Håndens Arbejde - Da håndværkerne kom på museum by arbejdermuseet

LEDER

FRA SJÆLDEN GÆST TIL VEN AF HUSET Af Søren Bak-Jensen

TALE TALE VED ÅBNING AF HÅNDENS ARBEJDE Af Mette Schak Dahlmann

BUD OG B-SIDER #1 SØG NYE PARTNERSKABER #2 LIGESTIL FORMIDLINGSINDSATSERNE #3 SKAB INTERNT EJERSKAB I ORGANISATIONEN #4 BRUG IDENTIFIKATION SOM MOTOR FOR INDDRAGELSE #5 VÆR TRO MOD MUSEETS KERNE #6 BEVAR FOKUS #7 EVALUÉR & DOKUMENTÉR

12 14 16 18 20 22 24

INTERVIEW JEG FØLTE MIG SOM EN ROCKSTJERNE Gry Mortensen om at gå fra at være kok til at blive praktikant på museet ET FEDT INITIATIV Jakob Schildt om at udstille sit møbelsnedkersvendestykke i Håndens Arbejde DET ER SÅ LIDT OPMÆRKSOMHED, DER SKAL TIL Charlotte Søgaard om at lære skrædderelever at formidle VI FØLTE OS ALDRIG SOM ET APPENDIKS Theis Fatum Carlsen om Skills og Kulturnat på Arbejdermuseet JEG ER BLEVET UDFORDRET David Jennows om at blive castet som prototypen på en murer DET HAR ÆNDRET MIT LIV Mette Schak Dahlmann om at udstillingen åbnede døren til nye karriereveje ALT GIK SIMPELTHEN GLAT Claus Olsen om når fagforeningen arbejder sammen med museet MINE ELEVER VAR KLAR TIL AT BLIVE FRISØRER Mette Andresen om folkeskoleelevers møde med håndværksfag MINE ELEVER FIK ÉN PÅ OPLEVEREN Jakob Sønder Lind om at besøge udstillingen med elever fra NEXT

32 34 42 48 50 58 66 68 76

ARTIKEL PÅ BESØG I FORTIDEN FOR AT FINDE NUTIDENS GODE ARBEJDSLIV Af Ulla Hinge Thomsen I LÆRE SOM ARBEJDERNES MUSEUM Af Josefine Albris & Galit Peleg

36 62

KRONIK MADPAKKEN FORTJENER ÆRE OG OPMÆRKSOMHED Af Josefine Albris TEKNISK UDDANNEDE UNGE HAR OGSÅ BRUG FOR KULTUR Af Linda Nørgaard Andersen & Søren Bak-Jensen HÅNDENS DANNELSE, SAMFUNDETS TILLID Af Linda Nørgaard Andersen, Ane Riis Svendsen & Jacob W. Madsen

28 52 70

KLUMME ER DET MENINGEN, AT MAN SKAL SPISE BLOMSTERNE? Af Linda Nørgaard Andersen

TAL HÅNDENS ARBEJDE I TAL

Længe før udstillingen Håndens Arbejde blev til, var Murer-David – mureren David Jennow – med i en rundbordssamtale på museet sammen med andre håndværkere og ansatte på Arbejdermuseet. Og selvom vi for længst har rejst os fra dét bord, er samtalen endnu i gang. For dialogen mellem museumsansatte og sjældne museumsbrugere er afgørende, hvis skævheden i befolkningens brug af museer skal rettes op. Ansatte på museer, som typisk har lang uddannelse og et højt kulturforbrug, er skolet i museumsformidling, der lever op til akademiske standarder snarere end nødvendigvis at have bred appel. Derfor er der meget nyt at lære, hvis museerne vil lave formidling, som Murer-David og hans sjak opdager og tilvælger. Hvad er det, der kan motivere David til at tage på museum? Hvad vil han gerne tage med sig fra besøget? Og hvad kommer han ind ad døren med? Det er afgørende spørgsmål, som kun kan besvares gennem dialog.

FRA SJÆLDEN GÆST TIL VEN AF HUSET ”Hej, ved I, at i dag står vi lige rundt om hjørnet og demonstrerer for OK20?” Murer-David ringer en morgen og fortæller, at dagens demonstration er tæt på museet. ”I kommer da lige ned,” mener han. Han ringer, fordi han gennem de sidste to år har været en del af en bevægelse Håndens Arbejde. En kombination af udstilling, undervisning, aktiviteter og kommuni-kation, som løb af stablen på Arbejdermuseet, fra udstillingen Håndens Arbejde åbnede 30. september 2018. Håndens Arbejde har for museet blandt andet handlet om at blive bedre til at imødekomme og være relevante for besøgende, der kun kommer her sjældent: gæster med erhvervsfaglig baggrund. Den arbejder, som Arbejdermuseets historiske genstandsfelt repræsenterer, er ofte håndværker. Derfor kunne man tro, at museets publikum også består af mennesker med erhvervsfaglig baggrund. Men ifølge Slots- og Kulturstyrelsens brugerundersøgelser er det kun 1517% af dem, der går ind ad porten i Rømersgade 22 i København, der har en erhvervsfaglig baggrund. Et tal, der stemmer godt overens med landsdækkende undersøgelser, som viser, at de kortuddannede er det danske museumslandskabs mest sjældne gæster. Arbejdermuseet ønsker at få historien om arbejderbevægelsens kampe for et lige og retfærdigt samfund til at betyde noget for den brede befolkning. Og museet føler en særlig forpligtelse til at være relevant for mennesker med erhvervsfaglig baggrund.

Dét magasin, du har i hånden, er resultatet af Håndens Arbejde. Formålet med det er at dele den viden, vi på Arbejdermuseet har indhentet, med kolleger i museums- og kulturbranchen. Vi har først og fremmest samlet vores bedste bud på, hvordan man kan imødekomme sjældne brugere (s.10). Læg mærke til, at hvert bud har en bagside. Vi ønsker ærligt at fortælle, at det har krævet is i maven at blive ved med at forsøge at finde opskriften på, hvordan vi kunne få dem i tale. Det har taget tid at opdage, at skrædderen Jannie, møbelsnedkeren Marie og mureren David ikke havde samme præferencer, bare fordi de alle er håndværkere. Det har krævet en skarp balancegang at imødekomme en af håndværkernes forslag om at ”være mere som BonBon-Land” og samtidig bygge på den troværdighed og autenticitet, som museer forventes at tilbyde. Alt det fortæller vi – også – om, så vi sammen kan blive klogere på en vigtig målgruppe. Foruden vores syv bud består magasinet af anbefalinger, eksempler og interviews med vores partnere samt artikler og kronikker, som blev skrevet undervejs.

Jeg vil gerne sige en stor tak til Nordea-fonden for at bakke projektet op økonomisk. Uden deres støtte havde vi ikke kunnet løfte alle de aktiviteter, der har været med til at gøre Håndens Arbejde til meget mere end en udstilling. Samtidig er det også på sin plads at takke de fonde, der støttede op om realiseringen af udstillingen, nemlig A.P Møller Fonden, Augustinus Fonden, Brødrene Hartmannfonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Knud Højgaards Fond, Lauritzen Fonden, Oticon, Statens Kunstfond og Tømrerhandel Johannes Fogs Fond. Murer-Davids opringning den mandag morgen føltes som et gennembrud. Fordi den viste, at han så Arbejdermuseet som et sted for netop hans historie. Vi kan kun håbe, at både opringningerne og besøgene går fra sjældne til hyppige. Den intensive indsats med at blive klogere på én brugergruppe har samlet set styrket vores evner til at lave et bedre museum for alle gæster. Hermed en opfordring til andre museer om at indkalde deres sjældne brugere til rundbordssamtale!

SØREN BAK-JENSEN DIREKTØR FOR ARBEJDERMUSEET

LEDER

JEG VILLE ØNSKE, I ALLE KUNNE FØLE BARE EN TIENDEDEL AF DEN ANERKENDELSE, JEG HAR FØLT Murer-Mette Schak Dahlmann, der har kæmpet for blandt andet kvinders ret til at bade bag lås i skurvognen, holdt tale ved åbningen af Håndens Arbejde. Talen bringes her.

Jeg hedder Mette, og til daglig arbejder jeg som murer. Tak til Arbejdermuseet for at sætte fokus på håndværkerfaget i sin helhed på godt og ondt. Livet som håndværker anno 2018 kan forklares på lige så mange måder, som der er håndværkere derude! Men hvordan indbefatter jeg mit liv som håndværker? Kort sagt føler jeg, at det er: sjovt, sejt, hårdt, lærerigt, diskriminerende, ekskluderende, udfordrende, dannende, ansvarsfuldt, kvalitetsbevidst. Og på en og samme tid føler jeg mig som en del af et stærkt fællesskab og en stor faglig stolthed! Min vej til erhvervsuddannelsen gik først forbi HF efter en afsluttet 10. klasse. Dernæst nogle år på et ældrecenter med fuld fart på deres elscootere, som jeg altså formåede at udnytte til fulde. Men hvad ville jeg egentlig gerne være? Jeg var altid den dumme rent bogligt i skolen, men altså også den sjoveste, hvis I spørger mig. Op gennem min opvækst har mine forældre ofte fået at vide af skolerne, at de ikke skulle regne med, at jeg kunne få en uddannelse, eller at jeg blev til noget, for jeg var uintelligent, mente man.

For 3 år siden, den 27. marts 2015, stod jeg altså på murerskolen i Sønderjylland med en sal fyldt med klappende, hujende og anerkendende mennesker – de klappede ad mig, fordi jeg var blevet antaget, det vil sige bestået og udlært murer. Som censoren sagde den dag: ”Mette, du er ikke blot antaget, du er faktisk antaget med en sølvmedalje.” Det højst opnåelige og samtidig tildelt den forsølvede murerske for særlig udmærkelse! Og nu står jeg så her i dag og taler til jer. Jeg ville ønske, at I hver især kunne føle bare en tiendedel af den anerkendelse, som jeg følte og fik under uddannelsen, men særligt den dag. Anerkendelsen fik jeg for håndens arbejde, ja, mit arbejde! De ting, jeg har lært, de muligheder og minder, erhvervsuddannelsen har givet mig, er større, end jeg faktisk kan sætte ord på – og nu er jeg ikke dum længere! Det er ikke alle, der kan støbe et fundament, hejse et spær, løse, tegne og beregne byggetegninger til eksempelvis denne bygning og altså denne smukke sal, som vi faktisk opholder os i lige nu. Og det er lige præcis derfor, at jeg er stolt af min erhvervsuddannelse og det at være håndværker, for det er grunden til, at jeg med mine hænder og mit hoved kan skabe, være kreativ og planlægge noget, som faktisk vil være her om 100 år og mere til!

Jeg kan også kun anbefale, at I, imens I står her, giver jer selv den mulighed at forestille jer de håndværkere, der faktisk byggede denne sal: Mærk deres håndværk, se detaljerne, duft og hør de minder, der er blevet til her, udelukkende fordi håndværkere skabte dette rum. Gennem håndværk kan vi se vores fortid, mærke nutiden og drømme om fremtiden. Dette fokus, Arbejdermuseet har lagt lige foran os ved hjælp af denne udstilling, Håndens Arbejde, håber jeg vil være med til at skabe indsigt i min og mine kollegers verden og hverdag samt skabe fremgang af håndværkere og ikke mindst bygge bro, så vi kan få mulighed for at tiltrække talentfulde mennesker uanset køn, etnicitet, seksualitet og klasse. Derudover glæder jeg mig også enormt meget til at følge alle de arrangementer og aktiviteter, der vil være sideløbende med udstillingen. Blandt andet ved jeg, at der i efterårsferien er et arrangement, Murer for en dag, hvor alle børn har mulighed for at prøve kræfter med eksempelvis murerfaget. Jeg vil nu slutte min tale med at fortælle jer noget, som jeg synes er ret sejt og stort, og det er, at det faktisk er os håndværkere, der bygger din og min historie! Og med det erklærer jeg hermed udstillingen Håndens Arbejde for åben! Tak!

METTE SCHAK DAHLMANN

MURER

På de næste sider følger syv bud og deres b-sider. De er et produkt af en fælles proces på tværs af de involverede aktører i Håndens Arbejde. Ansatte fra kommunikation, undervisning, udstilling, arrangementer og ledelse har således givet deres besyv med i et forsøg på at destillere og samle erfaringerne.

JOSEFINE ALBRIS

MUSEUMSINSPEKTØR

SÅDAN HAR VI GJORT VORES ERFARINGER

Øvelsen handlede i første omgang om at bidrage med de læringspointer, som hver medarbejder havde gjort, dernæst om at samle erfaringerne til mere overordnede budskaber, som kunne give mening i sig selv. Vi har stræbt efter at pakke budskaberne mindst muligt ind og være åbne med, hvornår det har været svært og til tider helt har slået fejl. Vores kolleger på tværs af museumsbranchen har ved vores jævnlige videndelingssessioner bakket op om den ærlige stil. Vi tror på, at den åbenhed har en afsmittende virkning. Som branche har vi brug for at stå sammen om at skabe bedre museumsoplevelser og gode resultater. Det er det, det handler om.

SØG NYE PARTNERSKABER

Med Håndens Arbejde gik Arbejdermuseet fra blot at fortælle historien om håndværkerne til at fortælle historier sammen med håndværkerne. Håndens Arbejde skulle afspejle en bestemt målgruppe, håndværkerne, og deres livs- og hverdagsbetingelser med det formål at give museet en stemme i samfundsdebatten. Det er en målgruppe, som vi på museet ikke selv en del af. Forudsætningen for succes blev derfor en inddragelse af eksterne partnere. Partnernes viden om deres fag, deres syn på håndværkets rolle i samfundet og deres opfattelse af, hvilke arbejdskampe der skal kæmpes, kunne vi ikke blot læse os til. Vi havde brug for deres medindsigt og videndeling.

GENSIDIG INVESTERING

I mange klassiske partnerskabsrelationer består museets rolle i at levere viden til partneren. I dette tilfælde blev det ofte omvendt. Med Håndens Arbejde var museet ikke længere eksperter og kunne ikke fastgøre håndværkerne i historien. Et partnerskab er en gensidig investering. Parterne skal finde frem til det eller de koordinater, hvor interessefladerne krydser. Nogle gange giver partnerskabet sig selv. Andre gange kræver det tid eller uformelle rammer at komme til forståelse og finde ud af, hvordan man kan blive relevante for hinanden.

