Magasinet Tema: Den røde tråd

/tema

1

ISSN 1603–1954

Abonnement Temabladet er en del af det gældende abonnement for hhv. baptist.dk for BaptistKirken og Magasinet for DDM. Særskilt abonnement koster kr. 125,- pr. år.

Henvendelse til BaptistKirkens sekretariat (se oplysninger nedenfor) Ekspedition og adresseændringer Det Danske Missionsforbund John Thomsen, Helledievej 13 Nr. Lyngby, 9480 Løkken Tlf. 98 99 66 68 eksp.magasinet@mail.dk Ekspedition og adresseændringer BaptistKirken BaptistKirkens Sekretariat Lærdalsgade 7, st.tv.

2300 København S Tlf. 32 59 07 08 | fax 32 59 01 33 sekretariat@baptistkirken.dk www.baptistkirken.dk Giro 902-6045 Telefontid: Mandag-fredag 10-15 Sekretær Gitte Elleby Jørgensen, Tlf. direkte 32 34 05 33 Generalsekretær Jan Kornholt, Tlf. direkte 32 34 05 30 | 21 49 44 12 jan@kornholt.dk Missionsforbundets sekretariat Rosenlunden 17, 5000 Odense C Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00 Nordea: Regnr.2374 kontonr. 0370 110700 ddm@email.dk Missionsforstander Peter Götz Hyacintvej 6, 3060 Espergærde Tlf. 49 17 04 16 missionsforstander@missionsforbundet.dk Formand Bent Fodgaard Møllevej 67, 7700 Thisted Tlf.: 97 93 30 57 formand@missionsforbundet.dk Grafisk design Giraffe | mail@giraffe.dk

/tema

Oplag og tryk 2.250 hos HANDY PRINT, Skive

2

baptist.dk MAGASINET

/tema

Dette temablad udgives i samarbejde mellem Baptistkirken i Danmark og Det Danske Missionsforbund.

Temabladet udkommer fire gange om året. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis BaptistKirkens eller DDMs teologiske grundlag.

Ansvarshavende DDMs Forbundsråd v/ Bent Fodgaard, Møllevej 67, 7700 Thisted Tlf. 97 93 30 57 / formand@missionsforbundet.dk BaptistKirkens kommunikationsudvalg v/ Lone Møller-Hansen, Østergade 48, 3700 Rønne, Tlf. 56 95 10 15 Redaktion Stine Larsen, Enghavevej 3, 3200 Helsinge Tlf. 48 79 39 48 / 26 16 06 72 ane_christine@larsen.mail.dk Lone Møller-Hansen Jeanette Munksbøl Thomas Willer Anders Hyldgaard Per Hansen E–mail redaktion@ddm-magasinet.dk Faste medarbejdere Peter Götz Gunni Bjørsted Ruben Mortensen Tomas Lindholm Fotos: Privatfotos, samt forfatterne

Om at forsone sig med livet eller hvordan binder man den røde tråd...

Af Jeanette Munksbøl, TEMA-redaktionen

V

i lever i en forunderlig – eller måske snarere i en FOR underlig verden.

En tilværelse, som dybest set er uden sikkerhedsnet, og hvor vi, stik imod al fornuft, skal træffe nye valg og endegyldige beslutninger i en lang uendelighed.

Også selv om vi ikke har nogen som helst mulighed for at gennemskue rækkevidden af de konsekvenser, der bliver den uundgåelige følge af vore valg.

Vi er som skibe i natten, hvis stævn kløver havet, og efterlader et skummende kølvand bag sig. Vi kan ikke skjule vores tilstedeværelse i verden, men må leve med, at vi sætter spor, lige som vi må leve med de aftryk, som andre får sat i os.

”Life’s like a box of chocolate: you never know what you get...”

Sådan lyder en af replikkerne i kultfilmen Forrest Gump. Og det er vel sagen i et stykke chocoladepapir: Hvad livet har lagt i netop din æske, det ved du først, når du stykke for stykke har gnavet dig igennem det. Der er vilkår, som er givet på forhånd, som ikke står til at ændre, og som måske ikke var det, du havde forestillet dig eller drømt om, da du i sin tid satte kurs mod fremtiden.

Vi må hele tiden træffe nye valg på grundlag af gamle beslutninger, og somme tider er det som at deltage i et spil, hvor spillereglerne ikke udleveres før halvvejs igennem spillet.

Eller som at blive snurret rundt med bind for øjnene, for derefter at skulle finde tegningen af æslet og få sat halen på det rigtige sted.

Der er veje, som kun vi selv kan finde, der er krav og udfordringer vi ikke kan gi’ videre, og der er opgaver, som ingen andre kan løse for os.

At forlige sig med sit liv, at forsone sig med, at det gik, som det gik, at det er, som det er, er ikke en sag for vatnisser. Det kræver både mod, mandshjerte og moden eftertanke.

Det er en ensom vandring – og undervejs forstår vi, at det ikke er meget, vi kan ta’ af os selv – alt, hvad vi har, er det, som blev givet til os. ”Du kan planlægge i den ene hånd og spytte i den anden – så kan du se, hvaffor én, du har mest i...!”, sagde min gamle oldemor, hvis liv vist aldrig gik efter planen, på sit ærkekøbenhavnske tungemål. Også skrøbeligheden og forgængeligheden fik et ord med på vejen: ”Ja, ja, selv den stærkeste cigar bli’r en dag til aske..!” sagde hun, og dermed fik endnu et livsvilkår sat ord på.

”Hvor blev den af, den røde tråd..?” sang Shubidua for år tilbage.

Hvor bli’r den af, tråden, når livet former sig anderledes, end jeg havde tænkt? Er den der trods alt, midt i mit livs mærkværdigheder og uventede tilskikkelser, midt i alt det, som tilsyneladende gik galt, gik i kage, gik i stå eller over gevind?

Ligger den alligevel og snor sig gennem mine tilsyneladende tilfældige vilkår, valg og fravalg, selvom jeg kan synes, jeg helt har tabt den af syne?

Er den stram og udspændt, i en lige og målrettet linje, eller har den ledt mig ad sære og snørklede veje, gennem buskadser og floder. Har jeg styret den, eller har den styret mig?

Og hvem holder i den anden ende? Er Gud Den Store Tovholder, og hvad sker der, når jeg taber tråden?

I TEMA’s sommernummer finder du en række historier om en række ”helt almindelige” liv. I virkeligheden så almindelige, at vi kunne ha’ bedt hvem som helst ellers om at fortælle.

Fælles for dem – og for alle os andre – er en aldrig fraværende længsel efter mening, balance, perspektiv. Som alle os andre søger de efter bedste evne på én gang at forme livet – og at forsone sig med det uformelige. Følg den røde tråd i seks forskellige livs forskellige temaer – måske vil de kaste lidt lys også over dit eget vævestykke.

Rigtig god sommer Redaktionen

/tema

3

Man giver afkald, når man træffer et valg

At leve livet fuldt ud skal altid foregå sammen med nogen og for nogen.

Af Maria Nielsen, 23 år, nybagt mor, gift og bosiddende i Århus

- SOM 23 ÅRIG, GIFT OG MOR TIL EN LILLE DATTER, HAR MIT LIV ALLEREDE VÆRET FYLDT MED STORE BESLUTNINGER. NOGEN AF DEM HAR VÆRET NATURLIGE OG NEMME AT TRÆFFE, OG ANDRE HAR KRÆVET MEGET ENERGI OG OPMÆRKSOMHED, FØR DE BLEV TAGET. - At sige ja til den, jeg elsker allermest i verden, var en stor beslutning, men ikke svær. Måske fordi jeg var ret ung og havde let ved at springe ud i nye ting med begge ben. Men det var også en fornemmelse af, at vi hørte sammen og havde dobbelt så store oplevelser i livet sammen som hver for sig. Så er det ikke svært at følge sine følelser.

