Gode Fodboldmiljøer for piger

GODE FODBOLDMILJØER

FOR PIGER DBU BREDDE

1

INTRO Det gør ondt, når fællesskaber brydes, fordi den fælles aktivitet vælges fra for at prioritere andet og andre fællesskaber. Men det er den virkelighed, der opleves i fodboldklubberne, hvor sociale aktivitetsfællesskaber, der har eksisteret siden barndomsårene, brydes - enten som et aktivt valg eller som et passivt valg, der er dikteret af strukturer, der er udfordret af pigefodboldens antalsmæssige sårbarhed.

Dette hæfte er ikke en facitliste eller en lang liste over løsninger, men et inspirationshæfte med historier fra det virkelige liv. Her er udfordringer og løsninger, der er blevet afprøvet, og som beskrives i forskellige stadier af processen. Men mest af alt er det et hæfte, der sætter pigelivet i perspektiv - set både fra en trænervinkel og fra et spillersynspunkt. Så tak til alle de ledere, trænere og spillere, der har bidraget til dette hæftes tilbliven, og som på fantastisk vis har fortalt om deres oplevelser enten gennem spørgeskemaer eller interviews.

Hæftet er som udgangspunkt et resultat af projektet ”Gode Fodboldmiljøer for Piger”, der er udsprunget af DBU’s ungdomsgruppe og støttet af DIF’s Initiativpulje. I projektet deltog 29 klubber, der gennem et år arbejdede på forskellige måder og med forskellige indsatser for at tilpasse fodboldmiljøet, så det afspejlede et teenagepige-liv. Målet var fortsat at gøre fodbol-

2

den attraktiv at vælge til i en ungdomskultur med mange forventninger fra andre sider.

Da Covid-19 spændte ben for en umiddelbar måling af alle de spændende idéer og tanker, som de deltagende klubber gerne vil eksperimentere med, valgte vi at inddrage cases fra andre klubber. Derfor er dette hæfte en samling af eksperimenterende løsningsforslag fra de medvirkende klubber, samt fortællinger fra andre klubber, der har arbejdet i samme retning, men som er længere i processen og derfor har gjort sig nogle erfaringer, som kan bidrage til inspiration.

Sidst i den elektroniske udgave af hæftet finder du en redskabskasse til fri afbenyttelse. Her finder du links til nogle af de værktøjer, som understøtter de inspirationshistorier, der er beskrevet i hæftet. Hovedparten kan benyttes direkte, men du er også meget velkommen til at bruge redskaberne som et udgangspunkt og tilpasse dem efter det behov og de rammer, der er aktuelle i netop din klub.

God fornøjelse på vegne af DBU’s Ungdomsgruppe Annette Westermann og Søren Østergaard

Man rækker kun hånden op, når man har det rigtige svar!

– nogle få perspektiver på fodboldpigeliv i 2020’erne Man kan godt blive en anelse bekymret, når man læser overskrifter i stil med ”Flere piger bukker under for presset” og ”Hver anden 15-årige pige føler sig overvægtig” – specielt når man godt ved, at det reelle tal for overvægt er 13 procent!

Der er meget på spil, når man er en 13, 15 eller 17-årig pige, MEN det er også vigtigt at sige, at den store gruppe af de piger, man møder i fodboldklubberne, angiver, at de trives og har det godt (VIVE 2018). Det betyder ikke, at de ikke oplever udfordringer, men det ser ud til, at de kan håndtere, at livet en gang imellem udvikler sig i en anden retning end det, de havde planlagt.

Det er vigtigt at have dette i baghovedet, når vi i det følgende kort introducerer 10 nedslag vedrørende pigekulturen i 2020’erne.

En individualistisk orienteret præstationskultur, som har medført større forventningspres på den enkelte unge Når man spørger pigerne, hvem der har ansvar for, at de lykkes med deres liv, vil det store flertal svare, at det har de selv!

(Petersen 2016) Det er deres eget ansvar at lykkes i skolen, på SoMe, leve op til tidens kropsidealer for piger – ”timeglas” eller ”trænet” – indgå i vennegrupper osv. Når det lykkes, oplever de, at de har gjort det godt – og når det ikke lykkes, kan de kun skyde skylden på sig selv! I lyset af den kultur oplever mange spillere, at fodbolden, hvor træneren fortæller, hvad jeg ”skal”, hvor der ikke er nogle smartphones, der vibrerer, når vi træner, og hvor jeg ikke behøver at tænke på, hvordan jeg ser ud, er et tiltrængt frirum.

3

En stigende og ”demokratiseret” mistrivsel Forstået således, at en voksende gruppe af piger fra alle samfundslag oplever at kæmpe med mistrivsel - vurderet på parametre som ufrivillig ensomhed, angst, stress m.v. (Gørlich m.fl. 2019). Undersøgelser indikerer dog også en klar tendens i retning af, at de piger, der ”går” til noget, angiver at have markant højere trivsel end dem, der ikke går til noget (Jensen & Østergaard 2018; Børns Vilkår 2020, Haugegaard & Østergaard 2020). Det forhold kan man i mange klubber med fordel italesætte, fordi det medvirker til at gøre fodboldfællesskabet mere attraktivt – især i de perioder, hvor spillerne overvejer at vælge aktivitetsfællesskabet fra.

Man er sammen på en anden måde end tidligere Skiftet fra fysisk ”tilstedeværelse” til såkaldt ”tiltideværelse” (Schultz Hansen 2012) betyder, at man har venner i hele verden, men færre venskaber på tværs af køn og alder og dermed også færre fysiske rollemodeller, som man kan modellere efter. Fodboldfællesskaberne er fysiske og kan hjælpe spillerne med at aflure sociale kompetencer og træne evnen til at indgå i fællesskaber, hvilket er helt centralt, når ungdomskulturen i 8. klasse bliver langt mere ”fysisk”, forstået sådan, at man indgår i vennegrupper, der mødes analogt, i stigende grad bliver en del af en festkultur m.v.

4

”I gamle dage spiste man venindens mors boller. I dag liker man et billede af bollerne på Instagram!” - Færre såkaldt ”sekundære voksne” i deres liv I forlængelse af tendensen i retning af ”tiltideværelse” er der en gruppe af voksne, der er forsvundet ud af pigernes liv, nemlig venindernes forældre, som igennem en årrække har været de absolut vigtigste såkaldt sekundære voksne i pigernes liv – altså de voksne, man kunne tale med om det, man oplevede som ”akavet” at drøfte med sine egne forældre. Denne rolle er i nogen grad blevet overtaget af bedsteforældre, men andelen, der siger, at de har en god voksen samtalepartner, udover deres forældre,

er faldet fra halvdelen i 2015 til en ud af tre i 2020. Potentielt er trænere og holdledere gode sekundære voksne, men det kræver 1) at vi tør tale om andet end den næste hjemmekamp, og 2) at det er os, der tager initiativet til at snakke om andet end fodbold ved f.eks. at stille spørgsmålet ”Hvordan har du det?” – f.eks. når vi sidder i bilen på vej hjem fra udekamp og alligevel bare skal have tiden til at gå.

Man taler primært med sine veninder om det ”trygge” Spillerne vokser op i det, man normalt omtaler som horisontale vennegrupper – forstået sådan, at deres venner er lige så gamle som dem selv – og dermed tumler med stort set de samme spørgsmål og udfordringer! I stedet for at snakke med hinanden om, hvad man tumler med, vælger den helt store gruppe at snakke om det ”trygge” og holde det ”vanskelige” for sig selv.

Det gælder i forhold til trivselstematikker, præstationsangst, men også overvejelser omkring at stoppe med at gå til fodbold.

Det er noget, stort set alle spillere overvejer – undersøgelser indikerer, at ca. 15 pct. af spillerne pt. overvejer at stoppe, men i mange sammenhænge er der en udpræget flertalsmisforståelse i retning af, at de andre har fuldstændig styr på det – og at det kun er mig, der går med overvejelser om at stoppe. Klubber, der tør adressere flertalsmisforståelserne, bliver potentielt vigtigere fællesskaber i spillernes liv, fordi de udover at spille dem gode til spillet på banen også hjælper dem til at reflektere over livet udenfor banen!

Strong is the new Skinny – kroppen som vigtig identitetsmarkør Spillerne er en del af en pigekultur, der reelt kun abonnerer på to kropsidealer – ”Timeglasset” og den trænede krop – og hvis man ikke kan matche disse kropsidealer, er man ofte fyldt med skam over, at man ikke kan kontrollere sin krop, som i vid udstrækning ses som en ydre indikation af, om man er i kontrol i sit eget liv.

At krop også er en præstationsarena er bl.a. medvirkende til en voksende blufærdighed, herunder at man trækker sig fra såvel

5

badet som omklædningsrummet, som i udgangspunkt er en vigtig del af det at spille fodbold. Hvis man som klub formår at få skabt en god omklædnings- og baderumskultur, er man potentielt også med til at skabe et miljø, hvor spillerne kan modellere efter såkaldt ”naturlig kropslighed” og ikke kun efter Instagram.

Fremtiden er spændende – og skræmmende, så jeg må hellere få lavet min aflevering til i morgen!

Ni ud af 10 piger og drenge synes, at fremtiden lyder spændende. Ca. 1/3 af drengene synes også, at fremtiden lyder skræmmende, mens det samme gør sig gældende for 2/3 af pigerne!

Pigerne ser i langt høje grad end drengene uddannelse som en måde at få fodfæste i den skræmmende fremtid, men er også i vid udstrækning influeret af en tænkning omkring, at hvis de ikke præsterer godt nok NU, så risikerer de, at mulighederne for den spændende uddannelse, der skal bringe dem sikkert ind i fremtiden, lukker sig (Hutters 2013, EVA 2020). Set i den optik kan man godt forstå, at det store flertal af pigerne dropper fodbolden!

Det er ikke nok med lyserøde omklædningsrum, spejle på væggen og grøn the efter kampen!

Pigernes motiver for at gå til idræt er fuldstændig identiske med drengenes: Det skal være sjovt, de vil blive dygtige, og fodbolden skal være et frirum i en ofte hektisk hverdag! Men hvad så med relationerne? Det er også vigtigt, men ikke nær så vigtigt som for 10 år siden. Smartphones og sociale medier gør, at man kan være sammen ”på en anden måde” end tidligere, og det er ikke længere nok primært at have fokus på det sociale! Til gengæld er kombinationen af progression i spillernes udvikling, fleksibilitet i forhold til de øvrige arenaer i spillerens liv, samt et fokus på det sociale, den cocktail der skal til, for at piger vedbliver med at spille organiseret fodbold.

6

Manglende mod til at fejle!

Seks ud af 10 piger tør ikke række hånden op i timen, hvis de

ikke er 100 pct. sikre på svaret (Haugegaard & Østergaard 2020). De rækker med andre ord kun hånden op, når de er ”sikre” – og dermed er der potentielt mange arenaer, de aldrig bevæger sig ind på, mange venner, de ikke møder, og mange kærester, de aldrig får kysset. Fodbold er en fantastisk arena til at træne modet, evnen til at fejle osv. – det ligger helt naturligt indlejret i fodboldens DNA, at hvis man ikke tør prøve noget nyt – med risiko for at fejle - så bliver man heller aldrig bedre!

