2 minute read

KVINDEFODBOLD

AGF Kvindefodbold kunne i 2022 fejre sit anden år efter vi siden 2020 - i samarbejde med IF Lyseng og VSK - har haft en eliteoverbygning med et hold i Gjensidige Kvindeligaen og et U18 DM og U16 DM pigehold.

2022 bød på både højde- og lavpunkter for førsteholdet. Først gik holdet ubesejret gennem kvalifikationsrækken til Gjensidige Kvindeligaen. Men i efteråret blev det til for mange ustabile resultater. Og til trods for, at der var en mulighed helt til sidst, hvor alt kunne afgøres i årets sidste kamp, blev det i sidste ende ikke til nok point til mesterskabsspillet i Gjensidige Kvindeligaen, hvorfor holdet igen til foråret skal spille om forbliven i ligaen til næste sæson.

I Kvindernes Pokalturnering vandt holdet alle sine tre kampe i efteråret og er derfor nu klar til kvartfinalen, der spilles til marts 2023.

AGF Kvindefodbolds cheftræner for ligaholdet, Katrine S. Pedersen stoppede som cheftræner ved udgangen af 2022 efter hun ikke fik forlænget sin kontrakt. En ny cheftræner forventes at være på plads inden forårssæsonen starter.

I løbet af 2022 har AGF Kvindefodbold sat endnu mere turbo på professionalismen og langt de fleste førsteholdsspillere er nu på kontrakt. Et vigtigt parameter i AGF’s arbejde med kvindefodbold er en bedre balance i spillernes liv, hvor de uddanner sig og arbejder ved siden af deres sport i en såkaldt “Dual Career”.

Blandt andet har AGF Kvindefodbold indført to professionelle dage om ugen, hvor der er fuld fokus på fodbolden. I en slags “Aarhusmodel” for kvindefodbold sigter AGF på den måde ikke efter ligestillede vilkår mellem 3F Superligaen og Gjensidige Kvindeligaen, men vi stræber efter at skabe et langt bedre udgangspunkt for at blive en dygtigere fodboldspiller, og det gør vi blandt andet ved at nytænke spillernes hverdag.

AGF vil gå forrest og tage ansvar for udviklingen af kvindefodbolden i Østjylland. Og det handler om, at vi skal etablere gode rammer for kvindelige fodboldspillere, der gør dem i stand til i højere grad at realisere deres potentiale.

AGF Kvindefodbold satser også på talentarbejdet. I AGF Kvindefodbold er der derfor et U18 DM liga-hold og et U16 DM ligahold, og begge hold havde et flot 2022. U16 DM vandt således guldmedaljer, mens U18 pigerne vandt bronze.

I 2022 var tre spillere fra AGF Kvindefodbold udtaget til landsholdsopgaver på seniorsiden, mens hele 15 AGF-spillere var udtaget til ungdomslandshold.

AGF Kvindefodbold satte i foråret tilskuerrekord for Gjensidige Kvindeligaen med 1.357 tilskuere. Den blev dog senere slået, da HB Køge fik overrakt guldmedaljer. I efteråret 2022 satte AGF Kvindefodbold en ny tilskuerrekord for AGF, da 1.423 tilskuere overværede en kamp mod Brøndby IF i Ceres Park. AGF Kvindefodbold havde i 2022 det næsthøjeste tilskuergennemsnit i dansk kvindefodbold.

Alle AGF Kvindefodbolds kampe kan i foråret ses live på Kvindeliga.dk og følges på AGF’s platforme, mens kampene i Gjensidige Kvindeligaen kan følges på TV3 Sport og Viaplay.

SPILLERPROFILER