
2 minute read
Øgede udgifter til lånebiler bør forhandles direkte med forsikringsselskab
Udgifterne til gratis lånebiler er eksploderet på grund af længere leveringstider på reservedele. Værkstederne bør tage sagen op med forsikringsselskaberne.
Af Rune Langhoff Sørensen
Kommunikations og klimakonsulent
Mange værksteder oplever, at udgifterne til gratis lånebiler stiger voldsomt. Det skyldes, at leveringstider på mange reservedele er skudt i vejret, og at kundernes behov for at låne en gratis bil derfor tit bliver længere, mens værkstedet venter på reservedele til at reparere bilen.
AutoBranchen Danmark har efter at have undersøgt problematikkens omfang blandt sine medlemmer rakt ud til forsikringsselskabernes brancheorganisations Forsikring & Pension. Herfra var budskabet, at Forsikring & Pension hverken kan eller må blande sig – fx i forhold til at lave en fælles brancheløsning. Det er nemlig i stedet et anliggende mellem det enkelte værksted og taksator, altså de forskellige forsikringsselskaber. Det fastslog Forsikring & Pension, da AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg tidligere på året var til møde om sagen. “Jeg er glad for, at Forsikring & Pension tager det her seriøst og er villige til at have en dialog om de voldsomme ekstraudgifter til lånebiler, for det er noget, der fylder på værkstederne og betyder meget voldsomme ekstraudgifter. Det er urimeligt, at det alene er værkstederne, der må betale for, at forsikringsselskabernes kunder får stillet gratis lånebiler til rådighed,” siger Gitte Seeberg.
Udgifter til lånebiler eksploderet
AutoBranchen Danmark har med en medlemsundersøgelse tidligere i år dokumenteret, at længere leveringstider for 90 procent af værkstederne har betydet øget pres på de gratis lånebiler. I en medlemsundersøgelse svarede 28 procent, at den gennemsnitlige udlånstid for gratis lånebiler er steget med 3-4 dage. 23 procent svarede, at det er steget med 5-7 dage, mens 11 procent svarede, at det er over én uge. Samtidig viste medlemsundersøgelsen, at 39 procent af respondenterne mener, at forsikringsselskaber helt selv bør betale for gratis lånebil, mens 35 procent mener, at kunde, forsikringsselskab og værksted bør deles om udgifterne.
Vil række ud til forsikringsselskaber
“Der er en velvillighed fra værkstederne til at deles om regningen. Derfor bør forsikringsselskaberne udvise samme overskud. Det er simpelthen ikke fair, at det er værkstederne alene, der hænger på regningen,” siger Gitte Seeberg. AutoBranchen Danmark har været i dialog med en stribe forsikringsselskaber med opfordring om, at de bidrager til at betale for de gratis lånebiler. Det har indtil videre ikke resulteret i konkrete, overordnede tiltag. Derfor opfordrer AutoBranchen Danmark sine medlemmer til at tage dialogen direkte. “Mange værksteder har måske tilbudt gratis lånebiler som en service for at få et forsikringsselskab som kunde. Det er naturligt nok, selvom lånebilerne længe har været en dårlig forretning. Men når situationen er så forandret, som tilfældet er nu, er det oplagt, at værkstederne retter henvendelse til forsikringsselskaberne og forklarer, at situationen er en anden, end da aftalen blev indgået – og der derfor er brug for justeringer,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. ■