Piger spiller ikke fodbold i et vakuum! Fodbolden er bare en af de bolde, de jonglerer med i hverdagen, men jo mere vi ved om alle de andre ”bolde” i deres liv, desto nemmere bliver det også for os at hjælpe pigerne med at få fodbolden til at hænge sammen med resten af deres liv! Og hvis de så også oplever, at fodbolden kan hjælpe dem med at håndtere andre udfordringer i livet – og det potentiale ligger der i fodbolden – er der lagt et fundament for, at fodbolden bliver en livslang passion – og ikke bare en fritidsaktivitet de dyrkede, da de var teenagere!

En god debut er vigtigere end en tidlig debut – intro til rekruttering af senstartere ”… Det er rigtig godt at se dig, Caroline,” siger Dennis, som er træner for det lokale U15-hold. ”Vi har også brug for nye spillere – truppen er lidt smal. Lige nu er vi kun 15 spillere og bare et enkelt afbud så hænger vi lidt, så det er super, at du har lyst til at spille i klubben! Hvor lang tid har du egentlig spillet fodbold?” ”Jeg har spillet lidt i skolen,” svarer Caroline ”… og jeg synes, det er rigtig sjovt. Sille og jeg er bedste veninder, og så syntes vi, det kunne være hyggeligt at lave noget sammen...” ”Gid I havde valgt at lave noget andet sammen!” tænker Dennis, der forudser store udfordringer med at få Caroline integreret på et hold, der spiller i Liga 1 og består af spillere, der har spillet fodbold i rigtig mange år, mens han samtidig forsikrer Caroline om, at hun er velkommen i klubben.

Træningen indledes med en kort snak om holdets sidste kamp, og træneren spørger ind til de to piger, der ikke er dukket op til træning. ”Pernille er syg, og Line er stoppet,” siger Maja. ”Stoppet?” udbryder Dennis. ”Ja, hun syntes ikke helt, hun kunne få det til at spille med skole og hendes arbejde i Føtex,” svarer Pernille. Mens Dennis overvejer, hvem der så skal spille venstrekant, hører han sig selv sige: ”Så er det jo godt, at vi i aften kan sige velkommen til Caroline, der er kommet sammen med Sille.

Tag godt imod hende! Hun har ikke spillet i klub før, men lad os alle sammen hjælpes om at få hende til at føle sig velkommen på holdet! Og lad os så komme i gang. Vi har meget, vi skal nå.”

I de senere år har der i mange klubber været et markant fokus på fastholdelse af ungdomsspillere og knap så meget på rekruttering af ungdomsspillere. Det er en naturlig konsekvens af den omstændighed, at langt de fleste pigespillere rekrutteres, mens

7

Fodboldbilleder.dk

de er en del af børnefodbolden – og en erfaring af, at det er vanskeligt at integrere senstartere på et hold, hvor flertallet af spillere har mange års erfaring med at træne og spille kampe.

Det er dog vigtigt, at vi som klubber, samtidig med at vi tænker i systematiske tiltag målrettet mod børnehaver, indskoling, SFO’er m.v., er opmærksomme på det potentiale, der ligger i at rekruttere såkaldte ”senstartere” – både dem, der kommer med erfaring fra andre idrætter, men også dem, som aldrig rigtigt er kommet i gang! Erfaringer fra hele landet viser, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få dem integreret på de lokale hold - og i nogle tilfælde også lykkes med at spille på højeste niveau!

I dette afsnit er der fokus på, hvad man som klub skal være opmærksom på, når pigerne opsøger klubberne, når de er 12-13 år gamle.

Hvad er vigtigt for ”senstartere”, når de går i gang med en ny aktivitet?

Undersøgelser peger på fire ting, der er helt afgørende for ”senstartere”: - Det skal være en aktivitet, jeg synes, er sjov!

- Jeg skal kende nogle af dem, der går til aktiviteten - Der skal være nogen på mit niveau - At den fodboldfaglige indlæringskurve er ret stejl, således at jeg hurtigt kan blive en integreret del af fællesskabet (Østergaard 2015)

8

I store klubber er det måske muligt at oprette deciderede begynderhold, hvor spillerne lærer det mest grundlæggende og herefter sendes ud på de årgange/hold, der matcher deres niveau. Virkeligheden i de fleste klubber er dog som oftest, at man må forsøge at differentiere træningen således, at alle spillerne oplever, at det er givende at være en del af træningsmiljøet.

Erfaringen er som oftest, at det ikke er noget enkelt projekt at skulle matche erfarne og uskolede spillere. Det betyder ikke, at

opgaven er umulig, men det kræver noget af alle parter – de nye spillere, de erfarne, trænerne og forældrene.

Hvordan integrerer vi i praksis ”nye gamle” spillere på holdet?

Det er selvfølgelig meget individuelt, men i det følgende er der nogle overordnede ”guidelines”: • Hvad er spillerens forudsætninger? Der er stor forskel på, om det er en spiller, der kommer fra en anden idræt – eller en, der aldrig har været en del af foreningsidrætten. Spørg ind til den nye spillers ”idrætshistorik” og strik et program sammen, der afspejler spillernes erfaringer. Er det en svømmer, vil hun være vant til meget træning – og måske være parat til at træne alene. Hvis det er en pige, der aldrig har gået til foreningsidræt, kræver det en mere grundlæggende introduktion til at gå til noget.

• At den nye spiller er parat til at lære og er tålmodig. Når nye udøvere dukker op i klubben, er det vigtigt at byde dem velkommen og samtidig være ærlig og fortælle, hvad det kræver af dem at komme til at spille fodbold på samme niveau som de øvrige på holdet. Man må understrege, at det er vigtigt at være tålmodig, og forklare, hvorfor de måske heller ikke bliver udtaget til kampe det første lange stykke tid. Inddrag dem i fællesskabet ved at bede dem om at varetage funktioner i forbindelse med kamp eller stævne, så de får en fornemmelse af stemningen og lærer de andre at kende.

• At de ’gamle’ spillere motiveres til at påtage sig udfordringen med at integrere de nye spillere. De erfarne spillere i klubben vil ofte opleve det som en belastning, at der kommer nye spillere, der ikke kan specielt meget, og dermed medvirker til at sænke kvaliteten i træningen. Her er det vigtigt at forsøge at inddrage dem mere i udviklingen af nye spillere.

Som spiller kan man opleve at løfte sit eget niveau, ved at man pludselig skal til at kunne forklare andre spillere, hvorfor

man agerer, som man gør, på banen. Løbemønstre, som måske har været kroppens tavse viden, skal pludselig italesættes, ’kattepoten’ eller en ’stikning i dybden’ skal forklares. Samtidig med at man ’træner’ en medspiller, bliver man mere bevidst om sit eget spil, fordi man både skal vise og forklare, hvad man gør.

•A t man som træner er god til at italesætte, at den nye spiller om et år er den spiller, der gør, at vi stadig kan stille hold, når tre andre spillere er taget på efterskole, og en fjerde er flyttet!

•A t vi har en anerkendende tilgang. Anerkend spillerens attitude, vilje, kompetencer og progression. Det er dog også vigtigt at være opmærksom på, at vi godt ved, når de ’hænger’ lidt i forhold til deres holdkammerater. Så husk også at være ærlig i forhold til dem, ellers risikerer du at miste taleretten på den lange bane.

•A t vi er opmærksomme på ’pinlighedsprincippet’. Ingen har lyst til at ’falde igennem’ eller være den primære årsag til, at holdet taber en kamp. Man kan faktisk godt være nervøs, når man som 14-årig skal debutere i række 4. For flertallet af spillere er det vigtige ikke mængden af spilletid, men at det var en god oplevelse at være med. Som træner er det derfor vigtigt, at du først sender senstarterne på banen, når de er klar – dvs. på det tidspunkt, hvor de har erhvervet sig tilstrækkeligt med færdigheder, der gør, at de ikke falder igennem. En god debut er vigtigere end en tidlig debut!

I det følgende vil der blive introduceret to klubber – Hvidovre IF og klubsamarbejdet Køge BK-Køge Nord og Skensved IF - med erfaringer med at integrere senstartere – og som det vil fremgå, er det absolut ikke altid enkelt!

9

Som 13-årig er du for gammel – rekruttering til ungdomsfodbold Piger, der starter aldersmæssigt senere med at spille fodbold, var et centralt samtaleemne blandt klubberne, der deltog i Gode Fodboldmiljøer for Piger. Alle klubber kunne nikke genkendende til behovet for at gøre holdet bredere og mere bæredygtigt overfor frafald. Og hovedparten havde også oplevelser med en stigende interesse for fodbold fra nye piger i 12-14-års-alderen, men mere eller mindre gode erfaringer med at integrere dem på holdet. Derfor virkede det også en kende uoverskueligt at øge antallet ved systematisk at rekruttere helt uerfarne spillere i teenageårene.

En af de deltagende klubber havde et U16-hold, som tidligere var vokset fra 25 til 40 spillere, og et U14-hold, som havde oplevet en tilgang på 17 spillere i alderen 12-13 år, hvilket gjorde dem til en spændende case for erfaringer set fra et træner- og spillerperspektiv.

10

Fælles for begge hold var et ønske om at gøre truppen bredere og mindre sårbar. Og det var ligeledes italesat på begge hold, at nye spillere var velkomne. Medlemsvæksten var på ingen af holdene et resultat af en systematisk rekruttering, Og hvor tilgangen på det ældste hold var helt nye og dermed uerfarne 12-13-årige piger, så var tilgangen på det andet hold primært fodboldspillende piger fra naboklubber, hvis hold af forskellige årsager var blevet for spinkle og efterfølgende lukket. En afgørende forskel, der resulterede i forskellige anbefalinger. For hvor trænerteamet på U14, som ikke havde fået tilgang af piger uden fodbolderfaring, afviste tanken om en bevidst rekrutteringsindsats i aldersgruppen 12-14 år, så anbefalede trænerteamet på U16 en bevidst rekrutteringsstrategi for teenagere uden systematisk fodbolderfaring. De så det som en oplagt mulighed og en kæmpe styrke, at tilgangen af nye medlemmer blev administreret, så

de nye piger blev introduceret til holdet forholdsvis koncentreret og i en mængde, som gjorde det lettere at organisere træning med store niveauforskelle.

At falde til eller falde igennem De to trænerteams var enige om, at uanset hvilken type af nye piger, som skal introduceres til holdet, så skal holdets kultur indtænkes, da det allerede er i modtagelsen, at den nye pige vurderer, om hun vil kunne falde til eller falde igennem.

Det vurderes, at begge holds succes med at integrere de nye piger var forankret i en tydelig italesættelse af, at nye piger var velkomne, samt i en ligeværdskontekst, hvor alle uanset niveau blev betragtet som en del af et samlet hold. På banen var træningstiderne ens, og pigerne varmede op sammen og sluttede træningen af sammen. Alle var en del af de samme samværs- og leveregler, og alle sociale arrangementer og ”spillergoder” som tøjpakker m.v. var på ingen måde betinget af niveauet på banen.

Begge trænerteams havde i forbindelse med medlemsvæksten seriøse overvejelser omkring organiseringen af træningen og ønskede at skabe gode forhold for alle pigerne. Men hvor begge hold startede med fleksibel niveauinddeling i form af stationstræning, så valgte U16-holdet med størst tilgang af uerfarne piger forholdsvis hurtigt en anden løsningsmodel, hvor modpolerne - meget erfarne piger og begynder-piger - blev trænet i to grupper, hver for sig, og så med en gruppe “boble-piger”, der på skift trænede og spillede kampe i de to grupper.