STORE FORANDRINGER - I den seneste tid er der sket store forandringer i mit liv. Den største er selvfølgelig, at jeg er blevet mor. Jeg synes, det er en sjov opgave og dejligt at opleve sådan et lille menneskes udvikling hver dag. Men det har haft en kæmpe indflydelse på mit fokus i livet og mine fremtidsplaner. Jeg er gået fra at leve en hverdag, hvor spontanitet og masser af aktiviteter fyldte mine dage, til at skulle tage mig af et lille barn med alle dets behov og derfor tilsidesætte egne behov. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har bragt nogle store frustrationer indimellem.

hvad jeg havde lyst til. Men da jeg fik min datter, var jeg nødt til at vælge en anden uddannelse, end den jeg var startet på. Det var meget svært for mig. På den ene side lå det så dybt i mig, at jeg var nødt til at have mere tid til familieliv, men erkendelsen af at jeg havde valgt forkert var rædselsfuld.

Det har været en meget lang proces for mig fuldstændig at acceptere den prioritering, jeg var nødt til at tage og lægge det bag mig. Det forvirrede mig, at jeg ikke kunne bedømme rigtigt, og gjorde mig nærmest ude af stand til at vælge noget nyt, fordi jeg blev ved med at dvæle ved det.

Men jeg var nødt til at få styr på mine prioriteringer i livet. Mine høje ambitioner for mig selv ville aldrig gøre mig rigtig glad, for så var jeg nødt til at fravælge noget andet endnu mere dyrebart. Så det ville blive et liv fyldt med stress og dårlig samvittighed.

Det er en periode, jeg har lært meget af. Det handler om at mærke efter i maven om det også føles rigtigt, selv om det lyder spændende – og gøre op med sig selv, hvad man giver afkald på, når man træffer et valg. Jeg tror, at Gud bruger vores forkerte valg til at lære os noget, og giver os en erfaring mere med i rygsækken, som vi kan bruge næste gang eller måske hjælpe andre i samme situation med.

AT FÅ NOGET UD AF LIVET AT VÆLGE FORKERT - Jeg har altid været god til at lægge planer for mit liv og været hurtig til at beslutte,

/tema

4

- Lige som så mange andre unge på min alder, tænker jeg en del over, hvad jeg gerne vil opnå i mit liv, og på hvordan jeg

kan få mest muligt ud af det. Det ligger ligesom i luften, når man præsenterer sig for nogle nye mennesker, at man gerne skal have prøvet nogle vilde og anderledes ting af. Man skal helst have rejser, jobs, oplevelser, events og flippede højskoleophold med sig i bagagen, så man med sit proppede cv kan skille sig ud fra mængden.

Jeg kan ikke prale med at have været det hele igennem, men selvfølgelig skal man prøve noget af det og lære sig selv at kende på nye måder i nye situationer.

Men alt dette kan også blive en smule selvcentreret.

Jeg tager ofte mig selv i at tænke på, hvad jeg selv kan få ud af noget, i stedet for at tænke på, hvad jeg kan gøre for andre. Når jeg tænker tilbage på rigtig mange situationer i mit liv, er det, der har været hårdest, også det, der har givet mig allermest igen. Når jeg har set ud over min egen næsetip og involveret mig i andre mennesker. Når jeg har gjort noget for dem, lyttet til dem, hjulpet dem, grinet med dem, grædt med dem og gidet bruge tid på at lære dem at kende.

Jeg tror, vi nogen gange skal minde os selv om, at det at leve livet fuldt ud altid skal foregå sammen med nogen og for nogen. Det er i hvert fald min oplevelse.

- Jeg tror derfor det er godt om vi hver især ind imellem overvejer om:

?

Gør du noget for at lære nye menne sker at kende, og hvilke erfaringer har du som kan hjælpe andre?

Erkendelsen af, at jeg havde valgt forkert, var rĂŚdselsfuld.

/tema

5

Derfra udspringer alt i livet med dig...

Interview med Kim Hinge af Tomas Lindholm. Kim Hinge er i starten af 20erne. Han bor i Næstved hvor han læser til lærer. Den 29. juli skal han giftes med Anette.

KIM HINGE, ER EN UNG FYR I STARTEN AF 20ERNE. HAN HAR TRUFFET ET VÆSENTLIGT VALG FOR NOGLE MÅNEDER SIDEN: HAN SKAL GIFTES MED ANETTE TIL SOMMER! Umiddelbart ligner Kims liv mange andres på hans alder. Skolegang, arbejde og den slags, men på et punkt er der måske alligevel en forskel. ”Jeg er nok den stille type, der tit har ladet andre folk træffe beslutninger, der gik hen over hovedet på mig.

Faktisk kan jeg huske, at det indimellem har været en frihed for mig, at jeg kunne huske mig selv på, at valget var mit eget”.

I 2003 valgte han at bruge et år som frivillig på Missionsforbundets efterskole Øresund. ”Jeg var færdig på HF, og havde længe gået med tanken, så det var ikke så voldsomt et valg – selvom jeg da havde lidt overvejelser om, hvad jeg evt. skulle bagefter! Jeg er den type, der altid overvejer konsekvenser, tænker logisk, lægger budgetter og sådan... Set i bakspejlet ved jeg ikke helt, hvad der gjorde udslaget, men det var noget, jeg havde lyst til, og jeg var rigtigt glad for det år på skolen”.

Da året som volontør på efterskolen var ved at være til ende, var der mulighed for, at Kim kunne flytte til Næstved og bl.a. komme til at arbejde i en kirke dér, eller der var mulighed for at fortsætte livet som volontør og blive ansat i Missionsforbundets kirke i Frederiksværk. ”Det var faktisk et valg, der fyldte meget i mine tanker i et godt stykke tid. Ved at tage til Næstved ville jeg komme tæt på en masse mennesker, jeg kendte, og det ville være trygt og

/tema

6

rart. På den anden side ville tiden i Frederiksværk kunne lære mig nogle andre ting.

Jeg havde lige været i Thailand og besøgt Missionsforbundets Missionsprojekt ”Fredens stemme”, og faktisk var jeg meget opsat på at tage af sted derned fra januar.

Men jeg skulle jo bruge tiden til noget indtil da”.

Kim besluttede sig til sidst for at flytte til Frederiksværk og arbejde der, men i stedet for at blive bekræftet i den beslutning, blev han tværtimod lidt træt af den i sommerens løb. Kim mødte nemlig Anette, og hun boede i Næstved! Havde han truffet et forkert valg? ”Jeg er vokset op med en forestilling om at der, ud af flere forskellige muligheder, kun var ét valg, som var Guds vej.

Dermed var der også en konstant frygt for at vælge forkert og bevæge mig ud af Guds plan. Heldigvis er jeg med tiden blevet overbevist om, at der er flere muligheder. At Gud bruger vores valg til at forme vores liv – men at der selvfølgelig stadig kan være valg, der fører os væk fra Gud eller tættere på ham”.

At det også er et valg ikke at vælge, kan Kim snakke med om. Hans overvejelser om arbejdet i Thailand, gjorde han aldrig mere ved, fordi kæresten dukkede op. ”Lysten til at rejse derned forsvandt bare lige så stille og roligt” siger han. ”Ikke at jeg ikke kunne have lyst til at rejse ud i verden mere, men nu vil jeg gerne rejse sammen med Anette”.

UDDANNELSE I lang tid havde Kim haft en drøm om at komme til at arbejde som politimand – han

brugte derfor rigtigt meget af sin tid ved siden af arbejdet i Frederiksværk på at komme i form til politiskolen. Nervøsiteten var stor, da han endelig skulle af sted til prøverne, men Kim nåede aldrig at gennemføre dem begge. ”Jeg kan huske, at det præcis var den dag, hvor det lykkedes mig at tage de 50 kg i bænkpres, som man skulle kunne, at jeg kom hjem og fandt brevet, der fortalte, at jeg var erklæret uegnet, fordi jeg tidligere havde haft astma”. ”Jeg husker det faktisk ikke som et nederlag, for jeg vidste, at det ville være rigtigt svært at komme ind – og havde faktisk allerede forberedt mig på, at det måske var noget andet, jeg skulle. For en sikkerhed skyld havde jeg søgt ind på lærerseminariet, så nu var det jo bare den vej, jeg skulle!” ”Jeg er typen, som gerne vil gøre alle ting fuldt ud. Derfor var det naturligt for mig at ændre min livsstil for at komme på politiskolen – og det betød både min kost og motion. Jeg undersøgte mulighederne for at vide, hvad der skulle til, og så gik jeg efter det. Jeg overvejer altid gode og dårlige sider ved at træffe det valg, jeg skal til. Men det er vigtigt for mig, at jeg selv får lov til at træffe valget, at det ikke er andre, der vælger for mig. Derfor er jeg nok heller ikke så god til at spørge om råd!”

