3 minute read

AKTUELT / FANFORUM

FAN FORUM

Den danske fanklub er flot repræsenteret i forskellige fora tæt på Arsenals ledelse - bl.a. Fan Forum. Her bliver der debatteret og orienteret og fornemmelse er, at Arsenal er oprigtigt engageret i dialogen, som leder til små ændringer her og der. Josh er søn af Stan, og sammen udgør de to ledelsen af KSE - Kroenke Sports & Entertainment, firmaet, der ejer Arsenal. De seneste år er det blevet tydeligt, at fra KSE er det primært Josh, der tager sig af Arsenal. Efter begivenhederne omkring Super League, skete der nogle ændringer, der bl.a. betød, at Josh lovede at deltage i FF i mindst et af de tre årlige møder. Desuden deltager han hver gang i det nyoprettede ’Advisory Board’. Arsenal Denmark er for tiden særligt godt repræsenteret, da Thomas Ballegaard er med i AB, og undertegnede er med i FF.

Tirsdag den 3. maj var der møde i Fans’ Forum. Efter udelukkende at have holdt onlinemøder i to år, så var det denne gang med fysisk fremmøde. Det vil sige, det blev den slags møde, hvor de fleste var i samme lokale, mens en lille flok, bl.a. Josh Kroenke og undertegnede, deltog online.

Tak for støtten fra Kroenke Mødet lå umiddelbart efter de tre sejre over Chelsea, Man U og West Ham, så der var en del optimisme og god stemning. Den første, der fik ordet var Josh Kroenke. Han indledte med ordene:

“Denne sæson har været en ruchebanetur. Det siger jeg med et smil. Når jeg tænker tilbage på, hvor vi var efter tre kampe, så har Mikel og holdet gjort en fantastisk indsats for at stabilisere skibet.”

Nogle af de centrale ting, han ellers sagde var: ”Jeg vil gerne takke jer for at stå bag os gennem alle op- og nedturene. Støtten både hjemme og ude har været utrolig… Det gør virkelig en forskel, specielt for de unge spillere… Vi har meget arbejde foran os. Vi har planer på plads for at fortsætte med at forstærke truppen… Det er virkelig spændende at se kvindeholdet godt på vej også. Arsenal fortsætter med at være helt med fremme der… Tak til jer alle sammen for jeres støtte.”

Det er altid specielt, når Josh deltager. Det er kun sket nogle få gange. Som repræsentant for klubbens ejerskab er det netop afgørende, hvordan han ser tingene. Han har indflydelse til at ændre i klubbens prioriteter, og han er med til at sætte retningen for klubben. Desværre blev der ikke åbnet for at stille spørgsmål direkte til ham, og han forlod mødet halvvejs, da der på samme tidspunkt var kamp for et af KSE’s amerikanske sportshold.

Foran - men ikke i mål Derefter var der en opdatering fra Arsenals direktør, Vinai Venkatesham. Han fulgte nogenlunde samme tråd som Josh og betonede også den fantastiske støtte, holdet har oplevet i denne sæson. Han fortalte desuden, at på den ene side er Arsenal en lille smule foran den forventede udvikling, men på den anden side er Arsenal stadig ikke der, hvor vi ønsker at være. Målet er, at komme til at kæmpe med om de største trofæer. Endelig fortalte han også, at der kommer til at være 8 afsnit af Amazon’s ”All or Nothing” serie. Et tv-hold har fulgt Arsenal tæt hele sæsonen, og omkring sensommeren vil serien være klar. Vinai fortalte, at han har set de første fire afsnit, og han er rigtig begejstret. Den serie skal nok blive spændende af se.

Derefter var der række andre opdateringer om bl.a. billetsalg, ”Safe Standing”, opdatering af stadion, og Arsenals partnerskaber. Alt sammen emner, der blev drøftet med en del spørgsmål fra deltagerne. Der er ingen tvivl om, at nogle emner giver stor opbakning, mens andre skaber en ophedet debat. Arsenals partnerskaber møder meget kritik i gruppen, mens klubben fx får ros for nye initiativer omkring salg af billetter.

Oprigtigt interesseret FF er en speciel ting. En del Arsenal-medarbejdere deltager, og jeg har indtryk af, at klubben oprigtigt er interesseret i at have en meningsful dialog med fans. Nogle drøftelser leder til små ændringer her og der, men det meste af tiden virker det til, at de lytter til vores feedback og tager det med i deres overvejelser.

Arsenals ledelse styrer naturligvis klubben som de vil, men gennem de sidste par år har der været en del konstruktive drøftelser, og det er altid spændende at deltage i møderne. Og man må rose dem for, at de ikke er bange for at svare på svære spørgsmål. Det leder naturligvis ikke altid til de forandringer, vi kan ønske, men vi fans er heller ikke enige om ret meget, så man må retfærdigvis også sige, at de alligevel aldrig kan tilfredsstille alle. Til gengæld er der en stærk værdi i at fastholde dialog direkte med forskellige fangrupper. //

This article is from: