Page 1

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Nødhjælp og udvi

Nødhjælp og udvi

Relief and devel

25 ÅRS JUBILÆUMSHÆFTE


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

2 / Leder

Indholdsfortegnelse / 3

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

ADRA Danmark har i 2012 nået sølvets alder. Frøet, der blev sået for 25 år siden, har slået rod og har vokset sig stort. Dette hæfte kan umuligt beskrive den vækst træet har været igennem eller hele træet med Danmark Danmark Danmark alle dets grene, og det er med stor ydmyghed og taknemmelighed, jeg ser tilbage på alle de mennesker, der har været involveret. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Historiske artikler

Leder.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Danmark Indholdsfortegnelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Der er dem, der donerede og gav, ildsjælene der sled og ofrede en del af deres liv for at skabe væksten. Drevet af et inderligt ønske om retfærdighed og medmenneskelighed gik mange meget længere, end Danmark det kunne forventes. Det er også med stolthed og glæde, jeg ser tilbage på alle de mennesker, der tog imod den udstrakte hånd og fik nyt håb og en bedre fremtid. ADRA Danmark har skabt ét liv for millioner af mennesker, der sad fast i håbløshedens klæbrige dynd. Denmark Ikke alene er historien spændende, men der er også sket en utrolig udvikling med ADRA Danmark siden begyndelsen. Fra at fokusere mest på menneskers øjeblikkelige behov, der blev af hjulpet af konkrete projekter og gaver, til i dag at fokusere på de blødere værdier som menneskerettigheder og bæredygtighed, partnerskab og ikke mindst lokalt ejerskab og ansvar. Nødhjælp og udvikling

Kaldet til at hjælpe. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4-17

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Med udgivelse af dette hæfte ser vi tilbage på de 25 år - ja helt tilbage på adventistkirkens store arbejde for mennesker i nød, der skabte fundamentet for ADRA Danmark og det verdensomspændende netværk, vi er en del af. Guds velsignelser har medført at arbejdernes møje ikke var forgæves, derfor kan vi med glæde mindes de mange forskellige aktiviteter i de mange forskellige lande. Efter den historiske del i hæftet får de tre generalsekretærer lov til at fortælle om deres oplevelse af at have ansvaret for væksten. Udover at hjælpe mennesker ét liv ad gangen, har ADRA Danmark påvirket regeringer, freds- og forsoningsprocesser, uddannelsesinstitutioner, sundhedsvæsen, foreninger og grupper, og givet millioner ny viden og en stemme, så de selv kan deltage i opbyggelsen af deres eget lokalsamfund. Herhjemme har ADRA Danmark opnået voksende anerkendelse, og jeg er dybt taknemmelige for alle de private donorer der hjælper år efter år, for det meget gode samarbejde vi altid har haft med Udenrigsministeriet, og for invitationer fra Hendes Majestæt Dronningen til deltagelse ved festlige lejligheder. Vi har oplevet Statsministeren og undervisningsministeren holde grundlovstale inspireret af ADRA Danmark, og at kendte sangere og skuespillere har afholdt indsamlingskoncerter og lavet film til TV til støtte for ADRA. Desuden har vi igennem en årrække været med i DRs Danmarksindsamling - og jeg kunne blive ved. Også en stor tak til endnu en frivillig, Arthur Hansen, der har skrevet den samlede historie, du kan glæde dig til at læse i dette hæfte. Hans beretning er krydret med små indslag og fakta bokse, som i glimt beskriver træet. Jeg ved du vil nyde denne spændende rejse gennem ADRA Danmarks historie, glædes over de mange gode resultater og blive grebet af lysten til at være med til at ændre verden - ét liv ad gangen. Lehnart Falk, generalsekretær for ADRA Danmark

Indslag og faktabokse

Når liv ændres. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20-22

ADRA på skærmen i 5A. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Bodil Lund.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 ADRA Nyt forsider. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Spændende aktiviteter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Huse stor succes. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18-19 BYG1BY. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Generalsekretærerne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Helge Andersen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26-31

Solidt skolebyggeri. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Flygtningemodelhus i fuld størrelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 ADRA Business. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32-33

Birgit Philipsen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34-40

Demokrati til tiden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 98 årige Else Mortensen ejer 32 huse. . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 Spare-låne-grupper.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41

Lehnart Falk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42-48

Danmarks mest velgørende Oldboys. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Grafer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Til havefest hos Dronningen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

Sult. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50-58

Darfur - en glemt krise. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Hvor svært kan det være?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 ADRA Danmark med i DRs landsindsamling. . . . . . . . 59

Hvorfor dør vi?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60-67

Inspirator med stor gennemslagskraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Hiv er ik’ for børn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Rwanda. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68-75

Fred og forsoningsarbejde.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 ADRA sætter standart. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74

Den lange vej tilbage. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76-80

Igangsættere - de kan selv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81

På flugt gennem natten. . . . . . . . . . . . . . . . 82-89

ADRA projekt vinder fornem pris. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 Hjælpeaktion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88

En dråbe i havet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90-92 Et ord om bogen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93-94

Litteraturliste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Udsendte og ADRA. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Bent Møller Nielsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96-97

ADRAs ansatte gennem tiden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98-99

Jubilæumsskriftet udgives af ADRA Danmark Concordiavej 16 · 2850 Nærum Tlf.: +45 4558 7700 Gironr.: 868 8222 www.adra.dk

Værdigrundlag ADRA Danmark er en humanitær hjælpeorganisation oprettet af Adventistkirken. ADRA Danmark arbejder ud fra det kristne livssyn: ”Du skal elske din næste som dig selv,” og lægger vægt på respekten for alle menneskers ligeværd og ret til at udtrykke sig kulturelt, religiøst og politisk, samt frihed til individuel udvikling og ret til en retfærdig andel i jordens ressourcer.

Redaktør Fotos Bjørn Krøll ADRAs og HASDAS arkiver Forside foto Bjørn Krøll

Grafisk produktion Dorte Ottosen

Oplag 3.000 stk. ADRA Danmark er medlem af ISOBRO

Fradragsberettigede gaver til ADRA Danmark: Ligningslovens §8A giver mulighed for fradrag på selvangivelsen for gaver til ADRA Danmark på op til 14.500 kroner for hver ægtefælle. Større gaver til ADRA Danmark kan fratrækkes under ligningslovens §12. Dette forudsætter, at man forpligter sig til at betale et bestemt beløb eller en bestemt procentdel af ens indkomst i 10 år. Man kan også oprette et testamente til ADRA Danmark. Arv og legater til ADRA Danmark er fritaget for arveafgift. ADRA Danmark rådgiver gerne i forbindelse med disse gave- og fradragsmuligheder.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

4 / Kaldet til at hjælpe

Kaldet til at hjælpe / 5

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Jeg er kunDanmark én; menDanmark jeg er stadig Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

én.

Jeg kan ikke gøre alt, men jeg kan stadig gøre noget. Danmark Jeg vil ikke nægte at gøre, hvad jeg kan.

KALDET

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Helen Keller (Blind og døv amerikansk forfatter) Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Denmark

til at hjælpe En kort historisk oversigt over adventisternes involvering i nødhjælp

Meni g tøj til hedssøstre or udsen delse dner

Typisk appel billede de første år: ”Vi må hjælpe det stakkels barn”

Billede fra 1930 – En anden tidsalder, hvor kolonimagterne bestemte og kendskabet til Afrika var minimalt.

Relief and development


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

6 / Kaldet til at hjælpe

Kaldet til at hjælpe / 7

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nøden i øjenhøjde

I 1989 deltog jeg i en gudstjeneste i en af adventistkirkerne i Washington DC. Taleren den dag var verdenslederen for Danmark Danmark ADRA, Ralph Danmark Watts. Jeg måtte med skam indrømme, at mit billede af, hvad ADRA egentlig lavede, var en smule tåget på det tidspunkt. Jeg skulle flyve tilbage til Danmark næste Danmark dag – en begivenhed, der lagde en lammende dæmper på mit humør og gjorde, at al aktivitet, der var mere kompliceret end at snøre mine sko,Danmark var en umulighed. Jeg delte skæbnefællesskab med 50 % af verdens øvrige befolkning – jeg havde en gennemført aversion mod at sætte mig i en flyvemaskine, og i dagene forinden lagde det beslag på al min energi. Men Ralph Denmark Watts indledte sin gudstjeneste den dag med en anekdote, der rev mig ud af min selvmedlidenhed og fangede min interesse for det arbejde, ADRA udfører. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

På et af sine fieldtrips til Haiti sad han en morgen godt forkælet af hotellets udbud af air condition, TV og køleskab med alt, hvad det tilbød den rejsende af læskedrikke i et bagende varmt klima. Roomservice bragte netop i det øjeblik en morgenbakke, der fuldt ud ville holde energien på et optimalt niveau under den krævende inspektion af organisationens projekter, der ventede den dag. Tjeneren satte bakken på bordet, og Watts hældte cornflakesene i skålen og greb ud efter mælken. Netop i det øjeblik kom han til at skæve ud af vinduet. Udenfor sad en ca. 10-årig dreng kun iklædt shorts. Ribbenene kunne tælles – selv på den lange afstand. Mellemgulvet virkede hult, arme og ben som tændstikker, mens han forsøgte at tigge af turisterne, der passerede forbi. Men i sin forarmede situation var han alligevel heldig. Mange forældre brækker arme og ben på deres børn, mens de er små, fordi krøblinge appellerer bedre til turisternes medlidenhed og derfor kan slæbe flere penge hjem til familien. Scenen rørte ved Watts hjerte. Han sagde: ”Hvordan kunne jeg sidde uberørt i min forkælede tilværelse og nyde min morgenmad i mit afkølede hotelværelse, mens en dreng uden for mit vindue led alle afsavnets kvaler?” Så Watts gik ud og serverede sin morgenmad til drengen på gaden. Spørgsmålet er: ”Burde vi ikke alle give andres nød en mere fremtrædende plads i vores tilværelse?” Den østrigske psykiater Viktor Frankl hævdede, at det er menneskets søgen efter mening, der er den stærkeste drift i vores tilværelse – og at den bl.a. kan findes ved at gøre noget godt for andre.

Den barmhjertige samaritaner

For ca. 2000 år siden stod Jesus i en situation, hvor han havde brug for at illustrere, hvor vigtigt det er, at vi involverer os med mennesker omkring os, når de er i nød. Som altid finder han en illustration, der med millimeterpræcision fastslår problemet, da han fortæller lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner” – en fortælling, der på udfordrende vis fortæller, hvad sand nødhjælp er og ikke er. Budskabet i lignelsen vil, hvis det bliver taget til indtægt, for altid ændre vores såvel som de berørtes tilværelse i radikal grad, og fortællingen er derfor siden blevet brugt som inspiration af kristne såvel som ikke kristne til at illustrere, hvad sandt engagement i tilværelsen er. Det, der også med et smukt gammeldags ord har fået betegnelsen næstekærlighed. I 1960’erne skabte komponisten Burt Bacharach i en lidt mere poppet udgave et megahit baseret på den samme tanke: ”What the World Needs Now, Is Love Sweet Love”. Sagt med få ord er den situation, som Jesus vælger at beskrive i sin lignelse, en fortælling om en rejsende på vej til Jeriko – en af verdens ældste byer, der er i dag frister en ofte overset tilværelse på den omstridte Vestbred, men som i lange perioder af historien har været en vigtig handelsby. Den rejsende i fortællingen får en hård medfart af nogle af de stedlige slagsbrødre, der enten har haft en sur dag og på deprimerende

velkendt vis har fået aggressionerne levet ud med hensynsløs vold mod en sagesløs eller har opdaget, at manden har noget, de kan bruge. Uanset hvad årsagen er, gør de på voldsom vis kort proces med den rejsende og efterlader ham bevidstløs og blødende på vejen.

Danmark

1968 - Forsendelser pakket fra Svanevej menighed.

Nødhjælp og udvikling

Offeret for voldshandlingen ligger ikke ubemærket særlig længe. Et par af samfundets pinger – en præst og en levit kommer forbi, og man kunne vel have forventet, at deres profession alene ville have fået dem til at reagere med lidt tiltrængt førstehjælp, men enten bliver de bange for, at den samme skæbne vil overgå dem, eller også har de brugt for meget tid på teoretisk debatteren, så de har mistet al praktisk sans og nu føler sig hjælpeløse i en situation, der kræver hurtig og effektiv handling. Så de går videre og overlader manden til sin skæbne. Efter nogen tid kommer der imidlertid en samaritaner forbi. Som Florence Nightingale et par årtusinde senere reagerer han, hvor ingen andre vil reagere, og bringer håb, hvor håbet ikke mere eksisterer. Uden tanke for den fare, der kunne være forbundet med indsatsen og uden småligt hensyn til, hvad det var for en mand, han involverede sig med, yder han effektiv førstehjælp til den nødstedte, hvorefter han læsser ham på sit æsel og tager ham med til en kro. Han giver værten nogle penge og beder ham tage sig af den medtagne rejsende med løftet om, at han på tilbagevejen vil komme forbi og betale ham for de ekstraudgifter, værten måtte have haft i forbindelse med den livreddende indsats. Samaritaneren udmærker sig også ved, at han ikke var prototypen på en helt. Han arbejdede bestemt ikke uden risiko. Han tilhørte en udstødt gruppe, der konstant var offer for omverdenens hån og aggressioner, så hvem kunne have bebrejdet ham, hvis han hurtigt havde vendt ryggen til den voldsomme scene, der mødte ham den dag på vejen til Jeriko, og i stedet skyndsomt var sprunget på sit æsel og galoperet i sikkerhed. Gennem Jesu fortælling kommer han imidlertid til at stå for eftertiden som et eksempel på den næstekærlighed og det reaktionsmønster, som Jesus anbefaler til efterfølgelse, når vi her mange år senere møder mennesker i nød. For den kristne NGO’er er hans tro derfor den største motivation - at han ved, at alle mennesker er unikke, fordi de er skabt i Guds billede. Derfor er de af uendelig værdi, og derfor ”tvinger” kærligheden til medmennesket os til at ile med nødhjælp til dem på den anden side af jordkloden, som vi aldrig tidligere har mødt. Psykiateren Viktor Frankl fortalte også om, at de første, der døde KZ-lejrene, var dem, der havde mistet håbet. Derfor er det også en af vores vigtigste opgaver – at skabe håb gennem: − Øjeblikkelig og livreddende indsats i katastrofesituationen − Stabilisering af de ramte, når den øjeblikkelige krise er overstået − Bistand til, at de selv kan genskabe deres tilværelse Alle kan ikke gøre det samme – men vi kan alle gøre en forskel, når der er nød. (Frit fortolket efter Lukas 10,25-25) Derfor er ADRA’s vision for verden et sted: − hvor social ansvarlighed og medfølende tjeneste er den drivende kraft og belønning i sig selv − hvor alle mennesker har lige ret og muligheder og håb for fremtiden − hvor alle mennesker har mulighed for at nå deres fulde potentiale gennem vækst og udvikling.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Ligeledes er ADRA’s mission: − at lindre menneskelig lidelse − at fremme personlig værdighed og arbejde for social retfærdighed − at udvikle social kapital, bekæmpe fattigdom og fremme vækst og udvikling

Oplevelsen af et behov

Historisk set har en af grundstenene i kristendommen da også altid været ønsket om at yde hjælp til dem, der var i nød. I filmen ”Florence Nightingale”, der handler om den kvinde, der vel uden nogen sammenligning næsten egenhændigt gav syge og lidende et håb og en værdighed, de ikke havde haft siden Jesu tid, viser man, hvordan hun kommer hjem fra Krimkrigen og udmattet falder om på sine forældres dørtræ. Da hun vågner op i sengen, hvor den tililende familie har lagt hende, funderer hun over sin skæbne, mens hun prøver at komme til hægterne igen: ”Min elskede mor og far. Hvor de sloges for at holde mig hjemme. Men nu da jeg er en national heltinde – hvor stolte de er? De kalder mig endda modig. Modig? For at gøre min pligt?” I et flashback tænker hun tilbage til det øjeblik, hvor hun vidste, hun måtte af sted, da hun hørte en stemme. ”Jeg fik at vide på uomtvistelig vis, at mit liv tilhørte Gud. At han havde arbejde for mig at udføre.” Og hun svarede: ”Ja Herre – lad mig tænke på din vilje og kun din vilje. Lad mig tjene dig alene.” Som mange andre kristne har adventisterne også en lang tradition for at hjælpe nødstedte – og en tro på, at Vorherre kommunikerer med os og ændrer verden på uforklarlig vis ved, at man svarer, når han på nænsom vis rører ved ens ”hjertestrenge”. ADRA’s arbejde ville være umuligt, hvis ikke der var folk, som svarede beredvilligt på den slags ”kald”. En langt større filosof end jeg og videnskabsmand foruden ved – ved navn Blaise Pascal – kæmpede også med at forklare, hvorfor hans tilværelse var influeret af dette svært forklarlige og dog meget håndgribelige mysterium om Guds nærhed og realitet i hans liv, da han sagde: ”Jeg ved, at jeg ved, at jeg ved.”

Joseph Bates, en af de tidlige adventister – blev således overbevist om, at det var hans kristne pligt at identificere sig med de sortes skæbne og tage ned til USA’s sydstater i 1868 – 3 år efter Den amerikanske Borgerkrig er slut, for at fortælle de frigivne sorte, at evangeliet kan give dem håb om et bedre liv. Det skorter ikke på advarsler om, hvor farligt et projekt det er. Den netop dannede organisation Ku Klux Klan har ikke megen tålmodighed med folk, der anser sorte som deres ligemænd. Han tager alligevel af sted, og det varer heller ikke længe, inden han står i en forsamling af hvide, hvor han bliver truet med at blive udsat for den specielle, primitive afstraffelsesform ”riding the rail”, der minder om træhesten i Danmark under stavnsbåndet. Det var en brutal afstraffelse, der ofte resulterede i, at de afstraffedes skridt blev flået op, efterhånden som de bumpede af sted overskrævs på det trekantede træ, der blev båret af to mænd. Bates er dog situationen voksen og afvæbner den hidsige floks trusler og får dem i stedet til at bryde ud i latter ved at svare: ”Det er vi klar til, Sir. Hvis I vil lægge en saddel på den, så vil vi hellere ride end gå.” 1

Med sit udgangspunkt i det amerikanske nybyggersamfund havde mange af adventistkirkens grundlæggere fra barnsben ofte af egen erfaring lært, at gensidig afhængighed og gensidig hjælp i nødsituationer var en livsbetingelse, hvis man ville overleve her på civilisationens yderste grænse. Så allerede før kirken formelt var blevet dannet, var mange af dem dybt involveret i kampen for at ændre de forfærdende sociale vilkår, der plagede store dele af den nydannede amerikanske stat – problemer som slaveri og fattigdom samt mange af følgevirkningerne som analfabetisme, alkoholisme, vold, prostitution og kriminalitet. 2 Den amerikanske historiker Henry Steele Commager skrev senere i en bog om den iver efter social reform, der prægede den tids Amerika: ”Det var en tid, der var præget af almen reform – en tid, hvor praktisk taget enhver, du mødte, på stående fod kunne levere et udkast til et nyt samfund eller en ny regering – en tid præget af uendeligt håb og uendelig utilfredshed.” Ikke underligt, at de tidlige


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

8 / Kaldet til at hjælpe

Nettbuss / 9

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

adventister med deres stærke interesse for en ny og bedre verden ligeledes blev præget af denne tidsånd og lige siden har involveret sig i bestræbelserne på at gøre verden til et sundere Danmark Danmark og tryggere stedDanmark at leve. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

I 1874 er noget af det første, den nydannede kirke gør, således Danmark også at danne velfærdsorganisationer, der skal hjælpe mennesker i nød. De findes stadig og har igennem tiden ydet hjælp med alt fra katastrofeindsats Danmark i forbindelse med oversvømmelser til uddeling af tøj til hjemløse og har således senere leveret inspiration til ADRA’s arbejde. Denmark I 1885 begynder man i mange af kirkens menigheder at indsamle penge, der skal yde medicinsk støtte til det, der har været benævnt som ”den tredje verden”. Hospitaler, klinikker og skoler blev derfor hurtigt en slagkraftig del af kirkens identitet. Læger og tandlæger fra adventisternes mest kendte hospital Loma Linda rejser stadig som frivillige til udsatte områder i verden og praktiserer hårdt tiltrængt medicinsk katastrofehjælp til mennesker, der er blevet mishandlet af skæbnen og er ude af stand til at rette op på skaderne med egne økonomiske midler. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Sikkert drevet af lige dele ægte næstekærlighed og et solidt mål kolerisk temperament får den kendte societylæge John Harvey Kellogg i 1893 tid til at grundlægge den første bymission for hjemløse og fattige i Chicago. Selv om han var mest kendt for cornflakesene, og at han som læge blev søgt af Europas og Amerikas feterede societystjerner, så havde han dog også et sundt ønske om at være med til at forbedre de fattiges vilkår i USA’s slum. I den samme ånd har mange lokale kirker i dag verden over også etableret suppekøkkener, der uddeler mad til hjemløse. Rigtigt skred i nødhjælpen kommer der imidlertid i 1908, da adventistkirkens ledelse på det tidspunkt vedtog at lancere, hvad der vel nok uden sammenligning er blevet dets mest kendte og mest effektive middel i bestræbelserne på at yde hjælp til socialt udsatte grupper - en samlet indsamling gennem alle organisationens menigheder på verdensplan. Denne indsamling går i dag under navnet ”Hjælpeaktion”, og gennem de midler, der her bliver indsamlet af kirkens medlemmer og elever på kirkens skoler, får ADRA mulighed for at finansiere projekter, der ændrer tilværelsen for mennesker i en udsat position.

En verden i krig

I 1914 affyrede terroristen Gavrilo Prinzip den 28. juni to revolverskud i Sarajevo, der på skæbnesvanger vis blev indledningen til den periode, som historikeren Henrik Jensen i en bog meget rammende har kaldt ”Ofrets århundrede”. Prisen var høj - også for adventisterne. Ud af et medlemstal på ca. 35.000 bliver 2.000 indkaldt til hæren, og 257 mister i den forbindelse livet. Nødhjælp lader sig ikke mere indskrænke til omsorg for de fattige. Pludselig er behovet for nødhjælp af kæmpedimensioner – især til krigsinvaliderne og de sårede. Byerne havde i forvejen en del fattige, der havde haft brug for hjælp. Nu bliver behovet mangedoblet, fordi manden i huset er dræbt eller gjort til invalid. 3 L.R. Conradi skrev: ”Herren har i årevis ladet os nyde fredens frugter. Nød i ordets sande betydning var ikke eller kun kendt af få. Men da tiden nu er kommet, hvor nøden virkelig er rykket tæt på ... bør vi gøre alt for at styre nøden, hvor vi kan. Enhver unødig udgift bør undgås, og den enkelte bør være desto mere ivrig efter at bestræbe sig på at tjene penge på en eller anden måde, der kan hjælpe andre.” Et lazaret oprettes på adventisternes præsteseminarium Friedensau, og menighederne sender massiv hjælp til især Østpreussen ... 4 L. R. Conradi udstikker den kurs, der på mange måder kommer til at blive bestemmende

for adventisternes hjælpearbejde – kaldt Dorkasarbejdet - i Europa med ordene om at ”… fordele hjælpen retfærdigt og upartisk.… De må til enhver tid være parate til at springe til, hvor omstændighederne kræver det ... lige så lidt må de ældre glemmes - et opmuntrende ord et venligt besøg eller en lille kærlighedstjeneste kan blive til en stor velsignelse, ... og med henvisning til den første kristne menighed (Rom16,1-2) skrev Conradi: ”Dengang oplevede vi opblomstringstiden for kirkens hjælpearbejde og støtten til de fattige. Det samme behov er der for menigheden i dag.” Ved afslutningen af krigen sendte adventisterne i USA hårdt tiltrængt hjælp til Europa, hvor verden aldrig helt ville blive den samme igen. Som den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey med næsten profetisk dysterhed havde forudsagt i 1914, da England også meldte sig som en af krigsdeltagerne: ”Nu slukkes lysene over hele Europa.” Resten af århundredet blev kun en lang bekræftelse af denne dystre forudsigelse.

ADRA på skærmen i 5A Nettbuss og ADRA Danmark gør en forskel for mennesker.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nordeuropas største buslinje, Nettbuss linie 5A i København, har tilbudt ADRA Danmark plads på reklameskærmene i bussen. Nettbuss og ADRA er gået sammen om kampagnen ”Tænk hvis ...?” Kampagnen gik i luften mandag den 7. juni 2010 og satte på en sjov og anderledes måde fokus på forskellene mellem Afrika og Danmark . Nettbuss og ADRA Danmarks kampagne blev vist på skærmene i buslinje 5A igennem året. Første film i kampagnen ”Tænk hvis …?” viser forskellene på transportmulighederne i Danmark og Afrika. Tænk hvis busserne i Danmark så sådan ud?

De første, der modtog hjælp, da sårene skulle heles efter 1. verdenskrig, var også de hårdest medtagne. Tyskland var som andre lande på bankerottens og revolutionens rand. I Rusland fik det især alvorlige følger. En alvorlig hungersnød brød ud – især i de tysktalende kolonier. 5 I et brev stod der: ”Vores situation er så alvorlig, at næsten alle heste, hunde, katte og alt kvæg er spist op…. Intet menneske kan forestille sig, hvad der udspiller sig her.... I går kom der et brev, der beskrev, hvordan 9 var døde, og 72 lå for døden i det lille lokalsamfund. Hvis ikke der snart kommer hjælp, så uddør hele kolonien i løbet af næste uge. Der er blevet lavet 3 kister til vores område, og når en dør bliver han båret til kirkegården, hvorfra han simpelthen bliver smidt i jorden.... Ja. Fru R, førhen kunne man kun læse om sådan noget i historier. Nu oplever vi det selv.... Penge har ingen værdi.” Verdenssamfundet og nødhjælpsorganisationer trådte til med hjælp. Adventisterne fandt, at det først og fremmest var deres opgave at hjælpe deres trosfæller, der led i lige så udstrakt grad som resten af befolkningen. I Tyskland og var situationen ikke meget bedre. De var gået igennem ”Kålrabivinteren” i 1917, hvor engelske skibe havde forhindret indsejling af varer til landet. 700.000 døde af sult, og børnedødeligheden steg med 50 % i landet. Men også mange andre steder i Europa mærkede man knapheden på mad, og rationeringskort blev udstedt. I Frankrig og Belgien, hvor store områder lå i ruiner, manglede der efter krigen i Tyskland såvel som i England en hel generation af mænd til at brødføde de familier, der havde betalt en høj pris for krigsgalskaben. Nogle sønderjyske krigsveteraner blandt adventisterne, der havde måttet deltage i krigen, fordi landsdelen på det tidspunkt var en del af Tyskland, fortalte i nogle interviews i forbindelse med 50-året for genforeningen i 1970 til Ernst Hansen, hvordan de selv ved flere mirakuløse hændelser undgik at blive sprængt ihjel af granaterne – men også om, hvordan deres brødre blev ofre for granatilden og aldrig kom hjem til familien igen. Men Adventistsamfundet i USA sendte som andre organisationer store nødforsyninger til de to lande. Men også til Ægypten, Tyrkiet og Mellemøsten, hvor Det Ottomanske Imperium havde mistet sin tidligere magt, blev der sendt forsyninger, samt til Rusland og senere Kina, hvor revolutionær stolthed til tider vanskeliggjorde overhovedet at erkende, at sult og elendighed var et problem. I årene efter 1. verdenskrig ulmede vreden i Tyskland. Vreden over de tabte områder og det politiske og økonomiske kaos, der hærgede efter nederlaget havde gødet jorden solidt for en mand som Hitler, der var drevet af sit oratoriske og organisaFortsættes s. 11

”Nettbuss gør en forskel for danskerne. De hjælper dem med at komme frem til tiden på en god og miljørigtig måde. ADRA Danmark gør en forskel for udsatte mennesker i Afrika, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor er det dejligt at mærke den opbakning og det overskud, Nettbuss har - et overskud til at gøre en forskel for mennesker ude i verden.” udtaler Lehnart Falk, generalsekretær i ADRA Danmark. 5A sender på normaldage 65.000 danskere gennem hovedstaden, og busruten nåede dermed sidste år et passagertal på godt 21 millioner, mens lufthavnen ekspederede 22,7 millioner passagerer gennem terminalerne. Linie 5A forventes at få så stor kundetilgang i de kommende år, at ruten kan overgå passagertrykket i Københavns Lufthavn. Dermed får den rødgule bus status som Danmarks største transportenhed. ADRA har siden samarbejdet startede samlet ind til Haiti og Afrikas Horn via sms, samt reklameret for ”Verdens bedste nyheder” og både Anne – Louise Hassing, Trine Gadeberg og Stig Rossen har været på skærmene i 5A og reklameret for ADRA. Eksempel på reklameserie på skærmen i 5A:

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

10 / Bodil Lund

Kaldet til at hjælpe / 11

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Bodil Lund Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Uden frivilliges indsats havde ADRA slet ikke kunnet klare de mange opgaver, der hele tiden kommer. Mange brænder for at hjælpe andre og har engageret sig i mange spændende støtteaktiviteter som f.eks. loppemarkeder, støttekoncerter, kagekonkurrencer, stande på markedspladser, frimærkesamling, indsamling af tøj, musical, en masse praktiske opgaver og meget mere – listen er lang. Vi er dybt afhængige og dybt taknemmelige for de mange frivilliges indsats. En af de, der har gjort en særlig stor indsats, er Bodil Lund. Hun er en ildsjæl og har formået at rejse meget store donationer af medicin og hospitalsudstyr. I 1979 var hun på sit første besøg med udstyr og medicin på Ishaka hospitalet i den sydlige del af Uganda, og så var hun i gang. Medicin, hospitalsudstyr - ja selv en ambulance fra Falck, blev sendt til Ishaka. Al forsendelse af medicin og hospitalsudstyr er i 30 år blevet betalt af den danske konsul Palle Møller i Kampala. Derefter gik der, i samarbejde med Odd Jordal, medicinforsendelser til Nigeria – Senegal – Ghana – Øvre Volta – Liberia – Tanzania – Etiopien – Kenya og Sierra Leone og flere andre lande.

På sine rejser til Uganda mødte Bodil, via sin tro, mange adventister og blev blandt andet gode venner med Dr. Kisekka, der i 1986 blev premiereminister i Uganda. En anden god ven blev også Advokat Daniel Nserebo, der nu er ledende dommer i international strafferet i FN. Hendes gode forbindelser hjalp med at få forsendelserne ind i landet uden de store problemer. I 1987 betalte NORAD (det norske Danida) hospitalsudstyr til renovering af Ishaka-hospitalet for 1,040 mio. kr.. Sammen med Lions Club i Tåstrup og ”Masangas Venner”, er Masanga spedalskhedshospital i Sierra Leone genopbygget. Igennem de sidste 6 år har 130.000 patienter fået behandling på hospitalet. En lille solstrålehistorie fra samarbejdet med Dansk Børnefond. Under et besøg på hospitalet kom en kvinde ind med store fødselskomplikationer, men for sent. Hun døde i forbindelse med fødslen af en sund lille pige. Faderen var død kort forinden, og der var ingen til at tage sig af den lille nye borger. Bodil ringede resolut til Dansk Børnefond, og der kom med det samme en aftale i stand om at støtte den lille pige, som fik et sted at være og blev sikret hjælp til uddannelse. Et godt eksempel på samarbejde og handlekraft. I samarbejde med Lions Club Dragsholm er der sendt medicin og hospitalsudstyr til Litauen, og Bodil har sammen med Dansk Afghanistan komite sørget for forsendelser af medicin og hospitalsudstyr. Igennem årene har Bodil holdt foredrag 158 steder rundt omkring i Danmark om hjælpearbejdet, og hun er stadig aktiv. En 40 fods container med medicin og hospitalsudstyr til Uganda er netop sendt af sted. Igennem de sidste ti år har Bodil samlet fondsmidler for 472.000 kr., hospitalsudstyr for 1.222.000 kr., hospitalsartikler for 1.930.000 kr. og medicin for 87.303.000 kr. I alt til en samlet værdi af mere end 90 mio. kr. – og det er bare i de sidste ti år! En imponerende indsats og en kæmpetak til Bodil for hendes ildhu.

toriske talent og en hensynsløs vilje til at nå sine mål uanset de omkostninger, det måtte få. Derfor kunne han overbevise store dele af det tyske folk om, at han var løsningen på deres længsel efter igen at opleve national stolthed og ordnede forhold. Forsøg på etnisk udryddelse og en altødelæggende 2. verdenskrig blev som bekendt det deprimerende resultat af den vision. Sult og nød er altid resultatet af krig. Balancen mellem produktion og forbrug er skrøbelig. Millioner af unge mænd var endnu engang blevet draget ind i en konflikt, hvor slutresultatet ville blive ødelæggelse af et hidtil uset omfang. Nød blev resultatet, og da krigen endelig var slut, manglede de som efter 1. verdenskrig forsørgere i familien. 3.000 adventistmedlemmer var dræbt, heraf 50 præster – 1.285 var savnet. Billederne af ødelagte og udbrændte bygninger, der som rådne, nedbrudte tandstumper rager mod himlen, mens børn og kvinder i laser og pjalter søger efter det mindste af værdi i ruinerne, er kun alt for velkendte fra eftertidens historiedokumentation af de rædsler, krigen havde forårsaget. Et par vintre med nådesløs kulde forværrede kun situationen, fordi der ikke var noget brændsel, og gjorde, at døden med brutal hensynsløshed igen fjernede mange af dem, der ikke havde kræfter til at kæmpe videre. Dødeligheden var fire gange så stor som fødslerne – i Berlin sågar 8 gange så stor. Flygtningene var presset sammen under umenneskelige vilkår og led under disse forhold. Kvinder måtte ofte tage hovedansvaret for genopbygningen og blev kendt som ”Trümmerfrauen”, mens de fyldte barnevogne med murbrokker og rensede sten, der skulle blive det første skridt på vejen til en genopbygning af landet. Kirkehistorikeren Professor Sohm søgte andre løsninger end de sædvanlige, da han om tidens nød og kaos sagde: ”Et er sikkert - det bliver ikke vores uddannelse, der vil redde os, men udelukkende evangeliet.” 6

ligesom havregrød. Det havde imidlertid ikke mistet sin tørre konsistens og var åbenbart kun beregnet til at blive fortæret, hvis det på hønsemaner blev valset i hønsenes kro, så i et par Danmark uger var familiens medlemmer så hæse, at de lyde, de kunne frembringe, ikke var mere vellydende end dem, hønsene kommunikerede med. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælpspakker begyndte dog at strømme til Tyskland fra adventister i USA, Skandinavien og Schweiz. København blev udvalgt som distributionscenter. Selv om de i perioder fik hjælp fra familien på landet og menighedsmedlemmer, der gav tiende via naturalier, kom der dog et tidspunkt, hvor der ikke var mere tilbage. Sulten plagede dem for alvor – indtil postbuddet en dag bankede på døren. Han havde en pakke under armen fra Amerika. – Skuffede måtte de sige, at de ikke kendte nogen i Amerika. Uden på pakken stod der ”gift”. Susi fortæller: ”Helenes (moderens) ansigt blev kridhvidt. Hun greb efter dørstolpen for at få støtte. Lamslået sagde hun: ”Hvorfor sender de os en pakke gift fra Amerika? Hvem ønsker nu at udrydde os? Jeg vil ikke have den her.” Postbuddet smilede: ”Fru Hasel, på amerikansk er ”a gift” en gave.” Det viste sig at være en kasse fuld af mad, som en adventist havde sendt som reaktion på fortællingerne om nøden i Tyskland. Hun havde slået deres navn op i fortegnelsen over arbejdere i kirken. Over flere år blev hun ved med at sende dem pakker, skønt de takkebreve, de sendte af sted, blev returneret som ”Adresse ukendt”. Mange år senere, da Susi var emigreret til USA, mødte hun deres velgører og kunne endelig sige tak. Afsenderne af pakkerne fik dog også stor glæde af deres hjælp. En af dem sagde: ”Ofte stod tårerne os i øjnene, når vi læste, hvilken glæde vi havde bragt til vore medmennesker, for mange af modtagerne kunne overhovedet ikke tro, at pakken var bestemt for dem....” Men kulden krævede også mange liv, så en dag kom faderen løbende hjem og gav drengene besked på at finde deres vogn frem. Man havde besluttet at brække en af de udbombede veje op og havde givet indbyggerne lov til at tage asfalten og brænde den i kakkelovnen. Så havde de varme et stykke tid.

Lørdag, den 21. april, 1945 gjorde en amerikansk soldat et hæderligt forsøg på at navigere sin jeep gennem Frankfurts ruindynger. Han havde et lokalkort over byen, som han prøvede at bruge til at finde den lokale adventistkirke, men havde naturligt nok ikke særligt stort held med det, da alle kendingsmærker var blevet udraderet af bomberne. Han fandt dog til sidst frem, kun for at blive mødt af en overvældende ruindynge, der var de sørgelige rester af kirken. En ung pige kom netop da imod ham, så han spurgte hende, om hun vidste, hvor adventisterne nu holdt til. Hun smilede og sagde: ”Kom kun med mig.” Hun var også på vej i kirke. Da han kom derhen og fandt ud af, hvor stor nøden var – også blandt de lokale adventister - skrev han dagen efter et langt brev til Generalkonferensen, hvor han opfordrede til massiv hjælp. Det blev starten på et stort hjælpeprogram, der kom til at hjælpe mange tyskere. 2.800.000 pund tøj blev sendt af sted til de ramte områder. 2 millioner dollars blev givet til indkøb af mad og 4 millioner til genopbygning af de ødelagte hjem.

D. G. Rose, der var blevet sendt som nødhjælpsarbejder til Europa, fortalte: 8 ”Bror Grabner, kolportørlederen, var så svag, før maden kom, at han ikke kunne tale offentligt.... Søster Rollett, kassereren, besvimede på kontoret og var bevidstløs i en time pga. underernæring.... Mange af vore medlemmer var på dødens rand og kunne bekræfte, at de ville have døet som fluer, hvis maden ikke var kommet frem i sidste øjeblik.”

