Page 1

AMNESTY Medlemsblad For Amnesty International | Nr 1 Februar 2014

KOM MED TIL LANDSMØDE

ALBINOER ER JAGET VILDT

FRYGTEN I FUKUSHIMA

PUSSY RIOT PÅ FRI FOD

Vær med til at fejre Amnestys første 50 år i Danmark på landsmødet 26.-27. april.

I Tanzania kan kropsdele fra en albino indbringe en formue.

Amnesty har besøgt den forbudte zone i Japan tre år efter atomulykken.

Efter næsten to år i fængsel er Pussy Riot sat fri forud for OL i Rusland.

TEMA: SEKSUELLE RETTIGHEDER

BARN BRUD MOR


| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: John Nielsen, Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Communications Produktion: Datagraf Communications Oplag: 89.414 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 6. juni 2014 (deadline 10. maj) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen. Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk

Blodbadet i Syrien

Amnestys redaktør:

Med over 130.000 dræbte og over syv millioner mennesker på flugt har de fredelige protester i Syrien, som begyndte i foråret 2011, udviklet sig til et voldsregime af ubegribelige dimensioner. På tre år har landet forvandlet sig til et slagtehus, hvor både præsident Bashar al-Assads styrker og al-Qaeda relaterede grupper dagligt udsætter civilbefolkningen for umenneskelige lidelser. Skrækscenariet er blevet til virkelighed – både for de civile syrere, der ville af med Assads undertrykkende regime, og for det internationale samfund, der længe har været fuldstændig handlingslammet.

Ole Hoff-Lund

FN’s fredskonference i januar sætter næppe en stopper for krigen. Tværtimod udstiller den blot de enorme kløfter både blandt parterne i Syrien og blandt medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, der ikke engang har kunnet enes om at indefryse Assads midler og indføre en våbenembargo mod styret. Det blodige kaos og den manglende adgang til Syrien for internationale observatører fik for nylig FN til at indstille optællingen af døde. ”Vi havde planlagt at fortsætte, og vi havde planer om at lave opgørelsen oftere, men vi er nået til et punkt, hvor vi ikke længere føler os i stand til det”, siger en FN-talsmand og henviser til, at kilderne i Syrien er tørret ud, og at tallene blev for upræcise. Dagen før fredskonferencen fik verden for alvor øjnene op for Assads forbrydelser. Fotografier af 11.000 udsultede og voldsomt torturerede lig blev lagt frem af tre internationale topjurister, der har stået i spidsen for FN’s krigsforbryderdomstole for Jugoslavien og Sierra Leone. Billederne stammer angiveligt fra en afhopper fra det syriske militær, som havde til opgave at fotografere de mennesker, der døde i militærets varetægt. De giver uhyggelige minder om nazisternes kz-lejre i Tyskland under Anden Verdenskrig eller Pol Pots rædselsregime i Cambodja.

Forside: Stephanie Sinclair Foto: De to barnebrude Ghada og Tahani poserer med deres mænd i en bjerglandsby i Yemen.

Amnesty International har gennem mange år dokumenteret systematisk tortur i Assads fængsler. Så sent som i 2012 udarbejdede vi en liste med 31 forskellige torturformer, som er i brug i Syrien. Seksuelle ydmygelser, afpilning af hud med knibtang, korsfæstelser, voldtægt med knuste flasker og indespærring med døende mennesker er kun et lille udvalg af metoderne. Landet har siden 1963 været omfattet af undtagelseslove, som satte folkets forfatningsmæssige rettigheder ud af kraft, og politi og sikkerhedsstyrker er notorisk berygtet for deres brutalitet. Men fotografierne af udmagrede kroppe med violette blodudtrækninger, åbne sår og tydelige mærker efter strangulering, elektrochok, pisk og prygl viser rendyrket ondskab. Assad har for længst mistet enhver legitimitet som leder af de godt 20 millioner syriske indbyggere, hvor af en tredjedel er på flugt. Verdenssamfundet må reagere på de overvældende beviser for krigsforbrydelser og komme den nødlidende befolkning til undsætning. Ellers er der snart ikke længere et syrisk folk.

2 I am n e s ty


I ndhold | Amnesty på fem minutter

4

Nyheder Menneskerettighederne er under angreb.

8

Foto: Polfoto

12

12 TEMA Irland glemmer aldrig Savita

To kvinder fra hver sin del af verden er ufrivilligt blevet hovedpersoner i deres hjemlandes abortdebatter. Beatriz fra El Salvador og Savita fra Irland kommer måske til at bane vejen for flere rettigheder for deres landskvinder. Men omkostningerne har været store. De to lande har nogle af verdens mest strikse abortlovgivninger, hvor selv ikke moderens liv vægtes over fosterets, og hvor en abort kan give fængselsstraf for den gravide og lægen, der udfører den. Efter massivt folkeligt pres fik Beatriz en abort og overlevede. Men Savita døde.

Foto: Kay Chernush for the U.S. State Department

16 TEMA Over 20 millioner lever som slaver

16

Kevin Bales vil aldrig glemme, da han første gang stod ansigt til ansigt med en kvinde, der netop var kommet ud af slaveri. Hun var 23 år gammel, stammede fra Mali og var blevet fundet i en lejlighed i Paris. Her var hun blevet tortureret og mishandlet på måder, han ikke troede muligt. Kevin Bales leder organisationen Free The Slaves og vurderer, at der findes 21-30 millioner slaver på verdensplan. I Danmark er der omkring 700. De arbejder som hushjælpere, fabriksarbejdere eller hotelpersonale under forhold, der reelt er slaveri.

Foto: Christina Sjögren

18 Frygten i Fukushima

18

Næsten tre år efter jordskælvet og tsunamien, der ramte Japans østkyst den 11. marts 2011, frygter befolkningen, at de sande helbredsmæssige konsekvenser af nedsmeltningen på atomkraftværket i Fukushima holdes skjult. På et hos­pital i byen Minamisoma er antallet af hjertepatienter tredoblet siden ulykken, skoleelever vejer i gennemsnit 2,5 kilo mere på grund af manglende motion, og antallet af selvmord er steget. AMNESTY har besøgt den forbudte zone i Japan, hvor omkring 20.000 mennesker mistede livet.

Foto: Polfoto

28

28 Først huggede de min højre arm af

Den 17. oktober 2008 blev Mariamu overfaldet af sine naboer, mens hun sov med sin halvandet år gamle søn. ”Først huggede de min højre arm af, og min nabo smed den gennem rummet over til de to mænd, der stod ved døren”, fortæller hun. Derefter huggede de venstre arm af. Benene fik de ikke, for landsbyboerne vågnede og fik stoppet overfaldet. I Tanzania kan et komplet sæt albino-kropsdele indbringe 400.000 kroner. Heksedoktorer bruger albinoers arme, ben, hud, hår, genitalier og blod i ritualer for at bringe velstand og lykke.

Gode nyheder Amnestys arbejde skaber resultater.

9

Cirkeline Hvordan skal det gå for Cirkeline og Said?

10 TEMA Min krop – min ret Amnesty sætter fokus på seksuelle og reproduktive rettigheder.

12 TEMA Irland glemmer aldrig Savita Abortforbud koster kvinder livet.

14 TEMA Hvem bestemmer over din krop? Kvinder kæmper for retten til at bestemme over egen krop.

16 TEMA Over 20 millioner lever som slaver Mød Kevin Bales, der vil udrydde slaveri i sin egen levetid.

18 Frygten i Fukushima

Atomkraftulykken i Japan har store fysiske og psykiske omkostninger.

26 Amnesty dokumenter

Læs om de seneste rapporter fra Amnesty.

28 Først huggede de min højre arm af I Tanzania er albinoer jaget vildt.

30 Amnesty LIVE

Din støtte gør os stærke.

31 Landsmøde

Mød danske whistleblowers og Ulige Numre.

amnesty I 3


N yheder Foto: Polfoto

I samarbejde med Dansk Idrætsforbund har Amnesty udgivet en folder til den danske OL-delegation om menneskerettigheder i Rusland.

Russisk charmeoffensiv inden OL Med løsladelsen af en række politiske fanger forsøger præsident Putin at sminke Ruslands image inden OL i Sochi i februar. Det kom som en overraskelse for mange, da Ruslands præsident Vladimir Putin i december valgte at løslade en række af de politiske modstandere, der i de senere år har været særdeles åbenmundede i deres kritik af den kurs, som den tidligere supermagt har anlagt. Men tag ikke fejl, lyder det fra Amnesty International. Løsladelsen af systemkri‑ tikere som forretningsmanden Mikhail Khodorkovsky, punkgruppen Pussy Riot og de fængslede Greenpeace-aktivister er ikke et tegn på en ny og demokratisk udgave af Vladimir Putin. “Det er en velovervejet, strategisk handling med et klart politisk formål frem mod De Olympiske Vinterlege i Sochi”, siger Amnestys direktør i Europa og Centralasien, John Dalhuisen. Pussy Riot og Khodorkovsky fik følgeskab af flere tusinde andre fanger ud i friheden under en storstilet amnesti i anledning af 20-året for den nye russiske forfatning. “Løsladelserne er et konkret bevis på den

politisering af retssystemet, der finder sted i Rusland. Det må ikke fjerne fokus fra de sidste års markante forværring af mulighederne for at ytre sig kritisk og uafhængigt. Amnestien er ingen erstatning for et fair og effektivt retssystem”, siger John Dalhuisen. Homoseksuelle i skudlinjen Han henviser til, at Rusland har vedtaget en række love, der begrænser ytrings- og forsamlingsfriheden, mens kritiske journalister, advokater og aktivister udsættes for chikane og forfølgelse, og udenlandske organisationer stemples som agenter. Også homoseksuelle er kommet i skudlinjen, fordi de ikke lever op til såkaldte traditionelle familieværdier. En lov fra 2013 idømmer bøde eller fængselsstraf for homoseksuel propaganda. Senest chokerede Putin den internationale medieverden ved at opløse det statslige nyhedsbureau til fordel for et nyt med navnet Rossiya Segodnya, hvis hovedformål ifølge et dekret fra Putin bliver at promovere Ruslands politik internationalt. Ifølge eksperter

strammer Putin dermed grebet yderligere om medierne, som i forvejen er kontrolleret af staten i altovervejende grad. Ydermere har Putin indsat den konservative Dmitry Kiseljov som chef for Rossiya Segodnya. Han skabte røre, da han i 2010 fastslog, at homoseksuelle skulle forbydes at donere blod og organer. Kritisk dialog Selv om Rusland på flere områder er i konflikt med ånden i Det Olympiske Charter, der blandt andet forbyder diskrimination, så opfordrer Amnesty ikke til boykot af OL, som begynder den 7. februar. Derimod opfordrer Amnesty både politikere og sponsorer til at gå i kritisk dialog med myndighederne og mødes med menneskerettighedsforkæmpere i landet. I samarbejde med Dansk Idrætsforbund (DIF) har Amnesty desuden udarbejdet en folder om menneskerettighederne i Rusland, som uddeles til den samlede danske OLdelegation.

Uganda og Nigeria i homofobisk kapløb De to afrikanske lande Uganda og Nigeria konkurrerer tilsyneladende om at indføre den mest homofobiske lovgivning. Efter flere års tilløb vedtog Ugandas parlament før jul en lov, der kan give livstidsfæng4 I am n e s ty

sel til homoseksuelle, men præsident Museveni har endnu ikke skrevet under. I Nigeria underskrev præsident Goodluck Jonathan i januar en lov, som gør det strafbart for homo-

seksuelle at mødes og organisere sig i nogen form. Straffen lyder på op til 10 års fængsel. I de efterfølgende dage arresterede politiet dusinvis af homoseksuelle i byer over hele landet.

I alt har 38 afrikanske lande lovgivning, der forfølger homoseksuelle i et eller andet omfang. Det svarer til cirka 70 procent af det afrikanske kontinent.


