Issuu

THULESEN DAHL

Hvis jeg får min vilje, får vi det som i nullerne S. 64

MARTIN LIDEGAARD

Alt for tidligt at udelukke R fra regering S. 24 ANALYSE

UDGAVE NR. 17 AUGUST 2018 70 KR.

Tre år efter flygtningekrisen har Europas høge vundet

00007

BK returuge 37

5 700002 103512

09.08.2018 - 12.09.2018

kr. 70,00

S. 32

JAKOB ELLEMANN-JENSEN BYDER VELKOMMEN TIL WORLD FOOD SUMMIT:

Det er ikke kun eliten, der skal spise godt

ª: arktis

Arktis er blevet hot Tegn ment abonne et : g på Altin arktis .d k / altinget e p r o ev

I en verdensorden under forandring er Arktis blevet et geopolitisk og forretningsmæssigt knudepunkt. Og Danmark er en del af spillet om fremtiden. Følg udviklingen på altinget.dk/arktis

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

Er du interesseret i sukker, ernæring og sundhed? Vi holder dig informeret via tidsskriftet Perspektiv og vores e-nyhedsbrev. HELT GRATIS.

Artiklerne er skrevet af anerkendte forskere og fagfolk.

Perspektiv udkommer 2 gange om året og informerer bredt om ernæring og sukkerets sundhedsmæssige betydning.

E-nyhedsbrevet er baseret på forskningsnyheder og udkommer 3 gange om året.

Tilmeld dig på www.perspektiv.nu HELT GRATIS

SUKKERANBEFALINGER INDUSTRIEN OG SUNDHEDSFREMME TANDSUNDHED TIDSSKRIFT OM SUKKER OG ERNÆRING NR. 1 MAJ 2016

TIDSSKRIFT OM SUKKER OG ERNÆR ING NR. 2

NOVEMBER 2017

TIDSS KRIFT OM SU KKER OG ER NÆRI NG N R.

1 JUN I 2018

PLAN T KOST EBASERE T OG E RNÆ SUND RING – HV ERE SKOL ORD AN? EMAD

HJERTE-KAR -SYGDOMM E I NORDEN

HANDLINGS PLANER FOR SUND HED

Nordic Sugar A/S, Langebrogade 1, 1014 København K

Altinget: magasin Indhold

ALTINGE T VARMER OP TIL KULT URMØDE T MORS:

Engang var vi embedsmænd. I dag er vi købmænd ”Bare tanken om, at det statslige bidrag bliver mindre og mindre, gør os mere anarkistiske på den gode måde.” Sådan siger museumsdirektør Ulla Tofte. Altinget: magasin har sat hende, Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, og Uffe Savery, musikchef for Copenhagen Phil, i stævne til en debat om kulturledelse i en tid, hvor statsstøtten bliver mindre og folks opmærksomhed forkortet.

Kultur

TILLÆG

Indhold Interviews, features & portrætter INTERVIEW

14 D e

unge på Tinge

Mette Abildgaard (K), Jacob Mark (SF) og Peter Kofod Poulsen (DF) fortæller om forholdet til pressen, til hinanden og om mistilliden fra befolkningen. FEATURE

20 D et

politiske jordskælv begyndte for 20 år siden

S og R er blevet revet fra hinanden af nogle dybtliggende kræfter, der blev udløst, lang tid før Mette Frederiksen opsagde alliancen. FEATURE

32 T re

år efter flygtningekrisen har Europas høge vundet

Flere års tanker om en obligatorisk fordeling af asylsøgere på tværs af EU er nu reelt slået ihjel.

AUGUST 2018

TEMA: FØDEVARER

50 Danskerne spiser sig syge Kampagnerne for sund mad har ikke gjort danskerne sunde. Hvorfor ikke? 53 Dyrk din have, drop din

plæne. Spis med de andre

I et dybt personligt essay fortæller michelinkok Christian Puglisi om maden som hjemstavn og en dør til den store verden og det ægte fællesskab. 56 Mad er også medicin God mad handler ikke kun om nydelse, men også om overlevelse. Er det danske sundhedsvæsen ordentligt opdateret?

INTERVIEW

36 E n

pæn mand i en brutal tid på en svær mission Hvorfor bliver Kristendemokraterne ved med at stille op til foketinget? Altinget: magasin har været på roadtrip med partiformand Stig Grenov.

INTERVIEW

64 H ele Danmarks Kristian? Han sammensætter sin regering i medierne og smider LA ud. Og han modarbejder den statsminister, han alligevel peger på næste gang. Hvad vil Kristian Thulesen Dahl egentlig? INTERVIEW

92 D emokrati i krise Altinget: magasin har talt med Harvard-professor Steven Levitsky om, hvad der skal til for, at et demokrati bryder sammen.

Podcast

Altinget i dine ører Få vores vigtigste interviews og features læst op. Nye uploads hver uge på Altinget: special Find det på din podcast-app

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

Altinget: magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse V E D BYS A N A LYS E

ØKONOMISK SET

For Trump er NATO et marked, ikke et fællesskab

CHRISTIANSBORG

På vej mod et polariseret politisk landskab

Den grumsede økonomiske krystalkugle

Præcisionen af de økonomiske prognoser er ikke altid imponerende. Alligevel er de uundværlige i planlægningen af den økonomiske politik. Søren Hove Ravn analyserer.

USA er begyndt at betragte EU som en konkurrent, snarere end som en alliancepartner. KU-professor Mikkel Vedby Rasmussen tegner konturerne af en ny verdensorden.

De unge er vilde med LA og Alternativet, de ufaglærte søger mod Dansk Folkeparti, og køn er mere end nogensinde definerende for partivalg. Altinget analyserer partiernes vælgerprofiler.

KARRIERE

120

Farvel til den bedste

Sparedagsorden og svag politisk ledelse har gjort arbejdet svært for Ulrik Vestergaard Knudsen, der alligevel betegnes som en af de mest komplette departementschefer i Udenrigsministeriet gennem nyere tid. Nu skal han være vicegeneralsekretær i OECD. INTERVIEW

Hvis vi kun lever i hver vores digitale verden, forsvinder demokratiet

DEBATINTERVIEW

Margrethe Vestager om, hvad der bliver af den sunde uenighed i en verden, hvor alle stirrer ned i hver deres telefon.

Unge muslimer er fanget mellem hadefulde politikere og forstokkede imamer

Det siger bogaktuelle Tarek Hussein. Hvad skal vi gøre ved det?

Opdateringer, anbefalinger, debat & job 10 Vidste du at ... 12 M ånedens tal 44 Redaktørens skrivebord 100 Fremtiden ifølge ...

102 Satire 104 Anmeldelser 110 Debat 114 Quiz

115 116 118 119

ryds & tværs K Politisk kalender Karriere & navne De har skiftet job

120 Karriereportræt

Vitaminer til hjernen Tegn abonnement pĂĽ Mandag Morgen. Se mere pĂĽ mm.dk

Altinget:magasin Klumme

Opgøret om de radikales sjæl

ogle gange kan en sang, to flag og nogle få ord fortælle hele historien. Da De Radikales leder Morten Østergaard skulle holde sin tale ved Folkemødet i Allinge, indledte partiet med at synge Der er et yndigt land, mens glade partifæller viftede med danske flag og blå-gule EU-flag. Da Morten Østergaard fik ordet, indledte han med ordene ”Kage, kage, kage!” og rasede over udlændingedebatten, som han kaldte “dansk politisk sømmåtte”. Nede på plænen stod hans forgænger, Margrethe Vestager og smilede. Hun kunne lide, hvad hun hørte. Andre radikale var knap så imponerede. Langt ind i folketingsgruppen og hovedbestyrelsen er der en dyb frustration over, at De Radikale har mistet positionen som det centrale midterparti i dansk politik. Og over, at partiet i værdipolitikken har placeret sig i en yderposition sammen med Enhedslisten og Alternativet, som beskrevet af Erik Holstein i analysen på side 22. Det her, sangen, flaget og opråbet om “kage, kage, kage!” kommer ind i billedet. For den lille scene fra Folkemødet er typisk for Morten Østergaard. Siden Mette Frederiksen annoncerede det dramatiske brud med De Radikale, har Østergaard gjort sit bedste for at bekræfte socialdemokraterne i, at de har truffet det rigtige valg: Han har beskyldt Socialdemokratiet for at have solgt ud. Han har forsøgt at fremstille sig selv som den sidste humanist i dansk politik. Og han har skubbet EU foran sig og forsøgt at give indtryk af, at EU stort set er på linje med den radikale udlændingepolitik. Det er en reaktion, som mange af Østergaards egne partifæller har det meget svært med. Flere af dem mener, at det er på tide, De Radikale stopper med at prioritere den forkætrede udlændingepolitik over alt andet - og måske endnu mere klart erkender, at der er problemer, som

ALTINGET: MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

RESEARCHREDAKTØR

ANSVARSHAVENDE

Søren J. Damm

Christian Juhl Mølgaard DEBATREDAKTØR

Chefredaktør Jakob Nielsen

FAGDEBATREDAKTØR

MAGASINREDAKTØR

ART DIRECTOR

Esben Schjørring

Kristian Andersen

Annemarie Nordlyng

skal løses. Og de frygter, at Østergaard ufrivilligt kommer til at skubbe til den i forvejen udbredte EU-træthed på et tidspunkt, hvor stærke kræfter i unionen rent faktisk arbejder på at lytte til den folkelige bekymring og søger nye løsninger, også af den mere kontroversielle slags. Derfor er det et meget interessant interview, vi bringer på side 24 i dette magasin. Her demonstrerer folketingsmedlem Martin Lidegaard, hvordan De Radikale også kunne have reageret, da Socialdemokratiet meldte ud, at partiet ikke længere vil eller kan samarbejde med De Radikale i regering. I stedet for at bekræfte Socialdemokratiet i, at de to partier er gledet fra hinanden, forsøger Martin Lidegaard at tale dem sammen igen. Jo, jo, vist er der uenigheder om udlændinge, men det har vi før været i stand til at finde ud af, lyder hans budskab. Og nok så vigtigt tilføjer han: ”... vi er vant til at indgå kompromiser og være pragmatiske. Der skal regeres, også i forhold til mandattallenes størrelse.” Det er en noget anden tone end Morten Østergaard, der på Folkemødet lovede sine vælgere, at De Radikale kun vil støtte en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkeparti. Det står i skarp kontrast til Martin Lidegaard, der i interviewet med Altinget slår hænderne i bordfladen, mens han understreger, at De Radikale ikke er et ekstremt parti i udlændingespørgsmålet. Paradokset her er, at Østergaard og Lidegaard formentlig slet ikke er særligt uenige om udlændingepolitikken. De er mere uenige om, hvordan partiet skal placere sig: skal det gå efter maksimal kontrast til det udlændingepolitiske flertal, eller skal det anlægge en mere pragmatisk linje. For mig ligner det et opgør om den radikale selvforståelse eller partiets sjæl, om man vil. Og det er et opgør, der kan få stor betydning for, hvilken rolle De Radikale spiller i dansk politik det kommende årti.

FORSIDE:

Arthur Cammelbeeck TRYK

PrintConnect SALG & DISTRIBUTION

Kristian Balle Ravn, kristian@altinget.dk UDGIVER

Rasmus Nielsen

ANNONCESALG

Nichehuset Bredgade 23 1260 København K Tlf. 35 35 10 10 hej@nichehuset.dk www.nichehuset.dk/ altinget

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 33 34 35 40

For mig ligner det et opgør om den radikale selvforståelse eller partiets sjæl, om man vil. Og det er et opgør, der kan få stor betydning

JAKOB NIELSEN CHEFREDAKTØR, ALTINGET

ALTINGET: MAGASIN er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail. ISSN 2246-5553

Hotellet på Bornholm Bo to minutter fra havnen i Allinge på øens hyggeligste hotel. www.groenbechshotel.dk

Altinget: magasin Politiske tal

Vidste du at ...

AF SIMON FRIIS, JOURNALIST, ALTINGET

Fløjene i markant fremgang op til svensk septembervalg

Skal Danmark følge USA’s talrige opfordringer om at opjustere det militære bidrag på to procent af bruttonationalproduktet, som alle Natos medlemmer har underlagt sig? Spørger man danskerne, er svaret i overvejende grad ja. I en måling foretaget af Epinion for DR har 40 procent af de adspurgte erklæret sig helt eller overvejende enige i, at Danmarks forsvarsudgifter skal op på to procent af BNP. 27 procent er imod. Danmark bruger for nuværende 1,2 procent af BNP, mens USA bruger hele 3,6 procent. Grækenland er med 2,36 procent det europæiske Nato-medlem, som bruger den største andel af bruttonationalproduktet på forsvar.

Anderledes positiv stemning er der på yderfløjene i svensk politik. De seneste måneders målinger viser, at Sverigedemokraterna står til en fordobling af deres nuværende 12,9 procent ved det kommende valg, hvilket gør dem til landets næststørste parti. Vänsterpartiet viser sig ligeledes særdeles godt frem i valgkampsmålingerne. Juli har budt på målinger mellem 10 og 11 procent til det socialistiske og euroskeptiske parti, hvilket tyder på noget nær en fordobling af resultatet på 5,7 procent fra 2014.

Danskerne: brud på hvidvaskreglerne skal straffes hårdt

Det har øjensynligt gjort indtryk på den danske befolkning, at Danske Banks estiske filial i en årrække er blevet misbrugt til hvidvask for 53 milliarder kroner. Ifølge en måling foretaget af Wilke for FinansWatch mener et stort flertal af den danske befolkning, at brud på hvidvaskreglerne skal ramme finansielle virksomheder og deres ledelse hårdt. 67,5 procent af de adspurgte mener, at myndighederne skal have beføjelser til at afsætte direktører og bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder.

Adspurgt om Danske Banks troværdighed synes tendensen lige så klar. 70 procent mener, at hvidvasksagerne har svækket bankens troværdighed i høj eller meget høj grad. Kun 8,5 procent mener, at sagerne slet ikke har svækket Danske Banks troværdighed.

Merkel som leder af den frie verden Med titlen som ”Person of the Year” udråbte TIME Magazine i 2015 Angela Merkel til leder af den frie verden. Tre år og et amerikansk præsidentvalg senere har Kantar Gallup foretaget en måling, hvor et repræsentativt udsnit af danskerne er blevet bedt om at udpege deres bedste bud på en leder af den frie verden, og resultaterne vidner om en klar samklang mellem det amerikanske magasin og den danske befolkning. Med 36 procent er Merkel danskernes klare førstevalg. Kun fire procent peger på den amerikanske præsident, Donald Trump, som deler fjerdepladsen med Theresa May. Foran dem ligger EU-præsident Donald Tusk med fem procent og Emmanuel Macron med ti procent. Ifølge Gallups internationale måling på tværs af 55 lande har netop Macron særdeles godt fat i vælgere uden for de franske grænser. I målingen slår han Merkel som verdens mest populære leder, hvilket må yde tiltrængt trøst i en tid med lav opbakning derhjemme. Kun 32 procent af de franske vælgere støtter ifølge meningsmålingsinstituttet Ipsos Macron.

FOTO: HENNING BAGGER / THOMAS LEKFELDT / TOBIAS SCHWARZ / AP / RITZAU SCANPIX

Fire ud af ti danskere vil hæve forsvarsbudgettet

Både nationalister og socialister kan fordoble stemmetilslutningen ved det kommende svenske valg, mens de gamle magtpartier efter alt at dømme skal gå efter at begrænse vælgerflugten. Det borgerlige centrum-højreparti Moderaterna er i målingerne henvist til en position som landets tredjestørste parti, overhalet af Sverigedemokraterna, og omend de regerende Socialdemokraterna i langt de fleste målinger kan kalde sig landet største parti, er der langt til resultatet fra 2014, hvor næsten hver tredje svensker satte kryds ved statsminister Stefan Löfvens arbejderparti.

Penge, magt og samfundsansvar Overskriften her er kodeordet for Mandag Morgens erhvervsdækning. Danske virksomheder spiller en langt mere central rolle i det danske samfund, end de politiske diskussioner ofte afspejler. Klaus Dalgas og Anders Rostgaard Birkmann står i spidsen for Mandag Morgens dækning af de vigtigste strømninger i dansk erhvervsliv. Det gælder den digitale transformation, ny ledelsesparadigmer, ændrede rammevilkår, globale udfordringer, socialt og miljømæssigt ansvar og samspillet med den offentlige sektor. Mandag Morgen ikke bare problematiserer, gransker og analyserer, men anviser også nye veje til vækst og innovation.

Altinget: magasin Politiske tal

Vejret i tal Var sidste sommer en solfattig affære, har vi år måttet finde solcremen frem allerede i forårsmånederne. Og straks som man begyndte at nyde det varme vejr, kom mange også til at tænke på, om det i virkeligheden var klimaforandringerne, der begyndte at sætte sig igennem. Altinget: magasin kommer her med nogle tal på vejret.

Årsmiddeltemperaturen i 2017 var 8,9 grader I 2017 blev årsmiddeltemperaturen 8,9 grader. Rekorden for det varmeste år er 10,0 grader, hvilket blev målt i 2014. Det koldeste år var 1879 med 5,9 grader.

Det solrigeste år blev målt i 1947 med 1.978 timer, mens det solfattigste år var 1987, hvor der blev registreret 1.287 solskinstimer. I 2017 blev der registreret 1.512 solskinstimer i Danmark, hvilket er 210 timer under tiårsgennemsnittet fra 2006-2015, som ligger på 1.722 timer.

Vandstanden i Danmark er steget cirka 2 mm om året

Vandstanden i Danmark er steget cirka 2 millimeter om året de seneste 100 år, og stigningen forventes at blive kraftigere i løbet af de næste 100 år. Det kan blandt andet føre flere og kraftigere stormfloder med sig.

43,4 procent dansk strøm er fra vindmøller

I 2017 satte Danmark verdensrekord med 43,4 procent af den danske strøm produceret alene af vindmøller. Det gør Danmark til det land i verden, der kan dække den største andel af elproduktionen med grøn strøm fra vindmøller.

2017 er det tiendevådeste år Maj 2018 er den varmeste maj nogensinde Maj 2018 endte med en middeltemperatur på hele 15 grader på landsplan, hvilket er den varmeste registrering siden 1874. Den hidtidige rekord blev målt i 1889, hvor temperaturen i maj måned lå på i gennemsnit 13,8 grader, mens temperaturen i maj 1902 kun nåede i gennemsnit 8,1 grader, hvilket gør måneden til den koldeste maj-måned siden 1874.

Med 849 millimeter nedbør endte 2017 som det tiendevådeste år, siden målingerne startede i 1874. Det vådeste år var 1999, hvor der faldt 905 millimeter nedbør, mens det tørreste år var 1947, hvor der kun faldt 466 millimeter. Aabenraa blev med 1.069,3 millimeter den kommune, hvor der faldt mest nedbør i 2017.

Faldende CO2-udledning per indbygger I 2014 udledte hver borger i Danmark i gennemsnit 5.936 ton CO2. Udledningen var højest i 1996, hvor tallet lå på 13.715 tons per år per indbygger.

KILDER: ENERGI-, FORSYNINGS- OG KLIMAMINISTERIET / VERDENSBANKEN / DANMARKS METEOROLOGISKE INSTITUT

Flest solskinstimer i 1947

ª: embedsværk

Morgendagens embedsmand taler ikke kun djøfsk Tegn ment o ab nne et : g på Altin ærk v embeds k / .d altinget e v e pro

Det danske embedsværk er på vej ind i en ny tid, der byder på mere åbenhed over for offentligheden og velfærdens frontlinjemedarbejdere. På Altinget har vi en hel portal, der dækker embedsværket – få dine nyheder, analyser og debat om offentlig administration på Altinget: embedsværk.

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU.

Altinget: magasin Christiansborg

METTE ABILDGAARD (K)

JACOB MARK (SF)

PETER KOFOD POULSEN (DF)

Altinget: magasin Christiansborg AF EMMA QVIRIN HOLST, JOURNALIST, ALTINGET FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

”VI TRAK JO TÆPPET VÆK UNDER EN MINISTER I LØBET AF MIT FØRSTE ÅR SOM FOLKETINGSMEDLEM …” De blev valgt ind i 2015, men er allerede slået igennem som folketingspolitikere. Mette Abildgaard (K), Jacob Mark (SF) og Peter Kofod Poulsen (DF) fortæller om deres første valgperiode. Om huller i bukserne og kattehår på jakken. Om forholdet til pressen, til hinanden og mistilliden fra befolkningen.

Ung og ny på Tinge Mette Abildgaard: ”Jeg kan huske en af mine første dage herinde, hvor jeg måske havde været energiordfører i ti minutter – der var lige blevet sendt en pressemeddelelse ud med nyheden – og så kom der et opkald fra et meget fagspecifikt medie, der hedder EnergiWatch. De ringede for at spørge, hvad jeg mente om sammensætningen af elreguleringsudvalget. Der tænkte jeg lige, ’Hold nu kæft, mand. Ud over at jeg har 14 områder, jeg skal sætte mig ind på de overordnede linjer, skal jeg også ned i så små detaljer som elreguleringsudvalget.’ Jeg var jo nødt til at starte med at google det.”

le kæmpe lidt mere for det. Men i stedet oplever jeg, at der er respekt omkring, at hvis man er folketingsmedlem, så er man folketingsmedlem.”

Jacob Mark: ”Fra det øjeblik jeg for første gang trådte ind i en forligskreds, blev der lyttet, også selvom jeg var ung og havde meget at lære, og der var respekt omkring, at jeg kom ind med mit eget mandat. Jeg havde forestillet mig, at man skul-

Når det bliver brutalt Jacob Mark: ”Vi havde et landsmøde med en stor diskussion om asylpolitik. Og her gik jeg så ud specifikt og sagde, at SF skulle stemme for den såkaldte nødbremse, som man kunne sætte i værk, hvis Euro-

Peter Kofod Poulsen: ”Jeg er jo medlem af et ret stort parti, så jeg havde egentlig en lidt naiv forestilling om, at jeg skulle lige sidde lidt på bagerste række, fordi jeg var nyvalgt, og min folketingserfaring var ikke-eksisterende. Den forventning slog så lidt fejl, og det er jeg jo glad for, for jeg laver mange spændende ting herinde. Det er en generel ros til Folketingets partier, de er ret gode til at lade folk komme til.”

pas asylsystem brød sammen. Det gik så helt galt i pressen, hvor det fremstod, som om jeg ville afvise små asylbørn med bamser i favnen ved den danske grænse. Og så meldte Özlem Cekic sig ud samme dag, og det var altså den dag, hvor vores landsmøde startede, og som en del af ledelsen i SF var jeg ansvarlig for at håndtere hele den situation. Men man bliver dygtigere af sådanne situationer end en forsidehistorie, hvor alt spiller.” Mette Abildgaard: ”Vi trak jo tæppet væk under en minister i løbet af mit første år som folketingsmedlem. Det var et meget højintensivt forløb, som man lærte rigtig meget af at være midt i. Man er meget bevidst om, at den minister har man måske mødt for 14 dage siden til et eller andet arrangement, hvor hun havde sine børn med. Derudover havde vi også nogle dage på Marienborg i døgndrift, hvor det hele var spidset til, og jeg nåede at tro, at

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

vi skulle have et folketingsvalg. De situationer kan man ikke undgå at lære noget af, men man lærer også meget om sig selv undervejs, i forhold til hvordan man reagerer i situationer, og hvilke værdier der er vigtige for en.”

Huller i bukserne Jacob Mark: ”Åh, det var en mandag, og jeg havde en hjemmearbejdsdag. Så skulle jeg bare lige over og hente min computer på Borgen. Så jeg havde bare nogle jeans på, hvor der var huller i, og en Ralph Lauren polo. Jeg har lignet en, der lige var kommet ud af gymnasiet. Og så ringer Pia (Olsen Dyhr, formand for SF, red.) og siger, ’Jacob, du er nødt til at gå op i Statsministeriet om fem minutter, fordi vi skal underrettes om grænsekontrollen’. Jeg var rundt på alle SF’s kontorer for at se om, der var nogen, der havde en skjorte. Men det var der bare ikke, og så måtte jeg gå derover, som jeg var. På det tidspunkt var jeg helt ny, så der var ikke en kæft, der vidste, hvem jeg var. Der sad så tre ministre, hvoraf den ene er statsministeren, mens jeg sidder ved siden af Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, og så en af ministrene, der tydeligvis ikke har set mig før. ’Hvem fanden er du,’ spørger han. Han ringede så og undskyldte til Pia efterfølgende.” Peter Kofod: ”Årh, det var pænt.” Har I andre prøvet noget lignende? Mette Abildgaard: ”Nej, jeg har lidt mere situationsfornemmelse.” Peter Kofod: ”Jeg har ikke bukser med huller i. Ej, det lyder også helt frelst. Okay, jamen, så får I den. Det er simpelthen en forfærdelig historie: Jeg var ude af huset og skulle tilbage og til en forhandling, der resulterede ud i en aftale efterfølgende. Jeg troede, at jeg havde rigtig god tid den dag. Det, som jeg ikke havde forudset, var, at der var noget bøvl med trafikken, så jeg skulle faktisk have været hjem og klæde om inden, og det fik jeg så ikke gjort. Da vi skulle ud til doorstep, ja, der stod jeg så med en meget smart vindjakke og en T-shirt. Det vil jeg normalt aldrig gøre.”

Jacob Mark: ”Aldrig!” Peter Kofod: ”Det er simpelthen et no-go. Vores påklædning er en væsentlig del af at være med i TV eller andre steder, fordi vælgerne skal se, at vi gør os umage – ikke bare med vores stof – men også med os selv, at vi prøver ligesom at respektere deres tillid til os. Og det, man ikke kunne se på News, var, at et af de steder, jeg havde været, der havde været mange katte. Og så tror jeg, at jeg har sagt rigeligt.” Jacob Mark: ”Jeg har sjældent set min formand så glad, som dengang vi skulle til et arrangement med dronningen, hvor jeg så mødte op i mit stiveste puds med slips og det hele. Så kiggede hun på mig sådan inderligt, lidt ligesom en mormor, og sagde, ’hvor er du nydelig. SF’er med slips’.”

Den fedeste fornemmelse Jacob Mark: ”Dér, hvor jeg var gladest, var en dag, hvor det gik op for mig på et gruppemøde, at der var ingen, der ville være bedre til at være gruppeformand i SF end mig. Det lyder sådan lidt arrogant. Men altså, jeg blev gruppeformand efter ni måneder og følte overhovedet ikke, at jeg var klar til at være det, og jeg følte heller ikke, at jeg havde kompetencerne til at være det. Så det der med lige pludselig at sidde der en dag, og det så gik det op for mig, at det var det, som jeg skulle, det var nok den fedeste følelse, jeg har haft i de tre år, jeg har været her.” Mette Abildgaard: ”En af de gange, hvor jeg har haft den allerfedeste fornemmelse, var, da jeg skulle holde tale på vegne af mit parti i forbindelse med afslutningsdebatten i 2017. Jeg havde skrevet en tale, som fungerede godt, og som folk morede sig over. Jeg kan huske, da jeg kiggede ned på den ene side, sad statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren side om side og gav mig deres udelte opmærksomhed. Der er også taget et ret fedt billede, hvor de sidder alle sammen og slår i bordet af grin.”

Work. Life. Balance? Jacob Mark: ”Det sværeste er det, som

man skal vælge fra. Jeg kan sidde med fire sager på et af mine områder og vide, at jeg kun har tid til én af dem. Jeg ved, at de tre andre også er vigtige, men det er bare vilkårene. Man bliver virkelig god til at prioritere herinde, men man går også lidt med en dårlig samvittighed hele tiden. Jeg har lige siddet til et møde, hvor de kom med en skidegod idé, og der ved jeg allerede nu, at det vil jeg først kunne løfte efter et

Altinget: magasin Christiansborg

Både Jacob Mark, Peter Kofod Poulsen og Mette Abildgaard var nyvalgte i 2015. Men allerede året efter var alle tre steget i graderne på hver deres måde.

valg. For frem mod næste folketingsvalg har vi nogle prioriterede sager, som vi kører som perler på en snor. Og så er der alt det i privaten, man også skal vælge fra. Man ser venner og familie mindre.” Mette Abildgaard: ”Hvis man arbejder solen sort og bruger alle timer herinde og samtidig får dårlig samvittighed over, at der er endnu mere, man burde have nået,

bliver livet simpelthen bare for surt. Da jeg var ny handicapordfører, skrev alle de danske handicaporganisationer, at deres formand gerne ville komme til hilse-på-møde, og jeg lærte meget hurtigt, at jeg hader begrebet hilse-på-møder, fordi jeg kunne bare konstatere, at jeg kunne fylde det første år som folketingsmedlem ud med hilse-på-møder på alle mine fagområder. Hvis man nogensinde selv skulle

nå at være med til at sætte en dagsorden, så kan man ikke sætte al sin tid af til, at andre skal præsentere, hvad der er på deres dagsorden.” Er der noget i privatlivet, som I har været nødt til at opgive? Mette Abildgaard til Peter Kofod: ”Du går lidt mindre på Nationalmuseet?”

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg Respekten må være gensidig, selv når uenigheden er stor, lyder det fra den unge generation på Borgen.

Mette Abildgaard

Peter Kofod Poulsen

Jacob Mark

Gift med journalist Jens Jacob Juulsager og venter parrets første barn.

Uddannelse Folkeskolelærer, UC Syddanmark, Haderslev, fra 2011 til 2015.

Uddannelse Bachelor i journalistik, politik og administration, Roskilde Universitet, fra 2013 til 2017.

Født 12. oktober 1988.

Uddannelse Cand.soc., Roskilde Universitet, fra 2007 til 2013. Parlamentarisk erfaring Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Nordsjællands Storkreds fra 18. juni 2015. I april 2016 blev hun vikarierende politisk ordfører, da Mai Mercado skulle på barsel. Den post beholdt hun, da Konservative gik i regeringen i november 2016, og Mai Mercado blev ny minister. Men i den forbindelse blev ansvaret også udvidet med posten som gruppeformand, som hun også har bestridt lige siden. Dermed har Mette Abildgaard stået i spidsen for Konservative i en lang række sager og taler på vegne af partiet i forbindelse med åbnings- og afslutningsdebatterne.

Født 27. februar 1990.

Parlamentarisk erfaring Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds fra 18. juni 2015. Som medlem af Folketingets næststørste parti er der lidt længere til partitoppen for Peter Kofod Poulsen. Men alligevel er det gået stærkt for det 28-årige folketingsmedlem, der også bliver kaldt ”mini-Tulle” grundet sine ligheder med partiformanden. I januar 2016 overtog han posten som retsordfører fra en anden af partiets absolutte topfigurer, Peter Skaarup. Taget retsområdets betydning for Dansk Folkeparti i betragtning er det en vigtig forfremmelse. Den har også sat Kofod forrest i forhandlinger om eksempelvis bandepakken og politiet.

Født 16. oktober 1991.

Parlamentarisk erfaring Folketingsmedlem for SF i Sjællands Storkreds fra 18. juni 2015. På trods af et folketingsvalg, hvor SF blødte stemmer og mandater, lykkedes det for den helt nye kandidat Jacob Mark at sikre et nyvalg i hjemstavnen Køge, hvor han også sad i byrådet. Efter mindre end et år i Folketinget og i alder af blot 24 år blev Jacob Mark udnævnt til at være SF’s gruppeformand i maj 2016. Han afløste Jonas Dahl, som forlod Folketinget. Med udnævnelsen blev Jacob Mark cementeret som partiets nummer to lige efter partiformand Pia Olsen Dyhr.

Altinget: magasin Christiansborg

Peter Kofod: ”Ja, det er rigtigt. Det er faktisk lang tid siden. Men jeg må indrømme, at jeg bilder mig ind, at jeg har en fordel i forhold til jer andre, fordi jeg bor i Jylland. Så arbejder man igennem herovre, og så tager man hjem i to-tre dage, hvor man holder fri, for man er alligevel 250 kilometer væk. Det er ret meget luksus, fordi jeg kan tillade mig, når folk så alligevel ringer i weekenden, at sige, at ’vi må tage den, når jeg er tilbage i København’. Det er et kæmpe plus.” Mette Abildgaard: ”Det er sådan meget kønsspecifikt. Men jeg tror, at der er en udfordring for unge, kvindelige politikere, når man ikke har fået de børn, man skal have, fordi det er bare en periode, hvor man er væk, og man ikke kan passe ens hverv. Det betyder, at når perioden er gået, og regnskabet skal gøres op, har man bare været mindre på end nogle af ens mandlige kollegaer, som har været der i hele perioden.” Jacob Mark: ”Fordelen ved at være ung er, at man, som jeg, ikke har så mange forpligtelser. Jeg kan bruge rigtig meget tid på at tage ud og besøge folk og være på institutionsbesøg og lignende. Nu snakker jeg med en af mine andre unge kollegaer, som har børn, og han har bare ikke lige så meget tid til at komme rundt omkring, som jeg har nu. Jeg bruger det meste af mit liv lige nu på at være i politik.”

Politikerlede Jacob Mark: ”Jeg tænker, at Mette altid plejer at sige noget begavet, når vi når til det her punkt.” Mette Abildgaard: ”Hvad plejer jeg at sige?” Jacob Mark: ”Det ved jeg ikke, nu får jeg præstationsangst. Men Peter var der jo, da vi skulle behandle det i folketingssalen. Så Peter er i virkeligheden ekspert på det her punkt.” Peter Kofod: ”Mette fandt en bog, som var meget gammel, og læste op, at allerede for mange år siden havde der været mistillid til det politiske system. Så kan man diskutere, er det blevet forstærket? Ja, helt klart. Tager befolkningen så altid fejl? Nej. Det er ikke nødvendigvis altid forkert at være kritisk indstillet over for systemet.”

Mette Abildgaard: ”Jeg tror, at politikerleden altid har været der. Og den bog, som jeg læste op fra, var vist fra 1963. Men der ses også en udvikling, og den er stigende, det kommer vi ikke uden om. Men det er interessant, at det ikke er, fordi folk i lavere grad genvælger politikere, og det tager jeg som udtryk for, at det ikke er den enkelte Peter, Jacob eller Mette, der findes lede imod. Det er standen som sådan.” Peter Kofod: ”Det pudsige er, når man læser de målinger, så tænker man, at det var godt nok deprimerende. Men når man så kommer hjem til, hvor man er valgt og bor, oplever jeg ikke, at folk er sure. Tværtimod oplever jeg, at folk er meget interesserede i, hvad jeg går og laver, og ofte har meget stor respekt for, at det tager mange timer, og man er væk hjemmefra.” Jacob Mark: ”Jeg tror, der er to ting på spil. For det første er jeg enig i, at folk stadig har tillid til dem, som de stemmer på. Det er de andre, den er gal med. Der har vi et ansvar som folkevalgte for at vise, at det er ikke de andre, den er gal med. Vi kan godt være politisk uenige, men de er ordentlige mennesker, der tror på det, som de kæmper for. Det er vi for dårlige til. Det leder mig til den anden del, som jeg ikke rigtigt har luftet før, men som hænger sammen med en anden interesse, jeg har i kraft af min bachelor i journalistik. Jeg mener, at kombinationen af 24 timers nyheder og kritisk journalistik, hvor man vil have konflikter, har været gift for den saglige og gode debat.” Peter Kofod: ”Jeg har et konkret eksempel fra for nylig, hvor en journalist ringer og præsenterer en historie, og spørger, hvad man tænker om det? Jeg syntes som udgangspunkt ikke, at der var det store problem. Konklusionen var, at så var jeg ikke interessant. Så ringer han til en af de andre, som er sure og måske vil indkalde til et samråd.” Jacob Mark: ”Det har jeg også prøvet mange gange.” Så kommer I ikke med i artiklen?

også før hoppet lige i fælden. Men journalister skal også tænke over, om man ringer og har den tilgang, at der skal indkaldes til et samråd, eller om man ringer for at høre, hvorfor vi mener det, som vi gør.” Jacob Mark: ”Hvis de er ude efter en kritisk vinkel, og man skulle lave den overraskelse som den sure venstrefløj og sige, jamen, det er jeg ikke kritisk over for, så går de over til et andet surt venstrefløjsparti. Det er vilkårene.” Mette Abildgaard: ”Det bedste, man kan gøre i forhold til at modarbejde den politikerlede, er dybest set at opføre sig ordentligt. Jeg tror især, at i de to gamle, traditionelle partier, Socialdemokratiet og Venstre, bliver man som ung politiker opdraget til, at man skal være en terrier, der hænger meget i haserne på de politiske modstandere. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være som politiker, og det tror jeg også er det bedste, vi kan gøre for at påvirke det der politikerlede.”

Hvor længe bliver I i politik? Peter Kofod: ”Det kan jo være slut om et år.” Jacob Mark: ”Der kan ske to ting. Vælgerne gider mig ikke mere, eller jeg gider ikke mere.” Mette Abildgaard: ”Hvad sker først?” Jacob Mark: Lige er det her det fedeste i verden at lave, og jeg føler mig meget privilegeret. Men det er de to scenarier, der er. Man skal stoppe, når man ikke synes, at det er fedt mere. Mette Abildgaard: ”Jeg tror ikke, at jeg kan svare på det her spørgsmål om, hvor lang tid man har lyst til at blive i politik, før jeg har prøvet at skulle kombinere et almindeligt liv med tilværelsen som politiker. Der er jeg bare spændt på at finde ud af, når jeg får børn, om det kan kombineres og på en tilfredsstillende vis, for det er det, der bliver afgørende for mig for, hvor mange år jeg bliver herinde.”

Peter Kofod: ”Jeg kom ikke med, og jeg tænkte, skal jeg indkalde til et samråd for at komme med i en artikel? Og nej, jeg er ikke spor bedre end alle mulige andre og er

August 2018

20 ÅR SIDEN

Bruddet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre er konsekvensen af forskydninger i det politiske landskab, der har været undervejs i årevis. AF ERIK HOLSTEIN, POLITISK KOMMENTATOR, ALTINGET

FOTO: LISELOTTE SABROE / RITZAU SCANPIX

DET POLITISKE JORDSKÆLV BEGYNDTE FOR

Altinget: magasin Christiansborg

DET POLITISKE JORDSKÆLV BEGYNDTE FOR 20 ÅR SIDEN

område, mens Dansk Folkepartis moderparti, Fremskridtspartiet, var et yderparti på alle parametre. For 25 år siden var der ikke et eneste af Folketingets partier, der befandt sig i den øverste venstre firkant af grafen, der dækker kombinationen af en stram værdipolitik og en venstreorienteret økonomisk politik. Den kombination fandtes til gengæld hos en del vælgerne, ikke mindst hos socialdemokratiske vælgere.

1993

arianne Jelved (R) afviste tesen meget, meget bastant. Det var en fuldstændig absurd tanke, at Dansk Folkeparti kunne konkurrere med Radikale Venstre om den attraktive plads i centrum af dansk politik, mente den daværende radikale leder. DF var et yderliggående parti, mens Radikale Venstre var selve inkarnationen af et midterparti, mente Jelved. Det var i 2005. 13 år senere har Dansk Folkeparti uden diskussion erobret midterpositionen. DF-formand Kristian Thulesen Dahl er manden, alle bejler til, mens den radikale leder, Morten Østergaard, hverken kan komme i regering med en blå eller rød valgsejr. Det er kulminationen på en isolation af det engang så indflydelsesrige radikale parti, en udvikling, der startede tilbage i 2001.

Naturlige partnere Radikale Venstres centrale position var gennem 100 år baseret på, at partiet i den økonomiske politik lå mellem Socialdemokratiet på den ene side og Venstre og Konservative på den anden. I 1930’erne regerede S og R sammen i hele årtiet. De to partier tog sammen de første skridt til opbygningen af velfærdssamfundet, og de socialdemokratiske arbejdervælgere havde mange fælles interesser med de radikale husmænd på landet. Samarbejdet mellem S og R blev genoptaget mange gange i løbet af de næste 80 år. Da Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1993 trådte til som statsminister med Marianne Jelved som økonomiminister, var forskellen på de to partier stadig begrænset. Dengang var fordelingspolitikken den helt afgørende skillelinje i Folketinget, og her stod S og R ret tæt på hinanden – på hver sin side af den politiske midte. De var ikke helt enige om værdipolitikken, men forskellen var ikke afgrundsdyb, og området var på det tidspunkt ikke det vigtigste. Som det fremgår af grafen, havde Radikale Venstre i 1993 en midterposition på det afgørende fordelingspolitiske politik-

Minimum økonomisk omfordeling

Maksimum økonomisk omfordeling

Stram værdipolitik

Lempelig værdipolitik Q = Kristeligt Folkeparti, CD = Centrum-Demokraterne, Z = Fremskridtspartiet

Udlændinge- og retspolitikken begyndte at splitte S og R i slutningen af regeringsperioden. Værdipolitikken havde aldrig før været det vigtigste politiske tema for vælgerne, men fra 2001 begyndte værdipolitikken at afgøre valgene. Mens de radikale stort set blev stående, bevægede socialdemokraterne sig gradvist i retning af en strammere værdipolitik, så S til sidst stod nærmere DF end R. Flere andre partier rykkede i samme retning, og det efterlod Radikale Venstre på en værdipolitisk yderposition.

”Sådan er det jo” På det økonomiske skete der også forskydninger, der underminerede den gamle alliance. Under Margrethe Vestagers lederskab slog Radikale Venstre over på en klassisk borgerlig linje med drastisk beskæring af efterløns- og dagpengeordninger. I forrige års diskussion om endnu en pensionsreform trumfede Radikale Venstre endda den borgerlige regering med ønsket om at hæve pensionsalderen med et helt år. Regeringen havde spillet ud med et halvt år. Interessant nok viser undersøgelser, at vælgerne har bevaret den gamle opfattelse af Radikale Venstre som et centrumvenstreparti. Det fordelingspolitiske billede er heller ikke helt entydigt, for på et område som boligbeskatning ligger R til venstre for S, lige-

Altinget: magasin Christiansborg

som Radikale Venstre er imod den lave integrationsydelse. Men i forhold til de centrale diskussioner om ”velfærdsreformer” er Radikale Venstre blevet mørkeblå, og samlet set ligger partiet i dag nogenlunde på linje med V-K i fordelingspolitikken. Hos Socialdemokratiet skete den modsatte udvikling efter 2015. Med Mette Frederiksen som ny formand foretog partiet en forsigtig venstredrejning af den økonomiske politik. Facit er, at de værdipolitiske uenigheder mellem de to partier i dag er uoverstigelige, mens forskellene i den økonomiske politik er blevet mærkbare.

DF’s farvel til liberalismen I samme periode har Dansk Folkeparti undergået en sand metamorfose. Fremskridtspartiet – som DF udsprang af – var ultraliberalistisk i en grad, der ved sammenligning får Liberal Alliance til at ligne skabssocialister. Pia Kjærsgaard tog i starten store dele af Fremskridtspartiets politik med sig, da hun i 1995 dannede Dansk Folkeparti. Dengang mindede DF’s politik meget om den, man i dag finder hos Nye Borgerlige. Men i år 2000 ændrede DF diskret økonomisk politik. Partiet skrottede kravet om en flad skat på 30 procent og bevægede sig ind på den fordelingspolitiske midte. Som de sidste tre års slagsmål i blå blok har illustreret, står DF i dag nærmere S end de andre borgerlige partier i store dele af den økonomiske politik. Derfor er situationen den, at DF har erobret den fordelingspolitiske midterbane, mens Radikale Venstre her står længere inde på den borgerlige halvdel. Isoleret med Enhedslisten og Alternativet I værdipolitikken er DF fortsat et yderparti. Men det er Radikale Venstre også. Og i grel modsætning til for 25 år siden er der i dag trængsel på den værdipolitiske strammerside. Udover DF er S, V, K og LA at finde på den fløj. Radikale Venstre er ladt tilbage

2018

Minimum økonomisk omfordeling

Maksimum økonomisk omfordeling

Stram værdipolitik

Lempelig værdipolitik

sammen med Alternativet og Enhedslisten – og det giver under en femtedel af Folketingets mandater. Udover Radikale Venstre er Kristendemokraterne det eneste parti med kombinationen af blød værdipolitik og en blå økonomisk politik. Men Kristendemokraterne er ikke blevet valgt til Folketinget i de sidste 13 år. Skal man lave en analytisk vurdering af partiernes nuværende positioner, kommer skemaet til at se ud som herunder, hvor Nye Borgerlige (med svanelogo, red.) ligger i øverste højre hjørne.

SF som værdipolitisk midterparti Partier som SF og Venstre har også flyttet sig i løbet af de sidste 25 år, omend ikke så drastisk. I værdipolitikken stod SF for 25 år siden på en blød position helt på linje med Radikale Venstre. De sidste 10 år har SF skærpet linjen, og partiet er i dag placeret omkring den værdipolitiske midte. Venstre har ligeledes bevæget sig i værdipolitikken. Under tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann-Jensen krævede partiet ganske vist udlændingepolitiske stramninger, men Venstres top var meget tilbageholdende i udlændingedebatten. Havde Inger Støjberg sagt det samme i 1993, som hun gør i dag, var hun givetvis blevet ekskluderet af Venstre. Da Anders Fogh Rasmussen tog over, strammede han både udlændinge- og retspolitik, og Venstre kom efter 2001 ind i en meget hård værdipolitisk konfrontation med Radikale Venstre. Fogh drejede samtidig den økonomiske politik i en mere midtsøgende retning, men her har Lars Løkke Rasmussen spolet udviklingen tilbage. Et EU-begejstret parti Føjer man endnu en akse til, er fællesskabet mellem S og R også her blevet mindre. Det gælder EU-politikken, hvor de to partier for 25 år siden stod tæt på hinanden. De sidste par år er S blevet mere kritisk over for en fortsat EU-integration, mens Radikale Venstre har overhalet V og K som Folketingets mest helhjertede EU-tilhængere. Igen står DF på det stik modsatte synspunkt. I miljø- og klimapolitikken har positionerne ikke ændret sig synderligt de sidste 25 år, omend Venstre har zigzagget frem og tilbage i forhold til det grønne ambitionsniveau. Men det er i fordelingspolitik og værdipolitik, de afgørende ryk har været. Ikke et spørgsmål om personer Gør man regnebrættet op, fremstår den socialdemokratiske afvisning af Radikale Venstre nok som historisk. Men den var langtfra resultatet af et enkelt jordskælv. Den var snarere konsekvensen af en hel række rystelser, der gradvis har rykket brikkerne hen på andre positioner. Skilsmissen mellem Frederiksen og Østergaard er ikke et spørgsmål om personer – i modsætning til dengang de radikale ledere mistede tiltroen til daværende S-formand Svend Auken. Faktisk har Mette Frederiksen og Morten Østergaard et udmærket personligt forhold. Det her handler om politik, og om at socialdemokrater og radikale i dag repræsenterer vælgere med vidt forskellige og delvist modsatrettede interesser. Det problem vil være der i mange år frem.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

Socialdemokratiet blæser uenighederne med Radikale Venstre helt ud af proportioner. Sådan lyder det fra Martin Lidegaard, næstformand for den radikale folketingsgruppe og tidligere udenrigsminister i SR-regeringen, der sad fra 2011-2015. Det var ikke på udlændingepolitikken, vi havde vores største uenigheder, da vi sad i regering sammen, siger han. AF SIMON FRIIS, JOURNALIST, ALTINGET

MARTIN LIDEGAARD

DET ER FOR TIDLIGT AT UDELUKKE OS I EN REGERING MED S

FOTO: ASGER LADEFOGED / MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

et kan godt være, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ikke ønsker et regeringssamarbejde med de gamle politiske partnere fra Radikale Venstre. Men det er alt for tidligt at udelukke et regeringssamarbejde, lyder det nu fra den radikale gruppenæstformand, Martin Lidegaard. ”Det er blevet meget spændende, hvad der sker efter et valg. Det afhænger fuldstændig af, hvordan mandaterne falder ud: Får S et alternativ med DF? Og får Radikale et godt valg? Jeg betragter bestemt ikke hele diskussionen om regeringsdeltagelse som tilendebragt. Overhovedet,” siger den tidligere udenrigsminister i SRregeringen til Altinget: magasin. Det var i en kronik op til grundlovsdag tidligere på sommeren, at Mette Frederiksen underskrev skilsmissepapirerne mellem de to gamle partnere i centrum-venstre. ”Jeg ønsker ikke at sætte mig i spidsen for et Danmark, der ikke har styr på udlændingepolitikken,” skrev hun. Men netop billedet af, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre ikke kan arbejde sammen om udlændingepolitikken, kan Lidegaard ikke genkende fra de to partiers regeringsperiode fra 2011-2015. ”De opfatter os som uforsonlige på udlændingepolitikken. De kan slet ikke se, at man kan forene deres politik med vores politik. Men nu sad jeg jo i regering med dem i fire år og forvaltede udlændingepolitikken med S, og jeg må sige det ligeud: Det var ikke på det område, vi havde de største konflikter. Vi havde diskussioner, især i starten, men da vi først sad og forvaltede magten sammen, oplevede jeg, at der var større diskussioner, når det kom til den økonomiske politik,” siger han. ”Vi har før kunnet håndtere uenighed, og det er jeg også overbevist om, at vi vil kunne nu. Jeg vil ikke fornægte, at vi er forskellige på det punkt.” Ifølge Lidegaard handler konflikten med Socialdemokratiet på udlændingespørgsmålet også om, at Radikale Venstres position er blevet forvrænget i den offentlige debat.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

Hvis jeg forstår socialdemokraterne rigtigt, så forsøger de at købe sig lidt fred under valgkampen. Jeg tror, de får det stik modsatte. Altså, aben følger med.