SKRÆDDERSYEDE LØSNINGER

Vi har ikke opfundet én skabelon, der passer til alle partnerskaber, men har måttet erkende, at alle relationer skulle skræddersyes individuelt. Der var store organisationer, som helst ville være den usynlige hånd bag det hele, og andre, som gerne ville eksponeres så meget som muligt. Der var håndværkere, som trådte op på vores scene for ikke at forlade rampelyset igen, og andre, der bakkede os op med deres ekspertise, værktøj og materialer, men som ikke stræbte efter offentlig taletid.

LIVLINER OG PERSPEKTIVER

B-SIDEN HVEM HAR KONTROLLEN?

Et partnerskab er en skrøbelig relation. Begge parter skal give noget for at få noget, og deri ligger et lille tab af kontrol, som er uomgængeligt. Kontroltabets konsekvenser kan være vidt forskellige afhængigt af relationens karakter. Man tager en chance, når man lader en udefrakommende tage beslutninger inden for et felt, hvor ens egen viden er kommet til kort. Eksempelvis overlod vi kuratorskabet af en ligestillingsdebat om kvinders rolle i byggebranchen til en individuel aktør. Arrangementet blev tidskrævende, og det blev svært at træffe kloge beslutninger og skære fra. Man er nødt til at løbe den risiko, at partnerskabet ikke fungerer eller ”løber løbsk”, hvis man vil have chancen for at få et udbytte af det.

De nye bekendtskaber blev til en slags direkte livliner ind i branchen, som vi kunne bruge til at teste ideer og mulige veje, hvad enten det gjaldt store institutioner som erhvervsskolen NEXT, erhvervsskolen TEC og foreningen Skills Danmark eller enkeltpersoner inden for forskellige fag. Vi oplevede også, hvordan vi med vores historiske tilgang til håndværkets rolle i samfundet kunne bidrage med nye perspektiver til dem. Vi kom tæt på vores genstandsfelt på en anden måde end vi plejer. Partnerne giver os mulighed for at blive insiders i vores eget genstandsfelt. Oplevelsen af, at der er sket noget nyt og banebrydende i vores erkendelser og produkter, er ofte kommet i sammenkoblingen med en partner.

3 BUD OM BUDDET Søg nye partnerskaber, når museets medarbejdere ikke er i målgruppen. Kast mange snører ud, og følg de liner, hvor der er gensidig energi. Skræddersy løsningen til den enkelte partner.

LIGESTIL INDSATSERNE

Arbejdermuseet har hevet udstillingsgerningen ned fra piedestalen og afprøvet en organisationsform, hvor udstilling, aktiviteter og undervisning er ligestillede. I Håndens Arbejde blev kommunikation en del af denne ligestilling, og vi arbejdede en del med content marketing. For eksempel skabte vi et online community ”#Mitsvendestykke”, der gennem film, var en hybrid mellem formidling og kommunikation.

ALDRIG I DRIFT

Når formidlingsindsatserne skal ligestilles i praksis, må udstillingen ikke tænkes som et endemål, men snarere som en milepæl midtvejs. Det forudsætter, at man som museum ikke lægger projektet fra sig, når udstillingen er åbnet, men i stedet bliver ved med at prioritere timer til det og italesætte det som et projekt, der er i udvikling – ikke som noget, der er gået i drift. Når man har fokus på udvikling, bliver medarbejdere og ledere fastholdt i deres respektive interesse i og ansvar for projektet.

UDSTILLINGEN SOM PLATFORM

B-SIDEN SKULLE VI HAVE BRUGT MERE TID PÅ AT ORGANISERE OS?

I bagklogskabens har vi diskuteret, om vi kunne have organiseret os anderledes. Projektet var så stort, at Håndens Arbejde-gruppen kunne have været et minisekretariat med sit eget kontor på museet. Det havde måske gjort processen mere fokuseret, skabt endnu højere grad af videndeling på tværs, deling af partnere, gjort det muligt at rykke hurtigere på idéer og måske i sidste ende få mere gennemslagskraft. At vi ikke organiserede os på den måde, har betydet, at vi ikke isolerede os, men forblev en del af museets øvrige aktiviteter. Idéen om de ligestillede formidlingsindsatser betyder, at man ikke skal fokusere på at blive færdig, men holde motivationen oppe omkring processen. Det tager tid at lære at arbejde på den måde, for de fleste er vant til at arbejde omvendt. Selve opbygningen af udstillingen, der blandt andet krævede inddragelse af både murere, brolæggere og smede, har lært os, hvor vigtigt det er at have en stram procesplan. At sætte et mål for, hvornår udstillingen er færdig, som gør det muligt for de andre indsatser at begribe, hvor de skal tage fat. I den bedste verden er der en rum tid inden ferniseringen, for det er svært at søsætte produkter på forhånd, når man ikke kender udstillingens styrker og svagheder.

Planlægningsmæssigt kommer udstillingen først, men undervisning, arrangementer og kommunikation skal tænkes ind fra starten. Det er med til at give udstillingen form og senere igen til at give udstillingen liv. Når udstillingen åbner, bliver den en platform for undervisning og aktiviteter. Håndens Arbejde havde blandt andet et værksted, en scene, et udstillet svendestykke (der løbende blev skiftet ud), en muret væg fyldt med hilsner fra mureren – der skulle bruges i ”Murer for en dag” – samt fem arkivalske spor efter Stauning, som kunne laves en skattejagt ud fra.

ET GESAMTKUNSTWERK, DER KRÆVER SIN TID

Tid er også en vigtig faktor for, at alle indsatserne skal nå at udfolde deres potentiale. Håndens Arbejde blev vist fra september 2018 til oktober 2020. Det lange perspektiv gav holdet mulighed for at blive klogere undervejs. Der var tid til, at ideer kunne modnes, tid til at vokse med opgaven og tid til at lære målgruppen at kende. Det var muligt at nå at ændre i udstillingen, og nogle af de tidligste idéer fik liv som arrangementer. Den afsluttende konklusion er da også, at vi kunne have brugt endnu længere tid på at opdyrke målgruppens tilhørsforhold til os og til at konsolidere de nødvendige permanente forandringer, målgruppen kræver af os som museum. Den ligestillede indsats gør projektet til et tværfagligt sammenskudsgilde, både hvad gælder inddragelse af afdelinger på museet og forskellige fagligheder. Det skaber diversitet, nye erkendelser og en god holdånd. Udskiftninger i personalet undervejs i Håndens Arbejde gav ny energi og nye øjne, som var nyttigt for det varige projekt.

3 BUD OM BUDDET Afprøv en organisation, hvor alle dele af formidlingsgerningen indtænkes fra starten. Italesæt projektet på en måde, så udstillingen ikke er endemålet, men en milepæl. Overvej, om projektet kunne have gavn af at vare i længere tid.

SKAB EJERSKAB I ORGANISATIONEN

Håndens Arbejde har været en stor tilføjelse til museets øvrige drift og har krævet mange ressourcer, hvorfor den interne opbakning på alle niveauer af projektet har været afgørende. Ansvaret for at skabe internt ejerskab ligger først og fremmest i projektgruppens måde at italesætte et givent projekt over for kollegerne. Hvordan inddrager man resten af organisationen? Hvilke historier deler man? I Håndens Arbejde kunne det f.eks. være besøgstallet eller historien om morfaren, der finder svendebrevet frem til barnebarnet. Det er en god investering at bruge tid på at blive enige om, hvilke(n) historie(r) der skal fortælles om det specifikke projekt. Da vi delte den første brugerundersøgelse fra ”Murer for en dag” med hele personalet, kunne vi vise resultaterne af alle medarbejdernes flid opgjort i viden om de besøgende. Da vi ikke tidligere har haft de samme kræfter til at lave undersøgelser, var resultaterne, selv om de var små, ret store skridt i forhold til at skabe intern sammenhængskraft og stolthed.

KERNEFORTÆLLINGERNE I SPIL

B-SIDEN HAR DU TÆNKT PÅ, AT ALLE IKKE DELER DIN OPFATTELSE AF VERDEN?

Man kan blive så optaget af sin egen flise, at man glemmer at se op på de andres virkelighed for dermed at opdage, at de slet ikke ser sit eget projekt, som en del af den samme bevægelse. Håndens Arbejde var så stort, at det på sin vis kørte parallelt med museets øvrige formidlingstiltag. Når Håndens Arbejde kunne supplere med aktiviteter, der alligevel skulle produceres (såsom ferieaktiviteter), gik tingene op i en højere enhed. Men de små, eksperimenterende tiltag i mange forskellige retninger kunne omvendt føles som en belastning, da vi hver gang startede forfra i forhold til både kommunikation og logistik. Projektet har lært os, at vi fra starten skal tænke projekter langt mere tværorganisatoriske. For eksempel kunne samlingsafdelingen og publikumsafdelingen have været en naturlig del af projektet. Gør man ikke dette, risikerer man at opleve, at engagementet og opbakningen fra andre kolleger og chefer daler. Når vi oplevede denne mæthed, måtte vi simpelthen sadle om.

Anstrengelserne giver mest mening, når man får opbakning. Derfor kan det være en god idé at teste de helt friske ideer forskellige steder i huset. Når en idé rammer den røde plet, er det nemmere at få kollegerne med. I Håndens Arbejde er det bedst blevet manifesteret de gange, hvor vi har fået museets kernefortællinger i spil. Det gælder udstillingen i sig selv, ”Murer for en dag” eller ”Madpakkedysten”. Aktivitetsgruppen skulle være gode til at prioritere og orientere sig mod forankringspotentialer og dermed skabe initiativer, der kunne noget, som de andre afdelinger kunne se skabte værdi eller bæredygtighed for museet på længere sigt. De gode fortællinger er med til at skabe intern stolthed, og det giver opbakning i det daglige flow.

TAG ANSVAR FOR KONSEKVENSERNE

Håndens Arbejde har på flere måder trænet programafdelingens navigationsfærdigheder på tværs af huset. Det har gjort afdelingen meget synlig over for især publikumsgruppen. De tætte relationer smitter af på andre projekter. At arbejde under et større pres af aktiviteter har bidraget til, at vi har fået større forståelse for, hvilke konsekvenser programafdelingens beslutninger har andre steder i huset. Det har øget vores fokus på, hvordan vi via forskellige redskaber kan lette den ekstra arbejdsbyrde, som vores tiltag afføder ved f.eks. ankomstsituationen. Det kan være i form af ”salgstaler” i bullet-form eller små teaser-plakater for vores forskellige initiativer.

3 BUD OM BUDDET Skab internt ejerskab for projektet i hele organisationen, så der er opbakning til at afgive de ressourcer, projektet trækker. Bring kernefortællingerne i spil, og vis, hvordan projektet kan skabe værdi for hele museet. Tag ansvar for, at projektet har konsekvenser for kolleger i f.eks. modtagelse af publikum, og hjælp kollegerne med at formidle projektet i det daglige.

BRUG IDENTIFIKATION SOM MOTOR

Håndens Arbejde startede med en rundbordssamtale. Om bordet sad en række tillidsfolk, som repræsenterede forskellige fag og typer af arbejdspladser. De var inviteret ind på museet for at afsøge, hvordan Håndens Arbejde overhovedet kunne gøres relevant for deres netværk.

FORUNDRING OG FREMMEDGJORTHED

Mødet med målgruppen, deres syn på museet og på middagssituationen vækkede os på flere måder. En tømrer spurgte ”Hvem er Stauning?”, mens en lagerarbejder ville vide, om vi virkelig havde Septemberforliget? Vi blev mødt med en blanding af både forundring og fremmedgjorthed og til tider også af fordomme. Vi fik klar besked om at prøve at skjule, at vi var et museum, og en opfordring om at ”være mere som BonBon-Land.”

LEVENDE PERSONAER

B-SIDEN 18

ER DER ET MUSEUM TIL STEDE?

Som kulturformidler skal man kunne mestre balancen mellem at give målgruppen det, de siger, at de gerne vil have, og samtidig stå ved sig selv. Nogle gange bliver ens valg fyldt med kompromiser, at man glemmer at spørge sig selv, hvor museet er blevet af. Selv om mange af Arbejdermuseets valg havde afsæt i den oprindelige fondsansøgning, var det alligevel sundt at stille spørgsmål til de retninger, museet tog projektet i. Det var en balancegang. På den ene side skulle vi ”skjule”, at vi var et museum, som en af opfordringerne ved rundbordssamtalen havde lydt. Og på den anden side kunne vi jo ikke løbe fra vores identitet. Det gjorde sig gældende for undervisningsforløbet ”Dit liv og dit valg”. Her måtte eleverne ikke føle, at forløbet var en hvervekampagne for håndværksfagene, hvilket jo gik på kompromis med udstillingens kernebudskab, der blandt andet ville fortælle, hvor vigtig en rolle håndværket spiller i opbygningen af et samfund. Den digitale platform ”#Mitsvendestykke” fik først ørenlyd blandt unge håndværkere, da vi droppede Arbejdermuseets navn og identitet. Det blev et eksperiment i sig selv, men rejser spørgsmålet om platformens fremtidige bæredygtighed. At opfinde en selvstændig platform er kun bæredygtigt, hvis nogen vil overtage den. Da Arbejdermuseet inviterede byggefagene til parade for 8-timersdagens 100-år, blev vi spændt for en aktuel politisk agenda, nemlig murernes krav om en 30-timers arbejdsuge. Selvom paraden blev svær at styre, skabte den en meget autentisk oplevelse og en anderledes udstillingsåbning. Vi var midt i den historie, som vi behandler, og det havde en stor motiverende kraft.

Flere personer, der havde deltaget i rundbordssamtalen, blev ambassadører for udstillingen og for museet. De var vores finger på pulsen, og nogen man kunne ringe til. De forskellige håndværkeres input blev altså vores rettesnore. En slags levende personaer, som vi hele tiden havde i baghovedet og kunne spille vores ideer op ad. Vi brugte f.eks. skræddernes kompetencer til at udvikle skrædderskolen, murernes kompetencer til at udvikle murerskolen, konkurrencekokkenes kompetencer til at udvikle madpakkedysten og så videre.

AUTENTISKE OPLEVELSER

Det, at en gruppe af faglærte (og ufaglærte) havde medvirket til udstillingen gennem citater, film og lydfortællinger, fik den til at fremstå mere troværdig, hvilket også blev synligt for andre gæster end de faglærte. Det samme gjaldt arrangementet, hvor en håndværker viste rundt i udstillingen og fortalte om sin personlige vej ind i et fag. Samtalerne om værktøj, materialer og teknikker med et ofte faglært publikum blev så specifikke, at ingen museumsomviser kunne have gjort sig gældende. Omvisningerne blev autentiske faglige snakke og udvekslinger mellem fagfolk. Når det lykkedes os at fylde Festsalen op med håndværkere, så er der ikke nogen, der kan være i tvivl om, at stedet har en særlig tilknytning til dem.