U16-løsningen i træner- og spillerperspektiv Trænerne på U16 italesatte valget af organiseringen i to faste hold og mellem dem en gruppe af piger, som trænede på skift, som den bedste løsning, der kunne tilgodese hovedparten af pigernes udvikling via 25-50-25. Pigerne i begge yderpunkter blev sparret henholdsvis op og ned udenfor holdet enten hos yngre/ ældre årgange eller hos jævnaldrende drenge.

Den klarhed, som trænerne udviste i interviewet, var ikke-eksisterende fra et spillerperspektiv. Både begynderholdet (B-holdet) og spillerne på A-holdet udtrykte tilfredshed med opdelingen, mens boble-pigerne, som ifølge trænerne havde de mest optimale udviklingsmuligheder, havde trivselsudfordringer. Ikke så meget grundet træningsorganiseringen, men den manglende italesættelse af motivationen for opdelingen og den valgte organisering.

Boble-pigerne blev nemlig rent strukturelt på f.eks. kampklar placeret på holdet sammen med begynderne, hvilket betød, at det var kampene for B-holdet, der var synlige for dem, og som de kunne byde ind på - mens de kun kunne se og stille sig til rådighed for A-holdets kampe, når de blev inviteret af en træner.

En lille praktisk, næsten ubetydelig detalje, der sikkert er udsprunget af en forfejlet hensyntagen til de boble-piger, der oftere ville blive afvist, når det stærkest mulige hold skulle stilles. Denne strukturelle fravælgelse fyldte hos boble-pigerne, der trods mange års spillererfaring pludselig så sig ind i en ny identitet som begynderspillere = meget dårlige fodboldspillere. Og den ellers gode intention om træningsudvikling med 25-50-25 blev i spillerperspektivet pludselig en test/prøve, når de blev ”udvalgt” til at træne eller spille kamp med A-holdet, og som et nederlag, når de igen skulle deltage i træning eller kamp med B-holdet.

Vær ærlig – pigerne har gennemskuet dig alligevel Den ubevidste manglende tydelige og kontinuerlige italesættelse af motivationen for opdelingen overfor pigerne kunne have fået fatale frafaldskonsekvenser, da piger i den alder stemmer med fødderne. De ville altså have meldt sig ud – uden at nævne årsagen, og tilbage havde stået et uvidende trænerteam uden chance for at have forstået, hvad der var årsagen til, at pigerne stoppede med at spille fodbold.

At det ikke gik så galt, har samme årsag, som trænerteamets valg væk fra stationstræning med ét stort hold, nemlig ønsket om en tæt træner-spiller-relation, hvor trænerne skal koncentrere sig om at få en tæt relation med et mindre antal piger i stedet for en mindre nær relation til flere piger. Men en del af forklaringen skal også findes i, at pigerne til trods for opdelingen i træningsgrupper blev behandlet ens. De havde samme træningstider, samme mængde af træning og to trænere til hver træningsgruppe.

Ligesom det bestemt ikke skal negligeres, at pigerne fortsat var samlet til træning og sociale arrangementer, hvilket betød, at deres relationer fortsat var bevaret.

Spotboks - sammenfatning At rekruttere senstartere er også en mulighed for tidlige startere til at forblive i fodbolden, fordi de får nye holdkammerater, som kan erstatte nogle af dem, der forsvinder i forbindelse med, at de tager på efterskole eller i overgangen til ungdomsuddannelse.

Analysér dit hold – hvor og hvordan synliggør I fodboldfællesskabet, og at det er åbent for nye interesserede? Tag gerne dine spillere med på råd.

Gør en aktiv indsats for at forstærke den naturlige interesse. At have flere nye gør det lettere at tilrettelægge træning med stor forskel på niveau.

Forklar pigerne om din/trænerteamets motivation for organiseringen af træningen.

Gør det kontinuerligt og tydeligt. Pigernes egne refleksioner og konklusioner på det oplevede er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med jeres intentioner, men de er virkelige for dem. Dialog og ærlighed er vejen til en bedre fastholdelse.

Giv senstarterne en fair og god introduktion til kamp. Arrangér evt. selv begynderstævner, så de nye piger bliver matchet på niveau og får en god oplevelse.

11

Fodboldbilleder.dk

Jeg skulle lige forbi svømning og gymnastik, inden jeg begyndte til fodbold – hvordan kan vi tackle udfordringen med senstartere?

– intro til ”fodboldtræning med sort bælte” Når en 12-13-årig pige kommer ned i den lokale fodboldklub og gerne vil spille sammen med nogle af sine veninder fra klassen, er hun som oftest 4-500 timers træning, 10.000 boldberøringer og 1.000 driblinger bagud. I nogle klubber er det helt uproblematisk, fordi hun f.eks. dumper ind i et miljø med andre senstartere, som hun kan træne og spille kampe med – og grine sammen med, når indlæringen af de fodboldmæssige færdigheder ikke altid forløber, som det var planlagt!

I andre klubber skal hun ind på et hold med nogle engagerede forældretrænere, der er passionerede omkring fodbold, men som ofte ikke har den nødvendige tid og måske heller ikke fagligheden til at møde senstarterne. Derfor er der også en stor risiko for, at hun i lighed med mange andre senstartere hurtigt stopper igen. Ikke fordi hun er blevet træt af fodbold, men fordi hun igen og igen oplever at ”falde igennem” til både træning og i kamp.

Hvis nu pigen i stedet var blevet inviteret ned i den lokale karateklub af en veninde, møder hun der en instruktør, der har sort bælte, og som er vant til at håndtere senstartere, fordi karate er en idræt, som mange begynder til ret sent. Med stor sandsynlighed er instruktøren selv senstarter og har dermed forudsætninger for at forstå, hvad der går igennem hovedet på en 12-årig, der for første gang træder ind i en karate-dojo.

12

I modsætning til den store gruppe af forældretrænere på fodboldholdet besidder karateinstruktøren qua sin faglighed de

værktøjer, der skal til, for at den 12-årige pige efter fire måneder kan gå til sin første graduering. Her erhverver hun den blå streg på sit hvide bælte, der signalerer, at hun nu mestrer de helt basale karateteknikker og dermed er en integreret del at fællesskabet i karateklubben.

I projektet ”Fodboldtræning med sort bælte” er ideen, at senstartere som supplement til deres holdtræning gennemgår et intensivt 10 ugers træningsforløb, hvor de via træning med klubbens dygtigste og bedst uddannede trænere – altså dem med ”sort bælte” – samt ugentlige hjemmeopgaver bliver fortrolige med helt basale fodboldteknikske færdigheder og efterfølgende bliver i stand til at spille på et breddehold uden at falde igennem.

Fodboldtræning med sort bælte er udviklet til såvel at rekruttere som fastholde flere senstartere i fodbolden, og to pilotprojekter tyder på, at intensive fodboldforløb med fagligt dygtige trænere har potentialet til at hæve succesraten for vellykket integration af senstartere ind i fodboldklubberne.

Hvis du træner lige så meget, som du snakker, kommer du på landsholdet …

Vi er taget til ”Sort bælte-træning” i klubsamarbejdet Køge BK-Køge Nord FC-Skensved IF, hvor 18 piger er mødt op til træning sammen med David, der er ungdomssportschef i HB Køge Pigetalent. David får hjælp af Louise, som spiller på klubbens U18-hold og er med i træningsmiljøet omkring HB Køges kvindeligatrup.

Stemningen er let, lydniveauet er højt, og der bliver grinet rigtig meget af både egne og andres ”skæverter”, når bolden ikke altid vil det samme, som spillernes hjerne gerne vil have den til.

Samtidig fornemmer man også en stor seriøsitet i forhold til at lære de mest basale fodboldtekniske færdigheder, og der bliver lyttet, når trænerne viser øvelserne, og når der coaches på de

enkelte spilleres arbejde med at udføre øvelserne. Spillerne er opmærksomme, når de bliver instrueret i vinklen på støttebenet og spændingsniveauet i fodleddet, og spillerne spørger, hvis der er ting, de ikke forstår. ”… Fra dag 1 har vi sagt til spillerne, at de skal spørge, hvis de er i tvivl om, hvordan øvelsen skal udføres, for ofte er det jo bare mig og Louise, der ikke har forklaret tingene, så de forstår det.

Nogle gange handler det om, at vi – uden at tænke over det – anvender fodboldtekniske termer, som ikke forstås af spillere udenfor miljøet. Andre gange handler det om, at deres tilgang til at lære bare er anderledes end den tilgang, vi er mest fortrolige med – og så forsøger vi efter bedste evne at forklare tingene på en lidt anderledes måde. Så vi har på en måde gjort pigerne ansvarlige for deres egen læring ved at sige til dem, at de skal sige til, hvis der er ting, de oplever som svære eller decideret ikke forstår. De bliver jo ikke bedre, hvis de bare bliver ved med at lave de samme fejl. Det har været en proces at få pigerne til at bede om hjælp. Man kan godt mærke, at mange af dem er formet af en kultur, hvor man primært rækker hånden op, når man har styr på tingene, men jeg synes, at de er blevet rigtig gode til det. Efter hver træning evaluerer vi på deres oplevelse af træningen, og det, synes jeg, fungerer. De tør også godt sige, hvad de synes, der er svært. Her hjælper det nok også lidt, at de godt kan se, at de andre heller ikke rigtigt har styr på teknikken endnu…”. ”... Det har været en stor hjælp, at de andre var lige så ringe som mig...”

Josephine er 13 år gammel, er vokset op i en fodboldfamilie, men har det meste af sin barndom gået til gymnastik og svømning. ”Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg skulle åbenbart lige forbi gymnastik og svømning først. Jeg er vokset op i en fodboldfamilie og har set mange kampe, men jeg kom aldrig i gang med at spille, fordi jeg jo også gik til noget andet sport to-tre gange om ugen. For et år siden stoppede jeg så til gymnastik og ville egentlig gerne i gang med at spille fodbold, men der

13

var ikke rigtigt nogle hold, hvor man kunne begynde, når man er 13 år gammel, fordi man jo er meget dårligere end alle de andre.

En dag viste min mor mig et opslag på FB, der reklamerede for ”Sort bælte”, og spurgte, om det ikke var noget for mig. Jeg havde ikke rigtigt lyst til at begynde alene, så jeg fik overtalt en af min veninder til at tage af sted sammen med mig, og nu har vi gået til fodbold i fem måneder - og jeg nyder hver eneste gang, jeg kommer til træning. Det er sjovt, jeg lærer en masse, og fællesskabet er rigtig godt. Alle ved jo godt, at de ikke er Messi, men alle prøver så godt, de kan – og hvis der er en, der rammer bolden totalt skævt, griner man jo bare, fordi man jo godt ved, at det kunne have været en selv...”.

Efter nytår skal Josefine og hendes veninde spille med på et nyoprettet fælles U15-hold, hvor de kommer til at spille sammen med spillere, som har gået til fodbold i en del længere tid end dem selv. ”Men det vurderer jeg faktisk er helt uproblematisk,” siger ”sort bælte-instruktøren” David Rigelsen. ”Vi oplever, at spillerne i løbet af de 10 uger med intensiv træning rykker sig så meget, at de kan spille med på et breddehold uden at falde igennem. 10 ugers investering af min og Louises tid - og så er en del af disse piger – måske for første gang i deres liv – klar til at blive en del af foreningslivet. Det gør bare en lidt glad i låget”.