”Jeg reagerer mod, at Socialdemokratiet forsøger at blæse uenighederne ud af proportioner og er med til at skabe et billede af, at vi bare vil stå nede ved Padborg og åbne grænsen for alle, der har lyst til at komme til Danmark. Det var ikke den politik, vi førte, da vi var i regering sidst. Og det er ikke den politik, vi forventer at skulle føre nu.” Spørgsmålet er selvfølgelig om det kun er andre, der har skyld i proportionsforvridningen, eller Radikale Venstre selv har bidraget. Partileder Morten Østergaard gik for eksempel i Børsen og kaldte en potentiel alliance mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF for et ”rødbrunt kabinet”. Lidegaard afviser ikke, at Østergaard skærpeVælgerne skal føle de uenigheden, men sig trygge ved, at vi ansvaret placerer han ønsker kontrol – også hos Mette Frederiksen. over antallet, men at ”Det er jo klart, at når de folk, der er her i man går op på det sidlandet, vil vi behandle ste trin på konflikttrapordentligt og anstænpen og siger, at man digt. dybest set ikke vil samarbejde med os, så kan man også forvente en reaktion. Og det kan man så udtrykke på mange måder. Jeg vil ikke kritisere min partileder for at have brugt en bestemt vending på et bestemt tidspunkt. Vi har haft et behov for at tale i et klart sprog, når nu Socialdemokratiet også gjorde det.”

Mette Frederiksen får ikke fred Martin Lidegaard anerkender dog også, at der er sket noget med Socialdemokratiet, siden regeringssamarbejdet sluttede i 2015. ”Man skal være helt politisk tonedøv for ikke at se, at Socialdemokratiet har flyttet sig meget på udlændingespørgsmålet siden valget. Så forskellen er blevet større. Det anerkender jeg. Men vi er vant til at indgå kompromiser og være pragmatiske. Der skal regeres, også i forhold til mandattallenes størrelse,” siger han. Socialdemokratiets tilnærmelse til Dansk Folkeparti betragter han som en risikabel færd. ”Hvis jeg forstår socialdemokraterne rigtigt, så forsøger de at købe sig lidt fred under valgkampen. Jeg tror, de får det stik modsatte. Altså, aben følger med.” Hvad betyder det?

”Jeg tror, at hvis Socialdemokratiet vælger at læne sig op ad Dansk Folkeparti efter næste valg, så vælger de et parti, der appellerer til de samme vælgere, og som ikke har tradition for at tage ansvar, og som ikke vil Socialdemokratiet det godt.”

Vi skal have bedre fat i vælgerne Hvis Radikale Venstre føler sig isoleret i den politiske debat, skal opmuntringen ikke findes i meningsmålingene. Radikales tilslutning er nede på godt halvdelen af de knap ti procent, som partiet opnåede i 2011, det seneste folketingsvalg, der gav partiet adgang til regeringskontorerne. Og at partiet har en stor opgave i at overtale vælgerne om, hvorfor det er værd at satse på, er for Martin Lidegaard glasklart: ”Det er helt afgørende, at vi får bedre fat i vælgerne, end vi har i dag. Jeg tror, at det bliver afgørende for vores tilslutning, at vi formår både at være et fyrtårn, der vil noget andet end resten af leverpostejen på Christiansborg, og betrygge folk i, at vi ikke er ekstremt parti på udlændingepolitikken,” siger Martin Lidegaard og slår håndfladen ned i bordpladen i takt med stavelserne. ”Vælgerne skal føle sig trygge ved, at vi ønsker kontrol – også over antallet, men at de folk, der er her i landet, vil vi behandle ordentligt og anstændigt.” Radikale Venstre er ifølge Lidegaard et idealistisk og ligefrem yderligtgående parti på nogle områder – især det grønne. ”Men når vi snakker integration, er vi meget hands-on,” siger han og henviser blandt andet til et forslag fra februar om, at der maksimalt bør være 30 procent tosprogede børn i folkeskoleklasserne. ”Vi synes ikke det er yderligtgående at være imod smykkeloven, at ønske kvoteflygtninge til Danmark eller mene, at burkaforbuddet antaster vores grundlæggende frihedsrettigheder. Men det er der selvfølgelig nogle, der gør.” Om netop den stigende modstand mod Radikales Venstres verdenssyn, er Martin Lidegaard hurtig til at erkende, at det er en svær periode. ”Når jeg synes, det er en svær tid, så er det især, fordi manglen på politisk lederskab i de store partier skræmmer mig. Vi står over for et fænomen i hele Europa, hvor den populisme, som har ufattelig godt fat i alle landene, handler om, at folk er nervøse for at miste det gode liv, de har.”

Blå bog

Martin Lidegaard • Født 12. december 1966 på Krogerup Højskole. • Student fra Helsingør Gymnasium i 1985, uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter i 1993. • Tidligere informationschef og vicegeneralsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og medstifter af den grønne tænketank Concito. • Medlem af Folketinget for første gang i 2001, klima- og energiminister fra 2011-2014 og udenrigsminister fra 2014-2015. • Gift med Astrid Rathe, kontorchef i Energistyrelsen, og far til tre.

Altinget: magasin Christiansborg

”Du spørger, om vi er gået fra at være et midterparti til at blive et protestparti, og svaret er nej,” siger Martin Lidegaard til Altinget.

Inspiration fra bulgarsk filosof Martin Lidegaards diagnose er inspireret af den bulgarske filosof Ivan Krastev, fortæller han. Krastevs bog Efter Europa blev udgivet tidligere på året af Informations Forlag, og Altinget: magasin bragte et længere interview med ham. Her var analysen, at det var de klasVi har endnu til gode siske magtpartier at se Dansk Folkeparti i Europa – det vil tage ansvar. Den dag, for eksempel sige man tager ansvar, der partier som Radikan man kalde sig et kale Venstre – der midterparti. havde svigtet den almindelige borger. Som Lidegaard selv påpeger, er populismens væsen defineret ved et oprør mod en etableret elite, og oprøret vinder tilslutning på baggrund af en følelse af, at den gamle magtakse ikke har leveret – hverken nationalt eller i EU. At eliten ikke har været gode nok til at passe på sit folk, tilslutter Lidegaard sig ubetinget.

”Men hvad er det rigtige svar fra socialliberalismen? Vi er nødt til at levere et manifest alternativ. Vi er nødt til at gøre som Macron og sige, at det med at lukke grænserne og lukke os om os selv og tro, vi kan løse problemerne alene, det er ikke et svar. På den anden side er vi også nødt til at gøre det på en måde, så vi ikke bliver nyttige idioter i den polarisering, som populisterne ønsker. For de lever jo af at spille bold op ad en elitær størrelse,” siger han.

Det er stadig os, der er midten Sagt på en anden måde vil Martin Lidegaard ikke opgive den midterposition, som ellers har været partiets ejendom i dansk politik. Og han accepterer slet ikke, at det er de gamle ærkefjender i DF, der har overtaget den. ”Du spørger, om vi er gået fra at være et midterparti til at blive et protestparti, og svaret er nej,” siger Lidegaard med stor eftertrykkelighed.

”Jeg vil insistere på, at vi fortsat er et midterparti. Der er ikke nogen midte i den danske udlændingedebat i øjeblikket. Enten er man med V, S og DF, som har en fuldstændig identisk politik på det her område, eller også er man helt ude i den anden ende. Vi har endnu til gode at se Dansk Folkeparti tage ansvar. Den dag, hvor man tager ansvar, der kan man kalde sig et midterparti,” siger Martin Lidegaard. ”Det projekt, vi har gang i, handler om at etablere en midte, hvor vi erkender, at der skal træffes svære beslutninger for at kontrollere antallet, men insisterer på, at de danskere, der har boet her i mange år, ikke skal stigmatiseres eller behandles dårligt, fordi de har en anden religion eller hudfarve. Det er vores midterposition. Og den vil nogle gerne gøre til en ekstrem protest, men det må jo stå sin prøve ved et valg.”

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

De unge er vilde med LA og Alternativet, de ufaglærte søger mod Dansk Folkeparti, og køn er mere end nogensinde definerende for partivalg. AF ANDERS REDDER, REDAKTØR, ALTINGET: CHRISTIANSBORG

N Y A N A LYS E A F PA R T I E R N E S VÆ L G E R P R O F I L E R

På vej mod et polariseret politisk landskab

Altinget: magasin Christiansborg

ANALYSE

øn, alder og uddannelse er mere end nogensinde afgørende for krydset i stemmeboksen. Til gengæld betyder erhvervsklasse – om man er arbejder, funktionær eller selvstændig – langt mindre for partivalg end førhen. Det viser en ny analyse af partiernes vælgerprofiler, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af næsten 11.000 gallupinterviews. Siden 1971 har valgforskere fra Københavns Universitet med nogenlunde samme metodiske greb lavet lignende

Den unge generation har kastet et politisk anker, som er så tydeligt og anderledes end de forrige generationer, at det kan vende op og ned på sammensætningen af Folketinget, hvis ikke de gamle partier og midterpartierne ændrer kurs.

FOTO: THOMAS LEKFELDT / RITZAU SCANPIX

undersøgelser, og konklusionen fra Kasper Møller Hansen er, at vi i disse år ser optræk til markante politiske nybrud. ”Vi går et samfund i møde, som både politisk og demografisk har meget polariserende træk, som vil spille direkte ind på indretningen af Danmark.” ”Danskerne har aldrig været bedre uddannede, og den sociale mobilitet er høj. Men selvom danskerne i princippet har uanede muligheder for bevægelse, både geografisk og uddannelsesmæssigt, kan vi på forholdsvis få parametre sige overraskende meget om partipræferencer,” lyder det fra Kasper Møller Hansen.

og 14 procent af stemmerne er de største partier blandt de yngste vælgere. De unges flirt med LA, Alternativet og Enhedslisten skal både ses som et udtryk for manglende tillid til de etablerede partier og som et ønske om et politisk system, hvor højtflyvende visioner italesættes tydeligere end realpolitik. ”Den yngre generation er meget idealistisk. Budskabet om, at politik skal være på en anden måde, og at visioner ikke altid skal krydstjekkes med den økonomiske bundlinje, appellerer i høj grad til de unge,” siger Kasper Møller Hansen. Han afviser samtidig, at Socialdemokratiet og Venstre kan trille tommelfingre og regne med, at de unge kommer til partierne med alderen. Idéen om, at vælgerne afsøger fløjpartier i deres ungdom for derefter at søge mod midten, passer ikke. ”Den unge generation har kastet et politisk anker, som er så tydeligt og anderledes end de forrige generationer, at det kan vende op og ned på sammensætningen af Folketinget, hvis ikke de gamle partier og midterpartierne ændrer kurs,” vurderer han.

Røde kvinder og blå mænd I halvfjerdserne og firsernes vælgerundersøgelser delte kvinder og mænd sol og vind

SÅDAN FORDELER PARTIERNES VÆLGERE SIG PÅ UDDANNELSE Grafen viser, hvordan partiernes vælgere fordeler sig på uddannelsesniveau. 100 90 80

De unge søger væk fra etablerede partier Den nye analyse af vælgerprofiler viser blandt andet, at sammensætningen af Folketinget ville være påfaldende anderledes, hvis de unge satte holdet. De 18-24-årige søger i høj grad mod partier som Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten. Omvendt står Socialdemokratiet og Venstre relativt svagt i samme vælgergruppe sammenlignet med resten af befolkningen. Også selvom de med henholdsvis 16,1

mere lige mellem rød og blå blok, end tilfældet er i dag. Kvinder søger i udpræget grad mod rød blok, mens mænd kigger mod blå blok, og ifølge Kasper Møller Hansen er ens køn mere end nogensinde definerende for stemmeafgivelsen. Hvis kun kvinderne havde stemmeret, ville rød blok med 58,7 procent få et sikkert flertal. I den anden grøft ville 55,4 procent af mændene sætte kryds ved partier til højre for midten, hvis der var valg i morgen. Også på partiniveau er vælgerpræferencerne dybt forskellige blandt kønnene. Eksempelvis er tre ud af fire LA-vælgere i dag mænd. Det gør Liberal Alliance til det parti på Christiansborg med den skæveste kønsbalance. ”LA har sadlet en smule om og fokuserer nu meget entydigt på skattelettelser og lavere registreringsafgift, og det ser i højere grad ud til at tiltale de mandlige vælgere,” siger Kasper Møller Hansen og påpeger, at DF også er et udpræget ”mandeparti”. Omvendt viser undersøgelsen, at SF i høj grad har tag i kvinderne, hvor 62,9 procent af partiets krydser kommer fra. Radikale Venstre er med 48,4 procent mænd og 51,6 procent kvinder blandt sine

15,1% 5,5%

70 60 47,3% 4,5%

36,9% 5,7% 43,6%

16,6%

40 30 20 10 0

55,5%

26,9%

33,7%

37,8% 35,1% 7,8% 8,5%

38,7%

56,7% 58%

57,6%

12,3%

10,2% 68,7%

15,6%

38,5%

39,1% 30,3%

18,3% 14%

41,3%

8,5%

50,9% 6,4%

14,3% 21,3%

38,9% 29,7%

35,9%

12,1% 23,8% 21,3% 18,8% 9,6% 12,7% 12,3% 12,4% 18% 10,9% 4,9% 13,1% 26,7% 16,9% DF

Folkeskole

ALT

Erhvervsuddannelse

Gymnasium

Andre Total

Videregående udd.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

ANALYSE

vælgere det parti, hvor køn har lavest forklaringskraft på stemmeafgivelsen.

to andre parametre (alder og køn, red.) den samme: Danmark er på vej mod et polariseret land rent politisk,” siger han og forklarer, at uddannelse har en ”enormt stærk forklaringskraft på partivalg”. Eksempelvis ville 27,2 procent af de ufaglærte stemme på Dansk Folkeparti, hvis der var valg i morgen. Omvendt ville partiet blot få 6,8 procent af stemmerne, hvis kun vælgere med en lang videregående uddannelse måtte stemme. Og har DF ambitioner om at blive et masseparti med bred appel over hele det demografiske spektrum, er analysen

Væk med erhvervsklasse, ind med uddannelse Mens det 20. århundredes valgforskning pegede på erhvervsklasse – om man er arbejder, funktionær, selvstændig – som en af de mest afgørende indikatorer for partivalg, er tendensen ifølge Kasper Møller Hansen, at vælgerne i mindre grad tager arbejdet med i stemmeboksen. ”I stedet ser vi, at uddannelse fylder mere og mere. Igen er tendensen fra de

bekymrende. ”Hvis ikke DF går på strandhugst i de andre uddannelsesgrupper, har de svært ved at blive så meget større end 20 procent. De er nødt til at forme deres politik, så den appellerer til flere uddannelsesgrupper. Det samme gælder tilgangen til unge vælgere, hvor de heller ikke har godt fat,” siger Kasper Møller Hansen. Blandt de højtuddannede står særligt Radikale Venstre med 9,3 procent af stemmerne, svarende til over 68 procent af partiets vælgerandel. Også Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre har godt fat i højtuddannede vælgere.

SÅDAN STEMMER DE UNGE VÆLGERE Graferne viser, hvordan de 18-24-årige ville stemme i modsætningen til alle vælgere. 18-24-ÅRIGE

ALLE

Socialdemokratiet

16,1%

Venstre

14%

Enhedslisten

13,5% 11,6%

Liberal Alliance

Alternativet

11,5%

Alternativet

Radikale Venstre

4,7% 4,3% 5,4%

Dansk Folkeparti

18,1%

6,5%

Konservative Folkeparti

9,4%

Radikale Venstre

10,8% 9,3%

19%

Enhedslisten

Liberal Alliance

Dansk Folkeparti

26,4%

Venstre

5,4%

Konservative Folkeparti

3,6%

Nye Borgerlige

1,1%

Nye Borgerlige

Kristendemokraterne

0,9%

Kristendemokraterne

0,8%

Andre

0,9%

Andre

0,5%

10%

15%

20%

25%

30%

10%

15%

20%

25%

30%

MANDLIGE OG KVINDELIGE STEMMER FORDELT PÅ PARTIERNE Graferne viser, hvordan henholdsvis mandlige og kvindelige vælgere ville stemme. MÆND

KVINDER

Socialdemokratiet

23,2%

Venstre

20,2%

Venstre

Dansk Folkeparti

20,2%

Dansk Folkeparti

Enhedslisten

Liberal Alliance

Radikale Venstre

Konservative Folkeparti

4,2%

Alternativet

3,9%

Alternativet

3,8%

Nye Borgerlige

3,1%

Kristendemokraterne

0,7%

Andre

0,7%

10,8% 2,4%

Radikale Venstre

4,9%

Konservative Folkeparti

17,7% 15,8%

Enhedslisten

8,1%

Liberal Alliance

30%

5,9% 3,7% 4,8% 7,2%

Nye Borgerlige

0,7%

Kristendemokraterne

0,8%

Andre 0,4% 10%

15%

20%

25%

30%

35%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

Kilde: Kasper Møller Hansen for Altinget.dk

Altinget: magasin International politik Hver måned giver Mikkel Vedby Rasmussen Altinget: magasins læsere indblik i en verdensorden i opbrud.

V E D BYS A N A LYS E

For Trump er NATO et marked, ikke et fællesskab

USA er begyndt at betragte EU på samme måde, som mange i Paris og Berlin længe har betragtet projektet: Som en samling af europæiske ressourcer beregnet til at konkurrere mod amerikanerne.

AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR VED INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET

ord Ismay var NATO’s første generalsekretær. I 1952 var han ikke meget for at tage jobbet, men i sidste ende overbeviste Winston Churchill ham om, at Ismays erfaringer som Churchills militærrådgiver under Anden Verdenskrig ville være nyttige i NATO. Men Churchill havde ikke kun lært Ismay, hvordan man håndterer vrangvillige allierede uden at tabe bowlerhatten, Ismay havde tydeligvis også lært et og andet om at sætte tingene på plads med et par velvalgte ord. Hvis man spurgte Ismay, var NATO’s formål således at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.

I kraft af udvidelsen mod Øst og samlingen af Tyskland er NATO’s afgørende front ikke i Tyskland, som i Ismays dage, men i Polen og de baltiske lande. Rusland er igen blevet NATO’s topprioritet, og topmødet i juli lancerede en række initiativer, som skal sikre, at de allierede kan stille forstærkninger og hurtigere kan få disse styrker frem til for eksempel de baltiske lande, samt at de lande har lufthavnene og kasernerne til at modtage NATO-styrkerne. Lord Ismay ville kunne genkende meget af den diskussion, men de militære forberedelser foregår med en anden politisk baggrund. Den nye italienske regering taler for en åbning mod Rusland, mens kræfter i både Bruxelles og Berlin bakker op om en politisk tilnærmelse til Putin, som synes at undergrave hele rationalet for at udbygge det europæiske forsvar mod Rusland. De østeuropæiske lande kan ikke føle sig sikre på at blive forsvaret. Når Putins ideologi samtidig omfavnes af den europæiske højrefløj, så er det i stigende grad svært at holde russerne ude. At holde Tyskland nede har selvfølgeligt være umuligt siden afslutningen af den Kolde Krig. Men Ismays formel holdt alligevel efter den tyske genforening, fordi Tyskland rejste sig som en del af NATO og EU. Efter finanskrisen og Brexit er Tyskland imidlertid ikke bare en del af EU – Tyskland er EU. I Europas navn har kansler Merkel forfulgt en politik, som tjente tyske økonomiske interesser, og ladet de fleste andre spørgsmål – fra krigen i Ukraine over Euroens fremtid til immigration – forblive uforløste. Det tog en regeringskrise i Berlin, før Merkel begyndte at tage immigrationsspørgsmålet alvorligt. Merkel har eksperimenteret med at fremstå som oppositionen til Trumps USA, men

har ikke haft et reelt program at stille over for Trumps America First. Måske fordi Berlin hele tiden har fulgt en Tyskland først-strategi. Når Merkel således er en leder, som ikke udviser lederskab, er det umuligt med en samlet europæisk front over for hverken Rusland eller USA. Præsident Macrons forsøg på at mobilisere Merkel til en ny vision for europæisk integration vedbliver med at strande på det simple faktum, at Merkel ikke har og ikke ønsker en ny vision for europæisk integration. NATO’s vigtigste rolle var at holde amerikanerne inde – uden dem kunne man hverken holde russerne ude eller tyskerne nede. At holde amerikanerne inde har altid handlet om mere end NATO. USA har altid været the silent partner i europæisk integration. En god del af forklaringen på EU's nuværende problemer er, at USA er holdt op med at hjælpe med at få det til at virke. Tværtimod er USA begyndt at betragte EU på samme måde, som mange i Paris og Berlin længe har betragtet projektet: Som en samling af europæiske ressourcer beregnet Nu vakler til at konkurrere mod amerikanerne. At fællesskabet. Trump siger dette klarere end nogen før Og gemytligheden ham, betyder ikke, at analysen er hans er væk. alene. Amerikanerne har således haft overraskende stor succes med at sikre de NATO-allieredes tilsagn om at øge forsvarsudgifterne. Hvordan dette ønsker hænger sammen med det forbedrede forhold med Rusland, som Trump signalede med sit møde med Putin, kan man godt undre sig over – hvorfor opruste mod russerne, hvis man kan slå en handel af med dem? Her er Trumps analyse den samme som italienernes, men hans konklusion handler ikke om, hvad det indkøbte forsvarsmateriel skal bruges til, men hvor det er købt. I sit brev op til NATO-topmødet takkede Trump således Danmark for at have brugt sine – efter præsidentens mening: alt for få – forsvarskroner på at købe amerikansk isenkram. NATO er et marked, ifølge Trump, ikke et fællesskab. Og det er heri, det nye består. Ismays ord lød måske lidt barske, men de blev citeret med gemytlighed, fordi disse hårde sikkerhedspolitiske kalkuler hvilede i den fælles opfattelse af et skæbne- og værdifællesskab. Nu vakler fællesskabet. Og gemytligheden er væk.

August 2018

Altinget: magasin Bruxelles

Under dramatiske natteforhandlinger i slutningen af juni vandt lederne fra Ungarn, Slovakiet, Polen, Østrig og andre hardlinere et afgørende slag i kampen om Europas udlændingepolitik. Flere års tanker om en obligatorisk fordeling af asylsøgere på tværs af EU er nu reelt slået ihjel. THOMAS LAURITZEN, ALTINGETS EUROPA-ANALYTIKER, BRUXELLES

DET STORE SKRED PÅ SOMMERENS EU-TOPMØDE

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, i samtale med sin tyske kollega, Angela Merkel.

FOTO: GEERT VANDEN WIJNGAERT / ARMIN WEIGEL / AP / RITZAU SCANPIX

Tre år efter flygtningekrisen har Europas høge vundet

Altinget: magasin Bruxelles

i er i en nødsituation. EU bliver beskyldt for ikke at rykke hurtigt nok i sine beslutninger. Så vi var nødt til at træffe denne beslutning i dag”. Det her kunne godt lyde som et citat fra denne sommers forhandlinger blandt EU’s ledere om indvandring og asylpolitik. Men det er det ikke. Citatet er næsten tre år gammelt. Ordene blev udtalt af Luxembourgs udenrigsog immigrationsminister, Jean Asselborn, da han dengang som EU-formand skulle forklare en drastisk beslutning på et justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles. Det var i september 2015. Europas flygtningekrise var på sit højeste, og det fik flertallet af ministrene til at gennemtrumfe den første obligatoriske omfordeling af asylsøgere blandt EU-landene. Tidligere var beslutninger om emner af så stor national følsomhed som immigration altid blevet taget med enstemmighed. Men i 2015 brugte det luxembourgske formandskab nogle særlige traktatregler, der tillod at tromle en midlertidig omfordeling af 120.000 asylsøgere igennem. Det skete trods kraftig modstand fra Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien, hvis regeringer alle stemte imod, men blev kørt over. Siden anlagde Ungarn og Slovakiet sag ved EU-Domstolen på grund af beslutningen. Den sag tabte de sidste år, for juridisk set havde de andre lande ret til at køre dem over. Men her i sommeren 2018 har de med-

lemslande nu vundet den politiske debat, der har raset lige siden. For selv den midlertidige omfordeling kom aldrig til at fungere ordentligt – de modvillige lande har simpelthen nægtet at efterleve den – og under et hektisk topmøde natten til fredag 29. juni blev tanken om en permanent og obligatorisk fordeling af flygtninge i EU reelt slået ihjel.

Merkel blev indhentet af krisen Egentlig kunne det virke lidt absurd, at de 28 medlemslandes topledere skulle kæmpe sig gennem ni timers nattesæde om asyl lige før sommerferien, for i realiteten er der ikke nogen flygtningekrise nu. Antallet af personer, der ulovligt krydser EU’s ydre grænser, er i dag 96 procent lavere, end det var i sommeren 2015. Så hvorfor al den ballade? Svaret er, at det har taget et par år for den politiske krise, der dengang blev antændt, at indhente de europæiske ledere. Primært den tyske forbundskansler, Angela Merkel. I et forsøg på at redde sin vaklende regering hjemme i Berlin, hvor regeringspartneren CSU ville lukke grænserne for asylsøgere, måtte Merkel under EU-topmødet i slutningen af juni acceptere at se sin drøm om en tvungen fordeling af asylsøgere falde sammen. Ganske vist prøvede både kansleren og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bagefter at fremstille topmødets beslutninger som en sejr for fælles europæiske

løsninger. Men det var kun fordi, at det hele meget nemt kunne være gået endnu værre: Det kunne være endt uden nogen som helst beslutninger. Eller der kunne være sket et skelsættende brud, hvor en række lande begyndte at lave aftaler uden de andre. Det var tæt på. Tre år efter det skæbnesvangre ministermøde i september 2015 og to år efter et forslag fra EU-Kommissionen om permanent obligatorisk omfordeling, blev det centrale princip i reformerne af EU’s såkaldte Dublin-forordning om asyl hældt ned ad brættet. Ikke at forslaget formelt blev begravet under ledernes diskussioner 28.-29. juni, men det bliver kun nævnt i forbifarten i konklusionerne fra EU-topmødet. I stedet for det betændte spørgsmål om, hvor asylsøgerne skal hen, fokuserer lederne nu på noget helt andet: Nemlig hvordan Middelhavets migranter kan blive placeret i lukkede centre eller lejre – enten inden for eller uden for EU’s grænser – men uden indledningsvis at give dem opholdsret i noget land.

Lejre på begge sider af Middelhavet ”Jeg er glad for, at vi er nået til dette vendepunkt. Det er første gang, at alle har godkendt planer om flygtningecentre uden for EU,” sagde den østrigske kansler, Sebastian Kurz, efter topmødet. Netop Østrigs unge, indvandrerkritiske regeringschef er blandt de europæiske ledere, der har angrebet Angela Merkels politik.

August 2018

Altinget: magasin Bruxelles

Kansler Kurz så uden tvivl det nye skred som en fremragende optakt til hans EU-formandskab, der begyndte 1. juli – og til det uformelle topmøde om grænsekontrol og indvandring, som han selv er vært for i Wien til september. Både Kurz, Merkel og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte dog efter topmødet, at der er masser af arbejde forude. For de konklusioner, som lederne endte med klokken 04.34 den fredag morgen sidst i juni, efterlader mange flere spørgsmål end svar. EU’s institutioner bliver bedt om sammen med blandt andre FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) ”hurtigt at undersøge” et koncept med såkaldte ”regionale landgangsplatforme” i samarbejde med ”relevante tredjelande”. Oversættelse: Opsamlingslejre uden for EU, gerne i nordafrikanske lande, for mennesker samlet op uden for EU’s farvand. Hvis folk samles op inden for EU’s farvand, så skal de gennem en ”fælles indsats” overføres til nogle nye ”kontrollerede centre” i EU-medlemslande, der melder sig frivilligt. Siden skal de, der får tilkendt asyl, så fordeles i forskellige medlemslande – men igen kun ”på frivillig basis”. Men hvor skal disse centre ligge? Allerede dagen efter topmødet sagde præsident Macron for eksempel, at de i hvert fald ikke skal ligge i Frankrig. Så langt strækker hans solidaritet sig altså ikke. ”Der var ikke ligefrem nogen af lederne, der rakte hånden op og sagde: ’Yes, dem tager jeg to af ’,” som en centralt placeret diplomat sagde til Altinget under topmødet.

Hvor skal folk hen, hvis de får asyl? Hvis de nye europæiske modtagecentre alle skal ligge i de sydeuropæiske frontlinje-lande, så er det lidt svært at få øje på den konkrete nyskabelse. Der ligger i forvejen en række opsamlingslejre på de græske øer og i Syditalien, kaldet ”hotspots”, hvor EU hjælper med at tjekke migranter og tale med asylsøgere. Det er svært at se, hvordan en videreudviklet version af disse lejre kan løse problemerne for regeringerne i Athen og Rom. Foreløbig er der heller ikke nogen lande i Nordafrika eller andre steder uden for

NYE EU-PLANER OM ASYLCENTRE Uddrag fra konklusionerne efter Det Europæiske Råd i Bruxelles 28. juni 2018. 5. For én gang for alle at ødelægge smuglernes forretningsmodel og dermed forhindre tragiske tab af menneskeliv er det nødvendigt at fjerne incitamentet til at begive sig ud på farefulde rejser. Det kræver en ny tilgang baseret på fælles eller komplementære foranstaltninger blandt medlemsstaterne til landgang for personer, der reddes i eftersøgnings- og redningsoperationer. I den sammenhæng opfordrer Det Europæiske Råd Rådet og Kommissionen til hurtigt at undersøge konceptet med regionale landgangsplatforme i tæt samarbejde med relevante tredjelande og UNHCR og IOM. Sådanne platforme bør, idet de skelner mellem individuelle situationer, operere under fuld overholdelse af folkeretten og uden at skabe en pullfaktor. 6. På EU’s område bør personer, der reddes, i overensstemmelse med folkeretten overtages på grundlag af en fælles indsats gennem overførsel i kontrollerede centre, der oprettes i medlemsstater, alene på frivillig basis, hvor hurtig og sikker behandling vil gøre det muligt med fuld EU-støtte at skelne mellem irregulære migranter, der vil blive tilbagesendt, og personer med behov for international beskyttelse, for hvem solidaritetsprincippet vil finde anvendelse. Alle foranstaltningerne i forbindelse med disse kontrollerede centre, herunder omfordeling og genbosætning, vil være på frivillig basis, for så vidt andet ikke er fastsat i Dublinreformen.

EU’s grænser, der har meldt sig til at huse lejre, selvom de sikkert kan få en masse penge fra Bruxelles for at gøre det. Og hvis det lykkes at skabe disse centre eller lejre, hvor EU står for at skille økonomiske migranter fra forfulgte med ret til asyl, hvor skal de ”rigtige” flygtninge så hen bagefter? Hvor mange EU-lande vil melde sig frivilligt til at tage imod dem? Det bliver i hvert fald ikke Ungarns regeringsleder, Viktor Orban, der rækker hånden op, eller lederne fra Østrig, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og andre central- og østeuropæiske lande. Det bliver næppe heller Danmarks statsminister, i hvert fald ikke lige med det første. Godt nok sagde Lars Løkke Rasmussen under topmødet i juni, at han ikke vil afvise, at Danmark igen kan begynde at tage imod FN’s kvoteflygtninge på et tidspunkt. Men først den dag, Europa bliver lukket helt af for illegale indvandrere og spontane asylsøgere. ”Vi kan ikke invitere folk ind ad fordøren, hvis bagdøren stadig står åben,” som Løkke siger. Hverken han eller andre ved, hvornår og præcis hvordan den bagdør kan lukkes.

Italiens leder forærede Orban et gennembrud Beslutningerne fra topmødet bærer præg af en lang nat, hvor de oprindelige planer om en fælles asylpolitik kom i krydsild mellem den central- og østeuropæiske fløj ledet af Orban og Kurz og så en ny sydlig modstand repræsenteret af Italiens nye regeringsleder, Guiseppe Conte. Conte er frontfigur for en ny italiensk regering, hvis reelle leder er nationalisten Matteo Salvini fra partiet Ligaen, som har indgået en EU-skeptisk og indvandrerkritisk koalition med Femstjernebevægelsen. Mens central- og østeuropæerne afviser planerne om obligatorisk omfordeling, så vil de nye ledere i Rom til gengæld ikke længere finde sig i det eksisterende asylsystem, hvor det første modtagerland er forpligtet til at registrere asylsøgere og behandle deres ansøgninger. Det fik Conte til at true med at blokere hele EU-topmødet lige fra starten. Derfor måtte de 28 landes stats- og regeringsledere bruge natten på selv at skrive nogle nye konklusioner, der kunne tilfredsstil-

Altinget: magasin Bruxelles

Flygtningekrisen ramte Europa i 2015, men det er først nu, de storpolitiske konsekvenser viser sig.

le de stridende parter og sende Angela Merkel hjem til Berlin med et eller andet resultat. Alene det, at de europæiske topledere selv sidder og skriver forslag til konklusioner – og ikke deres embedsmænd, jurister og andre eksperter – er meget usædvanligt. Diplomater fortalte bagefter, hvordan kanslere, præsidenter og premierministre sad i skiftende grupper og skriblede løs på notesblokke i de små timer. Ifølge Altingets oplysninger gik for eksempel Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et tidspunkt i gang med at lave improviserede tekstudkast sammen med Ungarns regeringsleder, Viktor Orban. Desværre for italieneren Guiseppe Conte ser det ikke ud til, at han fik meget andet ud af øvelsen end at give Orban og de andre Visegradlandes ledere en vel-

kommen åbning til at presse deres krav i front sammen med Østrig og andre lande. Truslerne om blokade gav måske nok novicen Conte nogle løfter om, at de eventuelle nye modtagecentre på begge sider af Middelhavet skal være hele EU’s opgave. Men situationen skabte især et gennembrud for høgenes restriktive linje og modstand mod obligatorisk omfordeling, som næppe vil kunne standses nu.

Dublin spøger – men Dublin er død I princippet skal forhandlingerne om en ny Dublin-forordning fortsætte på et senere tidspunkt. Men efter et topmøde, hvor den totale frivillighed i alle nye aftaler blev slået fast med syvtommersøm, er det svært at se nogen fremtid for forslagene om en centralt styret, tvungen fordeling af flygtninge i Europa.

Sommerens europæiske topmøde blev ikke det øjeblik, hvor EU fik et nyt fælles asylsystem. Det blev i stedet et gennembrud for dem, der ikke vil have sådan et system, og som egentlig aldrig har accepteret det. Angela Merkel og andre af Europas ledere er blevet indhentet af de politisk urealistiske beslutninger, de tog under flygtningekrisens hedeste måneder i 2015. I den kommende tid må de nu i stedet gå i gang med at afprøve, om de nye og hastigt skitserede planer om flygtningelejre i Afrika kan fungere i virkeligheden. Som en højtstående diplomat sagde efter den lange topmødenat i Bruxelles: ”Det kan godt være, at Dublin-reformen bliver ved med at spøge en tid endnu. Men det ændrer ikke på, at dens tanke om obligatorisk omfordeling er død”.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

INTERVIEW MED KD-FORMAND STIG GRENOV

En pæn mand i en brutal tid

på en svær mission

AF MORTEN OKKELS, JOURNALIST, ALTINGET FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

Kristendemokraterne er nok en gang opstillet til Folketinget, selvom partiet ikke er kommet ind ved fire folketingsvalg i træk. Hvad er det, der driver formand Stig Grenov og hans parti, og hvad ville Kristendemokraterne gøre med magten, hvis de virkelig gik hen og fik den? Altinget har været på roadtrip med en undertippet, men meget optimistisk partiformand.

Altinget: magasin Christiansborg

undervejs finde ud af, hvad Kristendemokraterne egentlig vil.

vis vi nedlagde os selv og genopstod som de grøn-lyseblå i morgen, ville pressen stå i kø for at høre, hvad vi havde at sige. Det er vores styrke at være et kendt parti. Så ved folk, vi ikke er en døgnflue. Det er samtidig vores problem, når folk sjældent hører os ad, fordi de ved, hvad vi mener i forvejen – eller tror, at de ved det,” siger Stig Grenov bag rattet i Fiat Puntoen. Det var på en måde Grenovs egen idé at tage det her roadtrip. Op til kommunalvalget havde Hørsholm Posten spurgt kandidaterne, hvem de gerne ville på roadtrip med. Folk kører ikke på roadtrip med kristendemokrater, svarede Grenov spøgefuldt. Så nu måtte fotografen og jeg på roadtrip med Grenov, fra denne tidlige morgenstund i maj, kyst til kyst mod Ringkøbing-Skjern Kommune. For at blive klogere på, hvorfor han gør det. Hvorfor de gør det. Fire valg er der gået, siden partiet forlod Folketinget i 2005, og næste valgkamp er de der alligevel igen. På dette roadtrip skal vi på værested i Skjern, besøge en trængt landmand i Videbæk og slutte af i Hedensted – og

Hjulene sættes i gang Allerede fra morgenstunden er Stig Grenov hjertelig og lattermild. Han virker som et morgenmenneske. Andre – som for eksempel undertegnede – skal lige bruge en time eller to for at komme i gang, før vi tager hul på de store spørgsmål i bilen. Stig Grenov, hvad adskiller Kristendemokraterne fra så mange andre politikere? ”En ting er, at andre partier er materialistisk funderede. Vi er ikke primært et fordelingspolitisk parti. Vi tager udgangspunkt i det gode liv for det enkelte menneske frem for en kassetænkning,” svarer manden bag rattet. Så vant en politiker er Grenov, at han forstår værdien i det konkrete eksempel fra morgenens radioavis. Det vil blive muligt at smide hele familier ud af lejligheder, hvis en enkelt person render og begår kriminalitet. ”Det kan da godt være, det er nødvendigt nogle steder. Mit problem er bare, at diskussionen er stoppet der. Skulle vi ikke også snakke om, hvad der sker med de mennesker bagefter? Hvad vi kan gøre for den familie, så lillebror ikke også bliver kriminel?” spørger Grenov. Han tjekker lige, han holder sig inden for fartgrænsen. I de tidlige morgentimer er det nemt at komme ud af byen. ”Vi skal jo til Vestjylland nu. Vestjylland er danmarksmester i integration, fordi der er så mange frivillige foreninger. Det er der, man kommer nogen vegne med mennesker. I stedet for at prøve at redde Danmark med etårige børn i institutioner og heldagsskole, og hvad ved jeg ...” Det med børn og unge og uddannelse vender vi tilbage til, for det har den storsnakkende mand rigeligt at sige om. Passende nok, også i lyset af at manden jo er lærer. Kristendemokrat har han kun været siden 2005. Men efter at den konservative

afhopper og MF Per Ørum Jørgensen ikke havde held til at sikre partiet nok stemmer i 2011, blev Stig Grenov enstemmigt valgt som ny leder. Selvom han hverken dengang eller nu er blevet folkevalgt politiker: ”I 2017 fik jeg knap 100 stemmer i Hørsholm. Det var en fremgang. Jeg befinder mig i et konservativt rum, vi er ikke inde i det politiske game. Jeg havde egentlig heller ikke regnet med at komme ind, men vi gjorde os godt bemærket, og det tæller alt sammen.” Andre steder gik det godt for partiet, der fik ni kommunalpolitikere og et regionsrådsmedlem. Flest af dem – seks styk byrødder – er netop i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor vi er på vej hen.

Velkommen i den grønne lund Grenov kender en lund langs den fynske motorvej. Han har chokoladecroissanter med – en last skal man jo have – og snart sidder vi bænket og snakker om forholdet mellem politiker og presse. Hvad lærte du om folketingsvalg i valgkampen 2015, som du kan bruge næste gang? ”Jeg er forberedt på, jeg ikke har nogen venner. Selv når man deltager i udsendelser, der giver sig ud for det ene, kan dagsordenen være en anden.” Altså, at pressen har en anden dagsorden? ”Jeg tror, jeg er den eneste partileder, der er blevet spurgt, om jeg tror på Jesu Kristi genopstandelse. Det står jeg gerne ved. Men i en udsendelse, hvor man skal diskutere politik, har det kun det formål at tegne et billede af religiøs politik. Det var religionsfobisk,” siger Stig Grenov. Det er ikke hele journaliststanden, han skyder på, understreger Grenov. Han er meget bevidst om, han ikke skal misforstås. Det er sket et par gange undervejs, mener han. Kristelig rock over Fyn Vi har bedt partilederen om at tage noget

Hvis vi taler sammen privat, fortæller jeg dig gerne om Jesus, og hvordan han er den sejeste ven, du kan have. Men det er ikke min opgave som politiker at missionere eller kun arbejde for kristne vælgere.

Altinget: magasin Christiansborg

Bakspejlet viser 0,8 procent af stemmerne i 2015. Men sidste folketingsvalg gav erfaringer, som bliver en styrke i næste omgang, siger Stig Grenov.

musik med på roadtrip. Det bliver DC Talks Jesus Freak-plade fra 1995. Så er der kristen rock ud fra højttalerne. Titelnummeret handler om at stå ved sin kristentro, selvom nogen måske griner af dig: ”I don’t really care if they label me a Jesus Freak, there ain’t no disguising the truth,” synger DC Talk, mens Puntoen suser over Fyn mod Jylland. Det er ikke, fordi vognen altid er fuld af kristelig musik. Det er et indslag fra et humoristisk, selvironisk menneske. I samme stil som når Alternativet laver sjov med at være gøglere, eller Dansk Folkeparti serverer stegt flæsk. Politik er nu engang ikke mission, præciserer Stig Grenov: ”Hvis vi taler sammen privat, fortæller jeg dig gerne om Jesus, og hvordan han er den sejeste ven, du kan have. Men det er ikke min opgave som politiker at missionere eller kun arbejde for kristne vælgere. Derfor kan jeg selvfølgelig stadig have

politiske holdninger, der kommer ud fra en kristen livsholdning.”

Om at navigere i landskabet Vel ankommet til hovedlandet prøver vi med GPS’ens hjælp at navigere rigtigt rundt til Skjern. ”Der er et sted i København, hvor den siger ’hold til venstre’, hvor man så skal dreje til højre. Jeg stoler ikke på helt på den. Man må se godt efter.” Jeg gør Grenov opmærksom på det lidt morsomme i, at han som formand for et midterparti er lidt i tvivl om højre- eller venstredrejninger. Her minder jeg om bibelordet, at man ikke kan tjene to herrer samtidig, og kristendemokraten klukker lidt. ”Ja, den her rød-blå eller højre-venstre-måde at tænke på … det passer ret dårligt til os kristendemokrater. Men jo, vi er nødt til at sige, hvem vi peger på, og vi peger på Lars Løkke.”

Kristendemokraterne – som dengang hed Kristeligt Folkeparti – har en enkelt gang deltaget i en socialdemokratisk regering. Det var Nyrups første regering 19931994. Kristeligt Folkeparti røg derefter ud af Folketinget og fik comeback igen i 1998 som et blåt parti. ”Vi fik ellers meget gennemført med Nyrup på den korte tid. Men vi var ikke gode nok til at sælge vores resultater til vælgerne,” konstaterer Stig Grenov. Snart er vi ved Café Værestedet, som viser sig at være et parcelhus i et villakvarter i Skjern. Det er også kristne værdier, værestedet hører under KFUM. Inden vi stiger ud, vil Grenov gerne sige nogle ord om civilsamfundets betydning. ”Det er fint at have gode offentligt ansatte til at løse vigtige opgaver. Men hvad nu, når klokken bliver mange, og kontoret er lukket? Man kan nå mennesker på en anden måde herinde, hvor klienten ikke bare er en ny sag i et system.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

Partileder, journalist og en slags frokost i det grønne på Fyn.

Fem årtier med Kristeligt Folkeparti og Kristendemokraterne 1970’erne: Kristeligt Folkeparti bliver stiftet i 1971 og kommer i Folketinget i 1973. Partiet topper mandatmæssigt med ni mandater i 1975, hvor det dog glipper med regeringsdeltagelse. 1980’erne: Kristeligt Folkeparti deltager i Schlüters firkløverregering, som varer indtil 1988, hvor de bliver skiftet ud med Radikale Venstre. 1990’erne: Kristeligt Folkeparti deltager i Nyrups firkløverregering 1993-1994, indtil de ryger ud af Folketinget for første gang. De får comeback i 1998. 2000’erne: Kristeligt Folkeparti skifter navn til Kristendemokraterne og må igen sige farvel til Folketinget ved valget i 2005. 2010’erne: Kristendemokraterne får midlertidigt en MF i skikkelse af den konservative afhopper Per Ørum Jørgensen. Stig Grenov overtager ledelsen i 2012 og får 0,8 procent ved valget i 2015.

Kærshovedgård er et tidligere fængsel og har været udrejsecenter siden 2016.

Altinget: magasin Christiansborg

Det er en grundlæggende forskel mellem kristendemokrater og socialister, der mener, staten skal gøre det hele.”

Tanker fra et værested Café Værestedets leder, Marianne, tager imod. Villaens dagligstue er godt fyldt med værestedets brugere. Dem er der blevet flere af de senere år, fortæller Marianne. Der er også politikere til stede, Hanne Simonsen fra Ringkøbing-Skjerns byråd og Marianne Karlsmose, tidligere KDformand og partiets eneste regionsrådsmedlem. Jeg spørger, hvorfor de er så populære i Ringkøbing og omegn. De har haft en populær, karismatisk frontfigur i Kristian Andersen, som næsten blev borgmester. Samtidig har de været gode til at understrege, at kommunen, som fysisk set er landets største, skal være for alle borgere og ikke kun de større byer. Vi taler lidt om Grenovs chancer. Alternativet, som heller ingen troede, kunne komme nogen steder. Men de fik skabt en mediedagsorden, hvor de ikke var til at komme udenom. Kristendemokraterne har måske en chance på landsplan, siger jeg til KD’erne, hvis de kan komme med nogle klare udmeldinger og ramme ned i en værdidebat. ”Ja, jeg håber, vi især kan komme til at tale meget om de ufødte liv,” siger Hanne Simonsen. Mens Stig Grenov er et andet sted, prøver jeg at være slangen i paradis. Hvorfor egentlig gå op i Folketinget? Hvis nu bare KD nøjedes med at orientere sig lokalt og regionalt, ville der være flere ressourcer til at få valgt folk som Simonsen og Karlsmose. De lader sig dog ikke friste. ”Hvis vi skal rykke på de store linjer, er vi nødt til at have indflydelse på lovgivningen,” siger Marianne Karlsmose. Kagen bliver skåret, kaffekopperne klinker, snakken går, og partiet er intakt. Efterhånden skal vi videre. Ombord i Puntoen og videre i det vestjyske. En sag om liv og død Et tema hænger stadig ved i min bevidsthed. Det med aborterne. Også fordi Kristeligt Folkepartis gennembrud i 1973 blandt andet hang sammen med, at aborten var givet fri kort forinden. Formand Grenov, hvor står partiet nu vedrørende abort?