3 BUD OM BUDDET Find den målgruppe, der har tilknytning til jeres genstandsfelt. Invitér repræsentanter fra målgruppen på kaffe eller frokost. Det skal komme meget tidligt. Hold kontakten med din målgruppe, og brug dem løbende til sparring eller arrangementer.

VÆR TRO MOD MUSEETS KERNE

Arbejdermuseets formidlingsmæssige ambitioner er at skabe stærke kulturoplevelser, hvor det sociale og det sanselige kombineres med videnformidling. Vi sigter blandt andet efter at aktivere følelsen af benovelse – ”at man overraskes, føler sig ydmyg, heldig, oplyst eller reagerer, fordi man finder noget beundringsværdigt, lærerigt eller flot”.1 Arbejdermuseets unikke sted og rum kan for nogle publikummer levere dette i sig selv, da der er knyttet særlige følelser til forsamlingsbygningen og i høj grad også de permanente udstillinger.

MØDET MED HÅNDVÆRKET

I Håndens Arbejde viste mødet med det enkelte håndværk sig at kunne åbne op for benovelsen. I eksemplet ”Murer for en dag” gjaldt det, at den praktiske og historiske dimension af et fag banede vejen for en anderledes type samvær mellem især børn og bedsteforældre. Her førte dialogen og samarbejdet omkring håndværket til en reaktivering af en hengemt identitet. Følelser som stolthed, overraskelse, ydmyghed og oplysning dukkede op. At bygge aktiviteten op om mureren som type var et meningsfuldt formidlingsmæssigt valg, der både i et moderne og et historisk lys var tro mod museets genstandsfelt.

MADPAKKEN SOM KULTURHISTORIE

I projektet er det blevet endnu tydeligere, hvor vigtigt det er at stemme ideerne overens med indhold, der giver genlyd i museets DNA. Et eksempel er ”Madpakkedysten”, der var en konkurrence om at komme med et bud på nye madpakketraditioner for kokke- og bagerelever på erhvervsskolerne. Fokus på madpakken peger lige ind i museets genstandsfelt og gav os en anledning til at løfte den generelle formidling af madpakkens kulturhistorie. Den indsats fik en direkte forankringsbar og blivende værdi.

B-SIDEN HVAD SKER DER MED VORES VIDEN, NÅR PROJEKTET ER SLUT?

Alle projekter, store som små, bringer nye erfaringer og skaber værdi, der på forskellige måder bidrager til at videreudvikle institutionen. Også selv om nogle af de medarbejdere, der har fået erfaringer gennem projektet, kommer til at tage erfaringerne med sig på deres videre færd. Forankringen af fokus på de sjældne brugere med erhvervsuddannelser bør sikres i Arbejdermuseets strategi, hvis den skal kunne prioriteres fremover. At kunne virke under et projekt som Håndens Arbejde har i nogle tilfælde udfordret det fundament, som Arbejdermuseets undervisere er oplært i. Både udstillingen og undervisningen har befundet sig uden for et typisk historie- og samfundsfagsfelt, og det har udfordret deres praksis, deres viden og mulighederne for metarefleksion.

AT FØLE SIG FORANDRET

”Håndens Arbejde har delvist overtaget museet og forandret museets identitet”. Det er en udtalelse, som flere af de implicerede medarbejdere kunne stå bag. Det gælder blandt andet følelsen af at have fundet en ny kommunikativ tone of voice, der er i øjenhøjde med brugere på tværs af uddannelsesbaggrund. Et udstillingsdesign, der er tilgængeligt for både sanser og krop, med tekster, alle kan læse. En langt mere inkluderende strategi, der kunne bane vejen for, at museet bliver opfattet som et mere levende og relevant arbejdermuseum. Håndens Arbejdes effekt har potentialet til at rykke ved prioriteringer og definitioner, når museets næste strategi skal lægges. 1 Bonde, Hansen; Den gode oplevelse, Ph.d.-afhandling 2017

3 BUD OM BUDDET Bring idéer i overensstemmelse med museets DNA. Brug anledningen til at udfolde dele af museets genstandsfelt på måder, der ikke før har givet mening. Brug de indsigter, I har fået i arbejdet med den ny målgruppe til at se jer selv på ny.

BEVAR FOKUS

Aktualiteten og målgruppen blev besluttet, før selve ideen til udstillingen og projektet Håndens Arbejde som hele var undfanget. Arbejdermuseet føler et ansvar for at gå efter sjældne brugere med særlig tilknytning til museet. Målgruppens forbindelse til museet har hele vejen igennem projektet sikret dets troværdighed og har gjort arbejdet fokuseret.

DET TAGER TID AT SKRÆDDERSY

Som ved alle projektfaser har det taget tid at finde fokus i de enkelte delprojekter. Både i forhold til at skære fra og stille skarpt. Men også i forhold til ikke at lade sig slå ud, når noget ikke har virket. Vi har forsøgt at få meget sjældne brugere i tale, og konklusionen er hele tiden den samme: Der findes ikke en masterskabelon til at få fat i netop dem. De erhvervsuddannede dækker over en meget stor gruppe i samfundet med præferencer, der går i mange forskellige retninger. Ligesom godt håndværk tager tid, så tager det tid at tilpasse og skræddersy hvert enkelt tiltag til en målgruppe, som viste sig at være meget mere divers end først antaget.

SPØRGSMÅL FRA KOLLEGERNE

”Skrædder for en dag” var en mini-erhvervsuddannelse. Man skulle både gøres bekendt med håndværket og med fagenes verden og begreber som svendeprøve, svendestykke, skuemester og svendebrev. I andre tilfælde handlede voksenværkstederne simpelthen om at gå i lære. Den tilgang kunne få vores kommunikationsafdeling til at slå bremsen i: Hvorfor skal vi egentlig lave værksteder af den slags? Hvis man kan tåle, at ens kolleger stiller spørgsmål og presser på, kan man med stor sandsynlighed opnå et bedre resultat. Ærligheden fra kollegerne er med til at få aktivitetsgruppen til at løfte blikket, blive bedre til at favne over færre små projekter og investere i tiltag, der bliver brugt mere tid på, så de i sidste ende også efterlader elementer, der kan forankres.

B-SIDEN FALDER VERDEN SAMMEN, NÅR VI AFLYSER?

Selv om det er svært at kaste håndklædet i ringen, så er det nogle gange det, der skal til. Men det kræver mod og styrke at komme igen. Vi måtte i Håndens Arbejde flere steder indse, at den oprindelige plan ikke fik opbakning hos målgruppen, eller at der ikke var et publikum til f.eks. håndværkeromvisninger. At bruge ressourcer på noget, der giver så meget modstand, er ikke besværet værd. Og erkendelsen og aflysningen i sig selv kan måske være med til at pege i en ny retning. I dette tilfælde kæmpede vi med at leve op til mængden af tiltag, der var beskrevet i ansøgningen, indtil vi fandt ud af, at vi brugte vores ressourcer på alt for meget, der betød for lidt.

HAV MULIGHED FOR ÆNDRINGER

En anbefaling kunne være, at man ordret i ansøgningen indskriver muligheden for og nødvendigheden af ændringer i planerne undervejs. Både for at have afklaret dette på forhånd med fonden, men også for at skærpe projektledernes autonomi og kreativitet i forhold til at bringe projektet en erkendelsesproces videre. Det er også en anbefaling at være meget mere tydelig omkring projektets succeskriterier allerede i ansøgningen.

3 BUD OM BUDDET Find og hold fokus fra starten ved at fastholde målgruppen som det vigtigste. Afsæt tid til at skræddersy tiltag til forskellige dele af målgruppen. Indskriv muligheden for at lave ændringer undervejs i ansøgningen fra starten.

EVALUÉR & DOKUMENTÉR

Det er en god investering at få foretaget brugerundersøgelser, kvalitative interviews og lignende indsamlinger af data og viden. At prioritere ressourcer til evaluering og dokumentation øger professionaliseringen. Håndens Arbejde har givet Arbejdermuseet mulighed for at implementere metoder til at blive klogere på vores brugeres færden. Vi evaluerer, dokumenterer, observerer og bedriver nu en meget højere grad af dataindsamling.

SMÅ BRUGERUNDERSØGELSER

Den viden, vi har indsamlet undervejs, har vi løbende brugt til at kvalificere og forfine vores produkter inden for projektets fire dele: udstilling, undervisning, arrangementer og kommunikation. Det er et privilegium at have et helle til at eksperimentere og justere. For ofte er der slet ikke sat tid og penge af til den grad af refleksion. Heldigvis har vi nu implementeret metoder for små brugerundersøgelser, der ikke nødvendigvis er meget dyre.

STRATEGISK MÅLGRUPPEARBEJDE

Da Arbejdermuseets programafdeling ikke tidligere har arbejdet så systematisk med behandling af egne brugerdata, har resultaterne medført vigtige erkendelser i forhold til det strategiske målgruppearbejde. Den nye viden om for eksempel, hvordan folk bruger udstillingerne, er et stort løft i forhold til de forestående udstillingsprojekter. I en museumsverden, hvor besøgstal er afgørende, giver viden om brugernes vaner og færden mulighed for at nuancere de kvantitative data. Nu kan vi på et oplyst grundlag diskutere, hvem der er vores besøgende, og hvorfor de kommer.

VIDEN IMPLEMENTERES

B-SIDEN

Den indsigt, vi opnår, er direkte implementérbar og smitter af på Arbejdermuseets håndtering af andre projekter. Derudover er den brugbar, når museet skal dokumentere sit arbejde over for fonde og andre bevillingsgivere. Den nye viden kommer også til at spille en rolle, når museet internt skal udarbejde en ny strategi.

BEHØVER VI KUN AT TÆNKE PÅ BESØGSTAL?

Det kræver ressourcer at indsamle, dokumentere og behandle data, eksternt eller internt, og det skal man sætte tid af til eller indhente midler til, så man kan få flere hænder på projektet eller få hjælp udefra. Hvad vægter højest – mange besøgende eller virkelig gode oplevelser af høj kvalitet med tilfredse gæster? Besøgstal er noget, som alle museer bliver målt på og sammenlignet med af Slots- og Kulturstyrelsen. Derfor kan det ikke udelukkes. Men det kræver omstilling i organisationen at fokusere på mere end besøgstal. Vi har i Håndens Arbejde haft svært ved at overtrumfe fokus på besøgstal, selv om vi har kunnet dokumentere en nuanceret viden om gæsternes færden på museet ved arrangementer.

3 BUD OM BUDDET Prioritér ressourcer til evaluering og dokumentation – det øger professionaliseringen. Brug disse data til at justere og forfine undervejs i projektet. Brug ikke kun besøgstal, men også data om brugernes oplevelse af kvalitet og relevans.

Kulturnatten på Arbejdermuseet var et potpourri over svendegildets kulturhistorie. Idéen om at kalde håndværkernes arbejdsuniformer frem på en catwalk viste sig at bringe mange ukendte historier frem. Skorstensfejerens uniform er omgærdet med ritualer og overtro. Det tiltrak opmærksomhed både på og udenfor scenen.

MADPAKKEN FORTJENER OPMÆRKSOMHED! Madpakken er meget mere end den slidsomme aktivitet, mange af os forbinder den med. Fra flad til højtbelagt er rugbrød med pålæg et vidnesbyrd om vores økonomiske, kulturelle og madmæssige historie.

adpakken er Danmarks mest populære frokostordning. Men den daglige madpakkegerning, som finder sted 11 millioner gange om ugen, trænger til et løft af faglige hænder.

Ved et kig tilbage i historien kan vi blive klogere på, hvorfor madpakken overhovedet blev så fast en del af vores hverdag. Men også hvorfor den bør lære noget af de håndværkstraditioner, som dens højtbelagte søster, smørrebrødet, er skabt af.

Fri os fra bløde agurker Ifølge Landbrug og Fødevarers undersøgelse om danskernes madvaner fra 2019 kan hver femte madpakkemager ikke lide at lave madpakke. De efterlyser ny inspiration og synes, det er en udfordring at få madpakken til at smage godt og være sund. Det er egentlig et paradoks. For undersøgelsen viser, at madpakken vælges til af de samme to grunde. Alligevel forbinder kun 27% af madpakkemagerne dét at spise madpakke med god smag. Mange fremhæver også, at madpakken skal være nem og hurtig at smøre og at spise. Mindre end en fjerdedel fremhæver, at madpakken er god værdi for pengene. Hvis man kigger nærmere på madpakkens historie, så er netop det at være nem, hurtig og billig en del af madpakkens eksistensberettigelse. Maden med på arbejde Madpakken blev udbredt for ca. 130 år siden i storbyernes industri, hvor den blev den almindelige frokostordning blandt arbejdere. Arbejderne kom fra landet og søgte byens muligheder. Arbejdslivet på fabrikkerne kom til at ændre

indretningen af deres døgn. Dagens første store måltid havde i mere end 1.000 år været varmt. På landet var det kutyme at gå hjem til gården og spise den varme mad midt på dagen. Alt var anderledes i byen. Her var kosten ikke en del af arbejdslønnen. Turen fra fabrik til hjem kunne være lang. Dertil kom, at arbejderne fra 1870’erne kæmpede for at få forkortet den ofte 12 timer lange arbejdsdag. I løbet af 1880’erne lykkedes det i flere fag at få en kortere arbejdsdag. Det betød, at spisepausen også blev kortere. Derfor blev dagens tidlige kolde måltid, frokost, skubbet til midt på dagen. Den smurte og medbragte mad blev en nødvendighed for at få dagen til at hænge sammen og energien til at slå til. I Arbejdermuseets samling findes en madpakke fra den tid.

Den er formentlig Danmarks ældste bevarede madpakke: En glarmestersvend glemte den under en opgave på Rosenborg Slot i 1886. De to stykker rugbrød med fedt var indpakket i en avisside fra Social-Demokraten. Den blev fundet i 1986 som et lille, stenhårdt bevis på arbejdernes og madpakkens kulturhistorie. Bare rugbrød I dag har mange danskere mulighed for at lave sunde og velsmagende madpakker. Alligevel er det måske overfloden af muligheder, der fører til energiforladthed omkring processen. Før århundredeskiftet kunne det nemlig være en sejr i sig selv blot at have en fedtemad med på arbejde. Tidens lave lønninger og forholdsvis høje udgifter til fødevarer betød, at det ofte var halvdelen af en arbejderfamilies budget, der gik til madindkøb. Selvom de fleste familier kunne spise sig mætte, så var deres mad ensformig og ikke af særlig god kvalitet. En af kostens hovedkomponenter var rugbrød. Det var billigt og mættende. Pålæg var en luksus, som var dyr og svær at opbevare.

