MARK Den sorte bil. Indhyllet i udstødning, motoren i tomgang, lige foran ham. Will kunne ikke se nogen bag det mørke glas, men han vidste, at der sad en derinde og kiggede på ham. Will fokuserede, lydene forsvandt. Tiden gik i stå. En marimbalyd brød stilheden. Endnu en sms fra far. LØB, WILL. Da Will ved et uheld klarer sig unaturligt godt i en prøve, bliver han tilbudt et stipendium til en eksklusiv kostskole, hvor intet er, som det ser ud. Sammen med sine værelseskammerater opdager han skjulte sider af sig selv, der har forbindelser til en urgammel profeti. Forfulgt af både løgne og fjender vikles Will ind i en livsfarlig kamp om verdensherredømmet…
FROST
MARK FROST
Første bog i Paladin-profetien – af forfatteren bag tvserien Twin Peaks og filmene om The Fantastic Four.
BOG 1
ISBN 978-87-638-2753-9
BO G 1 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
9 788763 827539
Frost_Paladin_CVR.indd 1
HØST & SØN
22/04/13 23.45
34517_paladin_profetien_1.indd 2
25-04-2013 10:41:09
M M M M
A A A A
R R R R
K K K K
F F F F
R R R R
O O O O
S S S S
T T T T
BOG 1 BOG 1 BOG 1 BOG 1
P Å DA N S K V E D E R I K B A R F O E D P Å DA N S K V E D E R I K B A R F O E D P Å DA N S K V E D E R I K B A R F O E D P Å DA N S K V E D E R I K B A R F O E D
HØST & SØN HØST & SØN HØST & SØN Paladin titel.indd 1
HØST & SØN
23/04/13 09.00
Paladin titel.indd 1
23/04/13 09.00
Paladin titel.indd 1
23/04/13 09.00
Paladin titel.indd 1
23/04/13 09.00
34517_paladin_profetien_1.indd 3
25-04-2013 10:41:10
Paladin-profetien. Bog 1 er oversat fra amerikansk af Erik Barfoed efter The Paladin Prophecy. Book 1 Copyright © Mark Frost and Doubleday/Random House, New York Denne udgave: © Mark Frost og Høst & Søn/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslagsdesign: Hilts Omslagsgrafik: Jette Aagaard Enghusen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell ISBN 978-87-638-2753-9 Printed in Finland 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
34517_paladin_profetien_1.indd 4
25-04-2013 10:41:10
TIL DE FORTABTE OG ENSOMME ...
5
34517_paladin_profetien_1.indd 5
25-04-2013 10:41:10
34517_paladin_profetien_1.indd 6
25-04-2013 10:41:10
Enhver forbrydelse bliver straffet Hver en dyd belønnet straks Hver en uret rettes op Som en tavs, ubrydelig stafet. – ralph waldo emerson
7
34517_paladin_profetien_1.indd 7
25-04-2013 10:41:10
34517_paladin_profetien_1.indd 8
25-04-2013 10:41:10
Jeg kunne ikke se hans ansigt. Han kom løbende hen ad bjergstien. Desperat. Forfulgt af skygger, der greb ud efter ham, og selvom de nærmest kun var huller i luften, var der ingen tvivl om, hvad de ville. Drengen var i ufattelig stor fare, og han havde brug for min hjælp. Jeg åbnede øjnene. Gardinerne flagrede foran de mørke vinduer. Iskold luft hvislede gennem en sprække i vinduesrammen, men jeg var badet i sved, og mit hjerte hamrede. Var det bare en drøm? Nej. Jeg anede ikke, hvem drengen var. Han så ud til at være på min alder. Men én ting var jeg stensikker på: Han var virkelig, og han var på vej imod mig.