”Vi har vedtaget med massivt flertal på vores landsmøde, at vi vil have det som i Tyskland: Når man ønsker en abort, skal man oplyses lægefagligt om, hvor langt barnet er i sin udvikling, og hvilke risici man udsætter sig for – her tænker jeg også psykologisk. For vi går ind for det oplyste menneske, der ikke skal lukke øjnene. Vi har videnskaben på vores side, når vi siger, livet starter ved befrugtningen, og abort er drab, at slå et menneskeliv ihjel.” Javel, men hvis nu fosteret virkelig er et menneskeliv med et menneskes rettigheder, skulle I vel logisk gå ud og sige, at under ingen omstændigheder kan I acceptere, det skulle være gyldigt med 15.000 statsgodkendte drab årligt, rådgivning eller ej? ”Først skal jeg Jeg vil hellere tabe et lige understrege, valg som leder af et at jeg ikke kalder seriøst parti, end jeg nogen for morvil råbe og skrige for dere, som benytmedieomtale til fire ter sig af den mandater. her legaliserede mulighed. Hvis vi vil nå et medmenneske, har vi reelt kun den mulighed at oplyse folk om deres muligheder. Mange ville alligevel tage til udlandet og få aborter. Går jeg nu ud og råber om forbud, får vi ikke andet end skyld og skyldfølelse ud af det, og det nytter ikke noget,” forklarer Stig Grenov.

Folketinget set fra Videbæk I Videbæk bor landmanden Niels Peter, som har en svinebedrift. Det vides ikke, om han selv er kristendemokrat. Det vides, at han er højst utilfreds, fordi man vil trække højspændingsledninger hen over hans grund. Det er et stort og vigtigt projekt at trække disse ledninger hele vejen til grænsen. Men det vil forringe værdien af folks ejendom, i kroner og øre såvel som i livsglæde, forstår vi. Niels Peter viser rundt på gården og taler sin sag hen over kaffe og kage. Stig Grenov lytter. Det er sådan en sag, der gør, at lokalpolitik ikke er nok for Kristendemokraterne, fortæller Grenov tilbage i bilen. For dette kan kun løses af regering og Folketing. ”Selvom vi ikke sidder der endnu, så har vi faktisk en lille mulighed for at påvirke landspolitik, fordi vi er i spil i forhold til Christiansborg. Jeg har allerede skrevet til

omegnsbladene. Det, at de andre partier ved, at vi er derude, og vi puster til den her ild, giver dønninger inde på Christiansborg.” Jeg tænker, at hvis de virkelig har sådan en position på disse kanter, burde de måske satse hele butikken på et stærkt valg i Vestjylland. Der er en relativt ukendt paragraf i valgloven, som betyder, at et stort antal vælgere i en enkelt del af landet kan give valg til Folketinget, selv uden at partiet er over spærregrænsen. ”Ja, det ved jeg godt, og jeg ville tage imod det med kyshånd. Men jeg tror ikke, at vi får nogen mandater i Vestjylland uden samtidig at få to procent på landsplan,” svarer Grenov. De ringer fra Herning Folkeblad. ”Det, som er problemet i det her, er, at man ikke lytter til den lokale borger,” siger Stig Grenov til lokalavisen.

Midt i en reformtid Partilederen og jeg taler lidt videre om det med den lokale borger. De lokale kristendemokrater var jo inde på noget af det samme. De store reformer af blandt andet kommuner i nullerne har kostet dyrt, mener Kristendemokraterne. Der er blevet langt mellem borgeren og magten. Vil du gerne rulle strukturreformen tilbage? ”Hvis jeg kunne, så ja. Det mest realistiske er, at vi begynder en anden opdeling af enheder med lokale råd. Det vil selvfølgelig være et ekstra led og kunne også blive bureaukratisk – jeg skal lige se, at jeg ikke kører for stærkt – 80 kilometer i timen må man køre her …” Lige nu spiller radioen Fleetwood Macs Don’t Stop Thinking About Tomorrow. Den optimistiske, opbyggelige sang, som Bill Clinton brugte i sine valgkampe. Grenov synger lidt med og trommer med fingrene i takt på rattet. Han har virkelig noget med opbyggelig musik. Puntoen får alt, hvad den kan trække – altså alt inden for landets færdselslov og hensyntagen til køreforhold, altså. Hvor i alverden er vi egentlig, Stig? ”På prærien! Pas på ulve og bisoner!” Rejsen ind i udrejsecenteret Det næste punkt på dagsordenen er noget tungere: Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Her bor folk, der formelt ikke har lov at være i Danmark.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

Stig Grenov kender til forskellige komplicerede sager om iranske kristne, der sidder tilbage i Nordsjælland, fortæller han. Har Danmark et særligt ansvar for verdens kristne i forhold til for eksempel jøder eller muslimer? ”Nej, i den forstand handler det ikke om, at de er kristne, men at de er mennesker.” Kan en stat udøve næstekærlighed? ”Nej, men staten kan sørge for, at næstekærligheden kan trives blandt civilbefolkningen.” Prærien bliver til skoven. Det drejer sig vistnok om fyrretræer og rødgraner, siger skolelæreren. Snart er vi ankommet til Kærshovedgårds udrejsecenter, hvor vi bliver mødt af nogle af Indre Missions frivillige. Vi møder også A, en iraner, som ikke vil tilbage til Iran. Det er blevet en smuk dag i det midtjyske. Mange af centerets beboere er trukket udenfor og sidder i klynger og ryger og snakker. A inviterer selskabet op på det lille værelse, hvor han bor. Han skænker te Lige nu nyttiggør man og taler med Stig bare barndommen, Grenov og de frigør den til et tandhjul villige om hans i vores samfundsmaproblem. Han er skineri. meget bekymret for at blive sendt tilbage til Iran, for der skal man være muslim for at have et ordentligt liv, og han vil ikke være muslim, fortæller han. På vejen ud kommer vagterne fra Kriminalforsorgen. De mistænker, at nogen har taget billeder inde på centeret. Det er ikke rigtigt, og nu bliver Stig Grenov indigneret. ”Her er min telefon, skal vi gå den igennem for billeder,” udbryder Grenov og slår ud med armene. Et udrejsecenter er et nervøst sted, selv på en sommerdag, men det bliver ikke til et nærmere tjek af Grenovs telefon. Vi tager afsked, sætter os ind i vognen og sætter kurs mod sidste stop i Hedensted.

Et demonstrativt fravær af menneske Nå Stig, hvad fik du ud af besøget på Kærshovedgård? ”Jeg kom for at se menneskene. Nu har jeg de mennesker på nethinden, der sad der og nød solen. Det så jo meget godt ud, og det virker som gode, reelle bygninger også. Men jeg bemærker samtidig, når der intet er på væggene inde i spisesalen. Der er ikke noget, der antyder hygge eller men-

neske; det virker nærmest demonstrativt.” Men der foreligger da ikke noget i politik eller lovgivning, der forbyder hygge eller menneske? ”Jeg ved, at da man startede centeret, pillede man fjernsyn ned, fordi det sandelig ikke skulle være for godt.” Skylder man et fjernsyn til folk, der ikke engang har lovligt ophold i dette land? ”Jamen, jeg siger ikke, at nu skal de afviste asylansøgere alle sammen have fjernsyn. Men nu var der altså de fjernsyn i forvejen, og så er det da en voldsom handling aktivt at tage det ned bare for at forringe folks liv og muligheder.” Hvordan hænger det sammen, at I vil have et opgør med Støjbergs politik, men samtidig støtter en statsminister, der stensikkert vil genudpege hende? ”Vi skal jo netop ind for at præge. For at trække i den retning, vi kender fra politikere som Venstres Poul Hartling eller konservative Poul Møller. De viste, man sagtens kan være økonomisk ansvarlig og samtidig have hjerte for det medmenneske, der ligger ned.”

Jagten på det fejlbarlige Ude på de små veje kommer jeg i tanke om noget fra tidligere, Grenov sagde med at få ”synderne tilbage i samfundet”. Hvad mente du med det? ”Ja, det er selvfølgelig ikke synden, jeg efterlyser. Det er det fejlbarlige menneske, jeg ønsker anerkendt igen. Tænk, vi har studerende, der lader sig dumpe til eksamen, fordi de ikke vil nøjes med en almindelig karakter, men vil til reeksamen for et 12-tal. Det er, som om vi absolut skal leve det perfekte liv. Det skal vi ikke, for det kan vi ikke.” Stig Grenov kan tale rigtig længe om unge mennesker og deres uddannelse. ”Rane og Eske (Willerslev, red.) var ved at drive mig til vanvid, da jeg underviste dem som ung lærer i Hellerup. Du kan tro, der var ramaskrig, da de skulle på gymnasiet! Først senere begyndte man at se, de havde noget helt særligt, og nu er de nogle af vores store forskere.” De fleste børn har vel ikke forudsætninger som brødrene Willerslev? ”Jeg siger bare, uddannelse ikke handler om at fylde en spand. Det handler om at tænde en ild! Også for de børn, der ikke skal være forskere. Men den etablerede dagsorden er, at vores børn presses hurtigst muligt frem …” Stig Grenov taler stadig hurtigere: ”… så lige nu nyttiggør man bare barndommen, gør den til et tandhjul i vores

Blå bog

Stig Grenov • Stig Grenov er født 15. marts 1961 og er 57 år gammel. • Han er uddannet skolelærer og arbejder ved en friskole i Hillerød, hvor han også er tillidsmand. Privat bor han i Hørsholm, er gift og har tre børn. • Stig Grenov blev formand for Kristendemokraterne i oktober 2012, valgt uden modkandidater.

samfundsmaskineri. Bare for at vi kan få hurtigst muligt uddannede voksne, der kan konkurrere med kineserne og skabe et større bruttonationalprodukt, så vi igen kan sænke skatten og få mere velfærd … men undervejs manglede vi at få sjælen med!” Undervejs er vi også faret vild i mere jordnær forstand, og det er for god ordens skyld journalistens skyld og ikke chaufførens. Jeg skulle aldrig have overtaget det GPS-ansvar. Vi ruller rundt mellem skov og fantasiløst fabrikskvarter uden for Hedensted. ”Her har vi vist været før,” klukker Stig Grenov. Jeg mumler noget om, at han jo angivelig godt vidste, man ikke skal stole på journalister.

Altinget: magasin Christiansborg

Kristendemokraterne i Hedensted havde arrangeret høringen om flygtninge og integration i Hedensted Centrets café med Grenov og andre folketingskandidater. Dertil to flygtninge og en frikirkepræst, der talte om internationalt venskab.

Den flinke udfordring Ved nærmere eftersyn er sjælen godt med i Hedensted. Grenov møder de lokale kommunalpolitikere og skal tale om integration. Vi tager ud til en café, der er civilsamfund, når det er bedst. Her sidder mennesker af alle aldre og etniske herkomster og sociale baggrunde. Nogle sidder med en gammel kopi af en gammel avis fra befrielsen og får besked om, hvorfor 4.-5. maj er vigtige datoer i Danmark. Det giver håb for fremtiden. Men omfatter fremtiden også Kristendemokraterne og Stig Grenov som politiker? Min analyse: Skal man bryde igennem politisk, skal man virke farlig. Eller være forhadt eller blive latterliggjort og

allerhelst det hele på en gang, og så vinder man alligevel til sidst. Ligesom Uffe Elbæk, Pia Kjærsgaard og Donald Trump. Eller Jesus Kristus, sagt uden sammenligning i øvrigt. Så hvis Grenovs force er, at han Ja, det er selvfølgeer en rigtig flink lig ikke synden, jeg fyr, er det måske efterlyser. Det er det også hans ulemfejlbarlige menneske, pe. Ingen frygter jeg ønsker anerkendt og foragter den igen. flinke mand, og så bliver han hurtigt overset. Han kan jo ikke suse rundt et par timer med alle vælgerne. Jeg gengiver min analyse, inden vi skilles ad efter roadtrippet på Hedensted Sta-

tion. Stig Grenov køber den ikke hundrede procent. Og han kan ikke grundlæggende lave om på sig selv, som han siger på stationen: ”Men jo, du har en pointe i, at sådan kører man politik i dag. Nogle gange må vi også skærpe vores budskaber ultrakort og så vente med nuancerne til bagefter. Jeg tror, der må være en plads til os. Ellers går vi ned på at bevare ordentligheden. Jeg nægter at prostituere mig selv som partiformand. Jeg vil hellere tabe et valg som leder af et seriøst parti, end jeg vil råbe og skrige for medieomtale til fire mandater.”

August 2018

Altinget: magasin Anbefalinger

Redaktørens skrivebord ESBEN SCHØRRING, REDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN

ARTIKEL

Lige nu fokuserer vi rigtig meget på data, og derfor overser vi den forandring hardware afstedkommer. Det har The Atlantic en fed artikel om. En af magasinets løst tilknyttede redaktører, medieteoretikeren Ian Bogost, har set nærmere på Apples Airpods, og han ser store sociale forandringer i deres ledningsløse kølvand. I en tid hvor skellet mellem offentligt og privat for længst er skredet, fungerede de gamle hvide høretelefoner som et ‘forstyr ikke-skilt’, der optegnede en interimistisk privatsfære; enten fordi man havde en telefonsamtale (hvis man snakkede) eller fordi man sad fokuseret og arbejdede (og hørte musik). Men netop fordi man med Airpods bliver afkoblet telefonen i fysisk forstand, og fordi de kan bruges til Siri, kan vi imødese en fremtid, hvor vi har dem i ørerne hele tiden, men aldrig vide, om de andre hører musik, taler i telefon eller er frit tilgængelige for spørgsmål og samtale. Bliver Airpods ligeså succesfulde som iPhonen, bliver vi snart en menneskehed med hvide rør hængende fra ørene og endnu mere bundet til vores telefon, end de fleste af os i forvejen bryder os om at være. HTTPS://WWW.THEATLANTIC.COM/ TECHNOLOGY/ARCHIVE/2018/06/ APPLES-AIRPODS-ARE-AN-OMEN/554537/

Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

ARTIKEL

Stråmanden er en kendt retorisk figur. Kan man ikke finde et godt modargument over for én, man er uenig med, kan man altid fordreje hans synspunkter, og finde et modargument til dem i stedet. At det virker, at lave en forloren udgave af sin politiske modstander – ihvertfald engang imellem – er sikkert og vist, men det kan også være farligt for en selv. For begynder man selv at forveksle stråmanden for modstanderen, ser man måske ikke, at han er ved finde nye veje til at slå én. Det er, hvad journalist og forfatter Ben Judah advarer amerikanske borgerlige om i en artikel i det centrum-højre-liberale magasin The American Interest. På den ene side går højrefløjen og bilder sig selv ind, at venstrefløjen er fyldt med dumme identitetspolitikere, og på den anden side er man selv blevet populistisk. Og når man

selv ”omfavner store offentlige underskud på finanserne, vrænger af frihandel og hamrer løs på eliterne, bliver det meget sværere at gøre grin med den populistiske venstrefløj, som langt mere troværdigt tilbyder mere af netop det,” skriver Juddah i sin interessante artikel. HTTPS://WWW.THE-AMERICAN-INTEREST. COM/2018/07/03/THE-RIGHTS-STRAW-LEFT/

Anden sæson af den israelske TV-serie Fauda er endelig kommet på Netflix. Første sæson om den israelske specialenhed, der forsøger at optrævle islamistisk terror på Vestbredden, var ren åndeløs spænding, og hjemme hos mig ødelagde den nattesøvnen et par dage i træk. Anden sæson skulle lige i gang, men så var der igen en intensitet, som man ikke får andre steder. Fauda er blevet kritiseret for at være for meget på israelsk side, men at konflikten med palæstinenserne æder sjælene op på begge sider, viser den i mine øjne uden omsvøb. Det formidler seriens hovedperson Doron (spillet af Lior Riaz, der også er seriens idémand) i en korporlig og rasende præstation på en helt uforglemmelig måde. FIND FAUDA PÅ NETFLIX

PODCAST

I en verden, hvor Google og Facebook i meget høj grad ER blevet internettet, bliver al journalistik lokaljournalistik – og lokaljournalistik lider, fordi Google og Facebook er blevet synonymt med internettet. Medierne forhold til de to giganter er som at være i et stockholmsyndrom, hvor gidseltageren er en vampyr. På den ene side har de suget aviserne tør for annonceindtægter, på den anden side er aviserne dybt afhængige af at være til stede i Googles og Facebooks feed for overhovedet at nå læserne. Og på nettet er aviserne så fanget af et andet paradoks. Netavi-

serne vil gerne have folk til at læse deres indhold, men lever af annoncer, der distraherer læsernes opmærksomhed væk fra indholdet. Så nu står vi der, hvor aviserne kun har sine læsere at tjene penge på – så hvordan når man dem? Det har The Atlantics Derek Thopmson lavet en skarp episode om i sin podcast Crazy/ Genius. Den er virkelig god – hør mere om opmærksomhedsøkonomisk krigsførelse, den aristokratiske tendens i den nye medievirkelighed og demokratiets fremtid. FIND CRAZY/GENIUS PÅ DE SÆDVANLIGE PODCASTKANALER

Altinget: magasin

ESBEN SCHØRRING, REDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN

Månedens foto

FOTO: DMITRY KOROTAEV / RITZAU SCANPIX

Sport og politik Alle siger altid, at de to ting ikke skal blandes sammen. Alligevel bliver de det hele tiden, og det synes mest at være på politikernes foranledning. Nok fordi sport har rigeligt af det, politikere tragter efter mere end noget andet – folks opmærksomhed. Den kendsgerning blev understreget, da Frankrig og Kroatien mødte hinanden i VM-finalen, der blev spillet i Moskva, mens Altinget: magasin holdt sommerferie. At VM blev afholdt i Rusland, var imødeset med en del bekymring. Som Rusland igen er kommet i det absolutte sikkerhedspolitiske fokus for Vesten, spurgte folk sig selv, om det ville blive 1936 og OL i Berlin om igen. Sådan gik det ikke – nok fordi målet for Rusland ikke var at vise, at landet var alle andre overlegne, men i stedet at fremstille sig selv som et normalt land, der kan levere underholdning af samme karat som i Vesten. Var der et propagandamål for Putin, lå det nok her. Alligevel var der noget Reagan-møder-Gorbatjov-i-Reykjavik over præmieoverrækkelsen. Mens Putin skulle have en paraply for regnen, stod den franske præsident Emmanuel Macron uden. August 2018

TEMA Fødevarer Vi spiser os syge, men staten skal ikke bestemme menuen Kampagnerne for sund mad har ikke gjort danskerne sunde. Hvorfor ikke? Stor feature. Side 50

Tilbage til råvarekulturen I et dybt personligt essay fortæller michelinkok Christian Puglisi om maden som hjemstavn og dør til den store verden og det ægte fællesskab. Side 53

Mad er også medicin God mad handler ikke kun om nydelse, men om overlevelse. Er det danske sundhedsvæsen ordentligt opdateret? Side 56

Altinget: magasin Fødevarer

Et middagsbord fyldt med paradokser AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: FØDEVARER

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

ver gang vi putter mad i munden, træffer vi nogle valg. Om store udfordringer som miljø, dyrevelfærd og klima. Men også for os selv. Om hvilke byggestene vi giver vores kroppe. Om fundamentet skal være robust eller vakkelvornt. Mens seks ud af ti danskere på den ene side mener, at samfundet lider af sundhedshysteri, korser sundhedseksperter sig over danskernes madvaner. For aldrig har vi været så fede. Og alligevel så mange af os underernærede. Paradoksalt er det også, at danskerne aldrig har haft adgang til så mange informationer om sundhed. Alligevel har næsten halvdelen af os svært ved at finde ud af, hvad der overhovedet er sundt og usundt. I 2011 gjaldt det blot hver fjerde dansker. Sensationalistiske overskrifter i medierne, selvbestaltede sundhedseksperter og en postsandhedsæra, hvor følelser ofte tæller mere end videnskabelige fakta, er blandt forklaringer du møder her i særtemaet om fødevarer. Men det er ikke kun viden om madens sundhed, der halter. Det gør også vores forståelse af madens tilblivelse. Hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver produceret. Uvidenheden hænger sammen med, at så mange børn i dag vokser op i byer. Langt fra kostalde og rapsmarker. Den 30. og 31. august sætter Danmark konsekvenserne af urbaniseringen på den globale dagsorden med fødevaretopmødet World Food Summit – Better Food for More People. For tredje år i træk kommer beslutningstagere og meningsdannere til København for at diskutere løsninger på nogle af udfordringerne for verdens fødevaresystemer.

Udfordringer og paradokser er der nok af. Eksempelvis bliver en ud af ti mennesker i verden hvert år syge som følge af forurenet mad, heraf dør 420.000. Og mens der verden over dør børn af sult med få sekunders mellemrum, så går en tredjedel af verdens fødevarer hvert år tabt på globalt plan. Madspildet svarer til, at et afgrødeareal på størrelse med Kina hvert år går tabt. Derfor er mad ikke bare mad. En agurk ikke bare en agurk. Det handler om fødevaresikkerhed, livsstilssygdomme, klimaaftryk og meget mere. Det Derfor er mad ikke handler om din egen bare mad. En agurk krop, men også om ikke bare en agurk. Det storpolitik. handler om fødevareOg det handler om sikkerhed, livsstilssyggastronomisk kuldomme, klimaaftryk turarv. Om at vi med og meget mere. Det restauratøren Chrihandler om din egen stian F. Puglisis ord krop, men også om formes kulinarisk fra storpolitik. barnsben af – af dufte og af smage. De bliver en del af, hvem vi er, og i særdeleshed hvor vi kommer fra. Men kulturarven er under pres. Vores fødevarekulturer standardiseres. Diversiteten i maden svinder ind. De lokale afgrøder erstattes af globale vindere. Så hver gang vi køber ind, spiser og smider mad ud, sætter vi aftryk på os selv og på verden. I dette særtema kan du blive klogere på nogle af paradokserne, udfordringerne og løsningerne. God læselyst.

August 2018

EN TREDJEDEL AF VERDENS FØDEVARER GÅR HVERT ÅR TABT Hvert år går cirka en tredjedel af verdens fødevarer tabt. Det svarer til et afgrødeareal på størrelse med Kina.

420.000 PERSONER DØR ÅRLIGT AF FORURENET MAD

På verdensplan bliver 1 ud af 10 mennesker hvert år syge som følge af forurenet mad, heraf dør 420.000. Det er især på grund af mikrobiologiske forureninger som campylobacter, salmonella, E. coli og listeria, men også forurenet vand er blandt de største kilder til fødevarebårne sygdomme. 23 MILLIONER MENNESKER I EUROPA BLIVER HVERT ÅR SYGE AF FØDEVARER

WHO skønner, at 23 millioner mennesker i Europa hvert år bliver syge som følge af fødevarebårne sygdomme, heraf dør 5.000. 9.730 INDKØBSVOGNE MED MAD SMIDES UD HVER DAG

En opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet fra 2016 viser, at forbrugerne og detailhandlen hvert år smider så meget mad ud, at det svarer til, at der hver eneste dag bliver smidt 9.730 indkøbsvogne fulde af mad ud. 100.000 DANSKERE LEVER VEGETARISK

1,8 procent af danskerne, hvilket svarer til cirka 100.000 personer, lever helt vegetarisk. Det betyder, at de hverken spiser kød,

altinget

fjerkræ, fisk, skaldyr eller biprodukter fra slagtning af dyr. Cirka 70 procent af vegetarerne er kvinder. DANMARK ER VERDENSMESTER I ØKOLOGI

Samlet set udgjorde markedsandelen for økologiske fødevarer i detailhandlen 10,5 procent i 2016. Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit købte for 2.250 kroner økologiske varer. Dermed er Danmark det land i verden, hvor økologien har den største markedsandel. I 2016 BRUGTE MAN FOR 543 MILLIARDER KRONER PÅ ØKOLOGISKE VARER PÅ VERDENSPLAN

Det globale salg af økologi er mere end femdoblet siden 2000. Ifølge en international rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl købte forbrugere verden over i 2016 økologiske varer til en værdi af 543 milliarder danske kroner. I 2015 SOLGTE BANANER BEDST

I 2015 var de fem meste solgte fødevarer i Coops butikker følgende: • Bananer • Øl • Æbler • Pærer • Minimælk.

KILDER: MILJØ- OG FØDEVAREMINISTERIET (2018) / MILJØ- OG FØDEVAREMINISTERIET (2016) / COOP ANALYSE & DVF (2017) / FIBL / LANDBRUG & FØDEVARER

Altinget: magasin Fødevarer

Altinget: magasin FĂ¸devarer

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

Danskerne

spiser sig syge Flere danskere mætter sig med usund kost, og for første gang er over halvdelen moderat eller svært overvægtige. Skal kurverne for alvor knækkes, skal der reguleres. Men politikerne vægrer sig.

anskerne beviser endnu engang, at de langtfra er som adfærdsforskerens Ivan Pavlovs veldresserede hunde. For mens de pavlovske hunde konsekvent savlede, når de blev præsenteret for godbidder, så retter danskerne langtfra så konsekvent ind, når de fodres med sunde kostråd. Kostvaneforsker Sisse Fagt fik den pointe understreget igen, da hun i 2016 deltog i et projekt med sund mad til lastbilchauffører. ”Blandt tilbagemeldingerne var, at det var vigtigere for dem at have et toilet, hvor de kan tisse, end at maden er sund,” fortæller Sisse Fagt, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.

altinget

”Så sidder vi der som akademikere og må erkende, at der er en helt anden virkelighed derude.” Men det er også en virkelighed, hvor danskerne bogstaveligt talt æder sig ihjel i næringsfattige fødevarer. Hvor flere bliver overvægtige, og flere spiser usundt. Politikerne bør komme på banen, hvis fedmekurven skal knækkes, lyder opråbet fra sundhedseksperter og -foreninger. Men politikerne tøver. For der er meget, der tyder på, danskerne ikke gider at få proppet politisk tilberedt mad ned i halsen. Eksempelvis har Fødevarestyrelsen i årevis ført kampagne for at få danskerne til at spise seks stykker frugt og grønt om dagen. Og selvom danskerne sætter tænderne i mere frugt og grønt, så lever ni ud af ti stadig ikke op til myndighedernes anbefaling. Det viser den nationale sundhedsprofil for 2017 fra Sundhedsstyrelsen.

FOTO: RYAN SODERLIN / AP / RITZAU SCANPIX

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: FØDEVARER

Altinget: magasin Fødevarer

Og det kan være en farlig leg med ilden ikke at spise nok frugt og grønt – årligt er der 170 ekstra dødsfald på grund af såkaldt iskæmisk hjertesygdom blandt personer, der spiser mindre end 130 gram grøntsager om dagen. Samlet set tæller usunde madvaner – næst efter rygning – som den risikofaktor, der nationalt koster flest dødsfald og kroniske livsstilssygdomme som diabetes, hjertekarsygdom og kræft. Hvad foregår der?

Arbejder på de indre linjer Det er bestemt ikke, fordi danske myndigheder ser passivt til. Frokostordninger i daginstitutioner og på arbejdspladser nærer os, kampagner informerer os, og let genkendelige symboler som Fuldkornsmærket guider os. ”Kigger vi 20 år tilbage, så var det nok primært oplysningskampagner, hvor man fortalte, at man skulle spise mindre sovs og mere af noget andet. Men nu arbejder vi mere på de indre linjer, hvor vi forsøger at skabe en række strukturelle forandringer,” fortæller Trine Enevold Grønlund, der arbejder som projektleder for kostrådene i Fødevarestyrelsen. Eksempelvis har man lavet Nøglehulsmærket, der motiverer fødevarevirksomheder til at gøre deres produkter sundere, og Måltidsmærket, der motiverer kantiner

til at leve op til Fødevarestyrelsens anbefalinger. ”Vi vil rigtig gerne arbejde med denne type strukturelle forandringer, fordi det kan få folk til at leve sundere, uden de selv behøver at tænke over det. Og det er selvfølgelig også, fordi det er en måde at nå ud til den gruppe i samfundet, som er ret ligeglade med sundhed,” siger Trine Enevold Grønlund. Trods tiltagene er halvdelen af den voksne befolkning nu for første gang moderat eller svært overvægtig. Selvfølgelig handler det også om andet end kost. At vi aldrig har haft så meget stillesiddende arbejde. At vi sidder klistret til skærmene. At vi er lidt for vilde med at træde på speedere frem for pedaler. Men det handler i høj grad også om, at vi i dag har adgang til mad non-stop. At vi propper os med mere slik og sukkerholdige drikke. At vi elsker fastfood og anden næringsfattig mad. ”Vi ser hele tiden modsatrettede bølger, men mere overordnet kan vi se, at vi spiser mere energitæt. Vi spiser mere kompakte fødevarer, og for lidt frugt, grønt, fuldkorn og fisk, og det hænger tæt sammen med udviklingen med overvægt,” fortæller Sisse Fagt. Energitæt mad er eksempelvis pizza, burgere og kager, der har mange kalorier, men som ikke vejer særligt meget.

Amsterdams krig mod dellerne Det er en trend, der ikke kun gælder Danmark. Det internationale netværk for landbrugsforskning CGIAR vurderer, at omkring to milliarder mennesker lider af næringsmangel, og at et lige så stort antal er enten overvægtige eller svært overvægtige. I Amsterdam var tallene for byens børn så foruroligende tilbage i 2013, at byens politikere erklærede krig mod dellerne. Statistikken sagde, at mellem hver fjerde og femte barn var overvægtig eller fed. Byens politikere vedtog en strategi, der rakte frem mod 2033, og som forsøger at gribe ind i alle aspekter af børnenes hverdag. Blandt de mere konkrete tiltag er at etablere cykelstier, samt at veje og måle skolebørn hvert år. I nogle skoler må børnene ikke medbringe andre drikke i klasserne end vand og mælk, og Amsterdam vil ikke økonomisk støtte arrangementer, der også bliver sponsoreret af McDonalds og Coca- Cola. Fra i år er det desuden blevet forbudt at reklaDanskernes sundmere for usunhed er på næsten alle de fødevarer på målepunkter blevet byens metrostaforværret, og sundhed tioner. er fortsat meget ulige fordelt i Danmark, også når det gælder usunde kostvaner. Anne Kaltoft, direktør i Hjerteforeningen

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

”Det her er altså virkelig visionært, fordi det jo ikke er de samme politikere, der har sat det i gang, som kommer til at høste frugterne af det. Det er noget i den stil med langsigtede mål og indsats på tværs af discipliner og ministerier, der skal til,” siger Sisse Fagt. Indsatsen anerkendes også Blandt tilbagemeldinga f d e n e n ge lerne var, at det var ske professor i vigtigere for dem at fødevarepolitik, have et toilet, hvor de Corinna Hawkes kan tisse, end at maden fra Centre for er sund. Food Policy ved Sisse Fagt, seniorrådgiver London Univerved DTU Fødevareinstituttet sity. ”Det, som gør Amsterdam speciel, er, at de gør alt, hvad der er i deres magt for at begrænse fedme ved så omfangsrigt at inddrage alle dele af byrådet og lokalsamfundet,” siger hun.

Borgerne: Hold jer væk Det ændrer ikke på, at de nationale politikere stadig må på banen, mener Corinna Hawkes. Byerne kan ikke ændre udviklingen alene, fordi der er grænser for, hvad de kan stille op. ”Det er også nødvendigt med en national indsats, og her er problemet, at landene typisk tager et eller to initiativer, som er politisk mulige, men man gør ikke det nødvendige til for alvor at gøre en forskel,” siger hun. Danmark er ingen undtagelse. ”Der er en meget rød tråd igennem politikernes snak om sundhed, som handler om, at det er op til den enkelte. Det skal være et frit valg. Så man er ikke meget for at gå ind og regulere,” siger Sisse Fagt. At det kan være politisk omkostningsfyldt, når man som minister prøver at lovgive om danskernes madindtag, viste et forløb fra 2010, hvor tidligere indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), måtte trække et forslag tilbage om tvungne madordninger i daginstitutionerne. Motivationen for forslaget var at hjælpe de børn i Danmark, der mødte op med ingen eller dårlige madpakker, men forslaget skabte ramaskrig blandt landets forældre og fik ord som ”rendyrket kommunisme” med på vejen. I stedet blev ordningen gjort frivillig. Modstanden kan hænge sammen med, at vi lever i en meget liberal tidsalder, hvor man nødig vil krænke individets frihed, mener filosof og forfatter Anders Fogh Jensen.

altinget

Og at danskerne efterhånden får en bismag i munden af alle de løftede pegefingre, der rager ind i alle afkroge af vores liv. Om det så er, at vi skal bruge kondom, at fagpaneler skal lære os om børneopdragelse, eller at vi bliver indprentet, at hotdogs er ugleset på aftensbordet. ”Jeg tror, man er ved at få lidt klaustrofobi af, at alt skal gøres til noget risikabelt,” siger han. Mennesker er slet ikke så rationelle igen, som Oplysningstiden ellers gerne ville gøre os til. Vi vil gerne løbe risici, påpeger han. Måske det også er meget godt. Anders Fogh Jensen laver en reference til forfatteren Dan Turells udsagn ”Pas på pengene”. ”Med det mente han ikke ligesom min mor, at man bare skulle spare, men at man også skulle passe på, at pengene ikke tog magten. Og spørger du mig, skal vi også passe lidt på, at sundheden ikke tager magten, for det kan godt være, du får et længere liv, men ikke nødvendigvis et bedre liv,” siger han.

Madbloggere regerer sociale medier Fogh Jensens analyse bakkes op af en undersøgelse fra Mandag Morgen og TrygFonden. der viser, at næsten seks ud af ti danskere i 2016 mente, at ”samfundet er præget af sundhedshysteri”. Men tallene viser også, at 44 procent af danskerne sidste år havde svært ved at finde ud af, hvad der overhovedet er sundt og usundt. I 2011 gjaldt det blot hver fjerde dansker. En af årsagerne til den stigende forvirring er, at mange danskere i dag henter deres informationer via kommunikationskanaler som Facebook, blogs og andre sociale medier. For eksempel er Fødevarestyrelsen oppe imod mere end 770 madbloggere. Store som små, sagligt funderede som ikke sagligt funderede. Fødevarestyrelsen har været på Facebook siden 2012, men erkender, at man ”nok ikke har været så gode til at udnytte det”, som andre har været. Og i mellemtiden er de ”gode råd” om sund mad eksploderet. Derfor har Fødevarestyrelsen besluttet, at man fremover vil gøre sig mere synlig på de sociale medier, både med sig selv som talerør og via samarbejder. ”Vi kan se, at hvis vi ikke er på de sociale medier, så er der andre, der overtager banen. Så vi vil være mere proaktive og sætte os selv mere i spil ved for eksem-

pel direkte at gå ind og kommentere, når nogen siger noget decideret vrøvl,” forklarer Trine Enevold Grønlund.

Efterlysning: Handlekraftige politikere Hjerteforeningen mener, at politikerne er nødt til at gribe ind. Det kan være ved at sætte mål for indholdet af mættet fedt, salt og sukker i vores fødevarer eller indføre højere afgifter på usunde føde- og drikkevarer. ”Danskernes sundhed er på næsten alle målepunkter blevet forværret, og sundhed er fortsat meget ulige fordelt i Danmark, også når det gælder usunde kostvaner. Sundhedsprofilen viser, at der er behov for et radikalt holdningsskift på sundheds- og fødevareområdet, hvis danskernes sundhed skal forbedres,” siger administrerende direktør Anne Kaltoft. Usundheden har en klar social slagside. Ifølge sundhedsprofilen har cirka fem procent af borgerne med en lang videregående uddannelse et usundt kostmønster mod 27 procent af borgerne med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau. En varm politisk kartoffel, der aldrig har fået sin gang på jorden, er differentieret moms, hvor der kommer højere afgifter på de usunde fødevarer og lavere på de sunde. ”Det tror jeg kunne betyde noget, men det er der ikke politisk vilje til, og så er det jo lidt svært,” siger Sisse Fagt. I det hele taget skal politikerne på banen, hvis man for alvor vil bremse himmelflugten på danskernes vægte, mener også kostvaneforskeren. ”Selvfølgelig Spørger du mig, skal kan man godt vi også passe lidt på, sige, at hvis bare at sundheden ikke folk er oplyste, så tager magten, for det er det op til dem kan godt være, du får selv, om de vil et længere liv, men æde sig syge eller ikke nødvendigvis et ihjel, men når nu bedre liv. over halvdelen er på forkert kurs, Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter så bliver det jo dyrt for samfundet i sidste ende, og så kunne det måske godt være værd at gøre noget,” siger Sisse Fagt.

Altinget: magasin Fødevarer

AF CHRISTIAN PUGLISI, MICHELINKOK, EJER RESTAURANTERNE MANFREDS, BÆST OG MIRABELLE, SAMT RELÆ,

FOTO: IDA GULDBÆK ARENTSEN / NIELS AHLMANN OLESEN / RITZAU SCANPIX

DER HAR EN MICHELIN-STJERNE, OG ER I DAG MEDEJER AF ET ØKOLOGISK LANDBRUG VED LEJRE.

Dyrk din have, drop din plæne. Spis med de andre I en verden, der standardiserer os, kan forankringen i den lokale madkultur på en gang rodfæste os og åbne os for andre.

n af de bøger, der har gjort mest indtryk på mig de sidste par år, er Liv Ret af Steven Achiam og Brendan Killeen. Med slående stærke billeder portrætterer bogen unge flygtninge i Danmark og deres livretter. Deres fortælling forankres i deres minder om den mad, deres mødre lavede til dem, altid under svære kår, men også altid med en velsmag, der fortsat efterlader et indtryk og nok vil gøre det hele livet. Jeg købte 100 eksemplarer og gav dem til mit

ellers svært gastronomisk velbevandrede personale. I gastronomiske kredse har vi det ofte med at glemme at sætte maden i andre kontekster end lige her i vores egen lille navle. Her er det velsmag og råvarer, det handler om, og jagten på den helt store gastronomiske oplevelse er ofte noget med en restaurant, som kan noget helt særligt på en helt særlig måde. I reglen så tror jeg, at vi formes kulinarisk fra barnsben af, og de dufte, der præger ens barndomshjem, er med til at støbe

vores bevidsthed og aktivere vore sanser. De bliver en del af, hvem vi er, og i særdeleshed hvor vi kommer fra. Jeg selv mindes min opvækst på Sicilien tydeligst i duften af kogende tomater og i smagen af min tantes raspfyldte auberginer. Jeg husker også duften (eller stanken) af de synkront åbnede madpakker, da jeg trådte mine første skridt i en dansk skole. Rødbede-indfarvet leverpostej er jeg stadig ikke fan af i dag, men det var duften af Danmark for mig. Ligesom krydderierne,

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

At gastronomi er forbeholdt eliten, er en myte. At klippe purløg fra egen altan er stor gastronomi i mine øjne.

der hang tykt i opgangen i Islandshøjparken i Nivå, hvor vi først boede. En duft af mad, jeg kan genkalde mig på et splitsekund, uden at ane, hvad det egentlig var, der mon blev kokkereret. Jeg var stolt af den mad, jeg havde med mig i bagagen som dreng. Jeg følte, at vi var kommet fra et land, hvor man altså kunne lave mad – dette i 1990, hvor parmesan stadig var et eksotisk indslag i supermarkederne – til et land, der slet ikke anede, hvad det gik ud på. Jeg var stolt, meget stolt. Måske ofte lidt for stolt, men min vej ind i gastronomien var sikret. Da jeg med årene begyndte at forstå at lytte og interessere mig for, hvad de andre mon var stolte af, forstod jeg, at alle madkulturer har noget at byde på. At italiensk mad ubetinget var det bedste, lærte jeg at forholde mig mere kritisk til. Måske var det bare det bedste, fordi det betød noget særligt for mig. Og måske også bare lidt, fordi italienere har det med at synes, at italiensk mad er det bedste. Jeg har spist nudler i det fjerne Østen, som kan konkurrere med min mammas pasta, og den bedste tomat, jeg har smagt, er ikke engang fra Italien. Den er dyrket her i den danske muld. Livretter, yndlingsfisk, favoritbøffer, mors mandagsretter, og de råvarer, der er typiske for, hvor vi kommer fra, er med til at skabe fortællingen om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vores ligheder og forskelle er allernemmest at forstå gennem den gode smag og med nysgerrige smagsløg. Om man rejser ud i verden eller bare skal ind til naboen. I dag lever vi i en verden, der standardiserer os. Ensretter vore vaner gennem popkultur, reklamer og marketing. Vores kulturelle og regionale forskelle udviskes. Er det sådan, at vi, i takt med at vi tror på, at det hele er mere og mere farligt derude, finder en ro og tryghed i det, vi kan genkende, og at lysten til at gå på opdagelse i det ukendte derfor bliver begrænset? Jeg ved det ikke. Men man kan spørge sig selv, hvad der egentlig er blevet af vores madkultur? Og hvad vil den blive til engang

altinget

i fremtiden? Med vores og os, mener jeg ikke bare her i lille Danmark, men i hele den vestlige og hastigt udviklede verden.

Indpakningen skjuler indholdet Industrielt fremstillede produkter solgt til os gennem snedig marketing, der alt sammen smager af det samme. Det er sødt eller salt. Men det er alt sammen raffineret sukker eller hvede, så det kræver en flot indpakning for at fortælle en anden historie, der skal snyde vores øjne, så vi tager det for gode varer. Som var det smukke blåbær på en busk eller dybt røde kirsebær, man fristes til at strække sig ind i naboens grund efter. Hvem har egentligt brug for sodavand til at slukke tørsten, når man har vand? Udelukkende dem, der sælger sodavand. I dag er vi så nået så vidt, at man desperat søger sukkererstatningsmidler, så man kan blive ved med at drikke de sodavand, som vist nok alligevel er usunde. Hvem gavner det? Os forbrugere eller dem, der stadig sælger sodavand? Den frie markedslogik har strømlinet vores mad efter vore biologiske præferencer, og i takt med at vi er blevet total fremmedgjort fra, hvad vi spiser, har det reduceret vores udsyn til, hvad vores mad kan give os af oplevelser, og hvordan den kan forbinde os. Da jeg for tre år siden kastede mig ud i at etablere en gård for at forsyne mine restauranter i København, åbnede der sig en dør ind til en ny verden. Da vi skulle starte op, foldede snakken sig ud med Lasse Linding, den egentlige ekspert og manden med hænderne i mulden. Blandt andet om, hvilke sorter vi skulle satse på. Pludselig var en agurk ikke bare krum eller lige – den kunne bære eksotiske navne og findes i ufatteligt mange former og til mange formål. Aspargessalat, som jeg for første gang stødte på for bare nogle håndfuld år siden, var pludseligt noget, der kunne hedde ”Spring Tower”, eller sågar findes i en lilla variant. Når man så snakker køer med Lasse, som jeg i dag har 20 køer og 20 kalve med fordelt på godt og vel 7-9 forskellige racer og krydsninger,

bliver det for alvor svært at følge med. Gad vide, hvad de forskellige racer kan gøre ved mælkens kvalitet? Bliver osten mon fastere ved et højere indhold af A2-mælk, som vi håber på med den nyindførte Fjällko-tyr fra Sverige? Og er det bedre? Det vil vise sig om 3-4 år når vi kan se konsekvenserne af de krydsninger. Hvad med foderet? Mere kløver? Mindre kløver? Diversiteten er slående, den er spændende, den er livsbekræftende. Efter at have lavet mad professionelt i noget, der ligner 20 år, følte jeg at jeg måtte starte forfra i min forståelse af råvaren. En agurk var ikke noget, man kun k u n n e s k æ re i Men man kan spørge skiver eller klodsig selv, hvad der ser. Det er en hel egentlig er blevet af verden af beslutvores madkultur? Og ninger, tanker, hvad vil den blive til idéer, udvælgelse, en gang i fremtiden? historie, genetik og landbrug, den indlemmer, når den ligger der på mit skærebræt. At forstå dette kræver, at man stopper op og gør et forsøg. Det er ikke svært. Der viser naturen sit sande ansigt, og man får en bedre forståelse for, at vi rent faktisk er en del af dens mangfoldighed. Men pas på. Med diversitet kommer kompleksitet – noget, vi i det moderne samfund har fået udbredt en allergi imod på lige fod med gluten og laktose. I dag skal alting gå hurtigt, det skal kunne svare sig, og det må ikke være for dyrt. Når vi har valgt at udelukke os selv fra processerne, som fremdyrker den mad, vi spiser, så er det en uheldig, men forståelig konsekvens. Så bliver en agurk jo reduceret til, hvorvidt den er lige eller krum, dyr eller billig. Vi får sværere og sværere ved at se igennem prisskiltet og forstå, hvad der egentlig ligger bag.

Magisk mangfoldighed Min profession har ladet mig etablere mit liv i madens verden, men jeg er ikke samme sted, som da jeg startede. Maden er med årene blevet et større udtryk for, hvil-

Altinget: magasin Fødevarer

ket liv jeg ønsker mig som menneske, ikke kun som kok. Jeg skal prøve at rumme og forstå den kompleksitet og måske først og fremmest forstå, at naturen i sin mangfoldighed ikke er helt til at forstå eller at dominere. Diversiteten overrumpler mig til tider, jeg kan simpelthen ikke fatte, hvorfor den ene type agurk kan dyrkes på friland, og den anden ikke kan. Når jeg sætter mig ind i, hvor mange forskellige typer bladlus, man skal slås med, taber jeg tråden. Nogle gange kan jeg ikke rumme det hele. Jeg lykkes ikke altid med det. Men at komme hænderne i jorden og gøre et forsøg sætter mig først og fremmest i stand til at sætte pris på dem, der kan. For de, der kan, burde værdsættes meget mere, end vi gør det i dag. I dag, hvor vi bombarderes af opmærksomhedsrøverier, clickbait og digitalisering, søger mange efter noget at falde ned på, der kan bringe ro og overblik. Svaret kan ligge lige foran os på vores tallerkener. Vi kan udskifte den grå masseproducerede vare, vi forbruger, med den magiske mangfoldighed, vi dyrker, og samtidigt finde en modstandskraft mod den udvikling, der fyger om ørerne på os. En lille smule jord mellem hænderne giver en forståelse for kompleksiteten bag vores mad på et niveau, der simpelthen kan være livsforandrende. Det er dybt uinspirerende at være forbruger. Det er meget mere inspirerende at ernære sig selv. Det flytter ikke på BNP, på markedet, på væksten eller arbejdspladser. Det øger kvaliteEfter at have lavet ten af det, man mad professionelt i kommer på bornoget, der ligner 20 år, det, og det styrfølte jeg, at jeg måtte ker forbindelsen starte forfra i min fortil den verden, vi ståelse af råvaren. bebor, og skaber en stor respekt for diversiteten. Og så er det svært afhængighedsskabende. En ompottet basilikum i vindueskarmen bliver hurtigt til to altankasser og pludselig er der en kolonihave i kikkerten. Vores mad er en luksus, vi alle

kan have råd til, hvis vi engagerer os i den tilstrækkeligt.