SØG FØRST GUDS RIGE! ”Det lyder sikkert som en kliché, men jeg har to sætninger i mit hoved, som konstant dukker frem, når vi snakker om valg for livet, ”hvad der driver mig” og ”hvad der er den røde tråd i mit liv?” Det er bibelverset ”Søg først Guds rige” og så lovsangen ”For

Jeg er vokset op med en forestilling om at der, ud af flere forskellige muligheder, kun var ét valg, som var Guds vej. Dermed var der også en konstant frygt for at vælge forkert og bevæge mig ud af Guds plan

det kald som jeg har, er at tjene dig Far, derfra udspringer alt i livet med dig”. Hvis man kan tale om at have en yndlingslovsang, så er den her blevet det for mig...”. ”Og så er det håb!... Ja, det vil sige, der er selvfølgelig først og fremmest nogle rent fysiske behov, jeg lever af såsom vand og mad, men jeg tror også, at der er nogle psykiske behov, der skal dækkes. En klog præst (John Lorentzen, red.) holdt engang en prædiken, hvor han sagde: ”Man kan leve 40 dage uden mad og 3 dage uden vand, men man kan ikke leve et sekund uden håb”. Jeg tror, at mennesket har behov for et håb i deres liv, og dette er måske grunden til, at så mange mennesker vælger at tage deres eget liv, fordi de mangler et håb i livet. For mig er mit håb Jesus Kristus, og det er hans frelse og nåde, som jeg lever af hver eneste dag.

Det lyder måske lidt kliché-agtigt, men det er faktisk sådan, jeg har det!” ”De mennesker jeg ser op til, er også mennesker, der tør stå ved deres valg.

Mennesker som lever livet, fordi de har noget at leve for.

har udviklet mig. Så føler jeg, at jeg lever fuldt ud! Når jeg udvikles og vokser. Spørgsmålet er, hvor de udfordringer skal komme fra. Skal jeg bare vente på dem, eller skal jeg selv opsøge dem? Jeg føler, jeg lever fuldt ud, når jeg bliver set, når mennesker tror på mig, når jeg lykkes med det, jeg laver, og når jeg følger det inderste i mig – Ja, man kunne nærmest sige ”når jeg gør det, jeg har lyst til!”

Som alle andre får Kim også lov til at lukke med et par kloge bemærkninger eller spørgsmål...

?

”Hmm, tid er ikke noget, man har, men noget man tager! – Det har jeg efterhånden lært!” ”Jeg kunne da godt tænke mig at spørge folk ”Hvorfor er du en kristen? Hvad er det, der gør, at du er en kristen i dag – at du er overbevist om, at kristendommen er det rigtige?” At overveje det spørgsmål har hjulpet mig til at finde mange svar, men jeg havde også en periode, hvor det gik mig rigtigt meget på...

UDFORDRINGER UDVIKLER Mens tjenerne rydder vores bord, når jeg at spørge Kim ”Hvordan ved man, at man lever fuldt ud?” ”Tjaaa, udfordringer udvikler! Det, at andre har troet på mig og spurgt mig til opgaver, som i første omgang virkede lidt uoverskuelige,

/tema

7

/tema /tema 8

8

Jeg sætter pris på mit liv, men jeg længes...

Interview med Jeppe Hedaa af Per Hansen, TEMA-redaktionen. Jeppe er 42 år, bosat i Gentofte ved København. Direktør og medejer af konsulentvirksomheden 7N A/S i Holte. Gift med Jane Hedaa, og har fra tidligere ægteskab børnene Anna Ida, Victor Emil, og sammen med Jane den lille Sofie Mathilde. Husstanden omfatter også Preben Madsen, en sød lille border terrier. Medlem af Københavns Frikirke, Apostolsk Kirke i København.

JEPPE ER FØDT OG OPVOKSET PRAKTISK TAGET UDEN KRISTENDOM. FAKTISK TILBØD HANS FAR HAM 6.000 KRONER FOR IKKE AT BLIVE KONFIRMERET. Jeppe syntes dog ikke det var ret mange penge for at miste sin sjæl, så han holdt fast i sit, med familie fra Jylland, det fine Casio-ur med røde digitaltal og det hele.

Konfirmationen fik han dog ikke nogen større åndelig oplevelse ud af.

Samtalen med Jeppe Hedaa finder sted på hans kontor på Kongevejen i Holte.

Stort, moderne og med plads til gæster.

Der er stempelkaffe på kanden og slik i glasskålen.

Han er afslappet påklædt, omgangstonen med medarbejderne er lige så afslappet og uformel, og han virker i det hele taget som om han er på plads i dette setup.

MØDET MED GUD Ved et Full Gospel Business Men’s møde på Hotel Royal i København blev Jeppe frelst. Han var 19 år gammel og løjtnant i Livgarden. Ikke længe efter blev han gift med ungdomskæresten Malene. Ægteskabet holdt indtil for 10 år siden, og i forbindelse med separationen oplevede han den eneste periode med krise også i sit åndelige liv. Et par år efter mødte han ”søde Jane”, og de to blev gift i 1999.

KARRIEREN Efter tiden i Livgarden blev Jeppe sælger i et EDB firma. Han steg i graderne i forskellige firmaer de næste år, senest 7 år i

det multinationale firma Amdahl. I 1998 blev han medejer af konsulentvirksomheden 7N. Dengang var der 12 medarbejdere, i dag er de næsten 200 med filialer i Polen, England og Indien.

7N omsatte for 91 mio. kr. i sidste halvår, og leverer hver måned mere end 20.000 højt specialiserede konsulenttimer.

Uden for kontoret står en Porsche 911, så livet fungerer tilsyneladende godt, både familiemæssigt og i forretningslivet.

Alle disse oplysninger kommer fra Jeppe i løbet af de første fem minutter af vores samtale. Scenevant og velformuleret dækker han fortid og nutid med relevante fakta.

FREMTIDEN - For ca. 15 år siden var jeg til nogle møder i Karlslunde Strandkirke, fortæller Jeppe videre. – Der var besøg af to profeter fra Vineyard-menigheden i Californien.

En af dem var Rick Joyner.

- Jeg sad der i min lyserøde sweater og oplevede de to amerikanske profeter udtale et ”dobbelt-ord” over mig. De ord de sagde har åndet i mig siden.

- Hvis jeg skal kigge på fremtiden er det opfyldelsen af disse ord, jeg længes allermest efter. I de sidste 6-7 år har jeg nærmest stået og krattet i jorden og spurgt min Gud, om jeg ikke snart skal videre.

- Er det ikke underligt? spørger han retorisk, når man står med sådan en stor og dejlig virksomhed og firmaet tjener gode penge, og jeg bare kunne blive i det og blive styrtende velhavende over de næste 10 år?

- Mit svar er nej! Jeg har længe følt

mig mæt og vil gerne videre. Jeg spørger Gud, om det kan blive snart, men indtil jeg kender svaret eller får et tegn, koncentrerer jeg mig selvfølgelig om at være ansvarlig for det, jeg står i nu. Heldigvis foregår ventetiden med dejlige kolleger og spændende opgaver.

- Det er mit liv; fortid, nutid og fremtid.

TJENESTE I MENIGHEDEN Jeg spørger til det eneste område, som ikke er dækket ind af den præcise gennemgang af hans foreløbelige 42 leveår. Hvad med tjeneste i menigheden? I rigtig mange menigheder sidder erhvervsledere og højt uddannede mennesker ubrugte hen. Hvorfor ikke bruge sine evner og færdigheder også i menighedsarbejdet?

- Jeg har virkelig prøvet, kommer det næsten tøvende fra Jeppe, og jeg laver da gerne kirkekaffe, hvis jeg bliver spurgt.