9
34517_paladin_profetien_1.indd 9
25-04-2013 10:41:10
10
34517_paladin_profetien_1.indd 10
25-04-2013 10:41:10
En helt almindelig tirsdag
Betydningen af et velorganiseret hoved. Wills dag begyndte altid med disse ord, allerede inden han åbnede øjnene. Når han åbnede dem, mødte hans blik de selvsamme ord på et banner i den modsatte ende af værelset: #1: BETYDNINGEN AF ET VELORGANISERET HOVED. Med 30 cm høje blokbogstaver. Regel nr. 1 på Fars Liste over Livsregler. Så vigtig mente hans far, at dette råd var. Én ting var at huske den. Noget andet var at efterleve Regel nr. 1 med et hoved så elektrisk som Wills. Men var det ikke også derfor, far havde placeret den øverst på listen og på Wills væg? Will rullede ud af sengen og strakte sig. Han tændte sin iPhone. 7:01. Han tjekkede kalenderen. Tirsdag d. 7. november: – Morgentræning med crosscountry-holdet. – Dag 47 i tiende klasse. – Eftermiddagstræning med crosscountry-holdet. Fedt. To løbeture og syv timers Novocain for hjernen ind imellem. Will tog en dyb indånding og kørte fingrene gennem morgenhåret. Tirsdag d. 7. november så ud til at blive en let dag. Der var ingen større stressfaktorer i horisonten. Hvorfor har jeg det så, som om jeg står over for en henrettelsespeleton? 11
34517_paladin_profetien_1.indd 11
25-04-2013 10:41:10
Han ransagede sin hjerne, men kunne ikke finde nogen grund. Da han hoppede i træningsbukserne, blev værelset oplyst af en strålende, glad solopgang. Det sydlige Californiens mest tydelige fordel: verdens bedste vejr. Will trak gardinerne fra og kiggede ud på Topa Topa-bjergene, der rejste sig bag haven. Wow. Bjergene var dækket af sne efter en tidlig vinterstorm, som var passeret forbi den foregående nat. Den tidlige morgensol oplyste dem bagfra, og de var klarere og renere end HD-tv. Han hørte en velkendt kvidren og så den lille, hvidbugede solsort sætte sig på en gren uden for vinduet. Nysgerrig og frygtløs lagde den hovedet på skrå og så på ham, som den havde gjort hver morgen de seneste dage. Selv fuglene kunne mærke det. Jeg har det fint. Der er ikke noget galt. Men hvis han vitterlig havde det fint, hvad var det så, der havde sat gang i den kvalmende fornemmelse af nært forestående undergang? Efterveerne af et glemt mareridt? En vild tanke dukkede op i hans hoved: Stormen bragte mere og andet end sne med sig. Hvad? Han anede ikke, hvad det skulle betyde – vent lige, havde han drømt om sne? Noget med at løbe? En sølvgrå stump af en drøm falmede og forsvandt, inden Will nåede at fange den. Lige meget. Ikke så meget snak. Tid til at stoppe det fis. Will kørte resten af sin morgenrutine igennem og smuttede nedenunder. Mor var i køkkenet og i gang med sin anden kop kaffe. Hun stod og tastede på sin telefon og organiserede sin dag med læsebrillerne hængende i en snor om det kraftige, sorte hår. Will tog en proteindrik i køleskabet. »Fuglen er tilbage,« sagde han. »Hmm. Den er nok ude at se på mennesker igen,« sagde hun. Hun lagde telefonen fra sig og omfavnede ham. Mor lod aldrig en chance for et godt kram passere. Hun var en af den slags engagerede krammere, for hvem intet andet i det øjeblik betød noget. Ikke engang Wills græmmelse, når hun tog ham i et jerngreb offentligt. 12
34517_paladin_profetien_1.indd 12
25-04-2013 10:41:11