Ikke kun for de fine At gastronomi er forbeholdt eliten, er en myte. At klippe purløg fra egen altan er stor gastronomi i mine øjne. Drysses det på et æg af egen produktion, så når vi yderste potens. Det er i det simple, det smukke forstås. Den høje gastronomi lider af samme tendens som detailhandlen til at pakke tingene ind i showmanship og flot indpakning for at retfærdiggøre sin egen eksistens. Man behøver ikke en indpakning, hvis man forstår essensen: råvaren, kulturen og dens vidunderlige mangfoldighed. Selvforsyning er en kompliceret og meget givende vej at gå, men en start kan nås ved bare at sætte sig i en bil og køre ud for at tage stilling til det, man vil spise i dag eller i denne uge. Stalddørssalg, selvpluk, små markeder. Forsøg at forstå kompleksiteten og diversiteten ved at købe lokalt og støtte små producenter, der gør et forsøg på at holde den i live. Det er nemt at forstå, hvornår der er sæson for jordbær, hvis man selv ser dem vokse på en plante. Lad os frigøre os fra det globaliserede verdensmarked, og lad os gøre krav på, at der skal gives bedst mulige vilkår til dem, som kan fylde vores landskab med kvaliteter, vi kan forholde os til. Lad os stille krav til, at småt, varieret og spændende kan få lov til at udvikle sig og ikke bukke under for det industrialiserede paradigme. Lad os gøre dansk landbrug til noget, vi kan være stolte af, og som vi har lyst til at engagere os i. Og noget, vi kan snakke om. Vi burde lære af franskmændene, italienerne og spanierne, der kan tale længe om, hvorvidt forårsløgene er bedre syd eller nord for Girona. Om pecorino er bedst fra Sardinien eller Sicilien. Eller hvilken kommune i Champagne der giver mest mineralitet i vinen. Vi burde sætte mere pris på Guldborgæblerne fra Lolland og bakskulden fra det sønderjyske. Vi kan sagtens i Danmark. Lad os lade børn forstå, at mad ikke kommer i pak-

ker – men fra levende organismer. Men vi kan ikke kun stille krav om diversitet. Vi må ud og skabe den. Dyrk din have, drop din plæne, del frø og røverhistorier med din nabo. Lav små drivhuse i stuen og se magien udfolde sig. Lad os skabe diversiteten, der kan samle os uden at snakke om kroner og øre, men om smag og oplevelser. I Vi får sværere og disse tider, hvor sværere ved at se splittelse, frygt og igennem prisskiltet politisk opbrud i og forstå, hvad der store dele af vores egentlig ligger bag. verden reducerer vores udsyn, må vi fokusere på vores nysgerrighed for det gode, det spændende og det givende. Måltidet har vi alle til fælles. Vænner vi os til at sætte os om et bord, der bugner af diversitet, farver og spændende historier, kan det hjælpe os at lære at tage yderligere stilling til, hvad vi spiser, hvem vi er, og derved styrke vores følelse af ansvar til den verden, vi lever i. Når bordet er mangfoldigt og nysgerrigt, kan der som regel også findes plads til én mere. Også en, vi ikke kender, men har appetit på at lære at kende. Det er, hvad gastronomien kan gøre ved os, den kan få os til at forsøge at forstå hinanden.

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

Der er tidligere lavet forsøg med at gøre bedre mad til del af behandlingen på danske hospitaler. Her er det tidligere Noma-kok Torsten Vildgaard, der i 2012 gik i køkkenet på Herlev Hospital.

altinget

Altinget: magasin Fødevarer

Da Jette Lyngholm fik en alvorlig kræftsygdom, gjorde hun meget ud af at spise den rigtige kost. Det er en opgave, alt for mange patienter står alene med, og det giver dem unødvendigt svære komplikationer i behandlingerne, mener overlæge og professor i ernæring. AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: FØDEVARER

FOTO: LINDA KASTRUP / RITZAU SCANPIX

SPIS RIGTIGT, HVIS DU BLIVER SYG

thvert liv har sine afgørende øjeblikke. Dage, man aldrig glemmer. For Jette Lyngholm var fredag den 5. november 2010 en af de dage. Den fredag gav hospitalslægen hende beskeden, at de ikke kunne tilbyde hende andet end livsforlængende kemo mod en endetarmskræft, der havde spredt sig til lever og lunger. ”Det var jo en dødsdom,” husker Jette Lyngholm, der på det tidspunkt var 50 år gammel. Men allerede samme dag spurgte hun lægerne til blandt andet kost og motion. Hun greb fat i de halmstrå til livet, hun kunne finde. Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at omkring 15 procent af danske kræftpatienter oplever et vægttab som følge af sygdommen. Blandt dem var Jette Lyngholm. I sin logbog den 11. november 2010 har hun noteret en vægt på 56,4 kilo. To en halv måned

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

senere viste vægten 49,7 kilo. I sig selv et alvorligt faresignal. Spørger man en af landets førende professorer i ernæring, er den rette ernæring under sygdomsforløb en af de helt afgørende nøgler til at undgå komplikationer, fordi det Det er paradoksalt, at ernæring og mad er er med til at sikre, at kroppen har de så lidt prioriteret på rigtige byggesten de danske sygehuse til at gendanne set over et. væv og muskelHenrik Højgaard masse. Rasmussen, overlæge og professor ved Aalborg ” Vi har masUniversitetshospital ser af evidens for, at kostindtag og ernæring er en væsentlig prognostisk faktor for at overleve,” som Henrik Højgaard Rasmussen, overlæge og professor ved Aalborg Universitetshospital, fortæller. Jette Lyngholm ville gøre, hvad hun kunne. Op til kemobehandlingen spiste hun løs af frygt for senere at blive ramt af kvalme og appetitløshed, heriblandt en hel broccoli om dagen. ”I den periode tror jeg faktisk, at jeg spiste for tre. Jeg fokuserede meget på at få

nogle vitaminer, fordi immunforsvaret var i bund,” erindrer Jette Lyngholm.

Læger glemmer ernæringen Knap 40 procent af de indlagte patienter på danske sygehuse er underernærede eller i risiko for det og dermed kan mangle energi, protein og næringsstoffer i en grad, der medfører vægttab og svækket immunforsvar. ”Et vægttab alene gør, at man får komplikationer til den behandling, man giver. Det tager længere tid at komme på benene, og flere bliver genindlagt. Derfor er det paradoksalt, at ernæring og mad er så lidt prioriteret på de danske sygehuse set over et,” siger Henrik Højgaard Rasmussen. I sundhedsvæsenet er fokus på ernæring dog steget særligt inden for det seneste årti, fortæller han. Alligevel vurderer Henrik Højgaard Rasmussen baseret på en række undersøgelser, at cirka 40 procent af patienterne på eksempelvis de medicinsk-kirurgiske kræftafdelinger bør få ernæringsbehandling, men realiteten er, at kun omkring halvdelen af dem får tilstrækkelig med behandling. ”Ernæring bliver skubbet i baggrunden, og det er jo dumt. Forstå mig ret, men det giver ikke mening at introducere rigtig dyre kemobehandlinger eller andre former for behandlinger, hvis effekten af disse klart nedsættes på grund af en dårligere ernæringstilstand,” siger han. Vidensgrundlaget er til stede Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Henrik Stig Jørgensen mener ikke, at ernæring generelt er underprioriteret i det danske sundhedsvæsen. ”Jeg vurderer, at regionerne har rigtig meget fokus på det her, og i Sundhedsstyrelsen har vi i hvert fald haft fokus på det siden 2003, hvor vi startede en indsats, der hed ‘bedre mad til syge’,” fortæller Henrik Stig Jørgensen. Projektet fra 2003 førte til en rapport med en lang række tiltag såsom screening af patienter for ernæringsrisiko, uddannelse af personale på sygehusene og sektorsamarbejde mellem sygehusene og kommunerne. Mulighederne for at indtænke ernæring i sundhedsvæsenet er i høj grad til stede, mener Susanne Wolff, videnskabelig rådgiver i Nestlé Health Science. ”Vi har en lovgivning, viden, evidens og produkter tilgængelige, men kendska-

altinget

Altinget: magasin Fødevarer

Vi har en relativt ny udfordring med at få kommunerne til at følge op på planerne med at forebygge fejl- og underernæring. Henrik Stig Jørgensen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen

bet er desværre ikke nået ud til mange af dem, der skal praktisere det,” siger Susanne Wolff. Og det går ud over de danske patienter, mener hun. ”Vi ved, at desværre meget få læger tænker ernæring ind som en del af en medicinsk behandling. Min mor kæmper lige nu med en kræftsygdom, og hun har intet fået at vide omkring betydningen af den rette ernæring i hele behandlingsforløbet. Rigtig mange vil genkende den historie. De ser deres pårørende blive syge, tabe i vægt og svinde hen, uden de bliver tilbudt den tilskudsberettigede ernæringsterapi, som vi har evidens for virker,” siger Susanne Wolff. Det er langtfra kun kræftpatienter, som ernæringsbehandling kan gavne. Det kan spænde lige fra ældre med lungebetændelse til hofteopererede. Nyere forskning viser desuden, at sammensætningen og timingen af ernæringsbehandling kan have en afgørende indflydelse på kritisk syge patienters chancer for at overleve.

Kommuner har en nøglerolle Henrik Stig Jørgensen mener, at der dog også er grænser for, hvor stor en ernæringsindsats man kan nå på selve sygehusene. Han peger på, at patienterne i Danmark i gennemsnit er indlagt 3,6 dage på en hospitalsafdeling. Derfor er indsatsen i høj grad afhængig af kommunerne, både inden indlæggelsen og når de ældre patienter vender tilbage til blandt andet plejehjem. ”Indlæggelsestiden i Danmark er utrolig kort, og derfor kan man faktisk ikke nå at rette så meget op her. Det er svært at nå meget andet end at lave en ernæringsscreening og en plan. Derfor er overgangen til kommunerne så vigtig,” siger han. Så sent som i foråret 2018 har Sundhedsstyrelsen lavet en ny forebyggelsespakke med titlen mad og måltider, der i høj grad retter sig mod kommunerne. ”Vi har en relativt ny udfordring med at få kommunerne til at følge op på planerne med at forebygge fejl- og underernæring,

og selv om der helt klart er et udviklingspotentiale, så er der fremgang at spore,” siger Henrik Stig Jørgensen.

hvor man kan lære meget af den måde at prioritere ernæringsindsatsen, som man har i Region Nordjylland,” siger hun.

Region Nordjylland i front 17 organisationer og virksomheder mener ikke, det går hurtigt nok. I 2016 gik de sammen om seks anbefalinger og en indtrængende opfordring til politikerne om at bekæmpe underernæring. Her henviste de blandt andet til Holland som mulig inspiration. I Holland indgår underernæring som en af cirka 20 kvalitetsindikatorer på de hollandske sygehuse og er derfor et helt centralt fokus- og målepunkt i den samlede sundhedsindsats. Også andre steder har man fået øjnene op for ernæringsbehandling. I England har man et slags prioriteringsinstitut med The National Institute for Health and Care Excellence, hvor ernæringsbehandling ligger Vi ved, at desværre i toppen over de meget få læger tænmest kosteffektiker ernæring ind som ve behandlinger. en del af en medicinsk Det synes også behandling. at være holdninSusanne Wolf, gen hos amerividenskabelig rådgiver kanske selskaber, i Nestlé Health Science der sælger sundhedsforsikringer. De dækker nemlig ernæringsbehandling til deres patienter, da dette har vist sig at spare penge på eksempelvis genindlæggelser, infektioner, rehabilitering og nedsætte dødeligheden og dermed erstatning til pårørende. Danmark er da også OK med internationalt, vurderer Henrik Højgaard Rasmussen. Ikke mindst i Region Nordjylland, hvor man har et ernæringsudvalg både i regionen og på Aalborg Sygehus. Alle hospitalsafdelinger har ernæringsteams, man forsker i området og en sygeplejerske er ansat til kun at koordinere og kvalitetssikre ernæringsindsatsen på afdelingerne. Men Region Nordjylland er en solstrålehistorie i Danmark, mener Susanne Wolff. ”Der er virkelig mange steder i landet,

”Jeg turde ikke gå i seng” Jette Lyngholm var igennem 10 RFA-behandlinger, 44 scanninger, fem operationer og 30 kemobehandlinger, inden hun i begyndelsen af 2014 fik den første besked om, at hun var kræftfri. Inden da havde hun nået at planlægge sin egen begravelse, og der var nætter, hvor hun blev så overmandet af angst for at dø, at hun prøvede at holde sig vågen. Blandt andet fredag 5. november, hvor hun fik sin dødsdom. ”Jeg turde ikke gå i seng. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø i løbet af en uge. Men klokken halv fire om morgenen gik jeg i seng og vågnede jo så næste dag,” siger hun. Jette Lyngholm er stadig kræftfri og er siden blevet formand for Tarmkræftforeningen. Her taler hun med andre kræftpatienter om, at hun under kræftforløbet gik en tur hver dag, også selv om det kunne tage en time at tage sig sammen til det. At hun på eget initiativ kom med i forskningsprojekter, og at hun selv læste sig frem til kosten i diverse bøger. ”Jeg savnede da lidt, at jeg kunne snakke med nogen om, hvad der ville være godt for mig at spise, men jeg vendte alt med lægerne. Jeg fandt blandt andet frem til to kure, som jeg spurgte en læge til, og han sagde, at hvis du har det godt med det, så gør det bare.” Hun ved af gode grunde ikke, hvor stor betydning hendes fokus på ernæring har haft for et succesfuldt behandlingsforløb. Men hun tænker tit tilbage på nogle ord fra en leverlæge, der kendte til hendes overlevelseskamp også uden for sygehusenes kontrol. ”Han sagde: ’Jette, jeg kan ikke bevise det, men jeg tror, det er en kombination af det hele, der gør, at du er her i dag’.” ”Det tror jeg også selv.”

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: FØDEVARER FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

Q&A

JAKOB ELLEMANN-JENSEN

”Jeg har også fået rå sællever, der stadigvæk var varm, syltet søpapegøje og testikler fra en yakokse i Nepal.” Syv spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen, minister for miljø og fødevarer (V)

Hvad vil være dit vigtigste budskab i din tale til fødevaretopmødet? Mit budskab ligger meget i sloganet ”Better Food for More People”, fordi det ret godt fortæller, hvad vi gerne vil opnå. Halvdelen af verdens befolkning bor i dag i byer. I 2050 vil det være to tredjedele. Det betyder alt andet lige en fremmedgørelse af, hvor maden kommer fra. Det er ikke os selv, der dyrker den. Det er ikke os selv, der opdrætter dyrene. Topmødet skal være mere end high level. Det skal ud til den brede befolkning. Og budskabet er, at vi med gastronomien, altså evnen til at lave mad, har mulighed for at sikre flere mennesker bedre mad. Hvilken person er du mest starstruck over at skulle møde? Det meget ærlige svar er René Redzepi (køkkenchef og medejer af Noma, red.). Det her er en mand, som kan nogle ting med gastronomi, som de fleste af os kun kan drømme om. Alligevel siger han ikke, ”jeg vil kun lave mad til de ti mest velhavende mennesker i verden”. Han vil faktisk brede det her ud. Du ser skuespillere, som gør det samme. Som siger, ”jeg har en platform, et talent, som jeg skal bruge til noget mere.” Det synes jeg er vildt imponerende. Jeg har mødt ham en enkelt gang før, og ham er jeg meget starstruck over at skulle møde igen.

altinget

Hvis du ikke kunne vælge dansk mad, hvilken nationalitets madkultur ville du så helst være opflasket med? Den er ret svær, men jeg ville nok falde tilbage på italiensk. Mange tænker sikkert på pasta og pizza, og det er også et hjørne af det, men det handler om hele det italienske køkken, deres brug af grøntsager, deres kærlighed til maden, deres kærlighed til vinen. Det er helt fantastisk. Hvis jeg måtte supplere det med noget andet, så ville det være vietnamesisk med de sprøde grøntsager og noget friskhed, som man let kan savne i andre hjørner af det asiatiske køkken. Hvad er det mest eksotiske, du har prøvet at spise? Jeg tilbragte en del år i forsvaret, hvor man lejlighedsvis er relativt sulten, og det gør, at man spiser nogle spændende ting. Besynderligt nok har jeg ved flere lejligheder fået søpølse, som man spiser en del i Kina. Det bliver jeg aldrig forfalden til. Jeg har også fået rå sællever, der stadigvæk var varm, syltet søpapegøje og testikler fra en yakokse i Nepal. I den hjemlige genre har jeg også spist rødderne på en dunhammer. Hvilken ret spiser du hyppigst til aftensmad? Jeg ser meget frem til de ting, der er i års-

tiden, som asparges eller kantareller. Eller når der kommer de nye danske kartofler, som jeg meget gerne spiser kolde med lidt salt. Fra min barndom om vinteren kan jeg huske, at det var sådan nogle melede kartofler, der altid var kogt for meget og smagte grufuldt, så de nye kartofler om foråret var noget, man virkelig stræbte efter. Og så spiser vi kylling i en del forskellige varianter.

Ni ud af ti danskere lever ikke op til kostrådet om at spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Gør du? Det tror jeg faktisk, at jeg som hovedregel gør. Jeg må tilstå, at jeg ikke spiser så meget frugt, men grøntsager spiser jeg masser af. Da jeg overtog posten som miljø- og fødevareminister, lykkedes det mig at udstede en fatwa i ministeriet om agurker og gulerødder som mødeforplejning. Det er en god adspredelse og rigtig lækkert at hyggespise. Hvad er din ’guilty pleasure’, når det kommer til mad? Nogen vil synes, at det er en guilty pleasure, at de drikker et glas rødvin fredag. Jeg synes, det er pragtfuldt, og som regel helt fortjent, når jeg kommer hjem fredag aften. Jeg er også vældig glad for chokolade og pasta med flødesauce, men det føler jeg mig heller ikke specielt brødebetynget over.

Altinget: magasin FĂ¸devarer

TopmĂ¸det skal vĂŚre mere end high level. Det skal ud til den brede befolkning.

August 2018

Altinget: magasin Fødevarer

FØDEVARETOPMØDE I KØBENHAVN For tredje år i træk er en dansk miljø- og fødevareminister 30.-31. august vært for et internationalt fødevaretopmøde i København. Topmødet tager udgangspunkt i FN’s Bæredygtighedsmål og fire gennemgående temaer: fødevareinformation, fødevaresikkerhed, fødevarediversitet og madspild. Fire betydningsfulde stemmer giver her hver deres perspektiv på udfordringerne.

D I R K S C H U L Z , A N S VA R L I G F O R F Ø D E VA R E S I K K E R H E D O G F Ø D E VA R E K VA L I T E T V E D F N ' S F Ø D E VA R E - O G L A N D B R U G S O R G A N I S AT I O N ( F A O )

Beskyt fødevaresikkerheden

lere end 23 millioner mennesker i Europa bliver hvert år syge af usikre fødevarer, der fører til 5.000 dødsfald. Diarresygdomme er de mest almindelige fødevarebårne sygdomme i Europa – hvoraf norovirus-infektion (Roskilde-syge, red.) forårsager næsten 15 millioner tilfælde og campylobacter næsten 5 millioner tilfælde årligt. Mikrobakteriel smitte bliver ofte forbundet med fødevaresikkerheds-problematikker. Men kemisk forurening – såsom tungmetaller i fisk, pesticider i grøntsager og toksiner fra andre kilder, som uforvarende kan komme i fødevarer gennem forurenet vand, jord og luft eller gennem bevidst brug af skadedyrs- og sygdomsbekæmpelse til planter eller dyr – udgør også signifikante risici. Sammenlignet med resten af verden har Europa en relativt lav forekomst af fødevarebårne sygdomme. Men fordi mange fødevarer handles internationalt, kan fødevaresikkerhedsproblemer andre steder let nå Europa og forstærke behovet for, at regeringer, fødevareindustrien

og enkeltpersoner fortsætter med at gøre mere for at bevare sikre fødevarer. For at hjælpe lande med sikker fødevareforsyning og samtidig sørge for fair praksisser i fødevarehandlen har FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO sammen med verdenssundhedsorganisationen WHO indført Codex Alimentarius-kommissionen. Cirka 187 lande er medlemmer af verdens førende internationale fødevare-standardsættende organ, som benytter en åben, deltagerbaseret, konsensus- og videnskabsbaseret tilgang. Codex-standarder udgør en global regelbog, som alle i fødevarekæden kan følge, og står som det internationale referenceværk for verdens lande. Gennem deres anerkendelse i aftaler fra verdenshandelsorganisationen WTO tjener disse standarder også til at afgøre handelsspørgsmål, når de opstår. Codex har udviklet standarder for næsten 200 handlede fødevareprodukter – fra æbler og hvede til frossen fisk og vand på flaske. Codex tilbyder også forskellige guidelines. For eksempel gør guidelines for fødevaremærkning kommu-

nikation mellem fødevareproducenter og forbrugere mulig. Codex stiller et kodeks for praksis inden for fødevarehygiejne gennem hele fødevarekæden til rådighed, så alle – landmænd, avlere, producenter, forarbejdningsvirksomheder, fødevareforhandlere og forbrugere – kan tage ansvar for at garantere, at fødevarer er sikre og egnede til konsumption. Dertil kommer, at Codex sætter grænser for maksimalt tilladte restkoncentrationer af pesticider, rester af veterinærlægemidler og giftrester i fødevarer og dyrefoder og sætter betingelser for vilkår og øvre grænser, inden for hvilke tilladte tilsætningsstoffer må benyttes i fødevarer. Ved at etablere en fælles forståelse af sikkerhed og kvalitetsaspekter for fødevarer blandt forbrugere, producenter og regeringer rundtomkring i verden gør disse standarder, at handel finder sted under hensyntagen til at sikre, at den mad, vi spiser, ligegyldigt hvor den kommer fra, er ufarlig og lever op til forbrugernes forventninger. Når alt kommer til alt: Hvis det ikke er sikkert, så er det ikke mad!

AF LAURA FERNÁNDE Z CELEMÍN, GENERALDIREKTØR, E U R O P E A N F O O D I N F O R M AT I O N C O U N C I L

(Fødevare)videnskabens effekt: Hvorfor bedre information kan gøre os sundere

u går og tænker på, hvordan kulhydrater påvirker din diæt, så selvfølgelig googler du: ”Er kulhydrater gode for dig?” Svimlende 216.000.000 resultater kommer frem i søgningen: Hvordan kan nogen forventes at vide, hvilke af disse 261 millioner resultater der er pålidelige og videnskabsbaserede informationskilder? At finde pålidelig information om mad og sundhed er blevet en uoverskuelig opgave for forbrugere i en

altinget

verden, hvor det at blive informeret præcist er essentielt for et sundt og aktivt liv. Udfordringen er endnu større, hvis vi overvejer vores fødevaresystems paradoks. På den ene side har fedme nået det højeste niveau nogensinde: 39 procent af alle voksne er globalt set overvægtige. Samtidig dør et barn af sult hvert 3,6 sekund. Så hvad gør vi? I European Food Information Council (EUFIC) tror vi fuldt og fast på, at vi ved at give adgang til videnskabsba-

seret information kan gøre folk i stand til at tage bedre beslutninger om kost og livsstil. Her er hagen: Informationen skal være let at forstå og formidlet via kreative medier. Vi lever i en såkaldt postsandhedsæra, hvor følelser ofte tæller mere end (videnskabelige) fakta, men de to behøver ikke at udelukke hinanden. Ved at tilføre bedre balance med følelser i videnskabsformidling kan publikum opmuntres til at analysere og fortolke den konstante infor-

Altinget: magasin Fødevarer

mationsstrøm, de bombarderes med. Nu bliver folk ofte overvældet af utilstrækkelig og løsrevet information om den seneste diæt, trend eller forskning, der lover hurtige løsninger. Således må det første skridt henimod at forbedre folks forståelse af de modsatrettede budskaber om ernæring og sundhed være at skabe bedre forståelse for selve den videnskabelige proces. For eksempel: Hvor mange mennesker ved, at nyhedsoverskrifter oftest fokuserer på ”relativ risiko” og ikke ”absolut risiko”? Sidste år udgav pressen historier om fund, der antydede, at mennesker, der spiser forarbejdet kød, har 18 procents ”øget risiko” for tarmkræft. Artiklerne blev set af mange, men ville folk have reageret på samme måde, hvis medierne havde fokuseret på den faktiske ”øgede absolut-

te risiko”, der var på blot 1 procent? Den oprindelige risiko for kødspisere var på 5,6 procent, og studiet viste en ny risiko på 6,6 procent. Absolut risiko giver et mere helt billede af risikoen, da det er baseret på sandsynligheden for tilstanden (tarmkræft) under specifikke omstændigheder. Men medierne fokuserede på den ”øgede relative risiko” på 18 procent. Det betyder, at kødspisere havde 18 procents højere risiko for tarmkræft i forhold til en anden gruppe (for eksempel kødspisere over for vegetarer i dette tilfælde). Alligevel skal vi ikke undervurdere vigtigheden af at reducere kødforbruget for vores sundheds og for klimaets skyld. For rigtigt at forstå risiko og dens forhold til sundhed, så har offentligheden brug for kvalitetsformidling, som påvirker deres livsstilsvalg – ikke sensati-

onalistiske overskrifter. I dag står medier, offentlige institutioner og fødevarekædeaktører over for et rekordlavt niveau af offentlig tillid. Samtidig er ”opmærksomhedsræset” blevet skarpere på tværs af medier og sociale medier, hvor folk konstant bliver forbundet og trækker sig på en og samme tid. Den eneste måde at øge forbrugernes viden og tillid er virkelig at involvere sig i dem ved at formidle videnskaben åbent og kreativt. Hvis vi vil leve på til de høje ambitioner fra 2018 World Food Summit i København – og gøre bedre fødevareinformation banebrydende for et sundere liv – er tiden inde til handling nu. Folk kan blive i stand til at leve sundt med korrekt information for hånden, og det er op til os at tilvejebringe den information.

AF SELINA JUUL, STIFTER OG BESTYRELSESFORMAND I S TO P S P I L D A F M A D, O G M E D L E M A F C H A M P I O N S 1 2.3

Efter 10 år i kampen mod madspild er vi kun lige begyndt

FOTO: PRESSEFOTO

nart indtager Miljø- og Fødevareministeriets internationale topmøde ”World Food Summit – Better Food for More People” København for tredje år i træk. Emner som bl.a. fødevaresikkerhed og madspild står højt på den internationale dagsorden. Men kan vi nå at indfri EU’s og FN’s målsætning om at halvere global madspild og fødevaretab inden året 2030? I år er det 10 år siden at forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad så dagens lys. Fra at være en græsrodsorganisation har bevægelsen formået at skabe en folkebevægelse mod madspild, som er blevet indkorporeret og forankret i hele værdikæden fra jord til bord. De seneste tal fra Miljøstyrelsen viser, at danskere husholdninger de seneste seks år reduceret sit madspild med 14.000 tons. Og ifølge Fødevarestyrelsens seneste meningsmåling er hele 85 procent af danskerne blevet gjort bekendt med madspildsproblematikken i løbet af det seneste år. Detailhandlen er også med i kampen mod madspild. I 2017 præsterede Fakta-kæden sit laveste niveau af madspild i 4 år, eller hvad der svarer til mere end 20 millioner kroner. Dansk Supermarked har

fra 2015 til 2016 reduceret sit madspild med 5,2 procent. I Coop er butikkernes madspild i perioden januar til september i 2014 faldt med næsten 10 procent. Og senest har REMA 1000 i samarbejde med Stop Spild Af Mad, Alfred Pedersen & Søn ApS og Gartneriet Østervang Sjælland lanceret salg af krumme agurker, grimme tomater og andre uperfekte andensorterings-grøntsager. Kampen mod madspild er i Danmark i dag ifølge organisationen De Samvirkende Købmænd blevet et konkurrenceparameter hos både detailhandlen, landbruget og industrien.

Kan det måles, kan mindskes I Danmark, selvom vi bestemt ikke er i mål endnu, er vi godt på vej. Men kan vores land inspirere store nationer som USA, Indien og Kina – og alle de mange andre lande, hvor kampen madspild er ikke engang kommet på dagsordenen? Da jeg havde talt på de seneste internationale topmøder ”World Food Summit – Better Food for More People”, stod det klart for mig, at der ligger stadig et stort arbejde foran os. I lande som Indien, hvor ca. 40 procent af frugt og grøntsager er

allerede tabt, inden de når ud til supermarkeder, er der lang vej endnu. Hvis alle verdens lande skal blive enige om at reducere deres madspild og fødevaretab, skal de også blive enige om en standardiseret måling. Europa-Kommissionens platform samt den globale koalition mod madspild, Champions 12.3, som undertegnede begge er medlem af, arbejder benhårdt på at finde frem til fælles standardiserede målinger for madspild og fødevaretab. For hvad kan måles, kan mindskes. Og EU agter at påbegynde målingen af madspild og fødevaretab i alle EU lande allerede fra det kommende år. Men når vi at halvere det globale madspild og fødevaretab inden 2030? Og hvad skal der til, før alle EU's og verdens lande er med på den samme dagsorden? Og kan vores danske ”World Food Summit – Better Food for More People” topmøde være med til at skubbe tingene i den rigtige retning? Een ting står klart: I takt med eskalerende klimaforandringer, voksende befolkningstilvækst og tab af biodiversitet har vi travlt. Rigtigt travlt.

August 2018

HELE DANMARKS KRISTIAN Han sammensætter sin regering i medierne og smider LA ud. Han definerer, hvad det vil sige at være borgerlig, og sammen med Mette Frederiksen modarbejder han den statsminister, han alligevel peger på næste gang. Hvad er det egentlig, Kristian Thulesen Dahl vil?

AF ESBEN SCHJØRRING, REDAKTØR, ALTINGET: MAGASIN FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

Altinget: magasin Christiansborg

KRISTIAN THULESEN DAHL

å et eller andet tidspunkt slår det mig. Kristian Thulesen Dahl har ikke så meget som en dråbe sved på panden. Alle vi andre er ved at gå til i varmen. Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, tørrer sig med en klud, og de svenske journalister og fotografer pruster. Det gør jeg også. Men som en fysisk understregning af sit image som Christiansborgs kølige strateg er Thulesen Dahl upåvirket, selvom han er iført både skjorte og jakke. Vi er i den malmøske ghetto Rosengård, og varmen sitrer mellem murene som fra en åbenstående ovn. Rosengård er i en dansk sammenhæng kendt for to ting: Zlatan Ibrahimovic og den indvandrertunge arbejdsløshed, bandekriminalitet og sociale armod, han undslap på grund af sit fodboldtalent. Det er Kristian Thulesen Dahl, der har bedt Jimmie Åkesson om at blive vist rundt her i Sveriges mest berømte parallelsamfund, og mens Åkesson har følgeskab af Expressen, har Kristian Thulesen Dahl inviteret TV 2 og Altinget: magasin med på turen. Den svenske valgkamp er allerede i gang, og for første gang er indvandring og multikultur øverst på programmet. Sverigedemokraterna står til at få over 25 procent af stemmerne og dermed være blandt de tre største partier i Sverige. En status, DF og Kristian Thulesen Dahl har været vant til siden 2001. Men Rosengård er langt fra, hvad jeg havde forestillet mig. Her er ingen skudhuller i betonen eller udbrændte bilvrag, og stemningen er på ingen måder truende. Folk kigger med en vis forundring på mediespektaklet, som vi bevæger os rundt mellem de lave kareter. Nogle spejder tydeligvis efter, om det er en kendis, der er på besøg, og dem, der genkender

Jimmie Åkesson, hilser han pænt på, og de hilser igen. Ingen råber ad os, ingen nedstirrer os. Faktisk hersker her en stemning af pæn, ryddelig og søvnig søndag i provinsen, selvom det er tirsdag. Kun få mennesker er på gaden, og børnene hviner fra legepladsen. ”Det er jo altid dejligt, når børn leger,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jimmie Åkesson. Selvom Åkesson er vært, er det tydeligt, at Thulesen Dahl er autoriteten. Som storebroderen, der har været igennem det hele før, og nu kan øse fra erfaringens dybe kar til lillebroderen. Kristian Thulesen Dahl fortæller om de seneste stramninger af den danske udlændingepolitik, som skal bremse ghettoisering og parallelsamfund. ”Offensivt,” svarer Jimmie Åkesson, næsten som om han synes, at de danske tiltag med at inddrage statsborgerskab, hvis man begår kriminalitet, er lige en spids for meget. Så langt er han endnu ikke kommet. Den eneste ansats til konfrontation sker, da en repræsentant for det butikscenter og bibliotek, vi går igennem, stopper os. ”Hvad laver I her,” spørger hun. Jimmie Åkesson forsøger at forklare sig, og det er tydeligt, at Kristian Thulesen Dahl synes, at det er mærkeligt og lidt emsigt af hende. Det er det vel også, for det er ret åbenbart, hvad der foregår. Men i en videre forstand er hendes spørgsmål egentlig godt nok. Hvad laver vi egentlig her? Ja, for Jimmie Åkesson er sagen klar nok. Han får en symbolsk håndsrækning i det svenske valg. Han vil gerne have det, der i Sverige kaldes danske tilstande, og gerne med sig selv i den rolle, som DF har. Men Kristian Thulesen Dahl. Hvad laver han her? Hjemme i Danmark her-

sker der vid og tværpolitisk konsensus om en stram udlændingepolitik og om, at der sagtens kan komme flere stramninger til. Den gamle verden, hvor DF sagde det, alle andre fandt bestyrtende og forargeligt, er for længst en saga blot. Nu skal Thulesen Dahl helt til Sverige for at finde den front, han og DF kæmpede fra i slut-90’erne og nullerne og vandt fodfæste i dansk politik. Så hvilken station på hans politiske rejse er det korte stop i Rosengård? Og vigtigere: Hvad er endestationen for ham? Kun regeringsdeltagelse eller mere? Og hvorfor støtter han Lars Løkke Rasmussen (V), når han gang på gang går sammen med Mette Frederiksen (S) for at stikke en kæp i hjulet på regeringens forslag og i det hele taget virker, som om han er langt mere på bølgelængde med Socialdemokratiets politik? Hvad vil han egentlig? Det er det vigtigste spørgsmål i dansk politik lige nu og frem mod det folketingsvalg, man så småt kan ane i horisonten.

LA skal ud Jeg har talt med Kristian Thulesen Dahl et par gange over de seneste måneder. Jeg var med ham i Rosengård, en uge efter var jeg til et længere interview med ham på hans kontor i Proviantgården ved Christiansborg, og jeg talte i telefon med ham efterfølgende. Undervejs har han både holdt grundlovstale, været til Folkemøde på Bornholm og fyldt godt i avisernes spalter med skarpe meldinger. Alligevel har de politiske analytikere svært ved at få tingene til at gå op. Hvorfor peger han på Løkke, mens han hælder hans politik ned ad brættet? Senest har han stoppet en historisk borgerlig hjertesag som salget af TV 2. Er der en rød tråd her?

Altinget: magasin Christiansborg

En del af svaret handler om, at han vil genskabe den politiske platform med et stærkt forsvar for den danske velfærdsstat og konstant bevågenhed om den stramme udlændingepolitik, som kendetegnede Anders Fogh Rasmussens regeringer i nullerne. Dengang talte man om VKO-flertallet, og det er en fornyet og forandret udgave af den konstellation, han foreslår til et kommende valg. DF skal i regering med Venstre – ”hvis danskerne giver os opbakning til det,” som det lille forbehold lyder fra ham – og med Konservative. ”Konservative har vist sig i de seneste halvandet år som et ansvarligt regeringsparti og arbejder på at få tingene til at fungere. De har heller ikke de her skarpe og ultimative kanter,” som Kristian Thulesen Dahl udtrykker det. Den sidste bemærkning om kanterne gælder det tredje parti i den nuværende regering, Liberal Alliance. De skal ikke være med i Kristian Thulesen Dahls kommende regering. ”Vi kan ikke sidde i samme regering som LA,” slår han fast. ”De har en ambition om at markedsføre sig som Danmarks liberalistiske parti nummer et. Så alle de sager, vi forhandler, der forsøger de at få liberalistiske kerneværdier indført. Det er mindre stat, mindre fællesskab, mere den enkelte og mere til gavn for dem, der har pengepungen i orden og selv kan betale. Det er en anden vej, end det fællesskab vi vil.” Det kan måske lyde som partifnidder. Men det er det ikke. Den store forskel fra nullernes VKO-flertal er ikke kun, at DF ikke længere vil nøjes med rollen som parlamentarisk grundlag. Det er, at partiets formand tydeligvis ser sig selv og ikke længere Venstres formand som garanten for den kurs, der handler om forsvar for velfærd og stram udlændingepolitik. Det ser man ikke mindst, når Kristian Thulesen Dahl forklarer de seneste år konflikter mellem DF og VLAK-regeringen med, at han i virkeligheden har holdt Venstre fast på partiets løfter fra valgkampen i 2015 og beskyttet dem mod Liberal Alliances dårlige indflydelse. ”Venstre gik i 2015 til valg på et program, der meget lignede vores med plads til realvækst i den offentlige økonomi. Men hvad sker der efter valget? Venstre bliver præget af dem, der skal udgøre deres parlamentariske grundlag, og her spiller LA en aktiv rolle i at tone Venstre derhen, hvor man skal lette topskatten. Det, vi i DF har gjort, er at trække Venstre tilbage til det, partiet sagde under

valgkampen i 2015. Det er jeg stolt over.” Forholdet til LA, til det liberalistisk-økonomiske element i dansk borgerlighed og spørgsmålet om, hvem der skal definere, hvad det vil sige at være borgerlig, har stået i det absolutte centrum for vores interview. For det er her nøglen til svaret på den gåde, Kristian Thulesen Dahl har præsenteret den danske offentlighed for, hvor han både støtter Løkke Rasmussens fortsatte kandidatur til statsministerposten og modarbejder hans regering, skal findes. Det handler om en kamp om den borgerlige sjæl – om den er liberalistisk eller nationalkonservativ.

De rige og de fattige Hjemme på Christiansborg taler Kristian Thulesen Dahl fra den meget eftertragtede midterposition i dansk politik, hvorfra man kan bestemme, om et politisk forslag skal leve eller dø – og hvorfra indflydelsen enten flyder eller udtørres. Han er ikke blind for, at det er Radikale Venstres gamle plads, han Havde man fjernet har indtaget. Men loftet over beskæfhan er heller ikke tigelsesfradraså selvtilfreds, at get, havde det jo han henlægger betydet, at jo større sin sejr over dem din indkomst er, jo som et udslag af mere ville skatten egne evner. Det er være lettet. Det ville de store kræfter i have været en rigtig samfundet, der har usympatisk måde at forandret sig. gøre det på. ”I mange årtier var den økonomiske politik afgørende, og der havde Det Radikale Venstre muligheden for som socialliberalt parti at kunne arbejde til begge sider i Folketinget. Det, der så er kommet til de sidste tre-fire årtier, er værdipolitikken, fordi vi er i en situation, hvor det globale – med EU og migration som de væsentligste faktorer – gør, at hvis vi ikke passer på, så kommer tingene ud af vores egen kontrol. Der har Radikale vist sig at være et fløjparti,” analyserer han. ”Det står jo stadig tydeligere, også som Socialdemokratiet har flyttet sig. Derfor kan de ikke spille rollen som midterparti. Men det kan vi så, og det kan vi, fordi de andre partier har flyttet sig i vores retning på værdipolitikken, og fordi vi har en økonomisk politik, hvor vi er mere, som Radikale var engang, hvor vi vægter den offentlige sektor,” lyder forklaringen videre fra Kristian Thulesen Dahl. ”Men det tager tid, før folk vænner sig til den situation. Herinde på Christians-

borg, i partiernes baglande, men også i kommentatorkorpset.” Det er den forandring, der, som den har sat sig igennem, har gjort Dansk Folkeparti til den parlamentariske succes, partiet har været de seneste snart tyve år. Ved valget i 2015 blev man så det næststørste parti i Folketinget, større end Venstre og dermed størst i det, der engang hed blå blok. Faktisk er det med ’engang’ en af de samlende overskrifter for den politiske situation siden 2015. De interne stridigheder mellem VLAK-regeringen og DF om topskattelettelser og paradigmeskift i udlændingepolitikken – begge blev ikke til noget – har overskygget konfrontationen mellem regering og opposition. Og det er ifølge Kristian Thulesen Dahl helt og holdent Liberal Alliances skyld. ”Det her med ultimative krav om topskattelettelser og trusler om ikke at stemme for sin egen finanslov, det kan man jo ikke. For så melder man sig selv ud. Det er derfor, jeg reagerer så skarpt på det og har gjort det, når LA har meldt ud på den måde. Det er klart, at mange danskere har set på det forløb og tænkt, at det var en farce.” Men du har jo været en del af det forløb – har du ikke et medansvar for ’farcen’? ”Nej, ikke den her del af det.” Kernen i den farce, DF-formanden taler om, handler om skattepakken fra sidste års finanslovsforslag, der som sit store slagnummer ville fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget. Det ville have ført til en de facto lettelse af topskatten på 2,7 procentpoint og kostet 6,3 milliarder kroner af det såkaldte råderum, som Finansministeriet havde beregnet til 37 milliarder kroner. Til gengæld viste de samme beregninger, at det ville skabe 8.000 flere jobs. Hvorfor var det ikke godt? ”Ja, altså, havde man fjernet loftet over beskæftigelsesfradraget, havde det jo betydet, at jo større din indkomst er, jo mere ville skatten være lettet, så det ville have været en rigtig usympatisk måde at gøre det på. Der skal være en vis lighed og balance. Det var vigtigt for os. Det havde vi også sagt inden forhandlingerne. Vi ville ikke have en lettelse af topskatten.” Men hvis man havde skabt de 8.000 jobs fra regeringens plan – hvorfor var det så ikke at foretrække? ”Nu lever vi jo i et samfund, hvor det, vi bliver tudet ørene fulde af, er, at vi mangler arbejdskraft. Så spørgsmålet er, om man overhovedet vil få den effekt ud af det, som du taler om. Jeg har stor respekt

August 2018

KRISTIAN THULESEN DAHL

Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, står foran det politiske gennembrud, Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti fik i 2001. Mødet mellem de to i Rosengård er også udtryk for, at de to partiledere er begyndt at tale mere og mere sammen.

Thulesen Dahl bevæger sig lidt ud af klyngen af journalister og det ret massive sikkerhedsopbud, der var i Rosengård.

På vej ind i Rosengård.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

Jeg betragter mig selv som borgerlig. Og jeg betragter de værdier, DF står for som ærkeborgerlige.

for Finansministeriets regnemodeller, og jeg synes også, at de skal lave dem. Men det, der altid kommer ud af deres modeller, er, at hvis højtlønnede får lettelser, så er det fantastisk for samfundet, mens hvis de lavtlønnede får lettelser, så er det nærmest til skade for samfundet. For mig handler det også om andre ting. Det handler om fællesskabet og vores samhørighed, og hvis vi får en politik, der understøtter den udvikling, hvor det er de få rigeste procent, der skal tilgodeses, så går det ud over det.” Men afviser du logikken i, at når man tjener mere, forbruger man mere, og dermed genereres der flere arbejdspladser? ”Det er liberalistens argument. Hvis de rigeste får flere penge mellem hænderne og køber et endnu større hus eller en lystyacht, der kan ligge nede i lystbådehavnen, eller en endnu større bil, så er der mere travlt hos bilforhandleren, som tjener en tiendedel af køberens løn, men han kan være på arbejde nu, og der skal jo også være nogle, der kan sælge softice nede i lystbådehavnen. Det er for smalt at vurdere det alene ud fra det. At de rigeste skal være endnu rigere, mens de fattigste bare skal være taknemmelige over at have et job.”

SIger ikke bare halleluja Du peger på Løkke Rasmussen næste gang – men du vil jo ikke have hans politik. Hvordan hænger det sammen? ”Men gik Lars Løkke Rasmussen i 2015 til valg på at sænke topskatten?” Han fremlagde 2025-planen med topskattelettelsen efter valget, så det var ikke kun et LA-forslag. Tror du så ikke, lettelser af topskatten har været vigtige for ham? ”Løkke Rasmussen må jo selv vurdere, hvad der er vigtigt for ham og Venstre. Som jeg så det, så gik Venstre til valg på noget, der var meget lig det, vi gik til valg

på. De legede med tanken om nulvækst i den offentlige sektor, men det brød vi os ikke om. Vi holdt fast på det, vi var enige med Venstre om for år tilbage, nemlig at der godt må være en begrænset vækst i den offentlige sektor. Og så gik Venstre til valg på at lette skatten for de lave indkomster, og den ambition, den delte vi – vi ville bare vide, hvor pengene skulle komme fra, for vi ville ikke tage pengene fra plejehjem og sygehuse.” Men så er det vel ikke LA, der blokerer. Er det ikke jer? ”Vi blokerer ikke for forhandlingen. Men bare fordi Venstre lægger en 2025plan frem, så siger vi jo ikke bare ’halleluja, den tager vi bare’. Vi fik et valg i 2015, der betyder, at vi også skal frem og sige, hvad vores prioriteter er. Men forskellen til LA er bare, at vi ikke tager ét element ud og gør det til et ultimativt krav. Vi forhandler om tingene. Og der er masser af afgiftslettelser og skattelettelser i det, vi har lavet med regeringen de sidste tre år. Så mit indtryk er, at regeringen synes, at det går godt.” Men at borgerlige statsministre gerne vil lette på skatten, kan umuligt være en overraskelse for dig. Hvorfor bliver du ved med at pege på Løkke, når du ikke vil have hans politik? ”Man kan jo sige i forhold til det kommende valg, må man tage det med i erindringen, at for tre år siden havde vi en regering med Socialdemokratiet i spidsen, som efterlod DF uden nogen form for indflydelse. Og hvor man førte en politik på værdiområdet, der gik i den modsatte retning af det, vi vil. Så er det et underligt spørgsmål, hvorfor vi ikke peger på Socialdemokratiet som regeringsparti. Det kræver vel nok, at de over lidt længere tid viser, at de mener det, de siger. Og det er også derfor, at jeg siger, at ja, vi har et bedre og bedre samarbejde med Mette Frederiksen og hilser deres afvisning af regeringssamarbejde med Radikale velkomment. Men vi peger på Venstres nuværende formand, for der ved vi af historisk erfaring, at vi har en helt anden dialog. Er det så det samme, som at vi mener det samme på alle områder? Bestemt ikke.” I kan få jeres politik nemmere igennem, siger du, men det forudsætter jo, at der er en borgerlig regering, og hvis din kurs med at save benene væk under det, der ellers er

vigtigt for borgerlige regeringer, fortsætter, underminerer du så ikke den regering? ”Men sådan tror jeg slet ikke, de selv definerer det. Når jeg hører regeringens ministre, så hører jeg ikke, at de ikke føler, at de kommer igennem med den politik, de gerne vil. Når jeg hører statsministeren, så hører jeg ikke, at han føler sig trynet. Jeg har endda hørt Anders Samuelsen på LA’s landsmøde forklare sit bagland, at LA også er lykkedes med en masse ting. Så er der selvfølgelig noget, der har været meget oppe i medierne og med god ret, hvor LA har gjort det til noget ultimativt, men det var jo ikke Venstre, der gik til valg på at sænke topskatten.”