- Jeg har forsøgt mig som mødeleder, forbønskoordinator og med andre opgaver. Enten har det floppet, eller også har jeg slet ikke følt mig glad i det. Men jeg har haft alle muligheder.

- Det er egentlig mærkeligt, ikke? Jeg har arbejdet med alle de store finansielle virksomheder i Danmark, siddet og forhandlet i direktionsgangene i nålestribet tøj, og kan godt holde en tale til mine 200 medarbejdere. Men jeg skal virkelig overvinde mig selv for at rejse mig i menigheden og fortælle om et missionsprojekt i Zambia.

- Jeg føler mig som Moses i ørkenen – det er endnu ikke tid til at gå ind i landet!

Hvorfor er det sådan – tror du?

/tema

9

Jeg har længe følt mig mæt og vil gerne videre. Jeg spørger Gud, om det kan blive snart, men indtil jeg kender svaret eller får et tegn, koncentrerer jeg mig selvfølgelig om at være ansvarlig for det, jeg står i nu.

- Jeg tror en stor del af det handler om at tage det hellige alvorligt. Autoritet er meget vigtig for mig. Jeg tror sagtens, at jeg kunne gå ind og være personalechef for præsterne og menighedslederne i kirken. Men i min verden er de indsat af Gud med autoritet. Det er Guds orden, og det er helligt og vigtigt.

- Jeg føler ikke kaldet til en sådan opgave, og derfor ville jeg opleve det som en voldtægt på Guds system, hvis jeg påtog mig den.

- Og så er der selvfølgelig Guds timing. Man kan godt kende sit arbejdsområde, men samtidigt vide, at det ikke er nu, man skal virke.

Så hvis du går ind med dine naturlige evner og påtager dig en åndelig rolle i kraft af dine ekspertise, så er det at øve vold på Guds orden?

- Jeg leder en viden-virksomhed her. På en række områder har vi de bedste specialister i Danmark. Jeg er vant til lede sådan nogle tunge drenge. Men i denne verden var kong David nok heller ikke blevet til noget - sådan en lille rødmosset fyr. Han var blevet valgt fra allerede inden ansættelsessamtalerne. Og alligevel læser vi i Bibelen, at netop han var Guds værktøj.

Der er nogle andre spilleregler i Guds rige, og det er jeg ydmyg overfor.

MANAGEMENT BY BIBLE Jeppe rejser sig og går over til bogreolen bag skrivebordet.

- Jeg har bøger stående her om ”Servant leadership”, ”Becoming a servant leader”, ”Management by Bible”. Denne virk-

/tema

10

somhed er bygget på sådanne principper, og en af virksomhedens 3 kerne-værdier er sågar tjenersind. Så det er en virksomhed ledet efter kristne principper - og det virker. Men den anden vej rundt er jeg ydmyg.

- Den verdslige leder ser medarbejderne som en ressource for at han kan nå sine mål. Den kristne leder ser sig selv som en tjener, for at medarbejderne kan nå deres mål. Og i kirken er det Gud, der giver væksten.

VENTETID - I denne her verden, fortsætter Jeppe Hedaa, har jeg ikke problemer med at lede 200 medarbejdere, men i kirken har jeg svært ved at påtage mig en rolle som ju-

niorleder - med mindre Gud kalder mig. Og det har han ikke gjort.

Så du venter?

- Ja, jeg kan godt se behovene i menigheden, men jeg venter.

Synes du ikke, du tjener Gud, med det du laver i det daglige?

- Det kan man sige, at jeg ikke gør. Hvor meget tjente Moses sin Gud, mens han gik rundt i ørkenen. Det er problemet med de dannelsesperioder, man er igennem. Jeg har et kald foran mig, og jeg længes ærligt og oprigtigt efter at træde ind i det.

- Den periode, hvor jeg skal tjene, er ikke kommet endnu. Jeg tror den kommer.

Hvis jeg dør nu, er jeg den største taber i hele verden. Folk vil måske sige: Hvor nåede du meget - stor virksomhed og en dejlig familie. Men i mine egne øjne ville jeg være den største looser overhovedet. Fordi jeg så ”kun” havde opnået verdslig succes.

I forhold til mit kald havde jeg jo så hørt forkert ved kaldelsen, eller også havde jeg ikke hørt efter, da jeg skulle træde ind i kaldet.

- Hvis jeg vidste, jeg skulle dø om et år, ville jeg afhænde det hele og komme i gang med det, jeg troede jeg skulle. Så måtte der jo være noget, jeg havde overhørt. Men det tror jeg simpelthen heller ikke kan ske. Mit kald er så tydeligt for mig, og min egen fornemmelse siger, at min indtræden kommer om 4-5 år.

- Indtil da lever jeg glad mit kristenliv, slutter Jeppe Hedaa.

At drives – eller fordrives Om at sige til og fra og ja og nej og om at finde tråden midtvejs gennem livet...

Jeg sagde ” ja til Jesus ” som ti-årig – og har lige siden forsøgt at lære at sige nej!

Interview med Ulla Jarnvig Holst af Jeanette Munksbøl, TEMA-redaktionen. Ulla er 45 år, gift med Søren siden 1983 og mor til Bejamin på snart 10 år. Han blev hentet på Filippinerne som 3 årig 1999. Uddannet socionom og senere kommunikationsuddannelse fra RUC, sideløbende med fuldtidsarbejde. Ansat i alt i 20 år i frikirke og kristen tv-station i København. Har de seneste 5 år arbejdet med fundraising og markedsføring først i Red Barnet og nu i Scleroseforeningen. Ville gerne sy alt sit tøj selv – men har alligevel hang til shopping.

SOM HUN SIDDER DER I SOLEN PÅ MIN TERRASSEBÆNK LIGNER HUN PRÆCIS DÉT, HUN ER; EN VELUDDANNET STORBYKVINDE I SIN BEDSTE ALDER. HUN LAKERER TÅNEGLE FOR AT UDNYTTE (VENTE)TIDEN. Slank og elegant, med lange spændende øreringe, som dingler hver gang hun flytter hovedet; lyset spiller i striberne i håret og hele hendes udstråling er tilbagelænet og tjekket på den fede måde.

Hun er, som jeg selv, midt i fyrrerne, og vi kender hinanden godt – rigtig godt, endda! Siden teenageårene har vi været venner på livstid, og denne mandag formiddag mener jeg at have en nogenlunde klar forestilling om, hvilken retning samtalen vil kunne tage. Det viser sig hurtigt, at jeg tager fejl. Det er hverken Ullas medfødte halve arm, de mange års ufrivillig barnløshed eller dét at være næstyngst i en børneflok på fem med tre store brødre, som i dag er på livstapetet. Selvom jeg ved, at det at være født med halvt så mange hænder som andre mennesker for Ullas vedkommende aldrig har været en hindring for noget som helst (hun har engang været i et ugeblad, fordi hun både kunne strikke, køre på cykel og smøre sin egen madpakke med én hånd og har to universitetsuddannelser bag sig) tænkte jeg, at der måske alligevel lå en hund begravet der. Men den er slet ikke med i billedet.

Temaet er et andet: ” Lige nu forsøger jeg at finde ud af, hvad der driver værket, og hvad der har drevet det - det føles

sådan lidt midtvejskriseagtigtÖ Måske driver jeg mere end der er noget, som driver”. Efter en kort tænkepause kommer det så: - - ” For omkring 10 år siden, efter mange års ansættelse i det frikirkelige miljø som børnearbejder og tv-programmedarbejder, blev jeg ramt af en stofskifte sygdom, multinudøs struma. Efter lægens diagnose gik jeg på biblioteket – det var før internettet – for at finde ud af, hvad det var. Det viste sig, at sygdommen i 1% af tilfældene udviklede sig til kræft. ”Nogen skal det jo være”, tænkte jeg. Den uge, hvor jeg ventede på svaret, blev en uges tænke- og statustid.

Jeg husker, at jeg til et udvalgsmøde i løbet af ugen udtrykte min konklusion cirka sådan her: ”Jeg syn’s, jeg har haft et godt liv! Der er ingen af mine valg, jeg fortryder.