»Travl dag?« spurgte han. »Vanvittig. Totalt vanvittig. Hvad med dig?« »Det sædvanlige. Hav en god dag, mor. Vi ses senere.« »Ses, Will-basse. Elsker dig.« Hendes sølvarmbånd klirrede, da Will forlod huset, og hun vendte tilbage til sin telefon. »Jeg elsker også dig.« Ikke så længe efter ville han ønske, at han var vendt om og var gået tilbage til hende og aldrig havde givet slip. Will gik ned ad trappen foran huset og rystede benene. Han trak den første rene, kolde morgenluft ned i lungerne og pustede en kold sky ud, han var klar til at løbe. Det var den bedste tid på dagen ... men i det samme blev han igen ramt af den mismodige, forfærdelige nedtrykthed. #17: BEGYND HVER DAG MED AT SIGE, AT DET ER GODT AT VÆRE I LIVE. SELVOM DET IKKE FØLES SÅDAN, ER DER STØRRE CHANCE FOR, AT DU FÅR DET SÅDAN, HVIS DU SIGER DET – HØJT. »Det er godt at være i live,« sagde han uden overbevisning. Fandens. Lige nu føltes Regel nr. 17 som den lammeste regel på fars liste. Han kunne skyde skylden på indlysende fysiske irritationsmomenter. Det var ni grader varmt og fugtigt. Hans muskler knagede efter gårsdagens træning. En nat fuld af tågede drømme havde ødelagt hans søvn. Jeg er bare ude af synk med mig selv. Ikke andet. Jeg får det altid bedre, når jeg kommer ud at løbe. #18: HVIS #17 IKKE VIRKER, SÅ TÆNK PÅ DE LYSE SIDER. Will fandt stopursapp’en på sin telefon og travede af sted. Hans Asics Hyper slog let mod asfalten ... 2,25 til kaffebaren – tid: syv minutter. 13
34517_paladin_profetien_1.indd 13
25-04-2013 10:41:11
Han forsøgte sig med #18. Han lagde ud med mor og far. Alle, han kendte, rakkede konstant ned på deres forældre, men det gjorde Will aldrig. Og det var der en god grund til: Will West havde vundet i forældrelotteriet. De var kloge, rimelige og ærlige, ikke som de dobbeltmoralske typer, der prædikede de rigtige værdier og opførte sig som ungdomskriminelle, når børnene ikke var der. De interesserede sig for hans følelser, lod ham altid komme til orde, men gav sig ikke, når han prøvede grænser af. Deres regler var tydelige og velafbalancerede mellem det afslappede og det beskyttende, så han havde plads til at tilkæmpe sig frihed, men altid kunne føle sig tryg. Jo, de havde helt klart deres stærke sider. På den anden side: De var underlige og hemmelighedsfulde og altid på røven og flyttede hver halvandet år, som om de var beduiner. Hvilket gjorde det umuligt for ham at få venner eller føle sig knyttet til noget sted, de havde boet. Men hvad skal man også med kammerater, når ens forældre er de eneste venner, man har? Kunne det ikke være det samme, om det ødelagde ham for resten af livet? Måske ville han komme sig over det en dag. Efter årtier i psykoterapi og en vognladning antidepressiva. Sådan. De lyse sider. Det virker hver gang, tænkte Will tørt. Da Will passerede anden sidevej, havde han rystet morgenkulden af sig. Mens dalen begyndte at vågne omkring ham, pumpede blodet i hans årer, og endorfinerne boostede hans nervesystem. Han beroligede sine tanker og åbnede sine sanser, sådan som hans forældre havde lært ham. Mærkede den stærke, røgede duft af vild salvie og den iltrige luft fra frugthaverne langs East Ends veje, der skinnede vådt efter regnen. En hund gøede; en bil startede. I et mellemrum mellem bakkerne mange kilometer mod vest fangede hans blik en koboltblå stribe af Stillehavet, der reflekterede de første solstråler. Det er godt at være i live. Nu var det lige før, han troede på det. Will bevægede sig ind mod byen ad gader med store kvægfarme, 14
34517_paladin_profetien_1.indd 14
25-04-2013 10:41:11