Davids fem gode råd til dem, der gerne vil i gang med ”Sort bælte”: Første gang er det vigtigt med lidt gensidig rammesætning De fleste af pigerne er virkelig dårlige, når de begynder, og for at miljøet kan fungere, er det vigtigt, at de lærer at grine af sig selv og med hinanden, når de ikke kan finde ud af øvelserne! Vi kommer til at grine meget, men aldrig af hinanden – og det skal man som træner italesætte fra starten!

14

På samme måde er det vigtigt hurtigt at få forklaret, at alle er velkomne på holdet – undtagen dem, der insisterer på at sige: ”Det kan jeg ikke finde ud af!” Som oftest er der jo bare tale om, at spillerne ikke har lært det endnu, så det er vigtigt, at man advokerer for et Growth mindset, hvor spillerne hele tiden – i deres eget tempo – arbejder med at blive bedre!

Endelig er det også vigtigt at få pigerne til at undlade at sammenligne deres udvikling med de andre spilleres udvikling, Selvom man måske i udgangspunkt er lige dårlige til fodbold, så betyder spillernes forudsætninger en masse for, hvor hurtigt de udvikler sig! De spillere, som har dyrket gymnastik, kommer jo helt naturligt med en bedre motorik end den, der har spillet blokfløjte – og det har betydning for læringskurven. Derfor er det vigtigt hele tiden at understrege, at det er retningen – det, at de lærer teknikken ordentligt – og ikke så meget hastigheden, der er det vigtige.

Vær ambitiøs på spillernes vegne!

Sort bælte er opbygget på en måde, hvor vi hele tiden arbejder indenfor nærmeste udviklingszone med fokus på en god balance mellem spillernes aktuelle færdigheder og afpassede udfordringer. Succeser, som man skal anstrenge sig for at opnå, giver mod og handlekraft i forhold til at lære mere, og det er denne proces, vi ønsker at sætte i gang hos spillerne i forhold til såvel fodbold som andre områder af deres liv. Og jeg er reelt overrasket over, hvor meget spillerne er parate til at gøre for at lykkes med de ting, vi introducerer. Det er lidt, som om fodboldtræningen er et frirum fra en præstationskultur, hvor det er vigtigere at bestå end at forstå. Fodbolden er helt anderledes. Her kommer du ingen vegne med at lade, som du kan lave en rigtig vending – du skal kunne det i praksis. Og det med at gå hjem med en fornemmelse af, at man har lært noget nyt, som kan bruges til noget, virker til at være en vigtig motivationsfaktor for spillerne.

Få et potentielt forbillede med som hjælpetræner Det, at man får en U18- eller seniorspiller med som assistenttræner, kan noget. Spillerne får i højere grad nogen, de kan spejle sig i – og som i praksis viser, hvor dygtig man kan blive, hvis man træner målrettet. Og så er en hjælpetræner også med til at øge indlæringshastigheden, fordi der kan arbejdes intensivt i mindre grupper.

Find en model, der passer jer Vi har afprøvet lidt forskellige modeller: -E n ugentlig træning i 10 uger, hvor pigerne også trænede med et alderssvarende hold og også fik hjemmearbejde i form af videoer med træningsøvelser -T o ugentlige træninger og mulighed for at træne med et alderssvarende hold - En sommer-camp, hvor vi kørte forløbet over fire dage Det vigtige er i udgangspunktet ikke, hvilken model I vælger – det vigtigste er, at spillerne møder systematik og individuel kvalitet i træningen. At træneren coacher på den enkelte spiller og tør fejlrette med det samme, således at spilleren bliver klar til næste udviklingsskridt.

Læs mere om ”Sort Bælte” på www.dbu.dk

15

Fra årgang til årgange & fra klub til klubber – når organisering gør en forskel Da FC Thy i 2017 fortjent modtog Danskernes Idrætspris, blev hele Danmark introduceret til en inspirerende historie, der i praksis illustrerede potentialet i lokale foreningssamarbejder, hvor vi kan mere sammen end hver for sig!

Beretningen om FC Thy, der dækker over en overbygningsaftale mellem Nors B, Klodby-Hørdum IF, IF Nordthy, Frøstrup-Hannæs IF og Thisted, har været til stor inspiration rundt omkring i hele landet, hvor der i disse år arbejdes med og eksperimenteres med organiseringen af pige- og kvindefodbolden.

Hold-, klub- og overbygningssamarbejde med navne som Sydsjællands Pige Alliance, Hatting-Torsted, Ølstykke Jyllinge FC, Fyrkat Q og Odense Q har de senere år set dagens lys. Som oftest tager samarbejdet udgangspunkt i en fælles udfordring omkring kritisk masse – især omkring de ældste ungdomshold, mens det i andre tilfælde tager afsæt i et ønske om at hæve kvaliteten af et i forvejen godt lokalt tilbud.

Holdsamarbejder, som f.eks. Hatting-Torsted og Ølstykke-Jyllinge FC og Fyrkat Q, hvor klubber arbejder sammen omkring et eller to hold, er den enkleste og mest udbredte samarbejdsform.

Klubsamarbejder, som f.eks. Fredericia KF, Sorring-Voel Fodbold og Køge BK-Køge Nord FC-Skensved IF, hvor man arbejder sammen omkring en eller flere årgange, er knapt så udbredt. Det er lidt mere omstændeligt, bestyrelsen skal ind over, og klubberne skal arbejde sammen omkring alle hold i en årgang.

16

Overbygninger, som f.eks. Odense Q, FC Thy, Team Viborg m.fl. er ofte knyttet til klubber, der har et mere elitært setup, og er den administrativt ”tungeste” organiseringsform, hvor der kræves en stiftende generalforsamling, vedtægter og godkendelse af DBU´s bestyrelse.

Nogle af disse samarbejder er ”flygtige” og er med til at løse et akut problem, men stadig flere samarbejder har udviklet sig til en organiseringsform, hvor man med afsæt i positive erfaringer vælger at gøre samarbejdet mere permanent, fordi der en fælles oplevelse af, at man – i lighed med erfaringen i FC Thy – kan mere sammen end hver for sig!

Og at der er tale om stabile projekter, har stor signalværdi i forhold til sponsorer og eksterne samarbejdspartnere, men især i forhold til rekruttering af trænere, som ved, at der er spillere nok, og U14-spillerne, som ved, at der også er et hold, når de rykker op til U16!

Struktur og organisering af de lokale setup for pigefodbolden er en del udviklingen af pigefodbolden i Danmark, og der er masser af inspiration at hente ved at kigge på f.eks. www.fcthypiger.dk; www.fredericiafk.dk og www.teamviborg.dk Struktur og organisering spiller også en vigtig rolle på andre niveauer - internt i klubberne, hvor volumen ofte kan være en udfordring, men hvor nogle få justeringer kan være med til at optimere træningsmiljøet, men også regionalt, hvor fælles events på tværs af alder og niveau kan være med til at give spillerne oplevelse af at være mange - og brande pigefodbolden i forhold til omverdenen. I forsøget på at inspirere til lokal ny- og gentænkning i forhold til disse temaer vil der i det følgende blive introduceret til de to U15-hold i Nibe Boldklub og Projekt P i København.

17

Tidligere var vi 11 spillere – og når nogen var syg, så var det nederen at komme til træning!

– perspektiver på værdien af større træningsfællesskaber på tværs af alder Man kender det i mange klubber. Der er spillere nok på årgangene, når der spilles 5- og 8-mandsfodbold, men det begynder at knibe, når man skal op at spille 11-mandsfodbold. Der skal bruges flere spillere, hvilket bliver vanskeligere i takt med, at de vælger fodbolden fra. Man kommer let ind i en ond spiral, hvor træningsmiljøet begynder at blive skrøbeligt – nogle gange er man kun otte til træning, det bliver stadig vanskeligere at lave kamprelevant træning, og man skal hele tiden ud at låne spillere for at kunne stille hold.

Sådan var det også i Nibe BK, hvor årgang 06, som efter sommerferien 2020 skulle spille U15 Liga 2, ofte kun var 8-10 spillere til træning, og for at kunne stille hold var de nødsaget til at låne spillere på det daværende U13-hold.

I erkendelse af, at det var en uholdbar situation, tog klubben en beslutning om at slå klubbens U13-15-spillere sammen i én træningsgruppe og tilmelde to U15-hold. Beslutningen blev meldt ud på et spiller- og forældremøde i august og medførte de naturlige forældrebekymringer omkring matchning på fysik, mens spillernes bekymring mere gik på det sociale.

18

At man i et sportsudvalg beslutter sig for at slå to hold sammen, fordi det ud fra nogle ressourcemæssige og sportslige vurderinger giver mening, betyder ikke, at spillerne også synes, det er en fantastisk ide. Nogle klubber har erfaringer med, at når man slår hold sammen, så kan 10+10 godt være lig med 12!

Men sådan er det ikke gået i Nibe! Da vi sidst i november møder U15-spillerne Johanne, Emma, Filippa, Signe, Selma, Freja, Laura og Augusta for at tage temperaturen på projektet, ser det ud til, at spillernes såvel som forældrenes bekymringer er blevet gjort til skamme, og regnestykket er som håbet. Der er 25+ til træning, intensiteten er god, og spillerne er blandet på kryds og tværs.

I starten skulle man lige vænne sig til tanken …

Spillerne fortæller, at de var lidt uforberedte på, at holdene blev slået sammen. ”Det skete bare til en fællesspisning, hvor vores forældre også var med. Her fik vi at vide, at vi skulle have ny træner, og at holdene blev slået sammen. Vi havde ikke rigtigt noget valg. I starten var det sådan lidt ... Der var mange, jeg ikke kendte, men nu er det fedt. Det er gået vildt hurtigt med at komme ind på livet af hinanden.”

Spillerne er meget enige om, at de i dag – fire måneder efter sammenlægningen af holdene – sjældent tænker over, at U15-holdet i dag består at spillere fra flere årgange.

Og det er heller ikke noget, de tænker over, når de mødes i omklædningsrummet. På U15-holdet i Nibe bader de nemlig efter træning og kamp, og ”badesituationen” kunne potentielt give anledning til en vis naturlig akavethed, når to hold på tværs af alder mødes under bruseren: ”... I begyndelsen var det måske lidt underligt, men nu er det ikke noget, vi tænker specielt meget over …

Omklædningsrummet er bare en masse snak og høj musik, og det med alder er altså ikke noget, vi tænker særlig meget over…”.

Gad vide, om de synes, jeg er god nok En gruppe af de yngste spillere fortæller, at de i forbindelse med de første træninger godt kunne være præget af en lille smule præstationsangst: ”... F.eks. når man spiller 1v1, og alle står der og kigger, så kan man godt blive sådan lidt … og være bange for, at de andre griner af en, hvis man bliver rullet … eller man ikke kan finde ud af en ny øvelse. Men det viste sig jo, at de var megasøde…”.

Spillerne peger på, at det var god timing, at holdet fik en ny træner, fordi det betød, at både de yngste og de ældste skulle vænne sig til nye øvelser, og det gjorde det lidt lettere, at alle spillerne lige skulle omstille sig til en ny virkelighed.