Hvis der var pålæg, var det til farens madpakke. Han var hovedforsørger og havde førsteret til maden. Denne form for fattigdom og knaphed tvang husmoren til at være opfindsom med madlavningen for at få alle ingredienser til at strække. At være nøjsom i indkøb og forbrug handlede dengang ikke om at tage ansvar for sig selv og klimaet. Det handlede om overlevelse. Hjælp til husmødrene I første halvdel af 1900-tallet var madpakken i opblomstring i takt med de hjemmegående husmødres opmærksomhed. I 1920’erne blev arbejderfamiliernes økonomi lidt bedre. Mødrene kunne gå hjemme, og isskabe blev almindelige.

Det betød, at man kunne købe ikke-konserveret og forskåret pålæg som kogt skinke, roastbeef og rullepølse hos købmanden. Med adgang til en kolonihave kunne de hjemmedyrkede grøntsager sikre både vitaminer og variation i husholdningen. Tid og økonomi har altså været afgørende faktorer for, at madpakken blev et prestigeobjekt. Opmærksomheden kulminerede med de meget store madkasser i 1950’erne.

Men 1960’erne blev et vendepunkt. Med økonomien i vækst og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet blev der brugt nemme løsninger i køkkenet. Supermarkederne begyndte at sælge maskinbagt brød, og pålæg kunne hentes i køledisken.

KRONIK

Der var ikke tid til at lave rullepølse, at bage eller sylte. Det var en tid, hvor mange færdigheder gik tabt. Plastic, husholdningsfilm og stanniol var nye, hurtige indpakningsløsninger. Brød til borgerskabet Arbejdernes nye frokostordning var med til at gøre den kolde frokost accepteret. I det bedre borgerskab havde man set ned på at spise kold mad siden 1700-tallet. Samtidig med rugbrødsmadens indtog som håndmad i madpakken, dukkede den højtbelagte mad frem.

Det højtbelagte smørrebrød blev serveret på de finere saloner til gæsterne, der ud på de sene timer blev sultne. Smørrebrødet slog igennem som et udpræget udemåltid, der tilberedtes i professionelle køkkener af smørrebrødsjomfruer til både

frokostmøder og fest. I 1910’erne dukkede de første smørrebrødsforretninger og mobile udsalgsvogne op i København. Allerede i 1930’erne omtaltes smørrebrød som en nationalret. I de seneste år har smørrebrødet oplevet en renæssance med fokus på kvalitet og håndværk. Det fornyede fokus har været med til at sikre dets plads som en særlig national kulturarv. Den lille flade Den beskedne håndmad står i et kontrastfyldt slægtskab med sin voluminøse, højtbelagte søster. Begges arv er det firkantede rugbrød, der sætter rammerne. Mens den flade mad bliver lavet i hjemmet, er den højtbelagte skabt af en håndværker og klædt på til at blive solgt. Den flade er praktisk, hurtig og nem. Den højtbelagte er flot og smager godt, men er upraktisk at tage med. Smørrebrødet har modtaget opmærksomhed fra mange steder i disse år i København, blandt andet Aamanns og Arbejdermuseets Café og Øl-halle. Madhåndværkere har sat ind for at genetablere forbindelsen til de unikke smagskombinationer og den håndværksmæssige kvalitet i smørrebrødet. Forhold, der på samme måde som med madpakken var blevet udfordret og udvandet siden 1960’erne. Arbejdermuseet har i 2020 indkaldt gastronom- og bagværkerelever fra hele landet til at komme med nye bud på madpakketraditioner. Det kulminerer med en

Madpakkedyst den 26. marts 2020 i Arbejdernes Foreningsog Forsamlingsbygning i Rømersgade i København (red. finalen blev dog aflyst på grund af Corona). De danske madpakkemagere har i mange tilfælde mistet forbindelsen til de klimavenlige og nøjsomme traditioner, som vores madpakke egentlig er bygget på. Og der er brug for de professionelles bud på, hvordan velsmag kan kombineres med økonomi, tid, økologi og økonomisk råvareanvendelse.

Madpakken skal være nem og hurtig at smørre og at spise. Det kræver, at vi anerkender håndværkets rolle i samfundet og giver rum til innovation Det kan godt være, at det er mest oplagt kun at vise den højtbelagte rugbrødsmad frem som en særlig dansk kulturarv. Men den flade rugbrødsmad, som 60% af madpakkemagerne lægger i deres madpakke, fortjener både ære og opmærksomhed.

JOSEFINE ALBRIS MUSEUMSINSPEKTØR PÅ ARBEJDERMUSEET

JEG FØLTE MIG LIDT SOM EN ROCKSTJERNE Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: RbStudio

eg var praktikant på museet i efteråret 2019, og jeg var nok lidt ukurant i forhold til andre praktikanter, fordi jeg er uddannet kok og læser på en serviceøkonomuddannelse, hvor folk normalt ender i rejsebureauer, hoteller og den type virksomheder. Men jeg kunne godt tænke mig at opleve service på en anden måde; så jeg skrev en række uopfordrede motiverede ansøgninger til forskellige museer. Mange steder blev jeg lukket ned hurtigt, der var en noget hovskisnovski og akademisk stemning. Men Josefine (red. museumsinspektør) havde gang i Håndens Arbejde og sad specifikt med nogle tanker om en kagekonkurrence, så min profil passede rigtig godt ind. Arbejdermuseet modtog os praktikanter med åbne arme. Det var sjovt at komme med ud til møder, og jeg oplevede også, at det var en fordel for museet, når jeg var med på f.eks. Hotelog Restaurantskolen eller Skrædderskolen, fordi jeg selv er håndværker.

Det skabte en respekt om museet, at de havde sådan en som mig siddende, som det handlede om. Vi havde en brainstorm om, hvordan vi skulle få engageret unge på erhvervsuddannelserne. Der var en drøm om at lave en kagekonkurrence, men lige så stille fik vi sporet os ind på, at det skulle være madpakken i stedet. Da vi først fik den idé, kunne det ikke rigtig være andet, for madpakken er en vigtig del af arbejderhistorien. I samfundet er det ofte kun de boglige uddannelser, der batter, og mange forstår ikke, at man godt kan være kreativ og kvik i hovedet, når man er håndværker. Men på Arbejdermuseet har jeg fået så meget kredit, både for min fysiske kunnen og for at turde vælge det fag. Nogle gange har jeg følt mig som en rockstjerne! Når man bevæger sig rundt på museet, mærker man virkelig, hvor vigtige arbejdere har været altid. Det er nødvendigt for vores samfund, at der er nogen, som kan de ting.

Åbenhed og formidling i øjenhøjde er museets store styrker. De gør en dyd ud af at tale til unge mennesker på en måde, som de kan relatere til. I det hele taget er de virkelig gode til at tage nogen ind, som befinder sig i den verden, de vil fortælle om. De sætter sig selv i felten og går ikke ud og fortæller andre, hvad de kan lære dem, men beder om hjælp til at lære en tredje gruppe noget. Der har også været mange arrangementer, hvor publikum kan være udøvende inden for det, som det handler om, og det er rigtig fedt.

Det skabte en respekt om museet, at de havde sådan en som mig siddende, som det handlede om.

Gry Mortensen Kok og serviceøkonomistuderende, Cphbusiness Rolle i Håndens Arbejde: Praktikant på Arbejdermuseet, efteråret 2019

INTERVIEW

DET VAR ET FEDT INITIATIV Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: Jacob Schildt

et startede med,at der kom en fra Arbejdermuseet ud på skolen. Jeg syntes, det lød ret grineren at tale med folk, der ikke vidste, hvor de ville hen i forhold til deres uddannelse. Vi tre, der var med, havde samme historie: Vi havde ikke regnet med at blive snedkere, og vi regner heller ikke med at skulle være det resten af vores liv. Det ville jeg godt fortælle til sådan nogle 9.-klasser, der står og skal tage en masse beslutninger. At man ikke behøver være stensikker, man kan gå efter det, man har lyst til. Selv hvis du tager en håndværkeruddannelse, kan du godt komme på uni senere. De unge var lidt teenageakavede og sagde ikke så meget, og det forstår jeg godt. Lærerne var nok de mest interesserede, det var ikke lige, hvad de havde regnet med – det plejer nok at være mere clean cut, når det handler om uddannelse. Mine pædagogiske evner er ikke noget at prale med, men nogle gange fangede jeg dem lige. I en mini-workshop, hvor de

skulle rundt i udstillingen og lave opgaver, skulle de f.eks. lære at høvle på fem minutter. Nogle havde meget svært ved det, andre kunne efter et stykke tid, og det var sindssygt fedt at være med til. Man kan jo genkende succesoplevelsen, når de går frem mod et stykke træ eller instrument og ikke tror, de kan, men pludselig kan de alligevel. Selv med teenagere, der skal spille hårde og seje, var der nogle gange øjenkontakt, hvor vi begge kunne mærke, at det var fucking fedt, det her. De skulle jo ikke alle sammen gå hjem og sige, at de ville være møbelsnedkere efter én dag, men jeg lagde vægt på, hvor godt det føles at gøre noget med sine hænder. Efter workshoppen fik jeg et lift hjem med Taus (red. museumsinspektør) fra Arbejdermuseet, og jeg fortalte ham, at jeg var ved at lave en kopi af Staunings skrivebord som svendestykke. Det syntes han var vildt grineren. På det tidspunkt boede jeg også på kollegieværelse og havde

ikke plads til bordet, så det passede godt, at det blev udstillet. Det er et stort spørgsmål, om man kan genkende sig selv i udstillingen. Meget i håndværkernes historie synes jeg selv er spændende, fordi jeg er sådan en historienørd. Måske ville jeg gøre det lidt mere seriøst, hvis det var mig. Udstillingen var meget interaktiv og lignede noget, der skulle appellere til en 8.-klasse, som bare var glade for en dag uden for klasselokalet. Men hvis man også ser resten af museet, som jeg gjorde, så gør de det rigtig fint, for man får jo hele historien om arbejderbevægelsen. Og plakaterne! Jeg er en sucker for alt gammelt socialistisk propaganda og plakater i det hele taget – jeg kunne dø for den slags, det er så smukt. Det var også vildt grineren med den skurvogn, en grineren udstilling i det hele taget. Det var et fedt initiativ!

Selv med teenagere, der skal spille hårde og seje, var der nogle gange øjenkontakt, hvor vi begge kunne mærke, at det var fucking fedt, det her.

Jakob Schildt Møbelsnedker Rolle i Håndens Arbejde: Medskaber af ”Ung til yngre-workshop” samt udstiller af sit svendestykke: en kopi af Thorvald Staunings skrivebord

INTERVIEW

PÅ BESØG I FORTIDEN FOR AT FINDE NUTIDENS GODE ARBEJDSLIV Arbejdermuseet og TEC har udviklet undervisningsforløbet ”Hoved & hænder” i forbindelse med udstillingen Håndens Arbejde. Det har udvidet skolens læringsrum og gjort museet klogere på en vigtig målgruppe. Og ikke mindst er eleverne blevet mere bevidste om, hvad der udgør det gode arbejdsliv – for dem.

vad er det gode arbejdsliv for en kommende faglært håndværker? Handler det om at arbejde i træ eller stof? Om at have mange søde kolleger? Hvilke kunder man gør glade med sit arbejde? Eller om man får lov at stå i fred og blive rigtig dygtig til at betjene en maskine? De og mange andre spørgsmål fik otte klasser à 22-28 EUX-elever fra erhvervsskolen TEC i efteråret 2018 og foråret 2019 mulighed for at arbejde med på forløbet Hoved og hænder på Arbejdermuseet i København. Forløbet blev til i et samarbejde mellem Arbejdermuseet og TEC EUX på Frederiksberg og i Ballerup, som startede, allerede inden udstillingen slog dørene op for publikum. ”Jeg fik et tip om den nye udstilling, mens den var ved at blive forberedt. Vi ønskede fra vores side et forløb, hvor vi kunne få vores elever ud af klassen og gerne ind på museerne og møde den kultur, de skal dannes og uddannes til, dér,” siger lærer på TEC EUX Thomas Palmelund Johansen og uddyber: ”Vi skal jo som teknisk skole danne de unge mennesker til at indgå i arbejdslivet, og til det hører en kultur, som har

en historie. Den nutidige kultur får de ude på praktikstederne, men historien er noget, vi som skole kan give dem – og gerne i en anden form end bøger.” Thomas Palmelund Johansen henvendte sig derfor til Arbejdermuseet, der tog imod ham med kyshånd. ”Vi havde jo håbet, at Håndens Arbejde ville være relevant for erhvervsskoleeleverne, fordi de er i fødekæden for en af målgrupperne for udstillingen, nemlig de faglærte; at der, allerede inden udstillingen åbnede, kom nogen og sagde, at de var interessede, gav inspiration og motivation fra starten,” siger Ane Riis Svendsen, Undervisnings- og Udviklingsansvarlig på Arbejdermuseet. Hvordan skal mit arbejdsliv være? I selve forløbet kom eleverne fra både grunduddannelsen og hovedfagsuddannelsen ind på museet sammen med deres lærere for at løse forskellige opgaver i udstillingen. Under temaer som ”Hvad er jeg til?” ”Tid til at lære” og ”B-siden af arbejdet” arbejdede de sammen i grupper om, hvad der udgør et godt arbejdsliv og en god arbejdspladskultur for dem. ”De skulle rundt og undersøge, hvordan de selv forholder sig til arbejdslivet, tage de vigtigste pointer fra hver øvelse og til sidst vælge de elementer ud, som skal udgøre deres fundament i fremtiden,” fortæller Ane Riis Svendsen.

ERFARINGER FRA HOVED OG HÆNDER RELEVANS

Eleverne oplevede, at det handlede om deres virkelighed, selv om det var på et museum.

FORM

Denne gruppe elever har i særlig grad brug for, at det ikke handler om skolen, men om (arbejds)livet. Det var sjovt at prøve sig frem og at diskutere, men ikke lige sjovt for alle at skrive pointerne ned.

ANVENDELSE

Både museum og undervisere skal være i stand til at forklare, hvad noget kan bruges til. For museet betyder det f.eks. tilretning af undervisningsbeskrivelser, så eleverne forstår præcis, hvorfor de skal lære dette.

VALG

Udstillingen præsenterer eleverne for flere valgparametre, som alle repræsenterer motivationer, der kan være drivende for valget af retning, f.eks. materialepræference, samarbejdsform og kundekontakt.