A f O le H off - lund

kort nyt:

Flygtninge protesterer i Israel

11 Egyptiske kvinder idømt 11 år Foto: Scanpix

Titusindvis af afrikanske migranter i Israel protesterede i starten af januar i Jerusalem og Tel Aviv mod den behandling, de udsættes for. Demonstranterne kræver anerkendelse som flygtninge og frihed til at arbejde uden frygt for anholdelse. Det sker, efter at Israel i december vedtog nye regler, så migranter kan tilbageholdes på ubestemt tid i nybyggede lejre i Negev ørkenen. Det menes, at over 60.000 asylansøgere primært fra Eritrea og Sudan har krydset grænsen til Israel siden 2006. De bor under kummerlige forhold, mens en del finder lavtlønnede job på restauranter, byggepladser og som daglejere. Premierminister Benjamin Netanyahu har udtalt, at han

11 Torturmistænkt forlader Danmark

Israels tidligere ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, fik travlt med at komme hjem, da han den 10. januar var i København for at deltage i en jødisk filmfestival. Gillon, som er tidligere leder af den israelske efterretningstjeneste Shin Bet, blev politianmeldt for tortur af Antitortur Støttefonden (ATSF). Det blev han også i sin tid som ambassadør i 2001-2003, men dengang var han omfattet af diplomatisk immunitet.

Afrikanske flygtninge i fredelig protest mod en ny israelsk lov, der gør det muligt at tilbageholde udlændinge uden visum på ubestemt tid.

betragter migranterne som en trussel mod den jødiske sammenhængskraft i Israel. Omvendt har FN’s Flygtnin-

gehøjkommissariat (UNHCR) kritiseret Israels politik for at være i strid med flygtningekonventionen fra 1951.

11 Amnesty udgiver Fair Trials Manual

Stop for salg af tåregas til Bahrain Foto: Polfoto

Efter pres fra Amnesty International har Sydkorea besluttet at indstille eksporten af tåregas til Bahrain, hvor sikkerhedsstyrkerne har adskillige menneskeliv på samvittigheden på grund af forkert og overdreven brug af gas. ”Sydkorea sender et utvetydigt signal om, at Bahrains fortsatte undertrykkelse af fredelige demonstranter er uacceptabel, og at man ikke vil imødekomme fremtidige våbenhandler”, siger Brian Wood, der er leder af Amnestys kampagne for våbenkontrol. Ifølge et lækket dokument har Bahrain sendt en ordre i udbud på 1,6 millioner tåregaspatroner, 90.000 tåregasgranater og 145.000 chokgranater. Sydkoreanske DaekWang Chemical er blandt de virksomheder, som tidligere har leveret tåregas til Bahrain, men det er slut nu

Egyptens retssystem fortsætter med at overraske. I november blev 14 egyptiske kvinder idømt 11 års fængsel for at blokere trafikken under en demonstration til fordel for den afsatte folkevalgte præsident Mohamed Morsi. I samme uge blev den berygtede betjent, der bevidst skød demonstranter i øjnene under demonstrationer i 2011, idømt tre års fængsel.

Efter 16 års ventetid udkommer nu en opdateret version af Amnesty Internationals opslagsværk Fair Trials Manual, som benyttes af jurister, organisationer og eksperter over hele verden – ikke mindst i lande, hvor demokrati og domstole er ved at slå rod. Adgangen til en fair rettergang er en menneskeret, og bogen er et af Amnestys bidrag til en mere retfærdig verden. 11 Danmark sletter Burmas gæld

Under indtryk af de demokratiske reformer, som Burmas militærdiktatur har sat i søen de seneste to år – herunder en fri presse og løsladelsen af en række politiske fanger – har Danmark besluttet at eftergive sit tilgodehavende på omkring 200 millioner kroner. Det skete under udviklingsminister Rasmus Helveg Petersens (R) og kronprinsesse Marys besøg i januar. 11 Ønskeseddel til Hækkerup

Ifølge Physicians for Human Rights er mindst 39 mennesker døde som følge af tåregas, siden de folkelige protester brød ud i Bahrain i marts 2011.

– med direkte henvisning til rapporter fra Amnesty og andre organisationer. Amnesty har identificeret otte andre lande, der tillader

salg af våben og ammunition til Bahrain: Belgien, Brasilien, Frankrig, Tyskland, Spanien, Schweiz, Storbritannien og USA.

I december trådte justitsminister Morten Bødskov (S) tilbage efter den såkaldte Christiania-sag, der også tvang PET-chef Jacob Scharff til at tage sin afsked. Amnesty har sendt sin ønskeseddel til den ny justitsminister Karen Hækkerup (S), herunder en uafhængig undersøgelse af overvågning i Danmark, synlig ID på politibetjente, bedre parlamentarisk kontrol med PET og en handlingsplan mod voldtægt. Læs flere nyheder på www.amnesty.dk amnesty I 5


N yheder yhede r

Mandela – en lysende stjerne Den 5. december mistede verden en af sine mest visionære ledere i kampen for at fremme og beskytte menneskerettighederne – Sydafrikas tidligere præsident Nelson Rolihlahla Mandela døde i en alder af 95 år. Mandelas historie og baggrund som advokat, anti-apartheid aktivist, revolutionær i oprørsbevægelsen ANC, fange på Robben Island gennem 28 år og til sidst præsident i et forenet Sydafrika, hvor han tildelte sine tidligere fjender plads i regeringen, er enestående, og Amnesty betegner ham som ”en lysende stjerne for menneskeheden”. ”Som statsleder nægtede han at acceptere uretfærdighed. Nelson Mandelas mod var med til at ændre hele verden. Hans engagement i menneskerettighederne var karakteriseret ved en urokkelig beslutsomhed for at udrydde racediskriminationen under apartheid og senere et vitalt arbejde for at bekæmpe HIV/AIDS i Sydafrika. Hans arv vil vare i generationer i Afrika.

Kina har gjort internettet rent Den kinesiske regering proklamerer, at den har sejret i det, den kalder udrensningen af rygter, negativitet og dårlig opførsel på internettet. Siden i sommer har regeringen arresteret dusinvis af borgere, som ifølge myndighederne har spredt rygter på internettet, og den har indført nye straffe for at offentliggøre ærekrænkende historier. Samtidig har landets førende bloggere været indkaldt til samtaler, hvor de er blevet opfordret til at handle i rigets tjeneste, mens myndigheder på alle niveauer har opgraderet tilstedeværelsen online for at kontrollere informationsstrømmen i cyberspace. ”Hvor internettet tidligere indeholdt en blanding af godt og skidt, så er skyen over cyberspace nu drevet væk, fordi vi har slået ned på online rygter”, sagde Kinas viceminister for State Internet Information Office, Ren Xianliang, i november. En undersøgelse viser, at antallet af indlæg

fra 100 førende opinionsdannere er faldet med 25 procent i perioden, og at tomrummet er udfyldt med regeringsvenlige blogs. Kritikere mener, at regeringen risikerer et tilbageslag. ”Hvis folk ikke har noget sted, hvor de kan udtrykke sig frit, så kan det pludselig koge over”, siger historikeren Zhang Lifan til AP.

Foto: Scanpix

FN undersøger Snowdens afsløringer FN indleder nu en undersøgelse baseret på whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer af, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA og den britiske GCHQ bruger hemmelige programmer til at overvåge, lagre og analysere milliarder af emails, telefonsamtaler og tekstbeskeder over hele verden. FN’s særlige rapportør Ben Emmerson fastslår, at Snowdens afsløringer i allerhøjeste grad har offentlighedens interesse, og han bakker op om de medier, der har rapporteret intensivt om aflytningsskandalen. Flere britiske politikere har opfordret til at straffe avisen The Guardian, der er gået forrest med at offentliggøre Edward Snowdens dokumenter. ”Det er en forbløffende antagelse, at denne form for journalistik kan sidestilles med at hjælpe og tilskynde til terrorisme. Det må jeg afvise fuldstændig. Afsløringerne er præcis den form for informationer, som en fri 6 I am n e s ty

presse bør afdække”, siger Ben Emmerson. Senest har The Guardian afsløret, at NSA indsamler 200 millioner sms-beskeder om dagen fra hele verden via et projekt med kodenavnet Dishfire. Ud fra beskederne kan NSA for eksempel hente data om kreditkortnumre, rejseplaner og opholdssteder. En række internetgiganter som Google, Facebook, Yahoo, Twitter og Apple skrev i december et åbent brev, hvor de opfordrer til omfattende reformer af den statslige overvågning: ”I mange lande er balancen tippet over til fordel for statsmagten og væk fra individets rettigheder”. Samtidig har Amnesty International anlagt sag i Storbritannien, fordi organisationen mener, at den er blevet udsat for ulovlig overvågning. ”Som en global organisation arbejder vi med en række sensitive emner, som i sagens

natur har efterretningstjenesternes særlige interesse både i Storbritannien og USA. Derfor er vi dybt bekymrede for, at vores kommunikation er blevet aflyttet og opsnappet”, siger Amnestys øverste juridiske chef, Michael Bochenek. Edward Snowden, som befinder sig i Moskva, betegner allerede sin mission som fuldført: ”Mit ønske var ikke at ændre samfundet. Mit ønske var at give samfundet mulighed for selv at afgøre, om der skal ske forandringer”, siger Edward Snowden til Washington Post.


Foto: Polfoto

Mens bomberne regner ned over Syriens byer, mødtes krigens parter den 22. januar til en FNfredskonference i Geneve. Dagen før offentliggjorde tre højt respekterede jurister, der har stået i spidsen for FN-domstolene i Jugoslavien og Sierra Leone, en rapport med fotografier af 11.000 udsultede og voldsomt torturerede lig fra Syriens arresthuse og militærhospitaler.

”Syriens torturmaskine har eksisteret i 30-40 år, men den kører på absolut højtryk under oprøret og borgerkrigen. Det er umuligt at beskrive, hvor kynisk og uhyggeligt torturen udspiller sig bag murene i præsident Assads fængsler”, lyder det fra Amnesty International.

Flere fanger forlader Guantánamo Amnesty International har i årevis ført kampagne for enten at løslade fangerne eller stille dem for en dommer. Senest har den pensionerede amerikanske general Michael Lehnert, der havde ansvaret for fangelejren, da den åbnede i januar 2002, kaldt hele projektet en stor fejltagelse, fordi den ”bekræfter alle de negative opfattelser af USA”. ”Set i bakspejlet var hele strategien forkert. Fængslet skulle aldrig have været åbnet”, skriver han i Detroit Free Press.

Michael Lehnert afslører, at han tidligt fandt ud af, at de fleste fanger ikke havde nogen efterretningsmæssig værdi. ”Vi havde verdens velvilje efter terrorangrebet, men vi satte den over styr gennem vores handlinger på Guantánamo – både gennem tilbageholdelser og tortur. Det er tid til at lukke Guantánamo. Når vi trækker vores tropper hjem fra Afghanistan, er det et perfekt tidspunkt i historien til at gøre det”, skriver Michael Lehnert.

Demonstranter på Trafalgar Square i London markerer 12-årsdagen for de første fangers ankomst til Guantánamo. Foto: Polfoto

12 år efter at de første fanger ankom til den amerikanske fangelejr i Guantánamo Bay på Cuba iført orange dragter, høreværn, hætter og lænker på hænder og fødder, sidder der fortsat 155 fanger i barakkerne – langt de fleste uden hverken anklage eller dom. Men efter flere års stilstand i præsident Obamas bestræbelser på at lukke lejren, er der måske atter ved at komme skred i udviklingen. I begyndelsen af december løslod USA to fanger fra Algeriet, og før jul blev yderligere to mænd sendt hjem til Saudi Arabien. De blev pågrebet i Afghanistan og Pakistan i 2002 og sendt til Guantánamo, men de er aldrig blevet sigtet for noget strafbart. Lige før nytår blev yderligere tre kinesiske uighurer løsladt, da de fik grønt lys fra Slovakiet til at genbosætte sig dér. Sammen med 19 andre uighurer blev de ved en fejl pågrebet i Afghanistan i 2001 og udsat for tortur på Guantánamo. I 2008 blev de beordret løsladt af en dommer i USA, men de kunne ikke sendes hjem af frygt for overgreb i Kina, hvor uighurerne er en forfulgt etnisk minoritet. De øvrige uighurer er sendt til Albanien og Stillehavsøerne Palau og Bermuda. General: Luk Guantánamo I alt har USA tilbageholdt 779 mænd i Guantánamo som en del af den såkaldte krig mod terror, der blev indledt af tidligere præsident George W. Bush efter terrorangrebet den 11. september 2001.

amnesty I 7


Gode Nyheder

Amnesty aktionerer imod uretfærdige retssager, dødsdomme og andre krænkelser af menneske­rettighederne over hele verden. Du kan skrive under på vores hasteaktioner på amnesty.dk og sms-netværket Lifeline. Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1919. Det er gratis.