Spillerne peger på, at fordelen ved det større træningsmiljø er, at det giver mulighed for at lave andre øvelser, mere intensitet, at det nu er muligt at spille 11v11 til træning, og især de yngste af spillerne peger på, at de bliver bedre ved at spille med de ældre spillere.

Ulempen er omvendt, at der nogle gange er lidt stor niveauforskel mellem de bedste spillere og så dem, der er kommet knap så langt i deres fodboldmæssige udvikling, og her peger spillerne på, at trænerne gerne må være lidt bedre til at matche spillerne, så alle får noget ud af det.

Rent sportsligt ser det også ud til, at det valg, som de sportsligt ansvarlige traf, om at slå de to årgange sammen, har givet ganske god mening.

Når sæsonen 2021 går i gang, har Nibe Boldklub tilmeldt to U15-hold, hvoraf det ene er rykket op i Liga 1 og nu skal prøve kræfter med de bedste hold fra Fyn og Jylland.

Og så lige fire gode råd fra Nibe-spillerne til de klubber, der overvejer at gøre noget lignende - Det er klubben, der skal tage beslutningen! Vi ville nok aldrig selv kunne været blevet enige om at foreslå det -D et er en god idé, at man laver nogle fælles træninger, inden det sker – det gør det meget nemmere, hvis man kender hinanden på forhånd -D et er en god ide at gøre det, når man alligevel skal have en ny træner.

Så bliver det mere sådan et nyt hold, hvor man lidt kan begynde forfra -D et er de ældste spillere, der skal tage sig godt af de yngste – og det kan man godt bruge lidt tid på at forberede, inden holdene blive slået sammen.

Tallene taler deres tydelige sprog ...

I forbindelse med projektet ”Gode Fodboldmiljøer for Piger” foretog vi i november en trivselsundersøgelse på U15-årgangen, hvor vi bl.a. spurgte ind til deres holdning til sammenlægningen af de to årgange. Undersøgelsen pegede på følgende: -7 5 pct. angav, at de syntes, at det havde været en rigtig god oplevelse at være en del af et træningsmiljø på tværs af årgangen, mens 8 pct. angav, at de stadigvæk ikke syntes, at det var en god ide -6 2 pct. – både U14- og U15-spillere – angav, at det havde hævet niveauet til træningen, mens 12 pct. angav, at de syntes, at det havde sænket niveauet -5 8 pct. af spillerne angav, at de så det som en mulighed for at lære noget af dygtigere spillere -5 4 pct. angav, at de godt kunne lide at være sammen med spillere, der var ældre end dem selv, mens 8 pct. var uenige i dette - 1 9 pct. af spillerne vil helst spille på et hold med spillere på deres egen alder, mens dette ikke har nogen betydning for det store flertal

19

Projekt P – når vi sammen udvikler pigefodbolden For at gøre en aktiv indsats for fastholdelse af pigespillere i de frafaldstruede årgange afprøvede DBU København i 2019 bydels-fællestræning for piger U12-U16 under navnet Projekt P. Ideen med Projekt P var, at fællesskab og udvikling skulle ses i en fastholdelses-kontekst, hvor lokale træningssamarbejder mellem klubber skulle sikre, at pigerne kunne samles i en mængde, der gav et godt fundament for læring, sjov og udfordrende træning på alle niveauer. At sætte fokus på træning og udvikling af spillerfærdigheder som fastholdelsesindsats understøttes ligeledes af konklusionerne fra et pilotprojekt i DBU Sjælland i samarbejde med Københavns Universitet ved Glen Nielsen. Konklusionen herfra er nemlig, at ungdomsspillere fastholdes gennem fokus på at mestre nye færdigheder uanset spillerens køn, niveau og erfaring.

Men selvom træning, udvikling og mestring var i fokus i Projekt P, så var der også andre understillede formål. For det første byggede projektet ligeledes på en hypotese om, at det at træne sammen på tværs af klubber - og i nogle tilfælde også spise sammen efterfølgende - ville opbygge et fællesskab, der kunne nedbryde eventuelle barrierer for kampdeltagelse.

Og for det andet så havde kravet om klubtrænernes tilstedeværelse (1 deltagende træner pr. 10 spillere) også til formål at opbygge et netværk mellem trænerne. Ligesom muligheden for at trænerne under vejledning kunne nørde øvelser og øvelsesjusteringer i et planlagt aldersrelateret træningsprogram og gennem den sparring kunne udvikle egne trænerkompetencer til gavn for træningskvaliteten i egen klub.

20

I projekt P blev en ekstern part købt ind til at varetage trænings-

planlægningen og tage ansvaret for træningsafviklingen i de forskellige bydele, mens DBU København administrerede planlægningen i form af invitationer, tilmeldinger og efterfølgende synlighed af arrangementet som optakt til den næste fællestræning - i ønsket om, at det blev netop det arrangement, der blev topscorer på deltagerlisten (106 deltagende piger) eller nåede op over gennemsnittet på 60 deltagende piger. Værtsklubberne var pålagt ansvaret for, at der var baner, kegler og mål til rådighed, mens de deltagende klubber medbragte en bold og en vest til hver af egne piger, som deltog. Derudover valgte nogle af værtsklubberne at arrangere fællesspisning - mod deltagerbetaling - efter træningen.

Også på Fyn har der været udbudt fællestræning, hvor klynger af klubber kan deltage i ekstra træning. Konceptet på Fyn, Stjernespillerskolen, er målrettet en yngre aldersgruppe U9-U14, der ikke i samme omfang er frafaldstruet, men med samme overordnede målsætning om større træningsmiljøer med bedre mulighed for i træningstilbuddet at kunne matche piger på et niveau, der understøtter deres udvikling, samt netværksudvikling mellem spillere og trænere fra forskellige klubber.

Tilbuddet på Fyn adskiller sig – udover alderen - også fra projekt P ved, at Stjernespillerskolen har en meget tydelig synliggørelse af progressionen - og et belønningssystem, der giver spillerne en meget konkret fornemmelse af mestring. Et system, der understøtter motivationen for deltagelse, og som passer godt til den aldersgruppe, som konceptet er udviklet til at ramme.

DBU København har udarbejdet nedenstående praktiske guidelines til de nærområder, der selv har lyst til at udbyde fælles pigetræninger/ Projekt P-forløb • Definér området: · Hvilke klubber hører til? Definér max-afstanden mellem de deltagende klubber · Undersøg, hvilke klubber der ligger inden for den ønskede afstand og har lyst til at deltage · Hvilke ressourcer har området i fællesskab adgang til? · Hvem har ansvaret for hvad? F.eks. kan træningsplanlægningen gå på skift mellem de deltagende klubbers trænere, eller som i Projekt P kan en fælles ekstern ressource købes ind · Definér forventningerne til deltagerne/deltagerklubberne.

F.eks. har Projekt P et krav om 1 deltagende træner pr. 10 spillere.

Få i fællesskab lagt en plan og fordel værtsskabet · Datoer/dag og tidspunkt. Erfaringen fra DBU København er, at fredag er en god dag at afholde fællestræning · Book baner · Hvad skal der være af aftaler angående udstyr?

F.eks. at man skal medbringe en bold og en vest pr. pige · Er der tilknyttet et socialt arrangement? (ja, nej, hvad, hvor og hvornår) · Invitationer og administration af tilmeldinger, hvem tager hvad, hvornår?

pred budskabet om tiltaget dér, hvor målgruppen er S – piger U12-U16 samt trænere · Udarbejdelse af invitation og udsendelse – også gerne til de klubber, der i første omgang ikke havde ressourcer til at deltage. Måske nogle spillere/trænere vurderer anderledes end dem, I har haft kontakt til · Administrér tilmeldingerne · Send træningsprogram og yderligere informationer til de deltagende trænere, så de kan forberede sig = alle har et ansvar for en god fællestræning · Tag billeder og fodr de forskellige SoMe-platforme, så budskabet om fællestræning udbredes og vokser sig større

Vær åben · Byd velkommen · Opfordr til ris/ros. Det engagerer og udvikler pigerne, og feedback udvikler træningen og konceptet til alles bedste · Ikke alle kan det samme, og ingen kan alt – vær åben for andres kompetencer og fordel ressourcer og kompetencer der, hvor det giver mening

21

Jeg kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen

og der er blandt pigerne en fælles forståelse for, at når man ikke længere oplever, at hverdagen hænger sammen, er det normalt, at man dropper fodbolden.

– fodbold og uddannelse

Selvom de spillere, der stopper, skriver sig ind i en endeløs strøm af andre spillere, der troede, at de skulle spille indtil den dag, det ikke længere var fysisk muligt for dem, er det slående, hvor individualiseret fravalgsprocessen egentlig er. Det er mit projekt at få hverdagen til at hænge sammen, og hvis jeg ikke lykkes med det, så er det min beslutning at stoppe med at dyrke idræt.

Men selvom det er en individuel beslutning, er det de samme tanker og den samme proces, som den store gruppe af piger er igennem.

Undersøgelsen ”Gode idrætsmiljøer for piger” (DIF 2018), som baserer sig på data fra 800 piger i alderen 13-18 år, viser meget tydeligt, at når spillere vælger fodbolden fra, handler det ikke om, at de er blevet trætte af selve spillet, træning eller kampe!

Det handler heller ikke om, at de ikke trives i de fællesskaber, som de er en del af, at deres trænere er dårlige, eller at faciliteterne er ringe. Der er generelt stor ”kundetilfredshed” blandt pigerne. Alligevel vælger en stor gruppe af dem ”produktet” fra, fordi det ikke passer ind i en hverdag, hvor der specielt i forbindelse med overgangen til ungdomsuddannelserne skal bruges meget mere tid på lektier, afleveringer, transport, sociale aktiviteter, at tjene sine egne lommepenge m.v.

I udgangspunktet er der ikke nogle af disse ting, der kan vælges fra, fordi der er tale om såvel formelle som uformelle ”skalarenaer”. For at få kabalen til at gå op bliver det nødvendigt at kigge på de mulige ”kan-arenaer” i deres liv. Her er det oplagt, at fodbolden er én af de arenaer, som det er muligt at fravælge i bestræbelserne på at få hverdagen til at hænge sammen med ambitionerne om at klare sig godt i skolen og i livet generelt. I folkeskolen kunne sporten i højere grad være omdrejningspunktet i hverdagen, men på ungdomsuddannelserne ændrer dette sig. Denne ændring er ikke til forhandling, for de fremtidsdisciplinerede piger ved godt, at det er uddannelse, der er det vigtigste.

22

Det er som oftest ikke med pigernes gode vilje, at fodbolden vælges fra, fordi de godt ved, at fravalget af sporten samtidig betyder, at de giver afkald på nogle vigtige mentale frikvarterer, fællesskaber og oplevelser i deres liv, som fodbolden gav dem.

Men for det store flertal af pigerne er valget alligevel ikke svært,

Lige præcis i den situation, når hverdagen bliver for hektisk, kunne det måske give mening, at klubberne handler aktivt for at støtte pigerne igennem nogle af de overgangsfaser i livet – f.eks. overgangen til ungdomsuddannelse. Reelt er det ikke afgørende for deres ”fodboldkarriere”, om de træner intensivt det første halvår af gymnasiet, men det er afgørende for deres ”fodboldfremtid”, om de formår at ”overleve” denne periode af gymnasiet med støtte fra klubben, trænere og forældre.