Jeg er borgerlig Som man kan se, handler DF’s kamp mod LA ikke kun om uskrevne normer for arbejdsgangen på Borgen. Det handler om, hvorvidt det at være borgerlig er overlappende med det at være liberalist og se positivt på de frie markedskræfter. Det er det slet ikke for Kristian Thulesen Dahl. Men er du borgerlig? ”Jeg betragter mig selv som borgerlig. Og jeg betragter de værdier, DF står for som ærkeborgerlige. Jeg opfatter, at det, der er sket de senere år, er, at det at være borgerlig er blevet taget til gidsel af liberalister, som har gjort det til en diskussion for eller imod topskat, for eller imod ulighed. Det er helt forfejlet. For det er liberalisme, og jeg har da respekt for, at folk vil være liberalister, men at være borgerlig er meget bredere. Det handler om samfundsansvar og nogle værdier om, at man for eksempel rejser sig for ældre i bussen. Og det handler om at værne om sit fædreland og holde de traditioner, man har fået fra tidligere generationer, i hævd. Og så handler det om, at man ikke laver revolutioner, mens man sidder med magten, men prøver at fintune det samfund, man har arvet. Det er ikke liberalistiske værdier.” Men ser man på danske borgerlige ideologer – Berlingske Tidendes gamle chefredaktør Henning Fonsmark eller den konservative Poul Møller – så er der for dem ingen tvivl: En stor indgribende velfærdsstat med høj omfordeling er i diametral modsætning til borgerlig politik. Ingen af dem ville sige, at Kristian Thulesen Dahl er borgerlig. Hvad siger du til det? ”Jamen, det må de så om. Det må dan-

Altinget: magasin Christiansborg

skerne tage stilling til. Det, du taler om, handler om økonomi og ikke værdier.” Er socialdemokraterne så også borgerlige? ”De er forskellige ting. Nogle socialdemokrater vil sige, at de er socialister, og så er der andre, der er pragmatikere med mange borgerlige værdier.”

Arven fra Anders Fogh Rasmussen Det var på vej hjem fra interviewet i Proviantgården, at jeg kom til at tænke på sammenligningen mellem Kristian Thulesen Dahl og Anders Fogh Rasmussen. Ligesom Fogh Rasmussen har DF’s formand kultiveretet et image som den meget disciplinerede leder, der er forberedt ned i mindste detalje, og som altid er i kontrol. Som aldrig får sved på panden, så at sige. Begge var som unge politikere heftige, borgerlige kritikere af velfærdsstaten og det offentlige bureaukrati, og begge talte for meget lave skattesatser. Begge foretog en vending fra folketingsvalget i 1998 frem mod 2001 og begyndte at omfavne velfærdsstaten og optræde som garanter for dens fortsatte eksistens. Og ligesom Thulesen Dahl nu bekræfter sin opslutning til velfærdsstaten med hårde angreb på LA, vandt Fogh Rasmussen troværdighed om sin nye kurs ved at gå hårdt efter mere liberalistiske Venstrefolk. Peter Brixtofte fik annulleret sin landspolitiske karriere i 1999 efter et forslag om, at folk selv skulle spare op til dagpenge, de berømte tesemagere, der prøvede at få Venstre tilbage på det borgerlig-liberale spor, blev i 2003 presset til ikke at stille teserne som forslag på partiets landsmøde, og sluttelig blev Eva Kjer Hansen i 2005 nødt til offentligt at trække sine udtalelser om, at relativ ulighed ikke nødvendigvis er et samfundsproblem, tilbage, mens Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde undsagde hende og kaldte hendes idéer ”forkerte”. Og ligesom Fogh Rasmussen forsøger den 15 år yngre Thulesen Dahl nu at gøre borgerlighed til en rendyrket værdipolitisk størrelse. En tilfældighed? ”Det er ikke en sammenligning, jeg har tænkt over,” siger Thulesen Dahl, da jeg ringer ham op og spørger, om han ser sig selv som Fogh Rasmussens arvtager. Men afvise den gør han bestemt ikke. ”Hvis jeg får min vilje, så får vi den kombination af en anerkendelse af den

KRISTIAN THULESEN DAHL

offentlige sektor som en vigtig del af vores velfærdssamfund, en stram udlændingepolitik og en stærk værdipoBlå bog litik, som Kristian Thulesen Dahl vi havde i nullerne. • Født 30. juli 1969 Man kan • Cand.merc.jur. fra sige det på Aalborg Universitet den måde, • Medstifter af Dansk at Venstre Folkeparti i 1995 over åre• Formand for Dansk ne har indFolkeparti siden 2012 taget flere • Sad i Folketinget for positioner. Fremskridtspartiet I 1990’erne 1994-1995 gik Venstre • Gift med Berit ind for en Holmgaard Olesen, liberalistisk med hvem han økonomisk har tre børn. politik. Med Bosat i Thyregod Anders i Sydjylland. Fogh Rasmussen blev Venstre et parti, der også kerede sig om den offentlige sektor. Og under Lars Løkke Rasmussen har partiet haft begge holdninger. Venstre er et parti, der kan levere begge varer, afhængig af hvem der trækker i dem.” Umiddelbart er det jo forståeligt nok på flere planer, at DF gerne vil tilbage til VKO-tidens sveller. Det var langs dem, det lykkedes Fogh Rasmussen og Venstre at sidde på regeringsmagten i ti år, og det var også Dansk Folkepartis gyldne periode, hvor man gik fra at være ugleset til at blive fast inventar i dansk politik – anerkendt og accepteret. Strategisk og historisk er der god ræson i, at DF ønsker den tid tilbage. Men det bemærkelsesværdige ved det er, at Fogh Rasmussen omdefinerede dansk borgerlighed fra den ubestridte position som det borgerlige Danmarks leder. Er det sådan, Thulesen Dahl i virkeligheden ser sig selv? Som stående på den fremskudte position, hvorfra det er op til ham at sige, hvad der er borgerligt, og hvad der ikke

er? Er det ham, der tegner linjen i det, der engang var blå blok? ”Nej, Jeg prøver ikke at tage patent på borgerligheden. Jeg reagerer imod den ensretning af begrebet, som Liberal Alliance har forsøgt sig med, hvor det at være borgerlig skal være ensbetydende med at tale for store skattelettelser. Det er forkert og udtryk for en misforståelse. Man kan også være borgerlig uden at være økonomisk liberalist,” svarer Kristian Thulesen Dahl. ”Den nationalkonservative holdning er, at man overtager et samfund der, hvor det nu er, og ligesom en kaptajn på et skib sejler det videre derfra uden at udstikke en radikalt anden kurs. For en nationalkonservativ kan det samfund sagtens være et samfund med en stor offentlig sektor.”

Det store vi Selvom Kristian Thulesen Dahl ikke vil gøre hævd på lederskabet af dansk borgerlighed, er der nok tilgivelse til den, der får mistanken. Siden grundlovsdag har han ageret som sådan. Proklameret i medierne, hvem der kan, og hvem der ikke kan være med i en kommende borgerlig regering, hvilken politik den skal og ikke skal føre, og hvad der i det hele taget gælder som borgerligt og ikke. Tilbage i Rosengård talte han heller ikke med Jimmie Åkesson og til de svenske pressefolk som DF’er. Han talte som repræsentant for det politiske flertal i Danmark. På vegne af det store danske vi. ”I Danmark taler vi jo frit om de problemer og udfordringer, der er. Det Det at være borgerlig er blevet taget til er jo forudsætningidsel af liberalister, gen for at kunne gøre noget ved de som har gjort det til problemer, og guden diskussion for skelov er der mange eller imod toppartier i Danmark, skat, for eller imod der mener, at der ulighed. Det er helt skal gøres noget,” forfejlet. sagde han og fortsatte: ”Den ghettoplan, vi laver i Danmark nu, der beslutter vi, at man simpelthen ikke må flytte ind i sådan et område her, hvis man for eksempel er på offentlig understøttelse. Vi skal have taget områderne tilbage til Danmark.” I Sverige var han allerede hele Danmarks Kristian.

August 2018

Altinget: magasin Christiansborg

KRISTIAN THULESEN DAHL

5 spørgsmål

frem mod det kommende folketingsvalg: 

holder vi nemlig bedst styr på indvandringspolitikken. Sidst Socialdemokratiet var i regering, gik det galt. Det må det ikke gøre igen.

Hvad bliver det vigtigste emne op til det kommende folketingsvalg? For Dansk Folkeparti er indvandringspolitikken dét vigtigste emne. Vi har fået begrænset antallet af asylsøgere og familiesammenførte, siden vi igen fik indflydelse i 2015 - med over 100 nødvendige stramninger - men der er stadig store udfordringer med indvandringen, som vi skal have styr på de kommende år.

grænsekontrol. Og så skal der gang i repatriering. Flygtninge og deres familier bør kun hjælpes i Danmark, indtil det er muligt at komme hjem igen. De skal genopbygge deres hjemlande, når det er muligt.



Skal sociale ydelser og overførsler yderligere reformeres i de kommende år?



Skal Danmark styrke klimapolitikken og den grønne profil, selv hvis det resulterer i højere omkostninger for producenter og forbrugere?

Hvis der med reformer menes nedskæringer i ydelser, mener vi nej. Hvis der menes, at der skal gøres mere for dem, der eksempelvis har svært ved at finde vej til uddannelse og job, mener vi ja. Vi skal gøre mere for Danmarks udsatte.



Hvad bliver den vigtigste forskel mellem en regering under ledelse af Venstre og Lars Løkke og en regering under ledelse af Socialdemokratiet og Mette Frederiksen?

Danmark er med i front, når det gælder tiltag for at forbedre miljøet. Både når det handler om vedvarende energi, affaldssortering med videre. Det er godt. Og vi gør det nu med større hensyn til, at omkostningerne ikke må ødelægge Danmarks konkurrenceevne. Der er fundet en fornuftig balance nu.



Skal udlændingepolitikken generelt strammes eller lempes i de kommende år?

Vi går til valg på en regering, der kan samle S, DF og V. Afgørende for os er, at der ikke efter valget kan regeres uden om DF. Sådan

Udlændingepolitikken skal strammes yderligere. Med asylstop og en mere effektiv

ª: magasin

Tegn dit abonnement på Altinget: magasin Gå ind på altinget.dk/magasin/abonnement 1 år: 550 kr./3 mdr: 175 kr. Udflytning: in bærv

Kritik og kirse

2018 NR. 14 APRIL

UDGAVE 70 KR.

2018 NR. 15 MAJ

UDGAVE 70 KR.

2018 NR. 16 JUNI

Slagelsemappen

y Paulsen John Dyrb stensen, mune Villum Chri else Kom pen i Slag og magtkam Lessel

til van Jonatan Sp oangg:i luften tikere og

nkilde &

Kim Rose

Simon

LA bløder ind – S rækker ten over mid et Bloktilskuddds er Grønlan whiskyflaske

Lars ne skifter DF-vælger ussen ud med Løkke Rasmriksen Mette Frede

00006

kr. 70,00

103512

8 - 08.08.201

2 5 70000

00005

kr. 70,00

BK returuge

103512

18 - 13.06.20 09.05.20

2 5 70000

BK returuge

18 18 - 08.05.20

103512

kr. 70,00

00004

00003

kr. 70,00

BK returuge

103512

18 - 11.04.20

2 5 70000

JUNI 2018

2018

MAJ 2018

14.06.201

Poli er er journalistfredet ikke embe Mistillid til en trussel er mændene kratiet mod demo

D GØR BO

ET OP:

AGER E RIIS MERET PGØR: ONSO ERATI I GEN

n klagesange jen Venstreflø peStopom karakterer p er ro ge d un skal – pressede s ansvar olitikken forældrene identitetsp DRAGSTE

RK E D S VÆ : EMB TEMA ds-

BK returuge

ervatives Er hun Kons portræt redning? Stort gaard af Mette Abild

2 5 70000

kr. 70,00

BK returuge

103512

18 - 07.03.20

UDGAVE 70 KR.

APRIL 2018

2 5 70000

biler

2018 NR. 13 MARTS

MARTS 2018

FEBRUA R

08.02.20

og selvkørend

geotsrtal etiynp FolkN n ta e pengtil laknds, bugner ds

UDGAVE 70 KR.

08.03.20

2018

00002

NR. 12 FEBRUAR

12.04.20

Altinget , flytter medn når state flytter ud UDGAVE 70 KR.

mobilitet

rlag Løkkes nede en nøgl kan blive til hans sejr

MFUND

VÆRK

ORT

S : TRAN TEMA e

Trængsel,

ing: Partiledermål er og Hvem topp flopper?

CIVILSA

EMBEDS

TRANSP

ancen? han stå dist rs Bondo and Ande OK18: Kan lærerform Portræt af i EU lobbyister De danske PORT

Politik er for vigtigt til ikke at have sit eget magasin

N Y KØ B I N G M O R S 23.-25. AUG. 2018

For sjette gang har aktørerne i dansk kulturliv sat hinanden stævne i Nykøbing Mors og inviteret befolkningen med til debat om fremtiden for film, musik, litteratur, billedkunst, scenekunst. Altinget er selvfølgelig også til stede med redaktør og journalist Peter Pagh-Schlegel. Og her i magasinet tager vi hul på den store debat om kulturledelse i en nedskæringstid. Om fondenes betydning og spørgsmålet om, hvor nytænkningen skal komme fra.

Kulturmødet Mors

TILLÆG

Kultur

TILLÃ†G

Kultur

Altinget: magasin Kultur

RUNDBORD MED KULT URLEDERNE

Engang var vi embedsmænd. I dag er vi købmænd

Kulturledelse af i dag er udfordret på to fronter. Statens støtte bliver mindre år for år, og kampen om folks opmærksomhed er intensiveret. Det skaber nye idéer og kreativ energi, lyder det fra Rane Willerslev, Ulla Tofte og Uffe Savery. AF PETER PAGH-SCHLEGEL, REDAKTØR, ALTINGET: KULTUR FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

”

vis vi ikke engang har fat i kronprinsen, så står det skidt til.” For Ulla Tofte, der i dag er direktør på Museet for Søfart, var det en helt særlig begivenhed i 2004, kronprinseparrets bryllup, der fik advarselslamperne til at blinke. Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fejrede brylluppet med et royalt rockbrag i Parken til tonerne fra Sort Sol, D-A-D, Safri Duo, Jokeren og Outlandish. ”Der gik det op for mig, at særligt den klassiske musik havde mistet førstefødselsretten. For lige pludselig valgte han en anden musik, og vi blev klar over, at kulturhistorie og klassisk musik ikke længere var det naturlige valg for et dannet

menneske. Det tror jeg, var et wakeupcall hele vejen rundt – og for mig blev det en motiverende kraft til at gøre noget andet,” siger Ulla Tofte. Hun er i dag sat stævne med Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, og Uffe Savery, der er musikchef i landsdelsorkestret Copenhagen Phil. Alle tre er de i forreste linje i en kulturverden, hvor naturlovene over de seneste fem-ti år er blevet dramatisk forandret. Kontrakterne – både de formelle og de uformelle – med publikum og politikere er til genforhandling. De tre kulturledere sidder med Altingets kulturredaktør i et sofaarrangement i nyklassicistisk stil i Grevinde Danners lejlighed lige over for Nationalmuseet på Ny Vestergade til en snak om de udfordringer,

August 2018

Altinget: magasin Kultur

Uffe Savery

Musiker og orkesterchef Uffe Savery, født 1966, har siden 2010 været musikchef for Copenhagen Phil – Hele Sjællands Symfoniorkester. Forinden var han kunstnerisk chef for spillestedet Pumpehuset. Sideløbende gør han karriere som den ene halvdel af duoen Safri Duo, der med populær trancemusik toppede hitlisterne verden over i 2000’erne. Uffe Savery er uddannet percussionist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

de klassiske kulturinstitutioner står over for i dag. Siden 2016 har hele kulturområdet været underlagt årlige nedskæringer på to procent. Og besparelserne ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. Dernæst har hele branchen fornøjelsen af en liberal kulturminister, Mette Bock (LA), der med aggressive opsange beder de støvede kulturinstitutioner komme ud af buskadset, ind i kampen og vise deres relevans for samfundet. Grønthøsterbesparelserne synes de færreste kulturfolk at være forelskede i, men konkurrencen om publikums opmærksomhed og det øgede fokus på egenindtjening i form af fundraising og billetindtægter er en udfordring, der i højere grad bliver mødt med åbne arme af de tre tilstedeværende. ”En kulturinstitution er jo placeret i et samfund for at være en del af samfundet. Den tendens, som institutioner har til at lukke sig af for samfundet, er en ubetinget dårlig tendens,” indleder Rane Willerslev. Han blev i sin tid ansat af kulturministeren med begrundelsen, at han ”med sin store energi og idérigdom vil være i stand til at føre museet ind i en ny, nødvendig udvikling”, mens ministeren også fremhævede, at han ”som et kendt og anerkendt ansigt har gode forudsætninger for

at kunne tiltrække fondsmidler”. Siden ankomsten sidste sommer har han trukket rigeligt med opmærksomhed til sig med en lettere gakket fremtoning i DRprogrammet ”Ranes Museum” og med indførelsen af en omdiskuteret ” kedsomhedsknap” Jo mere nørdet det stof, – skabt til at du arbejder med, er, trække flere desto federe en udforbetalende børdring er det at få sat nefamilier ind noget Puff Daddy til det. på NationalUlla Tofte museet. Men må man nu pludselig ikke længere kede sig på et museum? Og er der ikke grænser for, hvor meget man kan lefle for sit publikum? Ifølge Rane Willerslev er det slet ikke, hvad der er tale om. ”Det, at vi skal gøre os relevante, er ikke det samme som at afmontere idéen bag et nationalmuseum. Tværtimod revitaliserer du det ved at stille disse krav. Vi skal forstå, hvor publikum er, hvor samfundet bevæger sig hen, og byde ind i den sammenhæng. Men en forudsætning for at være relevant er at overraske med et perspektiv, som hverken er en del af den politiske debat eller befolkningens common sense-forståelse af historien,” forklarer Rane Willerslev.

Uffe Savery nikker og tager over: ”Jeg tror også, det er vigtigt at holde fast i at overraske. Folk ved ikke altid, hvad de vil have. Samtidig skal vi have en forståelse i tidens ånd. Jeg tænker, at mange statslige kulturinstitutioner har kørt ret meget business as usual og taget deres tilstedeværelse for givet.” Uffe Savery optrådte selv til kronprinsens bryllup med gruppen Safri Duo. En percussion-duo bestående af to konservatorieuddannede i klassisk slagtøj, der med moderne trancemusik formåede at nå ud til det yngre segment og i nullerne stod højt på hitlisterne verden over. Siden 2010 har han været musikchef for landsdelsorkestret Copenhagen Phil, der blandt andet har eksperimenteret med kortvarige flashmob-koncerter i metroen og på Københavns Hovedbanegård, der har opnået mere end 22 millioner visninger på Youtube.

Politikerne kommer 15 år for sent Man kan altså ikke bare lave god orkestermusik og forvente, at publikum kommer af sig selv. Men når politikerne i dag presser kulturinstitutionerne ud i at tænke i nye baner, er det med en håbløst ulogisk forsinkelse, mener han. ”I musikkens verden har der været en meget proaktiv bevægelse de seneste ti år omkring iden-

Kultur

TILLÆG

Altinget: magasin Kultur

titet og legitimitet. Mit eget orkester har YouTube-visninger i et antal, som svarer til at spille udsolgte koncerter i fire år, så det er blevet en ny scene for os. Den politiske reaktion, der kommer nu, hvor vi faktisk gør mere end nogensinde og har et større publikum end nogensinde, er for mig lidt ulogisk,” siger Uffe Savery, der i foråret 2017 fik en ekstra slebet sparekniv for struben, da hans orkester overtog besparelserne på de øvrige fire landsdelsorkestre vest for Storebælt, som lyder på 20 procent over fire år.

”Den politiske opsang havde været mere relevant for 15 år siden,” siger han. Ulla Tofte undrede sig ligeledes over, at politikerne ikke ”så den komme” dengang. ”Vi var nogle, der længe havde set den udvikling, der var undervejs, og var hurtige til at reagere på det. Det er faktisk meget mærkeligt, at de har været så sløve i optrækket til at komme ind på den dagsorden, som vi selv startede,” siger hun.

Ny kultur på gamle kanone Kulturpolitikken i Danmark har i de 15 år frem til Mette Bocks tiltræden haft sit fokus på helt andre ting. Foruden oprettelsen af Radio24syv – eller ”Radio Møller”, som det populært blev kaldt under dets udvikling – og talrige borgerlige forsøg på at privatisere TV 2, husker vi nok mest den længst siddende kulturminister Brian Mikkelsen (K) for sin kulturkanon i 2006. Her blev de mest uomgængelige danske kunstværker samlet i en kanon, der med rodfæste i folkeskolen var tænkt som en

introduktion til den danske kulturarv. Ti år senere gentog kulturminister Bertel Haarder en lignende øvelse med initiativet Danmarkskanonen, der som et led i et integrationsprojekt skulle samle os om landets immaterielle værdier. Så mens der i dag på den ene side er konstante krav Mit eget orkester til fornyelse, er der har Youtube-visninsamtidig en stærk ger i et antal, som konservativ undersvarer til at spille strøm, der i forvirudsolgte koncerter ringen med fake i fire år, så det er news stiller krav blevet en ny scene om genetablerinfor os. gen af institutioner Uffe Savery i klassisk forstand. Da Kasper Bech Holten i foråret blev ny teaterdirektør på Det Kongelige Teater, fremhævede han, at behovet for den klassiske teateroplevelse netop var blevet større på grund af den teknologiske udvikling.

Ulla Tofte

Museumsdirektør og historiker Ulla Tofte, født 1968, har siden 2015 været direktør på Museet for Søfart i Helsingør. 19992015 stod hun i spidsen for Golden Days, der har stået bag festivaler som ”Christian IV’s København” og ”Københavns Bombardement 1807”. Ulla Tofte er uddannet cand.mag. i historie og fransk.

August 2018

Kultur

TILLÆG

Altinget: magasin Kultur

”Jeg havde min smartphone fremme hele tiden, sidst jeg fløj fra Beijing og hertil. Det eneste sted, jeg kan lægge den fætter fra mig, er, når jeg sidder i teatret eller koncertsalen,” sagde han dengang til Altinget. Ifølge Rane Willerslev er de modstridende signaler om fornyelse og kanonisering ikke så skidt endda. ”Sagens kerne er, at det ikke bare er en forandringslyst. Det handler om at bin-

Rane Willerslev

Museumsdirektør og antropolog Rane Willerslev, født 1971, har været direktør for Nationalmuseet siden april 2017. Han kom fra en stilling som professor i socialantropologi, hvor han ledede det arktiske forskningsfokus på Aarhus Universitet. Fra 2011 til 2013 var han direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo og før det chef for Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Han er uddannet fra University of Manchester og University of Cambridge.

de nogle ender sammen, som i udgangspunktet peger i modsat retning. Nationalmuseet skal både være et sted, hvor man får rygrad i en klassisk forståelse af dannelse, samtidig med at det skal give udsyn og perspektiv på nogle nye måder,” siger Rane Willerslev og understreger, at fornyelse ikke må koges ned til hurtige og fikse idéer blot for fornyelsens skyld. ”Det nytter altså ikke noget bare at lave rutsjebaner. Løsningen ligger i at kollapse nogle modsætninger, som ligger i tiden, og få dem til at skyde op på helt nye måder. Det er netop dét, der gør opgaven interessant,” siger han. For Uffe Savery er den musikhistoriske bevidsthed ligeledes et vigtigt element, som han ikke mener, bliver svigtet, blot fordi det kommer ned i nye formater. ”Når vi tager nogle store klassiske værker og skiller dem ad, så publikum kan gå igennem orkestret som en labyrint, så er det en måde at forene de to poler, hvor vi faktisk står ved, at den klassiske musik, som den var, er noget ganske særligt. Vi

sætter den blot ind i et nyt format,” siger han og fortsætter: ”Der er mange andre symfoniorkestre rundt om i verden, der gengiver en hel koncert i tv-mediet. Men det er ikke tv-egnet. Går man ud på videomediet, må man også arbejde med de præmisser, der er der.” Opgaven med at være sin genre tro og samtidig skabe fornyelse er alle enige om, er et spændende benspænd. ”Jo mere nørdet det stof, du arbejder med, er, desto federe en udfordring er det at få sat noget Puff Daddy til det,” siger Ulla Tofte.

Fri os fra staten Af samme årsag har besparelserne ikke kun ført dårlige ting med sig, mener Ulla Tofte og Rane Willerslev. ”Bare tanken om, at det statslige bidrag bliver mindre og mindre, gør os mere anarkistiske på den gode måde. Tidligere bukkede og skrabede vi for de direktiver, der kom fra et ministerium eller et depar-

Altinget: magasin Kultur

tement. Dengang var vi embedsmænd. Nu føler vi os i højere grad som købmænd,” siger Ulla Tofte og uddyber: ”I de gode gamle dage lænede vi os tilbage, røg på cigaren og tog en lang middagslur, mens pengene blev kørt ind i store vognlæs. Jeg tænker tit på min forgænger, hold nu kæft, hvor havde de det nemt. Omvendt skulle de altid spørge om lov. Det gider jeg da ikke! Det er alles kamp mod alle. Der er ikke nogen, der er flinke ved mig, og så må jeg udfordre den spilleplade, jeg har,” siger hun. I forbindelse med besparelserne gav man de statslige museer, deriblandt Nationalmuseet, lov til at tage entré. Og det har også ført til en positiv udvikling, forklarer Rane Willerslev. ”Det har givet os enorme muligheder, hvor vi i dag ligger i samarbejde med Tiger og Nordisk Film. Min store hovedpine er, at der ikke er en slutdato på besparelserne, for det gør det fuldstændig umuligt for os at langtidsplanlægge. Når vores økonomistyringsmodel samtidig er baseret på en statslig driftstænkning, hvor vi skal ramme et nul hvert år, bliver det svært for os at operere på markedet,” siger han. Ifølge kulturlederne er der desuden en smertetærskel for, hvor lidt statsstøtte man egentlig ønsker at modtage. Fokusset rettes i højere grad mod fundraising og kommerciel forretning i takt med de statslige besparelser, og når statens bidrag bliver en mindre og mindre del af institutionernes budgetter, giver det ifølge kulturlederne mindre mening at stræbe efter at opfylde de krav, som staten udstikker. ”Der findes helt klart en nedre grænse for, hvor lidt staten kan give, hvis den stadig ønsker at være kontrolorgan. Og så vil vi måske hellere være fri for statslig støtte,” siger Rane Willerslev, der bakkes op af Ulla Tofte. ”Ellers må politikerne være dem, der træffer de svære valg og siger, at for eksempel danefæ ikke er lige så vigtigt. Eller at orkestret ikke længere skal nå ud til børn og unge. Den kobling savner jeg.” Det statslige omprioriteringsbidrag, der siden 2016 har skåret to procent på kulturen, vil ifølge Kulturministeriet fortsætte til minimum 2021. Men selvom oppositionspartierne har kritiseret besparelserne, vil Socialdemokratiet ikke garantere, at de kan tilføre yderligere, selvom de kommer til magten. Noget tyder på, at det er fuldkommen ufarligt for politikere at skære på kultur-

området, som ligger lavt på den politiske dagsorden. Dermed også befolkningens dagsorden. Og det bliver kulturlivet nødt til at forholde sig til. ”Jeg tror ikke, at den almindelige dansker oplever, at kulturen forsvinder. Vi må også erkende, at vi jo stadig har et bredt og stærkt kulturtilbud i Danmark. Næsten uanset hvor i landet du er, så er der et kulturhus eller et bibDer findes helt klart en liotek inden for nedre grænse for, hvor lidt staten kan give, hvis en overskuelig afstand,” siger den stadig ønsker at Ulla Tofte. være kontrolorgan. I f ø l ge U ff e Rane Willerslev Savery kan en kniv for struben være midlet til at engagere den kulturpolitiske dagsorden hos befolkningen. ”Vi har været lukningstruede under to kulturministre. Hvis dit museum er lukningstruet, så kommer der også en reaktion fra publikum,” siger han til Ulla Tofte, der svarer: ”Jeg tror ikke, det er så tosset at komme derud. For femten år siden snakkede man om at lukke Den Kongelige Ballet. Der kom også en reaktion, der på mange måder var med til at revitalisere Den Kongelige Ballet.” Men det folkelige oprør kommer aldrig, hvis fondene kompenserer for statens nedskæringer ved at lukke hullerne. ”Man mærker ikke besparelserne i så høj grad, fordi fondene den seneste tid har lukket hullerne, når staten skærer. Det er derfor, vi kan sove om natten, for uudtalt og i det skjulte bliver der kompenseret fra fondene. Men hvis fondene gik ud og sagde, ’den må I selv klare’, så ville man pludselig mærke en klar nedgang eller hævede billetpriser,” siger hun.

Fondene på godt og ondt I bevægelse mod et mere markedsorienteret kulturliv fylder fondenes rolle mere og mere. Og det er både på godt og ondt. Efterspørgslen på fondenes pengetanke stiger, mens fondene også stiller krav til ansøgerne, som de ikke før har haft tradition for. ” Vi er mere afhængige af dem end nogensinde før. Men de har også fået en bedre tendens til at gå i dialog med aktørerne. Egentlig synes jeg, der er kommet en bedre konstruktiv dialog i forhold til bare at sende en ansøgning, uden at vide

hvorfor den bliver imødekommet eller ej,” siger Uffe Savery, der for nyligt besøgte det amerikanske National Symphony Orchestra i Washington D.C. Orkestret, der har cirka samme antal musikere ansat, får ingen statsstøtte. Derudover har de til forskel for Copenhagen Phil 25 medarbejdere, der udelukkende arbejder for at skaffe fondsmidler til orkestret. ”Hele den amerikanske kultur er bygget op omkring, at folk, der tjener mange penge, giver pengene tilbage til kulturen. Men når der kommer en finanskrise, forsvinder midlerne også. Fondene er sarte over for nedgangstider, fordi de lever af deres afkast. Så styrken ved statslig kulturstøtte er, at det er lige tilgængeligt for befolkningen, uanset om det er opgangs- eller nedgangstider,” siger Uffe Savery. For Rane Willerslev er den største fare ved fondenes stigende magtfaktor, at kulturlivet retter sig for meget efter deres ønsker og krav – og at kulturøkonomien dermed agerer som tredjeverdenslande på jagt efter ulandsbistand. ”Vi ser i ulandsøkonomier, at ulande prøver at regne ud, hvad Vesten støtter. I år er det kvinder, næste år mikrolån, og året efter er det økologiske landmænd. Så prøver de at tilrettelægge noget, der svarer til det, fordi hele deres drift som land er afhængig af udviklingsbistand. Så det vigtige er at have den rette balance af egenindtægter, statsstøtte og fondsstøtte, så man har sine egne penge til at lægge en linje og appellere til at bruge fondene konstruktivt til at udvikle den linje, man har lagt,” siger Rane Willerslev. Derudover er han overvejende optimistisk, når det kommer til befolkningens kulturpolitiske engagement. Han tror netop, at kulturlivets omstilling fra en tung forvaltningsøkonomi til et mere kommercielt foretagende, der slår rødder i befolkningen, kan få den folkelige og dermed også den politiske interesse for området til at stige. ”Det tager tid, men jeg tror faktisk, vi er på rette vej. Der er intet, der tyder på, at vi kommer tilbage til den tunge forvaltningsagtige tænkning. Tværtimod. Med den udvikling, hvor vi går fra at være embedsmænd til at være købmænd, kan tingene også begynde at slå rødder. Om ti år tror jeg, at kulturen vil have en meget mere væsentlig tyngde i politik, end det har i dag,” siger han.

August 2018

Altinget: magasin Kultur AF PETER PAGH-SCHLEGEL, REDAKTØR, ALTINGET: KULTUR

Q&A

KARSTEN OHRT

Kulturinstitutionerne kan ikke stole på staten

Karsten Ohrt har siden 2014 været formand for kunstfonden Ny Carlsbergfondet. Sammen med sine to bestyrelsesmedlemmer står han for at uddele cirka 120 millioner kroner i årlige bevillinger i form af værkdonationer til museer, udsmykningsopgaver i det offentlige rum og til at stimulere forskning på museerne. Fondenes bidrag til kulturlivet udgør en stigende andel af kulturinstitutionernes budget, hvilket delvist kan forklares med, at fondene har flere penge at give af. En anden årsag er ifølge landets kulturledere, at de statslige besparelser på kulturområdet tvinger dem til at fokusere på fundraising.

Hvordan oplever du statens besparelser på kulturområdet? ”Det er dybt bekymrende, at staten sparer så voldsomt. Finansministeriet kritiseres helt berettiget for at have for meget magt, for når de går ind i fagområderne, så ser de udelukkende kunst og kultur som en udgift. Staten bør være et grundlag, som de store kulturinstitutioner kan stole på. Det er der ikke tale om, når Statens Museum for Kunst igen igen tvinges til fyringsrunder, og deres langsigtede perspektiv er, at de kan dreje nøglen om i 2035, hvis besparelserne fortsætter. Til gengæld oplever vi en kæmpe interesse og prioritering i kommuner og regioner. Det er en markant forskel. Kommunerne satser på kulturstrategier i et omfang, som jeg ikke har oplevet i rigtig mange år.” Hvad bør den perfekte balance være mellem kulturinstitutionernes offentlige støtte, fondsstøtte og egenindtjening? ”Det kan jeg ikke sige. Men når museerne ikke kan håndtere de bevillinger, vi giver dem,

fordi de ikke har tilstrækkeligt med ressourcer og personale, så er der en klar skævvridning. Og der er vi faktisk ved at være henne.”

Har udviklingen haft indflydelse på jeres ageren i kulturlivet? ”Vores rolle kan ikke ændres. Vi går ind og giver et enkelt bidrag, og så går vi ud igen. Fondene kan aldrig byde ind med en indsats til langsigtet drift.” Oplever du, at efterspørgslen fra kulturlivet er steget de seneste år? ”Ja, i høj grad. Der er desværre mange, vi er nødt til at sige nej til.” Går I mere i dialog med jeres ansøgere, end I hidtil har gjort? ”Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre. Men til forskel fra de fonde, der selv vælger deres projekter, så er det vigtigt for os, at vi får kompetente ansøgninger. Vi giver ikke kunst til Fredericia Rådhus, fordi vi synes, det ser kedeligt ud. Det skal være, fordi Fredericia Rådhus har et ønske om at få mere kunst.”

Bør I som kunstfond også have et samfundsansvar, og hvordan påtager I jer det ansvar i så fald? ”Carl Jacobsen, fondets stifter, har nedskrevet i sine vedtægter, at fonden er sat i verden for ’at skærpe og udvikle sansen for kunst hos det danske folk’. Så det, vi gør, er altid for samfundets skyld. Som noget nyt er vi begyndt på, at når vi placerer et værk på et gymnasium, så laver vi også formidling af værket, så elever og lærere får nogle gode indgange til kunsten. At placere en skulptur er ikke altid nok. Skal den have en betydning i samfundet, skal den nogle gange også have nogle ord med på vejen. Vi tror virkelig på kunstens betydning som et dannelsesprojekt i samfundet.” Mener du, at Ny Carlsbergfondet er gennemsigtig i sit arbejde, og bør offentligheden kende begrundelserne for de midler, I uddeler? ”Der er heldigvis kommet en ny tendens hos alle fonde til at vægte transparens højt. Vi har fuld transparens og giver hele tiden begrundelser i form

af tydelige bevillinger til kunst i det offentlige rum, postdoc-projekter til danske museer og ved at støtte den danske kunst til udenlandske museer.”

Du sagde, at Finansministeriet har for meget magt. I uddeler virkelig mange penge. Kan I som kunstfond også få for meget magt? ”Magt er sådan et kedeligt begreb, men når man uddeler så mange penge, får man naturligvis også en vis indflydelse. Det er noget, vi er meget bevidste om. Når året er gået, diskuterer vi altid, om vi har lavet den rigtige fordeling, og om vi kunne have gjort noget anderledes. Den selvransagelse foretager vi ofte. Alt, vi gør, gør vi for kunstens betydning. Og det sker på en ordentlig måde, hvor vi lytter til behovet ude i samfundet.”

Kultur August 2018

TILLÆG

FOTO: JACOB EHRBAHN / RITZAU SCANPIX

Karsten Ohrt står i spidsen for en af landets vigtigste kulturfonde. Men selvom Ny Carlsbergfondets magt stiger, når staten skærer ned på kulturstøtten, er hans dom over landets kulturpolitik hård. Nedskæringspolitikken er dybt bekymrende, siger han.

Altinget: magasin Kultur AF PETER THOR ANDERSEN, DIREKTØR PÅ ØHAVSMUSEET I FAABORG OG KLUMMESKRIBENT PÅ ALTINGET: KULTUR

I modsætning til mange kulturledere, der tier af frygt for deres fremtidige karrieremuligheder, vil en tænketank på tværs af kunstarter og brancher kunne tale mere frit.

en ny bog Tænketanke – nye aktører i dansk politik (2018) retter Jesper Dahl Kelstrup, forsker på RUC, et kritisk blik på væksten i antallet af politiske tænketanke og deres stigende indflydelse på dansk politik. Ifølge Kelstrup udgør det et demokratisk problem, da tænketankene ikke er folkevalgte. Jeg er enig med Kelstrup, og alligevel foreslår jeg endnu en tænketank: en uafhængig kulturpolitisk tænketank. På kulturområdet er vi nemlig i den situation, at der stort set ikke sker nogen politikudvikling. Siden begyndelsen af 1980’erne har fordelingen af kulturkronerne ligget fast, og i dag er der kun få politikere på Christiansborg, der reelt vil noget på kulturens vegne. Selv om vi med Mette Bock (LA) har fået en kulturminister, der vil reformere kultur-

området fra bunden, er hun endnu kun lykkedes med at flytte otte millioner kroner på orkesterområdet. Samtidig er hele diskussionen om, hvilken rolle vi overhovedet ønsker, at kulturen skal spille i samfundet, besynderligt fraværende. Her tænker jeg selvsagt ikke på medieområdet, men på kulturområdet med kunst, historie, litteratur, musik, scenekunst og film. Problemet er, at samfundet har forandret sig, men kulturpolitikken er ikke fulgt med. Det betyder, at vi får et kulturliv, der betyder mindre for færre. Fraværet af kulturpolitik udgør således et demokratisk problem. Derfor mener jeg, at en uafhængig kulturpolitisk tænketank kunne blive en løsning og ikke et problem. Flere stemmer i den offentlige debat, blandt andet Socialdemokratiets kulturordfører,

Mogens Jensen, har tidligere foreslået et kulturens analyseinstitut, som kan forsyne kulturen med valide tal og faktuel viden. Mit forslag går videre end det. Jeg foreslår en tænketank, der ikke blot skal undersøge kulturområdet, men som skal formulere visioner og udvikle konkrete kulturpolitiske forslag.

Kulturlivets stemmer er tavse Jeg er ikke den første til at efterlyse, at Slotsholmen genindfører kulturpolitikken. Men hvorfor kommer flere af kulturlivets aktører ikke bare selv på banen? Det er jo ikke, fordi politikerne ikke vil lytte til os. En af forklaringerne er, at mange kulturledere er bekymrede for at blive opfattet som illoyale og usolidariske af deres kollegaer. En anden forklaring er, at man som kulturinstitu-

På tværs af kunstarter og brancher For at komme ud af dette dødvande foreslår jeg en kulturpolitisk tænketank, der går på tværs af kunstarter og med repræsentanter fra både det offentligt støttede kulturliv og private kommercielle kulturvirksomheder. Jeg ser tre fordele ved dette: For det første vil det kunne bidrage til et mere åbent debatklima. I modsætning til mange kulturledere, der tier af frygt for deres fremtidige karrieremuligheder, vil en tænketank på tværs af kunstarter og brancher kunne tale mere frit. For det andet vil det give mulighed for at løfte blikket hen over de enkelte institutioner og brancher, fordi man ikke skal varetage de enkelte institutioner og branchers interesser, men derimod kulturlivets og kulturbrugernes bedste. Dette i modsætning til brancheorganisationerne, der har svært ved at gøre andet end at stå på stedet på grund af medlemmernes modstridende interesser. For det tredje tror jeg, at et opgør med den traditionelle

FOTO: ÓLAFUR STEINAR GESTSSON / RITZAU SCANPIX / PRIVATFOTO

Kulturlivet har brug for sin egen tænketank

tion ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. På den måde ligger der også en konservatisme i støttesystemet. Vender vi blikket mod kulturlivets interesseorganisationer, må vi kigge endnu længere efter bidrag til en ny kulturpolitik. Udfordringen for mange af brancheorganisationerne er, at deres medlemmers interesser er vidt forskellige. Et stort kunstmuseum i en af de store byer har ikke nødvendigvis samme interesser som et lille kulturhistorisk museum i et af landdistrikterne. Mange brancheorganisationer ender derfor med at forsvare status quo.

Altinget: magasin Kultur AF MOGENS JENSEN (S) KULTURORDFØRER FOR SOCIALDEMOKRATIET

sektortænkning kan betyde, at vi vil opdage nye muligheder, som vi ikke har set før. Mit håb er, at det vil kunne give brændstof til en ny værdidebat og et brud med vanetænkningen.

Kultur

TILLÆG

Visionerne er derude Råstoffet i en tænketank er visionære idéer. Og visionerne er derude, vi skal blot skabe muligheden for, at de kan blomstre i stedet for at blive kvalt, som tilfældet ofte er i dag. Der findes mange kulturledere med visioner, som de bare ikke tør sige højt. Der findes masser af idéer i brancheorganisationerne, men ofte bliver de handlingslammede, fordi deres medlemmer ikke er enige. Det samme kan man sige om flere af vores kulturpolitikere på Christiansborg, der i flere tilfælde holdes i lænker af Finansministeriet. Endelig øger de private fonde deres bevillinger til kulturområdet i disse år, og samtidig er de blevet mere strategiske. I dag vil de færreste fonde blot modtage en ansøgning. De vil derimod tidligt ind i processen og være med til at forme de projekter, som de støtter. Der er med andre ord masser af visioner og idéer for fremtidens kulturliv. Vi har blot brug for et værksted, hvor de kan bygges op i stedet for at blive revet ned. En uafhængig kulturpolitisk tænketank kan blive det værksted.

Den kulturelle ulighed skal bekæmpes Ens adgang til og eksponering for kunst og kultur må ikke afhænge af forældrenes baggrund og økonomi. Indsatsen skal blandt andet starte i folkeskolen.

ulturmødet har i de seneste år etableret sig som et årligt højdepunkt for samtalen om kunst og kultur i Danmark. Det er en begivenhed, man hvert år kan se frem mod. Og igen i år får vi utvivlsomt mange gode og vigtige debatter. Kunsten og kulturen fortjener en mere fremtrædende plads i den offentlige debat, og ansvaret for at løfte den opgave tager Kulturmødet på sig på fornemmeste vis. Tak for det! Årets tema til Kulturmødet er ’At bygge bro’. I mine øjne er det velvalgt. For kunsten og kulturen har i den grad potentialet til at bygge bro. For det er her, vi bliver klogere på os selv og verden omkring os. Og gør nye erkendelser, som får os til at se anderledes på spørgsmål, vi ellers tog for givet. Derfor bidrager kunst og kultur ikke kun til at skabe dannede og oplyste borgere, men også som et stærkt brobygningsværktøj. Hvis brobygningen skal lykkes, må vi erkende, at vi ikke bygger bro med kunst og kultur, hvis adgangen reelt er for de få i stedet for de mange. Og i dag er kulturel ulighed den største udfordring, der står i vejen for brobygningen. Jeg mener derfor, at diskussionen om brobygning må tage sit afsæt i, at vi skal gøre en endnu bedre indsats for at udbrede kunst og kultur på tværs af sociale, geografiske og økonomiske skel. Derfor

er det for Socialdemokratiet helt afgørende, at vi sætter ind mod den kulturelle ulighed.

Fremtidens kulturforbrugere For det første skal vi derfor arbejde for at bekæmpe den sociale ulighed i kunst og kultur. Ens adgang til og eksponering for kunst og kultur må ikke afhænge af forældrenes baggrund og økonomi. Og indsatsen skal blandt andet starte i folkeskolen. Børn og unge er både nutidens og fremtidens kulturforbrugere. Folkeskolereformens åbne skole lægger op til at invitere kunst og kultur ind i klasseværelset og giver nye muligheder for samarbejde med kunstnere og kulturinstitutioner. Det potentiale skal udnyttes, så alle børn og unge får mulighed for at få oplevelser med kunst og kultur. Det kan være med til at sikre, at det ikke er ens baggrund, der er afgørende for, om man møder kunsten og kulturen. Det må og skal være ambitionen. Styrk kulturtilbuddene i provinsen For det andet skal vi arbejde for at bekæmpe den geografiske ulighed i kunst og kultur. Kunst og kultur skal være for alle – uanset postnummer. Desværre går regeringen den anden vej. For siden 2016 har alle kulturinstitutioner været pålagt årlige besparelser af regeringen, støttet af Dansk

Folkeparti. Næsten halvdelen af de samlede besparelser rammer kulturtilbuddene i provinsen. Fra 2016 til 2019 udgør besparelserne i provinsen omkring 260 millioner kroner. Udover at det har konsekvenser for den kvalitet og det udbud, der laves, gør det ekstra ondt, fordi det bidrager til den geografiske ulighed. Jeg mener derfor, vi skal have en ambition om at styrke og ikke svække kulturtilbuddene i provinsen. Danmarks lokale biblioteker og museer er afgørende for borgernes adgang til information, litteratur og kulturarv. På samme måde spiller lokale teatre og musikhuse en nøglerolle i, at danskerne kan opleve et rigt kulturtilbud i hele landet. I kunsten og kulturen finder vi det, der samler os, men også det, der skiller os – det, der skaber vores identitet og gør, at vi forholder os til os selv og hinanden. Derfor skal vi først og fremmest arbejde for at fjerne de barrierer, der gør, at ikke alle har mulighed for at opleve, reflektere og debattere kunsten og kulturen. Jeg håber, vi kan bruge årets Kulturmøde til at komme nærmere dét mål. Så kunsten og kulturen for alvor kan bygge bro82 Mogens Jensen deltager i Altingets debat om kulturel ulighed fredag den 24. august kl. 20:00.

August 2018

Altinget: magasin Økonomi Hver måned analyserer Søren Hove Ravn de vigtigste emner og spørgsmål i økonomisk politik.

Ø KO N O M I S K A N A LYS E

Den grumsede økonomiske krystalkugle Præcisionen af de økonomiske prognoser er ikke altid imponerende. Alligevel er de uundværlige i planlægningen af den økonomiske politik. Men der er grund til at anvende dem med en vis forsigtighed.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., ADJUNKT VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

august fremlægges traditionelt regeringens finanslovsforslag for næste år. Planlægningen af landets finanspolitik baserer sig naturligt nok på den forventede økonomiske udvikling – og her spiller økonomiske prognoser en central rolle. Virkeligheden forløber imidlertid ikke altid, som økonomernes krystalkugler forudsiger. I de senere år har blandt andre Nationalbanken, DR2’s Detektor og senest Altinget dokumenteret, at prognoserne ofte skyder et pænt stykke forbi målet. Det kan der være flere gode grunde til: Dels ved økonomiske prognosemagere godt, at økonomien løbende vil blive ramt af udefrakommende stød, hvis præcise effekt imidlertid er umulig at forudsige. Dels er ikke bare fremtiden, men også nutiden usikker, idet prognoserne nødvendigvis må baseres på de senest offentliggjorte data for for eksempel bruttonationalproduktet (BNP), som udsættes for løbende og somme tider betydelige revisioner tilbage i tid. Ikke desto mindre er økonomiske prognoser et uundværligt redskab, når politikere og embedsmænd fastlægger den økonomiske politik for de kommende år. Prognoserne sikrer nemlig systematik og sammenhæng i evalueringen af forskellige initiativer. De sørger også for, at de makroøkonomiske effekter af politikernes idéer ikke bliver overset. Og de giver et overordnet billede af, om summen af alle disse forslag – den samlede finanspolitik – passer til landets økonomiske situation. Der er derfor mange grunde til, at anvendelsen af økonomiske prognoser er langt at foretrække frem for alternativet: at basere finanspolitikken på mavefornemmelser eller lignende. Det betyder dog ikke, at prognosernes manglende træfsikkerhed blot skal ignoreres. For det første medfører den store usikkerhed, der omgiver såvel økonomiske prognoser som de dugfriske data, de er baseret på, at det er overordentligt svært at finjustere den økonomiske udvikling gennem finanspolitikken. Politikere og

embedsmænd bør derfor være meget forsigtige med finanspolitisk fine-tuning, som ofte risikerer at gøre mere skade end gavn. Et eksempel på det kan findes i akademiske studier af finanspolitik i OECD-landene. Her har man fundet, at finanspolitikken har ”set konjunkturstabiliserende ud”, når den evalueres baseret på de data og prognoser, som politikerne havde til rådighed på beslutningstidspunktet. Ser man derimod på endelige, reviderede data, så fremstår den førte politik derimod ofte konjunkturforstærkende. Med andre ord: Selv om politikerne har gode intentioner om at stabilisere den økonomiske udvikling, så ender de ofte med at gøre det stik modsatte. Der er derfor god grund til tilbageholdenhed i forhold til detaljerede finjusteringer af økonomien via finanspolitikken. Politikere og embedsmænd bør derfor være meget forsigtige med finanspolitisk fine-tuning, som ofte risikerer at gøre mere skade end gavn.