der lå tættere og tættere, jo længere ind han kom. Allerede efter fem måneder syntes han bedre om Ojai end noget andet sted, de havde boet. Provinsbystemningen og den landlige livsstil virkede behagelig og ligetil, som et helle fra storbylivets strabadser. Byen lå i en højtliggende, frodig dal, der var beskyttet af bjergene langs kysten, og som kun var tilgængelig ad smalle pas i begge ender. Chumash-indianerne, de oprindelige indbyggere, kaldte den Ojai: Månedalen. Efter i århundreder at have haft Ojai som deres hjem blev de på under ti år fordrevet af »civilisationen«. Så meget for »helle«. Will vidste, at han og hans familie også ville flytte fra dette næsten perfekte sted. Det gjorde de altid. Lige meget hvor glad han var for Ojai-dalen, havde han lært på den hårde måde ikke at knytte sig til steder eller mennesker – En sort personbil gled over et kryds længere fremme. Den havde tonede sideruder. Han kunne ikke se chaufføren. De leder efter en adresse, tænkte Will. Og undrede sig over, hvor han vidste det fra. Der lød en svag marimbalyd. Han tog mobilen op af lommen og så dagens første sms fra far: »HVILKEN TID LØB DU?« Will smilede. Far og hans store bogstaver. Will havde prøvet at forklare ham om sms-etikette sådan cirka 50 gange. »Det virker, som om du RÅBER!« »Jamen, det gør jeg også,« svarede han. »JEG ER JO HELT HEROVRE!« Will svarede: Hvordan går konferencen? Hvordan er der i San Fran? Han kunne sende sms’er, mens han løb. Han kunne sende sms’er, mens han kørte ned ad en vindeltrappe på ethjulet cykel – Will standsede, før han hørte gummiet raspe mod fortovet. Noget stort og mørkt gled ind i hans synsfelt. Den sorte bil. Indhyllet i udstødning, motoren i tomgang, lige foran ham. En nyere firdørs model, et kedeligt, amerikansk mærke, han ikke genkendte. Underligt: ingen mærker, ingen udsmykning, 15
34517_paladin_profetien_1.indd 15
25-04-2013 10:41:11
ingen kendetegn. Nogen steder. Den forreste nummerplade var anonym – ikke fra Californien – med et lille amerikansk flag i det ene hjørne. Men det var ikke nogen offentlig bil med den motor. Det lød mere som en eller anden bonderøvs raket af en NASCAR-racer. Han kunne ikke se nogen bag det mørke glas – og så kom han i tanker om, at det var ulovligt at have ruder, der var så mørke – men han vidste, at der sad en derinde og kiggede på ham. Will fokuserede, lydene forsvandt. Tiden gik i stå. En marimbalyd brød stilheden. Endnu en sms fra far. LØB, WILL. Uden at se op trak Will hætten op og vinkede en henkastet undskyldning til forruden. Han løftede telefonen og rystede lidt på hovedet, som om han ville sige: Beklager, fraværende teenager her. Will slog kameraet til og tog et hurtigt billede af bagenden af bilen. Han kom telefonen i lommen og løb videre. Få det til at se ud, som om du løber, ikke flygter, tænkte Will. Og lad være med at se dig tilbage. Han travede videre, mens han lyttede efter den kraftige motor. Bilen gassede op og satte i gang bag ham, drejede til venstre og kørte sin vej. »Passer på beskrivelsen,« hørte Will nogen sige. »Mulig visuel kontakt.« Okay, hvordan dukkede den stemme op i hans hoved? Og hvis stemme var det? Chaufføren, lød svaret. Han taler i radio. Det er dig, han taler om. Wills hjerte hamrede. Han havde en hvilepuls på 52. Den nåede ellers aldrig over 100, før han havde løbet tre kilometer. Lige nu var den langt over 100. Første spørgsmål: Skrev far lige, at jeg skulle løbe (fra San Francisco?!), fordi han ville have mig til at holde tempoet, eller fordi han på en eller anden måde vidste, at bilen var farlig – 16
34517_paladin_profetien_1.indd 16
25-04-2013 10:41:11