Jeg er 100% sikker på, at jeg har gjort det, jeg skulle, og været der, hvor netop jeg skulle være! ”

DE NØDVENDIGE TIDSLOMMER I dag tænker jeg meget anderledes om den tid. Der er ting, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes. Da jeg fejrede min 40 års fødselsdag, kom jeg til at kigge rundt på mine gæster, og begyndte at tænke over, hvor få af dem, som ikke var kolleger – enten nuværende eller tidligere. I den periode arbejdede jeg som redaktionschef på KKR. Jeg havde været med fra tv-stationens start og arbejdet var omdrejningspunktet i mit liv. Da jeg som 41-årig på én gang foretog et arbejds- og menighedsskift, blev det et stort tab af relationer.

Bruddet er ikke eksistentielt, men det får én til at se på relationer på en anden måde. Jeg ville gerne ha’ haft flere nære venner, som ikke nødvendigvis var relateret til ”opgaven”, og som ikke forsvandt, når den var udført.

Jeg har aldrig været god til at skille arbejde og fritid. Det er altid flydt sammen.

Når man så endelig får et liv med en fornuftig arbejdstid, bliver man let ensom i fritiden.

Jeg føler, jeg har snydt mig selv for nogle nødvendige tidslommer, nogle bobler, hvor tingene kunne have deres eget uafhængige liv og ikke nødvendigvis skulle have et bestemt formål.

For nogle år siden meldte jeg mig til et sykursus, helt bevidst for at skabe den der uforpligtede oase for

/tema

11

Jeg ville gerne ha’ haft flere nære venner, som ikke nødvendigvis var relateret til ”opgaven”, og som ikke forsvandt når den var udført. mig selv – helt symptomatisk for mig fik jeg straks gjort det til et ”projekt” at forsøge at få min gamle mor med, fordi det ku’ være så godt for hende.

Jeg sagde ” ja til Jesus ” som ti-årig – og har lige siden forsøgt at lære at sige nej! Ikke til ham, men til at redde nogen eller noget. Jeg ved ikke, om det er genetisk betinget og/eller relateret til den opdragelse, jeg har fået i familien og menigheden?

I alt fald er der altid for mig gået projekt ”Red Verden” i den. Min søster og jeg havde kæledyrsklub i genboens kælder på Østerbro. Vi samlede gratis salatblade hos grønthandleren efter lukketid, og hyggede os rigtig meget med det. Men det var ikke nok at ”redde dyrene”. Vi fik hurtigt gjort det til en kristen børneklub, og begyndte at ”hverve” de andre børn i gaden.

Man skulle altid gøre noget, alt skulle have et formål. Det er næsten traumatisk for mig at ribbe op i – jeg havde f.eks. et princip om, ikke at lade mig døbe, før alle i klassen vidste, at jeg var en kristen. Det sloges jeg en del med i 12-16 års alderen.

I dag tænker jeg, det har været store krav at stille til sig selv i den alder! Jeg ved ikke, hvad jeg har forsøgt at leve op til, men jeg har altid været meget målbevidst og aktiv.

Da jeg blev kæreste med Søren, gik der 3 måneder før jeg havde tid til at være sammen med ham; der var ikke plads i kalenderen før; den var fyldt op med børnefestivaler og den slags vigtige ting.

AT LÆRE AT SIGE ”JEG” Jeg tror, min far kunne kende det fra sit eget liv. Han sagde tit til mig, at jeg skulle

/tema

12

eg føler, jeg har snydt mig selv for nogle nødvendige tidslommer, nogle bobler, hvor tingene kunne have deres eget uafhængige liv og ikke nødvendigvis skulle have et bestemt formål.

passe på og lære at sige nej. ”Ja, ja, ja, hvad med at se på dig selv...” tænkte jeg bare.

Jeg kunne godt ha’ ønsket at blive mig selv, at finde mit eget ståsted, inden jeg igen blev en del af noget eller nogen.

Jeg har jo altid været en del af en flok: stor søskendeflok hjemme, del af en stor flok unge i kirken i min fritid, i ferierne var jeg oftest en del af en medarbejderstab på lejre og stævner. Jeg var aldrig alene med mig selv. Da jeg var på vej til at flytte hjemmefra, valgte jeg det fra af ”humanitære grunde”. Min far havde en tros- og menighedskrise, så jeg søsatte projekt Red Forældrene, og organiserede en søskendebede-fastekæde og blev boende for at ”redde” mine forældre.

Det er svært at lære at sige jeg, når man altid har sagt vi. Jeg lærte først at sige JEG, da jeg gik i terapi som 42-årig.

Jeg kæmper stadig for at få et passende filter mellem egne og andres behov.

Derfor har jeg også erkendt, at jeg må holde mig fra frivilligt arbejde. Jeg er for dårlig til at be’ folk om at hjælpe, fordi jeg er så forstående. Så lander det hele på mit bord, hvor jeg tror, at jeg selv kan finde alle løsningerne – og ikke får sagt fra i tide.

Så presses jeg af og til helt derud, hvor mine nærmeste bli’r sidste udvej og pludselig skal køre kamera på en optagelse eller lave mad på en børnelejr – for at redde mig. Det er jo ekstremt!”

Ulla ta’r en dyb indånding, og der opstår én af mange små stilheder i samtalen. Lidt efter samler hun tråden op igen og opsummerer...

DET TYNDHUDEDE LIV ”Som 37-årig havde jeg altså følelsen af at have gjort fyldest, og at have truffet de rigtige valg på de rigtige tidspunkter. Som 39-årig blev jeg (adoptiv)mor, og kom pludselig i kontakt med min egen sårbarhed.

Jeg oplevede, at med det meste af, hvad jeg i 30 år havde sagt ja til, havde jeg sagt nej til sårbare dele af mig selv.

Jeg har simpelthen slået så meget til i mit liv, at jeg ikke har tilladt mig selv at opleve, at man ikke kan slå 100 % til. Det møder jeg først for alvor på det følelsesmæssige plan, da jeg bli’r mor. Og først da jeg mærker glæden ved at adoptere, bliver jeg opmærksom på al den fortrængte sorg fra de 15 år, hvor jeg gerne ville ha’ haft børn.

Jeg har altid hellere ville handle end gi’ mig selv lov til at mærke smerte og sorg.

Så er det, man bli’r så tyndhudet, at en hudafskrabning kan vælte læsset – og for hver gang, man skraber knæet, gør det bare mere ondt.

Jeg tror måske, det ville have været godt for sådan én som mig at have mødt Jesus i en anden sammenhæng. Et sted, hvor der ikke var så megen fokus på gerninger, aktiviteter og tjeneste. Måske i den katolske kirke, eller i folkekirken; bare at kunne sidde der og være glad for Jesus!

ØVELSEN Når man i så mange år har været så meget på, som jeg har, må man dagligt øve sig i at være uproduktiv. Det er ikke nogen let opgave – der er stadig langt hjem. Jeg skulle på et tidspunkt ha’ en uges ferie helt for mig selv, og glædede mig helt vildt. Og

så endte jeg total rastløs, som en lille fugl i bur, som ikke ser at lågen er åben. Jeg faldt først til ro, da der var booket aftaler ind hele ugen. Jeg øver mig i at finde tiden til mig selv, og også på det åndelige plan bare at være stille – og ikke nødvendigvis yde en masse.

Noget har drevet mig, men også overdrevet mig. Det, jeg længes efter er, at finde balancen; der, hvor der bliver mere for og af mig selv, men hvor jeg stadig kan være noget for andre.

Noget kommer vel også med alderen; hastigheden og ydeevnen sættes ned, og nattesøvnen op. Måske betyder det, at man nu kan begynde at være noget andet.

Jeg arbejder på at forsone mig med min egen utilstrækkelighed og svaghed. De fleste opfatter mig nok som én der kan alt og orker alt – det har jeg altid gerne ville være, og derfor har det også været svært at erkende, at sådan er det ikke.

For mig blev det et vendepunkt at møde Kristuskransens store hvide perle

(Overgivelsens Perle), hvor jeg beder – ”Herre, du kender og omslutter med ømhed -det svage såvel som det stærke -det syge såvel som det raske...”