I sin bog ”A Thousand Shall Fall” fortæller forfatteren og familieterapeuten Susi Hasel Mundy om de forarmede vilkår, hun voksede op under i efterkrigstidens Tyskland som datter af en adventistpræst. På et tidspunkt var familiens spisekammer endnu engang tomt. Ved et rent held fandt en af hendes brødre en rynket gnalling af en kartoffel i kælderen. Den blev skåret i 8 skiver og stegt, så hver af familiens medlemmer kunne få en tynd skive at tygge på. Mange af menighedsmedlemmerne havde det dårligt med, at de var ude af stand til at betale tiende. De prøvede at hjælpe præsten med naturalier i stedet for. Så en dag kom deres far – Franz Hasel hjem med en sæk hønsefoder. Det blev kogt til en slags grød

Som allerede beskrevet iværksatte adventisterne som så mange andre organisationer i USA store kampagner for at komme Europa til hjælp. Store tøjcentraler blev oprettet i New York og San Francisco, hvor tonsvis af tøj fra hele landet strømmede til. Man gik så vidt, at man sorterede det efter, om det var bedst egnet til lande med et varmt eller et koldt klima. Generalkonferensen udsendte desuden et alment ”SOS” til alle menighederne i USA, hvor man bad om hurtig hjælp til at indkøbe fødevarer til de steder, hvor nøden var størst i Europa. Man oprettede to centre i henholdsvis København og Bern, der skulle forsyne Nord- og Syd/Østeuropa samt Nordafrika. Det lykkedes for J. J. Strahle, der var blevet sendt til

7

Sult og nød hæmmede imidlertid ikke kirkens arbejde, tværtimod voksede det drastisk i Østrig i de år. Kirkernes uddeling af mad og tøj nedbrød mange fordomme og åbnede dørene for arbejdet på en helt ny måde.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

12 / Kaldet til at hjælpe

Kaldet til at hjælpe / 13

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

København, at opkøbe store fødevarelagre, der kunne bruges til forsendelse til befolkningen i Nordeuropa. I Polen, hvor 90 % af jøderne og en stor del af den øvrige beDanmarkvar blevet Danmark Danmark folkning ofre for krigen eller de tyranner, der havde huseret i deres baggård, blev en dansker – Rye Andersen – sendt af sted – for at lede et stort fødevareprogram. Danmark Freden fik dog ikke lov at vare længe. Den kolde krig mellem supermagterne holdt alle i alarmberedskab de næste mange Danmark år. Som Tyskland var Korea blevet delt i to besættelseszoner efter 2. verdenskrig – en amerikansk og en sovjetrussisk. Hvor det egentlig var meningen, Denmarkat det kun skulle have været en midlertidig ordning, udviklede det sig snart til to uafhængige regeringer med forskellige interesser. Det var den slags, internationale konflikter trivedes på, og 25. juni 1950 brød det ud i lys lue, og Koreakrigen var snart en realitet. Både under såvel som efter krigens afslutning ydede adventisterne hjælp til forældreløse og hjemløse børn i området. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

taget har noget at tilberede – her i disse gyder har børnene deres legeplads – her handler man om varerne – her forretter man sin nødtørft. Midt i gaden løber kloakken, og hvad er nærmere og lettere end at begive sig ud til døråbningen og forrette sin nødtørft…. Det erfarede Knud, da han gik lidt tæt op til væggen og passerede en døråbning. – Han mærkede noget vådt ned ad sit ene ben, og da han så sig om, stod en lille purk på en 7-8 år og så frimodigt på ham. Han var ikke det mindste forskrækket.”

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Derfor indså man efterhånden nødvendigheden af at danne en mere formel organisation, der kunne tage sig af hjælpearbejdet. Så i 1956 dannedes SAWS (Seventh-day Adventist World Service)

1970 - Patienter fra Masanga spedalskhedshospital i Sierra Leone - læge Donald J. Sargeant

Politiske signaler og imperiernes opløsning:

Den europæiske narcissisme var også kommet til udtryk ved Berlinerkonferencen i 1884-85, hvor stormagterne mødtes for se, om der kunne laves nogle fælles regler for, hvordan deres kolonimæssige interesser skulle tilgodeses. Der blev trukket grænser, der var så unaturlige, at i de første 25 år, efter de afrikanske lande havde fået selvstændighed, førte denne mangel på indsigt til 12 krige, 70 regeringskup og drab på 13 statsoverhoveder.

1. verdenskrig havde markeret opløsningen på Det Ottomanske Imperium, og nye grænser blev trukket i Mellemøsten. 2. verdenskrig afslørede over for kolonierne i Afrika og Asien, at kolonimagterne var blevet svækket, og forårsagede, at man der begyndte at drømme om løsrivelse fra kolonimagterne. For Storbritanniens vedkommende havde man samtidig en labourregering, der ønskede at afvikle imperiet. Det gjorde, at en række lande som f.eks. Indien, Pakistan, Sri Lanka osv. snart blev en realitet. I 1954 brød et oprør ud i Algeriet, hvor en lille gruppe på ca. 3000 mand indledte en guerillakrig mod kolonimagten Frankrig. Frankrig havde ikke lyst til at lade Algeriet gå. De betragtede det som en del af Frankrig. 10 % af befolkningen var af fransk afstamning, så Frankrig følte sig forpligtet til på meget voldsom vis at imødegå det oprør, der ved krigens afslutning havde kostet 300.000 algeriere livet og medført forfærdende ødelæggelser.

Petra Howitz i Rhodesia.

Da krigen endelig afsluttedes i 1962, involverede bl.a. danske adventister sig i arbejdet for at bringe nødhjælp frem til det ødelagte land. En del af hjælpen blev sendt med skib, men Knud Henriksen, Benny Sørensen og Helge Andersen bragte også en del frem med lastbil. Efter at have skildret det mirakel det var, at deres faldefærdige lastbil overlevede alle toldeftersynene fra Danmark til Algier, skrev den senere generalsekretær for ADRA Danmark - Helge Andersen - i februar 1963 i tidsskriftet Adventungdom bl.a. om følgende indtryk, da de endelig var kommet frem til det område i Algier, hvor der så kort forinden havde hersket krig og kaos: ”Med vore mærker på ærmerne og Danmarks navn på skuldrene, blev vi allermindst betragtet som udsendinge fra FN, og man følte sig meget beæret over det fine besøg. Som landets officielle gæster blev vi ledsaget af to bevæbnede politisoldater (gennem den fattige arabiske bydel). Gyde op og gyde ned – gennem overdækkede tunneller – op ad trapper – gennem slugter – overalt fattige – sultne – lasede – blinde og sygdomshærgede arabere. Mødre med små børn på dødens rand – oldinge uden arme eller ben – overalt tiggere, for hvem en mønt eller et stykke brød kunne betyde liv eller død. Her i disse gyder tilbereder kvinderne familiens mad i en konservesdåse over nogle gløder trækul – hvis man i det hele

Men trangen til frihed rørte sig også andre steder på det afrikanske kontinent, og fra 1956 og fremefter blev det ene land efter det andet selvstændigt. Det forløb sjældent uden problemer. Synet på de indfødte havde ofte været præget af det, Rudyard Kipling havde omtalt som ”Den hvide mands byrde” - at hvis civilisationen fandtes i kolonierne, så var det, fordi europæerne havde introduceret den, og det var deres pligt at sørge for, at det skete, hvilket ikke altid forløb uden anvendelse af brutalitet. De indfødtes respekt for de hvide var ikke blevet højnet af, at to verdenskrige havde vist, hvad den hvide mand var i stand til i sine værste stunder. 9 Som en kannibal udtrykte det under 1. verdenskrig: ”Vi dræber for madens skyld, europæerne dræber …. af ren og skær grusomhed.”

Men ellers kom selve selvstændighedsprocessen til – bortset fra Algeriet på det afrikanske kontinent – at forløbe uden de store blodsudgydelser. I det store og hele havde Storbritannien, til trods for al sin ”Rule Britania”-kækhed, forberedt sig bedst på, hvad der måtte komme. Mange indfødte havde fået gode uddannelser på universiteter i England, og infrastrukturen var veludbygget. Derfor gik afhændelsen for det meste også mere gnidningsløst end i andre landes regi. Mange steder var de indfødte på virkelig god fod med de missionærer, der havde arbejdet der, og de var derfor taknemmelige for, at europæerne fortsat gav en hjælpende hånd i skolesystemet, hospitalsvæsenet osv. Præsident Kennedy indså nødvendigheden af, at den gæld, som den vestlige verden havde til udviklingslandene og deres befolkning, måtte betales, og hvis man ikke hjalp de lande, ville vi alle snart drukne i uløselige problemer. Den proces blev kaldt for nord-syd dialogen. Man enedes om at lette adgangen til de rige landes markeder, og samtidig opmuntrede man til, at den vestlige verden skulle gå ind med en procentandel (0,7 %) af bruttonationalproduktet i udviklingsstøtte til den fattige del af verden. Få lande i verden, bl.a. Danmark – har kunnet leve op til denne målsætning.

En økonomisk saltvandsindsprøjtning

Fr. Anna-Marie Irrgang på hospital i Vestafrika.

Verdenskrigen blev på mange måder et vendepunkt i adventisternes hjælp til nødlidende. Man indså, at hjælp på en kontinuerlig og langt mere massiv måde var nødvendig. Midt i 1956 organiseredes nødhjælpsarbejdet som tidligere nævnt formelt i SAWS (Seventh-day Adventist World Service), som samarbejdede med CARE, Røde Kors, World Church Service og andre humanitære organisationer om at yde hjælp, og snart opererede de med budgetter på op mod 20 mio. dollars. Organisationen fungerede imidlertid snarere som en hjælp til at udvikle et samfund end for at bringe nødhjælp efter krig og katastrofer, og derfor blev det en udviklingsorganisation.

Af national interesse fungerede Børge Schantz som leder af organisationen i Nigeria og organiserede hjælpen fra SAWS i forbindelse med krisen i Biafra. Danmark

En tiltrængt navneforandring

Nødhjælp og udvikling

I erkendelse af den funktion organisationen efterhånden havde fået, ændrede den i 1983 sit navn til ADRA (Adventist Development and Relief Organisation), som snart begyndte at udvide kataloget af hjælpemulighederne kraftigt til det, der er blevet kaldt den tredje verden. Hvor mad til folk i områder med hungersnød stadig havde høj prioritet, var organisationens folk også snart beskæftiget med anlæggelse af brønde, kunstvanding, forebyggelse af AIDS og undervisning af mødre i, hvordan de skulle tage sig af deres børn, så de blev sunde. Herudover bygning af skoler, klinikker og bæredygtigt landbrug. Sådan et stort udbud af tilbud kunne naturligvis ikke finansieres udelukkende på adventisternes offervillighed. Midt i 1970’erne var der imidlertid blevet åbnet op for økonomiske muligheder, der gjorde, at adventisterne nu kunne involvere sig i hjælpearbejde på et langt mere ambitiøst niveau end hidtil. Hvor projekterne indtil da næsten udelukkende havde været sponsoreret af medlemmernes egne bidrag, indsamlingen ”Hjælpeaktion” og private donationer, så begyndte statslige donorer på det tidspunkt at kanalisere en del af deres bevillinger gennem private organisationer. Den, der først så betydningen af de muligheder, statsstøtte åbnede op for i vores område af verden, var nok præsten og missionæren Odd Jordal. Mens han var leder af adventisternes arbejde i Etiopien, kontaktede han den norske regerings bistandsorganisation NORAD og fik støtte til opførelse af en sygeplejeskole i landet. Derfra bredte mulighederne sig til det øvrige Norden samt til Holland og Belgien. Hvor betydningsfuld denne støtte var, kan med al tydelighed ses af følgende liste for årene 1980–85, hvor NORAD således finansierede følgende projekter: 1.: Et rehabiliteringscenter ved Masanga hospitalet i Sierra Leone 2.: Voksen–oplæringscenter ved Masanga hospitalet i Sierra Leone 3.: Elevinternat ved Masangahospitalet i Sierra Leone 4.: En klinik ved ASWA College i Nigeria 5.: 5 Klinikker i Nordnigeria 6.: Et bageri ved ASWA College i Nigeria Nogenlunde samtidig – i 1975 – udsendtes de første studentermissionærer til Sierra Leone fra Danmark og Norge, og siden har den idé bredt sig til resten af verden. Som en naturlig konsekvens af det ændrede engagement havde man i 1984 besluttet under et møde på Skodsborg Badesanatorium at tage navneforandring fra SAWS til ADRA ( Adventist Development and Relief Agency). I dag har organisationen kontorer i 125 lande. Samtidig betonede man med navneforandringen, at nødhjælp kun var første trin på vejen til selvhjælp gennem en række udviklingsprojekter, så fattige og underprivilegerede mennesker ville få mulighed for at skabe sig et bedre og mere værdigt liv. I krisesituationer træder ADRA til med den nødhjælp, der er nødvendig, men målet er altid at bevare individets selvværd og ønske om at tage ansvar for sit eget liv ved at bygge på samarbejde og partnerskab. ADRA Danmark/Norge, der var blevet oprettet i 1985 som en afdeling i Vestnordisk Union, på daværende tidspunkt bindeleddet mellem kirken i Danmark og kirken i Norge, blev i 1987 en selvstændig organisation.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

14 / Kaldet til at hjælpe

ADRA Nyt forsider / 15

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

1949 Tøj pakket i adventkirken i Randers

Den 7.-20. april, 1986 samledes både donorlande og modtagerlande for første gang i Freudenstadt i Tyskland til en konference, hvor man fik forhandlet sig frem til ”Statement of Mission” og et sæt ”Operating principles”, der er blevet sammenfattet i de få punkter, der er i begyndelsen af det historiske kapitel. Som ADRA’s første generalsekretær – Helge Andersen - har udtalt, blev det på mange måder en milepæl, der skulle komme til at ændre tilværelsen for millioner af mennesker de næste år. I 1992 fik de to lande så hver deres kontor. Det danske kontor ligger i Nærum. I 1995 fik ADRA Danmark desuden øget opmærksomhed, da Helge Andersen – ADRA’s første generalsekretær – blev udpeget til det 9-mands råd, der under udenrigsministeriet beskæftigede sig med udviklingshjælp. De øvrige medlemmer kom fra politikkens verden og fra arbejdsmarkedet. På internationalt plan fik ADRA ligeledes rådgivende funktion ved FN og fik således mulighed for at vælge repræsentanter til FN kontorerne i Wien og Geneve. I 2003 blev ADRA Danmark ligeledes officielt godkendt af ECHO (EU’s nødhjælpsorganisation). Støtten fra ECHO blev brugt til et projekt i Darfur i Vestsudan, der havde et stort behov på det tidspunkt. I Danmark betød det, at DANIDA i mange projekter blev sponsor for adventisternes hjælpearbejde. Enkelte adventister - især i USA - hævede øjenbrynene og satte spørgsmålstegn ved, om ADRA ikke var ved at blive et regeringsprogram i stedet for en del af kirkens humanitære arbejde, men det sænkede dog ikke organisationens fremdrift, og overalt i verden førte samarbejdet mellem ADRA og private sponsorer eller ADRA og modtagerlandes regeringer til tilbud om hjælp, der spredte sig over så forskellige områder som uddannelse i bæredygtigt landbrug til forbedret tandhygiejne og forebyggelse af AIDS.

Den ikke-politiske involvering førte til, at ADRA var i stand til at arbejde på tværs af grænser, der med hele trusselsarsenalet havde adskilt tidligere ærkefjender. 10 Således fik ADRA i 1987 lov til at iværksætte et projekt, der skulle skaffe rent vand og øge æblehøsten i Yishui provinsen syd for Beijing, og fire kinesiske læger fik lov at tage på et udvekslingsprogram på et af adventisthospitalerne i Californien. Da det hidtidige Jugoslavien i 1990 gennem en brutal borgerkrig blev delt i en række selvstændige lande, fik ADRA ligeledes lov til at køre nødhjælp frem fra nabolandene, og da postvæsenet brød sammen i Sarajevo, respekterede begge parter, at ADRA skaffede ekstra lastbiler og sørgede for, at posten kom ud ”til tiden”. Nordkorea – sjældent – hvis nogensinde – et land kendt for sin åbenhed tillod, at ADRA i 1995 efter nogle ødelæggende oversvømmelser fik lov at fragte medicin og vitaminer til en værdi af 500.000 dollars ind til det ramte folk.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

1991

I 1996 øgede ADRA endnu engang sin involvering, da man samarbejdede med Zaire om at plante 400.000 træer i nationalparken Virunga. Det skabte megen opmærksomhed, fordi en million flygtninge for at overleve havde fældet træerne og dermed samtidig ødelagt en stor del af det område, hvor silverback gorillaerne som en udryddelsestruet art i mange år har fristet en truet tilværelse pga. krybskytteri og borgerkrig i Congo. ADRA gik således ind og gav en hårdt tiltrængt hjælp til såvel den lokale befolkning som til en truet dyreart. Den slags aktivitet blev som tidligere nævnt årsag til spørgsmål blandt adventisterne, fordi det var blevet noteret, at den økumeniske organisation Kirkernes Verdensråd var blevet svækket, fordi det havde skiftet fokus fra evangelisme til et ”socialt evangelium”, der søgte en mere retfærdig verden. Var Adventisterne nu ikke i færd med at gøre det samme, fordi ADRA jo netop er ”ikke-evangeliserende” - var spørgsmålet? Adventisternes øverste organ – Generalkonferensen – kom dog med en erklæring om, at Esajas 58 netop understreger, at involveringen med de fattige, sultne osv. var en aktivitet, der ikke bare var underordnet eller parallel med evangeliet, men noget, der var en stor del af evangeliets hjerte. De to grene af evangeliet var tæt forbundet, forklarede den daværende formand Neal Wilson. Siden da har organisationen gennemgået en rivende udvikling og har som tidligere nævnt bl.a. været involveret så forskellige steder som Burundi, DRC Congo, Indonesien, Kosovo, Liberia, Malawi, Rwanda, Sierra Leone, Somalia, Sudan, Tanzania, Uganda og Zambia. Involveringen begrænser sig ikke kun til økonomisk støtte, men medarbejderne er også med i projektstart og rådgivning under det videre forløb. Desuden sender ADRA statsautoriserede revisorer ud til projekterne som regnskabskontrol samt sørger for rapportering til donorerne.

2000

1996

2001

2006

2004

2008

2005

2010

I dag har organisationen desuden megen glæde af en Business Club samt private donorer, der gennem koncerter og kreativ bistand på et væld af måder har gjort, at ADRA Danmark har fået en langt større eksponering, så vi nu også er en af modtagerne, når Danmarksindsamlingen løber af stablen. Skønt det er en ikke-evangeliserende organisation, har de lokale kirker altid haft vækst der, hvor ADRA har været involveret, og organisationen er på den måde blevet en løftestang for evangeliet, mens dens fokus på, at 11 ”mindske lidelse, har rettet fokus mod dens respekt for menneskeheden som Gud børn, der fortjener fysisk sundhed såvel som håbet om at kunne se frem til Jesu genkomst”. Fortsættes s. 17

D

2012

2011

2011


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

16 / Spændende aktiviteter

Kaldet til at hjælpe / 17

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Spændende aktiviteter

Danmark Danmark Danmark Mange spændende frivillige indsamlingsaktiviteter er sat i værk for at hjælpe folk i nød. Det er en uvurderlig hjælp der kommer fra de mange frivillige der tager initiativ til at samle ind, og kreativiteten er stor. Her er nogle få af de mange Danmark aktiviteter. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Kagekonkurrence Danmark er en både fantasifuld og særdeles velsmagende aktivitet. Ved en kagekonkurrence i Nærum blev der indsamlet over 23.000 kr. Kagen til venstre blev solgt for 6.700 kr., hvilket nok er en rekord, der sent vil blive slået.

Velprøvede metoder genopdages i en global virkelighed

Historien om den barmhjertige samaritaner har i næsten 2000 år mindet os om det ansvar, der påhviler os i forhold til de medmennesker, vi deler kloden med. Det er imidlertid en anden virkelighed, vi står overfor end dengang. De dage er ovre, hvor man stadig tror, at problemerne med sult, sygdom og fattigdomsbekæmpelse kan løses alene ved at behandle syge på sundhedsklinikker eller ved at distribuere mad til sultne.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Denmark

Nødhjælp og udviklin

Fattigdom er ikke kun manglende ressourcer. – Selv når ressourcerne er til stede for den fattige kvinde, risikerer hun, at andre bestemmer, hvordan ressourcen skal bruges, fordi hun som kvinde ingen rettigheder har. – Derfor vil tilvejebringelsen af ressourcen ikke altid løse problemet.

Relief and developm

Det kan også være, at en anden etnisk baggrund bliver den snublesten, der blokerer for adgangen. Sociale og etniske forhold kan marginalisere og stigmatisere grupper af befolkningen, så de udelukkes eller diskrimineres i forhold til resten af befolkningen. Til tider er det endda landets love, der brutalt holder nylige enker fra arven efter deres afdøde mand, fordi loven siger, at værdierne nu skal gå tilbage til hans familie.

Loppemarked er en anden årlig tilbagevendende begivenhed, som bl.a. Køge menighed har praktiseret i mange år.

I sådanne tilfælde kan man hævde, at de ikke er fattige – men de er blevet fattiggjorte. Derfor må man også igennem en demokratiseringsproces, prøveat oplyse om urimeligheden i, at en social eller religiøs diskriminering samt udnyttelse og misbrug har skabt et samfund, hvor der er en ekstra skævvridning af de vilkår, dele af befolkningen må prøve at overleve tilværelsen på. Årsagen skal ikke så meget findes i den enkeltes forsøg på at arbejde for et godt liv, men i magtstrukturer og ulighed, der historisk har været forankret i bestemte kulturer i mange år. Derfor er det også vigtigt at behandle disse problemer – ellers finder en barmhjertig samaritaner snart et forslået og udsultet offer på vejen igen. ADRA Danmark har derfor udviklet en metode, hvor målet er, at mennesker selv må ønske at ændre sig, før en virkelig ændring finder sted, og de må selv tage ansvaret for hele forandringsprocessen. Det bliver opnået gennem noget, der kaldes ”Action for Social Change”, metoden, hvor mennesker bliver organiseret i grupper af ADRA. De identificerer selv deres problemer og udarbejder løsninger, som de kan gennemføre, når de arbejder for det fælles mål. Ideen kan minde lidt om de andelsforeninger, der i slutningen af 1800-tallet ændrede de små husmænds vilkår i Danmark dramatisk.

Sponsorløb kan også være en særdeles givende indsamlingsform. Der blev således samlet mere end 80.000 kr. ind på Himmerlandsgården ved et sponsorløb i 2010 til fordel for ADRA.

D

Således får den fattige kvinde, der kun lige har mad nok til at overleve, en chance, når hun organiserer sig i en andelsgruppe med andre kvinder. De styrker og opmuntrer hinanden. De finder måske ud af, at der er et boom i markedet for ananas, så de begynder at dyrke ananas. De arrangerer fælles transport til markedet og undgår derved dyre mellemled og går hjem med penge på lommen. Måske tager de endda et mikrolån eller opretter en spare-lånekasse mellem sig, der gør, at de får råd til at sende deres børn i skole og købe medicin, når de bliver syge. ADRA Danmark styrker yderligere deres fremskridt ved at samle disse nye andelsbevægelser i lytterforeninger, hvor de kan drøfte deres problemer og udvikle radio og TV–programmer, som bringes i de nationale stationer. Derved omfordeles magten, så den hjælpeløse pludselig får mulighed for at påvirke de lokale myndigheder eller regeringen ved at sætte fokus på egne problemer. Ofte er de ikke bange for at fortælle om politibrutalitet og korruption fra de lokale myndigheders side. På den måde er der blevet skabt bæredygtige ændringer for færre midler.

Således fik ti landsbyer omkring Afrikas næsthøjeste bjerg Mount Meru en god oplevelse ud af at arbejde sammen om et rørlægningsprojekt, der kom til at levere vand til 36.000 mennesker. Baggrunden for projektet var ubehagelig nok. Vandet i området var forgiftet af fluor – 10 gange det tilladte niveau. Resultatet var, at knogler og tænder blev misdannede, og de brune tænder, der skallede af hele tiden, forårsagede iflg. en familiefar, ”at døtrene var svære at få afsat”. Derfor måtte man to gange om dagen vandre 3-4 timer med dunke i alle afskygninger for at få rent vand slæbt hjem til landsbyen, så børnene havde ikke tid til at gå i skole, og så derfor en problemfyldt fremtid i møde. Men som indbyggerne havde opdaget, sprang der masser af rent kildevand frem på bjergsiden af Mount Meru. ADRA samt en bevilling på 11.6 millioner kr. fra DANIDA muliggjorde nu, at man via et nedgravet rørsystem kunne få meget af vandet ledt ned til beboerne i landsbyen, så de ikke længere skulle bruge det meste af dagen på at hente vand på bjerget. Resultatet var iflg. ADRA’s informationschef – Bjørn Krøll – at 210 km rør blev lagt i jorden, og 16 vandtanke blev bygget i området. Tæt samarbejde mellem landsbyerne var nødvendigt for at få det til at fungere. Alle materialer måtte bæres op ad bjerget. Landsbyernes beboere deltog i seminarer, der underviste dem om vedligeholdelse af systemet, og alle landsbyerne dannede hver deres vedligeholdelseskomite, der fik ansvaret for, at systemet fortsatte med at fungere. Derfor fremmede det også kommunikationen mellem de forskellige landsbyer, og ikke uden grund følte indbyggerne naturligt nok, at det mere end noget andet var deres projekt. Men en mor satte måske fokus på det allervigtigste, da hun sagde, at ”børnene nu ville få tid til at gå i skole” og således være sikret, og at ikke bare deres, men hele områdets fremtid så meget lysere ud. 


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

18 / Huse stor succes

Huse stor succes / 19

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Overvældende succes

Danmark ”Køb et hus i Burundi” kampagnen gik for alvor i gang i oktober måned 2006, og fangede ret hurtigt mediernes og befolkningens interesse, og inden jul havde EDC og ADRA, med hjælp fra omtale i aviser, radio og TV, fået solgt op mod 1.200 huse!! Det havde vi aldrig turdet håbe på. Faktisk mente vi, at hvis vi solgte 100 huse var det fint, men sikke en succes, og hvor dejligt, at vi nu har mulighed for at genhuse rigtig mange flere flygtninge - takket være samarbejdet med EDC Poul Erik Bech og private donorers hjælp. Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

ADRA vil, når projektet er færdigt med udgangen af 2007, have bygget 5.100 huse i Burundi – de 4.000 med hjælp fra Danida og de 1.100 med hjælp fra private donorer. I Congo har Danida støttet med bygning af 800 huse og med støtte fra private, som køber gennem EDC og ADRA Danmark, bliver det til over 1400 huse som bliver givet videre til trængende flygtningefamilier. Da der i gennemsnit bor 6 personer i hvert hus, vil det sige, at over 39.000 mennesker har fået et nyt hjem. I dag har ADRA Danmark med hjælp fra Danida og private donorer hjulpet mere end 15.000 nødlidende familier med at få et nyt hjem. Hvis vi ganger det med seks, har over 90.000 mennesker fået tag over hovedet. Ingeniørstuderende har lavet afhandling om husene I efteråret 2006 tilbragte Tine Rechter, som nu er færdig som Cand. Polyt fra DTU, 2½ måneds feltstudie i Burundi. Hun lavede et eksamensprojekt med fokus på genhusningen: • Hvordan gør projektet genbosætning lettere for de hjemvendte flygtninge? • Forbedrer husene folks levevilkår, og hvad er effekten af det? • Hvad er fordelene ved at folk selv er med til at bygge deres huse? • Hvad betyder ADRAs projekt for befolkningen på længere sigt? På spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved husene, svarede familierne i nævnte rækkefølge: 1. Tagpladerne, som er holdbare og giver et helt tæt tag. 2. Den forbedring af levestandarden og den sociale status husene giver. 3. Den forbedrede sikkerhed husene giver pga. de solide materialer. Tine Rechters konklusioner: • ADRAs projekt er en stor hjælp for de hjemvendte flygtninge og internt fordrevne – projektet gør deres genbosættelse og reintegration meget lettere! • ADRAs projekt dækker de hjemvendtes mest basale behov, men hvor de fleste humanitære projekter har et korttids-perspektiv, giver ADRA de hjemvendte en basis for fremtidig selvernæring og videre udvikling! • Projektets design kan nemt udvides og kan også bruges i andre lande – hvilket ADRA også gør! Tine Rechter forsvarede sin afhandling den 22. maj 07. og fik et flot 13 tal! Afhandlingen kan rekvireres i sin helhed ved henvendelse til ADRA på adra@adra.dk eller tlf. 45587700. Nu har de selv været der I november måned var EDC mæglerne fra Poul Erik Bech, Sussanne Mørkved og Michael Thomassen på projektbesøg i Makamba provinsen i Burundi, og oplevede ved selvsyn husprojektet. De var også på besøg i en flygtningelejr i Tanzania med 65.000 flygtninge, hvoraf mange af dem vender hjem til Burundi igen. Michael Thomassen ved et af husene med et TIL SALG skilt på. Det var nu ikke til salg, da familien allerede var flyttet ind, selvom de ikke havde fået døre og vinduerne endnu. ”Vi er glade for at kunne være med til at give en masse børn en bedre fremtid og mange familier en tryggere tilværelse gennem denne huskampagne. For hvert hus vi er med til at bygge, kommer fem børn ud af en flygtningelejr og får meget bedre fremtidsudsigter – det er en opmuntrende tanke. Husenes standart er selvfølgelig af en helt anden beskaffenhed, end det vi er vant til fra Danmark, men de opfylder på en god måde de behov familierne hernede har. Faktisk føles klimaet inde i husene ret behageligt, og det er nogle gode reelle rum – og så kan vi jo se, hvor begejstrede folk er for deres nye hjem.”

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

20 / Når liv ændres

Når liv ændres / 21

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

Når LIV ændres Uanset at vi alle på et eller andet tidspunkt i tilværelsen befinder os enten som tilskuere på sidelinien eller i flittig aktivitet på banen, så udfordres vi alle til at vælge.

De to brødre mistede far, mor og 3 søskende i krigen. Nu har de med hjælp fra ADRA genopbygget deres hus.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

22 / Når liv ændres

Generalsekretærerne BYG1BY / 23

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

En af sommerens dejligste oplevelser er at spadsere en tur i parken. På græsset udfolder venner og familier sig i venskabelig fodboldkamp. Ofte råber de til en og giver valget, om man vil deltage eller ej. Det samme gør sig gældende i tilværelsen generelt og i katastrofesituationer i særdeleshed. Fra tilskuerpladserne kan man iagttage og kommentere, hvad der foregår på græsset, men ellers er man ikke involveret. På græsset derimod er der heftig aktivitet. Spillet kræver, at man viser indlevelse, følelser, engagement og hårdt arbejde. Det er ikke altid lige kønt og finder ikke sted uden, at det til tider bliver en smule rodet: En sko mistes i kampens hede, tæer bliver trådt på, en fod forstuves, bukser rives, og til tider bliver man også snavset til. Uanset at vi alle på et eller andet tidspunkt i tilværelsen befinder os enten som tilskuere på sidelinien eller i flittig aktivitet på banen, så udfordres vi alle til at vælge, hvorfra vi ønsker at involvere os i tilværelsen og således også i det nødhjælpsarbejde, som ADRA tilbyder. – Ønsker vi at være, hvor det til tider bliver rodet, men hvor liv også ændres og reddes – eller ønsker vi at være tilskuere til andres problemer fra tilskuerrækkens trygge afstand. I vores velstående hjørne af kloden har vi vænnet os til, at vi med et enkelt tryk på fjernkontrollen kan komme på afstand af de frygtelige billeder af krig, sult og nød, der i dag kan bringes på nyhederne næsten i samme øjeblik, som de ramte lider. Om vi ønsker at involvere os – bevæge os ind på banen fra tilskuerrækkens tryghed og blive ”beskidte” på banen er vores valg. Her ved indledningen til ADRA’s 25 års jubilæum, håber vi, at det følgende vil inspirere dig til at opleve, at det har været mere end umagen værd, at ADRA har været så flittig på banen, og at vi i fremtiden med Guds hjælp og din støtte stadig har visioner om at være der og se liv blive ændret ”et ad gangen”. Nogle stiller til tider spørgsmålet, hvorfor ADRA, der har sit udspring i en kristen kirke, har valgt at være ”ikke evangeliserende” i sit arbejde. Lad der ikke være tvivl om, at vi er Gud taknemmelige for de mirakler, vi har oplevet, han har skabt igennem det arbejde, ADRA har fået lov at udføre. Men det er, som dengang man som barn spillede rundbold: Man skal igennem 4 baser, før man er kommet frelst i mål. Hvis læseren vil tillade sammenligningen, så kan 4. og sidste base måske

sammenlignes med den dag, Gud kommer igen og gør jorden til et nyt og mere retfærdigt sted for alle dem, der har sat deres lid til ham her på jorden, og han bringer nyt liv til de mange, der har lidt under sult, uretfærdighed og nød her på jorden. 3. base kan måske sammenlignes med den chance, vi alle får til at række en hjælpende hånd og gøre livet her på jorden til et lykkeligere sted for dem, hvis vej krydser vores - i ADRA’s tilfælde er det netop oftest folk i svær nød. 2. base kan måske sammenlignes med den chance, vi som mennesker får for at møde Gud på den ene eller anden måde. 1. base er de fysiske omstændigheder, der er basis for, at vi overhovedet overlever længe nok til at kunne opleve de øvrige tre stadier, der forhåbentlig vil bringe os frem til et møde med Gud, som for altid vil ændre vores tilværelse og endelige fremtid. ADRA bliver i de lande, hvor vi arbejder, forbundet med adventistkirken – ingen tvivl om det. I Afrika f.eks. som er et kontinent, hvor spørgsmålet ikke så meget er, om du er kristen eller ej, men mere om hvilken kirke du tilhører - hilses det derfor med taknemmelighed, at vi møder dem uden skjulte dagsordner i deres nød og sørger for, at de ikke er døde af sult, tørst eller en af de parasitbårne infektionssygdomme, der på så skræmmende vis hærger kontinentet, inden de får chancen for at nyde et frugtbart liv med Gud der, hvor han møder dem. Derfor vokser kirken også altid, når ADRA har været på besøg, og der er en påfaldende modtagelighed over for evangelisation, der ikke var der før. Således oplevede en ung energisk kvinde ved navn Prossy, hvordan hendes indsats udmøntede sig i store ting for Vorherre i et område, der hed Bunya i den nordlige del af Victoriasøen. Før ADRA havde været inde og køre et uddannelsesprojekt i området, var det totalt umuligt for kirken at evangelisere. Bagefter var folk ivrige efter at møde adventisterne. På et tidspunkt besluttede Prossy, at hun ville oprette en spejdergruppe i området, og det lykkedes hende at samle en gruppe på 200. Det rygtedes hurtigt i området, at det var spændende det her. Børn begyndte at strømme til. To muslimske piger hørte fra deres kammerater, hvad der foregik, og ønskede også at blive spejdere. Deres far fortalte dem i kraftige vendinger, at det kunne de godt glemme alt om, så de begyndte at gå ud om aftenen under påskud af, at de skulle besøge en tante eller en anden i bekendtskabskredsen. Til sidst fandt faderen imidlertid ud af det og tævede dem hver gang. Deres mor blev imidlertid grebet af de glade oplevelser, pigerne havde haft hos spejderne, så hun begyndte at gå i kirken for at opleve det selv. Manden reagerede ved også at banke hende. Hun blev imidlertid alvorligt syg – antagelig angrebet af malaria. Manden gik i sig selv og frygtede, hun ville dø. Hun blev til sidst så afkræftet, at han i sin desperation søgte kirken for at bede til adventisternes Gud. Deres bøn blev besvaret, og da familien blev døbt, vidnede faderen om, hvor brutalt han havde behandlet familien, og hvilket åg der nu var blevet løftet fra hans skuldre. Han og konen var blevet gift med de lokale ritualer, men bad nu om at få en kristen vielse på ADRA’s område. Et muslimsk ægtepar fra vennekredsen, der var til stede som gæster ved brylluppet, blev så berørte af det, de oplevede, at de også bad om at blive døbt. I det samme område begyndte en jordmoder, der hed Anita, trods sine små penge, at drive en skole for forældreløse børn, der levede i området. Hun betalte det selv med de penge, hun tjente hos ADRA. På den måde har vi oplevet, at vor indsats på ”banen” samtidig har affødt, at mennesker, der ikke før havde kendt Gud, nu besluttede sig for at invitere ham ind i deres tilværelse med et bedre liv som resultat. 

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Et anderledes fugle og U-landsprojekt

FUGLEHUSE bliver til LANDSBY i Danmark

i Burundi

BYG1BY er et initiativ taget i januar 2010 af Thorkild Høy og Kristina Villén fra Gørslev. De er eksempel på et par rigtige ildsjæle, som gør et kæmpe frivilligt arbejde for andre. De har besøgt skoler, markedspladser, storcentre, kulturarrangementer, forsamlingshuse, Christiania og mange andre steder, hvor de har solgt fuglehuse og samlet midler til arbejdet med BYG1BY projektet. De har fået meget omtale i aviser og har været i lokal TV. Grundidéen er at rejse penge gennem frivilligt arbejde, salg af fuglehuse og temadage/uger på skoler. Skoletjenesten er startet med hjælp af Frank Rechter, som har lagt et stort arbejde i at udarbejde et efterhånden gennemprøvet koncept for skolerne. Pengene skal bruges til at udvikle bæredygtige landsbycentre i de fattigste dele af Afrika. Ved at blive i et udvalgt lokalområde i en årrække og uddanne befolkningen, sikres at resultatet af indsatsen kan bevares og videreudvikles af befolkningen selv efter indsatsperioden. Målet er at sikre rent vand, mad, sundhed og uddannelse til alle i området. Projektet udføres i samarbejde med ADRA Danmark, der i samarbejde med ADRA Burundi udpegede lokalsamfundet i Rugombo i provinsen Cibitoke, der ligger i den nordøstlige del af Burundi. Det er et af verdens fattigste områder. BYG1BY går ind for hjælp til selvhjælp: - anskaffelse af byggematerialer - faglig hjælp med bygning af huse, latriner, brønde, klasseværelser m.m. - haveredskaber og såsæd - etablering af landbrugsgrupper, ungdomsklubber eller en markedsplads - uddannelse indenfor sundhed - samt freds- og forsoningsarbejde. Projektet har indgået et formelt og tæt samarbejde med foreningen af danskboende flygtninge fra Burundi (COBUDAN), som rekrutterer frivillige både her i DK og i Burundi. De frivillige engageres primært i BYG1BY skoletjeneste som medhjælpere ved temadage og emneuger på skolerne. Fuglehusene er lavet i nøje overensstemmelse med DOFs (Dansk Ornitologisk Forening) anbefalinger, og Byg1By har et godt samarbejde med DOF. Stor tak til Thorkild, Kristina og Frank for en fantastisk og ihærdig indsats.