Af B j a r k e W i n d a h l P e d e r s e n

Yorm Bopha løsladt i Cambodja Den cambodjanske frontfigur i kampen mod tvangsrydninger, Yorm Bopha, blev i slutningen af november løsladt mod kaution. hjem, efter at regeringen udlejede området til en virksomhed. Virksomheden fyldte en flod med sand, og det ledte til oversvømmelser og ødelæggelse af husene omkring den. Kampen er ikke ovre Selv om Cambodjas højesteret i november afgjorde, at Yorm Bopha skulle løslades mod kaution, og at domstolene nu skal genoverveje hendes sag, så er hun stadig ikke frikendt. “Yorm Bophas løsladelse er en rigtig god nyhed, men det er skuffende, at dommen ikke ophæves, og at sagen dermed ikke er overstået. Hun skulle aldrig have været indespærret i første omgang”, siger Rupert Abbott, Amnestys researcher i Cambodja. Amnesty understreger, at sagen om Yorm Bopha symboliserer en foruroligende udvikling i Cambodja, hvor menneskerettighedsforkæmpere bliver chikaneret, arresteret og dømt for deres fredelige aktivisme. 1

Foto: Polfoto

Yorm Bopha var lettet og glad, men også kampberedt, da hun mødte Amnestys researchere kort tid efter sin løsladelse: ”Tusind tak til alle jer Amnesty-aktivister. Min løsladelse viser, at jeres kampagne har været en succes. Men min sag er ikke ovre, så fortsæt jeres pres på den cambodjanske regering for at standse sagen imod mig. Og bliv ved med at støtte mig, mit lokalsamfund og andre i Cambodja. Den største succes opnår vi, når vi alle arbejder sammen!” 31-årige Yorm Bopha, der er gift og mor til en 8-årig søn, havde siddet i fængsel siden september 2012. Hun var dømt for et overfald mod to mænd, selv om der ikke var nogen beviser mod hende, og selv om vidneforklaringerne var usammenhængende. Amnesty mener, at fængslingen skyldes hendes menneskerettighedsarbejde som frontfigur i kampen mod tvangsrydninger i Boeung Kak samfundet. Siden 2007 er flere tusinde indbyggere blevet tvunget fra deres

Yorm Bopha får en ordentlig krammer af sin søn, mens hun takker venner og aktivister for moralsk støtte og opbakning under sit fængselsophold.

Foto: Polfoto

Pussy Riot på fri fod Efter næsten to år i fængsel blev Pussy Riot aktivisterne Maria Aljokhina og Nadezhda Tolokonnikova i december løsladt og er klar til flere aktioner.

Nadezhda Tolokonnikova (tv) og Maria Aljokhina er genforenet efter løsladelsen fra hver deres fangelejr.

8 I am n e s ty

”En tid bestående af endeløse ydmygelser”. Sådan beskriver Maria Aljokhina sin tid i et russisk fængsel. Til avisen The Guardian fortæller Aljokhina, at hun i forbindelse med sin retssag blev udsat for tvungne gynækologiske undersøgelser hver dag i tre uger som led i de rutinemæssige visitationer af kvindelige fanger. ”De russiske myndigheder kan ikke blive ved med at have denne form for absolut magt over os”, siger Aljokhina, der nu vil arbejde for de indsattes rettigheder i russiske fængsler. Maria Alyokhina og Nadezhda Tolokonnikova blev i marts 2012 anholdt og tiltalt for ”hooliganisme motiveret af religiøst had”, da Pussy Riot optrådte med en Putin-kritisk sang

i Moskvas største katedral. Lige siden har Amnesty International og en lang række andre organisationer over hele verden kæmpet indædt for deres løsladelse. Det skete kort før jul som led i en større amnesti, der også omfatter Ruslands mest kendte forretningsmand Mikhail Khodorkovsky. Gennem Amnestys globale brevskrivningskampagne Skriv for Liv har kvinderne fået solidaritetshilsner fra hele verden, og de russiske myndigheder er blevet bombarderet med protestbreve. I Danmark har Amnesty været til møde på den russiske ambassade, hvor der også blev afleveret mere end 17.000 danske underskrifter for løsladelsen af Pussy Riot. 1


T E GNE R J annik H astrup | HIS T ORIE L isa B linkenberg og M ic hel B an z

✂ Klip ud og gem Politi: Said, nu siger Udlændingestyrelsen, at du kun er 16 år. Cirkeline: Men det har vi jo sagt hele tiden. Politi: Du skal flyttes til Center Gribskov, et center for unge under 18 år.

Cirkeline: Jubii, vi er fri igen! Skal vi ikke fejre det med en udflugt? Said: Hvor hen? Jeg kender ingen og har næsten ingen penge.

Cirkeline: Så lad os finde nye venner. Hej, du der, hvem er du? Zahra: Jeg hedder Zahra og er fra Syrien. Cirkeline: Åh nej, er det ikke dér, der er krig?

Zahra: Jo, jeg var nødt til at flygte. Cirkeline: Men hvor er din familie? Zahra: Jeg vil helst ikke tale om det. Jeg reddede livet, fordi jeg sov hos en veninde.

Cirkeline: Bare sig til. Du kan snakke med os når som helst. Zahra: Tak, fordi I vil være mine venner. Jeg er lidt ensom.

Said: Cirkeline, der er kommet brev fra Rahmat, du ved, vores ven fra Afghanistan. Han lyder trist. Han bor her og der, er bange for Taleban og har ikke noget arbejde.

Cirkeline: Så har han ingen adresse? Så kan vi jo ikke skrive tilbage til ham. Cirkeline: Bare det er en god nyhed. Åh, jeg håber sådan, at du får lov til at Zahra: Jeg har også fået brev fra myndighederne. Jeg tør ikke åbne det. blive her hos os. Zahra: Ja, men jeg vil også gerne ud af centret og gå på en rigtig skole. Said, vil du læse det for mig? Jeg tør ikke selv.

Fortsættelse følger... amnesty I 9


TE M A: My Bo d y M y Ri g h t s

Min krop – min ret

I 1994 vedtog verdens lande en ambitiøs handlingsplan for kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, så alle kvinder får selvbestemmelse over egen krop. 20 år senere står konservative og religiøse kræfter stadig i vejen for fremskridt. Status er, at syv millioner piger under 18 år hvert år går igennem graviditet og fødsel, mens 1.000 kvinder dør i barselssengen hver dag.

Hvert år føder syv millioner piger under 18 år et barn. Af dem er de to millioner under 14 år. Faktisk giftes hver tredje pige i udviklingslandene væk, inden hun bliver voksen. Det er ikke noget, pigerne selv vælger. De bestemmer ikke over deres eget liv – og endnu mindre over deres egen krop. To af barnebrudene er veninderne Tahani og Ghada fra Yemen, som du kan se på forsiden af bladet. Tahani blev gift som seksårig. Manden var 25. Barneægteskaber betyder for pigerne typisk også afbrudt skolegang, manglende uddannelse, tidlig graviditet og dårlige fremtidsudsigter. Den mest almindelige dødsårsag blandt 15-19-årige piger i udviklingslandene er komplikationer ved graviditet og fødsel. Andre bliver fysisk mærket for livet, fordi en pigekrop ikke altid er klar til at gennemgå en graviditet. Sådan lyder det fra FN’s Befolkningsfond, der i 1994 fik opbakning fra 179 lande til en ambitiøs handlingsplan for kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Det skete på den såkaldte Befolkningskonference i Cairo (ICPD), som ifølge eksperter var en milepæl i udviklingsarbejdet. Her satte landene nye mål for nedbringelse af mødredødelighed, antallet af uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme, og der blev talt meget om at sikre adgang til sundhedsydelser og rådgivning.

10 I am n e s ty

”ICPD satte reproduktiv sundhed og rettigheder på udviklingsagendaen og opnåede en epokegørende international konsensus om både mål og midler for det videre arbejde”, fastslår organisationen Sex & Samfund. Op ad bakke Men efter årtusindeskiftet er fremskridt afløst af modstand, siger Sex & Samfunds internationale sekretær Tania Dethlefsen: ”Konservative og religiøse bevægelser blandt andet fra USA og Vatikanet arbejder for at underminere ICPD og anerkendelsen af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder”, siger hun. Udviklingsministeriet og DANIDA betegner denne fløj som ”indædte abortmodstandere”, der alene vil acceptere det traditionelle familiemønster: ”Det er på denne fløj, at der ind imellem ses et formørket kvinde- og kønssyn: Kvinder har ringere status, rettigheder og muligheder – også selvom det betyder, at piger kan ende som barnebrude i et uønsket ægteskab, må forlade skolen og blive alt for tidligt gravide”. Danmark tilhører den modsatte fløj, hvor det grundlæggende handler om retten til at bestemme over egen krop: ”For os handler det om information, især seksualundervisning af unge, og om adgang til uddannet fødselshjælp og andre sund-

hedsydelser, inklusiv abort”, hedder det på ministeriets hjemmeside. De tørre tal viser behovet for forandring: 220 millioner kvinder har fortsat ikke adgang til moderne familieplanlægning. Kun halvdelen af kvinderne i Afrika syd for Sahara føder med uddannet fødselshjælp. Og årligt bliver omkring 140 millioner piger giftet væk, inden de fylder 18 år. Tilbage på sporet For at få ICPD-processen tilbage på sporet i 20-året for Cairo-konferencen er der nedsat en Task Force, som modtager økonomisk støtte fra Danmark, Tyskland, Holland og Finland. Med kronprinsesse Mary som protektor arbejder gruppen af tidligere statsledere for at fremme kvinders rettigheder. Det hele kulminerer, når FN’s generalforsamling til september gør status på handlingsplanen. Samtidig indleder Amnesty International kampagnen My Body My Rights, som over de kommende to år sætter fokus på kvinderettigheder i Irland, El Salvador, Nepal, Burkina Faso, Marokko, Algeriet og Tunesien. Vi bryder tavsheden om de tabuer, som har så stor betydning for piger og kvinders liv. Vi fortæller kvindernes historier. Og vi tager kampen op med de regeringer og organisationer, der forsøger at forhindre piger og kvinder i at bestemme over egen krop.


A f O le H off - lund | I llustration M ikkel H enssel

➜

amnesty I 11


TE M A: My Bo d y M y Ri g h t s Foto: Polfoto

Foto: Polfoto

Den 31-årige indiske statsborger Savita Halapannavar, der arbejdede som tandlæge i Irland, blev nægtet abort på trods af en livstruende blodforgiftning. Hun døde på et hospital i Dublin den 28. oktober 2012.

Irlændere i tusindvis gik på gaden i protest mod den stramme abortlovgivning, der forhindrer lægerne i at redde en kvindes liv.

