. Frede havde af min Far fået den svære opgave at kontrollere og betale min Mors kontokøb hos Magasin. Min Mor havde i længere tid for Frede beklaget sig over, at hun ikke fik og aldrig havde nok kontanter. Frede tog mod til sig og stillede spørgsmålet til Far! Om ikke min Mor skulle have nogle flere kontanter? Fars svar kom prompte, og med en megen bestemt stemmeføring, ”JEG HÅBER IKKE FREDE AT DET ER NOGET PROBLEM FOR DIG!” Fremover tænkte Frede sig grundigt om, før han igen stillede andre og mere relevante spørgsmål til Far.

BILLEDE 24

Far og Mor på motorcykeltur i Nordsjælland sammen med Fars bror Holger, Tante Anna og min fætter Knud i 1929.

Isenkræmmer -Kunsthandler

I København, begyndte Far med at indlogere sig hos sin broder Holger og tante Anna, hvor også min fætter Knud var kommet til verden. Her var der en konstant kamp mellem Anna og Far, for han var ikke glad for at stå tidligt op om morgenen. Det fulgte ham hele livet. Jeg tror ikke, at man dengang som i dag kendte begreberne A og B mennesker. Senere flyttede Far til Amagerbrogade og boede hos en meget rar cigarhandler, har min Mor fortalt, for senere at flytte til et bedre værelse i Frankrigsgade. Min Mor flyttede ind sammen med Far som ikke gift. Så vidt jeg kan forstå på Mor, var det dengang meget umoralsk . De besluttede at gifte sig og flyttede til Kr. Zartmanns Plads, hvor de boede som gifte ægtefolk. I ejendommen på Kr. Zartmanns Plads boede også fars to yngre søskende, Ingrid(gift med Einar Frederiksen) og Grethe(gift med Helge Skovgaard Mortensen.) Far og Mor blev gift den 21. februar 1931. Jeg kom til verden den 16. december 1931. Mere end 9 måneder mellem bryllup og fødsel. Den var god nok, det var ikke på grund af min fødsel, de giftede sig. Min Mor bemærkede det ofte. Det var noget af det jomfrunalske, der af og til tittede frem hos hende. Else spurgte min Mor, hvorfor de ikke var blevet kirkeligt viet. Min Mor syntes, når de havde boet sammen før ægteskabet, at det ikke var passende at blive kirkeligt viet. Vielsen foregik derfor på Frederiksberg Rådhus. Far havde sine meningers mod. En af de første episoder, som jeg hørte fra hans arbejdsliv, var som kommis (ekspedient) i isenkræmmerforretningen Bøgelund Jensen på Rådhus Pladsen. Han blev skældt ud af indehaverens kone, efter hele natten sammen med en lærling med at lave juleudstilling. Far havde tilladt sig på forretningens regning, at spise morgenmad på en nærliggende restaurant og endog med forretningens lærling! Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Far forlod forretningen, karrieren var slut dér. Det skal bemærkes, at dengang, fandtes ikke begreberne overarbejdsbetaling og afspadsering i den danske ordbog. Lærlingen mødte jeg sammen med Far i Århus mange år senere, hvor han havde startet et firma med forretningsinventar. Det var meget morsomt at høre de to genopfriske situationen fra dengang.

Efter min Fars isenkræmmerperiode begyndte han som bademester på Kastrup Søbad i sommerperioden. Han blev på et tidspunkt også tilbudt fast arbejde om vinteren ved Kastrup Kommune. De to brødre blev enige om at bademesterjobbet var godt, men det var bedre at Far om vinteren gik i samarbejde med sin bror og begynde at sælge malerier. Forretningerne i Trommesalen, hvor Holger havde forretning, var blevet nedrevet. I en bygning ikke langt derfra, lejede Holger sammen med Bjørns radio et større kælderlokale, hvorfra han fortsatte med at sælge malerier. Foruden at sælge malerier opsatte de antenner på hustagene. Det var dengang radioen blev hver mands eje. Samtidig havde de to brødre et par salgskasser med sæbe, tandpasta, snørebånd mv. Nu hvor de alligevel var i en ejendom, kunne de lige så godt ved samme lejlighed forsøge at sælge disse fornødenheder. Malerisalget, der foregik i ”Kælderen” på rådhuspladsen, var den største del af omsætningen. Om aftenen gik de ud og stemte dørklokker og solgte malerier på afbetaling. At stemme dørklokker vil sige, at de ringede på samtlige lejligheder i en ejendom for at overbevise beboeren om, at de havde brug for ”Kunst på væggene”. Deres Mor kom af og til på besøg i København og boede ofte hos Holger og Anna som det første sted. De to brødre kom derfor tidlig hjem ved syv tiden, og var meget stolte over, at de havde solgt et par billeder og kunne være sammen med deres mor resten af aftenen. Farmor bød Dem velkommen hjem og sagde, ”Klokken er ikke mere end syv. I kan nå at sælge noget mere”.!! De fortsatte og kom så tilbage senere på aftenen I dag ville svaret havde været, det må vi ikke i følge 11 timers reglen. Bygningen, hvor de lejede lokaler var, måtte vige for byggeriet af Richs Huset i 1934-1935. Holger flyttede sin forretning til Vester Voldgade nr. 24. Det har, blandt andet været i denne forbindelse, at de to brødre besluttede, at Far skulle åbne forretning i Århus og flytte derover med hele familien Far måtte i den forbindelse sige farvel til sit sommerjob som bademester. Et job han trivedes godt med.

Onkel Holger, billedet er fra 1949. Holger erhververede en 45m2 Hansen Spidsgatter med navnet Nauja i 1941. BILLEDE 25

En varm familie! Der er ingen tvivl om, at far var meget glad for sine kommende svigerfamilie. Min Morfar, Fufar som jeg af en eller anden grund kaldte ham, hvis navn var Anders og Mormor, som hed Agnes, kan jeg huske udstrålede en stor varme. I det hele taget var det et kendetegn for alle familiemedlemmerne, altid var vi velkomne, og altid var der, ”sjov i gaden.” Min Morfar døde i 1949, men i 1945 og 1946, hvor han endnu var frisk, var jeg i København og stort set sammen med ham hver dag i ferierne. Jeg boede hos Onkel Holger og Tante Anna der i 1943 var flyttet fra Kastrup på Lyngbyvej, og cyklede hver dag ind til Blågaards Plads, hvor Fufar ventede på mig. Han boede i en lille lejlighed i nærheden. Jeg tror Fufar har vist mig alt, hvad der dengang var værd at se i København. I løbet af mit ophold besøgte vi på cykel mange seværdigheder: Vor Frelsers Kirke, Danmarks Akvarium, Glyptoteket, Københavns Rådhus, Rundetårn, Carlsberg, Tuborg og ikke mindst en afslutning rundt i Københavns Havn. Min Far var meget glad for sin svigerfar. Efter min Mormors død i 1938, var Fufar på besøg flere gange om året i Århus. Fra disse besøg husker jeg, at hans cykel altid fulgte ham, og med den var hans foretrukne mål under opholdet lystbådehavnen og dernæst forretningen på Bruunsbro.

BILLEDE 26

Fra venstre, Tante Ketty, Oldemor, Kusine Birgill, Mormor Agnes, Moster Rigmor mor til Birgill, Onkel Aksel. Bageste række fra højre, Onkel Willy, Onkel Erik, fru Carlsen ven af familien. Moster Lilly, Fufar, Onkel Arne med en af hans mange kærester. Yderst tv, Carlsen ven af familien.

BILLEDE 27

Fufar og Mormor på besøg i Århus 1937, hvor Himmelbjerget ved Silkeborg blev besøgt. Her sidder vi i en lejet bil. Billeje var ikke udbredt. Fra v. Ruth, Mor, mig og Mormor.

BILLEDE 28

Fufar og Mormor på besøg i Århus 1937, hvor Himmelbjerget ved Silkeborg blev besøgt.

Gulduret! Guldkæden, som tydeligt ses på fotoet med et dobbeltkapslet guldur i vestelommen, var en gave til Fufar fra medarbejderne i K-W i anledning af hans 25 års jubilæum. I gulduret er der indgraveret datoerne: 1907-29/4-1932. Min Morfar døde i 1949. Straks efter begravelsen kom min Mor og hendes bror Arne op at skændes om, hvem der skulle arve Uret. Jeg har senere hørt fra min Mors søster Lilly, der for øvrigt passede og tog sig af Fufar de sidste mange år han levede, at Lilly skar igennem og skilte de to kamphaner. Jeg fik Uret, som har fulgt mig lige siden. Lilly har også fortalt mig, at det var den største fornøjelse for mig, når jeg var på besøg hos Fufar, at puste på uret, hvorefter urets kapsel åbnede sig. Det var en stor gåde for mig. Lilly er min Gudmor og er den første, der ringer på min fødselsdag med en lykønskning. Jeg får ikke sagt ret meget, hun taler uafbrudt, men jeg nyder det, og under hendes fødselsdagsønsker til mig går mine tanker tilbage i tiden med de mange hyggelige timer, jeg som barn tilbragte sammen med hende og Erik fra hendes første ægteskab.

BILLEDE 29

I haven p책 Rolfvej med gulduret i vestelommen Gulduret er testamenteret til min kusine Birgills barnebarn Christian.

Fufars begravelse Min Morfar (Fufar) var ikke den biologiske far til sin ældste søn Onkel Willy. Min Mormor havde født ham i et tidligere forhold. Det var for de øvrige søskende, min mor og hendes hel søskende ikke noget problem, at Willy var en halvbroder. De havde stor respekt for ham og holdt meget af ham. Ved begravelsen af Fufar kom imidlertid min Mors og hendes søskende Lillys og Rigmors tolerance på en alvorlig prøve. De oplevede, at der ved graven stod tre damer, hvis udseende kunne forveksles med dem. Det var ikke unaturligt, de tre damer var døtre af Fufar fra et tidligere ægteskab. Desværre var min Mors og hendes to søskendes tolerancetærskel så lille, at de end ikke ville kontakte dem og ikke engang sige goddag til dem. Så vidt jeg har kunnet forstå har Onkel Willy haft kontakt med halvsøstrene før og efter begravelsen. Personligt er jeg ked af, at vi mistede forbindelsen med dem. Der er sikkert efterlevende fra dem? Fufar arbejdede utroligt meget. Han passede fyret i den store virksomhed K-W. Han drog af sted på cykel kl.5 om morgenen og mange gange igen sent om aftenen for at passe fabrikkens varmeanlæg. Endog søndag morgen var han på fabrikken. Af og til når jeg boede hos Dem, var jeg med på fabrikken. Det var noget, der kunne imponere en dreng på 4-5 år. Foruden jobbet som man i dag benævner varmemester, var han uddannet stensliber og havde patent på en specielt kunstigt lavet sten, der blev brugt i den grafiske industri. Et stykke arbejde han var meget stolt af, var trappen, der fører op til Hamborgs Rådhus. For nylig hørte jeg fra min kusine Birgill, at trappen der føre op til Københavns Rådhus, også var hans værk. Det er klart med 8 børn i to ægteskaber og en øl i ny og næ, så skulle der tjenes penge!

Han var også ”En Guttermand.”

Fars og Søns sidste samtale! -Malernes Udstilling A/S Efter min Fars død i 1970 gik jeg så i gang med opgaven, at hjælpe min Mor med at få hende ansat som medarbejder i Malernes Udstilling A/S. På min Fars dødsleje kan jeg huske, han sagde til mig, ”Børge! Hold Dem i kort snor, ellers løber de løbsk”. Dem, det var min Mor og søster. Jeg klarede ikke opgaven. Frede Kjeldsen har været en god mand for familien. I årene som forretningsfører accepterede han Mors ansættelse i Malernes Udstilling med bil til rådighed og en god løn. På mindst 10 generalforsamlinger i løbet af årene, var mit standardspørgsmål til Frede Kjeldsen om hans tilfredshed med sin egen ansættelse? Frede besvarede spørgsmålet i mange år, at han var tilfreds.. På et tidspunkt meddelte Frede, at han gerne ville købe forretningen. Min Mor var på dette tidspunkt 70 år. Bestyrelsen og de aktionærer der repræsenterede 95 % af aktiekapitalen, blev enige om, at det var den rigtige løsning. Min søster og svoger ønskede ikke at deltage eller give deres mening til kende? Salget af forretningen til Frede Kjeldsen var i samarbejde med revisionsfirmaet Seler Petersen, statsautoriseret revisor. Frede Kjeldsen købte aktierne og ændrede navnet til: ”Århus Kunsthandel.” Lokalerne på Bruunsbro blev revnet ned nogle år efter overtagelsen. Denne nedrivning var ikke nogen overraskelse. Allerede i 1946 var der planer om ændring af området, men som med så mange andre planer her i tilværelsen kom det først til realiteter i 2002.

BILLEDE 30

Billedet er fra ca. 1950. Forretningen på Bruuns bro blev nedrevet i 2002. Til højre skimtes forretningen og ovenover et reklametårn i forbindelse med ”Ovenlyssalen” hvor der blev holdt skiftende maleriudstillinger.

BILLEDE 31

Annonce fra Kunsthandler bladet.

Fuldmagt -tilbagekaldes? Efter overdragelsen af forretningen til Frede Kjeldsen modtog jeg i 1990 et brev fra en revisor Holst i Åbyhøj, at man havde besluttet, med min Mors accept, at jeg skulle aflevere den generalfuldmagt, som jeg var i besiddelse af. Jeg forstod ikke, hvad der var ved at ske! Jeg havde i den periode mange jobproblemer. Derfor havde jeg ikke overskud til at finde årsagen til min Mors manglende tillid til mig og derved også til Else. Hvordan og hvorfor min Mor kunne finde på at skifte fra en stats aut. revisor til en alm. registreret revisor var mig en gåde? Jeg afleverede fuldmagten og dispositionsretten til en formue på 1,5million i 1986 kr. Formuen bestod af et hus på Tunø og en sommerhusgrund på Mols, som jeg havde forkøbsret til. Desuden var der en obligationsbeholdning fra salg af Malernes Udstilling A/S en Volvo bil samt en del kontanter, malerier og værdigenstande i hjemmet. Der gik en halv snes år, efter at jeg havde afleveret min generalfuldmagt, hvor min Mor pludselig en aften begyndte at tale pengesager med mig. Mor påstod, at hun ingen skattemæssig formue havde mere! Jeg ignorerede det, jeg havde ikke lyst til igen at have med hendes pengesager at gøre. Nogle år efter, sidst i 1990erne hørte jeg, at Mor fik ældrecheck? Jeg undersøgte, hvad der var sket. Ganske rigtig på hendes bankkonto stod meget få kontanter. Mor viste mig også den sid-

ste udfyldte selvangivelse, hvori jeg kunne konstatere, at der ikke mere var nogen formue tilbage? Her var forklaringen på hvordan Mor var i stand til at få forskellige pensionstillæg.

Tiden i Kastrup, Bademester mv. 19301934 Holger og Anna var flyttet til Kastrup, hvor de havde købt en villa, på Søvænget nr.11. Nogen tid efter flyttede min Far og Mor også til Søvænget til nr.18 i en villa på første sal. Min Mor fortalte mig forleden, hvor vi gennemgik et par afsnit af beretningens indhold, at huslejen var 30 kr. pr måned. Op til lejligheden var en stejl trappe, hvor døren var en foldedør, der var lavet af tykt filt. Døren gav adgang direkte ind i stuen. I årerne 1930-1934-1935 kan jeg forstå, at Far arbejdede med mange forskellige ting. Blandt andet tog han job hos Burmeister Wain skibsværft på Refshaleøen som lagermand i afdelingen for værktøj. Som tidligere nævnt var han ansat i perioder hos sin bror for at sælge malerier hvor også Bjørns radio også havde til huse opsatte ved denne lejlighed antenner på hustagene. Der er ingen tvivl om, at tiden som bademester fra 1930 til 1935 på Kastrup Søbad i sommerperioden var en tid, han nød meget. Det førte blandt andet med sig, at han også påtog sig mange foreningsopgaver i svømmeklubben med den tilhørende bokseklub. Politik var også en del af interesserne. Efter hans død i 1970 fandt jeg i hans tegnebog et gyldigt medlemskort fra Socialdemokratiet.

BILLEDE 32

Svømme skulle jeg også lære.

BILLEDE 33

Far gør gymnastik med sin søn.

BILLEDE 34

P책 kajak tur med Far 1932.

BILLEDE 35

Referat i den lokale avis efter Fars boksemesterskab.

BILLEDE 36

Presseomtale dagen før han stillede op til Københavnermesterskabet i boksning i Letsværvægt.

Søvænget nr. 18, Kastrup Min fætter Knud, der er 6 år ældre end jeg, kan jeg begynde at huske fra tiden i Kastrup. Vi boede på samme vej, henholdsvis Søvænget nr.18 og 11. Min Mor påstod, at hver gang Knud lavede drengestreger, fik jeg altid skylden. Jeg husker tydeligt Onkel Holgers fine pæretræ med de dejlige frugter, hvor tante Anna påstod, at det var mig, der havde spist dem og det til trods for, at Knud lå i sengen med mavepine. Min tillid til tante Anna har altid været stor, men alligevel blev jeg den ansvarlige for at have plukket og spist pærerne. I baghaven, hvor vi boede, løb en grøft med vand blandet godt op med syrerester. Naboen var Syrefabrikken i Kastrup. Jeg husker tydeligt, at efter en køretur på hovedet i grøften med den trehjulede barnecykel blev jeg spulet med ferskvand endog meget grundigt. Selv den dag i dag, når jeg tænker på episoden, kan jeg mærke og se Mor med den rettede vandslange på mig for at få spulet resterne af syren af. Der var ikke noget Miljøministerium dengang, så ”Syren” som fabrikken i daglig tale blev kaldt, kunne dengang uden nogen problemer lede syrerester fra produktionen ud i det omkringliggende grøftesystem. I foråret 2007 besøgte jeg sammen med Else, Søvænget i Kastrup for at vise kvarteret, hvor vi havde boet. Syrefabrikken var nedlagt og grøfterne udtørret og huset, hvor vi boede, var revet ned . Den nye Metro til Kastrup Lufthavn er anlagt nøjagtigt, hvor huset havde ligget. Årene i Kastrup har været en god tid for min Far og Mor. Min Mors familie Aksel og Rigmor(mors søster) med deres piger Birgill og Gundhild boede i Tårnby, nabobyen til Kastrup. Jeg husker, der var stort socialt samvær imellem vore familier. Foruden Onkel Holger(fars bror) boede på Nordrehøjsalle i Kastrup endnu en søster til far, Anna og hendes mand Ejvind Hindborg Pedersen, med deres søn Ole. Min Far var, som tidligere nævnt, i de år i sommerperioden bademester på Kastrup Søbadeanstalt og dyrkede det friske og udadvendte liv, der fulgte med.

Far var også formand for Kastrup Svømmeklub. Han var en initiativrig formand er det blevet mig fortalt. Et af de større stævner, han arrangerede, var med Ragnhild Hveger. Hun var på det tidspunkt i sin karrieres start; det blev til en utrolig masse verdensrekorder. Der opstod desværre nykker hos Ragnhild Hveger i forbindelsen med svømmesuccesen. Efter et svømmestævne, klubben havde arrangeret for hende, overrakte Far hende en buket blomster som tak, men han fik blomsterne smidt tilbage i hovedet. Blomsterne faldt ikke i svømmepigens smag. Herefter sluttede samarbejdet med Ranghild Hveger. I samme periode udøvede Far også boksning. Det blev til et københavnermesterskab i letsværvægt. Men også han mødte sin overmand, som det på et tidspunkt sker for alle boksere. En for stor matchning gjorde, at han blev slået ud i løbet af 14 sek. Far troede, han kunne gå på vandet.! Kampen var om danmarksmesterskabet i Sværvægt. Hans kampvægt var til letsværvægt, men han stillede alligevel op. Jeg kan svagt huske, at han i en periode gik med solbriller, hans øjne var sorte, gule og blå i en længere periode. Boksningen blev derefter lagt på hylden. Jeg fik hans boksehandsker, som jeg havde til mit 16 år. De blev slidt op ved boksning med kammeraterne i gården i Heibergsgade, hvor vi havde lavet en boksering i mellem tørrestativerne.

BILLEDE 37

Min Mor med Gundhild på skødet, samt Birgill til højre og jeg i midten på adressen Søvænget 18 i Kastrup. Foråret 1932. G+B er døtre af mors søster Rigmor.

Lorte Arne -”Lord Arne” En af opgaverne som bademester var hver aften ved lukketid, at sejle ud med toiletspandene og tømme disse i Øresunds stærke strøm. Min Mors bror Arne kom ofte på badeanstalten, og en aften ville Arne sørge for tømningen, men desværre tabte han spanden ned over sit hoved. Fra denne dag, gik Arne under navnet ”LORTE ARNE”. Den samme Arne, der blandt andet var med i Finlandskrigen 1939 og senere opholdt sig på Grønland i 30 år, var noget af en rebel. Det var ikke let for Far, at styre ham på badeanstalten. Min Far syntes, det gik for vidt med kontakten til den kvindelige afdeling på Søbadet. Arne var noget fræk i sit svar til Far. Far var meget konsekvent, jeg har senere fra min Mor hørt, at Arne fik et par lussinger. Da jeg senere i livet igen kom i kontakt med Arne, kunne jeg mærke, at han ikke kunne glemme de mange lussinger, han fik ved denne lejlighed. Hans begejstring for Far var ikke så stor, Med mellemrum fortalte jeg min Mor, hvad jeg skrev i beretningen om min Far. Om netop afsnittet om toilet spandene, bemærkede mor, at ovennævnte betegnelse af Arne ikke er rigtig! Arne blev kaldt ”LORD ARNE”. Historien blev absolut ikke dårligere af det.

BILLEDE 38

Arne på Grønland i 1979, hvor Else og jeg besøgte ham.

Min Søster ”Ruth” Min søster blev født, den 19.dec.1933 da vi boede i Kastrup . Hun husker sikkert ikke noget fra denne tid i Kastrup? Hun har været ca. 2 til 3 år, da vi flyttede til Århus. Der er ingen tvivl om, at min Mor trivedes godt i Kastrup og gjorde en stor indsats på hjemmefronten og levede for os børn, og samtidig dyrkede de mange familiemedlemmer, der alle boede i en afstand, så mor med Ruth i barnevognen og mig siddende på et bræt i fodenden, kunne besøge dem.

BILLEDE 39

Besøg på Kastruplund Fortet 1935 Umiddelbart inden vi flyttede til Århus.

Grundlæggende forskelle på min Far og Mor! Min Far og Mor var meget forskellige i deres måde at leve og tænke på! En af de store forskelle var, at Far var hurtig til at bestemme sig og udføre tingene med det samme. Mor skulle altid tænke sig om for nu at sige det pænt. Kendsgerningen var den` når Far var for en ting, var Mor imod. Jeg vænnede mig til, at sådan var det. Men smart var det ikke. Min Mors ”Madpakkesyndrom” er efter min mening begyndt i Kastrup. Jeg kan huske, at jeg fra omkring fire års alderen spadserede op ad Søvænget lidt til højre ad Amager Strandvej. Her kunne min Mor ikke se mig længere, hvorefter min Far tog over. Fra badeanstalten kunne han se mig komme gående med ”MADPAKKEN” til ham. Madpakkesyndromet fulgte med til Århus, og helt op i realklassen på Elise Smidt Skole kom min Mor meget ofte cyklende med en madpakke i 10 frikvarteret. Det var ofte et problem for hende at nå at få smurt madpakkerne, så min søster og jeg kunne nå at få dem med i skole.

Flytning fra Kastrup til Århus i 1936/1937 På et tidspunkt omkring nedrivningen af bygningen på Rådhuspladsen, hvorfra brødrene i den såkaldte kælder solgte malerier, måtte de fraflytte, for at give plads til det nye Richs hus i 1935, Som tidligere nævnt foreslog Onkel Holger , at far med hele familien skulle tage til Århus. Der var på Bruunsbro bygget nogle forretninger som han mente var stedet, at starte en afdeling af ”Malernes Udstilling”. Det blev en realitet.

At starte en kunsthandel dengang har været usandsynligt svært. Men som den type min Far var, var det trods alle de økonomiske besværligheder i 1930erne det rigtige for ham at blive sin egen herre. Far flyttede til Århus et par måneder, før vi andre fulgte med. Også vi boede på 1.st.sal i forretningen, inden vi fik lejligheden på Trøjborg. For bygherrerne var der problemer med at få udlejet boligerne. Vor første adresse i Århus var i Herluf Trollesgade 37. En to værelses lejlighed hvor de første 3 mdr. ophold var huslejefri. De første gæster der besøgte og overnattede hos os, var Kaj Skovgård Mortensen. Mor har fortalt det var deres bryllupsrejse der gik til Jylland Min Far satte stor pris på Kaj og hans kone Edith. Jeg tror, de på mange måder havde en kemi der passede godt sammen. Til ovennævnte besøg blev der investeret i en sovesofa. Min Mor har fortalt mig, at det dengang var en forholdsvis stor investering. Jeg kan huske, vi havde sofaen i mange år. Kaj blev skudt under krigen i forbindelse med vagttjeneste på familiens autoværksted i 1944. Jeg kan huske episoden. Det gjorde meget ondt på Far, det var en episode, der påvirkede ham meget, og som han ofte omtalte. Vi har i dag den fornøjelse ved vor årlige fætter/kusine møde at være sammen med Kaj og Edits søn og svigerdatter Per og Rita.

BILLEDE 40

Herluf Trollesgade 37. I st. th.

Heibergsgade 1a -Hjemmet, jeg betragter som mit barndomshjem Efter et års tid flyttede vi til Heibergsgade 1a, som lå i bydelen Frederiksbjerg, i den sydlige del af Århus. Lejligheden lå kun 5 minutters gang fra forretningen på Bruunsbro, den var ikke meget større en den vi kom fra, men vi havde to altaner en med udsigt mod nord i retning af havnen og en mod syd med udsigt til Samsø/Tunø.

BILLEDE 41

Heibergsgade 1A -Her boede vi fra 1937-1950. IV sal th. I tiden hvor vi boede her var der stort set ikke biler parkeret, men til gengæld var der på hvert hjørne en forretning, købmand, barber, gartner slagter, mejeri, bager. Desuden et hav af unger der legede og spillede fodbold. Graffiti eksisterede ikke dengang. Tegnede vi med kridt på husmuren så var straffen konsekvent, inden vi skulle i seng, var det ned på gerningsstedet med sæbevand og børste og fjernet kridtskriften.

De fleste ulykker sker i hjemmet! Far brugte ofte vendingen, de fleste ulykker sker i hjemmet, derfor gælder det om at opholde sig så lidt som muligt der. Jeg tror Fars sene hjemkomst om aftenen skyldtes flere ting! En familie på fire mennesker i en to værelses lejlighed hvor min søster og jeg ofte havde besøg af andre børn fra gaden, var ikke det ideelle sted at slappe af. Der var altid støj i ejendommen og speciel i vor lejlighed, hvor jeg dengang spillede harmonika og klaver. En anden væsentlig årsag til, at Far kom sent hjem, var hans lidenskab for at spille kort. Kortspillet hed ”KLØR TJAVS.” Der er ingen tvivl om, at foruden hans spille lidenskab var det også en kilde til indtjening, der kom familien til gode. Det er egentlig mit indtryk, han havde overskud på kortspillet. Heibergsgade 1a, er en 5 etages ejendom med to lejligheder på hver etage. De forskellige ægtepar, der tilsammen havde 12 børn omkring min alder, viceværtens to sønner var noget ældre og havde et par værelser på loftetagen. Som tidligere nævnt boede de to brødre Aage og Gunnar Mikkelsen i perioden 1940-1942 i værelser på loftsetagen.(Sønner af Fars fætter Julius)

En dato jeg aldrig glemmer: 9. april 1940 Krigen var kommet til Århus den 9. april 1940. En klar forårsmorgen, ikke en sky på himlen, blev vi vækket af en vedvarende støj fra flyvemaskiner fra det tyske luftvåben. I løbet af de næste par timer passerede mere end 1000 flyvemaskiner på vej i nordlig retning mod Norge samt Ålborg Lufthavn. I løbet af formiddagen kom Den tyske Værnemagt kørende med militærkøretøjer og senere marcherende i byen. Det var udramatisk, som det hele foregik. Der var en stemning, der var meget mærkelig. Nogle talte med soldaterne, andre stod bare stille og betragtede dem. For en otteårig dreng var det en tid, hvor man blev fodret med mange forklaringer og indtryk, men hvor man ikke rigtig havde nogen mening og ikke kunne forstå, hvad der skete i verden. De voksen lyttede vi til, men som sagt var der mange forskellige opfattelser af besættelsen. Jeg tror trods alt, at alle var mere eller mindre chokerede, og først efter et års tid begyndte der at blive en modstand mod den tyske besættelse. Frihedsbegrænsningerne begyndte at melde sig. Sejlsport blev begrænset. Svømmehallens åbningstider blev reduceret, gasforsyningen blev reduceret, rationeringsmærker, mørklægning, udgangsforbud, og senere luftalarmer og hvad dermed fulgte..