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

24 / Generalsekretærerne

Generalsekretærerne / 25

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

ADRA Danmark – fra pionerånd til globalitet: En kort beskrivelse af organisationen under dens tre generalsekretærer

I august 1985 bevægede adventistsamfundet i Danmark/Norge sig mod en ny retning, når det gjaldt kirkens nødhjælpsarbejde. Da deltagerne i generalforsamlingen i Norge forlod mødet, var det første skridt taget mod en udvikling, der i løbet af forbavsende få år forvandlede en forholdsvis ydmyg pionerorganisation og en mands visioner - realiseret fra hans private kontor i villaen nær Randers - til en organisation med global rækkevidde, hvis logo sidenhen har skabt håb blandt verdens nødlidende overalt i verden.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

26 / Helge Andersen: Pionerfasen 1985

Helge Andersen: Pionerfasen 1985 / 27

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Med organisationens første generalsekretær – Helge Andersen - fik man en mand, der havde Danmark Danmark Danmark stor gennemslagskraft inden for kirken og et personligt drive, der fik ting til at ske. At bladre Danmark igennem kataloget over alle de projekter, han var involveret i, kan nemt tage pusten fra en. BeDanmark villingerne gennemgår ligeledes i løbet af få år en rivende udvikDenmark ling, efterhånden som organisationen opnår anerkendelse som ligeværdig NGO organisation under DANIDAs og NORADs paraplyer. Det, der startede som en årlig forvaltning af et par millioner kr., udvikler sig efterhånden til en størrelse, der årligt runder de 100 millioner kr. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Det var fra begyndelsen små kår for den nydannede organisation. Fra et lille kontor i sin private villa udfylder generalsekretæren selv de ansøgninger, der er nødvendige for at give visionerne luft under vingerne. Kravene til egen ydeevne er tårnhøje, når han selv står og pakker de containere, der skal af sted med forsyninger til de projekter, han har igangsat. Det er sikkert værdier, der filtrerer ned igennem organisationen til nye medarbejdere, efterhånden som staben udvides. Selv for en energisk foregangsmand som Helge Andersen oplever han dog også begrænsninger for sin fysiske formåen, da han i et forord til en planlagt historie om ADRA sender sin til tak til alle dem i ADRA miljøet, der har bakket ham op – og en speciel tak til hustruen Arna, der ”var min eneste hjælper de første mange år, og som passede telefonen, kopierede i titusindvis af sider og samlede dem til ansøgninger, og som måtte være alene hjemme i lange perioder under mine ture til Oslo og København og under de lange rejser til Afrika og Mellemamerika. Uden hendes hjælp og forståelse var det ikke lykkedes.” Faren for personlig nedslidning har helt sikkert eksisteret, men udlignes af den høje motivation, der gives den, som tror på, at Guds velsignelse bringer ekstra styrke til den, der er involveret i at hjælpe andre mennesker, der trænger. At den administrative funktion er lysår fra moderne tider, hvor det rutinemæssige tryk på computerens taster på millisekunder skaber historie, fortæller følgende notat fra Helge Andersen: ”Kontoret udmærkede sig med den primitivitet, som kendetegnede de dage: En skrivemaskine og en regnemaskine samt en godt slidt kopimaskine, der kunne producere 6 kopier i minuttet (alligevel viste den i januar 1987, at der var lavet 12.000 kopier). Fremstilling af ansøgninger foregik på skrivemaskine og efter ”klip og lim metoden”. Kommunikationen skete over telefon og pr. post. Når behovet for hurtig kommunikation var kritisk, kunne der sendes brev til divisionskontoret i London eller til Nutana, der havde telex.” Der er også lidt besvær med at navigere den rette kurs på de bonede gulve i Udenrigsministeriet. Efter en kollegial sammenkomst i Kikhavn med ADRA-lederne fra de øvrige nordiske lande, barsler forsamlingen med ideen om at iværksætte nødhjælp til Mexico City, der netop da havde oplevet et jordskælv. Helge Andersen bliver sendt af sted til Udenrigsministeriet sammen med en af de andre, men projektet kuldsejler på, at: 1.: Man tvivlede på, at de kom fra en dansk organisation, når der også var en ”international” person med. 2.: Man fremførte derfor tre argumenter for, at det var umuligt at hjælpe: - Mexico havde ikke bedt FN om hjælp - Den danske regering havde ikke besluttet, at man ville hjælpe - Der var tvivl om, hvorvidt ADRA var en dansk organisation.

Lidt bedre går det i Norge, hvor man straks accepterer, at han er ”den nye person”, og flere projekter bliver iværksat. Efterhånden introduceres han fra receptionen med bemærkningen: ”Det er ham danskeren.” Men der opleves også modgang, her personificeret i en embedsmand i NORAD, der baseret på en uheldig oplevelse vender tommelfingeren nedad for et hasteprojekt med en landbrugsskole i Columbia. Helge Andersen skrev om oplevelsen: ”Efter den nye sagsbehandler havde kigget på papirerne, fik jeg en redegørelse for hendes syn på private skoler i Sydamerika: Hun havde besøgt Sydamerika og set flere af disse skoler, der ifølge hendes levende beskrivelse ofte lå på en bakketop omkranset af hvide sten. Skolerne modtog som regel elever fra rige familier spredt ud over hele landet, medens de fattige, der boede i deres små hytter neden for bakken og uden for ringen af de hvide sten, vidste, at de aldrig ville få anledning til at sende deres børn til skolen. Hun var derfor under ingen omstændigheder positivt indstillet til ansøgningen, og det gjorde hun ganske klart for mig. …. jeg rejste mig, sagde farvel og gik til døren. Men inden jeg nåede at åbne døren, sagde hun: ”For resten, jeg glemte vist at fortælle, at en af de skoler med de hvide sten jeg så, var en SDA skole.” Det var med en følelse af fiasko, at jeg gik ud af døren og begav mig ud i det norske efterår. Det var også med en følelse af, at adventistsamfundets skoler måske ikke helt opfylder de forventninger, som bistandsorganisationer har.” Projektet blev dog senere gennemført med støtte fra NORAD. Heldigvis skulle den opfattelse snart ændre sig markant i Danmark såvel som i Norge, og allerede i 1987 begynder organisationen på et ambitiøst skolebyggeprojekt i Uganda, der hurtigt vil markere en bedre fremtid for en befolkning, der prøver at komme til hægterne efter en opslidende borgerkrig. Syv skoler med lærerboliger, der, som det ses af interviewet med Helge Andersen, snart udviklede sig til noget langt mere vidtrækkende. Spontaniteten og improviseringsevnen er på vanlig kaospilotmaner nødvendig for at tackle de skiftende udfordringer. Da de værste regnstorme i 50 år således rammer det vestlige Uganda i 1988 og sender den nyetablerede infrastruktur, som ADRA selv havde anlagt, væk med den nyskabte kæmpeflod, må ansøgningerne om planlagte skoler ændres, men de nødvendige byggematerialer kommer dog på en eller anden måde frem gennem det uvejsomme terræn til de planlagte skolebyggerier. Men også på andre områder var der dog - som Helge Andersen udtrykker det i nogle af sine noter - ”fødselsveer” i indkøringsfasen. Således markerer en af de lokale embedsmænd i Afrika på et tidspunkt kraftigt territoriet over for generalsekretæren ved at sige: ”Vi skal ikke have folk udefra til at komme og ødelægge noget i vores område, uden vi er forberedt.” Et opslag i en udlejningslejlighed i Harara fortæller også med al tydelighed, at ADRA medarbejdere blev udsat for speciel bevågenhed fra de lokale på mere end en måde: Medens den lokale leje pr. nat var sat til 30 til 60 ZD, var prisen for en ADRA medarbejder 200 ZD Med den stigende anerkendelse stiger arbejdsbyrden imidlertid også så kraftigt, at man til sidst beslutter at udvide staben, og i 1991 ansættes Birgit Philipsen, først på halv tid og senere på fuld tid. Hun afløser den 1. juli 2000 Helge Andersen som generalsekretær. I et interview den 12.09.2012 så Helge Andersen tilbage på en tid, der havde været hektisk og foranderlig, men også givende.

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Interview med Helge Andersen – organisationens første generalsekretær: 1.: Hvordan kom du egentlig ind i arbejdet som generalsekretær? Adventistkirken og dens medlemmer har en lang tradition for at afhjælpe menneskelig nød. Historien om adventistkirkens udviklings- og nødhjælpsarbejde går mere end 150 år tilbage. I 1984 reorganiserede adventistkirken hjælpearbejdet og dannede et nyt netværk ”ADRA” (Adventist Development and Relief Agency). Adventisternes Generalkonferens bad i 1984 Vestnordisk Union (Danmark og Norge), Sverige og Holland om at oprette kontorer, der kunne håndtere udviklings- og nødhjælpsarbejdet og i denne forbindelse se, hvilke muligheder der var for at opnå støtte fra forskellige kilder. Ved generalforsamlingen i 1985 vedtog man derfor at oprette et ADRA kontor for Danmark og Norge, og da vi kort forinden var vendt hjem fra Nigeria, hvor jeg havde været leder for adventistkirkens arbejde, og hvor vi bl.a. drev skoler, klinikker og hospitaler, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at lede kontoret. Det kunne jeg af mange grunde kun sige JA til. Udfordringen var at finde ud af, hvor vi kunne få nye midler fra, hvilke projekter, der var aktuelle, og hvilke krav der ville blive stillet, for at vi kunne komme i betragtning. Min gode ven og kollega Odd Jordal, der havde været leder af adventistkirken i Etiopien og Sverige, havde engageret sig stærkt i udviklingshjælp og havde fået penge til adskillige projekter fra SIDA og NORAD og et enkelt projekt fra DANIDA. Blandt projekterne var 10 boliger ved Masanga spedalskhedshospital i Sierra Leone og 5 klinikcentre i Zimbabwe. (DANIDA). Odd Jordal var død under en rejse til Vestafrika, og nu måtte jeg være med til at løfte arven efter ham. Vi mødte velvilje hos vore donorer, og inden for kort tid fik vi bevilling til bygning af 7 skoler i Månebjergene i det vestlige Uganda. Det var et projekt, der i løbet af få år udviklede sig

til opførelse af over 80 skoler i Uganda med tilhørende undervisning og dygtiggørelse af lærere. I 1987 skete en ændring i ADRA Danmark. Vi ville udvide vores støttekreds og søgte igennem EU om støtte til en landbrugsskole i Colombia, men vi fik det svar, ”at EU ikke støttede politiske eller religiøse organisationer”. Så besluttede vi at trække organisationen ud fra adventistsamfundets paraply og danne ADRA Danmark som en selvstændig organisation, og snart blev EU en vigtig sponsor for vores arbejde, der blandt andet støttede landbrugsskolen i Colombia sammen med NORAD. Det vil være rigtigt at sige, at ADRA Danmark og ADRA Norge havde fælles generalsekretær indtil efteråret 1992 og derfor havde et tæt samarbejde og ofte gik sammen om fælles projekter. I 1992 blev ADRA Norge organiseret som en stiftelse med egen administration og stab. 2.: Var der noget i din baggrund, der gjorde, at du sagde: ”Det her er det, der taler til mig lige nu.”? Jeg læste f.eks. om din tur til Algier? Som afdelingssekretær i kirkens østdanske afdeling 195864 havde jeg også ansvaret for nødhjælpsafdelingen, som dengang blev kaldt velfærdsafdelingen. Da Algeriet kom på katastrofernes verdenskort efter frihedskrigen, var vi 3 unge, der kørte en lastbil med nødhjælp til børn i Algeriet, og med skib sendte vi 45 tons vintertøj. Året efter skete jordskælvet i Skopje, og vi var 6 danskere, der på kirkens vegne kørte til Skopje og satte 12 huse op, som var sendt til Skopje med jernbane. Disse projekter var højdepunkter i mit arbejde. (Se historiske kapitel). Vi var jo også 6½ år i Nigeria, hvor jeg havde ansvaret for kirkens arbejde, der også omfattede driften af skoler, klinikker og hospitaler. Disse år var vel nok højdepunktet i vores liv. Vi måtte forlade Nigeria på grund af sygdom, men Afrika kunne vi ikke glemme. Så da anledningen blev givet til at gøre noget for udviklingslandene og ikke mindst Afrika, greb vi anledningen med glæde.


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

28 / Helge Andersen: Pionerfasen 1985

Solidt skolebyggeri / 29

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

3.: Der er mange humanitære organisationer på markedet – der ofte gør et godt arbejde. – Hvad synes du, ADRA specielt kan tilbyde? Danmark Danmark Danmark I navnet ADRA er udvikling sat foran nødhjælp for at understrege, at ADRA prioriterer hjælp til selvhjælp. ADRA’s hovedopgave er atDanmark hjælp fattige og underprivilegerede befolkningsgrupper til at skabe et værdigt liv. I krisesituationer træder ADRA til med nødhjælp, men målet er altid at bevare Danmark individets selvværd ved at bygge på samarbejde og partnerskab. ADRA valgte at gøre sundhed, uddannelse og fødevaresikkerhed til hovedopgaver. Det betød i starten, at vi reagerede, når Denmark vi hørte om behov for skoler og klinikker. Vort første Uganda program er et godt eksempel, der førte til, at vi fik bygget eller genopbygget 100 grundskoler. ADRA bygger på et historisk fundament, idet adventistkirken på et meget tidligt tidspunkt udsendte missionærer, der i høj grad satsede på undervisning og lægehjælp. Utallige er de danske lærere, læger og sygeplejersker, der er rejste ud til Tanzania, Kenya, Uganda, Malawi, Eritrea, Etiopien, Nigeria, Peru, Madagaskar, Gambia, Rwanda, Sierra Leone, Liberia, Pakistan, Congo, Indien, Irak, Ghana, Bolivia, Colombia, Burundi, Sudan, Zimbabwe, Kapverdiske Øer, Senegal, Nepal, Vestindien, Ecuador, Elfenbenskysten,- ja listen er lang. Og det var naturligt, at vi i ADRA valgte nogle af disse lande, som vore samarbejdslande. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Så når DANIDA bl.a. spurgte om, hvilke lande vi havde valgt at hjælpe, og vi måtte argumentere for vore valg, så kunne vi henvise til, at adventistkirken længe havde sendt missionærer – læger, lærere og sygeplejersker ud til lande som Uganda, Tanzania, Rwanda, m.fl., og derfor var det lande, som vi var kendt med, og hvor vi var kendt. Men vi involverede os dog også steder, vi ikke havde været tidligere, fordi nyhederne havde gjort opmærksom på, at der var opstået et pludselig behov. Da sandinisterne således mødte modstand fra kontraerne i Nicaragua, og landet blev involveret i en borgerkrig, opstod der et behov for skoler, der kunne huse børn fra de usikre landdistrikter. Det førte til bygning af skolen i Nicaragua, der kunne huse 400 elever. Det blev til et projekt til godt 15 millioner kr., og i dag fungerer skolen stadig, men på et andet grundlag, da der er fred i landet – så der var projekter, der var dikteret af pludselig opstået nød. 4.: Når du tænker tilbage – hvad er du så gladest for i din tid som generalsekretær? Det er et svært spørgsmål, at svare på. Da jeg sluttede i 2000, havde vi administreret offentlige bevillinger på 262 millioner kr. til udviklingsprojekter og 153 millioner kr. til nødhjælp. Vi havde også modtaget 13 millioner kr. til miniprojekter penge, som vi modtog fra medlemmer eller venner af ADRA eller fra indsamlingen ”Hjælpeaktion”. Vi havde været engageret med udviklingshjælp i Albanien, Burkino Faso, Burundi, Colombia, Den Dominikanske Republik, Ghana, Malawi, Nicaragua, Pakistan, Rwanda, Sierra Leone, Somalia, Sudan, Sydsudan, Tanzania, Uganda og Zimbabwe. Og vi havde haft nødhjælpsprojekter i Albanien, Burundi, Elfenbenskysten, Ghana, Kosovo, Liberia, Mozambique, Nicaragua, Rwanda, Sierra Leone, Somalia, Sydsudan, Tanzania og Uganda. Det siger sig selv, at hvert af disse lande bød på store oplevelser og gav minder og venskaber, som vil vare hele livet. Det var også en glæde at se, hvad indsatsen kom til at betyde for mennesker. ADRA havde gennem de 15 år medvirket ved udsendelsen af godt 35 yngre personer i forbindelse med vore projekter, og vi havde ved to lejligheder udsendt ungdomsgrupper på hver 30 unge til vore projekter i Nicaragua og Tanzania. Fortsættes s. 31

Solidt skolebyggeri Danmark I 2001 var ADRA Business Club på besøg i Uganda, hvor vi blandt andet oplevede indvielsen af nogle nye skolebygninger, som ADRA havde bygget. ”Prøv lige at komme herover og krat lidt i fugen på den her skolebygning, som vi har bygget. Den er solid og holder mange år, fordi der er den rette mængde cement i”. Allan Falk smiler lidt stolt. Han har tilbragt seks år her i Uganda, de sidste tre sammen med sin kone Anette og deres to børn. I starten af nullerne byggede ADRA med støtte fra Danida 52 skoler i det sydlige Uganda. Ofte forsvandt der byggematerialer i forbindelse med byggeriet, især cement, hvilket gjorde, at mørtlen smuldrede, og at bygningerne ikke holdt særlig længe. For at undgå dette blev der, i forbindelse med byggeriet af de nye skolebygninger holdt 15 % af støttebeløbet tilbage til dækning af bortkomne byggematerialer. Når byggeriet var færdigt, fik skolen så udbetalt de 15 % - hvis der ikke manglede noget. Gjorde der det, blev det trukket fra før udbetalingen. Det var ret effektivt, og skolerne sørgede for at passe på materialer og værktøj. Skolerne skulle selv skaffe sand og brænde sten, og ofte blev beløbet udbetalt i den sidste del af byggeriet, fordi det kunne være svært at skaffe sand og sten nok. Så blev det tilbageholdte beløb en hjælp til at få byggeriet færdigt. Når det gjaldt om at rane fra kassen, var det øjeblikkelig fyring og politianmeldelse for det meste. Dog kunne en tilbagebetalingsordning i visse tilfælde være en løsning. Dette har gjort, at de bygninger ADRA opførte, var solide og holdbare. Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Og taknemmeligheden var stor i befolkningen. Allan fortæller:” I starten ville skolebestyrelserne ikke have, at ADRA skulle bygge skolerne. De var bange for, at der fulgte en masse betingelser med, og at adventistkirken ville drage nytte af byggeriet. Men efterhånden som byggeriet kom i gang, meldte flere og flere af skolelederne deres interesse, da de kunne se, at skolerne blev overdraget kvit og frit, oven i købet med undervisningsmaterialer til. En biskop talte ved indvielsen af en af skolerne, og sagde:” Det arbejde ADRA har gjort, er det samme, som Jesus ville have gjort, hvis han havde gået her på jorden. Vi har fået disse gode skoler uden en skjult dagsorden, men vi har et problem! Vi ville aldrig have gjort det samme for adventisterne og ADRA!” Det gør mig rigtig glad og får mig til at føle, at vi gør nytte og er med til at ændre holdninger,” slutter Allan.


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

30 / Flygtningemodelhus i fuld størrelse

Helge Andersen: Pionerfasen 1985 / 31

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Flygtningemodelhus i fuld størrelse Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark I Maj måned 2009 fik ADRA Danmark leveret en model af et flygtningehus i fuld størrelse. Huset er med rigtig bliktag for at ligne bedst muligt og har siden da været brugt i forbindelse med mange udstillinger rundt omkring, ikke blot i Danmark, Danmark men også på Færøerne samt Tyskland og Holland. Huset har også været vist på torve, skoler, i DGI-byen i forbindelse med COP15, på Oase lejren, i Storcentret i Thorshavn, til ungdomskongres i München, til stormarked i Utrecht i Holland og sidst på ChristiansborgDenmark slotsplads i forbindelse med opførelsen af musicalen ”Demokrati til tiden” den 5. juni 2012. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Foran Christiansborg.

I 2000 var vi 7 medarbejdere i ADRA Danmark, og vi havde et fantastisk sammenhold. Så når du spørger mig om, hvad der har glædet mig mest i min tid som generalsekretær, - så må det være alle de positive unge som ældre, der gjorde en fantastisk indsat for, at arbejdet i ADRA skulle lykkes. Det glædede mig også at se udviklingen i ADRA. I de første 7 år foregik alt arbejdet herhjemme fra mit lille kontor på Piasminde i Romalt med min hustru Arna som medhjælp. Jeg måtte selv udfylde ansøgninger og har mere end en gang stået enten i Århus eller Randers og læsset den ene container efter den anden (af og til med frivillige hjælpere), og ofte var jeg af sted i ugevis ad gangen. Men som tiden går, blegner ofrene i lyset af de mange glæder. En begivenhed illustrerer på en morsom måde min situation: Ved et internationalt møde i ADRA-netværket blev jeg spurgt, om det var rigtigt, at jeg kun havde en frivillig til at hjælpe mig. Da jeg bekræftede dette, ville man vide, om det var rigtigt, at vedkommende ikke fik løn. Jeg kunne blot sige, at den frivillige fik lov til at dele bord og senge med mig. Da lød der et højt forargelsens suk, indtil jeg kunne fortælle, at vi havde været gift i over 40 år. Det lettede lidt på situationen. 5.: Du kom til at deltage i forhandlinger i et råd under Udenrigsministeriet med politikere og erhvervsfolk, der arbejdede med bevillinger til U-lande. Hvordan skete det? Og hvad er dine tanker om den tid? Medlemmer af DANIDA’s Råd og flere komiteer gik på tur mellem de forskellige organisationer, og således blev jeg medlem af Rådet en periode. Jeg var også medlem af den gruppe, der samledes, hver gang en større katastrofe indtraf. Her søgte DANIDA at få overblik over de forskellige nødhjælpsorganisationers indsats. Men disse råd og komiteer blev sløjfet for en halv snes år siden. Det var min klare opfattelse, at det ville tage ADRA 25 år at blive virkelig kendt. De første år kendte praktisk taget ingen ADRA – heller ikke blandt adventistkirkens medlemmer. Vi satsede på mange områder på at gøre ADRA kendt, og det er lykkedes over al forventning.

erne.

ø På Fær

I Holland

.

Men arbejdet var på mange måder også anderledes dengang. Vi arbejdede meget med infrastrukturer dengang. Vi byggede klinikker og skoler. Vi havde en fin gruppe af håndværkere, som tog sig af mange af vores projekter. Vi havde et godt samarbejde med de lokale ADRA kontorer, og flere steder blev de ledet af danskere, som havde ansvaret for finanserne. Nu er det mere de sociale funktioner og ledelse, man fokuserer på. Og det er en helt anden situation.

I München.

Hvad synes du er den største udfordring for en organisation 6.:  som ADRA i dag? Det må du hellere spørge den nuværende administration i ADRA om. 7.: Hvad gjorde størst indtryk på dig i din tid som generalsekretær?

På Oaselejren i Jylland.

Naturligvis gjorde det indtryk på mig at finde den store interesse for vort arbejde i DANIDA og NORAD. Det kom til udtryk i store bevillinger. Også den offervilje, der kom for dagen, efterhånden som ADRA blev mere og mere kendt, og de unge mennesker, der var villige til at rejse ud og gøre en indsats for at hjælpe mennesker, der havde brug for hjælp. På hjemmefronten havde vi et enestående samarbejde mede adventistkirkens velfærdsforeninger og de mange frivillige, der indsamlede hospitalsudstyr, skoleudstyr, medicin, skaffede tøj og pakkede containere, der blev sendt til en lang række lande.

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Denne indsats har været med til at gøre livet lettere for fattige og undertrykte. 8.:  Korruption forekommer. – Hvordan bekæmpede I det i din tid som generalsekretær? Som allerede nævnt havde vi gode projektledere, og de lokale ADRA organisationer, var vores samarbejdspartnere. De havde et tæt samarbejde og førte ikke alene kontrol med projektet, men også med pengene og rapporterede hele tiden til os og søgte råd i vanskelige situationer. Vi blev i det store hele sparet for korruption. 9.: Hvad med DANIDA – Hvordan har det ændret ADRA’s måde at arbejde på? Før samarbejdet med DANIDA kom alle pengene via adventisternes trofasthed. Med DANIDAs og NORADs støtte kunne vi nu pludselig involvere os i langt større projekter som bygning af skoler og klinikker. På et tidspunkt stod vi i en situation, hvor tidlige tyske missionærers arbejde i Tanzania var blevet ødelagt – skoler, der havde fået lov ar forfalde. Det var efter Tanzanias selvstændighed, hvor man eksperimenterede med den panafrikanske socialisme. Så gik DANIDA ind og støttede, at man genopbyggede statens skoler. Vi søgte om støtte til at genopbygge adventistkirkens 9 skoler – og ADRA fik i alt 27 millioner kr. til genopbygning af disse skoler. 10.: Er der ting, du ville ønske kunne være gjort anderledes dengang? Nej, egentlig ikke. Jeg var glad for, at projekterne som regel blev gennemført til tiden. Men mit skema var nok for stramt. Jeg var for sjældent hjemme. 11.: Har du nogen oplevelser, der illustrerer udviklingen, mens du var generalsekretær? Det, der lettede arbejdet internationalt, var, da ADRA endelig erkendte, at vi var et netværk. I begyndelsen måtte vi gøre brug af adventistkirkens organisation, hvilket indbefattede, at al kommunikation gik gennem kirkens organisationer. Det var sammen med breve en langsom procedure. Den var frygtelig besværlig i begyndelsen. En telefax, som man i dag kan få for 1500 kr., kostede dengang 37.000 kr. Det gjorde, at vi i begyndelsen telefaxede fra Nutana. Men i dag er kommunikation jo fremme via E-mail ved et tryk på knappen. Så den tekniske udvikling har udvirket undere for kommunikationen og fjernet mange bekymringer og irritationsmomenter. 


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

32 / ADRA Business

ADRA Business / 33

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

ADRA Business Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

I 2001 oprettede ADRA Danmark en Business Club med det formål at gøre ADRA mere kendt samt at finde sponsorer fra erhvervslivet. 16 firmaer viste interesse for ideen, og klubben blev stiftet. Der var mange ideer til aktiviteter, og man blev enige om at arrangere nogle ture til ADRAs indsatsområder, hvor medlemmerne med egne øjne kunne se og opleve, hvad udvikling- og nødhjælpsarbejdet går ud på. Turene gik til Uganda og var en stor øjenåbner og inspirationskilde for de medlemmer, der deltog. Der blev besøgt skoler, landbrug, hospitaler og pygmæer. Det afrikanske køkken blev udforsket, og der var også tid til river rafting og safaritur. Bugema universitetet, som ligger en times kørsel udenfor hovedstaden Kampala, var et af de steder, der blev besøgt. De havde modtaget 300 computere fra den amerikanske marine, men de var ikke forbundet, og der var ikke adgang til internettet. To af deltagerne på turen drev et EDB-firma, og efterfølgende sendte firmaet nogle teknikere til universitetet, og der blev oprettet netadgang, og en internetcafe blev åbnet i en nyopført bygning, så både elever og lokalbefolkningen kunne komme på nettet. Et attraktivt tiltag for universitetet, hvor elevtallet voksede med over 50% året efter.

På hjemmefronten blev der også taget nye initiativer. I forbindelse med tsunamien i december 2004 var der mange indsamlingsaktiviteter. Blandt andet udlovede sanger og skuespiller Trine Gadeberg sammen med Stig Rossen en koncert til den, der gav mest. Carsten Wærn, en af ADRA Business Clubs medlemmer, købte koncerten med de to, men fik arrangeret, at de gav en offentlig koncert til fordel for ADRA. På den måde støttede de to gange. Koncerten blev afholdt i Vejle Musikteater og gav et overskud på 100.000 kroner. Efterfølgende var Trine Gadeberg i Malawi for at besøge nogle af de projekter, der blev støttet for pengene fra koncerten, og en ny koncert blev afholdt i Vejle året efter. Denne gang havde Trine og Stig fået Etta Cameron med på scenen, og det blev endnu en forrygende oplevelse for publikum. Etta Cameron blev kontaktet af ADRAs medarbejder, og en aftale om en koncertturne på Færøerne til fordel for ADRA blev arrangeret. Året efter kunne færingerne opleve to vellykkede koncerter med Etta Cameron, og ud over megen omtale både i aviser, radio og TV gav en indsamling i forbindelse med besøget 200.000 kr. til støtte for hjemvendte flygtninge i Burundi.

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Kabel til internet graves ned på Bugema universitetet.

I mellemtiden var ADRA Business Club blevet til ADRA Business med en professionel ledelse i spidsen for nu over 40 medlemmer. Mange spændende tiltag blev prøvet, og der er blevet lagt mange timer og et stort arbejde i at drive ADRA Business. En stor donor, banken Dnb Nord, gav en skole til projektet i Burundi. Mange fonde blev søgt, hvilket gav pæne beløb, og adskillige arrangementer løb af stabelen, bl.a. tre julekoncerter med Trine Gadeberg. Omsætningen steg, men det gjorde udgifterne desværre også, og ADRA Business måtte skære i staben. ADRA Business er i dag blevet indlemmet i ADRA som en selvstændig afdeling.

Trine Gadeberg og Stig Rossen.

En stor tak til de mange, som har givet af deres tid og midler til det store arbejde ADRA Business har udført gennem tiden.

Skolen i Brurun ndvies i di.

på Etta Cameron e. Færøern

D

Interne t

caféen

åbner.


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

34 / Birgit Philipsen: Konsolidering - og differentieringsfasen 19

Danmark

Birgit Philipsen: Konsolidering - og differentieringsfasen 19 / 35

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Da ADRA’s første generalsekretær – Helge Andersen – gik af, valgte man at finde afløseren inden for organisationen selv. Birgit Phillipsen havde i lang tid ledet kontoret i Nærum Danmark Danmark Danmark og var godt inde i arbejdsgangen i forhold til DANIDA og havde arbejdet med de forskellige projekter. Hun videreførte på mange måder organisationen med trofasthed over for pioneråndens dyder. Danmark Administrationsudgifterne var små – som hun selv siger i interviewet med hende – måske for små, fordi en administrationssekretær Danmark kunne have frigjort hende til at beskæftige sig med andre ting Ledelsen hvilede således også på få hænder. Denmark Staben af medarbejdere blev stadig udvidet og gjorde det muligt at tilfredsstille både den forøgede tillid, der blev vist til Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

ADRA Danmarks professionalisme og evne til at tackle større og mere komplekse opgaver. Hun lagde vægt på, at der blev oparbejdet et endnu tættere forhold til DANIDA, og at der i endnu højere grad blev udviklet strategier for de projekter, man arbejdede med. Der bliver dog ikke ressourcer nok til på slagkraftig vis at gøre opmærksom på sig selv i en større sammenhæng i forhold til den brede danske befolkning. Derfor kom støtten stadig fortrinsvis fra adventistsamfundet medlemmer, DANIDA og en gruppe sponsorer, som det er lykkedes at oparbejde et nært forhold til samt fra den årlige dør til dør indsamling, Hjælpeaktion. Det følgende interview, synes jeg, giver et billede af en meget dedikeret generalsekretær, der brænder både for sit arbejde og de mennesker, hun ser det som sit kald at hjælpe.

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

Birgit i Sierra Leone som studentermissionær.

Interview med Birgit Phillipsen 1.: Hvordan kom du egentlig ind i arbejdet som generalsekretær? Det var en lang og snørklet vej. Jeg begyndte med almindeligt sekretærarbejde. Vi boede dengang lige over for ADRA kontoret i Nærum. Jeg havde indtil da været hjemme hos mine børn og passet dem, indtil min yngste datter begyndte at gå i skole. Professionelt havde jeg egentlig en lærerbaggrund, og da hun så begyndte at gå i skole, så tænkte jeg, at nu kunne jeg egentlig godt tænke mig at få kontakt med arbejdslivet igen. Lige på det tidspunkt i januar 1991 søgte ADRA en sekretær på halv tid. Så søgte jeg stillingen, fordi det passede meget godt, at jeg bare skulle smutte over vejen for at komme på arbejde. Så ydmygt og, synes det, næsten tilfældigt begyndte min karriere i ADRA. Jeg hælder nu nok til den teori, at Vorherre åbnede en dør på klem for mig på det rigtige tidspunkt. Den daværende generalsekretær, Helge Andersen, boede i den anden ende af landet – i Jylland, så snart blev jeg ansvarlig for kontoret i Nærum. I den funktion tog jeg mig også af regnskaberne. Omkring det tidspunkt begyndte ADRA at vokse meget hurtigt. Staben voksede i samme takt, og jeg blev involveret i mange af de nye projekter og måtte i den funktion også deltage i en masse møder. Da Helge Andersen gik på pension, bad bestyrelsen mig om at overtage ledelsen efter ham. Det var egentlig en ”on the job training” oplevelse. Men undervejs, da jeg begyndte at engagere mig mere i programarbejde, følte jeg, at det ville være meget nyttigt at få mere uddannelse, fordi min baggrund var undervisning. Det var selvfølgelig meget relevant med en lærerbaggrund – især fordi ADRA ‘s største fokusområde, på det tidspunkt i Afrika, var uddannelsesprogrammer. Men jeg

ville gerne udvide min viden i forbindelse med internationalt udviklingsarbejde. Så jeg gik i gang med en Master fra Andrews University, der ligger i USA. Jeg fuldførte kurset på 4 år via nogle intensive sommerkurser i Kenya. Det har jeg aldrig fortrudt. 2.: Var der noget i din baggrund, der gjorde, at du tænkte: ”Det her er netop, hvad der er brug for lige nu.”? Nej, på det tidspunkt var det egentlig ret tilfældigt. Jeg havde lyst til at beskæftige mig med noget, der gav mening, og havde brug for et halvtidsarbejde, fordi jeg gerne ville være hjemme fra arbejde, når børnene kom fra skole. Jeg vidste faktisk ikke så meget om, hvad ADRA stod for, fordi ADRA var noget relativt nyt på det tidspunkt, men jeg syntes, det lød spændende. Som 19-årig kom jeg ud til Sierra Leone som studentermissionær i et år og havde et stort ønske om at komme tilbage til Afrika. Så da stillingen bød sig hos ADRA, tænkte jeg, at det passede jo meget fint, fordi jeg havde en del erfaring ude fra Afrika. 3.: Der er mange humanitære organisationer på markedet, der også gør et godt arbejde. Hvad synes du, ADRA specielt kan tilbyde? ADRA er specielt god til at arbejde helt nede på græsrodsniveau – det, der kaldes ”Community development”. – Man arbejder med at hjælpe små landsbysamfund i alle livets aspekter - uddannelse, sundhed, genopbygning af infrastrukturen og mange andre programmer, der vil højne vilkårene for hele lokalsamfundet. Jeg synes også, vi har meget at tilbyde, fordi vi er udgået af adventistkirken, og vi har en grundholdning, der bygger på respekt for mennesker, respekt for andre kulturer, respekt for andre religioner. Vi mener, at Gud har skabt os alle sammen


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

36 / Birgit Philipsen: Konsolidering - og differentieringsfasen 19

Demokrati til tiden / 37

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

som ligeværdige mennesker, og derfor er det vores ansvar at være med til at skabe mere retfærdighed i verden. Selve motivationen er meget vigtig – det er ikke bare et job, man Danmark Danmark Danmark har – det er noget, man brænder for, et kald. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

4.: Hvordan vil du i den forbindelse forklare, at man ”får” et Danmark kald? Nødhjælp og udvikling

Jeg tror egentlig ikke, det er så mystisk. Gud har givet os Danmark nogle evner og interesser, og han hjælper os til at se, at her er der et område, hvor din indsats kan gøre en forskel – og så gør vi det. Jeg havde aldrig nogensinde tænkt på at arbejde Denmark for ADRA, men der opstod en mulighed, og jeg greb den, og det har vist sig, at mit liv er blevet helt anderledes, end jeg havde planlagt det, og jeg har fået enormt mange spændende oplevelser og et rigt liv. Nødhjælp og udvikling

Relief and development

5.: Når du tænker tilbage – hvad er du så gladest for i din tid som generalsekretær? Hvad jeg er gladest for? Uha, det er svært, for jeg har egentlig været glad for det meste. 6.: Men der må have været nogle oplevelser eller projekter, hvor du sagde: ”Det var godt, vi involverede os i det.” Sådan mere overordnet, så synes jeg, det var meget spændende, at vi fik opbygget et godt samarbejde med DANIDA, der igennem kvalitetsarbejde byggede på gensidig tillid, og at vi fik et fantastisk godt samarbejde, hvor organisationen voksede år for år, og vi havde mulighed for at engagere os i flere og flere programmer. Det var en succes, og det var meget spændende at arbejde på den måde. Hvis jeg tænker på de programmæssige ting, så var det arbejdet i forbindelse med krisen i Kosovo. Der havde jeg en oplevelse, hvor jeg for første gang kom ud til et land, der lige havde været i krig. Ingenting fungerede, og flygtningene var lige begyndt at vende hjem fra Albanien og fra andre nabolande, som de var flygtet til. Krisen startede i påsken, og folk begyndte at vende hjem igen i juni allerede tre måneder senere. Jeg tog ned i begyndelsen af juli måned for at se, hvordan ADRA kunne hjælpe. På det tidspunkt var ADRA en af ca. 10 organisationer, som samarbejdede med DANIDA i forbindelse med nødhjælp, så når der var en katastrofe, blev vi indkaldt til møder, hvor de forskellige organisationer orienterede hinanden om, hvilke planer de havde. Jeg rejste derfor til Kosovo for at undersøge, hvad behovene var, og hvilke muligheder vi havde for at hjælpe, og hvem vi skulle samarbejde med. Jeg regnede med, at vi skulle i gang med at bygge huse – det var det, de fleste danske organisationer fokuserede på. Det var vigtigt, at familier fik tag over hovedet igen og havde et sted, hvor de igen kunne opleve en nogenlunde normal hverdag. Men det viste sig så, at det var næsten umuligt at koordinere planerne for husbyggeriet. Alle havde travlt, og der var meget få, der mødte op til koordineringsmøderne. Alt var ret kaotisk – der var i det hele taget ikke ret meget, der fungerede i Pristina på det tidspunkt. Jeg fik så kontakt til UNICEF, der stod for at koordinere arbejdet med uddannelse. De manglede en partner, og vi begyndte at samarbejde med dem og fik tildelt et område, hvor vi skulle genopbygge skoler. Det var en spændende oplevelse at være der, lige efter folk var vendt hjem, og samarbejde med de forskellige FN koordinerende organer og lægge planer for, hvordan man kunne genopbygge landet.

Det udviklede sig til et samarbejde med DANIDA om at genopbygge skoler, og vi gik i gang med først at sætte de skoler i stand, der var mindst ødelagte. Vi delte skolerne op i 5 kategorier, fordi målet var hurtigst muligt at få så mange børn som muligt tilbage i skole igen ved skoleårets begyndelse. Der var mange traumatiserede børn, så det var vigtigt, at deres hverdag hurtigt blev normaliseret igen og undgå, at de mistede et helt år i deres uddannelse.