Indtil da har det for mig altid kun været okay at være stærk og rask; jeg er stadig ikke færdig med det, men nu ved jeg, hvor skoen trykker, selvom jeg for det meste stadig tror, at jeg kan mere end jeg kan, på den tid og den energi, jeg har til min rådighed.

Så jeg søger stadig efter at finde balancen i det!

Hos mig er Kristuskransens tre ”hemmelige” perler 1)mine nære og kære, 2) balance og 3) relationer.

Jeg kan i alt fald se, at hvis Gudsbilledet og arbejdsgiveren blandes sammen (du bør gøre meget mere, for Gud har jo gjort alt for dig) bliver der aldrig balance; i dag prøver jeg snarere at tænke på Helligånden som min stresskonsulent.

Jeg kan også se, at jeg i min iver efter at gi’, i vid udstrækning har snydt mig

selv for den anden halvdel – at ta’ imod; og mine omgivelser er blevet snydt for muligheden for at hjælpe mig.

Jeg fortryder, at jeg har stillet så høje krav til mig selv om at skulle klare alt. Det ville være bedre, både for mig selv og mine omgivelser, at jeg lidt oftere meldte pas.

Det bli’r anstrengende og usundt, når man først melder fra, når man er ved at falde fra hinanden.

?

Hvad er din første tanke i relation til Gud, hvis din krop fortæller dig, at du er træt, utilpas eller har smerter?

A) Du blander slet ikke Gud ind i det - Du overhører signalerne eller prøver at løse problemerne selv B) Du be'r Gud om at fjerne trætheden eller andre symptomer, så du kan udføre det du havde planlagt C) Du tænker - Gud prøver at prikke mig på skulderen for at jeg skal geare ned eller stoppe op

/tema

13

Et dobbelt livssyn: gråligt og morgenrøde!

Interview med Jens Bonde-Pedersen af David Højgaard. Jens er 45 år og gift med Ellen på snart 18. år. Han har to piger, Camilla og Eline, på 16 og 14 år. Han bor i et to-familiehus i Vanløse, og er ansat på Glostrup Amts Sygehus som social- og sundhedsassistent.

- DU SKAL VÆLGE AT TRO PÅ, AT GUD HAR NOGET GODT TIL DIG. Det er nemt nok at sige, men hvad hvis man går gennem en periode, hvor man mister arbejde, kæreste eller hustru? Det er alligevel min daglige tanke: ”Vælg at tænke positivt!”, siger Jens (45 år) om det liv, han har levet med både gode og onde dage.

Hvilke skilleveje har du stået i som menneske?

- Hvis vi starter med det positive. Da jeg lærte min kone Ellen at kende og vidste hvor det bar hen, så skulle jeg tage et valg, og det synes jeg var stort.

Jeg boede hjemme, var meget forelsket – men vidste ikke, hvad jeg gik ud i.

Jeg vidste, det var den rigtige for mig, men hvad skulle jeg gøre?

Jamen, så gjorde jeg noget, jeg aldrig før havde gjort. Jeg lå hjemme i min seng, og så tænkte jeg på historien om Gideon og hans bedetæppe. Det brugte jeg. Jeg krævede et tegn fra Gud. Det har jeg aldrig gjort siden! Jeg gjorde det der, for jeg synes, at det var en stor beslutning. Jeg vidste, at det ville ændre mig fuldstændig.

Jeg lå der i min seng og bad om et tegn. Jeg vil ikke sige, hvad jeg bad om, men jeg vil sige, at tegnet gik absolut i opfyldelse, og der gik ikke over en uge!

Jeg bad om, at nogle omstændigheder måtte falde i orden, og det krævede helt klart en guddommelig indgriben, og det skete også.

Det må jeg sige – det var en skille-

/tema

14

linje.

Jeg vidste bare i mit sind, her er noget Gud er med i – der var fred i mit sind.

Det tænker jeg på de dage, hvor det ikke er sjovt...

- En anden ting var, da jeg droppede mit studie (tysk på Københavns universitet) - det var i 1993. Jeg var kørt træt i det, og en dag besluttede jeg, at nu var det slut. Jeg erkendte, at jeg ville blive tosset i hovedet af det, for jeg blev mere og mere depressiv.

Jeg kan huske, at jeg var ude på universitetet og tænkte, at nu måtte jeg tage beslutningen. Nu må jeg ringe til mit arbejde – hjemmeplejen – og sige, at nu kommer jeg igen. Og jeg vidste, at når jeg ringede og sagde det, så var det slut med studiet.

Det var en svær beslutning, men jeg tror, at jeg gjorde det rigtige. Det kunne godt være, at jeg var blevet færdig med studiet, men om jeg havde fundet noget job, det ved jeg ikke, men jeg tror jeg ville være blevet psykisk syg af det. Jeg havde overvejet diverse tanker! Jeg kunne ikke klare angsten mere, over ikke at kunne læse – jeg havde virkelig skriveblokering.

Jeg måtte gøre noget for at komme igennem det.

- Den tredje ting var, da vi flyttede menighed i 1998. Det var ”skilsmissen” i mit liv. Jeg erkendte, at vi var kørt trætte i menigheden. Vi oplevede, at vi ikke gad gå i kirke. Vi havde nogle børn, der skulle se deres forældre være glade for menigheden. Da den præst, vi havde den gang, holdt op, sagde vi til hinanden: ”nu er det slut”. Og da havde jeg tilhørt menigheden

siden 1976 – jeg var kommet der siden jeg var 3-4 år gammel, så det var ikke sådan en beslutning, man bare tog. Vi havde overvejet det lang tid. Vi gik i gang med at skrive et brev, og det tog flere måneder at skrive det. Det var med sorg, for det var et tab. Der gik noget af min barne- og ungdoms-identitet i stykker.

Vi gik ned i en anden kirke, fordi det var praktisk; det var tæt på, det var en frikirke og de havde spejderarbejde, men det var ikke noget, vi gjorde af kærlighed.

Jeg forlod en menighed jeg elskede og gik ind i en menighed, jeg ikke kendte noget til. Det var simpelthen en satsning, vi lavede – et valg. Jeg har ikke fortrudt det. Jeg ser i dag, at mine børn er bekendende kristne. ”Skilsmissen” var nødvendig, men den har også båret frugt.

Hvordan vil du beskrive dit eget livssyn?

- Det er dobbelt i den forstand, at jeg som personlig kristen ved, at Gud altid er med, i gode og onde dage. Men jeg vil heller ikke ligge skjul på, at jeg har haft nogle svære år, hvor jeg har gået til psykolog.

Mit livssyn er blandet. Hvis jeg ikke havde haft en tro på, at der er en Gud der kan hjælpe mig og haft min familie, så tror jeg, at jeg havde været ilde stillet.

Så dybest set hvis jeg ikke var kristen, så havde jeg haft et meget negativt livssyn.

Det med at have en ”slags undergangsfornemmelse”– at det kommer til at gå galt på et tidspunkt, det ligger meget i mig. Det er noget, jeg kæmper med hele tiden. Så har jeg heldigvis en modpol i min

Det med at have en ”slags undergangsfornemmelse”– at det kommer til at gå galt på et tidspunkt, det ligger meget i mig. Det er noget, jeg kæmper med hele tiden.

Så har jeg heldigvis en modpol i min kone, som godt kan give mig et ”spark” nogle gange.

kone, som godt kan give mig et ”spark” nogle gange.

- Hver dag har man et valg, enten at tro, at man kan gøre noget godt i dag, eller grave sig ned under dynen. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg godt tænke: ”hvordan går den her dag nu, kan vi overskue det hele, kan vi nå det hele, går det nu?”. Man skal jo af sted på sit arbejde, når man så kommer i gang med det, så erkender jeg: ”det går, det glider og der er system i det”.

Det skyldes dels, at jeg er struktureret, men også at jeg hver dag kan bede Gud om, at jeg må være et lys i dag. Det er min daglige bøn, når jeg cykler ud til arbejde. Jeg har brug for overskud til at kunne hjælpe andre mennesker, så det beder jeg om dagligt.

Hvis du skal opsummere dit livssyn – hvilket farve har det så?