Så hørte han bilen accelerere vildt en gade væk. Hjulene hvinede. De var på vej tilbage. Will smuttede ned ad en grusvej. Bag ham kom bilen drønende ud på den vej, han lige havde forladt. Lige inden bilen nåede grusvejen, drejede Will til højre, sprang over et hegn og spurtede gennem en baghave fuld af gamle Halloween-dekorationer. Han sprang over et trådhegn og ind på en smal betongang langs et hus – og fandens, et brutalt hundehoved fór ud ad en hundelem til højre for ham; en firskåren snude snappede efter ham. Han sprang op på lågen for enden af gangen og kæmpede sig over den, netop som hunden kastede sig mod den med snappende kæber. En halv gade væk kunne han høre den 8-cylindrede motor brøle, da bilen ræsede frem til næste hjørne. Will standsede bag en høj hæk i udkanten af en forhave og hev efter vejret. Han kiggede forsigtigt rundt om hækken – klar bane – og sprintede over gaden, over en plæne og forbi endnu et hus. Baghaven var indhegnet af et to meter højt træstakit. Han ændrede sine skridt for at time springet, greb fat i toppen af stakittet, sprang og landede let i gyden på den anden side – en meter fra en træt, ung kvinde, der stod ved siden af en Volvo og kæmpede med en mappe, et termokrus kaffe og sine bilnøgler. Hun for op, som om hun havde fået stød. Termokruset røg på jorden og trillede af sted, mens der sivede caffe latte ud af det. »Undskyld,« sagde Will. Han krydsede over gaden og spænede gennem to haver til, mens bilen hele tiden rumlede et sted i nærheden. Han stoppede i den næste sidegade og lænede sig op ad en garage. Da adrenalinen aftog, følte han sig lettere til grin. Tanker og instinkter stødte sammen i hans hoved og tumlede rundt som gummisko i en tørretumbler. Du er i sikkerhed. NEJ, DU ER I FARE. Det er bare en tilfældig bil. DU HØRTE SELV, HVAD DE SAGDE. FØLG DOG MED, DIN IDIOT! 17
34517_paladin_profetien_1.indd 17
25-04-2013 10:41:11
Endnu en sms fra far dukkede op på skærmen. DU MÅ IKKE STANDSE NU, WILL. Will bevægede sig ned ad åbne gader gennem udkanten af forretningsområdet. Resten af løbeholdet burde stå og vente ved dineren nu. Han kunne smutte indenfor og ringe til far, så han kunne høre hans stemme. Men så gik det op for ham, at han kunne høre den LIGE NU. Den mindede ham om en regel, hans far havde terpet med ham til hudløshed: #23: NÅR DER ER PROBLEMER, SKAL DU TÆNKE HURTIGT OG HANDLE UDEN AT TØVE. Will standsede bag en kirke og kiggede sig forsigtigt omkring. Han kunne se holdet to gader væk, seks fyre i træningstøj uden for dineren med RANGERS syet fast på ryggen. De stod samlet omkring noget ved kantstenen, han ikke kunne se. Han tjekkede uret og tabte underkæben. Det kunne umuligt passe. Han havde lige løbet de 2,25 km hjemmefra og havde løbet hækkeløb gennem haver og over hegn ... på fem minutter? Bag ham udsendte den snerrende motor et brøl. Han vendte sig og så bilen komme drønende ned ad gaden lige imod ham. Will spænede af sted i retning af dineren. Bilen drejede skarpt om hjørnet bag ham, svingede rundt og standsede med blokerede hjul. Will var allerede to gader væk. Han slog hætten op, stak hænderne i lommerne og joggede roligt hen til sit hold. »Hvad så,« mumlede han og forsøgte ikke at lyde panikslagen. Som normalt ignorerede holdet ham stort set. Han faldt i ét med gruppen og sørgede for at vende ryggen mod gaden. De gav plads, så han kunne se, hvad de stod og kiggede på. »Tjek lige det dér, mand,« sagde Rick Schaeffer. Der holdt en stinker af en pimpet og tunet øse ved kantstenen. Will havde aldrig set noget lignende, en matsort Plymouth Prowler, lang og henslængt på et specialbygget chassis, bagudlænet kølergit18
34517_paladin_profetien_1.indd 18
25-04-2013 10:41:11