Musical foran folketinget Grundlovsdag 2012 holdt statsminister Helle Thorning Schmidt og undervisnings-Danmark minister Christine Antorini grundlovstale ved et stort opsat ADRA arrangement med Felix Smidt som vært. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Som første skridt fik vi sat rigtig mange af de mindst skadede skoler i stand – og fik telte fremskaffet til at erstatte de skoler, der var helt ødelagt. Der hvor skolerne ikke var sat i stand, foregik undervisningen i telte eller i lader og større bygninger, hvor der var plads til børnene. Næste skridt var at gå i gang med skadeskategori nummer 2 blandt skolerne osv. og til sidst kategori 5, der var de skoler, som skulle genopbygges helt. Vi genopbyggede og satte 90 skoler i stand i løbet af et års tid med penge fra DANIDA, som gav os 30 millioner kr. til arbejdet. Derefter gik vi i gang med at udvikle et program for lærerne, der bestod i formidling af forskellige undervisningsteknikker. Men det mest spændende var at udarbejde nye planer for historieundervisningen, fordi det indbefattede, at man skulle samle både serbere og kosovo-albanere i et forsøg på at få skabt en fælles historieforståelse. Og det var vigtigt og udfordrende i et land, der lige havde haft borgerkrig.  vad synes du, den største udfordring for sådan en organi7.: H sation som ADRA er i dag? Det er nok altid at følge med tiden. I udviklingsverdenen går alt så hurtigt - regeringer skifter prioriteringer, og man skal hele tiden følge med i de forskellige dagsordner, så man kan tale deres sprog og fremstille sine planer på en måde, der vil blive accepteret. Det er også svært at skaffe penge til ens egen administration og en stadig udfordring at dække løn og udgifter til medarbejdere i Danmark, så man kan styrke de lokale partnere og opretholde kvaliteten i projekterne.  r der noget, der har gjort særligt indtryk på dig i din tid 8.: E som generalsekretær – en bestemt oplevelse du har haft, mens du var ude? Den enkeltoplevelse, der nok har gjort allerstørst indtryk på mig, var en oplevelse, jeg havde i Darfur i Sudan. Det var i begyndelsen af krisen der, hvor jeg kom ud og besøgte tre store flygtningelejre i nærheden af Geneina. Jeg havde aldrig oplevet noget, der rørte mig så dybt. Da vi kom derud, havde de ikke fået mad i en månedstid, så mange sad bare sløvt og stirrede frem for sig med udslukte blikke. Da de så os, kom de hen og pegede på deres maver og deres mund og viste med tegn, at de var sultne. Men vi havde jo ikke noget mad med og havde ikke mulighed for at hjælpe dem der og da, fordi vi var ude for at undersøge forholdene og lægge planer for, hvad ADRA kunne gøre i det område i fremtiden. ADRA havde lige oprettet en lille base der, og det var under meget, meget enkle forhold. Der skete så to ting, jeg aldrig vil glemme: Man fik det rigtig, rigtig dårligt af at gå rundt blandt alle de mennesker, der ikke havde mad, uden at vi var i stand til at hjælpe dem ud af deres elendighed. Man kunne se, de virkelig var sultne. De var helt afskåret fra omverdenen, fordi de fleste var kvinder og børn. De var blevet jaget fra deres landsbyer, og var kommet ind i flygtningelejrene, og de fortalte, at hvis de gik udenfor og prøvede at skaffe mad og prøvede at dyrke noget jord dér, så risikerede de at blive voldtaget af janjaweed krigere, der allerede havde øvet vold imod dem og drevet dem ind i flygtningelejren i første omgang. Fortsættes s. 39

D

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

ADRA tog initiativ til en stort opsat musical om vigtigheden af demokrati. Musicalen blev til med støtte fra Danida i samarbejde med den erfarne komponist og tekstforfatter Benedicte Riis, også kendt som ”Tante Andante”. I samarbejde med Dansk pædagogisk musikforening blev der afholdt nogle workshops, hvor 50 musiklærere blev klædt på til at stå for opsætningen af musicalen. Musicalen blev derefter opført på 9 forskellige skoler i fem forskellige byer. I forbindelse med opførelsen var der en uges workshop for de børn og lærere, der var med i opsætningen. Bennedicte Riis og ansatte fra ADRA var med i undervisningen, som mundede ud i opførelsen af musicalen for alle forældre, søskende og bedsteforældre. Mere end 2.500 børn og lærere har været med til at opføre musicalen, og mange familiemedlemmer har også været involveret. Skolerne blev udvalgt og kontaktet før kampagnen startede, og de deltog alle både i workshop og opførelsen af musicalen som planlagt. Eventen kulminerede med en stor opsætning i Rigsdagsgården på trappen til folketinget grundlovsdag den 5. juni 2012, hvor statsminister Helle Thorning Schmidt og uddannelsesminister Christine Antorini holdt grundlovstale med Felix Smidt som vært. Efter talerne og opførelsen af musicalen, blev der på en storskærm vist interviews med forskellige politikere. Felix havde lavet disse interviews på Christiansborg op til eventen. Skoleelever fra København og omegn var inviteret, og der var fri adgang for alle. Begivenheden blev dækket af TV2 News, DR, TV2 Nord, TV2 Østjylland og Nordjyske.


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

38 / Else Mortensen

Birgit Philipsen: Konsolidering - og differentieringsfasen 19 / 39

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

98 årige Else Mortensen fra Randers ejer 32 huse - I Burundi Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

For omkring 7 år siden startede Else Mortensen fra Randers det projekt, som nu er gået hen og blevet et helt livsværk: At hjælpe hjemvendte flygtninge i Burundi med at få et hjem. Det er indtil videre blevet til 32 huse! Else Mortensen er ikke velhavende. Hun sparer op til husene af sin folkepension. I løbet af de sidste 7 år, er det blevet til hele 32 huse. ”Jeg kan ikke finde på noget bedre at bruge mine penge til end at give nogle mennesker et nyt hjem. Jeg mangler intet, og nu jeg har gjort det til min livsopgave at samle ind til så mange huse, jeg kan. Jeg lægger det til side, som jeg ikke bruger, og når jeg har fået samlet ind til et hus, køber jeg det. Det er jo ikke kun én person, men en hel familie, der får et nyt hjem og en bedre fremtid. Den drøm vil jeg gerne være med til at opfylde.”, forklarer Else Mortensen. Elsebo 12: I det nye hus bor Samuel sammen men sin kone og deres datter på fem år. De flygtede i 1994, og først i 2005 var der igen relativt fredeligt i det område, som familien kom fra, men det gamle hus var blevet brændt ned under krigen. Samuel byggede derfor en hytte af blade og grene, som familien har boet i indtil nu, hvor de med stor glæde er flyttet ind i det nye hus. De kan næsten ikke tro, det er sandt, at de nu har et hus med tag, som kan holde dem tørre. ”Må Gud velsigne donor. Jeg er så glad for dette hus, at jeg ikke flytter igen før grisene får vinger,.” siger Samuel med begejstring i stemmen. Elsebo 19: I huset bor Fabien Bayaga Imbereka (46), hans kone Goreth (36) og deres otte børn, fem piger og tre drenge, i alderen 1 - 19 år.

”Goreth griner af mig, fordi jeg hele tiden kniber mig i armen. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har fået så smukt et hus af et menneske, jeg ikke kender. Men det har jeg. Huset er der, jeg har selv været med til at bygge det. Jeg kan nu tilbyde min familie et værdigt liv og en fremtid. Det er ubeskriveligt, at gå fra det dårlige liv i en utæt hytte til dette store hus, med dette smukke tag, der holder regnen væk. Jeg har kun et ønske i mit liv, og det er at være farmer. Det har jeg nu mulighed for, takket være donor. Jeg ønsker at takke dette menneske for al den godhed, vi har modtager. Mine børn er glade, Goreth er glad, og jeg er sikker på, at min tidligere kone sender os et smil fra himlen,” siger Fabien bevæget.

Elsebo 12. Elsebo 1

9.

På et tidspunkt hørte vi pludselig larmen fra store fly, der nærmede sig. Et øjeblik senere var de over os og store sække med bønner og ris gled ud af lastlugerne på de store lastfly. Det var World Food, der kom og afleverede den længe ventede mad til de sultne flygtninge. Det gjorde indtryk. Der havde vi lidt med de stakkels mennesker, der havde siddet isoleret ude i midten af ingenting, fuldstændig afhængige af, at omverdenen huskede dem, og netop da det så sortest ud, dryssede de livgivende sække ned som manna fra himmelen. Vi stod der på en stor mark og var vidner til, hvordan de stakkels mennesker fik endnu en chance for at overleve.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Modtagelsen var rigtig godt organiseret. Folk stod parate til at løbe hen og læsse sækkene på ryggen og løbe over til lageret med dem i en fart, så sletten var tømt i løbet af nogle timer. Så begyndte uddelingen. Man kunne ikke sige, det var en fest – det var de for udmattede til – men man kunne spore lettelsen. De var så afhængige af omverdenen og ville være døde snart, hvis ikke hjælpen var nået frem. Det var også en kæmpe lettelse for os. Men jeg havde en anden meget stærk oplevelse i den samme flygtningelejr. På et tidspunkt samlede vi en gruppe kvinder. Vi sad i en lille hytte, der var lavet af nogle bambusblade og lyttede til deres oplevelser. Der var omkring 20 kvinder, som alle fortalte deres historie, der var variationer over det samme deprimerende tema. Det blev den mest rørende oplevelse, jeg nogensinde har haft. Følgende kvindes historie kan stå som fællesnævner for resten også. Det var en ung pige, der hed Elizabeth – hun var 18 år gammel. Hun fortalte, hvordan hun en tidlig morgen havde siddet sammen med sin familie og spist morgenmad. Det var omkring kl. 6.00. De sad der alle – hendes brødre og søstre samt faderen og moderen. Pludselig kom der folk ridende ind på kameler – janjaweed – som de også kaldes. De begyndte at skyde omkring sig og jog alle mændene væk og dræbte dem. Kvinder og børn flygtede for livet. Krigerne stak ild til husene og til deres marker og tog alle deres husdyr. Elizabeth var vidne til, hvordan hendes søster og hendes kusine blev voldtaget af 13 mænd – den ene efter den anden – og hun så sin bror og sin far blive skudt. Hun havde ikke engang mulighed for at gå hen og se, om de stadigvæk levede – alt hun kunne gøre var at tage sine andre små søskende og flygte. Søsteren, som var blevet voldtaget, fik hun også samlet op og hjalp hende, mens de angste flygtede. Kusinen blev så medtaget af overgrebene, at hun døde. Elizabeths yngre søster blev så psykisk skadet af oplevelsen, at hun aldrig blev sig selv igen. De flygtede i tre dage - gemte sig om dagen og gik hastigt til om natten, og så kom de endelig frem til flygtningelejren i Genenia, hvor hun nu var. Og der sad hun så med to søskende, som hun havde hos sig i sit telt. Hendes lille telt var lavet af nogle grene og et par plastiksække fra de ris- og bønnesække, der var kastet ned fra World Food flyene. De havde ca. 1.5 gange 1.5 meter at dele imellem sig. Hun havde to små plastikskåle, som hun brugte – den ene til vand og den anden til mad. Hun havde ikke mere mad på det tidspunkt. Det var før maden var kommet ned fra himmelen. Men hun havde lidt vand, som hun gav mig – sin skål med vand – den kærlige gestus rørte mig så dybt, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg tænkte: Hun giver mig simpelthen det sidste hun har – hun havde ikke andet end lidt vand, men hun ville være gæstfri, og så tilbød hun mig at drikke det. Oplevelsen af at sidde sammen med 20 kvinder, som har oplevet den slags ting, og hvor tårerne bare løber ned ad kinderne på dem, er forfærdende. Når man spørger dem, hvilke håb de

D

Relief and developm

har for fremtiden, lyder svaret, at de ikke oplever, at de har noget – de tør ikke tage tilbage til deres landsbyer, fordi det samme jo kunne ske igen, og alt er jo blevet brændt – de har intet tilbage at leve af – de føler, at fremtiden er blevet taget fra dem. Den unge pige Elizabeth – hun skulle være begyndt på universitetet, men nu sad hun bare der låst fast i lejren og prøvede at tage sig af sine yngre søskende – en lillebror og en søster, der var blevet skadet af den massevoldtægt, hun havde været offer for. Da jeg skulle til at gå, og jeg har jo stort set ikke gjort andet end at lytte – var de så taknemmelige og sagde: ”Tak. Tak fordi der er nogen, der bryder sig om os. Tak fordi der er nogen, der gerne vil vide, hvad der foregår.” Og Elizabeth giver mig et stort smil og så omfavner hun mig og siger: ”Tak fordi du kom,” og så tilføjer hun: ”Gud velsigne dig.” Jeg blev simpelthen så rørt, at jeg tænkte, det var den bedste velsignelse, jeg nogensinde havde fået. Fra en, der overhovedet ikke havde noget – som havde mistet alt. Og så er det hende, der siger, at Gud skal velsigne mig! Hvis nogen trængte til velsignelse, var det hende. Det glemmer jeg aldrig. 9.: Korruption forekommer jo også i den her branche. Hvordan bekæmpede I den i din tid? Vi har heldigvis ikke mødt så meget korruption i ADRA. Det er faktisk svært for mig at huske nogle virkelige skandaler. Vi har altid prøvet at sætte stærke systemer op. I ADRA Danmark bad vi i mange år om at få alle bilag hjem, så vi kunne kontrollere dem og tjekke hvert eneste bilag, så vi var sikre på, at det stemte med regnskaberne. Vi foretog også hyppige projektbesøg de steder, hvor vi havde noget i gang. Det skete jo til tider, at der var bilag, man ikke kunne godkende – det er jo sket engang imellem, at der var fejl, der skulle rettes. Men det var lidt i småtingsafdelingen, og vi fik ryddet op i det. Vores partnere vidste, at vi var nøje med at kontrollere, så de prøvede på at undgå den slags ting. Og vi havde nogle virkelig gode partnere. Det var folk som vi havde samarbejdet med i lang tid, og der var gensidig tillid imellem os. De lokale partnere har selv nogle gode kontrolsystemer – det er ikke én person, der håndterer bilag og penge osv. men to eller tre forskellige. Det er et system, som er sat op for at undgå, at man kan stikke af med penge. Men vi havde dog en oplevelse, og det var faktisk i Kosovo, hvor vi


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

40 / Birgit Philipsen: Konsolidering - og differentieringsfasen 19

Spare-låne-grupper / 41

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

fik stjålet vores pengeskab med en masse penge i. Det var ikke korruption, men simpelthen nogle udefra, som stjal vores pengeskab. Det var en meget ubehagelig oplevelse, og det Danmark Danmark Danmark var på et tidspunkt, hvor bankerne ikke var kommet i gang endnu, så vi måtte køre til nabolandet for at hente penge, og derfor havde vi en hel del kontanter i pengeskabet. Men det Danmark er den værste oplevelse, jeg kan huske. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Ja, så var der for resten engang, hvor der var et projekt, Danmark der gik galt – det var i Somalia. Vi havde sendt penge til at bygge et kunstvandingssystem i forbindelse med et landbrugsprojekt, der Denmark skulle skaffe vand til at kunstvande markerne. Der skulle graves nogle store vandopsamlingsbrønde, så vandet kunne pumpes op og ud over nogle marker. Det, der skete, var, at vi fik en god afsluttende rapport hjem, og så skulle den danske ambassadør for Somalia ud og se nogle projekter. Intetanende tager ADRA Somalias lederambassadør med ud til projektstedet, for der lå jo en fin rapport på hans skrivebord. Pga. uroligheder havde det ikke været muligt for ADRA Somalias programleder at besøge projektet i længere tid, så han havde bare måttet stole på den lokale rapport, der kom. Og det viser sig så, da de kommer ud til området, at pumperne er forsvundet, og der var ikke noget, der fungerede i den del af projektet. En del af projektet havde været vellykket, for der havde også været uddeling af fødevarer, og lokale medarbejdere havde fået løn for udført arbejde. Så mange familier var hjulpet til en bedre tilværelse. Men præcis den del med pumperne og kunstvandingsprojektet var slået fuldstændig fejl. Det viste sig så, at den lokale projektleder bare havde skrevet en flot rapport, men den svarede altså ikke til virkeligheden. Rent faktisk var udstyret blevet stjålet. Det er heldigvis den eneste meget ubehagelige overraskelse af den slags som jeg kan huske. Men vi gik så ind og fik ryddet op i det og fik rettet på problemerne. Så stort set så er systemerne ret gode, men i denne situation umuliggjorde krigshandlinger, at vi kunne komme derud og kontrollere. – Det har jo været en udfordring at arbejde i Somalia i mange år pga. sikkerheden, men ADRA har gode støttespillere i lokalbefolkningen og har derfor kunnet hjælpe mange familier med uddannelse, rent drikkevand og alternativ energi.

Noget andet, jeg måske også ville have brugt lidt tid på, var at ansætte en administrationssekretær, som kunne have taget nogle af mine administrative opgaver, fordi jeg havde alt for meget at se til i lange perioder, og jeg kunne måske have engageret mig i nogle andre ting, hvis jeg havde haft lidt mere administrativ hjælp på kontoret. 12.: Det kan jo være et meget belastende job. Hvad gør man egentlig for at undgå at brænde ud i sådan en position?

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

10.: Hvordan har DANIDA ændret ADRA’s måde at arbejde på? Muligheden for at få penge fra DANIDA har jo betydet rigtig meget for ADRA’s arbejde. Men ikke bare muligheden for at få penge, men også udvekslingen af tanker, ideer og planer. Vi har haft et rigtig, rigtig godt samarbejde med DANIDA, og vi har mødt mange eksperter derinde, som vi har diskuteret ting med. DANIDA har afholdt mange kurser, men de har også lært af os. Vi har givet vores informationer og erfaringer videre. Så det har været et godt samarbejde. 11.: Er der ting, du ville ønske, du kunne have gjort anderledes, dengang du var generalsekretær? Jeg tror egentlig, at organisationen gennemgår forskellige faser, og de år, hvor jeg arbejdede, da lagde jeg meget vægt på at oparbejde et godt samarbejde med DANIDA og udvikle de store programmer, vi havde. Vi arbejdede også meget med adventistkirkens medlemmer og forskellige skoler som vi havde kontakt til, men jeg tror nok, at en af svaghederne i min tid var, at vi ikke havde så meget overskud til at nå bredere ud i den danske befolkning. Det blev der sat meget større fokus på senere under min efterfølgers ledelse. Det er dog også et spørgsmål om, at man gennemgår forskellige faser i en organisations historie - man er nødt til at satse på at bygge organisationen op, før man kan nå bredt ud.

En stor succes ADRA har stor succes med spare-låne-Danmark -grupper, som giver fattige mennesker mulighed for at spare op, låne penge og investere. Mange tusinde kvinder og mænd har allerede hjulpet sig selv og deres familier til at få et bedre liv. Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Jeg tror, at når arbejdet er så varieret, som det er, så brænder man ikke lige så let ud, som hvis man havde haft et mere trivielt arbejde med den samme travlhed. Men for at undgå at brænde ud bliver man bliver nødt til at tage sig tid til også at have nogle interesser ved siden af arbejdet. Det var jeg nok ikke særlig god til. Arbejdet fyldte rigtig, rigtig meget, og det tror jeg, det har let ved at gøre, når man har sådan et arbejde. Det jo ikke bare et arbejde – man oplever så meget positivt, så det tror jeg er en modvægt på en måde, som gør, at man lettere kan klare et ret højt stressniveau. Og jeg har en god mand, som altid har støttet mig i mine opgaver, og tre dejlige døtre at tage mig af, så familielivet har altid været vigtigt for mig og givet balance i hverdagen. Min erfaring er også, at det gør en forskel, at man som adventist har en fast hviledag – en fast sabbat - det betyder rigtig meget. En del af opgaven som ADRA-leder var at prædike i menigheder rundt omkring i landet, men det er man nødt til at begrænse, så man ikke bliver for stresset. Men selvom jeg var på rejse, prøvede jeg altid at sørge for, at sabbatten blev en hviledag – det var en lise. Man kunne godt være sammen med mennesker og også være sammen med projektfolkene og andre kollegaer - men det skulle ikke dreje sig om arbejde - og det tror jeg nok har været den største hjælp til, at jeg ikke blev kørt fuldkommen i sænk. 13.: Er der nogen, dit hjerte specielt brænder for derude i det område, som du har arbejdet i? Man kan sige, at kvindernes situation i udviklingslandene er helt anderledes end herhjemme. I mange områder arbejder kvinderne dobbelt og har det virkelig hårdt, men når man går lidt mere i dybden, finder man jo også, at kvinderne i mange situationer har ret stor indflydelse og magt i deres verden. Så det er ikke altid helt entydigt. Men det er virkelig svært for kvinder i situationer, som den historie jeg fortalte fra Darfur, hvor de er nødt til at flygte. De har meget lidt sikkerhed - og de skal ikke bare tage vare på sig selv, men skal også tage sig af børnene. De har jo ofte små babyer, der skal ammes. Så mit hjerte brænder meget for, at man kan hjælpe kvinder i sådanne situationer. Lige nu arbejder jeg med nogle programmer i Thailand og Cambodja med unge piger, der faktisk er i fare for at blive solgt som sexslaver eller bare som slaver i det hele taget, fordi deres familie er fattige og har sat sig i gæld og derfor af nød bliver tvunget til at sælge deres døtre. Det er jo tragisk at høre om, hvordan unge piger er blevet solgt af deres egne familier til et liv i slaveri og misbrug, fordi familierne er så desperate, at de ikke ser nogen anden udvej. Det er ufatteligt spændende og givende at hjælpe disse fattige familier, så de kan beholde deres børn og få mulighed for at give dem en uddannelse. – Set er så godt at se, hvordan børnene vokser op som sunde individer og får mulighed for at klare sig i livet i stedet for at ende i et bordel og blive misbrugt og udnyttet af andre mennesker. 

ADRA Danmark har siden begyndelsen af 2009 støttet oprettelse af landsby-baserede spare-og lånegrupper (VSLA’er) i Malawi. Det var en ny organisationsform og en ny form for mikro-finans, som hverken ADRA Danmark eller ADRA Malawi på forhånd havde erfaring med. En spare-lånegruppe består typisk af 10-20 kvinder, men der kan også være mænd med. De mødes en gang om ugen eller hver fjortende dag og indbetaler hver et fastsat beløb til en fælles kasse. Det kan være helt ned til 1 krone eller 50 øre per medlem om ugen. Efter et stykke tid kan medlemmerne tage små lån, som betales tilbage med renter. Gradvis vokser gruppens kapital. Alt efter hvilke regler gruppen har vedtaget, kan kapitalsummen deles. Det sker typisk i begyndelsen af landbrugssæsonen, hvor der er brug for penge. Derefter starter gruppens medlemmer igen med at bygge kapitalen op. I april 2010 blev ADRAs projekt midtvejsevalueret. På det tidspunkt var det oprindelige mål på 30 grupper allerede nået. Kvinder i landsbyerne dannede grupper på egen hånd og fik derefter råd, træning og vejledning af ADRA. I Danmark er ADRA med i det nyetablerede Dansk Forum for Mikrofinans, som består af danske NGOer og den private sektor med interesse for støtte til fattigdomsbekæmpelse gennem mikrofinans. Her spiller VSLA’erne en ret central rolle, da flere danske NGOer har set den styrke, der ligger i at støtte bæredygtige, selvkørende grupper af små-sparere i landsbyerne i Afrika og Asien. ADRAs låne-spare-grupper arbejder med følgende pricipper: 1. Opsparing I stedet for at fokusere på kredit og gældsættelse har spare-låne-grupper fokus på opsparing. Medlemmerne mødes ugentligt og sparer op i en fælles kasse. Opsparingen i gruppen kan til enhver tid hæves og giver dermed en form for forsikring i dårlige tider. Grupperne giver en langt højere indtægt på opsparing, end de fleste banker kan tilbyde. 2. Sikkerhedsnet I gruppen sparer medlemmerne også op i en særlig social fond, som går til at dække akutte udgifter for eksempel til sygetransport og medicin, som kommer alle medlemmerne i gruppen til gode. 3. Små lån I grupperne kan medlemmerne tage lån, men de kan maksimalt låne tre gange deres samlede opsparing. Den regel er indført for netop at undgå overbelåning. 4. Fleksible vilkår I modsætning til banker, der tilbyder mikrolån med faste vilkår for tilbagebetaling af afdrag og renter, er spare-lånegrupperne mere fleksible. Vilkårene for tilbagebetaling forhandles i gruppen. På trods af de fleksible vilkår er der tilbagebetalingsrater på tæt ved 100 procent. Gruppepresset er med til at sikre den høje grad af tilbagebetaling, men gruppesolidariteten gør også, at man typisk accepterer forsinket tilbagebetaling, hvis det enkelte medlem har problemer med at betale tilbage. 5. Selvvalgt rente Renten fastsætter medlemmerne selv. Grupperne får selv glæde af renten, som indgår som en form for ekstra opsparing i den fælles pengekasse. Der kommer ingen og opkræver renten, og der går ingen penge til administration. Renteindtægterne går tilbage til medlemmerne selv, som en bonus på opsparingen og udbetales typisk årligt sammen med den enkeltes opsparing. 6. Fuld gennemsigtighed I spare-låne-grupperne er der ingen overordnet administration eller ledelse, der kan snyde medlemmerne. Alle transaktioner foregår foran alle medlemmerne på de ugentlige møder. Kassen tælles op i starten af mødet, og alle bedes huske tallet inden kassen lukkes igen med 3 låse, som tre forskellige personer har nøglen til. En fjerde har kassen med hjem. Det skaber total gennemsigtighed.

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

42 / Lehnart Falk: Integration og hensynet til globalitetskrav

Lehnart Falk: Integration og hensynet til globalitetskrav / 43

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

Da Lehnart Falk overtog stillingen som generalsekretær i ADRA, fik man en mand, der kendte arbejdsgangen i ADRA fra sit tidligere engagement under Helge Andersen, men som også bragte nye visioner med sig fra de 10 år, han i den mellemliggende tid havde tilbragt i en anden nødhjælpsorganisation – Red Barnet. En af de visioner, han bragte med sig, var ønsket om at nå ud til et bredere segment af den danske befolkning. For at nå det mål oprustede man markant i PR-afdelingen, så den havde en chance for at prøve at indfri de store forventninger, man havde både til den og ADRA’s egne muligheder for at blive

mere kendt. Et innovativt samarbejde mellem ADRA og et ejendomsmæglerfirma førte således til et af organisationens mest kendte brands – sponsorering af bygning af huse til folk, der ikke har tag over hovedet i en række lande i Afrika. Via en række støttekoncerter med kendte kunstnere som Trine Gadeberg, Stig Rossen og Etta Cameron lykkes det også snart at få ADRA sat tydeligere på landkortet i den danske befolknings bevidsthed. Den lidet opmuntrende formaning, der var blevet givet til Helge Andersen om, at det vil tage mindst 25 år, inden selv adventisterne ville have en sikker bevidsthed om, hvem ADRA var, viser sig at have været skudt langt forbi målet. Man dannede også en ADRA Business Club, hvor professionelle fagfolk gjorde deres bedste for at udbrede kendskabet til organisationens gode arbejde. Via et lykketræf og organisationen CARE’s uselviske anbefaling af ADRA blev organisationen tildelt flere midler som et resultat af danskernes velkendte storsind i forbindelse med indsamlingen. ADRA nyder også godt af den langt større landsdækkende omtale, der er en del af en landsdækkende fjernsynskanals muligheder for at belyse de behov, som de forskellige organisationer arbejder med. Globaliseringen i Verden stiller stigende krav - ikke bare til de fattige lokalsamfund, man prøver at hjælpe - men også til hjælpeorganisationerne. Det har ført til, at man i Lehnart Falks tid har besluttet at skiftet sit fokus i forbindelse med hjælpearbejdet. I pionertiden var hjælpen meget praktisk og handlingsorienteret. Man byggede skoler, klinikker osv. Men i dag arbejder man med at få hele lokalsamfundet til at fungere på så mange niveauer som muligt. Man har hentet inspiration fra ideen med andelsforeningerne, der opstod i Danmark efter tabet af Sønderjylland i 1864, og som store dele af den øvrige verden misunder Danmark for og prøver at lave deres egen lokale udgave af. Organisationen synes nu at være godt rustet til de udfordringer, der venter i fremtiden.

Interview med Lehnart Falk 1.: A  llerførst kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan du kom ind i arbejdet som generalsekretær? Jeg havde jo allerede arbejdet i ADRA Danmark som kommunikationsansvarlig tilbage under Helge Andersen fra 1995 til 96. Da havde jeg fået smag for ADRA og det arbejde, de lavede. Og jeg havde efterhånden arbejdet i ”Red Barnet” i 10 år, og det havde hele tiden været mit ønske at komme tilbage og arbejde for kirken på en eller anden måde. Da man derfor spurgte, om jeg var interesseret, så sagde jeg ”ja”. 2.: Var der noget i din baggrund, der fik dig til at sige, at det her - det var bare det, der lige var brug for i øjeblikket? Jeg mente jo, at jeg havde været udenfor og set, hvordan andre organisationer fungerede – at jeg havde stor erfaring med ”i kufferten”, som jeg syntes jeg kunne bringe med til ADRA. Jeg var tidligere blevet spurgt, om jeg ville være ansvarlig for programafdelingen, men det syntes jeg ikke lige var mig på det tidspunkt. Men da de spurgte, om jeg ville være generalsekretær, så sagde jeg ”ok”. Jeg havde allerede da gået og overvejet, om jeg skulle skifte fra ”Red Barnet”, for der havde jeg været i 10 år og ville gerne prøve noget nyt. Men det var ønsket eller længslen om at komme tilbage og arbejde i den kirke, som jeg tror på, og som jeg er vokset op i og er en del af, der fik mig til at træffe den endelige beslutning. 3.: S å det havde altså noget med ADRA’s rødder i kirken at gøre? Absolut. Fordi lønmæssigt var der absolut ingen fordel i det. Jeg ville have haft en bedre løn i dag, hvis jeg var blevet i Red Barnet.  er er mange humanitære organisationer på markedet, der 4.: D også gør et godt arbejde. Hvad synes du ADRA specielt kan tilbyde?

Lehnart og Helge

For mig som Adventist - som er vokset op i kirken - er det af stor betydning at tro på, at Gud leder og styrer det arbejde, vi gør - det er vigtigt. Det, at jeg kan lægge større beslutninger i hans hænder, og at jeg kan tro på, at han er med til at løfte på en eller anden måde, det er vigtigt for mig. Når vi ser på ADRA udadtil og spørger, hvordan ADRA er en lilla ko i forhold til alle de øvrige røde køer på marken, så er det, at vi gerne vil sælges på vores specielle menneskesyn. Det, der driver os, er ansvaret over for næsten. I modsætning til det, står den behovsorienterede tilgang – hvor man ser et billede eller hører om en stakkel, der har behov for hjælp. Det er blevet erstattet i nyere tid af det, man kalder en rettighedstilgang, hvor vi siger: ”Ja – selvfølgelig har de ret til hjælp.” Det tror vi også, at de har, men rettigheden motiverer os ikke til nødvendigvis at gøre noget. Det, der motiverer os som kristne – det er lige præcis, at vi har et ansvar – vi er kaldet til at være Guds hænder på jorden på en eller anden måde. Og den dimension kan jeg godt lide. Når du tænker tilbage, hvad er du så gladest for i den tid, 5.:  du har været generalsekretær? Der er mange ting, vi har oplevet i ADRA, der viser, at vi er blevet mere anerkendte som organisation. Vi satsede, lige fra jeg kom ind, på at opbygge en ny kommunikationsafdeling, hvor vi har haft 3-4 personer siddende hele tiden. Det gør, at ADRA er meget mere kendt i dag uden for adventistkirken end den nogensinde har været før.

6.: Helge Andersen fortalte mig, at man ved ADRA’s dannelse havde anslået, at det ville tage 25 år for jer at blive kendt – ikke bare i kirken – men udenfor i det hele taget. Det Danmark er jo så gået meget hurtigere – hvad tror du grunden har været til det? Nødhjælp og udvikling

Jamen jeg tror, at vi satsede markant, da jeg kom ind, og det gjorde, at vi måtte suge på lappen lidt, fordi vi havde meget personale, men når vi ser på de budgetter vi har – også i forhold til andre organisationer - så tror jeg også på, at Gud har velsignet os. Vi har været helt fantastisk heldige i en lang, lang række situationer, hvor vi har fået en masse omtale takket være frivilligt arbejde, frivillige arrangementer – ting, der ligesom er kommet til os og har været med til at skabe nogle succeser for os. 7.: Nu fandt jeg jo ud af, at Helge Andersen havde siddet i et råd sammen med politikere og erhvervsfolk, der arbejdede med u-landsprojekter. Har du haft en lignende oplevelse? Det, der er sket med selve rådet, er, at det blev nedlagt sidste år. Men samarbejdet mellem NGO’erne er meget, meget tættere, end det nogensinde har været før. Og vi har et NGO forum i dag, som er direkte anerkendt af staten, hvor jeg sidder i bestyrelsen og har gjort det lige fra starten, da det blev oprettet. Og jeg har siddet med i bestyrelsen for Concord, der er det organ, som arbejder med Europa. Der sad jeg også i bestyrelsen i en årrække – en 3-4 år tror jeg, det var. Opstår der aldrig unødig konkurrence imellem de forskel8.:  lige nødhjælpsorganisationer? Tværtimod! Jeg oplever, at man støtter hinanden – at man giver hinanden ideer og projektbeskrivelser. Jeg oplever ikke nogen konkurrence. Der, hvor vi konkurrerer, er selvfølgelig i forhold til at kunne rejse penge hurtigt på markedet. Men jeg oplever ikke en konkurrence i forhold til ministeriet – der har vi et meget, meget tæt samarbejde. Og jeg kan da sige, at det er CARE’S skyld, at vi er med i Danmarksindsamlingen i dag. ADRA Danmark havde forsøgt at blive en af de hjælpeorganisationer, der var med i DRs indsamlingsshow på TV. Blandt dem, der sad i planlægningsgruppen, besluttede man, at: ”Vi laver en skæringsgrænse, hvor vi inkluderer de 11 største hjælpeorganisationer.” Lige præcis det år var ADRA større end Care, og derfor sagde de fra Care, da de sad og diskuterede de nye retningslinjer med TV: ” Vi skulle faktisk ikke være her. Vi er en rammeorganisation, men det burde være ADRA, der sad her, for de er større end os.” Det gjorde, at man besluttede at lave nogle ændringer: ”Så skal det være de 11 største+, som indbefatter nogle kriterier, der gør, at CARE også kan komme med.” Jeg bør tilføje, at CARE har været større end os alle andre år end lige præcis det ene år. Det er det, jeg mener med Guds ledelse nogle gange. Så vi kom med i Danmarksindsamlingen. Senere har man sat tallet på hjælpeorganisationer, der får lov at være med, til de 12 største. Det har gjort, at vi nu har været med i Danmarksindsamlingen på 5. år. Hvad synes du er den største udfordring for den organisa9.:  tion, som ADRA er i dag? Der er hele tiden nye udfordringer, da den branche vi arbejder i, er inde i en meget hastig ændring og positiv udvikling. Arbejdstilgangen er en helt anden i dag end bare for nogle få år siden. Der stilles store krav til personalet og vore partnere i syd. Det er meget nemmere at bygge skoler end at ændre samfundsstrukturer, ligesom det er nemmere at sætte plaster på et sår, end at hindre at skaden sker. Dertil kommer de økono-

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

44 / Lehnart Falk: Integration og hensynet til globalitetskrav

Danmarks mest velgørende Oldboys / 45

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmarks mest velgørende Oldboys

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

I 2011 faldt valget på ADRA Danmark, som bygger huse til tilbagevendte flygtningefamilier i Burundi. Holdets 30 spillere stod for ét hus hver, hvorfor årets koncept fik navnet Oldboys30Huse. Oldboysholdet og husprojektet kom i DRs aftenshow, hvor de spillede mod nogle af værterne om et hus. DR-holdet tabte, og købte et hus. I august 2011 blev der leveret en check på 31 huse til ADRA Danmark. Stor TAK for hjælpen.

Denmark

10.: Hvad med korruption – det forekommer. – Hvordan har I bekæmpet det i din tid? Korruption er ikke det store problem i ADRA. Når man tænker på, hvad der er af problemer i forhold til, hvad andre organisationer har, så har vi meget små problemer. Men vi har selvfølgelig – og det er et krav fra ministeriet – i alle vores forskellige dokumenter en klausul om korruption. Og vi skal selvfølgelig have procedurer og retningslinjer på plads hele tiden. Så længe de bliver overholdt, er der ingen store problemer. 11.: Hvad med DANIDA – Hvordan har det ændret ADRA’s måde at arbejde på? Danida er jo ligesom resten af verden inde i nogle meget strategiske overvejelser omkring, hvordan den bistand virker, som man giver. Og helt tilbage fra 2000, da var man enige om i verden, at det var nødvendigt med nye partnerskaber, og man begyndte at sætte mål for, hvordan bistanden skulle kunne måles. Tidligere havde man aldrig lagt vægt på, at den skulle kunne måles på andet end et eller andet projektniveau eller sådan noget. Og samtidig havde der været en voldsom debat om, hvilken rolle de skulle spille – hvem er de virkelige aktører på banen, når man tænker bistand? Hvad er det, der

Nødhjælp og udvikling

HOG Oldboys 30+ er Danmarks suverænt mest velgørende oldboys-hold. De er stærkt inspirerede af forretningsgangen i klubber som FCK og Chelsea foruden det danske landshold og har på rekord-tid etableret en helt unik holdånd og en professionel organisation, som de er særdeles stolte af.

Danmark

miske udfordringer. Der skal hele tiden skaffes nye bevillinger og nu skal vi også komme op med 20 % egenfinansiering på alle penge vi bruger på udvikling. De 15% skal være fra andre donorer og de 5% fra private i Danmark. Vi vil også meget gerne øge kendskabsgraden til ADRA, men den meget lave administrationsprocent, som vi er stolte over, giver kun få muligheder for at eksperimentere. Vi vil gerne være lidt skæve i ADRA og have lidt andre tilgange end de andre organisationer, men det er ikke nemt at tænke anderledes og kreativt. Så der stilles store krav til personalet.