En kombination af i perioder lidt gråligt og så en morgenrøde. Et billede af en regnvejrsmorgen, hvor regner holder op og så kommer solen – det er et meget godt billede.

?

Bruger du dine daglige valgsituationer på en fornuftig måde? Bruger du dem til at gøre godt?

Beder du om hjælp hver dag til at erkende, at du er elsket af Gud og dine nærmeste, som den du er?

Bruger du dine valg til at tjene andre mennesker eller vil du have gennemtrumfet din egen vilje?

/tema

15

Den gode samvittighed

Interview med John Poulsen af Lone Møller-Hansen, TEMA-redaktionen

HVIS JOHN POULSEN (82) SKAL SÆTTE ET NAVN PÅ DEN RØDE TRÅD I HANS LIV, ER DET ”GOD SAMVITTIGHED”.

Det står for ham, som den ledetråd, han har levet sit liv efter. At have god samvittighed overfor Gud og overfor mennesker.

Ikke at det altid er lykkedes! ”Jeg har ikke nogen glorie at pudse”, skynder han sig at understrege.

Han er vokset op som søn af en hidsig smed i Nexø. Han fik tæsk som barn, ind imellem mange og urimelige tæsk, husker han. Så mange, at han på et tidspunkt ikke kunne fordrage sin far. En dag blev hans far imidlertid omvendt. Hans grove sprog ændrede sig og sønnen John oplevede faderens forvandling. Det gjorde et stort indtryk på ham og også på faderens smedesvende. Det var nok Johns mor, som banede vej for omvendelsen. Hun havde været kristen og haft børnene med i baptistkirken siden deres tidligste barndom.

Faktisk er John blevet døbt to gange; første gang lå han i sin moders mave. Han mente dog ikke det gjaldt, så som 16-årig blev han døbt i Baptistkirken i Nexø en decemberdag. Han husker, at vandet var meget koldt, men han havde klaret sin største prøve. Han havde bekendt sin tro for et par piger fra hans klasse. Det var en stor lettelse, husker han.

DEN GODE SAMVITTIGHED: Fodbold: John er altid gået meget op i fodbold og spillede til han blev 45 år. Han husker specielt én situation, hvor han gik fra banen med god samvittighed – og hvor

/tema

16

han fik ros af ”fjenden”. Normalt var han målmand, men i en kamp fik han lov til at spille center forward. Han fik en chance for at score, men så skulle han angribe modstanderens målmand med risiko for at skade ham. Og så valgte han at lade chancen passere. ”Det var ikke det vigtigste at vinde”, husker John.

Job; John arbejdede som selvstændig sælger af svejsegrejer. Han var ikke smedens søn for ingenting. Engang opdagede han, at han blev snydt af sin chef. Det ville den regelrette John ikke acceptere. Han opsagde samarbejdet. Det ligger ham fjernt at snyde, men en god handel går han ikke af vejen for.

Else; Sin første kone blev John forelsket i som 18-årig. De blev gift og fik tre børn.

De havde et rigtig godt ægteskab. Else var trofast og flittig, husker John. Hun havde sin egen frisørsalon. Da den yngste, Stina, netop var blevet 14 år, og lige inden Else og Johns sølvbryllup og senere samme år Johns 50 års fødselsdag, døde Else af et hjertestop i 1973. Så skulle frisørsalonen sælges og John var samtidig gået i gang med at renovere Elses barndomshjem. ”Jeg tog en dag ad gangen. Og så hjalp Jesus mig”, husker John.

Ellen: John blev altså alene i 1973. Ellen var blevet skilt i 1970. I begyndelsen af 80’erne får Ellen og John et godt øje til den anden. De havde kendt hinanden hele deres liv fra Baptistkirken, først i Nexø, siden i Rønne, hvor Ellen var plejehjemsleder.

Faktisk havde Ellen som 4-årig sagt til sin

mor efter en julefest i Nexø, hvor hun havde danset om træet med den 12-årige horra (dreng på bornholmsk): ”Når jeg bliver stor, vil jeg giftes med John, for han er så sød”.

Det varede altså ca. 45 år, før de blev kærester.

En episode, som John helst ikke udbasunerer: Han husker, hvordan han efter et møde i kirken, havde stået og talt bl.a. med Ellen og hun havde sagt en bemærkning om, at hun nu skulle hjem alene.

John havde egentlig mest lyst til at dreje ind omkring Ellen på vej hjem til Nexø – men han lod være. ”Det kunne jo være, at jeg ville blive fristet til at bliveÖ” Efter et stykke tid blev de forlovede og så var det legalt at flytte sammen – også uden først at være gift. ”Ingen sagde noget til det, og det har jeg ikke dårlig samvittighed over.

Vi var gift for Vorherre og siden hen blev vi det da også i kirken, som en overraskelse for alle – i forbindelse med en almindelig søndag formiddagsgudstjeneste.”

John har spekuleret en del over det her med at gifte sig med en fraskilt. Der står jo i Bibelen, at det må man ikkeÖ ”Men jeg har ikke brudt ind i noget ægteskab, så det har jeg ikke dårlig samvittighed over.”

Børnene: Det var hårdt at blive alene med to store børn, kan John se nu bagefter. John var husligt anlagt, så det var ikke det praktiske. Men det var specielt svært for børnene. Den ældste var flyttet hjemmefra – i kollektiv: ”Jeg er godt irriteret på 68’erånden,” siger John. Snart flyttede den yngste søn og så var han alene med datteren på 14. Det gik nu godt, synes han. Men nu

John Poulsen og hans livs anden kærlighed, Ellen, begyndte at fælde træet til deres selvbyggerhus i 1991, da John var 68 år. De gravede selv ud til

fundamentet i hånden. Og det tog John to år som stenhugger og murer at bygge den centrale sandstensovn og -mur. I 1996 kunne de flytte ind i huset i Stampen, et sommerhusområde udenfor Rønne på Bornholm.

har han svært ved at acceptere, at de som voksne træffer andre valg, end dem, han har gjort. ”Jeg bebrejder mig selv, at jeg pressede min ældste søn, Morten, til at blive døbt. Men jeg mente jo, at det kanske ville holde ham på plads. Og så har jeg dårlig samvittighed over ikke at have ofret tid nok på mine børn. Gav jeg dem for megen frihed? Hvis jeg havde levet tættere på dem, var de måske ikke gået deres egne vejeÖ Og dog, det gjorde jeg jo også selv i min ungdom. For mig var det sporten, der reddede mig. Til gengæld har jeg måske ofret for megen tid på sporten i forhold til menigheden...”

Kirken: John har haft mange opgaver i baptistkirken og har været højt respekteret, både som lægprædikant og som ansat administrator. Det job blev han ansat i på halv tid i forbindelse med et præsteskifte. Han løftede den ”midlertidige opgave” i 20 år! ”Af natur er jeg doven og lidt sløset, men jeg fik tidligt ansvar – og det har dannet min karakter, at jeg fik opgaver at løse. Jeg blev søndagsskolelærer kort efter jeg blev døbt, og det var måske meget godt.”

John Poulsen, 82 år: Jeg snakker med Vorherre hver dag, flere gange. Han har været med mig hele mit liv. Jeg har altid ham med, når jeg træffer beslutninger.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over, at jeg måske udnytter ham og lægger ting over til ham, som jeg egentlig selv burde ordne.

/tema

17

/tema

18

Sneglen og rosenhækken

Af H.C. Andersen

R

undt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv. ”Vent til min tid kommer!” sagde den, “jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får.” ”Jeg venter grumme meget af den,” sagde rosenhækken. ”Tør jeg spørge, når kommer det?” ”Jeg giver mig tid,” sagde sneglen. ”De har nu så meget hastværk!

Det spænder ikke forventningerne.”

Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satte knop og udfoldede roser, altid friske, altid nye. Og sneglen krøb halvt frem, strakte ud følehornene, og tog dem til sig igen.

“Alt ser ud, som i fjor! Der er ingen fremgang sket; rosentræet bliver ved roserne, videre kommer det ikke!”