Grundforløbet i de tre første måneder er både hårdt og intenst, fordi alting på skolen er nyt (omgivelserne, lærerne, fagene og klassekammeraterne), samtidig med, at der er mange afleveringer og afsluttende eksaminer. Ifølge spillerne mindskes presset en del efter de første tre måneder i takt med, at de afslutter grundforløbet.

I mange klubber vil man som træner, i samarbejde med spillerne, aftale at droppe en træning eller to, når de oplever, at presset bliver så stort, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. For mange piger er det ikke en løsning, der er holdbar.

Udfordringen ved sådan en model er, at der er tale om en ”her og nu-løsning”, der derfor ikke giver udøverne en generel ople-

velse af, at hverdagen med sport og skole hænger sammen. Når pigerne melder afbud til træning, er det ofte en beslutning, der medfører dårlig samvittighed over for sig selv, ens træner og de andre på holdet.

En pige, der går i 1.g., forklarer eksempelvis, at når hun melder afbud til en træning, overbeviser hun sig selv om, at de andre piger bliver bedre end hende, fordi de får en træning mere end hende.

Løsninger, der reelt hjælper spillerne i overgangene, er langt mere strukturelle end individuelle. Det er klubben, som tager en beslutning om at etablere et tilbud, der fungerer for det store flertal af spillere – f.eks. træning en gang om ugen i de første tre måneder af gymnasiet. For de spillere, der har mulighed for at træne mere, finder vi tilbud, de kan vælge til – men grundtilbuddet er træning en gang om ugen og kamp søndag eftermiddag, således at det ikke kolliderer med fest på gymnasiet fredag aften! Og sådan er det også de næste mange år, hvilket betyder, at de nuværende U15-16-piger godt ved, at fodbold og uddannelse ikke er en modsætning – og at de spiller i en klub, som tager dem og deres ændrede livsvilkår alvorligt!

Klubberne skal selv finde modeller, der fungerer lokalt! Til inspiration i forhold til at udvikle funktionelle modeller vil vi i det følgende introducere til en række klubbers arbejde med at integrere hjemvendte efterskoleelever, samt en lokal klubs arbejde med at udvikle et setup, der kan rumme spillerne, mens de er i gang med en ungdomsuddannelse.

23

Goddag til ungdomsuddannelse og farvel til fodbold, eller …?

Vi havde lavet en aftale om, at vi ville starte igen, når vi kom hjem fra efterskolen – perspektiver på ”efterskoleudfordringen” I skoleåret 2020/2021 blev der igen sat ny rekord for antallet af unge, som valgte at tage på efterskole. Lidt over 30.000 unge tog på efterskole, fordelt med ca. 8000 elever i 8-9. klasse og 22.000 elever i 10. klasse.

Udviklingen udfordrer naturligt mange lokale pigemiljøer, og spørgsmålene er mange! Mister vi en hel årgang? Hvad gør vi med dem, der bliver tilbage? Og hvad skal vi gøre for at få spillerne retur efter endt efterskoleophold?

Svarene på disse spørgsmål er ofte meget lokale. Hvis man har store årgange, kan man som klub ”overleve”, at der er en gruppe spillere, der tager på efterskole, mens det andre steder betyder, at man kun har et halvt hold tilbage – og derfor skal tænke i alternative organiseringsformer for at fastholde disse spillere, som f.eks. holdsamarbejder.

Selvom svarene i udgangspunkt er lokale, så er udfordringen reelt ofte den samme år efter år – uanset om man er en stor eller lille klub. Det vigtige er derfor, at man som klub udvikler modeller, der fungerer i forhold til de unikke lokale udfordringer.

Heldigvis er der meget inspiration at hente hos nogle af de klubber, som har gode erfaringer med at få reintegreret spillere i fodboldmiljøerne, når efterskoleopholdet er afsluttet – og nogle af disse erfaringer vil der blive introduceret til i det følgende.

24

Man skal turde give slip på spillerne!

Når. man tager på efterskole, er det for at opleve et helt unikt

fællesskab, og så giver det ikke den store mening, at man med jævne mellemrum er nødt til at vælge fællesskabet fra, fordi man også har forpligtelser derhjemme. Det dilemma skal man undgå at sætte spillerne i – noget, man er meget opmærksomme på hos FC Thy, som gennem en årrække har arbejdet systematisk med ”efterskoleudfordringen”.

Formand Bent Andersen siger: ”Som klub vælger vi at støtte op og sige til pigerne: ’Hvor er det fedt, at I skal på efterskole - nyd det nu!’ - og lade være med at stille fodboldmæssige krav til dem. De skal ikke stå i en situation, hvor de skal vælge mellem det ene eller andet. Som klub skal man lade være med at stå og trække i dem og fortælle dem, at de skal komme og spille kampe, fordi de føler, at de går glip af ting på efterskolen. De skal have lov at nyde det og få deres oplevelser uden dårlig samvittighed overfor klubben.”

Snak om det, inden spillerne tager af sted!

I Hadsten SK sendte man i skoleåret 2019-20 nærmest et helt hold af sted på efterskole, og de er alle vendt retur til klubben.

Hvad er ”hemmeligheden” bag, at alle spillerne er vendt retur?

Når man spørger de to hjemvendte spillere, Ida-Marie Cassøe og Amalie Lund Dalgaard, så peger de på flere ting. ”... Det var noget, vi snakkede om, inden vi tog af sted, og her var vi enige om, at vi alle sammen gerne ville fortsætte det unikke fællesskab, som vi har, hvor nogle af os har spillet sammen i 8-10 år. Jeg tror egentlig, at det, at vi havde lavet en aftale på forhånd, har medvirket til at fastholde mange af os. Det var ligesom ikke noget, vi behøvede at tænke så meget over – beslutningen var lidt taget på forhånd, og det, tror jeg, har betydet noget for, at vi alle er vendt retur…”.

Fra klubbens side havde man også, før pigerne tog af sted, gjort sig tanker omkring, hvordan man skulle bevare kontakten. Annette Eriksen fra sportsudvalget fortæller: ”… De trænere, der

25

havde trænet pigerne op til, at de skulle på efterskole, påtog sig ansvaret for at få etableret en FB-gruppe, hvor man kunne holde kontakt med spillerne, lave forskellige former for meningsmålinger, informere om de fremadrettede planer m.v. Og pigerne havde også deres egen FB-gruppe, hvor de løbende kommunikerede. Jeg tror, at den løbende kommunikation har været vigtig for processen. Som klub havde vi også forberedt et arrangement for efterskoleeleverne, som desværre blev aflyst pga. corona, men som klub havde vi gjort os nogle tanker i forhold til, hvordan vi skulle tackle efterskoleudfordringen, og det, tror jeg, har haft betydning for, at alle spillerne er kommet retur.”

Man er stadig en del af holdet, selvom man er på efterskole I Dalum-Næsby har man også gjort sig tanker omkring, hvordan man sikrer sig, at spillerne ikke fravælger fodbolden, mens de er på efterskole. Træneren for U18-holdet, Trine Roesdahl, fortæller: ”… Jeg holder løbende kontakt med pigerne, som også bliver inviteret til de aktiviteter, vi har udover fodbolden, så de er stadig en del af holdet, men de kommer bare ret uregelmæssigt!”.

Samme strategi benytter man sig af i FC Thy, hvor de spillere, der er på efterskole, inviteres til nogle udvalgte arrangementer for årgangens piger, arrangementer, som ikke behøver at have noget med fodbold at gøre. Det kan være tre-fire gange på et år - og alt lige fra pizzaaften til en tur ind at se fodbold eller noget helt tredje. Arrangementer, som, klubben sikrer, bliver lagt i weekender, hvor pigerne alligevel er hjemme fra efterskolen og dermed ikke skal vælge imellem det ene eller andet.

26

Fodbold er et frirum!

Når man så kommer hjem, er det vigtigt, at klubben tilbyder et fodboldmiljø, som er tilpasset spillernes nye hverdag.

Ida-Marie og Amalie fra Hadsten, der begge går i 1.g. på Favrskov Gymnasium, er kommet retur til et miljø, hvor der trænes en gang om ugen og spilles kamp i hverdagen. ”… Og det passer godt ind i vores hverdag, hvor det godt kan være svært at få tingene til at hænge sammen. Skole, lektier, kørekort, arbejde … alt muligt. Så er træning en gang om ugen passende. Til gengæld glæder man sig også til at komme til træning, som er et frirum for lektier, gymnasiet og det pres, man oplever i hverdagen. Man mødes med sine veninder, som man har kendt i lang tid, og så får man snakket dagen igennem - nogle gange så meget, at vores træner bliver en anelse træt af at høre på os.”

En lidt uventet konsekvens af, at ambitionsniveauet er sat noget ned i forhold til, da pigerne spillede i Liga 1 og trænede tre gange om ugen, er, at nogle af de spillere, der dengang valgte fodbolden fra, er kommet retur. Som spillere er de måske lidt rustne, men de er vigtige i forhold til at få etableret et miljø, som ikke er alt for skrøbeligt.

En tilgang, som Karoline Madsen, en af de spillere, der er kommet retur fra efterskole, oplevede som særdeles positivt:

Det er vigtigt med en træner med det rette fokus ...

I Hadsten SK har U18-pigerne en træner, der accepterer de præmisser, som pigerne spiller fodbold på. ”... Det skal være sjovt, der skal være plads til grin, det er fedt at vinde, men vi har det næsten lige så sjovt med hinanden, selvom vi også taber en kamp…”.

”Det var rart at kunne komme hjem en weekend og så kunne mødes alle sammen, og samtidig blev det ikke for meget, og man følte sig ikke tvunget til at komme hjem.”

Den samme type af træner er det også lykkedes at finde til U182 holdet FC Thy, hvor den træner, der trænede pigerne, inden de tog af sted på efterskole, efter et års pause stod klar igen.

Formanden for FC Thy, Bent Andersen, fortæller om vigtigheden af at finde den rigtige træner: ”Det er vigtigt for os, at træneren er en, der er med på, at det vigtigste for os er, at der kommer så mange og spiller, fremfor måske at fokusere for meget på niveau eller fodboldmæssige egenskaber. Det skal være en træner, der er stærk i forhold til at give pigerne den her motivation for at være en del af fællesskabet, mere end et snæversynet fodboldmæssigt fokus.”

Og noget tyder på, at det virker at forholde sig til efterskoleudfordringen I Hadsten SK har de et velfungerende U18-hold i Liga 1. I Dalum-Næsby er de ved at være spillere nok til to 11-mandshold.

Og i FC Thy har de set meget konkrete frugter af deres arbejde med de spillere, der er på efterskole: ”For et år siden havde vi et liga-hold, og så havde vi et telefonhold i Jyllandsserien,” fortæller Bent Andersen, formand og medstifter af klubsamarbejdet FC Thy Piger, som i år har 6 års-fødselsdag. ”I dag har vi 67 medlemmer i vores seniorafdeling, fordelt på 3 hold, og det er efterskole-historien, som giver sig udslag i de 67!”

