havde været der. Det havde ofte været på tale, at han skulle besøge sin far, men det var aldrig sket. Nu, da faderen var blevet gift, var det en udbredt opfattelse, at besøget, som en i høj grad passende opmærksomhed, burde finde sted. Der var ikke én afvigende mening om den sag, hverken når mrs. Perry var til te hos mrs. og miss Bates, eller når mrs. og miss Bates gengældte visitten. Nu var det på tide, at mr. Frank Churchill viste sig blandt dem, og håbet forstærkedes, da man forstod, at han havde skrevet til sin nye mor i den anledning. I nogle dage kom man på hver eneste formiddagsvisit i Highbury ind på det smukke brev, mrs. Weston havde modtaget. „De har vel hørt om det smukke brev, mr. Frank Churchill har skrevet til mrs. Weston? Jeg forstår, at det i sandhed er et meget smukt brev. Mr. Woodhouse fortalte mig om det. Mr. Woodhouse har set brevet, og han siger, at han aldrig har set så smukt et brev i sit liv.” Det var virkelig et højt skattet brev. Mrs. Weston havde selvfølgelig dannet sig et særdeles gunstigt billede af den unge mand, og en så tiltalende opmærksomhed var et uomstødeligt bevis på hans glimrende, sunde fornuft og en højst velkommen tilføjelse til alle de forskellige former for lykønskninger, hendes ægteskab allerede havde sikret hende. Selv følte hun sig som en såre heldig kvinde, og hun havde levet længe nok til at vide, hvor heldig man måtte anse hende for at være, og at det eneste beklagelige var den delvise adskillelse fra venner, hvis venskab for hende aldrig var kølnedes, og som dårligt kunne bære at skilles fra hende! Hun vidste, der var tidspunkter, hvor hun måtte være savnet, og det smertede hende at tænke på, at Emma skulle gå glip af så meget som en eneste fornøjelse eller lide under én times kedsomhed, fordi hun manglede hendes selskab, men den kære Emma havde ingen svag karakter. Hun var situationen mere voksen, end de fleste piger ville have været, og i besiddelse af sund fornuft og energi og humør, som man kunne håbe på, ville hjælpe hende godt og lykkeligt over disse små fortrædeligheder og afsavn. Og så var der så stor trøst ved den meget ringe afstand fra Hartfield til Randalls, så bekvem, at selv en kvinde kunne spadsere turen alene, og ved mr. Westons gemyt og gode kår, som ikke ville lade den tilstundende årstid være
19
Emma.indd 19
18/12/12 15.01