gribe ind. Min far vidste også, at hvis han gik til forældrene og klagede, så ville det måske blive endnu værre. Så en dag havde de fundet på noget rigtigt grimt. De havde fået fat i nogle store grene, som de trak henover motorhjelmen på min fars bil, så der kom nogle ridser i lakken. Det var nu ikke sikkert, at det var meningen, at bilen skulle ridses, for drengene var ikke ondskabsfulde, men de vidste, at det ville irritere præsten. Og det synes de var sjovt. Det var et ømt punkt, de dér havde ramt. For min far havde lige fået en ny bil og han passede og plejede den og var meget forsigtig med, at der ikke skete skader på den. Det var en flot rød Folkevogn af den gamle slags. Det var før, der var noget, der hed Passat, Golf og Polo. Blot en Folkevogn med motor bagi og bagage-
rum foran. Min far havde altid haft Folkevogn, og det kunne ingen lave om på. Men han var rigtig ked af det, der var sket. Måske forsikringen ville klare det, men så røg hans selvrisiko og præmien ville blive sat op. Skulle han gå til drengenes far og bede ham betale regningen? Nej, det gjorde han ikke. Han måtte finde på noget, der kunne få Sebastian, Kasper og Orla til at forandre sig. Så fik han en lys idé. Han gik ned til købmanden og købte en stor pose blommer af den bedste slags. Derefter gik han ind i opgangen ved siden af, op til første sal og ringede på hos Sebastian, Kasper og Orla. Det var deres mor, der åbnede døren. ”Var drengene hjemme?“, spurgte min far. ”Hvad har de nu lavet?“ tænkte deres mor, men hun sagde ikke noget andet end, at ”de var ude at lege.“ ”Vil De ikke nok give dem denne pose blommer og hilse fra præsten i opgangen ved siden af?“ Deres mor så meget forbavset ud og fik fremstammet et, ”Tak, det skal jeg nok!“ Mærkeligt nok så min far ikke noget til de tre drenge de næste par dage. Men en dag, da han kom ud af opgangen, hvor vi boede, og slæbte på sin fyldte mappe og en tung båndoptager for at bære dem hen til bilen, mødte han Sebastian, som var den største af drengene. ”Goddag, skal jeg hjælpe Dem med at bære?“ De andre to stod lidt på afstand og kikkede på. ”Ja tak,“ sagde min far. Og fra den dag af var der ingen drillerier. Derimod var alle tre drenge meget hjælpsomme, når min far havde brug for det. – De blev faktisk rigtig gode venner.
15