BILLEDE 42

Tyske soldater på vej hjem 5 år senere i 1945.

BILLEDE 43

Om morgenen blev vi vækket ved støjen fra store sværme af tyske flyvemaskiner.

BILLEDE 44

Sejrrig militærmusik blev almindeligt på Strøget i Århus. De første år indtil 1944 var det med teksten, ” Denn wir fahren, gehen Engeland.”

Præstens båd fra Tunø I 1941 en søndag eftermiddag sad vi på den sydvendte altan i dejligt solskin og betragtede bugten, der var fyldt med sejlbåde. Pludselig sagde min Far! ”Næste år vil vi have en sejlbåd!” Det lykkedes at leje en stor gammel kutter for sæsonen 1942. Ejeren af båden var ”Præsten på Tunø”. Gunnar Mikkelsen boede hos os på dette tidspunkt. Han påstod at være fuldbefaren sejler og navigatør. Den første tur i båden, efter vi havde hentet den på Tunø, med Gunnar som kaptajn endte med en grundstødning ved indsejlingen til Nappedam. Jeg husker nøjagtig hvor det var. Ved indsejlingen til Kalø Slotsruin navigerede vi forkert og sejlede ved højvande på grund. Først efter 4 timer kom vi flot. På et tidspunkt var vandet faldet så meget, at vi kunne gå tørskoet rundt om båden. Tiden i Heibergsgade og de ca. 14 år vi boede der, har præget os alle fire meget. Madrationering, luftalarmer der medførte, at vi ofte om natten måtte sidde i kælderen flere timer, indtil faren for engelske flyangreb drev over. Med mellemrum bliver luftværnssirenerne i Danmark afprøvet. Den generation jeg tilhører, får ved disse prøver med sirenerne tankerne tilbage i tiden, hvor vi var besat af tyskerne. Jeg tænker med stor tilfredshed, at vi i dag har et EU og et Natomedlemskab.

Indirekte tvangsudskrivning af arbejdskraft til Tyskland Trods krigen begyndte samfundet igen at tjene penge. Mange fædre var, trods den begyndende økonomiske opgang, arbejdsløse. Mødrene var ikke på arbejdsmarkedet dengang, bortset fra enlige, enker m.v. hvor det var rigtig nødvendigt at tjene nogle penge. Mange af mændene blev tvunget til mere eller mindre frivilligt at tage arbejde i Tyskland, hvor de

oplevede krigens rædsler med bombeangreb på de tyske byer. De fleste vendte tilbage til Danmark i 1943-44. Mange fik arbejde i brunkulslejerne i Vestjylland. Tørvemoser skød op forskellige steder, det gav mange job til forholdsvis gode penge. I tiden under krigen begyndte far at forbedre indtjeningen væsentligt. Handel med malerier blev lettere, der opstod stor interesse for investering i kunst i de år. Samtlige privatbiler var opklodset rundt omkring i garageanlæg, på bondegårde mv. Al privatbilisme var forbudt. Benzin var forbeholdt Den tyske Værnemagt. Opfindsomheden var stor; der blev udviklet en såkaldt gasgenerator, en stor kakkelovn, som blev monteret på bilerne. Der blev fyret med træ, og gassen der fremkom ved denne proces, gav energi til motoren. Det var stor set kun erhvervskøretøjer, der havde tilladelse til en gasgenerator. Det var ofte en besværlig tankning, hvis det er den rigtige betegnelse. Man så tit lastbiler standse på vejen, hvorefter chaufføren måtte ud og fyre op i den monterede kakkelovn med træ, der som regel lå oven på førerhuset. Den største oplevelse var, når enkelte taxavogne brugte en eller flere heste til at trække vognen. Det er herfra sangen ”Hyp, lille Lotte” stammer.

Fars evne til at skabe kontakter Det er ikke småting jeg kan berette om min Far og hans relationer til en meget stor venne og bekendtskabskreds. Det er mit håb, at jeg ved at beskrive hans evner til at begå sig blandt forskellige typer og den respekt, han skabte om sin person, rammer titlen på beretningen ”Min Far -En Guttermand” I forretningen Malernes Udstilling på Bruunsbro er der fra 1935 og til min Fars død i 1970 og i de efterfølgende år, hvor Frede Kjeldsen som forretningsfører og senere som indehaver af forretningen, og indtil forretningerne på Bruunsbro blev nedrevet i 2003, foregået utroligt meget, jeg må tilstå, at jeg har haft det vidunderligt med at nedskrive nogle få af de ting, jeg i den forbindelse har oplevet.

Vagn og Ragnhild Kirkegaard og Old Boys vennerne En af de første familier min Far og Mor lærte at kende i Århus var Vagn og Ragnhild Kirkegaard. Vagn Kirkegaard var salgschef hos Randers Reb, og var en af de første kunder i forretningen på Bruunsbro. Kirkegaard var medlem af Old Boys og fik far meldt ind i foreningen med deltagelse i ugentlige gymnastiktimer. En helt ny vennekreds åbnede sig, en udvidelse af netværket som det i dag hedder. Det var typer fra et andet socialt lag i forhold til vennerne i forretningen. Oscar Stilling og Myhre, begge estimerede handelsrejsende, vinhandler Thorup og flere andre, som jeg desværre ikke i dag husker alle navnene på. Vagn Kirkegaards og hans kone Ragnhilds søn Ivar gik Else og jeg i skole og i samme klasse med. Else gik fra første klasse sammen med Ivar, jeg kom fra Ingerslevs Skole til Elise Smidt Skole i fjerde klasse, og først senere kom jeg ned til Elses og Ivars klasse. Derom senere. Ivar var utrolig til at huske ting og oplevelser fra den tid. Ivar fortalte meget ofte, når vi var sammen, om vore to fædres meritter, specielt efter en kortaften hos os i Heibergsgade, hvor Vagn Kirkegaard have fået så meget af drikke, at han nærmest var livløs. De førnævnte Old Boys medlemmer besluttede at bære Vagn hjem til Strandparken nr.12. Som sagt, så gjort. Han blev på en båre bragt til adressen, en spadseretur på ca.1 km. Vagn blev afleveret i stueetagen, hvor de boede. Ligbærerne fra Old Boys var dog så hensynsfulde, at de ringede på døren for at sikre sig, at Ragnhild var hjemme. inden de forsvandt Næste dag blev der fra fars side udfærdiget en faktura fra Århus Ligbærer Laug, lydende på følgende: ”An 1 stk. ØL Lig Hjembragt, afklædt, lagt i seng Kr. 100,00” Ivar, Else og jeg havde som sagt megen kontakt med hinanden, efter vi forlod skolen, og ved disse sammenkomster viste Ivar ofte fakturaen frem. . Desværre er Ivar død, fakturaen er forsvundet. For nylig ringede jeg til Vagns og Ragnhilds datter Hanne, en ældre søster til Ivar. Desværre var hun ikke klar over, hvor fakturaen var blevet af. Ragnhild Kirkegaard var ansat i telegrafvæsenet. Hun er den eneste kvinde, jeg har oplevet, der kunne bande på en charmerende måde.

Ragnhilds slagfærdige måde at opføre sig på gav sig udtryk på mange måder. På en auktion i Århus kom Ragnhild til at byde på et maleri. Hun regnede med at prisen ville blive højere, end det hun bød, men nej, buddene stoppede, og det var en kendsgerning, at billedet nu tilhørte hende. Gode råd var dyre. Ragnhild råbte igennem lokalet, ”Mikkel! Du må betale, jeg har ingen penge.” Jeg har på fornemmelsen, at billedet, vi senere arvede fra Vagn og Ragnhilds dødsbo, var det omtalte auktionsbillede.

BILLEDE 45

Realklassen 1949 -Ivar i 3. række tv. Else 1. række nr. 2 th. Børge, bageste række i midten.

Skiltet ”Kommer Straks I perioden 1938-1945 kom jeg ofte i forretningen. Af og til havde jeg skolekammerater med i forretningen. Når jeg i dag er sammen med dem ved vort årlige klassetræf, kommer snakken meget hurtigt, ind på min far og de mange personer, vi dengang oplevede.

De første jeg husker!

BILLEDE 46

Th. Richard Florentin Tv. Svend Norup.

BILLEDE 47

SĂ¸ren Mikkelsen.

Det skete, at jeg blev mødt med et skilt på døren hvor der stod, ”KOMMER STRAKS.” De fleste gange kom far efter kort tid. Men der kunne også være lange ventetider! Det var som regel, når kortspillet var i gang på første sal. De herrer kortspillere ænsede ikke, om der var nogen ved døren. For det meste var det ikke de store beløb, der blev spillet om. Det kunne også være om frokosten, hvem der nu skulle betale og hente råvarerne og tilberede den. I perioder kunne det gå hårdt til, der kunne være mange penge på spil. For ikke at blive forstyrret i vigtige afgørelser, var det bekvemt at bruge skiltet. Det var i disse situationer at, selv om jeg stod med øret til døren og kunne høre herrerne på 1.ste sal, så måtte man respektere skiltet på døren:

KOMMER STRAKS. Gevinsten ved kortspillet kunne af og til være bedre end at sælge malerier. Jeg har aldrig hørt at nogen af de herrer har tabt.

Kunstmaler Carl F. Høyrup Min Far titulerede ham altid som Hr. Høyrup, de var Dès, lidt svært at forstå for generationerne i dag. På sin vis var det også et særsyn i denne branche. De fleste havde et eller andet øgenavn. Min Fars og Høyrups samarbejde begyndte i begyndelsen af 1940erne. Carl Høyrup boede i en meget stor villa i Åbyhøj, en forstad til Århus. Carl Høyrup havde dengang havde dengang skabt sig et navn, som en maler med speciale i jagtmotiver. Min Far har bestemt set mulighederne i at knytte ham nærmere til forretningen. Enhver jæger med respekt for sin sport og sig selv var et emne til et maleri af Høyrup. Hans kendskab til dyrs anatomi var stor, og iagttagelserne fra hans lidenskab jagt kunne han omsætte i maleriet. Høyrup kunne også se, at det var en god ide at indgå samarbejdet med Malernes Udstilling. Han flyttede sit atelier til Bruunsbro og kunne der koncentrere sig om at male og lade forretningen tage sig af salget.

BILLEDE 48

Mogens Vantore, Far og til højre i billedet Carl F. Høyrup.

Samarbejdet varede til hans død i 1959. Når Høyrup malede, sad han, uafbrudt med en Flora Danica cigar i munden, i øvrigt også på alle andre tidspunkter. Nogle år før han døde, fik han opereret den ene lunge bort. Han var et meget behageligt og et meget godt menneske. Hans tid ved militæret havde sat sit præg. Han havde været Stabssergent og med den tiltaleform, der dengang var ved militæret, stammede hans altid korrekte opførsel og tiltaleformen ”DE OG HR.” En særpræget ting ved hans påklædning var, at han året rundt gik i korte bukser. Hans pengeforbrug var stort. Hans begreb om penge var lig nul. Under krigen, hvor det var meget svært at skaffe tobak, har jeg overværet Høyrup købe 1 kasse Cigarer for 500 Kr.. På dette tidspunkt var det 8 ugelønninger. Arrangementet med Malernes Udstilling var følgende: Lærred blev stillet til rådighed af forretningen, pensler og farver var Høyrups eneste investering og så snart han havde påbegyndt et maleri, kunne han hæve ved kassen. For et lærred i størrelsen 80x 100cm. fik han 65 kr.. Uden at havde meget travlt producerede han mindst 2 malerier pr. dag. En dagløn på 120 kr. Det var på dette tidspunkt i 1940erne 2 ugelønninger pr. dag. Høyrup var altid i pengenød, så han fandt meget hurtigt ud af, at inden han forlod forretningen opsatte han på staffeliet et nyt lærred og slog et par streger. Med aftalen, ”påbegyndt maleri”, kunne han hæve betaling ved kassen. Aftalen var, at lærredet skulle gøres færdig den følgende dag, men det blev sjældent overholdt. I stedet blev det lagt til side, hvor der var flere fra de foregående dage, måske uger. Når bunken fik en passende størrelse, tog min Far stablen af lærreder og bad hr. Høyrup om at gøre disse færdige. Høyrup blev noget fornærmet, men gik dog i gang. Det var ikke så få malerier, der var halvfærdige ved hans død.

Høyrup og sejlsport Høyrup havde aldrig dyrket sejlsport, men med hjælp fra Malernes Udstilling og Arbejdernes Landsbank, blev han hurtigt ejer af en sejlbåd, dog altid med en kaution fra min Far. Den første var en SSA båd Svend 5, som han under krigen sejlede med under sit årlige ophold på Hotel Postgården i Mariager. Senere, da han havde fået mere forstand på at styre en båd, købte han altid en båd af samme type som min far havde, men helst en smule bedre udstyret. Den næste båd han købte, var W båden W14, der efter datidens forhold var godt udstyret med de bedste sejl. Ifølge Yachtmægler Gunner Jensen var det på dette tidspunkt den mest vindende W båd på Øresund. I 1946 var det endnu ikke muligt at få materialer til f.eks. Sejl. Båden havde tilhørt en sejler jeg desværre ikke husker navnet på. Den tidligere ejer havde på en eller anden måde været i stand til at skaffe tingene. Alt udstyr var en klasse bedre på W14 end på de øvrige både i klassen. W bådklassen var sammen med Dragen og 6mR både de mest eftertragtede kapsejladsbåde på dette tidspunkt i Danmark. Medlemmerne i KDY på Øresundskysten var avantgarden på dette område.

BILLEDE 49

Carl Høyrup, Far, yderst til højre Staack.

Staden Københavns Ærespræmie i 1946 Aage Hempel, et prominent medlem af KDY, har Far igennem årene haft et par oplevelser med. Første gang var i 1943 under Jyllandsugen i Horsens, hvor vi deltog med juniorbåden Step. Her kom Hempel meget ophidset med nærmest en ordre om, at Far øjeblikkelig skulle afbryde samtalen han var i gang med på havnens telefonboks, da han ventede en vigtig samtale fra Tyskland Det var ikke lige den måde man skulle bede Far om tjenester på og i hvert fald ikke på grund af en samtale fra Tyskland i juli 1943 midt under krigen. Det næste sammenstød var under Øresundsugen i 1946. Her var vi blevet konkurrenter. Da vi deltog med vores W båd Rees IV. som eneste W båd, der deltog fra provinsen, var det en stor sejr for os, at vi vandt Staden Københavns Ærespræmie. Det var noget af en overraskelse for W bådssejlerne i Øresund. Som den eneste af de i alt 15 W både var den bygget hos Hansen Kastrup. De øvrige 14 W både var bygget i Skovshoved hos Nordbjerg og Wedel. Der kom bemærkninger fra Hempels side: ”Var den nøjagtigt målmæssigt som de øvrige 14 både?” Talen om evt. uoverensstemmelse af bygningen forstummede, da Far tilbød, at han ville betale en kontrolmåling af Rees IV. I retfærdighedens navn skal det her tilføjes, at Hempel gjorde meget for sejlsporten. Hempel var en af stifterne af Vikingerne, som var en gruppe af sejlsportsfolk i KDY der finansierede nybygninger og fik konstruktørerne til at tegne nye konstruktioner af 6mR både, 5,5mR både. Høyrup skulle også have deltaget med sin W båd W14 Karin. Båden, som han netop havde købt, blev omdøbt, og fik navnet Safir. Med Ingeniør La Cour ved roret deltog også Silja 6D58. Båden var købt i Norge og havde tilhørt daværende Kronprins Olav, hvor den sejlede under navnet Norna VI. Når Høyrup ikke deltog, skyldtes det, at båden strandede på vej til Øresund på Sjællands Rev. Det var en sag, der pinte Far meget, da han havde påtaget sig at tage ansvaret for Høyrups båd, med det dengang unge mandskab, der var ombord. De tre både startede fra Århus først på aftenen. De to W både var omkring en position mellem Øen Hjelm og Kattegat Sydvest Fyrskib, da uvejret satte ind med en vestlig kuling. Far fik råbt til ”Drengene”: ”Hold 90 grader” hvorefter vi forsvandt for hinanden. Vi passerede Fyrskibet, men desværre lykkedes det ikke Safir at holde kursen forbi Sjællands Rev.

BILLEDE 50

Pokalen er tegnet og lavet af kunstneren Just Andersen. Sejren over de københavnske W både med sin broder Holger som mandskab, tror jeg, var den største sejleroplevelse Far har haft. Det var to stolte brødre, jeg oplevede under Øresundsugen 1946.

BILLEDE 51

Indgraveret: Staden Køben-

havn Ærespremie 27/7 1946.

BILLEDE 52

Rees IV på Århus Bugten i 1945. Båden var tegnet af Wedel Wedelsborg.

BILLEDE 53

Avisreferatet fortsætter: I Daggry kunde Besætningen se, at Baaden stod ca. 10 Meter fra et af Revets Redningstaarne, hvorfra de tilkaldte Hjælp. Fra Fyret paa Revet sejlede Fyrpasser Madsen til Undsætning. De tre Ombordværende, Sejlene og Løsøret sejledes i Land, og en Bjergningsdamper har i Gaar bragt ”Safir” flot og ført den ind til Odden Havn. Roret er knust, men ellers er Skaden ikke stor. Safir havde fulgtes med to andre Aarhus-Baade, ”Silja og Rees lV” Den første er vel ankommet til København, men den anden er gaaet ind til Helsingør. Rees l´s Ejer, Kunsthandler Mikkelsen, Aarhus, sejlede længe frem og tilbage ved Sjællands Odde, men kunde ikke finde Spor af de to andre Baade, hvorfor han alarmerede Helsingør Havnepoliti, der satte en Eftersøgning i Gang. Denne var heldigvis ikke nødvendig.

Safirs rorpindsbeslag brækkede og båden mistede styreevnen. Båden skar højere end de 90 grader og en grundstødning på Sjællands Rev kunne ikke undgås. Kattegat Sydvest Fyrskib, hed tidligere Schults grund fyrskib da det var placeret på grunden af samme navn noget nordligere end den nye position ved spidsen af sjællands odde rev. Flytningen af fyrskibet var også en af årsagerne at Safir grundstødte på revet. Meget trætte anløb vi Gilleleje ved middagstid, hvor Far begyndte en større eftersøgning af Safir. I løbet af dagen fik han vished for, hvor båden befandt sig. Silja var, på det tidspunkt kulingen ramte os, ca.10 sømil foran. Det viste sig senere, at den var kommet forbi Sjællands Rev, og i læ for kulingen, inden den var på sin højeste styrke. Samtidig havde kulingen ikke den styrke på østsiden af Sjællands rev, derfor fik de ikke mistanke om, at de to W både, der ikke var kommet i læ af Sjællands rev, havde haft vanskeligheder. De var fortsat til Hellerup Havn, som var aftalt mødested for de tre både. Det skal bemærkes, at dengang, var der ingen af os, der havde radio eller telefon ombord. Høyrup måtte i gang med at producere flere malerier. Det var ikke småpenge, Far måtte betale til de fiskere, der trak Safir af grunden og slæbte den til Sjællands Odden Havn. Så vidt jeg husker, var det kr.800. Det svarede til 2 mrd.s lønninger i 1946. Utroligt mange interesser havde Høyrup: Jagt, flugtskydning, frimærker, sommerfugle. Alle interesserne kostede penge, ofte købte han et nyt gevær. frimærker, gamle danske, alt i den dyre ende. Frede Kjeldsen fortalte mig, at Høyrup havde sagt, efter at Frede havde ytret noget om, at disse hobbies kostede mange penge: ”Så må vi skaffe nogle flere penge”. Fredes Løn var dengang ca. 600 kr. om måneden. Høyrup hævede vel ca. 100 kr. om dagen.

BILLEDE 54

Billedet af Kattegat Sydvest Fyrskib, taget i forbindelse med en 24 timers sejlads, i et noget mere stille vejr.

Richard Florentin

Richard, blev han kaldt mellem venner. Florentin er en af de første venner, min Far fik, efter han begyndte i Århus. Han blev en god ven og kollega. De handlede meget med hinanden, er min fornemmelse. Men desuden elskede begge at spille kort på Højskolehotellet i Banegårdsgade i Århus. Et lille hotel med 8 værelser. De indlogerede sig af og til i flere dage og fik derved rig lejlighed til at spille kort flere nætter i træk. Der er ingen tvivl om, at det også var en måde at tjene til livets ophold på. Far og Florentins respekt for hinanden var meget stor, de var ”venner.” Det kom blandt andet til udtryk i et brev fra Florentin til min Mor efter min Fars død. Florentin var som ovenfor nævnt en meget charmerende person, men man skulle ikke tage fejl, han kunne også være meget skarp. Billedet nedenfor viser, at selskabet lytter alvorligt til ham. Richard Florentin har skrevet en del bøger der afspejler hans eget liv, ”Skæbner På Vildspor”, som jeg kan anbefale at læse. En anden læseværdig bog er om forfatteren Nis Petersen med titlen, ” Som jeg oplevede Ham.” Desuden en selvbiografi af Florentin ”Mit Liv på Landevejen”.

BILLEDE 55

Valeur Norddahl skåler med ”Den selskabelige Florentin th.”

BILLEDE 56

Den skarpe Florentin.

BILLEDE 57

Brev fra Florentin til min mor efter min fars dĂ¸d. Side I

BILLEDE 58

Brev fra Florentin til min mor efter min fars dĂ¸d. Side II

Svend Norup Svend Norup også en kunsthandler og handelsmand, der drev sin forretning fra sit dengang veludstyrede og meget elegante hjem på Pauls Plads i Århus. Norup var ”sin egen” nøjagtig som Florentin. Foruden deres lidenskab for kortspil dyrkede de hinanden som et netværk. Første sal på Bruunsbro var et sådant lokale, hvor man fik oplysninger. Jeg vil senere komme ind på nogle af de mange forskellige personer, der kom og lyttede. Svend Norup var i særklasse med hensyn til at lytte efter ”staldfiduser, ” et ord som man i den branche brugte. Staldfiduserne blev afleveret mere eller mindre frivilligt, af et meget blandet publikum, der bestod af: Sortbørshandlere, kriminalpolitiet, stikkere frihedskæmpere m.v. Men en uskreven lov var der: De personer, man her mødte, beskyttede man. Jeg erkender, det er svært at forklare. ”Den uskrevne lov på første sal”, det skulle opleves.

BILLEDE 59

Tv. Norup med Kongemærket i Reveren. Kongemærket blev lavet i anledning af Christian den X 70års fødselsdag i 1940 under anden verdenskrig. Vi blev så danske!

BILLEDE 60

Th. Søren Mikkelsen, en charmetrold, og samtidigt et meget morsomt menneske at være i selskab med.

Søren Mikkelsen Søren Mikkelsen er en af de personer, som min Far var kommet i kontakt med ved besøg i restaurant Verden. Søren var tjener i 1940 på Hotel Royal i Århus og skiftede jobbet ud med kunsthandler faget i 1940erne. Far og Søren var overhovedet ikke i familie med hinanden Navnet Mikkelsen og begge kunsthandlere og begge kendte personer i det århusianske forlystelsesliv gjorde, at der forekom mange misforståelser. En af de mere spektakulære episoder er artiklen, der blev trykt i Aarhus Stiftstidende. Overskriften var følgende: ”Kunsthandler Mikkelsen faldt af en Sporvogn ved Regina Krydset”. Artiklen omtalte meget klart, at Kunsthandler Mikkelsen var en del beruset. Søren har senere fortalt mig at han havde sørget for, at hans fornavn ikke kom på tryk i avisen.

Mørklægning Anden Verdenskrigs udbrud i 1940 ændrede meget på arbejdsmarkedet. Jobs forsvandt, nogle blev knap så attraktive, men for de fleste mennesker var der mange omvæltninger i disse år. Der er ingen tvivl om, at krisen og 1930ernes arbejdsløshed var ved at aftage. Jeg kan huske, at Far meget hurtigt begyndte en fabrikation og salg af mørklægningsgardiner. Det var et kolossalt marked, der pludselig opstod, da Tyskerne påbød, at alle vinduer i boliger, bygninger skulle tildækkes, så intet lys slap ud, til de engelske flyvemaskiner, der begyndte at overflyve Danmark på vej til deres bombetogter i Tyskland.

Hesteejer Den spillernatur som min Far var, resulterede i, at han på et tidspunkt var ejer af to galopheste. Airgun og Cameron var begge i stald hos, og blev trænet af, galoptræner Max Hartvig på Aarhus Væddeløbsbane. Far købte hestene 1944. På et tidspunkt blev min Far spurgt, om hestene var til salg! Min Fars standardsvar til et sådant spørgsmål var altid : ”Alt er til salg.” Spørgsmålet kom fra en af kortspillerne på 1. sal med øgenavnet ”Klatre Tyven.” Søren Mikkelsen udtrykte ønske om at se Airgun. Cameron den anden hest var midlertidigt i pleje hos en fætter i Fiskbæk, da den var blevet skadet på den ene ankel. Airgun var en fuldblodshest med en fin stamtavle og havde vundet en del løb. Jeg var ikke med til besigtigelsen af stalden og hesten på væddeløbsbanen, men historien er fortalt til mig så mange gange af Søren Mikkelsen, som jeg havde forbindelse med til hans død i 1994, og samtidigt kan jeg se og huske min fars reaktion på det følgende passerede: Da de to, Søren og Far kom til væddeløbsbanen, gik Søren ind i boksen, hvor hesten skulle stå, medens min Far var optaget uden for stalden med at tale med træneren. Efter en stund kom Søren ud fra stalden og udbrød: ”Det er sgu ikke nogen hest, der står en stor hund derinde.” Klatre Tyven havde taget bemærkningen fra Far: ”Alt er til salg” bogstaveligt. Han havde solgt hesten og taget en stor hund i bytte Den anden hest Camenron, der stod i pleje hos fætteren i Fiskbæk, blev også solgt. Ikke af Far, men af fætteren Viggo. Hestesporten har været den dyreste sport min Far nogensinde havde dyrket. Viggo Mougaard mente, at prisen for at have Cameroun i pleje svarede til den pris, han fik for den? Min Fars bemærkning til ovennævnte episoder var, ”Så har jeg også oplevet det.” Jeg var nylig hos Frede Kjeldsen, som jeg orienterede om ovenstående afsnit. Det var episoder, der skete før Frede kom ind i forretningen. Frede gjorde mig opmærksom på, at Far også havde haft en travhest, som han købte i 1951. Det var dette år, Frede begyndte i forretningen. Han fortalte den blev købt af et par rigtige ”hestehandlere.” Ved samme lejlighed fortalte Frede, at far havde spurgt Svend Norup, om han ville være med på halvpart. Norup svarede omgående, ”Så skal Du ”Mikkel” være med på halvpart i min kanariefugl” vel at mærke til samme pris, som hesten kostede. Hesten fik senere spat, det svarer til, hvad man kalder en forstuvet fod hos mennesker. Jeg tror, det var på dette tidspunkt, at interessen for hestesport og troen på hestehandlere sluttede for Far.

BILLEDE 61

Klatre Tyven, Svend Christensen i samtale med maleren Mogens Valentin.

