P책 dansk ved Ole Steen Hansen
Det var nok den ottende april. Eller den femtende. Alt var gråt og beskidt, og det var hundekoldt, men det var trods alt forår.
Vi kørte stadig ude på landet og aldrig ad hovedveje. Jeg holdt meget af at se på landskabet fra mit tårn.
Det var lidt som en bog med historier for børn. Vi har på engelsk et ord, som hedder "quaint". Det vil sige malerisk, originalt, mærkværdigt.
Alt var "quaint" for en amerikaner som mig.
Jeg opdagede de små europæiske landsbyer. Vi har ikke sådan nogle landsbyer derhjemme. De er charmerende, vejene kantet med træer, markerne, gårdene, det man ser ud ad vinduet, alt er anderledes, og det fascinerede mig, forstår du nok.
Jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at min krig ville være sådan. Der er folk, som betaler formuer for at se andre lande, jeg så dem oppe fra mit tårn, og selv om der var krig, var det en rigtig rejse hver dag.
På æbletræerne langs vejene hang der nogle steder æbler tilbage fra det foregående efterår, og det var en fornøjelse for mig at plukke et af dem, når vi kørte under grenene.
Kampene havde sat deres spor. Alt var beskadiget, meget var ødelagt. Landsbyerne var som helhed triste, men man kunne se, at de kunne blive pæne, hvis de kom sig over krigen.
Polski var på grund af sit job i det civile liv en rigtig "daredevil", en vovehals, som ikke var bange for vejene. Han opfandt en leg.
Han lod vores køretøj sakke bagud for kolonnen, som var meget kort, fordi vi bevægede os i afdelinger med store mellemrum imellem for ikke at få alt smadret i tilfælde af angreb.
Vores deling bestod af tre armored cars, og vi kørte i anden position, hvilket tvang den tredje til også at sagtne farten. Det gjorde dens fører rasende.
Polski lod sig forsinke inden en landsby, og så stod han pludselig på sømmet.
Armored cars kan køre 80 miles i timen. Lad os sige, at de kan komme op på 110 kilometer i timen. Og en armored car er stor!
Vi kørte ind i landsbyen for fuld fart.
Det var en af disse gamle landsbyer, hvor ingen gader er rettet ud. Der var sving.
Legen gik ud på at strejfe murene på først den ene side og så den anden og skramme dem tilstrækkeligt til at få lidt puds til at falde af.
Det var skræmmende. En rasende Marker brølede i radioen. Stop, Polski! Du kommer ud for en ulykke!
Men Polski elskede det.
Jeg ved, hvad jeg gør.
Den gymkhana var hans yndlingstidsfordriv. Han fortsatte med den i Tyskland senere. Til sidst vænner man sig til det.
Bagefter var den stakkels chauffør bagved, som var en almindelig chauffør, tvunget til at indhente os.
Du forstår nok, hvorfor vi overholdt reglen om ikke at lade noget hænge på siderne af køretøjet.
Den første nat på turen sov vi ligesom de fleste efterfølgende nætter i bivuak. Jeg vil godt sige dig en ting angående bivuak. Det amerikanske modstykke til Saint-Cyr, den franske officersskole, er West Point. Og i forrige århundrede foregik en del af uddannelsen af officerer åbenbart på fransk. Den angelsaksiske militære sprogbrug er i øvrigt stærkt præget af fransk eller latin. Graderne som general, kaptajn, løjtnant, sergent hedder det samme på fransk. Vi unge soldater, som befandt os i et land, hvor der ikke havde været militærtjeneste eller værnepligt siden Første Verdenskrig, havde intet kendskab til dette ordforråd. Første gang jeg hørte "Vi ligger i bivuak i nat", var under grunduddannelsen. Jeg sagde til mig selv: "I guder, hvad er det, vi skal?" Om morgenen lød reveillen. Det er også et fransk ord. Alle eller næsten alle vidste fra spejdervæsnet, hvad det var. Men vi vidste ikke, at det også hed "reveille" på fransk. På samme måde opdagede jeg betydningen af "latriner", som kommer fra latin, da jeg blev soldat. I det civile liv sagde vi aldrig "latriner" om toiletter, vel? Der var en masse af den slags.
Kort sagt lå vi i bivuak den første nat i en afkrog af Frankrig. Jeg har ingen anelse om hvor. Der var bestemt ingen fare for at se en tysker dukke op, men der var alligevel en, der skulle holde vagt. Cope, du holder vagt. Det er en formssag, vi er nødt til det, og det er fuldkommen åndssvagt.
Ok.
Du kan gå hen til kanten af grøften dér, og om lidt, når alle har lagt sig til at sove, kan du også lægge dig til at sove i grøften, hvis du vil.