Irland glemmer aldrig Savita To kvinder fra hver sin del af verden er ufrivilligt blevet hovedpersoner i deres hjemlandes abortdebatter. Beatriz fra El Salvador og Savita fra Irland kommer måske til at bane vejen for flere rettigheder for deres landskvinder. Men omkostningerne har været store. Da 22-årige Beatriz fra El Salvador, der var gravid med sit andet barn, blev undersøgt af sin læge i foråret 2013, var meldingen nedslående. Graviditeten forværrede en kronisk sygdom i hendes immunsystem og ville sandsynligvis ende med at koste hende livet. Derudover manglede fosteret dele af hjernen og ville dø ved fødslen eller kort efter. En abort ville være den eneste garanti for, at Beatriz ville kunne overleve og vende tilbage til sin landsby for at tage sig af sin lille søn på 15 måneder. Men El Salvador har en af verdens mest strikse abortlovgivninger, hvor selv ikke moderens liv vægtes over fosterets, og hvor en abort kan give årelange fængselsstraffe for både den gravide og lægen, der udfører den. 1 2 I amn e s ty

Beatriz’ læger turde ikke udføre en abort af frygt for at blive retsforfulgt, og Beatriz kunne ikke gøre andet end at se sin mave vokse i takt med, at hendes helbred blev forværret. Et katolsk land Få måneder tidligere på den anden side af Atlanterhavet i byen Galway i Irland tog den 31-årige indiske statsborger Savita Halapannavar på hospitalet med smerter i maven. Savita, der arbejdede som tandlæge i Irland, var gravid i 17. uge. På hospitalet noterede lægen, at vandet var gået, og at Savita var ved at abortere. Men da fosterets hjerte stadig slog, kunne lægerne ikke afslutte graviditeten, selvom Savita og hendes mand tiggede dem om det. Irlands abortforbud er, sammen

med Maltas, det mest vidtgående i Europa. ”Dette er et katolsk land”, lød det beklagende svar fra en jordmoder til Savita og hendes mand, Praveen. Først efter fire dage døde fosteret, og Savita kunne få sin abort, men da var det for sent. Savita fik blodforgiftning og organsvigt. Kejsersnit reddede Beatriz’ liv Savita døde, men Beatriz overlevede. Efter massivt internationalt pres fra blandt andre FN og Amnesty International tillod myndighederne Beatriz’ læger at foretage et kejsersnit på hende, da hun var 27 uger henne, og dermed afbryde den graviditet, der var ved at koste hende livet. Barnet overlevede kun få timer efter fødslen.


A f N ora R ahbek K anafani

STOP KRIMINALISERINGEN AF ABORT Amnesty arbejder for, at hverken kvinder, der får en abort, eller de læger, der udfører dem, skal retsforfølges. Staten skal tilbyde kvinder abort, hvis kvindens helbred er i fare, eller hvis graviditeten er et resultat af voldtægt. I El Salvador er abort ulovligt i alle tilfælde, selv hvis graviditeten bringer kvindens liv i fare, eller hvis hun er blevet gravid som følge af en voldtægt. Siden 2000 er mere end 129 kvinder blevet anklaget for at have fået en abort. De fleste er unge mellem 18 og 25 år fra de laveste sociale lag. I Irland er abort ulovligt i alle tilfælde, med mindre der er en ”reel og substantiel” risiko for, at kvinden dør – inklusiv risiko for selvmord. Undtagelsen blev tilføjet efter en højesteretsdom i 1992, der krævede, at de irske myndigheder ikke måtte nægte en 14-årig selv-

mordstruet pige abort. Pigen var blevet gravid efter at være blevet voldtaget af sin venindes far, og de irske myndigheder forsøgte i begyndelsen at forhindre hende i at rejse til England for at få foretaget en abort. I 21 år undgik skiftende irske regeringer at lovgive om retten til abort, hvis den gravides liv er i fare. Først efter Savita Halapannavars død vedtog parlamentet en lov, der tillader abort i de tilfælde, hvor kvinden er i livsfare. Chile, Den Dominikanske Republik, El Salvador, Nicaragua, Malta og Sydsudan er nogle af de lande, der forbyder abort i alle tilfælde, også hvis moderen er i livsfare. Syd- og Mellemamerika er den region i verden, der har den strengeste abortlovgivning. Fælles for disse lande er, at de har en stærk tilstedeværelse af den katolske kirke.

Beatriz’ helbred er stadig dårligt, men hun er nu vendt hjem til sin lille søn. I sidste måned anlagde hun en sag ved Den Inter-Amerikanske Menneskerettighedskommission i håbet om, at ingen andre kvinder skal gennemgå det samme som hun. I Irland medførte Savitas død et nationalt ramaskrig, og debatten om abort blussede op på ny. Dødsfaldet understregede for alvor, hvordan irske læger og jordmødre balancerer på en knivsæg, når de skal afgøre, om en graviditet skal afbrydes på grund af moderens helbred. Irlands næsten totale abortforbud tillod på papiret kun abort i de tilfælde, hvor moderens liv er i overhængende fare; men indtil for nylig var det op til den enkelte læge eller jordmoder at vurdere, hvorvidt en abort skal foretages, eller om man vil vente og se tiden an. En beslutning, der i Savitas tilfælde fik katastrofale konsekvenser.

der før var imod abort uanset omstændighederne, til at gå ind for det i begrænsede tilfælde”, fortæller Jacqueline Healy. Omkring 4.000 irske kvinder rejser hvert år til England for at få foretaget en abort. Blandt dem er der helt unge kvinder, der er blevet voldtaget eller udsat for incest, og kvinder, som efter fosterskanningen ved, at de bærer på et handicappet barn, der sandsynligvis ikke overlever fødslen. Jaqueline Healy fortæller, at de kvinder, der ikke har råd til at rejse, tyer til usikre metoder for at komme af med det uønskede foster, for eksempel ved at købe abortpiller på nettet. Andre låner penge, tigger eller stjæler for at kunne rejse. Asylansøgere i Irland har slet ikke mulighed for at forlade landet, og Jacqueline Healy kender kvinder, der har måttet ty til illegale og risikable aborter under uhygiejniske forhold.

Et spørgsmål om diskrimination Menneskerettighedsadvokaten Jacqueline Healy fulgte Savitas sag tæt. Hun mener, at abortdebatten i Irland grundlæggende handler om kvinders basale rettigheder, nemlig retten til at bestemme over egen krop og eget helbred og retten til ikke at blive udsat for diskrimination. “Savitas historie brød tavsheden om abort. Det var først, da hun døde, at folk igen begyndte at snakke om abort og om i hvilke tilfælde, det skulle være tilladt. De fleste mente, at hvis en kvindes liv var i fare, skulle hendes liv veje tungest. Sagen fik mange mennesker,

Abort er skamfuldt Amnesty Irland har i flere år presset på for at få den irske regering til at sikre, at landets abortlovgivning lever op til menneskerettighederne. Savitas død og de efterfølgende protester tvang Irlands parlament til at gennemføre en ny abortlovgivning, der trådte i kraft den 1. januar 2014. Den slår fast, at en abort er tilladt, hvis kvinden er i overhængende livsfare. ”Abort er højst stigmatiserende og skamfuldt i Irland”, fortæller Sorcha Tunney, der er kampagneleder i Amnesty Irland. ”Kvinder føler sig som kriminelle, fordi det

Amnesty-medlemmer fra hele verden sendte

170.000

underskrifter til El Salvadors regering med kravet om, at Beatriz skulle have ret til en abort.

er ulovligt at få en abort, og det kan give op til 14 års fængsel. Retten til den ufødtes liv er nedskrevet i vores grundlov, og det står i vejen for en ordentlig lovgivning”. Selvom Sorcha Tunney ser loven som et skridt i den rigtige retning, arbejder Amnesty Irland stadig for en afkriminalisering af abort, så kvinder og læger ikke kan retsforfølges. ”Hvad hvis det var min søster?” Også i El Salvador vakte Beatriz’ skæbne stor opmærksomhed. ”Det lader til, at Beatriz’ historie fik folk til at stille sig selv spørgsmålet: Hvad hvis det var min søster, min kæreste eller min mor, der havde brug for at afslutte en graviditet?”, fortæller Esther Major, der er ekspert i sydamerikanske forhold i Amnesty og var involveret i Beatriz’ sag i samarbejde med lokale kvindeorganisationer. En lovændring ligger ikke lige for, da der er stor opbakning til det totale forbud mod abort i befolkningen. Men Esther Major mener, at vejen frem ligger i at oplyse almindelige mennesker om konsekvenserne af lovgivningen, og hvordan loven diskriminerer de fattigste, der for eksempel ikke har mulighed for at forlade landet for at få en abort. ”Loven i El Salvador forsøger at indgyde skam og skyld i landets piger og kvinder. Vi håber på at fjerne den følelse af skam og stigmatisering og placere det på de skuldre, der burde bære dem, nemlig de politikere, der intet gør for at ændre denne forfærdelige situation”, siger Esther Major. 1 amnesty I 13


TE M A: My Bo d y M y Ri g h t s

Alle piger og kvinder har ret til selv at beslutte, om og hvornår de vil have sex, få børn eller blive gift. De har også ret til rådgivning og lægehjælp ved graviditet og fødsel. Men i dag er det langt fra alle, som har friheden til selv at træffe de personlige valg om sundhed, seksualitet og familie, selv om beslutningerne har vidtrækkende konsekvenser for resten af livet. De kommende to år sætter Amnesty fokus på se såkaldte seksuelle og reproduktive rettigheder, som piger og kvinder over hele kloden kæmper for.

IRLAND: 14 ÅR I FÆNGSEL FOR AT FÅ ABORT

EL SALVADOR: ABORTFORBUD OG VOLD MOD PIGER

I Irland er der tæt ved totalt forbud mod abort. Kvinder, der får en abort, og de læger, der udfører dem, risikerer en straf på 14 års fængsel. Kun hvis der er en reel risiko for, at moderen eller barnet dør, kan der gøres en undtagelse. Men undtagelsen er stadig ikke tilstrækkeligt indskrevet i loven. For tiden debatteres loven igen i det irske parlament. Debatten startede, da den unge indiskfødte Savita Halappanavar på trods af komplikationer under sin graviditet i 2012 blev nægtet en abort og døde.

Sidste år var Amnesty-medlemmer fra hele verden med til at sikre en livsnødvendig abort til den unge mor Beatriz. Men kvinder som Beatriz rammes stadig af El Salvadors totale abortforbud, selv hvis graviditeten sætter deres liv i fare eller skyldes voldtægt. Halvdelen af alle seksuelle overgreb mod kvinder rammer piger i alderen 12 – 18 år, og tal fra 2011 viser, at teenagepiger står bag næsten 30 procent af alle fødsler i landet.

1 4 I amn e s ty


A f B jarke Windahl P edersen og L æ rke risborg jakobsen | I llustration M ikkel H enssel

VOLDTÆGT: GIFTER SIG TIL STRAFFRIHED I Marokko, Algeriet og Tunesien er voldtægtsofre ikke beskyttet af loven. Men det er gerningsmanden, hvis han gifter sig med sit offer. Det fik i 2012 den bare 16-årig marokkanske pige Amina til at begå selvmord, efter hun var blevet gift med den mand, der voldtog hende. Generelt beskytter landenes love ikke kvinder godt nok mod vold. I Marokko er voldtægt inden for ægteskab ikke en forbrydelse. Det er frivillig sex uden for ægteskab derimod. I Tunesien skønnes det, at 16 procent af alle kvinder bliver udsat for seksuel vold i løbet af deres liv. I næsten 80 procent af sagerne er det deres partner, der udøver volden. I Algeriet har kvinderne tilsyneladende vænnet sig til volden. En undersøgelse fra 2006 viser, at 67,9 procent af kvinderne accepterer hustruvold.

BRYLLUP: EN DØDSDOM FOR HELT UNGE PIGER

I mange fattige lande giftes piger væk, før de er voksne og selv har mulighed for at sige ”ja” eller ”nej”. Ægteskabet stopper pigernes uddannelse og begrænser deres sociale netværk, mobilitet og selvstændighed. De unge brude har en meget lille indflydelse i forhold til deres mænd og svigerfamilier, og de er ekstremt sårbare over for vold og seksuelt misbrug, som er langt mere udbredt i børneægteskaber. Tidlig seksuel aktivitet betyder også tidlig graviditet, selvom det i en for ung alder kan være skadeligt. I lande som Chad, Guinea, Mali og Niger, hvor børnebryllupper er almindelige, føder halvdelen af alle piger, før de fylder 18 år. UNICEF kalder børnebryllupper en ”dødsdom for mange unge piger”.

AFRIKA: PIGER OMSKÆRES, FØR DE BLIVER KVINDER Female Genital Mutilation (FGM) – kvindelig omskæring – består i hel eller delvis fjernelse og i nogle tilfælde sammensyning af de ydre kvindelige kønsdele. Det bliver næsten altid udført, mens pigen er barn, og ritualet er udbredt i 27 lande primært i Nordøstafrika og syd for Sahara. Under omskæring risikerer pigerne forblødning, infektioner, overførsel af sygdomme og store smerter. Senere i livet risikerer kvinderne blandt andet sterilitet og smerter forbundet med sex og graviditet. Ifølge World Health Organisation er der på verdensplan cirka 140 millioner omskårne piger og kvinder. Både metoder og udbredelse varierer meget fra land til land. I Somalia er 98 procent af alle kvinder mellem 15 og 49 år omskåret. Omskæring har ingen kendte sundhedsfordele.

