kunsthistoriker Louise Wolthers siger billedkunstner Mette Juul Søndergaard, som inddrages senere i specialet, følgende om sin proces: ”I am not the kind of photographer who needs to find a reason before photographing, set light and then take the photograph. Often, I see the opportunity of an image, and the meaning comes after or appears in the editing. A lot is dictated by the subconscious and the spontaneous.”10
Denne form for arbejdsproces adskiller sig radikalt fra den dominerende del af kunstfotografiets gennem de sidste tredive år, hvor det konceptuelle fotografi ofte har taget forrang frem for det udskældte straight photography. Mette Juul Søndergaard (1978) står som én eksponent for et opgør med et konceptuelt, projektorienteret fotografi. Hendes udstillinger består af billeder, hvis sammenhæng, størrelse og ophængning nøje er overvejet, men hvor den situation, billedet er taget i, er inderligt ligegyldig. Vægten lægges på udstillingssituationen og betragterens møde med et samlet hele, frem for på et bagvedliggende, formuleret projekt. Den franske digter Paul Valéry har i sin dagbog defineret poesi på en ofte citeret måde som en forlænget tøven mellem lyd og mening11. Dette opfatter jeg som en rammende definition og ser en parallel til visuel poesi. Poesien kan netop opstå i det øjeblik, der ikke er totalt sammenfald mellem tegn og indhold. Når tegnet begynder at pege på sin egen rolle i betydningsproduktionen, tvinger det samtidig en øget opmærksomhed i retning af betydningens realisering. Tøven, tvivl, ambivalens og brud igangsætter en metarefleksion over en stabil meningskonstruktion. Jeg vil i analyserne forsøge at vise, hvordan værkernes opmærksomhed på form og sansning formår at skabe en sådan tøven. Jeg vil betragte denne poesi som en dynamisk og produktiv størrelse inspireret af en matematisk definition af funktion. Således vil en ændring i én del af et værk medføre en ændring af udsagnet i en anden del af værket 12.
10.
Wolthers, “Mette Sonderga-
11.
Agamben, “The End of the
ard”.
Poem”, p. 109: “The poem: a
prolonged hesitation between sound and sense.” 12.
En funktion er en rela-
tion mellem elementer, som udfører en bestemt opgave,
men hvor et elements værdi
er afhængigt af andre elementers størrelse. Ordet funktion
kommer af det latinske functio, som betyder at udrette eller præstere. I denne sammen-
hæng ser jeg funktionen som
en form for sammensat visuel mekanisme, som afstedkom-
mer en betydning. En ændring af én værdi betinger ændrin-
ger i andre dele af funktionen.
Værket som dynamisk enhed
Med inspiration fra den canadiske filosof Brian Massumis fremstilling af det virtuelle i Parables for the Virtual vil jeg i det følgende gøre nogle overvejelser over forholdet mellem tid og værkperception.
Massumi benytter en reference fra filosof Henri Bergson, Zenos pil, til at beskrive særlige forhold mellem tid og rum. Forestil Dem at en pil afskydes,
19