FASTHOLDELSE OG TRIVSEL

Eleverne trives bedst, når de finder det fag, der præsenterer en arbejdslæringsform, som passer til dem.

I hver øvelse var der noget, eleverne skulle gøre, noget, de skulle diskutere, og noget, de selv skulle reflektere over. I én øvelse skulle de f.eks. mærke på forskellige materialer og tale om, hvilke de bedst kunne lide og hvorfor. I en anden skulle de skiftes til at slå et søm i en bjælke og derefter tale om, hvordan de hver især gik til øvelsen. Var det ved at iagttage de andre? Få det forklaret? Bare kaste sig ud i det? Og hvad sagde det så om, hvordan de lærer bedst? Desuden var der øvelser i samarbejde. Alt sammen med det formål at få eleverne til at reflektere over og diskutere det arbejdsliv, grundfagseleverne skal vælge retning på, og som hovedfagseleverne er godt på vej ud i.

”For grundfagseleverne var det en mulighed for at afklare retningerne, både i forhold til, hvordan de reagerer, når de er ude på opgaver, og når de skal vælge uddannelse. Hovedfagseleverne har allerede erfaringer med arbejdslivet og kunne reflektere over de erfaringer,” siger Thomas Palmelund Johansen og giver et eksempel: ”I udstillingen bliver der vist en film om forholdet mellem mester og elev. Den reagerede nogle af hovedfagseleverne meget kraftigt på, for de kunne ikke genkende billedet fra deres egne arbejdspladser. Det gav anledning til gode diskussioner om mesterrollen, og hvem der egentlig har den på en arbejdsplads. For nogle af grundfagseleverne mundede filmen til gengæld ud i en diskussion om lærerens rolle på erhvervsskolen.”

ARTIKEL

I den sidste del af udstillingen skulle eleverne diskutere viden og hierarki – det, at hovedets arbejde – tænkningen – ofte ses som adskilt fra håndens og måske også som finere. ”Det vil de meget gerne diskutere. For dem giver det slet ikke mening at adskille de forskellige typer viden. De har jo også valgt EUX og er gode til at koble forskellige slags viden,” siger Ane Riis Svendsen. Udbytte for alle Generelt oplevede både museet og lærerne, at eleverne var deltagende, selv om der var forskel på, hvordan de gik til opgaverne. ”Når eleverne er aktive, diskussionslystne og i gang, er det tegn på, at vi laver noget, der fungerer for dem,” siger Ane Riis Svendsen og fortsætter: ”For mig var noget af det vigtigste, at de her elever er meget skarpe på at spørge, hvad de skal bruge viden til. Hele praksis- og anvendelsesdiskussionen er essentiel.”

Netop anvendelsen vil fremover blive integreret i museets øvrige undervisningsforløb, ikke bare i ”Hoved og hænder”-forløbet, men også i nogle af de undervisningsforløb, museet har i de permanente udstillinger. ”Vi har f.eks. et forløb, Konflikt og samarbejde, som er superrelevant for den her gruppe elever. Men ikke fordi de skal have faget historie, sådan som gymnasieeleverne skal. Vi prøver nu at styrke vores underviseres kompetencer inden for netop denne målgruppe, som har brug for at vide, hvad historie har med dem og deres nutid at gøre,” fortæller Ane Riis Svendsen. Derudover lærte forløbet museets medarbejder noget afgørende om en målgruppe, som de gerne vil se mere til. ”Eleverne formulerede det selv så fint: ’Hvis det bliver for skoleagtigt, så gider vi det ikke.’ Der er jo en grund til, at de ikke har valgt gymnasiet, hvor meget af undervisningen stadig foregår ved tavlen,” siger Ane Riis Svendsen. Det betyder for eksempel, at eleverne nok får opgavehæftet med, hvor der er linjer til at notere på, men de får også at vide, at det ikke er nødvendigt at skrive ned; diskussionerne og refleksionerne er det vigtigste – og måske også det sværeste: ”Vi skulle reflektere meget over tingene hele tiden, det var sådan lidt mærkeligt. Det kunne godt være svært at skulle skrive noget til alle

spørgsmålene. Men der var også nogle ting, jeg i hvert fald ikke havde tænkt over før,” siger Jonas Pleshardt Albrechtsen, 19 år, på 2. hovedforløb som EUX elektriker. Undervisningen ud af skolen Thomas Palmelund Johansen er også tilfreds. Ud over at kunne tikke pinde af på bekendtgørelsen for elevernes Erhvervsfag gav forløbet nemlig også gevinst i form af selve læringsstedet. ”Vi har fået det ud af det, at undervisningen ikke behøver at foregå på et værksted eller i et klasseværelse, og at eleverne bevarer fokus, selv om de er et nyt sted. At de forbliver i den ramme, der hedder, at nu er de i gang med at lære noget – det giver rigtig meget til smidigheden i vores undervisning,” fortæller Thomas Palmelund Johansen, der også kan glæde sig over at have givet en gruppe elever en overraskende god museumsoplevelse. ”Det var fedt, at man kunne få lov at prøve nogle ting på udstillingen, så det ikke var sådan et tørt museum, hvor du kan gå og se på en masse gamle malerier og så lige læse om det på et skilt ved siden af. Det var helt klart en positiv overraskelse ved museumsbesøget,” siger Kenneth Jensen-Terpet, der er 20 år og går på 2. hovedforløb som EUX Elektriker. Thomas Palmelund Johansen supplerer: ”Flere af eleverne gav bagefter udtryk for, at de var glade for, at det ikke var ’sådan noget gammelt noget’. Der var faktisk masser af gammelt nede i den udstilling, men de opfattede det som om, at det handlede om dem selv.” Til næste forløb, som bliver i uge 44, glæder han sig til, at museet også udarbejder lærervejledninger, så lærerne bliver endnu bedre klædt på til at støtte elevernes refleksioner. ”Vi kom hjem med hæfterne, de havde udfyldt, men det var lidt vanskeligt at omsætte. Som oplevelse og erfaring med et andet læringsrum har vi til gengæld fået skabt noget rigtig godt,” siger Thomas Palmelund Johansen.

ULLA HINGE THOMSEN JOURNALIST Artiklen er tidligere bragt på Arbejdermuseet.dk

Det var ikke bare uniformer de mange forskellige fagligheder kunne vise frem pĂĽ podiet til Kulturnatten pĂĽ Arbejdermuseet. De indtog salen med deres stolthed for deres fag.

DET ER SÅ LIDT OPMÆRKSOMHED, DER SKAL TIL Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: RbStudio

rbejdermuseet ringede og spurgte, om vi ville være en del af Håndens Arbejde. Jeg elsker projekter og udfordringer, og jeg synes, det er så vigtigt at reklamere for alle håndværksfag. Godt nok lukker vores uddannelse på Sjælland, men der findes stadig to i Jylland, og selv om vi lukker, har jeg brug for at sige, at vores fag eksisterer, for det er der mange, som tror, at det ikke gør mere. Vi var med i det som en slags frivillige, for vi havde jo undervisningen ved siden af, og vi er næsten ingen lærere tilbage. Men fordi de var så entusiastiske på Arbejdermuseet, blev vi det også. Vi er jo de kreative, så vi kom med en masse ideer, og de syntes, det hele var godt, men de var lidt bekymrede for, om publikum kunne klare det, så de skar ca. 20-30% af. Mange spurgte: Hvorfor gider du gøre alt det, når du allerede er fyret? Men sådan tænker jeg ikke. Jeg går med stolthed for mit fag. Eleverne syntes, det var sjovt at være med, både fordi de kom til at tale med gamle skræddere, der kunne fortælle historier om faget, og fordi det var sjovt at møde mennesker og tale om deres fag. De fortalte, at det var vidt forskellige grupper, der kom i de to ferier. I efterårsferien var der mange mænd med deres børn, som syntes, det var sjovt at prøve at sy en knap i. I vinterferien var der mange bedsteforældre med deres børnebørn. Første gang skulle vi motivere vores elever, men anden gang stod de i kø. Jeg kender en familie, der var inde i udstillingen med deres dreng på 13 år. Fordi de gik rundt på museet og fortalte om, hvad hans bedsteforældre og oldeforældre havde lavet, så begyndte han pludselig at få nogle tanker om, at han måske også godt kunne tænke sig noget med håndværk. Det havde han aldrig tænkt over før, men det er jo det, ferier kan - at man får den dialog.

43 Charlotte Søgaard Andresen Lærer i beklædningshåndværk og produktudvikling, NEXT København Rolle i Håndens Arbejde: Medarrangør af ”Skrædder for en dag”

Jeg går med stolthed for mit fag. Samarbejdet med museet var supergodt – det kunne simpelthen ikke være bedre. For et fag som vores er det så lidt opmærksomhed, der skal til, for at man får fortalt noget om det. På Arbejdermuseet syntes de, faget var spændende, og de havde fingrene helt nede i arrangementet. En dag tog vi alle vores elever med derind, og så gav de kaffe, og vi sad 25 mennesker sammen og udvekslede ideer. Det var et eksempel på noget, der ikke krævede ret meget, men som betød alverden. Det er så vigtigt, at det er eleverne, der tager del i det.

INTERVIEW

Arbejdermuseets klassiske aktivitet “Kludedukkeværkstedet” blev udvidet med mønstre og haute couture-designs til ”Skrædder for en dag”. Heldigvis var der som altid plads til alle kreative aspirationer i værkstedet.

46 Udstillingen var ikke for dræbende. Nogle gange kan man godt drukne i ord. Der var tekster, men de var meget givende og nærværende.

Vi kartede rundt og syntes, det var sjovt, fordi udstillingen havde en børnevinkel, men i voksenhøjde. Det var egentlig det fedeste ved udstillingen.

Kvindelig gæst

Daniel, Service Manager

Jeg har aldrig været på Arbejdermuseet før. Så det var derfor, det var lidt spændende for mig. Jeg har været murersvend i 28 år og mester i 20. Da jeg kom hjem, fandt jeg mit svendebrev frem og viste, at det var lige nøjagtig det samme, som pigerne fik i murerskolen. Mit store barnebarn blev overrasket og sagde: ’Jamen morfar, det er jo helt det samme!’ Jens, murer & morfar

VI FØLTE OS ALDRIG SOM ET APPENDIKS Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: PR

i blev kontaktet af Arbejdermuseet i forhold til, om vi kunne lave noget sammen. Først kunne jeg ikke se, hvordan vi kunne byde ind, men museets fantastisk kreative mennesker kom med nye øjne på vores produkt, og vi kunne hurtigt mærke, at de ville kunne bidrage med noget. Vi inviterede dem til DM i Skills i Næstved, og de var vildt begejstrede. Så det startede med, at de brugte nogle af vores landsholdsdeltagere til at lave rundvisninger i udstillingen. Derefter begyndte vi at tale om Kulturnatten, og hvordan vi kunne komme ind der. Vi ville gerne fortælle, at man faktisk kan komme på et landshold, når man er faglært, og lade vores deltagere dele deres faglige stolthed. Vi fik stillet værkstedet og udstillingen i kælderen til rådighed. Og så gav vi fire landsholdsmedlemmer, to kvinder, en konditor og en maler, og to mænd, en murer og en snedker, det opdrag at vise det fedeste, faget kunne præstere – og der måtte også

gerne være et element, hvor publikum kunne deltage. Der er jo også altid et økonomisk aspekt af sådan et samarbejde, og det fik vi hurtigt afklaret. Arbejdermuseet fortalte, hvad de kunne bidrage, og vi søgte Kubens Boligfond og fik 50.000 kr. Så var vi allerede rigtig langt. Vi så muligheden for at komme i kontakt med en ny målgruppe. Vores målgruppe er 15-25 år, men her var der både ældre voksne og børn, og det var jo nogle, som interesserer sig meget for kultur og museer og måske ikke lige ved så meget om erhvervsfaglige uddannelser. Vores håb var, at hvis de kunne gå tilbage på deres arbejdspladser og sige: ”Jeg så den flisemurer, som var blevet nummer fem ved VM, og han var vildt imponerende,” så ville vi kunne få delt den entusiasme og faglige stolthed, som vores landsholdsdeltagere besidder. På selve Kulturnatten styrtede det ned, men da vi sad og spiste aftensmad

i Café & Ølhalle, stod der allerede 400 mennesker i regntøj på Rømersgade og ventede på at komme ind på Arbejdermuseet. Det regnede hele aftenen, og hvis vi havde forventet 5.000 besøgende, så var der måske det halve. Men de fik en unik oplevelse! Vi stod selv i foyeren og fortalte gæsterne, at Danmarks vigtigste landshold stod nede i kælderen, og flere kom op bagefter og takkede for en god oplevelse. Det var det hele værd. Vi havde et fantastisk samarbejde med Arbejdermuseet. Der var sådan en fed stemning, man kunne virkelig mærke, at medarbejderne ville hinanden. Det sted bobler af team spirit, personalet er så engageret i det, de laver, og det spillede også os gode. Vi havde aldrig fornemmelsen af, at der bare lige skulle fyldes et hul ud i kalenderen, eller at vi skulle kæmpe for at få vores ting igennem. Vi har aldrig følt os som et appendiks, men som en del af det. Alle var glade og syntes, at det havde været en fed oplevelse.

Vi havde aldrig fornemmelsen af, at der bare lige skulle fyldes et hul ud i kalenderen, eller at vi skulle kæmpe for at få vores ting igennem.