Sommeren gik, efteråret gik, rosentræet havde stadig blomster og knopper lige til sneen faldt, vejret blev råt og vådt; rosentræet bøjede sig mod jorden. Sneglen krøb i jorden.

Nu begyndte et nyt år, og roserne kom frem, og sneglen kom frem. ”Nu er De en gammel rosenstok,” sagde den, ”De må snart se at gå ud. De har givet verden alt, hvad De har haft i Dem; om det betød noget, er et spørgsmål, jeg

ikke havde tid til at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det mindste for Deres indre udvikling, der var ellers kommet noget andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De går nu snart op i bare pind!

Kan De forstå, hvad jeg siger?” ”De forskrækker mig,” sagde rosenhækken. ”Det har jeg aldrig tænkt over.” ”Nej, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! Har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!” ”Nej!” sagde rosenhækken. ”Jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet. Solen var så varm, luften så forfriskende, jeg drak den klare dug, og den stærke regn; jeg åndede, jeg levede! Der kom fra jorden en kraft op i mig, der kom en kraft fra oven, jeg fornemmede en lykke, altid ny, altid stor, og derfor måtte jeg altid blomstre; det var mit liv, jeg kunne ikke andet!” ”De har ført et meget mageligt liv,” sagde sneglen. ”Tilvisse! Alt blev givet mig!” sagde rosenhækken; ”men Dem blev endnu mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige naturer, en af de højt begavede, der vil forbavse verden.” ”Det har jeg aldeles ikke i sinde,” sagde sneglen. ”Verden kommer ikke mig ved! Hvad har jeg med verden at gøre? Jeg har nok med mig selv og nok i mig selv.” ”Men skulle vi ikke alle her på Jorden give vor bedste del til de andre! Bringe hvad vi kunne ! Ja, jeg har kun givet roser! men De? De, som fik så meget, hvad gav De verden? Hvad giver De den?”

”Hvad jeg gav? Hvad jeg giver! Jeg spytter ad den!

Den duer ikke! Den kommer ikke mig ved. Sæt De roser, De kan ikke drive det videre! Lad hasselbusken bære nødder! Lad køer og får give mælk; de har hver deres publikum, jeg har mit i mig selv! Jeg går ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!”

Og så gik sneglen ind i sit hus og kittede det til. ”Det er så sørgeligt!” sagde rosentræet. ”Jeg kan med bedste vilje ikke krybe ind, jeg må altid springe ud, springe ud i roser. Bladene falder af, de flyver hen i vinden! Dog en af roserne så jeg blive lagt i husmoderens salmebog, en af mine roser fik plads ved en ung, dejlig piges bryst og en blev kysset af en barnemund i livsalig glæde. Det gjorde mig så vel, det var en sand velsignelse. Det er min erindring, mit liv!”

Og rosentræet blomstrede i uskyldighed, og sneglen dvaskede i sit hus, verden kom ikke ham ved.

Og åringer gik.

Sneglen var jord i jorden, rosentræet var jord i jorden; også erindringsrosen i salmebogen var vejret hen, - men i haven blomstrede nye rosenhække, i haven voksede nye snegle; de krøb ind i deres hus, spyttede, - verden kom ikke dem ved.

Skal vi læse historien om forfra igen?

- Den bliver ikke anderledes.

/tema

19

Afsender MAGASINETs ekspedition Helledievej 13 Nr. Lyngby, 9480 Løkken

BLAD NR 92120 RETURNERES VED VARIG ADRESSEÆNDRING

Dette magasin indeholder seks livshistorier med hver deres røde tråd. Vi har bedt to af de mennesker som arbejder professionelt med, og møder os der har ondt i livet om at give deres bud på hvad det er der sker når tråden knækker...

Terapeuten

Vi må have et realistisk håb...

- Brudte relationer, skilsmisse, død, sorg eller arbejdspres.

Mennesker opsøger mig når de ikke magter deres liv - ikke trives, er stressede eller deprimerede, fortæller familieterapeut Bente Holmgaard. - Men det er kun symptomerne. Årsagen er som regel en dyb ensomhedsfølelse - en følelse af ikke at have nogen værdi, ikke at kunne noget, ikke at være elsket.

- Vi er et produkt af vores opvækst. Når vi er børn, er det ofte forældrene, der træffer valg og lægger begrænsninger på hvilke følelser der er i orden, og hvilke du bør undgå.

Du må „ikke være ked af det“, „ikke græde“, „ikke være vred“, „ikke sige nej“, eller en lang række andre naturlige følelser.

Igennem barndommen får vi ikke altid lært at forholde os til de følelser, der ikke er anerkendte, og vi mister os selv som udgangspunkt og som centrum i vores liv.

- Vi bliver splittede, når der ikke er ovenstemmelse mellem det, vi føler og det, vi gør. Resultatet er, at vi træffer vores valg ud fra andres forventninger til os. Ofte får man hverken sagt fra eller til, og bliver ikke herre i eget liv.

- Hvis ikke man tør erkende sine egne følelser og ikke mindst grænser, vil man ofte opleve ikke at have nogen eksistens-berettigelse.

Hvad er det så du kan hjælpe med?

- Med at sætte grænser og forholde sig til egne valg. Når vi møder problemer, har vi tilbøjelighed til at give andre skylden.

Helt konkret handler det om at lære at sige „jeg-sætninger“, og så begynde at mærke det i sin krop. Jeg er elsket..., jeg har besluttet..., jeg vil gerne.., jeg er ok. Vi må erkende, at vi ikke kan løbe fra vores liv. Min opgave er at give mennesker et realistisk håb i stedet for en urealistisk drøm.

- Vi kan jo ikke begynde forfra, men vi kan lære at leve med de forkerte valg, vi har truffet. Komme videre og lære af de erfaringer det gav.

- Mange oplever næsten at være frosset fast i de ubevidste valg, men vi kan lære at tage ansvar for de valg vi har truffet. Det var MIG, der handlede ud fra de forudsætninger, jeg havde på det givne tidspunkt.

- Og så vil jeg gerne tilføje, slutter Bente Holmgaard: - Der er meget stor forskel på, om man tager Gud med ind i genoprettelsesprocessen eller vælger at knokle selv. Der er måneder til for20 skel, når Han går sammen med os..

/tema

Præsten

At leve er at vælge Livet består af en række valg, som ingen andre end vi selv kan træffe.

Adam og Eva skulle vælge mellem at spise eller ikke spise. Abraham og Lot skulle vælge mellem at gå til højre eller venstre. Israels folk skulle den ene gang efter den anden vælge, hvilken vej de ville gå. Og dersom Jesus er vejviseren, er det tydeligt, at vi hele tiden sættes på valg; vi vælger hele tiden os selv og vores næste, materiel og åndelig rigdom, mellem Gud og Fanden.

At træffe valg, at beslutte sig og ufortrødent begive sig af sted uden at vide – allerhøjest tro – at dette er det rigtige; Det er livets vilkår. Det er ikke et menneskes udgangspunkt, at vide noget på forhånd eller at have læst i kortene med insider viden. Derimod er det den kristnes tryghed, at hvor meget det end stormer og regner og uanset hvilken mur, vi skal forcere, så er Gud, vores skaber, med os.

Tro: Et lille ord på tre bogstaver men et nøgleord i den kristne tilværelsesforståelse. Det er troen og håbet og tilliden til en god Gud, der åbner dagen og vejen. Fortrøstningsfuldt og med vovemod at kaste sig ud i livet, er den evne der skaber tilværelsen; også efter at den har været slået sønder og sammen... Åben dør: ”Se, jeg har stillet dig foran en åben dør..”, er et af budskaberne i Bibelens sidste bog. Foruden sin konkrete betydning i den givne sammenhæng, er det den kristnes udgangspunkt for hele livet. Den åbne dør bliver Guds invitation til mennesket om at gå igennem den og ud i det ukendte og, for os at se, usikre. At turde det, fordrer at man er i inderlig og nær kontakt med sig selv og sin Skaber. Det er især den, der hviler i sig selv/hviler i Gud, der har modet til at springe ud på de 70.000 favne.

Dermed sluttes ringen tilbage til udgangspunktet: At turde leve på livets præmisser, kalder på et rod-