
3 minute read
Hurra for Petra
from Dyrenes Stemme 20.1
by Anima
DET GÅR DEN RETTE VEJ med vores arbejde for pelsdyr. Der bliver færre og færre dyr, som skal leve hele livet i bur, mens flere lande og designere dropper pels.
Men pelsbranchen prøver nu at stoppe den gode udvikling med en ny ordning, som skal give det indtryk, at mink og ræve sagtens kan trives i små bure. Ordningen kaldes for Welfur, og den promoveres intensivt til forbrugere og politikere. Men den holder langt mindre, end den lover, så for at tale dyrenes sag har vi udgivet en ny rapport og fremlagt den for en sal fuld af entusiastiske politikere i Europa Parlamentet.
Advertisement
I rapporten kan man bl.a. læse, hvordan Welfur hævder at være uafhængig, men at pelsbranchen selv har ejet store dele af de firmaer, der har kontrolleret pelsfarmene. Branchen har altså tjekket sig selv. Forskere forklarer i rapporten, hvordan Welfur udelukkende ser på dyrenes velfærd i de bure, som man holder dem i, uden at undersøge om det overhovedet er godt for dem at være i bur.
Læs rapporten på: www.anima.dk/welfur
Hurra for Petra
VORES REDNINGSTJENESTE FRIE VINGER har denne måned fejret seks-årsdagen for redningen af hønen Petra. Hun levede som burhøne, men for seks år siden ændrede hendes liv sig drastisk. Burhøns tilbringer hele livet i bure, hvor de knap kan bevæge sig. Når de er slidt ned efter et hårdt liv i industrien, bliver de destrueret, og det skulle også have været Petras skæbne. Heldigvis blev hun reddet af Frie Vinger, og nu nyder hun tilværelsen sammen med andre høns, som er undsluppet skæbnen. Petra er kendt fra Animas film Mit liv som burhøne, der giver indblik i burhønsenes tragiske liv. Filmen har nået millioner af mennesker verden over, og Petras historie er fortsat med til at skabe forandringer for de mange høns, som stadigvæk lever i bure.

Håb angående lange transporter

3 HURTIGE FRA ANIMA
LANGE DYRETRANSPORTER MEDFØRER enorme problemer for dyrevelfærden. Især når transporterne rækker ud over Europas grænser. For der er ingen kontrol af forholdene, når dyrene forlader EU.
Vi så, hvor galt det kan gå, da skibet The Queen Hind kæntrede, mens det var på vej fra Rumænien til Saudi Arabien. Næsten samtlige 14.600 får ombord druknede, selvom modige redningsfolk fik bjærget omkring 254 af dem, som nu får lov til at leve resten af deres liv på et dyrehjem.
Vi har flere gange været i dialog med Rumæniens myndigheder omkring de lange transporter. Men efter den seneste skandale er der håb om fremskridt. Rumænien har nu nedsat en arbejdsgruppe, som skal lave nye regler for transporterne, og ministeren Adrian Oros har udtalt, at man gerne vil stoppe transporter til lande udenfor EU.
Vi håber på, at det bliver gennemført i praksis. I Danmark bør vi tage samme skridt. I 2019 blev over en kvart million dyr sendt afsted på lange transporter fra Danmark helt til Mellemøsten, Asien og Afrika.
Ud med burene
Efter at Anima har samarbejdet med supermarkeder om at udfase buræggene, er antallet af burhøns faldet drastisk. Men vi er endnu ikke i mål. Nu har Folketinget mulighed for at gøre burhøns til fortid, fordi Enhedslisten har stillet et forslag om en udfasning, som rigtig mange danskere ønsker.
Cirkus lukket
Efter årevis med protester har den indonesiske regering valgt at lukke et omrejsende delfincirkus, hvor dyrene levede i transportkasser og optrådte i et sølle badebassin. Det er en fantastisk nyhed for de stakkels delfiner, der nu slipper for en forfærdelig tilværelse som omrejsende underholdning.
Dyrevelfærdslov
Som det første land anerkender Danmark med den nye dyrevelfærdslov, at dyr er sansende væsener. Det lyder banalt, men tidligere blev dyr kun betegnet som levende væsner. Det er en milepæl for dansk dyrevelfærd, at det nu står skrevet ved lov, at dyrenes adfærd og naturlige behov skal tilgodeses.