Frede Kjeldsens ansættelse i Malernes Udstilling i 1951 Under mit besøg, hvor hestehistorierne blev fortalt, kom vi også ind på Fredes ansættelse. Måske skulle jeg først fortælle, hvad dobbelt bogholderi for mig var. Regnskabsafslutningen efter et år foregik, så lang tid jeg kan huske tilbage, den 31. Dec. Kort beskrevet var Far udstyret med en stor kasse fyldt med fakturaer og andre bilag. Han sad i den ene ende af stuen og dirigerede mig rundt i stuen samtidig med ordre om, hvor og i hvilke bunker bilagene skulle placeres. Hvorefter han skrev nogle få notater. Efter et par dage kom revisoren ind i billedet. Frede bekræftede, at hans tilgang til regnskabet i Malernes Udstilling var nogenlunde den samme oplevelse, som jeg havde haft. Aftenen efter hans ansættelse gentog historien sig, papkassen med de mange bilag for et helt år kom frem. Efter et par timer sagde Frede til Far: ”Tror du ikke, at det ville være en god ide, at jeg tager det hele med hjem?” Iflg. Frede blev far utroligt lettet, og siden den tid er jeg sikker på, at Far aldrig mere fysisk havde med regnskabet at gøre, bortset fra hans nødvendige underskrift.

BILLEDE 62

Fredes forgænger Sperling th., en loyal medarbejder i Malernes Udstilling fra 19431947. Desværre var evnerne ikke så store, at far kunne bygge videre med Sperling ved roret. Tv. Klatre tyven, Store Klap og Slyngbom. Store Klap havde fået sit øgenavn, i forbindelse med at han slæbte fødderne når han gik, med en mærkelig klappende lyd.

Sejlsport i Randers i 1944 Anden verdenskrig indskrænkede sejlsporten i Danmark. Tyskerne forbød efter den 29. August 1943 sejlads med lystbåde stort set overalt i Danmark. De eneste farvande der var tilladelse til at sejle i, var Randers Fjord, Mariager Fjord, til dels Silkeborgsøerne og Isefjorden. Sidstnævnte farvand blev populært kaldt ”Kravlegården”. Navnet opstod, fordi en meget stor del sejlere fra Øresundsområdet fik deres både til Isefjorden, og den trængsel, det forårsagede, kunne sammenlignes med en kravlegård. Så slem var trængslen ikke på fjorden i Randers, men enkelte sejlere fra Århus fik deres både transporteret til Randers og til Mariager Fjord i årene 1944-45. Min Far havde i begyndelsen af 1944 købt en 22 m2 Nordisk Skærgårdskrydser. Den ankom med jernbanevogn fra Nykøbing Falster til Århus, hvor den blev forårsklargjort og fragtet videre til Randers med DSB. Wupti var en elegant båd, det, at den var konstrueret til de svenske søer, gjorde den også var velegnet til fjorden i Randers. Høyrup fik som tidligere nævnt sin SSA båd transporteret til Mariager, hvor han havde lejlighed til, under sine årlige sommerophold på Hotel Postgården foruden at frembringe malerier til Malernes Udstilling, også at dyrke en af sine mange hobbies, sejlsport.

BILLEDE 63

Præmiehøst ved hovedkapsejladsen med Vupti i Randers 1944.

BILLEDE 65

Alfred Mikkelsen, Fars fætter med sin førstefødte til barnedåb i 1946.

BILLEDE 64

Købskontrakt vedr. 22 m2 Nordisk Krydser, Wuptig. Dateret 15. Feb. 1944. Købspris kr. 3300.

Alfred Mikkelsen Min Far fik i Randers igen kontakt med sin fætter Alfred Mikkelsen, og som havde en længere erfaring med sejlsport end Far, Alfred havde i et par år før krigen dyrket sejlsport i Sejlklubben Fjorden i Randers og der haft en kutter med navnet Charmain. I mange år efter salget af båden, græd Alfred hver gang melodien af samme navn blev spillet. De to fætre dannede grundlaget for mandskabet på Vupti. Min erfaring som sejler i denne hurtige bådtype, i forhold til juniorbåden som jeg sejlede med på dette tidspunkt, rakte ikke. Min Fars bemærkning til mig husker jeg tydelig, ” Din viden på kapsejlads på dette plan er ikke stor nok, du må vige pladsen.” Ja vel, sagde man dengang. Jeg veg pladsen til ikke mindre end Bruno Clausen, der ubetinget, i disse år, var Danmarks bedste rorsmand.

Kaj Hansen

Bekendtskabet med Kaj Hansen begyndte i Randers i forbindelse med sejlsport. Kaj Hansen arbejdede som tjener i Randers og havde en kutter der hed Tamora. Kaj kørte efter krigen på det mellem Århus -København genoprettede sovevognstog som Steward. Kaj havde nu adresse i Nyborg. Hans nye job tillod ham ikke at dyrke sejlsporten mere. Kaj havde udskiftet sin SSA båd fra Randerstiden, med en W båd, og ved et af hans mange besøg i Århus i forbindelse med jobbet hos DSB købte Poul og Far båden. De fik megen glæde af den, med mange kapsejladser i det jyske område.

W båden ”Ann”-W6 92

BILLEDE 66

Poul og jeg p책 vej til Horsens i 1953.

BILLEDE 67

Preben Jensen, en soldaterkammerat, med p책 Elses og min forsinkede bryllupsrejse i sommeren 1957.

BILLEDE 68

Elses og min forsinkede bryllupsrejse i sommeren 1957.

Kapsejlads paa Randers Fjord med fine sejltider

BILLEDE 69

Randers Amtsavis 1944. Dengang var det meget almindeligt med ”Startpræmier.”

Randers ophold Der er ingen tvivl om at årene i Randers i 1943-1944 i forbindelse med udøvelsen af sejlsporten bragte Far i forbindelse med gamle venner fra hans ungdomstid. Trods den tyske besættelse, hvor alt i dagligdagen blev mere besværligt, var det en begivenhedsrig periode for ham. Hans barndomshjem var intakt, min Farmor ”Bedste” levede i bedste velgående. Familien fra møllestensfabrikken var aktive, alle i deres bedste alder, fra 30-50 år. . Jeg opholdt mig i krigsårene i hele skoleferien hos Farmor. På grund af krigen var det ikke let for Farmors andre børn og børnebørn at besøge Randers. De boede alle i København. I de år var jeg det eneste af børnebørnene, der var på besøg, bortset fra min søster, men det var ikke den store succes. Farmor var en bestemt dame, aftalerne skulle overholdes. Jeg tror, det var Ruths problem, at hun skulle lystre. Det var besværligt at rejse i 1944-1945. En togrejse f.eks. fra Århus til Randers kunne godt tage et par timer. Skulle man fra Århus til København måtte man regne med 12 timer. Sprængning af jernbaneskinnerne var efterhånden dagligdags begivenheder. Færgeforbindelserne fra Århus evt. Randers til København var så småt ved at blive indstillet på grund af minefaren. I disse dage 60 år efter er der også diskussion om jernbaneskinnerne, men nu går klagerne på, at togene er helt op til 20 minutter forsinket, og det er med en rejsetid på 3,5 timer til København fra Århus!

BILLEDE 70

Tv. Børge Vestergaard min søster Ruth og jeg i Randers i 1944. Th. Niels Erik Mikkelsen, min søster Ruth og jeg i Århus Zoo, i juli 1942. Læg mærke til fodtøjet! Vi ejede ikke andet!

Årsskiftet 1944-1945. Samsø I begyndelsen af januar 1945 mente min Far, at krigen rykkede for tæt på Danmark, og han fandt, det var bedre, at familien flyttede på landet. Min søster og jeg blev taget ud af skolen og pludseligt befandt vi os på M/S Raga af Århus på vej til Samsø. Derovre blev vi indlogeret i et pensionat ”Glimt” lidt nord for Ballen på den østlige side af Samsø. For mig var det en fantastisk tid. 4-5 måneder uden at gå i skole! Far kom med mellemrum, han rejste ofte mellem Århus og Samsø. Som han sagde; for at passe sin forretning. Umiddelbart efter krigens afslutning i maj 1945 gik turen tilbage til Heibergsgade i Århus. Det har i de senere år undret mig, hvad den virkelige årsag var til, at vi flyttede til Samsø. Min Far gav aldrig nogen forklaring på opholdet. Jeg oplevede ved nærmere eftertanke mærkelige episoder, derovre på øen! Det står meget tydeligt for mig, at dagen efter vor ankomst kom en tysk officer på besøg. Han var meget korrekt, besøget varede en times tid. Tyskernes besættelse af Samsø var noget specielt, der var vel en 20-25 soldater på Øen. Der havde under hele besættelsen i modsætning til det øvrige land været et godt forhold til befolkningen. Efter krigen var der en underskriftindsamling af samsingerne til fordel for soldaterne. De kunne blive på Samsø, indtil de kaotiske forhold i Tyskland blev bedre. Jeg ved, der er skrevet en bog, som beskriver dette forhold mellem samsinger og tyskerne. Men tilbage til min Far. Der er forskellige ting, der taler for, at han foretog sig en del vedr. modtagning af våben. En dag i april måned 1945, var jeg cyklet til Ballen Havn, hvor jeg mente, jeg så min Far. Pludseligt var han væk, men i fiskerbåden, hvor jeg så ham, blev der helt åbenlyst lastet eller losset våben.

Jeg cyklede hjem til pensionatet ”Glimt”, og da Far kom hjem, fortalte jeg ham, hvad jeg havde set i Ballen Havn. Han påstod, at han ikke havde været i havnen på dette tidspunkt. For øvrigt skulle jeg holde min mund og aldrig fortælle den historie igen. Hans ord var lov, og det er først nu ved denne lejlighed, med skrivningen af beretningen om min Far, at episoderne fra vort ophold på Samsø dukker op. Den 4. maj om aftenen lød budskabet om krigens slutning. Tyskerne, der havde en kanonstilling på det højeste punkt på øen ved Brundby, var de første til at vælte deres egen kanon. I pensionatet, sammen med en dansk modstandsmand, var pludseligt også en englænder til stede. Rygtet gik, at han var sat i land fra en engelsk undervandsbåd ud for Ballen Havn. Selv om det var en spændende tid for os børn at bo derovre, står befrielsen som noget meget stort. Det var trods alt ikke altid rart. Hvor befandt ens Far sig? Han foretog mange rejser til forretningen i Århus.

Den 4/5. Maj 1945 -En dato jeg aldrig glemmer! Meget hurtig returnerede vi til Århus, og livet begyndte at blive normalt. Men igen en spændende tid. Blandt andet oplevede vi de engelske ”Ørkenrotters” ankomst til Århus. Det var general Montgomery`s soldater, der havde kæmpet først i Nordafrika og senere i slaget ved Arnheim i Holland, der som de første kom den 6. Maj et par dage efter befrielsen. De tyske soldater begyndte et par måneder efter deres lange march tilbage til Tyskland. De mange tyske flygtninge, der var kommet til Århus i slutningen af krigen, fordrevet fra den østlige del af Tyskland, blev interneret, hvor de russiske krigsfanger, der var taget til fange af tyskerne under felttoget i Rusland, var i forvaring. Mørklægningsgardinerne blev taget ned og smidt på gaden, hvor de blev samlet på gadehjørnerne og antændt som pragtfulde bål, der lyste op i de lyse forårsaftener og med glade, syngende mennesker dansende omkring bålet. Samtidigt fik man fat i de piger, der havde fraterniseret med de tyske soldater, slæbte dem ud på gaden og klippede alt håret af dem. Værnemagere blev arresteret og bragt, til blandt andet Marselisborg skole, hvor de sov i gymnastiksalen med halm som underlag. Værnemager er betegnelsen på en person eller virksomhed, der under besættelsen arbejdede for eller handlede med Den tyske Værnemagt. På arealet, hvor Teknologisk Instituts administration i dag ligger, lå en stribe barakker, der var blevet bygget i 1941 til de tyske soldater. I de barakker, som værnemagten havde boet i under besættelsen, blev senere tyske flygtninge indkvarteret. Ca. 450,000 kom der til Danmark, det sidste halve år af krigen, på flugt fra russerne, der rykkede frem i det tidligere Østtyskland. Først 3-4 år efter krigen returnerede de til deres hjemland.

100

BILLEDE 71

Fra Elses Autografbog maj 1945. Med hilsener fra russiske frigivne krigsfanger. - Skrevet p책 russisk.

101

BILLEDE 72

Fra Elses Autografbog maj 1945. Med hilsener fra russiske frigivne krigsfanger. Oversat til dansk.

Pengeombytning Der var efter krigen en indestængt trang til igen at komme i gang under mere normale tilstande. Nogle familier havde tjent mange penge, andre havde ikke så meget. Hele økonomien var ude af balance. Det resulterede i pengeombytning i løbet af sommeren 1945. Jeg kan huske, at de forskellige voksne jeg kendte med penge, fik fantasien i gang. Det var et begrænset beløb, der kunne veksles pr. person. Målet var at få de såkaldte sorte penge, der blev tjent under krigen, frem i lyset. Det pudsige, der skete, var at de mennesker, der ikke havde penge og som sådan ikke havde problemer med at få vekslet, blev meget interessante for dem, der havde flere penge, end de kunne få vekslet. Min gamle Farmor blev pludseligt en velhavende dame. Hendes to sønner Axel og storebror Holger opdagede, at her var et godt emne til at få vekslet nogle sorte penge.

102

Sejlsporten kom igen i gang i 1945 Rees IV blev købt i Kolding november 1944, hvor den var hjemmehørende, men først efter krigen kom den med jernbanevogn til Århus havn. Her blev den sat i vandet ved hjælp af en havnekran ved Toldboden. Jeg husker, Far og jeg sad sammen i flere timer på kajkanten og beundrede nyerhvervelsen, inden den blev sejlet til lystbådehavnen for igen at komme på land og gjort forårsklar.

BILLEDE 73

Betingelserne for at komme med ud at sejle sejle var: at jeg skulle spule dækket hver dag, efter skoletid.

103

BILLEDE 74

Købsprisen på godt og vel 9t. Kroner; det svarede til 2-3 års løn for en håndværker i 1945.

104

BILLEDE 75

NB! Timebetaling for en skibsbygger i 1945 var kr. 3,50.

105

Den tyske Natkikkert Befrielsen var som sagt kommet i foråret 1945. Langs pladsen, hvor bådene stod opbevaret for vinteren, var en del barakker, hvor der boede tyske marinesoldater. Det sidste halve år inden krigens slutning havde sejlerne ikke adgang til pladsen. Det var med spænding; vi mødte marinesoldaterne, som viste sig at være unge mennesker, ikke mere end 17-18 år, der nu var ved at forberede hjemturen til Tyskland. Det skal bemærkes, at det skulle foregå til fods. På et tidspunkt kontaktede en af de unge marinesoldater far og fremviste en natkikkert, som han tilbød at bytte mod smørmærker og et sæt barnevognshjul. Fars hurtige beslutning var: Smørmærker ville han skaffe. Barnevognshjulene var min opgave at organisere. Hjulene fik jeg afmonteret fra en barnevogn, der stod i kælderen, hvor vi boede. Hvordan Far ordnede det med ejeren, ved jeg ikke i dag. Et par uger efter drog de tyske soldater i lange kolonner af sted sydpå. Ærgerligt, vi ikke var så forudseende at få adressen på soldaten. Kikkerten har fulgt os hele livet. Et fantastisk stykke tysk optik. Det var dejligt igen at gå i gang med at forårsklargøre bådene. Det var umuligt at få materialer, men erstatninger var dog lavet, lak af fiskeolie f. eks. og mange andre sjove opfindelser. Det tog ca. en måned at få bådene klargjort. For det første var de bygget af træ dengang, og tillige var materialerne, vi arbejdede med, meget dårlige. Evnen til at tørre var ringe, så at der måtte regnes med ca. 12 timer, før malingen eller lakken var nogenlunde hærdet.

106

BILLEDE 76

Tv. Eksempel på udnyttelsen af barnevognshjul på vej til deres hjemland. Godt at EU og NATO er en realitet i dag.

BILLEDE 77

Th. Kikkerten skulle ikke indstilles, den passede til alle øjne. Imponerende, når man tager i betragtning, at det er 70 år siden denne kikkert blev fremstillet.

107

Gamle Nicolaj I 1945 dukkede en tidligere kammerat til Far fra hans drenge-og ungdomstid i Randers Edwin Nicolajsen op på bådpladsen. De havde ikke set hinanden i mange år. Nicolajsen havde en del år boet i København og derovre sejlet med Brd. Thomsen i W-båden Bris W 1. Bestemt en af de bedre W båds sejlere på Øresund. Nicolajsen var flyttet til Århus for blandt andet at starte en forretning som børstenbinder. Det var naturligt, at her skulle der findes en bådejer, han kunne sejle med. Dengang stod vi i kø for at få lov til at sejle med. I hvert fald vi unge mennesker. Nicolajsen var en erfaren kapsejler, så han blev meget hurtigt ombejlet og fik hurtigt en hyre. Han sejlede for det meste med Høyrup. Forholdet, der udviklede sig mellem Nicolajsen og Høyrup, kunne der skrives en bog om. Måske hans søn Knud Nicolajsen, en fin fyr, vil gå i gang? Når jeg møder Knud i dag får vi hver gang en snak om gamle dage. Jeg elsker at fortælle om Knuds Far og min cykeltur igennem Strøget i Århus med Knud siddende i kurven foran på cyklen, skrigende fra lystbådehavnen, til vi skiltes på Sct. Pauls Plads, hvor ”Gamle Nicolaj” fortsatte med sin skrigende søn til Viby, hvor de boede.

BILLEDE 78

Det, der blandt andet kendetegnede ”Gamle Nicolaj,” var hans herlige latter, der bestemt ikke havde ændret sig, siden han kom på Lystbådehavnen i 1945. På billedet er han ca. 70 år.

108

109

Sejladsen blev i Danmark givet fri den 1. september 1945 I begyndelsen af juni fik vi bådene klargjorte, og så skulle der sejles! Der var et kæmpebehov for igen efter krigsårene at komme ud på den dejlige Århus Bugt. Men desværre var sejladsen ikke frigivet af de engelske myndigheder, der nu havde ansvaret for dette område. Der var stadig minefare og da mange af sejlbådene havde jernkøl, ville myndighederne være sikre på, at bugten var renset for miner. I begyndelsen af juni blev det alligevel for meget! En 4-5 sejlbåde trodsede forbuddet og sejlede ud på Bugten. I løbet af en times tid kom et engelsk patruljefartøj og bad os sejle i havn, men jeg kan huske, at tonen var noget mere behagelig fra englænderne end under den tyske besættelse. I slutningen af juni blev der givet tilladelse til at sejle på Århus bugten. Afgrænset af en linje fra det store yderste havnefyr til Molshoved, og nordpå op i vigen. Det jeg benævner som det store yderste havnefyr, ligger i dag midt i den nuværende havn. Den 1. september blev sejladsen med lystfartøjer frigivet i hele Danmark.

Den indestængte trand til at sejle uden for bugten, skal jeg love for blev opfyldt. I slutningen af september startede vi 3 både fra Århus fredag eftermiddag med ankomst til den første havn Hou ved 20 tiden, godt trætte og våde. Næste morgen kurs mod Kolding, hvor vi ankom sent lørdag aften for at deltage i en kapsejlads om søndagen. Efter kapsejladsen blev kursen sat mod Århus. Alle skulle møde, eller de fleste af os, mandag morgen på arbejde evt. i skole. I løbet af mandag formiddag anløb vi Århus Lystbådehavn. En sejltur på ca. 160 sømil, afbrudt af en kapsejlads på Kolding Fjord. Det skal også bemærkes, at hele turen udelukkende

110

blev gennemført ved vindens hjælp. Der var absolut ingen af bådene, der dengang drømte om at komme i besiddelse af en hjælpemotor.

Den første fællestur efter Krigen 1945/ ASK var kapsejladsklubben Sommeren 1945 tog Far initiativ til den første fællestur efter krigen. Det fik han megen kritik for fra nogle af medlemmerne. De udtrykte det på den måde: Aarhus Yachtklub er ikke en udflugtsklub, men en klub for kapsejlere.” Men kendsgerningen er: det var Aarhus Sejlklub, der var den førende ”kapsejladsklub” i Århus. Det var ASK, der uddannede og stillede dommere til rådighed, og grundlagde den første juniorafdeling med både bygget i en kragejollelignende facon. De blev kaldt ”Julekurvene.” Mange af de dygtige sejlere i Århus be-

BILLEDE 79

Den første fællestur i Aarhus Yachtklub efter krigen blev arrangeret af Far stående i midten af billedet. Billedet er taget ved Nappedam.

111

gyndte deres sejlerkarriere i disse både. I øvrigt var det nogle af de første både, Aage Utzon tegnede. De store hovedsejladser forår og efterår blev arrangeret af ASK, senere sammen med de øvrige sejlklubber, der havde set dagens lys. Af andre sejladser som ASK arrangerede, kan nævnes: Tunø rundt, Samsø rundt, Hesbjerg, Kalø sejladsen, Nat kapsejladsen: Århus Tunø om styrbord med Hou som mål, Busse sejladser (mandskabet sejlede båden u/skipper), og Singlehand sejlads.

Over 100 År med uro! Hvorfor har der altid været og altid er konstant uro i århusiansk sejlsport? Jeg mener, byens størrelse er en grundlæggende årsag! Da ASK blev dannet i slutningen af 1800 tallet var det Danmarks næststørste by med 80,000 indbyggere. I dag 2008 er der 300.000 indbyggere. I forhold til øvrige provinsbyer, hvor sejlsport dyrkes, er Århus væsentligt større. Underlaget af søsports interesserede personer er altid stort nok til at danne en ny klub. Når man ser i gamle medlemslister, var det i begyndelsen borgerskabet, der dyrkede den nye sport, og kapsejladsen var en væsentlig del af sejlsporten. Kongehuset blev i forbindelse med Folkegaven i 1902, Marselisborg Slot, aktive medlemmer i ASK. Først Kong Christian X og senere Kong Frederik IX og i 1960erne begyndte Prins Henrik at sejle i ASK. Men fælles for dem alle påtog de sig posten som skiftende æresformænd. Dette kongelige islæt, specielt i perioden 1914-1930erne, tilførte ASK mange medlemmer. Der var ofte kampvalg for at blive medlem af bestyrelsen. Desværre er der ikke kongeligt islæt i den seneste fusion mellem ASK og AY. Den kommende konge, kronprins Frederik dyrker med stor interesse kapsejlads. Ærgerligt, at traditionen med Kongehuset ikke blev fortsat. Dannelsen i 1913, af Sejlklubben Bugten er et godt eksempel fra den politiske opdeling i sejlsporten. Det er en kendsgerning, at her samledes de sejlere, der var i overensstemmelse med byens socialdemokratiske flertal; al respekt for det. Samtidigt et godt eksempel på, at på grund at byens store indbyggerantal, var underlaget til stede for endnu en sejlklub. For sejlere med interesse for motorbåde lykkedes det også at danne en ny klub, Aarhus

112

BILLEDE 80

Nordre Mole 1890erne.

BILLEDE 81

Lystb책dehavnen i 1940.

BILLEDE 82

Lystb책dehavnen 2008.

113

Motorbaads Klub og det til trods for, at motorbåde var velkomne i ASK og Sejlklubben Bugten. Flere af medlemmerne i ASK, fik ikke den indflydelse, de ønskede, i klubben. De gamle protokoller fra den tid er interessant læsning, specielt perioden 1930 -1934! Kodeordet, Idrætsklub” var det, der blev brugt i 1930erne som et argument for dannelse af endnu en ny klub, nemlig Århus Yachtklub. Senere i 1940erne blev Sejlklubben Varna dannet. Mere udførligt om denne klubdannelse kan læses på følgende sider. I 1960erne brød formanden for AY, Viggo Jacobsen, en aftale med Aarhus Sejlklub om bygning af fælles klubhus. Den tidligere formand for ASK, Poul Cadovius var ellers kommet med et pris og designmæssigt godt tilbud til et fælles klubhus, der skulle placeres, hvor dommerstadet på dette tidspunkt var. Episoden afsluttede samarbejdet mellem de to klubber i rigtigt mange år. Resultatet blev i stedet, at de to klubber byggede hvert sit klubhus. I de følgende år forsøgte forskellige formænd, Ib Asboe, Poul Jørn Lindberg, Kurt Ibsen, Henning Andersen og flere andre at finde samarbejdsmuligheder, sammenslutning mv. alle klubberne imellem. Desværre lykkedes det ikke.

SSKA: De samvirkende Sejlklubber eksisterer ikke mere!

Her var trods alt et organ, hvor brugerne af havnen, med en stemme talte deres sag! Alene har de tre sejlklubber ASK, AY og SBA som klubber ingen styrke over for myndighederne. Desværre havde klubberne glemt og ikke evnet at få en dialog med de mange andre interessegrupper på Lystbådehavnen. Roklubber, GL. træbåde, dykkerklubber, fiskeriforeninger mv. En fusionering af ASK og AY blev foretaget i 2001. På det sportslige område er der mellem den nye klub Århus Sejlklub, SBA og klubberne i Marselisborg havn, Egå og Studstrup de

114

senere år etableret et professionelt samarbejde, der ser ud til at være bæredygtigt. I 2008 fik ovennævnte klubber stor succes med ”Volvo Youth Sailing 2008”. Kommunen har i 2007 overtaget arealerne ”vand og land.” og jeg vil tro, det på længere sigt vil resultere i, at der vil komme ordnede forhold for sejlerne, i Århus Lystbådehavn med hensyn til placering af bådene. Der vil formentlig komme et kommunalt maritimt kontor, hvorfra bådejerne vil få tildelt en plads efter størrelse og type. Havnen vil sikkert også disponere med at lave pladserne til bådene bredere, der er i årerne siden de nuværende pladser blev lavet sket en stor forandring af bådene. Yderligere tror jeg at Havnens og Byens planer på længere sigt er, at opsige lejemålene på klubhusene på de nuværende placeringer. Formålet er at få genskabt den promenade, der var, da den nuværende lystbådehavn blev bygget. Jeg tror det ville være en god ide, hvis Havnemyndighederne, Sejlklubberne og den dominerende entreprenør Olav de Linde satte sig sammen og diskuterede fremtiden for vand og landarealerne. Blandt andet at brige til diskution, Olav de Lindes bygninger i den nuværende fiskerihavn. Mulighederne for klubhuse er til stede i disse bygninger.

Formanden: Hans Dreyer/ Århus Yachtklub Hans Dreyer huskes af alle medlemmer fra tiden 1939 -1946. Der gik ikke lang tid efter indmeldelse i klubben før Dreyer, bad om at få en samtale med det/de nye medlemmer. Hans Dreyer brugte den tid, der var nødvendig til at fortælle om aktiviteterne i klubben og om sejlsporten i særdeleshed. Et imponerende formandsarbejde for at lære alle medlemmerne at kende, og ikke mindst fik de enkelte medlemmer fornemmelsen af, at de var velkomne. Hans Dreyer gjorde et stort formandsarbejde i en vanskelig økonomisk periode, nemlig under anden verdenskrig. På et tidspunkt efter krigen bad Hans Dreyer, optiker Nisted om at opstille til formandsposten.

115

BILLEDE 83

Kvitteringen for Step lyder på kr.1000. Underskrevet af Dreyer og Lillelund. Klubben var tvunget til under krigen at sælge værdier for at opholde klubbens drift. Min far og Erik Schønning købte hver en juniorbåd af klubben i1942. De to både var henholdsvis J16 Step og J40.

116

Optiker J. H. Nisted. Igen uro og atter uro!

BILLEDE 84

Nisted havde i flere år været formand for en af de to bokseklubber i Århus. Men desværre skulle han bokse videre i en “sejlklub”.