Danmark

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

gør, at verden bliver et værre eller bedre sted at leve? Og det er klart, at der er staterne eller regeringerne virkelig vigtige. Det er markedet og økonomien også. Markedet og økonomien er forsømte i Afrika, fordi der ikke er nogen, der tør investere i kontinentet. Men det er en vigtig brik i hele udviklingen af Afrika. Og endelig er den sidste aktør, for at et samfund kan fungere, hvordan mennesker organiserer sig udenfor familien. Hvordan organiserede man sig i gamle dage i Danmark? - Da lavede man andelsforeninger. Og hele andelsbevægelsen var med til at skabe det Danmark, vi har i dag. Derfor spørger man på internationalt niveau: ”Hvordan skabes den nye globaliserede verden? Hvordan får vi viden til at udvikle os og vokse?” Og der har siden år 2000 fulgt en civil samfundsstrategi, som Danmark langt hen ad vejen delvis ignorerede, så der ikke rigtig skete de ændringer i vores bistand, som der skulle være sket. Da jeg begyndte som generalsekretær i ADRA, kom der en ny revideret udgave af civilsamfundsstrategien fra udenrigsministeriet, og man begyndte igen at se på os som organisation og spørge: ”Lever I op til kravene i forbindelse med de penge, som vi giver jer?” Det med at bygge skoler og klinikker og den slags – det var noget man fokuserede på førhen, men det er ikke det, det handler om i dag. Nu handler det om at bygge det lokale civilsamfund op, så det kan fungere - og at være medspiller med regeringen og modspiller omkring korruption og de markedskræfter, der opfører sig uansvarligt, så bankerne går konkurs og så videre. Hvis markedet havde opført sig sådan, ville vi aldrig nogensinde have haft den økonomiske krise, som vi har i dag. Det betyder, at civilsamfundet kommer ind som en vigtig aktør og som en anerkendt aktør på banen, og det er der, EU går ind og siger: ”Jamen hvis vi skal finansiere en ny regering og en ny stat på et eller andet niveau, hvordan får vi så ciFortsættes s. 47

D

HOG Oldboys + 30 Simon Schiølin og Anders Lunde overrækker checken med de 31 huse til generalsekretær Lehnart Falk


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

46 / Grafer

Lehnart Falk: Integration og hensynet til globalitetskrav / 47

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

ADRA Danmark støtter både udviklings- og nødhjælpsprojekter. Det kan til tider være svært at skelne mellem om et projekt er nødhjælp eller udvikling eftersom et nødhjælpsprojekt kan blive til et udviklingsprojekt. De år hvor der sker mange eller store kriser i udlandet er udgifterne til nødhjælpsprojekter tilsvarende større.

Udviklings- og nødhjælpsudgifter 1991-2009 45.000.000,00

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Udviklingsprojekter Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danske kroner

40.000.000,00

Katastrofe-/nødhjælp

35.000.000,00

Danmark

Nødhjælp og udvikling

30.000.000,00 25.000.000,00 Danmark

Nødhjælp og udvikling

20.000.000,00 15.000.000,00 Denmark Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

10.000.000,00 5.000.000,00 0,00

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009

År

ADRA Danmark er meget afhængig af offentlig støtte som udgør en stor andel af organisationens samlede totale omsætning. De sidste par år er private bidrag til organisationen steget, hvilket ses i graf 2 hvor afstanden mellem de to kurver er meget tydelig.

Vækst rate over offentlige bidrag og total omsætning 90.000.000 80.000.000 70.000.000 60.000.000 50.000.000 40.000.000 Offentlige bidrag

30.000.000

Total omsætning

20.000.000 10.000.000

Besøg på hjemmeside 14000 Antal besøg; 12643

6000 4000 2000 2011

2010

2009

0 2008

vilsamfundsorganisationerne trukket ind i samspillet, så de får medindflydelse – så det ikke kun bliver et regeringsapparat i Bruxelles og nogle markedskræfter, der bestemmer, men at civilsamfundet også bliver trukket ind i det moderne Europa?” Og på samme måde siger den danske regering: ”Hvordan kan vi trække civilsamfundsorganisationerne ind?” Og svaret er: ”Ok – vi gør dem til partnere.” Og det har vi ikke oplevet før. I dag har ADRA Danmark en aftale med udenrigsministeriet – en direkte partnerskabsaftale. Og på grund af de succeser vi har haft, er vi ved at indgå en aftale på udviklingsdelen, hvor vi arbejder på at blive en reel rammeorganisation. Det vil sige, at vi kommer på finansloven med et bestemt beløb hvert år fremover.

8000

2007

Antal besøg

12000 10000

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

-

Hjemmesiden er blevet et vigtigt medie, og besøgene på siden vokser støt.

D

Og det betyder, at der er sket et kæmpe skift i den rolle, civilsamfundet skal spille. Den er flyttet, så vi bliver meget mere politisk engagerede i de processer, der skal styre samfundet. Og vores opgave er ikke mere bare at sætte et stykke plaster på et sår et eller andet sted. Men det er at forhindre, at såret opstår. 12.: Du er ikke bange for at I går hen og mister jeres rødder i den proces – eller sælger jeres sjæl? Nej – Det er vigtigt vi holder fast i vore rødder – men det er også vigtigt, at vi som adventister ikke bare sidder på sidelinjen og venter på Kristi genkomst og bare er uansvarlige og siger: ”Nu må samfundet passe sig selv.” Det mener jeg ikke, vi kan.

Vi skal i stedet gå ind og sige: ”Vi har et socialt ansvar her på jorden.” Hvis kirken siger ja til det sidste – hvad jeg mener, den har gjort på verdensplan, så betyder det, at er vi også nødt til at gå ind og tage et større socialt ansvar og være med til at ændre strukturer, påvirke regeringer og påvirke markedet og opføre os etisk fornuftigt og ordentligt. 13.: Er der ting du ville ønske, du kunne have gjort anderledes? Ja – jeg ville ønske fra starten af, at jeg havde haft bedre forstand på det at være leder, end jeg havde. En ting er at være en dygtig medarbejder eller en prædikant - men noget andet er at være leder – det er noget helt andet. Jeg ville godt have haft de lederkvalifikationer, inden jeg trådte til som generalsekretær. Så ville der have været nogle fejl, jeg ikke havde gjort. 14.: Har der været en overordnet strategi for de projekter I har valgt at involvere jer i? Ja, det er en af de ting, der er sket med ADRA Danmark i løbet af den professionalisering, der har fundet sted inden for de sidste små 10 år. I dag er der strategier for alting, og i dag får vi penge, ikke på de ansøgninger vi laver, men på de strategiske måder vi arbejder på. Og det udmønter sig i, at vi indgår i et partnerskab, hvor vi siger: ”Det er sådan, vi arbejder rent strategisk.” Og regeringen siger så: ”Det kan vi acceptere,” - og så får vi pengene. Regeringen bestemmer sådan set ikke, hvor pengene skal bruges, eller hvilke projekter vi fokuserer på, men de bestem-


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

48 / Lehnart Falk: Integration og hensynet til globalitetskrav

Danmark

Til havefest hos Dronningen / 49

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Til havefest hos Dronningen Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

mer på den måde, at de skal sige ok, når vi præsenterer de strategiske rammer, vi arbejder indenfor - og når de har sagt ok, så får vi pengene. 15.: Det her må være et enormt belastende arbejde, kunne jeg forestille mig – hvad gør man for ikke at brænde ud med stress? Jeg tror, at jeg er en gammel ræv – og jeg skal nok passe på mig selv. Jeg tror, man er nødt til at tage ansvar for sig selv. Og problemet er måske også nogle gange hos ADRA’s ansatte - at man ikke er helt åben omkring de problemstillinger, man slås med. – Man går for meget med dem selv, og da er det vigtigt, at man kommer ud af den personlige boble, man måske har været i, og kommer frem og åbent håndterer de ting, der er vanskelige for én. Og at man får dem belyst – og får ledelsen til at forstå, at der er visse ting, man kan og ikke kan. Skuffelserne kan også opstå, fordi man måske har for store forventninger til sig selv – og stiller for store krav til sig selv og ikke får sagt fra – også i forhold til ledelsen - som selvfølgelig stiller krav til sine ansatte. 16.: Her til sidst: Har du en god anekdote, der ligesom illustrerer noget, der har gjort stort indtryk på dig i den tid, du har været generalsekretær. Det der vigtigt for mig er, at vi ikke glemmer de successer, vi har haft. Når man får en på tuden engang imellem - hvad man ikke undgår – så er det vigtigt at kunne se tilbage og sige: ”Jamen det har ikke kun været modgang. Der har også været en masse succeser.” Bare i den tid jeg har været her som generalsekretær, har vi oplevet, at vi er blevet helt anderledes anerkendt på den internationale arena og helt anderledes anerkendt på den politiske arena. Vi er gået fra at have været en projektorganisation til at være en programorganisation på vej ind i en fast aftale med udenrigsministeriet baseret på kvalitet og vores renommé. Vi har tre gange været inviteret ud til højtider og fester i forbindelse med dronningens arrangementer, og sådan kunne jeg blive ved med at tale om de succeser, vi har haft. Men det, der er vigtigt for mig hele tiden, og som jeg mener, bør være essensen i det, vi beskæftiger os med – og så kommer vi tilbage til den lilla ko – det er, at det handler om mennesker – og det må være kærligheden til mennesker på et eller andet niveau, det med at være noget for andre – og være noget for mennesker – det er det, der driver værket. 

Danmark Tirsdag eftermiddag den 19. juni var 10 frivillige fra ADRA Danmark, organisationens generalsekretær og ca. 800 andre fra ”Det frivillige Danmark” inviteret til havefest hos Dronningen på Fredensborg Slot. Foruden regentparret var kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte også med til Dronningens første selskab nogensinde til ære for frivillige . Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Solen skinnede over Fredensborg Slot, da mere end 800 repræsentanter for det frivillige Danmark blev æret af kongefamilien ved en stor havefest. ”Regentparret ønsker at anerkende, at så mange danskere yder en frivillig indsats til gavn for det danske samfund”, heder det på Kongehusets hjemmeside. Blandt de inviterede var 10 frivillige, som både i Danmark og i Afrika har gjort en stor frivillig indsats for ADRAs arbejde. Elinor Larsen har i over 40 år gået i Hjælpeaktion og samler hvert år omkring 40.000 kroner i sine tre distrikter. Thorkild Høy og Kristina Villén har gennem deres eget projekt Byg1by sat fokus på de problemer, som hjemvendte flygtninge i Burundi står overfor og samlet midler ind til at hjælpe dem. Morten Jørgen Øster tager hvert år tre måneder til Heri hospitalet i Tanzania og er en flittig indsamler i Hjælpeaktion. Bodil Lund har gennem mange år arbejdet utrætteligt på at skaffe medicin og sende det ud til hospitaler i U-lande. Det er blevet til medicin for et trecifret millionbeløb gennem tiden. Så er der Mogens Nygaard Petersen, som i flere år har været engageret i ADRAs arbejde i Burundi, hvor han, som frivillig fotograf og journalist flere gange har besøgt landet for at tage billeder af husene i Køb-et-husi-Burundi projektet. Desuden blev mangeårig formand for ADRAs bestyrelse, Aksel Jørgensen inviteret. Peter Larsen fra Mediegruppen, Johan Reiter og Carsten Wærn var ligeledes med. Mange andre kunne have været inviteret, men hver organisation havde fået tildelt 10 pladser, og vi håber Dronningen vil gentage successen næste år, hvor andre 10 så forhåbentlig vil få chancen for at komme med til haveselskab hos Dronningen. ”Vi er enormt taknemlige for det store stykke arbejde som frivillige gør for ADRA Danmark. De er med til at udvikle og gennemføre rigtig mange aktiviteter og opgaver, som vi ellers ikke vil være i stand til at føre ud i livet. De gør en stor forskel for de mennesker, som de og vi ønsker at hjælpe”, siger ADRA Danmarks generalsekretær Lehnart Falk.

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

50 / Sult

Sult / 51

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Sult The peasant in the field ate his poor quota of bread, he was alone, it was late, he was surrounded by wheat, but he had no more bread; he ate it with grim teeth, looking at it with hard eyes. Hunger feel like pincers like the bite of crabs, it burns, burns, and has no fire. Hunger is a cold fire. Let us sit down soon to eat with all those, who haven’t eaten; let us spread great tablecloths, put salt in the lakes of the world, set up planetary bakeries, tables with strawberries in snow, and a plate like the moon itself from which we can all eat. For now I ask no more than the justice of eating. Pablo Neruda 2. og 5. vers af digtet ”The great tablecloth”

Selv Vor Herre kan kun tale til et sultent menneske på brødets sprog.  Mahatma Ghandi

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

52 / Sult

Sult / 53

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Denmark

1998 var et konfliktfyldt år i Danmark. Hundredtusinder strømmede ud på gaderne i et forsøg på at forbedre deres tilværelse i forbindelse med arbejdsmarkedsforliget. Få huskede senere andet om tiden end, at det var dengang danskerne ”hamstrede gær”. Panikken, der var drevet af en storkonflikt, resulterede i, at danskerne blev drevet mod kølediskene mere massivt og købelystne end normalt i et forsøg på at sikre, at brødet til madpakken også var sikret i fremtiden. Man kan smile ad det og mene, at det er ”typisk dansk” tryghedstrang – hvis noget sådant findes – men for mange mennesker i de fattige lande er sulten, foruden alle de andre variabler som sårbarhed, udnyttelse, fattigdom, fejlernæring, lav løn, priser på det lokale eller verdensmarkedet – også sæsonbetonet i en sådan grad, at man kalder det ”hungersæsonen” – som bortset fra fattigdom er betinget af regnens mængde. Faldt der nok regn før sidste høst til, at man har råd til næste sæsons såsæd og gødning – og faldt der nok regn denne gang, eller blev høsten brændt af. Månederne, der kommer inden høsten, er sultens tid. Nogle år er selvfølgelig værre end andre. Så hvis regnen er udeblevet, er det på det tidspunkt, vi præsenteres for de forfærdelige billeder af magre børn med opsvulmede maver, der er et resultat af, at de spiser for lidt og får for ensformig kost. Lidelsen hedder for øvrigt kwashiorkor. De sidste midler, familien har, bliver nu brugt til simpel overlevelse og medicin til de angrebne børn, så den fattige bondes visioner om, hvad han kan få ud af næste sæsons høst, er nu blevet forvandlet til ønsketænkning. Så en mager høst får på den måde aldrig nogen ende. Situationen forværres kun af, at mange af de mest udmarvende sygdomme: diarre, malaria og tuberkulose gør det endnu sværere at overleve. Kolde vintre tvinger familierne til at tilbringe mange dage sammen under snævre, usunde kår, hvor immunsystemet er slidt ned til næsten ingenting og giver gode vilkår for, at tuberkulose og luftbårne virusser kan sprede sig. Hvis der kommer regn, dannes der en pøl af mudret vand uden for døren – de perfekte opfostringsvilkår for myggene, og snart følger anfaldene af malaria. Derfor er der også en rammende sammenhæng mellem hungermånederne fra december til marts og indlæggelserne på de lokale hospitaler.

Sult kan være skræmmende at være vidne til. Bortset fra en galnings trussel om at anvende en atombombe eller visheden om en altødelæggende økologisk katastrofe er der intet, der kan fremkalde rædsel som en overhængende tørke med påfølgende tørst og sult. Og bortset fra tortur findes der ingen langsommere og grusommere måde at blive udslettet på. Alle de normale mekanismer, der hæmmer vores udfoldelsesmuligheder i forhold til resten af samfundet, nedbrydes, og når den har varet længe nok, vandrer flokke af desperate mennesker af sted overbeviste om, at der må være mad et eller andet sted.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

I processen mistes børn, og flokke af teenagere danner til tider bander, der røver og lever et liv helt deres eget, der, hvis det fortsætter længe nok, kan forårsage, at det bliver svært, hvis ikke umuligt, at resocialisere dem, når forholdene er blevet normaliseret igen. Troen på politikerne undergraves under de vilkår, og mens regeringens folk prøver at argumentere for, at de har fuldt tjek på begivenhederne, gør oppositionen deres bedste for at udnytte anledningen til at overdrive elendigheden i håb om, at det vil bringe dem tilbage til magten. I 2007 var der Commonwealth-møder i Kampala i Uganda. På det tidspunkt var der opstået en sultsituation i den nordlige provins af landet, der hedder Karamoja, som Merethe Rasmussen - en af ADRA Danmarks udsendinge til landet, blev involveret i at afhjælpe. Hun fortæller: ”Den ene tørke – eller oversvømmelsesperiode havde fulgt den anden, så man på 5 år kun havde oplevet et år med en god høst. Det var kun blevet forværret af interne magtkampe og kvægtyverier blandt de forskellige stammer. Der var derfor rigtig mange, der sultede på det tidspunkt i Karamoja. De kom fra en lille by, der hed Namali i det område, der hedder Nakapiritpiri. De sultede så meget, at de til sidst blev nødt til at spise giftige bær, som de kogte i flere timer for at koge giften væk, hvilket selvfølgelig ikke højnede den generelle sundhedstilstand blandt de desperate mennesker. For yderligere at optimere deres overlevelseschancer satte de antallet af måltider ned til et om dagen og fjernede børnene fra skolen, så de kunne vandre rundt i området på jagt efter føde. Til sidst drog de så sydpå til Kampala i håbet om, at skæbnen ville behandle dem nådigere der. Forkomne blev de sammen med deres børn læsset på en lastbil, der skulle til hovedstaden. Men som så mange andre, der er i nød, fandt de ud af, at der stod mennesker parate til at udnytte deres elendighed. De fandt gerne et sted i den værste slum i byen, hvor de skulle betale det, der svarede til 3 kroner for en overnatning. Så blev de stuvet sammen i nogle små bræddeskure på en 5-6 kvadratmeter. Det var skure, der for størstedelens vedkommende var lavet af presenninger og nogle få stolper til at holde styr på resten. Ugandas ”bolighajer” ejede området og tjente rigtig fedt på, at karimojongerne havde et desperat behov for et sted at sove. De var stuvet så meget sammen, at de var nødt til at sove på skift. Regnen, der netop da væltede ned, bevirkede, at kolera, malaria og dysenteri brød ud blandt flygtningene med forfærdende resultater til følge. Regeringen var heller ikke til den store hjælp for de udsatte mennesker. Det vakte ikke stor begejstring, at der netop under Commonwealth-møderne kom en stor tilstrømning af folk, der sad inde i byen og tiggede om penge. Børn helt ned til toårs alderen sad og tiggede. Det var også et problem, fordi de unge drenge, der var kommet derned, sad i grupper og sniffede lim og drak gin og dermed ikke var den reklame for byen, som regeringen ønskede at kunne fremvise. Og hver aften, inden flygtningene skulle i seng, skulle de så aflevere en 1000 ugandadollar seddel for at få en liggeplads. Det skal sammenholdes med, at en arbejder tjente 3–10.000 ugandashillings om dagen. I forbindelse med et fjernstudie ved Andrews University skulle jeg lave en needs asessment/behovsanalyse, og jeg havde i den forbindelse valgt at koncentrere mig om nogle børnehjem i

D

Relief and developm

Kampala. Det var ikke en del af ADRA’s opgaver, men jeg inviterede projektleder Bjørn Johansen ned for at se på de steder, der blev brugt som opsamlingssteder for gadebørnene fra Karamoja. Jeg var også dernede sammen med Ken Flemmer fra ADRA International. Vi så, hvordan de sultramte flygtninge samlede skrald fra lastbilerne – banan- og appelsinskræller, bønne- og majsrester – meget af det tværet ud på vejen under lastbilernes dæk, men de forsøgte alligevel at koge noget spiseligt sammen af affaldet. Nogle af mændene tjente penge på at lave rottefælder – rotterne, som de fangede, blev så senere spist. Siden regeringen ikke var begejstret for det billede, det viste af byen, besluttede den, at alle, der tiggede – handicappede og de til strømmende sultofre – skulle fjernes fra gaderne. Man begyndte derfor på udrensningen og hjemsendelsen med et program, der bar den tvivlsomme overskrift ”Operation Clean the City”, et helt år, før møderne startede. Men da man ikke tilbød flygtningene et sted at bo eller hjælp til at overleve, kom de lige så hurtigt tilbage til Kampala igen, som de blev sendt af sted. Politi blev sat ind for at drive dem sammen. Omkring 3.000 børn kom i klemme i forbindelse med denne udrensning - flere af dem blev kvæstet af slagene, og andre døde som følge af sygdom. Jeg kørte en dag på Kamapala Road forud for et møde inde i ministeriet, hvor man skulle diskutere, hvad NGO’erne kunne gøre ved problemet. Der så jeg børnene, som tiggede på gaden. Så kom der en pick-up bil med betjente, der hurtigt hoppede af bilen, og bevæbnet med spanskrør og knipler rendte de børnene op. Børnene flygtede ud og ind mellem bilerne, som mus, der bliver jaget af en kat. Jeg fortalte om min oplevelse bare en halv time senere inde i ministeriet, hvor Kamapalas borgmester var til stede. Han blev meget flov over, at det blev omtalt, mens repræsentanter for flere NGO-organisationer var til stede. I forbindelse med min rapport besluttede ADRA så at tage ud for at besøge et af opsamlingsstederne for at se, hvordan det stod til, og om der var noget, vi kunne gøre. ADRA var derfor til nogle møder i

Ministry of Gender, som tog sig af handikappede, flygtninge og undervisningen af voksne analfabeter. Det var et ministerium, der havde nogle utroligt gode folk, og som vi havde et virkelig godt samarbejde med. Deres eneste problem var, at de ikke havde særlig mange penge at gøre godt med. Vi var derinde sammen med nogle andre NGO’er for at se, om vi kunne gøre en samlet indsats for dem. ADRA Uganda fik så penge fra mange forskellige lande til at hjælpe flygtningene. Ministry of Gender (Prime ministers office for refugees and disaster management) havde altid anset ADRA for at være en fantastisk stor hjælp. Og derfor skete det ofte, når de havde nogle katastrofelignende situationer, at de ringede til ADRA og bad om vores hjælp. I den her situation ringede de til os og spurgte, om vi kunne hjælpe dem med at få flygtningene ud af byen, hvor de kunne blive registreret, inden de skulle til en opsamlingslejr. Det skulle foregå 50 km uden for byen i et tidligere børnefængsel – hvor grusomt det end lyder. Vi besluttede os så for at stille lastvogne til rådighed, fotografere børnene og lave en helhedsplan for, at familierne kunne blive hjulpet. Karimojongerne tog så med, fordi regeringen havde lovet, at der ville være mad i massevis og vand og tæpper. Men da de så kom derud, så var der hverken vand, mad eller tæpper til dem. Det skal så lige retfærdigvis tilføjes, at der kom mad derud efterhånden, men det tog flere dage, inden det kom frem. De enkelte personer havde imidlertid tillid til ADRA og ringede derfor til os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem. De følte, at ministeriet ikke havde været til stor hjælp. Så da der skulle en ny ladning folk af sted til den del af området, og vi blev spurgt, om vi ville hjælpe med at få en ny ladning mennesker derud, måtte vi sige ”nej” med den begrundelse, at vi ikke kunne acceptere den måde, de havde behandlet de første flygtninge på. Sammen med ADRA Danmark besluttede vi nu at lave en ansøgning til EU, hvor vi fik en masse penge til projektet - i


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

54 / Sult

Darfur – en glemt krise / 55

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

konkurrence med andre NGO’er - et projekt, der skulle genudsætte gadebørnene sammen med deres mødre hjemme i den egn, de kom fra. Danmark Danmark Da de ikke havde huse at boDanmark i, fik vi bygget nogle huse til dem. Og så startede vi et program for de voksne, hvor de kunne lære at dyrke jorden på en bæredygtig måde, så de kunne Danmark høste flere afgrøder, end de havde gjort før. I den forbindelse gav vi dem bl.a. arbejdsredskaber og såsæd samt de ting, der var nødvendige, for at de kunne overleve både sulten samt Danmark angrebene fra de malariabærende myg. Med EU’s og andre donorers hjælp er det stadig en succes dernede”. I 2007 fortalte Michael Jensen om, hvordan små midler og Denmark lidt undervisning i, hvordan man dyrker bæredygtigt, kan ændre tilværelsen for mennesker, der sulter. I det her tilfælde var det en kvinde fra Malawi, der hed Mercy Nachongo. Hun havde netop født endnu et barn på det tidspunkt. Da hun kom hjem fra hospitalet, havde manden forladt hende. Hun havde ingen muligheder for at brødføde sine børn i et hjørne af Malawi, hvor der i forvejen var hungersnød på det tidspunkt. Desperat efter at sikre sine børns overlevelse sultede hun sig selv i dage ad gangen, så der var lidt mere til dem at spise – ofte fik de en snes korn hver – om dagen. Naturligt nok begyndte kroppen hurtigt at tære på sine sidste ressourcer, og musklerne smeltede med faretruende hast væk. Inden længe syntes sultedøden også at skulle kræve hende som endnu et offer. I sidste øjeblik blev hun fundet af en af ADRA’s medarbejdere – Belinda – der gik fra dør til dør for at se, om der var nogen, der manglede hjælp. ADRA fik hende hasteindlagt på en lokal klinik, hvor hun fik intensiv behandling med næringsdrop og specialdiæt. Men hun forblev længe i farezonen. De fleste dødsfald i forbindelse med sult sker nemlig, efter at den værste hungersnød er ovre, men hvor alle de nedbrydende følgesygdomme er på deres højeste. Endelig efter 1½ måned kom hun hjem igen. Og vigtigst af alt - hun kom videre med sit liv. Håbet på en fremtid vendte tilbage. Med ADRA’s hjælp fik hun sået majs og lært, hvordan man dyrker på en bæredygtig måde med afgrøder i flere etager og udnyttelse af det grønne affald, når afgrøderne er høstet. Men det er stadig ikke en let tilværelse, hun lever – hun bruger en time om dagen på at hente vand. Trine Gadeberg, der på generøs vis mange gang har repræsenteret ADRA Danmark som ambassadør, eller når hun har lavet sponsorkoncerter for ADRA sammen med Etta Cameron og Stig Rossen, beskrev, hvordan hun efter en tur til Malawi i 2005 fik åbnet øjnene for, hvor brutal sulten kan være, når den ubarmhjertigt tapper energien fra sine ofre og gør selv de mindste dagligdags ting til en overvindelse: Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

”At blive konfronteret med, at børnene om mandagen kommer trætte og sultne, - at der kun er råd til et måltid om dagen i familien, det er en meget stærk og smertefuld erfaring. – Jeg har en datter på syv år, som aldrig har været nødt til at gå sulten i seng – det var virkelig hårdt. Jeg kunne godt have svært ved at se det enkelte barn helt i øjnene. Jeg sang tommelfingersangen med børnene, og de var ufatteligt dygtige til at opfange den danske tekst og den danske melodi. Det var fantastisk at opleve dette samspil. Jeg har aldrig oplevet så megen fattigdom før. Det er helt urimeligt, at vi glemmer Afrika og koncentrerer os om friværdi og skattestop. Tingene er for mig sat i et helt andet perspektiv. Det må være alle menneskers ret at få rent drikkevand. Det, jeg har set i den forgangne uge, er så urimeligt, at jeg bliver nødt til at kaste mig ind i lidt flere Afrikaprojekter med ADRA”. I 1969 havde den engelske popgruppe The Hollies et monsterhit med sangen ”He Ain’t heavy, He’s my brother”. Sangens oprindelse er blevet diskuteret, men den mest sejlivede udgave hævder, at den katolske præst Father Flanagan havde et center for hjemløse drenge, som han drev under navnet ”Boy’s town”. En dag så Flanagan en af de mindste drenge komme bærende Fortsættes s. 57

Darfur – en glemt krise ADRAs vandprojekt er blevet en stor succes. Mangel på vand er hovedårsag til konflikterne i Darfur.

Danmark Nødhjælp og udvikling

I 2003-4 rasede en konflikt i Darfur, som blev kendt verden over. Landsbyer blev brændt ned, og hundredtusinder flygtede. Det var en enorm humanitær krise. Men siden er nyhederne fra Darfur - den østlige region i Sudan - blevet erstattet af nyheder fra andre brændpunkter. Darfurs er blevet en af verdens glemte kriser. ADRA har arbejdet i Darfur siden 2004 og er der stadigvæk. I dag er der ikke direkte krig, men stadig ustabilitet. Der er en stor fredsbevarende FN-styrke. Der er stadig over halvanden millioner mennesker i flygtningelejre, mens flertallet af befolkningen prøver at klare dagen og vejen ude i landdistrikterne, som flere og flere vender tilbage til. Her er der langt mellem klinikker og skoler, infrastrukturen er dårlig, og der er pres på naturresurserne - jord, vand, træer. Befolkningen i Darfur er delt mellem landbrugere, som bor i landsbyer, og nomadiske pastoralister, som drager rundt med deres store flokke af dyr - geder, får, kvæg og kameler. De to produktionsformer ramler sammen omkring de resurser - jord og vand - som begge har brug for. Den konflikt kender ADRA meget til, idet de fleste af ADRAs projekter har været koncentreret omkring adgang til vand. I første omgang blev der gravet brønde til brug for menneskerne i landsbyerne. ADRA har i de seneste 7-8 år lavet flere hundrede brønde i det vestlige Darfur. Men behovet for vand til de store mængder af dyr trængte sig på i en sådan grad, at nogle brønde blev nedslidt på kort tid, fordi der var alt for manges - menneskers og dyrs - tørst, som skulle slukkes. Derfor besluttede ADRA at gå i gang med at genetablere nogle tilmudrede vandingsanlæg for dyr, samtidig med at der stadig blev gravet brønde - blot andre steder. Fra 2011 har ADRA Danmark - med en bevilling fra Danida - kunnet gennemføre et vandprojekt med forkortelsen SAHEWA - hvor de sidste to bogstaver betyder ’Water for All’ -’ vand til alle’. Og med alle menes både mennesker og dyr. Konflikter over adgang til vand var - og er - en af de konflikter, som i sin tid lå til grund for krigen i Darfur. Bedre og lige adgang til naturresurserne fungerer således også som konfliktmodvirkende. Projektet er blevet en stor succes, som også lokalregeringen i Vestdarfur nu støtter. I 2011 indgik ADRA således en aftale med regeringen om i fællesskab at reparere en gammel dæmning, som var blevet ødelagt af mangel på vedligeholdelse, og som var mudret totalt til. Det lykkedes næsten at blive færdig med arbejdet, inden regnen satte ind. I dag er søen bag dæmningen fuld af vand, og folk i de 23 landsbyer omkring den ser frem til både at kunne bruge vandet til kunstvanding af deres marker, vanding af dyr og til brug som drikkevand. Det tages ikke direkte fra dæmningssøen, men fra brønde, som nu ikke behøver at være så dybe på grund af den høje vandstand. Det projekt vil fortsætte i 2013 og 2014 med fokus på netop at forbedre småbøndernes og kvægholdernes livsbetingelser, sådan at det bliver mere attraktivt for flygtninge at vende tilbage til deres landsbyer.

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

56 / Hvor svært kan det være?

Sult / 57

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

FILM - Anne-Louise og Trine Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

De to danske skuespillere Anne-Louise Hassing og Trine Gadeberg var i foråret 2011 med ADRA Danmark i Rwanda for at se nærmere på udviklingsorganisationens arbejde. I ”U-landsHJÆLP – hvor svært kan det være?” sætter de to skuespillere, med både humor og alvor, i fem små sketch-film fokus på udfordringer, fordomme og dilemmaer i forbindelse med udviklingsarbejdet. Filmene har været vist af flere omgange på DK4 og vil blive brugt i undervisningssammenhæng i skoler rundt omkring i landet. Trine Gadeberg startede som ambassadør for ADRA i 2005 kort efter Tsunamien i 2004. Efterfølgende holdt hun to koncerter sammen med Stig Rossen - den sidste også med Etta Cameron. Der blev et overskud fra første koncert til børn i Malawi på 100.000 kr., og Trine tog med til Malawi for at være med til fordelingen. Et børnehjem blev støttet, og 15 unge fik hver en symaskine og to års undervisning, så de kunne få en uddannelse som skræddere. Trine kom på ideen med at støtte ved hjælp af humor. To danske ”blondiner” tager til Afrika for at hjælpe under mottoet: ”Hvor svært ka` det være”. Trine havde været på turne med ”City Singler” og spurgte Anne-Louise Hassing, om hun havde lyst til at være med, og hun var hurtigt med på ideen.

”Efter at have hørt Trines ide med at lade to ”blondiner” fra Danmark tage ned til Afrika for at hjælpe under mottoet ”Hvor svært kan det være”, blev jeg meget interesseret”, fortæller Anne-Louise Hassing og fortsætter: ”Det har været en fantastisk oplevelse, som jeg ser tilbage på med glæde og taknemmelighed. På turen så jeg mange, der lever under hårde kår, men de har værdighed og er på vej frem. Hjælpen nytter...”. Trine sagde efter turen: ”Rwanda blev valgt som værtsland for filmoptagelserne, og det er jeg meget glad for. Det er det reneste land i Afrika, og mange ting fungerer godt. Især børnene oplevede vi, var meget glade og begejstrede, og de har masser af legekammerater. Man skal ikke sammenligne med vores luksusliv i Danmark, men man kan godt spørge sig selv, hvor der er mest glæde. Der er selvfølgelig fattigdom, og ikke alle får nok mad, men der er en opblomstring og et håb for en bedre fremtid, og så er Rwanda et fantastisk smukt land. Jeg er utrolig glad for at have oplevet og set dette smukke land. Det har været sjovt og grænseoverskridende at filme med så mange tilskuere, og vi har grinet meget. Det har forhåbentlig smittet af på det færdige resultat.”

på en meget større og invalid dreng. Father Flanagan spurgte den lille dreng, om det ikke var en tung byrde, han der slæbte rundt på, hvortil den lille dreng svarede: ”He ain’t heavy, he’s my brother” (”han er ikke tung, for han er min bror”). Drengens svar taler om, hvor stærke bånd er, når den, hvis byrder vi deler, er vores bror. Men den fortæller også om, at den slags forhold kan udvikles – også ud over ”blodets bånd” til, at vi i den mere velstillede verden i solidaritet føler et skæbnefællesskab med dem, der sulter. I 1985 samledes alle verdens største rockstjerner som Bob Dylan, Bruce Springsteen og Tina Turner for at indspille en medrivende sang af Michael Jackson og Lionel Richie, der hedder ”We are the world”, som skulle støtte ofrene for endnu en hungerkatastrofe i Afrika. Budskabet var på sin vis det samme som ”He ain’t heavy” - en identificering med medmenneskets lidelse og ønsket om at hjælpe. Det samme budskab, som Jesus kommunikerede i lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner” - erkendelsen af, at her møder vi prøvestenen for, om de værdier, som religion og civilisationen har indprentet os: næstekærlighed, ansvar, medmenneskelighed og socialitet, overlever som ægte værdier eller viser sig at have været flotte ord, der blæser bort som varm luft i vinden. Psykologisk er det et meget sundt princip, vi her møder, fordi vi har et underbevidst behov for at deltage i menneskelige forhold, og vores succes eller fiasko her i tilværelsen som enkeltpersoner eller samfund afhænger af, hvor gode vi er til at indleve os i den andens tilværelse. Heldet og geografien er de faktorer, der har gjort, at vores muligheder er uendelig meget større end i de lande, hvor tørken er en næsten årlig foreteelse. Det er også forskellen mellem at kunne bære og til tider at måtte bæres noget af vejen. På et tidspunkt læste jeg om et studie af mennesker, der var ældre end 85 år, hvor man spurgte: ”Hvis du kunne leve det hele om igen, hvad ville du så gøre anderledes?”

De tre hyppigste svar var: 1.: ”Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg reflektere Danmark mere over tilværelsen.” Nødhjælp og udvikling

2.: ”Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg risikere mere.” 3.: ”Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg involvere mig mere i projekter, der ville leve videre, efter jeg var død.” Da præsident Nyerere blev præsident i Tanzania, brugte han meget et swahiliord, der hedder ”Ujamaa”, der betyder ”lad os være sammen”. Det er også en kvalitet, der er vigtig i nødhjælpsarbejde. En organisation som ADRA kan ikke fungere, uden der er nogen, der er villige til at gøre det sammen med os – opbygge projekter, der vil give afkast – og som de 85-årige siger – noget, der vil leve videre lang tid efter, vi ikke er her mere. Og ofrene for hungerkatastroferne kan ikke overleve og få opbygget en mere stabil tilværelse, uden vi involverer os i dem, når det kniber, og siger: ”He ain’t heavy – he’s my brother.” Det psykiske pres ved at skulle skaffe mad til sin familie og være ud af stand til det, mens kroppen hurtigt går i forfald, kan naturligt nok være lige så umenneskelig som selve sultedøden. Når sandheden skal siges, synes dødsfaldene i forbindelse med hungersnød ofte at være så brutale, fordi de er så koncentrerede både i tid og sted, men i realiteten er antallet af dødsfald i forbindelse med mangelfuld ernæring oftest langt større. At se sin familie langsomt dø en centimeter ad gangen, mens man er ude af stand til at hjælpe dem, er tortur af alle kroppens sanser. En af dem, ADRA kom i kontakt med i sådan en situation, var Mercy Jailos fra Malawi. Hun fortalte: ”I en periode af mit liv var det som at leve i et mareridt. Jeg var ved at blive

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

58 / Sult

ADRA Danmark med i DRs landsindsamling / 59

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

kvalt i problemer. At skaffe mad til mine børn og mig selv var lige så stort for mig som f.eks. at finde en diamant eller sølv og guld. Mine børn og jeg selv sultede og led alle mulige Danmark Danmark Danmark kvaler. Da var det, at landsbyens leder kaldte sammen til et møde, hvor vi blev introduceret for ADRA Malawi og deres nye projekt. Jeg blev udvalgt til at deltage. Mens jeg var helt Danmark i vildrede med, hvad jeg skulle plante, og hvordan jeg skulle skaffe frø, forsynede ADRA Malawi mig med den såsæd, jeg behøvede. Der var både majs, bønner, Danmark kasava og søde kartofler. Jeg troede, jeg drømte – men det var ingen drøm. Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, jeg har modtaget. Vi har høstet de fineste afgrøder, og jeg har lært, Denmark hvordan jeg bedst kan dyrke min jord. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Mercy Jailos.

ADRA Danmark med i DRs landsindsamling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Siden 2008 har ADRA Danmark været med blandt de 12 største nødhjælpsorganisationer, der får del i pengene fra DRs Danmarksindsamling.

Nødhjælp og udvikling

Men hvert eller hvert andet år kommer den tørke, der på brutal vis slår benene væk under millioner af fattige og kræver, at den velstående del af verden træder til, hvis det ikke det skal ende i en altfortærende katastrofe. Vi har sendt folk millioner af kilometer ud i rummet. Med et tryk på computerens tastatur har vi forbindelse til den anden side af jorden i samme øjeblik, vi har trykket på knappen. Vi kæmper en brav kamp for at overvinde AIDS og holder store konferencer, der skal gøre en ende på drivhusopvarmningen. Lande, der før kæmpede med store fattigdomsproblemer, mærker nu en fremgang, der har bragt dem med i den trygge middelklasseklub blandt verdens velbjærgede nationer. Men af en eller anden grund er det ikke lykkedes os at overvinde den mest oprindelige og altfortærende trussel – sult.

