Mine Rødbeder Strandbeden, der er rødbedernes forfader, har været kendt i flere tusind år og vokser stadig vildt langs Europas kyster. I Danmark findes den blandt andet ved Storebælt. Strandbeden udvikler ikke en opsvulmet rod som rødbeden. Romerne var de første til at forædle strandbeden for rodens skyld, og allerede dengang fandtes der planter med både gule, lyserøde, hvide, grønne og sorte rødder. I første omgang var den dog mest betragtet som en lægeurt. De første beretninger om rødbede kommer i 1500-tallet, hvor efter arten blev spredt fra Sicilien til England, Skandinavien, Rusland og Østeuropa. Fra engang i 1700-tallet har rødbede været almindeligt dyrket til spisebrug. I Central- og Østeuropa blev og er rødbeden stadig en vigtig grøntsag, fx i suppen borsjtj, og i Skandinavien blev den brugt i sildesalat og i rødbedesalat. Beden blev senere udviklet til foderroe og sukkerroe. Den første sukkerroe-sukkerfabrik blev oprettet i 1802 i Schlesien i Centraleuropa. I dag, hvor rodfrugter og nordisk mad igen er blevet moderne, anvendes rødbeden langt mere varieret end tidligere. Det er ikke kun roden af rødbeden, vi spiser. De spæde blade af rødbeder er fine i salatskålen, og de er under betegnelsen babyleaves (babyblade, red.) blevet så populære, at de kan købes i de fleste supermarkeder.
Farve, facon og smag
Det danske navn rødbede antyder fejlagtigt, at der er tale om røde beder. Røde rødbeder er ganske vist de mest almindelige, men der findes også hvide, gule og rød-hvid stribede rødbeder. Den stribede hedder Chioggia. Variationen i form er stor. Rødbeder kan være runde, flade, cylindriske eller spidse. Uanset form og farve har rødbederne en karakteristisk smag. Jo mørkere farve, jo kraftigere smag. De hvide og gule rødbeder er gode at bruge syltede i madpakken. De smitter ikke af som de røde. Rødbede-knolde kan spises rå og rives og blandes i salater. De kan også syltes, koges, bruges til rødbedesuppe, spises hele eller bages i ovnen. Saft fra rødbeder kan drikkes som rødbedesaft/rødbedejuice. Blade fra unge rødbeder kan bruges i salater. Endelig kan rødbeder bruges til rødbedevin eller rødbedeeddike. Siden 1800-tallet har rødbeder fortrinsvis været brugt i konservesindustrien, hvor de efter eddikesyltning er klar til at lægge på leverpostej eller kan anvendes som en ingrediens i sildesalaten.
Vitaminrig
Rødbeder er sprængfyldte med B- og C-vitaminer og kalium og indeholder store mængder folacin, der er et nødvendigt vand opløseligt vitamin til dannelse af hvide og røde blodlegemer. Rødbeder hører til blandt de moderat energiholdige grønsager med et relativt højt sukkerindhold. Ni gram ud af hundrede er sukker. Det er dog ikke så højt som de nært beslægtede sukkerroer. Energiindholdet på 213 kilojoule per 100 gram er noget højere end for gulerødder og noget lavere end for kartofler. ·
Syltede rødbeder 1 kg rødbeder lage af: ½ liter eddike 200 g sukker Ca. 3 cm peberrod skåret i skiver 1 spsk. konserveringsmiddel De hele rødbeder koges møre i let saltet vand, hvorefter de afkøles. Når de er helt kolde, skæres toppen og rodspidsen af, skrællen gnides af rødbederne, som skæres i skiver og lægges lagvis i et glas med peberrodsskiverne. En lage af sukker og eddike koges, skummes, tilsættes konserveringsmiddel og hældes over rødbederne. Glasset lukkes med et tætsluttende låg.
En flot rød farve Hvad har rødbeder og ketchup med hinanden at gøre? Farven selvfølgelig! Farvestoffet betanin, som findes til overflod i rødbeder, er også med til at give ketchup den flotte røde farve. Naturlig rød farve udvundet af rødbede er velegnet til alle former for slik, bolsjer, vingummi, skumfiduser, kager, glasur og marcipan. I levnedsmiddelindustrien bruges rødbedeekstrakt som rødt farvestof (E-nummer: E-162 Rødbedefarve).
I familie med sukkerroen Rødbede tilhører bedeslægten sammen med bladbede, spinatbede, sukkerroe, runkelroe og strandbede. Bedeslægten er en del af amarant familien, som også omfatter spinat. Rødbede er toårig som så mange andre af vore grønsager. Første år danner den en opsvulmet rod, hvor der oplagres energi til brug for blomstring og frøsætning i den følgende sommer.
Ældre Sagen nu februar 2012
11