NEPAL: LIVMODER-SYGDOM OG DISKRIMINATION

TRAFFICKING: DET GLOBALE SEXSLAVERI VOKSER

Helt op mod 600.000 nepalesiske kvinder lider af nedsunket livmoder. Men selvom kvinderne får seksuelle problemer, store fysiske smerter, risikerer sterilitet og har brug for medicinsk hjælp, så fortier de ofte sygdommen af frygt for at blive udstødt af deres mænd og samfund, hvis de ikke kan arbejde. Lidelsen opstår, fordi kvinderne ofte føder i en meget ung alder og mange gange igennem livet, og fordi de typisk udfører hårdt fysisk arbejde kort efter fødslerne.

Trafficking er, når mennesker med tvang, vold, trusler eller falske løfter ender som slavearbejdere, oftest i sexindustrien, langt fra deres eget hjem. Det anses for det hurtigst voksende kriminelle marked og rammer i helt overvejende grad kvinder og børn. Mere end halvdelen af alle identificerede ofre for trafficking er blevet udnyttet seksuelt, og 98 procent af dem er kvinder og piger. Overlevere fortæller om et liv i isolation med daglig fysisk og psykisk nedgørelse og konstante seksuelle overgreb. Det vurderes, at to millioner børn hvert eneste år udnyttes på det globale illegale sexmarked. amnesty I 15


TE M A: My Bo d y M y Ri g h t s Foto: Polfoto

Mere end

20.000.000 lever som slaver Hvis du tror, at slaveri blev udryddet for århundreder siden, så tro om igen. I dag er der flere slaver end nogensinde før, og blandt verdens næsten 30 millioner slaver betaler kvinderne den største pris. Det fortæller eksperten Kevin Bales, som vil udrydde slaveriet inden for sin egen levetid.

Kevin Bales vil aldrig glemme, da han første gang stod ansigt til ansigt med en kvinde, der netop var kommet ud af slaveri. Hun var 23 år gammel, stammede fra Mali og var blevet fundet i en lejlighed i Paris. Her var hun blevet tortureret og mishandlet på måder, Kevin Bales ikke troede muligt. Hun kendte ikke til årstider, vidste ikke, at hun havde en fødselsdag og anede ikke, at jorden var rund. Da hun var otte år, havde en lokal familie hentet hende til Paris, og siden været ansvarlig for det mest grusomme seksuelle misbrug af pigen, som nu havde berøvet hende de mest fundamentale dele af hendes psyke. Den slags dagligt seksuelt misbrug rammer millioner af kvinder, der lever som slaver verden over, fortæller den amerikanske forsker Kevin Bales, der er en af verdens førende eksperter inden for moderne slaveri. I hans øjne betaler kvinderne en langt højere pris end mændene: ”Når du gør mænd og kvinder til slaver, kan du bruge dem til arbejde og seksuelt misbrug, men misbruget rammer stort set altid kun kvinderne. Slaveri handler nemlig om total kontrol over et andet menneske og over deres kroppe. Når det kommer til mænd, handler slaveri om kontrol af den ydre del af kroppen. Men når det kommer til kvinderne, betyder slaveri ofte kontrol af både den ydre og den indre del. Ikke bare seksuelt misbrug, men også graviditet og abort, lemlæstelse af kønsdele, tortur og salg af orga16 I am n e s ty

ner. Alle disse forbrydelser ser vi mest over for kvinder”, siger Kevin Bales til AMNESTY. Siden 1990’erne har Kevin Bales beskæftiget sig med moderne slaveri, og han har grundlagt organisationen Free The Slaves. Med hans økonomiske baggrund har han kortlagt forskellige landes slave-industrier for at blive klogere på de økonomiske mekanismer, der styrer forbryderne. Og han kalder det en generel misforståelse, at kvinder primært bliver udnyttet seksuelt i prostitutionsindustrien. Problemet er nemlig langt mere omfangsrigt, og vi overser, at alle kvinder i slaveri – uanset om de arbejder i marken, i hjemmet eller fabrikken – ofte er udsat for voldtægt. ”Når de her mænd har total kontrol over kvinder, uanset hvilken form for slaveri, vil nogen udnytte den totale magt til at misbruge kvinder seksuelt. At have fuld kontrol over et menneske skaber ganske enkelt en dødelig spiral af brutalitet”, siger Kevin Bales, der vurderer, at der findes 21-30 millioner slaver på verdensplan. Hvad man ikke ser Slaveri er i den vestlige verden en skjult forbrydelse, der foregår bag lukkede døre på fabrikker, hoteller, restauranter, bordeller eller i private hjem. Selv i et land som Danmark med høj retssikkerhed, vurderer Bales, at der er omkring 700 slaver, der lever som hushjælpere, fabriksarbejdere eller hotelpersonale

under forhold, der reelt er slaveri. De er tvunget til at arbejde uden løn og under trusler om vold, og de kan ikke slippe væk. Bales understreger, at tallene er et overslag, men han efterlyser, at politikere og beslutningstagere i Europa og USA rykker slaveri højere op på deres agenda og afsætter midler til for alvor at gøre noget ved problemet. Absurde prioriteringer Kevin Bales opstiller et regnestykke, der udstiller absurditeten i politikernes prioriteringer. Hvis man ser på USA, er der omkring 45.000 politifolk, der er særligt uddannet til at opklare landets cirka 17.000 årlige mord. Inden for USA’s grænser estimerer forskere, at der minimum er 40.000 mennesker i slaveri, men der er kun 100 politifolk, der er særligt uddannet til at opklare forbrydelser inden for menneskehandel. ”Økonomisk set bruger amerikanerne ligeså mange penge på at bekæmpe menneskehandel, som de bruger på deres militære orkestre”, siger Bales i en lettere ironisk tone. I hans øjne er det helt vanvittigt, men forklaringen er ikke simpel, mener han: ”Mønstret er det samme for alle de rige lande. En del af det skyldes, at datamaterialet på området er for dårligt. Det er svært at vide, hvor stort problemet er med de her forbrydelser. Opmærksomheden har indtil nu også været påvirket af en kulturel misforståelse. Vi


A f S ofie H viid Indiske børn i landbyen Mandola arbejder syv dage om ugen med at lave mursten.

Foto: Kay Chernush for the U.S. State Department

siger til hinanden, at det er noget, der sker for filippinske piger, og at det ikke handler om os. De er udlændinge, og de har sikkert selv været udenom det. Vi har simpelthen en tendens til at kaste skylden på offeret og det kulturelle rum”. Sygdommen kan udryddes Siden Kevin Bales grundlagde Free The Slaves i 2000, har han set tusinder af mennesker træde ud i frihed og blive reintegreret i samfundet, og han har sat sig som mål at udrydde slaveri i sin egen levetid. Selvom det ikke bliver med politikernes hjælp, tror han på det. Pengestærke donorer er begyndt at støtte kampen med deres private formuer, ligesom medierne har fået større interesse for området. Det er en proces, der kræver ressourcer, fordi befrielsen langt fra slutter i det øjeblik, man har vristet et menneske ud af kløerne på forbryderne. Først dér starter reintegrationen, der skal sikre, at de bliver økonomisk uafhængige og selvstændige hele mennesker, der kan blive en del af det samfund, de flytter tilbage til. Præcis som den unge kvinde fra Mali, der var med til at åbne Bales’ øjne for slaveriets moderne realiteter. I dag er hun kommet langt, siden hun blev opdaget i Paris. Med hjælp fra organisationer har hun fået arbejde, hun har en kæreste og lever som et menneske med valgmuligheder og kontrol over sit eget liv. Hele denne proces er faktisk også en god for-

retning for verdensøkonomien, forklarer Kevin Bales, for mennesker, der er befriet fra slaveri producerer og forbruger mere. De reducerer også korruptionsniveaet i samfundet, fordi de kender deres rettigheder, og fordi de typisk ikke vil acceptere udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft. Bales tror derfor også på, at vi vinder kampen mod slaveri, fordi vi nu har alle forudsætninger for at gøre det, og fordi verdenssamfundet reelt set vinder på at skabe en fri befolkning: ”Man kan sige, at slaveri er som en stor epidemi, men nu har vi vaccinen. Der er ikke nogen grund til, at vi ikke kan udrydde denne sygdom. Der er ingen seriøs forhindring for, at vi udrydder slaveri”.

En thailandsk kvinde holder øje med sin venindes barn, mens barnets mor betjener en kunde i Bangkoks luderkvarter. Børn af prostituerede er særligt sårbare for seksuelt misbrug og trafficking, fordi efterspørgslen på unge piger er høj.

Blå bog om Kevin Bales Kevin Bales har en Ph.d. fra London School of Economics, og han har blandt andet skrevet bogen ’Disposable People’ fra 1999, der var nomineret til en Pulitzer-pris. Bales har desuden stiftet organisationen Free the Slaves, der er tilknyttet den internationale bevægelse Anti-Slavery International. Han er professor ved engelske Hull University på Wilberforce Institut for Studier af Slaver og Frigørelse (WISE) og konsulent for FN’s globale program til bekæmpelse af menneskehandel. Kevin Bales rådgiver desuden regeringer rundt omkring i verden i spørgsmål om moderne slaveri og menneske­handel. Hvis du vil vide mere om moderne slaveri – også i Danmark – kan du se mere på globalslaveryindex.org

a mn e s t y I 1 7


JA PAN

Frygten i Fukushima Næsten tre år efter jordskælvet og tsunamien i Japan frygter befolkningen, at de sande helbredsmæssige konsekvenser af nedsmeltningen på atomkraftværket i Fukushima holdes skjult. AMNESTY har besøgt den forbudte zone, hvor omkring 20.000 mennesker mistede livet.

1 8 I amn e s ty


A f H anna S istek | F oto Christina S jĂś gren

➜ amnesty I 19


JA PAN

Frygten i Fukushima ➜

Tomomi Yambe er moder til tre, men hun tør kun at lade dem lege udendørs en halv time om dagen af frygt for den radioaktive stråling.

2 0 I amn e s ty

Det første, du bemærker i Fukushima, er stedets naturlige skønhed. To frodige bjergkæder strækker sig vandret gennem et stort område med frodige rismarker og charmerende huse. Men i dag er strålingsmålere blevet en integreret del af billedet. I Minamisoma, en by lige nord for den 20 kilometer store evakueringszone omkring atomkraftværket Daiichi, er en tredjedel af befolkningen rejst. For selv om byen ikke officielt er erklæret i farezonen efter reaktornedsmeltningen den 11. marts 2011, er mange beboere bange. Det er bare ikke alle, der har råd til at rejse. ”Jeg spørger mig selv hver dag, om det var den rigtige beslutning at blive”, siger Tomomi Yambe, der er mor til tre. Vi er i en lagerbygning, der nu fungerer som både indendørs legeplads for børnene og fødevaredistributionscenter for de beboere, som er bange for at spise de lokale produkter og drikke vandet fra hanen. Det har vist sig at være dyrt for de lokale at købe varer uden for området, men en organisation, der kalder sig Bridge for Fukushima, har indsamlet fødevarer, som har overskredet holdbarhedsdatoen, og uddelt dem til beboerne. I dag er der chokoladekage og dåsemajs til alle. Yambe forsøger at købe grøntsager, som er dyrket uden for Fukushima, men udvalget er ringe, og mange af de sæsonvarer, som hun engang elskede at spise, kan ikke længere fås efter katastrofen. ”Jeg er bekymret over det, vi spiser”, siger hun. Til trods for, at de lokale grøntsager er blevet testet af myndighederne og regnes for sikre, er Yambe stadig ikke overbevist. Hun holder øje med sine børn – toårige Nanami og fireårige Auymi bager sandkager, og Haruko på tre måneder sidder på sin mors skød. ”Efter ulykken ville jeg slet ikke have, at de gik udenfor”.