Derudover er der grund til at overveje, om økonomer bør være bedre til at gøre opmærksom på den betydelige usikkerhed, som deres udsendte prognoser indeholder. Her kan danske økonomer måske lade sig inspirere af centralbankerne i både Sverige og Norge, som løbende offentliggør såkaldte usikkerhedsintervaller omkring deres prognoser for udviklingen i BNP, inflation mv. Dette kan bidrage til at oplyse både politikerne og offentligheden om den indbyggede usikkerhed – foruden, naturligvis, at øge prognosemagernes chance for at ramme plet. En relevant politisk-økonomisk indvending gør sig dog gældende: Hvis embedsmændene for eksempel meddeler politikerne, at råderummet for næste års finanslov er mellem 3 og 6 milliarder kroner, så kan man med en vis ret frygte, at politikerne vender det døve øre til den nedre ende af intervallet og bruger alle 6 milliarder kroner. Dette vil give en uhensigtsmæssig skævhed i den førte økonomiske politik.

Vi har været igennem omvæltende forandringer før. Er du klar til den næste?

Tegn ment abonne et : g på Altin l a digit .d k / altinget e v proe

Hvordan behandler myndighederne vores data? Hvor meget skal Facebook og Google bestemme over vores liv? Og hvordan beskytter vi os mod cyberkriminalitet? – følg udviklingen og få svar på spørgsmålene på Altinget: digital.

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

VESTAGER

HVIS VI KUN LEVER I HVER VORES DIGITALE VERDEN, FORSVINDER DEMOKRATIET Med en kvart million følgere på Twitter og en stab på 900 mennesker, der klæder hende på til milliardsager mod teknologi-giganter som Google og Apple, er EU-kommissæren et af de mennesker, der kender og mærker mest til globaliseringen og teknologiens styrker og svagheder. AF ANDERS EMIL MØLLER, UDGIVER AF MAYDAY OG ADM. DIREKTØR I TROUBLE

MAYDAY/TROUBLE Trouble er et kreativt laboratorium, der arbejder med strategi-, koncept- og forretningsudvikling samt produktdesign. Firmaet investerer i nye virksomheder og udgiver det internationale magasin Mayday, som interviewet her er fra. Mayday udkommer på engelsk to gange om året og sælges i mere end 15 lande. Se mere på trouble.co og mayday.co.

M argrethe Vestagers mellemste datter har ønsket sig noget så gammeldags som en printer for at passe sine studier i London. Vidste man ikke bedre, ville man sige, at det var reaktionært. I dag er vi nok flere, der har fornemmelsen af, at fordi alt kan klares digitalt, er det ikke ensbetydende med, at alt skal klares digitalt. Hvedebrødsdagene er ovre, og de fremsynede er nu i høj grad de kritiske. ”Jeg tror, at vi mennesker bliver nødt til at have fysiske steder og fysiske relationer. Vi føler os rodløse og ensomme, hvis ikke vi har fysiske relationer til andre mennesker og fysiske steder at mærke ting. Taktilitet og stoflighed. Det bliver vi nødt til at tage med ind i den digitale verden, for ellers kommer vi ikke selv med ind i den digitale verden. Jeg er træt af, at mad ikke kan spises, uden at det er fotograferet først. Vi skal huske at opleve verden. Den virkelige verden,” siger Margrethe Vestager. Hun er konkurrencekommissær i EU og har som yderst få teknokrater fået decideret folkelig opbakning i sin kamp med især amerikanske dominerende teknologivirksomheder. Det er jo normalt noget, der hører til i den lidt kedeligere del af det politiske spil, men fordi det er virksomheder, vi alle kender og bruger, og som i den grad er blevet en del af vores liv, så er kommissæren det også. Hun er blevet kaldt den mest magtfulde kvinde i tech. Og hendes danske efternavn bliver brugt i overskrifter på internationale medier som Financial Times uden yderligere forklaring. Men vi har ikke sat os sammen for at tale om konkurrence og EU. Jeg vil gerne have hende til at give sit perspektiv lidt længere frem i tiden. Når hun står så stejlt på sine sager nu, må hun have en ide om, hvad det betyder for fremtiden. Hvad skaber morgendagens samfund? ”Hvis vi sidder i hver vores virkelighed, i en kombination af de serier, vi ser, de nyheder, vi bliver præsenteret for i de feeds, som retter sig ind efter det, vi kan lide, og det, vi gerne vil se, så får vi en fuldstændig privatiseret virkelighedsopfattelse. Så vil der ikke længere være

FOTO: SARA GALBIATI

Altinget: magasin Digital

Lige nu sker der store ting i eksempelvis landbrug og fĂ¸devareindustrien, hvor man pludselig kan nyde godt af store mĂŚngder data uden selv at vĂŚre stor.

August 2018

Altinget: magasin Digital

VESTAGER

noget, der sikrer, at du og jeg vil være enige om, hvilken virkelighed vi lever i. Og hvis vi ikke er enige om det, så kan vi heller ikke blive enige om, hvad det er for problemer, vi vil løse, og hvordan vi kan finde løsninger på dem.”

Fælles, men uenige Så en privatisering af virkeligheden skyldes vel at mærke det paradoks, at private aktører har skabt tjenester og massemedier i en global skala, vi aldrig har kendt magen til. Samtidig har teknologien gjort det muligt at skræddersy disse tjenester og medier, så de opleves helt individuelt. Man kan kalde det en dobbelt privatisering. Hvad betyder det? ”Hvis de her digitale rum bliver de eneste rum, vi befinder os i, så er risikoen i sin ekstreme konsekvens, at vi vil se en privatisering af demokratiet. Altså at demokratiet forsvinder. For hele idéen med demokratiet er jo, at der er offentlige rum, hvor vi mere eller mindre ser de samme ting, men netop ikke behøver at se ens på tingene. Det er jo det, vi diskuterer, når vi forestiller os, hvilken fremtid vi vil have.” For at være i et demokrati, skal man først være noget i sig selv. Have en identitet. Så for Hvis de her digitale at demokrati kan rum bliver de eneste virke i et digitarum, vi befinder os liseret samfund, i, så er risikoen i sin skal identitet vel ekstreme konsekvens, også virke i en at vi vil se en privatidigital sammensering af demokratiet. hæng. Her har vi Altså at demokratiet jo netop set, at de forsvinder. store teknologi-

virksomheder har slået sig op på at levere en digital identitet for os brugere, da der ikke er et alternativ. Men alle disse identiteter er ikke vores, da al data netop er ejet af private kommercielle aktører. Hvad betyder det for os mennesker? ”Det betyder kolossalt meget for hele vores forståelse af, hvem vi er. Spørgsmålet om identitet er jo noget, der har kostet millioner af menneskeliv gennem hundredvis af år. Hvordan forstår vi os selv, hvad er mit sprog, hvad er min kultur, hvordan arbejder jeg? Den slags har udløst verdenskrige. Så det er om at finde ud af, hvordan vi skal forstå os selv i

en digital verden. Og det er et springende punkt, om vi kan følge med.” Så midt i fascinationen af at være forbundet til de fleste på kloden med et klik, sætter vores digitale identiteter i de forskellige sociale netværk i virkeligheden vores sociale fællesskab under pres? ”Ja, og det er derfor, at det fysiske fællesskab, ’landsbyer’ med fysiske relationer, også bliver nødt til at være en del af den digitale tidsalder. Man kan ikke skyde genvej forbi den fysiske oplevelse, og netop derfor bliver vi nødt til at dyrke den.” Den digitale verden er jo ikke anderledes end den fysiske. Det er jo stadig vores ver-

Altinget: magasin Digital

Blå bog

Margrethe Vestager • Født 13. april 1968 i Glostrup. • EU-kommissær for konkurrence. • Tidligere økonomiog indenrigsminister i regeringerne Helle Thorning-Schmidt I og II. • Tidligere undervisningsog kirkeminister i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV. • Politisk leder for Det Radikale Venstre fra 2007-2014. • Uddannet cand.polit., Københavns Universitet 1993.. • Gift med Thomas Jensen, med hvem hun har tre piger.

den, og derfor bør vores regler og opførsel og kultur vel være identisk digitalt som fysisk, så vi ikke skal stå i situationer, hvor uhyrligheder, vi for længst har gjort op med i vores fysiske verden, pludselig dukker op igen. Hvorfor er det så kompliceret? ”Nej, det siger man nu. Men i begyndelsen var det hele jo småt, og det var ikke overalt, og vi tænkte alle, at det bare gjaldt om at komme af sted og i gang. Og nu hvor det har fået volumen meget hurtigere, end vi troede, kan vi se, at vi slet ikke havde forudset effekterne. Vi forudså det ikke, for det kunne vi ikke. Vi havde ingen

erfaring med denne form for hastighed. Det går så lynende hurtigt i den kombination, du siger: At det er globalt og tilgængeligt her og nu. Marginalomkostningerne nærmer sig nul, så det koster næsten ikke noget at rulle ens service ud i det næste land. Derfor går det så stærkt.”

Den europæiske erfaring Vi har oparbejdet en kultur og tradition for at aftale nogle fælles spilleregler på væsentlige områder i Europa, samtidig med at vi er enormt forskellige de enkelte lande imellem på kontinentet. Hvad betyder det i en verden, der er global og drevet af teknologi, som jo netop også er grænseløs? ”Europa har nogle særlige fordele i forhold til at få skabt nuancerede samfund, der digitaliseres, fordi vi har en meget broget, forskelligartet historie, mange forskellige kulturer og sprog, ligesom vi har forskellige politiske kulturer. Så vi kommer med mange forskellige ressourcer, som man ikke har på steder, der er monokulturelle og étsproglige og med meget mere ensartet historisk selvforståelse. Og jeg tror, lige præcis spændingen og forskellene er det, der gør, at vi kan få meget mere ud af det. Fordi vi kommer med et andet udgangspunkt end ensartethed. Så der er ikke en modsætning mellem regulering og forskellighed – tværtimod kan det første hjælpe det andet.” Så du siger, at det er fordrende for kreativitet at være forskellige, men at man samtidig skal ensartes efter nogle regler for at være med i Europa? ”For mig gør det ikke noget, at folk har et andet udgangspunkt end det europæiske, så længe man er villig til at spille efter reglerne, når man er i Europa. Når man ser på de nye regler for privatliv og databeskyttelse, altså retten til at blive glemt og ejerskab af data og grænser for, hvor meget man kan bede om som serviceudbyder, så er en global spiller som Facebook da dybt optaget af, hvordan de kan efterleve det. Så de kan være en god corporate citizen også i Europa. Og de europæiske krav kommer således til at sætte standarden for globale spilleres forretning, fordi

det er besværligt at have forskellige betingelser for brug af en service, der er verdensomspændende.” Så vi højner standarden globalt ved at stille krav lokalt? ”Ja, det vil have afsmittende effekter rigtig mange steder.” Skal Europa ligefrem være en rollemodel? ”Vi skal gøre det for vores egen skyld, men det er betryggende at vide, at det er muligt at sætte en standard. En ting er regulering og spilleregler, noget andet er størrelse og dominans. Den digitale verden er jo i den grad kendetegnet ved ekstremt dominerende spillere, der lukrerer på netop netværkseffekten. Men der er brug for at også de digitale markeder er præget af både store og små. Et velfungerende marked vil typisk have en dynamik mellem store og små virksomheder. Vi kan ikke nøjes med store virksomheder – det ved vi fra meget lang erfaring. Og det er en af grundene til, at vi har en konku rrencelovgivning på europæisk plan. Den europæiske Grundlæggerne konstruktion kommer af den europæiikke ud af en teoribog. ske union helt tilDen kommer ud af bage i 1950’erne et levet liv, en blodig havde set, hvad historie og en villigmonopoler gjorhed til at overkomde ved samfund i me denne blodige 1930’erne. Derfor historie. skal kapitalmarkeder understøtte, at der hele tiden vokser nye virksomheder frem, som også når at få en vis volumen, men som ikke nødvendigvis bliver gigantiske.”

Monopoler skaber polarisering Nogle kalder det eksponentiel udvikling, når de her virksomheder tager fart og lader alle andre tilbage. Man kan også kalde det polarisering. Så du taler for, at vi skal finde løsninger, der gør det muligt at have noget midtimellem, selv om det digitale marked ser ud til at være drevet af netværkseffekten, hvor vinderen tager det hele?

August 2018

Altinget: magasin Digital

VESTAGER

”Ja, der skal være noget midtimellem. Ellers får vi netop polarisering, og det bliver for svært for de små overhovedet at være med. Man kan ganske enkelt ikke tiltrække sig opmærksomhed, når andre er altdominerende. Det slår mig, hvor lidt nysgerrige vi er i forhold til at prøve nyt af digitalt. Vi har alle muligheder, men lader os fastlåse i nogle få universer og accepterer lynhurtigt, at vi nu er i et Googleunivers eller et Facebook-univers. Og det er virkelig svært for nye at vinde tilstrækkelig opmærksomhed.” Er det ganske enkelt dumt at være social digitalt? Kan vi virkelig ikke finde noget mere væsentligt end vores egen digitale forfængelighed og identitetskarneval at bruge den moderne informationsteknologi til? ”Nogle af de gode nye idéer, jeg ser, kredser fortsat om community-tankerne. Lige nu sker der store ting i eksempelvis landbrug og fødevareindustrien, hvor man pludselig kan nyde godt af store mængder data uden selv at være stor. Med den form for digitalisering bliver produktion mere effektivt og nemmere for den enkelte at gøre sig gældende, hvor stordrift ellers var eneste mulighed. Og det må gerne være, så de allestedsnærværende telefoner kan blive i lommen eller måske endda derhjemme for at bringe mere tilstedeværelse og nærvær tilbage. Det hele handler om, hvordan vi får samfund til at fungere. Også mindre samfund. Landsbysamfund. Hvor man kan have den dobbelthed af at leve et digitalt præget liv, men hvor man stadig har et sted og et tilhørsforhold og et forhold til andre mennesker, som er

fuldt. Der er meget udviklingsarbejde at gøre der for at realisere det.” Lige nu ser vi mest nye og globale teknologi-tjenester komme fra USA og Kina, mens man eksempelvis har tænkt, hvor skal Europa finde sin vej ind i den digitale tidsalder. Kan den vej ganske enkelt være vores forskelligheder og spændinger? Måske er det ligefrem godt for innovation og ideer? ”Det er uundværligt. Hvis ikke der er forskelle, så sker der ikke noget nyt. Det er i kontrasterne, at du kan se, at du kan skabe noget nyt. Og vi undervurderer fuldstændig, hvilJeg er træt af, at mad ken skat vi sidder ikke kan spises, uden på i Europa. Vi at det er fotograferet har et meget forførst. skelligartet kontinent, som samtidig er lykkedes med at skabe en reguleret ramme omkring vores marked, eksempelvis i form af miljølovgivning og arbejdsmiljølovgivning, lovgivninger om lønninger og pensioner og sundhed og alt muligt.

Vi er altså villige til at regulere markedet, men inden for de rammer vil vi gerne have en konkurrence på kvalitet og pris – det, man kalder fair konkurrence. Så vi er ikke håndsky over for hverken at gribe ind eller slippe løs inden for rammen.”

Vi kan løse vores problemer Så gamle Europa har i virkeligheden alle ingredienserne til at navigere i en uforudsigelig verden? ”Når vi diskuterer Europas fremtid, skal vi huske, at Europa er enestående, fordi vi ikke er en kopi af noget som helst. Hverken af noget der har været før eller noget, der eksisterer hos eksempelvis amerikanerne eller kineserne. Den europæiske konstruktion kommer ikke ud af en teoribog. Den kommer ud af et levet liv, en blodig historie og en villighed til at overkomme denne blodige historie. Og det er ret fantastisk. Jeg ser mig ofte som en glasset-halvt-fuldt-person, men når det er sagt, så tænker jeg, at Europa sådan set er stedet, hvor vi kan løse virkelig mange af de problemer, vi ser i verden lige nu.”

ª: forsvar

Ny portal til lands, til vands og i luften

Tegn ment abonne et : g på Altin r a v fo r s .d k / lt a inget e v proe

Altinget: forsvar er vores nye portal om dansk og international forsvarsog sikkerhedspolitik. Med fokus på det danske forsvar, Østersøen, cybersikkerhed og udmøntningen af forsvarsforliget.

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

Altinget: magasin Politisk tænkning

”HVIS VI KAN UNDGÅ ET TERRORANGREB, ER DER EN GOD CHANCE FOR, AT DET AMERIKANSKE DEMOKRATI OVERLEVER”

Altinget: magasin Politisk tænkning

Hvis man tror, demokratiet kan holde til hvad som helst, tager man fejl. Det er den vej, amerikanerne med Trump er på vej ned ad. Det siger Harvard-professor Steven Levitsky til Altinget: magasin. Sammen med sin makker Daniel Ziblatt har han skrevet bogen How Democracies Die for at råbe sine landsmænd op.

AF SIMON FRIIS, JOURNALIST, ALTINGET

FOTO: EVAN VUCCI / AP / RITZAU SCANPIX

2018

har været de politiske nekrologers år. Politiske tænkere, historikere og pensionerede praktikere synes næsten at stå på tæerne af hinanden for at erklære demokratiets nært forestående afvikling. Politologen Yascha Mounk, historikerne Timothy Snyder og David Runciman, redaktør på The Atlantic David Frum, den amerikanske juraprofessor Cass R. Sunstein og USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright står bag nogle af årets bogudgivelser med nekrologiske titler og gravkammertung alvor. Den altoverskyggende baggrund for krisestemningen har været Donald Trumps rejse fra reality-tv og New York-penthouse-ejendomme til det amerikanske præsidentembede. Spørgsmålet er, om Trump – og de tilsvarende illiberale strømninger i Europa – er som et jordskælv, hvis ødelæggelser kan udbedres og måske gøre os opmærksom på skjulte svagheder i demokratiets hus. Eller om det mere er som global opvarmning, hvor forandringerne er så langsomme, at vi måske ikke når at reagere, før det er for sent.

Spørger man den amerikanske statskundskabsprofessor på Harvard University Steven Levitsky, der sammen med sin faste makker Daniel Ziblatt tidligere på året udgav bogen How Democracies Die, er svaret, som den ildevarslende titel antyder, mest det sidste. I bogen argumenterer professorerne for, hvordan demokratiers død i det 21. århundrede ikke sker med et brag, men med en langstrakt udånden, hvor både formelle og uformelle institutioner langsomt udpines og eroderes gennem streng polarisering mellem de politiske partier, og hvor kompromis og respekt erstattes med uforsonlighed, fjendskab og en bitter, partisk kamp til døden. Den østkystliberale Levitsky har opnået betragtelig international prominens i statskundskabsmiljøer gennem sit årelange arbejde med regimeudvikling, særligt i Latinamerika. Ifølge et interview i The Harvard Crimson til stor forvirring for hans egen mor, som ikke forstod, hvad en ”god, jødisk dreng” dog ville med det. Men med denne bog bevæger Levitsky sig ud af rollen som neutral iagttager og ind i rol-

August 2018

Altinget: magasin Politisk tænkning

len som demokratisk fortaler – og han har formået at nå et anseeligt publikum uden for universitetets mure. Professorens første budskab leveres med en næsten aktivistisk patos. ”Alt for længe har det amerikanske folk taget demokratiet for givet. Og jeg inkluderer mig selv her: Vi har antage t , at u a n s e t I økonomisk forstand hvor hensynsløst er en del af løsningen, vores politikere at centrum-venstre har opført sig, rykker mere tilbage ligegyldigt hvor mod venstre. De skal hensynsløst vi være bedre til at møde stemmer, kunne de nederste 40 provi umuligt ødecents behov. lægge det amerikanske demokrati. Og selv om vores demokrati er stærkt, har der vist sig at være grund til at bekymre sig,” siger Steven Levitsky til Altinget: magasin på en telefonforbindelse fra Boston. Klokken er seks om morgenen lokal tid, og selvom Levitsky er rejsende i et alarmerende budskab, er han veloplagt. Selv den negative diagnose kan få en positiv spidsformulering. ”Hvis vi kan undgå et terrorangreb, er der en god chance for, at det amerikanske demokrati overlever.” Både Levitsky og Ziblatt arbejder empirisk og sammenligner den politisk udvikling mellem lande, og netop sammenligneligheden på tværs af lande og regioner er ifølge Levitsky et bud på, hvorfor deres bog har nydt så stor udbredelse. ”Også i Europa er der en stigende politisk polarisering og bekymring over demokratiets skæbne. De politiske systemer og personligheder er selvfølgelig anderledes, men man har på mange niveauer lignende anti-immigrationsorienterede, yderligtgående højrefløjsbevægelser. Så der er ligheder,” vurderer Levitsky. Han kan godt forstå, hvorfor danskere og andre europæere følger interesseret med, når der er valg i USA. Også selvom interessen ikke går begge veje. ”Det var chokerende for mange danskere såvel som for mange amerikanere, at en mand som Donald Trump kunne vælges som præsident.”

Nulsumsspil mellem dødsfjender For Levitsky kan den yderste konsekvens af dette valg blive, at det amerikanske demokrati bryder sammen. Og det er her, USA kan sætte flueben ved flere af de ting, der skal til. Ziblatt og Levitskys ana-

lyse viser nemlig, at forud for et decideret demokratisk sammenbrud går en periode med voksende politisk dysfunktionalitet og et system, der slingrer ind og ud af konstitutionelle kriser. Sådan kan vi ikke være trygge, bare fordi et voldeligt kup virker usandsynligt. I stedet kan vi være på en glidebane mod et politisk system uden demokratisk rækværk, som Levitsky og Ziblatt kalder det, hvor normer for politisk adfærd eroderer, hvor domstolenes uafhængighed stækkes, og pressefriheden indskrænkes. Den proces har USA ifølge Levitsky befundet sig i længe før Trump. ”Det tager lang tid at erodere demokratiske normer. Grundlæggende kan man sige, at en generation af politikere skal udskiftes, før det kan ske. I 1990’erne havde man et politisk grundlag for polariseringen, men der var en generation af politikere, som var vokset op i Kold Krig-æraen og havde nogle helt andre normer. Først da de blev skiftet ud under Newt Gingrich (tidl. republikansk formand for Repræsentanternes Hus under Bill Clinton, red.) og senere med den voksende Tea Party-bevægelse og en ny generation af langt mere ekstremistiske politikere, blev disse demokratiske normer udvasket.” Den amerikanske delstat North Carolina er ifølge Levitsky et mikrobillede på, hvordan den tilstand kan starte. North Carolina er en klassisk ’lilla’ stat, hvor Demokrater og Republikanere traditionelt har delt staten i to nogenlunde lige store dele. Demokraterne har siddet på byområderne og Republikanerne på landet. Staten har over årene udviklet sig til at blive valgdistrikts-kastebold mellem to dybt fjendtligtsindede partier, som begge på kreativ vis modulerer valgkortet for at øge sandsynligheden for succes. Efter blandt andet en række hårdt kæmpede slag om abortlovgivning, sundhedsforsikring, homoægteskaber og en højspændt identitetspolitisk ”Bathroom Bill”, som gjorde det ulovligt for transseksuelle at benytte sig af offentlige toiletter ud fra det køn, de selv identificerer sig med, er den politiske debat i staten nu så dybt polariseret, at den ifølge Levitsky nærmere bør betragtes som politisk krigsførsel. Her er man ikke respektfuldt uenige og kompromissøgende, men dødsfjender i et nulsumsspil. Og det startede, da Republikanerne vandt kontrol over det lovgivende apparat i 2010. Allerede året efter gennemførte partiet en ny plan, som optegnede valg-

distriktsgrænser gennem områder med store afroamerikanske befolkningsgrupper for at fortynde deres elektorale vægt og maksimere det republikanske antal sæder. Racemæssig polarisering har været en fast del af amerikansk politik længe, men det nye er, som Levitsky forklarer, at ”polariseringen nu flugter fuldstændig med partierne”. ”USA har altid haft konflikter om race, kultur og religion, men gode kristne, hvide racister og anti-immigrationsvælgere var førhen delt ligeligt mellem Demokraterne og Republikanerne,” siger han. ”Kulturkampen er fuldt ud indkapslet i de to partier og dermed blevet en partisk kamp. En strengt partisk og meget intens kamp.”

Uligheden skal bekæmpes Det er i den kamp, at normer og anerkendelse af ens politiske modstanders legitimitet bliver ramt. Det er her Levitskys frygt for konsekvenserne af terrorangreb dukker op. Ingen præsident er så magtfuld som den, der leder et folk, som føler sig truet på livet. George W. Bush (USA’s præsident 2000-2009) nød opbakning fra lidt over halvdelen af den amerikanske befolkning få dage inden 9/11. Kort efter var hans støtte steget til over 80 procent, og på sit højeste var præsident Bush støttet af 88,4 procent af den amerikanske befolkning. ”Jeg har aldrig været stor fan af Bush, men set med nutidens briller udviste han et stort politisk mådehold i den periode,” siger Levitsky med henvisning til en af de demokratiske dyder, som forfatterne lægger vægt på i bogen. Politisk mådehold er med til at holde systemet sundt og stabilt, selv i ekstreme situationer, og det udviste Bush. ”Han udnyttede ikke på noget tidspunkt de 90 procents opbakning til at svække Demokraterne, men det kunne han sagtens have gjort.” Samme mådehold har Når politiske normer Donald Trump ikke længere er vigtiikke vist anlæg gere end kortsigtede for. politiske gevinster – Men hvilken det er der, demokratiinteresse skulle erne dør. Trump have i at ødelægge demokratiet? Hvordan ser du, at han har et drive mod komplet politisk magt? ”Trump har ikke noget langsigtet politisk projekt og er i et vist omfang snublet

Altinget: magasin Politisk tænkning

ind i præsidentsædet. Han har tydeligvis færre politiske egenskaber end en mand som Viktor Orbán eller Hugo Chávez. De af os, der vil Blå bog be vare demoSteven Levitsky kratiske institutioner er i den • Født 17. januar henseende hel1968 i Ithaca, New York. dige, at vi f ik • I dag bosiddende Trump. Alt deti Boston-forstate er sandt. Når den Brookline, det er sagt, er Massachusetts. han ikke ufarlig. • Har en bachelor i Vi peger i bogen statskundskab fra Stanford Univerpå, hvordan en sity 1990 og en politisk outsiph.d. fra Univerder som Alberto sity of California, Fujimori (Perus Berkeley 1999. præsident 1990• Professor på Harvard University 2000) snubler siden 2000. ind i præsident• Forfatter til sædet med en blandt andet klar populistisk bøgerne Compestrategi – hviltitive Authoritarianism: Hybrid ket Trump også Regimes After the har – og efter Cold War (med få år ender med Lucan Way), at demonteudgivet på Cambridge University re demokratiet Press, og Inforsom resultat af mal Institutions en eskalerenand Democracy: de konflikt med Lessons from politiske modLatin America, udgivet på Johns standere.” Hopkins UniversiHvad skal der ty Press. til for at bremse eroderingen af det amerikanske demokrati? ”Vi har et problem med stigende social og økonomisk ulighed. De nederste 40 procent i indkomstpyramiden har ikke oplevet nogen vækst i indkomst siden 1970’erne. De er stagneret fuldstændig. Det amerikanske samfund som helhed er vokset, de øverste 20 procents indkomst er boomet, men de nederste 40 procent – hvilket er virkelig mange mennesker – er stagneret økonomisk gennem de sidste tre generationer. For første gang i landets historie har man en hel generation af amerikanere, som er dårligere stillet end deres forældre. Det har skabt en dyb følelse af uretfærdighed.” Levitskys svar på spørgsmålet om økonomisk ulighed tiltager i længde og

iblandes en betydelig mængde passion, men han anerkender med jævne mellemrum problemets kompleksitet. Det er en meget lang vej ud af problemerne, siger han. Men at man i USA er begyndt at tale om universalisering af velfærdsstaten og sågar borgerløn som en måde at tøjle den økonomiske ulighed på, viser, at hans opfordring ikke modtages med lige så stor modstand, som den ville have gjort for bare fem år siden. Levitsky har i interviews beskrevet sin tilgang som elite-centreret. Man skal med andre ord ikke forvente, at løsningerne på tidens udfordringer starter fra bunden. I den konstruktive, fremadrettede del af How Democracies Die skal der således heller ikke være tvivl om, hvem Levitsky peger pilen mod: Parti-etablissementerne, og i særdeleshed den politiske centrum-venstre, skal vågne op. ”I økonomisk forstand er en del af løsningen, at centrum-venstre rykker mere tilbage mod venstre. De skal være bedre til at møde de nederste 40 procents behov.”

Fox News-partiet Blandt de mere bemærkelsesværdige nedslagspunkter i How Democracies Die er forfatternes afsluttende opfordring til Det Republikanske Parti, som er nødt til at løsrive sig fra Fox News, hvis indflydelse i professorens øjne næsten ikke kan undervurderes. ”Fox News er en utrolig vigtig spiller i denne historie. Hvis man en dag – Gud forbyde det – skulle skrive historien om det amerikanske demokratis undergang, vil Fox News spille en vigtig hovedrolle,” siger Levitsky og fortsætter. ”Fox News er på en måde sin egen enhed, og det er det, der gør dem så svære at kontrollere og påvirke. Generelt mener vi, at politiske partier spiller en central rolle i demokratiet. Når udefrakommende aktører kontrollerer partiet mere end partiets faktiske medlemmer, kan demokratiet derfor komme i problemer. Vores bekymring er, at Det Republikanske Parti faktisk er stoppet med at eksistere.” Da Det Republikanske Parti tabte præsidentvalget i 2012, udgav de en rapport – den blev senere kendt som nekrologen – og de skrev ifølge Levitsky præcis det, som professorerne peger på. At Det Republikanske Parti er nødt til at blive et mere diverst parti. De skal kunne appellere til unge mennesker, byernes vælgere og især latinoer og andre ikkehvide vælgere. ”Og i et normalt politisk parti vil man efter at være kommet frem til en sådan

konklusion beslutte at føre den ud i livet. Men det formåede de slet ikke – den konklusion blev fuldstændig ignoreret. Donald Trump har stået for det fuldkommen modsatte af, hvad parti-etablissementet sagde, de ville gøre efter 2012valget. Og det er, fordi partilederskabet er svækket til et niveau, hvor det nærmest ikke eksisterer længere.” Men giver det ikke sig selv? Demografien ændrer sig, og Det Republikanske Parti kan ikke vinde valg i al fremtid med en kandidat, der udelukkende appellerer til den stereotype vrede hvide mand fra rustbæltet? ”Det har du ret i, og mange af os har regnet med dette i det seneste årti. Problemet er, at denne strategi kræver lange tidshorisonter. Det kræver, at nogen i partiet bekymrer sig om, hvordan Det Republikanske Parti ser ud om 30 år. Men sådan gør politikere ikke. Politikere bekymrer sig ikke om partiets tilstand i 2050. De vil vinde valget i 2018. Og det samme USA har altid haft gælder vælgerne.” konflikter om race, Men hvordan kultur og religion, men gør man det poligode kristne, hvide tisk opportunt racister og anti-imikke at handle på migrationsvælgere kort sigt? var førhen delt ligeligt ”Det er det mellem Demokraterne svære spørgsog Republikanerne. mål, og svaret er, at når politiske normer ikke længere er vigtigere end kortsigtede politiske gevinster – det er der, demokratierne dør,” siger Levitsky. For ham handler det også om historisk bevidsthed. Modsat mange i Europa kan ingen i USA længere huske en tid, hvor demokratiet ikke fandtes. ”De politikere, som genopbyggede Italien, Tyskland, Spanien eller Chile lærte ikke at tage demokratiet for givet,” som han udtrykker det. Det er, når man tror, at institutionerne kan holde til hvad som helst, at amerikanske politikere vælger den kortsigtede gevinst over bevarelsen af demokratiets grundlæggende normer, siger han. ”Intet er et tydeligere bevis på dette end valget af Donald Trump. De republikanske politikere ville fortsætte deres politiske karriere, og derfor var der ikke en eneste republikaner, som støttede Hillary Clinton, selvom det ville have været det demokratibevarende valg. Derfor skrev vi bogen.”

August 2018

Altinget: magasin Debat

TAREK HUSSEIN

Unge muslimer er fanget mellem hadefulde politikere og forstokkede imamer Kan man være både dansker og muslim på én og samme tid? Ja, selvfølgelig kan man det. Men angrebslystne politikere og gammeldags imamer gør det meget svært – og har negative konsekvenser for integrationen, mener bogaktuelle Tarek Ziad Hussein.

AF KRISTIAN ANDERSEN, DEBATREDAKTØR, ALTINGET FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

et er ikke let at være ung muslim i Danmark. Som en lus klemt mellem to negle har man på den ene side et kor af meningsdannere og politikere, der ikke vil anerkende én som ligeværdig medborger. På den anden side har man et religiøst bagland, der er elendigt organiseret og intolerant over for kritik – og som styres af imamer, der hverken kan tale dansk eller har forståelse for de unge muslimers hverdag. Det er analysen fra den 26-årige debattør, jurastuderende og forfatter Tarek Ziad Hussein, der er aktuel med debatbogen Det sorte skæg – Om at være dansk muslim. Tarek Ziad Hussein, der selv er praktiserende muslim, retter i sin bog en sjælden intern kritik af de muslimske religiøse autoriteter, der er afkoblet det danske samfund, og som kan ende med at trække de unge i en helt forkert retning – væk fra arbejdsmarkedet og i sidste ende sende dem i armene på radikaliserede kræfter. ”Den verden, de ældre imamer befinder sig i, er simpelthen for langt væk fra de unge muslimers hverdag. De er kommet til Danmark i 1980’erne, mange af dem taler ikke dansk, har aldrig været på arbejdsmarkedet og prædiker ikke ind i en dansk kontekst,” siger Tarek Ziad Hussein. ”De ældre imamer kan finde på at prædike om, hvordan et får skulle slagtes for 1.400 år siden. Men unge muslimer bekymrer sig jo om noget helt andet. Om at gå i gymnasiet, at gå til fester, drikke alkohol og have kærester – og hvad man må og ikke må.” Det er ikke kun de enkelte imamer, den er gal med. Hussein beskriver også et generelt problem med de muslimske organisationer i Danmark, der er så ”elendigt organiserede og intolerante over for andre religiøse fortolkninger”, at hvert eneste forsøg på samarbejde er brudt sammen. ”Hvis tingene ikke går efter deres hoved, så vil de ikke samarbejde. Og det er et problem, at vi unge muslimer ikke har et forum, hvor vi kan

debattere nogle af de strukturelle udfordringer, der findes.” I mange af moskéerne opstår der derfor konflikter mellem den yngre og den ældre generation. ”Når unge nydanskere, der for eksempel er uddannet jurist, revisor eller læge, dukker op i en moské, så forventer de, at der er styr på tingene. De forventer, at moskéen ikke ligger nede i en eller anden suspekt kælder eller i et industrikvarter. Og de forventer, at der er styr på vedtægter, økonomi og kontingent. Og der er rigtig mange af moskéerne bare slet ikke i dag,” siger Hussein. Og hvad er konsekvensen? ”Konsekvensen er, at unge muslimer ser sig nødsaget til at søge svar andre steder. Ofte på digitale platforme som for eksempel Facebook, Youtube og Twitter, hvor der

Tarek Ziad Hussein: Det sorte skæg – Om at være dansk muslim, 176 sider, Gyldendal. Bogen udkom 23. maj 2018.

Altinget: magasin Debat

TAREK HUSSEIN

er en sandsynlighed for, at de bliver radikaliserede og udvikler en meget bogstavtro fortolkning af islam.”

Google-imamerne Det er en problematik, der i muslimske kredse bliver kaldt for ”Google-imamer”, fortæller Hussein. ” På Fa c e bo o k h a r d u sid e r med 20-30.000 medlemmer, hvor helt unge muslimer på 15-16 år stiller teologiske spørgsmål. Det kan virke uskyldigt, men det kan også være ekstremt farligt. Det er med til at give de unge en meget sort-hvid opfattelse af religionen, hvor der ikke er plads til fortolkning. Du ser for eksempel spørgsmål som: ’Må jeg læse jura?’ Og så sidder der gudhjælpemig en, der svarer: ’Nej, det må du ikke, for Guds love er over al lovgivning’,” siger Tarek Ziad Hussein. Ifølge Hussein er tiden derfor inde til, at den ældre generation af imamer giver slip og lader unge og bedre uddannede imamer komme til, så de unge får den rette vejledning uden at skulle ty til hjælp på internettet. Er det ikke en gammeldags måde at gribe problemerne an på? Er det overhovedet nødvendigt med imamer? De fleste etnisk danske børn benytter sig jo ikke af præster. ”Det er meget vigtigt at bide mærke i, at imamerne kun skal spille en rolle for de muslimer, der selv vælger det. Der er masser af muslimer, som ikke er praktiserende, og hvor religion bare er en kulturting. Men for andre unge betyder det noget, så jeg er bare realistisk. Jeg ved, at rigtig mange unge muslimer kommer til at søge svar på de her spørgsmål. Og så må vi spørge os selv: Vil vi have, at det er kvalificerede kræfter, der svarer dem, eller ej,” siger Tarek Ziad Hussein. Ja eller nej til kvindelige imamer? Du skriver i din bog, at kvinder burde spille en større religiøs rolle i det muslimsk miljø? Mener du, at kvindelige imamer er en god ide? ”Der er helt sikkert en kæmpe stor udfordring med kvindernes rolle i moskéerne generelt. Kvinderne har typisk en tiendedel af den plads, mændene har, og de har hverken indflydelse eller magt.

Ud af de cirka 170 moskéer, vi har i Danmark, er der kun omkring 15-20, hvor der er ét kvindeligt bestyrelsesmedlem,” fortæller Hussein. ”Det er er også et problem, at de rent teologisk ikke spiller en større rolle. I de moskéer, jeg kommer i, er kvinderne ti gange dygtigere end mændene teologisk. Så vi har faktisk kvindelige lærde og religiøse autoriteter, men de skal bare skubbes frem. I fremtiden, hvor den nye generation af muslimer har mere at skulle have sagt, kommer kvinderne helt sikkert til at spille en langt større rolle. Både i bestyrelserne, men også religiøst og teologisk,” siger han. Men hvad med de kvindelige imamer? ”Jeg tror ikke, at det er løsningen, at kvinderne laver deres egen moské, hvor mændene ikke er en del af det. Et eksempel er Sherin Khankan, som har Femimam (en moské for kvinder med kvindelige imamer, red.). Det er også vig-

Når du som minoritet er blevet bokset til i det meste af dit liv, og du hele tiden får at vide, at du ikke er dansker, finder du sammen om det eneste, du har tilbage; og det er din religion og din kultur. tigt, at der kommer noget ud af synergien mellem mænd og kvinder – fordi vi også til daglig er en del af hinandens liv. I og for sig er der ikke noget galt i at have kvindelige imamer eller autoriteter, der prædiker – og som også udleder religiøse tekster. Det har man altid haft i islam.” Så var det et ja eller nej til kvindelige imamer? ”Det var et sted midtimellem. Kvinderne kan og skal spille en større rolle som religiøse autoriteter. Der, hvor jeg og mange andre muslimer har en udfordring – og det er faktisk det eneste område, hvor det er et problem – er, hvor kvinderne skal lede bønnen for både mænd og kvinder. Det er der simpelthen ikke tradition for i islamisk teologi, og du kan heller ikke finde belæg for det, hvis du vil. Så med den undtagelse – at de ikke kan lede bønnen – kan jeg mere eller mindre på alle andre

Altinget: magasin Debat

områder forestille mig kvinden spille en rolle,” siger Tarek Ziad Hussein. ”Og her er det vigtigt at have for øje, at bønnen kun er en meget lille del af imamens rolle. Den religiøse rådgivning og det at være sjælesørger ude på sygehuse, plejehjem og fængsler er meget vigtigere. Så det er bønnen, der er en udfordring.” Men hvad synes du helt personligt om kvindelige imamer? ”Det bliver et spørgsmål om semantik. Det kommer an på, hvordan man definerer ordet ”imam”. I Danmark bliver imam hurtigt oversat til præst, men det er det slet ikke. Imam betyder ”en, der leder bønnen”. Dermed betyder det ikke, at du nødvendigvis har en teologisk baggrund. Så jeg er langt større fan af, at man bruger udtrykket ”lærd” eller ”autoritet”. Og der mener jeg, at kvinder skal spille en større rolle. Så grundlæggende er det et ja til dit spørgsmål.”

Vi bliver kaldt alt andet end danskere Så vidt den ’interne’ kritik. Det andet ben handler om dansk politik og den rolle, som muslimer og islam har fået i den offentlige debat og som et politisk emne, vælgerne stemmer efter. Et af de seneste eksempler fra forsommeren var integrationsminister Inger Støjbergs berygtede ramadan-udmelding, hvor hun opfordrer muslimer til at tage ferie under ramadanen – da de ellers kan være til fare for andre. En bemærkning, der typisk betyder, at Tarek Hussein sidder nonstop i radio- og tv-studierne og konstant ringes op af avisernes journalister. ”Inger Støjbergs ramadan-forslag er et klassisk eksempel på de daglige angreb, man som muslim bliver udsat for. Selvfølgelig er der problemer, der skal tages hånd om. Men problematikker som badeforhæng, halalkød og ramadan løser man ganske udmærket i praksis, da det ikke er et problem i den virkelige verden. Men man taler stadig om det på Christiansborg,” analyserer Tarek Hussein. Hvorfor? ”Det er gået op for mig, at der er visse politiske partier og politikeres eksistensberettigelse, som hviler på at opretholde et modsætningsforhold mellem det at være muslim og dansk. Det lyder næsten konspiratorisk, men jeg tror, der er politikere, der reelt ikke ønsker integrationen.” Og hvad er konsekvensen? ”Konsekvenserne har været, at min generation er vokset op i en utrolig defensiv position. Vi står i dag med en hel generation af muslimer, der er født og opvok-

set i Danmark, taler bedre dansk end deres modersmål og føler, at det er her, de hører til. Men ikke desto mindre føler de sig fremmedgjorte og sat uden for det etablerede fællesskab. I Danmark er vi altid blevet kaldt alt andet end danskere: unge med anden etnisk baggrund, etniske minoriteter, perkere osv. Og selvfølgelig gør det noget ved dig, når du er vokset op med udtalelser om, at du voldtager din søster, at din religion er ligesom kræft, og at du sikkert er en ulv i fåreklæder. De ting sætter sig,” siger han og fortsætter: ”Når du som minoritet er blevet bokset til i det meste af dit liv, og du hele tiden får at vide, at du ikke er dansker, finder du sammen om det eneste, du har tilbage; og det er din religion og din kultur. Derfor siger jeg altid med et smil på læben til politikerne: Hvis I vil have, at de unge skal blive mindre religiøse, skal I bare lade være med at tale så meget om islam.” Hvad med medierne? Har de et ansvar? ”Mediernes proportioner er ofte fuldstændig væk, og det samme gælder også deres fakta. Jeg nævner flere eksempler i bogen. Blandt andet TV 2, der få dage før det seneste folketingsvalg i 2015 interviewede en radikal salafist, der proklamerede, at muslimer ikke må stemme. Han var tilknyttet gruppen Kaldet til islam, som dengang bestod af 10-15 mennesker. Men man fik et indtryk af, at det var halvdelen af alle muslimer, der havde samme overbevisning. Virkeligheden er en helt anden. Ud af Danmarks 170 moskéer er der kun 5, der siger, du ikke må stemme.” Men er 5 ud af 170 moskéer ikke også for mange? ”Det er stadig et problem jo, men ud af Danmarks omkring 300.000 muslimer, er kun 2.000-3.000 mennesker tilknyttet de fem moskéer. Samtidig har vi 16.000 medlemmer i Jehovas Vidner, som heller ikke stemmer til valg. Men det hører vi ikke om.” Du kritiserer politikere og medier, de muslimske organisationer og den ældre generation af imamer. Hvad med jer selv? Gør unge muslimer nok for at sikre integrationen? ”Det er faktisk et af de områder, hvor der sker allermest. Da jeg gik ud af gymnasiet i Vejle tilbage i 2011, var vi syv med anden etnisk baggrund. Da min søster gik ud for halvandet år siden, var de 45. Og det samme sker på universiteterne. I dag vrimler det med studenter med anden etnisk baggrund. Vi har selvfølgelig sta-

dig isolerede problemer med bander og unge knægte, der hverken kan læse eller regne efter folkeskolen, men helt overordnet er det fantastisk at se, hvordan unge nydanskere bliver bedre uddannede. Min generation er langt mere tilpasningsparat og begynder i langt højere grad at minde mere om etniske danskere end vores forældre,” siger Hussein. Men vi gifter os stadig kun meget sjældent på tværs af etnicitet. Hvorfor? ”Når man spørger muslimske forældre og etnisk danske forældre, hvad de ville sige til, at deres barn blev gift med henholdsvis en etnisk dansker eller en muslim, er svarene dybt, dybt Selvfølgelig skal vi deprimerende. kunne blive gift på Selvfølgelig skal kryds og tværs af vi kunne blive etnicitet. Men troen gift på kryds og fylder så meget for tværs af etnicitet. mig, at det er vigtigt, Men troen fylder at jeg har en partner så meget for mig, med samme referenat det er vigtigt, at ceramme. jeg har en partner med samme referenceramme. For andre er det ikke relevant. Jeg tror, mange forsøger at værne om deres religiøse identitet og derfor finder sammen med andre religiøse.”

En lys fremtid? Hvordan ser du fremtiden? Går integrationen i den rigtige retning? ”Det ser ekstremt positivt ud, når du kigger på min generation. Integration tager tid, og vi har kun været her i to til tre generationer. I takt med at vi kommer ud på arbejdsmarkedet og får højere og højere uddannelser, så kommer vi socioøkonomisk til at minde mere om etniske danskere. Men vi skal samtidig blive ved med at italesætte de ekstreme miljøer og banderne osv. Og vi skal være langt bedre til at stille krav og forventninger til, at alle skal ud på arbejdsmarkedet og lære dansk. Det gør, at man føler sig som en ligeværdig medborger.” Til gengæld er Hussein ikke særlig fortrøstningsfuld, når det kommer til politikerne: ”Der ser jeg ingen løsning lige rundt om hjørnet. Jeg har dog et spinkelt håb om, at islam-debatten nulstiller sig selv, nu hvor Socialdemokratiet går med på alt, hvad Dansk Folkeparti kommer med. Og at debatten i stedet kommer til at handle om velfærd og klima, som i virkeligheden er endnu vigtigere.”