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

2011: ”Youth for Unity” ADRA Danmark fik 3,770 mio. kr., som blev brugt til at give unge i Rwanda redskaber, der kan hjælpe dem i freds og forsoningsprocessen, og som kan hjælpe dem til at tage ansvar for deres egen fremtid som aktive samfundsborgere. ADRAs projekt når ud til ca. 500.000 unge af begge køn i alderen 15-25 år. 2010: 4,238 mio.kr. fordelt med 2,119 mio.kr. til ofre for jordskælvet i Haiti og 2,119 mio.kr. til ”Graviditet og fødsel uden frygt” projektet, der forbedrer adgangen til fødselsforberedelse og fødselshjælp for kvinder i Zimbabwe gennem uddannelse af traditionelle jordmødre og sundhedsarbejdere. 2009: 2,086 mio.kr. til ”Plant et håb”. Projektet opretter landbrugsgrupper der introducerer nye metoder og tørkeresistente afgrøder. Grupperne anvender fodpumper til vanding af markerne. 2008: 1,600 mio.kr. til ”Giv børn en chance”. Projektet sætter kampen ind mod børnedødeligheden gennem uddannelse af lokale fødselshjælpere og forbedring af de fysiske forhold på 4 klinikker i Liberia.

Ifølge de sidste statistikker, jeg så fra De Forenede Nationer, dør omkring 6 millioner børn af sult hvert år. Selv blandt dem, der overlever, går ca. 300 millioner sultne i seng hver aften. 25.000 dør hver dag af sult i udviklingslandene. Det er tre gange så mange døde om dagen, som der blev myrdet i Rwanda under borgerkrigen i 1994, eller som talsmænd fra United Nations World Food Programme grumt noterede sig: ”Det svarer til, at 60 jumbojets styrter ned om dagen” – et tal, der sikkert ville forårsage et ramaskrig, hvis det var tilfældet. Inden Vejlefjordskolens årlige hjælpeaktion fik eleverne set kontrasten mellem familiers ressourcer i de fattige lande og os i den velbjergede del af verden, da to elever spiste om kap, mens de fortærede en af McDonalds solide hamburgere. Da dysten var overstået, fik de at vide, at prisen på det måltid, de lige havde fortæret i venskabelig kappedyst på et lille minut, svarede til det ugentlige madbudget for en familie i Afrika. I sandhed lidt af en øjenåbner, der satte fokus på vores privilegerede tilværelse i forhold til den tredje verden. De penge, eleverne indsamlede, vil bl.a. blive brugt til uddeling af vand, mælkepulver, ris, mel, madolie, sukker samt soveunderlag, tæpper, telte og myggenet til mere end 80.000 mennesker, der er hårdt ramt på Afrikas Horn samt i Sahel-området i Vestafrika. At se et menneske dø af sult æder på ubarmhjertig vis sjælen ud af én og gør, at man undres over, hvorfor det stadig er tilfældet i vor tid. Norman Borlaug fik i 1970 Nobels fredspris for at starte, hvad der er blevet kaldt for ”den grønne revolution”. Det lykkedes ham at udvikle planter, der kunne vokse tættere og blomstre oftere og derigennem give folk i den tredje verden chancen for at øge udbyttet. I sin takketale sagde han bl.a.: ”Mennesket kan og skal forhindre hungersnødens tragedie i fremtiden i stedet for at forsøge med from beklagelse at redde stumperne fra den, som vi så ofte har gjort førhen. Vi vil være skyldige i en kriminel forsømmelse uden formildende omstændigheder, hvis vi tillader fremtidige sultkatastrofer.” 

Nødhjælp og udviklin

2012: ”En bedre start” 2,384 mio.kr. til hjemvendte børn og deres familier skal sikre bedre levevilkår, adgang til uddannelse og en stor portion tryghed.

Relief and development

Jeg er HIV positiv og er blevet skilt, så min situation er vanskelig, men med ADRA Malawis hjælp, føler jeg mig nu som en fri kvinde. I år har vi rigeligt med mad i vores hus, og med de gode råd og den vejledning, jeg har fået fra ADRA, kan jeg se fremtiden trygt i møde og sige, at sult er et overstået kapitel i mit hus.”

D

AFRIKAS KVINDER - AFRIKAS FREMTID


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

60 / Hvorfor dør vi?

Hvorfor dør vi? / 61

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

HVORFOR dør vi? Når vi står over for den alvorlige trussel, som hiv/aids udgør, bliver vi nødt til at hæve os over vore uoverensstemmelser og gøre fælles sag for at frelse vores folk. Historien vil dømme os hårdt, hvis det ikke lykkes os at gøre det nu - lige nøjagtig nu.  Nelson Mandela

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

62 / Hvorfor dør vi?

Hvorfor dør vi? / 63

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

I januar 1985 brød tragedien ud i en lille fiskerlandsby – Kasensero, der ligger ved Victoriasøen, hvor Uganda og Tanzania grænser op til hinanden. Over en periode på 4 år sygnede over Danmark Danmark 100 menneskerDanmark hen af en mystisk sygdom, de indfødte kaldte ”slim”. Den skræmmende måde, sygdommen forløb på, satte naturligt nok hurtigt gang i angsten hos folk, og gætterierne Danmark på, hvad der var årsagen, varierede fra heksekunst over Guds straf for løsagtigt levned til beskyldninger om, at Tanzanias hær havde ført biologisk krigsførelse mod Uganda, da de i Danmark 1979 invaderede landet. De tilkaldte medicinere kunne imidlertid efter at have indsamlet nogle blodprøver Denmark fastslå, at det drejede sig om HIV – en virus, der nedbryder immunsystemet – og hvor det kan tage flere år, fra personen inficeres, til den bryder ud. Gamle blodprøver viste da også, at den havde været til stede i Afrika i en del år, inden den brød ud i Kasensero, og at mange flere både på Ugandas såvel som på Tanzanias side var inficeret af sygdommen. Det tragiske ved den epidemi, der på det tidspunkt blev konstateret i Kasensero, var, at den ikke kunne helbredes. Det blev sat så meget mere i relief, fordi den gruppe, der var i størst fare for at blive smittet, var gruppen fra 15 til 50 år – den mest produktive alder. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Via kæmpende hære og arbejdere, der rejste fra sted til sted til sted, spredte sygdommen sig snart ud over hele Afrika, men stadig med Uganda, Kenya og Tanzania som de lande, der havde det højeste antal ramte. Al forsigtighed blev ignoreret, da sygdommen i Tanzania blev kaldt ”Acha Inwe Dogedoge Siachi”, der på swahili betyder: ”Lad den slå mig ihjel. Jeg vil aldrig opgive de unge kvinder” - en letsindig holdning i betragtning af, at det netop var blandt de unge kvinder på værtshusene i Kasensero, sygdommen havde hærget så forfærdende, da man første gang konstaterede den. Undersøgelser på det tidspunkt viste et skræmmende antal inficerede blandt gravide kvinder og kvinder, der betjente de lokale værtshuse. Siden man hurtigt opdagede, at sygdommen kunne overføres med blodet, garanterede det allerede, at siden så mange gravide kvinder var ramt, ville mange fra næste generation allerede være forudbestemt til også at have ”arvet” sygdommen. Et billede tegnede sig af endnu en afrikansk tragedie af uanede dimensioner. Børnedødeligheden steg da også hurtigt. Grupper af professionelle - lærere, læger, administratorer, landmænd, der skulle have været en garanti for, at kontinentet på et tidspunkt ville kunne opleve bedre tider, ville snart være væk på grund af sygdommen. Noget af problemet lå i Afrika. Kontinentet har haft sine despoter, der plyndrede statskassen og undertrykte ethvert anslag til demokrati, og som gjorde, at HIV-angrebne blev stigmatiseret, snarere end at de fik et løfte om en indsats i sygdomsbekæmpelsen. Det har ikke gjort det lettere, at der i nogle områder har været en kulturel modvilje mod kondomer som beskyttelse mod sygdommen. Derfor var der også snart mange ”AIDS orphans” - ”AIDS forældreløse”, hvilket har gjort, at generationer af forældreløse børn hurtigt mister deres barndom, fordi de bliver taget ud af skolen for at arbejde, så resten af familien kan overleve. Filmen ”Beat the Drum” høstede efter sin premiere i 2003 mange fortjente priser for, som instruktøren McBrayer ønskede det: ”At give en stemme til dem, der ingen stemme har. Jeg ønskede simpelthen at være et ærligt vidne for disse børns skæbne. Når der er en flænge i det menneskelige klædestykke, burde vi alle føle det.” Udtrykt med få ord er det filmen om en 9-årig sydafrikansk dreng, der hedder Musa, som forlader sin landsby, der er gået i opløsning pga. AIDS. På sin vej til Johannesburg tager han kun en tromme, han har fået af sin far, med sig. Undervejs krydses hans vej af andre, hvis liv er ødelagt af sygdommen, eller som sætter andres liv på spil pga. deres seksuelle vaner et billede af de problemer, der er knyttet til sygdommen.

I begyndelsen var der kun to lande i Afrika, der iværksatte et effektivt anti-Aids program – Uganda og Senegal. Ugandas præsident Yoweri Museveni lagde ikke fingrene imellem, når han henstillede til befolkningen, at de skulle tænke sig godt om i deres kærlighedsliv. ”Elsk forsigtigt”, monogame forhold og ”ingen græsning” (en slet skjult hentydning til dem, der ikke var trofaste over for ægtefællen). Idet han fandt sine symboler i den natur, de lokale kendte, formanede han: ”Hvis I går ud på en mark og ser en myretue fuld af huller, og i så stikker jeres arm i et hul, hvis skyld er det så, at I bliver bidt af en slange.” Religiøse ledere fra alle trosretninger blev inviteret til at hjælpe med at bekæmpe såvel fordommene i forbindelse med sygdommen som med at bekæmpe sygdommen. Museveni inviterede derfor åbent internationale hjælpeorganisationer til at hjælpe med til at nedbringe antallet af nye ramte. ADRA Danmark tog imod indbydelsen og besluttede sig for at trække på alle de ressourcer, vi har, for at give vores bidrag til at såvel de fordomme, der er knyttet til sygdommen, som selve sygdommen bliver bekæmpet. Måske det altoverskyggende problem i forbindelse med AIDS epidemien er det antal forældreløse, som sygdommen har skabt. Flere og flere børn tvinges til at forlade skolen for at tage vare på syge forældre – eller med tiden overtage forældrenes funktion, længe inden de burde slås med tanker om, hvordan familien skal overleve. Manglen på skolegang mindsker deres chancer for at få en uddannelse. Depression, vrede og afmagt er, hvad fremtiden kan indebære for de børn. Peter Mc Dermott fra Unicef skitserede det skræmmende perspektiv med ordene: ”Vi vil få en generation af børn, der er analfabeter, og hvis eneste dannelsesmæssige erfaring er sygdom, død og marginalisering. Vi taler ikke om individuelle børn. Vi taler om gruppementalitet, og det vedrører deres egen evne til at fungere som forældre i fremtiden, hvis de ikke får positive rollemodeller og oplever at blive taget vare på.” Med et lignende udgangspunkt så ADRA i 2003, at der var et behov for at involvere sig med børn, der havde fået sygdommen overført via deres forældre, da den dannede en børneklub for hiv+ børn. Klubben kom til at hedde ”Undamahoro Club”, der på dansk betyder ”Vil I ikke nok elske os klubben?” En smertelig erkendelse af fordommene, for burde ethvert barn ikke have krav på, at de som det mindste bliver elsket, for hvem de er her i tilværelsen”. I en af artikel af Bjørn Krøll fortalte den daværende præsident for klubben – en 12-årig dreng ved navn Fils Mutuyeyes om den stigmatisering, AIDS forældreløse ofte udsættes for, og hvorfor ADRA’s klub derfor havde ændret hans liv på mere end en måde, da han sagde: ”I klubben kommer vi sammen for at hjælpe hinanden. Vi har fælles status og bliver ikke diskrimineret. I skolen bliver jeg mobbet - du hører ikke til her, væk med dig. Jeg bliver anset for at være ubrugelig og kan ikke være med til at lege. Nogle gange bliver jeg skældt ud, bare jeg rører en pen – nu er den uren, føj.” Det har hjulpet lidt, efter at læreren har fortalt, at man ikke smitter ved berøring, men godt er det ikke, selvom jeg har været helt åben om min sygdom. Jeg er meget glad for vores klub.” Vicepræsidenten 10-årige Ester Nzitukuze nikkede genkendende til Fils’ problemer, da hun sagde: ”Som hivsmittet ønsker jeg at være sammen i en gruppe med andre, som har samme status. Vi sidder sammen og deler de samme problemer og sår, vi har i livet. I skolen bliver jeg afvist, når jeg prøver at komme i kontakt med andre børn. ”Nej, du er hiv positiv. Du kan smitte, og du er smittet for evigt – du dør måske i morgen, og du kan ikke koncentrere dig om at lære noget, fordi det er lige meget.” Men i klubben er jeg bare sådan lidt ok. Her sidder vi sammen og prøver at finde løsninger og hjælpe hinanden, og vi har en konto, som vi kan bruge

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

lidt fra til dem, som har det sværest. Jeg håber, jeg vil overleve mange dage og få en uddannelse.” I en dans giver de derefter udtryk for deres taknemmelighed med sangen: ”Uden ADRA’s hjælp var vi aldrig kommet i gang. Nu er vi ikke længere alene og udstødte.” Der er kommet ny og mere effektiv medicin siden da. Ester er således på aidsmedicin. Mange af de indfødte er også blevet bedre til at bruge kondomer, men alligevel nægter mange pga. overtro eller ligegyldighed at anvende dem og sætter dermed deres eget og andres liv på spil. Tanken om trofasthed har ikke altid nemme vilkår i afrikanske lande. Mange mænd er udstationerede som politibetjente eller soldater og ser kun hustruen hver tredje måned, så han kompenserer for det manglende sexliv ved at anskaffe sig en kæreste i nærheden af arbejdet. Hans hustru har til gengæld ikke den faste indkomst fra en forsørger, der er i hjemmet, så hun anskaffer sig også en kæreste, der kan hjælpe med at skaffe mad på bordet, mens manden er væk. Uden kondomer giver det nemme vilkår for at blive smittet med HIV. Den katolske kirke og muslimerne er generelt imod børnebegrænsning, så de ønsker ikke at anvende kondomer. De protestantiske samfund vil nødigt ses som mere frivole, så derfor er det en balancegang at anbefale anvendelsen af kondomer for at nedbringe antallet af HIV-smittede. I en TV udsendelse i Malawi taklede ADRA problemet sådan: Alle de kirkelige ledere var inviteret i studiet til det Ugentlige ADRA TV show. De vidste, de skulle diskutere brugen af kondomer, mere vidste de ikke. For at skabe alliancer inden showet blev ADRA kimet ned, da deltagerne ønskede at vide, hvem der ellers kom. Svaret var konsekvent, vi har ikke alle navnene på plads endnu. Så der sad de kirkelige ledere på nationalt TV. De var der fra den katolske kirke, anglikanerne, muslimerne, og en række frikirker … Som det er almindeligt.

begynder showet med en lille episode filmet i en landsby. En mand bekender og siger: ”Jeg ved, jeg har syndet, da jeg gik til en prostitueret, men jeg ville ikke synde dobbelt, derfor brugte jeg ikke kondom.” TV værten tager over og spørger panelet: ”Hvad er jeres råd til manden og mange andre i en lignende situation?” Mens de værdige kirkefædre fastholdt deres fokus på afholdenhed og trofasthed og generelt talte imod brugen af kondomer, kimede telefonerne fra mange forskellige steder i landet, hvor seerne kunne byde ind i debatten og stille spørgsmål. Som tiden gik vred de sig mere og mere i stolen, til en pinsepræst brød ind og sagde: Venner, vi lever ikke i en ren verden. Vi må være praktiske og tale til de problemer, vore landsmænd oplever.” Oplevelsen beskriver, hvor nemt det kan være at være hellig på andres bekostning, eller leve i sit eget lille elfenbenstårn fjernt fra verdens problemer – at man, som Johnny Cash synger, bliver ”So heavenly minded that you are no earthly good”. Blandt kristne opstår diskussionen derfor til tider, om det er en kristen hjælpeorganisations job at dele kondomer ud, som ADRA gør det, når vi har sendt undervisere rundt for at undervise om AIDS og forebyggelse. Kondomerne råder jo i udstrakt grad bod på, at mennesker har et seksualliv, der måske ikke altid svarer til det, som kirken ville anbefale, men uden kendskabet til beskyttelse bliver de samme mennesker ofte smittet af sygdommen. Men for det første er AIDS ikke udelukkende et resultat af en fri seksuel adfærd. Kanyler og blodtransfusioner kan også overføre den. I Afrika har sult og andre sygdomme desuden i forvejen slidt immunsystemet ned hos mange fattige, så de lettere bliver inficeret, når de eksponeres for sygdommen. Derfor er den også for en stor del en fattigdomsrelateret sygdom, og derfor er alle de fordomme, der knytter sig til sygdommen, også så meget mere brutale for ofrene.


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

64 / Hvorfor dør vi?

Inspirator med stor gennemslagskraft / 65

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

En kvinde – Maria Mugalla – blev forfulgt af naboerne med ordene: ”Hende med AIDS vil dræbe os alle.” Hun fortalte om alle de problemer, hun havde tilfælles med andre AIDS Danmark Danmarkangsten og svækkelsen. I Danmarkensomheden, ofre: Stigmatiseringen, et forsøg på at støtte disse mennesker har ADRA dannet nogle anti-AIDS klubber, hvor ramte kan støtte hinanden og dele Danmark deres fælles følelser. Men også mange ikke-smittede melder sig ind i klubben for at bakke op om venner og familie, der er angrebet. Det har bl.a. ført til, at Maria Mugalla igen blev Danmark accepteret af naboerne, og hun sagde lettet: ”Det er som at vende tilbage til livet!” Denmark De HIV-smittede, ADRA er kommet i kontakt med, fortæller, at det at leve med HIV er mere end skam – det er et tabu. Og det tager lang tid at afmystificere tabuer, så tingene bliver normale igen. Det tager generationer. Det er ikke et spørgsmål om at vide – det er simpelthen, at tabuet er så dybt forankret i psyken, at folk ganske enkelt ikke kan overvinde det. Tabuet forkvakler den respons, som ville have været anderledes, hvis HIV var blevet spredt af myg, eller ved at man nøs - i stedet for gennem sex. Børnene Esters og Fils’ udsagn alene burde stilne al modstand, fordi det er beviseligt, at når kondomerne ikke bliver uddelt, resulterer det alt for ofte i uskyldige ofre, og derfor burde vi snarere sige: ”Det er ikke bare et valg, vi har – det er simpelthen vores pligt at give forældregenerationen muligheden for at bidrage til, at AIDS tilfældene vil falde – også når det er seksueladfærden, der er problemet.” Og at der bliver lyttet, fortæller redaktøren Jeppe Villadsen Blantyre i sin artikel ”Hilsen fra Liberia”, og om hvordan ADRA Danmark har tømt gaderne for folk om søndagen, når den lokale fjernsynskanal i Malavi sender en tv-soap, der tager aktuelle problemer under realistisk behandling, men fra en underholdende synsvinkel, så den bliver det, der med et moderne ord hedder ”edutainment” - en blanding af undervisning og uddannelse. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

De bedste skuespillere blev brugt til at levendegøre aktuelle temaer som hustruvold og AIDS. Serien hedder ”Tikuferanji”, som kan oversættes til: ”Hvorfor dør vi?” Desmund Tutu har udtalt: ”Tal kan betyde så lidt i dag. Statistikker er svære at forholde sig til. Men her er nogle måder, man kan anskue det på. Californiens indbyggerantal er på ca. 36.5 millioner. Et helt Californien er ikke engang lig med det antal HIV positive, der er i hele verden. Texas har en befolkning på 23.5 millioner. Et helt Texas er ikke engang lig med det antal, der er døde. Når vi snakker AIDS-forældreløse, så tænk på New York State med et indbyggerantal på 19 millioner. Poof! Forestil dig det i 2010 som et land befolket af AIDS forældreløse – grangiveligt befolket af børn, hvis forældre er døde pga. af denne plagsomme sygdom. Frankrig og Storbritannien har en befolkning på 60 millioner hver. Forestil dig 1/3 af dem som befolket af forældreløse børn. Forestil dig i 2010, at halvdelen af befolkningen er døde.” Det er for den slags børn, ADRA arbejder og har skabt børneklubberne. ADRA har haft succes med at angribe problemet på andre fronter end gennem børneklubberne. Den oprindelige mistro hos befolkningen er i dag blevet afløst af tillid. Folk strømmer til de klinikker, der er, og bliver testet for HIV og beder om at få kondomer udleveret og om at få undervisning i, hvordan de undgår at blive smittet med HIV – og selv når døden til sidst bliver resultatet for dem, der er smittet af AIDS – dør de ikke mere i ensomhed. Og AIDS-kurven er knækket, så der nu er færre nye tilfælde end tidligere i Malawi, bl.a. pga. det arbejde, ADRA udfører. Mænd såvel som kvinder melder sig også ind i de anti-Aids klubber, som ADRA har stiftet. Mange af medlemmerne er raske, men ønsker at bakke op om de bekendte de har, som er smittede. Fortsættes s. 67

Inspirator med stor gennemslagskraft

Danmark Nødhjælp og udvikling

Michael Usi, projektmanager for ADRA Malawi, er også kendt af alle i Malawi som Manganya – ham der stiller tankevækkende og provokerende spørgsmål. Michael har arbejdet for ADRA i over 20 år og har i den periode været primus motor i planlægning og udførelse af ADRAs udviklingsprojekter- og programmer i Malawi. Det har ført til mange andre ting, og han har været en fantastisk inspirator for sine omgivelser. Han har lavet radioprogrammer om hiv/aids, som flere år i træk er kåret som bedste programmer i Malawi. Senere har han lavet TV programmer og soaps, som også er blevet kåret som bedste programmer. Han er blevet kåret som bedste radio- og tv skuespiller og har indspillet den første biograffilm i Malawis historie efterfulgt af tre andre – alle med et budskab om at fremme demokrati og passe på sig selv og andre. Han har udgivet bånd og cd´er med sange om hiv/aids problematikken og de mange fordomme, der skal brydes, for at folk kan leve sammen på en bedre måde. Han har haft adskillige programmer for militæret og politietet for at dæmme op for hiv/aids og provokeret mange politikere med direkte radio- og TV programmer, hvor mange forskellige befolkningsgrupper er blevet hørt. Han er seriøst blevet foreslået af ledende politikere som præsidentkandidat, hvilket han dog har afslået, da han ikke ønsker at fremme en bestemt politisk holdning. Han har holdt tale i EU-parlamentet om udvikling og har også nået at tage adskillige uddannelser med udmærkelse – og meget mere. Hans livsfilosofi er, at ”den virkelige menig med livet ligger i at tjene andre mennesker.” Fodboldevent med mening En af de utallige events lavede Michael i forbindelse en fodboldlandskamp. Jeg klædte mig ud som en Malawi fodboldfan og fik 100 andre - både mænd og kvinder til at gøre det samme, og vi aftalte, hvad vi ville gøre for at tiltrække os opmærksomhed på det nationale stadion i forbindelse med landskampen. Vores udklædning og optræden med kampråb og horn tiltrak sig pressens opmærksomhed, men de vidste ikke, hvem vi var, og hvad vi stod for, men de kunne høre, at vi holdt med Malawi, som vandt kampen! En uge senere var jeg på TV, hvor jeg talte om, at vi skal have et samlet formål med udviklingen af vort land. Budskabet var, at lige som vi ikke kan se på folk, hvilken politisk overbevisning de har, eller hvilken religion de tilhører, eller hvilken stamme de kommer fra, når vi ser en fodboldlandskamp, sådan skal det også være med vores lands udvikling. Vi er èt folk, èn nation, og vi har samme formål med udviklingen af vort land! Partipolitik skal være med til at skubbe regeringen i en demokratisk retning og ikke til at føre diskriminerende, diktatorisk politik. Det budskab gav ekko i civilsamfundsorganisationerne i de forskellige politiske partier og i befolkningen. ”Jeg er forventningsfuld, og tror på, at vi kan være med til at skabe noget positivt i fremtiden for vort land.”

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

66 / Hiv er ik´ for børn

Hvorfor dør vi? / 67

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Hiv er ik´ for børn Danmark

Danmark

Danmark

Fotoudstilling af fotograf Michael Jensen har været opstillet foran folketinget – og mange andre steder. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

håbløs situation, hvor alt tages fra dem, hvis de får lov at beholde børnene, så de er bundet i fattigdom uden jord. Det er et af de temaer, ADRA ofte tager op i radioprogrammerne. Danmark Mark havde ikke kendskab til onkelen og dårligt nok kendskab til sin far. Mark voksede op som muslim og boede hos sin onkel, til han var 8 år. En dag sendte onklen ham ned for at hente vand ved en brønd. Da Mark kom tilbage, havde onklen taget alle sine ejendele og var flyttet. Mark havde en kammerat, som gemte ham i familiens garage om natten. Det blev opdaget af kammeratens forældre, og Mark blev flyttet til et børnehjem. Børnehjemmet brød sig ikke om den muslimske dreng, så ret hurtigt blev han overført til et nyt børnehjem, som var ejet af socialrådgiveren i det pågældende område af Kampala. Mark var den store dreng, som efterhånden var blevet 9-10 år og han måtte hver nat passe alle babyerne, når damen, som passede børnene, gik på sine natlige besøg hos egnens heks. Jeg skaffede nogle penge til at få ham i skole i nabolaget, hvor han blev dagelev, men efter nogen tid blev det nødvendigt at få ham ind på en kostskole. Jeg valgte da at få ham på adventisternes kostskole på Kireka Hill, som lå nogle hundrede meter fra vores hus. Han boede hos os i sine ferier og blev færdig med 7. klasse med meget fine resultater. Han begyndte også at synge i kor og fik mange oplevelser med rejser til udlandet sammen med de andre elever på skolen. Han blev ret hurtigt ”Head boy”, først med ansvar for de små elever, hvor han skulle hjælpe dem med vand og mad morgen og aften. Senere fik han ansvar for at låne bøger ud og ind af biblioteket. Nu er han elev på Hillton High School i Mukono og er snart færdig med Senior 3, svarende til 10. klasse. Han er lige før ferien blevet stemt ind som 2. Headboy for alle eleverne på skolen og har også klaret sig godt i atletik. Han ligger stadig i den øvre del af klassen. Sidste skoleår var der en evangelisk kampagne på skolen, hvor han blev døbt af unionsformanden for Zambia. Marks skolepenge bliver betalt af to danske adventistfamilier - Elsebeth og Holger Daugård og Flemming og Jonna Koch. Hans største problem er, at han føler sig ensom uden en familie. Han ved aldrig rigtig, hvad han skal gøre af sig selv i skoleferierne, og vi prøver på at skaffe ham et værelse, hvor han kan være. Det, som en gang imellem gør ham modløs, er, at han tænker på, hvordan han skal blive i stand til at gifte sig en dag, når han ikke kan fremvise, at han har familie og en form for status. Hvis han bliver syg og dør - hvem vil lægge jord til, så han kan blive begravet. Et ikke helt ualmindeligt problem for forældreløse, fordi man jo skal begraves på sin fædrene jord, og han aner ikke, hvem eller hvor hans familie er. Men Mark har et håb. Han er dygtig, og han får en uddannelse. Derfor vil han modsat så mange andre være i stand til at skabe sig en bedre tilværelse. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark

D

Nødhjælp og udviklin

Danmark

Nødhjælp og udviklin

Denmark

Relief and developm

Gospel sisters synger ved åbningen af udstillingen på Gl. Torv.

Ni trekantede tårne med 27 flotte billeder og illustrerende tekster fortæller om de mange vellykkede tiltag der gøres for at øge kendskabet til hiv/aids problematikken. Desuden fortæller udstillingen også om TV/radioprogrammer, dramagrupper, spare-lånegrupper og forskellige kvindegrupper. Alle tiltag er med til at øge folks viden og styrke initiativer og igangsætteraktiviteter. Udstillingen stod først i fire uger på Gammel Torv i København. Siden på Axel Torv og sidst på slotspladsen foran Christiansborg. Desuden har udstillingen været rundt i landet bl.a. Nordjylland, Randers, Ringsted og Nærum. En indendørs udgave af udstillingen har stået i kantinen på Danish Crown og senere på privathospitalet Hamlet i Ringsted samt på tre skoler: Sortebakkeskolen, Vejlefjord skolen og Jyllinge skole.

Anne Louise Hassing tale ved åbningen af udstillingen på Gl. Torv.

Men selv for de smittede, som ADRA har haft kontakt med, udtrykkes der - de tragiske omstændigheder til trods – en form for håb. Enken Sara Murorunkwere, der selv er hivsmittet, har således fortalt, hvorfor hun er glad for kvindernes anti-AIDS klub og det lån, hun fik her, fordi det har givet hende mulighed for at betale de daglige udgifter. Før havde hun levet som en udstødt – nu føler hun sig accepteret i sin landsby og har en lille bod på torvet. Men hun udtrykte sin bekymring: ” Hvad med børnene? De skal jo overleve i skolen, og når jeg en dag dør, skal mine børn også kunne overleve. Fordi jeg er enke, er der ingen til at tage sig af dem. – Jeg bor til leje i huset og betaler 5000 Rwanda Franc om måneden, men jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive boende, og det er min største bekymring – hvad sker der med mine børn, når jeg dør? Hvis jeg havde mit eget hus, kunne de blive boende der, men det har jeg ikke råd til, som det ser ud nu. Det er en umulig drøm. Men jeg er glad for at være accepteret, og fordi jeg nu får medicin. Det gør, at jeg kan leve længere og passe mine børn. Merethe Rasmussen, der i 6 år var udstationeret for ADRA Danmark i Uganda og der mødte den forældreløse Mark, fortæller om den omtumlede tilværelse han som så mange andre af disse børn lever, og den bestandige søgen efter accept og kærlighed som han, tvunget af omstændighederne, begav sig ud på. ”Mark, hed oprindelig Ismael og boede alene med sin mor lige uden for Kampala. Hans far var polygamisk, og han så ham ikke ret ofte. Mark hedder Kateregga til efternavn, hvilket betyder, at han nedstammer fra en af Bugandas kongeslægter. Da han var 6 år gammel, døde hans mor og far kort efter hinanden, og han blev sendt til sin onkel på faderens side, fordi det jo er faderens familie, som arver barnet, når nogen dør. Derfor står enker mange steder i Afrika i en meget

Desmund Tutu siger i bogen ”Taking away the Distance”: ”At opleve stigmatiseringen af at være HIV positiv, at passe en, du elsker, som har AIDS, at begrave en forælder, som er død af AIDS, at se ind i øjnene på børn, hvis forældre er bukket under for sygdommen – det er de realiteter, der leves og genleves igen og igen i Afrika.... Vi er skabt til samhørighed, medlemmer i én familie i Vorherres globale landsby. Vi er alle berørt af denne sygdom, og dens konsekvenser vil plage vores samlede fremtid.” Så hjælpen rækker ud til den smittede. Der forebygges, og så bearbejder man samfundet, så den sociale stigmatisering af, at det er Guds straf, forhåbentlig forsvinder. Kosten skal forbedres, så følgesygdomme nedbringes. Det er grunden til, at ADRA bl.a. uddeler kondomer, og at vi involverer os i arbejdet med at give de angrebne eller deres efterladte – som Mark – et bedre liv, for det var den barmhjertige samaritaners mission, og det var nok det, Jesus også ville have gjort. 


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

68 / Rwanda

Rwanda / 69

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Rwanda ”Krøblinge, tiggere og voldsofre passerede forbi den sørgende, da han bad. Og da han så dem, råbte han: ”Store gud, hvordan kan det være, at en kærlig skaber kan se på noget så forfærdeligt og dog ikke gøre noget ved det?” Gud svarede: ”Jeg gjorde noget. Jeg skabte dig.”  Sufi lærdom

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

70 / Rwanda

Rwanda / 71

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

En tidlig aften den 6. april 1994 ringede telefonen hos Carl Wilkens – den daværende chef for ADRA’s arbejde i Rwanda. Han genkendte med det samme en af sine venners stemme. Danmark Danmark Danmark ”Kan du se røgen?” sagde hans ven ophidset. Carls hustru Theresa grinede og spurgte: ”Hvorfor? Er det ham, der igen står for middagen?” Carl grinede indforstået af den joke og Danmark sagde: ”Theresa spørger, om du igen er i gang med at lave dine berømte burittos? Du ved dem, der er sorte udenpå og kolde indeni?” Hans vens stemme lød nu desperat, da han sagde: Danmark ”Hør her – det her er bare ikke en joke, Carl. Forstår du det ikke? Deres fly er styrtet ned.” Denmark Det viste sig snart, at det ikke var en spøg, men blodig alvor. Få dage senere var Carls familie på flugt mod Kenya, mens han selv lå med et par madrasser over sig i kælderen uden at vide, om eller hvornår han ville se familien igen. Han håbede, bomberne og oprørernes blodtørst ville gå hans dør forbi. Men på det tidspunkt følte han, at der var brug for hans hjælp for mange steder til, at han ville flygte. 1

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Relief and development

Flystyrtet den 6. april i landets hovedstad Kigali dræbte Rwandas præsident Habyarimana og hans kollega, præsident Ntaryamira fra Burundi. Skønt man stadig ikke har opklaret, hvem der stod bag attentatet, var der nok ”sprængstof ” i den voldshandling til at sende hutustammen af sted i et forsøg på noget, der mindede om etnisk udryddelse af tutsistammen. Over de næste 3 måneder blev omkring 1.000.000 mennesker ofre for en massakre, hvor macheter, køller og spyd blev brugt til at udføre det blodige arbejde. Ofte tænker vi på 11. september 2001, når vi gør os overvejelser om civilisationen udsat for overgreb. Men under borgerkrigen i Rwanda led og døde indbyggerne med en hastighed af 12.000 om dagen igennem 3 måneder. Det sidestiller volden med den, der fandt sted under 2. verdenskrig i Hitlers koncentrationslejre, eller den, der på et kort øjeblik udspandt sig i Hiroshima og Nagasaki, da atomalderen blev indvarslet. Rædslerne blev kun forstærket af, at billederne af lemlæstede lig stablet, som var det brændeknuder langs vejene, nedbrændte landsbyer og endeløse rækker af flygtninge med udslukte øjne på vej mod grænsen, blev sendt via TV direkte ind i stuerne til folk. Man kan måske spørge: ”Hvorfor dette had”? På mange måder var Rwanda et dejligt land. Det blev kaldt for ”De tusind bakkers land”, Afrikas svar på Schweiz – et land, der var så dejligt, at det blev hævdet, at Vorherre hver nat kom tilbage til det for at overnatte der. Dianne Fossey havde her studeret højlandsgorillaerne, der senere blev kendt i bogen og filmen ”Gorillaer i disen”. Rwanda havde en bedre økonomi end de fleste afrikanske lande. Landet blev regnet for et af de lande, der kunne brødføde sig selv. Over 75 procent var kristne. Men der var en slange i paradiset. I århundreder havde de tre folk huttuer, twaer og tutsier levet der og været fælles om samme miljø, kultur og religion. Men 1. verdenskrig havde ændret den sameksistens. Da Belgien i 1916 havde overtaget landet fra Tyskland, havde de installeret et styre, der var baseret på racemæssig ulighed. De havde favoriseret tutsierne på bekostning af de talrigere huttuer. Men i 1959 da kolonistyret blev afviklet, fik huttuerne overdraget magten. Det førte til mange års raceadskillelse og massakrer. Huttuerne begyndte konstant at omtale tutsierne som landsfjender. I 1972 udgav huttuerne en valgløbeseddel, hvor der bl.a. stod: ”Tutsiernes dominans er oprindelsen til al den ondskab, huttuerne har lidt under siden tidernes begyndelse. Det kan sammenlignes med et termitbo, der vrimler med al den ondskab, mennesket kender.” Gensidig mistro og magtinteresser gjorde, at hadet konstant lå og ulmede under overfladen og gjorde, at hundredtusinder af især tutsier blev slagtet – også før folkemordet i 1994. Mange tutsier flygtede til nabolandene, hvor

Relief and developm

nye generationer blev født og konstant håbede, at de kunne komme tilbage til Rwanda en dag – et land, der for dem var blevet som et ”forjættet land”. Snart befandt hundredtusinder af tutsier og moderate huttuer sig i flygtningelejre i nabolandene. De affandt sig dog ikke med deres eksil, men dannede i 1988 en oprørsbevægelse, Rwandas Patriotiske Front – RPF. I årene op mod 1994 blev pressen brugt til at opildne en betændt kampagne. Redaktøren for bladet Kangura producerede ligefrem en liste, som han kaldte for ”Huttuernes 10 bud”, hvor al venlighed eller kærlighed over for tutsierne var lig med forræderi. Budene opnåede stor popularitet og blev læst ved alle anledninger. Det oftest citerede var det 8. bud: ”Huttuer må holde op med at vise nåde over for tutsierne.” Da huttupræsidenten i Burundi i 1993 blev kidnappet og myrdet, blev det for huttuerne det endelige bevis på, at de havde ret i deres had. Massive drab blev resultatet, og hundredtusinder flygtede. Radiostationen Radio – ”Télévision Libres des Mille Collines” begyndte at preparere huttuerne med budskaber om, at man burde etnisk udrydde tutsierne. ”Gør dit arbejde. Ryd dit nabolag for buske. Skær de høje træer ned,” lød det. 1 Paul Rusesabagina, der blev kendt for de tusinder han heltemodigt reddede under massakren, og som er portrætteret i filmen ”Hotel Rwanda”, sagde: 2 ”Det kom til at lyde som et ansvar. Som om det var det normale at gøre.” Den 6. april 1994 eksploderede hadet så i massakren. Hundreder af prominente tutsier var allerede på dødslister, så de hurtigt kunne findes og myrdes. Tusinder blev fanget ved vejspærringer og slagtet med køller, macheter og knive. Familier fra begge stammer var over årene blevet indgiftet, og ud af den situation kom der under massakren eksempler både på heroiske såvel som forstemmende handlinger, der fortalte,

hvad mennesket er i stand til i sådan en situation. 3 I bogen ”State of Africa” beskrives det, hvordan en 47-årig landmand beskrev sin svogers død: ”Lederne i partiet og kamptropperne hentede alle mændene i landsbyen.... Vi fik hver en liste over mennesker, vi skulle dræbe. Vi dræbte adskillige mennesker i fælleskab. Jeg kendte nogle af dem. De var naboer.... Jeg dræbte, fordi jeg var tvunget til det. Enten gjorde jeg det, eller også ville jeg selv dø. Mange blev dræbt, fordi de nægtede at dræbe. Om hans svoger sagde han: ”Han fortjente ikke at dø. Han var en gammel mand…. Han blev slæbt fra soveværelset og dræbt i dagligstuen.... Jeg kunne ikke selv gøre det – jeg stod bare og så på. Således havde 10.000 mennesker også søgt tilflugt ved det hospital og den sygeplejeskole – Mugonero – som ADRA havde opført. Men da militsen ankom med deres macheter og køller, var der ingen, der kunne hjælpe de desperate flygtninge, og meget få undslap myrderierne. I dag er ofrene flyttet fra de massegrave ved hospitalet, hvor de hurtigt var blevet lagt, til en mindelund ved sygeplejeskolen. FN og andre udenlandske tropper var i landet, men gav nærmest op. Den 4. juli indtog tutsiernes RPF hovedstaden Kigali, og nu gik flygtningestrømmen den modsatte vej. Tusinder af huttuer flygtede nu mod Zaire – angste for den hævn, de frygtede ville komme. ADRA Danmark havde netop iværksat deres første projekt i Rwanda på det tidspunkt – hjælp til flygtninge fra Burundi. I februar 1994 besøgte daværende generalsekretær Helge Andersen landet. Fra et notat i ADRA’s arkiver kan man føle nervøsiteten: 4 ”Der var en meget anspændt situation i Rwan-


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

72 / Rwanda

Fred og forsoningsarbejde / 73

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

da. Vi havde modtaget en bevilling fra DANIDA på godt 4 millioner kr. til renovering af Mugonero sygeplejeskole.... Vi skulle derfor aflægge et besøg på sygeplejeskolen, men der Danmarkstor tvivl Danmark herskede om det varDanmark sikkert at forlade hovedstaden. Vi kørte dog til Mugonero, men flere gange på vejen ”rullede” vi ledninger ud, som tjente som antenne, så vi kunne Danmark have radioforbindelse med kontoret i Kigali og melde vores position og situation…. Vi fik at vide, at man havde skudt en af de politiske ledere, mens vi havde været borte. Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

”Jeg mødte Adele første gang i forbindelse med et kursus for kvinder, jeg afholdt i 1992 i Kigali, Rwandas hovedstad. Hun fremstod som en stærk kvinde med klare lederegenskaber og var en stor støtte for sin mand, der var distriktspræst i det østlige Rwanda. Vi blev gode venner, selvom vi ikke kunne tale direkte sammen.