Theis Fatum Carlsen Seniorprojektchef, Skills Rolle i Håndens Arbejde: Event under Kulturnatten ”Det store svendegilde”

INTERVIEW

JEG ER BLEVET UDFORDRET Af Ulla Hinge Thomsen

ores arbejde har ikke altid været set som supersexet. Vi bliver undervurderet, og vi er ikke selv dygtige nok i debatten. Vi driver politik igennem vores overenskomst hvert tredje år, men hvad med det, der sker i samfundet rundt om vores branche, og hvad med hele den politiske dagsorden? Som udførende vil vi gerne have indflydelse på det konkrete byggeri, men pludselig står vi i en masse proces-bullshit og oplever, at det, vi har at byde ind med, er gammeldags. Men det gammeldags i byggeriet er jo rygraden i, at det hele kan hænge sammen. Derfor tænder det mig at være med i noget som Håndens Arbejde. Folkene på Arbejdermuseet er autentiske og virkelighedsnære. De er ikke i gang med at skabe en kulisse for deres egne børn. Jeg fik blandt andet lov til at tage min datter med ind og prøve at løse nogle opgaver i udstillingen, hvor Josefine (red. museumsinspektør) gik med rundt og stillede en masse spørgsmål: Var det sjovt og anvendeligt? Hvad hvis det havde været

nogle drenge, der skulle lave det? Og så videre. Der var en oprigtighed om, at det skulle ramme både arkitektens børnebørn og malerens rollinger, og på museet var de gode til at møde os i øjenhøjde og med en oprigtig interesse. Det var rart at mærke, at akademikere og arbejdere kunne mødes om sagen. Udstillingen er interessant. Jeg har siddet i forskellige sammenhænge, som ikke havde noget med byggeri at gøre, og fortalt lystigt om denne udstilling, og det viste sig, at mange faktisk allerede havde set den. Bevidsthedsmæssigt har jeg taget noget med tilbage til mit eget arbejde. Jeg var med i et debatarrangement, som en kvindelig murer var bagperson på. Det udfordrede mit kvindesyn i byggeriet. Jeg er tredjegenerationsmurer, og hvis du spørger, om murerfaget er mit eller hendes, så er det mit. Men i det moderne byggeri er det ikke alene de friske drenge, der skal være murere. Det har jeg indset. Jeg er i det hele taget blevet udfordret,

også af de spørgsmål dem fra Arbejdermuseet hele tiden har stillet. Hvis noget skulle være bedre, handler det om kulissen. Arbejdermuseet emmer af fortid og en stærk historie. Når jeg går på andre museer, oplever jeg flere anderledes sanseoplevelser. Det skal heller ikke være teksttungt. I starten var teksterne på Håndens arbejde for lange og komplicerede. Jeg synes, man i stedet skal vise, hvor vigtigt håndværket er. Ingen gider læse lange tekster om, hvordan man laver en CT-skanning, eller hvad der gør, at man kan trække ud i et toilet. Men hvad ville der ske, hvis det hele holdt op med at virke i en uge? Vis det! Nu kunne man godt se lidt frem. Vi har fået vores anerkendelse i form af det historiske, men hvad skal håndværkerens rolle være i fremtiden? Det kunne man godt se frem på.

Der var en oprigtighed om, at det skulle ramme både arkitektens børnebørn og malerens rollinger.

David Jennow Murer, fællestillidsrepræsentant, Øens A/S Rolle i Håndens Arbejde: Rundbordssamtale, stemme i skurvogn, deltager i debatarrangementet ”Fag og fordomme”

INTERVIEW

TEKNISK UDDANNEDE UNGE HAR OGSÅ BRUG FOR KULTUR Undervisning på danske museer er i international topklasse, men elever på erhvervsuddannelser får kun i ringe omfang glæde af det. Det brede samarbejde omkring museumsundervisning må sætte sig som mål at få alle med.

anske museer havde i 2018 besøg af 1,2 millioner børn og unge under 18 år i undervisningssammenhæng. Hvis besøgene var ligeligt fordelt, var hver elev altså på museum med sine klasse- og studiekammerater mindst en gang det år. Eleverne kan godt glæde sig til museumsbesøget, for dansk museumsundervisning er i international topklasse og hviler på et usædvanlig stærkt fundament. Begge dele blev understreget, da Designmuseum Danmark i 2017 modtog den prestigefyldte DASA Award for undervisningsaktiviteter af høj kvalitet og innovativ karakter. Æren tilfaldt først og fremmest museet for en målrettet indsats. Men juryen fremhævede også en anden meget vigtig forudsætning, nemlig at udviklingen af aktiviteterne var resultatet af et bredt, tværfagligt samarbejde mellem museer, uddannelsesinstitutioner, kommuner og aktører fra civilsamfundet. Opbygningen af dette samarbejde startede i 1970’erne, og resultatet er i et internationalt perspektiv enestående bredt og forpligtende samarbejde om at tilbyde undervisning af høj kvalitet på kulturinstitutioner. Folkeskolereformen fra 2013, hvor det blev et lovkrav, at skoler i højere grad skulle samarbejde med for eksempel foreninger, virksomheder og museer, har

fået samarbejdet til at folde sig yderligere ud sådan at antallet af klasser, der tager på museum, er steget med mere end 25% siden da. Det giver masser af liv på museerne, men også tilfredshed hos elever og lærere. HistorieLab, det nationale videnscenter for historie- og kulturarvsformidling, har gennem interviews med elever kunnet pege på en oplevelse af bedre læring, når undervisningen foregår på museer. Og Nationalt Netværk af Skoletjenester, der blev oprettet i 2013 af Undervisningsministeriet og Kulturministeriet, har dokumenteret generel tilfredshed blandt lærere med kvaliteten af undervisning på kulturinstitutioner. Hvilke børn og unge kommer på museum? På mange måder er udviklingen omkring museumsundervisning derfor en succeshistorie. Men når målene for fremtiden skal sættes, er der grund til at sætte fokus på, hvem der har glæde af museernes undervisningstilbud. Det har vi i dag ikke noget præcist billede af, for der foreligger ikke nogen samlet statistik på området. Men hvis vi ser nærmere på, hvordan billedet ser ud på Arbejdermuseet, der i 2018 blev brugt af 23.800 børn og unge under 18 år i undervisningssammenhæng og dermed er blandt de mest brugte museer på området i landet, er der nogle tendenser, som godt kunne være generelle. Den første er næsten indlysende. Selv om Arbejdermuseet modtager undervisningshold fra hele landet, så er langt de fleste fra hovedstadsområdet. Det kan langt hen ad vejen forklares med praktiske forhold. Skoler uden for hovedstadsområdet vil have lettere ved at besøge deres lokale museum end at tage til København. Nationalt Netværk

for Skoletjenester har derudover i en spørgeskemaundersøgelse med skoleledere dokumenteret, at vanskelig transport til relevante eksterne læringsmiljøer fører til færre besøg. Men undersøgelsen viser også, at selv hvor der er lang afstand til museer og vanskelig offentlig transport, finder langt størstedelen af skolerne løsninger på de logistiske udfordringer, når tilbuddene er relevante for undervisningen. Den anden tendens er desværre heller ikke overraskende, men den er mere tankevækkende. Arbejdermuseet bliver brugt af rigtig mange grundskoleklasser samt hold fra det almene gymnasium. Men der er meget længere mellem hold fra tekniske skoler, handelsskoler og erhvervsuddannelser generelt. Det har vi gennem det sidste år forsøgt at ændre på med særudstillingen Håndens Arbejde, der er udviklet i samarbejde med studerende på tekniske skoler og tilbyder undervisningsforløb udviklet specielt til unge fra disse studieretninger. Vi har oplevet rigtig god respons fra nystartede elever på EUX, der kommer til undervisning i udstillingen, og fra arrangementer, hvor unge på erhvervsuddannelser formidler deres fag og tanker om uddannelsesvalg til elever i grundskolen. Alligevel er det tydeligt, at hele den selvfølgelighed, hvormed museumsbesøg kobles til grundskolen og det almene gymnasium, slet ikke er udviklet mellem museer og de erhvervsrettede uddannelser.

KRONIK

Lad de unge møde kulturen Hvis disse tendenser er generelle, er det et problem af flere årsager. Der er ingen grund til at tro, at besøg på museer ikke også vil styrke udbyttet af undervisningen for elever på disse uddannelser. Tilbagemeldinger fra SOSUassistenter og -elever, der besøger historiske lejligheder i f.eks. Den Gamle By i Århus eller på Arbejdermuseet som del af undervisningen i arbejdet med demensramte, vidner om bedre forståelse af sygdommen og af redskaberne til at skabe kontakt til mennesker med demens.

Mangel på møder med kultur kan også være en del af årsagen til, at der er for få unge, der vælger at blive faglærte. Opfattelsen af, at tekniske skoler og erhvervsuddannelser ikke har samme fælles kultur og traditioner som det almene gymnasium, får mange til at vælge dem fra. Her er museer som skabt til at skabe indsigt i den lange historie og faglige stolthed, der præger de håndværksmæssige fag, sådan som det f.eks. sker på Frilandsmuseet Hjerl Hede eller på Vikingeskibsmuseet. Samtidig er det vigtigt at vise, at erhvervsuddannelser har noget at tilbyde til de unge, der lægger vægt på et kulturelt perspektiv og refleksion ved siden af deres forkærlighed for mere teknisk betonet faglighed. Endelig er det i et mere langsigtet perspektiv et alvorligt problem, at unge mennesker, der gennem grundskolen har været vant til at møde kunst og kultur som en del af undervisningen, skal opleve, at denne dimension forsvinder, hvis de f.eks. vælger at uddanne sig til procesoperatør, elektriker eller laborant. Undersøgelser af befolkningens kulturforbrug viser, at netop mennesker med tekniske og erhvervsrettede uddannelser generelt bruger kulturtilbud sjældnere end mennesker med videregående uddannelse. Den skævhed i kulturforbrug, som det er en central kulturpolitisk opgave at rette op på, sniger sig dermed ind netop i de år, hvor unge former deres faglige identitet og fællesskab. Indsats kan få de tekniske unge på museum Hvis disse problemer skal løses, kræver det en indsats fra hele det brede samarbejde, der er omkring dansk museumsundervisning. Fokus må flyttes til at skabe bedre muligheder for, at erhvervsuddannelser i højere grad kan

samarbejde med kulturinstitutioner. Første skridt er at skabe viden og overblik over, hvordan og i hvilket omfang erhvervsuddannelser gør brug af kulturinstitutioners læringstilbud i dag. I dialog med uddannelsesinstitutionerne skal det undersøges, hvilke barrierer der skal nedbrydes, og hvilke behov der skal imødekommes, for at kultur og kunst kan blive integrerede dele af undervisningen. Men mest af alt er der behov for, at museumssektoren skifter fokus på grundskole og gymnasium ud og i langt højere grad udvikler undervisningstilbud, der er relevante for erhvervsuddannelser.

Mangel på møder med kultur kan også være en del af årsagen til, at der er for få unge, der vælger at blive faglærte. På Arbejdermuseet er det vores erfaring, at det udviklingsarbejde stiller store krav til museumsfagligheden og kræver prioritering af ressourcer. Men det er en nødvendig opgave. Målsætningen for de kommende år kan nemlig ikke alene være, at endnu flere børn og unge skal komme på museum som en del af deres skolegang og uddannelse. Det må først og fremmest være, at alle kommer med, uanset uddannelsesvalg.

LINDA NØRGAARD ANDERSEN & SØREN BAK-JENSEN HHV. PUBLIKUMS- OG PROGRAMCHEF & DIREKTØR FOR ARBEJDERMUSEET

Susanne er uddannet elektriker. Men arbejder for DSB som banetekniker. Sammen med malere, jord- og betonarbejdere, navere og flere andre fagligheder havde hun lyst til at dele historien om sin arbejdsuniform til Kulturnatten pĂĽ Arbejdermuseet. Showet med arbejdsuniformer var sammensat og produceret af etnolog Frederikke Heick.

DET HAR ÆNDRET MIT LIV Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: Andreas Bergmann

eg kom med i Håndens Arbejde ved et tilfælde. Linda (red. Nørgaard, programchef) havde hørt om mig gennem en bekendt og ringede til mig. Først ville de have mig med i udstillingen, hvor jeg skulle indspille noget på bånd, der skulle være med i skurvognen. Og så var det, de kom og spurgte, om jeg ville holde åbningstale. Det syntes jeg var syret nok. Jeg havde aldrig holdt en tale, jeg bor i Jylland og havde ikke engang rigtig været på Arbejdermuseet før. Men jeg sagde bare ja uden at tænke over det. Det gjorde mig rigtig glad, at de inviterede sådan en som mig, en uden for deres egne rækker. Jeg tror, de så noget i mig, som jeg ikke engang selv så. Jeg googlede, hvordan man holdt en tale, og jeg spurgte også dem i fagforeningen. Under forberedelsen var det vigtigt for mig, at jeg ikke bare talte håndværkerfaget op, men at jeg også talte om, at det kan være hårdt og diskriminerende.

Folk har ofte været sure på mig over, at jeg talte faget ned, men jeg sætter mit fag på dagsordenen, det er da faglig stolthed! Da jeg stod på den talerstol, tænkte jeg: ”Fuck, det er noget andet end at stå i skurvognen.” Normalt er det jo sådan nogle direktører og inspektører, der stiller sig op og taler. Men jeg bragte mig selv og min historie meget ind i det, og publikum blev meget imponerede, stolte og rørte. Først troede jeg, der var sket et eller andet, som de var kede af, fordi de græd. Bagefter opdagede jeg, hvor meget det betød for mig. Jeg fik et netværk, blev venner med dem fra museet på Facebook og fik lov til at arrangere et debatarrangement. Det var ikke sådan, som det kan være andre steder, hvor de siger, at man har frie hænder, men så skal det alligevel være på en bestemt måde. Jeg måtte selv bestemme, hvem der skulle være moderator, og hvem der skulle med i debatten.

Mit liv har ændret sig fuldstændig. Jeg holdt åbningstalen den 28. september 2018, og halvanden måned senere blev jeg inviteret til at tale ved en verdenskonference. Jeg er blevet booket til at holde oplæg og taler alverdens steder. Museet har simpelthen hjulpet mig til at få en stemme og til at få nogen til at lytte. Før havde jeg et helt andet blik på museer. Ofte er det jo sådan noget med billeder, og det er også fint, men jeg er meget sanselig og vil gerne røre ved tingene. Folkene på museet har også været fantastisk søde og støttende. Det er noget med atmosfæren – de skulle nærmest udstoppes, når de dør! De sætter sig ind i historien og nutiden og kigger på fremtiden. Og man kan godt mærke, at det ikke bare er et arbejde for dem, de har virkelig åbnet museet for andre og skabt plads. Så jeg ved faktisk ikke, hvordan man skulle gøre det bedre.

Da jeg stod på den talerstol, tænkte jeg ’Fuck, det er noget andet end at stå i skurvognen.’

Mette Schak Dahlmann Murer Rolle i Håndens Arbejde: Stemme i skurvognen, åbningstaler, idékvinde og medarrangør af debatarrangementet ”Fag og fordomme”

INTERVIEW

HÅNDENS ARBEJDE I TAL VIDENDELING 4 videndelingmøder 1 seminar 5 artikler og kronikker 6 foredrag på konferencer 3 kvalitative evalueringsrapporter 200 kvantitative spørgeskemaer

60 UNDERVISNING 3.908 ELEVER OG LÆRERE

Deltog i forløbet ”Dit liv, dit valg” for udskolingseleverne.

520 ELEVER OG LÆRERE

Deltog i forløbet ”Hoved og Hænder” for erhvervsskolerne.