117

Aarhus Maskinfabrik: Niels Bunde Petersen Der gik ikke lang tid før uroen blandt medlemmerne igen brød frem. Officielt var det Mogens Nielsen og Viggo Jacobsen, der tog initiativet til angreb på Bunde Petersen, men de blev brugt og udnyttet af andre medlemmer, der var så feje, at de ikke selv ville stå frem. Formålet med en ny generalforsamling i AY var at få Bunde Petersen ekskluderet på grund af samarbejde med Den tyske Værnemagt. Det lykkedes ikke at få tilslutning til ovennævnte forehavende. Aarhus Maskinfabrik blev aldrig anklaget af de danske myndigheder for samarbejde med tyskerne. Bunde Petersen havde aldrig, som påstået, været medlem af DNASP. Han var en hædersmand. Han havde ved stor arbejdsindsats skabt den største virksomhed i Danmark for konstruktion og bygning af havnekraner med en betydelig eksport. Omkring 1950erne købte Bunde en Ketch med navnet ”Unda.” Med Hansen som fast mand sejlede de to sammen i mange år, indtil Niels Bunde døde i 1960erne. Min far forhandlede med en af Niels Bundes sønner om køb af båden. Desværre blev de ikke enige! Sønnen så helst at båden blev solgt til udlandet? Niels Bundes kone, Karla, var meget interesseret i, at handlen med Far skulle gå i orden.

BILLEDE 85

Niels Bunde i 55 m2 Spidsgatter ”Løjs” 1947.

118

BILLEDE 86

Ved indsejlingen til Langøret på Samsø.

119

Begyndelsen på Sejlklubben Varna Formanden J.H. Nisted indkaldte inden førnævnte ekstraordinære generalforsamling til møde på vegne af 24 bådejere. Her foretog de en kollektiv udmeldelse af Århus Yachtklub og grundlagde Sejlklubben Varna. Ideen med navnet var, at der før og efter krigen var planer om at bygge en ny lystbådehavn ved Varna syd for byen. Medlemmerne besluttede også, at hvis havnen ikke blev realiseret ved Varna, ville man senere samlet melde sig ind i Århus Sejlklub

Formand Alfred Westergaard Hansen Den navnkundige direktør for Aarhus Hallen påtog sig formandsposten i den nye klub. Efter den megen ballade i den tidligere klub ville medlemmerne ikke ”bøvle” mere. Det var sikkert en af årsagerne til, at Sejlklubben Varna foruden at være sejlklub, var den bedste selskabsklub i Århus. Medlemmerne blev af Westergaard Hansen inviteret mindst et par gange i løbet af året til nogle af de store arrangementer, der var i byens store hal Aarhus Hallen. Til specielt seksdagesløbene var der altid mange medlemmer til stede. Efter 10 år var der igen ro i århusiansk sejlsport og Westergaard Hansen sørgede for, at klubben kollektivt, som tidligere aftalt, blev medlem af ASK.

120

Amatør Holle, Hans Dreyer Amatør Holle, hvis navn var Holger Christensen, havde været ejer af kutteren Amatør, som han selv havde bygget, derfor navnet. Han var desuden en meget dygtig håndværker i jernindustrien og absolut noget anderledes end de fleste. Når man spurgte om hans mening, var man sikker på at få et ærligt svar. Holle var også gået med over i sejlklubben Varna, og som en af de første hørte han, at Ka-Nok, der tilhørte Hans Dreyer, en meget velholdt 26 m2. Utzon spidsgatter, var til salg, Holle og hans søde kone Mutte mødte Dreyer på molen, hvor Holle indledte samtalen med et bud på spidsgatteren på den meget kontante måde,” Jeg vil betale 5-6 t kr. for båden”. Dreyer var en velhavende mand, ungkarl og påholdende, men ville gerne af med båden, så derfor accepterede han buddet fra Holle og handlede på stedet. Bådens salgspris var på det tidspunkt omkring de 12.000 kr. Dreyer og Holle var på hver sit felt et par hædersmænd med stor ekspertise på mange områder. Dreyer var apoteker af uddannelse og på det tidspunkt direktør for et firma inden for branchen. Holger Christensen var i en menneskealder ansat som maskinarbejder hos Sabroe Køleanlæg. Holger var teknisk genial. Som lærling hos Ford Motor i Århus kan jeg huske Holle dukkede op og ville købe nogle bestemte dele til en bremsecylinder til en 1938 Ford Eifel. Reservedele fandtes ikke, og mit råd til Holle var, at han måtte købe en ny cylinder. Men nej, efter 8 dage kom han med bilen og over for sagkundskaben på vort værksted beviste, at det kunne lade sig gøre at reparere den. Bilen, med den reparerede cylinder bremsede perfekt.

121

Sejlsporten 1940 -1950 -6mR både Perioden 1940-1950 er det, jeg kalder 6mR tiden. La Cour, som tidligere er omtalt i forbindelse med OL i 1948, var et af de store sejlerikoner i Danmark. Han ofrede, efter den tids forhold, formuer på at være den bedste i Danmark i 6mR klassen. Følgende 6mR både, der har været i hans besiddelse i årene 1940 til 1950, var: 6D5?, 6D40 Junge, 6D44 May Bee, 6D55 Ca Va, 6D56 Il, 6D58 Silja, 6D59Morena.

BILLEDE 87

6D44 May Bee, ved roret ”Brormand” Knud Kansing. Starten ved en af sejladserne fra Juelsminde under Jyllandsugen 1943. I baggrunden 6D18 Tonator hjemmehørende i Horsens.

122

Det var ellers med mange nerver de to, La Cour og Poul Ohff skulle mødes til de kommende udtagelsessejladser til OL, de to både havde ikke mødt hinanden før. Det viste sig ved den første sejlads så snart der var lidt slæk på skøderne at Flapper var en utrolig hurtig båd. Men på kryds var den uhjælpeligt langsom. Det skal dog tilføjes, at justeringen af rig m.v. ikke var helt klar til udtagelsessejladserne. Senere kom den til at sejle bedre. Det, der står prentet i min erindring ved disse sejladser, var damerne, til de forskellige rorsmænd, der boede på Fakkegrav Badehotel. Jalousien mellem damerne kom frem, efterhånden som resultaterne viste sig på kapsejladsbanerne. Der var ikke nogen god stemning. Poul Ohff er i dag 87 år. Ved flere lejligheder har vi ofte været sammen, hvor vi mindes blandt andet udtagelsessejladserne i 6mR klassen ved Fakkegrav i 1948.

BILLEDE 88

Bruno Clausen og La Cour ombord på Englands båden til OL i London 1948.

123

124

BILLEDE 89

Flapper på Øresund i 1951. Forrest i båden, Far, Hening Maler, Poul Ohff, Ingemand den femte?

BILLEDE 90

Det danske OL hold i 1948. Den første og sidste gang La Cour bar sejlsportskasket. Fra højre: Troels La Cour, Sv. Iversen, Poul Elvstrøm, Rene La Cour, Hans Sørensen, Aage Elermann, Johan Rathje, Nolly Petersen, Brono Clausen, Hans Meulengracht Madsen, den sidste er jeg ikke sikker på.

125

Finn Jollen D9 Jolle sporten fik en begyndende opmærksomhed efter Pouls guldmedalje 1948. Til OL i Finland i 1952 havde den internationale komite i 1950 besluttet at Finn Jollen, der var tegnet af svenskeren R. Sarby, blev udpeget til OL-jollen. I 1951 blev derhos Børresen i Vejle bygget 8 Finn -Joller der skulle bruges i forbindelses med udtagelsessejladserne. En enkelt blev bygget hos bådbygger Henry Søgaard i Århus til bortlodning. Vinderen meldte sig aldrig, og jeg var ved hjælp af min Far heldig at erhverve jollen for 1500 kr. Desværre var udtagelsessejladserne afgjort i det tidlige forår 1951. Den næste sæson konstaterede jeg ved Øresundsugen , at jeg blev slået meget eftertrykkeligt, og at Poul Elvstrøm var den rette mand, der var udpeget til OL. Men aldrig har jeg mødt en topidrætsmand, der hjalp alle os øvrige udøvere i jollesporten, om alt hvad han gjorde, for få det optimale ud af Finn-jollen. Specielt fortalte han om sit træningsprogram om vinteren, og om et selvkonstrueret hængesystem, hvori han trænede og udviklede sine benmuskler. Takket været min Far og hans EMW varevogn lykkedes det at komme til København og deltage i flere sejladser. Alle Finn-jollerne havde hjemsted i København, bortset fra min.

126

BILLEDE 91

Poul Elvstrøm til OL i 1948. Fireflyjollen passerer målstregen. ”GULDMEDAJLE.” Poul Elvstrøm gav mig billedet 1952 med bemærkningen: ”Sådan skal du ikke hænge”. Det fremgår tydeligt af billedet på den følgende side, at min hængeteknik ikke var god nok.

127

BILLEDE 92

Efter sejladserne i København 1952 underviste Poul mig i sin hængeteknik. Forskellen er stor med hensyn til at hænge på de to optagelser i 1952 (billede 91 og 93) og dette foto fra 1953.

128

BILLEDE 93

Øresundsugen 1952. Sejlnummer 6 Poul Elvstrøm, Sejlnummer 9 Børge Mikkelsen.

129

BILLEDE 94

To seksmeter mandskaber fra Junge og Silja til kapsejlads i Fredericia i 1951. Repræsenterende Aarhus Sejlklub/Sejlklubben Varna: Kurt Støving, Hans Sørensen Svend Iversen, Bruno Clausen. Bagest: Falck Holle, Ejvind Brandstrup, Far, John Westergaard Hansen og mig. De to damer i midten: Mor og Tonny.

Chr. Enevold Hansen (Storken), Kong Christian X, Prinsesse Sørensen Perioden før krigen i relation til sejlsporten har jeg kun svage erindringer fra, men Kong Christian X, var en ivrig sejlsportsmand i byen under kongefamiliens sommerophold på Marselisborg Slot. Kongen havde også sejlet en del med 6mR båden Dana 6D35, som tilhørte en dygtig sejler Chr. Enevold Hansen og mangeårig formand for Aarhus Sejlklub, som havde overtaget den fra Valdemar Graae, der i flere år havde stillet Dana til rådighed for Kong Christian X under Kongens vinter ophold i Cannes i Frankrig. Øgenavnet Storken fik han på grund af sin højde på 1,90m.

130

Men Kong Christian X endes relationer til sejlsport huskes først og fremmest i forbindelse med hans 10mR både, der alle var døbt Rita. ”Prinsessen” 6mR D47, se side 148, var også hjemmehørende i byen. Ejerne var Brd. Welm, der sidst i 1940erne solgte den til Prinsesse Sørensen. Øgenavnet fik han i forbindelse med køb af 6mR båden. Et mandfolk, som min Far satte stor pris på. Deres kemi passede godt sammen. Man vidste, hvor man havde ham. En meget usnobbet person, der i sine unge dage havde opholdt sig i USA. Ved sin tilbagekomst til Danmark åbnede han sit eget autoværksted i Eckersberggade i Århus med navnet American Auto Service. Nora den første 6mR-D1 var den, som nummeret siger, den første efter den nye måleregel. Den var ejet af tre ungkarle, Larsen, Jessen og Overgaard Specielt 6mR bådene trak utroligt mange tilskuere på havnen, for at overvære de meget elegante både starte til de forskellige kapsejladser. På visse tidspunkter var der en 7-8 stykker 6mR både alene i Århus. Og med en fem mands besætning på hver båd var det alene en 40-50 mand, der stillede op til kapsejlads i denne ene bådtype.

Sejlsporten 1946: Jyllandsugen Det største sejlsportsstævne, hvad angår antal af både, der har været afholdt i Århus nogensinde, fandt sted i juli måned 1946. Der var tilmelding af 200 -250 både. NL både, R både, kragejoller og klassebåde fra det meste af Jylland. Vi deltog med W båden Rees 1V. Med Alex (Rigger), Andersen (Beluga) og mig selv som mandskab. Alex var rigger af uddannelse, ungkarl og tilbragte sin tid på havnen og fik sin indkomst ved sit riggerarbejde. ”Beluga” Andersen havde tidligere været ejer af en stor 55 m2 havkrydser med navnet Beluga. Far havde stor ekspertise med ombord. Under Jyllandugens sejladser måtte vi konstatere, at vi sejlede med mindre fart end vore konkurrenter Far besluttede, at masten på Rees skulle placeres en 15-20 cm frem i masteroden.

131

Dengang kunne jeg ikke forstå hvorfor, men i praksis fik jeg lært, hvordan man får lugærigheden væk fra en sejlbåd. Vi kom til at sejle væsentligt hurtigere. Jeg påstår, vi var den bedst sejlende W båd i Danmark efter masteflytningen.

Ejnar Christensen Ejnar var en` person, der markerede sig specielt under Jyllandsugen 1946. Ejnar Christensen fra Fredericia deltog med sin kragejolle, der på styrbord side var malet grøn, og den anden side rød udelukkende med det formål at forvirre konkurrenterne. Specielt på kryds med mange vendinger var det noget besværligt at følge Ejnar i feltet. Ejnar markerede sig på en mere positiv måde i årene efter som foreningsmand i Dansk Sejlsport. Ejnar gjorde et stort arbejde for sejlsporten. Min Fars forhold til Ejnar og de øvrige sejlere fra Fredericia var meget tæt. Selv om aldersforskellen var ca. 15 år, kunne de dengang unge mennesker ofte tage kontakt til ham for et par gode råd. Jeg har tidligere fortalt om vor deltagelse i Øresundsugen 1946. Sejladserne, som vi vandt i Øresund, blev ønsket til lykke af Ejnar Christensen som talsmand for de øvrige W båds sejlere i Fredericia, i alt tre stykker. De kunne desværre ikke deltage i Øresundsugen, men resten af W bådene deltog, i alt 11 stk., hvoraf de 10 var hjemmehørende i Københavns området.

132

BILLEDE 95

Hilsen fra Ejner Christensen p책 vegne af W b책ds sejlerne i Fredericia.

133

Max Jepsen/Erik Laursen Farvehandleren fra Horsens, som Max Jepsen også blev kaldt, var et synonym i 5mR båds klassen. Specielt husker jeg hans 5mR båd Sickan. Det var igen sejlerne fra Horsens, der tog initiativet til denne klasse i Danmark. I 1942-1943 var der vel en 10-12 stykker alene i Horsens. Det blev til et livslangt venskab mellem Far og Max. En person som Far beundrede meget. Hver eneste gang, vi kom til eller skulle igennem Horsens, skulle vi altid lige et smut ind til Max. I 1967 var forholdet ikke godt mellem Max Jepsen og Erik Laursen, der var formand for Horsens Sejlklub. Af flere grunde havde Max i protest meldt sig ud af Horsens Sejlklub og meldt sig ind i naboklubben med den grønne stander. Far syntes, det var ærgerligt, at så store sejlerpersonligheder i Horsens ikke kunne tale sammen. Erik Laursen var vel noget af en diktatorisk formand for sejlklubben, men bestemt en formand, der havde netværket i orden. Max var sejleren, der i en menneskealder havde haft sin gang på havnen. Max gik ikke op i det organisatoriske. Max var sømanden. Til præmieuddelingen efter kapsejladsen Endelave rundt i 1969 ved en efterfølgende fest i Klubhuset lykkedes det Far at få en dialog i gang mellem de to personligheder. Erik Laursens ønske om at købe et bestemt maleri af min Far var en medvirkende årsag til at få Max og Erik til at tale sammen. Et par dage efter tog Far til Horsens og afleverede maleriet. Jeg ved at maleriet til Erik blev solgt med tab. Det var Fars indsats for at forbedre forholdet mellem Max og Erik. Fars handling bundede i respekt og stor sympati for Max. Max har fejret store triumfer i utallige sejladser. Den største var, at han blev udvalgt som Danmarks bedste Femmetersejler til de internationale guldpokalsejladser i Sverige i 1952. I 1950erne begyndte Max at eksperimentere med produktion af sejl. I løbet af få år opgav han sin farvehandel og skabte sig et navn og forretning som sejlmager. Specielt hans Spilere var meget efterspurgte.

134

BILLEDE 96

Max i Sandhamm 1952. Som rorsmand i Sejlsportens Venners båd ”DAN”.

135

Århus Bådejernes Efterårskapsejlads 1946 Sejlernes iver for at sejle kapsejladser efter indespærringen i krigsårene var stadig stor i 1946. Det viste sig at behovet for og trangen til at sejle kapsejlads selvfølgelig også var stor i Horsens Sejlklub. Der var derfor grundlag for et arrangement i Hov slutningen af september. Det er ca. halvvejs mellem Horsens og Århus. På dette tidspunkt i årene efter krigen var det stadig sådan, at sejlsæsonen sluttede med kapsejladsarrangementer i september, hvorefter vintersæsonen begyndte. Det interessante ved arrangementet af denne sejlads var, at her kunne alle kapsejlende medlemmer uanset klubtilhørsforhold finde sammen om denne fælles kapsejlads uden for sæsonen.

BILLEDE 97

W. Møller og Co’s Ærespræmie vundet af Rees lV.

136

Vådeskudsulykke i 1947 For mig personligt var det en afrustning. Min nyerhvervede luftpistol fandt jeg fuldstændigt forvredet til en Robert Jacobsen lignende figur. For at gøre en lang historie kort. I forbindelse med en vådeskudsulykke, som min Far var årsag til, komponerede han alle de fire punkter som omtalt på side 8, konsekvens, tolerance, holde aftaler og samtidig let til tåre. Vådeskudsulykken i 1947, hvor Far bar skylden, blev der ikke talt meget om. Men aftalen med forsikringsselskabet de kommende 5 år blev overholdt, og heldigvis overlevede jægerkammeraten uden mèn. Frede blev ansat i 1951 og kan bekræfte, at der blev betalt de sidste aftalte erstatningsbeløb. Hverken Frede eller jeg eller for den sags skyld andre blev nogensinde informeret i detaljer om ulykken. Far havde taget konsekvensen, betalte og var meget ked af det og fældede en del tårer. Min luftpistol var det sidste våben, han havde haft i sine hænder.

Lystfartøjsmuseet i Hobro Jeg er sikker på, at det er i min Fars ånd, at alle præmier, vi har vundet, skal tilbage til sejlsporten. Tunø Pokalen, som vi vandt flest gange i løbet af fem år, hænger i dag på Lystfartøjsmuseet i Hobro. Det er et ”Sladre Kompas,” som for mange år siden blev skænket af enken til det tidligere medlem Valdemar Graae. Han boede i London og sejlede sammen med Kong Christian X i forbindelse med kongens ophold i Århus og Cannes i Frankrig. Samtidigt med overdragelsen af pokalen fik museet en sølvpræmie fra en kapsejlads, vi vandt på Mariager fjord med dragebåden Pimpernel 1 DD55. Båden var dengang ejet af Ingeniør Børge Reck, men finansieret af Far. Børge Reck rejste til Sydafrika og bosatte sig, umiddelbart efter krigens afslutning i 1945. Far overtog båden og solgte den til Westergaard Hansen,

137

hvor far igen overtog den i 1947. Slutseddel på handlen se side 155. Endnu en præmie, for sejladsen der nævnes på side 74 med Juniorbåden ”Step” i 1943, er afleveret til Horsens Sejlklub. Det var i anledning af Horsens Sejlklubs jubilæum i 2003. Senere under Øresundsugen blev jeg udlånt til en sejlads hos Konsul Warrer fra Vejle, der manglede mandskab en enkelt dag. Som 16årig var jeg meget imponeret over at skulle sejle med en Konsul! Det viser sig, at hans senere barnebarn netop er den ene af de udkårne guldmedalje-vindere i 49 ved OL i Kina 2008. Kirketerp, den anden halvdel, er nevø til Kurt Ibsen, nævnt i forbindelse med W båden Safirs forlis ved Sjællandsodde. Beskrevet på side 77.

BILLEDE 98

De viste præmier og i øvrigt samtlige præmier, der er vundet i sejlsport, er testamenteret til museet i Hobro.

BILLEDE 99

Flere præmier

138

BILLEDE 100

En fejl er sneget sig ind i ovennævnte beskrivelse. En lille trykfejl ved ”Tunø rundt”.

139

BILLEDE 101

Tunø pokalen ophængt på museet i Hobro.

140

BILLEDE 102

Elegante b책de W b책de p책 vej ud af Horsens Fjord.

141

BILLEDE 104

Carl Høyrup malede et par vildænder på stævnen af Morena.

BILLEDE 103

6mR D59 Morena Carl Høyrups mandskab. Navnene på alle kan jeg desværre ikke huske. Nærmest er Madsen, foran ham Henning Jensen, som skibsdreng i forbindelse med forliset med Høyrups W båd i 1946 på Sjællands Rev.

142

143

BILLEDE 105

De to Århus Hold til OL udtagelser ved Fakkegrav i 1948. Fra venstre: Jørgen Krebs, Axel Mikkelsen, Carl Høyrup, Walther Kuhlman, Børge Selmer Jensen.

BILLEDE 106

Fra venstre: Hans Sørensen, Bruno Clausen, Rene La Cour, Svend Iversen. Fotoet er taget af skipperen Troels La Cour.

144

BILLEDE 107

De viste præmier og i øvrigt samtlige præmier, der er vundet i sejlsport, er testamenteret til museet i Hobro.

145

BILLEDE 108

Sommeren 1950 6mR D40 Junge. Familien Mikkelsen på Søndagstur på bugten.

146

147

BILLEDE 109

Prinsessen 6mR. Familien Sørensen på udflugt.

148

BILLEDE 110

Ca-Va, 6mR D55 og Rees IV, W13. Sommeren 1945.

BILLEDE 111

Trimning på Århus Bugten. La Cour med blød hat.

149

Denne smukke Vandrepræmie skal selvfølgelig også ende sine dage i museet. BILLEDE 112

BILLEDE 113

Vandrepræmie og dets ingravering.

150

BILLEDE 114

Troels La Cour trimmer med sine, p책 dette tidspunkt i 1945, to 6m R b책de.

151

BILLEDE 115

Det var andet år i træk, vi var til Øresundsuge. Første gang i Wbåds klassen i 1946 og nu i 1947 i Drageklassen.

152

Blikdåsen med krydderfedt, spegepølse og rugbrød Afslutningen på Jyllandsugen 1947 var i Vejle. Umiddelbart efter sejladserne blev kursen sat til Øresundsugen begyndende i Helsingør et par dage efter. Fra Vejle sejlede vi om morgenen kl. 04 for at udnytte morgenbrisen. Det var dengang jeg i praksis lærte, hvad morgenbrisen var for noget. Som regel en fornuftig vind, ved solopgang, i styrke 3-4 sek.m, der flovede ved 08 tiden. Efter 12-14 timer anløb vi Ballen havn på Samsø for igen at stå op ved 04 tiden og igen udnytte morgenbrisen med kurs mod Helsingør. Sammenlagt tog det 56 timer at drive til Helsingør. Far var en praktisk mand. Udvalget af provianten, vi havde med i blikdåsen, var ikke stort, men ved nærmere eftertanke her 60 år efter kan jeg se, det var genialt. Som før nævnt kunne vi risikere at være lang tid på vandet. Det var af den grund nødvendigt, at provianten kunne holde sig og samtidigt indeholde rigeligt med kalorier. Som jeg i dag husker det, havde vi en blikdåse pakket med en krukke krydderfedt, en god spegepølse samt et stort rugbrød, der passede til skuffen bag rorsmanden, det eneste sted der altid var tørt. Under dørken var der diverse øl og sodavand. På turen til Helsingør kan jeg huske, at provianten slap op, lige før vi anløb havnen. W13 Rees IV blev som tidligere nævnt købt i 1944. Far solgte den til min store fortrydelse i 1947. I salgsbetingelserne var aftalen at Far skulle levere båden i Næstved. Jeg husker at sommerferien ikke var startet for mit vedkommende, derfor fik jeg ikke lov til at være med til at sejle båden til Næstved. Sejladsen blev en rekordsejlads -Far og Carl Krebs startede en tidlig morgen i juni kl. 06.00 fra Århus med en stærk nordvestlig vindretning 11 timer senere ringede de til Søren Winther for at fortælle, at de lå i havnen i Næstved. En tur på 80-100 sømil. De to -Carl og Far omtalte ofte turen. Ikke mindst Søren Winther var forbavset over

153

BILLEDE 116

Skufferne bag rorsmanden var praktiske til ”Blikdåsen.”

hvor hurtigt de var kommet til Næstved. Søren Winther havde ikke nået at være i banken for at hæve penge til restbeløbet der skulle falde ved bådens levering. Alle, Søren Winther, Carl og Far havde regnet med en overnatning i havn, på strækningen til Næstved. For at få bekræftet det skrevne, ringede jeg fornyelig til Carl Krebs, der efterhånden er blevet 85 år og bor i Holbæk. Det er ca. 35 år siden jeg sidst har talt med ham. Siden, min tid hos søspejderne i 1945, har jeg kendt Carl, der var en god spejderleder sammen med sin bror Jørgen. Det første Carl spurgte mig om i telefonen var: ”Er du stadig rødhåret”?

154

BILLEDE 117

Her ser man prisforskellen på de to bådtyper W båd og Dragen i 1947. De to både var ca. lige gamle W båden bygget i 1938, Dragen bygget i 1940. I dag koster en ny Drage omkring 400,00 t. Et godt eksempel på udbud og efterspørgsel, dengang og i dag,

W båden 11t. Kr. Dragen 7t. Kr.

155

BILLEDE 118

Slutseddel skrevet p책 brevpapir.

156

Malernes Udstilling 1. sal Det var et samlingssted for utroligt mange typer. Det var ikke kun malerihandlere, men også fra andre miljøer! Sortbørshandlere, sabotører, småsvindlere, værnemagere, kriminalpolitiet og regulære handelsfolk som f.eks. Greven.

”Greven” -Marius Christensen Årsagen til at Marius Christensen havde fået betegnelsen ”Greven,” var, at han altid var meget velklædt. En skræddersyet habit med vest og med altid skarpe pressefolder i benklæderne var hans uniform. Hovedbeklædningen var en velsiddende blød hat af mærket Borselino. Greven og Fars venskab begyndte i 1937 med kortspillet ”KLØR TJAVS” på Højskolehotellet også kaldet Højen i Banegårdsgade i Århus. Greven magtede dette spil til perfektion. Kortspillet var for begges vedkommende, foruden en spillelidenskab, også en måde at supplere indtægten til den øvrige families daglige fornødenheder. Det er med stor beundring, jeg tænker tilbage på, hvordan typer som Marius og min Far dengang var i stand til at tjene til familiens ophold med krise og krige, hvor 20 til 25 procent af befolkningen var arbejdsløse og uden sikkerhedsnet af nogen art. Marius havde sidst i 1940erne engageret sig med skrædder Altschuler i Århus, der var ejer af en bil! Marius havde hverken kørekort eller bil. Jeg er også sikker på, det var det sidste, han ville ønske at være i besiddelse af i denne verden. ”Skrædderen” -en virkeligt uddannet skrædder med jødisk baggrund havde ”Greven” et tæt og godt samarbejde med i mange år. Deres arbejdsdag foregik på den måde, at Altschuler kom kl. 4 om morgenen til ”Grevens” adresse i Værumsgade i Århus. Bilen var pakket med

157

tøjkuponer og uldtøj, samt habitter, der var gjort færdige til levering fra en af de forrige salgsture. De første besøg hos kunderne, og det var 100 % landmænd, foregik i kostalden, hvor man netop på den tid af døgnet var godt i gang med morgenmalkningen. Efter malkningen var det kaffetid, og her var tidspunktet, til at få taget mål til en eventuelt ny habit og få uldtøjet suppleret. Hvor mange besøg, de nåede, afhang af salgsresultaterne, men sikkert var det, at omkring kl. 10 var arbejdsdagen slut. Skrædderen tog hjem og begyndte bearbejde stof kuponen til de habitter, der var blevet solgt. Greven blev afleveret et eller andet sted på strøget i Århus, hvor Marius ulasteligt klædt nød at spadsere og se gadelivet begynde. Et par værtshuse blev besøgt, men ofte gik ruten til 1.salen på Bruunsbro. Når kortspillet kom godt i gang, og han sad i held og spillede trumfer, lød der fra Greven en helt speciel bemærkning ”SÆT DIG KOKKEMAND”, Marius dejlige kone, Thea, var som de fleste hjemmegående. De såkaldte ”herrer” i huset bød egentlig deres koner utroligt meget. Greven var ikke nogen undtagelse. Thea lavede en god suppe og Greven havde samtidig for vane, når stemningen var høj, at invitere vennerne med hjem til suppe, og det kunne for den sags skyld godt kunne være kl. 23 om aftenen. Det faldt naturligvis ikke i god jord, men Thea var loyal og tog imod, men forståeligt nok ikke altid lige smilende. Uretfærdigt blev Thea af og til kaldt ”Gale-Thea”

158

BILLEDE 119

Marius Christensen med sin kone Thea. Fotograferet i forbindelse med den ældste søn Børges bryllup i 1957.