Til sidst besluttede hun dog at lade de to ældste gå udenfor i en halv time om dagen. Men, siger hun, det er ikke nok, og hun kan se, at det påvirker børnene negativt at blive holdt inden døre. ”De græder mere nu og af ingenting. Jeg kan mærke, at de er frustrerede”. Den indendørs legeplads har et klatrestativ, en oppustelig pool fyldt med farvede plastikbolde og et telt til at lege gemmeleg. Men når solen skinner på et smukt fyrretræ uden for vinduet, er der stor kontrast til det kunstige lys, som børnene må lege i. Søger efter en fjende 55-årige Yoshigisa Kojima leder den indendørs legeplads, hvor Yambes børn leger. Han siger, at beboerne har fået forskellige udmeldinger fra regeringen, og at dette blot nærer deres usikkerhed. ”Regeringen siger, at vandet er sikkert. Men samtidig må du ikke spise fisk. Så mødrene begynder at spekulere over, om de nu også kan lade børnene drikke vandet”, forklarer han. ”Og til trods for, at guvernøren sagde, at ris fra området var sikkert, fandt de for store mængder cæsium (sundhedsskadeligt stof, red.) i den i ugen efter”, fortsætter han. En stor del af mistilliden skyldes, at det tog to måneder, før Tokyo Electric Power Company (TEPCO), som står bag atomkraftværket Daiichi, informerede offentligheden om nedsmeltningen af reaktor 1. Og det tog yderligere to uger for dem at indrømme, at der ligeledes var sket en delvis nedsmeltning af reaktor 2 og 3. ”De sagde, at de ikke ville skabe panik på grund af nedsmeltningen. Men samtidig blev der jo truffet evakueringsforanstaltninger, så folk vidste, at der var noget alvorligt under opsejling”, siger Jun Shigemura, som var den første psykiater i det evakuerede område efter nedsmeltningen og ydede hjælp til TEPCOarbejderne.


På Toyoma Beach i Fukushima har lokale opstillet bedetavler for de tusindvis af ofre for tsunamien i 2011.

En gravid kvinde med to tvillinger modtager strålingsfri fødevarer i et varehus, der også rummer en indendørs legeplads. ➜

amnesty I 21


JA PAN

Iført sikkerhedsudstyr fjerner en gruppe arbejdere radioaktivt støv fra gaderne i Fukushima City.

Geigertællere er standardudstyr i Fukushima, hvor sorte sække med radioaktivt overfladejord er stablet langs vejene i sorte sække.

Frygten i Fukushima ➜

”Folk er meget bange for ting, de ikke kan se (stråling, red.). De søger efter oplysninger, men hvis de finder ud af, at de ikke kan stole på regeringen, så søger de i stedet efter en fjende, så de kan mindske frygten”, tilføjer han. I Fukushimas tilfælde har befolkningen vendt sig mod TEPCO, myndighederne og i visse tilfælde endda mod atomforskerne. Efter nedsmeltningen øgede den japanske regering det accepterede eksponeringsniveau for stråling for befolkningen generelt. Hvor befolkningen i Frankrig for eksempel generelt må eksponeres for én millisievert (mSv) pr. år, er denne mængde 20 mSv pr. år for arbejdere på de franske atomkraftværker. Så da den japanske regering den 22. april 2011 øgede det 2 2 I amn e s ty

accepterede eksponeringsniveau til 20 mSv pr. år for offentligheden generelt, lød der et ramaskrig. Myndighederne trak til sidst i land og angav en ny referenceværdi på 1 mSv pr. år. Men ifølge den franske atomkontrolmyndighed IRSN kan det tage flere år med dyrt rensningsarbejde at nå tilbage til dette tal. Intet at takke regeringen for I juli 2011 blev der oprettet en særlig fond til overvågning af folkesundheden hos de over to millioner mennesker, som var i Fukushima under katastrofen. 60.000 mennesker, som på tidspunktet for katastrofen var under 18 år, får løbende kontrolleret skjoldbruskkirtlen, eftersom børns skjoldbruskkirtler er særligt

følsomme over for radioaktivt jod, og det kan tage fire-fem år, før kræft i skjoldbruskkirtlen udvikles. Derudover følges 20.000 gravide kvinder af lægerne, og deres børn overvåges, indtil de er 12 år. Den første officielle rapport om intern strålingseksponering viser, at niveauerne indtil videre er langt lavere end først anslået. Den pågældende undersøgelse var baseret på 32.000 patienter i Minamisoma, og de lave strålingsniveauer tilskrives overvågningen af fødevarer. ”Men det er ikke regeringen, vi skal takke for det. Det er landmændene, mødrene og strålingsvirksomhederne”, siger doktor Masaharu Tsubokura, som gennemførte undersø-


Familier, der mistede alle deres ejendele under tsunamien, er genhuset i midlertidig bebyggelse i Ishinomaki.

gelsen, der blev offentliggjort i det lægefaglige tidsskrift JAMA. Han mener ikke, at stråling er det største problem i Fukushima – det er i højere grad katastrofens bivirkninger som stress og ændringerne i befolkningens livsstil. På hans hospital i Minamisoma er antallet af hjertepatienter tredoblet siden ulykken, skoleelever vejer i gennemsnit 2,5 kilo mere på grund af manglende motion, og antallet af selvmord er steget. Strålingsflygtninge Andre steder som i Iwaki City, som ligger 60 kilometer syd for atomkraftværket, har den store tilstrømning af strålingsflygtninge skabt andre problemer. Iwaki har taget imod den største del af de omkring 80.000 mennesker, som er flygtet fra deres hjem. Der har været optræk til uroligheder i områderne udenfor evakueringszonen, fordi de lokale, som ikke var berettiget til erstatning efter katastrofen, nu må give husly til strålingsflygt-

ningene, som blev evakueret af regeringen og dermed er berettiget til erstatning. I takt med at den lokale infrastruktur mærker presset fra det øgede befolkningstal, er der opstået en opsplitning mellem beboere og nyankomne. Veje, parkeringspladser, hospitaler og skoler er alle mere overfyldte, men byen har ikke modtaget flere midler til at håndtere den ekstra byrde. Og fordi strålingsflygtningene er blevet evakueret, skal de ikke betale lokale skatter i deres nye hjembyer, forklarer psykiateren Jun Shigemura. ”Det skaber en følelse af ulighed blandt beboerne i Iwaki. Og som tiden går, bliver kløften mellem dem større og større”, siger han. Shigemura mener, at det ville være lettere, hvis de evakuerede fik en klar melding om, hvornår – og om – de eventuelt vil kunne vende tilbage til deres hjem. Og selv om Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) siger, at det kan tage mindst 40 år at lukke de nedsmeltede reaktorer ned, siger Shigemura:

Amnesty: Frigiv alle informationer Over 20.000 mennesker blev dræbt, da et kraftigt jordskælv efterfulgt af en tsunami ramte Japans østkyst den 11. marts 2011. Atomkraftværket Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant led alvorlig skade, og de radioaktive udslip har skabt frygt for varige skader på både mennesker og fødevarer. Amnesty har kritiseret både myndighederne og TEPCO, der ejer atomkraftværket, for at være alt for langsomme til at frigive livsvigtige informationer til befolkningen om den alvorlige sundhedsmæssige risiko efter atomudslippet. Dermed bryder regeringen principperne i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder om retten til sundhed og retten til at modtage informationer. ➜

amnesty I 23


JA PAN

”Problemet er, at regeringen ikke udtaler sig klart om tidshorisonten for at vende tilbage. Myndighederne siger bare, at de vil rense området”. En del af dette arbejde er allerede begyndt, og beboerne i dele af den evakuerede zone må nu vende tilbage i dagtimerne for at se til deres huse. Men områderne tættest på værket ligner stadig spøgelsesbyer. De eksponerede AMNESTY har fået en særlig tilladelse til at køre ind i den forbudte zone, og da vi pas-

serer vagterne ved vejspærringen, lukker vi instinktivt vinduerne i bilen og slukker for klimaanlægget for at beskytte os mod strålingen. Vi passerer et forladt hjem, hvor gardinerne blafrer ud ad de knuste ruder, og tilgroede marker, hvor ødelagte biler og traktorer har fundet hvile. Enorme bunker af murbrokker ligger langs vandkanten, skyllet i land af tsunamien. I det fjerne kan vi se atomkraftværket Daiichi. Luften er fuld af frygt. Og selv om vi hverken kan se eller lugte strålingen, kan vi

let forestille os, hvor forurenede af stråling de omkringliggende vandpytter må være. Denne følelse af urørlighed gennemsyrer ikke kun stedet – den er også overført til befolkningen, som tager afstand til strålingsofrene fra Fukushima. Og det er ikke første gang, at japanere påvirket af atomstråling er blevet mødt med stigmatisering og diskrimination. Der findes faktisk et ord for det på japansk: Hibakusha, som betyder ”de eksponerede”. Begrebet kan spores tilbage til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki under Anden Verdens-

En måler aflæser strålingsniveauet ved Weda Junior High School. Eleverne kan se tallet på skolens hjemmeside og beregne antallet af timer, de må opholde sig udendørs.

Et ungt par ser ud over havet, hvor strålingsniveauet er for højt til at bade. Frivillige har malet blomster på cementen for skabe liv.

Frygten i Fukushima 2 4 I amn e s ty

To piger leger på en indendørs legeplads, der er opført i en tom lagerbygning for at minimere risikoen for den udendørs stråling.


krig, hvor ofrene også led under den byrde, at radioaktiv eksponering generelt blev opfattet som smitsom. ”Nogle mennesker forsøgte at skjule, at de var fra Hiroshima og Nagasaki, fordi de frygtede, at de måske aldrig kunne blive gift, hvis sandheden kom frem. Det var meget tragisk, og det samme kan ske for folk fra Fukushima”, forklarer Shigemura. Børnene mobbes Den oplevelse kan 43-årige Rika Mashiko nikke genkendende til. Hun valgte selv at evakuere fra Miharu, en lille by i Fukushima, med sin dengang seksårige datter. De flyttede til Tokyo og efterlod hendes mand, der som ældste søn var forpligtet til at blive og tage sig af sine forældre. Mashiko var chokeret over, hvordan hun blev modtaget i hovedstaden. ”Folk holder afstand. De er bange for strålingen”, forklarer hun og tilføjer, at hendes datter blev mobbet i sin tidligere skole, hvor

klassekammeraterne råbte ”stråling” efter hende. ”Jeg var meget skuffet over, at skolen ikke tog sig af det og hellere ville nedtone det hele”, siger Mashiko, der nu har fundet en ny skole. Livet som evakueret, langt fra mand og venner, har ikke været let. For at finde støtte startede Mashiko et netværk for evakuerede mødre. Mange kvinder, hvis mænd blev tilbage på grund af arbejde eller for at tage sig af familien, lever nu som enlige mødre, og skilsmisseraten er stigende blandt ægtepar fra Fukushima. Netværket mødes en gang om måneden, så kvinderne kan snakke sammen og støtte hinanden. Mashiko så gerne, at regeringen lavede en kampagne, der kunne sætte fokus på og imødegå misforståelserne omkring radioaktiv eksponering. Men, siger hun, dette vil være langt fra den japanske måde at kommunikere på, som er meget indirekte.

Det kunne også være en rammende beskrivelse af TEPCO’s kommunikationsmetoder. I august indrømmede selskabet, at 300 tons radioaktivt vand var lækket ud i Stillehavet, men de lokale medier havde allerede i foråret bragt historier om rotter, der gnavede sig gennem kabler og fik reaktorernes nedkølingssystemer til at bryde sammen. Fukushimas beboere har til tider rettet deres frustrationer og vrede mod arbejderne på atomkraftværket, som udfører et af verdens farligste job for omkring 550 kroner om dagen. Ingen ved, hvor og hvornår alt dette får ende. De lokale myndigheder i Iwaki har fastslået, at 49.011 huse og haver skal renses. Indtil videre har man blot renset 567 hjem. Men hvad sker der med vandet fra rensningen, og hvad gør man med det øverste lag jord, som skrabes af og efterlades i plastikposer i hjørnet af folks haver? Med kun få svar til at dæmpe den fremherskende tvivl og uvished regerer frygten stadig i Fukushima.