Efterskolerne er nok kommet for at blive, så lav en strategi, der matcher jeres klubs udfordringer Udfordringen er den samme år efter år, men beretningerne fra de tre klubber peger på, at det giver god mening, at man lokalt udvikler en ”efterskole-strategi”, som bl.a. kan indeholde følgende elementer: -T ag en snak med spillerne, inden de tager af sted – og slip dem så løs og lad dem gå på efterskole!

-L ad dem forblive en del af holdet, hold kontakten via sociale medier og invitér dem til arrangementer for den årgang, som de evt. skal spille sammen med, når de kommer retur – men invitér uden en forventning om, at de også dukker op!

-F ind en model, der matcher spillernes nye hverdag på en ungdomsuddannelse. For nogle er det at træne en gang om ugen – for andre er det, at de både har mulighed for at træne med U18 og senior, så de kan holde sig i gang, selvom de har en aflevering, der skal afleveres samme dag, som U18-holdet træner.

-F ind en træner, der kan rumme spillernes ambitionsniveau, hvilket betyder, at afbud bliver accepteret uden spørgsmål, træningen er sjov og er for de mange, og at det ikke er liv eller død, om vi vinder eller taber.

-A rbejd med at udvikle lokale klub- og holdsamarbejder, der kan rumme dem, der ikke tager på efterskole – og efterfølgende kan give så meget kritisk masse, at spillerne ikke behøver at komme hver gang.

27

Vi er her for at blive bedre, men det er altid med et smil på læben - perspektiver på udvikling af fodboldmiljøer, hvor der både er plads til skole, et socialt liv og fodbold Der sker mange ting, når man går fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse – og reelt kan forskellen opsummeres til mere af det hele! Flere lektier og afleveringer, flere fester, mere erhvervsarbejde og mere tid på transport. Undersøgelser har vist, at man i gennemsnit ”mister ” mellem 15 og 18 timers fritid i overgangen til gymnasiet (Grube & Østergaard 2012). Set i det lys er det forståeligt, at en gruppe af spillere oplever, at det er svært at kombinere uddannelse og fodbold og derfor vælger fodbolden fra.

Hvis vi ønsker, at en stadig større andel af pigerne skal vedblive med at spille fodbold, er det vigtigt, at klubberne udvikler tilbud, der gør, at fodbold og skole ikke bliver hinandens modsætninger, men gensidigt supplerer hinanden. Det er noget, mange klubber arbejder intensivt med – og det gælder også i klubsamarbejdet Dalum-Næsby BK, hvor der igennem nogle år er blevet arbejdet med at udvikle et setup, som kan rumme såvel skole, erhvervsarbejde, fester og fodbold.

Det er vigtigt, at jeg kan melde fra, men det er sjældent, at jeg gør det …

At man har et stramt program som elev på en ungdomsuddannelse, er noget, de to Næsby-spillere, Laura Fratilescu og Laura Pauli, der går i hhv. 1 & 3.g., begge kan nikke genkendende til.

28

”Der er bare pres på – afleveringer, lektier, alt det sociale. Der er altid noget! Og så er det godt at have fodbolden som en slags

frirum, som man kan se frem til at være en del af. Et frirum, hvor man kan have det sjovt med sine veninder, spille fodbold, være bare lidt mere loose, og hvor man kan lave en fejl, uden at man behøver bruge vildt meget tid på at bearbejde det. Hvis man f.eks. brænder et straffe i en kamp, så ærgrer man sig i øjeblikket, og så skal man videre … så let er det jo ikke altid i skolen…”.

Begge spillere har været med omkring DBU Talentcenter U14-15, og den ene af de to spillere har tidligere spillet i en klub med en mere elitær tilgang til pigefodbolden, så de har begge været vant til træning kendetegnet ved høj kvalitet, og kvalitet i træningen er stadig vigtig for dem. ”… Jeg var nok ikke kommet tilbage til Dalum/Næsby, hvis træningen var useriøs, og det er vigtigt for mig, at jeg stadigvæk oplever at udvikle mig som spiller. Men det er samtidig også vigtigt for mig, at det er sjovt, og her på holdet er der en virkelig god balance mellem de to ting … Vi er her for at blive bedre, men det er altid med et smil på læben.”

Endnu en ting, som spillerne nævner som vigtig i forhold til at skabe balance imellem skole og fodbold, er, at der ikke er nogen forventning om, at man møder til træning hver eneste gang: ”…

Det er virkelig rart, at man kan melde fra, hvis det bliver alt for presset … Men det er ikke tit, man gør det,” er de to spillere, som træner hhv. tre og fire gange om ugen, ret enige om.

Hvis Trine ikke havde skrevet til mig, havde jeg nok ikke spillet!

At det kræver en del beskeder på Messenger at holde sammen på et hold, bekræfter såvel spillere som Trine Roesdahl, der i fire år har været en del af trænerteamet: ”…Det er nok rigtigt, at hvis jeg ikke havde holdt fast i dem, så havde vi nok ikke haft noget hold. Vi forsøger efter bedste evne at holde kontakt til de spillere, der er på efterskole, og dem, der holder pause, således at de får fornemmelsen af, at de betyder noget som enkeltpersoner og ikke ”bare” som venstre back…”.

Byggeklodserne er et stærkt og rummeligt fællesskab kombineret med en seriøs tilgang til fodbold ”… Det har været vigtigt for os at få opbygget et miljø, som er relations- og ikke præstationsbaseret, og derfor fylder det sociale meget for os…”.

Det betyder en aktivitetskalender, hvor der udover fodbold også indgår aktiviteter som brunch, fester, deltagelse i internationale stævner m.v. Som oftest kommer idéerne fra spillerne selv, men den konkrete udrulning af aktiviteterne kræver som oftest, at trænerteam og forældregruppen hjælper til.

Træneren betoner også vigtigheden af, at fællesskabet er rummeligt, og det gælder både i forhold til niveau, og hvor ofte man har mulighed for at være med: ”... Der er plads til alle – man skal bare have lyst til at træne – og så er det vigtigt, at spillerne ikke oplever det som et pres, at de SKAL til fodbold. Det skal være noget, man aktivt vælger til, fordi man har lysten og tiden, og spillerne skal ikke have dårlig samvittighed over at melde afbud til træning eller kamp. Det er OK at sidde over, fordi man skal til koncert, og det er OK at have været til fest dagen før kamp. Man skal bare være nogenlunde ædru, når kampen starter – og det kan også være, at man starter på bænken. Vi har heldigvis spillere til næsten to hold, så det er aldrig vanskeligt at finde spillere – det er bare ikke altid de bedste. Og sådan er det – det er en præmis!”

Spillerne har mulighed for at træne op til fire gange om ugen.

Der er holdtræninger to gange om ugen, og herudover har U18-spillerne mulighed for at træne med klubbens seniorhold en til to gange om ugen, hvilket er et tilbud, som en del spillere

29

benytter sig af. Trine Roesbech er selv med til den ene af disse seniortræninger, og hun understreger vigtigheden af en model, hvor de spillere, der har tid og lyst, får mulighed for at træne i et miljø med højere intensitet. ”… Det betyder, at vi har kunnet udvikle et tilbud, som rummer dem, der primært spiller seriøs ”hyggefodbold”, og dem, der vil noget mere med deres fodbold … og med jævne mellemrum ser vi spillerne, der bevæger sig fra den ene gruppe til den anden. Spillere, som tidligere har spillet på højere niveau, og som efter et break får lyst til at spille på højere niveau igen…”.

Jeg bliver glad af at være her!

Når vi afslutningsvis spørger den alment praktiserende læge, hvorfor hun midt i en hektisk hverdag prioriterer at bruge tre aftener om ugen på fodbold, så mærker man en passion for at skabe det, hun selv omtaler som ”…et frirum, hvor de kan lave fejl, være sig selv og grine af selv … Det er supervigtigt ind i en perfektionistisk kultur, hvor man skal have styr på alt … Og så gør jeg det selvfølgelig også, fordi jeg bliver glad af at være her.”

Mange pigers fodboldkarriere bliver afgjort de første tre måneder i 1.g., men erfaringerne fra Dalum-Næsby illustrerer, at sådan behøver det ikke at være!

I mødet med ungdomsuddannelserne er der mange U16-18-spillere, der stopper, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen – og i denne fase er det vigtigt, at vi som klubber udvikler tilbud, der kan få dem godt igennem de første par måneder på ungdomsuddannelserne og helt overordnet er tilpasset den vigtigste udfordring i pigernes liv – nemlig at de er ekstremt pressede på tid. Det er reelt meget få piger, der vælger fodbolden fra, fordi de synes, at spillet i sig selv er kedeligt! Det er næsten altid, fordi de ikke kan få det til at hænge sammen med resten af deres program!

30

Læringen fra Dalum/Næsby er bl.a., at følgende elementer er vigtige: En pragmatisk tilgang til fremmøde til såvel træning som kamp – fodbold er noget, man vælger til, fordi det fungerer i ens hverdag – og det store flertal vil gøre rigtig meget for at få det til at fungere!

-S ystematisk relationsarbejde i forhold til spillerne, herunder også dem i periferien – f.eks. skadede spillere, dem, der holder pause, og dem, der er på efterskole, og som måske overveje at stoppe med organiseret fodbold. Helt overordnet er det ofte i ”pauserne”, at spillerne stopper, så husk at holde kontakt.

-E n fleksibel model med flere muligheder for at træne, således at a) man har mulighed for at træne, selvom holdets faste træningsaftener kolliderer med erhvervsarbejde eller en aflevering - og b) har mulighed for at kunne træne 3-4 gange om ugen, hvis man har tid og mulighed.

-E n kontinuerlig italesættelse af fodboldens transferværdi – at det ikke bare en aktivitet, men også et frirum, et sted, hvor man lærer at håndtere fejl.

-K ontinuitet og ildsjæle – det kræver tid at opbygge ungdomsmiljøer, som spillerne vælger at forblive en del af, og som spillere fra andre klubber føler sig tiltrukket af – og disse miljøer er ofte båret af rummelige og pragmatiske trænere og ledere, der har syn for, at det både handler om spillet på og udenfor banen.

31

HENTET FRA FACEBOOK FRA EN FORÆLDER: En af mine venner spurgte ”Hvorfor betaler du så mange penge og bruger så meget tid på din søns sport?”

Jeg har en tilståelse: Jeg betaler ikke for min søns sport.

Eller hans spilletøj, beskyttelsesudstyr eller hjelm.

Heller ikke for kopper og lejre.

Så hvis jeg ikke betaler for sporten, hvad betaler jeg så for?

- Jeg betaler for de øjeblikke, hvor mit barn bliver så træt, at han vil stoppe, men kæmper og finder gnisten igen - Jeg betaler for den mulighed, mit barn får i forhold til livslange venskaber - Jeg betaler, fordi han får gode ledere, der lærer ham, at sport ikke kun handler om sport, men om livet - Jeg betaler for, at mit barn lærer at være disciplineret - Jeg betaler for, at mit barn lærer at passe på sin krop - Jeg betaler for at lære min søn at arbejde i en gruppe og være et stolt, støttende, venligt og respektfuldt medmenneske - Jeg betaler for at lære mit barn at håndtere skuffelse, når han ikke gør, hvad han håbede på, eller begår en fejl, som han har trænet tusind gange, men stadig bliver og er fast besluttet på at gøre sit bedste næste gang

32

- Jeg betaler for, at mit barn lærer at nå mål - Jeg betaler for mit barn for at lære, at det tager tusindvis af timers hårdt arbejde og træning at skabe en mester, og at succes ikke sker natten over. Det skal man simpelthen arbejde for - Jeg betaler for, at mit barn skal træne i stedet for at sidde foran en skærm Jeg kan blive ved med at nævne ting, men for at sige det kort så betaler jeg ikke for sporten; jeg betaler for de muligheder, som sport giver mit barn for at udvikle egenskaber, der vil følge ham gennem hele livet, og give ham mulighed for at velsigne livet for andre. Det, synes jeg, er en god investering.