159

Lummer Florentin, som jeg tidligere har omtalt på side 68, ringede til Far og bad ham om at komme til Silkeborg for at se på en sejlbåd, hans gode ven Lummer havde købt. Lummer var en rigtig handelsmand, en type som den senere ”Låsby Svendsen ”. Fars besøg resulterede i, at vi efterfølgende sejlede et par kapsejladser på Silkeborg-søerne i den nyerhvervede båd. Året var 1944. Det tyske Hovedkvarter i Danmark var på Silkeborg Bad, et hotel mellem Laven og Silkeborg. Her havde Lommer sin faste gang under krigen, hvor han lavede handler med tyskerne med alt mellem himmel og jord: cykeldæk, støvler, rationeringsmærker og meget andet. I 1945 overtog englænderne styret som sejrherrer. Ja, så handlede Lummer videre med englænderne, som om intet var hændt. Lummer var indbegrebet af en sortbørshandler: Alle de varer, der ikke kunne tilvejebringes under tyskernes besættelse p.g. af rationering, og varer der overhovedet ikke kunne købes af den almindelige borger, dem skaffede Lummer. Efter Krigen, skaffede han varer, men nu fra englænderne. Varer vi overhovedet ikke havde set i mange år, og som først mange år efter krigens afslutning kom i handelen. Hvad hans rigtige navn var, kan jeg desværre ikke huske mere. Lidt ærgerligt! Jeg ved ikke, hvad der blev af ham.

Maler Andersen Han blev omkring 100 år og på grund af sin profession i sine yngre dage fik han øgenavnet Maler Andersen. Første gang, jeg hilste på ham var i 1945. Han var dengang omkring 50 år. Før krigen havde han i en årrække boet i Australien. Om det var før eller efter Australien, ved jeg ikke, men i en periode havde han et mindre ophold i Vestre Fængsel. Bekendtskabet stammede fra Højskolehotellet i Banegårdsgade. Andersen var en af de meget faste personer

160

på 1. sal på Bruusbro. Foruden beskæftigelsen med at spille ”Klør Tjavs,” så påtog han sig at holde lokalet rent og være bydreng for de forskellige, der holdt til på Bruunsbro. Men afregningen til dem var meget mangelfuldt, eller måske glemte han det? Der er ingen tvivl om, at Andersen supplerede sin folkepension med de glemte afregninger. En ikke uvæsentlig fortjeneste havde han også ved salg af rationeringsmærker. Først efter ca. 10 år efter krigen slap vi af med de sidste rationeringsmærker, der for øvrigt var kaffe. På et tidspunkt optrådte han som grossist for et parti ananas. Jeg husker, at Far havde købt et par dåser med billeder af ananas, som han glædede sig meget til at servere til et selskab derhjemme. Ingen i selskabet havde set og smagt ananas i mange år. Ej heller ved denne lejlighed fik de smagt ananas. Det var noget af en overraskelse, da de opdagede, at indholdet i dåserne var fiskeboller!

Holger Rohde og Den Pæne Rohde De to brødre Rohde havde været i Tyskland i årene 1940-1944 og arbejdet inden for entreprenørbranchen. Da bombeangrebene fra de engelske flyvere blev for kraftige i Kiel-området, foretrak de at vende tilbage til hjembyen Århus. Jeg er ikke klar over, hvor Far har fået kontakt med de to brødre. De blev nogle af de faste gæster på (1.sal) Bruunsbro. Den pæne Rohde, den ældste af brødrene, havde haft en god stilling ved byretten i Århus, men havde et spiritusproblem, der gjorde, at det ikke var foreneligt med jobbet. Hans meget korrekte tale og opførsel var årsagen til navnet.

161

Begge brødrene bragte to tyske damer med fra Kiel. Den Pæne ”Rohde” giftede sig med den ene, men desværre gik der ikke mange år før spiritussen tog overhånd, hvorefter han selv og familieforholdet gik i total opløsning. I Vejlby, dengang et lille samfund nord for Århus, boede Holger med sin kone og børn. Forholdet til de øvrige damer, som de to brødre havde bragt med til Danmark fra opholdet i Tyskland, var hans kone Grethe orienteret om og accepterede. Holger Rohde var en energisk dygtig handelsmand. Hans overtalelses evner var store; det beviser hans forhold til kvinderne, der var konstant to kvinder i hans liv som accepterede at leve på denne måde. Holger Rohde og min Far handlede meget med hinanden og senere omkring 1950 indgik de et tættere samarbejde om salg af malerier på afbetaling. Kort fortalt var Holger Rode salgschefen, der i sin store sølvgrå Pontiac arbejdede sammen med fire ”trappeartister.” En populær betegnelse for kunsthandlerne, der løb op og ned i de forskellige boligblokke, for at sælge malerier på afbetaling: Martin Petersen, Helmer Jensen. Der var egentlig fire personer. De to førnævnte er værd at omtale, meget regulære mennesker, der bankede på dørene i forskellige boligkareer overalt i Jylland. De lavede en afbetalingskontrakt med 50 kr. til 150 kr. i udbetaling og derefter 15 kr. pr måned, gennemsnitligt kostede malerierne ca. 300-350 Kr. Der er ingen tvivl om at min Far var ved at sælge sig fattig. Afregningen af provision til sælgerholdet blev afregnet efter hver salgstur. Forretningen Malernes Udstilling, finansierede kontrakterne og der opstod efterhånden et større likviditetsproblem. Frede Kjeldsen som blev ansat et par år efter, at far startede afbetalingshandelen. Det var lykken for forretningen at der blev ansat en person, der kunne styre afbetalingen. Frede har fortalt mig, at der ofte var adresser fra afdøde borgere på afbetalingskontrakterne. Det var noget besværligt med inkassoen af og til.

162

Bankdirektør Sørensen Arbejdernes Landsbank blev banken for min Far, da han startede i 1936. Det blev hans redning, da likviditetsproblemerne meldte sig. Bankdirektør Sørensen var, efter datidens forhold, en usædvanlig bankdirektør. At besøge en Bank, for at låne penge, var dengang noget anderledes end i dag. Bortset fra den i øjeblikket midlertidige finanskrise. Det kan næsten ikke beskrives, hvor nedværdigende det kunne være, at få foretræde for en bankdirektør. Det bedste, jeg kan sammenligne det med, er bankdirektøren i TV serien Matador. På dette område var bankdirektør Sørensen snesevis af år forud for andre bankdirektører i Danmark. Han talte med sine kunder og ikke til dem. Det forhold, min Far havde til Arbejdernes Landsbank, var meget fint, men det var Hr. bankdirektør Sørensen, som tiltaleform. Arbejdernes Landsbank forbedrede forretningens likviditet med en større kassekredit og forretningens afbetalingshandel kunne fortsætte.

Entreprenør Arne Jensen En flot mand. Jeg husker ham som en 190 cm høj skikkelse og en slank person. Det var i idrætsforeningen Old Boys, Far og Arne Jensen traf hinanden. Arne Jensen var entreprenør. Hans store entreprenøropgaver var nemlig at være med til at bygge Karup Flyveplads for tyskerne. På grund af sin interesse for malerier, kom han ofte i forretningen. Også han var en af vennerne på 1. sal. Til alles store overraskelse optrådte Arne Jensen som frihedskæmper, umiddelbart i dagene efter befrielsen. Alle havde ventet, at han var blevet arresteret af Frihedsbevægelsen på grund af sit arrangement med tyskerne. Arne Jensens og min Fars venskab fortsatte efter krigen, men desværre gled det ud. Arne Jensen og hans kone flyttede til Brasilien i 1948 og bosatte sig der.

163

Lille Børge Som navnet fortæller, var han ikke så høj. Han nåede vel omkring 160cm, men en velklædt person efter datidens forhold. Lille Børge, som jeg husker meget tydeligt, spillede kort på 1. sal. Dengang under krigen måtte man regne med en rejsetid til København med tog på mellem 10-12 timer. En væsentlig del af tiden, omkring 2 timer, gik med at sejle over Storebælt med udstigning af toget i Nyborg, for der at gennemgå en visitering af tyske soldater og igen i Korsør, en gentagelse inden påstigning i toget til København. Lille Børge ville gerne følges med Far, som planlagde en rejse til København, for som han udtrykte det: Også planlagde et møde derovre! Af en eller anden grund viste Lille Børge en pistol til Far før de ankom til Nyborg. Den kommende visitering ved Storebælt blev, for min Far i hvert fald, et problem, hvis de skulle følges ad igennem kontrollen! Lille Børge beroligede Far. Det skulle han nok klare, hvorpå han forsvandt. I Korsør dukkede Lille Børge op og havde øjensynligt ikke havde haft problemer med at komme igennem visiteringen? Det viste sig, at Lille Børge var en af de værste stikkere, medlem af Peter Gruppen. Efter arrestationen ved krigsslutningen blev han som en af de første i Danmark dødsdømt og skudt.

BILLEDE 120

Lille Børge. Hans rigtige navn var: Børge Jensen. Læg mærke til den tøjstil, der prægede Lille Børge. I perioden 1944 til 1945 var det for de fleste mennesker umuligt, at købe en så velsiddende habit?

164

BILLEDE 121

Visitering ved StorebĂŚlt 1943-1945.

165

Valeur Norddahl I restaurant ”Århus Hallen” havde Valeur, der var en anerkendt international tryllekunstner forskellige arrangementer i årene 1939-1940. Men på grund af krigen hvor Island blev besat af de allierede, var det umuligt for ham og familien at returnere til landet. Far har ved sine besøg i dette etablissement fået kontakt til Valeur, og der udviklede sig et godt og varmt venskab mellem deres to familier. Restauranten var en bygning i forbindelse med den store ”Århus Hallen”, hvor, som tidligere nævnt, forskellige store arrangementer blev afholdt. Restauranten blev i 1944 Schalburgteret og brændte fuldstændigt ned til grunden. Den blev genopført efter krigen, men lukkede i 1960erne. Schalburgtage blev udført af tyske håndlangere, der for det meste var danske statsborgere. Navnet stammede fra en dansk officer, der deltog i krigen på tysk side. Han var den første chef for Frikorps Danmark, der kæmpede i Rusland. I retfærdighedens navn havde Schalburg intet med det berygtede kops at gøre. Han faldt i 1942 under kampene i Rusland. Arbejdsbetingelserne blev under krigen vanskelige for artister til at finde arrangementer. Alt, der havde med forlystelse at gøre, blev meget reduceret. Lukning af restauranter, udgangsforbud om aftenen, rationering o.s.v.. Valeur var i besiddelse af en stor udstråling. Han var et godt emne til at blive rejsende kunsthandler. Med en rulle malerier fra Malernes Udstilling under armen, gik han i gang med at sælge malerier, og gjorde det forretningsmæssigt godt. Valeur rejste umiddelbart efter krigen tilbage til Island og åbnede en kunsthandel, hvor han i nogle år havde stor succes med forretningen. Omkring 1948 returnerede hele familien til Danmark og bosatte sig i Ry. Valeur vil jeg benævne som en af de mere seriøse kunsthandlere, men desværre, som de fleste af kunsthandlerne dengang, døde han forholdsvis ung. De skånede sig ikke i det selskabelige liv. Der er ikke nogen tvivl om at hans utroligt charmerende væsen og udseende gjorde, at han meget hurtigt, var midtpunktet i ethvert selskab.

166

BILLEDE 122

Karin Norddahl med sønnen ”Ralle” ved roret i 1945-46?

BILLEDE 123

Valeur Norddahl sammen med Richard Florentin th. 1943.

167

BILLEDE 124

168

Far med sit netværk 1943, Hotel Regina i Århus. Bordenden med ryggen til: Min Far, Til Højre: Carl F. Høyrup, Arndal Simonsen Rasmussen (Store Klap), Mogens Vantore, Svend Christensen (Dille Christensen), Rosenlund (Per Sommer), Richard Florentin Valeur Norddahl, Bruno Clausen, Søren Mikkelsen, Sperling Åge Rasmussen, Dessau, Svend Norup, Slyngbom, og Staack.

169

Faderskabs sag: Søren Mikkelsen/Valeur Norddahl De to charmetrolde havde ladet sig friste, i hvert fald én gang i det selskabelige liv, og det med den samme kvinde. De blev begge dømt til at betale børnepenge til det fælles barn i 18 år. Det var før DNA tiden. Hvem, der var barnets far, har været mellem kollegerne et diskussionsemne! Søren Mikkelsen, som jeg havde kontakt med i mange år efter Fars og Norddahls død, påstod at den omtalte søn lignede Valeur Norddahl..

BILLEDE 125

Maleriet med en opstilling af tulipaner har Else købt af Søren Mikkelsen. Senere blev jeg klar over, at Valeur Norddahl havde malet det.

170

Mogens Vantore/Nanna Vantore Far havde lært Mogens Vantore at kende fra tiden i København. Mogens er født og opvokset på Lolland i byen Vantore. Det blev et langt, spændende og til tider et dramatisk venskab og samarbejde. Lev stærkt, det var Mogens og hans kone Nannas motto. I perioder boede de fast i Nordsjælland og senere i Kongensbro en lille by mellem Århus og Viborg. Opholdet i Århus altid, i selskab med Nanna, de boede på Hotel Skandinavien, der dengang lå på Clemenstorv. Hotellet blev nedrevet i 1965. Deres bohemeliv tiltalte min Far. Det var blandt andet Mogens store intellekt, der tiltalte Far, men selvfølgelig også hans malerier. I forbindelse med opholdet i Århus oprettede han sit atelier på 1.sal på Bruunsbro. Før Krigen i1940 havde Mogens opholdt sig i Paris i længere perioder. Hans billeder bar præg af de forskellige motiver, der inspirerede ham omkring Notre Dame-kvarteret. Trangen at komme ud at rejse efter de fem krigsår var hos Vantore meget stor. En morgenstund i 1946 gik Mogens til bageren iført ”SUTSKO”, hvorefter ingen hørte fra ham i et helt døgn. Nanna tog det roligt. Hun kunne finde på at gøre det samme og forsvinde uden på forhånd at give

BILLEDE 126

Mogens Vantore, Far og Nanna Vantore.

171

besked om, at hun blev væk i længere tid. Mogens gav sig til kende telefonisk og meddelte Nanna, at han havde taget et tog til Paris. Der kunne skrives en roman om, hvad Far og Mogens har oplevet sammen. En sommeraften, hvor der var mange spadserende på strøget, sad familien Vantore og familien Mikkelsen henholdsvis i lejligheden og hotellet overfor. Afstanden mellem os var højst 50 m. Pludselig skreg Mogens til den spadserende menneskemængde fra 2. sal på Hotel Skandinavien og ned på Clemenstorv: ”Så stands da for fanden!” Det gjorde alle, de kiggede op og stillede sig sikkert det spørgsmål, ”Hvad er det for en galning?” Derefter fortsatte Mogens med kommandoen: ”Så fortsæt da for fanden,” hvorefter alle fortsatte spadsereturen.

BILLEDE 127

I Paris for at hente brød hos bageren. Kortet blev sendt et par dage efter Vantores ankomst, adresseret til far. Med beskeden om, at han meget snart ville sende nogle parisermotiver til Malernes Udstilling.

172

Richard Florentin -Mogens Vantore Den groveste oplevelse med Mogens Vantore var, da han virkelig skræmte Florentin og min Far. Mogens boede en meget kort periode i Laven. Forfølgelserne af Jøderne i Danmark af det tyske hemmelige politi Gestapo var i gang i efteråret 1944. Sent om aftenen ved 23tiden ringede telefonen i Heibergsgade, (tlf.10 582. Det første telefonnummer glemmer man aldrig). I telefonen var en forskræmt Florentin der kort fik sagt ”Mikkel, jeg er på vej. Du må ikke gå i seng”. Adskillige timer senere kom Florentin iført en slåbrok, der var kortet af lige omkring knæhøjde, for at han bedre kunne bevæge sig på landevejen. Florentin havde cyklet på biveje fra Laven til Århus, forfulgt af Gestapo, troede han! Florentin var ¼ jøde, men han havde et 100 % jødisk udseende. Florentin var ikke i tvivl om, at det var Gestapo, der havde ringet. Florentin boede hos os, ”under Jorden” på 4. sal i Heibergsgade et par dage, hvor far fandt ud af, at Florentin havde været ude for en grov spøg. Mogens Vantore kunne efterligne en gebrokken dansk/tysk udtale og havde benyttet den og ringet til Florentin for at konstatere at han var hjemme, så spøgen kunne blive livagtig. Far forsøgte at få de to til at være venner igen, men jeg er ikke sikker på, det nogensinde lykkedes. Mogens Vantore døde i 1977, 82 år gammel og Nanna et par år senere. Desværre fik Mogens en hård skæbne, blodomløbet var ikke godt, og på et tidspunkt før sin død fik han begge ben amputeret. Han ville ikke have kontakt med nogen og døde som en meget ensom mand. Hans billeder er i dag i høj kurs. Dengang i 40-50erne fik han vel omkring 150 kr. for et maleri 80x100. I dag 2006 sælges en god Vantore til ca. 8-10,000 kr.

173

Ejner Johansen En god bekendt og malerkollega til Mogens Vantore. Hans foretrukne motiver var fra Paris, som regel motiver med Sachre Coeur Kirken som baggrund. Det var den første kunstner, jeg overværede, som spartlede billederne op. En fantastisk teknik, som Ejnar Johansen havde tilegnet sig under sine ophold i Paris. Ejner Johansen kom i flere år ca. to gange årligt og indlogerede sig på Hotel Skandinavien og installerede sit atelier på Bruunsbro. Der var trængsel med både Vantore, Høyrup og Johansen siddende i samme lokale. Men ifølge Frede var der et større problem, nemlig at Ejnar Johansen ville begynde med at male omkring kl. 06 om morgenen og slutte omkring kl.10 Det var ikke Fars rytme. Den var fra omkring kl.11 om formiddagen. Problemet var at EJ var klar til at gå i byen for at opleve og se på livet, og det skulle absolut være i selskab med Far. Det var hårde fjorten dage for min Far at måtte lægge sine sovevaner om. Ejner Johansen fandt stort behag ved at være sammen med Far rundt i byen. Fars lokalkendskab til, hvor de små ydmyge steder lå, satte han stor pris på.

Willy Dannerfjord Indtil 1940 var Willy sporvognskonduktør ved Århus Sporveje, men han foretog nogle små ændringer med betalingssystemet, som gjorde, at sporvejene ikke ønskede ham ansat mere. Heldigvis for ham havde han evner, faktisk meget store, til at male. Det var landskabsmotiver, der var hans styrke og specielt, når han gjorde sig umage, malede han nogle meget gode vinterbilleder. Også han var i perioder på besøg på (1.sal) som leverandør af vintermotiver, hvor han nød det sociale liv, der foregik på etagen.

174

Corell Også en maler der havde tilknytning til forretningen. Corell stammede fra København, hvilket meget tydeligt hørtes på sproget. Han var utroligt charmerende at være i selskab med, men det var ikke ham, man skulle overlade sin tegnebog for at passe på den. Corell var leverandør til afbetalingsforretningen, for netop hans billeder var pris-og motivmæssigt gode. Det var motiver med fiskerbåde fra Vesterhavet i oprør . Med mellemrum var han på kortere eller længere besøg i Vester Alle´ Arrest. Under sine ophold der fik han produceret en 3-4 malerier om dagen. Næsten dagligt leverede Frede frokost/middag fra Restaurant Rico til ham og fik samtidig malerier med retur. Corells ophold var for slagsmål og småtyverier og varede som regel fra en måned til tre.

175

Ejner Løndal, Krøjs Familierne Løndal og Krøjs’s var de steder, min søster og jeg boede, når Mor og Far rejste væk et par dage. Familien Løndal boede på Ingerslevs Boulevard og familien Krøjs ikke langt derfra på Frederiksbjerg Torv. Nu ca. 70 år senere, når jeg passerer adresserne, rettes mit blik på de to lejligheder, og minderne vælter frem. Løndal var kunstmaler og keramiker, og i sine unge dage rejste han på Valsen og har engang gået i Jesu fodspor i Israel og de omkringliggende lande. Jeg kunne sidde i timevis og høre på Løndals beretninger. Krøjs var kunsthandler og havde kørt rundt i Jylland allerede fra 1930erne og kunne underholde os børn på sin vestjyske accent i timer.

176

BILLEDE 128

Far, Mor og Krøjs.

177

Kunsthandlere fra København Med mellemrum før og efter krigen var det meget spændende, når Fars forbindelser fra København kom til Jylland. Under besøgene af kunsthandlerne fra København blev jeg opmærksom på, at der er en stor forskel på de to menneskeracer jyder og københavnere. De følgende Wentzel og Monies er et par repræsentative eksempler.

Poul Wentzel Han er den første, jeg tænker på, når han i 1937-38-39 kom på besøg. Altid i godt humør og fyldt med historier, og han kom endog i eget Automobil. Turen fra Herluf Trollesgade og senere fra Heibergsgade til Moesgaard strand var en fast rutine ved besøgene. I dag, når Else og jeg kører til Moesgaard, nævner jeg ham altid og mindes turene. Specielt i svinget ved Silistria fik den altid en ekstra gang gas til stor begejstring for os børn. Wentzel var altid god til fis og ballade.

178

Poul Monies En Gudbenådet sælger med statur som en vægtløfter og altid ulastelig klædt i sidste nye mode. Monies var et af de venskaber, Far havde livet igennem, og som begyndte i forbindelse med Onkel Holgers forretning. Monies var en utrolig flittig mand, der samtidig havde evnen til i rette tid at skifte varesortimentet ud med andre varer, der kunne sælge bedre. Monies var slet ikke som mange eksperter, der i dag med mange fine udtryk optræder i TV, Aviser, afholder kurser og underholder et publikum, der har betalt mange penge om, hvordan man skal drive forretning. Monies kendte ikke til udtrykkene, han gjorde det bare. Han kunne tale med alle mennesker, var et morsomt menneske, der kunne underholde, specielt når han optrådte med sine viser og sange på dengang verdens mindste Guitar. Han var i årene 1950-60 en af Danmarks mest succesrige tæppehandlere. Joh, når Monies var i Århus, så var stemningen fra København slået and.

179

Fra Heibergsgade til Clemenstorv Slagter Hviid i Heibergsgade 2 boede privat på Clemenstorv 9 i en lejlighed på 200 m2. Slagter Hviid ønskede at få en mindre lejlighed i nærheden af sin forretning. Efter et par dages forhandlinger blev de enige om at bytte lejligheder, og Far købte de møbler og malerier; Hviid ikke kunne få plads til i Heibergsgade. Dengang var der forretningsaktivitet i gaden. Det var mange år før, butikshandelen ændrede karakter til selvbetjening. På det ene hjørne en slagter. På hjørnet overfor købmand Henry Jensen (af far benævnt som ”Sidegadekøbmanden”) og igen på endnu et hjørne barber Møller, efterfulgt af bager Korntved samt ismejeriet med Frost og kone, samt gartnerforretning og et brødudsalg med fru Clausen bag disken. Alle disse forretninger var inden for 100-200 m afstand, og stort set var det mønstret i forbindelse med de fleste gadehjørner i byen. På gaden var der højst parkeret 2-3 biler. I dag er der ingen forretninger tilbage, og bilerne fylder hver en gademeter. Se side 60 Besøgene hos de handlende var anderledes dengang. For det første var der ikke noget, der hed varer i større mængder. F.eks., når vi handlede hos slagteren, var det et par skiver spegepølse, for 25 øre leverpostej, 50 gram salat. Det var husholdningen til fire personer. I dag er det tilsvarende til en person. Der var et meget lille vareudvalg i tiden 1943-1950. Men til gengæld gik rygterne stærkt, når der kom vareforsyninger til forretningerne. Så var det bare om at være på pletten. Pludseligt kom der f. eks et rygte, at gartneren på Bruunsbro havde appelsiner, af sted og stå i kø for at få lov at købe højst 10 appelsiner pr. person.

180

Henry Jensen ”Sidegadekøbmand” Købmand Jensen og Far havde en spøgefuld omgangstone. En af genboerne til maleriforretningen på Bruunsbro, var kaffehandler Bauner på banegårdspladsen. Et par år efter krigen begyndte forretningerne igen at reklamere, og det blev meget moderne at få lavet nogle selvklæbende etiketter med slogans. Bauers kaffe havde lavet en, med sloganet: ” BAUERS KAFFE ER BEDST.” Far fik fat i et par hundrede stykker, og en aften, hvor han kom sent hjem, klæbede han købmand Jensens udstillingsvinduer til med mærkaterne. Venskabet med købmanden fortsatte trods spøgen. Far og købmanden mødtes med mellemrum, hvor de spillede kort, stort set til 1970erne, hvor de med få års mellemrum døde.

181

Clemenstorv/Sølvbryllup Boligmæssigt er jeg sikker på, at her havde min Far og Mor deres bedste tid. Far indrettede den store lejlighed meget smagfuldt, og det var med stolthed han bød til sølvbryllupsfest, hvor det meste af familien var til stede. Vennekredsen var stor, og de mennesker, de havde fortrolighed til, var inviteret.

BILLEDE 129

182

Bispetorvet og Århus teater i baggrunden.

Clemenstorv 9. Med udsigt over Bispetorvet mod Århus teater, som vist på billede 129. I det åbne vindue var Fars fortrukne plads med sin kaffekop og cigaret, spejdende over gadelivet. BILLEDE 130

183

Far og Mors sølvbryllup 21. februar 1956 Desværre har jeg ikke flere fotos fra festen. Old Boys vennerne var rigt repræsenteret. Lilly Stilling gift med Oscar Stilling, hun var vel på dette tidspunkt i halvtredserne, en flot dame, der inklinerede for mig, og vi dansede en fejende wienervals omkring bordet. Jeg var kommet i lære hos Ford Motor Compagni i 1949, så flytningen fra Heibergsgade til Clemenstorv var for mig en stor fordel. Fra hjemmet til min arbejdsplads skulle jeg bruge tre minutter for at møde til tiden. Perioden på Clemenstorv var for mig en fantastisk tid. Far tog med åbne arme imod alle mine venner, og de kunne lide at være sammen med ham. Hans evne til at tale deres sprog var imponerende. Soldaterkammerater, som jeg stadig i dag har forbindelse med, kommer meget hurtigt ind på min fars gæstfrihed. I dag kan jeg stadig, når jeg med mellemrum passerer Clemenstorv, fornemme min Far sidde ved vinduet og nyde en kop kaffe og betragte livet på Bispetorv.

BILLEDE 131

Tv. Tonny Jensen, Erik Andersen, Moster Lilly, Poul Jensen, Moster Grethe, Niels Peter (Tages far). Ved bordenden Elses moster og min fætter Knud Mikkelsen.

184

Frede Kjeldsen/Børge Mikkelsen I 1955, da jeg kom tilbage fra soldatertjenesten, spurgte jeg min Far, om han ikke syntes, det var en god ide, at jeg blev kunsthandler! Jeg husker, han tog mig om skulderen og kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ”JEG HAR ANSAT FREDE KJELDSEN FOR ET PAR ÅR SIDEN, OG HAN ER EN GOD MAND. DU KOMMER ALDRIG IND I DENNE FORRETNING!” Men jeg vil hjælpe dig på alle måder, og så fortsatte han ”KLAR DIG SELV!” Jeg tror, jeg var fornærmet i 10 minutter. Senere i livet har jeg været ham meget taknemmelig. Der er ingen tvivl om, at det han mente var: lad være med at gå i andres fodspor, find dine egne!