Fra huset, hvor Borghild og Kaj (Højbak – ledere af ADRA Danmarks arbejdeDenmark i Rwanda) boede, kunne vi se ned over dalen og op mod centrum af Kigali. ”Oprørerene” fra Uganda havde besat den nordlige del af landet.... ingen kunne være sikre på, at regeringen ønskede en fredelig løsning.” Den dystre forudsigelse skulle vise sig at holde stik.

Hendes mand blev et af de tragiske ofre for folkemordet i 1994. Under den hadske stemning, der herskede, blev hun også selv en dag offer for en voldsepisode, hvor et spyd blev hamret ind i panden på hende, hvorefter det gennemborede kraniet. ”Mirakel” - vil måske for nogle synes som et slidt ord i den sammenhæng. Men intet andet end Guds godhed kan forklare, at hun slap fra det med livet og førligheden i behold. En senere scanning i USA viste, at der ikke var sket nogen skade på hendes hjerne.

Borghild og Kaj Højbak havde som så mange andre tilbragt en angstfuld tid på gulvet. Men netop som telefonen blev afbrudt, holdt der pludselig en militæreskorte med tanks uden for døren. De greb hurtigt muligheden og tog med til en opsamlingslejr, hvorfra de blev fløjet til Nairobi i Kenya, hvor de valgte at blive. Borghild sagde efter den hektiske evakuering, hvor det var gået så hurtigt, at Kaj havde glemt sine briller: ”Vi er i live, men det er også alt, vi har med ud fra Rwanda.”

Mens fængslerne senere fyldtes som følge af de uhyrligheder, der havde fundet sted under folkemordet, holdt adventistkirken i Rwanda adskillige evangeliske kampagner for fangerne. Mange af dem angrede, hvad de havde været involveret i og søgte Guds tilgivelse og nåde. Blandt dem var en ung mand, som fandt, at han måtte modtage tilgivelsen fra den, han havde begået en forfærdelig forbrydelse imod - Adele. Et møde blev arrangeret mellem ham og Adele.

Det er nødorganisationers lod, at udgangspunktet for deres arbejde er menneskelig elendighed – mennesker fanget af en ond skæbne i sult, fattigdom, krig og naturkatastrofer. Men for ofte fokuserer vi måske på rædslerne, når vi som i forbindelse med krig har set menneskeværdet devalueret, til det synes at have mistet al sin værdighed, men derfor er det også så meget vigtigere at fokusere på de smukke historier, hvis vi ikke skal henfalde til mismod og kynisme på menneskehedens vegne. En af de historier fortalte Borghild Højbak:

Han led under, at han havde slået hendes søn ihjel, og kom nu for at søge moderens tilgivelse. Adele fortalte mig, at da han bad hende om tilgivelse, stak det hende forfærdeligt i hjertet. Da forbrydelsen fandt sted, havde hun tryglet ham tre gange om at spare hendes søns liv, men i den voldsrus, han var forgiftet af, havde han gjort det alligevel. Sønnen var klar over, at han skulle dø og vinkede farvel til sin mor, før han fik sine hænder hugget af, hvorefter han blev dræbt. Tilgivelse kan synes umulig i sådan en situation - selv for Adele - som tidligere også havde tilgivet den mand, som havde gjort et

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Fortsættes s. 75

Fred og forsoningsarbejde Danmark Når ADRA Danmark går ind i et nyt område, er det yderst vigtigt for opbygningsprocessen, at der bliver ved med at være fred i det udvalgte området og mellem de lokale og hjemvendte indbyggere. Mange flygtninge oplever flere problemstillinger, når de vender hjem til deres hjemegn. Måske er deres hus jævnet med jorden, måske står deres hus der stadigt, men andre flygtninge er flyttet ind i det. Disse udfordringer kan påvirke et lokalsamfund meget og skabe yderligere spændinger. Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Derfor er en del af opbygningsprocessen, at der uddannes lokale fredsmæglere. Fredsmæglernes opgave er at være med til at løse konflikter og opretholde freden i områderne. Fredsmæglerne arbejder frivilligt, og de får derfor ikke penge for deres hjælp i lokalsamfundet. Fredsmæglerne udvælges af lokalsamfundet, og de udvælges, så de danner en gruppe, der repræsenterer alle dele af lokalsamfundet. Grupperne kan blandt andet bestå af lokale ledere, ældre, unge, hjemvendte flygtninge og bosiddende indbyggere. Fredsmæglerne bliver efterfølgende uddannet af ADRA Burundi, så de kan hjælpe til i forskellige freds- og forsoningssituationer. Fredsmæglere har blandt andet deltaget i følgende: • • • • • • •

Fredelige og ikke voldelige konflikt-løsningsaktiviteter. Rådgivning af husstande, som har oplevet konflikter. Afholdt lokale møder, som har øget bevidstheden om fordelene ved fred. Deltaget i og udført fredsuddannelsesaktiviteter i lokalsamfundet. Modtaget og hjulpet voldsofre. Deltaget i forsoningsaktiviteter mellem hjemvendte og bosiddende flygtninge. Fremmet sportslige og kulturelle aktiviteter som et redskab for fred og forsoningsarbejde.

Når en person udvælges til at blive fredsmægler i lokalsamfundet, giver det personen en følelse af ansvar for lokalsamfundet. De forstår deres nye rolle og tager den meget alvorlig. Fredsmæglerne er med til at udføre vigtigt fredsog forsoningsarbejde i deres respektive lokalområder, og de er med til at sørge for, at husbygningsprojektet får et bæredygtigt fundament, som lokalsamfundet kan bygge videre på.

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

74 / ADRA sætter standart

Rwanda / 75

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

ADRA sætter standart Danmark

Danmark

under mit besøg i Rwanda i 2006 en af hendes sønner, der i dag er bosat i USA. Han bekræftede den bitterhed, hendes børn nærede mod Adele i forbindelse med hendes villighed til Danmark at tilgive den unge mand. Han fortalte også, at når de beklagede sig til hende, svarede hun: ”Det kan ikke nytte noget. I må vænne jer til det, for nu er han jeres bror!” Og efterhånden har de så slået sig til tåls med, at sådan er det bare.

Danmark

ADRAs undervisningsmateriale danner standart i Rwanda med 30 nye undervisningsbøger Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udviklin

For omkring 10 år siden deltog jeg i et kursus, hvor vi en dag havde besøg af en psykolog, der skulle fortælle os om nogle oplevelser, hun havde haft med overlevende fra den jugoslaviske borgerkrig. En dag fortalte hun om en dreng, hun havde haft i behandling. Han var enormt dygtig og flittig i skolen, men han sagde aldrig noget. En dag tog en pædagog ham med ud i skoven. Fulgene sang den dag, og pludselig sagde drengen: ”Sådan sang fuglene også, når min bedstefar tog mig med i skoven, hvor jeg boede.” Og så begyndte han at fortælle om, hvordan han en morgen sad ved morgenbordet og spiste, før han skulle i skole. Hans far gav ham et knus og sagde: ”Husk – skolen er noget af det vigtigste i dit liv. Så vær flittig.” Derefter gik faderen ud af døren. Næste øjeblik hørte drengen et højt knald. Han åbnede døren og så sin far ligge skudt på dørtærsklen. Det var svært for drengen at måtte skræve over faderen, der lå i en blodpøl og stirrede på ham gennem bristede øjne. Næste øjeblik kørte en militærlastbil ind på pladsen, og soldaterne sprang ned fra ladet og begyndte at genne landsbyens beboere sammen og kommandere dem op på ladet. Der var et brudepar. Bruden begyndte at hulke fuldstændigt hysterisk. En af soldaterne skreg: ”Hold kæft eller jeg skyder dig.” Det gjorde det naturligvis kun værre, så i næste øjeblik skød soldaten hende. Drengen sagde: ”Det værste ved det var, at det var vores nabo, der skød. Jeg havde spillet fodbold sammen med ham og holdt af ham.”

Danmark Denmark

D

Abraham Katende og undervisningsoplægget

Jeg synes, beretningen illustrerer meget godt, hvorfor borgerkrige er så forfærdelige. Mennesker, der tidligere har været i familie med hinanden, elsket hinanden, gået i kirke sammen, været venner og naboer – myrder nu hinanden, fordi en nationalistisk, religiøs eller kulturel doktrin pludselig er blevet introduceret og stigmatiserer alle, der ikke passer ind i de nye normer. Den croatiske forfatter Slavenka Drakulic skrev på et tidspunkt: ”En eller anden er altid en jøde. Når forskellighedens koncept først har slået rod, bliver det, man ikke havde kunnet forestille sig, muligt”. Efter 2. verdenskrig, da koncentrationslejrenes rædsler for alvor gik op for verden, sagde man: ”Hvordan var det her muligt? Det her må aldrig ske igen.” Eftertiden har i al sin gru vist, at vores hukommelse er deprimerende kort. På en eller anden måde bliver vi nødt til at række ud imod dem, der er anderledes og inkludere dem i vores ”univers”. Siden Adam og Eva gnavede af æblet den skæbnesvangre dag i Paradiset, har den eneste løsning på verdens problemer været forsoning – at vi ændrer vore hjerter i stedet for at blive ved med at kyle sten i hovedet på hinanden og erkender, at det nok ikke er en forandring, vi kan udvirke på egen hånd. 

Udd materiale eling af til lærere

Efter folkemordet i Rwanda var der et stort behov for at uddanne lærere samt renovere og bygge skoler. Der var et stort ønske hos regeringen om at udarbejde engelsk undervisningsmateriale, og ADRA tog udfordringen op med støtte fra Danida. ADRAs projektleder Abraham Katende var ansvarlig for udarbejdelsen af de 30 nye undervisningsbøger for lærere og elever. Alt materialet blev udarbejdet fra bunden, da der ikke var andre bøger at støtte sig til, som var målrettet Rwanda. Hver bog blev skrevet i hånden, hvorefter den blev printet ud og godkendt, og der blev efteruddannet mange hundrede lærere. Materialet blev så godt, at regeringen i Rwanda bad om at måtte bruge det både som undervisningsmateriale for elever og som standart for uddannelse af lærere. Undervisningsministeren i Rwanda, Eugene Munyakayanza, udtalte: ”Angående ADRAs indsats indenfor uddannelse er vi meget taknemmelige for de materialer og den efteruddannelse ADRA har tilvejebragt. Vi har jo netop problemer med undervisningsmaterialer og efteruddannelse af lærere, og ADRAs indsats giver mange lærere mulighed for en god efteruddannelse, så de kan give en bedre undervisning. Desuden har det undervisningsmateriale, som ADRA har udarbejdet, været med til at danne standard, og efter endt efteruddannelse får lærerne et diplom, som er godkendt - ikke kun af ADRA, men også af regeringen. Vores uddannelsespolitik hviler på tre grundpiller – 1. adgang til uddannelse – 2. lighed for alle – 3. Kvalitet og relevans. ADRAs oplæg ligger helt på linje med denne politik.

voldsomt forsøg på at slå hende selv ihjel; men hun bad om styrke til at tilgive. Hun sagde til ham: ”Ja, jeg tilgiver dig, men fordi du slog min søn ihjel, bliver du nu nødt til at blive min søn i hans sted.” Via TV var folk vidner til det, der skete. Fordømmelserne strømmede ind. Man syntes, at hun ikke skulle tilgive en mand, der havde gjort hende og hendes familie så meget ondt. Hendes børn var også imod det. Tilfældigvis mødte jeg

Kilder: 1 Banza’s Incredible Journey and Other Stories from ADRA: Celeste perrino Walker, Pacific Press Publishing Association 1995 2 An Ordinary Man. The True Story Behind Hotel Rwanda: Paul Rusesabagina with Tom Zoelner Bloomsbury 2006 3 The state of Africa: A History of Fifty Years of Independence: Martin Meredith: Free Press 2005 4 ADRA’s historie af Helge Andersen

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

76 / Den lange vej tilbage (Rwanda-2)

Den lange vej tilbage (Rwanda-2) / 77

Danmark

Danmark Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Den LANGE vej tilbage (Rwanda-2) Tilgivelse er, at man giver og således modtager livet. George MacDonald

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

78 / Den lange vej tilbage (Rwanda-2)

Den lange vej tilbage (Rwanda-2) / 79

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

I Rwanda har man en ældgammel skik, hvor man bruger umuvumutræet (et vildt figentræ) i en symbolsk proces, der søger forsoning. Efter folkemordets rædsler, hvor flygtninge strømDanmark Danmark mede tilbage tilDanmark landet, fik man hårdt brug for denne smukke tradition – ikke mindst efter at præsident Kagame i 2003 besluttede, at 40.000 af morderne skulle sættes på fri fod i et reDanmark socialiseringsprogram. En af de overlevende fra rædslerne sagde: ”Hvis de fortalte dig, at en morder skulle sættes på fri fod i dit nabolag, hvordan Danmark ville du så have det? Men hvad hvis de denne gang ikke bare satte én på fri fod, men 40.000.” Hvordan kunne de ar, der var skåret ligeså meget i folkets sjæl som på deres krop heles igen? Denmark Dertil brugte man bl.a. uvumuvutræet. Man praktiserede her en lokal rettergang, der hed ”gacaca”. Modsat vestens retssystem, hvor man ofte nægter sig skyldig, til det modsatte er bevist, så fungerer gacaca bedst, hvis man fortæller sandheden. Sammen udarbejdede man så en plan, der søgte retfærdighed. Det kunne være. at den skyldige måtte tilbage til fængslet, og det kunne være, at han måtte tilbage til området, hvor han havde udøvet så meget vold for at medvirke til, at lokalsamfundet blev genrejst på enhver måde igen. Men træet havde et andet formål. Når det var ”voksent”, skar man en lille stribe bark væk på træet. Som vores krop prøver træet at hele såret ved at danne et fint net, der minder om et stykke tøj. Historisk havde ”barktøjet” været anvendt til at producere kongeligt klædestof. I dag bruges det til at lave kunstprodukter, der spreder skønhed omkring sig – men det har sin rod i et åbent sår. – Symbolsk er såret forbindelsen mellem fortiden og fremtiden – hvis arret i folkesjælen ligeledes ikke heledes, ville det hele måske eksplodere igen og forårsage nye rædsler. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Richal Ntabama fra Rwanda skriver digte og dramaer, og vil gerne være skuespiller.

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Relief and development

Men forsoning er ikke altid lige nemt. I dokumentarfilmen om Rwandas tilgivelsesproces - ”As we forgive” - ser man en ung kvinde ved navn Chantal kæmpe sin kamp for at tilgive en tidligere ven af familien, som under massehysteriet havde myrdet sin ven – Chantals far. Som tidligere Adele (se s. 72 under artiklen om Rwanda) oplevede Chantal også, at der ikke ville være nogen fremtid, hvis ikke den var baseret på tilgivelse. Efter svære sjælekvaler rakte hun derfor ud i tilgivelse til sin fars morder. Internationalt tilkendegav verdenssamfundet også, at det havde svigtet og havde brug for rwandesernes tilgivelse. Den 15. marts 1998 kom USA’s daværende præsident Bill Clinton således med en usædvanlig undskyldning til Rwandas overlevende efter massakren, da han sagde: ”Vi handlede ikke hurtigt nok, efter drabene begyndte ... vi kaldte ikke øjeblikkelig disse drab ved deres rette navn: Etnisk udryddelse.” FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan kom samme år ligeledes med en uforbeholden undskyldning til Rwandas parlament, da han sagde: ”Hvad vi gjorde, var ikke nær nok ... til at frelse Rwanda....Vi vil ikke nægte, at i timen for deres største nød svigtede verden Rwandas befolkning.” Det blev noteret internationalt, at ADRA forblev i Rwanda under hele konflikten og derfor var i stand til at hjælpe. Således dannede ADRA – lederen Carl Wilkens med konstant fare for sit eget liv - en lomme af menneskelighed midt i al ondskaben, da han startede et bespisningsprogram for 850 forældreløse børn. Det lykkedes ligeledes for 5 af de 7 klinikker, som ADRA støttede, at fungere under hele krisen. Undtagelsen var som tidligere nævnt Mugonero Hospital, hvor en stor del af staben blev dræbt sammen med størstedelen af de flygtninge, der havde søgt ly der. Efter krigen udviklede ADRA et freds- og forsoningsprogram, som man brugte i Rwanda og Burundi. Det blev mødt med stor anerkendelse fra regeringen såvel som fra de lokale. Et betændt stridsspørgsmål var, når naboen havde overtaget ens jord – en situation, der især i Afrika, hvor jord og vand næsten er symbolet på overlevelse, ville garantere problemer. Landenes retssystem led under arbejdsbyrden, så fredsmæg-

D

Relief and developm

lerne trådte til. De løste hundredvis af konflikter mellem de stridende parter. Ingen ønskede, at forsoningsbestræbelserne skulle blive et diktat, som mæglerne trak ned over hovedet på de stridende parter. Derfor underviste man bl.a. via radioprogrammer befolkningen i demokrati. Man oprettede lytterkomiteer og sendte programmer, hvor folk både fortalte om deres lidelser og kom med forslag til, hvordan problemer kunne løses. Det var imidlertid ikke uden betænkeligheder, at man kastede sig ud i projektet. Det var jo netop via radioen, at den uhyrlige hadkampagne var blevet indledt som skabte folkemordet. Men programmerne oplevede en ”lytterstorm”. Lokalsamfund begyndte at blomstre igen. De blev draget ind i en konstruktiv proces, hvor de opdagede, at de havde langt større ressourcer, end de anede. Deres stemme betød noget, og deres kreativitet blev værdsat. Selvtilliden kom tilbage skammen vaskedes bort. De blev grebet. Hjælp var ikke så meget ”handouts” i den lokale madkø, men snarere opøvelsen i selv at producere maden til bordet – det øgede hurtigt selvtilliden. En sagde: ”..vi kan mere, end vi troede. Hvis vi får mad, gavner det kun den dag, vi får det, men nu kan vi selv være med til at ændre tingene til det bedre, fordi vi har indflydelse og bliver hørt.” I krig er kvindernes lod ofte brutal. Internationale konventioner til trods bliver voldtægt nærmest en del af erobrerens primitive ”ret”. Resultatet tælles i uønskede graviditeter og risikoen for HIV. De mister den, der hjalp med støtte, kærlighed og brød på bordet. Ene må de sørge for, at børnene overlever. Derfor blev lytterprogrammerne også så effektiv en måde at formidle kvindernes situation på. Peter Isaboke fra Mungonero sagde: ”Det er vigtigt, at vi taler om de ting, der sker omkring os. Vi kan konstatere, at antallet af seksuelt orienterede forbrydelser er stigende nu. Det er vores opgave både at støtte ofrene og forebygge, at forbrydelserne overhovedet opstår.” Der er ikke nødvendigvis flere sager end tidligere: ”Noget tyder på, at det også skyldes, at både kvinder og børn er blevet langt mere bevidste om deres rettigheder og derfor ikke tier mere. Det er i sig selv en positiv udvikling, at kvinderne og børnene ikke bare affinder sig med disse overgreb.” Tatu Renate fortalte i forbindelse med et projekt, hvor ADRA skaffede genhusning til mange af ofrene: ”Det var i 1998 -

den dag jeg fødte. Jeg var alene. Det var tidlig morgen. Jeg hørte skyderier. Jeg vidste, at kampene mellem rebellerne og regeringssoldaterne var tæt på. Jeg havde veer og fødte, mens skyderierne rasede rundt omkring huset. Jeg så ud af vinduet. Der holdt en bil på vejen med nogle regeringssoldater. Hjulene var skudt flade, og soldaterne skød tilbage på rebellerne, som var på den anden side af bakken. Jeg skyndte mig ind igen og gemte mig under sengen med min nyfødte baby. Jeg gik, da skyderiet standsede. Alle andre var flygtet. Soldaterne var også væk. Jeg var alene med min baby. Den dag hjalp Gud mig. Jeg begyndte at gå hen imod en militærpost, som lå to kilometer væk. Soldaterne standsede mig. De ville vide, hvad jeg lavede, og hvorfor jeg ikke var flygtet tidligere. Jeg begyndte at fortælle min historie. De brød ind og sagde, at jeg skulle gå tilbage med dem for at udpege det sted, hvor rebellerne var gået hen. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, og viste dem min nyfødte baby. Så forstod de, at jeg talte sandt, og lod mig fortsætte til sikkerheden. Jeg har boet i flere flygtningelejre siden da. I nogen tid har jeg nu boet med min familie i en lille hytte med stråtag. Det har gjort en enorm forskel i mit liv. Jerntaget er vandtæt, murene er solide, og her er god plads til mig og mine otte børn. Snart vil jeg pudse væggene. Jeg dyrker majs og bønner. Jeg har plantet kasava, og der er banan og avocadotræer. De frugttræer, jeg har fået af ADRA, vil også bringe mig mad, og de andre træer vil give brænde. Livet er endelig godt.” Abraham Katende fra ADRA Rwanda sagde på et tidspunkt: ”Når jeg møder en tiggende hånd, giver jeg ofte ikke noget. Jeg siger: ”Du har et pænt ansigt. Du har to arme og alle dine fingre. Du har to ben, der fungerer, og du kan tale. Hvorfor skulle jeg give dig penge? Gå ud og få et liv - gå ud og brug din styrke og dine talenter.”

Uddannelse har vist sig at være vigtig for Rwandas hårdt prøvede befolkning. Men en af de grupper, der virkelig blev lagt for had under konflikten i 1994 – var lærere, og derfor var der deprimerende få af dem i live efter konfliktens afslutning. ADRA startede et projekt, der blev kaldt RIREP, som prøvede både at give voksenundervisning til forældrene i simpel økonomisk overlevelse og i hygiejne samt i, hvordan man får stablet en effektiv undervisning på benene og uddannet lærere. En af eksil-rwandeserne sagde i den forbindelse: ”Vi levede i eksil i DR Congo i flere år, men vendte tilbage som flygtninge i 1994. Jeg havde intet arbejde og vidste ikke, hvordan jeg skulle tage mig af min familie, som talte 14 børn. Det var nogle meget hårde år, men i 2006 begyndte jeg at se muligheder, idet jeg kunne deltage som instruktør i RIREP projektet. Jeg lærte om bedre landbrugsmetoder, klimabeskyttelse, hygiejne og renlighed, familieplanlægning, HIV/AIDS samt om indkomstskabende aktiviteter. Jeg takker ADRA for den mening, det gav mit liv.” Hun startede med nogle få afgrøder og endte med at have fire køer, fordi hun gennem sin flid og økonomiske tæft formåede at lægge penge til side og hele tiden udvide bedriften. Martin Luther King Jr, der om nogen kæmpede for kærlighed i stedet for had, oplysning i stedet for uvidenhed og fordomsfuldhed, tilgivelse i stedet for nag, sagde: ”Sand fred er ikke udelukkende fraværet af fjendtlighed: Det er tilstedeværelsen af retfærdighed.” I vores kultur har vi vænnet os til tanken om, at fred er fraværet af krig, konflikt og trusler. I det gamle Israel var fred – Shalom – i stedet summen af den menneskelige udfoldelse: Socialt, følelsesmæssigt, fysisk, mentalt, og åndeligt. Shalom var udtrykket for en menneskelig harmoni, retfærdighed veltilpashed, der gjorde, at folket trivedes. Rwandas hårdt prøvede befolkning fortjener den fred. ADRA er der og kan hjælpe. 


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

80 / Den lange vej tilbage (Rwanda-2)

Danmark

Igangsættere – de kan selv / 81

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Igangsættere – de kan selv Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark ADRA Danmarks projekter har gennem årene skiftet fokus fra at være byggeorienterede projekter til at være uddannelse og styrkelse af sociale netværk. At hjælpe sårbare marginaliserede befolkningsgrupper med opbygning af skoler, latriner, mm er med til at forbedre levevilkårene for en masse mennesker, men ved at involvere folk aktivt i projekter og give dem undervisning og ressourcer, har man muligheden for at skabe mere langsigtede og bæredygtige løsninger og derigennem endnu bedre levevilkår. Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Et godt eksempel på dette er et projekt kaldet ”Youth for Unity”, som både er blevet implementeret i Rwanda og Burundi. ”Youth for Unity” er et udviklingsprojekt med fokus på at få unge mennesker til at engagere sig i fred, forsoning og aktivt medborgerskab. Den 10-årige lange borgerkrig, som hærgede Burundi og folkemordet, som skabte masser af konflikter for befolkningen i Rwanda, har sat sine tydelige spor. Begge lande har problemer med en ødelagt infrastruktur, et nedbrudt sundhedsvæsen og et begrænset skolesystem. Unge mennesker er især sårbare overfor traumer, udstødelse og magtesløshed. De er ofre for lavt uddannelsesniveau, arbejdsløshed og fattigdom, hvilket ofte leder til konflikter. Det er vigtigt at give unge mennesker forståelsen af, at de er landendes fremtid, og for manges vedkommende udgør de en uudnyttet ressource. Unge har masser af gå-på-mod og talent, og med den rette opbakning kan de unge blive kompetente medspillede i udviklingen af deres lokalsamfund og gå aktivt ind i freds- og forsoningsprocesser. De kan blive rollemodeller og ledere for andre unge i deres omgangskreds. I Burundi er 60% af befolkningen under 20 år, og hele ungdomsgenerationen er stærkt påvirket af landets lange borgerkrig. I Rwanda er 67 % af befolkningen under 25 år. Det er derfor vigtigt at støtte de unge og give dem kompetencer. De er nøglen til samfundets fremtidige stabilitet. Og Youth for Unity har vist sig at være en succes. Et praktisk eksempel på dette er Alexis Nemeyimana. Han er frivillig fredsmægler og oplært i Burundis Youth for Unity projekt. Han har været med til at mægle ved flere konflikter. Den første omhandlede deling af land mellem tre brødre, som var blevet uenige om, hvordan de skulle dele den jord, de havde arvet fra deres bedsteforældre. Alexis fik overbevist dem om, at de skulle dele landet ligeligt mellem sig og hjælpe hinanden i stedet for at modarbejde hinanden. Et andet problem, som Alexis’ har arbejdet med, er de mange uregistrerede parforhold, der ofte gav problemer på grund af den manglende ægteskabsstatus. Alexis og resten af Youth for Unity gruppen har fået familier til at forstå vigtigheden af at registrere sig offentligt, når man bliver gift. Det kan virke som en selvfølge for os i Danmark, men det viser blot, at kulturerne er forskellige. Enkle løsninger kan ofte hindre konflikter. En anden lille solstrålehistorie fra Burundi kommer fra Nyarusebeyi Hill, hvor en gruppe unge fra Youth for Unity projektet besluttede sig for at hjælpe til med at forbedre deres lokalsamfund og levevilkår. De begyndte at bygge en skole ved hjælp af egne indsamlede midler, og den står nu færdig. Med den rette uddannelse og selvtillid og de rigtige visioner kan meget lykkes til styrkelse for selvværdet og til gavn for samfundet. Iværksætteruddannelse er et andet vigtigt område, og mange af de unge har startet egne små landbrug og kooperativer, hvor de dyrker ris, grønsager, bønner og andre afgrøder og er blevet i stand til at tjene penge til driften og sig selv. De bliver rollemodeller for andre unge, og en god udvikling er startet.

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

82 / På flugt gennem natten

På flugt gennem natten / 83

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

På FLUGT

gennem natten - en fortælling om håb ”The darkest hour is just before dawn The narrow way leads home Lay down your soul at Jesus’ feet The darkest hour is just before dawn” Ralph Stanley/ Emmylou Harris

Relief and development


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

84 / På flugt gennem natten

På flugt gennem natten / 85

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Da Winston Churchill i 1910 besøgte Uganda, kaldte han det ”Afrikas Perle” pga. landets skønhed og dets uanede naturressourcer. Men som så mange andre lande i Afrika har det Danmark Danmark Danmark også været hærget af krigsherrer, der kun havde ringe respekt for landets sande perler – dets befolkning. I 1986 begyndte en af de mest hensynsløse af slagsen – Jospeh Kony - at hærge Danmark acholistammen i Norduganda. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

EuniceOleng - flygtning i Danmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Med sin hær, der Danmark hedder LRA (The Lord’s Resistance Army), fordi han ønsker at danne en regering baseret på en forskruet udgave af de 10 bud, har han i årevis angrebet landsbyerne i området og udsat indbyggerne Denmark for ekstrem vold som afhuggede hænder, voldtægt og drab. Som små dræbermaskiner sendes de hjernevaskede børn, der udgør hans hær af børnesoldater, ud for at angribe landsbyer, flygtningelejre og sagesløse rejsende på vejen. De voksne dræbes og maltrakteres til tider til ukendelighed – børnene kidnappes for at gå igennem den samme hjernevask, som deres bortførere tidligere har været udsat for – drengene er udset til at blive soldater og pigerne til at blive sexslaver. På et tidspunkt tvang Kony og hans håndlangere nogle børn ud i en flod, for at de skulle måle vandstanden. De gik, indtil de alle druknede. I årevis lever disse børn en forfærdelig tilværelse, hvor de deltager i blodig vold, der trodser al beskrivelse og gør, at deres følelsesliv afstumpes. De, der overlever og senere får hjælp, går igennem en proces, hvor man gennem samtaler og anden psykologisk hjælp prøver at få deres tankesæt og drømme vendt til et mere normalt mønster. Det er et forfærdeligt øjeblik, når de ”vågner op” og erkender de forfærdelige handlinger, de har været med til at udføre. Af samme grund tør mange af de flygtninge, der er i lejrene inden for Kony’s aktionsradius naturligt nok ikke tilbringe natten der. Skræmte søger de om natten ind til byerne, hvor de gemmer sig og forsøger at sove på kirkegårde, hustage og i gaderne for at vende tilbage til flygtningelejren, når det er mere sikkert næste morgen. Merethe Rasmussen, der var udsendt af ADRA til Kampala i 6 år, fortalte, hvordan hun altid havde penge liggende i sin bil, når ofrene for Kony’s soldater kom for at tigge. Soldaterne havde ofte skåret ører og underkæbe af deres ofre eller brændt deres ansigter til ukendelighed. Kampala havde også sine svindlere blandt de mange tiggere, men ofrene for Kony’s soldater var oftest på enhver måde berøvet muligheden for at opretholde livet gennem almindeligt arbejde, og derfor havde de altid en særlig plads i hendes hjerte, når de kom og bankede på bilruden og tiggede om penge”. I en samtale med Eunice Oleng, der i dag er flygtning i Danmark, fortalte hun undertegnede og Merethe Rasmussen, uden hvis bistand dette kapitel ikke var blevet muligt, hvordan det var at flygte fra de muslimske krigere, der i mange år har udsat de kristne i Sydsudan for forfølgelse, blot for at måtte flygte for Kony’s hærgen, da hun endelig var kommet til Uganda. Jeg kom til Uganda pga. krigen i Sudan. Vi havde boet der i mange år, men i 1993 havde vi levet under de muslimske soldaters forfølgelse så længe, at vi besluttede at flygte til Uganda, fordi vi troede, vi endelig ville finde ro der. Min ældste datter Mary var kun 1 måned gammel på det tidspunkt, da vi besluttede at flygte. Vores problem var muslimerne i Nordsudan. De kunne ikke lide sorte mennesker som os. Jeg kendte ikke til, hvad der var blevet besluttet i regeringen, men de muslimske soldater kom under alle omstændigheder ned til os i Sydsudan og slog mennesker ihjel – mange af dem var mennesker, jeg kendte. Vi kunne heller ikke gå hen til vores haver, hvor de grøntsager, vi skulle leve af, voksede, uden at risikere at blive dræbt - så vi drak bare vand. Nogle nåede ikke at tage tøj med under vores flugt, så de var nøgne, da vi flygtede. Det var forfærdeligt. Vi gemte os i skovene og måtte blive der i 3–5 uger for at se, om det blev bedre. Vi flygtede

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Relief and development

Relief and developm

hver gang vi hørte, at der var nogen, der ville skade os. Hver gang et nyt rygte fortalte, at vi var i fare, var vi på vej i natten, og vi kunne derfor aldrig slappe af. Til sidst tog vi chancen og flygtede gennem skovene og over bjergene ind i Norduganda. Da vi kom til Uganda, fik vi plads i en flygtningelejr, der hed Acholi. Her boede vi i 2 år. De gav os jord, som vi kunne dyrke, og mange forskellig slags såsæd og materialer til at dyrke i haverne. Vi dyrkede et pænt stykke land med kassava, søde kartofler, og forskellige grønsager. Vi kunne dyrke næsten hvad som helst i haverne. Vi brugte ikke penge på mad, fordi vi kunne hente det fra haven. Men det var alligevel ikke nemt. Man kunne ikke bo i huse dér, så vi boede i telte. Røde Kors kom og hjalp ved sygdom og uddelte medicin og fødevarepakker. WFP kom med olie, salt og majsmel. Men det var alligevel svært at få livet til at hænge sammen. Hygiejnen var elendig. Der var ingen latriner, så folk forrettede deres nødtørft, hvor de nu engang kunne sidde på hug. Afføringen tørrede ind og blæste med vinden og lagde sig som en sky af bakterier overalt. Når det regnede blev det opløst, og folk vadede rundt i det med bare fødder. Så snart blev mange ramt af kolera, meningitis, mæslinger osv. – Smittefaren var høj, fordi vi boede så tæt på hinanden, og snart begyndte mange mennesker at dø, fordi de i forvejen var svækket. Vi boede meget tæt, så der var en masse larm fra naboerne, som gjorde, at vi tit blev uvenner. Efter nogen tid flyttede vi til en ny lejr i Kitgum i Norduganda, men da Kony kom efter 7 år, måtte vi flygte til en anden lejr i Kiryandongo i Masindi. Jeg havde lært at pleje syge mennesker og arbejdede som de andre hårdt. Selvom man lå og sov, blev man vækket og fik besked på, at man skulle gå over på hospitalet og arbejde. Når det var rigtig slemt, så arbejdede man dag og nat og var sommetider alene med 100 syge mennesker. Lægerne skrev recepter, men når der var mange syge, så vurderede man, hvem der var mest syg og gav vedkommende

medicin. Nogle havde ikke penge til at købe medicinen, og andre gange måtte man vente på, at FN kom med den. Derfor døde en del mennesker, fordi de ikke fik den medicin, de havde brug for. Min far var en af dem. Han havde tuberkulose. Kony’s hær lavede baghold i området på det tidspunkt, så vi vidste, at vi ikke kunne køre til byen og hente medicin til ham. Så han fik først medicinen efter 3 måneder, og da var det for sent – så han døde. Ingen kan hjælpe dig i den situation – enhver må hjælpe sig selv. Til sidst angreb Kony’s soldater så den lejr, vi boede i. Det var forfærdeligt. Vi kendte ikke området godt nok til at vide, hvor vi kunne skjule os. I begyndelsen drog hans soldater til byerne, men så begyndte de at angribe flygtningelejrene. Derhjemme i Sudan havde vi vidst, hvor vi skulle gemme os – men her – vidste vi, at vi virkelig ville få problemer. Men alle lejrene i Uganda ligger i nærheden af store skove – det var trods alt en fordel. Den nat han kom, hørte vi skud og lyden af soldater, der trampede ned ad vejen. Folk græd og skreg. Alle vidste, at de ville blive mishandlet forfærdeligt, hvis Kony’s soldater fik fat i dem. Jeg havde store problemer med at holde øje med mine børn, der alle var små. Mary var kun 4 år og Innocent 2 og så havde jeg Hillary, der stadig voksede i min mave, så jeg greb Innocent og placerede ham på maven og tog Mary i hånden. Vi måtte alle hjælpe os selv. En kvinde ikke langt fra mig havde tre små børn, som alle skulle bæres, så hun bar dem foran og bagpå og en på nakken. Så faldt hun over en sten og alle tre børn døde, da hun faldt med dem. Kony’s soldater skød dem, der flygtede, og andre, som de fik fat i, skar de munden i stykker på og skar fingrene og fødderne af dem og brændte dem. Mange mennesker blev begravet i massegrave. Der var nogle af mine arbejdskammerater, som blev slået ihjel - også nogle af dem, som kom fra samme sted, hvor jeg kom fra. Nogle af lærerne på skolen blev ligeledes slået ihjel. Ugandas regering fik skylden for nogle


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

86 / På flugt gennem natten

ADRA projekt vinder fornem pris / 87

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

af angrebene, men det var Kony og hans soldater, som slog dem ihjel. Men det værste var, når Konys soldater kom og tog børnene og gjorde dem til soldater. Danmark2007Danmark Danmark Omkring var jeg i en lejr i Arua. Jeg havde ingen mand, og min mor var gammel, så jeg gik til FN kontoret og fortalte om mine problemer, og derfor kom jeg til Danmark i 2007. Danmark Jeg lærte adventisterne at kende allerede i Sudan. Vi var katolikker, men adventisterne kom og lærte os om Bibelen, og vi fik bibelstudier. Da jeg blev voksen, så besluttede jeg, at Danmark det var det rigtige for mig at være adventist. Min onkel havde inspireret os i den retning. Han var adventist og tog os med i kirke. I Kiryandongo mødte jeg også ADRA Uganda, som Denmark kom med nødhjælp til os. Uden den havde vi næppe overlevet. I februar 2012 bragte Adventnyt en artikel, der var samlet af Merethe og Ann Zenas, der hed ”Krig og Fred”, hvor Eunice’s søn Innocent og hans mors kusines søn – Dominic – fortæller om den forfærdelige nat, da Kony og hans soldater kom til lejren, og de måtte flygte for livet. De lever nu ligeledes i Danmark og går på adventisternes friskole i Østervrå. Innocent: Landsbyen, jeg boede i, blev angrebet af Joseph Kony. Det var midt om natten. Jeg vågnede ved, at min mor og de andre voksne talte sammen. Lige pludselig skreg vores nabo. De sagde, at vi skulle gemme os, mens vi stadig havde en chance, fordi Joseph Kony var kommet til landsbyen med sin hær. Min mor skyndte sig at tage min søster Mary i den ene hånd og mig i den anden hånd. Min søster var 8 år og jeg var 5 år. Min bror, Hillary, lå i min mors mave. Da vi løb, blev min søster pludselig væk for os. Min mor og jeg løb til et andet sted, hvor der var noget buskads. Min mor valgte at efterlade mig der og sagde til mig, at jeg skulle ligge helt stille ind mod busken. Da hun skulle gå, sagde hun: ”Uanset om soldaterne siger, du skal komme ud, så skal du bare blive liggende.” Min mor løb videre og faldt og slog sig, rejste sig og løb videre. Det blev endelig morgen, og min mor kom og hentede Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

mig fra gemmestedet, og vi kom med hjem. Soldaterne angreb ikke om dagen. Mary var ikke hjemme, men kom senere sammen med min tante. Dagen efter blev vi sendt til min bedstefar i Kiryandongo flygtningelejr. Der boede vi i 5 måneder. En kort overgang boede vi sammen med min mor og min tante og hendes børn i et hus, min mor havde skaffet. Jeg kom rigtig godt ud af det med hendes drenge, men det viste sig, at det ikke var et trygt sted at bo, og snart boede vi i en anden flygtningelejr. Der døde mennesker hver dag. De døde bl.a. af kolera. Der var tit uroligheder i lejren, og Ugandas hær kom og omringede lejren og begyndte at skyde med tåregas. En dag fik vi besked af UNCR, at vi skulle flytte til en flygtningelejr i Arua. Der boede vi i 4 år, indtil vi fik besked på, at vi var blevet godkendt til at flytte til Danmark. Endelig fred.