August 2018

Altinget: magasin Tendens

FREMTIDEN IFØLGE … THOMAS HILDEBRANDT

software engineering ved Datalogisk institut på Københavns Universitet. Han har fået støtte til et projekt igennem Innovationsfonden, der skal undersøge, hvordan big data kan hjælpe arbejdsløse med at komme hurtigere i job.

I fremtiden vil data føre folk ud af arbejdsløshed Får befolkningen tillid til, at deres data er sikre hos staten, kan det markant ændre måden, vi får arbejdsløse i job. Det kan samtidig betyde, at man kan følge effekterne af den lovgivning, der bliver implementeret, direkte. Det siger Thomas Hildebrandt, professor på Københavns Universitet og manden bag et nyt big data-projekt om arbejdsløshed. AF HENRIK AXEL BUCHTER, JOURNALIST, ALTINGET

100

FOTO: PERSSEFOTO

Thomas Hildebrandt er professor i

Altinget: magasin Tendens

OM 5 ÅR …

OM 10 ÅR …

OM 15 ÅR …

”Kan data vise den hurtigste vej ud af arbejdsløshed.”

”Vil det offentlige matche arbejdssøgende og arbejdsløse.”

”Kan vi se en real-time-effekt af lovgivningen.”

Hvis alt går godt, vil vi inden for 5 år i højere grad kunne hjælpe arbejdssøgende, arbejdsgivere, uddannelser og lovgivere med at finde hinanden og dermed få arbejdsløse hurtigere i job. Man vil kunne få vejledning på jobcentret eller via en selvbetjeningsløsning, som rent faktisk baserer sig på data om, hvad der har virket før. Man vil kunne få forslag til veje til et arbejde, til uddannelse, til en sygdomsbehandling eller en kombination af de tre ting. Der er flere ting, der peger mod den udvikling. Vi har vores forskningsprojekt sammen med blandt andet jobcentre, KMD, kommuner, Kammeradvokaten og Socialrådgiverforeningen. Men der er også et lovforslag ude, der hedder ”Én sag”, hvor man ser på borgeres komplekse sager som én. Men det er afgørende, at vi finder en måde, hvor borgere bevarer tilliden til det offentliges brug af data. I øjeblikket ser vi desværre en tendens til, at det går den anden vej, fordi vores data i mange år er blevet knyttet til CPR-numre, og der derigennem ikke har været nok sikring imod, at data kan misbruges. Vi skal finde en måde at forhindre, at data kan bruges til formål, som vi ikke er interesseret i. Der findes forskellige løsningsmodeller for det. I Estland har de e-borger og X-road, hvor man knytter ejerskab til sine data, så borgerne selv kan se, hvad deres data bliver brugt til. I Danmark er der folk, der arbejder på digitale identiteter, hvor data ikke kan sammenkøres af andre end borgeren eller føres tilbage til den enkelte person uden gyldigt formål. Det er teknologisk muligt nu. Formår vi at sikre tilliden til data, kan vi om 5 år i jobcentrene formentlig se, at der ligger en vejledning, som på baggrund af reel viden fra tidligere sager kan fortælle sagsbehandleren, hvad der virker for andre borgere i lignende situationer og på den måde vise en vej ud af arbejdsløshed. På den måde kan vi bruge data kvalitativt til at blive klogere på, hvordan man bedre kommer i arbejde. Hvad er det gode match mellem borgere og arbejdsgivere? Med den udvikling kan vi få møder, hvor både sagsbehandler og borger har mulighed for at være bedre forberedt, og hvor borgeren har større indflydelse på den retning, der bliver valgt.

Om 10 år vil arbejdsgivere og Om 15 år tænker jeg, at vi lever i et uddannelsesinstitutioner kunne være meget mere fleksibelt og datadrevet koblet på projektet, så de kan bruge det samfund. proaktivt til selv at finde ressourcer og Et perspektiv kunne være, at vi ikke medarbejdere. Teknologien kan gøre det taler om enten at være under uddannelse, muligt, så det ikke længere er forbeholdt i arbejde, at være sygemeldt eller arbejdsløs, men i stedet om hvor meget af vores de ressourcestærke at få coaching og tid vi bruger på arbejde, hvor meget vi vejledning. Det vil være naturligt, at bruger på uddannelse, på at blive helbredt alle kan få vejledning, inden vi bliver for en sygdom og så videre. arbejdsløse eller syge. Man vil kunne Det lægger sig op af freelancemodellen bruge det her projekt som en slags – som vi særligt ser inden for it-udvikling online-coach. Hvorfor er det egentlig, at vi overlader – at folk ikke længere bliver ansat til generelt at udvikle systemer, men viden om vores arbejdsforhold og uddannelse til private bliver ansat til projekter. Det virksomheder som LinkedIn udelukker dog ikke, at man Jeg synes, at der er – og lader dem komme med indgår længere kontrakter, for meget fokus på, at når der er behov for kontimatch-anbefalinger? I virkeman lovgiver om proligheden burde det være det nuitet og tryghed. cedurer, som vi som offentlige, der stod for det, på Man kan sige, at vores borgere skal følge for en uafhængig platform, som beskæftigelseslovgivning er at få modydelser. Det kunne matche arbejdsgivere, meget kompleks i dag, og at offentlige er der altså arbejdstagere, uddannelseskompleksiteten modarbejfor vores skyld. udbydere og potentielle studer fleksibilitet. Jeg synes, derende med hinanden. at der er for meget fokus I vores forskningsprojekt er perspekti- på, at man lovgiver om procedurer, som vet i første omgang jobcenter-vinklen. Ens vi som borgere skal følge for at få modymøde med jobcentret med sagsbehandle- delser. Det offentlige er der altså for vores ren skal bygge på, at man har bedre viden skyld – og ikke for at kontrollere os. Hvis ud fra data. Men det er også en del af provi ønsker at få folk nemmere i arbejde, jektet at se på, hvordan vi kan få borgerne skal man måske overveje at ændre lovgivmed på det her, så man kan bruge det selv ningen til i højere grad at være understøtog møde forberedt op til møderne – og tende fremfor kontrollerende. Ved hjælp af data behøver vi rent faktisk måske endda springe møderne over, hvis ikke at vente på langtrukne analyser om, man selv kan bruge onlineplatformen. . Det er ikke kun for de arbejdsløse, men hvordan loven har virket over de seneste for dem, der udbyder arbejde og uddan- år inden for de områder, som analyserne nelse. nu engang ville fokusere på. I stedet vil Et muligt perspektiv er, at man frigiver vi løbende kunne lave analyser og på den sin data til statistik, som ikke kan føres til- måde direkte gå ind og tilpasse lovgivninbage til en selv. Du bliver en del af bereg- gen til at fremskynde de ting, der virker, ningerne, men man kan ikke pille dig ud og gøre det sværere at udføre de ting, der af mængden. Derimod kan man selv have ikke virker. adgang til sin egen historik – og det kan Men man skal huske, at alt det her kan man selv bruge til at holde op imod de for- kun komme til at flyve, hvis man har taget skellige statistikker. de etiske problemstillinger alvorligt og Hvis data bliver givet videre og kan tænker ind, hvordan vi bevarer gennemføres direkte tilbage til dig, så er jeg ban- sigtigheden af og trygheden om brugen ge for, at der vil være for stor modstand og af data. bekymring for, at det bliver misbrugt. Det Vi skal som borgere kunne forstå og er jo meget personlige oplysninger om, udfordre de modeller og data, der ligger hvor man er på arbejdsmarkedet, sygdom- til grund for beslutninger, og lovgivning, me og så videre. som begrænser vores muligheder.

August 2018

101

Altinget: magasin Satire

Jeg ved godt, at jeg bad jer smide alt, hvad I havde i hænderne, men der er opstået et akut spørgsmål, som er meget, MEGET følsomt.

JO! Kager er så politiserede for tiden! Man kan næsten ikke undgå at træde nogen over tæerne.

Du skal vælge kage til sommerfesten, ik’?

Det kan ikke være en chokoladekage. Den er brun. Nogle vil tolke det som et knæfald for islamismen. ...Så i samme ombæring udelukker vi brunsviger og brownie.

Sandkage giver associationer til ørken, der leder tankerne hen på Irak og krig. . .

102

altinget

Hvad med en jordbærkage? Uh, nej! Ikke rød og hvid. Det bliver for nationalistisk. Du vil vel ikke ligne en racist?

. . . Og pandekager er udelukkede, medmindre du vil have verden til at tro, at vi er ﬂat earthers.

Småkager?

Er kager i det hele taget ikke en hån mod glutenallergikere, diabetespatienter og veganere?

. . . Vil kunne opfattes som en kritik af vores nationalfølelse.

Jeg savner den tid, hvor det værste, man kunne lave, var rævekage.

leveret af Mandag Morgen Alting er ikke lige rigtigt, og ikke alle synspunkter er lige meget værd, hvis de bygger på løsagtige påstande. Vi undersøger sandhedsværdien i påstande og nuancerer og korrigerer, hvor der er behov for det.

Find os på

Tip os på

Følg os på

Tweet os på

www.TjekDet.dk

tip@tjekdet.dk

facebook.com/tjekdetdk

twitter.com/TjekDet

Altinget: magasin Temaord Bøger

BOGANMELDELSER

Demokratiets midtvejskrise David Runcimans Sådan ender demokratiet er en vigtig bog forfattet med en letflydende pen. Og så er den oversat og udgivet næsten samtidig med den engelske udgave. Sådan kan vi være helt med på vores eget sprog.

Af Esben Schjørring Redaktør, Altinget: magasin

Engang – og faktisk ikke for særlig længe siden – var betegnelsen demokrat lige så nedsættende, som ordet populist er i dag. I dag bruger selv åbenlyse autokrater ordet demokrati om deres regime. Så kort kan demokratiets succes sættes på formel. Det er et begreb, selv dem, der ikke hylder det i praksis, må bruge for at kaste et skær af legitimitet over sig selv. Det var også derfor, Francis Fukuyama kom frem til, at den politiske idékamp om, hvilken styreform der var bedst, var slut. Men siden Donald Trump blev præsident, og briterne stemte sig ud af EU – og siden Rusland ikke banede sig vej frem til ægte demokratiske tilstande, men kørte fast i en blanding af postmoderne stærkmandsstyre, overvågningsstat og korruption, og centraleuropæiske lande som Polen og Ungarn begyndte at underminere de liberale søjler i deres nye demokratier – er stemningen af historiens afslutning ligesom forduftet. Sådan er krisebevidstheden hos politiske tænkere og tænksomme politikere i dag vidt udbredt. Men spørgsmålet er, om vi egentlig ved, hvad det vil sige, at et moderne demokrati kan bryde sammen. Hvornår demokratierne bare forandrer og fornyer sig – som de har gjort mange gange før – og hvornår forandringen er et moment i et decideret sammenbrud.

104

Forvænte demokrater Det har den britiske professor i idéhistorie, essayist, podcastvært David Runciman skrevet bogen Sådan ender demokratiet om. Har man læst hans forrige bog, The Confidence Trap (2013), vil man genkende såvel hans letflydende sproglige stil som den gennemgående tanke: at demokratiet har overlevet og overvundet mange kriser før, og netop derfor er vi måske blevet for forvænte, dovne og blinde til i tide at få greb om den krise, der bliver den, demokratiet ikke overlever. Og hvis der klinger en lidt skuffet tone ind i denne anmeldelse, er det, fordi Sådan ender demokratiet ikke er en lige så god bog som The Confidence Trap, der i mine øjne er tæt på et mesterværk. Det er uretfærdigt, egentlig, for Sådan ender demokratiet er en vigtig bog. Faktisk er titlen på Runcimans bog lidt misvisende. Han er langt mindre alarmistisk end for eksempel Ziblatt og Levitsky, som tidligere på året udgav den næsten enslydende titel How Democracies Die, som min chefredaktør, Jakob Nielsen, anmeldte. Runciman mener ikke, demokratiets sammenbrud er nært forestående. Til gengæld mener han, at det vil ske på et eller andet tidspunkt. Demokratiet er ikke i den terminale fase, bare i en midtvejskrise, som Runciman kalder det med et diabolsk glimt i øjet – for det betyder jo, at det dør på et tidspunkt. I det hele taget er Runcimans kritiske ærinde at tilbagevise ’tilbagefaldstesen’, altså at demokratier, der går i opløsning, falder tilbage til et fascistisk regimente. En analyse, historikeren Timothy Snyder har præsteret i sin bog fra sidste år (On Tyranny), og som helt aktuelt er gentaget i Madeleine Albrights Fascisme, der også er kommet på dansk. Men ikke alene er de demokratiske institutioner langt stærkere, end de var i mellemkrigstiden. Vi er mange gange rigere, end de vestlige samfund var i 1930’erne, og så er vores samfund befolket af ældre mennesker, og de er ikke tilbøjelige til at løse deres politiske problemer med at gribe til våben. ”Politisk vold er noget for unge mænd,” som Runciman skriver. I stedet advarer han imod, at vi ikke ser den reelle krise, fordi vores kritiske sans stadig er defineret af Anden Verdenskrig. Det tror jeg er en rigtig pointe. Den reelle krise Så hvad kan den reelle krise være? Forvitring og stivnede systemer, der langsomt mister evnen til selvkorrektion, illiberale

ledere, der centraliserer magten. Big tech, der gør os mere til forbrugere end borgere, og som samtidig tilraner sig en magt, politikerne ikke vil kunne modstå i længden. Det er faldgruber, andre også har udpeget. Men Runcimans stærke pointe er, at det er opløsningstendenser, der kan virke, selvom demokratiet på overfladen stadig gælder som styreform. Det er ifølge Runciman det, der sker i Polen, Ungarn, Indien, Venezuela og Tyrkiet. ”Mens folk venter på, at det egentlige kup viser sig, har det trinvise kup måske allerede været igang længe.” Har man læst The Confidence Trap ved man, at Runciman er meget påvirket af den franske forfatter og diplomat Alexis de Tocqueville og hans bog om Demokratiet i Amerika. For Tocqueville lå den store fare for demokratiet i, at folk med tiden ville bortøde den autonomi og det ansvar for eget liv og levned, som demokratiet havde som sit udgangspunkt, og i stedet nøjes med at stemme den næste administrator ind. Blød eller administrativ despotisme kaldte han det. Og Runciman synes at være enig i, at det, demokratiet har brug for, er mere inddragelse af borgerne i de politiske processer. Noget, han især ser, digital teknologi kan bruges til. Men det kræver, som han skriver, at nogen vil ”gøre det hårde arbejde med at generobre den digitale teknologis kræfter til brug for den demokratiske politik”.

Global og national Runciman har ikke en snæver definition af demokrati, men taler om demokrati både som et sæt af institutioner og som samfund. Det er en generalisering, der tillader ham at se ting, man overser med mere håndfaste definitioner, men som også gør ham mindre opmærksom på andre ting. For eksempel at meget af den frustration – også kaldet populisme – der præger de demokratiske samfund, har meget at gøre med, at det, der driver samfundsudviklingen er globale kræfter, som de nationalstatslige demokratier kun svært kan gøre noget ved. Her virker forslaget om mere direkte demokrati ikke som et indlysende eller realistisk svar. Den store krise for demokratiet er, at mens vores problemer er globale, lader det til, at den øverste tærskel for demokrati er nationalstaten. Dermed hjemsøges overnationale svar konstant af problemer med demokratisk legitimitet, mens de nationale demokratier plages af manglende poli-

Altinget: magasin Bøger

tisk kompetence. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at Runciman gjorde et større nummer ud af. Det er Informations Forlag, der har udgivet Runcimans bog, og selve udgivelsen repræsenterer en ny strategi, som jeg hilser meget velkommen. For den danske version kommer stort set samtidig med den engelsksprogede udgivelse. Vi skal således ikke vente, sådan som vi ellers plejer, måneder og år på en oversættelse, eller bare læse den på engelsk for at være med. Det er en vigtig bedrift af forlaget. For selvom markedet for idéer er globalt med engelsk som lingua franca, er det vigtigt, at vi kan være med helt fremme på vores eget sprog. Runcimans bog får fem Altinget-A’er. Fire til bogen og ét til forlaget.

David Runciman: Sådan ender demokratiet, 288 sider, Informations Forlag.

Libaks borgerlige greb om populismen Populisterne er først og fremmest antiglobalister – og de er ikke problemet. Snarere er de symptom på en udvikling, der ikke kommer almenvellet til gavn. Og når vælgerne stemmer på dem, er det i mangel af bedre.

Af Niels Jespersen Cand.mag. i historie og socialdemokratisk debattør

I det velskrevne essay Forstå Populismen! forklarer Anna Libak koncist, hvordan det kan være, at de liberale demokratier, der blev ophøjet til historiens endemål, nu ligner verdens syge mænd. Magtesløse ser vi til, mens vi bliver overhalet økonomisk af kinesere og udmanøvreret af Putin i Mellemøsten og Østeuropa. I stedet for at gøre noget ved det er vi lammede af tvivl og i splid med os selv. De værdier og institutioner, der siden Anden Verdenskrig har stået som garanter for demokrati og kapitalisme, var slet ikke så overlegne og selvfølgelige, som vi gik og troede.

Finanskrise og flygtningekrise Hvordan er det kommet dertil? Ifølge Libak er der to begivenheder, der for alvor har rystet de vestlige samfund. Nemlig finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015. Begge udstillede de nådesløst vores sårbarhed og elitens manglende vilje og evne til at tage de nødvendige forholdsregler. Den globale strøm af mennesker, varer og kapital har nemlig skabt velstand ud over enhver fatteevne, men det er en velstand, der er hamrende skævt fordelt. Hvor de veluddannede og rige har hele verden som tag selv-bord, så er det ikke helt så rosenrødt for arbejder- og middelklassen. De skal ikke alene slås med tab af indtægt og status, men også med en indvandring fra muslimske lande, der truer med at slå bunden ud af velfærdsstaten. Når de såkaldt populistiske partier får vælgersucces, så er det, fordi de, modsat de andre partier, tager vælgeres bekymringer alvorligt. Antiglobalisterne Libak giver nemlig ikke meget for den tyske politolog Jan-Werner Müllers ellers populære populisme-begreb, hvor populisme defineres som forsøget på at tage patent på folket. Den definition er nemlig både for bred og for smal, for enten er næsten alle partier populister, eller også er så godt som ingen. Det som græske Syriza ifølge Libak har til fælles med Marine Le Pen, den italienske femstjernebevægelse og Alternative für Deutschland er, at de er skeptiske eller direkte modstandere af globaliseringen. Når vælgerne stemmer på dem, så er det ikke, fordi de er specielt vilde med demagoger. Det er, fordi de ikke har andre steder at gå hen. De er hverken deplorables eller dumme, og at udskamme dem hjælper ikke. Det er globalismen som ideologi,

der ikke dur: ”En vellykket globalisering forudsætter, at der ikke findes noget som et folk, der er givet til evig tid i kraft af sin særlige historie, religion og kultur. (...) Præcis derfor er populisme så velegnet til at gøre oprør mod globalisering: Dét folk, som den opkaster sig til at tale på vegne af, er en negation af selvsamme globalisering.”

Nationalkonservative hylder nationalstatens fjender Anna Libak er cand.mag. i russisk samt sprogofficer i russisk, hvilket afsnittene om især Østeuropa og Rusland nyder godt af. Hun påpeger det paradoksale i, at det er de nationalkonservative stemmer, der er mest glødende i deres beundring for den stærke mand i Kreml, når få statsledere må siges at have mindre respekt for nationalstaten end Putin. Libak har nemlig god indsigt i, hvad der driver mænd som Putin, Trump og ungarnske Victor Orbán, og hvorfor vælgerne stemmer på dem. Det skal nok få nogle til at afskrive hendes bog som populist-apologi, men faktisk er hendes pointer den mest effektive modgift mod populisterne. Løs de problemer, der har skabt populisterne. Så går det væk af sig selv. Overbevisende bog Forstå Populismen! er velargumenteret og overbevisende, selv om afsnittet om identitetspolitik er noget letkøbt. Som venstrefløjser savner man også en anerkendelse af fagbevægelsens rolle, når det kommer til at sikre velstand og værdighed for flertallet. Ikke desto mindre skal Libak have ros for, med et borgerligt udgangspunkt, at forholde sig kritisk til, hvordan den globale kapitalisme tjener de få på bekostning af de mange. Forstå Populismen! understreger også endnu engang, hvilken katastrofal fejltagelse Berlingske begik ved ikke at gøre Libak til chefredaktør. Ja, undskyld jeg bringer det op, men nogen er nødt til at sige det igen. Hun er belæst, skarp og har vid og selvironi. Egenskaber, som både dansk borgerlighed og Berlingske burde være i besiddelse af, men i den grad mangler. Libak i Venstre Nu bliver det så partiet Venstre, der forhåbentlig får lov at omsætte Libaks mange talenter til praktisk politik, efter at hun annoncerede sit folketingskandidatur. Det bliver interessant at følge, for i den for-

August 2018

105

Altinget: magasin Bøger

stand man kan tale om, at partiet Venstre har en ideologi, så er det vel netop den globalisme, Libak stiller sig skeptisk over for. Disruption og singularity. Hvis der findes en skepsis over for teknologien og instrumentaliseringen af kulturen som redskab, så kommer den i hvert fald ikke fra statsministeren og slet ikke fra nummer to, Kristian Jensen. Libak kritiserer den neoliberale konkurrencestat, der har til opgave at dressere sine borgere til at blive det mest effektive tænkelige arbejdskraft for virksomhederne. Den stemme mangler i blå blok, og hvis nogen kan sætte ord og analytisk kraft bag, så er det Libak.

Anna Libak: Forstå populismen!, 190 sider, Gyldendal.

Rapport fra et demokrati forvrænget af populismen Populisme er ikke gammel fascisme i nye gevandter, lyder det fra Mogens Herman Hansen, men han advarer imod populistiske forsøg på at underminere det liberale repræsentative demokrati. Der er grund til at være på vagt, lyder det i et opdateret skrift.

Af Adam Holm Ph.d. i historie og journalist

106

Konklusionen er allerede udtrykt i titlen på Mogens Herman Hansens nye bidrag til Informations serie ’Moderne Ideer’. Det er ikke et spørgsmål, om populisme forvrænger demokratiet, men hvordan. Hermed er den anerkendte lektor emeritus, der på bogflappen med rette præsenteres som en af verdens førende kendere af oldgræsk historie og samfundsforhold, dybt inde i en kompleks politisk diskussion. Hvad er populisme, tidens måske mest forkætrede begreb, i grunden: en trussel mod demokratiet eller en kanariefugl i mineskakten, der advarer om elitens anti-folkelige udskridning? Herman Hansen hælder til den første mulighed, mens eksempelvis journalisten og Ruslandskenderen Anna Libak i sit nylige skrift Forstå populismen! (læs anmeldelse af Libaks bog her) lægger vægt på populister som en slags nutidige dissidenter. Herman Hansen udsendte dette skrift i fjor, men som han skriver i sit korte forord, har nye begivenheder på den populistiske scene i Europa, nødvendiggjort en ajourført udgave. I lighed med eksempelvis den norske Europakender Simen Ekern, hvis bog Folket, det er meg har været anmeldt i disse spalter, og Samuel Rachlins Folket og magten, er Herman Hansen af den opfattelse, at populismen har lidt for kraftig rygvind i disse år.

Hermans Hansens populisme Herman Hansens slet skjulte uro over tidens ugunst får ham dog ikke til at rette bager for smed. Ikke alle, der udtrykker sig radikalt og yderligtgående, er populister, hverken på højre- eller venstrefløjen. Således er hverken græske Gyldent Daggry eller Folkepartiet Vort Slovakiet populister efter Hermans Hansens klassifikation, men henholdsvis nynazistisk og neofascistisk. Populisme, ifølge Herman Hansen, er karakteriseret ved at optræde uvoldeligt og savne en egentlig ideologi. Han opregner en række europæiske partier, hovedsaligt til højre for midten, som indfanges af den definition, f.eks. Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, Front National i Frankrig, Femstjernebevægelsen i Italien, FPÖ i Østrig, Partiet Lov og Retfærdighed i Polen og UKIP i Storbritannien. Uden for en europæisk kontekst troner Donald Trump på populismens høje tinde, men det er dog hovedsaligt Europa, som er i kikkerten i Herman Hansens skrift. Hvad skaber populismens fremdrift? Ifølge forfatteren kan det koges ned til den

voksende ulighed, især tendensen til, at de rige bliver stadigt rigere, mens den mindre formuende del af befolkningerne ikke oplever væsentlig social eller økonomisk velstandsstigning. En anden væsentlig komponent udspringer af EU’s forordning om arbejdskraftens frie bevægelighed og bagsiden af globaliseringen, nemlig indvandring og voksende kulturelle gnidninger. Det sidste fører til fremmedfjendskab og bliver hæmningsløst udnyttet af de populistiske politikere. Man fornemmer på Herman Hansen, at den politiske modvilje imod eksempelvis flygtninge og indvandrere fra muslimske lande er en bedrøvelig affære, hvorimod han i nogen grad synes at kunne forstå populisternes krasse udfald imod skellet mellem besiddende og besiddelsesløse, for nu at udtrykke begrebsparret en anelse gammeldags. Herman Hansen skriver: ”Den stadig voksende kløft mellem rige og fattige er så alvorligt et problem, at tilhængerne af liberalt demokrati bliver nødt til at tage populisternes kritik alvorligt. Og hvis ikke de gør det, kan man formode, at populisterne vil komme til magten i flere andre europæiske stater”.

Et vrængbillede af demokratiet Er populisterne de mest autentiske demokrater, de, som udfordrer elitens snævre interesser? Hvor eksempelvis Marine Le Pen flere gange har peget på sit parti og sig selv som udtryk for ’folkets røst’, vil Herman Hansen betegne populisterne som et vrængbillede af demokratiet, jævnfør titlen. Den fungerende magtdelingslære mellem lovgivende forsamling, forfatningsdomstol, regering og embedsapparat bliver af populisterne i Polen og Ungarn udsat for et gevaldigt pres. De demokratiske institutioner bliver gradvist eroderet og en fremtrædende populist som Viktor Orbán taler højt om et ’illiberalt demokrati’ og har stået i spidsen for en betydelig reducering af antallet af medlemmer af det nationale parlament. Populisterne bryder sig ifølge Herman Hansen ikke om pluralisme og nuancer. De vil ikke tillade, at grupper i samfundet, særligt migranter, får lov til at have egen religion og levevis. I populisternes øjne er det flertydige farligt og skal derfor begrænses. På den led kommer populismen i konflikt med demokratiet som ideal og styreform. Det hører til et demokratis styrke, at fejlagtige

Altinget: magasin Bøger

beslutninger og magtmisbrug kan omgøres. Populisterne søger det modsatte.

Hvor er selvkritikken? Personligt har jeg stor veneration for Herman Hansens mangeårige arbejde med at formidle demokratiets oprindelige udformning og idé, og der er grund til at lytte til hans bekymring. Eneste mangel i hans tekst – og her tilbyder Libak omvendt nogle bud – er mere grundige overvejelser om den politiske og administrative elites ufrivillige rolle i populismens fremvækst. Herman Hansens indsigt havde vundet ved at holde spejlet op mod sig selv – og os andre.

Mogens Herman Hansen: Hvordan forvrænger populismen demokratiet? 109 sider, Informations Forlag.

”Jeg troede, jeg kunne alle historier om Folketinget. Men nej.” Historiker Hanne Rasmussen har skrevet en forrygende og rigt illustreret jubilæumsbog i forbindelse med Christiansborgs 100-årsdag.

Af Bertel Haarder (V) Medlem af Folketinget, tidligere minister

Hanne Rasmussens rigt illustrerede jubilæumsbog rummer utallige sjove og tankevækkende detaljer om livet på Borgen. Jeg troede, jeg kunne alle gode historier om Folketinget. Men nej. Hvem vidste for eksempel, at der tidligere var mulighed for hemmelig ”kugleafstemning”, hvor medlemmerne stak hånden ind i et skab og placerede kuglen i et af de to huller til kuglerne? Det blev dog kun anvendt en enkelt gang, i 1893, hvor Folketinget skulle vælge bureauchef ved afstemning! Og hvem vidste, at udtrykket ”Den går ikke, Granberg” stammer fra en ballonopstigning fra Ridebanen i 1857, hvor den svenske vovehals endte på Ridebanens tag!

En mandsdomineret verden For 100 år siden var Borgen aldeles mandsdomineret. Kun ni ud af de 212 medlemmer af Folketinget og Landstinget var kvinder. Mændene røg som skorstene i folketingssalen til langt op i vor tid. Der var spytbakker under stolene indtil 1939. Medlemmernes skrivepulte bugnede med stabler af papirer, for der var kun enkelte medlemskontorer. Det ændrede sig unægteligt! Tingets medlemmer og administration bredte sig gradvist til hele Borgen, Ridebanen og Proviantgården og står nu foran at brede sig tværs over Rigsdagsgården til Rigsarkivet som følge af partiernes og medlemmernes stigende antal medarbejdere, der skaber trængsel i Snapstinget, cafeteriet og ved toiletterne. Hvortil kommer medlemmerne af Folketingets Presseloge, der på godt og ondt har privilegeret adgang overalt. Medlemmernes vilkår forbedredes med pension, omkostningstillæg, eftervederlag, godtgørelse for dobbelt husførelse til medlemmer uden for det sjællandske område, bedre kørselsordninger og så videre. Det udløste voldsom kritik af både omkostningstillægget og pensionsordningen (blandt andet til ministres børn), som kunne være imødekommet, hvis partierne havde vedtaget helheden i Vederlagskommissionens forslag fra 2016. Forslaget øgede lønnen, men afskaffede omkostningstillægget, og det erstattede den tjenestemandslignende pension med en pension, som medlemmerne selv indbetalte til – alt sammen inden for samme økonomiske ramme. Men nogle overskrifter i visse blade (der kun handlede om lønnen) skræmte partierne fra at gribe en historisk chance for at stoppe den evige kritik af pensionsordningen. Og det, selv

om de på forhånd havde lovet hinanden at følge kommissionens forslag. Denne eklatante dumhed giver associationer til nogle af bogens festlige, bortredigerede fortalelser. Som da et medlem udtalte: Den gældende ordning er ”Et lig i lasten, som man ikke kan undgå, men højst arbejde på at begrænse mest muligt”. Eller som et andet medlem udtalte: ”Den larmende tavshed … skriger til himlen!”

Folketingets festlige åbninger Bogen skildrer Folketingets åbning for 100 år siden, hvor kongen talte, Livgardens musikkorps spillede på Slotspladsen, og kongeparret ankom i åben karet. Den kongelige familie skulle egentlig også have boet på slottet, men foretrak at blive på Amalienborg. Alligevel fik tårnet tre kongekroner, så det lige akkurat var højere end Rådhustårnet (40 centimeter). Festlig var også Folketingets åbning i 1958, hvor kronprinsesse Margrethe for første gang delt o g . O r k e s t re t spillede ”Kong Den kongelige familie Christian”, konskulle egentlig også gen talte og have boet på slottet, udbragte et leve, men foretrak at blive hvorefter orkepå Amalienborg. stret spillede ”Der Alligevel fik tårnet tre er et yndigt land” kongekroner, så det og ”Kong Fredelige akkurat var højerik den Niendes re end Rådhustårnet honnørmarch”, (40 centimeter). før statsministeren gik på talerstolen og holdt sin åbningsredegørelse. Hvis jeg havde kendt til disse festlige åbninger, så ville jeg have sat trumf på mit forslag om at festliggøre Folketingets åbning, for eksempel ved afsyngelse af ”Om din frihed vil vi værne” (sidste vers af Helge Rodes og Carl Nielsens ”Som en rejselysten flåde”). Jeg har aldrig forstået, at vore folketingstraditioner skal være lige så kedelige som vore gudstjenester. De brændte slotte Vi fejrer nu i år det 100 år gamle tredje Christiansborg, som er større og flottere end det andet Christiansborg, der blev bygget i krisetiden under Englandskrigene. Men det er kun en afglans af det flotte første Christiansborg, der ifølge jubilæumsbogen er ”det største og mest kostbare slot, vi nogen sinde har haft i Danmark”. Rokokoslottet blev bygget i 1700-tallet, da Danmark var et rigt imperium (og verdens syvende-største slavenation). Desværre manglede slottet både brandmure,

August 2018

107

Altinget: magasin Bøger

vandreservoir og pumper – og så brændte hele molevitten undtagen Ridebanen i 1794. Det andet Christiansborg brændte i 1884 og stod længe som ruin, fordi partiet Venstre ikke ville genopbygge det, før der blev rigtigt demokrati i landet. Der er altså næsten tradition for, at Christiansborg brænder, når der er gået 100 år! Det skal tilføjes, at tidligere slotte på samme sted også har lidt en krank skæbne, for eksempel da 47 stenhuggere fra Lübeck rev Valdemar Atterdags slot ned til grunden i 1370, så vi ikke har anelse om, hvordan det så ud.

Hvor er Ridebanens springvand? ”Hvor er Ridebanens springvand,” spørger mange besøgende, inklusive jeg selv. Bogens svar er, at det blev fjernet, ”således at det er blevet muligt at indrette to separate løsdriftsfolde til hestene og et større område, hvor de dagligt kan øves i karetkørsel”. Det vil jeg dog tillade mig at tvivle på. Springvandet generede jo ikke hestene. Det blev flyttet hertil fra Frederiksborg Slot af grevinde Danner, og jeg er ret sikker på, at det er smagsdommeri, der er årsagen til den uforståelige beslutning. Det tilhører jo en anden stilart. – Men lad os dog få det springvand sat op igen, så turisterne igen kan betragte spejlbilledet af den smukke borg og har noget at sætte sig på.

Hanne Rasmussen: Folketinget, 239 sider, Gyldendal.

108

Ny bog løfter ensidig dataetisk pegefinger Dataetik er det nye sort. Facebook og GDPR er på alles læber. Ny bog om grænser for privatliv i en digital tid lander således på et tørt sted. Desværre er bogen for ensidig i sit kildevalg og formår kun i passager at folde potentialet ud.

Af Klaus Ulrik Mortensen redaktør, Altinget: digital

Timing i forlagsbranchen er som i alle andre afkroge af samfundet afgørende. Og barsler man med udgivelsen af en bog om dataetik, er der så et bedre tidspunkt end maj 2018? Måneden, hvor EU’s reviderede persondataforordning efter seks år i lovmøllen endelig træder i kraft. Hvor balladen om Facebook og Googles løsagtige omgang med vores personlige data stadig kværner løs. Og hvor de hjemlige politikere er faret i totterne på hinanden i diskussionen om, hvorvidt regeringen med sin nye databeskyttelseslov er ved at indføre en de facto overvågningsstat. Eksponeret er titlen på den nye bog fra Gads Forlag, som forsøger at ride med på den digitale bølge. Men også minde politikere og civilsamfundet om, at vi skal huske at trække ”grænser for privatliv i en digital tid”, som undertitlen antyder.

Antologiens styrker og svagheder Bogen er bygget op som en antologi med kapitler fra 15 forskellige forfattere. Et format, der både sikrer, at vi som læsere kommer vidt omkring i den digitale jungle med kapitler om alt fra sundhedsdata og smart cities til cybersikkerhed og GDPR. Men også har den indbyggede svaghed, at læseoplevelsen bliver ujævn og byder på en del gentagelser. Netop gentagelser er der lidt for mange af i bogens første tredjedel. Argumentationen er bygget op ud fra devisen om, at ny teknologi er smart, men ... Og det er så dette ”men”, som forfatterne bruger

kræfterne på at folde ud. I Mette Hartlevs kapitel om sundhedsteknologi mindes vi således om, at big data og personlig medicin har potentiale til at revolutionere hospitalsvæsenet. Men frem for at udfolde dette potentiale og de etiske aspekter forbundet med, at vores genetiske data fremover kan bestemme vores adgang til forsikringer og realkreditlån, skal vi trættes med alenlange beskrivelser af sundhedslovens anvendelsesformer.

Ensidigt kildevalg Hovedparten af bogens forfattere tilhører fraktionen af dataetikere og juridiske eksperter, som har forholdt sig stærkt kritisk til regeringens netop vedtagne databeskyttelseslov, som blot skulle være en fordanskning af GDPR, men viste sig at indeholde eksplosive diskussioner om eksempelvis embedsværkets adgang til at samkøre nye datasæt uden forudgående behandling i Folketinget. En sag, som i øvrigt endte i en form for remis. Essensen af denne kritik er modviljen mod en stat, der via kunstigt intelligente hjælpemidler uden samtykke skaber digitale profiler af borgerne, som kan bruges til afsløre socialt bedrageri. Dilemmaet er åbenlyst og interessant: Ingen kan være modstander af, at socialt bedrageri afsløres. Men er det acceptabelt, at hele befolkningen gennem digitale samkørsler af alskens data hos Udbetaling Danmark potentielt er på anklagebænken? Eksempelvis kan Birgitte Arent Eiriksson fortælle os, at samkøring af data om 2,7 millioner ydelsesmodtagere blot giver adgang til 668 sager årligt om ændring, standsning eller tilbagebetaling af ydelser. Og at en tredjedel af disse afgørelser i øvrigt bliver ændret efter ankning. Problemet er bare, at vi ikke hører den modsatte part. Ét efter ét lægges de kritiske argumenter frem. Truslen mod privatlivsbeskyttelsen og den manglende proportionalitet i databehandlingen. Men betyder det, at vi helt skal afstå fra at tage de teknologiske spring? At vi skal undlade at digitalisere den offentlige sektor i jagten på en mere effektiv og lettere administrerbar stat? Det får vi ikke svar på. Truslen fra den smarte by Mest grelt er det ensidige perspektiv i Birgitte Kofod Olsens kapitel om de skjulte farer ved smart cities. Altså ideen om, at vi ved at forbinde alt fra asfaltsensorer til overvågningskameraer i lygtepæle-

Altinget: magasin Temaord Bøger

ne kan skabe et realtidsbillede af vores byer. Og dermed begrænse trængsel og energiforbrug. Ja. Der er problemerne forbundet med smart cities og den omfattende brug af IoT, som byer som Aarhus i disse år pønser på at rulle ud. Herunder især risikoen for, at ondsindede hackere kan skaffe sig adgang til vores vitale infrastruktur. Først erkender Birgitte Kofod Olsen de mulige fordele: ”En sådan detaljeret trafikovervågning vil selvsagt give mulighed for endnu bedre planlægning af vejnet og trafiksignaler og vil gøre overvågning af trafikstrømme og selve trafikstyringen endnu mere præcis og effektiv.” Men et ”men” trænger sig på. Forfatteren lufter muligheden for, at data fra for eksempel selvkørende busser kan bruges til at overvåge os. En frygt, som hun kobler med, at busserne udstyres med kameraer med ansigtsgenkendelse, som er koblet direkte Pernille Tranbergs op på politie ts kapital om digitalt registre. selvforsvar er en her”Det hele bliver lig konkretisering af endnu mere indde digitale kampe, der gribende, hvis vi udspiller sig mellem forestiller os, at forbrugere og virkde førerløse bussomheder. ser og biler bliver udstyret med sensorer, der monitorerer passagerernes vægt og varmeafgivelse, lugten fra deres mad, størrelsen på bagagen, om de holder kæresten i hånden osv. Ud over at analyser af disse data kan afdække vaner, adfærd og præferencer, kan de give indsigt i følsomme oplysninger og profilere den enkeltes privatliv på en måde, der skaber et voldsomt pres på den personlige integritet.” Men hov. Hvor stammer denne frygt fra? Er det forfatterens personlige bekymringer? Og er det grund til, at vi som samfund skal tøve med at digitalisere vores infrastruktur?

Digitalt selvforsvar mod Facebook Efter godt 100 siders læsning kommer de første belønninger for tålmodigheden. Pernille Tranbergs kapital om digitalt selvforsvar er en herlig konkretisering af de digitale kampe, der udspiller sig mellem forbrugere og virksomheder. Når Facebook, Google og Amazon skruer op for datahøsten, er vi som forbrugere ikke efterladt chanceløse. Men det kræver digital opdragelse og tekniske færdigheder. Og dem giver Tranberg os i et kapitel,

der lidt føles som at bladre i et nummer af 90’er-magasinet Komputer For Alle, der i øvrigt stadig trives i bedste velgående. Et andet højdepunkt er Gry Hasselbalchs gennemgang af dataetiske dilemmaer forbundet med udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens. Hvad gør vi, når computerstyrede algoritmer træffer afgørende beslutninger ikke bare i trafikken, men også i retssalene? Endnu mangler vi at se selvkørende biler blive rullet ud i stor skala – hvilket i høj grad hænger sammen med, at vi ikke kan blive enige om, hvis liv de førerløse køretøjer er sat i verden for at beskytte i tilfælde af ulykker. Men i USA bruges algoritmer i dag til at udmåle længden på fængselsstraffe. En mand blev således idømt seks år fængsel baseret på udregninger foretaget af softwaren Compass. Men da han ville anke dommen, kunne han ikke få indsigt i de beslutninger, som lå til grund, fordi algoritmen var en beskyttet forretningshemmelighed. Men også mere uskyldige remedier som Mattels Hello Barbie er der grund til at være påpasselig omkring. Eksempelvis har The Guardian tidligere afsløret, at dukkens trådløse opkobling let kan hackes, hvilket kan give adgang til lagrede samtaler med barnet, men også direkte adgang til dukkens mikrofon.

Aktuelle passager om GDPR Endelig skal nævnes professor på KøbenhaVns Universitet Henrik Udsens anskueliggørelse af Datatilsynets genvordigheder ved at efterleve ambitionerne i GDPR. Et tilsyn, der inklusive det sidste halve års tilførsel af 25 medarbejdere nu rummer 49 årsværker, som skal sikre, at såvel myndigheder som private virksomheder yder danskerne den forøgede beskyttelse, som EU-forordningen giver dem krav på. Hidtidige erfaringer viser, at formaninger og løftede pegefingre ikke har gjort den store forskel. Eller som han skriver: ”Tanken er, at hverken virksomheder eller myndigheder ønsker at blive hængt ud for ikke at respektere borgernes privatliv, hvorfor en offentliggørelse af persondatakrænkelser kan skabe incitament til at overholde reglerne. Det må dog nok konstateres, at den afskrækkende effekt af denne ”gabestok” har været begrænset og primært har været et forsøg på at skabe et vist incitament i mangel af mere effektive instrumenter.” Håbet er derfor, at de nye skærpede bødestraffe, som kan give virksomheder en økonomisk ørefigen på op til 150 milli-

oner kroner, vil gøre op med den digitale slendrian. Men som Henrik Udsen også påpeger det, så har Datatilsynet – modsat resten af EU – ikke hjemmel til at udskrive såkaldt administrative bøder. Og det betyder, at økonomiske sanktioner først skal en lang omvej omkring de danske domstole. Det er passager som disse, som gør Eksponeret relevant og aktuelt. Og som yder den højaktuelle publicering retfærdighed. Desværre skal vi for langt hen i bogen til, at bemeldte relevans for alvor folder sig ud.

Rikke Frank Jørgensen og Birgitte Kofod Olsen: Eksponeret, 280 sider, Gads Forlag.

August 2018

109

Altinget: magasin Debat

KRONIK

DEBAT

KRONIK

Finansministeriets regnemodel dumper i økonomi En rapport bekræfter, at Finansministeriets regnemodel på mange punkter ikke lever op til den fagøkonomiske standard, man bør forvente af et magtfulde finansministerium, der skal betjene hele samfundet og ikke kun de skiftende finansministre.

Jesper Jespersen Professor, Roskilde Universitet og Aalborg Universitet

inansministeriets makroøkonomiske model indtager en meget magtfuld position ved tilrettelæggelsen af den overordnede økonomiske politik i Danmark. Det er ’oraklet’ i den ’røde bygning’ på Slotsholmen, der vender tommelfingeren opad eller nedad, når de politiske partiers forslag til økonomisk politik skal gennemregnes. Med en sådan magt følger også det ansvar, at den benyttede model er retvisende – altså afspejler virkeligheden og samtidig er solidt forankret i fagøkonomisk teori. Det er varetagelsen af dette ansvar, som Enhedslisten i sin netop udgivne rapport Den politiske regnemaskine sætter et stort og velargumenteret spørgsmålstegn ved. Rapporten viser, at regnemodellen på mange væsentlige punkter ikke lever op til den fagøkonomiske standard, der med rette burde forventes af det magtfulde finansministerium, der skal betjene hele samfundet og ikke kun de skiftende finansministre.

110

Når virkeligheden ikke kan forklares Det er tankevækkende, at det er Enhedslisten – partiet på den yderste venstrefløj, som journalisterne ofte udtrykker det – der her fremlægger dokumentation for, at den benyttede model ikke er retvisende. Et forhold, der kan have været medvirkende til, at det tog dansk økonomi 10 år at komme ud af krisen. For hvor blev det af Finansministeriet så ofte annoncerede opsving egentlig af? Det var først, da Den Europæiske Centralbank påbegyndte sin ekspansive pengepolitik med negativ rente og massiv pengeudpumpning, at opsvinget via Tyskland, Sverige og UK kom til Danmark. Danmarks Statistik kom også til hjælp ved at ændre på definitionen af vækst i den offentlige sektor (nu indregnes produktivitetsstigning ved offentlig produktion), ja, så begyndte BNP at løfte sig. Men det var forhold, der lå uden for Finansministeriets model. Her nærmer vi os den helt centrale kritik, der rejses i Enhedslistens rapport mod Finansministeriets model (FM-model). Det er antagelsen om, at den private sektor af sig selv altid nærmer sig fuld (strukturel) beskæftigelse. Det er en modelantagelse, som alle neoklassiske makroøkonomer i dag benytter sig af: Udbud af arbejdskraft skaber sin egen beskæftigelse (det vil sige jobs til alle). Og da de neoklassiske makroøkonomer er stort set enerådende i Danmark – i modsætning til udlandet, så har denne modelmæssige forudsætning aldrig været grundigt diskuteret blandt fagøkonomer. På trods af at det er åbenbart, at der ikke er en en-til-en-sammenhæng mellem arbejdsudbud og antal job, thi så ville der jo ikke være arbejdsløshed. Den høje og i perioder stærkt stigende og efterfølgende faldende arbejdsløshed i Europa, i USA og for så vidt også i Danmark igennem de seneste ti år har om noget været en anskuelsesundervisning i, at den økonomiske politik øver en afgørende indflydelse på udviklingen i beskæftigelsen. Ikke mindst i perioder, hvor der er et massivt opsparingsoverskud i den private sektor. Denne sammenhæng mangler i modellen. Når ideologi modelleres Men det er ikke kun modelstrukturen, der giver et forfejlet billede af virkeligheden. Det gør også de antagelser om økonomisk adfærd, der lægges til grund for de ofte fremhævede ’dynamiske effek-

ter’ i modellen. Her antages det, at det er individuel økonomisk optimering, der er bestemmende for befolkningens adfærd på arbejdsmarkedet, i det private forbrug og ved investeringer. Her er det ikke et spørgsmål, om det kan betale sig at arbejde; men derimod hvor meget kontanthjælpsmodtagere skal presses, før de er motiverede til at tage de job, som det foregives – i modellen – står og venter på dem. Ligesom det uden at blinke antages, at en skattesænkning vil øge udbuddet af arbejdskraft. I Finansministeriet har man tilsyneladende ikke hørt om den såkaldte hængekøjeeffekt: Når folk bliver rigere, så ønsker de at arbejde mindre og holde mere fri. Et forhold, der blev særdeles grundigt dokumenteret – empirisk – i blandt andet Beskæftigelseskommissionens redegørelse. Disse ’dynamiske’ effekter, der knytter sig til henholdsvis sociale ydelser og til skatteændringer, er rystende svagt dokumenteret. Det er selektiv empiri, som ifølge rapporten fra Enhedslisten ikke er overbevisende. Usikkerheden, som kendetegner alle samfundsøkonomiske sammenhænge, både på det mikroøkonomiske og på det makroøkonomiske niveau, er stort set fraværende i Finansministeriets regnestykker. Det kom for eksempel helt bag på modellen, at danskerne begyndte at spare mere op i kølvandet på den finansielle krise, på reduktion af det sociale sikkerhedsnet og den øgede arbejdsløshed. Her kunne Finansministeriet med fordel have læst den dokumentation, som Folketingets sekretariat har udarbejdet i form af to rapporter, hvor en stor del af den til rådighed værende empiri (både dansk og internationalt materiale) er gennemgået. Disse rapporter er ret entydige i deres konklusion, at der ikke med sikkerhed kan fastslås, hvilken effekt ændringer af de sociale ydelser og skattesatser har på arbejdsudbuddet og slet ikke på den afledte beskæftigelseseffekt. I den konkrete situation spiller både konjunktur og økonomisk politik en afgørende rolle.

