MOS I HAVEKUNSTEN

MOS I HAVEKUNSTEN

Modsat den uønskede mos, vi kender fra egne haver, har mos en helt anden anseelse i japansk havekunst, hvor mosser indgår i de fleste japanske havetyper. Den mest omfattende brug stammer dog fra den japanske moshave, som har en lang tradition for anvendelse af mos, der tager sin begyndelse i det 7. århundrede (Glime 2017, Seike et al. 1980). Mos er en del af den naturligt forekommende vegetation i det fugtige Japan, der hurtigt indfinder sig hvor jorden er bar og skygget (Keane

1976). Moshaverne er kendt for deres ro, fredfyldte stemning og nuancer af grøn, som er havernes attraktion, hvor det grønne symbolisere evigt liv. Haverne må ikke forekomme velplejede, men skal bevare et naturligt udtryk. Ved brugen af de små mosplanter, skabes et miniaturelandskab som illuderer naturen, med mos som grundmateriale, hvor buske og blomsterplanter bruges i begrænset omfang som diskrete farveindslag (Glime 2017). De hyppigst brugte mosser er Polytrichum- og Leucobryum-arter (Schenk 1997). Generelt kan japanske haver inddeles i tre historiske havetyper.

Tehaven

Tehaven er en frodig korridor, der leder den besøgende til te-cermonien i Tehuset. Her optræder blomstrende- og stedsegrønne buske såvel som løvfældende træer, og mos optræder som et tæppe mellem beplantning og trædesten af hugget granitblokke, natursten og møllesten. Haven udtrykker enkelhed og tilbagetrukkenhed, og er en passage fra det verdslige liv mod det

afsondrede (Glime 2017).

Den tørre have

Den tørre have, Zen-haven, er en rektangulær indrammet have opbygget af få elementer, hvor mos, solitærtræer og større klippestykker former små hævede frodige ‘øer’ i et fladt landskab af revet grus. Man færdes ikke i anlægget, men betragter den i forbindelse med selvfordybelse og refleksion (Hibi 2000).

Sø- og bjerghaven

I Sø- og bjerghaven gengives det japanske landskab i en forenklet udgave. Her indgår mos som en naturlig del af landskabet og bruges til at dække bunden dels for at give haven et aldrende præg samt at fuldende skovstemningen. Træerne danner et luftigt kronetag som i kombination med mosbunden og enkelte skovbundsstauder skaber et let udtryk (Kawaguchi 2000).

Moshaver har været anvendt i århundrede indenfor japansk havekunst, og følger en lang tradition med faste principper, iscenesættelse og styring. Mosset arrangeres og repareres eksempelvis med pincet og præcision. Vi er inspireret af udtrykket i Sø- og bjerghaven, hvor mos er et bærende element i et anlæg som dækker fladen, overvokser træers rodudløb, sten og andet skovbundsmateriale og medvirker til at skabe et ‘stille’ og uforstyrret landskab med plads til refleksion og fordybelse.

Ill.I.4. Mosbeklædt flade i japansk moshave ved Gio-ji Templet. Foto: Jeffrey Friedl.

Ill.I.5. Mosblad (Brachythecium turgidum)

Mossers bladplade består af et enkelt cellelag.

Rhizoider, rodlignende celletråde dannes almindeligvis på den nedre del af stænglen og hos nogle mosarter også i bladhjørner. Foto:

Christopher Reisborg