185

Restaurant Søsporten Søsporten var stedet på Århus Lystbådehavn, hvor sejlerne kunne samles i et større antal til generalforsamlinger, klubaftener, foredragsaftener mv. frem til 1960erne. På selve lystbådehavnen var der i sommerperioden Aarhus Sejlklubs lille røde træhus, hvor Thorvald og hans søster serverede kaffe til meget fornuftige priser. På Søsporten var det noget dyrere! En sodavand og et stykke med leverpostej beløb sig til 1,50 kr. i 1949-53. I 1956 fik den daværende vært Eske økonomiske problemer. Det var ærgerligt! Eske og hans kone var et særdeles populært værtspar. Altid følte man sig velkommen. SSKA De Samvirkende Søsportsklubber i Århus spurte min far, om det kunne have interesse at forpagte Søsporten. Fars kendskab til restaurationsbranchen var som gæst, men han besluttede sig at forpagte stedet og drev det i 5 år. Der er ingen tvivl om, at far drev Søsporten sådan, at den blev betragtet som ”KLUBHUSET” for samtlige søsportsklubber i Århus. Det var ikke så få sejlere, der i vinterperioden mødte op søndag formiddag inden kl.10, hvor der var gratis udskænkning til alle med et par snapse. Det satte en del i gang, kortspil mv. og ikke mindst en meget hyggelig stemning. De forskellige firmaer, der havde relation til sejlere, holdt deres forskellige firmafester. Der blev vist en stor solidaritet fra sejlernes side for at støtte restauranten. Far ansatte Kaj Hansen, som tidligere er nævnt side 92, som leder af restauranten. Hvad der gik galt, ved jeg ikke, men i løbet af et ½ års tid rejste Kaj tilbage til Nyborg og fortsatte ved DSB.

186

BILLEDE 132

Med takkeskrivelsen fulgte en afskedsgave fra SSKA. Gaven var et kunstleksikon, omhandlende danske marinemalere.

187

Poul Cadovius En meget initiativrig sejler, var kommet til Århus i efteråret 1944, hvor han begyndte produktion af persienner, der senere blev til firmaet Royal System A/S. Jeg husker tydeligt Poul Cadovius, da han ankom til Århus Lystbådehavn i 1945. Dengang i en imponerende 8mR båd. Båden kom fra Isefjorden, hvor Poul sejlede det sidste par år af krigen. Isefjorden blev dengang kaldt Kravlegården på grund af trængsel af de mange sejlbåde, der var kommet fra Øresund, hvor det, på grund af krigen, ikke var tilladt at sejle. Jeg havde den glæde at være ansat hos Poul i perioden 1958-72. Vi har stadig forbindelse med hinanden. For et par år siden inviterede han til sin 95 års fødselsdag på Nyborg Strand. Hans loyalitet var stor. Da Far overtog forpagtningen af Søsporten i 1956 blev firmaet Royal System en meget stor kunde med salgsmøder, firmafester mv. Her lagde Poul et kolossalt stort arbejde i selv at være med til at arrangere disse. Jeg husker specielt en fest på søsporten i 1960, hvor Poul sagde til mig: ”Vi skal have lavet det flotteste bord, der nogensinde er blevet set,” Vi brugte to dage på at få dekoreret bordet med et maritimt præget landskab.

BILLEDE 133

Poul Cadovius: Sportsmanden.

Erhvervsmanden Poul Cadovius ses her sammen med Kong Frederik IX.

188

BILLEDE 134

BILLEDE 135

Zenta, 8mR båd, så absolut den største og hurtigste sejlbåd i Århus i 1945.

189

190

BILLEDE 136

En borddĂŚkning pĂĽ 4x8m, dekoreret som et typisk dansk kystlandskab.

191

Bruno Clausen/Sejler/Kunsthandler Bekendtskabet med min Far begyndte i 1940 i forbindelse med sejlsporten. Bruno Clausen var, efter min mening, den første professionelle sejler i Danmark. Bruno var ansat i sine unge dage hos faderen som mekaniker i Thorvaldsensgade i Århus. Han blev gift med Lis, med hvem han fik datteren TUT. Bruno var senere ansat som arbejdsmand på bådebygger Sofus Andersens Yachtværft. En dag kom den ældre bådebygger Sofus Andersen hen til Bruno, der sad ved en båd i færd med at udføre et stykke arbejde. Den gamle bådebygger sagde til ham: ”Bruno prøv at ligge ned”, for han var af den bestemte overbevisning, at den rette arbejdsstilling til det job, Bruno var i gang med, var at stå op. Brunos svar var: ”Det har jeg prøvet.” Om det var dette svar, der var årsag til, at han blev fyret, ved jeg ikke. Bruno blev kort efter udstyret med en rulle malerier fra Malernes Udstilling, så når han ikke sejlede, solgte han malerier. Bruno døde i 1958 i alt for ung en alder, 52 år gammel.

BILLEDE 137

Bruno Clausen som kunsthandler i 1943.

192

BILLEDE 138

Presseudklip fra Ă&#x2026;rhus Stiftstidende.

193

Bytning af de to 6mR både Det viste sig i sejlsæsonen 1946/47, at Høyrups Morena var bedre sejlende end La Cours Silja. Far havde finansieret Morena. Det var nok årsagen til, at bytning af bådene, blev en let sag i forbindelse med kommende udtagelsessejladser til OL ved Fakkegrav i Vejle fjord.

BILLEDE 139

Morena: Hans Sørensen, Bruno Clausen, (Bess) René La Cour, Svend Iversen Silja: Far, Selmer Jensen, Jørgen Krebs, Poul Kuhlman. OL udtagelsessejladser 1948. Fotograf: La Cour.

194

La Cour La Cour var en meget dygtig sejler, der ved hjælp af sit intellekt optimerede sine både. Han havde i perioder ofte to både af samme type og dobbelt mandskab. Det vil sige, at ca. 10 personer altid stod parat til træningssejladser. De bedste af dem blev samlet i den af hans både, der sejlede bedst, som første mandskab til kapsejladserne. I Øresundsugen vandt La Cour sammen med andre Århussejlere en del præmier. Præmieuddelingen foregik på restaurant Nimb. Der var påbudt festtøj og helst i KDY’s antræk. Dengang sejlede vi frem til stævnerne, hvor de blev holdt. Jeg kan godt love for, at der ikke var plads og mulighed for at tage festtøj med ombord. For øvrigt tror jeg ikke, vi var i besiddelse af festtøj. Århussejlerne besluttede ikke at møde op til præmieuddelingen! De besluttede at sende La Cours søn Bess, der på vegne af de århusianske sejlere skulle modtage præmierne. Det skabte en del uro, da Bess mødte op i sejlertøj, et par godt slidte Holmens benklæder, og modtog de forskellige præmier.

195

BILLEDE 140

De kĂ¸benhavnske aviser havde noget at skrive om de fĂ¸lgende dage.

196

Fra Oslo til Århus. (ex. Norna lV) La Cours 6mR, Silja, havde tidligere tilhørt den norske kongefamilie, hvor den sejlede under navnet Norna. La Cour, Svend Iversen og Far rejste til Oslo tidligt i foråret 1946 for at hente la Cours nyindkøbte båd hjem. Sejlturen til Århus var noget af en oplevelse. Der fandtes ikke noget ordentligt sejlertøj at købe, så kort efter krigen. Regntøjet var noget aflagt fra henholdsvis de tyske og engelske soldater. De tre rejste fra Århus med tog til Frederikshavn. Far og Iversen(Fiver) iført nogle gamle Holmens benklæder. For La Cours vedkommende var han iført en vinterfrakke og blød hat. Den bløde hat sejlede han i øvrigt altid med som hovedbeklædning. Et dejligt forårsvejr var det i maj måned dette år. De har fortalt, at sejlturen fra Oslo foregik i megen let luft og på visse tidspunkter overhovedet ingen. De første 24 timer nåede de til udsejlingen af Oslo fjorden. De lagde til en bro for at proviantere, men det var stort set umuligt at købe mad i Norge, hvor der stadig ét par år efter krigen var stor mangel på alt. Det skal også bemærkes, at der ingen hjælpemotor var dengang og slet ikke til en 6m R båd, der udelukkende var beregnet til kapsejlads. Da de endelig, bogstaveligt talt, var drevet over Skagerak, nåede de til Frederikshavn 40 -50 timer senere. La Cour havde ikke haft sin vinterfrakke og hat af trods en skøn og varm maj nat. De var blevet noget forsinket på grund af den manglende vind og besluttede at lade båden ligge i Frederikshavn og hente den senere. Desuden lå her en af konkurrenterne i 6mR klassen, Ingegerd. Ejeren, som La Cour kendte godt fra mange tidligere sejladser, lovede at se efter båden, til de igen kom og sejlede den til Århus. Turen med tog fra Frederikshavn var en oplevelse for alle tre. La Cour havde ved en eller anden bevægelse flænget sine bukser i skridtet. Vejret var stadig godt og varmt, men på grund af det skete med la Cours benklæder, ville han ikke tage frakken af. Over for de tre i toget sad en mor med en lille dreng, der spurgte sin mor: ”Hvorfor tager manden ikke sin frakke af? Der var omkring 25 graders varme i kupeen.

197

La Cour/Billard Et par år efter Olympiaden i 1948 i England, mistede La Cour interessen for sejlsporten. Vi så ham sjældent på havnen. Han trak sig tilbage fra sejlsporten, efter de sidste 12 år at have ydet, en meget stor professionel indsats. I adskillige år efter fortsatte Far, Høyrup og La Cour med at dyrke billardspillet, som de alle tre var rigtigt skrappe til.

BILLEDE 141

Årets Klubmesterskaber i Århus Billard Club.

198

BILLEDE 142

Far ved billlard bordet.

199

OL Helsingsfors 1952/Udtagelsessejladser Poul Cadovius, Poul Ohff Poul Ohff stillede igen i 1952 op til udtagelsessejladser med den nye 5,5m R båd, der var blevet Olympiadeklasse. På det tidspunkt var det den hurtigste båd. Udtagelsessejladserne foregik ved Lynæs med deltagelse af otte nybyggede 5,5m R både til den lejlighed. Poul Ohff vandt og blev udvalgt som Danmarks repræsentant i denne bådklasse. Poul Cadovius deltog med en Reimers konstruktion, men desværre kom den i vandet få dage før udtagelserne. De nåede ikke at få båden trimmet. Det viste sig ved flere kapsejladser de kommende år, at Reimers konstruktion var den hurtigste. For øvrigt stammede den nu svenske konstruktør fra Århus. Jeg tror, de to konkurrenter Poul Ohff og Poul Cadovius delte sejrene i løbet af sæsonen mellem sig, i deres 5,5mR både.

BILLEDE 143

Close Race mellem de to kamphaner, Royal Star th. Jill tv.

200

201

BILLEDE 144

Royal Star I .

202

BILLEDE 145

Th. Napoli en charmerende hollandsk bygget motoryacht, som blev brugt som moderskib. Poul solgte den til Milton Petersen i Horsens. Hvis der blev skrevet en bog om ham, ville historierne om Münchhausen blegne. På Napoli var Frede Printz fastansat som navigatør samt på de store både, Poul siden havde . Han var en af Pouls mest loyale medarbejdere.

203

Dan Christoffersen Tivoli Friheden blev skabt i 1940erne med årlige revyer. En sommerdag kom Dan, der var den nye direktør i Tivoli Friheden og hans kone Sussi spadserende på lystbådehavnen i Århus, da Sussi udbrød ”Der sidder Aksel, min svømmelærer fra Kastrup”. Der blev stor gensynsglæde mellem de to. Det udviklede sig til et fornyet venskab i Århus. Dan og Sussi fik interesse for sejlsport og købte en tidligere 6mR båd D 40 Junge, der var en af de både, La Cour ejede i årene 1939-1943. Junge var en af de både, som støtteforeningen ”Vikingerne” i KDY havde bygget med det formål at være Danmarks deltager til olympiaden 1936.

Poul Jensen/Far 6mR båden Junge, som de senere ejede i fællesskab, var også starten på Fars og Pouls livslange venskab. Min Far døde i 1970, og Poul døde i 1977. De to 6mR både, Cava og Junge, som La Cour ejede skulle i 1942 til Odense for at sejle kapsejlads. Foruden la Cours faste mandskab skulle der til denne sejlads lidt fornyelse til, og det var her Far og Poul kom ind i billedet!

Juletræet De var som to legekammerater resten af deres liv. De to familier har haft og oplevet så meget sammen. Alene det emne ville fylde en bog på over 100 sider. Den ville få titlen: ”Et færdigt Juletræ!” Jeg synes, den følgende beretning tegner et godt portræt af Far og Poul. Poul og Far var sammen den 24/12, juleaftensdag på Søsporten. Poul skulle ved 14 tiden til byen for at købe et juletræ til de to børn Finn (Beton) og Grethe. Poul og Far blev hurtigt enige om, at det ikke kunne betale sig, de fleste juletræshandlere var lukket.

204

Juletræet, der stod på ”Søsporten,” var pyntet med lys, engle mv. og skulle ikke bruges mere. De to blev hurtigt enige om, det var meget lettere at tage det med hjem. Som sagt så gjort. Poul fik anbragt træet i bilen og kom hjem med et pyntet juletræ.

Poul, Kurt og Far De tre købte sammen Junge, 6mR båd i 1950. De to legekammerater havde stor glæde af båden og klarede sig godt på kapsejladsbanerne. Far ved roret, Kurt og Poul som det overordnede mandskab. Jeg kan ikke huske, om ordet Sailing Master var opfundet, men det var de i ordets rette betydning. Kurt Støving havde sin start i ASK juniorafdeling og senere som mandskab på den 6mR båden Dana. Kurt var sagsingeniør og solgte brandmateriale, det vil sige hovedproduktet var brandbiler. Desværre blev Kurt syg med tuberkulose og måtte opgive sejlsporten. De tre solgte båden efter de havde slagtet kølen. Se side 130.

”Slagte” kølen Korea krigen var brudt ud. Manglen på metaller var derfor stor og på en båd som Junge var der vel omkring 1,5 tons bly i kølen. I dag kan jeg ikke huske prisen på bly i den periode. En kendsgerning var det at, solgte man kølen særskilt som bly til en kg. pris og monterede en jernkøl i stedet, fik man solgt båden til det dobbelte af, hvad man ellers kunne få.

205

Børge Lassen ”Skide være med Lassen” en dejlig og særpræget ungkarl. Børge Lassen var en god legekammerat til Far og Poul. Han sejlede med som fast mand på W båden Ann. Lassen havde ikke forstand på at sejle, men han var en ordensmand, hvad de to ejere ikke var. Hvis nogen havde været ombord, og tingene ikke var på den plads, hvor Lassen havde bestemt de skulle være, ja, så vankede der verbale bemærkninger. Min mor Dana og Tonny kunne ikke rigtig goutere bemærkningerne fra Børge Lassen. Det var jo ”deres mænds båd!” Udtrykket, ”SKIDE VÆRE MED LASSEN” var deres reaktion, når han skældte ud på Far og Poul, hvis de forskellige ting ikke var lagt på plads, hvad sjældent skete. Lassen hjalp Far på Søsporten med at føre regnskabet. Han på dette tidspunkt ansat. på Chokoladefabrikken Elvirasminde. Senere var Børge leder af ekspeditionen hos Royal System, hvor han udførte et perfekt job. Betalingen, i hvert fald en del af den, for arbejdet på Søsporten var Grønne Tuborg. Jeg har aldrig før eller siden set andre nyde en kælderkold Tuborg så intenst som Børge Lassen.

206

BILLEDE 146

Børge Lassen.

207

Kaj og Erik Andersen, Svend Andersen De første kontakter med de to brødre eller egentlig de tre brødre begyndte så småt i Horsens i 1940erne. Den yngste Svend gik under navnet Svend Spejder. De to større brødre gik under navnene Malke Kaj og Erik. Navnet skyldes, at de i 1945-46 havde grundlagt malkemaskinfirmaet Octav med adresse i Rosengade i Århus. Forholdet mellem Far og de to udviklede sig til virkelige venskaber. Erik kom til Århus i slutningen af 1940erne, med sin første sejlbåd en 45 m2 Platgatter, med navnet Ping I. De to brødre var dygtige forretningsfolk. Erik var administratoren, medens Kaj var sælgeren. Den tredje bror Svend blev i Horsens og førte dygtigt familiens isenkræmmerforretning videre.

BILLEDE 147

Erik og Kaj sammen med Poul og Far på vej til Kiel i 1952 i Erik Andersens båd Ping l.

208

Claus Fup I forbindelse med arrangementet at leje præstens båd fra Tunø i 1942, fik jeg sammen med min Far lejlighed til at besøge øen igen. Vi ankom i maj måned. Desværre kan jeg ikke huske den tredje person der var med til at sejle båden til Århus. Båden var en stor grim kutter med omkring 40 m2 sejlføring. Motor var der ikke installeret, men havde der været, måtte vi i hvert fald på grund af krigen ikke bruge den. Private personer havde ikke tilladelse til at købe brændstof, og forbudt var det også at starte motorerne i de få lystbåde, der havde en sådan installeret. Sejlturen fra Tunø til Århus Lystbådehavn tog 10 timer. Det var en god ide, at båden skulle afleveres i Århus efter lejemålets udløb samme år om efteråret. Båden var dårligt sejlende. Trods alt, havde familien et par gode ture med præstens båd fra Tunø, som den blev kaldt i daglig tale. Se specielt side 64 Min far elskede at drille mig, og fortælle ”røver” historier! Jeg var på dette tidspunkt medlem af Søspejdertroppen ”Kaperen”, (Søulveunge). På et af de ugentlige møder fortalte jeg ivrigt, at i, den kommende weekend var planen, at vi skulle sejle til Ebeltoft, og der besøge en Is-creme-fabrik, hvor alle de kendte molboer var ansat; Jesper Plydshat, Rasmus med Næsen, Claus Fup mv. og alle, der gæstede fabrikken, fik lov at spise alle de is, man ønskede! Til næste spejdermøde blev jeg spurgt om, hvordan turen til Ebeltoft var gået? Jeg måtte desværre meddele, vi ikke kom af sted på grund af modvind. Med præstens båd ville det have taget 12 timer at krydse til Ebeltoft. Den historie affødte, at jeg fik at øgenavnet Claus Fup, opkaldt efter en af de berømte molbofigurer. Der er stadig enkelte på lystbådehavnen, der kun kender mig under navnet Claus Fup. I mange år var jeg meget ked af den betegnelse. I dag synes jeg, det er dejligt at møde mennesker, der kalder mig Claus ved navn.

209

De ældre spejdere, der gav mig navnet, kom alle hos min Far, indtil han døde i 1970. Det var virkelige venskaber, der udviklede sig imellem dem. Senere, da aldersforskellen med årene føltes mindre imellem dem og mig, har jeg haft dejlige oplevelser med, Carl Krebs, Kjell Søderlund og mange flere i forbindelse med forskellige sejlsportsmæssige arrangementer. I ejendommen, hvor min Mor bor, træffer jeg ofte en søspejderkammerat fra denne tid. Bruno Christensen, som er flink og henter morgenbrød til min mor om søndagen.

210

Min Fars sygdom, Onkel Holgers begravelse, restaurant Søsporten! På tidspunktet omkrig Onkel Holgers død var Far indlagt på hospitalet med en leversydom, der havde forårsaget gulsot. Selv i denne situation beholdt han kampgejsten og humøret. Det var en hård omgang. Det tog 6-7 måneder før, Far var på mærkerne igen. Far var sengeliggende, da Holger døde, men han insisterede at rejse sig fra sygesengen og tage til København for at bære Holgers Urne til graven. Den sidste ære ville han vise sin storebror, der havde betydet meget for ham. Det var et kedeligt budskab med Onkel Holger død, men samme dag i juni måned var også en god dag. Jeg var i København for at søge job som repræsentant hos Colgate-Palmolive. Jeg kan huske dagen som både en trist dag og en glædelig dag. Jeg fik jobbet og den 1. juli 1956 begyndte jeg på jobbet med bopæl på et par værelser på Rønnevej i domkirkebyen Viborg. I slutningen af oktober blev jeg ringet op af Far, der fortalte, at han var blevet tilbudt forpagtningen af Restaurant Søsporten. Noget overrasket blev jeg, da far spurgte mig til råds om den evt. disposition. Efter vi havde talt sammen, blev vi enige om, at vi skulle mødes lørdag i Århus, hvor flere detaljer skulle diskuteres. Det viste sig, at han i løbet af nogen tid ville omdanne Malernes Udstilling til et aktieselskab med Frede som forretningsfører og mig som medlem af bestyrelsen. Det stod nu klart for mig, han ville trække sig fra kunsthandelen som hovedbeskæftigelse. Samtidigt var jeg kommet i forretningsverdenen, og han mente derfor, at jeg kunne bidrage til hans tiltænkte konstruktion.

211

Vagn Knudsen og Selmer Jensen Vagn og Selmer var to af byens kendte entreprenører og murermestre; personer, som Far satte stor pris på. Når man på dette tidspunkt 1940-50 sagde Vagn Knudsen, sagde man også Selmer Jensen. De to kammerater havde været i murerlære på samme tid, og som sejlere begyndte de i Århus Sejlklub som juniorer og mandskab på 6m R båden Dana, 6D35. De dannede makkerpar om forskellige sejlbåde sammen med deres koner, der begge bar navnet Karen. For ikke at forveksle dem, gik de under navnene, ”Karen/Vagn og Karen Selmer.” Den sidste båd i fælleseje var Accept, som de anskaffede i 1965. Vagn overtog den i 1971 og beholdt den til sin død i 1990. Fra 1959 til begyndelsen af 1960, havde de ikke noget bådfællesskab, Selmer Jensen havde købt en spidsgatter Berg 26 m2. Min far og jeg, som tidligere nævnt, havde en Utzon 26 m2 spidsgatter. Mange ”drabelige” kapsejladser sejlede vi imod hinanden. Vagn Knudsen sejlede med os som mandskab.

BILLEDE 148

Børge Selmer med mandskab på 24 timers sejlads. Jeg og Ejvind Brandstrup.

212

BILLEDE 149

Vagn Knudsen Femern Heiligenhafen 1980-90erne. Fast m책l i p책sken.

213

BILLEDE 150

Otto og Vagn i deres rette element. S책 gik turen hjemad, godt med forsyninger i lasten.

214

215

BILLEDE 151

24 timers plaketter jeg har arvet fra BĂ¸rge Selmer.

216

Arne Rasmussen!/Lagkage Morderen Lagkage Arne, var en rigtig ungkarl, der var omkring 50 år i 1956. Arne arbejdede på det lokale skibsværft som svejser. Arne kom hver søndag på restauranten og bestilte kaffe og lagkage, som han med megen stor nydelse nød. Ofte forsvandt der flere stykker lagkage ved kaffebesøgene på Søsporten. Far fik den ide at byde Arne på en hel lagkage efter en bemærkning fra Arne om, at han med lethed kunne spise en hel lagkage med flødeskum. Arne modtog lagkagen med tak. Til stor overraskelse for alle spiste han den. Arne fik meget hurtigt af vennerne ændret sit øgenavn fra lagkage Arne til ”Lagkage-Morderen”.

Snøfte, Maskinmesteren Henry Nielsen De to ovennævnte er det man i dag ville kalde originaler, men på en meget positiv måde. Snøfte var en lille mand der altid snøftede, derfra navnet, og talte meget utydeligt. Maskinmesteren var en ungkarl med mange særheder, men et par ærlige mennesker, som hver på deres måde har været udsat for drillerier for deres udseende og ungkarlemanerer. Med Henry Nielsen og Maskinmesteren havde far et godt kammeratskab. De elskede at være sammen med Far og hjalp ham motormæssigt med motorbåden Zyra. Maskinmesteren var ofte med Far på Tunø, hvor han hjalp ham meget med forskellige tekniske ting. Det var begge typer, Far stolede på og havde stor tillid til. Som Far sagde til mig mange gange! Dem, du føler, at du kan overlade at passe på din tegnebog, dem kan du som regel stole på. De var begge ærligheden og redeligheden selv.

217

BILLEDE 152

Klar til sin første sommersæson på restaurant Søsporten i 1957.

BILLEDE 153

Far fotograferet af Århus Stiftstidende på sin 50 års dag, den 4. Sept. 1957. Far var specielt meget glad for Ann, den ældste datter af min søster. Tv. Ann.

218

BILLEDE 154

Arne Jacobsen. (Havnefoged)

219

BILLEDE 155

Viser et udsnit af en bog Arne har skrevet.

220

Snøblerne. Havne Arne Arne var som Picolo fra Seest Konditori til Malernes Udstilling på Bruunsbro ofte kommet med kaffe. Venskabet med Arne begyndte i 1940 i hans piccolo periode senere i snøbel og havnemester perioden.

BILLEDE 156

Havne Arne - Picolo fra Seest Konditori.

221

Arne skrev på et tidspunkt efter sin pensionering i 1990 en beretning på 50 sider om ”Snøblerne” en flok unge mennesker på lystbådehavnen. ”Uden Dig og Din Mand, Hvad skulle vi Snøbler have gjort?” En afskrift af en af siderne i Arnes beretning vedr. Søsporten vil jeg i det følgende gengive med Samme teksttype og grammatiske udførelse.

Søsporten ”Det var et sted vi snøbler kom meget var vejret ikke til sejlads, eller andre ting, ja så mødtes vi på Søsporten, i hverdagen holdt vi til i slyngelstuen, hvor fiskerne også kom, der fik vi nogle øller og vand efter behag, vi satte tit bordene sammen. En dag vi havde gjort det, var der en der skulle ud og tisse, men han tissede i ølkruset, senere da han gik efter et eller andet, var der en nasser karl fra et andet bord der satte sig over og drak øllet, så lød der pludselig puha det smager af pes, Mikkelsen havde stået i døren og se det hele, han grinede så sagde han det er sku pes, den fyr kom aldrig igen var der nogen der havde fødselsdag eller andet der skulle fejres, bestilte vi bord, mødte op i pænt tøj, pigerne i kjoler, så der var stil over os. Der var to flotte serveringsdamer, Thuesen+Madsen, flinke men ben i næsen, det skete nogle mænd prøvede at klappe dem bag i, så fik de en på hovedet. Pengenød det skete da, så lånte vi af Mikkelsen til næste lønningsdag, dem han ikke helt stolede på, tof han deres ur eller andet 222

i pant. Det skete some tider at vi var kommet godt i gang oppe i den store sal, så var vi jo lidt væk fra de normale gæster, så de kunne spise i fred. Så spillede vi vor ved modige sange, og dansede med pigerne til den lyse morgen. Så kom Mikkelsen med nøglen, tog Anna og Ketty med ud køkkenet, viste dem smørebrøds sedlen, stillede nogle kasser øl frem, så havde de ansvaret, der blev gjort op til næste dag når vi fik øjne, det kan man kalde TILLID. Tak for det Mikkelsen, der for blev du også æresmedlem i vores klub. Engang sad vi henne på Skipper huset fire mand, vi havde købt flere øl en vi havde penge til. Vi ringer til Mikkelsen, han kommer straks og betaler regningen, men samtidig havde han ringet til vores koner, tag en Taxa til søsporten, jeg betaler kan i sige hvis i heller ikke har nogen pengeEngang holdt vi svendegilde i slyngelstuen, dansede de på bordene, gyngede i lysekronen? Et stort Skibsrat. Gulvet sejlede i øl, de legede klippes eller barberes, nogle faldt i søvn, de blev båret ned i Mikkelsen bil, så kørte han dem hjemstillede dem op af døren, ringede på og gik. Vores børns konfirmationer blev holdt på søsporten. Ivy og Kurts bryllup blev også fejret der, den 25-9-71. Jens og Allich bryllup, der søn Gert konfirmation. Min fars begravelse. For at gøre det kort så alle vi snøbler og deres familier, skulle fejre et eller andet, så var det på søsporten.” 223

Mindeord: I anledning af Arne Jakobsens død, den 16. marts 2006 Trykt i bladet ”Skumsprøjt”:

Wie geht’s mit Der HAFENMEISTER mit den roten Hosenträgern? Hvordan går det med Havne Arne ham med kasketten og fløjten? Det var nogle af de spørgsmål, der kom fra sejlere, når man fortalte, man havde sin gang på Århus Lystbådehavn. Der var sejlere fra alle egne af Danmark. Specielt sejlere fra Tyskland, som i årene 1980-og 1990 besøgte Lystbådehavnen, oplevede at få en modtagelse og service, der hverken før eller siden er set i Århus Lystbådehavn. Der Deutshe Seglerverband havde i året 1989 udpeget Arne Jacobsen og hans kone Anna til årets havnefoged (par) i Danmark. I den anledning blev de inviteret som Det tyske Sejlerforbunds gæster i tre dage i forbindelse med den årlige bådudstilling i Hamborg. Det var med en vis stolthed i stemmen, når Arne refererede fra turen. Rejsen foregik med tog til Hamborg, hvor de blev modtaget med et rigtigt tysk spillende hornorkester på banegården. De blev fejret med middage og taler, et ophold de aldrig glemte. Arne føjede altid til, ” Det var i blåt tøj”. For nylig læste jeg i avisen, at Turistforeningen nu ville have Århus på verdenskortet. Ja, så gik mine tanker til nu afdøde Havne Arne, der fik Århus Lystbådehavn på søkortet med en overordentligt stor helhjertet, indsats som havnefoged i en periode på mere end 10 år. Jobbet blev først godkendt efter et års tid af daværende SSKA bestyrelse, efter at Arne havde optrådt i en længere periode som selvbestaltet havnefoged.