Jeg vil hellere have, at du sover end følger denne snotdumme regel. Der var i øvrigt mange andre enheder i nærheden.
Grøften var lang og temmelig dyb. Den var blevet gravet af de lokale bønder, uden tvivl for nylig, for at lede forårets regnvand væk. Den var fyldt med sten, for at vandet ikke skulle skylle dens sider væk.
Stenene havde alle sammen meget, meget skarpe kanter.
Nå, men jeg tilbragte faktisk en ganske udmærket nat. For det første var jeg meget træt. Og så havde jeg lært, at man med lidt forsigtighed kan tilpasse sig til alle mulige underlag, så jeg sov som ... en sten. Til min store overraskelse.
Dagen efter kom vi ind i et område med masser af aktivitet og trafik.
Næste nat beslaglagde vi en lille gård til at sove i. Den franske bondemand måtte rykke ud i en anden bygning. Vi gjorde klar til at sove i vores soveposer på gulvet i det, man kunne kalde en spisestue, hvor der var en kamin.
Enhederne kørte til højre og venstre, og vi mødte soldater, som vendte tilbage fra fronten. Man kunne se på dem, at de havde været i kamp. Der var meget trængsel på vejene, men vi kom da fremad.
Vi bad bondemanden om at give os brænde. Pas de bois.
Så viste en af gutterne ham hans havegærde med staver af træ, holdt sammen af ståltråd.
Vi var skuffede, for vi havde kørt hele dagen, det havde regnet, og vi frøs.
Han talte ikke engelsk, men han forstod, hvad soldaten mente.
I et hjørne af stuen stod et træbord og to stole. Soldaten gik hen til bordet og lagde an til at brække et af benene af.
Non. Pas ma clôture.
Da bondemanden så det, løb han ud og begyndte selv at brække staverne af gærdet. Vi havde værktøj til at klippe ståltråden af med, og så tændte vi op.
Det var bestemt ikke særlig pænt af os, men sådan var det. Jeg var ikke med til hærværket, men jeg må indrømme, at jeg nød at varme mig ved ilden.
Vi nærmede os Rhinen, og der var en ting, der plagede os. Vi havde ikke nogen skinne rundt om vores kanontårn, så vi kunne ikke montere maskingeværet, som var det eneste virkelig effektive våben på køretøjet.
Marker var meget bekymret.
Næste nat samledes enhedens underofficerer. Nå, gutter, vi er nødt til at finde en skinne til Kubaceks deling. Vi må ud på en midnight requisitioning.
Midnight requisistioning er, som navnet siger, når man går ud ved midnatstide og beslaglægger det, man har brug for.
At tænke sig, at idioterne vil sende os i kamp uden andet end vores geværer og en ubrugelig kanon!
Med andre ord, man stjæler.
Så kom de tilbage med en skinne og sagde, at de havde taget den fra et køretøj, som ikke skulle til fronten.
De monterede skinnen på tårnet og maskingeværet på skinnen, og så havde alle det bedre.
Næste dag ankom vi efter at have kørt og kørt til Rhinen.
På den anden side lå Tyskland.
Vi skulle køre over på en pontonbro, som så ret smal ud.
For et panserkøretøj som vores var bredden faktisk meget, meget nøjagtig.
Men vi kom da over uden problemer.
Jeg regner med, at vi måtte være i Baden-Württemberg. Men jeg må sige, at jeg ikke vidste noget om geografi dengang. Jeg var utrolig uvidende.
Mellem Rhinen og, hør nu godt efter, Pilsen i Tjekkoslovakiet KØRTE VI IKKE IGENNEM EN ENESTE STØRRE BY. Så vi bevægede os virkelig ikke ad hovedvejene. Jeg syntes meget godt om landskabet. Vi forsøgte at læse navnene på landsbyerne der, hvor der var skilte. De endte stort set alle sammen på hausen eller noget i den retning.
Under en af de første bivuakker i Tyskland kom jeg ud for noget forfærdeligt. Som du ved, graver man i en militær bivuak et hul til at skide i, og når man er færdig, dækker man det til med jord.
Mens jeg sad på hug, stak en myg mig på lemmet.
Jeg havde til opgave at grave dem, og jeg benyttede et af dem.
Huden svulmede gevaldigt op, det gjorde ondt og blev enormt. Jeg kunne ikke andet end at vente på, at det gik over.
Det tog to dage. Det gjorde helvedes ondt at gå, fordi den var klemt sammen mellem mine ben.
Det må vi hellere lade være med at tegne.
Jeg vil fortælle om den eneste gang under krigen, hvor jeg affyrede min kanon. På et tidspunkt var vi langt ude på landet og hørte skud.