BESØG I UDSTILLINGEN 65.416 BESØG I HÅNDENS ARBEJDE

Arbejdermuseet havde i udstillingsperioden ca. 2600 personlige besøg pr. måned. Næsten hver tredje museumsgæst har besøgt Håndens Arbejde.

36 OMVISNINGER

I alt deltog 720 personer i 36 private omvisninger i udstillingen med 20 deltagere.

8 AFHOLTDE WORKSHOPS

”Ung til yngre” workshops.

ARRANGEMENTER

KOMMUNIKATION

17.137 GÆSTER

#MITSVENDESTYKKE

Har deltaget ved 81 arrangementer.

AFHOLDTE ARRANGEMENTER

7 ferniseringer af svendestykker 14 dage med ”Murer for en Dag” 14 dage med ”Skrædder for en dag” 12 foredrag med ”Fagfælle fra Fortiden” 16 værksteder med forskellige fag 7 omvisninger med håndværkere 1 ”Det Store Svendegilde” 1/2 ”Madpakkedyst” (pga. Corona) 1 catwalk med arbejdsuniformer 1 ”Fag og fordomme”-debat 1 parade med byggefagene 2 opgavehæfter med aktiviteter for børn 2 omvisninger for nye borgere og udenlandske håndværkere

246 instagramfølgere 120 facebookmedlemmer

BESØGSSAMMENSÆTNING 2017-2019

4% VÆKST

I museets samlede besøgstal i perioden. 2017: 94.031 besøgende 2018: 93.061 besøgende 2019: 97.944 besøgende

47% VÆKST

I besøg fra brugere, der er medlem af fagforbund med korte uddannelser jf. optællinger i billetsalg. Fremgang hos udvalgte forbund: 207% Foa-Sosu 38% Dansk Metal 44% 3F 24% HK

5% VÆKST

I besøgende med korte uddannelser jf. SLKS brugerundersøgelser.

TAL

I LÆRE SOM ARBEJDERNES MUSEUM Arbejdermuseet går målrettet efter at få flere borgere med erhvervsfaglige uddannelser til at besøge museet. Det tager mange timer – ligesom at lære et godt håndværk.

e danske museer har ifølge Slots- og Kulturstyrelsens brugerundersøgelser en repræsentationsudfordring: 50% af danskerne har ikke været på museum det seneste år. Dertil har undersøgelserne vist, at 60% af dem har en kortere uddannelse, det vil sige folkeskole, gymnasial, erhvervsfaglig eller kort videregående uddannelse. Det positive er, at denne gruppe alligevel mener, at museerne er vigtige. De har bare ikke oplevelsen af, at museerne er relevante for dem. Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade 22 i København er på verdensplan et af de bedst bevarede huse, der er bygget af arbejdere med formålet om at være et hus til arbejderne. Den historie, Arbejdermuseet skal samle og tilgængeliggøre, er arbejdernes: Det er historien om forgreningerne af deres faglige, politiske og identitetsgivende fællesskaber og om de kampe, der har formet vores samfund fra det storpolitiske plan helt ind i hverdagslivet. På Arbejdermuseet synes vi, at vi har en særlig forpligtelse i forhold til at være relevante og tilgængelige for mennesker med erhvervsfaglige uddannelser. De kommer her selvfølgelig, men hvorfor er vi ikke i det mindste med på Slots- og Kulturstyrelsens top-10 over de museer, der tiltrækker den målgruppe? Power til den praktiske dannelse I september 2018 åbnede særudstillingen Håndens Arbejde. Et projekt, der blev sat i verden for at sætte spot på Danmarks rolle

som håndværkernation og på den tendens i samfundet, at den praktiske dannelse er for nedadgående. Gennem en bevilling fra Nordeafonden skulle en ambitiøs indsats bestående af aktiviteter, undervisning og kommunikation aktivere udstillingens potentialer de næste to år. Et af ansøgningens fokusområder var familieaktiviteter til ferierne. Benspændet var, at børn og voksne skulle kunne bruge deres hænder. Det skulle være en social aktivitet, hvor man havde det sjovt, mens man samtidig både skabte og lærte noget. Det skulle tage afsæt i fagenes DNA og udvikles i samskabelse med faglærte. Og frem for alt skulle det vække opsigt og være kommunikérbart.

Når andre museer lokker med riddere, prinsesser og pirater, hvorfor skulle vi så ikke kunne ikonisere murerne?

MURERSKOLEN I TAL EFTERÅRSFERIE 2018

2.651 besøgende 15.10–21.10.2018 44% besøgte museet for første gang 42% havde en kortere uddannelse 608 solgte mini-murerhæfter

VINTERFERIE 2019

3.368 besøgende 11.02–17.02.2019 33% besøgte museet for første gang 32,5% havde en kortere uddannelse 591 solgte mini-murerhæfter

På Arbejdermuseet har vi af historiske årsager ikke haft tradition for heltedyrkelse. Men når andre museer lokker med riddere, prinsesser og pirater, hvorfor skulle vi så ikke kunne ikonisere murerne? Og hvorfor ikke give børn et kendskab til fagene, langt før det begynder at handle om at vælge uddannelse? Det blev til en murerskole for børn i alderen 5-11 år. Når børnene ankom til museet, gik de i lære. De fik en murerkasket og et hæfte med opgaver, der udfoldede forskellige aspekter af murerfaget. Afslutningsvis aflagde børnene svendeprøve, hvor de skulle mure en skorsten i minitegl. Murerskolens kvaliteter Det lykkes ”Murer for en dag” at koble det nye museumsbesøg sammen med noget, der for målgruppen var familiært: Et kendt fag, et håndværk, en praktisk dannelse, der var relevant for familien. Vores brugerundersøgelser viser, at vi fik besøg af mange familier med faglærte medlemmer. Mere end en tredjedel besøgte museet for første gang. Mødet med murerfaget havde også en særlig social dimension: Jens, en pensioneret murer, morfar til to piger, fremhævede, at aktiviteten var med til at samle familien og genaktivere hans egen ”tabte” identitet som faglært: ”De kan se, hvordan det har været engang jo … altså, at jeg har eksisteret engang …” sagde han. Hjemme igen fandt Jens sit eget svendebrev frem. Det var identisk med pigernes, og de blev meget stolte over at stå i fællesskab med morfar.

Vi opfandt familieaktiviteten ”Murer for en dag”. Et oplagt valg i museumsøjne, da de fagligt stolte murere før som nu spiller en afgørende rolle i arbejderbevægelsens kampe.

ARTIKEL

En anden tidligere faglært beskrev det sådan her: ”Det at gå på Arbejdermuseet, det kræver lidt (…), men jeg synes, at jeg har en pligt til at give nogle ting videre som en af de voksne, der er i hans familie.” En udtalelse, der bekræfter os i, at vi ikke behøver at skjule, at vi er et museum. At vi bliver valgt til, netop fordi museumsbesøget er en fælles oplevelse, der kræver en lille investering. Forblændet af byggefagene Vores dedikation til murerfaget førte et nyt netværk med sig. I foråret 2019 så vi et sammentræf mellem vores udstilling om 100året for 8-timersarbejdsdagens vedtagelse og murernes fejring af deres fagforenings 100-årsjubilæum. De to begivenheder hang sammen, da murernes fagforening blev lukket ned og genopstod som følge af deres strejker for 8-timersarbejdsdagen i 1918-1919.

I stedet for at lave en udstillingsåbning med alle museets venner og kendere med et klassisk kulturprogram åbnede vi udstillingen sammen med byggefagene med en parade fra Nørrebro til Rømersgade. Vores fondsbevilling skulle jo blandt andet understøtte og styrke faglig stolthed og identitet. Så vi var overbeviste om, at denne historiske anledning kunne bringe os endnu et stykke i forhold til at få skabt forbindelsen, der delte nøglen til vores hus med borgere, som ellers ikke kendte os. For os som museumsinspektører var murerparaden en genial måde at markere en historisk begivenhed. Men for byggefagene var den mere end det: en anledning til at markere den aktuelle kamp for en 30-timers arbejdsuge. Da vi nåede Arbejdermuseet og talerne i festsalen, skabte de mange tilråb og diskussioner en uvant, men autentisk stemning, og vi blev mindet om, at det, vi behandler som historie, er superaktuelt for målgruppen. Øvelse gør mester Ligesom det kræver mange tusind timer at mestre et håndværk, så kræver det også meget læring og mange eksperimenter at få de erhvervsuddannede til at gå på museum. Med Håndens Arbejde er vi blevet klogere på denne målgruppe. Øvelsen i at være i øjenhøjde, tilgængelige og tænke kroppen med i vores formidlingspraksis er noget meget brugbart i forhold til alle

Ligesom det kræver mange tusind timer at mestre et håndværk, så kræver det også meget læring og mange eksperimenter at få de erhvervsuddannede til at gå på museum. museets målgrupper og dermed alle dele af vores arbejde.

De mange eksperimenter, projektet har givet ressourcer til, har blandt andet bekræftet os i, at der ikke findes én skabelon til, hvordan man rammer denne store og komplekse målgruppe, som har mange forskellige interesser. Hvert tiltag skaber nye ringe i vandet af førstegangsbesøgende. Hver gang har en ny del af målgruppen fået nøglen til vores hus.

GALIT PELEG & JOSEFINE ALBRIS MUSEUMSINSPEKTØRER PÅ ARBEJDERMUSEET

Artiklen blev bragt i magasinet Danske museer i foråret 2020

ARTIKEL

ALT GIK SIMPELTHEN GLAT Af Ulla Hinge Thomsen, Foto: Søren Andersen

i var interesseret i at få en flot markering af vores 100-årsjubilæum og i øvrigt også af ottetimersarbejdsdagen, som vores gamle kammerater var en udfarende kraft i at få gennemført. I den sammenhæng havde vi et fællesskab med Arbejdermuseet, da det er arbejdernes museum. De tilbød at åbne deres døre for os og toppe den dag.

Arbejdermuseet var fine samarbejdspartnere. Vi havde en proces, hvor det bare gik fremad, tingene kørte og rykkede, og vi brugte faktisk ikke så meget tid på det. Vi gjorde hver især det, vi var gode til – de var f.eks. gode til at finde en grafiker og få lavet plakater. Alt gik simpelthen glat. På selve dagen var der måske et par hundrede mennesker, og man kunne selvfølgelig godt have ønsket sig flere, men vi fyldte da deres flotte sal op. Og forinden havde vi haft en markering i vores egen bygning i Murergade. For os var det en demonstration, ikke en parade. Vi havde en dagsorden om nogle aktuelle paroler, og det kunne Arbejdermuseet jo ikke lægge navn til; men det vidste vi godt, det er jo vilkårene. Det giver superfed mening at arbejde sammen med et museum og på den måde kæde nutiden og fortiden sammen. Det kunne vi sagtens finde på at gøre igen. For arbejdere er museer tit sådan noget ”gab”, men jeg synes, de har gjort det godt her, og jeg ved, at der har været rigtig mange murere derinde.

67 Claus Olsen Bestyrelsesmedlem, 3F (Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening) Rolle i Håndens Arbejde: Planlægger af ”100 års-murerparaden”

Det giver superfed mening at arbejde sammen med et museum og på den måde kæde nutiden og fortiden sammen.

INTERVIEW

MINE ELEVER VAR KLAR TIL AT BLIVE FRISØRER Af Ulla Hinge Thomsen

in skjulte dagsorden med at deltage i forløbet med min 7. klasse var at vise eleverne en anden vej end gymnasiet. Mange af mine elever kommer fra små kår, og en stor del af dem er tosprogede. De er meget optagede af, at der kun er én vej, nemlig gymnasiet, ikke mindst på grund af deres forældres forventninger. Men jeg tror, en del af dem ville klare sig meget bedre, hvis de tog håndværkervejen. Vi blev taget imod af rigtig gode undervisere, som fortalte, hvad der skulle ske. Vi blev inddelt i grupper og skulle afprøve nogle ting. Det handlede meget om samarbejde, hamre et søm i og så videre, og det var virkelig godt! Jeg ved fra Linda (red. Nørgaard, programchef), at museet havde fået det råd fra nogle håndværkere at lave udstillingen så lidt museumsagtig som muligt, og det var virkelig fedt. Jeg synes, det er fantastisk at bruge kulturinstitutioner som eksterne læringsrum, men jeg oplever, at eleverne bliver trætte, hvis der bliver

stillet for mange spørgsmål. Det er også godt, hvis de kan få fingrene i det selv. Hvis de ud fra viden kan afprøve noget praktisk, så lagrer det sig på en anden måde, end når de bare sidder og lytter. Arbejdermuseet har rum til at gøre det aktivt for eleverne, og det betyder rigtig meget. Den dag vi var der, var der også en gruppe gæve frisørelever i udstillingen, som fortalte om deres fag og lod eleverne prøve at sætte hår. Mine elever var helt vilde med det, og både drenge og piger var parate til at starte på frisørskolen med det samme. Men mine elever sagde også til mig, at de ville være nervøse for, hvad deres mor eller far ville sige til det. Eleverne fra Frisørskolen fortalte, at man godt kunne få en gymnasial uddannelse i forlængelse af fagskolen, og det gjorde det lidt mere spiseligt. For mig var det fedt, at jeg kunne læne mig lidt tilbage. Som lærer har man ansvaret, når man er ude, og man er også nødt til at påtage sig at skælde ud,

hvis det er nødvendigt. Men det behøvede jeg slet ikke, jeg kunne bare lege med og måske gå ind i en gruppe hist og pist. Det er der, man som lærer gerne vil være: Hvor der er begejstring, og det hele bare flyder. Arbejdermuseet er virkelig gode til at inddrage brugerne og undersøge, hvad lærerne og eleverne siger til det. De er fokuseret mod deres målgruppe, og det mærkes.

Min skjulte dagsorden med at deltage i forløbet med min 7. klasse var at vise eleverne en anden vej end gymnasiet.