224

Arne blev medlem af Sejlklubben Bugten i 1949. Først efter tre bestyrelsesmøder blev han optaget! Sejlbåden ”Skum,” som Arne bragte til klubben, mente bestyrelsen ikke var i Yachtmæssig stand. Derefter gik det stærkt: Snøbel klubben var Arnes initiativ, det var en klub i klubben med mange unge mennesker, der sejlede sammen så snart, der var lejlighed til det. Forbindelsen blev holdt ved lige uden for sæsonen med mange gode og støjende sammenkomster. Restaurant Søsporten (Århus Roklub) var dengang stedet, hvor Arne og hans venner ”Snøblerne” holdt til. Hvor Snøbel navnet stammende fra ved jeg ikke, men som Arne sagde, slå ikke Snøbel navnet op i et leksikon, der er nævnt en kvart spalte med skældsord. Ord som f.eks. slubbert-stymper-tølperusling. Trods alle disse fine titler, pointerede Arne, opførte vi os pænt. Desværre måtte jeg konstatere ved et besøg på Havnen i april, at flagene var hejst på halv på et par af sejlklubbernes flagmaster. Desværre, Arne Jakobsen var død.

ARNE: TAK FOR DEN INDSATS, DU YDEDE PÅ HAVNEN. Æret være Dit minde. Børge Mikkelsen

225

Otto Gabel Ottos øgenavn blandt vennerne på lystbådehavnen var i mange år ”Klap Gabel” Det opstod efter et party på et engelsk krigsskib kort efter krigen i 1945. På vej hjem gik Otto i lystig stemning direkte ind i Århus Domkirke og fik et blåt øje. Som Otto sagde: Der gik en klap ned! Det affødte straks det nye navn: KLAP GABEL Han mente selv, der var en vis lighed med den kendte skuespiller Clark Gable og ham selv.

BILLEDE 157

Invitation til reception på et Engelsk Krigsskib.

226

BILLEDE 158

Vagn og Gabel, fra en af de mange ture med Accept. Jeg er en flot fyr! synes Otto at sige, hvor han samtidig trĂŚkker maven ind.

227

Spritkørsel/Fars oplevelser i Vester Alle arrest En søndag morgen stod Else og jeg klar til at køre til Grenå sammen med Vagn Knudsen og Karen Vagn. Jeg var ansat som sælger hos Royal System. Poul Cadovius havde på det tidspunkt fået et tilbud om at gå sammen med en byggematador i Grenå og opføre nogle type huse. Else og jeg havde planer om køb af hus (1960), og det var lige meget hvor vi boede i Jylland, med det job jeg på dette tidspunkt havde hos Royal System som sælger med distrikt i Jylland. Vagn var med som rådgiver. På turen oplevede vi Vagns diplomatiske måde at fortælle mig, at Far havde sovet i arresten om natten. Den store, meget dominerende varevogn havde han parkeret uden for restaurant Maritza i Frederiksgade. Far påstod over for politiet, at han ikke havde kørt, men under alle omstændigheder var overnatningen foregået på politistationen. Efter turen til Grenaa, ilede vi til Bispetorvet, hvor far sad i sengen. Efter han havde fortalt sin historie om nattens oplevelse, gjorde jeg ham opmærksom på, at loven skal overholdes, også for ham! Det skulle jeg aldrig have sagt, jeg bakkede ud af soveværelset. Efter afsoningen af 14 dages hæfte blev der ikke talt mere om denne sag. For det første tog det meget hårdt på ham at sidde indespærret, for det andet sad han sammen med to unge tyveknægte, der ikke var rigtigt glade for at gøre morgentoilette. Så vidt jeg kunne forstå, var hans boksekunnen en fordel for ham. De to fyre begyndte efter en bokselektion at vaske sig!

228

Pastor Berggren Et par dage efter min fars død den 29. marts 1970 fik jeg en opringning fra pastor Berggren, der tidligere havde været præst på Tunø, men nu boede på Samsø. Pastor Berggren havde i Århus Stiftstidende desværre læst om fars død. Jeg forstod på Berggren, at de havde haft hinandens fortrolighed. Min telefonsamtale med Pastor Berggren varede en times tid. De havde haft mange indholdsrige samtaler, der blandt andet foregik i Berggrens gamle lægebåd, som han holdt meget af at opholde sig i. Berggren og far traf hinanden første gang ved en af Fars ankomster til Tunø havn, hvor Pastor Berggren præsenterede sig som ”Præsten på Tunø”. Svaret fra Far var omgående: ”Jeg er kunsthandler af Guds Nåde, jeg ejer huset på Hovedgaden, og ifølge statistikken har jeg 10 gode år at leve i, og det meste af året vil jeg i det hus bo sammen med min kone.” Berggren kunne også fortælle mig, at min Fars død skete nøjagtig 10 år efter deres første møde på havnen!

229

Ti gode år på Tunø

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9.

Køb af huset på Tunø, Salg af Søsporten, Bygning af Folkebåden, Køb og Salg af motorbåden Zyra. Ture til Tunø med mine kolleger fra Royal. Mande-Turene i Zyra, Elses og min sommertur sammen med far og mor. Køb/Salg af ”Abino”Sagitta 26. Lidt om nogle af de venner far fik på Tunø: Specielt Martin Turbo, Michael Tunbo

Huset på Tunø?

Hvordan Far kom i forbindelse med datteren af den afdøde dame, der havde boet i huset i mange år, kan jeg i dag ikke erindre. I 1958 kom Far i forbindelse med hende, og det kom til realitetsforhandlinger og handelen blev en kendsgerning. Prisen var dengang 15t. kr. med indbo. Pengene var dengang mere værd, men der er ikke tvivl om, at det var en god handel. Jeg tror Far i det hus fandt det miljø, han stammede fra. Jeg tænker på hans barndomshjem Fredensbo i Randers. ”Maler Andersen,” en af den faste stab af kortspillere, der holdt til på første sal på Bruunsbro, tog derover i sommeren 1960 og malede huset udvendigt og indvendigt.

230

BILLEDE 159

Skiltet ”Sct. Clemens Torv”, stammer fra nedrivningen af Hotel Skandinavien i Århus.

BILLEDE 160

Huset på Tunø.

231

26 m2 Utzon Spidsgatter ”GÆA” ”GAJEN” en navnkundig sejler i Sejlklubben Bugten ejede ovennævnte båd da han døde i 1959. Jeg havde skiftet job fra Colgate tandpasta til Royal System møbler, hvor jeg fik en bil stillet til rådighed i modsætning til Colgate hvor jeg selv skulle investere i en bil. Herved blev jeg mere likvid og kunne derfor sammen med Far købe Spidsgatteren. Vi havde stor glæde af den. En af vore første ture var til Tunø for at besøge ”Maler Andersen,” der var godt i gang med en mindre renovering af huset. Prisen på Gæa lå helt fast. Jeg husker, det var umuligt at ”prutte” med Gajens søn om prisen. Vi betalte den for mig høje pris af kr.8t. Efter et par år solgte vi båden til Tyskland for 12t. kr.. Det var en dejlig opsparing. Else og jeg havde brug for kontanter til vort første huskøb i 1961/62. Inden børnebørnene begyndte at holde ferier på Tunø, som Far og Mor var glade for, opnåede de et par gode sejlture med Gæa Samsø rundt. Jeg tror, det var sidste gang, de to prøvede at være alene af sted i en sejlbåd på ferietur.

BILLEDE 161

Store forhold! Seagull motor i 1959.

232

Folkebåden ”Anntony.” I efteråret 1960 og vinteren 1961 gik far i gang med at bygge en Folkebåd sammen med den lokale møller på Tunø, Martin Thunbo. Reglerne for at bygge en Nordisk Folkebåd, var blandt andet, at under byggeriet skulle båden kontrolmåles. Målerens bopæl var i København. Honoraret var et fast beløb, der dengang ikke kunne dække rejsen og ophold på Tunø. På grund af vintervejr og dårlige forbindelser, kunne kontrolbesøget let strække sig over 3-4 dage. Selve kontrolmålingen tog 4 timer. Det var ikke populært, set fra målerens synspunkt, at bygge en båd af denne type på Tunø. Far nød at bygge båden sammen med Martin Tunbo. Jeg er sikker på, at far i tankerne ubevidst var tilbage på værkstedet hos sin far i Randers. Jeg tilbragte nogle weekender derovre og hjalp Far med at nitte. Det var mange nitter, der skulle fæstnes i en Folkebåd af træ. Det var en pragtfuld tid, hvor vi havde mange ”gode” samtaler! Folkebåden blev med stort besvær søsat og fik ved den efterfølgende dåb navnet ”Anntony”, opkaldt efter hans, på det tidspunkt to børnebørn. Vi havde stor glæde af folkebåden. Vi nåede blandt andet at deltage i Kieler-Ugen 1962. Far og Svend Andersen fra Horsens” sejlede turen derned sammen. Sejladserne foregik på Kieler Fjord ved den lille by Laboe, hvor vi havde fået et ophold hos en privat familie, det man i dag, på nydansk, kalder Bed and Breakfast. Mor og jeg kørte derned i bil, jeg havde et par kunder, der skulle besøges i det nordtyske. Vi havde 8 begivenhedsrige dage. Det går fornøjeligt til når 120 folkebådssejlere, hovedsalige mænd, mødes! Folkebådsklubbens medbragte læges største problem var at reparere skader forårsaget af knuste ølglas. En spændende uge, hvor der deltog 40 folkebåde. Trods den amatørbyggede folkebåd blev vores placeringer i den første tredjedel. Børgesens Folkebåde var sagen dengang. Med al respekt for Fars arbejde så var forskellen der. Else driller mig ofte med denne tur! Som hun siger, det var dengang, du var på ferie med din Far og Mor! Det er rigtigt. På grund af økonomien blev Else på Miltonsvej, hvor vi havde bygget hus. Else gjorde stor gavn i haven.(Det var mandschauvinisten, der udtalte sig.)

233

BILLEDE 162

Kieler Ugen med Anntony i 1962 D356.

234

BILLEDE 163

Søsætnings øl. Til højre skimtes bageren fra ”Den blå Syren.” Populært kaldet Blåsyren!

235

BILLEDE 164

Far, BĂ¸rge, Svend Andersen og Mor.

236

BILLEDE 165

Søsætning af Folkebåden ”Anntony”.

237

BILLEDE 167

Farmor på 91 år, Else og jeg på vej til bryllupsfest i 1964 hos sin nevø Alfred Mougaards datter Ingerlise. Det var også året, hvor Farmor insisterede på at sejle med til Anholt (se side 247). Her ses vi på Miltonsvej hvor vi boede 1961-1968.

238

Motorbåden ”Zyra” Efter datidens forhold en stor motorbåd udstyret med 2 stk. Perkins dieselmotorer på hver 100 PS. Båden havde tilhørt en møbelfabrikant i Bergen i Norge. Igennem min daværende chef Christian Grande, der var salgsdirektør hos Royal System, var vi kommet i forbindelse med ejeren. Far så her muligheden for, at erhverve sig en stor båd, der kunne klare al slags vejr i vores hjemlige farvande. Den anden mulighed, han så, var at bruge båden som transportmiddel mellem Tunø og Århus, Far var ikke i tvivl om, at det ville skattevæsenet acceptere! Felix, en sejler der var dieselmekaniker fra Frichs togfabrik, samt lærlingen fra Otto Gabel autoværksted og Far tog til Bergen for at sejle båden hjem. Far hyrede en lods til den første del af sejladsen, som gik indenskærs fra Bergen. Efter der var gået en dag, spurgte Far forsigtig lodsen, hvad assistancen kostede. I dag kan jeg ikke huske beløbet, men det tog ikke mange sekunders overvejelse at sejle lodsen til nærmeste havn. Med tak for denne gang. Sejladsen fortsatte og i løbet af et døgn ankom de til Hals ved indsejlingen til Limfjorden, hvor jeg tog imod og sejlede med til Århus, hvor vi ankom ca. 10 timer efter. Undervejs fra Hals til Århus husker jeg at de andre sov i 8 timer. Turen over Skagerrak havde været meget hård. Båden var tung, desværre kan jeg i dag ikke huske bruttovægten, men jeg gætter på den vejede 1416 t. Båden havde en marchhastighed på 8-10 knob. Båden var bygget i Teaktræ og senere beklædt med glasfiber.

239

Sejltur med kolleger Jeg havde fået lov at låne motorbåden og huset på Tunø. Til turen havde meldt sig 8 kolleger fra min daværende arbejdsplads Royal System A/S. Far glædede sig over vi skulle af sted, men et par timer inden vi startede, kontaktede Far mig og spurgte: ”Hvad siger du til, at jeg sejler med?” Jeg blev meget glad. Som det kan ses på billederne, var det måske den største oplevelse, jeg har haft med min Far. På denne tur viste han sine evner til, at kunne være sammen med yngre generationer. Far nød at være sammen med os.

240

TunĂ¸ havn, august 1965. Fotograf Ejlif Svensson var med og forevigede turen med nogle dejlige billeder. BILLEDE 168

241

242

BILLEDE 169

TunĂ¸ havn, august 1965. Flere fotografier taget af Ejlif Svensson.

243

”Mande-Turene” Far og hans venner nød at tage af sted med Zyra på 3-4 dages ture til Kiel. I 1963-1965, hvor turene foregik, var det tilladt for lystfartøjer efter 3 døgns ophold i en tysk havn, at købe cigaretter, snaps mv. på udførsel. Priserne var f.eks.: en pakke Prince 2 kr. snaps 10 kr. Der var på det tidspunkt helt klare regler om, hvor meget man måtte indføre til Danmark, Men det var en sport for dem at bringe mere med hjem og i en mængde, der overskred, hvad der var tilladt at indføre. Efter en at mandeturene fik Else og jeg lov til at låne motorbåden i 14 dage på en sommerferietur. Der var utrolige mange gemmesteder i Zyra, hvor udførselsvarerne kunne skjules for tolderne. Vi begyndte de første dage, efter vi fik overdraget båden, med at gøre rent. Det var nødvendigt efter en sådan ”mandetur”. Efter en sådan oprydning fandt vi adskillige flasker snaps, whisky og cigaretter. Efterhånden var vi nået til Flensborg Fjord og vi måtte meddele Toldvæsenet, at vi indførte ovennævnte ting, vi havde fundet ved rengøringen fra Danmark til Tyskland. Det ville være en alvorlig sag, hvis vi var blevet taget af toldvæsenet med ting uden banderole. Vi ville ikke kunne dokumentere hvor varerne stammede fra. Ja, selv de store fendere, der normalt var fyldt med luft, oplevede vi kunne bruges til opbevaring af diverse våde varer.

244

BILLEDE 170

Fisketur TunĂ¸ Arbejdskolleger i Royal System Med ryggen til: Preben Jensen, Poul Thomsen, Bent Jensen, Tage Jensen, Tom Andre Jacobsen.

245

Sommerferietur 1964 Sommerferien 1964 nærmede sig. Motorbåden var efterhånden bragt i det man kalder Yachtmæssig stand. Motorerne havde fået et større gennemsyn. Det var en meget glad Far, der stod ved roret, da vi gled ud af Århus Havn med en langtur i sigte, Danmark rundt. Jeg har tidligere nævnt, at når min Far havde en mening. ja, det kunne være om hvad som helst, så kunne vi være sikre på, at min Mor havde den modsatte mening, Else og Jeg blev hurtigt enige om, at vi ville have en god sommertur. Det fortjente Far, så derfor besluttede vi at tackle tingene og lægge en strategi. Kom der en diskussion mellem Far og Mor, hvor de var uenige, skulle Else og jeg tage parti, jeg for Mors, Else for Fars synspunkter. Turen gik Fyn rundt videre syd om Sjælland igennem Bøgestrømmen, videre nordpå igennem Øresund til Skovshoved Havn. Herfra ringede Far til sin Mor, som på dette tidspunkt var 91 år. Der er ingen tvivl om at Far glædede sig til at vise båden for sin mor og storesøster Elise, der begge boede i København. Det var ikke efter min Mors ønske, at Farmor og Elise skulle komme. Mor gjorde det meget klart for os alle, at hun ville tage toget tilbage til Århus. Stemningen var meget dårlig. Far og jeg talte sammen om, hvad vi nu gjorde? For at få den gode stemning tilbage hyrede Far en kapervogn. Vi kørte ad Strandvejen til Dyrehavsbakken og tilbragte nogle hyggelige timer hos forskellige teltholdere!

246

Turen på Øresund med Farmor Efter den dejlige aften på Bakken gik mor med til, at tante Elise og Farmor næste dag skulle komme ombord i Skovshoved og sejle med til Helsingør. Elise og Farmor (Bedste) kom ombord. Far var meget glad og måske en smule stolt over at kunne give sin mor og søster sejlturen til Helsingør i et pragtfuldt dansk sommervejr. Mor opholdt sig det meste af tiden i kahytten under sejladsen. Else lavede frokost, nogle dejlige håndmadder. Mor må have hørt, alle var tilfredse med traktementet, for der gik ikke lang tid, før hun steg op fra kahytten og signalerede sin utilfredshed med arrangementet. Far hviskede til mig: ”Bare jeg dog ikke havde rost maden.” Den næste konflikt, der opstod, efter vi var ankommet til Helsingør. Undervejs havde Far og jeg navigeret og beregnet afstanden fra Helsingør til Anholt. Fra Helsingør ville vi fortsætte videre til Anholt. Det havde ”Bedste” hørt. Det var noget af en kamp for min Far at overbevise sin mor (91 år), om at det ikke var så godt at hun kom med. Når jeg i dag tænker tilbage på ”Bedste,” der altid tog imod os med åbne arme og varme, ja, så kan jeg godt forstå, at det var en umulig opgave at forklare ”Bedste,” hvorfor hun ikke kunne komme med. Far havde en kusine på Anholt, som Bedste insisterede på at besøge. Det er første og eneste gang, jeg i mit liv ikke hørte venlige ord mellem Far og hans Mor. Den gode tone blev genoprettet. Far bestilte og betalte en Taxa til Farmor og Elise, hvorefter de returnerede til København.

247

Anholt Vi besøgte familien på Anholt Far og kusinen Ellen havde ikke set hinanden i mange år, så en stor gensynsglæde var der imellem dem. På grund af megen blæst kunne vi ikke komme fra øen. En hård vestlig kuling er ikke den bedste vindretning tilbage til Århus. Efter et par dage flovede vinden til en 5-6 sek. Meter, stadigvæk megen vind i dette farvand. Vi stak af sted en tidlig morgen og var i Århus 10 timer senere. Efter denne tur kan jeg ikke mindes, at min Mor var ombord i Zyra mere. Måske et par ture hjem fra Tunø, når min søsters børn skulle tilbage og begynde skolen efter at have tilbragt sommeren derovre.

Skattemæssige problemer vedr. Zyra Med Skattevæsenet fik far en del problemer. Båden var købt af forretningen, Far påstod over for skattevæsenet, at det var hans eneste transportmulighed mellem forretningen og hans sommerbolig på Tunø! Far indkaldte et par gange til ekstraordinær generalforsamling ombord på Zyra med advokaten Carl Sørensen, revisoren Eskerod, samt Frede Kjeldsen og mig. Naturligvis var damerne med, og middagen efter generalforsamlingen foregik på restaurant Søsporten. Problemerne med ”Væsenet” dukkede op igen og igen. På en af generalforsamlingerne besluttede man, at Frede Kjeldsen skulle indrykke en salgsannonce, så skattevæsenet kunne se et bevis for, at der blev gjort et stykke arbejde for at få solgt båden. Zyra blev solgt i 1965 til Europaparlamentsmedlem A. Nyborg der boede i Nykøbing Falster. En epoke var forbi, men som Frede og jeg er enige om, det var det bedste stykke legetøj, min Far nogensinde havde haft.

248

BILLEDE 171

Zyra var tidligere hjemmehørende i Bergen. Hvor Far købte båden af møbelfabrikant Barhuus.

249

Kortklubbens årlige udflugt til Hamburg I 1950erne blev Vagn Knudsen, Kaj Andersen, Erik Andersen og Far enige om, at de i den mørke tid oktober-marts ville mødes i de respektive hjem for at spille kort. Til disse sammenkomster ændrede de tøjstil, som en kamæleon ændrer farver. Påklædningen var i kjole og hvidt, dog kunne smoking accepteres. Foruden at spille kort blev der serveret en tre retters middag. Jeg har oplevet min mor bruge dage på at forberede middagen til de herrer kortspillere. På et tidspunkt flyttede Kaj permanent til Hamborg, hvorefter kredsen af kortspillere blev udvidet med blandt andet ”Ritmesteren” Skovby, Poul Jungersen også kaldet ”Kammerjunkeren.” og Poul Jensen, også kaldet ”Poul Klat”. Det var en stor forandring fra deres normale værtshusliv til de fine middage og fester, der fulgte i kølvandet af kortaftenerne. Festerne var en tak til kortspillernes bedre halvdel, der var inviteret med for husly på kortaftenerne og den gode servering, de ydede. Efter en vintersæson var der penge i ”Kortkassen”. Kortklubben begyndte igen op til en ny sæson på datoen, hvor den store bådudstilling i Hamburg åbnede. Med Kortklubbens pengebeholdning blev der arrangeret en togtur til bådudstillingen med et ophold på Hotel Europäischer Hof, der ligger ved Hovedbanegården. Foruden kassebeholdningen fra vinterens kortspil supplerede Vagn Knudsen beholdningen med nogle tusinde kroner.

250

En ”Taber” måtte findes! Under togturen til Hamburg blev der spillet kort, nu gjaldt det ikke om at vinde penge. Det drejede sig først og fremmest om at finde en ”Taber”. Taberens opgave var at besøge bådmessen og samle brochurer til alle deltagerne. Det var ikke alle deltagerne, der nåede ud til bådudstillingen, men der skulle være et alibi til hjemmefronten.. Jeg arbejdede i Hamburg hos Octav Malkemaskine i 1953 og senere i 1956. Mine oplevelser med de herrer kortspillere var for en ung mand meget spændende. De tre dage, opholdet varede i Hamborg, oplevede de byens mange forskellige sider. Det har afstedkommet mange historier, som stadig fortælles i sejlsportskredse.

Sympati! Uden at nævne navne fik èn af deltagerne en særdeles luksuriøs behandling af de noget kostbare/dyre piger. Den unavngivne var ikke klar over, at Vagn Knudsen havde finansieret pigerne og aftalt, at pigerne skulle sørge for, ved indtagelse af kortklubbens morgenmad den følgende morgen, skulle vedkommende unavngivne ankomme til hotellet! I flere år fortalte han vidt og bredt om dengang osv. Han mente, at pigernes ønske om, at han absolut skulle blive hos dem hele natten, var på grund af deres sympati og hans ”evner” som en ”virkelig mand”.

251

Sagitta 26 Efter salget af Zyra i 1965, begyndte Poul Cadovius, hos hvem jeg var ansat som salgschef i møbelsektoren, at udvikle et samarbejde med Sparkmann og Stephen, med sejlbåde på 20, 26 og 35 fod. På dette tidspunkt havde Poul i et par år arbejdet sammen med Utzon og startet en produktion af Sagitta 30, en 45 m2 spidsgatter. Den sidste af de nævnte både blev jeg meget begejstret for, og på grund af min ansættelse hos Royal System A/S kunne jeg købe Sagitta 26, for 48t.kr. ekskl. udstyr. Jeg fortalte Far om den pris, jeg kunne købe båden til. Far indvilligede i at være partshaver med os (Else og mig). Vi tog begge et lån i banken på 24t. kr. Driften af båden og investeringer i sejl, motor o.s.v. skulle Else og jeg finansiere. Når vi havde brugt de antal kroner til sejl, motor, havnepenge, havnepenge i lystbådehavnen, forsikringer mv., som far havde investeret, nemlig 24t. Kr., var aftalen, at båden var vores ejendom, mod at han naturligvis havde fuld brugsret over båden. En typisk model, som Far brugte for at hjælpe os økonomisk. Normalt var far imod at købe med lånte penge, men her kunne han se det fornuftige i dispositionen, da bådens salgspris var over 65t kr. I løbet af tre år var vi begge gældfri.

252

BILLEDE 172

Sagitta 26, ”Albino” 1969 med far ved roret. Sokke Mads fra Horsens foran Far. I stævnen Carl Otto Grande og jeg selv stående agter.

253

BILLEDE 173

Mandskabet ”Bøffer” Sagitta stævne i Ebeltoft 1969.

254

BILLEDE 174

Sejrsparade! Sagitta 26, Fra venstre Svend (Sokke) Madsen, Carl Otto Grande, Far og jeg. Th. de tre fra Sagitta 20. Knud Nicolajsen, Niels Christoffersen og Stage.

255

En god tid sammen med Far (Fantastiske oplevelser havde vi sammen)

Mange, mange gode timer har jeg haft med min Far. Titlen til dette afsnit er forkert, jeg vil hellere kalde det ” Fantastiske oplevelser sammen” i perioden 1966-1970, hvor han desværre døde. Selv om han døde ung, føler jeg, at min Far oplevede meget. Det han oplevede på 62 år, skulle de fleste bruge 100 år om. Årene 1966-1970 var naturligvis præget af sejlsport og specielt kapsejladser med Sagittaen, som vi døbte ”Albino.” Den var hvid på dækket og fribord og i bunden, med en enkelt rød vandlinje. Et utroligt godt kammeratskab var der imellem os i de år. Sejlsporten udjævnede aldersforskellen. Den oplevelse, der står mig meget klart, var i 1968, hvor vi deltog i kapsejladsen Samsø rundt. Der var start fra Århus kl.16 lørdag. Banen var ned imellem Samsø og Tunø, syd om Vestborg Fyr og videre med kurs til Kattegat Sydvest Fyrskib, der dengang lå ved Sjællands Odde for endelig at afslutte med kurs til Århus. En ganske lang sejlads. Igen en af mange oplevelser med Far. Pludseligt mærkede jeg Fars arm om min skulder, og han sagde til mig ”Har vi det ikke godt?” Jeg kan den dag i dag mærke hans ånde og kropsvarme. Jeg vil altid huske de ord, der den nat kom fra ham og samtidig den bedste omfavnelse, jeg nogensinde har fået. Efter fars død fortsatte Else og jeg med at sejle videre i Albino et par sæsoner mere.

256

BILLEDE 175

Certifikat på en 1. præmie med Albino.

257

Umuligt at forklare min Mor! ”Aftalen med Far.” Til trods for, at alle aftaler var på plads med min Far vedr. økonomien og ejerskabet af båden inden min Far døde, fattede min Mor ikke et pluk af, at vi havde betalt alt, og båden tilhørte Else og mig. For at få stoppet diskussionen betalte jeg min mor 5t. Kroner. I dag kan jeg se, at selv om jeg havde forklaret det 100 gange til hende, ville hun aldrig kunne forstå aftalen mellem Far og mig. På dette tidspunkt begyndte jeg egentlig at fatte, hvor vanskeligt min Far har haft det med Mor vedr. økonomi og forretning i det hele taget.