Model indeholder målbare urimeligheder I rapporten fra Enhedslisten er der adskillige eksempler på, hvilke åbenbare urimeligheder som FM-modellen historisk

Altinget: magasin Debat

har medført ved forhandlingsbordet: Den direkte udgift, der er forbundet med at give personer, der falder ud af dagpengesystemet, en midlertidig kontanthjælpsydelse, blev skønnet til at udgøre cirka ti millioner kroner. Men efter at have været en tur igennem FM-modellen var beløbet vokset til 610 millioner kroner – og herom kunne der ved forhandlingsbordet ikke diskuteres! Jamen det lyder mildt sagt grotesk, hvilket det også er i virkeligheden; men ikke i modellen. Her fratager selv en beskeden midlertidig kontanthjælp alle arbejdsløse motivation til at søge efter de job, der ifølge modellens logik altid er dér. Forslaget ville permanent mindske arbejdsudbuddet betragEksemplerne på teligt og dermed bizarre effekter produktion og er næsten uden ende, altså skatten med når de gennemgås cirka 600 milliodetaljeret. Eksempelner kroner. vis fører en forhøjelse Eksemplerne af dieselafgiften på bizarre effekogså til en reduktion ter er næsten af arbejdsudbuddet. uden ende, når de gennemgås detaljeret. Eksempelvis fører en forhøjelse af dieselafgiften også til en reduktion af arbejdsudbuddet. Og hvorfor nu det? Jo, enhver skat og forbrugsafgift antages at mindske realindkomsten i en sådan grad, at det fratager befolkningen noget af motivationen til at udbyde sin arbejdskraft, så falder produktionen og dermed finansministerens skatteindtægt. Omvendt betyder for eksempel en lavere registeringsafgift, at danskerne ikke alene køber flere biler; men også vil arbejde mere, så modellens dynamiske effekter er tæt på at halvere finansministerens udgift. Herved er modellen også med til at vanskeliggøre miljøpolitikken. Finansministeriet er uanset – eller måske netop på grund af – sin magtfulde position helt afvisende over for den fremførte kritik. Finansministeren formulerede sig, så det næsten kunne forveksles med den amerikanske præsident, da han afviste Enhedslistens rapport ved at karakterisere den som noget, der mindede ham om ’fake news’.

Finansministeriets blinde plet Arbejdsudbuddet og de dynamiske effekter af skatte- og socialpolitikken er uan-

set det spinkle teoretiske og empiriske grundlag blevet et helt centralt element ved vurderingen af den økonomiske politik. Så meget desto mere må det undre, at tilsvarende effekter er totalt fraværende, når konsekvenser af offentligt forbrug og investering skal regnes igennem. Her er én udgiftskrone = én udgiftskrone uden fradrag af positive dynamiske effekter. Og det uanset at sådanne effekter er både åbenbare og håndgribelige. Det kan ikke med rimelighed diskuteres, at daginstitutioner er en forudsætning for, at forældre kan gå på arbejde. Udvider man åbningstiden, så kan arbejdstiden forlænges, og arbejdsudbuddet forøges (her skal ikke tages stilling til, om det er en fornuftig politik; men udelukkende hvorledes den kan beregnes). Bygges der et ekstra spor på Sydmotorvejen for ikke at nævne et mere effektivt jernbanenet, så reduceres transporttiden både for mennesker og gods, hvilket både øger arbejdsudbuddet og produktiviteten, der sædvanligvis antages at øge væksten og udløse flere skattekroner. Men nej, her er Finansministeriet totalt afvisende over for at tilregne dynamiske effekter til offentlige udgifter i nogen form, bortset fra en meget beskeden effekt på uddannelsesområdet. At forbedret infrastruktur, broer, jernbaner og motorveje ikke indregnes som en forøgelse af arbejdsudbuddet, når transporttiden sænkes, kan mildt sagt undre. Det ville jo være forholdsvis let at dokumentere og ikke stride mod hverken sund fornuft (eller økonomisk adfærd). I FM-modellen forholder det sig sågar omvendt. Her mindsker skattefinansierede offentlige udgifter tværtimod arbejdsudbuddet. Offentlige udgifter bliver derfor i modellen forøget med 10 til 20 procent på grund af den såkaldte forvridningseffekt forårsaget af skattefinansieringen. Og ikke nok med det, så stiller Finansministeriet også et krav om, at disse forhøjede udgifter til offentlige investeringer skal give et realafkast på mindst fire procent pro anno. I betragtning af, at staten i dag kan låne til en realrente på nul, så er der også her lagt en urealistisk barriere ind imod offentlige investeringer. Disse eksempler viser, hvorledes udformningen af den økonomiske regnemodel har store samfundsmæssige konsekvenser ikke alene på det økonomiske område, men også for social- og miljøpolitikken. Små sociale og miljømæssige

omkostninger mangedobles på grund af nogle modelmæssige antagelser, der ikke er hverken teoretisk eller empirisk velfunderede. Det er derfor ikke med urette, at rapporten fra Enhedslisten bærer undertitlen Den Politiske Regnemaskine.

Revision af FM-modellen? Finansministeren søgte at afparere den stigende modelkritik ved at henvise til, at der ’allerede er nedsat en uafhængig gruppe, der kigger på regnemetoderne’. Uafhængig og uafhængig? Gruppen består af syv medlemmer, hvoraf tre er ministerielle embedsmænd, en repræsentant fra Nationalbanken og dernæst tre neoklassiske økonomer. Arbejdet skal ydermere forestås af økonomer fra DREAM-gruppen, der i sin tid blev etableret af Velfærdskommissionen og bedst kan karakteriseres ved at benytte et ultraneoklassisk teoretisk grundlag: permanent fuld (strukturel) beskæftigelse! At valget er faldet på DREAM-gruppen, kan for så vidt ikke overraske, idet kommissoriet bag modelrevisionen kræver udarbejdet ”et eksplicit mikroøkonomisk grundlag’ (det vil sige neoklassisk grundlag), som dog ’så vidt muligt skal være empirisk funderet”; forudsætningen om, at der er job til alle, må dog ikke antastes. Nok så alvorligt er det, at konsekvenserne af en række helt afgørende forhold ikke er omfattet af den planlagte modelrevision: blandt andet finansiel ustabilitet, stigende ulighed og øget miljøbelastning. Der vil fortsat ikke være nogen finansiel sektor i modellen. Når det betænkes, at arnestedet for krisen i 2008 netop var banksektoren, er det ubegribeligt, at den fortsat holdes uden for modellen. Det betyder, at finansministeren atter vil famle i blinde, når den næste finansielle krise rammer dansk økonomi. Den stigende ulighed tillægges heller ingen betydning, uanset at nyere forskning peger på, at det kan hæmme væksten. Den øgede miljøbelastning har ligeledes en stribe dokumenterede negative konsekvenser; men Finansministeriets regnemetoder stiller sig hindrende, idet indtægterne af forebyggelse er forsvindende små. Miljøinvesteringer kan ikke betale sig. Det er næsten som at overvære et absurd teater, hvor det skal blive rigtig slemt (og muligvis uopretteligt), før investeringerne kan betale sig. Det skyldes blandt andet den høje rente. Den nedvurderer betydningen af vores børns og børnebørns livs-

August 2018

111

Altinget: magasin Temaord Debat

vilkår. Det er på mange måder en ’me first’-model, idet rentes-rente-effekten af fire procent pro anno indebærer, at alt, hvad der sker om mere end 50 år, stort set er værdiløst!

Hvor er fagøkonomerne? For at forstå disse paradoksale forhold kan det være illustrerende at citere finansministeren: ’I en tid hvor der er så megen snak om fake news, hvorfor udgiver Enhedslisten en 120-siders rapport, der ligger helt skævt i forhold til, hvad fagøkonomer kommer med af vurderinger?’ Det spørger jeg også om, hvor kommer disse ensidige fagøkonomiske vurderinger fra, der får finansministeren til at bruge udtrykket fake news om kritikken af FM-modellen? Og som han, hvis han havde læst rapporten, ikke med rimelighed kunne benytte. Finansministeren har dog ret i, at det danske fagøkonomiske miljø domineres af neoklassiske økonomer med et ensidigt forhold til både det teoretiske og det empiriske modelgrundlag. Men så længe det danske økoLad dette være en nommiljø er så opfordring til det e n s r e tt e t , k a n fagøkonomiske miljø, betydningen af at nye tider kræver denne solidt gennye modeller. Tiden nemarbejdet raper rindet ud for den neoklassiske udbuds- port ikke overvurderes. Der må og BNP-teori. være adskillige fagøkonomer, der sidder tilbage med røde ører. Men heri er der sådan set ikke noget nyt. Det er kriserne, som giver anledning til nytænkning. Sådan var det i 1930’erne, hvor den liberale økonom John Maynard Keynes påviste svaghederne i datidens neoklassiske modeller. Milton Friedman kritiserede med rette de såkaldt keynesianske modeller i 1970’erne, og i dag burde der lyttes til blandt andet Joseph Stiglitz, Thomas Piketty med flere. Lad dette være en opfordring til det fagøkonomiske miljø, at nye tider kræver nye modeller. Tiden er rindet ud for den neoklassiske udbuds- og BNP-teori. Alle har en interesse i, at der etableres et pluralistisk og ikke mindst realistisk modelmiljø, der kan give det bedst mulige beslutningsgrundlag for alle politiske partier (og andre organisationer med samfundsøkonomisk interesse). Det ville kræve, at modelarbejdet blev udført på et

112

altinget

bredt teoretisk grundlag, med solid empirisk forankring og en åben modelstruktur, thi ingen kender fremtiden. Det ville være et væsentligt skridt til at gøre Finansministeriets regnemaskine mindre politiserende.

KRONIK

Vi udsætter dagligt vores krop for langt giftigere ting end pesticider Debatten om pesticider er kørt af faktasporet. Skulle vi ikke i stedet prøve at debattere ud fra faglighed og veldokumenteret forskning.

Af Martin Gejl Ejer og direktør i Agrolab A/S

vad tror du er farligst for din sundhed? At drikke et glas vand med pesticider inden for grænseværdien? Eller at fjerne neglelak med acetone? I Danmark snakker vi utrolig meget om pesticider. Forståeligt nok, da det også debatteres meget af politikere og pressen.

Pesticidernes blakkede ry En af grundene til, at pesticiderne har et dårligt ry, skal findes i den måde, som de beskrives på i medierne. Pesticider kan sammenlignes med for eksempel antibiotika, der bruges til at bekæmpe bakterier. Brugte man antibiotika i plantebeskyttelse, ville de sikkert være betegnet som baktericider. De ville dog ikke være relevante at bruge, da de ikke er specifikke nok og ville slå en masse af de gode bakterier i jorden ihjel også. Antibiotika har ikke samme dårlige ry som pesticider, selv om de i bund og grund er det samme. Antibiotika gør meget godt for mennesket til bekæmpelse af sygdomme. Det gør pesticiderne også i forhold til at sikre en stabil produktion

af sikre og sunde fødevare til en stigende verdensbefolkning. Men til forskel fra pesticiderne bliver antibiotika ikke sprøjtet ud i miljøet i samme udstrækning.

Hvad betyder grænseværdien? Vi hører ofte om, at nu er der fundet et pesticid over grænseværdien i vores grundvand. De fleste tænker straks, at det er jo farligt, når det er over grænseværdien. Ingen forholder sig dog rigtigt til, hvad det vil sige, at noget er over grænseværdien. Grænseværdien er i EU’s drikkevandsdirektiv fastsat til ikke at overstige 0.1 µg af et pesticid i drikkevandet. Denne grænseværdi har intet med sundhedsrisiko eller giftighed at gøre. Den er fra begyndelsen af 1980’erne. Det var detektionsgrænsen på det tidspunkt, altså den værdi, hvor vi med sikkerhed kunne sige at have fundet det stof, vi ledte efter. Den er sat ud fra et princip om, at vi ikke vil have pesticider i vores drikkevand, hvilket er positivt. Der er kun beskeden interesse i at se på, hvad grænseværdien betyder for vores sundhed, og hvor giftige de pågældende produkter er. Den debat er væsentlig at have, inden vi skræmmer livet af befolkningen og misinformerer dem. Det er forståeligt, at folk er nervøse for deres sundhed. Og med den pressedækning, der er på pesticider, kan man hurtigt få den opfattelse, at de udgør Som dansk forbruen kæmpe sundger, der lever ganske hedsrisiko. almindeligt, skal man Hvis man ikke ikke være nervøs for forstår, hvad det sin sundhed på grund er for nogle grænaf indtag af pesticider seværdier, der blifra fødevarer eller ver snakket om drikkevand. Derimod i pressen, er det bør man nok kigge mere på alt det andet, klart, at man bliver nervøs, når man udsætter sig for. m a n h ø r e r, a t noget er over grænseværdien. Men sammenlignet med de stoffer, vi ellers udsætter os for i hverdagen, er det ikke pesticider i grundvand, vi skal være nervøse for i en sundhedsmæssig sammenhæng. Pesticider er gennemtestede Pesticider er nogle af de mest kontrollerede og testede stoffer, vi har. De gennemgår alle en meget stram risikovurdering, inden de godkendes. Før et pesticid kan godkendes, skal der gen-

Altinget: magasin Temaord Debat

nem forsøg dokumenteres alle aspekter af effekter på miljøet. Disse forsøg bliver lavet under kontrollerede forhold og efter velafprøvede forsøgsprotokoller af certificerede forsøgsenheder, på samme måde som medicin. Dette gøres for at sikre, at forsøg kan udføres ensartet og veldokumenteret. Så set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt er der ikke den store risiko ved pesticider i de doseringer, den danske befolkning udsættes for. Hvis man er meget bange for sin generelle sundhed, er det vigtigere at kigge på alle mulige andre stoffer, man udsætter sig for i hverdagen. Dette er ikke et forsøg på at sige, at vi skal være ligeglade med pesticider. Men der er en registreringsproces, der faktisk sikrer, at vi ikke får sundhedsfarlige produkter på markedet. Som dansk forbruger, der lever ganske almindeligt, skal man ikke være nervøs for sin sundhed på grund af indtag af pesticider fra fødevarer eller drikkevand. Derimod bør man nok kigge mere på alt det andet, man udsætter sig for. Rigtig mange hårshampooer indeholder for eksempel cyclopentasiloxane og ethylhexyl methoxycinnamate, som er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter.

Skrappere regler for postevand I læskedrikke som sodavand og øl, du køber i butikken, må der være flere pesticider i end i vand fra vandhanen. Vores drikkevandsdirektiv er nemlig væsentligt skrappere, når man ser på pesticid rester end det er for læskedrikke. Hvorfor så det? Fordi læskedrikke er at betragte som en fødevare, og her er grænseværdierne regnet ud fra den sundhedsmæssige risiko, hvor der ikke kan spores nogen bivirkninger, plus man ganger en ret stor sikkerhedsfaktor på. Disse værdier ligger langt over grænseværdierne for vores grundvand. Derfor må der være flere pesticider i læskedrikke end i drikkevand fra hanen. Det gælder kun for læskedrikke, f.eks. sodavand og øl, hvor grænseværdien vil være en kombination af ingredienserne der er brugt. Grænseværdierne for emballeret drikkevand tappet i EU er de samme som for grundvand 0,1 µg/L. Imidlertid er holdningen til nedbrydningsprodukter ikke de samme i andre EU-lande som i Danmark Virksomhederne skal selv sørge for at tjekke for pesticider og andre forureninger. Jeg har ikke kunnet få de præcise

oplysninger, når det drejer sig om emballeret drikkevand fra ikke-EU-lande. Så I kan roligt drikke det danske vand fra hanen og spare miljøet for en masse plastflasker.

Vi skal bruge pesticider med omtanke Nej, jeg mener ikke, at vi bare skal bruge pesticider uden at tænke os om. Vi skal passe på vores drikkevand og undgå at ende i en situation som i England, hvor man mange steder bruger formuer på at rense drikkevandet for at holde sig under grænseværdierne i drikkevandsdirektivet. Men vi skal ikke prøve at skræmme befolkningen med sensationsjournalistik og faktaforladte debatter, bare fordi der er mere salg, flere forskningsmidler og flere stemmer i at skræmme befolkningen. Jeg forventer ikke, at politikere ved alt, men det er nogle gange skræmmende, at de ikke lytter til deres egne eksperter i embedsværket. Alle pesticider, der godkendes i Danmark, er vurderet af nogle meget kompetente folk i Miljøstyrelsen.

KRONIK

Overbehandler hele sundhedsvæsenet patienterne? Sundhedspersoner arbejder med fagligheden som fundament, og når de offentlige udgifter stiger, skyldes det udvikling i behovet hos patienterne – ikke overbehandling.

Af Freddie Sloth-Lisbjerg Formand for Tandlægeforeningen

undhedsminister Ellen Trane Nørby mener, at der ikke er styr på de offentlige budgetter, når det handler om tilskud til patienterne i voksentandplejen. Udgifterne løber løbsk, og det må stoppes. Danskerne har jo fået sun-

dere tænder, lyder ræsonnementet fra ministeren. Flere steder på Christiansborg er det blevet en del af fortællingen, at udgifterne stiger på tandlægeområdet, fordi tandlægerFaktisk er tandlæne overbehandgehjælp et af de ler patienterne. områder, hvor de Opfattelsen er, offentlige udgifter at tandlægerne er steget mindst de opfinder sygdomseneste ti år – nemlig me, som patien24 procent fra 2007 terne i virkelighetil 2017. den ikke har. Tandlægeområdet er imidlertid ikke det eneste område inden for sundhedsvæsenet, hvor udgifterne stiger. Faktisk er tandlægehjælp et af de områder, hvor de offentlige udgifter er steget mindst de seneste ti år – nemlig 24 procent fra 2007 til 2017. Det viser en opgørelse over udviklingen fra Danmarks Statistik. Til sammenligning er de offentlige udgifter i samme periode steget til ørelægehjælp med 57 procent og til øjenlægehjælp med 63 procent.

Stop intimideringen af tandlægerne Skyldes disse stigninger mon, at ørelægen har behandlet revnede trommehinder, som i virkeligheden var intakte, eller at øjenlægen har opereret fru Hansen for en grå stær, selv om hendes syn ikke fejlede noget? Skyldes stigningen i de offentlige udgifter til fodterapi på 828 procent, at fodterapeuterne har bildt folk ind, at behandling var nødvendig i en lang række tilfælde, hvor der i virkeligheden intet var galt? Nej vel! Autoriserede sundhedspersoner diagnosticerer, forebygger, behandler og kontrollerer med fagligheden som fundament. Når de offentlige udgifter stiger, skyldes det udviklingen i patienternes behov. Flere og flere af patienterne er ældre, hvilket er en af flere naturlige forklaringer på, at udgifterne i dag ikke er de samme som i 2007. Og det gælder også inden for tandplejen, hvor der ikke bare er flere og flere ældre, men også flere og flere ældre med egne tænder – der kræver behandling. Derfor: Stop venligst disse gentagne intimideringer af tandlægerne for at overbehandle. Hvis tandlægerne overbehandler, så må den logiske følge være, at alle faggrupper inden for sundhedsvæsenet overbehandler. Og det nægter jeg simpelthen at tro på.

August 2018

113

Altinget: magasin Quiz

ROCK & POLITIK QUIZ

Ingen har som Bruce Springsteen sat ord og lyd på den amerikanske arbejderklasses følelser af frustration og fremmedgørelse.

SPØRGSMÅL sang starter med ’Hey Danmark, hvad sker der for dig?’?

6. Hvem synger et vers på Christiania-pladen ’I kan ikke slå os ihjel’? (Tre rigtige svar.)

2. Hvilket rockband udgav i

7. Hvilken Rolling Stones-sang

1992 sin debutplade med et cover, hvor en munk i Saigon har antændt sig selv som en politisk protest?

fra Let It Bleed-albummet blev brugt i Donald Trumps valgkampagne – hvilket bandet i øvrigt protesterede over?

3. Hvilken dansk poprock-

8. Hvilken supergruppes andet

kunstner foreslog at spille 12 minutter længere koncerter med henvisning til et socialdemokratisk udspil?

album henviser til den britiske statsmand Benjamin Disraeli?

4. Hvilken kendt rocksang indeholder linjerne ’Now Watergate does not bother me, does your conscience bother you?’?

9. Hvilket grundstof er titlen på Jomfru Ane Bands kendte, ironiske protestsang? 10. Hvilken kendt socialdemokrat har været til et absurd antal Springsteen-koncerter?

5. Hvilket britisk band leverede en skattepolitisk kritik i sangen ’Taxman’?

114

altinget

11. Hvilket britisk band stod bag ’Rock the Casbah’ som en

kommentar til hård mellemøstlig kurs over for rockmusik?

12. Hvad hed bandet med et par hits i 90’erne, hvor Alternativets Henrik Marstal spillede bas? 13. Hvad hedder den bedst kendte sang om urolighederne i Nordirland i januar 1972?

14. Hvilken politisk kommentator spiller rockmusik sammen med Morten Helveg Petersen?

15. Hvilken kunstner står bag sangen ’Neighborhood Bully’, som er et politisk forsvar for Israel?

16. Hvilken politiker beklagede, der ikke var tid til at se Metallica under besøget på Roskilde Festival i 2013?

17. Hvilket dansk rockorkester stod bag sangen ’Rotterne revolterer’, hvor gnaverne går til angreb på Christiansborg? 18. Hvem står bag linjen ”Emancipate yourselves from mental slavery”?

19. Hvilken amerikaner blev kritiseret for at bruge sydafrikanske musikere på nogle af sine største hits som solokunstner i 1980’erne? 20. Hvad hedder forsangeren for Midnight Oil, som sang ’Beds are Burning’ om Australiens oprindelige befolkning og senere blev valgt til landets parlament?

FOTO: TORKIL ADSERSEN / RITZAU SCANPIX

1. Hvilken kunstners politiske

Se svar side 116

Altinget: magasin Temaord Kryds

CIVILSA

måling: Partileder er og Hvem topp flopper?

rlag Løkkes nede en nøgl kan blive til hans sejr

MFUND UDGAVE 70 KR.

Løs, send ind – og vind

2018 NR. 16 JUNI

EMBEDS VÆRK

UDGAVE

NR. 10 DECEMB

ER 2017

60,-

UDGAVE 70 KR.

2018 NR. 13 MARTS

Lars ne skifter DF-vælger ussen ud med Løkke Rasmriksen Mette Frede ervatives Er hun Kons portræt redning? Stort gaard af Mette Abild

RK E D S VÆ : EMB TEMA ds-

00006

kr. 70,00

BK returuge

103512

8 - 08.08.201

AGER E RIIS MERET PGØR: ONSO ERATI I GEN

angen Stop klages erer om karaktge er un – pressede s ansvar forældrene

2 5 70000

JUNI 2018

Vinderen får direkte besked i slutningen af august.

MARTS 2018

00003

BK returuge

103512

2 5 70000

kr. 70,00

embe Mistillid til en trussel er mændene kratiet mod demo

8 8 - 11.04.201 08.03.201

, Brexit, disru Cyberkrig Fælled , Amager Trump, Kina dansk politik gik i + året der

ts Folketinge k n ta penge bugner 14.06.201

Altinget , flytter medn når state flytter ud

n Bill Clinto Rasmussen e Lars Løkk i Ali irs H Ayaan Albright Madeleine ge Nigel Faraption,

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

August 2018

115

Altinget: magasin Overblik

Politisk kalender AUGUST

6.-8. august: Dansk Folkepartis sommergruppemøde 8.-9. august: Liberal Alliances sommergruppemøde, Blox, København 10.-12. august: Radikal Ungdoms landsmøde 2018, Vejle 13.-19. august: Copenhagen Pride, København

23.-25. august: Kulturmødet Mors 28.- 29. august: Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er på statsbesøg i Danmark 30. august: Fødevaretopmødet ”World Food Summit – Better Food for More”, Christiansborg og Bella Center, København

SEPTEMBER

22.-23. september: Socialdemokratiets kongres, Aalborg Kongres & Kultur Center

OKTOBER

2. oktober: Folketingets åbning 4. oktober: Åbningsdebat i Folketinget 22.-24. oktober: International Anti-Corruption Conference (IACC18), Bella Centret, København

15.-17. august: Alternativets sommergruppemøde, København

1. september: Nye Borgerliges sommergruppemøde

16.-17. august: SF’s sommergruppemøde

6.-8. september: Ungdommens Folkemøde 2018, København

16.-17. august: Konservative Folkepartis sommergruppemøde

7.-8. september: Folkemøde om uddannelse: Uddannelsesdebatten, Nørre Nissum

16.-18. august: Venstres sommergruppemøde

9. september: Valg i Sverige

6. november: Midtvejsvalg i USA

20. august: Enhedslistens sommergruppemøde, Hvidovre Hospital

9. september: Naturens Dag 2018

11. november: 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig

21.-22. august: Socialdemokratiets sommergruppemøde, Kolding 21.-22. august: Radikale Venstres sommergruppemøde 23.-24. august: Kristendemokraternes sommergruppemøde

15.-16. september: Dansk Folkepartis årsmøde 15.-16. september: Radikale Venstres landsmøde 22. september: Folkets møde, Aarhus 22.-23. september: Konservatives landsråd, København

27. oktober: Nye Borgerliges årsmøde, Vejle 29. oktober -1. november: Nordisk Råds 70. session i Norge 2018

NOVEMBER

13. november: Socialpædagogernes kongres 17.-18. november: Venstres landsmøde, Herning Kongrescenter 30. november: Regeringen offentliggør ghettolisten

SVAR FRA QUIZ SIDE 114 1. Natasja (sangen Gi’ mig Danmark tilbage) 2. Rage Against the Machine 3. Tim Christensen 4. Sweet Home Alabama (Lynyrd Skynard) 5. The Beatles 6. Sebastian, Annisette, Povl Dissing 7. You Can’t Always Get What You Want

116

altinget

8. Cream (pladen Disraeli Gears) 9. Plutonium 10. Morten Bødskov 11. The Clash 12. Ibens 13. Sunday Bloody Sunday (U2) 14. Peter Mogensen

15. Bob Dylan 16. Pia Kjærsgaard 17. Røde Mor 18. Bob Marley (and The Wailers) 19. Paul Simon 20. Peter Garrett

En fryd

for alle sanser Hjertelig velkommen til Grønbechs Hotel, Restaurant Vilhelm

William Milsted skal i år være kok på Hotellet. ”Jeg vil gerne forsøge at lave et fællesskab omkring det at spise sammen – også når man går ud.” Foto: Emil Lyders & William Milsted

Altinget: magasin Karriere

Karriere & navne ENERGI & KLIMA:

CIVILSAMFUND:

Tænk henter direktør i Dansk Flygtningehjælp 15. august tiltræder Anette Christoffersen som ny direktør i Forbrugerrådet Tænk, og hun afløser dermed Lars Pram, der i stedet skal være direktør i Dansk Sygeplejeråd. Anette Christoffersen kommer fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har været ansat siden 1992. I 2010 tiltrådte hun stillingen som direktør for Integrationsafdelingen og fik således ansvar for samarbejdet med kommuner, regioner, institutioner og virksomheder om at skabe bedre integration for flygtninge i Danmark. Ifølge Tænks formand, Anja Philip, er Anette Christoffersen den helt rette til nu at stå i spidsen for Forbrugerrådet Tænk: ”Jeg føler mig overbevist om, at vi får en meget kvalificeret direktør i Anette. Hun har et stærkt værdigrundlag, et stort drive og brænder virkelig for at gøre en synlig forskel for alle forbrugere. Hendes baggrund fra en medlemsbåren og politisk styret organisation gør, at hun har en god forståelse for vores opgave og mission i forbrugernes tjeneste,” siger hun.

118

altinget

mener departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Morten Bæk. ”Energistyrelsen får med Kristoffer en stærk ny direktør med dyb indsigt i energi og forsyning og med klare visioner for styrelsens fortsatte faglige udvikling. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Kristoffer som direktør og til at følge, hvordan han med sin vindende ledelses-

stil vil præge styrelsens videre udvikling og ikke mindst samarbejdet med interessenter og omverdenen,” siger Morten Bæk. Kristoffer Böttzauw blev uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2005. Han bestred stillingen som kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet i perioden 2009-2013 og var inden da specialkonsulent i Statsministeriet.

FORSKNING:

CIVILSAMFUND:

Københavns Universitet har fundet Lykke Friis’ afløser Professor Bente Stallknecht har overtaget rollen som Københavns Universitets prorektor med ansvar for uddannelse, efter at Lykke Friis fratrådte stillingen ved udgangen af juli og sidenhen er blevet Berlingskes nye Tysklandskorrespondent . Bente Stallknecht er medlem af EU-Kommissionens Videnskabelige Sundhedspanel og kommer fra en post som professor og institutleder på Biomedicinsk Institut på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns UniversitetLyk Og hun ser nu frem til at give sig i kast med at sprede universitetets viden til samfundet. ”Universitetets rolle i samfundet er at skabe og formidle viden. En direkte formidlingsvej er via universitetets studerende, der bliver indskrevet, undervist og siden kommer ud som kandidater til private og offentlige arbejdspladser. På den måde kommer universitetets viden ud til hele samfundet, og den spredning af viden er vigtig,” siger Bente Stallknecht.

LMS har fået ny formand Efter en turbulent forsommer fik Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS, i slutningen af juni ny formand. Det skete ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor den hidtidige næstformand, Louise Linde, overtog posten som formand fra Anne Minor Christensen. Bestyrelsen i LMS meddelte 25. maj, at den ville stille sit mandat til rådighed. Samtidig indkaldte den til ekstraordinær generalforsamling i kølvandet på en stribe artikler på Altinget om ledelsesproblemer og dårligt arbejdsmiljø i foreningen. Imidlertid blev der hverken brug for stemmesedler eller brandtaler ved den ekstraordinære generalforsamling, da det ikke var lykkedes bestyrelsen at rekruttere så mange nye kompetencer ind i den hårdt ramte bestyrelse. Dirigenten, advokat Torsten Pedersen, åbnede således generalforsamlingen med denne melding: ”Vi har faktisk kun én kandidat til formandsposten, én kandidat til næstformandsposten og tre kandidater til de fire bestyrelsesposter. Det gør, at vi ikke rigtig skal vælge imellem nogen,” hvorefter han meddelte forsamlingen, at Louise Linde var valgt som ny formand, og Ditte Rosenkrands var valgt som næstformand, mens Erling Sørensen, Anders Elvang og Katya Felicia Nielsen blev valgt som menige bestyrelsesmedlemmer.

FOTO: SIMON LÆSSØE / RITZAU SCANPIX

Energistyrelsen får ny mand i spidsen Energistyrelsen har ansat Kristoffer Böttzauw som ny direktør. Böttzauw kommer senest fra en stilling som afdelingschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og var inden da vicedirektør i netop Energistyrelsen, som han altså nu vender tilbage til. Og netop Böttzauws kendskab til området gør ham til en stærk direktør,

Altinget: magasin Karriere

De har skiftet job Mathilde Schmidt-Petersen

Fra oversygeplejerske, Medicinsk Afdeling, Svendborg Sygehus Til sygeplejefaglig direktør, Svendborg Sygehus Tiltrådte 15. juni

Karen Clement

Jesper Kallestrup

Pernille Halberg Salamon

Bente Stallknecht

Sara Westengaard Guldagger

Fra professor i filosofi, University of Edinburgh Til dekan, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet Tiltrådte 1. august

Fra presserådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) Til pressesekretær, Statsministeriet Tiltrådte 18. juni

Fra professor og institut-leder, Biomedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet Til prorektor, Københavns Universitet Tiltrådte 1. august

Brian Mikkelsen

Signe Dalgas Damgaard

Fra erhvervsminister, Konservative Til direktør, Dansk Erhverv Tiltrådte 21. juni

Mads Ravnborg

FOTO: SØREN HALD JESPER LUDVIGSEN / BY & HAVN / PETER SØRENSEN / LENE ESTHAVE / ARWOS

Fra 14 juni til 9. august

Fra ledende overlæge, Neurologisk Afdeling, Odense Universitetshospital Til sundhedsfaglig direktør, Epilepsihospitalet Filadelfia Tiltrådte 1. juli

Line Stange Ramsdal

Fra fagkonsulent, Danmission Til regionsrepræsentant for Mellemøsten og Nordafrika, Danmission Tiltrådte 1. juli

Dan Folke Pedersen

Fra sekretariatschef, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering Til økonomichef, Kongehuset Tiltrådte 1. juli

Fra pressemedarbejder, Børne- og Socialministeriet Til presseansvarlig for innovationsminister Sophie Løhde (V) Tiltrådte 1. august

Lene Grønning

Fra direktør, Act Now by Grundfos Til erhvervs- og udviklingsdirektør, Tønder Vækstråd Tiltrådte 1. august

Niels Peder Nielsen

Fra senior partner, Bain & Company Til viceadministrerende direktør, Novo Nordisk Fonden Tiltrådte 1. august

Susan Münster

Fra indehaver og selvstændig konsulent, Sumus Til direktør, Danske Vandværker Tiltrådte 1. august

Rasmus Meyer

Fra vicekommunaldirektør, Hørsholm Kommune Til kommunaldirektør, Hørsholm Kommune Tiltrådte 1. august

Fra kontorchef, Miljøstyrelsen Til chef, Ledelsessekretariatet, Lægemiddelstyrelsen Tiltrådte 1. august

Michael Braüner Schmidt Fra lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt Til lægefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital Tiltrådte 1. august

Anne Skovbro

Fra filantropidirektør, Realdania Til administrerende direktør, By & Havn Tiltrådte 1. august

Martin Roed

Fra vicedirektør, Frederiksberg Kommune Til direktør, Miljø og Teknik og Sundhed og Velfærd, Glostrup Kommune Tiltrådte 1. august

Troels Heeger

Fra Tyskland-korrespondent, Berlingske Til journalist, debatredaktionen, Berlingske Tiltrådte 1. august

Jørgen Nielsen

Fra sekretariatschef, Dansk Socialrådgiverforening Til forstander, Krogerup Højskole Tiltrådte 1. august

Fra udviklingsdirektør, Dansk Fjernvarme Til direktør, Trekantområdets Varmetransmissionsselskab (TVIS) Tiltrådte 1. august

Mikkel Leihardt

Mikkel Damgaards

Fra indehaver og selvstændig rådgiver, Konveks Til direktør, Forsyningstilsynet Tiltrådte 1. juli

Fra kontorchef, Uddannelsesog Forskningsministeriet Til vicedirektør, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte Tiltrådte 1. august

Pernille Thorborg Jasper

Maria Schack Vindum

Christian Udby Olesen

Jannick Brennum

Fra klinikchef, Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet Til direktør, Neurocentret, Rigshospitalet Tiltrådte 1. juli

Carsten Smidt

Fra senior communications advisor, Lundbeckfonden Til pressechef, Lundbeckfonden Tiltrådte 1. juli

Fra afdelingschef, Beskæftigelsesministeriet Til direktør, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering Tiltrådte 1. august

Fra centerchef, Center for Social og Sundhed, Gribskov Kommune Til velfærdsdirektør, Gribskov Kommune Tiltrådte 1. august Fra administrerende direktør, Arwos Til administrerende direktør, Din Forsyning Tiltrådte 1. august

August 2018

119

Altinget: magasin Karriere

ULRIK VESTERGAARD KNUDSEN

Farvel til den bedste

På rekordtid er han blevet garvet udi kunsten at holde afskedstaler. Siden Ulrik Vestergaard Knudsen i 2013 trådte til som departementschef i Udenrigsministeriet, har han sagt farvel til hele ti ministre. Snart er det dog ham selv, afskedstalen skal stiles til. Senest med udgangen af året forlader Ulrik Vestergaard Knudsen stillingen for i stedet at blive vicegeneralsekretær i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Meget tyder på, han bliver savnet. ”Han er fuldstændig genial som departementschef,” udtrykker eksempelvis Poul Kjar, der var presserådgiver i Udenrigsministeriet i årene 2013 til 2017. Samme konklusion når chefkonsulent i Udenrigsministeriet Sven Gad til. ”Han er nok den mest komplette departements-

120

altinget

chef, jeg nogensinde har haft,” siger Sven Gad, der for nylig fejrede 40-års jubilæum i Udenrigsministeriet.

Mere kommercielt diplomati Tilbage i 2013 befandt Udenrigsministeriet sig da også i en situation, hvor man havde brug for en departementschef i en særlig vægtklasse. Igennem en længere årrække havde ministeriet været udsat for nedskæringer, og udenrigstjenestens renommé var vingeskudt. Hurtigt stod det da også klart, at Ulrik Vestergaard Knudsen kom med et mandat til og en ambition om at reformere og modernisere organisationen. Blandt andet satte han en proces i gang mod et langt mere kommercielt tænkende diplomati, hvor alle afkroge af organisationen skulle tilegne sig en mere vækst-

orienteret tankegang. En anden erklæret ambition var at gøre udenrigstjenesten mere åben, mere inddragende og mere kommunikerende med omverdenen. ”Han har haft et enormt skarpt blik for, hvordan vi som Udenrigsministerium kan være relevant i en indenrigspolitisk kontekst, og han har åbnet organisationen for både centraladministration, borgere og virksomheder,” siger Lone Dencker Wisborg, direktør for ressourcer og organisationsudvikling i ministeriet. Den åbne stil mærkede man også tydeligt i presseafdelingen. ”I forhold til de departementschefer, jeg har oplevet, så kom han med en meget mere åben og kommunikerende stil, der var med til at ændre kulturen, også over for journalister og medier,” siger Poul Kjar, der i dag er ansat ved det digitale kommunikations- og adfærdsbureau Operate.

FOTO: KELD NAVNTOFT / RITZAU SCANPIX

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET: EMBEDSVÆRK

ª: jobannoncer

Slå dit næste job op – eller find det – på Altinget.dk. Vi har mere end 500.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget: magasin, der udkommer hver måned til de vigtigste 1.500 beslutningstagere og sælges i abonnement og kiosker landet over.

REGION HOVEDSTADEN

Kommunikations- og analysechef, der kan bevæge Danmark til DIF Frist: 9/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Direktør til Digital Hub Denmark Frist: 9/8-2018

REGION SYDDANMARK

Vicedirektør der kan og vil gøre en forskel på det sociale område til Socialstyrelsen

Socialstyrelsen søger en ambitiøs, udviklingsorienteret og strategisk It-chef

Frist: 14/8-2018

Frist: 15/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Seniorkonsulent til ledelsessekretariatet i Landbrug & Fødevarer

Kommunikationschef til Københavns Professionshøjskole

Frist: 14/8-2018

Frist: 13/8-2018

REGION SYDDANMARK

Digitaliseringschef til Sikkerhedsstyrelsen Frist: 12/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Organisations- og udviklingskonsulent i Danske Handicaporganisationer (DH) Frist: 20/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Konsulent til Danske Bioanalytikere på forhandlingsområdet

Vicedirektør til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Frist: 12/8-2018

Frist: 15/8-2018

REGION SYDDANMARK

Udviklingschef til Sikkerhedsstyrelsen Frist: 12/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Kommunikationsmedarbejder til Landsforeningen Lev Frist: 15/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Kontorchef til Minister- og Ledelsessekretariatet i Uddannelsesog Forskningsministeriet Frist: 13/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Kontorchef til ledelse og udvikling af kontor for Ergonomisk og Psykisk Arbejdsmiljø Frist: 10/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Regionsdirektør til Region Hovedstaden

Presse- og kommunikationschef til Forsvarsministeriet

Frist: 9/9-2018

Frist: 19/8-2018

REGION HOVEDSTADEN

Landbrug & Fødevarer søger Senior/chefkonsulent til direktionsbetjening Frist: 14/8-2018

Altinget: magasin Karriere

Presset af stærke ministerier Udenrigsministeriet har de senere år været ekstra klemt af de meget magtfulde ministerier, Finansministeriet og Statsministeriet. Eksempelvis var det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der bestilte en granskning af den danske udenrigspolitik med Peter Taksøe-Jensen i spidsen, som har lagt grunden til en ny udenrigsog sikkerhedspolitisk strategi, og det var StatsDet svarer jo lidt til, at ministeriet, der Messi inviterer fodåbnede op for, at boldamatører hjem for der fremadrettet at dyste i at jonglere kan komme polimed en bold. tisk udnævnte ambassadører. Poul Kjar, presserådgiver i Udenrigsministeriet i årene ”Han har fået 2013 til 2017 mange nye ministre ind og har været ramt af en omfattende mangel på politisk ledelse, mens de to meget stærke ministerier, Finansministeriet og Statsministeriet, har møvet sig ind på området og gjort det vanskeligt for Udenrigsministeriet selv at opstille nogle retningslinjer for dansk udenrigspolitik,” siger Martin Marcussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet med ekspertise i udenrigstjenesten. Samtidig har de store besparelser dikteret af Finansministeriet gjort det nødvendigt for Ulrik Vestergaard Knudsen at kaste stor energi i det interne arbejde med at få styr på huset. I årene 2000 til 2016 faldt Udenrigsministeriets bevillinger til drift med 600 millioner kroner, og nedskæringerne er fortsat de sidste par år. Det har medført både fyringer, ambassadelukninger og forringede vilkår for diplomaterne. Som tidligere tillidsrepræsentant og næstformand i samarbejdsudvalget har Sven Gad da også haft sine kampe med Ulrik Vestergaard Knudsen. Alligevel har Sven Gad heller ikke her noget at udsætte på departementschefen. ”Han har virkelig kæmpet for vores sag. Han satte sig selv i spidsen for flere af de forhandlinger, der har været med Finansministeriet, men her har der været en bunden opgave, hvor jeg faktisk synes, han har fået det bedste ud af det potentiale, som der nu engang var,” siger Sven Gad. Stærk kommunikator Potentiale var der masser af, da Ulrik Vestergaard Knudsen som ung kom til

122

altinget

Udenrigsministeriet. Et ”lysende talent” blev han kaldt, ikke mindst på grund af sin enorme politiske musikalitet og analytiske skarphed. Ulrik Vestergaard Knudsen har da også været en meget synlig og tydelig leder for organisationen, mener Lone Dencker Wisborg. ”Og så er han visionær. For eksempel synes jeg, at hans forslag til udenrigsministeren om at udnævne en tech-ambassadør i Silicon Valley var ret genialt ud fra tesen om, at de store tech-virksomheder i virkeligheden påvirker vores hverdag i Danmark langt mere, end mange andre lande gør. Det er jo også et diplomatisk initiativ, der har givet genlyd ude i verden,” siger hun.

Bidt af sport I det hele taget skal man tage sig gevaldigt sammen, hvis man vil slå Ulrik Vestergaard Knudsen. For departementschefen er konkurrencemenneske med stort K. Om det så er det politiske spil, en duel på tennisbanen eller managerspil i cykling og fodbold i dyst mod kollegerne. ”Han er en total sportstosse,” som Lone Dencker Wisborg formulerer det. Eksempelvis er der til sommerfesterne linet flere timers sportskonkurrence op, inden de ansatte kan nå til maden. Og departementschefen ynder også at invitere kolleger fra sjette sal hjem til sig selv til en gang havetennis, hvor alle ved, han er storfavorit. ”Det svarer jo lidt til, at Messi inviterer fodboldamatører hjem for at dyste i at jonglere med en bold,” som Poul Kjar udtrykker det. GGGI-sagen gav rystelser De tektoniske plader under dansk udenrigspolitik har været i betydelig bevægelse de senere år med begivenheder som Brexit og Donald Trump som ny amerikansk præsident. Det synes dog alligevel at være en indenrigspolitisk sag, der har rystet departementschefen mest. Blot halvanden måned efter Ulrik Vestergaard Knudsens tiltræden gik udviklingsminister Christian Friis Bach (R) af i november 2013. Tre embedsmænd havde begået tjenstlige forseelser, og Christian Friis Bach trådte tilbage, fordi det stod klart, at han havde videregivet forkerte oplysninger om rejseregler i GGGI. Forløbet skød Ulrik Vestergaard Knudsen endnu længere tilbage end sin forgænger i arbejdet med at skabe et godt ren-

ommé blandt borgerne. Og spørger man Martin Marcussen, så er Ulrik Vestergaard Knudsen slet ikke nået i mål med at få skabt en respekt for og tillid til udenrigstjenesten i den bredere befolkning. ”Men jeg mener faktisk ikke, at det er på grund af hans egen indsats, at han ikke har nået alle mål. Han er ekstremt dygtig. Måske ligefrem en af de bedste, vi har haft i rigtig, rigtig mange år, men omstændighederne har simpelthen ikke været nådige, nærmere umulige,” siger Martin Marcussen. Respekt skal der til gengæld nok være masser af, når Ulrik Vestergaard Knudsen inden årets udgang for en gangs skyld selv bliver hovedperson i en af Udenrigsministeriets afskedstaler.

Blå bog

Ulrik Vestergaard Knudsen • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet • Født 14. februar 1969 Arbejde: • 2013-18: Departementschef i Udenrigsministeriet • 2013: Group director for International Policy, Vodafone, London • 2010-13: Ambassadør, departementsråd, Statsministeriet • 2008-09: Ambassadør ved OECD og Unesco • 2004-06: Ambassadør, presserådgiver i sekretariatet under udenrigsminister Per Stig Møller (K) • 2003-04: Økonomisk rådgiver, ambassaden i London • 2001-03: Presserådgiver i sekretariatet under udenrigsminister Per Stig Møller • 2001: Chef for sekretariatet under udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) • 2000: Ministersekretær for udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) • 1998-2000: Ambassadesekretær, ambassaden i Washington • 1997-98: Ekstern lektor, Københavns Universitet • 1997: Ambassadesekretær, ambassaden i Moskva • 1994-96: Fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Kilde: Udenrigsministeriet

ª: udflytning

Altinget flytter med, når staten flytter ud

Tegn ment abonne et : g på Altin g in udfly tn k / d . altinget e p r o ev

y portal på Altinget for ledere og medarbejdere i stat og kommune: N Få guides, gode råd og debat om den næste bølge af udflytninger af statslige arbejdspladser på Altinget:udflytning

Find alle 24 portaler på Altinget.dk Altinget er det danske webmedie, der mest intensivt dækker dansk politik og EU

Danmark i den store verden

Udsyn til verden er en af hovedingredienserne i Mandag Morgens DNA. Både når det gælder om at fange tendenserne i international politik og beskrive de store linjer omkring klimaaftale, handelspolitik og energipolitik. Claus Kragh er Mandag Morgens erfarne europaredaktør, som holder øje med de politiske, økonomiske og erhvervsmæssige udviklinger, der har betydning for Danmark. Danmark er som en lille åben økonomi dybt afhængig af internationalt samarbejde. Mandag Morgen skærer i sin europæiske og internationale dækning igennem breaking newsstøjen og alle mellemregningerne. Vi giver perspektivet og de realistiske analyser af, hvordan internationale udviklinger påvirker Danmarks rammevilkår i bred forstand.