”Det handler om langt mere end blot afleveringer og mål” – perspektiver på fodboldens transferværdi Den fysiske sundhed fylder i den kulturelle fortælling om idrætsdeltagelse. Sundhedsstyrelsen har klare anbefalinger for daglig fysisk aktivitet i forskellige aldersgrupper. Og ønsket om at fylde skoledagene med mere bevægelse og sjove fysiske aktiviteter har medført en stigende kulturel bevidsthed om den fysiske aktivitets indflydelse på læring - samt en forståelse af, at barndommens oplevelser og vaner tages med ind i voksenlivet, og derved øger sandsynligheden for succes med fysisk aktivitet gennem resten af livet.

Idrætsforeningerne har naturligt sin berettigelse i ovenstående kontekst. Alligevel blev argumenter for, hvorfor bevægelsestiden skal placeres i fodboldklubben, et tema for de deltagende klubber i Gode Fodboldmiljøer for Piger. Årsagen hertil skal findes i en øget konkurrence fra den selvorganiserede idræt, de private udbydere, samt ikke mindst et øget fravalg af den organiserede træning i et travlt ungdomsliv.

At få flere nuancer ind i den almene fortælling om idrætten valgte vi i projektet Gode Fodboldmiljøer for Piger at tematisere gennem en italesættelse af ”transferværdier”, forstået som livsduelighed opnået gennem fodbold, som kan overføres til andre arenaer.

I samme periode, som de deltagende klubber behandlede transferværdier, skrev en for os ukendt mor dette opslag på Facebook. I opslaget opremser hun livsdueligheder, som idrætten bidrager til at styrke. De af jer, som har egen-erfaringer med foreningslivet, nikker sikkert genkendende til indholdet i teksten,

33

men i takt med, at et øget antal forældre ikke har egen-oplevelser med idrætsforeningerne, bliver det til stadighed vigtigere, at vi kontinuerligt får sat ord på disse livsdueligheder. For fodbold er mere end ”blot” spillet på banen, og derfor skal fodbolddeltagelsen prioriteres i et travlt ungdomsliv.

Udfordringerne for de klubber, der deltog i Gode Fodboldmiljøer for Piger, var som sådan ikke at finde livsdueligheder, som de unge piger fik gennem fodbold. Den største udfordring var at få livsdueligheden kædet sammen med klubbens hverdagspraksis, så de kunne fungere som valide og relevante salgbare argumenter for enten at træde ind i eller at blive i fodboldfællesskabet.

I projektet Gode Fodboldmiljøer for Piger delte vi livsduelighederne op i kategorierne: • Fodbold som frirum • Individuelle kompetencer • Fodbold bygger bro • Spillerne trænes i fællesskab • Kropsbevidsthed Hvis vi starter med at se på de individuelle kompetencer opnået gennem en holdsport som fodbold, så har to tidligere målgruppestudier #weplaystrong (UEFA/Appleton 2017) og Gode Idrætsmiljøer for Piger (Jensen & Østergaard 2018) ladet pigerne vurdere livsdueligheder, de opnåede gennem idrætten.

F.eks. vurderede piger, som spillede fodbold, sig som bedre til problemløsning, tidsadministration og vredes- og nervøsitetskontrol end piger, der ikke dyrkede sport (UEFA/Appelton 2017).

Og i ”Gode Idrætsmiljøer for Piger” kan det læses, at ni ud af 10 idrætspiger vurderede, at de i høj eller nogen grad besad evnen til at sætte sig mål og gå efter dem. Ligesom størstedelen af idrætspigerne vurderede, at de besad evnen til at tackle modgang og arbejde sig ud af den.

34

I en tid, hvor ensomhed og mistrivsel blandt unge vokser (Ottosen 2018), øges også opmærksomheden på den mentale sundhed, og flere aktører, f.eks. kommuner, har udviklet en bevidsthed om, at det at høre til og være en del af noget, f.eks. idrætten, har betydning for trivslen (ABC for mental trivsel). For idrætsfællesskaberne generelt og holdsport specifikt kan noget helt særligt.

I forbindelse med #weplaystrong fandt UEFA, at unge fodboldspillende piger i alderen 13-17 år havde en bedre psykologisk og følelsesmæssig trivsel end ikke fysisk aktive piger i samme alder.

Og 80% af de 1266 adspurgte unge fodboldspillere fortalte også, at de havde opnået en større selvsikkerhed som følge af deres deltagelse i holdfællesskabet. Ligesom bekymringen om, hvad andre tænker om dem, var blevet mindre, efter at de var blevet en del af et hold (Applenton 2017).

Kropsbevidsthed var også en livsduelighed, som blev debatteret blandt de deltagende klubber. Og hvor der var enighed om, at bevidstheden og tilliden til egen krop blev styrket på banen, så var der mere usikkerhed om kropsbevidstheden i omklædningsrummet. Der var som sådan enighed om udbyttet af nedenstående argument. Usikkerheden bestod i, om det var en fodboldklub ansvar – altså skulle klubben forvente og argumentere for, at spillerne skulle benytte klubbens omklædningsfaciliteter?

35

36

Afsluttende kommentarer Kvindefodbold oplever i disse år et markant i boost i mediedækning. Nogle gange er det med afsæt i en beretning om forskelsbehandling, men som oftest er det med afsæt i ”positivt vinklede” historier om Pernille Harder, kvindelandsholdet, der skal til EM, og Gjensidige Ligaen, der udvikler sig med rivende hast. Nogle ville endog gå så langt, at de taler om, at der en hype omkring kvindefodbold!

Udfordringen er bare, at antallet af piger i alderen 0-18 år, der spiller fodbold, er faldet fra ca. 60.000 piger i 2011 til ca. 45.000 i 2019, og at antallet af decidere ungdomsspillere i alderen 13-18 år i samme periode er faldet fra 23.000 til 17.000.

Udover at bekræfte den gængse viden omkring, at elite IKKE skaber bredde, er der tale om en markant udvikling, der i sig selv kalder på nytænkning af ungdomspigefodbolden såvel lokalt, regionalt som nationalt.

Vi er nødt til at gentænke den måde, vi rekrutterer og organiserer ungdomsfodbolden, og vi håber, at hæftet kan være inspiration til at igangsætte nytænkning af ungdomspigefodbolden lokalt. Det er ikke nemt, men det gør ikke projektet mindre nødvendigt!

Vi håber også, at hæftet vil inspirere til, at vi udvikler fodboldmiljøer, der i højere grad tager pigeliv i 2020’erne alvorligt, anerkender det krydspres, pigerne lever i mellem mange forskellige arenaer med hver deres udfordringer, og bliver stadig bedre til at italesætte den transferværdi, der er fra fodboldbanen og ind i resten af deres liv.

Måske har vi her en af nøglerne til udviklingen af fremtidens fodboldmiljøer, hvor fodbolden bliver valgt til, fordi spillerne godt ved, at fodbolden kan bidrage positivt til deres færden på andre livsarenaer.

37

Litteratur: Bruselius-Jensen, Maria, og Niels Ulrik Sørensen. 2017. Unges fællesskaber. Aalborg Universitetsforlag.

Görlich, Anne, Mette Pless, Noemi Katznelson, og Liv Graversen. 2019. Ny udsathed i ungdomslivet - 11 forskere om den stigende mistrivsel blandt unge. Kbh.: Hans Reitzel.

Haugegaard,S & Østergaard, S(2020): Jagten på frirum. Unge, trivsel og fællesskaber, Forlaget Ungdomsanalyse.nu Jensen, Stephanie Y. M., og Søren Østergaard. 2018. Gode idrætsmiljøer for piger: indsigt, inspiration og redskaber til trænere.

Brøndby: DIF. Juul, Kirsten Grube, og Søren Østergaard. 2016. Ung i en præstationskultur - Jagten på kontrol, tryghed og frikvarter.

Center for Ungdomsstudier: Ungdomsanalyse.nu.

Ottosen, Mai Heide, Asger Graa Andreasen, Karen Margrethe Dahl, Anne-Dorthe Hestbæk, Mette Laustsen, og Signe Bo Rayce. 2018. Børn Og Unge i Danmark: Velfærd Og Trivsel 2018. Kbh. Petersen, Anders. 2016. Præstationssamfundet. Kbh.: Hans Reitzel.

Pilgaard, Maja, og Steffen Rask. 2016. Danskernes motions- og sportsvaner 2016. Idrættens Analyseinstitut.

Rask, Steffen. 2018. Teenageres idrætsvaner: notat på baggrund af undersøgelsen “Danskernes motionsog sportsvaner 2016”. Idrættens Analyseinstitut.

Rasmussen, Mette, Mette Kierkegaard, Stine Vork Rosenwein, Bjørn Evald Holstein, Mogens Trab Damsgaard, og Pernille Due. 2019. Skolebørnsundersøgelsen 2018: helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt 11-, 13- og 15-årige skoleelever i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed.

Schultz Hansen, Søren. 2011. Årgang 2012: socialliv og samvær i en tid med nye medier. Kbh.: Information. Østergaard, Søren. 2009. Farvel til fodbold? Hvorfor fravælger 13-18-årige klubfodbold i KBU-regi?

- en rapport om frafald. Frederiksberg: Center for Ungdomsstudier. #weplaystrong UEFA/Appleton 2017

38

Tilgængelige redskaber (links) Fodboldtræning med Sort Bælte www.dbusjaelland.dk/klubudvikling/medlemmer/rekruttering-af-unge/fodboldtraening-med-sort-baelte/ 11 for Health www.dbu.dk/boern-og-unge/fodbold-i-skolen/for-skoler/11-for-health/ Spil pigerne – Fodboldforældre velkommen (forældremøde nye spillere) www.dbujylland.dk/traening-inspiration/boernefodbold/fantastisk-fodboldstart-for-piger/spil-pigerne-fodboldforaeldre-velkommen/ Gode Idrætsmiljøer for Piger - hæfte www.dif.dk/da/forening/uddannelse/udgivelser/boern-s-og-s-unge/gode-s-idraetsmiljoer-s-piger Gode Idrætsmiljøer for Piger – samtalekort www.facebook.com/pigemiljoer/ Hvorfor må jeg ikke være med? www.dbusjaelland.dk/klubinfo/pigefodbold/artikler-video-rapporter/video/hvorfor-maa-jeg-ikke-vaere-med-til-fodbold/ Together #weplaystrong (UEFA 2017) www.weplaystrong.org/index.html#!/en/home ”Gode Idrætsmiljøer for Piger” (CUR 2016-2018) og YouTube www.youtube.com/channel/UCfXa1mZDfmOFyOgpoMKPYbQ Omklædningsrum til piger/kvinder - Idekatalog www.dbujylland.dk/media/12532/idekatalog-02-01-2019-1.pdf

39

40