Mette Bundgaard Lærer, Skolen på Amagerbro Rolle i Håndens Arbejde: Lærer for elever til ”Ung til yngre-forløb”

INTERVIEW

HÅNDENS DANNELSE, SAMFUNDETS TILLID Grundlæggende handler håndværk og faglighed om en bestemt måde at gå til verden og forstå den og sig selv på, skriver tre ansatte på Arbejdermuseet.

oran banegårdspladsen i Næstved tælles der ned i disse uger. Et stort nedtællingsur minder hvert minut de forbipasserende om, at Næstved i år danner rammen om Danmarks vigtigste mesterskab, DM i Skills. Fra i dag og frem til på lørdag rykker landets dygtigste erhvervsskoleelever ind i den gamle købstad og omdanner Arena Næstved til en boblende gryde af skabertrang, virkelyst og kappestrid, når eleverne dyster om at blive Danmarks bedste murer, konditor, sosu-assistent og så videre. De unge vælger håndværk fra DM i Skills har siden 2011 været med til at eksponere og styrke erhvervsuddannelsernes image blandt unge og deres forældre og lærere, det politiske system og samfundet generelt. Et tiltrængt initiativ i en tid, hvor blot 19,4% af landets 9.- og 10.-klasseelever sidste år valgte en erhvervsuddannelse som deres førsteprioritet. En stigning på knap ét procentpoint i forhold til året før, men stadig langt fra den politiske målsætning om, at 25% af en ungdomsårgang i 2020 vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Men hvorfor er det så svært at inspirere og motivere unge til at vælge erhvervsuddannelserne til? I vores konstante jagt efter nye idéer, nye teknologier og revolutionerende innovationer har de boglige og akademiske fag nærmest taget patent på viden og dannelse. Som samfund skal vi leve af idéer og innovation, får vi at vide, og her sigtes sjældent til håndværksfagene, selvom godt håndværk netop er fundamentet for at kunne skabe og afprøve nye idéer.

I stedet er de håndværksmæssige og erhvervsfaglige fag og uddannelser blevet skubbet ned ad uddannelsesstigen og har skabt et uhensigtsmæssigt hierarki blandt uddannelser og fag. Der er i det hele taget sket en devaluering af det praktiske – et problem, som begynder allerede i folkeskolen med flere års nedprioritering af de praktisk-musiske fag i de ældste klasser.

værktøjsmagerlærlingen Alexander formulerer det i en af udstillingens film: ”Bliv ved med at forsøge og forsøge og forsøge, indtil det lykkes. Ellers lærer du ikke af dine fejltagelser.” Det har kostet et par ødelagte bor undervejs, men det er en del af læreprocessen, ifølge Alexanders mester Torben, som siger til Alexander: ”Du investerer noget mod, jeg investerer i en fræser og et bor. Og så prøver vi os frem.”

Et museum for og af hænder For Arbejdermuseet er debatten omkring betydningen af håndens arbejde og unges valg af uddannelse oplagt at engagere sig i, og derfor har vi søsat projektet Håndens Arbejde. Det er et initiativ, der kombinerer udstilling, undervisning og arrangementer og lader de unge, faglærte og øvrige gæster træde ind i en verden af fag. Og som har en klar ambition om at styrke dialogen om og respekten for håndværk og faglærte uddannelser.

Det at kunne et håndværk giver faglig stolthed, og den møder man i udstillingen i form af flotte svendestykker og svendebreve. Her viser vi historiske svendestykker, men også helt nye eksempler direkte fra erhvervsskolerne. Vi samarbejder med Next, som hvert år uddanner tusindvis af unge håndværkere og faglærte, og Håndværkerforeningen i København om at vise sæsonens svendestykke. På den måde bliver fortiden og nutiden bragt sammen, så man både kan spejle sig i historien og det, der sker på erhvervsskolerne her og nu.

Mærk håndværket I udstillingen møder man konkrete materialer, som er fundamentet for det meste håndværk. Sten, træ, dyreskind, glas – den fysiske verden, som man ikke kan forstå med hovedet alene, men tværtimod må forstå med kroppen og ved at engagere sig i den. Gæster i udstillingen kan røre ved materialerne, undersøge dem og sågar høre lyden af dem. Det er sanseligt, det er håndværk jo netop. Udstillingen tematiserer også de 10.000 timers øvelse, som man siger, at det kræver for at kunne mestre et håndværk. Det er netop i læretiden, at mange af disse timer lægges og gennem læretidens gentagelser, fejl, justeringer og øgede ansvar, at man langsomt får håndværket ind under huden. Eller som

Håndværk er praktisk dannelse og tillid Grundlæggende handler håndværk og faglighed om en bestemt måde at gå til verden og forstå den og sig selv på. En praktisk tilgang, som begynder med sansen for materialer og deres omformning eller bearbejdning. For lærlingen handler det om evnen til at fordybe sig og dygtiggøre sig, når nye praktiske færdigheder skal tilegnes. Det er en proces, der også handler om at kombinere hånd og hoved. Man kan tale om en praktisk dannelse.

KRONIK

Processen med at fordybe sig i et fag har også en social side: Det at arbejde og skabe noget sammen er med til at udvikle de unge som mennesker. At tilegne sig et håndværk giver faglig stolthed og adgang til fællesskaber, både det kollegiale fællesskab i skurvognen eller på værkstedet og i form af faglige organisationer, der kæmper for ordentlige forhold på vegne af fællesskabet.

Som dygtig håndværker bidrager man samtidig til noget, der er større end en selv. Godt håndværk og solid faglighed er med til at sikre, at vores alles dagligdag fungerer på en måde, så vi ikke skal stoppe op hver halve time, fordi vi kan have tillid til, at de ting og produkter, vi omgiver os med, faktisk er lavet ordentligt. En tillid, vi har vænnet os til at tage for givet, men som ikke er givet mange steder i verden. Danmark er en håndværkernation, men det er ikke kommet af sig selv. Gennem det 20. århundrede har arbejdsmarkedets parter løftet og opkvalificeret den danske arbejdsstyrke med efter- og videreuddannelse. Skal det fortsætte i det 21. århundrede, kræver det prioritering og en større respekt for håndværk og faglighed. Det er samtidig fundamentet for den kreativitet og innovation, som alle er enige om peger ind i fremtiden. Dannelse handler om at forstå og kunne begå sig i verden, og vi mangler noget uden den praktiske dimension; en lang række dagligdags udfordringer lader sig ikke løse med hovedet alene. Derfor nytter det ikke noget, at det er de boglige fag og den rent akademiske tilgang til verden, der har patent på begrebet dannelse. En del af kulturarven Håndværk og håndværksmæssige traditioner er en vigtig del af vores fælles kulturarv, og der ligger derfor et særligt ansvar i at give nye generationer et indblik i håndværket og den praktiske dimensions betydning som noget helt grundlæggende for, at vores samfund kan fungere, uanset hvilken ungdomsuddannelse eller vej i arbejdslivet de skal tage.

Forholdet mellem hånd og hoved, det praktiske og det teoretiske, er blevet diskuteret gennem århundreder, både i kristendommen, filosofien og pædagogikken. 73 LINDA NØRGAARD ANDERSEN PROGRAM- OG PUBLIKUMSCHEF PÅ ARBEJDERMUSEET

ANE RIIS SVENDSEN UNDERVISNINGS- OG UDVIKLINGSANSVARLIG PÅ ARBEJDERMUSEET

JACOB WESTERGAARD MADSEN

MUSEUMSINSPEKTØRP PÅ ARBEJDERMUSEET

Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad under rubrikken Håndværk er en vigtig del af vores fælles kulturarv og dannelse den 4. april 2019

KRONIK

Til ”Skrædder for en dag” kulminerede lærlingetiden hos skuemesteren. Her skulle skræddereleverne fremvise deres svendestykke og deres fuldførte opgavehæfte. De blev belønnet med et historisk svendebrev og et fingerbøl. Men det bedste var egentlig den udelte opmærksomhed de fik for deres præstation og produkter hos skuemestrene.

MINE ELEVER FIK ÉN PÅ OPLEVEREN Af Ulla Hinge Thomsen

i har i forvejen et godt samarbejde med Arbejdermuseet. I forhold til Håndens Arbejde var vi med i nogle forløb, hvor en skoleklasse skulle igennem udstillingen, og en af de ting, de skulle, var en workshop med vores elever. Vi udvalgte nogle forskellige grupper, industriteknikere, frisører og snedkere, som fik et rum og en tid, de skulle udfylde, og eleverne skulle så selv finde ud af hvordan.

For os gav det rigtig god mening, fordi vores elever fik en masse tid sammen med skoleeleverne, så der var både reklame- og oplysningsværdi. Jeg arbejder med at rekruttere elever til vores skole, og selv om volumenen ikke var så stor, fik de virkelig noget for pengene. Nogle var selvfølgelig mere nysgerrige end andre, men de spurgte f.eks. frisørerne om en masse. Det er jo et relaterbart fag, mens det nok er de færreste, der går og tænker, at de vil være industritekniker. Men nu er der i hvert fald nogle elever, der ved, hvad det er, og de bliver nysgerrige på de muligheder, det fag har. Mine elever har fået en på opleveren, det har været superfedt for dem, og der er klart en faglig identitet, som er blevet elsket endnu mere frem. Nogle af dem havde nok været på Arbejdermuseet før, men andre havde ikke. Dem, vi valgte, var fra vores praktikcenter. En del af det handlede om, at så skete der noget andet, og de fik lov til at føle sig lidt særlige. Så for os er en del af det jo også at tage os af de elever, der går her. Hvis noget skulle gøres bedre fremover, skulle der skrues op for volumenen. To skoleklasser om måneden er for lidt. Der kom kun 8-10 skoleklasser igennem alt i alt, og det er både synd for dem og lidt for os. Nu kostede det os ikke så meget, og jeg har ikke brugt så mange timer på det, men cost-benefit-analysen skal jo hænge sammen.

77 Jakob Sønder Lind Uddannelseskonsulent, NEXT Rolle i Håndens Arbejde: Leverede håndværkerelever til ”Ung til yngre-forløb”

For os gav det rigtig god mening, fordi vores elever fik en masse tid sammen med skoleeleverne.

INTERVIEW

Folkets museum - var vi det? Med beliggenhed i en gammel københavnerbygning med tørresnor i baggården, en uformel kaffebar og et genstandsfelt, som de fleste mennesker har en personlig referenceramme til i form af eget hverdagsog arbejdsliv, gik vi nemlig indtil da rundt med en forestilling om, at Arbejdermuseet er et særligt tilgængeligt, imødekommende museum for alle – et slags ”folkets museum”. Som så mange andre museer var vi optaget af relevans og vores evne til at skabe motiverende formidlingsaktiviteter for en bred målgruppe, men i særlig grad for mennesker, der ikke optræder ofte i museernes besøgsstatistikker.

ER DET MENINGEN, AT MAN SKAL SPISE BLOMSTERNE? Lars læner forsigtigt hovedet ind mod mit. Han hvisker spørgsmålet, mens resten af selskabet er begyndt på den netop serverede platte fra museets restaurant, Café & Ølhalle. Jeg kaster et blik ned på min egen og får straks øje på de lilla stedmorblomster, der lyser op på hønsesalaten og giver ham grund til at spørge. ”Det kan du godt, men det er også helt i orden at lade dem ligge ... Det plejer jeg at gøre,” hvisker jeg tilbage. Han smiler og går i gang med karrysilden, mens jeg læner mig tilbage og føler mig lidt ramt. For selv om blomster i maden kan forvirre enhver, også mig, så bliver smørrebrødet lige i det øjeblik for mig et symbol på afstanden mellem Arbejdermuseet og lagerarbejderen Lars. En afstand, der har gjort, at han trods næsten 30 år som fagligt aktiv og indfødt københavner aldrig har sat sine ben på museet før denne aften, hvor han sammen med en række andre potentielle brugere fra målgruppen har takket ja til at være med til at identificere historier, greb og kommunikationslag, der kan engagere faglærte og håndværkere i projektet Håndens Arbejde. Lars og de andre inviterede er langt hen ad vejen fremmedgjort på netop det museum, de burde føle sig mest hjemme på, opdager vi, som aftenen skrider frem. Og dét er en brat opvågnen for mig og resten af medarbejderstaben.

Trods disse umiddelbare forudsætninger og gode intentioner, så føltes det lige i det øjeblik, hvor Lars spurgte om blomsterne, som om vi skulle ud på en stejl læringskurve. Det kom vi, og vi lærte så meget på de to år, der er gået siden den aften. Håndens Arbejde har på mange måder gjort, hvad et projekt skal; forstyrret vante arbejdsgange og brudt sædvanlige tankemønstre, skabt et helle, hvor det var muligt at tage chancer og udvikle nye greb og formater, givet plads til fodfejl og skabt små og større sejre. Og selv om det aldrig kun har handlet om at få flere mennesker til at besøge Arbejdermuseet, men om at få flere mennesker med forskellige baggrunde til at opleve museet som relevant og vedkommende i deres liv, så har projektet også medført flere besøgende og brugere af museet. Det, vi lærte Alligevel er det, når jeg i dag læser deltagernes og samarbejdspartnernes ord og refleksioner om den betydning, Håndens Arbejde har haft for dem, at projektets værdi og styrke træder tydeligst frem. Som når kokken Gry Mortensen siger, hun har følt sig som en rockstjerne, fordi hendes faglighed, viden og kompetencer sammen med museets indhold og medarbejdere har et fælles tredje. Når mureren Mette Schack Dahlmann fortæller, at Håndens Arbejde ikke blot har ændret hendes syn på museer, men hendes liv. Eller når mureren David Jennow fortæller, at deltagelsen har udfordret ham og ændret hans syn på kvinder i murerfaget. Den slags menneskelige erkendelser og oplevelser, som vi på museerne kan skabe, drukner så nemt i besøgsstatistikker og egenindtægter, men de vidner jo om, hvad museer kan: berige menneskers liv og kvalificere dialogen og debatten i verden omkring os. Ikke mindst minder det mig om, hvad jeg lærte af mødet med Lars den aften, nemlig at relevans også handler om relationer, og at den for alvor opstår, når vi som museer møder vores omverden og vores brugere med oprigtig åbenhed og nysgerrighed.

LINDA NØRGAARD ANDERSEN PROGRAM- OG PUBLIKUMSCHEF PÅ ARBEJDERMUSEET

KLUMME

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Linda Nørgaard Andersen

REDAKTION Josefine Albris

Ulla Hinge Thomsen

DESIGN / LAYOUT Reffelt Brøgger Studio

BIDRAGSYDERE Ane Riis Svendsen, Jacob Westergaard Madsen, Galit Peleg,

Signe Rønsov, Stine Groth, Søren Bak-Jensen & Taus Christiansen

FOTOGRAFER Andreas Bergmann, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek, Jonathan Fjord, Mark Thyrring, Mette Schak Dahlmann, Reffelt Brøgger Studio, Stefan Cavalier, Tobias Fonsmark

KORREKTUR

Emilie Skovly, Peter Vinum

TAK TIL 3F, BJMF, Hotel- og Restaurantskolen, Håndværkerforeningen

København, Naverne, NEXT, Skills-Danmark, TEC Frederiksberg

TRYK Specialtrykkeriet Arco

ARBEJDERMUSEET Rømersgade 22,

1362 København K

MAGASINET HÅNDENS ARBEJDE ER UDGIVET MED STØTTE FRA