Dominic:

Det var en helt almindelig dag. Min mor var gået i butikken for at sælge noget, så der var kun mine små tvillingesøskende og mig derhjemme sammen med vores far. Der var helt stille og roligt, og vi legede, som vi plejede. Pludselig hørte vi nogle mærkelige lyde. Det lød som et stort brag, og kort tid efter så vi nogle mennesker komme løbende fra den retning, hvor vi hørte braget. De løb så hurtigt, de kunne, og nogle af dem havde deres børn på ryggen. Vi begyndte ikke at løbe, for vores mor var ikke kommet hjem endnu, og vi var ikke i panik. Da min mor kom tilbage sagde hun: ”Hvad sker der for jer, kan I ikke se, at der er krig? Kom vi flygter og sover udenfor i skoven, og i morgen tidlig skal vi af sted.” Næste dag skulle vi tage af sted, så vi pakkede alle vores ting. Vi lavede mad, så hurtigt vi kunne, og min mor tog maden på hovedet, mens den var varm. Så tog vi af sted Det begyndte helt fint. Jeg skulle bære vandet, så vi havde noget at drikke. Jeg bar 10 liter i dunken på hovedet. Til at Fortsættes s. 89

ADRA projekt vinder fornem pris AfriComNet har tildelt ADRAs børneradio projekt i Burundi prisen for det mest effektive og innovative udviklingsprojekter indenfor sundhed og oplysning om hiv/aids i Afrika. Prisen blev uddelt i Dar es Salaam i Tanzania.

Danmark Nødhjælp og udvikling

Det Afrikanske Netværk for Strategisk Kommunikation i Sundhed og Udvikling AfriComNet har igen år delt priser ud til en række udviklingsprojekter for effektivitet og innovation. Ialt 48 projekter fra 14 lande deltog i AfriComNet prisen 2012. For første gang i historien er prisen for bedste udviklingsprojekt indenfor sundhed og oplysning om hiv/aids i Afrika gået til Burundi. Ialt 48 projekter fra 14 lande deltog i AfriComNet prisen 2012. Prisen blev givet til ADRA Burundi og ADRA Danmarks børneradio projekt Breaking the Silence. Børneraneradioprojektet i Burundi er et udviklingsprojekt, der gennem radioprogrammer giver børn og unge en stemme i debatten om hiv & aids. ‘Med radioprogramnmerne som dynamo skaber Breaking the Silence debat og dialog om hiv/adis set fra børnenes perspektiv. De 4,5 millioner børn i Buurndi får en stemme og en mulighed for bidrage positivt til en fremtid, som ikke er dikteret af hiv/aids’, siger leder af ADRA Burundi Elizabeth Santa Cruz. Men hvorfor lave børneradio om hiv og aids? Sygdom, død og fattigdom er da ikke emner for børn og unge. Og det må da i bund og grund være de voksnes ansvar at tage sig af den epidemi, der bremser udviklingen i samfundet. Ikke desto mindre er det en realitet, at børn og unge i Burundi hver dag bliver smittet med hiv, ser deres familiemedlemmer dø af aids og bliver bremset i deres fremtidsdrømme, fordi aids-epidemien er med til at fastholde både den enkelte familie og hele samfundet i fattigdom. ca. 230.000 mennesker er smittet med hiv i Burundi, og med 11.000 dødsfald om året er sygdommen en af de hyppigste dødsårsag er i Burundi – det anslåes, at 120.000 børn er forældreløse på grund af hiv/aids! Med Børneradioprojektet får børn og unge konkret viden om hiv og aids, og hvordan de kan undgå at blive smittet – men hvad er endnu vigtigere: Aids kommer ud af skyggerne, hvor det er nemmere at forholde sig til den. Man frygter altid det, man ikke rigtig ved hvad er, mere end det man kan sætte ord på og snakke med andre om. Ved at sætte hiv og aids på dagsordenen med et nationalt radioprogram sendes der et signal om, at det er ok, at snakke om hiv og aids – også at man er bange for at blive smittet eller at miste nogen man kender. Projektet er udviklet i et samarbejde mellem ADRA Danmark og ADRA Burundi med støtte fra Danida.

ADRAs radioprojekter: - Lets fight! Hiv/aids projekt i Malawi, hvor ADRAs radio- og TVprogrammer har modtaget adskillige priser siden 1997. - WIPS har fokus på kvinders rettigheder efter krigen i Burundi, DR Congo og Rwanda. - ONGEA Fokus på kvinders rettigheder og kønsrelateret vold i Burundi og DR Congo. - Hiv er ikke for børn! Hiv/aids projekt for børn og unge i Burundi

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

88 / Hjælpeaktion

På flugt gennem natten / 89

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Hjælpeaktion

som kom os i møde på cykel. Min lillebror og jeg kom op på cyklerne, og så gik det hjemad. Da vi kom i nærheden af hjemmet, løb de andre søskende os i møde og omfavnede os. Jeg var rigtig træt og havde bare lyst til at sove. Jeg havde Danmark ondt i hele kroppen, men jeg kunne ikke finde ud af at slappe af. Jeg lærte aldrig at slappe af, mens vi boede i flygtningelejren i Uganda. Først efter nogen tid. Verden lever nu i tiden efter den kolde krig. Men angsten og volden synes bare at have flyttet sig til et andet sted. Massemyrderierne i Rwanda såvel som i Norduganda er kun eksempler på, at mennesker et eller andet sted har stirret eller stirrer angsten og volden i ansigtet og længes efter fred. Som Dominic sagde i sin temaopgave: ”Jeg havde ondt i hele kroppen, men jeg kunne ikke finde ud af at slappe af.”

Danmark Danmark Danmark Som nævnt i artiklen ”Kaldet til at hjælpe” har adventistkirken helt siden 1874 haft en organiseret hjælpetjeneste. Det begyndte i USA, men fra 1908 bredte hjælpen til socialt udsatte grupper sig til en indsamling på verdensplan gennem Danmark alle adventistkirkens menigheder. Siden da har stort set alle medlemmer af menigheden været engageret i det, man kaldte ”Høstindsamling”, men som nu har ændret navn til ”Hjælpeaktion”, og mange millioner kroner er samlet sammen gennem tiden. De har været med til at redde utallige menneskeliv og givet håb om en bedre fremtid for mange Danmark af verdens dårligst stillede. Hjælpeaktion arbejder ud fra næstekærlighedsprincippet om at hjælpe mennesker i nød, både i form af nødhjælp og mere langsigtet ”hjælp til selvhjælp”. Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udviklin

Denmark Tue Westing, som er præst i adventistkirken, var leder af Hjælpeaktion i perioden 2006 til 2011 og har helt siden sin barndom været engageret i indsamlingen i Danmark og på Færøerne og Grønland. Han skriver følgende: ”Fra mine drengeår i Odense Adventistkirke husker jeg høstindsamlingssøndagene som fascinerende. Vi var der stort set alle sammen, og jeg gik ud sammenmed min mor. Høstindsamlingsbladet bragte flere år billeder fra Sierra Leones spedalskhedshospital ”Masanga”, og billederne af de spedalske mennesker greb mig. Relief and development

Relief and developm

Som det vil fremgå andetsteds, anerkendes det nu mere og mere, at mennesker og organisationer, der har en trosbaseret tilgang til deres nødhjælpsarbejde, har en unik indsigt, der kan bruges til at bringe forsoning og håb til mennesker og nationer, der er ødelagte af krig og overgreb – mest af alt, fordi de tror på en Gud, ”der elskede verden så meget” og for hvem ”intet er umuligt”. Dominic afsluttede sin opgave med at skrive: ”... det, der står i Bibelen, gør mig tryg og hjælper mig til at opføre mig ordentligt og også behandle mine kammerater godt.” Smukkere kan ønsket om fred næppe udtrykkes.

Med årene ændrede indsamlingen sig fra at være høstindsamling til at være hjælpeaktionsindsamling. ADRA Danmark blev etableret, og arbejdet blev udvidet til at omfatte både nødhjælp og udvikling. Man kunne nu løbende følge med i ADRAs arbejde og spore pengenes vej til fremmede himmelstrøg, hvilket opmuntrede mange. Og der blev hjulpet meget bredt. Akut i forbindelse med katastrofer, og man kunne give konkrete gaver som f.eks. skoleuniform, landbrugspakke, børneradio, vandkilde, spare-lånegrupper, cykler, brønde - projekter indenfor sundhed, undervisning og landbrug. Efter folkemordene i Rwanda og Burundi blev genhusningsprojektet for flygtningefamilier introduceret. ”Køb et hus til en hjemvendt flygtningefamilie og få et billede af familien foran huset”. En meget synlig og konkret gave. Mange er stødt på husprojektet, idet en model af huset i fuld størrelse med udstillings- og billedmateriale har været opstillet forskellige steder i Danmark.

Innocents ældre søster Mary uddybede senere i et interview sine oplevelser den nat, de flygtede fra Kony’s soldater, og hun blev væk: ”Jeg husker angsten og den skræmmende larm fra soldaternes fødder, da de trampede ned ad gaden. Og jeg husker angsten, da råbet om, at vi skulle flygte, lød gennem lejren, fordi soldaterne var på vej. Vi løb og løb, mens min gravide mor, besværet af babyen i hendes mave, hev desperat efter vejret og halede os af sted mod buskene, hvor vi håbede at kunne finde beskyttelse. På et tidspunkt, mens mørket opslugte os, blev min mor og bror pludselig borte. Angst krøb jeg rundt mellem buskene, mens jeg ledte efter dem. Jeg blev lettet, da jeg på et tidspunkt stødte på min moster, og jeg blev derfor sammen med hende, til jeg meget lettet blev genforenet med min mor næste morgen. På vejen tilbage til vores hus så vi vores nabo ligge i en blodpøl på gaden. Han var en gammel mand, og soldaterne havde jagtet ham ind i hans hus, trukket ham ud på gaden og stenet ham ihjel. Kort efter den uhyggelige oplevelse kom vi til Arua, og vi kunne endelig begynde at trække vejret lettere igen.” I sin takketale for den nobelpris han modtog, udtrykte forfatteren Elie Wiesel smukkere end de fleste, hvorfor det er nødvendigt at møde andre menneskers lidelser med empati, idet han mindedes sine egne kammerater, der havde lidt i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig:

Menighedsskolers elever har gennem mange år deltaget i hjælpeaktionsindsamlingen og har fået mange gode oplevelser med hjem. Når en elev har oplevet, at et barn, efter at have hørt om behovet for hjælp, er løbet ind på børneværelset for at hente sparebøssen, er glæden og begejstringen hos den unge indsamler særdeles smittende Færøerne har gennem mange år været en oplevelse i sig selv. På de stormomsuste øer mødte jeg en offervillighed, som kun sjældent er set andre steder. Kolportør Ib Jensen opbyggede med sin ydmyge personlighed en respekt omkring Hjælpeaktionsindsamlingen, en respekt som alle andre indsamlere mange år efter hans død har nydt godt af. På Grønland, hvor Skodsborgklinikken fungerede i Nuuk såvel som i Thorshavn i en længere årrække, var Andreas Nielsen i mange år ankerpersonen i indsamlingen. Hans kontakter til ledende politikkere, præster og arbejdsgivere har man nydt godt af igennem mange år. Mange indsamlere har gennem årene trofast gået fra dør til dør og samlet store beløb ind. Mange kunne nævnes, men specielt skal nævnes John Alex, som har været rygraden i indsamlingen i Storkøbenhavn. Igennem mere end 30 år har han indsamlet flere millioner kroner til hjælpeaktionsindsamlingen. Vi er dybt taknemmelige for den store indsats mange har ydet gennem tiden, men vi må erkende, at den store skare af ældre menighedsmedlemmer, som igennem mange år har været trofaste indsamlere, bliver begrænset. Kræfterne slår ikke længere til på samme måde som tidligere, og nye indsamlere må overtage og nye tiltag igangsættes. Peter Bo Bohsen, som nu er ansvarlig for Hjælpeaktion, har introduceret en fælles indsamlingsdag, hvor menighederne over internettet kan følge dagens program forskellige steder og på den måde opmuntre og inspirere hinanden. Jeg håber, at mange unge vil finde glæde og mening i at deltage i Hjælpeaktion til gavn og glæde for medmennesker i nød,” slutter Tue.

begynde kunne jeg godt følge med de voksne, selvom de gik hurtigt. Efter nogen tid havde jeg svært ved at følge de voksnes tempo, men der var stadig 20 km at gå. I Pakile kunne man tage en taxi til Adjumani. Denne by lå tæt på, hvor mine større søskende boede. Da vi ankom til Adjumani, begyndte vi at gå mod den by, hvor mine store søskende boede. Det var en strækning på yderligere 30 km, og jeg orkede næsten ikke mere. Selvom jeg ville, så kunne min krop ikke holde til det mere. Mine søskende var blevet så store, at de gik på en skole, som ikke lå i nærheden af vores bopæl. I lejren kunne man kun tage op til 7. klasse. På vejen mødte vi en cyklist, som var på vej til den by, hvor vores søskende boede. Min mor standsede ham og sagde: ”Vil du ikke nok sige til mine børn, at hele deres familie er på vej. Han overbragte beskeden, og snart så vi vores brødre,

”Hvad alle disse ofre har brug for at vide mere end noget andet er, at de ikke er alene; at vi ikke glemmer dem, at når deres stemmer dæmpes, så vil vi give dem vores, at hvor deres frihed er afhængig af vores, er kvaliteten af vores frihed afhængig af deres. Det er, hvad jeg siger til den unge jødiske dreng, der undrer sig over, hvad jeg lavede i hans alder. Det er i hans navn, at jeg taler til jer, og at jeg udtrykker til jer min dybeste taknemmelighed som en, der er kommet ud af Nattens Rige. Vi ved, at ethvert øjeblik er et af nåde, hver time en gave, ikke at dele dem ville betyde at svigte dem. Vores liv tilhører ikke os alene; det tilhører alle dem, som desperat har brug for os.” Dermed er vi tilbage, hvor vi startede fortællingen om ADRA. Historien om den barmhjertige samaritaner er fortællingen om, at ingen bør blive glemt i deres nød. Derfor fortalte Jesus historien – derfor ønsker ADRA Danmark at gøre sit til at afhjælpe den nød – for det var det, Jesus ville have gjort – og derfor også det, han ønsker, vi skal gøre. 


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

90 / En dråbe i havet

En dråbe i havet / 91

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Betty – en pige fra Acholi slummen i Kampala, Uganda. Hun blev citeret i en rapport fra AssociaDenmark tion for Volunteers in International Service Relief and development

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

er kun en dråbe. Men lagt sammen Danmark med de andre vil koppen blive fyldt. Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark Danmark Danmark Jeg har intet og hvad jeg giver Nødhjælp og udvikling

Danmark

En DRÅBE i havet Børn løber 330 km for ADRA

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

92 / En dråbe i havet

Et ord om bogen / 93

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Et ORD

Danmark Danmark Denmark

om bogen

På et par tidspunkt var jeg så heldig at blive bedt om at introducere børnene på Østervrå Friskole til den danske kultur – på det sted, hvor danskheden har stået sine hårdeste prøver, og hvor mange også vil påstå, at Danmark blev født – i Sønderjylland/Slesvig – Dybbøl Banke og Dannevirke med alt hvad det indbefatter af konflikt, fædrelandskærlighed og national identitet. Det specielle her var, at jeg denne gang talte til en gruppe børn, der for størstedelens vedkommende var startet som udlændinge og nu søgte at integrere sig i den danske kultur: Congo, Kina, Sudan, Uganda, Holland, Australien, Tyskland og så Danmark – alle lande var på en eller anden måde repræsenteret. Sjældent har jeg vel heller stået overfor så lydhør en klasse, mens deres verden blev større om, hvad der på mange måder har defineret det at være dansk. Men i den sammenvævede verden som globaliteten tilbyder os, hvordan hjælper man så børnene med at blive lykkelige oplyste borgere? Naturligt nok er det nødvendigt med et sikkert fundament i sin egen kultur, men dette hæfte vil også gerne slå til lyd for, at en af de største tjenester man kan gøre sit barn, er at lade det vokse op med et globalt sindelag og troen på, at det kan gøre en forskel i den verden. Når vi anerkender, at menneskeheden er fælles om de grundvilkår, der er blevet os givet, og at vi derfor deler en fælles skæbne, så bliver vores forsøg på at gøre denne verden til et bedre sted ikke længere reduceret til et øjebliks godgørenhed, hvor vi betragter de andres problemer fra distancen. Den personlige kontakt med vore medmennesker skaber et bånd mellem os på samme måde som sandt venskab. Da børnene fra Østervrå Friskole hørte om nogle børn i Congo, der var blevet fordrevet fra deres hjemland til Rwanda af en rebelgruppe, der kalder sig M23, besluttede de at de ville række hånden tværs over landegrænserne og gøre deres til at ændre vilkårene bare en smule for flygtningebørnene i Rwanda. De fik senere følgeskab af Mattesonskolen – en lille friskole ved Herning. De blev motiveret dertil, fordi mange af dem selv har en fortid i flygtningelejre, eller har oplevet at være hjemløse. Derfor besluttede de at sætte tre dage af

til at løbe de 330 km fra Hjørring i Vendsyssel til ADRA’s hovedkontor i Nærum uden for København. Under løbeturen indsamlede de penge til den flygtningelejr børnene fra Congo i dag lever i og som bliver støttet af bl.a. ADRA. Da Hjørring teaters leder Peder Schrøder hørte om projektet, meldte han sig straks villig til at skyde løbet i gang foran Metropol i Hjørring. Mange af børnene begrundede, hvorfor de fandt at netop dette projekt sagde dem noget. Innocent i 8. klasse sagde således: ”Jeg vil løbe til København, fordi jeg gerne vil gøre en forskel i verden. Jeg gør det, fordi jeg oplevede, mens vi boede i flygtningelejr i Uganda, at der var nogle som samlede ind, så vi kunne spise og få nogle forskellige redskaber, så vi kunne dyrke jorden, så vi selv kunne klare at producere vores egen mad.” Dominic: ”Jeg vil gerne løbe til København, fordi vi hører om børn i Afrika, som er i nød – ligesom vi selv var det indtil vi kom til Danmark, hvor hver dag var en kamp for overlevelse.” Mathilde 6. klasse: ”For mig handler det mest om, at vi gør noget godt for andre og så tror jeg, at man får noget godt igen. Da jeg hørte om løbet tænkte jeg, at det havde noget at gøre med penge til skolen, men nu har jeg fået et andet syn på det og det er at vise, at man har lyst til at gøre noget godt for andre. Det er hyggeligt at glæde sig sammen og havde den samme følelse, at man har gjort en forskel.” Siv 7. klasse: ”Det, der motiverer mig er at samle ind til ADRA. Jeg tænker på, hvordan jeg ville have det, hvis man bare skulle sidde og rode med en pind i jorden. Jeg synes det er synd for de børn, der har oplevet så meget ondt, og når de ikke har noget at lave, så sidder de sikkert og tænker på det forfærdelige, de har oplevet.” Christian i 2. klasse: ”Vi hjælper børnene i Rwanda, fordi de ikke har det så godt som os.” 

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

94 / Et ord om bogen / Litteraturliste

Udsendte og ADRA / 95

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

For mange år siden hørte jeg baptistpræsten Frank Pollard fortælle om et besøg, som hans kirke havde af en missionær fra Afrika, mens han var en lille dreng. Missionæren havde Danmark Danmark Danmark mange spændende ting at byde på – bl.a. et righoldigt repertoire af drabelige historier fra et kontinent, der for drengen var næsten ukendt. Men det, der især udmærkede ham i Danmark drengens øjne, var, at missionæren havde kunnet drikke et glas vand, mens han havde stået på hænder op ad væggen. Drengen havde i det øjeblik besluttet, at hvis det var en af de Danmark kvaliteter, der hørte til missionæreres jobbeskrivelse, så var det der, hans fremtid lå. Da jeg blev spurgtDenmark af ADRA, om jeg ville skrive denne jubilæumsskrivelse, så følte jeg også - efter jeg havde afleveret alle begrundelserne for, hvorfor jeg ikke følte mig værdig til projektet - at jeg også stod i gæld til en masse missionærer, der havde inspireret mig som dreng og sat min fantasi i gang. Mange af historierne husker jeg stadig, og de gav mig en aldrig svigtende overbevisning om det enkelte menneskes værd. To af de missionærer – Børge Schantz og Emanuel Pedersen, bakkede mig senere op, da jeg i nogle år var i USA, og verden ikke altid var lige nem. Emanuel viste lige til sin død som 102–årig en levende interesse i alt, hvad jeg foretog mig og – han var aldrig kræsen med sin ros, når han følte, at jeg fortjente det og heller ikke bange for at give nogle kontante udmeldinger, når han syntes, jeg søgte den letteste udvej og burde stræbe højere. Han inspirerede mig meget med sine mange historier fra sit lange liv i USA og Afrika. Jeg tror også, at mange adventister står i evig gæld til de generationer af danskere, der trofast har arbejdet med at hjælpe spedalske på Massanga og senere Heri. Arbejdet med denne jubilæumsskrivelse har været et spændende projekt at være involveret i. Derfor skal der lyde en Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark

Nødhjælp og udvikling

tak til dem, der havde tro nok på projektet til at gøre den til virkelighed. Tiden var knap, og der var mange andre emner, jeg også gerne ville have haft med, men som pladsen ikke tillod. Emnerne er valgt, fordi de har været vigtige øjeblikke i ADRA’s stadig korte historie, men jeg er også klar over, at der er andre områder, der er blevet forbigået, som man med lige så stor ret kunne hævde burde have været en del af bogen. ADRA’s indsats ville være fattig, hvis ikke det var for alle dem, der igennem tiden har støttet organisationen med deres arbejdsindsats samt med penge og ideer, så derfor en stor tak til dem. Ligeledes skal der også lyde en tak til folkene i HASDA og lederen, Preben Jalving, der altid var klar til at rykke ud med kildemateriale og fotos, når situationen krævede det. – Jeg tror, I skal have en ny fotokopimaskine efter afslutningen af dette projekt. En tak til Hans Stumpf, der leverede adressen til dr. Daniel Heinz og gav mig meget værdifuld viden om adventisterne i Tyskland under 2. verdenskrig. En speciel tak til dr. Daniel Heinz fra arkivet i Friedensau, der var venlig nok til at sende det historiske materiale, de havde der, samt bistå med råd på anden vis. En stor tak til dem, der var villige til at involvere sig i projektet med interviews og anden indsigtsfuld bistand. – Uden deres indsats var det blevet en mager udgave. Også en stor tak til Merethe og Niels Christian Rasmussen, der altid var på pletten, når jeg havde nogle huller i de spændende detaljer i forbindelse med ADRA’s arbejde i Afrika, og som ikke mindst formidlede kontakten til Eunice. Til sidst en tak til min mor og alle de andre, der altid har troet på mig, når jeg har været klar til at smide håndklædet i ringen. Og en særlig tak til Vorherre uden hvis tilstedeværelse og lydhørhed, når jeg vaklede, det hele ville have været omsonst. 

Literaturliste: 1. The Spirit of Sacrifice and Commitment. James R. Nix. Stewardship Department General Conference of SDA’s. 2000 2. Ellen White’s World: A Fascinating Look at the Times in Which She Lived: George Knight. Review and Herald Publishing 1998 3. Helfende Hände: Eberhard Fischdick Hannover 1988. Advent – Wohlfartswerk 4. Helfende Hände 5. Helfende Hände 6. Helfende Hände 7. Siebenten Tags Adventisten: Chronik wom Beginn bis zur gegenwart 1875 - 2004 8. Church, State and Religious Dissent: Daniel Heinz: A History of Seventh day Adventists i Austria 1890 – 1975 Peter Lang 1993 9. Politikkens Verdenshistorie, bind 19 10. Light Bearers: A History of the Seventh day Adventist Church: Richard W. Schwarz and Floyd Greenleaf. Pacific Press Publishing Association 2000 11. Light Bearers 12. ADRA-nyt 13. An Ordinary Man – The true story behind Hotel Rwanda 14. The Challenge of Famine: Recent Experience, Lessons learned: John Osgood Field. Kumarian Press 1993 15. Famine, Hunger and Starvation in Africa: Challenge to African and World leaders: Dr. John Karefah Marah. Author house 2006 16. Banza’s Incredible Journey and Other Stories from ADRA: Celeste Perrino Walker. Pacific Press Publishing House 1995 17. Night: Elie Wiesel. Hill and Wang, New York, 1985 18. Film: Beat the Drum. Instruktør David Hickson. Z. Productions Studio LLC As We Forgive . Laura Waters Hinson. Living Bricks

Udsendte og ADRA Personer, som på en eller anden måde har haft forbindelse med ADRA Danmark/Norge i perioden 1985-2000! Det kan være som udsendt med støtte fra NORAD eller Danida, som studenter missionær i forbindelse med ADRA projekter, ADRA udsendt eller hvor ADRA har spillet en rolle i forbindelse med kald og udsendelse: Arvild og Laila Andersen, Danmark til Tanzania Rudolf og Nanna Andersen, Danmark til Eritrea Asgeir Annfinsen, Norge til Sierra Leone Tekele Asmeron, Norge til Uganda, Tanzania Lene Danielsen, Danmark til Tanzania Allan og Anette Falk, Danmark til Uganda, Zimbabwe Svend Frederiksen, Danmark til Uganda Arne Friis, Norge til Burundi L.F. Greer, Nederland til Sierra Leone David og Ranghild Gronert, Danmark til Sierra Leone, Pakistan, Malawi Harri og Sunneva Gudmundsson, Danmark til Sierra Leone Kenneth og Perly Gundersen, Norge til Nicaragua Odd Hagen m/familie, Norge til Kap Verde Steen Grønbeck Hansen, Danmark til Nicaragua, Uganda Leif Hansen, Danmark til Uganda Leif Hansen med familie, Danmark/USA til Zaire Irene Harvey, Norge til Malawi Odd Helsteen, Norge til Malawi Vesslemoy Hogganvik, Norge til Etiopien Gunnar og Ester Holanger, Norge til Swaziland Inge Holm, Danmark til Sierra Leone Peter van Hoof, Nederland til Sierra Leone Simone Hyldahl, Danmark til Tanzania Aina Høyness, Norge til Ghana Fritz Jager, Danmark til Tanzania Nicola Jensen, Danmark til Rwanda Peter Bo Jensen, Danmark til Tanzania Sven og Ingelis H. Jensen, Danmark til Nigeria, Cypern Svein og Anna Johansen, Danmark til Liberia, Cypern, Gambia Allan Jørgensen, Danmark til Sierra Leone, Gambia, Libaria, Myanmar, Sydsudan Arthur og Tove Jørgensen, Danmark til Nigeria, Jamaica, Curacau, Nepal Doris og Evald Jørgensen, Danmark til Rwanda, Ghana, Rusland, Uganda Pia Jørgensen, Danmark til Rwanda Roland Kazen, Sverige til Sierra Leone Anita og G. Kittilsland, Norge til Sierra Leone Wilton Law, USA til Swaziland Lex og Hanne Lijkendijk, Danmark til Pakistan Kåre Lund m/familie, Norge til Pakistan Richard og Else Müller, Danmark til Kenya, Lebanon Arne og Pia Bull Nielsen, Danmark til Nigeria, Tanzania, Kosovo Bent og Evelyne Nielsen, Danmark til Elfenbenskysten, Burundi, Tunis Henrik Nielsen, Danmark til Tanzania Jan og Line Nielsen, Danmark til Uganda, Sudan

Louis og Ruth Nielsen, Danmark til Nigeria, Ghana, Liberia, Sierra Leone, Gambia, Uganda Merethe og Niels Christian Rasmussen, Danmark til Uganda Roger og Maggie Nyberg, Sverige til Kenya Tore og Vigdis Oldebråten, Norge til Nigeria, Sierra Leone, Uganda Kari Onjukka, Finland til Ghana Jørgen og Noomi Spangaard Pauch, Danmark til Gambia Thomas Spangaard, Danmark Uganda, Kosovo Søren Pedersen, Danmark til Tanzania Shirley og Milton Peterman, Canada til Nicaragua Harold Pfeiffer, Nederland til Sierra Leone Hans og Jolanda Portegijs, Nedeland to Sierra Leone Axel og Julie Præstiin, Danmark til Nigeria, Bolivia, Colombia Bent og Kirsten Præstiin, Danmark til Ghana, Kenya, Kosovo Borghild og Kaj Rasmussen, Danmark til Rwanda Flemming Riisager, Danmark til Tanzania Gersom Rosler, Nederland til Sierra Leone Robert Sandstrøm, Norge til Uganda Lise Svendsen, Norge til Ghana Alf Oluf og Berit Søreide, Norge til Togo Ole Kenneth Søreide, Norge til Uganda Øysten Søreide, Norge til Uganda Grethe Tofterup, Danmark til Sierra Leone Ester Weed (Ulland), Danmark til Gambia Ester Van-Fliet, Norge til Uganda Phil og Anita Williams, Australien til Nicaragua Jens Morten og Susann Øster, Danmark til Tanzania Niels Henrik Øster, Danmark/USA til Tanzania Gry Sarah Andersen, Danmark til Peru, Chad Lis Jørgensen, Danmark til Rwanda Nicolai og Charity Graae, Danmark til Liberia Birgitte Skjold, Danmark til Rwanda Natashia Bahn Hansen, Danmark til Burundi, DR Congo Malene Kuhr Mikkelsen, Danmark til Burundi, DR Congo Louise Flindtegård, Danmark til Burundi, DR Congo Julie Vinkel Clausen, Danmark til Liberia Klaas Overlade, Danmark til Rwanda, Haiti, Elfenbenskysten, Madagascar Grupper af unge Ca. 30 unge til Nicaragua december 1989 Ca. 30 unge til Tanzania i sommeren 1995

Danmark Nødhjælp og udvikling

D

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

96 / Bent Møller Nielsen

Bent Møller Nielsen / 97

Danmark

Danmark Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Bent Møller Nielsen: En ADRA leder med en stærk følelse af et kald Sent på dagen den 22. april 1998 blev en af ADRA’s veteraner – Bent Møller Nielsen – skudt ned i Burundis hovedstad Bujumbura af lokale kriminelle. Burundi havde som Rwanda oplevet årtiers magtkamp imellem Tutsier og Hutuer, og der havde derfor været meget vold og borgerkrig i landet. Bent Møller Nielsen havde imidlertid valgt at blive på sin post sammen med sin kone Evelyn, selvom de fleste andre udlændinge for længst var flygtet ud af landet. Han havde reddet mange menneskers liv, og det var derfor en skæbnens ironi, at nogle lokale kriminelle fra den befolkning han arbejdede så hårdt for at hjælpe til sidst dræbte ham. Han var født den 25. april 1941 i Juelsminde. På Adventisternes uddannelsescenter i Frankrig - Collonge - havde han studeret teologi i håbet om at få arbejde for Adventistkirken. Det var også her han mødte sin hustru Evelyn. Han blev tilbudt arbejde ved Buake Secondary School på Elfenbenskysten. I 1988 blev han så kaldt til Burundi. Det skete netop som Adventistkirken havde brug for et stort genopbygningsarbejde. Et militærkup havde netop tilladt kirken igen og returneret dens ejendom efter at det forige styre havde forbudt kirken i lighed med andre kirker og beslaglagt al dens ejendom. Det var en tid, hvor han genåbnede klinikker og skoler og det humanitære arbejde på mange niveauer. Det blev således også noteret internationalt, at ADRA i 1994 fortsatte sit arbejde i både Burundi såvel som Rwanda til trods for at borgerkrig og forsøg på etnisk udrydelse hærgede området. Bent Møller Nielsen havde altid været kendt for sin opfindsomhed og energiske gåpåmod, og derfor arbejdede han flittigt med de udfordringer, de vanskelige vilkår bød ham. Efterhånden som urolighederne intensiveredes koncentrerede man sig dog om nødhjælp til flygtninge og internt fordrevne samt mad, medicin og husly til dem, der var kommet i klemme efter urolighederne.

Nødhjælp og udviklin

Nødhjælp og udviklin

Relief and developm

ADR shot A direc tor in B 24 A urun pril 1998 di - Ben dir t Moel

ler ec by ar tor for B Nielsen u bura med ban rundi, w , ADRA coun , d as s o its nA just t drop pril 22. in the ca hot and ry kille attac ped o pital Niel d sen h , Buj ff a c He w ked. u a o m l d l e r ague e was as shot a when portedly stole n d he w kille n. as d an d his vehi cle

Han elskede sejlsport og havde bygget et par både i sin baghave og mange af de lokale unge havde haft fornøjelsen af at sejle med ham på Lake Tanganyika. Han ligger begravet på Søllerød Kirkegård, hvor pastor Hans Jørgen Schantz begravede ham. Næsten symptomatisk kom meddelelsen om hans død netop da, da ADRA præsenterede sin Globale landsby i Washington DC’s bymidte på United States Capitol Mall – som kunne det have været en sidste cadeau til en ADRA leder, der havde gjort uendeligt meget i mange år for mange nødstedte i Afrikas landsbyer. Hans hustru Evelyn fortsatte hans arbejde i Burundi indtil 2001, hvor hun påtog sig at lede ADRA’s arbejde i Tunis.

D


Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

98 / ADRAs ansatte gennem tiden

ADRAs ansatte gennem tiden / 99

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Tidligere Danmark ansatte Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Alex Jensen

Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udviklin

Anja Larsen

Ann-Charlotte Nordahl

Anne de Laine

Arendse Ørding

Arthur Andreasen

Tom Bendix

Trine Rosenkrans

Vanda Pinto Præstin

Veronica Jonsdottir

Vibeke Rasmussen

Vibeke Wærn

Nødhjælp og udviklin

Denmark

Relief and developm

Nuværende ansatte

Bettina Braun

Birgit Philipsen

Bjørn Jacobsen

Borghild Rasmussen

Charlotte Kammersgård Rudholm

Charlotte Matiasen

Danni Jensen

Doris Jørgensen

Duhitha Wijeyratne

Elsebeth Sundbye

Flemming Haslund

Grethe Tofterup

Hans Mayland

Helge Andersen

Hervé Casapadeux

Holly Hughson

Iben Marcussen

Ina Løye Skafte

Inger Olesen

Jens Vesterager

Jørgen Elklint

Anne-Grethe Gjerløff

Betina Ravn

Bjørn Johansen

Bjørn Krøll

Bodil Warming

Christian Sørensen

Dean Oliver

Hans Henning Solevad

Jacob Nue Sønderstrup

Jette Ring

Kristel Krøll Thomsen

Lehnart Falk

Line In Juul Madsen

Lise Grauenkær

Margit Wærn

Signe Lund Christensen

Søren Bisgaard

Formand Nils Rechter, direktør

Aksel Jørgensen, direktør

Finn Larsen, advokat

Lis Jørgensen, oversygeplejerske

Morten Jørgen Øster, overlæge

Thomas Müller, formand for adventist­kirken i Danmark

Nuværende bestyrelse

Kamilla Lund

Katrine Lodberg Iversen

Kay Flinker

Kjell Arne Fevang

Laura Nygaard Nielsen

Laura Thatt

Lise Rechter

Lotte Holmen

Martin Kristensen

Mette Grøndahl Hansen

Natasha Kingod

Nis Borlund

Pia Elkær

Risto Paananen

Lene Bull, adjunkt på R.U.C.

Tidligere forretningsudvalgsmedlemmer/bestyrelsesmedlemmer:

Sara Haugesen

Susann Øster

D

Suzanne Copiz

Søren Uldall

Teresa Schantz Andersen

Thomas Rasmussen

Tine Hein

Agda Hansen, Helge Andersen, Doris Jørgensen, Åge Lundquist, Hans Nutzhorn, John Pedersen Niels Chr. Rasmussen

Sven H. Jensen, Henning Jacobsen, PhilipPhilipsen, Kai Busk, Marianne Kjøller, Richard Müller, Lex Lijkendijk,

Bodil Lund Ann-Britt Fejersen Carl David Andreasen Paul Birch Petersen Ole Kendel Bjørn Ottosen


Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

100 / Generalsekretærerne

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Danmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Danmark Nødhjælp og udvikling

Danmark

Nødhjælp og udvikling Danmark

Danmark Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Denmark

Nødhjælp og udvikling

Nødhjælp og udvikling

Relief and development

Danmark Danmark Denmark

www.adra.dk

Danmark Nødhjælp og udvikling

Profile for ADRA Danmark

25 år  

25 år  

Advertisement