ter og hjul, der funklede af krom. Den forreste kofanger bugnede som Skipper Skræks overarme. Manifolden på et monster af en V8-motor stod op af kølerhjelmen og emmede af kraft. Barokke linjer i steam punk-stil og skarpe, præcist udførte ventilationsriller udsmykkede karosseriet. Bilen så på én gang gammel og uberørt ud, underlig tidløs, som om den pletfri maskine havde kørt talløse kilometer. Den tilhørte uden tvivl en fremmed. Ingen lokal kunne have holdt denne helvedesmaskine hemmelig. Den kunne komme hvor som helst fra. Måske kom den fra det nittende århundrede via fremtiden. Will fornemmede et par øjne, der fandt ham inde bag ruden til dineren. De ramte ham hårdt, som om han blev prikket hårdt i brystet med to fingre. Han så op, men kunne ikke se ind i dineren; solen var lige kommet op over bakkerne bag ham og gav genskin i ruden. »Lad være med at røre ved min bil.« Will hørte stemmen i sit hoved og vidste, at den kom fra den, der kiggede. Lav, rusten med en skarp accent og knitrende af fare. »Lad være med at røre ved den!« snappede Will. Schaeffer trak forskrækket hånden til sig. Den skaldede mand, der kørte den sorte bil, så først Prowleren, da børnene flyttede sig. Han troede, han så syner. Han tændte necrobølgefilteret på bilens indbyggede skanner. Billederne af stamtavler på skærmen – far, mor, teenagedreng – skrumpede ind til frimærker. Han fokuserede på sportsvognen, indtil den fyldte hele skærmen og pulserede med et blændende, hvidt lys. Der var ingen tvivl: Det var en Vejfarendes »flyver«. Den første, der var set i felten i årtier. Med skælvende hænder løftede den skaldede mand håndledsmikrofonen og kaldte. Han forsøgte at tøjle sin ophidselse, da han beskrev, hvad de havde fundet. Hans kontakt godkendte straks en revideret plan. 19
34517_paladin_profetien_1.indd 19
25-04-2013 10:41:11
Ingen havde nogensinde tagget en Vejfarende. Det var en historisk mulighed. Drengen måtte vente. Den skaldede mand skød en sort kulfiberbeholder på størrelse med en termokande ud af nitrogenkammeret. Hans makker tog den og rullede forsigtigt vinduet ned. Han monterede beholderen med Den Blinde Passager i grebet på trackeren og brød vakuumforseglingen. Stanken af svovl blev hængende i luften, selvom vinduet stod åbent. Han gjorde sig klar til at skyde. Will så den sorte bil køre langsomt frem. Han holdt forsigtigt øje med den, da den passerede dem. Han så en mand holde en sort beholder op til vinduet i passagersiden. Noget røg ud af beholderen og landede på fortovet, hvor det lå stille. En stykke tyggegummi? Will ventede, indtil den sorte bil var ude af syne. Han fandt telefonen frem for at sende en hastebesked til sin far. Så gik døren til kaffebaren op. Et enormt par smadrede, sorte militærstøvler med spænder og indgraverede flammer kom til syne i døråbningen. Det afgør sagen. Jeg skal heller ikke have noget at gøre med den fyr. Will spænede i fuld fart af sted i retning af skolen, og allerede da han drejede om hjørnet, kæmpede de andre for at følge med. Bag dem vendte »tyggegummiet« sig om og skød tolv edderkoppeagtige ben ud, der holdt et nålelignende hoved og en leverfarvet krop. Den pilede hen til fortovet, sprang op i luften og hagede sig fast til Prowlerens venstre kofanger og bevægede sig i retning af døren i førersiden. En centimeterlang nål skød ud af insektets snude og fór af sted i retning af chaufførens nakke, klar til at aflevere sin usynlige last. Chaufføren svingede Prowleren rundt i et kontrolleret skred, hvorefter noget, der lignede en lille lommepistol, dukkede op i hans venstre hånd. Han fandt det luftbårne insekt i sigtekornet og trykkede på aftrækkeren, så en lydløs stråle af hvidt lys skød ud af løbet. Trackeren – og den usynlige Blinde Passager – krøl20
34517_paladin_profetien_1.indd 20
25-04-2013 10:41:11
lede svitset sammen og faldt til jorden som en forkullet klump på vejen. Lommepistolen forsvandt op i chaufførens ærme igen, samtidig med at han afsluttede svinget – et komplet og fejlfrit 360 grader spin – og kørte videre.
21
34517_paladin_profetien_1.indd 21
25-04-2013 10:41:11