Smadrede biler, skibsvrag og tomme huse vidner om de enorme ødelæggelser i den evakuerede zone.

amnesty I 25


A M NESTY DOKU MENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Europa svigter flygtninge fra Syrien Det klinger hult, når europæiske ledere vil beskytte syriske flygtninge, mens EU-landene samtidig gør alt for at forhindre, at de finder sikkerhed indenfor Europas grænser.

Foto: Polfoto

2 6 I amn e s ty

De seneste to år er det kun lykkedes 55.000 syriske flygtninge at komme igennem Europas mange forhindringer og søge asyl i EU. Det svarer til blot 2,4 procent af det samlede antal mennesker, som er flygtet fra borgerkrigen i Syrien, og det får Amnesty til at kritisere EU for dobbeltmoral, når de politiske ledere taler om vigtigheden af at beskytte de nu ni millioner syrere på flugt: ”EU-ledernes mange taler klinger hult, når man ser på statistikken. EU bør åbne sine grænser, sikre tryg adgang og bremse de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted langs grænsen”, siger Amnestys generalsekretær Salil Shetty.

Amnesty mener, at EU er forpligtet til at tage en større andel af flygtningene, der lige nu sidder i Syriens nabolande. Som det ser ud i dag, åbner EU kun dørene for 12.000 af de mest udsatte flygtninge. Resten finder en uofficiel vej igennem Fort Europas sprækker via livsfarlige rejser på havet eller over land, fortæller rapporten An International Failure: The Syrian Refugee Crisis. EU bygger hegn Mens EU de seneste to år har brugt 228 millioner dollar på at beskytte grænserne i Grækenland og Bulgarien mod flygtninge udefra, har Grækenland kun modtaget 12 millioner

En lille syrisk pige sidder med sin dukke på en trappesten i en sønderbombet forstad til Damaskus.


A f L æ rke R isborg J akobsen og B jarke Windahl P edersen

Hemmelige fængsler i Kina

dollar i tilskud til at sikre modtagelse og håndtering af de mange tusinde flygtninge, der når den græske kystlinje. Flygtninge har fortalt Amnesty, hvordan de bliver mødt af bevæbnet græsk politi, der har tæsket eller fængslet dem. Andre har fortalt om, hvordan græske kystvagter nægter bådene i at komme ind i græsk farvand og skubber dem væk fra kysten til stor fare for de mænd, kvinder og børn, der er ombord. Rejsen over Middelhavet til Europa ender tragisk for alt for mange syrere. Awad, en 17årig dreng fra Damaskus, fortæller Amnesty, hvordan det lykkedes ham at svømme ud gennem et vindue i den synkende båd, han var ombord på. Han så mennesker holde fast i døde kroppe for at holde sig oppe, mens andre sloges om redningsveste. Han mistede sin mor og andre familiemedlemmer. ”Jeg har ingen anelse om, hvor min familie er. Jeg plejede at have ambitioner, men nu hvor min mor er død, har jeg ikke lyst til noget som helst. Jeg vil kun have stabilitet. Alt andet kommer i anden række”, fortæller Awad til Amnestys researchere. Danmark bør tage ansvar Danmark har været god til at give økonomisk støtte til flygtningelejre i Syriens nabolande. Desuden bliver ingen syrere længere sendt tilbage til Syrien, når de dukker op ved den danske grænse. Men set i lyset af den ekstraordinære flygtningekrise bør Danmark tilbyde beskyttelse til flere syrere, mener Amnesty. I et brev til den nyligt udnævnte justitsminister Karen Hækkerup (S) opfordrer Amnesty til at indføre en særlig kvote til syriske flygtninge udover den normale årlige kvote på 500 FNflygtninge. Danmark bør også arbejde for, at EU samlet set tager en større del af flygtningene fra Syrien. I øjeblikket bærer nabolandene Libanon og Jordan langt den største byrde i forhold til at sikre de mange syrere adgang til mad, vand og tag over hovedet. De syriske flygtninge har øget Libanons befolkning med næsten 20 procent. Inden for EU er Tyskland det land, som har forpligtet sig på at give beskyttelse til suverænt flest syriske flygtninge.

Den 15. november 2013 tog Kinas kommunistparti (CCP) initiativ til at afskaffe landets gamle genopdragelseslejre. Men interneringen af såkaldte problematiske borgere foregår stadig i det skjulte, og de indsatte oplever tortur og mishandling ligesom i genopdragelseslejrene. Det dokumenterer Amnesty i rapporten Changing the soup but not the medicine – Abolishing Re-education Through Labour in China, der fokuserer på de uofficielle kinesiske fængsler – black jails – som bruges uden for retssystemets kontrol. Fan Miaozhen, en 71-årig kvinde, der hjalp folk fra sin landsby med at forsvare deres landrettigheder, blev i oktober 2013 tvunget til indlæggelse på en psykiatrisk institution uden lægelig begrundelse. Det var tredje gang, de lokale myndigheder forsøgte at indlægge hende. Første gang var hun indlagt i 56 dage og blev udsat for elektriske stød, fordi hun nægtede at tage sin medicin. Undersøgelser foretaget af Kinesiske Menneskerettighedsforkæmperes Netværk viser, at brugen af genopdragelseslejre er faldet siden 2012, mens brugen af andre former for internering er steget markant. Regeringen udnytter på den måde lovlige institutioner til at straffe politiske og religiøse afvigere. Amnesty opfordrer Kinas regering til at afskaffe alle former for vilkårlig internering og til at stoppe brugen af psykiatriske institutioner og rehabiliteringscentre til at straffe systemkritikere. I næsten 60 år har myndighederne haft lov til at fængsle folk i op til fire år, uden at deres sager bliver prøvet i retten, eller at de får mulighed for appel.

Grov udnyttelse af migrantarbejdere i Qatar Mens værtslandet Qatar gør klar til at afvikle VM i fodbold i 2022, dokumenterer Amnesty i en ny rapport, at migrantarbejdere på byggeprojekter knyttet til sportsbegivenheden lever og arbejder under forhold, der minder om slaveri: ”Både bygningsfirmaer og myndighederne udviser en forfærdelig ligegyldighed over for de mest basale rettigheder for udenlandske arbejdere. Mange bliver udnyttet groft”, siger Salil Shetty, Amnestys internationale generalsekretær. Rapporten The Dark Side of Migration: Spotlight on Qatar’s construction sector ahead of the World Cup, er baseret på interview med arbejdere, arbejdsgivere og officielle myndigheder. Den dokumenterer udnyttelse i form af manglende løn, farlige arbejdsforhold samt chokerende boligforhold for de udenlandske arbejdere, mange af dem fra Sydøstasien. Amnesty opfordrer det internationale fodboldforbund FIFA til at arbejde sammen med Qatar for at stoppe udnyttelsen af billig arbejdskraft: ”FIFA har pligt til at sende et stærkt offentligt signal om, at udnyttelse og overgreb på byggeprojekter forud for VM under ingen omstændigheder kan tolereres”, siger Salil Shetty.

Andre rapporter: Angreb og trusler mod menneskerettighedsaktivister tager til i DR Congo, hvor både væbnede grupper og regeringstropper forsøger at tvinge kritikere til tavshed. I rapporten ”Better to die while telling the truth” dokumenterer Amnesty, at det igennem det seneste år er blevet ekstremt farligt for menneskerettighedsforkæmpere at arbejde i Kivu i den østlige del af Congo. I Bahrain bliver børn helt ned til 13-års alderen rutinemæssigt tilbageholdt og i nogle tilfælde tortureret af myndighederne, når de er mistænkt for at deltage i regeringsfjendtlige protester. Børnene får bind for øjnene og bliver tæsket i detentionen. Andre børn og unge er blevet truet med voldtægt, indtil de har tilstået.

Følg Amnesty på

amnesty.dk amnesty I 27


Tanzani a

Førsthuggede de min højre arm af En ny bølge af drab har ramt albinoer i det østafrikanske land Tanzania, hvor sort magi er udbredt og lover dig kolossal rigdom, hvis du kan få del i en albinos overjordiske kraft.

Den 17. oktober 2008 blev Mariamu Stanford overfaldet af de selv samme naboer, hun var vokset op sammen med. Da overfaldet fandt sted, sov Mariamu sammen med sin halvandet år gamle søn, Nio, i sit barndomshjem, som hun var flyttet tilbage til, efter at hendes mand havde mishandlet hende. Naboerne havde sat hængelåse på dørene ind til Mariamus søskende og forældre, der også boede i huset, og hun kunne kun høre dem råbe og græde, da det gik op for dem, hvad der foregik. Mariamu kæmpede imod med alt, hvad hun havde, men overmagten var for stor. ”Først huggede de min højre arm af, og min nabo smed den gennem rummet over til de to mænd, der stod ved døren. Min nabo sagde så, at jeg skulle række ham min venstre arm, men jeg nægtede. ’Hvorfor er du så stædig? Vi skåner dit liv, hvis du rækker os din anden arm’, sagde han. På det tidspunkt var Nio vågnet og græd, og jeg lagde mig ind over ham for at beskytte ham. Mærkeligt nok følte jeg ingen smerte, bare en varm væske, der flød ned af min højre side. Det eneste jeg tænkte på var at beskytte min søn og min anden arm”, fortæller hun. Men mændene fik tvunget armen ned mod sengen og blev ved med at hakke løs på den, indtil de fik armen af. Mariamu hørte en af mændene sige ”hak benene af ”, men i mellemtiden var nogle af landsbyens indbyggere vågnet ved tumulten og kom løbende til undsætning. Voldsmændene nåede at flygte. Syv timer senere befandt Mariamu sig i en dybt kritisk tilstand på hospitalet. På det tidspunkt, har Mariamus mor senere fortalt hende, flød der ikke længere blod fra hendes armstumper, kun en ”skummende substans”. 2 8 I amn e s ty

Ny bølge af angreb Fem år senere har en ny bølge af albino­ angreb ramt Tanzania. I januar 2013 blev en syvårig dreng overfaldet og fik hugget sin ene arm af med en machete. Drengen døde af sine kvæstelser sammen med sin 95-årige bedstefar, der havde forsøgt at forsvare sit barnebarn. Blot få dage efter overlevede et

syv måneder gammelt spædbarn mirakuløst et overfald, udelukkende fordi naboerne hørte morens og barnets skrig og kom stormende til undsætning i tide. Ugen efter fik en 39-årig albinokvinde hakket sin venstre arm af. Hendes egen mand var blandt overfaldsmændene. Kort derefter fik en 10-årig albinodreng hugget sin ene


A f K aritte L ind B ejer

FAKTA OM ALBINISME 1 ud af 1.400 tanzaniere har albinisme. Det skal sammenholdes med et verdensgennemsnit på 1 ud af 20.000. Det anslås, at der lever over 150.000 albinoer i Tanzania. 8.000 af dem er registreret hos ngo’en The Tanzania Albino Society.

• I følge politiet i Tanzanias hovedstad Dar Es Salaam kan et komplet sæt kropsdele fra en albino bestående af arme, ben, kønsdele, ører, tunge og næse sælges for op mod 400.000 danske kroner. Organisationer, der arbejder for at beskytte albinoer, vurderer, at prisen kan komme helt op på en million kroner. Selvom det kun er en lille del af de penge, som ender i drabsmændenes lommer, er angreb på albinoer en måde at tjene mange penge på i det fattige land.

• Albinisme er en genetisk betinget arvelig  tilstand, hvor organismen mangler det melanin, der giver farve til hud, hår og øjne og beskytter huden mod solen. De fleste albinoer har dårligt syn og er særligt udsat for at udvikle hudkræft.

• S  elv om albinisme forekommer i hele verden, er det mest udbredt i Afrika. Forekomsten er særligt høj i Tanzania, hvor organisationen Under The Same Sun skønner, at

arm af, da han var på vej hjem fra skole. Listen over overgreb og drab på albinoer i Tanzania er lang. Hvert år bliver der dræbt og lemlæstet dusinvis af albinoer i jagten på den rigdom, helse og lykke, som landets heksedoktorer lover, hvis en tanzanier for eksempel drikker en mikstur kogt på hud eller blod fra en albino.

Foto: Polfoto

10-årige BibiAna fik amputeret sit ben af overfaldsmænd, der ville sælge benet på det sorte marked i Tanzania.