Brombærplukning Øen Tunø er berømt for sine mange brombærbuske. Det er en tradition hos mange sejlere at tage derover sidst på sæsonen for at plukke brombær til syltning. Far ringede engang i november og bad os komme til øen. Han var så stolt over de mange brombær, han havde plukket og syltet. Efter endnu en god weekend med Far fik vi ved afskeden en del glas med hans syltede brombær. På vej til færgen søndag aften var vi udstyret med en lille trækvogn, hvorpå de syltede bær stod. I dag kan jeg ikke huske, hvad der skete, men vognen væltede og brombærrene flød ud på vejen. Aldrig før eller siden har jeg set min Far så ked af det! Her midt på Tunø på grusvejen til havnen lå hans mange timers arbejde spildt. Jeg troede, det var brombærrene, han var ked af at miste. Nej, det var hans skuffelse over ikke at kunne glæde Else med bærrene.

258

Vennerne på Tunø -Samværet med Far Far fandt hurtigt venner efter sin ankomst til øen, efter at han var blevet mere fastboende. Som sejler er man accepteret, men som fastboende bliver man måske en af deres. Jeg deler dem op i to hovedgrupper: Den ene gruppe var dem, som han ”dyrkede” i drivhuset med en håndbajer: Det var skolelæreren, som jeg desværre ikke husker navnet på mere, samt hans meget nære fortrolige Hjalmar Tunboe og øjenlæge Poulsen fra Haderslev. Den anden hovedgruppe var pastor Berggren, købmanden Michael Thunbo og ikke mindst hans bror mølleren Martin Thunboe, (men uden håndbajer), som havde hans fortrolighed, og personer, jeg ved Far, respekterede meget. De tomater, Far avlede i drivhuset, var eventyrligt gode. Han påstod, det var, fordi han brugte hestepærerne fra hesten ”Stormy.” Stormy var en islandsk hest, Far havde givet sit ældste barnebarn Ann. Else og jeg benyttede efteråret med mange gode ture til Tunø. Det var uden for sejlsæsonen, derfor gik rejsen til øen med færgen, og Far stod altid på havnen, når vi ankom. Altid en utrolig varm velkomst. Selvfølgelig bar huset præg af, at Far havde været græsenkemand et stykke tid. Som regel tog Mor til Århus, når børnebørnene skulle begynde i skolen. Else fik hurtigt skik på sagerne. Far og jeg udførte altid et eller andet stykke arbejde i eller ved huset. Jeg var ansat som sælger hos Royal System og var derfor i stand til at købe vore produkter til indkøbspris. Huset på Tunø er det hus i Danmark, der har flest Cado System paneler i forhold til størrelsen.

259

Huset på Tunø efter min Fars død! Efter min Fars død tog Else og jeg samt Arne, min mors lillebror, det kommende halve år hver weekend til Tunø for at få bragt huset i stand igen. På grund af Fars dårlige helbred det sidste par år trængte det til en kærlig hånd. Taget fik vi udskiftet ved hjælp af forsikringen, en storm havde revet en del tagsten væk. Mor boede hos Else og mig i Skovfaldet i Århus, hvor Else gjorde utroligt meget for at få hende til at se lyst på livet og komme i gang igen. I denne opbygningsfase af min mor så og hørte vi ikke meget til min familie fra Åbyhøj, som ellers havde nydt godt af min Fars gavmildhed med økonomisk støtte og tøjkonto mv. hos Magasin til børnebørnene.

260

Skifteretten Før mødet med skifteretten synes jeg, at der skulle være klare linier. Jeg foreslog, at familien skulle mødes i Skovfaldet. Min svoger Tage kom ikke, min søster Ruth sad og var fornærmet, og min Mor forstod ikke et pluk af det hele. I det hele taget var de to, Mor og datter, meget ubehagelige, og det til trods for, at Mor boede hos os. I dag kan jeg se, hvor meget min Mor har været presset af min søster. Problemet var, at sammen med min Fars selvangivelse var vedlagt et brev vedrørende et privat lån til min svoger og søster, som efterhånden var nået op på adskillige tusinde kroner. På selvangivelsen var der opført et banklån i Arbejdernes Landsbank på 7 tusinde kroner, som min Far kautionerede for. Min søster påstod, hun ikke kendte til noget lån. Hendes mand Tage udtalte sig aldrig om sagen. Ikke en bemærkning kom der fra hans side, da jeg senere kontaktede ham i sejlklubben Bugtens hus, hvor han opholdt sig meget! Jeg slettede det private lån der beløb sig til flere tusinde kroner. En ny Folkevogn kostede dengang 18 tusinde kroner, til orientering om, hvad pengene dengang var værd. Min Mor ville ikke overtage kautionsforpligtelsen i Arbejdernes Landsbank på de 7t kroner. Jeg tror ikke Mor forstod noget som helst om, hvad en kautionsforpligtelse var. Else og jeg overtog forpligtelsen, og lånet blev overholdt med rettidige indbetalinger til banken. I dag kan jeg se, det er her forholdet til min søster og svoger udviklede sig i negativ retning. Indtil dette tidspunkt var min Mors og Åbyhøjfamilien vrede rettet mod min Far. Vrede er måske for meget sagt, men min Mor og søster skulle helst have en mandsperson, de kunne skælde ud på. I dag stiller jeg mig selv spørgsmålet, om min svoger egentlig har haft det let i sit ægteskab med min søster. Men fælles for dem alle var, at de var meget mistroiske, ikke mindst vedr. forretningen og mit samarbejde med Frede Kjeldsen. Der er sikkert et navn på denne sydom?

261

Spørgsmålet var; hvordan ville reaktionen blive hos Mor efter min Fars død? Efter et halvt år var min Mor i fulde omdrejninger igen. Mor fik den nederste etage i vores hus. Vi boede dengang i Skovfaldet i den nordlige del af Århus. Huset havde tre etager, hvor den nederste etage havde egen indgang og i øvrigt alle faciliteter. Mor boede et halvt år hos os, og hun kom virkeligt op til overfladen igen. Det var en fornøjelse at se hende drage af sted om morgenen til forretningen på Bruunsbro. Jeg havde efter aftale med Frede Kjeldsen fået lavet det sådan, at mor blev ansat som ”Forretningsfører med bil til rådighed!” En stor gestus af Frede. Mor fik efter det halve år hos os en lejlighed på Skanderborgvej 42. Det var ved hjælp af ”Den undte Maler,” hvis navn var Christiansen. Jeg er egentlig ikke klar over, hvorfor man kaldte ham med dette øgenavn. Mor begyndte at komme med bemærkninger om, at hun ikke havde den store interesse for huset på Tunø. Måske ville hun sælge? Jeg regnede med, det var det sædvanlige, nemlig, at Mor som regel ville det modsatte af, hvad hun sagde. Efter et par år fortsatte Mor med ønsket om at sælge huset. Jeg begyndte at tro, det var alvor, og fik undersøgt, hvad dagsprisen var. En ejendomsmægler vurderede det til 200-225 t. kroner. Samtidig kom Erik Andersens Lise Nors og gav udtryk for en stor interesse for at købe huset. Jeg trak handelen et par år for at være sikker på, at Mor virkelig ønskede at sælge det. Vi gik i realitetsforhandlinger med Lise. Jeg skal love for, der kom gang i min familie fra Åbyhøj.

262

Min søsters og svogers pres på min Mor Min Mors ændrede indstilling opstod fra familien i Åbyhøj. Min Mor begyndte at vakle. Jeg havde egentlig ikke nogen speciel interesse i at sælge til Lise. Min opgave var at skaffe så mange kontanter som muligt til min Mor. Jeg fik nogle ubehagelige opringninger fra min søster, der påberåbte sig sin ret til at købe huset. Min søster kom med et bud. Det lød på 120t kroner og ingen udbetaling. Her havde jeg igen problemet med min søster og Mors totale mangel på de økonomiske regler. Jeg havde svært ved at se og høre på den gang pølsesnak, der udviklede sig med dem, så jeg tilbød at overtage huset til den vurderede pris. 250t. Det ville min Mor ikke. Hun var bange for, at forholdet ville blive mindre godt til min søster, hvis Else og jeg købte det. Under et stærkt pres fra familien overtog min søster, svoger og deres tre døtre huset for 170 t kr., Prisen var det som skattevæsenet tillod at sælge det til familien for uden skattemæssige problemer. Jeg troede, at forholdet til min søster og svoger ville blive bedre, fordi vi havde accepteret at sælge huset til dem. Men ak, det blev endnu værre, min søster og svogers jalousi og misundelse blev endnu større. Hvad, der var endnu værre, var, at deres tre døtre blev påvirket af deres indstilling til os.

263

Rejser til Spanien. Den første rejse for Farmors arv i 1965/1966 Min Farmors arv til Far beløb sig til ca.5t. kroner. Efter modtagelsen af arven tog Far en hurtig beslutning. Far bad mig om, når jeg igen var i København, at besøge Falke Rejser, der dengang var nystartet. Her handlede jeg mig til en samlet rejse for hele familien. Det vil sige Far og Mor, min søster og svoger samt deres børn Ann og Toni, jeg kan ikke huske om Hanne, deres barn nummer tre var født, samt Else og jeg. Vi drog af sted hele familien i julen 1965 fra Kastrup Lufthavn. En flyvetur dengang med propelmaskine tog 5 timer til Malaga. I Torremolinos boede vi på Hotel ”Paradiso.” Det skal også bemærkes, at i prisen var inkluderet spisebilletter til et aftensmåltid på en nærliggende restaurant. Far blev og var meget begejstret for opholdet i Spanien. Under opholdet var ”The big Family,” som vi meget hurtigt blev døbt, på forskellige ture til bjerghuler, dejlige strande og små byer, hvor livet ikke havde ændret sig i mange år. Gadebilledet var endnu dengang præget af general Francos diktatur. En af de mere fornøjelige udflugter var til en fabrik, der tappede Malaga-vin. Tage, min svoger og Far havde noget besvær med at holde balancen, efter besøget på tapperiet. Det var nødvendigt, specielt for de to, at finde hvile på en fortovscafe. Her traf vi en svensker, der udlejede lejligheder. Far tog her en af sine mange dejlige, hurtige beslutninger, måske under en vis påvirkning fra tapperiet, og lejede en lejlighed for marts måned, godt og vel to måneder efterThe big Family-rejse, der foregik mellem jul og nytår. Uha! Det var også galt. Min Mor protesterede, hun var bange for at flyve endnu engang til Malaga. Det er ikke noget problem, vi kører i bil fra Århus til Torremolinos, svarede Far omgående. Uha! Det var også galt. Min mor kunne ikke holde ud at skulle køre så mange kilometer. Jeg kan stadig i dag høre diskussionen: Far tog initiativ, Mor protesterede.

264

BILLEDE 178

Fra venstre: Ruth, Tage, Alex, en gĂŚst fra det samme rejseselskab, Mor, Far, jeg og Else.

265

Den næste rejse i 1966 Jeg må sige, det var dengang noget af en køretur! Den eneste motorvej i Spanien på det tidspunkt var fra den franske grænse til Barcelona. Fra Barcelona og sydpå til Malaga på Costa del Sol kysten, var der kurvede, smalle veje, en strækning på 1200 km. Frankrig var heller ikke udbygget med motorveje. Det var kun Tyskland, der på dette tidspunkt havde et fuldt udbygget motorvejsnet. De kom heldigvis af sted, og der er ikke nogen tvivl om, at det var deres livs oplevelse. Ja, selv min Mor, der som sagt var meget imod, at de tog af sted, talte i mange år efter i begejstrede vendinger om turen derned og retur til Århus. Jeg fulgte dem spændt på turen nedover. Jeg selv var på forretningsrejse i Tyskland og vi havde aftalt at mødes på et hotel syd for Frankfurt. Desværre havde jeg misforstået datoen, hvor vi skulle mødes. Jeg ved fra værten, da jeg ofte boede på dette hotel, at det havde været en stor skuffelse for min Far, at jeg havde misforstået vor aftale. Min Mor mindede mig ofte om denne misforståelse. Trods deres ofte forskellige meninger er der ingen tvivl om, at så snart Far og Mor var alene sammen i bilen, var min Mor helt på mærkerne og blid som et lam. Det var et par glade forældre Else og jeg tog imod i Århus, efter de havde kørt over 10.000 km igennem Europa. Turen i store træk var Århus-Malaga (Torremolinos), hjem over Madrid, Paris til Århus.

266

Spanien med Jytte, Else, Sigge, Far og Mor (1968) Fars begejstring for Spanien var stor efter deres biltur igennem Europa til Sydspanien og retur. Far foreslog altid, når lejligheden bød sig, en rejse til Spanien. Den næste anledning til at rejse, for tredje gang til Solkysten, kom allerede et par år efter. Else havde pådraget sig nogle slemme smerter i ryggen, som stammede fra kørsel på knallert i efteråret 1966. Far var ikke i tvivl om, at Else havde godt af det varme klima i Spanien. Et par dage efter, far havde foreslået en rejse til Spanien, kom han hjem til os på Miltonsvej i Højbjerg og fortalte, at der nu var bestilt billetter til Spanien! Ikke alene billet til Else, men også billetter til Jytte og Sigge, vores naboer. Det skal dog bemærkes, det var ikke nogen invitation. Men hans glæde over, at de alle indvilgede i at tage med, gjorde, at de ikke havde pungen oppe mange gange under opholdet. Sigurd Iversen og Jytte var som tidligere nævnt, Elses og mine naboer. ”Sigge”, som han i folkemunde blev kaldt, havde spillet på AGF’s divisionshold sammen med Frede Kjeldsen. For øvrigt var Sigge den første jyde, der spillede på det danske fodboldlandshold efter krigen. Hvorfor ville Far gerne have Sigge og Jytte med? Ved at have dem med var han sikker på, der ville blive en god feriestemning! Og med hensyn til kemien har jeg sjældent set fem personer passe så godt sammen. Mor, der som tidligere nævnt, altid ville noget andet end hvad Far foreslog, fik ikke nogen lejlighed i det selskab til at være ”modsat.” Jeg ringede til Jytte en dag og stillede hende spørgsmålet: Hvad var hendes oplevelser fra denne tur, specielt i relation til Far? Jytte svarede omgående! ”Din Fars strålende humør.” De to, Sigges og Fars kemi passede godt sammen. Det var kendetegnende for dem begge: de brød sig ikke om at betale for meget for ting. Det gjorde sig gældende på mange områder! På en bestemt Cafe i Torremolinos, hvor de tre piger godt kunne lide at komme, var Cognacen imidlertid for dyr. Far og Sigge fandt meget hurtigt ud af, at hos naboen, en rigtig spansk bar med sand på gulvet, blev Cognacen solgt til en pris, der passede dem. Mor, Jytte og Else fortalte, hvordan de

267

to herrer godt kunne forsvinde adskillige gange i løbet at deres Cafebesøg, hvor de fik suppleret deres Cognac 6-8 gange. Hjemrejsen, fortalte Else, var meget hektisk med hensyn til at pakke kufferter. Far ville absolut hjælpe Else med at pakke. Som hun refererede senere til mig: Din Far løb ud og ind af mit værelse. Efter hjemkomsten kom ”Mikkel” på Miltonsvej, han gennemrodede min kuffert og fandt imellem mit snavsede undertøj cigaretter, som jeg intetanende havde smuglet hjem fra Spanien!. Else og jeg har i marts måned 2008 været en tur i Spanien. Vi boede i Los Boliches et par togstationer fra Torremolinos, hvor vi fandt den omtalte bar og kaffested og slog os ned og talte om gamle dage. Kan du huske? Vi betragtede samtidig de danske turister og observerede, hvordan rigtigt mange danske turister på en meget utiltalende måde markerede sig i gadebilledet. Det er besynderligt, at så snart ellers pænt udseende mennesker kommer til Spanien, er de i stand til at klæde sig i mærkelige tøjstykker eller stort set ingenting og spankulere op og ned ad gaderne nærmest råbende, hvor mange genstande de fik skyllet ned i aftes.

BILLEDE 179

Far, Mor, Sigge, Else, Jytte, februar 1968 i Spanien.

268

BILLEDE 180

Til venstre Otto Gabel der døde i 2008 og Mor der døde i 2007. Else og min Guldbryllups frokost, februar 2007.

BILLEDE 181

Min 97 årig Mor og Guldbruden Else.

269

Afslutning Det har været en dejlig tid med udarbejdelsen af denne beretning, bog, om min Far. Det har været en dejlig rejse gennem en del af min barndom fra 3-års alderen og et stykke ind i mit voksne liv, indtil min fars død i 1970. Men som skrevet i forordet ville jeg gerne have været de oplevelser foruden, der dukkede op i forbindelse med min Mors død. En uværdig afslutning for alle parter. Testamentet der kom frem i skifteretten var oprettet ved hjælp af min søsters familie og deres revisor for 16 år siden. I begyndelsen af bogen, på side 9, har jeg skrevet, hvad min Far ofte sagde til mig: ”Kan du ikke sige noget positivt om et andet menneske, så kan du i hvert fald holde din mund!” Det prøver jeg så! På et meget tidligt tidspunkt i bogen citerede jeg, hvad min Far sagde til mig på sit dødsleje! Side 43 ”Hold dem i kort snor!” -Bare dog Far havde fortalt mig sandheden om det job, han bad mig udføre! Jeg tror alligevel ikke, set i bagklogskabens klare lys, at jeg havde magtet at holde dem i kort snor, hvis han havde fortalt mig sandheden. Min Mor døde i september 2007. I dag, efter vi har fået det hele lidt på afstand, kan vi bedre forstå, hvorfor mor de sidste 4-5 år har haft det utroligt dårligt med sin samvittighed. Ustandselig kom bemærkningen, når hun var sammen med Else og mig, ”I har det jo godt, I mangler ikke noget.” Mor har, trods sin lettere omgang med sandheden, samtidigt været ude for et uhyggeligt psykisk pres fra familien i Åbyhøj. Else og jeg er glade for, at freden har sænket sig over min Mor.

270

Bemærkningerne som jeg har noteret, kom spontant, da jeg læste testamentet første gang, 16 år efter det var udfærdiget. Det er sandsynligvis forklaringen på, hvordan det er lykkedes af få min mors formue, jeg har beskrevet på side 46, til at forsvinde. Tilbage af min tvangsarv, var 6 stk. marinebilleder, vi købte af boet. Malerierne, kan jeg huske, min Far købte på auktion i 1950erne. Lars Held Pedersen, Flemming Holst, Hans Jørgen Andersen, Et kreativt trekløver! Ingen af nævnte personer er i familie med min Mor. De to første personer har jeg aldrig mødt. Hans Andersen har jeg selvfølgelig mødt adskillige gange ved familiesammenkomster, men ved nærmere eftertanke, har han og jeg aldrig, ført en længere samtale med hinanden? I dag kan jeg forstå, hvorfor!

BILLEDE 182

Billedet viser afslutningen på testamentet, og de bemærkninger jeg skrev da jeg læste det første gang.

271

Det rene vås!

Min Mor fortjente ikke, et så ynkeligt skrevet og forkert eftermæle. HVEM?-Har skrevet avisnekrologen over min Mor? Meget uheldigt og flovt. Kun navnet og dødsdag med alder er rigtig!

1. Min Mor har aldrig været bogbinder.-Mor har arbejdet på et bogbinderi 2. Mor blev gift i 1931. Far og Mor bosatte sig i Kastrup. Flyttede senere til Århus i

1936.

3. Clemenstorv, var boligen fra 1951. -Forretningens adresse var på Bruunsbro 4. Far og Mor har aldrig drevet Århus Hallens restaurant. Det er det rene vås! “Hjæl-

peren” Frede Kjeldsen blev ansat hos Far i 1951. Blev forretningsfører i 1960erne. Overtog forretningen i 1980erne.

272

BILLEDE 183

Mors nekrolog i Ă&#x2026;rhus Stiftstidende.

273

Endelig kom der en god afslutning på beretningen! Under mit arbejde med at skrive beretningen En Guttermand, har jeg været i forbindelse med mine to fætre Bergner og Wagner, som tidligere nævnt på siderne 17-19, har de altid haft et specielt godt forhold til min Far. Min Mors nekrolog i både Jyllands Posten og Aarhus Stiftstiende, har jeg været meget ked af, at gengive og være en afslutning på beretningen. Det var derfor helt befriende da følgende E-mail indløb fra fætrene. Det gav mig inspirationen til at give beretningen den rette AFSLUTNING.

274

BILLEDE 184

E-mail fra mine fĂŚtre: Wagner og Bergner.

275

Vigtige personer i Fars familie 1969-1449 Anders Andersen Fufar/Morfar

1866-1933 Ingvard Mikkelsen Farfar

1869-1938 Agnes Andersen (Knudsen) Mormor

De tre halvsøstre

1900-1985 Willy Friedmann

Mors søskende

1910-2007 Dana Mikkelsen Mor

1908-1980 Rigmor Westhammer

Fars søskende

1907-1970 Axel Mikkelsen Far /Guttermanden

1912-2008 Lilly Gorm

1961 Tina

276

1897-1956 Elise Mikkelsen (Faster Elise) 1900-1956 Holger Mikkelsen (Onkel Holger) 1904-1980 Anna Mikkelsen 1905-1995 Ingrid Marie Mikkelsen

1914-1999 Arne Arnt Andersen

1927-2001 Tage Jensen

1872-1965 Ane Kuhr Christensen Farmor

1911-1999 Margrethe Mikkelsen 1931 Børge Mikkelsen Mig

1933 Ruth Mikkelsen Lille søster

1954 Ann Merete Jensen

1956 Tony Jensen

1961 Hanne Jensen

1932 Else Mikkelsen Min kone

Navneregister

A Aage Hempel 74 Aage Mikkelsen 24, 27 Agnes Andersen 33, 34, 36, 38, 39, 42 Alfred Mikkelsen 22, 91, 92 Alfred Mougaard 238 Alfred Westergaard Hansen 4, 120 Altschuler 52, 157 Anders Andersen (Fufar) 31, 36, 38, 39, 40, 42 Ane Mikkelsen (Farmor) 8, 9, 16, 29, 34, 96 Anna Mikkelsen (Holgers kone) 33, 34, 36, 47, 52 Ann Margrethe Jensen 218 Arne Arnt Andersen (Onkel Arne/Lord Arne) 40, 54 Arne Jacobsen (Havnefoged) 221, 222, 224, 225 Arne Jensen (Entreprenør) 163

B Bankdirektør Sørensen 163 Berggren 229 Birgill Westhammer 36, 41, 42, 53 Bjørns radio 34, 47 Bøgelund Jensen 33 Børge Jensen (Lille Børge) 164 Børge Lassen 206, 207 Børge Mikkelsen (Claus Fup) 209 Børge Reck 137

Børge Selmer Jensen 144, 212 Børge Vestergaard 97 Bruno Clausen 92, 123, 130, 144, 192, 194

C Carl Høyrup 71, 73, 142, 144 Carl Krebs 153, 154, 210 Carl Otto Grande 253, 255 Christian Grande 239 Clemmen Mikkelsen 10 Corel 175

D Dana Mikkelsen (Mor) 2, 4, 24, 32, 33, 40, 42, 43, 46, 47, 52, 54, 56, 57 Dan Christoffersen 204 Den Pæne Rohde 161

E Edith Skovgaard Mortensen 58 Edwin Nicolajsen 108 Ejnar Johansen 174 Ejner Christensen 133 Ejner Løndal 176 Ejvind Brandstrup 130, 212

277

Ejvind Hindborg Pedersen 52 Elise Rasmussen (Fars søster) 16, 246 Else Mikkelsen (Petersen) 4, 7, 17, 29, 33, 52, 66 Enevold Hansen 130 Erik Andersen 184, 208, 250, 262 Erik Laursen 134

F Felix 239 Frede Kjeldsen 2, 32, 43, 46, 65, 78, 86, 162, 185, 248, 261, 262, 267, 272 Frede Printz 203

G Gajen 232 Grethe Skovgaard Mortensen (Mikkelsen) 33 Gundhild Westhammer (Søster til Birgill) 53 Gunnar Mikkelsen 24, 61, 64 Gunner Jensen 73

H Hans Dreyer 115, 121 Hans Jørgen Andersen 271 Hans Sørensen 130, 144, 194 Henning Jensen 142 Henning Madsen (Høyrup) 142 Henry Jensen (Købmand) 180, 181 Henry Nielsen 217

278

Hjalmar Thunboe 259 Holger Christensen (Holle) 121 Holger Mikkelsen (Fars bror) 16, 17, 33, 34, 36, 47, 52, 57 Holger Rohde 161, 162 Holger Sørensen (Falck Holle) 130 Holger Thygesen 30 Hr. Holst 46, 271

I Ib Asboe 114 Ilse Mikkelsen (Aages kone) 29 Ingeborg Petersen (Elses Mor) 4 Ingerlise 238 Ingerlise Mikkelsen (Rasmussen) 24 Ingrid Frederiksen 33 Ingvard Mikkelsen (Farfar) 9, 10, 16, 29, 32 Iver Kirkegaard 66

J Jacob Petersen (Elses Far) 4 Jens Chr. Mikkelsen 22 Jens Peter Mikkelsen 10 J.H. Nisted 115, 117, 120 Johanne Mougaard 11 John Westergaard Hansen (Alfreds søn) 130 Jørgen Krebs 144, 194 Julius Mikkelsen 24, 28 Jytte Iversen 267

K Kaj Andersen 250 Kaj Hansen 92, 186 Kaj Skovgård Mortensen 58 Kjell Søderlund 210 Knud Kansing 122 Knud Mikkelsen (Holgers søn) 32, 33, 52, 184 Knud Nicolajsen (Edwins søn) 108 kollegaer Royal System 240, 241, 243 Kong Christian den X 112, 130, 137 Krestine Mougaard (Alfred Mougaards mor) 11 Krøjs 176, 177 Kronprins Olav 74 Kurt Ibsen 114, 138 Kurt Støving 130, 205

L Lagkage Arne 217 Lars Held Pedersen 271 Lillelund 116 Lilly Gorm 24, 40, 42, 184 Lilly Stilling 184 Lise Nors 262 Lummer 160

M Maler Andersen 31, 230, 232 Marius Christensen 157, 158, 159 Martin Thunboe 259

Max Jepsen 134 Michael Thunbo 259 Mogens Vantore 171, 173, 174 Monies 178, 179 Myhre 66

N Niels Bunde Pedersen 118 Niels Christoffersen 255 Niels Erik Mikkelsen 97

O Oscar Stilling 5, 66, 184 Otto Gabel 226, 239

Poul Brask Thomsen 245 Poul Cadovius 114, 188, 200, 228, 252 Poul Elvstrøm 126, 127, 129 Poul Jensen (Poul Klat) 2, 184, 204, 250 Poul Jørn Lindberg 114 Poul Ohff 123, 125, 200 Poul Wentzel 178 Preben Jensen 93, 245

R Ragnhild Hveger 53 Ragnhild Kirkegaard 66

279

Rasmussen (Store Klap) 88 Rene La Cour 144, 194 Richard Florentin 68, 80, 81, 82, 83, 84, 160, 167, 173 Rigmor Westhammer 42, 52, 276 Ruth Jensen 4, 56, 96, 265

S Seler Petersen (Revisor) 43 Sigurd Iversen 267 Slagter Hviid 180 Slyngbom 88 SĂ¸ren Mikkelsen (Kunsthandler Mikkelsen) 69, 77, 84, 85, 86, 170 SSKA bestyrelse 186, 224 Stage 255 Svend Andersen 208, 233, 236 Svend Iversen 130, 144, 197 Svend Madsen (Sokke) 253, 255 Svend Norup 68, 84, 86

T Thorkild Warrer 138 Troels La Cour 74, 122, 123, 144, 149, 151, 194, 195, 197, 198, 204

V Vagn Kirkegaard 66 Vagn Knudsen 212, 213, 228, 250, 251 Valdemar Graae 130, 137

280

Valeur Norddahl 166, 167, 170 Viggo Jacobsen 114, 118 Viggo Mougaard (FiskbĂŚk) 86 vinhandler Thorup 66

W Walther Kuhlman 144 Willy Dannerfjord 174 Willy og Ketty Friedmann 31, 36, 42, 223 W. Sperling 88

Min Far En Guttermand Af BĂ¸rge Mikkelsen