Vi vidste ikke, om der blev skudt på os. Der lød enkelte skud i nærheden, men de tungere våben var længere væk.
Vi så en gård, hvor folk løb frem og tilbage og så ud til at forberede et eller andet, men de skød ikke. Så vi skød heller ikke på dem.
Længere borte lå der et lillebitte hus midt ude på en mark. Sergent Marker sagde: Cope, hytten dér er farlig. Det er det perfekte sted at skjule et våben af en slags. Vi kan ikke lade den stå . Hvad gør vi?
Du affyrer kanonen. Vi standser helt op, det er lettere end at skyde i fart.
Så vi skyndte os at udføre manøvren, han gav instrukser, jeg sigtede, og ...
BUM. Jeg ramte plet.
Huset styrtede mere eller mindre sammen. Jeg ved ikke, hvad der var derinde. Ingen mennesker, i hvert fald. Folkene var ude på gården.
Det var godt at vide, at kanonen fungerede, og at jeg stadig kunne ramme. Det var sikkert det, Marker ville kontrollere.
Senere blev vi vitterlig beskudt fra en højtliggende gård.
Jamen så skyder vi igen.
Denne gang skulle maskingeværet i brug i stedet for kanonen.
Jeg fyrede. Jeg havde lyssporprojektiler, ved du, hvad det er? Hver femte eller tiende kugle trækker et lysende spor efter sig, så man kan se, hvilken retning man skyder i. Ellers har man ingen anelse om, hvor kuglerne fra et maskingevær ryger hen.
Med ét satte maskingeværet sig fast. Hvad er der galt, Cope?
Det aner jeg ikke!
Det var utroligt. Jeg afmonterede og monterede det regelmæssigt for at rengøre og oliere det og passede det godt.
Jeg fyrede ind på gårdspladsen, og oppefra blev der også skudt, men vi tog ikke imod flere kugler.
Så vi kørte i ly og demonterede det og så, at blokken var knækket midt over. Blokken er den del, der bevæger sig og griber kuglerne og sender dem ud.
Knækket midt over! Det havde ingen af os nogen sinde hørt om før!
Maskingeværet var totalt ubrugeligt. Marker var rasende. Vi fortsatte. Heldigvis havde jeg ikke behov for at skyde de følgende dage, for det var først langt senere, vi fik fat i en anden blok. Egentlig først da vi ikke havde brug for den mere.
Marker havde mistanke om noget. Kort efter fik han fat i Kraus, korporalen, som havde decosmolineret vores våben.
Da der ikke var noget at lave den dag, og der ikke kom nogen beskeder, og der ikke var andet at gøre end at blive siddende inde i varmen, blev han sat til at rense våben.
Kraus indrømmede til sidst, hvad der var sket. Du kan huske, at han gjorde tjeneste den dag, da sergenternes lille kommandopost brændte i Normandiet.
Og Kraus havde decosmolineret vores maskingeværblok i en benzintønde, han havde stående tæt på kaminen, fordi han ville holde varmen. For tæt på .
Så huset gik op i flammer, og den stakkels blok lå Gud ved hvor længe i den brændende tønde.
Kraus havde intet sagt, da vi hentede den. Ilden havde fået stålet til at krystallisere, så det flækkede ved første brug. Jeg kunne sende dig for en krigsret for det her.
Men der skete ikke noget alvorligt, så jeg melder det ikke. Men tag dig i agt, for nu holder jeg øje med dig.
Kraus havde en blid og venlig side, men det var rent hykleri. Har du aldrig haft med den slags mennesker at gøre?
I hæren møder man alle slags mennesker.
Lidt senere kom vi til en landsby, som jeg med mit senere kendskab til tysk geografi vil placere i det nordlige Schwaben.
Indbyggerne var på gaden. De hilste os med udtryk, der sagde: "Fantastisk!" De var sikkert gladere for at tænke, at krigen snart ville slutte, end at se os amerikanere. På hjørnet af en lille gade stod en familie under nogle kønne træer foran deres hus og tilbød to kasser hvidvin til køretøjerne, der passerede.
Vi tog det hele. Vi havde aldrig fået særlig meget ammunition til kanonen. Kun femseks granater. Så vi lagde vinflaskerne i de tomme ammunitionskamre. De kunne lige være der.
Soldaterne foran os var mistroiske og tog ikke imod dem. Tager vi dem?
Ja.
Og hvis vinen er forgiftet?
Det skal vi nok finde ud af. Men det ville undre mig.
Sådan fik vi os et lager af vin fra Baden, som var meget velsmagende. Jeg øgede den viden om vin, som jeg var begyndt at få i Normandiet.
I Californien havde jeg drukket et glas eller to, ikke mere. Den californiske vin var ikke særlig god dengang.