Kilder: FN, Under The Same Sun, The Tanzania Albino Society

Sort magi Fra albueleddene er den nu 31-årige Mariamu Stanford udstyret med kunstige stållarme, der hver ender i to solide kroge, som gør det ud for fingre. Skjortestoffet strammer godt til om hendes runde overarme, mens det hænger løst om stålet. Meget af tiden er Mariamus blik enten rettet mod den knastørre, lysebrune jord eller flakker i alle retninger og vidner både om den kraftige nærsynethed, der karakteriserer mange albinoer, men også om en barsk fortid. Hendes underarme skulle have været solgt på det sorte marked og brugt i særlige ritualer eller i førnævnte mikstur. Tanzania har Afrikas uofficielle rekord i sort magi, og hele 60 procent af befolkningen bekender sig til en form for sort magi eller heksekraft. Overtroen overskrider såvel uddannelsesmæssige som sociale og økonomiske skel i jagten på lykke og sundhed. Men jagten koster menneskeliv, og ifølge Amnesty International gør Tanzanias regering langt fra nok for at forebygge drabene og informere befolkningen. Regeringen har godt nok etableret en række såkaldte safe houses, hvor albinoer, der frygter for livet, kan søge tilflugt, men de bliver kritiseret for at fungere som en slags permanent holdeplads, hvor børn og unge nok er i sikkerhed her og nu, men hvor der ikke bliver taget hånd om deres fremtid. Siden 2006 er der registreret 72 drab og over 100 overfald på albinoer i Tanzania, men i en rapport fra sidste år skønner FN, at de færreste drab og lemlæstelser af albinobørn bliver indrapporteret, og at mørketallet derfor er meget stort. ”Lemlæstelser og drab på børn bliver for det meste mødt med ligegyldighed og tavshed”, fastslår rapporten.

Mariamu har en fremtid Da Mariamu havde samlet kræfter til det, anmeldte og navngav hun de af sine angrebsmænd, hun havde genkendt, til politiet. Forbryderne blev fængslet i tre år, men er nu tilbage i landsbyen. At de overhovedet blev retsforfulgt og straffet er ikke uvæsentligt, i og med at den første domsfældelse nogensinde for drab på en albino i Tanzania fandt sted i 2009, hvor tre mænd blev dømt til døden ved hængning for at have myrdet og parteret den 14-årige teenager, Dunia. Mariamu har ikke sat sine ben i landsbyen, siden hun blev angrebet, og hun taler kun i telefon med sin familie. ”Overfaldet har gjort det sværere for mig at stole på andre mennesker, fordi de mennesker var mine egne naboer. Dagen før han angreb mig, stod min nabo i køkkenet og snakkede helt almindeligt med mig”, fortæller hun. Alligevel hører Mariamu til de privilegerede lemlæstede albinoer. I dag bor hun sammen med syvårige Nio på et uddannelses- og træningscenter for handicappede uden for Moshi i det nordlige Tanzania. Centeret er ledet af katolske nonner, og her har Mariamu blandt andet lært at skrive på computer og at maskin­ strikke sweatere. Nu er hendes plan at forsørge sig selv og Nio ved at strikke sweatere til skoleuniformer, når de flytter ind i det hus, som den canadiske organisation Under The Same Sun er i færd med at bygge til dem inde i Moshi. Der skal hun og Nio bo sammen med Mariamus to søskende, der også er albinoer. Mariamu smiler flere gange, og der er ingen flakken i hendes blik, når hun beretter om den plan. amnesty I 29


AMNESTY

– Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : NO r a r a h b e k k a n a f a n i

F e b r u a r 2 014

De t k a n du gøre...

30 sekunder Red liv med din mobil via vores sms-netværk Lifeline. Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1919. Det koster 0 kr. + alm. sms-takst. Du af­ melder ved at sende ”Lifeline stop” til 1919.

Tak for alle brevene!

10 minutter Skriv et brev til et menneske, der har brug for hjælp. Læs mere på amnesty.dk/ skrivforliv

I løbet af november og december 2013 deltog 83 lande i Amnestys årlige Skriv for Liv-kampagne. Vi har tilsammen sendt 1,7 millioner underskrifter og breve af sted. Der er allerede sket positive tiltag i tre af sagerne. Vi fastholder presset i alle sagerne og vil løbende give opdateringer.

Yorm Bopha, Cambodja Den 22. november 2013 blev Yorm Bopha løsladt mod kaution efter at have siddet uskyldigt fængslet siden september 2012. Yorm er menneskerettighedsforkæmper og er frontfigur i kampen mod tvangsrydninger i Cambodja. Myndighederne fastholder dog tiltalen mod Yorm, og Amnesty fortsætter arbejdet for hende. Yorm udtaler: ”Tak til alle Amnestys støtter! Jeres kampagne har været en succes. Jeg beder jer om at blive ved med at lægge pres på den cambodjanske regering for at få dem til at droppe anklagerne imod mig”.

Vladimir Akimenkov, Artiom Saviolov og Mikhail Kosenko, Rusland Vladimir Akimenkov blev 19. december løsladt i forbindelse med den generelle amnesti i Rusland. Han havde siddet uretfærdigt fængslet siden maj 2012 anklaget for at deltage i massedemonstrationer. Desværre sidder Artiom Saviolov og Mikhail Kosenko stadig fængslet. Mikhails søster, Ksenia, besøgte den 27. november 2013 sin bror i fængslet og fortalte ham om de mange mennesker, der arbejder for hans løsladelse. Mikhail sagde, at han virkelig har brug for støtten i den svære situation, han befinder sig i.

2 dage Hør spændende oplæg og mød andre Amnesty-støtter til årets landsmøde i Nyborg den 26.-27. april. Læs mere og tilmeld dig her: amnesty.dk/landsmode

Miriam López, Mexico Miriam López kæmper for retfærdighed, efter hun blev mishandlet af det mexicanske militær. Hun har modtaget hilsner fra hele verden. ”Det er en enorm støtte at modtage så mange breve. Jeg takker alle jer, som bakker op om min sag, af hele mit hjerte. Jeg ved, at hver hilsen, hver underskrift og hvert menneskes støtte vil hjælpe med at opnå det, jeg brænder efter – retfærdighed. Tusind tak til jer alle sammen”.

Vær med i Amnesty-gruppen mod tortur Amnesty-gruppen mod tortur er en specialgruppe under Amnestys danske afdeling. Gruppen består af et brevnetværk med 350 Amnesty-aktivister, som hver uge sender breve til regeringer, der gør sig skyldige i tortur, mishandling eller fængslinger uden dom. Gruppens arbejde baserer sig på FN’s Torturkonvention, som trådte i

30 I am n e s ty Live

kraft i 1984 efter mange års pres fra Amnesty International. Det er nemt at være med, og du forpligter dig ikke til at skrive et bestemt antal breve. Kampen mod tortur og mishandling er vores drivkraft, og vi opbygger specialviden om tortur og dens konsekvenser. En lille arbejdsgruppe mødes en gang om måneden i København

og fremskaffer relevante sager. Netværket modtager et brevforslag – lige til at printe eller sende digitalt. Alle Amnesty-medlemmer og andre interesserede kan blive en del af netværket og arbejdsgruppen. Læs mere her: www.amnestyinternational.dk/antitorturgruppen

Mød op i Fælledparken 1. maj Amnesty-gruppen mod tortur er på plads i Fælledparken i København den 1. maj med telt og information om Amnesty og om gruppens arbejde. I år er fokus på Guantánamo fangelejren, hvor der stadig befinder sig 155 fanger. Vi laver en underskriftsindsamling og håber at se dig ved vores telt.


29.992

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER

Samlet bidrag til Amnesty i 2013 fra Merkur Andelskasse, hvor 185 medlemmer har en støttekonto.

AKT I VBLAD FOR Am n es t y I n t ern at i o n a l L andsmøde 2 0 1 4 :

Af D a n Hi n d s g a u l

Landsmødet fejrer Amnestys 50 år

For 300 kroner kan du komme til landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 26-27. april. Amnestys danske afdeling runder de første 50 år, og vi sætter alle sejl til for at markere jubilæet på årets landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 26.-27. april. Vi håber, du vil være med! Du kan opleve en perlerække af danske og udenlandske foredragsholdere, debattører og menneskerettighedsforkæmpere, blive opdateret på Amnestys kampagner og få indflydelse på organisationens fremtid. Kort sagt: Du får et solidt skud menneskerettighedsvitaminer krydret med en festmiddag lørdag aften og koncert med det danske band Ulige Numre.

Whistleblowere På landsmødet sætter vi fokus på, hvordan vi kan forbedre forholdene for danske whistleblowere, så vi sikrer, at vigtige informationer om menneskerettighedskrænkelser kommer

frem i lyset. Du kan også komme til debat med spidskandidater til Europaparlamentet og deltage i vigtige diskussioner om Amnestys holdning til overvågning og sexarbejde.

Lørdag aften kan du høre Ulige Numre på landmødet.

hotellet. Du bliver indlogeret på 3-personsværelser eller – mod ekstra betaling – på dobbeltværelser eller enkeltværelser. Vi glæder os til at se dig!

Stil op til hoved­ bestyrelsen Landsmødet skal i år vælge tre nye medlemmer og en suppleant til det spændende arbejde i Amnestys hovedbestyrelse. Alle, som har været medlem af Amnesty mindst seks måneder forud for landsmødet, er velkomne til at stille op. Hovedbestyrelsen mødes seks-otte gange årligt, hvor den vedtager foreningens budget og strategi, fastlægger medlemsaktiviteter og deltager i det internationale samarbejde. Hvis du er nysgerrig, så læs mere på www.amnesty. dk/hb. For mere information kontakt Amnestys formand Lasse Hvid-Jørgensen (tlf. 31 10 27 10 / lhvid@amnesty.dk) eller sekretariatsleder Anita Andersen (tlf. 33 45 65 65 / aandersen@amnesty.dk).

Nye kampagner Landsmødet giver dig også mulighed for at dykke ned i Amnestys to nye kampagner om henholdsvis tortur og kvinders rettigheder, og ikke mindst kan du møde 450 andre medlemmer og aktive, som er samlet til workshops, debatter, film og foredrag på Hotel Nyborg Strand. Meld dig til i dag, mens der stadig er ledige pladser!

TILMELDNING Se det foreløbige program og tilmeld dig på www.amnesty.dk/ landsmøde eller på telefon 33 45 65 65 (husk at have dit medlemsnummer klar – det står på bagsiden af bladet). Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning på Hotel Nyborg Strand. Drikkevarer kan købes på

”INTET KAN MODSTÅ LATTERENS ANGREB...” – Mark Twain

Store forandringer begynder ofte med små handlinger, der kan synes udsigtsløse, mod alle odds. Men den lille modstand virker. Det stille oprør fortæller 80 inspirerende og underfundige historier om, hvordan almindelige menneskers mod, list og stædighed har ændret verden. Bogen er en hyldest til hverdagens helte, der med fare for eget liv kæmper mod uret og undertrykkelse, ofte ved hjælp af raffineret humor. Steve Crawshaw, den ene af de to forfattere, er international direktør i Amnesty International. Bestil bogen på shop.amnesty.dk, hos boghandleren eller direkte hos Vindelsti. En fin gavebog.

Steve Crawshaw & John Jackson

Det stille oprør

221 s., illustreret kr. 199,95

Tlf. 48 79 73 77 • mail@vindelsti.dk • www.vindelsti.dk

am n e s t y L ive I 3 1


Kom Med TIL landsmøde Amnesty holder landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 26.-27. april. Kom med og bliv fyldt op med ny energi, når vi inviterer nogle af Danmarks bedste debattører og oplægsholdere samt Ulige Numre, som giver koncert lørdag aften.

GØR EN FORSKEL

DISKUTER

sammen med 450 andre medlemmer

med inspirerende debattører

VÆR MED

til at fejre Amnestys første 50 år i Danmark

TILMELD DIG

amnesty.dk/landsmøde

BLIV KLOGERE på Amnestys kampagner

Læs weekendens program på amnesty.dk/landsmøde

Amnesty #1 2014  

Tema: Seksuelle Rettigheder, Barn Brud Mor, Albinoer er jaget vildt, Frygten i Fukushima, Pussy Riot på fri fod.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you