Richard Müller, theol. dr., tidligere professor ved Middle East University i Beirut
Fischer, var tidligere præster i den katolske kirke. De skrev endda bøger om emnet. Men som det var almindeligt dengang, blev deres bøger brændt, hvis de afveg fra den almindelige opfattelse. Vi ved alligevel en del om deres tanker fra de bøger, der blev skrevet imod dem. Som mange andre gendøbere blev Glait og Fischer henrettet for deres tro. Men deres tanker og tro overlevede i de kirker, der kun døber troende, og hos de kristne, som holder fast ved sabbatsbuddets gyldighed og fejrer sabbat uge for uge til Guds ære. Man kan sige, at der, hvor de store reformatorer ikke kom i gang med reformationen, – kirkesynet – dåben – hviledagen – adskillelse af kirke og stat – læren om den udødelige sjæl/ helvede, mm., – er der stadigvæk meget at gøre for at reformere kirken. EN VEDVARENDE REFORMATION EFTERLYSES Også på andre områder trænges der til en vedvarende reformation. Her tænker jeg f. eks. på det, som først udløste reformationen, nemlig læren om aflad. Tilsyneladende har man i dag glemt, hvordan reformationen begyndte, og Luther gjorde op med dele af den katolske forståelse af bodssakramentet. Han kom nemlig til den erkendelse, at frelsen er en gratis gave fra Gud, som han skænker til enhver, der vil modtage den i tro. Derfor brugte han begrebet ”sola gratia“ (”nåde alene“) og ”sola fide“ (”tro alene“). Et menneske bliver frelst af nåde alene ved tro – ikke ved gerninger, heller ikke ved tro og gerninger, som romerkirken lærer. Gerningsaspektet kommer nemlig tydligt til udtryk i bodssakramentet. Når man skrifter sine synder foran præsten, tilgiver han på Guds vegne og pålægger en straf, som kan bestå af fremsigelse af bønner, pilgrimsrejser, velgø-
renhedsgerninger eller andet. Men kirken kan også være nådig og eftergive straffen. Man får med andre ord aflad. Dette aflad er bygget på Kristi, Marias og helgeners overskydende gode gerninger, som kirken forvalter. Gennem aflad kan man foruden at hjælpe sig selv også hjælpe de afdøde, ved at afkorte deres lidelse i skærsilden. Netop på dette område blev handelen med afladsbreve på Luthers tid udnyttet af kirken, som han opponerede så kraftigt imod. På dette område skal der stadigvæk reformeres. Tanken om kirkens aflad er ikke taget af bordet indenfor den katolske kirke. Både pave Johannes Paul II og pave Frans erklærede henholdsvis jubilæumsåret, år 2000, og året 2016 som aflads-år, hvis man opfyldte visse betingelser. Her blev der ikke direkte handlet med penge, men gerningsaspektet for at opnå frelsen er bibeholdt. REFORMATIONENS NØGLESANDHED KOMPROMITTERET Det er derfor totalt uforståeligt, at det Lutherske Verdensforbund og den Katolske Kirke i 1999 kunne underskrive ”Fælleserklæringen om retfærdiggørelse“ – reformationens nøglesandhed – og acceptere, at bodssakramentet og dermed gerningsaspektet i frelsen, igen blev inkluderet i ”Fælleserklæringen“. Måske er det derfor, at lutheranerne ikke protesterede, da pave Frans udråbte 2016 som et ”helligt år“ eller et ”barmhjertighedens år“, ét år før lutheranernes fejring af 500 års reformationsjubilæet. Efter Luthers forståelse og ifølge Bibelen er der kun én, der kan give ”aflad“, og det er Kristus på grund af hans død og opstandelse. Det kan hverken pave, biskop eller præst. Og den enkelte kan henvende sig direkte til Gud, i Jesu navn, for at få tilgivelse. Han eller hun behøver hverken Maria eller helgener eller præsten som mellemmand. Adgangen til Guds nåde er fri.
13